Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g90 22/2 s. 14-21
  • Når ødelæggelsen rammer — Hvordan klarer ofrene sig?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Når ødelæggelsen rammer — Hvordan klarer ofrene sig?
  • Vågn op! – 1990
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • En mere pludselig ødelæggelse
  • En påmindelse om grundlæggende behov
  • Nødhjælpsarbejdet efter Hugo
  • Efter jordskælvet i Californien
  • Voksende indbyrdes kærlighed
    Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige
  • Kristen kærlighed under naturkatastrofer i Mexico
    Vågn op! – 1996
  • Hvad orkanen Andrew ikke kunne ødelægge
    Vågn op! – 1993
  • Hvordan Jehova hjælper i dag
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1993
Se mere
Vågn op! – 1990
g90 22/2 s. 14-21

Når ødelæggelsen rammer — Hvordan klarer ofrene sig?

DA ORKANEN Hugo lørdag den 16. september 1989 ramte Guadeloupe syntes natten at vare evigt. „DE ONDE DRØMMES NAT“ blev den kaldt. Derefter blev Montserrat terroriseret af vinde på op til 230 kilometer i timen. Mindst 20 mistede livet på disse caraibiske øer.

Dernæst maltrakterede Hugo øerne Skt. Kitts og Nevis, og den næste nat gik det ud over de amerikanske Jomfruøer Skt. Croix og Skt. Thomas. Ødelæggelserne på Skt. Croix var næsten ufattelige. Omkring mandag eftermiddag slog orkanen til i den nordøstlige del af Puerto Rico og hærgede især de små øer Vieques og Culebra.

Mens Hugo samlede nye kræfter på sin vej over havet, gjorde den sig parat til endnu et natligt angreb. Omkring midnat om torsdagen fejede den kraftige storm ind over kysten i den amerikanske stat South Carolina med 220 kilometer i timen. Den efterlod et over 150 kilometer bredt spor fra Charleston til Myrtle Beach. Dens ødelæggende kraft strakte sig langt over 300 kilometer ind i landet, og den væltede elmaster og store egetræer så langt borte som i Charlotte i North Carolina.

Hundredtusinder flygtede fra kystegnene og overlevede derfor da stormvinde og fem meter høje bølger rev mange huse med sig og jævnede i hundredvis af andre med jorden. I titusindvis af beboelsesejendomme og andre bygninger blev beskadiget.

Man måtte se ødelæggelserne med egne øjne for at fatte dem — man kunne se både som lå stablet i bunker med op til seks oven i hinanden som var det legetøj. I gaderne lå der op til én meter sand. Store træer lå væltede oven på husene. Tagene havde gabende huller som var de revet op af en kæmpeklo. ’Min søn opdrætter haner som han sælger,’ fortalte en dame. ’Han havde tøjret dem alle sammen for at de ikke skulle blæse væk, og det var der heller ikke ret mange der gjorde. Men de havde ikke en fjer tilbage på kroppen.’

Eftersom man havde lyttet til advarslerne var der kun omkring 26 mennesker i De Forenede Stater der omkom under orkanen, lidt flere end i Caraibien. Men de økonomiske tab er enorme og beløber sig til mange milliarder dollars. Efter stormen bevilgede den amerikanske regering 1,1 milliard dollars som en foreløbig nødhjælp til ofrene for Hugo, hvilket var den største katastrofehjælp indtil da. Der skulle dog ikke gå lang tid før denne rekord blev slået.

En mere pludselig ødelæggelse

Den 17. oktober, en måned efter at Hugo havde slået til, blev det nordlige Californien rystet af et jordskælv der blev målt til 7,1 på richterskalaen. Broer styrtede sammen, bygninger sank i grus, og tusinder løb skrigende ud af deres hjem eller blev lammet af frygt da jorden rystede og bølgede i hen ved 15 sekunder. Over et hundrede tusind huse blev beskadiget, og hundreder af huse styrtede sammen. En uge efter jordskælvet kunne titusinder af beboere i Santa Cruz kommune stadig ikke køre til deres hjem fordi vejene var blokerede af jordskred.

Der ville have været langt flere dødsfald og ødelæggelser hvis ikke bygningerne havde levet op til kravene om jordskælvssikring. Jordskælvet i 1988 i Armenien var for eksempel ikke så kraftigt som dette, men det kostede 25.000 mennesker livet. Under jordskælvet i Californien omkom mindre end 70, heraf mange da en kilometerlang sektion af en toetages motorvej styrtede sammen og knuste bilerne på den nederste vejbane.

Aldrig før i USA’s historie har en naturkatastrofe medført så store økonomiske tab. Den følgende uge bevilgede regeringen over tre milliarder dollars i nødhjælp. Det vil dog koste langt mere at udbedre skaderne. Formanden for Personal Insurance Federation of California har udtalt at et „rimeligt“ skøn viser at de totale skadesudgifter ved jordskælvet vil beløbe sig til ti milliarder dollars.

En påmindelse om grundlæggende behov

Et par dage efter at orkanen Hugo havde slået til, befandt en mand fra et af Charlestons beboelseskvarterer sig uden for sit hus. En forbipasserende nødhjælpsarbejder standsede og bad manden om et glas vand. Det varede et stykke tid før det gik op for ham at folk ikke engang havde drikkevand!

For mere end 1900 år siden henviste apostelen Peter til et andet grundlæggende behov hos dem der befinder sig under sådanne prøvende omstændigheder. „Alle tings ende er kommet nær,“ sagde han. „Fremfor alt, hav inderlig kærlighed til hinanden.“ (1 Peter 4:7, 8) Da Peter skrev disse ord var afslutningen på hele den jødiske tingenes ordning nær. Denne afslutning kom nogle få år senere, i år 70, da de romerske hære ødelagde Jerusalem. De kristne var imidlertid blevet advaret på forhånd, og var derfor flygtet til bjergene på den anden side Jordanfloden i nærheden af byen Pella. — Lukas 21:20-22.

Prøv at forestille dig den situation der må være opstået da måske tusinder af kristne ankom til dette bjergområde. De havde sandsynligvis ikke noget sted at bo og kunne sikkert heller ikke få opfyldt deres andre grundlæggende behov men måtte lave sig nogle midlertidige boliger. Der var knaphed på alt, og mange strabadser. (Mattæus 24:16-20) Hvad havde de især behov for under sådanne prøvende omstændigheder? „Inderlig kærlighed til hinanden,“ sagde Peter. Ja, de måtte hjælpe hinanden med at klare sig igennem.

Kunne man opleve en lignende hjælpsomhed og kærlighed efter at orkanen Hugo og jordskælvet havde forårsaget store ødelæggelser?

Nødhjælpsarbejdet efter Hugo

På Skt. Croix fløj de overlevende hinanden om halsen af glæde og lettelse over at være i live. Inden længe var der store nødhjælpsforsyninger på vej indeholdende fødevarer og nødboliger. Nogle forsøgte imidlertid at tjene på ofrenes ulykke ved at kræve ublu priser. For eksempel blev en pose is der normalt kostede omkring 5 kroner, solgt for 70 kroner. Mange plyndrede butikkerne. Men i det store og hele blev sådanne hjerteløse handlinger overskygget af de mange eksempler på næstekærlighed og medfølelse. Der er indkommet følgende rapporter om det nødhjælpsarbejde Jehovas Vidner udførte.

Endnu før Hugo slog til havde kristne ældste besøgt de brødre og søstre der boede i usikre huse og opfordret dem til at flytte hen i de mere solide rigssale eller hen til dem af deres kristne brødre der boede i mere sikre huse. Rigssalen i Summerville i South Carolina gav ly for over 50 personer den nat stormen rasede!

På Guadeloupe viste disse forholdsregler sig at være livreddende. Alene på denne ø blev 117 af Vidnernes huse ødelagt, mens næsten 300 andre huse blev alvorligt beskadiget. Desuden blev 8 rigssale alvorligt beskadiget, mens 14 andre blev knap så alvorligt ramt.

Skønt adskillige forkyndere kom til skade, var der ingen der mistede livet hverken på Guadeloupe eller andre steder i Caraibien. En voksen søn af et af Jehovas vidner blev slået ihjel da han bogstavelig talt blev suget op af vinden, der pludselig rev taget af huset.

Først den tredje dag efter stormen var det muligt for andre Jehovas vidner at komme i kontakt med deres brødre på Guadeloupe. I mellemtiden havde de rejsende tilsynsmænd haft et møde med brødre fra øens afdelingskontor for at iværksætte en undersøgelse af deres trosfællers behov.

Der gik ikke lang tid før de brødre der ikke var blevet så alvorligt ramt, gavmildt kom med vand, fødevarer, tøj og andre fornødenheder. Man kunne hente vand på afdelingskontoret, og det var hjertevarmende at se hvordan brødrene kom og fyldte alle mulige beholdere med vand som de bragte ud til de nødstedte. Jehovas vidner på Martinique var blandt de første fra udlandet der sendte nødhjælpsforsyninger til deres brødre på Guadeloupe.

Eftersom Guadeloupe hører under Frankrig, sendte Jehovas Vidners franske afdelingskontor hurtigt nogle kraftige plasticplader, nylonreb og plasticbeholdere til vand med luftfragt til øen. Kort efter blev der udskibet omkring 100 tons byggematerialer til Guadeloupe, hvor det straks blev fordelt.

Også Jehovas Vidner på Puerto Rico iværksatte med det samme et nødhjælpsprogram. I weekenden efter stormen kom flere hundrede fra de områder på øen der ikke var berørt af katastrofen for at hjælpe med at reparere husene i de ødelagte byer. To både læsset med fødevarer, byggematerialer og med omkring 40 Vidner om bord sejlede over til den lille ø Culebra. Her roste den lokale radiostation Jehovas Vidner for det genopbygningsarbejde der blev udført. Den følgende weekend sejlede 112 Jehovas vidner til den lille ø Vieques med omkring seks tons byggematerialer for at foretage et lignende genopbygningsarbejde.

Først om fredagen, fem dage efter stormen, lykkedes det brødre fra Puerto Rico at leje et transportfly og bringe fødevarer og medicin til Skt. Croix. En af brødrene fortæller: „Fra luften lignede øen en losseplads. Hele landsbyer var knust og molesteret. På alle bakker lå der stumper af træ, metal og affald; der var intet grønt, kun afsvedet græs og brune træer der var blevet ramt af vindstød på op til 320 kilometer i timen.“

Efter at have undersøgt skadernes omfang afskibede Vidnerne 75 tons byggematerialer. I løbet af oktober hjalp omkring et hundrede frivillige fra Puerto Rico brødrene på Skt. Croix med genopbygningen. En rigssal blev indrettet til sovesal. Hver dag blev indledt med en drøftelse af et skriftsted fra Bibelen, nøjagtig som det sker på alle Jehovas Vidners afdelingskontorer. De lokale søstre vaskede brødrenes tøj, gjorde rent og lavede mad.

Sheila Williams havde i årevis sparet sammen for at kunne bygge et nyt hus, og hun var netop flyttet ind i det da orkanen Hugo ødelagde det. Da hun hørte at hendes kristne brødre ville komme fra Puerto Rico for at hjælpe, fortalte hun det til sine arbejdskammerater. Men de sagde: „De hjælper ikke dig. Du er sort og ikke spansk sådan som dem.“ De blev meget forbavsede da Sheila inden længe havde et helt nyt hus!

Da en femårs pige, fra Michigan i USA, i fjernsynet havde set ødelæggelserne på Skt. Croix, ville hun gerne hjælpe dem der havde mistet deres ejendele. Hun spurgte sin moder om hun måtte give noget af sit tøj til en lille pige ’så hun kan være fin når hun skal i rigssalen’.

„Til min overraskelse,“ fortæller moderen, „valgte hun en af sine pæneste kjoler.“ Kjolen blev sendt af sted, og som man kan se på side 18 gjorde den en lille pige på Skt. Croix meget lykkelig.

Efter at Hugo fredag morgen den 22. september havde hærget South Carolina, blev der øjeblikkelig nedsat en nødhjælpskomité. Man kontaktede de kristne ældste i hver af de mange menigheder der var blevet berørt, og de satte sig i forbindelse med hvert eneste medlem af deres menighed. Lykkeligvis var ingen kommet noget til, skønt mange Vidners hjem var blevet ødelagt eller alvorligt beskadiget. Også en rigssal var blevet alvorligt ramt, mens andre var blevet knap så beskadiget.

Det så især sort ud i og omkring byen Charleston, hvor tusindvis af træer var væltet, hundredvis af tage gennemhullet og mange huse ødelagt eller revet fra hinanden. Der var intet drikkevand, ingen elektricitet, ingen køleskabe der fungerede og ingen benzin at opdrive. Men det ændrede sig hurtigt.

Mange brødre fra Charlestonområdet samledes lørdag morgen, dagen efter stormen, og ventede på at hjælpen skulle nå frem. Ron Edling, der er bytilsynsmand, fortæller hvad der skete da det blev meddelt at Jehovas vidner fra andre områder var på vej. „Da vi gik udenfor så vi det dejligste syn vi nogen sinde havde set. En hel kolonne af biler, og i forruden på hver eneste lastbil var der et skilt med ordene: ’Jehovas Vidners Nødhjælpsarbejde’.

Der kom varevogne, personbiler og køretøjer med trailere, og de havde tusindvis af liter vand med. De havde også motorsave med, og 1100 liter benzin til savene. Jeg vil aldrig glemme dette syn. Jeg kan huske at jeg tænkte: ’Dette er et af de største øjeblikke jeg har oplevet inden for Guds organisation.’ Disse brødre gav os ikke blot forsyninger som vi havde hårdt brug for, men de gav os også håb. Jeg er overbevist om at alle da forstod hvilket fantastisk broderskab vi tilhører. Skønt det ville tage et stykke tid, kunne vi fortrøstningsfuldt gå i gang med at rydde op.“

Den næste weekend kom der hele 400 brødre for at hjælpe til. Man hjalp omkring 800 familier, hvoraf mange ikke var Jehovas vidner, med at reparere deres huse. Ved et nødhjælpscenter bespiste brødrene næsten 3000 om dagen. Man modtog og fordelte over 230 tons fødevarer og 78 tons tøj, for slet ikke at nævne alle byggematerialerne og meget andet. Søndag den 8. oktober, blot 16 dage efter at Hugo havde hærget, var alle rigssale nødtørftigt repareret, så det var muligt for menighederne igen at holde deres møder.

Efter jordskælvet i Californien

Epicenteret for jordskælvet den 17. oktober befandt sig omkring 110 kilometer syd for San Francisco og omkring 16 kilometer nordøst for Santa Cruz. I dette tætbebyggede område, hvor korte jordrystelser ikke er ualmindelige, blev millioner af mennesker skrækslagne da rystelserne varede ved i 15 sekunder eller mere — sekunder der føltes som en evighed.

„Bygningen svajede bogstavelig talt fra side til side,“ fortæller Ray Vaden, en ældste fra San Jose. „Jeg var bekymret for om den ville blive stående. Da jeg så ud ad vinduet kunne jeg se myldretidstrafikkens tætpakkede gader. Klokken var da 17.04.

Omsider kunne vi begynde at kontakte brødrene i vores menighed. Vi sørgede for at besøge dem som vi ikke kunne nå over telefonen, hvilket på grund af den tætte trafik tog adskillige timer. Omkring klokken 20.30 havde vi fået vished for at ingen var kommet til skade, skønt en stor del af inventaret i brødrenes huse var gået i stykker. Den næste dag fik vi underretning om at nogle af brødrene i området havde fået deres hjem så alvorligt beskadiget at de måtte flytte. De blev modtaget hos trosfæller som åbnede deres hjem for dem.“

I nærheden af Los Gatos var en kristen søster ved at tage bad på første sal i sit toetages hus, da hele stueetagen styrtede sammen. Hun kunne stige ud af badekarret i stueetagen, forbløffende nok helt uskadt. Havde hun befundet sig i stuen var hun blevet dræbt.

Vennerne ønskede med det samme at få at vide hvad de kunne gøre for at hjælpe ofrene. Om torsdagen, to dage efter jordskælvet, blev der nedsat et udvalg der skulle koordinere hjælpearbejdet. Om lørdagen ankom der store lastvogne og andre køretøjer med telte, soveposer, lygter, ovne, tøj, dåsemad, drikkevand og så videre. Alene den formiddag kom der 41.000 dollars ind til nødhjælpsfonden!

Dette stod i skarp kontrast til den indstilling nogle i verden lagde for dagen! En mand kravlede hen til et offer der var fanget i sin bil under den sammenstyrtede motorvej. Han lovede at han ikke ville gøre hende noget, men tog derefter hendes ringe, smykker og tegnebog og løb bort uden at hjælpe hende. Over 40 mistede livet da denne motorvej styrtede sammen, deriblandt Mary Washington, der var et af Jehovas Vidner.

Jehovas Vidners Regionale Byggeudvalg begyndte med det samme at gøre skaderne op. To rigssale havde lidt mindre skade. Flere forkynderes huse var imidlertid så ødelagte at de måtte rives ned. Nødhjælpsmandskabet var i stand til at sætte flere beboelsesvogne tilbage på deres fundamenter og at reparere en stor del af brødrenes hjem og genopbygge andre. Der er blevet skænket hundredtusinder af dollars til dette arbejde.

Efterhånden som denne tingenes ordnings ende nærmer sig, kan vi som en opfyldelse af Jesu profeti forvente at der vil indtræffe flere jordskælv og andre katastrofer. (Mattæus 24:3-8) Der vil uden tvivl opstå større trængsler end dem de første kristne oplevede da Jerusalem blev ødelagt. Bibelens profetier har imidlertid endnu større betydning i vor tid, for „alle tings ende er kommet nær“. Hvad er der altså især behov for? „Fremfor alt, hav inderlig kærlighed til hinanden.“ (1 Peter 4:7, 8) Det varmer os om hjertet at se denne kærlighed i Jehovas Vidners brodersamfund!

[Kort på side 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

CALIFORNIEN

Oakland

San Francisco

Los Gatos

Santa Cruz

[Kort]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

USA

Charleston

Atlanterhavet

Puerto Rico

Guadeloupe

[Illustrationer på side 16, 17]

Til højre: Hugos ødelæggelser på South Carolinas kyst

[Kildeangivelse]

Maxie Roberts/Courtesy of THE STATE

Herunder: Biler der er slynget oven på hinanden foran en skole

[Kildeangivelse]

Maxie Roberts/Courtesy of THE STATE

Nederst: Et hjælpehold fra Jehovas Vidner i færd med at genopbygge og rydde op

[Illustrationer på side 18]

Til venstre: En pige fra Skt. Croix i en kjole skænket af en femårs pige i Michigan

Herunder: Jehovas vidner på Guadeloupe i færd med at sortere modtagne fødevarer

Nederst: Sheila Williams, og en af dem der hjalp med at genopbygge hendes ødelagte hus

[Illustrationer på side 21]

Herover: Denne motorvejs øverste kørebane faldt ned på den nederste kørebane

Til venstre: Raim Manor ved sit hus; stueetagen forsvandt under førstesalen

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del