Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g86 8/12 s. 12-16
  • Et hus — på tre dage!

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Et hus — på tre dage!
  • Vågn op! – 1986
  • Underoverskrifter
  • Hvorfor?
  • Fredag, lørdag, søndag
  • En uge senere — i Brønderslev
  • Kvaliteten?
  • Hvad er hemmeligheden?
  • Vi fortsætter!
Vågn op! – 1986
g86 8/12 s. 12-16

Et hus — på tre dage!

For første gang i Danmark har Jehovas Vidner i dette efterår taget en metode i anvendelse som deres trosfæller i andre lande har benyttet i nogen tid. Det drejer sig om byggeri af rigssale på kun én weekend. Med traditionelt, solidt håndværk bygges en rummelig, velindrettet mødesal på tre dage.

„MAN TAGER 180 mennesker i tre dage — og bygger et hus.“ Denne overskrift kunne man læse i Holbæk Amts Venstreblad en dag midt i september. Mange læsere må have gnedet deres øjne da de så det. Et hus — med gulv, vægge, tag og indbo — kan det bygges på tre dage? Og hvor ’tager man’ 180 mennesker fra?

Det var sandt. Jehovas vidner i stationsbyen Jyderup på Sjælland havde sammen med trosfæller bygget en ny mødesal til deres menighed, en rigssal, et hus på 275 kvadratmeter med lejlighed på første sal, og de havde klaret opgaven på tre dage — fra fredag morgen den 12. til søndag eftermiddag den 14. september.

Ugen efter gentog dette sig i Brønderslev i Nordjylland. Og tre uger senere igen, denne gang i Marstal på Ærø. Hvad er grunden til at Jehovas Vidner har sat dette enestående byggeprogram i gang — og hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?

Hvorfor?

Jehovas Vidner har i Danmark 166 rigssale — mødesale som Vidnerne selv ejer og har bygget. Men den tilstrømning de har erfaret i de seneste år, har medført at mange af salene er for små. I nogle tilfælde er de heller ikke helt tidssvarende.

I både Jyderup og Brønderslev måtte man således mødes i en gammel bygning hvor salen var helt fyldt hver gang, og hvor der altså ikke var plads til yderligere vækst. Flere andre menigheder i Danmark oplever lignende forhold. Hvordan skaffer man nye og større sale?

Da Jehovas Vidner skal dække alle omkostninger selv, foretrækker de at opføre mødesale ved frivillig arbejdskraft. Derved sparer man på midlerne — og de medvirkende går til sagen med en særlig entusiasme når det hus de bygger er en rigssal som de selv skal bruge.

„Men hvorfor skal det hele foregå på bare tre dage? Vil I gerne i Guinness’ rekordbog?“ spurgte en journalist fra lokalradioen i Vestsjælland. „Det skyldes den måde vi prioriterer på,“ svarede et af Jehovas vidner. „Som kristne finder vi at opgaven med at forkynde Bibelens gode nyhed er det vigtigste arbejde i vor tid. Hvis vi skulle bruge 6-8 måneder på at bygge ville det gå ud over dette arbejde. Så vi foretrækker at bygge ved en koncentreret og forenet indsats, hvor mange fra hele landsdelen kommer og medvirker på én gang.“

Hvordan gik det så?

Fredag, lørdag, søndag

Stokkebjergvej i Jyderups udkant tidligt fredag morgen den 12. september. Lidt over klokken 5 mødes de første, mens det endnu er helt mørkt og temmelig koldt. På en mark er der opslået et stort telt, hvor der laves morgenkaffe.

Ved 6-tiden er der kommet en del biler, og snart står over 150 glade og forventningsfulde mænd og kvinder, unge og gamle — alle i arbejdstøj — og nyder morgenmaden. Klokken 6.45 samles man om en kort behandling af et skriftsted fra Bibelen, der bedes en kort bøn om Guds velsignelse over dagen, og lige før klokken 7 begynder nedtællingen.

Stille og parate, og mens dagen begynder at gry, står de 150 Jehovas vidner (senere kom der flere) omkring fundamentet til det der to dage senere skal være et færdigt hus. Nogle har et stykke værktøj i hånden, alle lytter mens byggeriets koordinator med stopur i hånden tæller: „Ti, ni, otte, . . . tre, to, en. Så kan I godt begynde, brødre!“

Hvad sker der? Et pludseligt udbrud af hektisk aktivitet? Nej, et par stykker går sindigt hen efter værktøj, nogle går hen og henter materialer — men hovedindtrykket er ro og beherskelse. De der har mest travlt er nogle fotografer.

Ud til gaden står et stort skilt med teksten: „Her hurtigbygges Jehovas Vidners rigssal, 12.-14. september.“ En dame går forbi, ser skiltet, ler lidt, ryster på hovedet, og går videre.

Byggeriet er roligt gået i gang. Eftersom fundamentet i forvejen er færdigt og de støbte indermure er opstillet, kan man begynde at arbejde mange steder på én gang. Mens tømrerne hejser det første tagspær op (allerede klokken 7.10) begynder murerne at arbejde på ydermurene, der skal være af røde sten.

Det går rask. Og da der er mange frivillige hjælpere, er der altid nogle parat til at holde et bræt her og række et søm der.

Op ad formiddagen begynder byggeriet for alvor at samle opmærksomhed i Jyderup. Den ene efter den anden går forbi på vejen, ser vantro på skiltet og på de mange mennesker der arbejder på grunden, og får en forklaring på hvad der foregår.

I et supermarked står en dame i kø og siger til en anden: „Det er mærkeligt derude på Jehovas Vidners grund. Der står en masse mennesker og kigger, men lige så stille gror der et hus op inde imellem dem!“

En journalist i lokalradioen beskrev det sådan: „Vi kan nu med en omskrivning af gamle Churchills ord sige: Aldrig har så mange lavet så meget på så kort tid. Det myldrer her! Men alting virker alligevel vældig organiseret. Lige nu . . . ja, jeg tror det er græsplænen der kommer!“ Rigtigt. Klokken var 11.20 fredag formiddag, og en lastbil havde lige afleveret en sending græstørv, klar til at rulle ud i det kommende haveanlæg.

Nogle spurgte journalisten hvad han syntes om at være der. „Det er skønt,“ sagde han. „Jeg nyder at lave en reportage uden at det skal handle om problemer, stridigheder, forurening og så videre. Her er alting bare fredeligt, og alt sker i samarbejde. Det er skønt!“

Et ægtepar fra Korsør havde hørt i radioen at byggeriet foregik, og de kørte helt til Jyderup for at se det. De stod i flere timer og så til.

En 40-årig dame var cyklet ud til byggepladsen for at se hvad der gik for sig. Hun fik en grundig forklaring, og bagefter måtte hun spørge et af Jehovas vidner: „Hvad er det egentlig jeres tro går ud på? Jeg vil meget gerne høre lidt om hvad I tror.“

En nabo sagde: „Jeg tror ikke på Gud. Jeg tror ikke på Bibelen. Men der må alligevel være noget helt specielt ved jer. Det er nok noget jeg ikke kan forstå.“ En anden nabo: „Jeg har været forbi flere gange. Jeg er meget imponeret. Aldrig har jeg set så ryddelig en byggeplads.“

Alt imens blev der arbejdet. Planen blev fulgt, og ud på søndagen stod det klart at målet ville blive nået: Der skulle holdes møde i det færdige hus søndag klokken 19. Søndag eftermiddag blev tæpperne lagt på, der blev plantet træer i haven, og stole og andet inventar blev sat på plads.

„Jeg er kommet for at sige undskyld!“ sagde en dame kort før mødets begyndelse. „Jeg stod og grinede ude ved jeres skilt i fredags. Nu vil jeg gerne tage det i mig igen. Det er fantastisk hvad jeg har set her.“

Og så kunne de medvirkende klokken 19 tage plads i et hus der to dage forinden ikke havde været der. Det er ikke for meget sagt at stemningen var præget af både fest og højtid. Alle følte at de havde deltaget i noget helt enestående — et fællesskab som de tilskrev Guds ånds velsignelse og deres oplæring som kristne. Menighedens præsiderende tilsynsmand var selv bevæget da han åbnede det første møde. Med en følelse af jubel tænkte alle: „Vi nåede det!“

En uge senere — i Brønderslev

Fredagen efter var det nordjydernes tur. De skulle bygge et hus på 307 kvadratmeter. De nåede det også — endda i god tid!

Der kom i alt over 250 hjælpere. De var fra 63 menigheder i Danmark, og nogle kom helt fra Sverige og fra Færøerne. Af de frivillige var 52 beskæftiget med bespisning af de øvrige. Maden var lavet på forhånd, og en stor del af madvarerne var foræringer. Nogle firmaer gav en stor prisreduktion på mad eller på byggematerialer da de hørte at det var til Jehovas Vidners byggeri. „Det er jo filantropisk,“ som én sagde.

Mens byggeriet var på sit højeste kom en kendt lokalpolitiker fra Nordjylland på besøg. Han var boblende fuld af begejstring over det han så. „Mange bruger store ord,“ sagde han, „men gerningerne kniber det med. Dette her — det er gerninger så det batter! Jeg er fuld af lovord. Normalt kan ingen løfte en finger uden tilskud fra det offentlige. Men I klarer alt dette selv!“

Et af Jehovas vidner som selv er håndværker, havde denne betragtning: „Jeg tror ikke det her bare drejer sig om byggeriet af en rigssal. Det drejer sig om samarbejde, ydmyghed og Guds ånds frugt. Det må være en lektion i hvordan det skal gøres når Paradiset skal genindføres på jorden.“

Søndag eftermiddag kunne de medvirkende med stolthed betragte et smukt og gedigent hus der indeholdt en nydelig mødesal med gardiner, bagtæppe, lyseblåt gulvtæppe, vindueskarme af marmor, tiltalende rustik-lofter i træværk, pladser til over 120, og med højttaleranlæg og andet udstyr. Desuden forhal, bibliotek, toiletter og handicaptoilet.

En funktionær på en nærliggende skole havde spurgt: „Hvornår holder I møde?“ På søndag klokken 17, lød svaret. „Ja,“ svarede han, „men jeres faste møder, hvornår holder I dem? Jeg har set hvad I har lavet her i denne weekend, og det er lige noget for mig. Jeg vil gerne komme fast til jeres møder.“

Kvaliteten?

„Bliver der nu ikke tale om byggesjusk?“ spurgte en ung mand da man fortalte ham om tredages-byggerierne.

De der har set resultatet svarer at kvaliteten er mindst lige så høj som ved traditionelt byggeri. Og det drejer sig om solide, grundmurede huse med alt hvad der hører til et hus, ikke om skurlignende klubhuse.

„Da det kun varer tre dage, har vi kunnet få tilsagn fra nogle af Danmarks dygtigste håndværkere,“ nævner byggekoordinatoren. Hvis byggeriet skulle have strakt sig over mange måneder, ville mange ikke have haft tid. Men tre dage kan man afse.

Alle medvirkende får denne besked: Forcér ikke dit arbejde. Tag din tid. Gør det godt nok — første gang! Så sparer vi den tid det ville tage at lave det om. Tag hensyn til andre. Husk sikkerheden. Og læg vægt på den gode omgangstone, også når du bliver træt.

En sej nordjyde som selv har bygget huse i mange år, medvirkede. Han hører ikke til dem der forhaster sig med at rose. Men da han så den nye rigssal stå færdig måtte han alligevel sige: „Jeg har bygget mange huse i min tid. Og dette her er nok lige så godt som nogen af dem.“ En uhørt ros, siger de der kender ham.

Hvad er hemmeligheden?

„Hemmeligheden ligger i vores kristne tro og i den oplæring vi får som et forenet samfund af kristne,“ sagde et af Jehovas vidner i et radiointerview. „Er det en idé det offentlige kan tage op og bruge når der skal bygges i fremtiden?“ — „Ja, hvis man kan finde folk der vil arbejde som os — gratis, frivilligt og med de kristne principper som grundlag — så er man velkommen til at tage ideen op.“

Et grundigt forarbejde hører med til forklaringen. Cirka 6 måneder er minimum til dette. Der skal købes grund og bestilles materialer. Grunden skal forberedes, husets fundament skal støbes og hærdes, og de frivillige arbejdshold skal sammensættes. Alle materialer skal ligge klar på byggepladsen.

I Danmark fungerer der to parallelle hold af håndværkere, henholdsvis øst og vest for Storebælt. Hver af de to byggeorganisationer har erfarne håndværkere til at lede de særskilte opgaver — tømrerarbejde, murerarbejde, VVS-arbejde og så videre. Disse „flyvende hold“ rykker ud når et tredages-byggeri skal foregå. Sammen med frivillige, lokale hjælpere klarer de arbejdet. Desuden er der en service-organisation, der tilrettelægger og koordinerer indkøb, indkvartering, bespisning og andet.

Smidighed og samarbejdsvilje medvirker til at alt går så glat. Man spekulerer ikke meget på faggrænserne. I Brønderslev sagde man på et tidspunkt: „Vi efterlyser et par medarbejdere til at bære brædder ind.“ Straks meldte to elektrikere sig. Ved byggeriet i Jyderup så man en ingeniør arbejde som murerhåndlanger, et postbud save el-rør til, en husmoder skære glasuld — og en mand der til daglig sælger brillestel stod oppe på taget og hjalp med spær og lægter.

Vi fortsætter!

Tre uger efter byggeriet i Brønderslev blev en lignende rigssal opført i Marstal på Ærø.

Nu står mindst 20 menigheder i Danmark i kø for at få lov at bygge en rigssal på tre dage! Behovet er der. Tilstrømningen til vore menigheder fortsætter. Vi har nu en erfaring og ekspertise der sætter os i stand til at dække behovet for nye steder hvor retsindige kan undervises i Guds ord.

[Ramme på side 16]

Fra et kirkeblad

I et kirkeblad fra Jyderup stod følgende indlæg:

„Fra mit køkkenbord kan jeg se . . . Jehovas Vidner arbejde på at bygge deres nye Rigssal. Det er meget underligt for mig, og det sætter mange tanker i gang. For hvad er det egentlig, der vokser mens vi sover? . . . De er mange — ældre og unge familier med små og store børn. De er flittige — meget. Foruden nu at bygge deres hus, går de jo også fra dør til dør og vil vække os, for det vi/jeg tror på, er ikke så rigtigt som deres. Eller hvad jeg nu skal kalde det. Een ting er sikker! Jeg er ikke så god til at forklare min tro! Jeg kan ikke klare mig! Jeg kan ikke udlægge Bibelen som de kan! Så jeg gør det, der er nemmest i den situation. Jeg afviser at tale med dem, og sådan går det sikkert også en del andre steder. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på om folkekirkens medlemmer også kunne stå sammen og bygge en kirke ved frivillig arbejdskraft.“

[Ramme på side 16]

Nogle avisoverskrifter

„Bygger rigssal på rekordtid.“ — Kristeligt Dagblad.

„Jehovas Vidner fik deres rigssal i rette tid.“ — Vendsyssel Tidende.

„Man tager 180 mennesker i tre dage — og bygger et hus.“ — Holbæk Amts Venstreblad.

„Næsten til rekordbogen: Nyt hus op på tre dage.“

„Beundringsværdig indsats rejser Jehovas Vidners rigssal fra støvet.“ — Vendsyssel Tidende.

„Rigssalen i Jyderup bygget på tre dage.“ — Kalundborg Folkeblad.

[Illustrationer på side 13]

Jyderup rigssal: Allerede fredag formiddag var alle spær sat op

Jyderup rigssal, lørdag morgen: En „levende kæde“ lægger tagsten parat

Jyderup rigssal: Søndag kl. 19.00 kan den nye sal tages i brug — som planlagt

[Illustration på side 14]

Fredag morgen

Begyndelsen til Brønderslevs nye rigssal, kort efter „nedtællingen“

[Illustration på side 15]

Søndag eftermiddag

Den nye rigssal i Brønderslev var færdig i god tid før det første møde skulle holdes, den 21. september kl. 17

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del