Senere tilføjelser. En skik der senere blev tilføjet — og som der muligvis hentydes til i De Kristne Græske Skrifter (Joh 7:37, 38), men ikke er omtalt i De Hebraiske — var at man hentede vand fra Siloams dam og udgød det sammen med vin på alteret ved tiden for morgenofferet. Ifølge de fleste forskere gjorde man dette de syv af højtidens dage, men ikke den ottende. Præsten gik til Siloams dam med en guldkande (undtagen på højtidens første dag, en sabbat, hvor vandet blev taget fra et guldkar i templet, hvortil det var blevet båret fra Siloam den foregående dag). Han afpassede tiden sådan at han nåede tilbage fra Siloam med vandet netop som præsterne i templet var rede til at lægge stykkerne af offeret på alteret. Når han trådte ind i præsternes forgård ad Vandporten, blev hans komme forkyndt med et trefoldigt signal fra præsternes trompeter. Vandet blev så hældt ud i et kar, hvorfra det gennem en åbning flød ud ved alterets fod. Samtidig blev der også hældt vin i et kar. Derefter ledsagede tempelmusikken afsyngelsen af hallel (Sl 113-118) mens tilbederne svang deres palmegrene mod alteret. Denne ceremoni har sikkert mindet israelitterne om Esajas’ profetiske ord: „Med glæde skal I trække vand op af frelsens kilder.“ — Es 12:3.

At man svang palmegrene ved løvhyttefesten, henleder også tanken på de skarer der med palmegrene i hænderne hyldede Jesus da han umiddelbart før sin død drog ind i Jerusalem. Dette fandt dog ikke sted ved tiden for løvhyttefesten, men før påsken. (Joh 12:12, 13) Og apostelen Johannes — der i et syn så 144.000 af Guds trælle beseglet på deres pander — fortæller: „Efter dette så jeg, og se! en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet, klædt i lange, hvide klæder; og der var palmegrene i deres hænder. Og de bliver ved med at råbe med høj røst og sige: ’Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’“ — Åb 7:1-10.