„Se! Jeg gør alting nyt“
1-4. (a) Hvilke ting som er skildret på brochurens forside, kunne du tænke dig at opleve? (b) Hvilke herlige fremtidsperspektiver åbner sig? (c) Hvilke steder i Bibelen taler for at dette fremtidshåb er ægte?
SE DE lykkelige mennesker på forsiden af denne brochure. Kunne du ikke tænke dig at være en af dem? ’Jo, naturligvis,’ siger du. Her er den fred og harmoni som alle mennesker længes efter. Folk af alle racer — sorte, hvide, gule — færdes sammen som én familie. Hvilken glæde! Hvilken enhed! Disse mennesker ængstes øjensynlig ikke for radioaktivt nedfald eller truende terrorisme. Lyden af jetjagere splintrer ikke luften over denne fredfyldte og smukke naturpark. Der er ingen soldater, ingen tanks, ingen kanoner. Politibetjente er heller ikke nødvendige for at ro og orden kan opretholdes. Krige og forbrydelser eksisterer simpelt hen ikke. Og der hersker ikke boligmangel, for enhver har et smukt hjem som han kan kalde sit eget.
2 Se engang på børnene! Det er en fryd at betragte deres leg. Sikke nogle dyr de har at lege med! Der er ikke brug for jerngitre i denne park, for alle dyr lever i fred med menneskene og med hinanden. Endog løven og lammet er blevet venner. Se de spraglede fugle der flyver hid og did, og hør deres smukke sang som sammen med børnenes latter fylder luften. Ingen bure? Nej, for her råder frihed og grænseløs glæde. Fornem engang duften fra blomsterne, hør bækkens klukken, føl solens sitrende varme. Hvem der bare kunne smage frugten i kurven dér, for det er den bedste frugt jorden kan frembringe, det bedste af det bedste, ligesom alt andet man kan se og glæde sig over i denne parklignende have.
3 ’Men stop engang,’ siger en eller anden, ’hvor er de gamle henne? Skulle de ikke også have lov til at glæde sig over disse lykkelige forhold?’ De gamle er der sandelig, men de er bare blevet unge igen. I denne park er der ingen der dør på grund af alderdom. De unge vokser op til at blive modne mænd og kvinder, men de ældes ikke. Hvad enten de er tyve år eller to hundrede år glæder parkens millioner af mennesker sig over at eje ungdommens styrke og energi i fuldkommen sundhed. Sagde vi millioner? Ja, millioner, for denne park dækker hele jordens flade. Der er liv, fred og skønhed i overflod fra Fujiyama til Andesbjergene, fra Hongkong til Middelhavet, for hele jorden er ved at blive forvandlet til en paradisisk naturpark. Paradiset genoprettes overalt.
4 Sagde du: ’Utroligt’? Overvej først de kendsgerninger der taler for at det er sandt. Du og din familie har mulighed for at overleve den nuværende problemfyldte verdensordnings undergang og for at komme ind i det paradis der skildres på forsiden af denne brochure.a
Bogen der gøre rede for Paradiset
5. (a) Hvilken bog gør rede for disse ting? (b) I hvilke henseender er det en enestående bog?
5 Alle disse herlige ting, og visheden for at de vil blive til virkelighed, fremstilles i en bog, den vidunderligste bog der nogen sinde er skrevet. Den hedder Bibelen. Det er en meget gammel bog. Dele af den er skrevet for cirka 3500 år siden. Samtidig er den med sine fornuftige, praktiske råd til nutidens mennesker den mest moderne bog i verden. Dens profetier indgiver os et lysende håb for fremtiden. Den er alle tiders bestseller. Over 2.000.000.000 eksemplarer, enten af hele bogen eller af større dele af den, er blevet udsendt på godt 1800 sprog.
6. Hvordan adskiller Bibelen sig fra andre skrifter der regnes for hellige?
6 Ingen anden hellig bog har en sådan verdensvid udbredelse, og de færreste har blot tilnærmelsesvis samme alder. Koranen, islams hellige bog, er mindre end 1400 år gammel. Buddha og Kungfutse levede for cirka 2500 år siden, og deres skrifter daterer sig fra den tid. Shintoismens skrifter blev affattet i deres nuværende form for kun 1200 år siden. Mormons bog er blot 160 år gammel. Ingen af disse hellige bøger kan så nøjagtigt spore menneskehedens historie 6000 år tilbage sådan som Bibelen gør det. Det er den eneste bog med et budskab der taler til alle mennesker uden forskel.
7. Hvad har tænkende mennesker sagt om Bibelen?
7 Tænkende mennesker fra alle nationer og samfundslag har hyldet visdommen og skønheden i Bibelens budskab. Den kendte videnskabsmand, opdageren af tyngdeloven, Sir Isaac Newton, har engang sagt: „Ingen videnskab er bedre bevidnet end Bibelen.“ Patrick Henry, den amerikanske revolutionsleder som er berømt for ordene: „Giv mig frihed, eller giv mig død,“ har også udtalt: „Bibelen er mere værd end alle andre bøger der nogen sinde er blevet trykt.“ Selv den store hindu-vismand Mohandas K. Gandhi sagde engang til den engelske vicekonge i Indien: „Når Deres og mit land kan samles om de læresætninger som Jesus opstillede i denne bjergprædiken, vil vi have løst ikke blot vore egne landes problemer, men hele verdens.“ Gandhi talte om Mattæusevangeliet, kapitlerne 5 til 7, i Bibelen. Læs selv disse kapitler, og se om ikke du vil fryde dig over deres magtfulde budskab.
Bibelen — en orientalsk bog
8, 9. (a) Hvorfor er det forkert at kalde Bibelen en vesterlandsk bog? (b) Hvordan blev Bibelen skrevet, og i løbet af hvilken tidsperiode? (c) Hvorfor kan Bibelen kaldes et bibliotek? (d) Hvor mange mænd var med til at skrive Bibelen? (e) Hvad har nogle af disse mænd sagt om Bibelens ophav?
8 Stik imod den almindelige opfattelse er Bibelen ikke et produkt af Vestens kultur, som den for øvrigt heller ikke forherliger. Næsten hele Bibelen blev skrevet i orientalske lande. De mænd der nedskrev den var alle østerlændinge. Tusind år før Buddhas tid, i 1513 f.v.t., blev Moses, der levede i Mellemøsten, inspireret af Gud til at skrive Bibelens første bog, som har fået navnet Genesis eller Første Mosebog. Fra denne begyndelse og indtil den sidste bog, Åbenbaringen, følger Bibelen ét harmonisk tema. Den sidste bog blev skrevet i år 98 e.v.t., omkring 600 år efter Buddhas tid. Vidste du at Bibelen består af 66 forskellige bøger? Ja, Bibelen er i sig selv et helt bibliotek!
9 Igennem en periode på 1600 år, fra Moses’ tid og fremefter, var cirka 40 mænd med til at nedskrive Bibelens harmoniske beretning. De bekræfter at deres skrifter blev inspireret af en magt som står langt over dødelige mennesker. Den kristne apostel Paulus skrev: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed.“b (2 Timoteus 3:16) Og apostelen Peter forklarede: „Ingen profeti i Skriften udspringer af nogen privat fortolkning. For aldrig er en profeti blevet fremført ved et menneskes vilje, men mennesker udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd.“ — 2 Peter 1:20, 21; 2 Samuel 23:2; Lukas 1:70.
10. (a) Hvordan er Bibelen blevet bevaret til vor tid? (b) Hvordan kan vi være sikre på at den bibeltekst vi har, svarer til den oprindelige som blev inspireret af Gud?
10 Noget andet bemærkelsesværdigt er den måde hvorpå Bibelen er blevet bevaret til vor tid. I tusinder af år, indtil bogtrykkerkunstens opfindelse for omkring 500 år siden, kunne man kun få kopier af Bibelen ved at afskrive den i hånden. Intet andet litterært værk fra oldtiden er med så stor flid blevet afskrevet igen og igen. Afskrivningen blev altid foretaget med største omhu. De fejl der indsneg sig under afskrivningen var få og ubetydelige, og ved at sammenligne dem har man fundet frem til den grundtekst der blev inspireret af Gud. En førende autoritet inden for forskningen af bibelhåndskrifter, Sir Frederic Kenyon, siger: „Det sidste grundlag for tvivl om at Bibelens skrifter er kommet til os omtrent som de oprindelig blev skrevet, er nu fjernet.“ Der findes i dag rundt regnet 16.000 håndskrevne afskrifter af Bibelen, eller dele af Bibelen, og nogle stammer endda helt fra det andet århundrede før Kristus. Desuden er der foretaget nøjagtige oversættelser til næsten alle jordens sprog fra det hebraiske, aramaiske og græske sprog som Bibelen oprindelig blev skrevet på.
11. Hvilke opdagelser som er gjort i nyere tid, stemmer med Bibelens beretninger?
11 Nogle har prøvet at bringe Bibelen i miskredit ved at sige at den er unøjagtig. Men i de senere år har arkæologer udgravet ruiner af gamle byer i bibelske lande og har fundet inskriptioner og andre vidnesbyrd som afgørende beviser at selv de personer og steder som nævnes i de ældste bibelske beretninger virkelig har eksisteret. De har afdækket meget bevismateriale der vidner om en klodeomspændende vandflod, som ifølge Bibelens udsagn gik hen over jorden i Noas dage, for mere end 4000 år siden. Herom udtaler prins Mikasa, en kendt arkæolog: „Har der virkelig været en vandflod? Arkæologernes udgravninger . . . har afgivet overvældende beviser for at Vandfloden virkelig har fundet sted.“c
Bibelens Gud
12. (a) Hvorfor afviser nogle at der findes en Gud? (b) Hvorfor omtaler Bibelen Gud som Fader? (c) Hvad er ifølge Bibelen Guds navn?
12 Ligesom nogle mennesker afviser Bibelen, afviser andre tanken om at der skulle være en almægtig Gud. (2 Peter 3:3-7) De siger: ’Hvordan kan jeg tro på Gud når jeg ikke kan se ham? Er der noget bevis på at der er en usynlig Skaber som er højere end mennesket? Er Gud ikke til stede i alting?’ Andre siger: ’Der er ikke nogen Gud eller Buddha.’ Men Bibelen viser at ligesom vi alle får liv gennem en jordisk fader, sådan fik vore første forældre livet fra en himmelsk Fader eller Skaber, hvis navn er Jehova. — Salme 83:18; 100:3; Esajas 12:2; 26:4.
13. På hvilke to måder har Jehova åbenbaret sig for menneskene?
13 Jehova har åbenbaret sig for menneskene på især to måder. Den vigtigste måde er gennem Bibelen, som beretter om hans sandhed og hans hensigter. (Johannes 17:17; 1 Peter 1:24, 25) Den anden måde er gennem sit skaberværk. Ved at iagttage de mange undere der omgiver os, er mange nået til den erkendelse at der må findes en Gud, en Skaber, hvis storslåede personlighed afspejler sig i hans værker. — Åbenbaringen 15:3, 4.
14. Hvad fortæller Bibelen os om Jehova?
14 Jehova Gud er Bibelens forfatter. Han er den store Ånd som lever i al evighed. (Johannes 4:24; Salme 90:1, 2) Hans navn „Jehova“ henleder vor opmærksomhed på hans hensigter med sine skabninger. Det er hans hensigt at ophøje sit store navn ved at udrydde de onde og redde dem der elsker ham, så de kan leve på den paradisiske jord. (2 Mosebog 6:2-8; Esajas 35:1, 2) Eftersom han er den almægtige Gud har han magt til at gøre dette. Som hele universets Skaber står han langt over nationale guder og afguder. — Esajas 42:5, 8; Salme 115:1, 4-8.
15. Hvilke slutninger er intelligente mennesker kommet til ved at studere skaberværket?
15 I de seneste århundreder har videnskabsmænd anvendt megen tid til at studere skaberværket. Hvilke slutninger er de kommet til? En af pionererne inden for forskningen af elektriciteten, den kendte engelske videnskabsmand Lord Kelvin, har sagt: „Jeg tror at jo grundigere videnskaben studeres, des længere fjerner den os fra alt hvad der har med ateisme at gøre.“ Den europæiskfødte videnskabsmand Albert Einstein, der var kendt som ateist, vedgik: „Det er nok for mig at . . . grunde på den vidunderlige opbygning af universet, som vi kun svagt kan udforske, og ydmygt prøve at fatte bare en lille brøkdel af den intelligens der gør sig gældende i naturen.“ Den amerikanske videnskabsmand og nobelpristager Arthur Holly Compton har sagt: „Et univers der udfolder sig i orden og præcision bekræfter sandheden i de mest majestætiske ord der nogen sinde har lydt — ’I begyndelsen skabte Gud’.“ Han citerede de første ord i Bibelen.
16. Hvordan lovpriser universet Guds visdom og magt?
16 Herskere over mægtige nationer kan prale af deres intelligens og deres videnskabelige bedrifter i forbindelse med at erobre verdensrummet. Men hvor ubetydelige er ikke deres rumsatellitter når man sammenligner dem med månen der kredser om Jorden, og planeterne som roterer om solen! Hvor fattige er ikke de resultater dødelige mennesker har nået i sammenligning med Jehovas skaberværk som består af milliarder af himmelske mælkeveje, hver indeholdende milliarder af sole ligesom vor egen, og i sammenligning med den måde hvorpå han har fordelt og anbragt dem i verdensrummet hvor de vil være at finde til evig tid! (Salme 19:1, 2; Job 26:7, 14) Det er ikke noget under at mennesker i Jehovas øjne kun er som græshopper, og mægtige nationer „som intet“. — Esajas 40:13-18, 22.
17. Hvorfor er det rimeligt at tro på en Skaber?
17 Bor du i et hus? Sandsynligvis har du ikke bygget huset selv, og du ved måske heller ikke hvem der har gjort det. Men selve det at du ikke kender bygmesteren forhindrer dig ikke i at acceptere den sandhed at en eller anden fornuftbegavet person har bygget det. At ræsonnere som så at huset har bygget sig selv, ville være tåbeligt! Eftersom det må have krævet en uendelig meget større intelligens at bygge universet og alt hvad der er i det, er det så ikke rimeligt at slutte at der må findes en intelligent Skaber? Afgjort. Det er kun den uforstandige der ville sige i hjertet: „Der er ingen Jehova.“ — Salme 14:1; Hebræerne 3:4.
18. Hvoraf fremgår det at Gud er en person og at han er værdig til al ære og pris?
18 De prægtige vidundere der omgiver os — blomsterne, fuglene, landdyrene, det underfulde skaberværk der hedder mennesket, livets og fødselens mirakel — alt sammen vidner det om den intelligens som frembragte det. (Romerne 1:20) Hvor der er intelligens, er der en hjerne. Hvor der er en hjerne, er der en person. Den ypperste intelligens haves af den ypperste eller højeste person, Skaberen af alt levende, selve livets kilde. (Salme 36:9) Skaberen er i sandhed værdig til al ære og pris. — Salme 104:24; Åbenbaringen 4:11.
19. (a) Hvorfor kan ingen nation i dag med rette hævde at Gud giver dem sejr i krig? (b) Hvorfor har Gud ikke noget med nationernes krige at gøre?
19 Den anden verdenskrigs trængsler rokkede nogle menneskers tro på Gud. Under denne krig påkaldte hvert land sin „Gud“, hvad enten landet tilhørte den katolske eller den protestantiske tro eller en af østens religioner. Kan man sige at „Gud“ lod nogle af disse nationer sejre og andre lide nederlag? Bibelen viser at ingen af dem påkaldte den sande Gud. Jehova Gud, himmelens og jordens Skaber, er ikke skyld i nationernes krige og den forvirring der råder iblandt dem. (1 Korinther 14:33) Hans tanker er langt højere end de politiske og militaristiske nationers. (Esajas 55:8, 9) Ligeledes har den sande religion og tilbedelsen af Jehova intet at gøre med nationernes krige. Jehova står langt over de nationalistiske guder. Han er ene om at være Gud for fredselskende mænd og kvinder i alle nationer. Som Bibelen siger: „Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed velkommen for ham.“ (Apostelgerninger 10:34, 35) Retsindige mennesker i alle nationer lærer nu Bibelen at kende og slutter sig til tilbedelsen af „den Gud som giver fred“, hele menneskehedens Skaber. — Romerne 16:20; Apostelgerninger 17:24-27.
20. Hvoraf fremgår det at kristenheden er ukristelig og imod Gud?
20 Nogle sætter fingeren på splittelserne og hykleriet inden for kristenhedens kirker, som hævder at følge Bibelen. De siger også: ’Hvordan kan jeg tro på Bibelens Gud, når de nationer der har Bibelen er blandt dem der har så travlt med at opbygge atomvåbenlagre?’ Sagen er at mens Bibelen altid forbliver sand, er kristenhedens nationer i dag lige så fjernt fra Bibelens kristendom som nordpolen fra sydpolen. De er hyklere når de påstår at de er kristne. De har Bibelen, men de retter sig ikke efter dens lære. Den amerikanske præsident som gav ordre til at den første atombombe skulle nedkastes over Hiroshima, udbrød engang: „Gid vi havde en Esajas eller en Paulus!“ — til at lede mennesker i denne verdenskrise. Havde han været enig med Bibelens Esajas ville han aldrig have kastet en atombombe, for Esajas slog til lyd for at man skulle ’smede sværd til plovjern og spyd til beskæreknive’. Desuden var det Bibelens Paulus der udtalte: „Selv om vi vandrer i kødet, fører vi ikke krig efter hvad vi er i kødet. Vor krigsførelses våben er nemlig ikke kødelige.“ (Esajas 2:4; 2 Korinther 10:3, 4) Men i stedet for at følge Bibelens vise råd har nationerne ladet sig indvikle i et selvmorderisk rustningskapløb. Deres påstand om at de er kristne der adlyder Bibelen, er falsk. De kan kun imødese den dom som Gud fælder over dem der undlader at gøre hans vilje. — Mattæus 7:18-23; Zefanias 1:17, 18.
Jehovas mirakler og skaberværker
21. Hvorfor er det fornuftigt at fæste lid til Guds mirakler?
21 Jehova skaber, og han gør mirakler. Har du nogen sinde undret dig over vandet der blev til blod, Det røde Hav der delte sig, Jesus der blev født af en jomfru, og de andre mirakler der beskrives i Bibelen? Eftersom mennesker har en begrænset fatteevne vil de sandsynligvis aldrig forstå hvordan mange af disse mirakler skete, ligesom de heller ikke fuldt ud kan forstå det mirakel der gentager sig hver dag når solen står op og går ned. Skabelsen af mennesket var et mirakel. Vi så ikke dette mirakel, men vi ved at det skete, for den kendsgerning at vi lever i dag beviser det. Alt levende og hele universet er et stadigt mirakel. Skulle vi da tvivle når Guds ord, Bibelen, siger at Gud udførte bestemte mirakler til bestemte tider, selv om der ikke er behov for de samme mirakler i dag?
22. Beskriv Guds første skaberværk.
22 Hele Jehovas skaberværk er mirakuløst og underfuldt! Men Jehovas allerførste skaberværk var det prægtigste af dem alle — en åndelig søn, hans „førstefødte“. (Kolossenserne 1:15) Denne himmelske søn fik navnet „Ordet“. Utallige tidsaldre efter at han var blevet skabt kom han til jorden og blev „et menneske, Kristus Jesus“. (1 Timoteus 2:5) Derpå sagdes det om ham: „Ordet [blev] kød og boede iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed som den en enestefødt søn har fra sin fader; og han var fuld af ufortjent godhed og sandhed.“ — Johannes 1:14.
23. (a) Hvordan kan man forklare forholdet mellem Gud og hans søn? (b) Hvad skabte Jehova med denne søns hjælp?
23 Forholdet mellem Jehova og hans søn kan sammenlignes med forholdet mellem en fader der driver et værksted og hans søn, som hjælper med at fremstille de ting faderen tegner eller designer. Med sin førstefødte søns og medarbejders hjælp skabte Jehova mange andre åndeskabninger, gudssønner. Senere frydede disse åndeskabninger sig over at se Jehovas søn, hans værkmester, frembringe de materielle himle og jorden som vi bor på. Tvivler du på at disse ting blev skabt? Tusinder af år senere spurgte Jehova en troende mand: „Hvor var du da jeg grundlagde jorden? Fortæl, hvis du kender til forstand. . . . Dengang morgenstjernerne sammen råbte af glæde og alle gudssønnerne brød ud i hyldestråb?“ — Job 38:4, 7; Ordsp. 8:22-31; Johannes 1:3.
24. (a) Hvilket af Jehovas jordiske skaberværker er særlig fremragende, og i hvilke henseender? (b) Hvorfor er det urimeligt at sige at mennesket har udviklet sig fra dyrene?
24 I tidens løb skabte Jehova levende, materielle ting på jorden, urterne, træerne, blomsterne, fiskene, fuglene og landdyrene. (1 Mosebog 1:11-13, 20-25) Dernæst sagde Gud til sin værkmester: „Lad os frembringe mennesker i vort billede, så de ligner os . . . Og Gud gik i gang med at skabe mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han det; som mand og kvinde skabte han dem.“ (1 Mosebog 1:26, 27) Eftersom mennesket blev skabt i Guds billede og lighed, med Guds store egenskaber kærlighed, visdom, retfærdighed og magt, var det dyrene langt overlegent. Mennesket har det fortrin fremfor dyrene at det har evne til at tilbede Gud, til at ræsonnere og til at lægge planer for fremtiden. Dyrene har ikke en forstand ved hjælp af hvilken de kan drage fornuftige slutninger, men de ledes af deres instinkt. Hvor urimeligt at sige at der ikke findes en Skaber, men at den evnerige, fornuftbegavede menneskeskabning udviklede sig fra fornuftløse dyr! — Salme 92:6, 7; 139:14.
25, 26. (a) Hvilke storslåede muligheder blev stillet menneskene i udsigt? (b) Hvorfor ville der ikke være noget problem som hed overbefolkning?
25 Gud satte mennesket i „en have i Eden, mod øst“. Det var en glædens have, ligesom haven på forsiden af denne brochure, selv om der kun var de to mennesker, Adam og hans kone. Skønt det oprindelige paradis ikke længere eksisterer — det gik til grunde i vandfloden i Noas dage — kender man dets omtrentlige beliggenhed i Mellemøsten, for den dag i dag findes nogle af de floder som ifølge Bibelen løb igennem Paradiset. (1 Mosebog 2:7-14) Menneskene havde en storslået lejlighed til at benytte denne have som udgangspunkt når de skulle befolke og opdyrke hele jorden, som de efterhånden ville kunne gøre til et paradis. — Esajas 45:12, 18.
26 Eftersom både Gud og hans søn arbejder, gav han også menneskene et arbejde at udføre på jorden. (Johannes 5:17) Til Adam og Eva, den første mand og den første kvinde, sagde han: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.“ (1 Mosebog 1:28) Betød det at mennesket skulle formere sig, fylde jorden, og fortsætte med at formere sig indtil jorden var overfyldt? Nej. Når nogen beder dig om at fylde en kop med te bliver du ikke ved med at hælde indtil koppen løber over og teen flyder ud over hele bordet. Du fylder koppen, og så standser du. På samme måde gav Jehovas ord: „Fyld jorden,“ udtryk for den hensigt at menneskene skulle fylde jorden i et passende og bekvemt omfang. Når dette punkt var nået skulle menneskenes forplantning ophøre, hvilket ikke vil frembyde noget problem i et samfund af fuldkomne mennesker. Det er kun i nutidens verden med en ufuldkommen menneskehed at befolkningstilvæksten bliver for stor og giver anledning til problemer.
Hvorfor tillader Gud lidelser og ondskab?
27. Hvilke spørgsmål må vi nu have svar på?
27 Hvis det er Guds hensigt at skabe en paradisisk jord, hvordan kan det da være at jorden i dag er så fyldt med ondskab, lidelse og sorg? Hvis Gud er almægtig, hvorfor har han så tilladt sådanne forhold så længe? Er der håb om at problemerne en dag hører op? Hvad siger Bibelen?
28. Hvordan holdt oprøret sit indtog i Paradisets have?
28 Bibelen viser at menneskenes problemer begyndte da en af Guds sønner i den åndelige verden gjorde oprør mod Jehovas suverænitet eller overherredømme. (Romerne 1:20; Salme 103:22, NW, studieudgave, fodn.) Denne engel havde uden tvivl været blandt de gudssønner der jublede ved menneskets skabelse. Men begær og stolthed slog rod i hans hjerte, og han blev draget og lokket af ønsket om at få Adam og Eva til at tilbede ham i stedet for deres Skaber, Jehova. Ligesom en bugtaler benytter en dukke, talte denne engel gennem en slange og forledte Eva til at være ulydig mod den almægtige Gud. Hendes mand, Adam, fulgte hende derpå i ulydigheden. — 1 Mosebog 2:15-17; 3:1-6; Jakob 1:14, 15.
29. (a) Hvilket stridsspørgsmål blev rejst og måtte afgøres? (b) Hvordan har Gud taget Satans udfordring op? (c) Hvordan kan vi alle være med til at give Gud et svar over for Satan?
29 Denne oprørske engel blev kaldt „slangen fra fortiden“. (Åbenbaringen 12:9; 2 Korinther 11:3) Han fik også navnet Satan, der betyder „Modstander“, og Djævelen, der betyder „Bagvasker“. Han drog retmæssigheden og retfærdigheden af Jehovas herredømme over jorden i tvivl, og han udfordrede Gud ved at påstå at han, Satan, nu kunne vende hele menneskeheden bort fra den sande tilbedelse. Gud har givet Satan omkring 6000 år til at forsøge at bevise sin påstand, sådan at stridsspørgsmålet om Jehovas suveræne herredømme kunne blive afgjort én gang for alle. Menneskers selvstyre uafhængigt af Gud har vist sig at være en fiasko. Men troende mænd og kvinder, hvoriblandt Jesus er det mest fremtrædende eksempel, har bevaret deres uangribelighed over for Gud under de sværeste prøvelser og har dermed ophøjet Jehova og bevist at Djævelen er en løgner. (Lukas 4:1-13; Job 1:7-12; 2:1-6; 27:5) Du kan også bevare din uangribelighed. (Ordsprogene 27:11) Men Satan er ikke den eneste fjende vi har. Hvilken anden fjende er der?
Døden en fjende
30. Hvad siger Bibelen om straffen for menneskenes ulydighed?
30 Gud havde fastsat straffen for ulydighed — død. Da han afsagde dommen over den første kvinde sagde han: „Jeg vil stærkt forøge dit svangerskabs smerte; med fødselsveer skal du føde børn, og din attrå vil være til din mand, og han skal herske over dig.“ Til manden Adam sagde Jehova: „I dit ansigts sved skal du spise dit brød indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. For støv er du, og til støv skal du vende tilbage.“ (1 Mosebog 3:16-19) Det ulydige ægtepar blev forvist fra lykkens paradis til den uopdyrkede jord. Med tiden døde de. — 1 Mosebog 5:5.
31. Hvad er synd, og hvad har synden haft til følge for menneskene?
31 Først da Adam og Eva havde forfejlet fuldkommenhedens mål begyndte de at sætte børn i verden. Alle mennesker i dag er deres efterkommere i ufuldkommenhed, og derfor dør de alle. En af Bibelens skribenter forklarer det med disse ord: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden . . . trængte [således] igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ Hvori består „synden“? I at undlade at leve op til fuldkommenhedens eller fuldendthedens målmærke. Jehova Gud billiger ikke noget som er ufuldkomment og lader det derfor heller ikke leve. Eftersom alle mennesker har arvet synd og ufuldkommenhed fra det første menneske, Adam, har ’døden hersket som konge’ over dem. (Romerne 5:12, 14) Faldne mennesker dør, akkurat som dyrene. — Prædikeren 3:19-21.
32. Hvordan beskriver Bibelen døden som vi har arvet?
32 Hvad er da „døden“? Død er det modsatte af liv. Gud havde stillet manden i udsigt at han kunne opnå endeløst liv på jorden hvis han var lydig. Imidlertid var han ulydig, og straffen var død, ikke-eksistens. Gud havde ikke sagt noget om at mandens liv skulle overføres til en åndeverden eller til et brændende „helvede“ hvis han var ulydig eller døde. Han havde advaret manden: „Den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ Det var morderen, Djævelen, der løgnagtigt havde sagt: „I skal visselig ikke dø.“ (1 Mosebog 2:17; 3:4; Johannes 8:44) Det alle mennesker har arvet fra Adam, er en død som er en tilbagevenden til støvet. — Prædikeren 9:5, 10; Salme 115:17; 146:4.
33. (a) Hvilken herlig fremtid venter der menneskene og jorden? (b) Hvilke tre betydningsfulde ting fuldbyrder Jehova gennem sin søn?
33 Er der da ikke nogen fremtid for den døende menneskehed? Jo, der er en vidunderlig fremtid! Bibelen viser at Guds hensigt, som går ud på at der skal indføres et paradis for alle mennesker, også dem der nu er døde, ikke vil slå fejl. Jehova siger: „Himmelen er min trone, og jorden er min fodskammel.“ „Mine fødders sted vil jeg herliggøre.“ (Esajas 66:1; 60:13) Tilskyndet af sin overvældende kærlighed sendte Jehova sin søn, Ordet, til jorden for at menneskenes verden kunne opnå liv gennem ham. (Johannes 3:16; 1 Johannes 4:9) Vi må nu se på tre ting som Jehova fuldbyrder gennem sin søn, nemlig (1) tilvejebringelsen af en udfrielse fra dødens magt, (2) de dødes oprejsning til liv, og (3) oprettelsen af en fuldkommen regering for hele menneskeheden.
Udfrielse fra døden
34, 35. (a) Hvilken måde er den eneste hvorpå menneskene kunne blive løskøbt fra døden? (b) Hvad er en løsesum?
34 Fra gammel tid har Guds profeter givet udtryk for deres tillid, ikke til menneskets udødelighed, men til håbet om at Gud ville „genløse dem“ fra døden. (Hoseas 13:14) Men hvordan kunne mennesker blive genløst, befriet for dødens bånd? Jehovas fuldkomne retfærdighed krævede „sjæl for sjæl, øje for øje, tand for tand“. (5 Mosebog 19:21) Eftersom Adam ved sin overlagte ulydighed mod Gud forspildte sit fuldkomne liv og forårsagede at alle mennesker arvede døden, måtte et andet fuldkomment menneske altså træde ind i Adams sted og med sit fuldkomne liv erlægge den betaling som kunne købe tilbage hvad Adam havde mistet.
35 Det retfærdige princip at der skal betales ’lige for lige’ har været almindeligt anerkendt op gennem historien. Man taler om at „betale en løsesum“. Hvad er en løsesum? Det er „en pris man betaler for at få en person eller en ting tilbage fra en der holder denne person eller ting i fangenskab. Således siger man om krigsfanger eller trælle at de løskøbes når de bliver frigivet mod et vederlag. . . . Hvad som helst der gives i stedet for eller erstatter personen er vedkommendes løsesum.“d Siden Adam syndede har alle mennesker været som krigsfanger eller trælle, bundet af ufuldkommenhed og død. For at de kunne blive udfriet måtte der skaffes en løsesum. For at undgå enhver tvivl enten nu eller senere om hvorvidt løsesummen var fyldestgørende, ville det være nødvendigt at ofre et fuldkomment menneskeliv, et liv der svarede nøjagtigt til det Adam havde forspildt.
36. Hvordan tilvejebragte Jehova det fuldkomne menneskeliv der var nødvendigt som en løsesum?
36 Men hvor kunne man finde et sådant fuldkomment menneskeliv? Som efterkommere af den ufuldkomne Adam er alle mennesker født ufuldkomne. „End ikke en broder kan en af dem på nogen måde løskøbe, og ingen kan give Gud en løsesum for ham.“ (Salme 49:7) Jehova opfyldte behovet idet han, tilskyndet af sin dybe kærlighed til menneskene, lod sin dyrebare førstefødte søn blive det nødvendige offer. Han overførte sin åndelige søns, Ordets, fuldkomne liv til den jødiske jomfru Marias moderliv. Den unge kvinde undfangede og fødte en søn der fik navnet „Jesus“. (Mattæus 1:18-25) Den der har skabt livet var naturligvis også i stand til at udføre et så storslået mirakel.
37. Hvordan viste Jesus sin kærlighed til alle mennesker som ønsker livet?
37 Jesus voksede op til manddom, fremstillede sig for Jehova og blev døbt. Ved dåben bemyndigede Gud ham til at gøre hans vilje. (Mattæus 3:13, 16, 17) Da Jesu jordiske liv var kommet fra himmelen og var fuldkomment, kunne han bruge det som et offer og udfri hele menneskeheden fra døden. (Romerne 6:23; 5:18, 19) Som han sagde: „Jeg er kommet for at de kan have liv og kan have det i overflod.“ „Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner.“ (Johannes 10:10; 15:13) Da Satan lod Jesus henrette på en marterpæl, underkastede Jesus sig denne grusomme død i bevidstheden om at de mennesker der troede på ham ville opnå liv gennem denne genløsningsforanstaltning. — Mattæus 20:28; 1 Timoteus 2:5, 6.
Oprejsning til liv
38. Hvordan blev Guds søn oprejst til liv igen, og hvilke beviser er der for dette?
38 Selv om Guds søn blev dræbt af sine fjender, mistede han aldrig retten til fuldkomment liv som menneske, for han bevarede sin uangribelighed over for Gud. Men hvordan skulle Jesus, da han lå i graven, kunne anvende dette værdifulde — retten til liv som menneske — til gavn for menneskeslægten? Igen udførte Jehova et mirakel, det første i sin art. Den tredje dag Jesus lå i graven oprejste Jehova ham fra de døde som en udødelig åndeskabning. (Romerne 6:9; 1 Peter 3:18) For at grundfæste troen på opstandelsen materialiserede Jesus sig ved forskellige lejligheder og viste sig i menneskelig skikkelse for sine disciple, i et enkelt tilfælde for over 500 på én gang. Ingen af disse, heller ikke apostelen Paulus, som senere blev blindet da den herliggjorte Jesus viste sig for ham, havde nogen grund til at betvivle det mirakel som Jesu opstandelse var. — 1 Korinther 15:3-8; Apostelgerninger 9:1-9.
39. (a) Hvordan anvender Jesus værdien af sit offer, og i første instans til gavn for hvem? (b) Hvilket andet stort mirakel omtalte Jesus?
39 Efter 40 dages forløb steg den opstandne Jesus op til himmelen og fremstillede sig for Gud for at frembære værdien af sit fuldkomne offer som skulle udfri menneskeheden fra døden. „Denne mand har frembåret ét slagtoffer for synder for bestandig og taget sæde ved Guds højre hånd, og herefter venter han indtil hans fjender lægges som en skammel for hans fødder.“ (Hebræerne 10:12, 13) De første der udfries ved hans løsesum er en „lille hjord“ af trofaste kristne som „tilhører ham“. (Lukas 12:32; 1 Korinther 15:22, 23) De er „blevet købt fra menneskeslægten“ og bliver derfor i opstandelsen åndeskabninger sammen med Kristus i himmelen. (Åbenbaringen 14:1-5) Men hvad med de mange døde som nu ligger i gravene? Mens Jesus var på jorden sagde han at hans Fader havde givet ham bemyndigelse til at dømme og at skænke liv. Han fortsatte: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud . . . til en . . . opstandelse.“ (Johannes 5:26-29) Han vil føre dem frem til livet i det jordiske paradis.
40, 41. (a) Forklar hvad der menes med „opstandelse“. (b) Hvorfor kan vi fæste lid til Guds løfte om opstandelsen?
40 Læg mærke til at Jesus sagde: „I skal ikke undre jer over dette.“ Men alligevel, hvordan kan et menneske der har været død i lang tid udfries fra døden og bringes tilbage til livet? Er hans legeme ikke blevet til støv igen? Nogle af de grundelementer som legemet bestod af er måske endda blevet optaget i planter og dyr. Opstandelse er imidlertid ikke ensbetydende med at de samme kemiske byggesten føres sammen igen. Den er ensbetydende med at Gud genskaber det samme menneske, med den samme personlighed. Han frembringer et nyt legeme af jordens stoffer, og dette legeme indgiver han de samme særpræg, de samme karakteregenskaber, den samme hukommelse, det samme livsmønster som vedkommende havde opbygget indtil sin død.
41 Du har måske været ude for at dit hus, som du var meget glad for, brændte. Men du kunne let lade huset genopbygge, for de enkelte detaljer som du holdt så meget af, stod tydeligt prentet i din hukommelse. Det er derfor også klart at Gud, som er den egentlige ophavsmand til hukommelsen, kan genskabe mennesker som han har bevaret i sin hukommelse fordi han elskede dem. (Esajas 64:8) Det er derfor Bibelen bruger udtrykket „mindegravene“. Når Guds tid er inde vil han gøre det mirakel at føre de døde tilbage til livet, akkurat som han gjorde et mirakel da han skabte det første menneske, blot vil han denne gang gøre miraklet utallige gange. — 1 Mosebog 2:7; Apostelgerninger 24:15.
42. Hvorfor er der sikkerhed for at det evige liv vil blive en realitet?
42 Gud vil føre menneskeheden tilbage til livet, med udsigt til aldrig at dø mere. Men hvordan kan det lade sig gøre at leve evigt på jorden? Det er muligt og gennemførligt fordi det er Guds vilje og hensigt. (Johannes 6:37-40; Mattæus 6:10) Den eneste grund til at menneskene dør i dag, er at de har arvet døden fra Adam. Men når vi betragter den uendelige rigdom af vidunderlige ting på jorden som det var meningen menneskene skulle glæde sig over, så er et liv på mindre end hundrede år alt for kort! Da Gud gav menneskenes børn denne jord, var det hans tanke at de skulle fortsætte med at leve så de kunne glæde sig over hans skaberværkers pragt, ikke blot i hundrede år, heller ikke i tusind år, men for evigt! — Salme 115:16; 133:3.
Den fuldkomne fredsregering
43. (a) Hvorfor er der behov for en fuldkommen regering? (b) Hvad har Jehova til hensigt i den retning?
43 Som følge af at vore første forældre forkastede Guds lov, er menneskenes regeringer kommet under indflydelse af Satan, der i Bibelen meget passende kaldes „denne tingenes ordnings gud“. (2 Korinther 4:4) De krige og grusomheder menneskenes regeringer har været årsag til, og den korruption og ustabilitet der har præget dem, beviser at dette er tilfældet. Folkeforbundet og De forenede Nationer har ikke formået at vende forvirring og uro til fred. Menneskeheden råber på en fredsregering. Er det ikke fornuftigt at mene at når Skaberen har til hensigt at genoprette Paradiset på jorden, vil han også sørge for en fuldkommen regering til dette paradis? Det er netop hvad Jehova agter at gøre. Kongen som repræsenterer ham i denne regering er hans „Fredsfyrste“, Kristus Jesus, og „på det fyrstelige herredømmes omfang og på freden vil der ingen ende være“. — Esajas 9:6, 7.
44. (a) Hvor vil denne regering have sæde? (b) Hvem vil den blive sammensat af?
44 Bibelen viser at den fuldkomne regering vil have sæde i himmelen. Fra denne fordelagtige stilling vil kongen Jesus Kristus udøve et effektivt styre over hele jorden i retfærdighed. Desuden vil han have medregenter i den usynlige, himmelske regering. De udvælges blandt trofaste mennesker, Jesu disciple som holdt ud med ham gennem prøvelser og til hvem han sagde: „Jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige.“ (Lukas 22:28, 29) Det er kun nogle få der tages til himmelen for at regere sammen med Kristus Jesus. I nutidens nationer er det jo også kun et fåtal der vælges til at sidde i rigsdagen eller parlamentet. Bibelen viser at Kristus Jesus blot vil have 144.000 medregenter. Guds rige, eller hans himmelske regering, består altså af Kristus Jesus og 144.000 mennesker som er hentet fra jorden til himmelen. (Åbenbaringen 14:1-4; 5:9, 10) Hvordan så med jorden? Der siges i Salme 45:16 at kongen vil sætte mennesker som „fyrster på hele jorden“. Disse jordiske „fyrster“, tilsynsførende på regeringens vegne, vil blive udnævnt fra himmelen i kraft af deres dybe kærlighed til retfærdige principper. — Jævnfør Esajas 32:1.
45, 46. (a) Hvad var hovedtemaet i Jesu forkyndelse på jorden? (b) Hvorfor blev den fuldkomne regering ikke oprettet med det samme? (c) Hvad gør 1914 til et særligt år i profetierne og i historien?
45 Hvornår og hvordan oprettes den fuldkomne regering? Da Jesus vandrede på jorden var Riget hovedtemaet i hans forkyndelse. (Mattæus 4:17; Lukas 8:1) Han oprettede imidlertid ikke Riget på det tidspunkt, og heller ikke da han opstod fra de døde. (Apostelgerninger 1:6-8) Selv da han steg op til himmelen måtte han stadig vente til Jehovas fastsatte tid. (Salme 110:1, 2; Hebræerne 1:13) Bibelens profetier viser at den fastsatte tid kom i 1914. ’Men,’ spørger en eller anden, ’betegnede 1914 ikke snarere begyndelsen til en hel række ulykkelige begivenheder end oprettelsen af en fuldkommen regering?’ Det er netop sagen! Der er en nøje forbindelse mellem Guds riges komme og de sidste års katastrofale begivenheder, hvilket vi nu skal se.
46 I 35 år før 1914 havde Vagttårnet (nu det mest udbredte religiøse tidsskrift i verden) henledt opmærksomheden på 1914 som et år der var særlig afmærket i de bibelske profetier. Disse profetier begyndte at få en bemærkelsesværdig opfyldelse i 1914. En af dem var Jesu egen profeti, udtalt for 1900 år siden, om et ’tegn’ der skulle vise sig ved enden på den nuværende tingenes ordning og være et bevis på at han var usynligt nærværende som konge. Som svar på sine disciples spørgsmål om dette ’tegn’ sagde han: „Nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige, og der skal være tilfælde af hungersnød og jordskælv det ene sted efter det andet. Alt dette er en begyndelse til veer.“ (Mattæus 24:3, 7, 8) Som en slående opfyldelse begyndte den første verdenskrig i 1914, og med den en ødelæggelse der var syv gange større end den der var anrettet i alle de 900 krige som var blevet udkæmpet i 2500 år forud for dette år! Der har været veer lige siden. Har du oplevet krigens ødelæggelser, mangelen på levnedsmidler eller nogen af de store jordskælv der har voldt ulykker på jorden siden 1914? I så fald har du med egne øjne set „tegnet“ på at det er „endens tid“ for denne tingenes ordning. — Daniel 12:4.
47. Hvordan har begivenhederne i de forløbne år mere og mere understreget opfyldelsen af tegnet?
47 ’Veerne’ har nået nye højdepunkter i den anden verdenskrig, der var fire gange mere ødelæggende end den første, og nu i atomalderen. Det sker som en opfyldelse af Jesu profeti: „På jorden angst blandt nationerne, som ved hverken ud eller ind . . ., mens mennesker besvimer på grund af frygt og det de venter der kommer over den beboede jord.“ (Lukas 21:25, 26) Forbrydelsernes og ondskabens foruroligende vækst, børns ulydighed, ungdomskriminaliteten, og gudløshedens og umoralitetens tiltagen — alt dette blev også forudsagt som kendetegn på denne onde ordnings „sidste dage“. — 2 Timoteus 3:1-5; Mattæus 24:12.
48. Hvem er skyld i jordens veer, og hvorfor er de taget til siden 1914?
48 Men hvis den himmelske regering blev oprettet i 1914, hvorfor er der så al den nød på jorden? Det er Satan Djævelen der bærer skylden. Da Kristus blev indsat som konge i Riget var hans første handling at føre krig mod Satan i de usynlige himle. Krigen resulterede i at Satan, „som vildleder hele den beboede jord“, sammen med sine engle blev styrtet ned til jordens nærhed. Da han ved at hans tilintetgørelse nærmer sig med stormskridt, fremkalder han uro og vanskeligheder på jorden. „Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ — Åbenbaringen 12:7-9, 12.
49. (a) Hvad vil der ske med dem der „ødelægger jorden“? (b) Hvordan vil Jehova fuldbyrde sin dom over nationerne?
49 Vil disse veer blive bragt til ophør? Ja! — når himmelens regering selv, den almægtige Guds rige, træder til for at „ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Åbenbaringen 11:18; Daniel 2:44) Gud vil aldrig tillade politiske magter, falske kristne eller nogen andre at ødelægge hans værk, Jorden, med deres atomvåben. Tværtimod erklærer han: „Min dom går ud på at samle nationerne, på at jeg skal samle rigerne sammen, for at udøse min fordømmelse over dem, hele min brændende vrede.“ (Zefanias 3:8) Jehova vil, gennem sin Kristus, benytte de store kræfter han behersker i universet til at bringe knusende tilintetgørelse over alle som følger Satan på jorden. Ødelæggelsen vil i omfang nå hele kloden rundt, blive af et format som vandfloden i Noas dage. — Jeremias 25:31-34; 2 Peter 3:5-7, 10.
50. (a) Hvad er Harmagedon? (b) Hvem alene vil overleve Harmagedon?
50 I Bibelen kaldes denne tilintetgørelse af onde nationer for Guds krig ved Harmagedon. (Åbenbaringen 16:14-16) Kun sagtmodige, som søger Jehova og retfærdighed, har mulighed for at overleve Harmagedon og komme ind i Guds fredfyldte nye ordning. (Zefanias 2:3; Esajas 26:20, 21) Herom siger Bibelen: „De sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ (Salme 37:11) Til den tid vil det storslåede arbejde med at genoprette Paradiset på jorden begynde!
Uddannelse som giver adgang til Paradiset
51. Hvorfor er det nødvendigt at handle nu?
51 Kunne du tænke dig at leve i Paradiset? Hvis du svarer ja, vil det glæde dig at vide at da Jesus talte om vore dages problemfyldte verdensordning og „tegnet“ på dens snarlige tilintetgørelse, tilføjede han: „Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.“ I hvert fald nogle af den generation der så ’begyndelsen til veerne’ i 1914 vil leve længe nok til at se Paradiset blive genoprettet på jorden. (Mattæus 24:3-8, 34) Det er imidlertid en sørgelig kendsgerning at de fleste i dag følger den brede vej der fører til undergangen. (Mattæus 7:13, 14) Der er kun kort tid tilbage hvori de kan ændre kurs. Vi kan være Jehova taknemmelige for at han har advaret os i tide. Fordi Jehova ønsker vi skal leve, vil han hjælpe os til at tage de rigtige skridt. — 2 Peter 3:9; Ezekiel 18:23.
52. Hvad må du have for at kunne træffe det rette valg hvad religion angår?
52 Det du har brug for nu, er nøjagtig kundskab. (1 Timoteus 2:4; Johannes 17:3) Hvor kan du få det? Kan man få denne kundskab inden for enhver kirke eller trosretning? Nogle siger at alle religioner fører til det samme mål, ligesom alle stier på et bjerg fører til toppen. Men heri tager de fejl. Vil man vandre i bjergene må man bruge et kort eller leje en fører for at finde den rigtige sti og ikke fare vild. På samme måde er der kun én sand tro der vil føre til evigt liv, og man må have vejledning for at finde den. — Apostelgerninger 8:26-31.
53. (a) Hvad må du fortsætte med at gøre for at opnå evigt liv? (b) Hvilke fristelser fra Satans side må du overvinde?
53 Denne brochure er blevet udarbejdet af Jehovas Vidner med det mål at hjælpe dig. Den har allerede hjulpet dig til at forstå nogle af Bibelens grundsandheder. Du har uden tvivl fået bekræftet at alt hvad der står i den, bygger på Guds inspirerede ord. For at nå videre mod dit mål, må du fortsætte med at lære. Ligesom man er nødt til at have en god verdslig uddannelse for at gøre sig kvalificeret til en plads i samfundet, sådan må man have en god bibelsk uddannelse for at være udrustet til at træde ind i det samfund der uskadt vil fortsætte sin eksistens på den paradisiske jord. (2 Timoteus 3:16, 17) Satan vil måske prøve at få dig fra det ved at tilskynde nogle af dine nærmeste til at modarbejde dig eller ved at friste dig til at følge en materialistisk eller umoralsk kurs. Men giv ikke efter for ham. Din egen og din families sikkerhed og hele fremtid afhænger af om du fortsætter med at studere Bibelen. — Mattæus 10:36; 1 Johannes 2:15-17.
54. Hvor har du mulighed for at få videregående bibelsk undervisning?
54 Foruden at fortsætte med dit bibelstudium kan du også tilegne dig kundskab på en anden måde. Mange i dit nabolag som gerne vil lære mere om Bibelen, overværer regelmæssigt møderne i Jehovas Vidners rigssal. Alle som kommer dér, kommer for at blive belært ud fra Bibelen, og de forsøger oprigtigt at blive bedre mennesker. De byder beredvilligt nye velkommen, idet de som profeten siger: „Kom, lad os gå op til Jehovas bjerg [det sted hvor han tilbedes], . . . og han vil lære os sine veje, og vi vil vandre på hans stier.“ (Esajas 2:3) Gode grunde til at overvære sådanne bibelske møder anføres i Hebræerbrevet 10:24, 25, som lyder: „Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“
55. (a) Hvordan adskiller Jehovas menighed sig fra andre religiøse samfund? (b) Hvorfor er Jehovas vidner forenet i en grad som intet andet folk?
55 Når du kommer sammen med Jehovas menighed, vil du opdage at der er en helt anden stemning end i templerne og kirkerne. Der bliver ikke anmodet om penge, der er ingen strid eller kiv, og ingen forskelsbehandling på grund af familieforhold eller økonomisk stilling. Den tydeligste egenskab blandt Jehovas vidner er kærlighed. De elsker for det første Jehova og dernæst deres medmennesker. Dette er de sande kristnes kendetegn. (Mattæus 22:37-39; Johannes 13:35) Overvær engang deres møder og erfar dette ved selvsyn. Deres enhed vil uden tvivl gøre indtryk på dig. Der er nu mere end tre millioner Jehovas vidner i over 200 lande og områder på hele kloden, og dog følger de på hele jorden det samme program ved deres møder. Og fordi deres blade og bøger trykkes samtidig på mange sprog, studerer de fleste Jehovas vidner rundt om på jorden ved deres ugentlige møder de samme bibelske emner med få timers mellemrum. Den enhed der kendetegner Jehovas organisation er et moderne mirakel i vor splittede verden.
56. (a) Hvordan kan det gavne dig at komme sammen med Jehovas menighed? (b) Hvordan bør du reagere når der opstår problemer? (c) Hvorfor er det vigtigt at man indvier sit liv til Jehova?
56 Samtidig med at du kommer regelmæssigt sammen med Jehovas folk, må du iføre dig „den nye personlighed“ og opdyrke Guds ånds frugt — „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse“. (Kolossenserne 3:10, 12-14; Galaterne 5:22, 23) Det vil give dig dyb tilfredshed. Det kan være at du nu og da kommer ud for problemer som du må overvinde fordi du lever i en fordærvet verden eller på grund af din egen ufuldkommenhed. Men Jehova vil hjælpe dig. Hans ord forsikrer dem der oprigtigt søger at behage ham: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse; og Guds fred, som overgår al forstand, vil ved Kristus Jesus beskytte jeres hjerter og jeres sind.“ (Filipperne 4:6, 7) Du vil føle dig draget af Jehovas kærlighed, så du ønsker at tjene ham. Jehovas vidner vil være glade for at vise dig hvordan du kan indvi dit liv til denne kærlige Gud og blive et af hans begunstigede vidner. (Salme 104:33; Lukas 9:23) Ja, det er afgjort en gunst at være et af hans vidner. Når du er det, har du mulighed for at opnå evigt liv i et paradis her på jorden. — Zefanias 2:3; Esajas 25:6, 8.
57. Hvilket fortroligt forhold vil der være mellem Gud og mennesker i den nye ordning? (b) Nævn nogle af de velsignelser man kan se frem til.
57 Fortsæt derfor med at studere og at vokse i kærlighed og i forståelse af Jehova Gud og hans søn og den himmelske retfærdsregering. Med følgende ord beskriver Bibelens profetier Guds regering og de velsignelser den vil lade strømme ned til menneskene: „Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem.“ „Gud selv“, som er så højt hævet over nutidens selviske, ødelæggende menneskestyre, vil som en kærlig Fader være meget nær hos alle der elsker og tilbeder ham i den nye ordning. Der vil kun findes én religion, den sande tilbedelse af Jehova Gud, og de der tilbeder ham vil være som børn i et fortroligt forhold til Gud, deres Fader. Og Jehova vil i sandhed være en kærlig Fader! „Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:3, 4.
58. Hvorfor kan vi være sikre på at Jehova vil ’gøre alting nyt’?
58 Således vil det store mirakel det er at oprette et jordisk paradis under en fuldkommen himmelsk regering, blive fuldbyrdet. Det er lige så sikkert som at solen både vil stå op og gå ned i morgen. For løfterne, der er udtalt af Jehova, himmelens og jordens Skaber, er „troværdige og sande“. Det er ham der fra sin trone i himmelen erklærer: „Se! Jeg gør alting nyt.“ — Åbenbaringen 21:5.
Hvordan vil du, som en repetition af brochuren, besvare følgende spørgsmål?
På hvilke måder er Bibelen noget særligt?
Hvad har du lært om Gud?
Hvem er Kristus Jesus?
Hvem er Satan Djævelen?
Hvorfor har Gud tilladt det onde?
Hvorfor dør menneskene?
Hvad er de dødes tilstand?
Hvori består genløsningen?
Hvor og hvordan finder opstandelsen sted?
Hvad er Guds rige, og hvad vil det udrette?
Hvad er „tegnet“ på „afslutningen på tingenes ordning“?
Hvordan kan du forberede dig til at leve evigt i Paradiset?
[Fodnoter]
a Som støtte for ovennævnte henvises til følgende steder i Bibelen: (1) Apostelgerninger 17:26; Salme 46:9; Mika 4:3, 4; Esajas 65:21-23; (2) Esajas 65:25; 11:6-9; 55:12, 13; Salme 67:6, 7; (3) Job 33:25; Esajas 35:5, 6; 33:24; Salme 104:24; (4) Esajas 55:11.
b Hvor intet andet er angivet, er bibelcitater i denne brochure taget fra Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter, 1985.
c Monarchs and Tombs and Peoples — The Dawn of the Orient, side 25.
d Cyclopedia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature af J. McClintock og J. Strong, bind 8, side 908.
[Billeder på side 13]
Mennesket er skabt med store fortrin fremfor dyrene
[Billede på side 18]
Jesus svarede til den fuldkomne mand Adam