en uddannelse. Men en højere uddannelse var heller ikke noget plus i Guds øjne, for de lærde manglede tit ydmyghed og bekæmpede Jesus, som vi ser det i tilfældet med de skriftkloge og farisæerne.

Lad ikke manglende skoleuddannelse hindre dig i at være med i forkyndelsen. Den bedste forkynder der nogen sinde har betrådt denne jord havde ikke en eneste eksamen fra en højere læreanstalt! Jesus havde fået sin undervisning af Gud gennem hans ord, den bedste undervisning der findes. Det er den undervisning du har brug for. Har du en god uddannelse og bruger du den med fordel i tjenesten er det udmærket, men tro ikke at den er en betingelse for at være en Guds tjener.

På den anden side behøver ingen indviet Guds tjener mene at hans bibelkundskab er for ringe og at han derfor endnu ikke kan tage forkyndeelsen op. Alene det

Jehova — en kærlighedens og tålmodighedens Gud

„Herren [Jehova, NW] nøler ikke med at opfylde forjættelsen . . . men han har tålmodighed med jer, da han ikke vil, at nogen skal fortabes men at alle skal nå til omvendelse.“ — 2 Pet. 3:9.

1. (a) Hvori ligner Peters andet brev Malakias’ profeti? (b) Hvordan understregede både Jesus og Peter Guds ords pålidelighed?

I SLUTNINGEN af sit andet brev siger apostelen Peter advarende at „i de sidste dage skal der lyde spot fra spottere, der . . . siger: ’Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet?’“ Ligesom Malakias nævner Peter nogle utilslørede sandheder angående „den dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes“. I menneskers øjne kunne det se ud som om Jehova nøler med at opfylde sit løfte, men ingen bør drage en forhastet slutning. „Herrens [Jehovas, NW] dag skal komme som en tyv“ og overraske de ugudelige spottere. Interessant nok forbinder Peter det at de „nuværende [symbolske] himle og jorden“ skal forsvinde, med visheden om at Guds løfte bliver opfyldt. Noget lignende gjorde Jesus da han udtalte sin store profeti: „Himmelen og jorden skal forgå; men mine ord skal ingenlunde forgå.“ Vi bør derfor vise den største respekt for Guds ord og dets budskab til vor tid. „Salig den mand, som ikke . . . sidder i spotteres lag, men har lyst til [Jehovas] lov.“ — 2 Pet. 3:3-10; Luk. 21:33; Sl. 1:1, 2.

2. Hvad er Jehovas tilsyneladende nølen et bevis på?

² Jehovas tilsyneladende nølen er når det kommer til stykket et storslået bevis på hans kærlighed og tålmodighed, for Peter siger om ham at han „ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse“. Vi bør også „betragte vor Herres langmodighed som udslag af hans frelsesvilje“. (2 Pet. 3:9, 15) Havde det ikke været for Jehovas og Jesu Kristi kærlighed og tålmodighed ville vi ikke i dag have kunnet forkynde opfyldelsen af det der til sidst skete med den fortabte søn. Nogle af dem der hører til den skare som den fortabte søn er et billede på, har allerede erfaret frelsen som følge af Herrens tålmodighed. Er der endnu tid til at andre kan gøre det samme? Kan vi yde hjælp på en eller anden måde? Har vi nogen fornuftig grund til ikke at være glade for og ivrige efter at hjælpe?

3. (a) Hvordan kan man sige at liv er et bevis på Guds kærlighed? (b) Hvordan har tid vist sig at være et bevis på hans tålmodighed? (c) Hvordan er disse to goder blevet brugt og misbrugt?

³ Jehovas kærlighed og tålmodighed hjælper os til at forstå at han — lignelsen om den fortabte søn in mente — har ’skiftet ejendommen’ mellem den skare der har det himmelske håb og den der har det jordiske håb, de to skarer som skildres ved de to sønner. (Luk. 15:12) To ting spiller en rolle her, liv og tid. Livet er en gave fra Gud. Man kan sige at liv er en del af alt det han ejer, og han har tildelt sine sønner hver en del deraf. Livet er et bevis på hans kærlighed. I disse „sidste dage“ har Gud også givet os en tidsperiode som bevis for sin tålmodighed. (2 Tim. 3:1) Hvordan? De trængselens dage der kom over Satans organisation i 1914 kunne med rette have fortsat uden afbrydelse og have kulmineret i slaget ved Harmagedon, der omtales i Bibelen. Men som Jesus sagde: „Dersom de dage ikke blev afkortet, da blev intet menneske frelst.“ (Matt. 24:22) Dette kostelige tidsrum, der begyndte i 1918 og slutter ved Harmagedon, varer altså stadig ved og har varet meget længere end vi engang forventede. I denne periode har medlemmerne af den trofaste rest, der ejer det himmelske håb, med glæde ofret deres liv og deres tid i deres Faders tjeneste, ligesom den ældste søn. Mange af de „andre får“ som omtales i Johannes 10:16 har gjort det samme. Men de som den yngste søn er et billede på har i selviskhed grebet de gudgivne gaver, liv og tid, og omsat dem til midler hvormed de kunne tilfredsstille det faldne køds fordærvede ønsker.

Resultatet af at gå sine egne veje

4. Hvordan og hvorfor har de mennesker som den yngste søn skildrer valgt at følge deres egne veje?

⁴ Peter siger advarende om dem der bevidst er fjender af Guds folk: „At svire ved højlys dag anser de for en nydelse, . . . de har forladt den lige vej og er faret vild.“ (2 Pet. 2:13, 15) Dette beskriver udmærket den kurs den yngste søn valgte, selv om han ikke på noget tidspunkt blev en bevidst modstander der fortaber ethvert håb om at få gavn af genløsningsbetalingen. De mennesker som han skildrer kaster sig ikke ud i livet i den hensigt at gøre nogen skade. De vil bare „nyde livet“ uden begrænsninger og uden at møde misbilligende blikke. Verden byder på en spændende og tillokkende tilværelse i storbyerne med deres festlige natteliv. Derfor forlader de hjemmet, om ikke bogstaveligt, så på den måde at de afbryder forbindelsen eller fællesskabet enten med Jehova, eller med hans folk. De rejser langt bort til „et fremmed land“. — Luk. 15:13.

5. Hvorfor behøver det at rejse til et „fremmed land“ ikke at være ensbetydende med en lang rejse?

⁵ Denne rejse til „et fremmed land“ behøver slet ikke at være så bogstaveligt lang. Satans tingenes ordning findes alle vegne omkring os, men dens tilstand og ånd er langt fra Jehova og fremmed for hans ånd. De farisæere som lyttede til Jesu lignelse forstod det sådan at den yngste søn skildrede synderne og skatteopkræverne, der, i deres eget land, var i det fjerne Roms tjeneste. Endnu værre var det at skatteopkræverne ofte snød deres landsmænd; de måtte være fuldstændig gudsforladte og uden håb, mente farisæerne.

6. Hvad kunne der let ske for den som valgte at følge sine egne veje?

⁶ Da den unge mand først befandt sig i det fremmede land tog det ham ikke lang tid at ’øde sin formue i et udsvævende liv’. Han var en ødeland. De nærmere omstændigheder hører vi ikke, men vi kan forestille os hvad der skete. Den ældste søn sagde senere at hans broder havde „ødslet din [faderens] ejendom bort sammen med skøger“, og ingen modsagde ham. Heri ligger der en direkte advarsel. Skønt de som den yngste søn skildrer ikke er bevidst onde, er de faretruende nær ved at blive det på grund af den nære kontakt med onde mennesker, fordi de hengiver sig til et udsvævende liv og har „forladt den lige vej“. Pas på ikke at misforstå ideen. Ingen enkelt lignelse dækker enhver mulighed. Sig ikke: „Jeg vil nyde livet en tid sammen med mine venner i verden og bagefter være fornuftig.“ Et skub, et skridt for langt mens man er i et sådant selskab, og man kan glide ind i den kategori af mennesker for hvem der ingen vej er tilbage. Tænk endvidere på dette: hvad om Harmagedon kommer inden du har skilt dig ud fra disse mennesker? Så er det for sent at vende om! — Luk. 15:13, 30; 2 Pet. 2:13, 15.

7, 8. (a) Hvad skete der med den unge mand da hungersnøden satte ind? (b) Hvordan kan man sige at kristenheden især siden 1918 er blevet ramt af hunger? (c) Hvordan har dette berørt dem som den fortabte søn skildrer?

⁷ Vender vi tilbage til lignelsen læser vi dernæst at der blev „en svær hungersnød“, og den unge mand, som havde sat alt til, måtte til sidst tage arbejde som svinevogter. (Luk. 15:14-16) For en jøde, som vi tænker os han var, må det have været nedværdigende og besmittende. Det var jøderne forbudt at spise eller endog røre et svin, dødt eller levende. „Det skal være eder urent.“ (3 Mos. 11:7, 8; 5 Mos. 14:8) Den fortabte søn måtte gå imod sin samvittighed. Han kunne ikke forvente at hans arbejdsgiver, „en af borgerne dér i landet“, skulle bekymre sig om en sølle svinevogters samvittighed. Han måtte jo ikke engang stille sin sult med de tarvelige bønner som svinene åd! „Ingen gav ham noget.“ — Luk. 15:15, 16.

⁸ Det er ikke svært at se hvad der opfylder denne del af lignelsen. Bibelen taler om en „hunger i landet, ikke hunger efter brød, ikke tørst efter vand, men efter at høre [Jehovas] ord“. En sådan hunger har ramt kristenheden, især siden 1918. Fra da af passer følgende ord på de religiøse ledere, ligesom de passede på deres kolleger i Israel: „[Jehovas] ord har de vraget, hvad visdom har de?“ Som Jesus sagde til sin tids religiøse ledere: „I [har] sat Guds lov ud af kraft for jeres overleverings skyld.“ I dag lider alle indbyggerne i den falske religions verdensimperium af åndelig sult. Herskerne, eller de borgere som sidder i offentlige embeder i Satans verden, kan kun tilbyde deres egne menneskegjorte planer, såsom De forenede Nationers organisation, støttet af de religiøse ledere. De som den fortabte søn skildrer, har vandret ad verdens vej og sluttet op om sådanne planer i håb om dér at kunne hente hjælp og få de nødvendige midler til livets opretholdelse. Men dér er der intet at hente for de åndeligt syge, som får lov at sulte og lide nød i deres ensomhed. Det er den mørke side af billedet. — Amos 8:11; Jer. 8:9; Matt. 15:6; 2 Kor. 4:4.

Den yngste søn går i sig selv

9. (a) Sender Gud noget ondt for at bringe os på bedre tanker? (b) Hvad gjorde at den yngste søn begyndte at tænke i fornuftige baner?

⁹ Jesus fortæller videre hvad der skete med den yngste søn og siger ganske enkelt: „Han gik i sig selv,“ hvorpå der følger en beskrivelse af hvordan den yngste søn ræsonnerer med sig selv. (Luk. 15:17-19) Kristenhedens præster siger ofte til dem der kommer ud for modstand at det er Gud der sender disse prøvelser for at de skal tage ved lære deraf og komme på bedre tanker. Dermed siger de faktisk at det er Guds skyld at det onde eksisterer, ja de gør ham ansvarlig for det. En sådan lære er ubibelsk og kaster megen forsmædelse over Guds navn. Guds ord siger at „Gud kan ikke fristes af noget ondt, og selv frister han ingen“ med noget ondt. Gud prøver og tugter, men ikke med noget ondt. Skriften fortsætter: „Men enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær.“ (Jak. 1:13, 14) Det var netop hvad der hændte den fortabte søn, og så længe han levede et udsvævende liv var der ikke stor sandsynlighed for at han ville komme på bedre tanker. Det der senere gjorde at han begyndte at tænke i fornuftige baner var imidlertid at han genkaldte sig visse oplysninger som lå i hans underbevidsthed. Som med israelitterne, da de blev overgivet til fjenden; de vidste hvor de skulle vende sig hen. Det vidste den unge mand også, som det fremgår af hans overvejelser.

10. Hvad viser den fortabte søns ord i Lukas 15:18, 19 med hensyn til faderens holdning over for ham?

¹⁰ Da den unge mand erfarede at der ikke var hungersnød i hans hjemland, sagde han til sig selv: „Jeg vil stå op og gå til min fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din søn, lad mig gå som en af dine daglejere!“ (Luk. 15:18, 19) Hans ord antyder langt mere end blot et ønske om at flygte fra hungersnøden og blive mæt. Først og fremmest indrømmede han over for sig selv at han havde syndet, ikke alene imod sin fader, men imod Gud i himmelen. Hans ord viser også at han kun havde ét mål i tanke, og det var at vende tilbage og leve og tjene under sin fader. Han kendte sin fader og vidste hvad det ville sige at have et hjem. Hvis hans fader havde vendt sig imod ham i vrede og råbt efter ham da han rejste hjemmefra, ville det ikke have stået ham så klart hvad han skulle gøre nu. Han kunne have besluttet sig til at vende tilbage i håb om at finde arbejde et eller andet sted i landet, uden at skulle stå ansigt til ansigt med sin fader. Men en sådan tanke faldt ham ikke ind. Nej, han ville hjem! Der var intet som at komme hjem.

11. Hvordan går det til når de som den fortabte søn er et billede på kommer på bedre tanker?

¹¹ Det samme gælder dem som den unge mand er et billede på. Som følge af deres tidligere kontakt med Jehovas folk og sandhedens budskab har de et grundlag for at komme på bedre tanker. Ganske vist standser de ikke op og tænker over det så længe der ikke er noget som går dem imod. Men de har alligevel dér tilbage i bevidstheden et billede af hvordan det var at være „hjemme“ blandt Guds folk i den teokratiske organisation. Når de erfarer skuffelsen og den usle tomhed i Satans verden, kan de se kontrasten. Som det endvidere antydes i lignelsen hører de stadig nyt om Jehovas indviede tjeneres fortsatte velstand, de hører at disse åndeligt talt har „fuldt op af mad“ og glæder sig over den virksomhed der udfolder sig i et hjem hvor der er rigeligt af alt. (Luk. 15:17) Det er almindelig kendt at Jehovas vidner nyder sådanne goder i overmål.

12. Hvilken rigtig beslutning tager de nu?

¹² Når de er ’gået i sig selv’ og har erkendt kontrasten, træffer de den rette beslutning. De indvier sig nu på et sundt grundlag, nemlig kundskab og forståelse. De er rede til at svare med et oprigtigt og dybtfølt ja på de to spørgsmål der stilles til kandidaterne før dåben. Ligesom den unge mand bekender de fuldt og helt deres urene, syndige tilstand, og overgiver sig til den himmelske Fader i en ubetinget indvielse til at gøre hans vilje og tjene ham. Og hvad bliver resultatet? Hvad skete der med den unge mand i lignelsen?

13. Hvad sker der da den fortabte søn vender hjem?

¹³ Vi kommer nu til den mest rørende del af dramaet. Forestil dig scenen. Den lange rejse tilbage til hjemlandet har været en streng prøve, men den unge mands beslutsomhed og det mål han har for øje hjælper ham. Til sidst, ’da han endnu er langt borte’ får han hjemmet i sigte. Hvad ser han? Han ser sin fader skygge for øjnene mens han spejder i den retning hvorfra han kommer! Åh hvor ofte må hans fader ikke have gjort det! Skønt den unge mand er langt borte genkender faderen ham og løber ud for at møde ham. Fuld af medynk omfavner han ham og kysser ham hjerteligt. Da de kommer ind går sønnen til bekendelse og tilbyder sin tjeneste som daglejer. Men faderen afgør at hans søn først skal klædes standsmæssigt på, han skal iføres den bedste klædning; så bliver alle indbudt til fest. De skal være glade, siger faderen, „thi min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er fundet igen“. — Luk. 15:20-24.

14. Hvilket princip understreges, og hvilke tanker kunne hjælpe dem der er faret vild?

¹⁴ Her skildrer Jesus yderst magtfuldt det bibelske princip: „Vend om til mig, så vil jeg vende om til eder.“ (Mal. 3:7) Hvis de der er faret vild blot ville forestille sig hvilken glæde deres tilbagevenden ville afstedkomme! En følelse af skam får dem sikkert ofte til at tøve. Men hvor megen lykke er der ved at blive i Satans hungerramte verden og sulte? Overhovedet ingen! Hvad kan vi gøre for at hjælpe disse? Ønsker vi at hjælpe dem, eller gør vi os skyldige i den samme misforståelse som den ældste søn i lignelsen?

15. (a) Hvilken indstilling har været fælles for Jehova og den fortabte søns fader? (b) Hvordan har de der var i harmoni med Jehova vist deres forståelse?

¹⁵ Vi kan bedst hjælpe dem der er faret vild hvis vi iagttager hvad Jehova har gjort, som vist i lignelsen, og handler i overensstemmelse dermed. I lignelsen beskrev Jesus meget tydeligt hvordan faderens indstilling var og hvordan han handlede. Han ventede ikke på at hans søn skulle komme hjem så han kunne sige: „Nå, hvad har du så at sige til dit forsvar?“ Nej, han imødeså sin søns hjemkomst og havde ivrigt spejdet efter om han skulle komme. Jehova har vist den samme indstilling, for han har for længe siden ladet de mange profetier og lignelser nedskrive i sit ord og dermed forudsagt at de som den fortabte søn er et billede på skulle vende tilbage, og han har også sagt hvilken glæde det ville berede ham og alle i hans familieorganisation. Lige netop da der var behov for det kastede han lys over disse skriftsteder; det skete i 1943.a Forståelsen kom gennem den „tro og kloge træl“, den salvede rest, og var en del af den åndelige mad der skulle gives „i rette tid“. (Matt. 24:45-47, NW) De der var i harmoni med Jehova, eller var hjemme hos ham, var meget taknemmelige for den forståelse de fik. De holdt den ikke for sig selv men forkyndte den vidt og bredt, og genspejlede således deres Faders inderlige interesse for og barmhjertighed mod dem der viser tegn på at komme på bedre tanker.

16. Hvordan kom en jordisk skare lidt efter lidt til syne og hvordan blev den hjulpet frem?

¹⁶ Ved en kort oversigt over de fremskridt der således er gjort, lægger vi mærke til at Vagttårnet i 1923 for første gang bragte den rette forklaring af lignelsen om „fårene og bukkene“. Det blev forklaret at „fårene“ var en jordisk skare som blev samlet ind og stillet ved Kongens højre hånd og fik udsigt til evigt liv under hans styre. (Matt. 25:31-46) I 1931 forstod man at denne samme skare var identisk med dem der „sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som øves“ i kristenheden. Disse får et ’mærke i panden’ som tegn på at de har kundskab om sandheden og åbent bekender det, hvilket fører til at de bliver bevaret i Harmagedon. (Ezekiels bog, kapitel 9) I 1932 blev denne skare sammenlignet med Jonadab, der med glæde trådte op i kong Jehus vogn da Jehu var på vej til henrettelsen af ba’alsdyrkerne, der skildrer udslettelsen af alle falske gudsdyrkere ved ødelæggelsen af Babylon den Store og i Harmagedon. Det blev fremhævet at vejen stadig var åben for dem der ville slutte sig til tjenesten for kongen Jesus Kristus, den større Jehu, i dennes vognlignende organisation. (2 Kong. 10:15-27) I årene 1933 og 1934 blev et nyt praktisk hjælpemiddel taget i brug til gavn for denne skare. Det var genbesøgsarbejdet, det vil sige at man vendte tilbage til de mennesker der havde vist interesse og gav dem mulighed for at få mere åndelig føde ved et regelmæssigt hjemmebibelstudium. I 1934 blev det klargjort at disse mennesker gjorde ret i at indvi sig og lade sig døbe.

17. Hvad markerer årene 1931 og 1935 for denne skare?

¹⁷ Siden 1931 har stadig flere af disse retsindige mennesker taget et afgjort standpunkt sammen med Jehovas salvede vidner og forkyndt sammen med dem. Mange havde, ligesom den fortabte søn, forspildt deres tidligere mulighed for at træde ind i et indviet forhold til Jehova og tjene ham. Året 1935 viser sig imidlertid at have været det mest afgørende år for denne skares fremkomst og tilbagevenden. I det år skete der noget som svarede til den fortabte søns hjemkomst og den storsindede behandling hans fader gav ham da han åbent og offentligt anerkendte en længe savnet søn der var vendt hjem. Han var virkelig kommet, og han var blevet klædt standsmæssigt på så man kunne feste og glæde sig over hans hjemkomst. Hvad skete der i 1935 som svarer til dette?

18, 19. Hvilke begivenheder ved stævnerne i 1935 gjorde billedet færdigt? Hvilket spørgsmål rejses?

¹⁸ Vor opmærksomhed samler sig om et konvent der blev afholdt i Washington, D.C., det år i maj måned. Betegnende nok indeholdt The Watchtowers forudgående meddelelser en speciel indbydelse til dem man kaldte jonadab’er.b Ved dette konvent blev det klart vist ud fra Skriften at den „store skare“ som nævnes i Åbenbaringen 7:9 ikke var en sekundær åndelig skare, som man tidligere havde forstået, men den samme jordiske skare som omtales i de andre skriftsteder vi lige har henvist til. De af de tilstedeværende som forstod at de hørte til denne „store skare“ blev anmodet om at rejse sig, og der viste sig at være mange. Der var i sandhed anledning til åndelig fest og glæde. En lignende fremgangsmåde blev fulgt ved andre stævner, med lignende resultater. Den „store skare“ af de „andre får“ var kommet!

¹⁹ Men, vil du sige, alt dette skete for tredive år siden. Hvordan er forholdet i dag? Før vi svarer må vi hellere se på den sidste del af Jesu lignelse, den der drejer sig om den ældste søns indstilling og handlemåde da hans broder vendte tilbage.

Ingen rimelig grund til at tage anstød

20. Hvordan reagerede den ældste søn da hans broder vendte tilbage, og hvad gjorde faderen?

²⁰ Den ældste søn var tilfældigvis ikke til stede da hans broder kom hjem. Da han nærmede sig huset spurgte han en tjener om hvorfor der var musik og dans. Da han fik det at vide blev han meget vred og ville ikke gå ind. Hans fader bønfaldt ham om at komme ind og tage del i festen. Men nej! den ældste søn beskyldte sin fader for at være uretfærdig fordi han havde været eftergivende og svag over for den slambert af en ødeland, og desuden havde nægtet at give sin ældste søn hans ret; han havde aldrig fået et kid så han kunne glæde sig med sine venner. I en bedende tone appellerer faderen atter til den ældste søn og sætter ham samtidig i rette: „Mit barn! du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi glæde og fryde os, fordi din broder var død, men er blevet levende, og var fortabt, men er fundet igen.“ (Luk. 15:25-32) Her ender historien. Døren bliver stående åben så den ældste søn kan komme ind når han har overvejet og er kommet til fornuft.

21. Hvem skildres her ved den ældste søn, og hvorfor?

²¹ Hvad dette angår skildrer den ældste søn ikke hele resten af den „lille hjord“ som endnu befinder sig på jorden, men kun dem som indtager den samme holdning som den ældste søn. Hvordan kan vi se det? Husk at lige indtil 1931 var opmærksomheden næsten udelukkende samlet om indsamlingen af dem der skulle få det himmelske håb. Man havde nok forstået at der skulle komme en jordisk skare, men ikke at Gud ville handle specielt med den og organisere den på denne side af Harmagedon. Ingen havde tænkt sig at de „andre får“ skulle indsamles og oplæres forud for Harmagedon, og da slet ikke nogen af dem der havde forspildt deres chancer ligesom den fortabte søn. Hertil kom at der var nogen der havde yderliggående synspunkter med hensyn til hvordan Jehova beredte dem til at modtage den himmelske arv. De troede at alt hvad de foretog sig blev overvåget til mindste detalje, og de bestræbte sig for at udvikle en smuk personlighed. Det gjorde dem selvoptagne og alt for betydningsfulde i deres egne øjne. De solede sig i deres egocentriske ydmyghed. De så kun sig selv i billedet, som tilfældet var med den ældste søn.

22. Hvordan har Jehova vist at han anerkender dem der skildres ved den yngste søn, og med hvilket resultat?

²² Var Jehova forpligtet til at holde sin gode vilje tilbage og vente på at disse selvoptagne mennesker fik det rette syn på tingene og viste den rette ånd? Nej, ingenlunde. Han lod fedekalven slagte for dem der skildres ved den yngste søn da tiden var moden til at de skulle anerkendes offentligt. Han iførte dem, åndeligt talt, en smuk klædning, en ring og sandaler som tegn på at han vedkendte sig dem som sine fremtidige jordiske sønner, der nu havde et ståsted i hans organisation og hvis fødder var klædt i de sko der kaldes „villighed til at forkynde fredens evangelium“. (Ef. 6:15) Men de der var som den ældste søn forstod det ikke, og deres spørgsmål om det blev stillet på en udfordrende måde. De nægtede at komme ind i Guds organisations hus og nærede intet ønske om at være med til at modtage en skare mennesker der stjal hele billedet!

23. (a) Hvorfor er den modbilledlige „ældste søns“ synspunkt forkert? (b) Hvilket synspunkt er rigtigt?

²³ Deres synspunkt var ganske forkert. Deres egen løn som førstefødte var jo sikret dersom de viste sig trofaste, og der var ikke tale om at de blev tilsidesat af hensyn til den anden skare. Hvis der som følge af Guds kærlighed og tålmodighed blev fundet en jordisk skare som var modtagelig for sandheden, burde vi så ikke — selv om denne skare trådte ind i billedet tidligere end ventet — glæde os sammen med vor himmelske Fader på denne skares vegne? Vi har sandelig ikke råd til at indtage en polemisk og uforsonlig holdning.

24, 25. (a) Hvorfor kan vi sige at døren stadig er åben for dem der hører til denne skare? (b) Hvilke spørgsmål mangler vi endnu svar på?

²⁴ Selv om Jesus sluttede lignelsen med at den ældste søn stod uden for huset, kan vi ikke drage den slutning at ingen som hører til den skare han skildrer nogen sinde vil reagere på Jehovas opfordring. Døren er stadig åben. Husk at det var farisæerne og de skriftkloge der gav anledning til at denne lignelse blev fortalt. Deres overlegne holdning over for synderne og skatteopkræverne var præcis som den den ældste søn viste over for sin broder. Men en hel del af disse religiøse ledere kom senere på andre tanker. Beretningen fortæller at „en stor mængde af præsterne adlød troen“. — Ap. G. 6:7.

²⁵ Gør Jehovas kærlighed og tålmodighed sig stadig gældende? Er der sket nogen udvikling siden 1935 som bevis på dette? Hvordan kan vi tage ved lære af de fejltrin som de to sønner begik, og hvad kan vi lære af at betragte faderens holdning, som Jesus så levende beskrev? Vi er naturligvis stærkt interesseret i hvad der foregår blandt Guds folk i dag, så vi ser frem til en drøftelse af disse spørgsmål i næste artikel.

[Fodnoter]

Omvendelse til Jehova

1. (a) Hvad fik Moses’ ansigt til at stråle, og med hvilket resultat? (b) Hvordan viste Paulus hvad der var den egentlige årsag til vanskeligheden?

„HVER GANG en omvender sig til Herren [Jehova, NW], tages dækket bort.“ Sådan skrev apostelen Paulus i forbindelse med en drøftelse af den nye pagts overstrålende herlighed i sammenligning med den lovpagt som blev indgået med Israel ved mellemmanden Moses. Da Moses kom ned fra Sinaj bjerg med vidnesbyrdets to tavler strålede hans ansigt så folket var bange for at komme ham nær. Han måtte derfor tildække sit ansigt. Men som Paulus forklarede lå vanskeligheden i virkeligheden hos israelitterne selv. De havde ikke det rette hjerte og sindelag. „Deres sind blev forhærdet . . . Ja, lige til denne dag ligger der et dække over deres hjerte, når Moses oplæses.“ Deres hjerter og sind var ikke vendt til Jehova i kærlig hengivenhed. Nej, de forhærdede deres hjerter i egenrådighed, så Jehova sagde om dem: „’Altid farer de vild med hjertet;’ og de ville ikke vide af mine veje.“ — 2 Kor. 3:12-16; 2 Mos. 34:29-35; Hebr. 3:10.

2. (a) Har verden noget at rose sig af i denne henseende? (b) Hvad viser sig at være den egentlige årsag til problemet?

² Med tanke på verden i almindelighed fortsætter Paulus i samme spor når han siger at der „ligger et dække over vort evangelium . . . for dem, der fortabes . . . for de vantro, hvis tanker denne verdens gud har slået med blindhed, så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed“. (2 Kor. 4:3, 4) Som Esajas sagde: „Vi for alle vild som får, vi vendte os hver sin vej.“ (Es. 53:6) Dér er problemet. Vi vil helst gå vore egne veje. Det var den egentlige årsag til de fejltrin de to sønner begik i lignelsen om den fortabte søn som vi lige har behandlet. Den yngste søn ville leve et liv i selvisk nydelse; den ældste valgte stolthedens vej, ja han gik så vidt at han nægtede at efterkomme sin faders ønsker.

3. Hvordan kan vi undgå disse fejltrin, og hvilket spørgsmål stiller vi?

³ Der er kun én måde hvorpå vi kan undgå disse fejltrin der skyldes vort ønske om at gå vore egne veje: vi må oprigtigt vende vore hjerter til Jehova. Dette er ikke let. Det betyder at vi må gå imod verdens og vort faldne køds ånd og tilbøjeligheder. Har Jehova gjort noget i de senere år for at hjælpe dem der nærer ønske om at vende tilbage til ham, eller dem der famler efter ham?

4. (a) Hvilken barmhjertig foranstaltning peges der på i Malakias’ profeti? (b) Hvad siges der til sidst?

⁴ Vender vi tilbage til profetien hos Malakias, vil du huske at de sidste to kapitler indeholdt et vidnesbyrd om at Jehova barmhjertigt ville sørge for at de der led åndelig nød fik den nødvendige opmuntring. Dette ser vi opfyldt i dag da indviede mennesker som Jehova har velsignet rigt og som han har skilt ud fra verden, er kendt overalt som hans vidner. Da vi gennemgik Malakias’ bog, kapitlerne tre og fire, standsede vi imidlertid ikke op for at mærke os de sidste ord i profetien, hvor Jehova siger: „Se, jeg sender eder profeten Elias, før [Jehovas] store og frygtelige dag kommer. Han skal vende fædrenes hjerte til sønnerne og sønnernes til fædrene, at jeg ikke skal komme og slå landet med band [ødelæggelse, NW].“ — Mal. 4:5, 6.

Den mindre opfyldelse

5. Hvilke udtalelser kaster lys over den mindre opfyldelse?

⁵ Disse skriftsteder taler om en gerning der går ud på at vende nogens hjerter, og har altså med vort spørgsmål at gøre. Hvordan opfyldes de, og hvem menes der med udtrykket „profeten Elias“? For at få et fingerpeg må vi først se om der fandt en opfyldelse sted ved Kristi første komme. Som allerede sagt fik mange profetier dengang en mindre opfyldelse, der dannede et mønster eller et billede af den større opfyldelse i vore dage, ved Kristi anden nærværelse. Denne profeti hos Malakias er ingen undtagelse. Da engelen Gabriel fortalte den jødiske præst Zakarias at han skulle få en søn, forudsagde han om denne søn: „Mange af Israels børn skal han omvende til Herren, deres Gud. Selv skal han gå foran ham i Elias’ ånd og kraft for at ’vende fædrenes hjerter til børnene’ og de genstridige til retfærdiges sind, så han kan berede Herren et velskikket folk.“ Zakarias’ søn var Johannes Døber. Om ham sagde Jesus: „Han er Elias, som skulle komme.“ Hvordan udførte Johannes dette hverv, at vende hjerterne? — Luk. 1:16, 17; Matt. 11:14; 17:10-13.

6. (a) Hvorfor var Johannes Døbers budskab og arbejde nødvendigt? (b) Til hvem blev folkets hjerter vendt?

⁶ Johannes Døbers budskab var meget direkte: „Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.“ Det hastede. Dommen over den daværende generation nærmede sig, for Johannes sagde: „Øksen ligger allerede ved roden af træerne.“ Desuden skulle „Himmerigets“ repræsentants, Jesu Kristi, komme netop til at forkyndes. Folket måtte beredes. Det måtte bringes på bedre tanker. De religiøse ledere havde „sat Guds lov ud af kraft“ for deres overleverings skyld, og både de og de øvrige jøder var kommet langt bort fra Gud. Derfor trængte de til at deres hjerter atter blev vendt til ham. Der var „praktisk visdom“ at hente hos Johannes, for han havde sunde råd til dem der kom til ham; iblandt dem var der skatteopkrævere og soldater, ja endog farisæere og saddukæere. Han udførte et undervisningsarbejde, og det virkede efter hensigten. Det gav den tilskyndelse som skulle til. Johannes beredte Jehova et velskikket folk, og disse jøder, som af hjertet havde omvendt sig, var nu parat til at blive Guds sønner, åndelige israelitter. Deres hjerter blev også vendt til deres fædre, patriarkerne; de var villige til at udøve en tro som Abrahams. „De, som er af tro, de er Abrahams børn.“ — Matt. 3:2, 7-12; 15:1-9; Luk. 3:10-14; Joh. 1:35-40; Gal. 3:7.

Den større opfyldelse

7. Hvorfra ved vi at Johannes ikke opfyldte billedet fuldstændigt?

⁷ Den større opfyldelse af denne profeti hos Malakias finder sted når Herren Jesus vender tilbage iklædt Rigets magt og herlighed. Jesus henviste selv til Menneskesønnens komme i Rigets magt og forbandt det med forklarelsessynet, der blev givet i nærværelse af Peter, Jakob og Johannes på et højt bjerg. (Mark. 9:1-8; Matt. 17:1-9) Elias’ skikkelse viste sig i dette syn, og det siger os at der skulle komme en større opfyldelse af Malakias 4:5, 6. Eftersom dette syn blev givet efter Johannes Døbers død er det klart at Johannes ikke opfyldte billedet fuldstændigt.

8. Hvem er „profeten Elias“ i vore dage?

⁸ Hvem er så nu „profeten Elias“ der blev betroet den opgave at lade advarselen om „[Jehovas] store og frygtelige dag“ lyde og at arbejde på at vende hjerterne? Jesus antydede svaret i den profeti vi allerede har nævnt, og hvor han talte om den „tro og kloge træl“ (NW), som uddeler åndelig „mad i rette tid“ og som Jesus derfor har sat „over alt, hvad han ejer“. (Matt. 24:45-47) Denne trofaste træl, den salvede rest, skiller sig tydeligt ud i dag. Ligesom Elias og Johannes Døber forkyndte den frygtløst Guds domme over al falsk religion indtil fjenderne fik den standset i 1918. I 1919 kom der imidlertid atter gang i arbejdet med at omvende folk til Gud og forkynde den kommende ødelæggelse, først af „Babylon, den store“ og derefter af Satans synlige politiske ordning ved Harmagedon. — Åb. 18:21; 19:11-16.

9. Hvorfor kommer der endnu en profet ind i billedet, og hvem er han?

⁹ Nutidens Elias-skare har således arbejdet på at vende hjerterne. Vi har allerede betragtet det forberedende arbejde som blev gjort til gavn for de „andre får“ indtil 1935, og som altså også kom de „får“ til gode som specielt skildres af den fortabte søn og som havde forspildt deres tidligere lejligheder til at tjene Jehova. Hvad har man gjort siden da? Skal vi forstå dette må vi omhyggeligt undersøge det oprindelige profetiske Elias-mønster i sin helhed. Derved kommer der endnu en profet ind i billedet, men det betyder ikke at der var en fejl eller en mangel hos Elias. Da Gud bemyndigede Elias til at salve visse personer som skulle eksekvere Hans domme over ba’alsdyrkelsen, sagde han: „Salv Elisa . . . til profet i dit sted!“ Elias gjorde det omgående, og Elisa forlod sit arbejde og „fulgte Elias og gik ham til hånde“. På den måde fik han fordelen af mange års træning under Elias’ ledelse. — 1 Kong. 19:15-18, 21.

10. Hvad var Elias’ sidste mirakel, hvad blev følgen deraf, og hvilket modbillede ser vi i dag?

¹⁰ Husker du det sidste mirakel Elias udførte? Han skilte Jordans vande ved at slå på dem med sin kappe, for at han og Elisa kunne gå tørskoet over på østsiden. (2 Kong. 2:8) Følgen blev at vandene neden for delingen løb ned i Det døde Hav, hvor intet kunne leve, mens vandene ovenfor blev holdt tilbage. Elias-skaren skiller også vandene i dag. „De vande, du så, . . . er folk og skarer og folkeslag og tungemål.“ (Åb. 17:15) I mange år havde man forudset at der skulle komme en jordisk skare, og der viste sig flere og flere som hørte til denne skare, men først i 1935 begyndte den egentlige deling af de symbolske vande og arbejdet med at indsamle de „andre får“, som allerede nævnt. De indsamlede blev holdt tilbage fra at styrte nedad mod undergangen. Jehova lod Elias-skaren påbegynde denne deling af de symbolske vande. Den fik en god start, og fortsattes af Elisa-skaren.

11. (a) Ved hvilket mirakel blev de to profeter skilt? (b) Hvornår og hvordan indtraf det i modbilledet?

¹¹ Husker du Elisas første mirakel? Det var det samme som Elias’ sidste; Elisa slog på vandet med den kappe som var faldet af Elias, og han kunne atter gå over floden på tør bund. Først nu var han alene, bortset fra at Jehova var med ham. Mellem de to mirakler indtraf der endnu ét som er værd at bemærke. Elias for til himmelen i et stormvejr efter at en ildvogn og ildheste havde skilt ham fra Elisa. Det skildrede profetisk afslutningen af Elias-skarens arbejde og Elisa-skarens fortsættelse af det samme arbejde, der dog nu blev udført med større kraft. De historiske begivenheder i begyndelsen af krigsåret 1942 markerede dette sidste i modbilledet. Lige før den tid, midt under den anden verdenskrig, så det ud som om vidnearbejdet skulle høre op. Udsigterne var højst tvivlsomme. Den 8. januar 1942 døde præsidenten for Watch Tower Society, J. F. Rutherford. Standsede arbejdet nu? — 2 Kong. 2:11-14.

12. Hvad viser at Elisa-skaren vedkendte sig sit hverv?

¹² Nej, tværtimod. Elisa-skaren, som bestod af de tilbageværende medlemmer af den salvede rest, fortsatte straks arbejdet med at dele de symbolske vande, ligesom Elisa havde fortsat Elias’ arbejde. Det samme selskab, Watch Tower Society, virkede som udgiver af den litteratur som anvendtes i forkyndelsen, og der valgtes en ny præsident. Hovedartiklen i det nummer af The Watchtower som bragte meddelelsen om præsident Rutherfords død, hed „Den endelige Indsamling“. Artiklen var bygget over Jeremias 16:16, og den fortalte om et intensivt arbejde der gik ud på at fiske og jage efter de mennesker der endnu skulle vende sig til Gud. Hen på sommeren 1942 holdt Jehovas vidner et tredages konvent i Cleveland, Ohio, og programmet derfra gentoges i mange byer i andre lande. Stævnets tema var hentet fra Esajas, kapitlerne 59 og 60, hvor Guds folk får befalingen: „Gør dig rede, bliv lys.“ Resultatet var at en stor skare mennesker kom til lyset, de kom som „skyer, som duer til dueslag“. (Es. 60:1-3, 8; Åb. 7:9) Der var ingen tvivl om at Elisa-skaren havde vedkendt sig hvervet, og ingen tid blev spildt!

Elisa-skarens arbejde af undervisende art

13. (a) Af hvilken art var Elisas mirakler og til gavn for hvem blev de udført? (b) Hvilket lignende arbejde blev indledt i 1942, og hvordan er det skredet frem?

¹³ I de godt tyve år der er gået siden da har denne samme salvede skare fortsat gerningen med uformindsket kraft, hjulpet af en stadig voksende skare „andre får“, heriblandt mange af dem som forudskildres af den fortabte søn. Dette er sket fordi Jehovas ånd har hvilet over dem, som den hvilede over Elisa, der bad Elias om den førstefødtes arv, „to dele af din ånd“. (2 Kong. 2:9) At Elisa fik sit ønske opfyldt sås tydeligt, for Bibelen tilskriver ham seksten mirakler mod Elias’ otte. Mange af Elisas mirakler havde til formål at helbrede eller at genoprette; de blev især udført til gavn for „profetsønnerne“. Elisa gjorde for eksempel dårligt vand sundt og giftig mad spiselig, ligesom han mirakuløst øgede en portion mad. Han opvækkede sjunemkvindens søn fra de døde og helbredte Na’aman for spedalskhed. (2 Kong. 2:15–6:23) Gruppen af trofaste profeter blomstrede under Elisas tjeneste. Vi ser noget tilsvarende i modbilledet. Efter konventet i Cleveland i 1942 besluttede de ansvarshavende på hovedkontoret i Brooklyn at oprette en skole til uddannelse af missionærer, som rundt omkring i hele verden skulle forkynde samt indsamle og undervise de „andre får“, deriblandt dem, der var som den fortabte søn. Denne missionærskole blev åbnet den 1. februar 1943, og er siden blevet udvidet så det har været muligt at sende elever ud for at opbygge Jehovas vidners organisation i mange lande og desuden at sætte arbejdet i gang på nye steder. Interessen for den modbilledlige fortabte søn viste sig dengang i form af de to artikler „Den fortabte Søn i Nød“ og „Den fortabte Søn vender hjem“ i The Watchtower for 1. og 15. november 1943 [Vagttaarnet, 1. oktober 1945]. I oktober 1944 afholdtes der en speciel kampagne der kaldtes „Vidnesbyrdperioden ’den fortabte Søn’“.

14, 15. (a) Hvad blev der yderligere taget initiativ til i 1942, og hvad er der siden sket? (b) Hvilket kursus påbegyndtes i 1959?

¹⁴ Herforuden blev der i 1942 taget initiativ til gennemførelsen af et kursus i den kristne forkyndelse, et kursus der skulle afholdes i alle Jehovas vidners menigheder jorden over. I 1943 blev der ved stævnet „Opfordring til Handling“ givet meddelelse om oprettelsen af en teokratisk skole i alle menigheder. Kun de mandlige elever holdt foredrag fra podiet, men alle blev opfordret til at overvære skolen for at dygtiggøre sig til tjenesten. Siden 1958 har de kvindelige elever imidlertid også kunnet få opgaver på skolen; de holder dog ikke foredrag men viser fra podiet hvordan man giver en virkningsfuld fremstilling af Rigets budskab i forskellige situationer. — 1 Tim. 2:11, 12.

¹⁵ En ny gren af Elisa-gerningen skød frem i 1959. Man arrangerede et fire ugers kursus for menighedstilsynsmænd i samtlige lande hvor Vagttårnsselskabet har et afdelingskontor med egne lokaler. Tilsynsmændene indbydes til at modtage gratis undervisning.

16. (a) Hvordan har dette arbejde gavnet dem der skildres af den fortabte søn? (b) Med hvilke ord viste The Watchtower for 1. maj 1937 at nogle ikke havde arbejdet på at forbedre deres tjeneste?

¹⁶ Vi har kun i korthed skitseret dette undervisningsarbejde, men husk at selv om det har været til stor velsignelse for Jehovas vidner selv, er det ikke standset med dem. Naturligvis ikke. Det er et middel til at nå et mål, og i kraft af dette middel kan der udføres en virkningsfuld og omfattende tjeneste til gavn for alle der er i nød, deriblandt dem der skildres ved den fortabte søn. Alle Jehovas vidner kan og bør vise deres værdsættelse ved at benytte disse midler og derved forbedre deres tjeneste. Ville det ikke være trist om nogen af en eller anden uvæsentlig grund afslog at gøre brug af disse midler, og dermed åbnede sit sind for en vranten ånd i lighed med den som den ældste søn i Jesu lignelse lagde for dagen? (Luk. 15:25-30) Dersom vi oprigtigt og ydmygt bestræber os for at bruge disse midler kan vi vise sand næstekærlighed, også imod „den fortabte søn“. Vi bryder os ikke om at vise manglende nidkærhed og komme til at lide under følgerne deraf. For en del år siden var der nogle som gjorde dette, som bemærket på side 130 i The Watchtower for 1. maj 1937, under overskriften „Kredstjener“. Der stod: „Forkyndelsen af Rigets Budskab er af altoverskyggende Betydning nu. Det er de salvedes Forret at stemme om, hvem der skal være Kredstjener, men ’Brændehuggere og Vandbærere’ (Jos. 9:21-27) kan tjene. (5 Mos. 16:12-15; 29:11) Findes der ingen i Kredsen, der egner sig til at udfylde Pladserne som Kredstjener eller Arbejdsudvalg, og der findes Jonadabvenner, som har Evner og er nidkære, lad da Jonadabvennerne blive indsat i Arbejdsudvalget og giv dem Lejlighed til at tjene. Arbejdet skal ikke sinkes, fordi nogle mangler Nidkærhed. Evangeliet skal forkyndes nu. — Matt. 24:14.“

17. (a) Hvilken uret adfærd kan nogle, både blandt resten og de andre får, have gjort sig skyldige i? (b) Hvordan har deres oprigtige anger imidlertid vist sig?

¹⁷ Mange enkeltpersoner såvel blandt resten af Kristi medarvinger som blandt de „andre får“ har på et eller andet tidspunkt i deres liv handlet ligesom den fortabte søn. Skønt de havde indviet sig til Jehova forlod de deres Faders hus, og nogle af dem syndede endog så groft at de måtte udstødes af menigheden. Senere hen har de imidlertid vist oprigtig anger og atter vendt sig til Jehova Guds menighed. Både over for den og over for deres himmelske Fader har de indrømmet at de har handlet forkert. De har omvendt sig og ændret deres handlemåde. Nogle af dem har måske levet i utugt og hor, men nu har de åbenbaret at de har den ånd som den fortabte søn havde da han vendte hjem til sin faders hus; de har lagt det rette hjertelag for dagen, bedt deres Fader om tilgivelse og anmodet om at måtte blive trælle i hans organisation. De der har vist oprigtig anger, ligesom den fortabte søn, er glade igen fordi de er blevet genoptaget i menigheden. Nu viser de en ydmyg indstilling og sammen med dem der forblev i deres Faders hus forkynder de atter den gode nyhed om Guds rige.

18. Hvilke muligheder for tjeneste åbner der sig for den der har været udstødt, er blevet genoptaget og gennem nogle år har vist sig ulastelig?

¹⁸ De der har fået deres Faders tilgivelse og som ydmygt har tjent som gode trælle efter at de er vendt hjem fra den urene tilstand de levede i som udstødte, viser sig måske med tiden at være udmærkede tjenere i deres Faders husstand. I løbet af en årrække glemmes den skamplet de i sin tid satte på deres personlige omdømme og som gjorde et dårligt indtryk på folk uden for den kristne menighed. Hvis menigheden på grund af en sådan broders ulastelige opførsel siden han blev genoptaget, er kommet til at betragte ham som et godt eksempel, og han har vist sin ydmyghed og sin kærlighed til Jehovas ord og arbejde gennem ti år efter sin genoptagelse, vil det være i overensstemmelse med lignelsen om den fortabte søn om broderen bliver brugt som menighedsbogstudieleder og får lov til at holde offentlige foredrag. Senere kan han måske endog få den forret at yde en endnu større tjeneste i Jehovas organisation. Hvis han siden sin genoptagelse har vist sig at være et eksempel for Guds hjord under ti års trofast tjeneste, og hvis menighedens udvalg skønner at han kunne tildeles en større tjenesteforret, hvorfor så ikke give ham den? Hvis han har vist at han nu har i sinde at blive i sin Faders hus for bestandig, og at han trofast helliger sig husets interesser, synes der ikke at være noget i vejen for at han kan få betroet et større ansvar i Jehovas folks menighed igen.

19, 20. (a) Hvilken rolle spiller Guds ord og ånd i vor tjeneste? (b) Hvilke to sider af sagen er det vigtigt at vi forstår?

¹⁹ Som aldrig før er Bibelen det hele undervisningsprogrammet samler sig om. Alle de nævnte led i programmet bygger på Bibelens ord. Der findes intet der som Guds ord kan vende menneskers hjerter. Paulus havde dette i tanke da han skrev om de større goder der knytter sig til den nye pagt og tjenesten for den. Da Jehova bekendtgjorde den nye pagts vilkår sagde han: „Jeg giver min lov i deres indre og skriver den på deres hjerter.“ (Jer. 31:33) I tråd med dette skrev Paulus til korinterne: „Det kendes på jer, at I er et brev fra Kristus, ført i pennen af os, indskrevet ikke med blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på stentavler, men på kødtavler, nemlig menneskehjerter.“ — Ja, „Herren [Jehova, NW] er Ånden“, og når vi vender os til ham og lader hans ånd få frit løb i vore hjerter, idet vi holder os nær til hans ord, så kan vi ’med utilslørede ansigter som spejle genskinne Jehovas herlighed’. (NW) Vi kan således være redskaber for ham og nyde det store privilegium at hjælpe andre til at vende sig til ham, eller vende tilbage til ham. Og glem ikke at „den, der omvender en synder fra den vildfarelse, han er kommen ud i, frelser hans sjæl fra døden og skjuler en mangfoldighed af synder“. — 2 Kor. 3:3, 17, 18; Jak. 5:20.

²⁰ Til opmuntring for os vil vi til slut se på et forbillede der viser begge sider af sagen, nemlig at hjerterne endnu kan ændre sig og vende om til Jehova, og at Jehova selv har et stort og kærligt hjerte over for alle som virkelig er hans børn og som vender sig til ham.

Et forbillede

21. Hvad havde vakt de ti halvbrødres had til Josef, og hvorved røbede de deres dårlige hjertelag?

₂₁ Dette forbillede er det velkendte drama omkring Jakob og hans tolv sønner, berettet i Første Mosebog, kapitlerne 37 til 45. Jakob holdt særlig meget af to af sine sønner, Josef og Benjamin, fordi de var sønner af hans elskede hustru Rakel. Josef var genstand for sine ti halvbrødres bitre had fordi han i særlig grad nød sin faders gunst og fordi han havde nogle drømme fra Gud. Hans brødre var så indædt misundelige på ham at de lagde planer om at dræbe ham. Imidlertid valgte de i stedet at sælge ham som træl til nogle folk der skulle ned til Ægypten. Brødrene tog Josefs ærmekjortel, dyppede den i blod og sendte den hjem til deres fader, som skønnede at hans søn måtte være blevet ædt af et vildt dyr. De røbede i sandhed et meget dårligt hjertelag både over for Josef og over for deres fader. — 1 Mos. 37:2-36.

22, 23. Hvordan blev deres hjertetilstand sat på en ransagende prøve, og med hvilket resultat?

²² Årene gik. Gud ledede det sådan at Josef blev sat til at forvalte Ægyptens kornlagre. Da den forudsagte verdensomspændende hungersnød satte ind måtte Jakob to gange sende sine sønner ned til Ægypten for at købe korn. Josef genkendte sine brødre, men de genkendte ikke ham. Da de kom første gang traf det sig sådan at de røbede at de havde en dårlig samvittighed på grund af Josef. Men var der virkelig sket en forandring i deres hjerter? Da de kom anden gang arrangerede Josef det sådan at hans brødre blev sat på en hård prøve. Man fik det til at se ud som om Benjamin havde stjålet Josefs hellige sølvbæger! Josef, som de stadig ikke genkendte, befalede strengt at Benjamin skulle blive tilbage som hans træl. De andre kunne tage hjem. Nu fremsatte Juda, tydeligt støttet af sine brødre, den mest hjertegribende og spontane appel man nogen sinde har hørt, og det endda over for en tilsyneladende hård og fjendtlig mand! Juda pintes i sin sjæl da han forklarede hvor meget Benjamin betød for deres fader. Det endte med at han sagde at han selv ville være Josefs træl, så den unge Benjamin kunne rejse hjem sammen med sine brødre. Derpå fulgte et bevæget udbrud der kom fra hans hjertes inderste: „Hvorledes skulle jeg kunne drage hjem til min fader, når jeg ikke har drengen med? Jeg vil ikke kunne være vidne til den ulykke, der rammer min fader!“ — 1 Mos. 44:34.

²³ Der var ikke den fjerneste tvivl om at de havde forandret sig i deres hjerter. Josef var meget bevæget og græd højt mens han gav sig til kende for sine brødre. Men lad os se på den anden del af dramaet, Jakob, som venter derhjemme.

24. Hvordan reagerede Jakob da han hørte nyheden om Josef, og hvad viser hans reaktion?

²⁴ Vi kan forestille os den gamle fader der bekymret venter og spekulerer mens dagene og ugerne går. Skal han nogen sinde se sin elskede Benjamin igen? Skal han miste ham, som han mistede Josef? Langt om længe får han at vide at hans sønner er i sigte og snart vil ankomme. Han venter i sit telt. Vi kan se scenen for os. Han hilser sine sønner velkommen, den ene efter den anden, men den yngste, Benjamin, får en særlig hjertelig velkomst. Men hvad er det de siger? Den betroede mand dernede i Ægypten var ingen anden end Josef? Umuligt! Hvis det var rigtigt ville Josef i hvert fald have sendt et livstegn for længe siden. Sådan har Jakob sandsynligvis tænkt. Men hans sønner opfordrer ham til at komme og se hvad de har med hjem, så det må han gøre. Med tungt hjerte går han ud og tager et overblik over alle fødevarerne og det øvrige gods, for ikke at tale om alt det sølv og de smukke klæder Benjamin har fået. Men da han ser den vogn som specielt er sendt for at hente ham ned til Ægypten, da er sagen klar! Vognen er så luksuriøs og bekvem, netop det der skal til! Den er ikke alene et synligt forbindelsesled men det synlige transportmiddel der kan bringe ham til hans længe savnede Josef. Jakob griber fat i vognen; overbevist og fuldstændig overvældet udbryder han: „Det er stort, min søn Josef lever endnu; jeg vil drage hen og se ham, inden jeg dør!“ — 1 Mos. 45:25-28.

25. (a) Hvad røber alt dette om Jehova? (b) Hvordan kan vi vise at vi virkelig er hans børn? (c) Hvilken mulighed er stadig åben for dem der er faret vild?

²⁵ Jakob føler akkurat som faderen i Jesu lignelse: han glæder sig over sin søn der „var død, men er blevet levende, og var fortabt, men er fundet igen“. (Luk. 15:32) Josef var naturligvis ikke faret vild, som den fortabte søn, men det væsentlige her er den inderlige faderkærlighed der blev vist i begge tilfælde. Han der lod alt dette ske og lod det nedskrive i sit ord må i sandhed selv eje et hjerte der er større og langt kærligere end vi så det hos dem der blot var forbilleder. Hvis vi virkelig er Jehovas børn vil vi ønske at genspejle hans herlighed, og vise den samme kærlighed, tålmodighed og barmhjertighed som han. Vi vil benytte enhver lejlighed til at efterligne vor Fader i himmelen. (2 Kor. 3:18, NW) Skulle du imidlertid være faret vild, kan du afgjort ikke gøre noget bedre end at vende dig til ham og følge hans kærlige opfordring og tilskyndelse. Er du ikke enig med os? Ville det ikke være godt om du kunne regnes med blandt dem til hvem Peter skrev „I var vildfarende som får, men er nu vendt om til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand“? — 1 Pet. 2:25.

Hvad er det der mangler?

Der er i det mindste to udprægede mangler i kristenhedens kirker — de har ikke interesseret sig tilstrækkeligt for folkets åndelige sundhed og har ikke formået at bibringe medlemmerne bibelkundskab. Læg mærke til hvad præsten G. Paul Musselman sagde om det i The Saturday Evening Post for 18. november 1961: „Mange byboere synes måske at de kan klare sig uden kirken fordi de ser at den hovedsagelig er optaget af sine indre anliggender i stedet for at nå ud til folk og hjælpe dem. At den der går i kirke er uvidende om hvad Skriften lærer må virke lidet inspirerende på den der ikke går i kirke. Et rundspørge blandt kirkelige embedsmænd viste for eksempel at mange af dem ikke var sikre på om bjergprædikenen stod at læse i Det gamle eller Det nye Testamente.“