Den frie vilje — en enestående gave

ER DU ikke glad for at du frit kan vælge hvordan du vil leve dit liv og selv kan bestemme hvad du vil sige og gøre? Eller kunne du bedre tænke dig at en eller anden skulle lægge hvert eneste ord i munden på dig og bestemme alt hvad du foretog dig hvert eneste minut dagen igennem så længe du levede?

Normalt bryder vi os ikke om at andre fuldstændig bestemmer over os. Hvis nogen dikterede os alt hvad vi skulle foretage os ville det føles meget undertrykkende og frustrerende. Vi ønsker frihed.

Men hvorfor har vi denne trang til frihed? Når vi forstår årsagen til denne frihedstrang, vil vi bedre forstå hvordan ondskab og lidelser kunne opstå. Det vil også hjælpe os til at indse hvorfor Gud har ventet indtil nu med at gribe ind over for ondskab og lidelser.

Hvordan vi er skabt

Den frie vilje var blandt de enestående gaver mennesket fik ved skabelsen. Bibelen siger at Gud skabte mennesket ’i sit billede’, og en af de egenskaber Gud besidder er den frie vilje. (1 Mosebog 1:26; 5 Mosebog 7:6) Han skabte altså os med den samme vidunderlige egenskab — den frie vilje.

Frem for at være underkuede af en tyrannisk hersker, foretrækker vi frihed. Det er også grunden til at folk ofte oparbejder en stærk uvilje mod et hårdt og undertrykkende styre og til sidst gør oprør for at opnå frihed.

Det er altså ikke tilfældigt at vi føler trang til frihed. Bibelen giver os den dybereliggende årsag. Den siger: „Hvor Jehovas ånd er, er der frihed.“ (2 Korinther 3:17) Ønsket om frihed er altså en del af vor natur eftersom Gud skabte os med dette ønske. Det er en trang han ønsker vi skal have fordi han selv er en frihedens Gud. — 2 Korinther 3:17.

Gud udstyrede os også med mentale evner såsom opfattelsesevne, fornuft og dømmekraft, der samarbejder med den frie vilje. Disse evner sætter os i stand til at tænke, foretage overvejelser, træffe beslutninger, samt skelne mellem ret og uret. (Hebræerne 5:14) Vi er ikke skabt som tankeløse robotter uden egen vilje eller som dyr der hovedsagelig handler pr. instinkt.

Foruden den frie vilje fik vore første forældre alt hvad man kunne ønske sig: De blev sat i en parklignende have; de fik materiel overflod; de fik et fuldkomment sind og et legeme der ikke ældedes eller blev sygt og døde; de fik evnen til at avle børn — som også havde en lykkelig fremtid foran sig; og de fik den tilfredsstillende opgave at gøre jorden til et paradis. — 1 Mosebog 1:26-30; 2:15.

Med henblik på det Gud havde sat i gang, siger Bibelen: „Gud [så] alt hvad han havde frembragt, og se, det var virkelig godt.“ (1 Mosebog 1:31) Bibelen siger også om Skaberen: „Fuldkomment er hans værk.“ (5 Mosebog 32:4) Ja, Skaberen gav menneskeheden en fuldkommen begyndelse. Den kunne ikke have været bedre.

Frihed inden for visse grænser

Men var det en frihed uden grænser Gud gav menneskene? Hertil kunne man spørge: Kunne du tænke dig at køre bil i myldretiden hvis der ikke var nogen trafiklys og hvis man måtte køre i den vejbane man havde lyst til, i begge retninger og uden hastighedsbegrænsninger? En sådan frihed ville selvfølgelig ende med en katastrofe.

Det samme er tilfældet med vores handlefrihed. En frihed uden grænser ville for nogle betyde frihed mens det for andre ville være ensbetydende med det modsatte. Uindskrænket frihed kan resultere i anarki, hvorved alles frihed begrænses. Der må altså være visse grænser. Guds frihedsgave til menneskene betød derfor ikke at vi kunne opføre os som vi fandt for godt, uden at tage hensyn til andre.

Herom siger Guds ord: „Opfør jer . . . som frie mennesker og brug aldrig friheden som en undskyldning for at gøre det der er ondt.“ (1 Peter 2:16, The Jerusalem Bible) Gud ønskede altså at vores frie vilje skulle reguleres til fælles bedste. Det var ikke hans hensigt at menneskene skulle have total frihed men relativ frihed, en frihed der var underlagt visse love.

Hvis love?

Hvis love skal vi da adlyde? Ja, hvis love er vi bedst tjent med? I den første del af det skriftsted vi citerede før, Første Petersbrev 2:16, siges der: „I er ikke trælle for nogen andre end Gud.“ Der er ikke her tale om et undertrykkende herre-slaveforhold, men snarere om at vi er skabt til at underlægge os Guds love. Vores glæde vil derfor vokse hvis vi bliver ved med at underlægge os disse love.

Guds love indeholder en langt bedre vejledning end noget lovkodeks mennesker nogen sinde har udarbejdet. Som Esajas 48:17 siger: „Jeg, Jehova, er din Gud, den som lærer dig hvad der gavner, den som fører dig ad den vej du skal gå.“ Ikke desto mindre tillader Guds love samtidig et stort mål af frihed inden for disse loves grænser. Derved gives der rum for mange personlige valg og forskelligheder, hvilket gør den menneskelige familie mere farverig og fascinerende.

Mennesker er også underlagt Guds fysiske love. Hvis vi for eksempel ignorerer tyngdeloven og springer ud fra et højt sted, vil vi komme til skade eller måske blive dræbt. Hvis vi opholder os under vandet uden dykkerudstyr, vil vi dø i løbet af nogle ganske få minutter. Og hvis vi ignorerer legemets indre love og holder op med at spise eller drikke, vil vi også dø.

Vore første forældre, og alle deres efterkommere, blev altså skabt med behovet for at adlyde såvel Guds moralske eller sociale love som hans fysiske love. At adlyde Guds love er ikke nogen tyngende byrde. Tværtimod tjener de til vort eget og hele menneskehedens bedste. Var vore første forældre blevet inden for Guds loves grænser, ville det hele have set meget anderledes ud.

Hvad gik galt? Hvorfor bredte ondskaben og lidelserne sig så voldsomt? Og hvorfor har Gud tilladt det så længe?

[Illustration på side 7]

Den enestående frie vilje vi har fået gør at vi ikke er som robotter eller som dyr, der hovedsagelig handler pr. instinkt