Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w92 15/6 s. 12-17
  • Lad os tjene som menneskefiskere

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Lad os tjene som menneskefiskere
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1992
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • ’Det er levende mennesker du skal fange’
  • Menneskefiskere
  • På fiskeri i menneskehavet
  • Menneskefiskeri på „Herrens dag“
  • Befaling til et verdensomspændende fiskearbejde
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1968
  • Er vi „menneskefiskere“?
    Rigets Tjeneste – 1980
  • Fiskeri
    Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 1 (Ab-Ko)
  • Fire disciple bliver menneskefiskere
    Jesus – vejen, sandheden og livet
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1992
w92 15/6 s. 12-17

Lad os tjene som menneskefiskere

„Jesus sagde til Simon: ’Vær ikke bange. Fra nu af er det levende mennesker du skal fange.’“ — LUKAS 5:10

1, 2. (a) Hvilken rolle har fiskeri spillet i menneskehedens historie? (b) Hvilken ny form for fiskeri blev indført for næsten 2000 år siden?

MENNESKENE har gennem tusinder af år fisket efter føde i jordens have, søer og floder. I det gamle Ægypten udgjorde fisk fra Nilen en vigtig del af kosten. Da Nilen på Moses’ tid blev forvandlet til blod, led ægypterne derfor ikke kun nød på grund af vandmangelen, men også fordi fiskene døde, så fødevareforsyningen blev berørt. Da Jehova senere gav israelitterne Moseloven ved Sinaj Bjerg, sagde han at visse fisk måtte spises, men at andre var urene og ikke måtte spises. Dette antydede at israelitterne ville komme til at spise fisk når de kom ind i det forjættede land, og at nogle af dem ville blive fiskere. — 2 Mosebog 7:20, 21; 3 Mosebog 11:9-12.

2 For næsten to tusind år siden lærte menneskene imidlertid om en anden slags fiskeri. Det var et åndeligt fiskeri der ikke kun var til gavn for fiskerne men også for fiskene! Denne form for fiskeri praktiseres stadig i dag, til umådelig gavn for millioner i hele verden.

’Det er levende mennesker du skal fange’

3, 4. Hvilke to fiskere viste stor interesse for Jesus Kristus?

3 I år 29 e.v.t. blev den der skulle indføre denne nye form for fiskeri, nemlig Jesus, døbt i Jordanfloden af Johannes Døber. Nogle få uger senere udpegede Johannes Jesus for to af sine disciple med ordene: „Se, Guds lam!“ En af disciplene, der hed Andreas, skyndte sig at fortælle nyheden til sin broder, Simon Peter: „Vi har fundet Messias“! Interessant nok var både Andreas og Simon fiskere. — Johannes 1:35, 36, 40, 41; Mattæus 4:18.

4 Nogen tid senere forkyndte Jesus for folkemængden ved Galilæas Sø, ikke langt fra det sted hvor Peter og Andreas boede. Han sagde til folk: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ (Mattæus 4:13, 17) Vi kan forestille os at Peter og Andreas var ivrige efter at høre hvad Jesus havde at sige. Men sandsynligvis var de ikke klar over at Jesu ord den dag ville ændre deres liv for bestandigt. Det han sagde og gjorde dengang, har desuden stor betydning for alle os der lever i dag.

5. Hvordan kunne fiskeren Peter tjene Jesus?

5 Vi læser: „Ved en lejlighed da folkemængden trængtes om ham og lyttede til Guds ord, stod han ved Genezaret sø. Og han så to både der lå ved søbredden; fiskerne var gået fra borde og var ved at skylle deres net.“ (Lukas 5:1, 2) Dengang arbejdede erhvervsfiskerne ofte om natten, og disse mænd var ved at rense deres net efter nattens fiskeri. Jesus besluttede at bruge en af deres både for at kunne forkynde mere effektivt for folkemængden. „Han gik om bord i en af bådene, nemlig Simons, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og begyndte at undervise folkeskarerne fra båden.“ — Lukas 5:3.

6, 7. Hvilket mirakel udførte Jesus, og hvad sagde han dernæst om fiskeri?

6 Læg mærke til at Jesus havde mere i tanke end blot at undervise folkeskarerne: „Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: ’Læg ud hvor der er dybt, og sænk jeres net til en fangst.’“ Nu havde de jo fisket hele natten, så det er ikke overraskende at Peter svarer: „Lærer, en hel nat har vi slidt og intet fået, men på dit bud vil jeg sænke nettene.“ Hvad skete der da de gjorde dette? „De [indesluttede] en stor mængde fisk. Ja, deres net begyndte at gå i stykker. Så gjorde de tegn til deres partnere i den anden båd om at komme og hjælpe dem; og de kom, og de fyldte begge både, så de var ved at synke.“ — Lukas 5:4-7.

7 Jesus havde udført et mirakel. I den del af søen havde der ingen fisk været hele natten. Nu vrimlede det med fisk. Dette mirakel gjorde et dybt indtryk på Peter: „Da Simon Peter så dette, kastede han sig ned for Jesu knæ og sagde: ’Gå væk fra mig, for jeg er en syndig mand, Herre.’ Efter den fiskefangst de havde fået, var han og alle der var med ham nemlig blevet overvældet af forbavselse, og det samme var både Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner, som var parthavere med Simon.“ Jesus beroligede Peter og sagde derefter de ord der skulle komme til at ændre Peters liv. „Vær ikke bange. Fra nu af er det levende mennesker du skal fange.“ — Lukas 5:8-10.

Menneskefiskere

8. Hvordan reagerede fire fiskere på indbydelsen til at ’fange levende mennesker’?

8 Jesus sammenlignede således mennesker med fisk, og han indbød denne ydmyge fisker til at forlade sit erhverv for at være med i en langt mere storslået form for fiskeri: de skulle fange mennesker. Peter og hans broder Andreas tog imod indbydelsen. „Straks forlod de nettene og fulgte ham.“ (Mattæus 4:18-20) Derefter kaldte Jesus på Jakob og Johannes, der stod i deres båd og var ved at reparere deres net. De blev også opfordret til at blive menneskefiskere. Hvordan reagerede de? „Straks forlod de båden og deres fader, og de fulgte ham.“ (Mattæus 4:21, 22) Jesus var en dygtig menneskefisker. Ved denne lejlighed fangede han fire mennesker.

9, 10. Hvilken tro lagde Peter og hans medarbejdere for dagen, og hvordan blev de oplært til det åndelige fiskeri?

9 En erhvervsfisker lever af at sælge sin fangst, men det kan en åndelig fisker ikke gøre. Disse disciple viste derfor en stærk tro da de forlod alt for at følge Jesus. De var imidlertid ikke i tvivl om at deres åndelige fiskeri ville lykkes. Hvor der ingen fisk havde været i søen en hel nat, havde Jesus fået det til at vrimle med fisk. Når disciplene sænkede deres net i det israelitiske folks vande, kunne de også være sikre på at de med Guds hjælp ville fange mennesker. Ja, det åndelige fiskeri der blev indledt dengang, fortsætter den dag i dag, og Jehova sørger stadig for et godt udbytte.

10 I over to år underviste Jesus disciplene i at fiske efter mennesker. Tid efter anden gav han dem omhyggelige anvisninger og sendte dem ud at forkynde i områder hvor han senere selv ville komme. (Mattæus 10:1-7; Lukas 10:1-11) Da Jesus blev forrådt og dræbt blev disciplene lamslåede. Men betød Jesu død at de ikke mere skulle fiske efter mennesker? Dette spørgsmål skulle de snart få svar på.

På fiskeri i menneskehavet

11, 12. Hvilket mirakel i forbindelse med fiskeri udførte Jesus efter sin opstandelse?

11 Kort efter at Jesus havde lidt døden uden for Jerusalem og var blevet oprejst, tog disciplene tilbage til Galilæa. Ved en lejlighed var syv af dem sammen i nærheden af Galilæas Sø. Peter sagde at han ville tage ud at fiske, og de andre tog med ham. Som sædvanlig fiskede de om natten. De fangede imidlertid ikke noget. Men ved daggry så de en mand stå på bredden, og han råbte til dem ude på vandet: „Børn, har I ikke noget at spise?“ Disciplene råbte tilbage: „Nej!“ Så sagde han der stod på bredden: „’Kast nettet ud på højre side af båden og I vil finde noget.’ Så kastede de det ud, og de var ikke længere i stand til at trække det ind på grund af mængden af fisk.“ — Johannes 21:5, 6.

12 Det var forbløffende! Der er ingen tvivl om at disciplene straks kom i tanker om det mirakel Jesus havde gjort ved en anden lejlighed da de fiskede, og mindst én af dem må have indset hvem det var der stod på bredden. „Den discipel som Jesus elskede, sagde så til Peter: ’Det er Herren!’ Da Simon Peter hørte at det var Herren, bandt han så sin øverste klædning om sig, for han var nøgen, og kastede sig i søen. Men de andre disciple kom i den lille båd, for de var ikke langt fra land, kun omkring halvfems meter.“ — Johannes 21:7, 8.

13. Hvilket internationalt fiskeri begyndte efter at Jesus var steget til himmelen?

13 Hvad viste dette mirakel? At arbejdet med at fiske efter mennesker endnu ikke var fuldført. Det blev understreget da Jesus tre gange gav Peter — og gennem ham alle disciplene — bud om at give Jesu får føde. (Johannes 21:15-17) På den måde viste Jesus at der skulle udføres en åndelig bespisning i fremtiden. Før sin død havde han profetisk sagt: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ (Mattæus 24:14) Nu var tiden inde til at denne profetis opfyldelse i det første århundrede kunne begynde. Jesu disciple ville snart sænke deres net i menneskehedens hav, og nettene ville ikke være tomme når de blev trukket op. — Mattæus 28:19, 20.

14. Hvordan blev Jesu disciples fiskeri velsignet i årene før Jerusalems ødelæggelse?

14 Før Jesus steg op til sin Faders trone i himmelen, sagde han til sine disciple: „I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“ (Apostelgerninger 1:8) Da den hellige ånd blev udgydt over disciplene på pinsedagen år 33, blev det store, åndelige fiskeri påbegyndt. Alene på Pinsedagen fangede man tre tusind mennesker, og kort tid efter var ’tallet på mændene omkring fem tusind’. (Apostelgerninger 2:41; 4:4) Og væksten fortsatte, for beretningen siger videre: „Der blev stadig føjet nogle til som troede på Herren, mængder af både mænd og kvinder.“ (Apostelgerninger 5:14) Inden længe begyndte samaritanerne at tage imod den gode nyhed, og kort efter kunne det samme siges om de uomskårne folk fra nationerne. (Apostelgerninger 8:4-8; 10:24, 44-48) Omkring 27 år efter Pinsedagen skrev apostelen Paulus til de kristne i Kolossæ at den gode nyhed var blevet „forkyndt blandt al skabningen under himmelen“. (Kolossenserne 1:23) Jesu disciple havde tydeligvis fisket langt fra Galilæas vande. De fiskede blandt jøderne, der var spredt i hele Romerriget, og i havet af ikkejødiske folkeslag, hvor der tilsyneladende ikke var noget at fange. Men deres net var fulde når de blev trukket op. De kristne i det første århundrede så Jesu profeti i Mattæus 24:14 blive opfyldt i vidt omfang inden Jerusalem blev ødelagt i år 70 e.v.t.

Menneskefiskeri på „Herrens dag“

15. Hvilket fiskeri er der profeteret om i Åbenbaringens Bog, og hvornår skulle det udføres?

15 Men der lå mere forude. Nær udløbet af det første århundrede gav Jehova den sidste overlevende apostel, Johannes, en åbenbaring af det der skulle ske på „Herrens dag“. (Åbenbaringen 1:1, 10) Et fremtrædende træk ville være et stort, verdensomspændende forkyndelsesarbejde. Vi læser: „Jeg så en anden engel flyve midt på himmelen, og han havde en evigvarende god nyhed at forkynde som godt nyt for dem der bor på jorden, og for hver nation og stamme og hvert tungemål og folk.“ (Åbenbaringen 14:6) Ja, under englenes ledelse skulle Guds tjenere i bogstaveligste forstand forkynde den gode nyhed på hele den beboede jord, ikke blot i Romerriget. Der skulle fiskes efter mennesker i hele verden, og dette syn har fået sin opfyldelse i vor tid.

16, 17. Hvornår begyndte det åndelige fiskeri i de sidste dage, og hvordan har Jehova velsignet det?

16 Hvordan er det gået med fiskeriet her i det 20. århundrede? I begyndelsen var der kun relativt få fiskere. Efter den første verdenskrigs afslutning var der kun cirka fire tusind aktive forkyndere af den gode nyhed, men det var nidkære mænd og kvinder der for de flestes vedkommende tilhørte den salvede skare. De kastede deres net ud hvor som helst Jehova tillod det, og mange mennesker blev fanget. Efter den anden verdenskrig åbnede Jehova nye områder for fiskeri. Missionærer fra Vagttårnets Bibelskole Gilead gik i mange lande i spidsen for arbejdet. Lande som Japan, Italien og Spanien, hvor det måske i begyndelsen så ud til at man ikke ville fange noget, gav med tiden stort udbytte. I de senere år har vi erfaret hvor gode resultater fiskeriet har givet i Østeuropa.

17 I dag er nettene i mange lande nær ved at briste. Den store høst af mennesker har gjort det nødvendigt at organisere nye menigheder og kredse. For at skaffe plads til dem bygges der hele tiden nye rigssale og stævnehaller. Der er brug for flere ældste og menighedstjenere til at tage sig af de nye. Det var et vældigt arbejde der blev påbegyndt af de trofaste i 1919. Esajas 60:22 er gået i opfyldelse. ’Den mindste er blevet til tusind’, eftersom de fire tusind fiskere er blevet til mere end fire millioner i dag. Og enden er endnu ikke kommet.

18. Hvordan kan vi efterligne det gode eksempel som de åndelige menneskefiskere i det første århundrede satte?

18 Hvad betyder alt dette for os som enkeltpersoner? Bibelen fortæller at da Peter, Andreas, Jakob og Johannes blev indbudt til at blive menneskefiskere, ’forlod de alt og fulgte Jesus’. (Lukas 5:11) Derved satte de et godt eksempel i tro og nidkærhed. Kan vi opdyrke den samme selvopofrelsens ånd, den samme villighed til at tjene Jehova uanset omkostningerne? Millioner har allerede svaret bekræftende. I det første århundrede fiskede disciplene efter mennesker overalt hvor Jehova gav dem lov til det. De fiskede uden forbehold både blandt jøder og blandt folk fra nationerne. Vi bør heller ikke holde os tilbage men fordomsfrit følge deres eksempel og forkynde for alle.

19. Hvad bør vi gøre hvis der ikke lader til at være nogen fisk dér hvor vi fisker?

19 Men hvad nu hvis der i øjeblikket ikke synes at være noget at fange i dit distrikt? Mist ikke modet. Husk at Jesus fyldte disciplenes net efter at de havde fisket hele natten uden resultat. Det samme kan ske i åndelig forstand i dag. I Irland har trofaste forkyndere for eksempel slidt i årevis med temmelig begrænsede resultater. Men i den senere tid har dette ændret sig. I Jehovas Vidners Årbog 1991 berettes det at ved slutningen af tjenesteåret 1990 havde Irland haft 29 forkynderrekorder i træk! Måske vil der en dag være en tilsvarende vækst i dit distrikt. Så længe Jehova tillader det, må du blive ved med at fiske.

20. Hvornår bør vi tage del i fiskeriet efter mennesker?

20 I Israel tog fiskerne ud om natten, mens alle andre lå lunt og godt i deres senge. De tog ikke ud når det var mest bekvemt for dem selv, men når de kunne fange flest fisk. Vi bør også undersøge distriktet, så vi kan ’tage ud at fiske’ når flertallet er hjemme og har tid til at lytte. Det kan være om aftenen, i weekenden eller på et andet tidspunkt. Hvornår det end er, så lad os gøre alt hvad vi kan for at finde frem til de retsindige.

21. Hvad bør vi huske hvis vort distrikt ofte bliver gennemarbejdet?

21 Hvad så hvis distriktet gennemgås hyppigt? Verdens erhvervsfiskere klager ofte over at deres fiskepladser er overfiskede. Kan der blive fisket for meget på vore åndelige fiskepladser? Egentlig ikke. I mange distrikter er der vækst selv om de bliver gennemgået tit. Nogle steder opnås der endda bedre resultater når de gennemarbejdes grundigt. Men hvis du gennemgår dit distrikt tit, må du være ekstra påpasselig med at træffe alle hjemme ved at notere dem op som du ikke har truffet. Lær flere forskellige samtaleemner. Husk at vedkommende snart vil få besøg igen. Bliv derfor ikke for længe og pas på at du ikke ubevidst støder an. Øv dig i at blive dygtigere til at forkynde på gaden og uformelt. Sænk dine åndelige net ved enhver lejlighed og på enhver mulig måde.

22. Hvilken stor forret har vi i dag?

22 Husk at denne form for fiskeri er til gavn for både fiskerne og fiskene. Hvis de mennesker vi fanger holder ud, kan de leve evigt. Paulus tilskyndede Timoteus med ordene: „Bliv ved med disse ting, for ved at gøre dette vil du frelse både dig selv og dem der hører på dig.“ (1 Timoteus 4:16) Det var Jesus der begyndte at undervise sine disciple i åndeligt fiskeri, og det udføres stadig under hans ledelse. (Jævnfør Åbenbaringen 14:14-16.) Det er en stor forret at stå under ham i udførelsen af dette arbejde. Lad os blive ved med at sænke nettene så længe Jehova giver os lov. Kunne man forestille sig nogen vigtigere gerning end den at fange levende mennesker?

Spørgsmål til repetition

◻ Hvilket arbejde oplærte Jesus sine disciple til at udføre?

◻ Hvordan viste Jesus at det åndelige fiskeri ikke ophørte med hans død?

◻ På hvilken måde velsignede Jehova det åndelige fiskeri i det første århundrede?

◻ Hvilken stor fangst er blevet indfanget på „Herrens dag“?

◻ Hvordan kan vi hver især blive bedre menneskefiskere?

[Illustration på side 15]

Efter Jesu opstandelse udvidede hans apostle det gudgivne arbejde med at fiske efter mennesker

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del