Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w86 15/8 s. 13-18
  • Misbrug ikke din magt

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Misbrug ikke din magt
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1986
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Kristne ældste
  • Rejsende tilsynsmænd
  • Familien
  • Andre forhold
  • Lykkelige er de der bruger deres magt på rette måde!
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1986
  • Anvend din magt i Jehovas frygt
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1963
  • ’Bliv Guds efterligner’ i din brug af magt
    Kom nær til Jehova
  • Vil magtmisbrug nogen sinde høre op?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1986
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1986
w86 15/8 s. 13-18

Misbrug ikke din magt

„Frygt for Jehova er at hade det onde. Jeg hader hovmod og stolthed og den onde vej og den fordærvede mund.“ — Ordsprogene 8:13.

1. Nævn en af de måder hvorpå det kommer til udtryk at menneskehjertet er forræderisk.

I SELVISKHED at misbruge sin magt er uden tvivl blandt de ’onde veje’ som Jehova Gud hader. Hans ord rummer vejledning der kan hjælpe os til at overvinde denne tendens hos det ufuldkomne menneske, for han kender vort hjerte. Vi læser: „Hjertet er mere forræderisk end noget andet, og desperat. Hvem kender det? Jeg, Jehova, undersøger hjertet, ransager nyrerne, ja, for at give hver enkelt efter hans veje, efter hans gerningers frugt.“ — Jeremias 17:9, 10.

2. Hvordan har magt tendens til at påvirke dem der besidder den?

2 Det er med god grund at Guds ord advarer os imod magtmisbrug. Om menneskets tendens til at misbruge sin magt har en engelsk professor udtalt: „Magt har en tendens til at korrumpere, og absolut magt korrumperer i bund og grund.“ Han udtalte også: „Blandt alt det der nedbryder og demoraliserer mennesker, er magt det mest konstante og det mest aktive.“ Som vi har set i den foregående artikel virker magt selvfølgelig ikke nedbrydende i alle tilfælde, men den rummer altid en fare for at gøre det.

3. På hvilke områder af menneskenes indbyrdes forhold kan der forekomme magtmisbrug, og hvad er årsagen?

3 Hvem er i fare for at gøre sig skyldig i magtmisbrug? Det er så godt som alle mennesker! I praktisk talt alle forhold mellem mennesker opstår der situationer hvor en er gunstigere stillet end andre på grund af rigdom, viden, position, fysisk styrke, udseende eller andet. Jo større fortrin man har, jo større er fristelsen til at udnytte dem til egen fordel. Hvorfor er det sådan? Fordi „menneskehjertets tilbøjelighed er ond fra ungdommen af“. (1 Mosebog 8:21) Ja, det ufuldkomne menneskehjerte er „forræderisk“, bedragerisk, upålideligt og fyldt med onde tilbøjeligheder. — Jeremias 17:9.

Kristne ældste

4. Hvilket godt råd som Jetro gav Moses, viser at han var opmærksom på de farer der følger med magt og myndighed?

4 Lad os indledningsvis betragte de ældste, tilsynsmændene i den kristne menighed. Når vi tænker på deres kvalifikationer, kan vi genkalde os Jetros ord til Moses da han skulle udvælge mænd som kunne være øverster over tusind, hundrede, halvtreds og ti: „Du bør af hele folket udsøge dygtige mænd, som frygter Gud, pålidelige mænd, som hader uærlig vinding.“ (2 Mosebog 18:21) Sådanne mænd var egnede til en tilsynsgerning. De ville ikke misbruge de fordele der fulgte med deres stilling, idet frygt for Jehova er had til det onde. Sådanne mænd ville ’hade uærlig vinding’ og ikke søge at opnå noget på uretmæssig vis.

5. Hvorfor er vejledningen i Første Petersbrev 5:2, 3 stadig aktuel, og hvordan kan den følges?

5 Apostelen Peter var opmærksom på at ældste var i fare for at misbruge deres magt, og han gav derfor tilsynsmændene i den kristne menighed denne vejledning: „Vær hyrder for Guds hjord i jeres varetægt, ikke tvungent, men villigt; heller ikke af kærlighed til uærlig vinding, men af iver; heller ikke som nogle der spiller herrer over dem der udgør Guds arv, men ved at være eksempler for hjorden.“ (1 Peter 5:2, 3) At være hyrde for Guds hjord af kærlighed til uærlig vinding ville være et misbrug af magt, og at spille herre over hjorden ville ligeledes være at udnytte sin magt til egen fordel. For eksempel har en ældste måske en bestemt mening om hvordan hans familie bør klæde sig, men han må passe omhyggeligt på ikke at påtvinge hjorden sin personlige opfattelse; det ville være at spille herre over den.

6. Hvad er nepotisme, og hvordan kan ældste gøre sig skyldige i det?

6 Hvis ældste ikke passer på kan de gøre sig skyldige i nepotisme, der også er en form for magtmisbrug. Nepotisme er „begunstigelse af slægtninge ved besættelse af stillinger“, og stammer fra et latinsk ord der betyder „barnebarn“ eller „nevø“. Ordet er opstået fordi paver og andre højtstående gejstlige var kendt for at overøse deres slægtninge, navnlig deres brødres eller søstres børn, med materielle gunstbevisninger. Pave Nikolaus III blev endda kendt som „den pavelige nepotismes fader“. Hvis kristne ældste ikke tager sig i agt, kan de lade sig påvirke af blodets bånd fremfor af de kristne principper. En ældste fandt det indlysende at hans søn burde anbefales som tilsynsmand, men de øvrige ældste var ikke enige med ham. Faderen flyttede så til en anden menighed. Nogle år senere var sønnen stadig ikke blevet udnævnt til ældste. Faderen havde tydeligvis ladet sig påvirke af familieforholdet.

7, 8. Hvilke eksempler viser at nepotisme kan udgøre en reel fare for de ældste?

7 Magtmisbrug i form af nepotisme kan også ytre sig ved at ældste forsømmer at gribe ind over for de overtrædelser deres slægtninge gør sig skyldige i. (Jævnfør Første Samuelsbog 2:22-25, 30-35.) For nogle få år siden opstod der en rystende situation i visse menigheder i den centrale del af De forenede Stater, og noget lignende er sket i nogle menigheder i Europa. Mange unge, hvoraf ikke så få var børn af ældste, gav sig af med utugt, drikkeri, stofmisbrug og lignende. Nogle af de ældste så tilsyneladende gennem fingre med deres børns overtrædelser. Da sagen blev kendt blev flere af disse ældste afsat fordi de havde misbrugt deres myndighed som ældste, eller, mere præcist, fordi de ikke havde brugt deres magt på rette måde.

8 En tendens i denne retning kan også vise sig når en ældste eller en menighedstjener har et punkt der kræver deltagelse fra menigheden. Broderen må passe på ikke at være partisk. Hans familiemedlemmer kan samarbejde med ham ved at være parate til at svare når ingen andre markerer, og ved at holde sig lidt tilbage når mange andre ønsker at deltage.

Rejsende tilsynsmænd

9. Hvad er simoni, og hvor stammer dette udtryk fra?

9 Kristne der beklæder ansvarsfulde hverv, især Vagttårnsselskabets rejsende tilsynsmænd, må passe på at de ikke bevidst eller ubevidst gør sig skyldige i det der kaldes simoni, som betyder „handel med gejstlige embeder“. Ordet simoni henviser til den Simon der er omtalt i Apostelgerninger 8:9-24; det var ham der tilbød apostlene penge for at få evne til at give den hellige ånd videre ved håndspålæggelse. Lukas fortæller: „Peter sagde til ham: ’Måtte dit sølv forgå sammen med dig, fordi du mente at du kunne erhverve dig Guds frie gave for penge. Du har hverken lod eller del i denne sag, for dit hjerte er ikke retskaffent i Guds øjne. Du må derfor ændre sind med hensyn til denne din slethed, og bede Jehova om, hvis det er muligt, at dit hjertes påfund må blive dig tilgivet.’“ Før i tiden var simoni også en almindelig praksis blandt gejstlige inden for den katolske kirke. Et leksikon oplyser at „denne forbrydelse blev meget udbredt i Kirken i løbet af det 11. og det 12. århundrede“.

10, 11. Hvordan kunne ældste komme til at gøre sig skyldige i simoni?

10 Hvordan kunne Jehovas tjenere handle forkert i denne henseende? Hvis de ikke tager sig i agt kan den gæstfrihed eller gavmildhed en broder har vist dem, måske få dem til at anbefale ham til et punkt på et kreds- eller områdestævne. I sjældne tilfælde er det faktisk forekommet at en ældste har skænket rundhåndede gaver og samtidig drejet samtalen hen på muligheden for at han kunne modtage et særligt privilegium. En ældste der gør noget sådant er åbenbart ikke tilfreds med at opføre sig som „en af de mindre“, og overlade det til den hellige ånd at lede dem der har ansvar for teokratiske udnævnelser. (Lukas 9:48) I sådanne situationer har de ansvarshavende brødre afvist gaverne, og derved har de vist at de ikke ønskede at misbruge deres magt. Tilfælde som disse understreger hvor påpasselige de ældste må være for at undgå at gøre sig skyldige i simoni.

11 Fra tid til anden kan det desuden være nødvendigt for en rejsende tilsynsmand at give en ældste en direkte vejledning. Men hvis den rejsende tilsynsmand havde fået flere gaver af denne ældste eller havde nydt gæstfrihed hos ham, kunne han finde det svært at give ham den nødvendige vejledning. Vil selviske hensyn få ham til at forsømme at gøre sin pligt og vejlede broderen? Vil han sætte sin broders åndelige interesser over sine egne materielle interesser? Ja, hvem vil han søge at behage — Gud eller mennesker? — Galaterne 1:10.

Familien

12. Hvorfor må ægtemænd være påpasselige med at bruge deres magt på rette måde?

12 Også inden for familiekredsen bør vi hver især passe på at vi ikke misbruger den magt eller de fortrin vi har. En mand kunne — fordi han er overhoved i familien, fordi han har større fysisk styrke eller fordi han er familiens forsørger — afsløre en mangel på empati ved at være selvrådig, selvisk og ufølsom. Paulus betoner stærkt at kvinder bør underordne sig deres mænd. Samtidig siger han til mændene at de skal elske deres hustruer som sig selv og være villige til at dø for dem, ligesom Kristus døde for den kristne menighed. (Efeserne 5:25-33) En sådan vejledning bør få en ægtemand til at undgå at misbruge sin magt eller myndighed. Efter at have tilskyndet kvinder til at underordne sig deres mænd, giver apostelen Peter ægtemændene denne formaning: „I mænd skal på samme måde leve sammen med dem i overensstemmelse med kundskab, idet I viser dem ære som det svagere kar, det kvindelige, da I også er arvinger sammen med dem til den ufortjente gave som livet er, for at jeres bønner ikke skal blive hindret.“ Ja, hvis ægtemænd ønsker at have et godt forhold til Jehova Gud, må de være påpasselige med at bruge deres magt på rette måde. — 1 Peter 3:7.

13. (a) Hvilket karaktertræk hos kvinden har nogle ægtemænd udnyttet? (b) Hvordan har nogle selviske hustruer gjort sig skyldige i magtmisbrug, og hvilken bibelsk formaning ignorerer de derved?

13 Det er blevet sagt at den ægtefælle der nærer størst kærlighed, er i den andens magt. Der synes at være et vist mål af sandhed i dette. Generelt set nærer kvinder en dybere kærlighed end deres mænd — kærlighed betyder mere for dem — og mange mænd udnytter dette. På den anden side er det forekommet at kvinder har tøvet med at yde deres mand den ægteskabelige ret når han har truffet en afgørelse de ikke er enige i. Nogle kvinder har endda helt trukket sig tilbage fra det ægteskabelige samliv, og dette har desværre i nogle tilfælde bidraget til at mænd har begået ægteskabsbrud. Hvis man ignorerer Paulus’ vejledning i Første Korintherbrev 7:3-5, gør man sig i realiteten også skyldig i et selvisk misbrug af magt.

14. Hvad vidner om at nogle forældre misbruger deres magt over deres børn?

14 Bibelens vejledning til børn om at de skal være lydige mod deres forældre i samhørighed med Herren, giver deres forældre, måske især deres fædre, en vis magt over dem. Hvordan bruger de denne magt? Tankeløst, ufølsomt og uden empati, som man ser det blandt fædre og mødre i verden — med det resultat at stadig flere børn bliver mishandlet? Ifølge bladet World Health for januar/februar 1984 „findes der mishandlede børn i hvert eneste samfund“. „Det lader til at der nutildags er flere og flere børn som mishandles, udnyttes, gennemtæves eller overlades til sig selv,“ skriver bladet videre, „og ingen del af verden kan sige sig fri.“ En anden rapport oplyser at antallet af tilfælde af børnemishandling i De forenede Stater er mere end fordoblet inden for de sidste ti år. Dette vidner afgjort om at nogle forældre misbruger deres magt. Selv kristne forældre der ikke kunne drømme om at mishandle et barn, kan gøre sig skyldige i en form for magtmisbrug. Det fremgår af Paulus’ vejledning: „I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ „I fædre, I må ikke opirre jeres børn, for at de ikke skal blive mismodige.“ — Efeserne 6:4; Kolossenserne 3:21.

15, 16. Hvordan kan børn gøre sig skyldige i magtmisbrug, og hvad må forældre derfor gøre?

15 Hvor underligt det end lyder, kan også børn gøre sig skyldige i magtmisbrug. Hvordan det? Jo, ved at spille på forældrenes følelser kan børn få dem til at gøre noget som de ved er uklogt. Et barn der ved at det fortjener at blive tugtet kan græde så ynkeligt at dets moder ikke kan få sig selv til at give det den straf det fortjener. En succesrig finanskvinde praler af sin evne til at manipulere med kunderne, og siger: „Kvinder er født med den evne. I skulle se min datter manipulere med sin fader.“

16 En avis har skrevet at „der er en foruroligende forøgelse i antallet af ’magtberusede børn’ i Nordamerika som dominerer og dirigerer deres forældres tilværelse“. Det er imidlertid ikke børnene som trænger til vejledning, men forældrene. Forældrene må stå enigt sammen over for børnene. Børn er hurtige til at bemærke det hvis forældrene er uenige, og til at spille den ene ud mod den anden for at opnå hvad de ønsker. Forældre bør også stå fast på det der er rigtigt, og samtidig altid forsikre deres børn om at de elsker dem højt. Ligesom Jehova vil kristne forældre tugte deres børn fordi de elsker dem. — Hebræerne 12:5, 6.

Andre forhold

17. Hvordan kan der ske et misbrug af magt i forholdet mellem arbejdsgivere og ansatte?

17 Forholdet mellem arbejdsgivere og ansatte kan også rumme farer for magtmisbrug. Med dette i tanke gav Paulus denne vejledning til trælles herrer, der til en vis grad kan sammenlignes med vore dages arbejdsgivere eller tilsynsmænd: „I herrer, . . . [hold] op med at true, for I ved at både jeres og deres Herre er i himlene, og der er ingen partiskhed hos ham.“ (Efeserne 6:9; Kolossenserne 4:1) Kristne der fører tilsyn med verdslige anliggender bør passe på at de ikke misbruger deres magt. Boaz kan fremhæves som en der havde et godt forhold til sine arbejdere. — Rut 2:4.

18. Hvad må ugifte brødre og søstre tage sig i agt for, så de ikke kommer til at misbruge deres magt?

18 Endnu et område der rummer farer for at kristne misbruger deres magt, er forholdet mellem kønnene. Et ønske om at blive gift og få børn ligger i mange unge søstres natur, og derfor kan brødrene måske have let ved at lege med søstrenes følelser. Dette ville afgjort være et misbrug af magt. Paulus gav Timoteus denne vejledning: ’Du skal behandle ældre kvinder som mødre, yngre kvinder som søstre i al renhed.’ Kristne kvinder rådes på den anden side til at „smykke sig i velordnet klædning, med fordringsløshed og et sundt sind“. Uanset om man er gift eller ugift, bør man også tænke på at udvise en ’ren adfærd’. — 1 Timoteus 2:9; 5:2; 1 Peter 3:2.

19. Hvilken egenskab foruden visdom, retfærdighed og kærlighed må vi tænke på hvordan vi gør brug af?

19 Det har ofte været nævnt i vore bibelske bøger og blade at kristne bør lade sig lede af guddommelig visdom, handle retfærdigt i alt hvad de gør og vise den principbestemte kærlighed, agape. Det foregående har vist at Jehovas tjenere også bør tænke på egenskaben magt. De bør aldrig misbruge deres magt, men altid bruge den på rette måde. Den vejledning Guds ord giver på dette område afspejler guddommelig visdom. Hvis vi omhyggeligt følger den vil vi ære Jehovas navn, være behagelige at omgås, og opnå Guds godkendelse.

Husker du hvilken vejledning vi har fået?

■ Hvorfor kan det siges at vi har en nedarvet tendens til at misbruge vor magt?

■ Hvorfor må ældste passe på ikke at misbruge deres magt?

■ På hvilke områder bør ægtefæller passe på ikke at misbruge deres magt i deres indbyrdes forhold?

■ Hvilke former for magtmisbrug bør forældre og børn vogte sig for i deres forhold til hinanden?

[Illustration på side 15]

Hvad kan vi lære af beretningen om Simon der prøvede at påvirke Peter ved hjælp af sin rigdom?

[Illustration på side 17]

Misbruger dit barn sin magt ved at manipulere med dig?

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del