eller drak jeg, men jeg bad uophørligt Jehova om at hjælpe mig så jeg kunne forblive tavs for brødrenes skyld. Da jeg endnu en gang blev ført for Gestapo tænkte jeg på Daniel i løvekulen. Gestapo-folkenes banden røbede det jeg så inderligt ønskede at høre: brødrene var undsluppet politiets fangstnet! Min glæde var ubeskrivelig.

I juli fik jeg meddelelse om at min hustru var blevet arresteret. Vor søn ville blive opdraget af nazister. Mange andre af vidnernes børn var med magt blevet taget fra forældrene og anbragt i nazihjem. De fleste af disse børn blev styrket ved denne prøve. En pige på tretten år skrev til sine forældre: „Jeg tænker altid på trofaste mænd som Job, Daniel og andre; jeg tager dem til eksempel, og jeg ville hellere dø end opgive min trofasthed mod Gud.“ Trods stærkt pres nægtede disse børn at tilslutte sig Hitlerjugend. Deres kristne opførsel bevirkede undertiden at naziforældre foretrak dem for deres egne børn.

Fra fængselslejre til Sachsenhausen

I Emsland mosedistrikt drev det umenneskelige arbejde og den grusomme behandling næsten én til desperation. Måske har du hørt om „Waldesrands helvede“. Troen og samværet med loyale vidner satte mig i stand til at tåle det utroligste. Om søndagen holdt vi fælles bibelstudier, det vil sige, vi genkaldte os hvad vi havde lært fra Guds ord i tidligere år. Vi indbød vore medfanger til at drikke „livets vand“ sammen med os. Tit lyttede de opmærksomt til vore samtaler.

Da jeg havde afsonet min fængselsstraf var den anden verdenskrig brudt ud, og jeg blev ført tilbage til Berlin. Nioghalvfems dage senere smækkede portene i Sachsenhausen koncentrationslejr i bag mig. Man kan slet ikke forestille sig den modtagelse jeg fik af SS-fangevogterne; men stor var min glæde da jeg blev hilst af 280 vidner, der alle havde været udsat for en lignende hård prøve og var blevet styrket derved. Det var de trofaste kristne der blev omtalt i bestselleren The Theory and Practice of Hell: „Da krigen brød ud blev vidnerne i Sachsenhausen koncentrationslejr opfordret til frivilligt at melde sig til militærtjeneste. Hver gang de nægtede blev ti af dem skudt. Da fyrre ofre var blevet dræbt holdt SS inde. . . . Man fik uvægerlig det indtryk at det psykologisk set aldrig helt lykkedes SS-folkene at tage Jehovas vidners udfordring op.“ Hvilken glæde og trøst var det ikke at være iblandt dem! Jeg forstod bedre end nogen sinde hvad Bibelen mente når den sagde: „Jern skærpes med jern, det ene menneske skærper det andet.“ — Ordsp. 27:17.

Gang på gang blev det tilkendegivet os at vi blot kunne underskrive en erklæring og fornægte vor tro, så ville lejrens porte åbne sig for os. Mademoiselle Genevieve de Gaulle, en niece af Charles de Gaulle, bekræftede dette da hun mindedes vore søstre i Ravensbrücklejren: „De kunne være blevet løsladt øjeblikkelig hvis de ville have fornægtet deres tro, men de ophørte ikke med at yde modstand. De havde endog held til at få smuglet bøger og traktater ind i lejren, selv om disse publikationer blev årsag til at adskillige af dem blev hængt.“ Resultatet af en sådan frygtløs forkyndelse var at 300 unge russiske kvinder i lejren blev Jehovas vidner. Skønt det var forbudt at forkynde for andre fanger (der kunne blive idømt femogtyve slag og ensom arrest hvis de lyttede), var Jehovas folk besluttet på at fortsætte lige til enden for at bevise at Jehova styrker dem der hører ham til. En af de overlevende fra Buchenwald har berettet at vidnerne forkyndte deres tro „uanset forbud og straf“. De havde ikke alene deres egne men også andres interesser på sinde. I Neuengammelejren i nærheden af Hamburg udgav vore brødre endda regelmæssigt en avis. Den hed Nyt om Guds rige.

I udryddelseslejren ved Auschwitz blev en af brødrene sendt hen for at reparere varmesystemet et sted hvor tredive af vore søstre arbejdede. Seks dage i træk brugte han middagstimen til at tale med dem om Guds ord. Det gav dem ny styrke og de takkede Jehova derfor. En velvillig skildvagt sad med gevær ved fod og lyttede interesseret. Det var ikke usædvanligt at fangevogterne gav deres besyv med når brødrene talte sammen. Vore fangevogtere fik altid et frimodigt og klart vidnesbyrd, for vi vidste at deres evige liv såvel som vort eget stod på spil. En søster blev sat til at arbejde på en SS-Obersturmführers kontor, og ofte truede han hende: „Jeg skal sørge for at du får hovedet kappet af!“ Uden hans vidende benyttede hun hans maskiner og fremstillede litteratur der skulle bruges ved et konvent som skulle afholdes i lejren. Mange gange talte hun til ham om Jehovas hensigter, og lidt efter lidt blev han venligere. Ved en sådan frygtløs forkyndelse og næstekærlighed blev troen ofte født i løvens hule. Her og der i de forskellige lejre trak SS-fangevogtere deres nazi-ed tilbage og erklærede at de troede på Jehova. Disse „Saulus’er“, vore forfølgere, blev „Paulus’er“, vore medfanger. Blandt de politiske fanger var der også mange både mænd og kvinder som blev Jehovas vidner. Selv dåb kunne vi afholde, og en vandtønde gjorde det ud for dåbsbassin.

Vor tro på Jehova blev aldrig gjort til skamme. Det er sandt hvad den kendte svenske journalist Björn Hallström senere skrev om vore brødre under naziinkvisitionen: „De blev behandlet dårligere end nogen anden gruppe, men i kraft af deres tro på Gud lykkedes det dem at holde ud bedre end nogen andre.“

Uden for lejrene indfangede Gestapos net aldrig mere end halvdelen af vidnerne. Mens 10.000 af os var indespærret fortsatte andre 10.000 med at forkynde den gode nyhed om Jehovas rige. De holdt hemmelige møder om natten eller i skovene. Selv begravelser var for brødrene dyrebare lejligheder til at nyde det kristne fællesskab.

Håndskriften på væggen

Seksten af os fik som straf for at være „hovedmænd“ femogtyve slag med en jernstang og blev spærret inde. Derpå anbragte de os som et såkaldt SS-byggekompagni på klippeøen Alderney i Kanalen. Skønt vi måtte udholde mange prøvelser fra vore fangevogteres side havde vi også lejlighed til at afværge farer og lidelser som kunne være kommet over vore medfanger. Som bekendt begyndte Hitlers stjerne at falde efter at hans hære var blevet standset ved Stalingrad. Nazisterne var begyndt at se håndskriften på væggen.

En stjerneklar juninat i 1944 stod vi nede ved havnen og betragtede de allieredes invasion. Nu fulgte vor tilbagetrækning. I gamle skibe blev vi transporteret til St. Malo, hvorfra vi pr. tog — tres mand i hver godsvogn — blev kørt gennem Frankrig, Belgien, Holland og tilbage til Tyskland. Planen om at sænke en del skibe med os om bord i Kieler Bugten mislykkedes da vor deportation til Østrig blev forsinket. Den 5. maj 1945 blev vi endelig befriet af amerikanske pansertropper.

Omtrent samtidig tvang presset fra de fremtrængende allierede hære koncentrationslejrenes porte op på vid gab, og tusinder af udtærede fanger strømmede ud i de udbombede egne. De måtte marchere under bevogtning, og SS-folkene skød dem der var for svage til at følge med, og dem der blev grebet i at stjæle mad på vejen. Mange døde undervejs. Jehovas vidner hjalp hinanden så ingen behøvede at give op. Ofte forkyndte de for landsbyernes beboere, som til gengæld delte deres madrationer med dem — endnu en foranstaltning fra Jehova. Snart kunne det ene, snart det andet af vidnerne sige de lykkelige ord: „Nu er jeg fri. Jeg takker Faderen at jeg fortsat kan prise hans navn!“

Inkvisitionen var faldet til jorden.

Genopbygning

Jehovas ånd styrkede os til aktivitet. Mange af os havde slet ikke planer om at vende tilbage til vore hjem. Vore tanker gik først og fremmest til Selskabets ejendom i Magdeburg. Vi erfarede at den var ved at blive omdannet til hotel for russerne. At få sovjetofficererne til at forstå hvem Jehovas vidner var, viste sig at være en nervenedbrydende opgave. Vort arbejde i østzonen var muligvis slet ikke blevet genoptaget dersom vi ikke hver eneste dag kraftigt havde betonet at vor organisation i Tyskland førhen havde sit hovedkvarter i Magdeburg og at vi havde planer om at lede arbejdet i alle fire okkupationszoner fra dette kontor. Endelig samtykkede de, og arbejdet skred frem i kommunistzonen ganske som andre steder.

Inden længe var de tyske menigheder organiseret på ny. I begyndelsen forkyndte vi næsten udelukkende med Bibelen og en enkelt traktat, men vi kunne i det mindste mødes i frihed og hjælpe hinanden. Under disse møder i den første tid efter krigen kunne det ske at en broder eller søster faldt ned fra stolen af sult eller udmattelse. Fra vore brødre i Amerika og Schweiz modtog vi pakker med mad og klæder. Disse var en stor hjælp og blev oprigtigt værdsat.

Vi var 9000 forsamlet til konvent i Nürnberg i 1946. Begærligt slugte vi hvert ord der blev sagt. Også i Magdeburg blev der afholdt et konvent hvor 6000 var til stede. Man kan vanskeligt gengive russernes ansigtsudtryk og gestus da de hørte os synge og så hundreder vandre af sted til dåben. Ganske vist var sammenstimlen strengt forbudt, men efter at vi havde forklaret dåbens betydning gjorde russerne ingen ophævelser. Denne frihed under Østtysklands nye totalitære styre skulle ikke vare længe.

Selskabets præsident broder Knorr kom til Tyskland i 1947. Der blev skrevet kontrakt om leje af den bygning og den grund i Wiesbaden hvor vort udvidede betelhjem nu ligger. Her i Vesttyskland har de få tusind vidner der fandtes ved krigens slutning haft den glæde at erfare så voldsom en vækst at der i dag er 68.000 der nidkært forkynder den herlige nyhed om Jehovas nye verden. Mit hjerte strømmer over af glæde og taknemmelighed fordi Jehova har ladet dette ske. Jeg værdsætter også de lykkelige uger som jeg i 1950, 1953 og 1958 tilbragte ved de store internationale stævner i New York. Jehova har også foranstaltet stævner for os her i Tyskland, som for eksempel i 1955, da 125.000 kom til Nürnberg og Berlin. Man forundres over hvor meget Guds tjenere kan udrette og opleve i løbet af få år.

Udfrielsen sikker

Mens kommunisterne var vore medfanger i de nazistiske koncentrationslejre sagde de ofte truende til os: „Hvis vi nogen sinde kommer til magten vil vi hænge alle jer komedianter!“ I 1950 blussede den totalitære inkvisition op på ny i det kommunistiske Østtyskland i form af et forbud mod Jehovas vidner. Atter blev ejendommen i Magdeburg konfiskeret, og endnu en gang har vore brødre i tillid til at Jehova har magt til at udfri taget udfordringen op.

Kan I forstå hvorfor mine tanker ofte trænger igennem det jerntæppe som deler Tyskland, ind til de vidner der led i årevis i nazistiske lejre og som nu befinder sig i kommunistiske fængsler? For øjeblikket er 407 trofaste vidner fængslet i Østtyskland. Jeg tænker på halvfjerdsårige brødre som X og Y, og andre der ikke er meget yngre, som for eksempel broder Z, broder A og broder B, som alle på grund af deres trofasthed mod Jehova har tilbragt næsten tyve år i kløerne på Guds grusomme fjender.

De rapporter som slipper igennem er opmuntrende og tillidsfulde. Vore brødre dér står fast mens de holder sig håbet om Riget for øje og taler derom til deres næste. Derved giver de daglig bevis for at Jehova ved sin konge Kristus hersker midt iblandt sine fjender. Totalitære inkvisitioner kan fængsle og pine Jehovas folk hvis Jehova tillader det som et vidnesbyrd; men intet kan indespærre Jehovas ånd!

Måtte de under totalitær inkvisition forfulgte kristne og deres modstandere aldrig glemme at Jehova uophørligt var hos sine vidner under naziinkvisitionen. Han nærede og trøstede dem når de græd af udmattelse. Han gav dem fornyet mod når de faldt i afmagt. Dem der var trofaste til døden lovede han udfrielse ved en opstandelse. Og da hans tid var inde slog han portene op og befriede sit folk!

Sikkert er det at tro på Gud fører til udfrielse. Hans nye retfærdsverden står for døren! Jehovas vidner synger allerede: „Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!“ — 1 Kor. 15:57.

Tålmodighed og udholdenhed

1. Hvilke velsignelser kan medlemmerne af den nye verdens samfund få del i?

JEHOVA, evighedens Gud, er den egentlige kilde til den styrke som er grundlaget for tålmodighed og udholdenhed. De mennesker som føres ind i Jehovas kristne organisation og får en plads i den, må gøre en indsats for at forblive på den. Den er ikke en hædersbevisning. Man må vise sig udholdende lige indtil man er kommet ind i den retfærdige nye verden. Mens man spejder frem mod den nye verden, kan man få del i de åndelige rigdomme som Jehova i overmål skænker sit folk efterhånden som sandhedens lys kommer til at skinne med større og større klarhed. Desuden kan man være med i det store høst eller indsamlingsarbejde som Jesus sagde skulle foregå i vor tid. Under udførelsen heraf vil man blive støttet af Jehovas ånd. (Zak. 4:6) Selve det at så mange mænd, kvinder og børn beredvilligt går op i dette gigantiske internationale forkyndelsesarbejde, er et stærkt vidnesbyrd om Kristi anden nærværelse og tilskynder os til at holde ud i tjenesten.

2. Hvordan viste Jesus og hans disciple deres udholdenhed?

² Jesus blev banebryderen for denne omfattende forkyndervirksomhed. Han tabte ikke modet fordi menneskemasserne hånende råbte efter ham: „Du må jo være besat.“ Han gjorde det heller ikke dengang mange af hans disciple vendte ham ryggen og ikke længere ville følge ham fordi han ligefremt havde fortalt dem en sandhed. Også Jesu disciple havde den rette indstilling og blev ikke nedslåede. Da han spurgte dem: „Vil I også gå bort?“ svarede Peter: „Herre! til hvem skal vi gå hen? Du har det evige livs ord.“ (Joh. 7:20; 6:66-68) Der er heller ingen grund til at deltagerne i det forkyndelsesarbejde som Jesus i sin tid indledte, skal blive modløse når mennesker holder op efter at de har vist interesse og været med et stykke tid. (Ez. 33:32) Jesus var et fuldkomment menneske hvis tale kunne gøre dybt indtryk på store menneskeskarer, og han kunne undervise dem så de blev overbevist. I sine lignelser talte han om ting som de havde kendskab til: får og bukke, landbrug og fiskeri. På samme måde kan vi med fordel anvende hændelser fra dagliglivet og udrette noget lignende, skønt vi som regel står over for mindre forsamlinger. Vi kan besøge mennesker i deres hjem, tålmodigt besøge dem igen og lede bibelstudier med familier, og således vise alle et kærligt hensyn. Vil du følge Jesu eksempel og ligesom han være optaget af tjenesten på arbejdsmarken, være kristen af gavn og ikke af navn alene?

3. Hvad indbydes mennesker til, og hvordan reagerer de heroverfor?

³ Jesus fortalte om en mand der ejede en stor vingård som var moden til at høstes. Manden bad sine to sønner hjælpe til med arbejdet i vingården. Den første sagde ja, men gik ikke derhen; den anden sagde nej, men fortrød det bagefter, og gik så alligevel derhen. Vi oplever nu den høsttid som Jesus forudsagde, og Jehova viser tålmodighed indtil indsamlingen er tilendebragt. Mange mennesker, der giver sig ud for at være sønner af Faderen i himmelen, er uvillige til at gøre det arbejde som han siger skal udføres. Jesus talte i virkeligheden til ypperstepræsterne og de indflydelsesrige ældste da han i sin tid sagde: „Sandelig siger jeg Eder: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige førend I.“ (Matt. 21:28-31) På Jesu tid var det oprigtige og ydmyge mennesker af alle samfundslag der tog imod budskabet og begyndte at forkynde det for andre. I dag forholder det sig på samme måde. Sådanne oprigtige og ydmyge mennesker viser en angrende indstilling og er villige til at tjene Gud, selv for øjnene af den klasse mennesker som giver det udseende af at gøre arbejdet. — Matt. 23:2, 3.

Tålmodighed og udholdenhed bærer sin løn

4. Med hvilket billede skildrede Jesus de forskellige måder hvorpå mennesker tager imod budskabet?

⁴ Når man aktivt er med i forkyndelsen fra hus til hus, opdager man sandheden i Jesu lignelse der står skrevet i Lukas-evangeliet 8:9-15. Der er forskellige slags mennesker ligesom der er forskellige slags jord; noget jord hviler på klippegrund, andet er fyldt med tidsler, og noget kan være af den gode slags der kan give sæden næring. Jesus forklarede: „Sæden er Guds ord. . . . Men det i den gode jord, det er dem, som hører ordet og gemmer det i et smukt og godt hjerte og bærer frugt i udholdenhed.“ De fleste mennesker behøver en personlig hjælp der ydes tålmodigt. De forstår måske ikke hvor vigtigt budskabet er, deres sind kan være fyldt med fordomme eller fejlagtige opfattelser, eller måske de er af den oprigtige overbevisning at deres forældres tro er den rigtige. Når vidnet kommer igen for at drøfte Bibelens sandheder nærmere, kan det være den besøgte prøver at undgå ham. Alligevel forsikrede Jesus os om at fårene ville høre hans, Mesterens, røst. Vi kan gøre vort til at dette bliver muligt, nemlig ved utrætteligt at fortsætte vor forkyndelse og vise vor „udholdenhed i god gerning“. — Rom. 2:7.

5. Hvordan skal man vise tålmodighed mens man arbejder på at få sæden til at vokse og bære frugt?

⁵ Sidste år blev der hver uge holdt 646.000 hjemmebibelstudier i hele verden, og 69.027 af deltagerne ved disse studier blev døbt. Så stor en indsats skal der altså til for at arbejdet kan bære frugt. Som Jesus rigtigt pegede på, falder noget af sandhedens sæd på vejen. Hos mennesker af den slags kommer Djævelen og tager ordet bort fra deres hjerte for at de ikke skal tro og blive frelst. Noget af sæden falder også på klippegrund. Den slags mennesker tager imod Guds ord med glæde, men budskabet kan ikke slå rod fordi muldlaget hviler på klippegrund. Disse mennesker tror kun til en tid; så snart modstandens hede når dem, visner de og dør bort. Anden sæd falder blandt tidsler. Det illustrerer mennesker der hører budskabet men er så optaget af livets bekymringer, rigdom og fornøjelser at sæden kvæles og aldrig når at vokse helt op. Der skal ledes mange bibelstudier før man finder den gode jord, og den må tålmodigt og metodisk luges for alt hvad der vil hindre vækst.

6. Hvorfor skal vi ikke blive modløse når mennesker forkaster budskabet?

⁶ En forkynder i Frankrig vidnede i syv år for sine arbejdskammerater uden at det gav resultater. Men til sidst lykkedes det ham at oprette bibelstudier med nogle af dem, og flere har gjort gode fremskridt i sandheden. Hans tålmodighed blev belønnet. Tab derfor ikke tålmodigheden i forkyndelsen fordi du ikke modtages med åbne arme af alle mennesker. Ikke alle og enhver lyttede velvilligt til Jesus, og mange af dem der lyttede af nysgerrighed ville ikke tro på hans lære; derfor må vi vente at noget tilsvarende vil gælde i vore dage. Hvis folk dengang ikke ville lytte til Jesus når han forklarede dem sin himmelske Faders sandheder, hvordan skulle vi så kunne vente at mennesker i dag vil være villigere til at lytte til hans tjenere? Der er ingen grund til at tro at verden vil omvende sig og at alle vil lytte til budskabet. Ikke desto mindre må mennesker i dag advares om Jehovas vredes dag således at de der ønsker at give agt derpå, kan redde livet. Arbejdet med at skille mennesker med fårets sindelag fra mennesker med bukkens sindelag skrider frem i alle dele af verden. Den måde hvorpå folk reagerer over for budskabet og behandler budskabets overbringere, afgør om de stilles på Kongens, Kristi Jesu, højre eller venstre side, der står for henholdsvis hans gunst og fordømmelse. Jesus udtalte: „Sandelig siger jeg Eder: hvad I ikke har gjort imod en af de mindste dér, har I heller ikke gjort imod mig.“ Når et menneske derfor affejer en forkynder af Rigets budskab med et „Jeg har ikke tid“ eller „Det har ingen interesse“, henvender det i virkeligheden disse ord til Kristus, hvis udsendinge eller ambassadører forkynderne er. — Matt. 25:45; 2 Kor. 5:20.

7. På hvilken måde kan vi anbefale sandheden til alle slags mennesker?

⁷ Den der kommer på Kristi vegne ønsker at forkynde på en sådan måde at der bliver mulighed for senere at aflægge et vidnesbyrd. Apostelen Paulus gav en glimrende vejledning i den retning: „En Herrens tjener bør ikke leve i ufred, men være mild [taktfuld] imod alle, dygtig til at lære fra sig, rede til at finde sig i ondt. Han bør med sagtmodighed tilrettevise de genstridige, om Gud dog engang ville give dem omvendelse, så de kom til erkendelse af sandheden og blev ædru igen og udfriedes af Djævelens snare, fangne som de er af ham, så de må gøre hans vilje.“ (2 Tim. 2:24-26) Nogle af de mennesker der i første øjeblik kraftigt afviser budskabet, gør det fordi de oprigtigt tror på det de tidligere har lært, ganske som det var tilfældet med Saulus fra Tarsus. Hans vildledte nidkærhed fik ham til at fare hårdt frem mod de første kristne, men da han omvendte sig til kristendommen bar han en ikke ringe del af de forfølgelser som de kristne blev udsat for. Paulus kunne med rette skrive: „Som Guds tjenere anbefaler vi os i enhver henseende ved stor udholdenhed i trængsler, under nød og angst, under hug og slag, i fængsler, under oprør, i slid og slæb, i nattevågen, i sult.“ — 2 Kor. 6:4-10.

8. Hvordan skal hele vor adfærd genspejle sandheden?

⁸ Det er ikke sikkert at din kristne adfærd har bragt dig så stor en modstand, men hver eneste indviet kristen kan anbefale sig som Guds tjener på den måde Paulus videre omtaler: „Ved renhed, ved kundskab, ved langmodighed, ved mildhed, ved Helligånden, ved oprigtig kærlighed; ved forkyndelse af sandheden, ved Guds kraft, ved retfærdighedens våben til angreb og forsvar; ved ære og vanære, ved ondt rygte og godt rygte; . . . som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gør mange rige; som de, der intet har og dog ejer alt.“ Paulus viste hvor ligevægtigt han stod og hvilken udmærket forståelse og værdsættelse af sandheden han havde. Intet fik lov til at slå hans mod ned, for han lod tjenesten for Jehova komme i første række. Han kunne arbejde tålmodigt selv om han blev udsat for hug og slag, blev kastet i fængsel og mødte modstand, og det var fordi han vidste at hans færd ville få Jehovas velsignelse.

Udholdende under modstand fra familiens side

9. Hvordan er det klogest at bære sig ad når familien modstår sandheden?

⁹ Måske møder du størst modstand fra de mennesker der står dig nærmest. Den forkynder som skønner på den langmodighed og tålmodighed Jehova har vist menneskene, bør i høj grad være overbærende, venlig og tålmodig over for andre, især over for medlemmerne af sin egen familie, også selv om de er modstandere af sandheden. En tålmodig og kærlig optræden kan med tiden få fjendtligt stemte slægtninge til at indse og tage imod sandheden. Utålmodighed vil blot uddybe kløften. Dersom medlemmer af familien ustandselig søger at hindre den kristne i at dyrke Gud, overvære møder og deltage i tjenesten, kan han ved tålmodigt at sætte Rigets interesser i første række — men ikke ved at give op — have mulighed for efterhånden at gøre dem trætte af at yde denne modstand. Jesus udtalte: „Den, som holder ud indtil enden, han skal blive frelst.“ (Matt. 10:22, 34-39) Ligeledes får vi at vide: „Finder I jer i at lide, skønt I gør det gode, da er I under Guds nåde.“ (1 Pet. 2:20) Efter en tids forløb vil modstanderne af sandheden, uanset hvem de er, indse at intet vil få dig til at tabe hverken tålmodigheden eller modet, og så vil de respektere dit standpunkt.

10, 11. (a) Hvordan rådede Peter og Paulus den kristne til at handle? (b) Hvad kan det være den kristnes standhaftighed belønnes med?

¹⁰ Det kan være at vanskeligheden vokser sig så stor at du end ikke kan tale om sandheden til de andre i familien; de vil overhovedet ikke høre på dig. Alligevel kan du uden et ord vinde dem for sandheden ved din gode opførsel. (1 Pet. 3:1, 2) En sådan adfærd vil simpelt hen gøre et godt indtryk. Den kristne skal ikke efterligne den gamle verdens manerer og gengælde ved at skælde ud, optræde hånligt og vise foragt for andres meninger. Følg hellere Paulus’ formaning: „Jag efter retfærdighed, gudsfrygt, troskab, kærlighed, udholdenhed, sagtmodighed.“ (1 Tim. 6:11) Siger en ægtemand til sin kristne hustru at hun ikke må gå ud i tjenesten eller overvære møder, véd hustruen at hun står over for et alvorligt problem, eftersom hun ved sin indvielse har lovet Jehova at gøre hans vilje. Hun ønsker ikke at trodse sin mand, men hun vil også gerne være trofast over for sin Skaber. Bibelen giver hende følgende vejledning: „Strid troens gode strid, grib det evige liv, som du er kaldet til og har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners nærværelse.“ Hun erkender at hendes mand ikke kan give hende livet, men det kan være at hun ved trofast at forblive i sandheden til sidst vil kunne gøre ham venligt stemt over for Guds ord så han tager imod det. Vil hun jage efter gudsfrygt og udholdenhed og aflægge denne gode, offentlige bekendelse? Det er hvad Gud ønsker hun skal. Hun kan ikke give slip på sin tro dersom hun vil opnå livet; hun vil derfor stadig omfatte sin mand med kærlighed men vil samtidig holde det løfte hun gav Jehova ved sin indvielse. — 1 Tim. 6:12.

¹¹ Et vidne, der første gang hørte om sandheden for otteogtyve år siden, er i al den tid blevet modstået af sin hustru og af sine slægtninge. Familien opsendte bønner og tændte lys for ham. Da han blev fængslet fordi han havde deltaget i forkyndelsen, sagde den at det var kun hvad han havde godt af. Hustruen påvirkede børnene så de ikke ville lytte til deres fader når han forklarede dem sin tro. Trods alt dette var han altid en kærlig fader og en god forsørger, sådan som en kristen fader skal være det, og han holdt fast ved sandheden. Efter mange års forløb læste hustruen i Vågn op! en artikel der behandlede den betydningsfulde rolle religion spiller i familielivet, og den gjorde så stærkt et indtryk på hende at hun spurgte om ikke Jehovas vidner ville holde et bibelstudium med hende. Nu er hun blevet døbt og er i sandheden sammen med sin mand, og de glæder sig begge over at Guds ord har knyttet dem nærmere til hinanden end nogen sinde.

12. På hvilke måder udmærker Jobs udholdenhed sig?

¹² Bibelen indeholder også mange eksempler på at det bringer velsignelse at holde tålmodigt ud. Job var stedt i lignende vanskeligheder. Han blev syg og mistede både familie og ejendom. Hans venner gik imod ham og sagde at han måtte have syndet siden Gud straffede ham. Hans hustru gav ham det dåragtige råd at han skulle forbande Gud og dø. Men Job holdt så beslutsomt fast ved sin tro at hans tålmodighed og udholdenhed er blevet et mundheld. I Jakobs brev 5:10, 11 læser vi: „Brødre! tag profeterne, der talte i Herrens navn, til forbillede i at lide ondt og være tålmodige. Se, vi priser dem salige, som har holdt ud. I har hørt om Jobs udholdenhed og set, hvordan Herren lod det ende; thi Herren er nåderig og barmhjertig.“ Såfremt du synes at du er vanskeligt stillet, så tænk over hvad Job måtte gennemgå, og vent dernæst tålmodigt således at du, i lighed med Job, kan velsignes sammen med din familie. Du kan være forvisset om at Jehova ikke vil tillade at du fristes eller prøves ud over hvad du kan udholde, samt at du vil sejre såfremt du ikke giver op. — 1 Kor. 10:13.

Hold tålmodigt ud til det sidste

13. Hvordan tjener israelitterne som et advarende eksempel for os nu?

¹³ Når et menneske tager imod Guds ords sandhed og knyttes til den nye verdens samfund, står det i en situation der ligner den hvori israelitterne befandt sig for flere tusinde år siden efter at de havde forladt Ægypten og var begyndt deres vandring til det forjættede land. Tilsvarende forlader retsindige mennesker i dag den gamle verdensordning og dens levemåde og sætter sig som mål at nå den retfærdige, nye verden. Det er imidlertid vigtigt at de ikke bliver modløse og utålmodige fordi vejen synes lang og besværlig. Ikke lang tid efter at israelitterne havde forladt Ægypten begyndte de at klage. Hele menigheden gav sig til at knurre mod Moses og Aron: „I har ført os ud i denne ørken for at lade hele denne forsamling dø af sult.“ (2 Mos. 16:2, 3) De glemte at det var Jehova der førte dem ved hjælp af skystøtten om dagen og ildsøjlen om natten. Det var Jehova der ville sørge for dem, hvilket han kort tid efter viste da han skaffede dem manna og vagtler at spise. Derpå klagede de over at de ikke havde vand nok, men Moses irettesatte dem med ordene: „Hvorfor frister I [Jehova]?“ Jehova havde ikke i sinde at lade sit folk omkomme af tørst; han lod vand vælde frem til dem ved Meriba. Da så nogle af mændene iblandt dem blev sendt af sted for at udspejde det land som de skulle indtage, fyldtes folket af frygt for indbyggerne i landet da det hørte spejdernes meldinger. Det klagede: „Hvorfor fører [Jehova] os til dette land, når vi skal falde for sværdet . . .? ’Lad os vælge os en fører og vende tilbage til Ægypten!’“ Efter dette sidste bevis på israelitternes manglende tro på Jehova og på hans magt til at føre og beskytte dem, måtte de til straf vandre fyrretyve år i ørkenen inden deres børn kunne komme ind i det forjættede land. — 2 Mos. 17:2, 3; 4 Mos. 14:3, 4.

14. Hvordan optræder Kristus nu som den større Moses?

¹⁴ I dag følger vi Kristi Jesu, den større Moses’, førerskab. Han giver os rigelig åndelig føde og sandhedsvand midt i et øde land. Han beskytter os imod al den modstand som Satan og hans horder kan rette imod os. Nu ønsker vi ikke at ligne de mange israelitter der, fordi de ingen tro og værdsættelse havde, blev utålmodige over for Jehova, hans foranstaltninger eller hans hensigters tidsbestemte fuldbyrdelse. Vi gør derimod vel i at tænke over det løfte vi læser i Salme 37:7, 9: „Vær stille for [Jehova] og bi på ham, . . . Thi ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på [Jehova], skal arve landet [eller: jorden].“

15. Hvilket budskab overbragtes menigheden i Efesus, og hvordan har det aktualitet for os nu?

¹⁵ Også de første kristne i menigheden i Efesus fik det råd at de skulle fortsætte i usvækket tro og nidkærhed: „Jeg kender dine gerninger og din møje og din udholdenhed, og jeg ved, at du ikke kan fordrage de onde; . . . og du har udholdenhed og har døjet ondt for mit navns skyld uden at blive træt. Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed.“ Dette må være kommet helt bag på brødrene i Efesus. De havde arbejdet ihærdigt og udholdende, men alligevel savnede de nu den nidkærhed, inderlige kærlighed og flammende begejstring hvormed de oprindeligt gik op i sandheden. Har du været aktiv i tjenesten i mange år, vil du ikke have at din oprindelige nidkærhed og glæde nu skal blive kold, men du vil gøre en indsats for at holde din nidkærhed og glæde levende som den kraft der holder dit liv i gang. (Åb. 2:2-4) Jesus forudsagde at dette problem ville opstå i vore dage, idet han pegede på at kærligheden ville blive kold hos de fleste. Men hvis vi væbner os med en stærk tro, regelmæssigt kommer sammen med menigheden og er aktive i tjenesten for Jehova, er det ikke noget som vil overgå os. Derimod vil vi skabe ligevægt i vort liv og vor færden ved at placere Jehovas interesser i første række og lade Jehovas rige være det mål vi stiler efter at nå.

16. Hvorfor kan den kristne vente at komme ud for modstand, og hvad må den kristne alligevel gøre?

¹⁶ Tålmodighed er kædet sammen med udholdenhed, den egenskab der gør at man stiller sig afgjort på sandhedens side uden at lade sig rokke af lidelser eller forfølgelser. Jesus advarede om at sandheden ville møde megen modstand: „Var I af verden, så ville verden elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer. Kom det ord i hu, som jeg har sagt jer: En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ (Joh. 15:19, 20) En virksom kristen kan forvente at komme ud for modstand i sin tjeneste, men til trods herfor må han fortsætte trofast, for udholdenhed nu vil i fremtiden betyde liv i den nye verden. Man kan ikke nøjes med at løbe det halve af vejen til livet og vente at modtage den lovede belønning; man må fuldføre løbet. Dette understregede Paulus i Hebræerbrevet 10:36: „I behøver udholdenhed for at gøre Guds vilje og få, hvad der er forjættet.“ „Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, lægge alt det bort, som tynger, og synden, som så let hilder os, og lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os.“ (Hebr. 12:1) Såfremt den kristne aldrig snubler fordi han mangler tro, men med stædig energi fortsætter lige til det sidste, vil han med Jehovas hjælp kunne løbe udholdenhedsløbet til ende.

17. Hvilken forfølgelse har nogle brødre måttet lide for sandhedens skyld? Hvad udvirker den imidlertid?

¹⁷ Både førhen og nu har mange brødre holdt trofast ud under streng forfølgelse. I et land sidder to brødre i øjeblikket fængslet for påstået „kontrarevolutionær virksomhed“, bare fordi de fortsatte med at forkynde og gøre retsindige mennesker opmærksomme på håbet om Riget. I et andet land har en broder, der har gået i spidsen for Jehovas vidners kristne virksomhed i mange år, lidt meget for sandhedens skyld. Han blev kastet i fængsel under ét styre, hvorefter han fik sin frihed i en kort periode og benyttede den til ivrigt at tage del i forkyndelsen. Nu er han blevet forrådt af et menneske som han stolede på, og har atter måttet vandre i fængsel. Men end ikke trusler om død vil få sådanne trofaste kristne til at opgive tilbedelsen af Jehova. Følgende ord af Paulus fylder os med styrke og mod: „Vi priser os også lykkelige over vore trængsler, da vi véd, at trængselen udvirker udholdenhed, og udholdenheden prøvet fasthed, og den prøvede fasthed håb, og håbet gør ikke til skamme; thi Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev os givet.“ (Rom. 5:3-5; Jak. 1:2, 3) Brødrene rundt om i verden har udholdt meget, uanset om de har haft overflod eller lidt savn, hvad enten de har været udsat for forfølgelse eller har levet under fredelige kår. Men uanset om tiderne er gunstige eller ugunstige ved de at glæde og tilfredshed kun opnås ved at være nidkært optaget af tjenesten for Riget. — Fil. 4:11-13.

18. Hvordan bør vi udnytte den kundskab om sandheden vi har modtaget?

¹⁸ De ønsker ikke at grave Rigets talenter ned ved at nægte at udnytte kundskaben om sandheden de har modtaget. Tværtimod anvender de til stadighed disse talenter ved i andre menneskers hjerter at plante, vande og pleje det samme håb som de selv ejer. Tjenerne i Jesu lignelse var klar over at deres herre ønskede at de skulle gøre brug af talenterne så de øgedes; de skulle ikke grave dem ned, i den forstand at de lod de betroede talenter ligge ubenyttede hen. Derfor ønsker vi i dag til stadighed at være virksomme i høstarbejdet og ikke at blive grebet så uforberedte som de falske hyrder der, for at undgå at blive lastet for at de i mange år har forkyndt falske lærdomme for løn, i sidste øjeblik giver det udseende af at de altid har været bønder der har dyrket jorden. (Matt. 25:14-30; Zak. 13:4-6; Mika 3:11) Jehovas tjenere ønsker at kunne vise at de har arbejdet energisk i vingården og under Jehovas ledelse har slidt i marken og været med i det store høst- eller indsamlingsarbejde. De nærer intet ønske om at give op nu mens høsten er i fuld gang. Nej, de vil arbejde tålmodigt videre indtil Jehova siger at værket er fuldført. — Es. 6:11; 2 Tess. 1:4, 5; 2 Pet. 1:6.

19. Hvad vil værne os imod at blive uvirksomme så vi ikke bærer frugt? Hvorfor bør vi være tålmodige og udholdende?

¹⁹ Også du kan være med i dette høst- og indsamlingsarbejde. Hvis du foruden tro ejer dyd, kundskab og udholdenhed, er der intet som vil kunne hindre dig i at være aktiv og at bære frugt når du bruger den nøjagtige kundskab som du har modtaget. Hvis du i mange år har arbejdet tålmodigt og stadigt med at fremme den nye verdens interesser, så hold fast ved de tjenesteforrettigheder du har, for at ingen skal berøve dig livets sejrskrans. (2 Pet. 1:5-8; Åb. 3:10, 11) Vi har råd til at være tålmodige eftersom tiden er på vor side. Men tiden løber fra den gamle verdensordning. Satan ved at hans tid er kort. Et afsnit af denne generation er alt hvad der er tilbage; hold derfor tålmodigt ud til det sidste og bliv frelst. Fortsæt med at forkynde indtil Jehova siger at høsten er omme og lader Harmagedon ødelægge den gamle verden. Husk at „den, som holder ud indtil enden, han skal frelses“. — Matt. 24:13; 2 Tess. 3:5.

Vækst i Korea

● For ti år siden rasede krigen i Korea. Dengang befandt der sig enogtres Jehovas vidner rundt omkring i hele landet. I dag er der 3844 Jehovas vidner i Korea. Det vil sige at for hver af de enogtres har treogtres nye sluttet sig til. Hvilken vækst på ti år! — 1961 Yearbook of Jehovah’s Witnesses.