Jehovas vidner i Tyskland 1933-1945 — 6. del

Naturligvis blev spørgsmålet om den anklagedes egen indstilling til militærtjeneste trukket frem, ligesom tilfældet var ved alle de andre retssager der blev afholdt på den tid. Balzereit erklærede sig fuldstændig enig med Føreren i den forklaring han havde givet: nemlig at krig i sig selv er en forbrydelse, men at ethvert land har ret og pligt til at beskytte sine borgeres liv.

Kort efter skrev broder Rutherford følgende brev til brødrene i Tyskland:

„Til Jehovas trofaste folk i Tyskland:

På trods af den ondsindede forfølgelse mod jer og den stærke modstand Satans redskaber i dette land har øvet, er det en glæde at vide at Herren stadig har nogle tusind i dette land som tror på ham og fortsætter med at forkynde budskabet om hans rige. Den trofasthed I viser ved at holde stand mod forfølgerne og forblive trofaste mod Herren, står i skarp kontrast til den stilling som Selskabets tidligere leder i Tyskland og andre der har arbejdet sammen med ham, har indtaget. For nylig har jeg fået en afskrift af de vidnesbyrd der blev afgivet under retssagen mod disse mænd i Halle, og jeg er forbløffet over deri at læse at ikke en eneste af dem der på det tidspunkt stod anklaget, aflagde et trofast og sandt vidnesbyrd om Jehovas navn. Det påhvilede i særlig grad den tidligere leder, Balzereit, at holde Herrens banner højt og erklære sig for Gud og hans rige midt i al modstanden, men der blev ikke ytret et ord som viste at han stolede fuldstændig på Jehova. Gang på gang har jeg henledt hans opmærksomhed på hvad der kunne gøres i Tyskland, og han har forsikret mig om at han gjorde alt hvad han kunne for at tilskynde brødrene til at bringe vidnesbyrdet ud. Men ved retssagen erklærede han eftertrykkeligt at der ikke var blevet gjort noget. Jeg behøver ikke at omtale dette nærmere. Lad det være nok at sige at Selskabet fra nu af ikke vil have noget med ham at gøre, og heller ikke med nogen af dem der ved den lejlighed kunne have aflagt vidnesbyrd om Jehova og hans rige, men ikke gjorde det. Selskabet vil ikke gøre sig nogen anstrengelser for at få dem løsladt fra fængselet, selv om det stod i dets magt.

Lad nu alle som elsker Herren vende deres ansigt mod ham, mod Jehova og hans konge, og forblive trofaste og urokkelige på Rigets side, uden hensyn til al den modstand der kan komme over jer. . . .“

Sagen blev behandlet i den tyske udgave af Vagttårnet for 15. juli 1936, som en advarsel til dem der oprigtigt ønskede at være trofaste vidner for Jehova under alle forhold.

I modsætning til mange af de trofaste brødre i Tyskland som var blevet idømt straffe på op til fem års fængsel, fik Balzereit to og et halvt år og Dollinger to år. Efter at have afsonet sin fængselsstraf blev Balzereit anbragt i koncentrationslejren Sachsenhausen, hvor han blev tvunget til at spille en meget lidet flatterende rolle. Han havde underskrevet en erklæring hvori han fraskrev sig ethvert samkvem med brødrene, og han undgik al kontakt med dem. På grund af sin opførsel blev han løsladt efter et års tid, men forinden blev han tvunget til at finde sig i mange ydmygelser, for selv SS-folkene hadede for det meste også forrædere. Det var SS’erne selv der gav ham navnet „Beelzebul“. Engang forlangte en SS-mand at han skulle stille sig foran alle sine brødre — der var dengang cirka 300 Jehovas vidner i lejren og højt gentage sin underskrevne erklæring hvori han frasagde sig enhver forbindelse med Jehovas vidner. Han gjorde det!

I 1946, efter at Balzereit var blevet en voldsom modstander af sandheden, skrev han et brev til myndighederne for krigsskadeerstatning hvori han afslørede den fjendtlige holdning han havde haft allerede inden retssagen. Således endte et mørkt kapitel i Guds folks historie i Tyskland, et kapitel hvis første linjer allerede var blevet skrevet i 1920rne.

Gestapo slår til — 28. august 1936

To år var gået med nidkær aktivitet, og i den tid var det ikke lykkedes for gestapo at øve nogen virkelig indflydelse på det organiserede arbejde under jorden, selv om de omhyggeligt skyggede alle som de vidste var Jehovas vidner. Med tiden fandt de dog ud af mere og mere om vores arbejde og var snart velinformerede om hvad vi foretog os. Ifølge en fortrolig meddelelse til det hemmelige statspoliti i Preussen, dateret den 24. juni 1936, blev der dannet en „særlig gestapo-kommandogruppe“ som skulle være et redskab i kampen mod os.

I løbet af første halvdel af 1936 samlede det hemmelige statspoliti (gestapo) et stort kartotek med navne og adresser på personer som mistænktes enten for at være Jehovas vidner eller for at være venligt indstillede over for dem. Dette arkiv var for en stor del baseret på adresser man havde fundet i eksemplarer af bogen Daglig himmelsk Manna, som var blevet konfiskeret under husundersøgelser. Der blev endda afholdt særlige kurser for gestapoagenter. De blev instrueret i hvordan et vagttårnsstudium blev ledet; de måtte omhyggeligt studere de nyeste artikler i Vagttårnet, så de kunne besvare alle spørgsmål ganske som om de var brødre. Og endelig måtte de lære at bede en bøn. Alt dette blev gjort i den hensigt, om muligt, at trænge helt ind i organisationens midte og ødelægge den indefra.

Anton Kötgen fra Münster fortæller at han, efter at have afsat nogle publikationer til en „venlig“ dame, straks blev arresteret og sat i fængsel. Broder Kötgen fortæller videre at samtidig „aflagde nogle gestapoagenter besøg hos min hustru, som var ude i haven. De præsenterede sig som brødre, men kun i den hensigt at få nogle navne på andre brødre. Min hustru gennemskuede dem imidlertid og afslørede dem som gestapoagenter“. Det var dog ikke i alle tilfælde at gestapofolkene blev genkendt i tide.

I mellemtiden lagde broder Rutherford planer om at rejse til Schweiz, hvor han gerne ville tale med brødre fra Tyskland, hvis det var muligt. Der blev truffet forberedelser til at holde et stævne i Luzern den 4. til 7. september 1936. Det centraleuropæiske kontor i Schweiz havde foreslået at vi skulle samle nogle beretninger fra brødre over hele Tyskland om hvordan de var blevet arresteret, mishandlet af gestapo, og fyret fra deres arbejde fordi de havde nægtet at afgive „tysk hilsen“, foruden nogle beretninger om tilfælde hvor brødre var døde efter mishandling, og så videre. Disse rapporter skulle i al hemmelighed bringes til Schweiz før stævnet begyndte, så broder Rutherford kunne have lejlighed til at gennemgå dem.

Men den 28. august 1936 slog gestapo pludselig til med et forenet, nådeløst slag; de indledte en kampagne hvor Jehovas vidner blev jagtet som vilde dyr. Alle til rådighed stående styrker blev mobiliseret til aktion både om dagen og om natten, men mest om natten, i et forsøg på at fange Jehovas vidner. Alle de oplysninger gestapo havde indsamlet i de foregående måneder, viste sig nu at være dem til stor hjælp. Intetanende mennesker, hvoraf nogle aldrig havde hævdet at de var Jehovas vidner, blev nu fanget i nettet. Disse var naturligvis mere end villige til at fortælle gestapo alt hvad de vidste om Jehovas vidner, for at blive sat på fri fod igen; og selv om det mange gange kun var lidt de kunne fortælle, var alle disse små oplysninger med til at udfylde hullerne i det billede som gestapo hidtil havde kunnet danne sig. Ved senere forhør pralede gestapo ofte med at oplysninger af den art havde hjulpet dem til at fange tusinder af mennesker, hvoraf de fleste blev sat i fængsel og derefter i koncentrationslejre.

Da gestapos kampagne stod på sit højeste lykkedes det dem endelig i en storoffensiv at pågribe broder Winkler, som på det tidspunkt havde ansvaret for arbejdet i hele Tyskland, foruden de fleste af kredsdirektørerne, hvis navne og distrikter man i de fleste tilfælde allerede kendte. Gestapo tillagde denne „kampagne“ så stor betydning at hele politistyrken blev inddraget i dette slag mod Jehovas vidner, mens underverdenens forbryderelementer fik lov at være i fred.

Gennem det minutiøse arbejde gestapo havde udført i nogle måneder, opdagede de at der i Berlins zoologiske have blev afholdt vigtige møder mellem broder Winkler og andre ansvarlige tjenere fra hele Tyskland. Møderne afholdtes især i sommerhalvåret. Takket være broder Varduhns stoleudlejningsforretning kunne disse møder i lang tid camoufleres. Uden at andre lagde mærke til det kunne han give de brødre der kom, besked om hvor i den zoologiske have der sad en broder og ventede på dem, og han kunne føre dem hen til et sikkert sted hvor de kunne afholde deres drøftelse. Når der var fare på færde advarede han brødrene ved simpelt hen at gå hen til dem og bede om betalingen for de stole de havde „lejet“. Men denne udmærkede ordning forblev ikke længe nogen hemmelighed. På en eller anden måde havde gestapo fået detaljerne at vide, og det viste sig at være dem en hjælp i deres snedige angrebsplan. Broder Klohe, der selv var med, fortæller hvad der skete i disse spændende dage i Berlin:

„Jeg så frem til stævnet i Luzern, og jeg havde gode muligheder for at overvære det, for jeg havde allerede fået et schweizisk visum. Men først ville jeg gerne rejse til Leipzig for at drøfte nogle organisationsmæssige spørgsmål med broder Frost, hvis distrikt jeg skulle overtage som kredsdirektør, fordi en post stod ledig efter at broder Paul Grossmann var blevet arresteret. Jeg kunne imidlertid ikke komme i forbindelse med broder Frost, og der hvor jeg havde forventet at træffe ham, blev jeg i stedet mødt af gestapo. I begyndelsen var jeg fuldstændig lamslået, fordi jeg nu skulle rives bort fra samværet med mine brødre og af gestapo bringes til Leipzig, netop som jeg skulle påbegynde en velsignelsesrig tjeneste. [Fra Leipzig blev han bragt til Berlin.]

I mellemtiden havde gestapo erfaret at den zoologiske have blev brugt som mødested, og de havde fundet ud af mange andre ting om vores organisation. Disse oplysninger havde de fået ved at gøre brug af mange forskellige metoder, deriblandt afpresning.

Nogle få dage senere kom der pludselig fem betjente, bevæbnet med ladte pistoler; de bød mig at tage mit civile tøj på og førte mig hen til stedet i nærheden af guldfiskedammen hvor broder Varduhn udlejede sine havestole. Ham mistænkte de dog ikke for at være et af Jehovas vidner. Nu skulle jeg fungere som ’lokkemad’ for de brødre der før eller siden ville komme til det møde som gestapo havde fået oplysning om.

Næppe havde jeg sat mig hvor jeg havde fået besked på, før søster Hildegard Mesch kom hen imod mig. Hun havde undret sig over hvorfor jeg ikke var kommet til dem, for de havde ventet mig, og nu ville hun se hvorfor jeg ikke var kommet. Mine betændte skinneben smertede stærkt på grund af de slag jeg havde fået, så betjentene fattede ikke mistanke da jeg pludselig bøjede mig forover og skar ansigt af smerte, netop som søsteren gik forbi på den anden side af gangstien, og samtidig forsøgte jeg at gøre tegn til hende med øjnene at gestapo var i haven. Hun forstod det, tøvede kun et øjeblik, og vendte så tilbage til broder Varduhn, som hun underrettede om den nye situation. Det betød at der var den største fare for broder Winkler, som snart efter kom og intetanende satte sig på en tom stol. Kort efter gik broder Varduhn hen til ham, bad om penge for stolen og advarede ham samtidig mod gestapoagenterne i haven. Broder Winkler rejste sig snart, efterlod sin mappe og slap — tilsyneladende — fra gestapo, ud gennem den ring de havde dannet. Senere fik jeg at vide at han sent om aftenen indfandt sig i broder Kassings lejlighed, hvor en gruppe gestapoagenter ventede på ham og øjeblikkelig tog ham i forvaring.“

I løbet af nogle få dage var mindst halvdelen af kredsdirektørerne i Tyskland og tusinder af andre brødre og venner blevet arresteret. Blandt dem var broder Georg Bär, som fortæller:

„Hver aften omkring klokken 22 hørte jeg fanger blive taget ud af deres respektive celler. Kort efter kunne jeg høre at de blev slået nede i kælderen; jeg kunne høre hvordan de skreg og stønnede. Om aftenen når celledørene blev åbnet, tænkte jeg hver gang: Nu er det min tur. Men turen kom ikke til mig før endelig den fjerde eller femte dag omkring klokken 18, da jeg blev kaldt til forhør. Denne gang var det en SS-mand som førte mig ind på sit kontor og bød mig at sidde ned. Så sagde han: ’Vi ved at De kunne fortælle os mere end De vil.’ Han rejste sig, tog en blyant, som han spidsede på kanten af en papirkurv, og fortsatte sin lille tale: ’Jeg skal ikke gøre det vanskeligt for Dem; kom herhen.’ Han bad mig træde hen til sit skrivebord, hvor han viste mig en række maskinskrevne ark og lod mig læse dem. Det var en liste over alle de rejsende tjenere i Tyskland, med mit navn nederst. Jeg læste navnene på de menigheder vi havde besøgt, og navnene på brødrene der. Sort på hvidt kunne jeg læse hvor mange bøger, blade, grammofoner og plader vi havde bestilt. Der var også lister over de bidrag og andre beløb vi havde indsendt. Jeg kunne næsten ikke tro det. Her lå hele vores undergrundsorganisation i hænderne på gestapo. Det varede flere minutter før jeg helt fattede situationen. Hvor havde gestapo skaffet sig disse optegnelser? spurgte jeg mig selv. Hvis ikke min egen virksomhed var så nøjagtigt beskrevet, ville jeg have tvivlet på om rapporten var sandfærdig. SS-gestapomanden Bauch fra Dresden, som ledte forhøret, gav mig tid til at samle tankerne. Jeg er bange for at jeg må have haft et temmelig måbende udtryk i ansigtet da jeg igen satte mig. Så sagde han: ’Nu har De jo egentlig ingen grund til at tie stille mere.’

I flere måneder plagedes jeg af tanken om hvor gestapo havde fået fat i vore optegnelser. Senere fandt jeg ud af at alle vore ordrer, rapporter og indsendte beløb omhyggeligt var blevet opført i et kartotek og opbevaret i Berlin. Dette var blevet fundet og konfiskeret af gestapo.“

Modig aktivitet gør politiet til skamme

Det omhyggeligt planlagte stævne der skulle afholdes i Luzern den 4. til 7. september 1936, fik pludselig nye perspektiver på grund af de massearrestationer der havde fundet sted to uger før. Måske var stævnet, som gestapo også var underrettet om, bestemmende for hvornår kampagnen imod os begyndte. I hvert fald gjorde de alt hvad de kunne for at gøre det umuligt for de tyske brødre at være til stede. Dette fremgår af et fortroligt cirkulære fra det hemmelige statspoliti, dateret den 21. august 1936, hvori det hedder angående de brødre der ville rejse til stævne: „Sådanne skal forhindres i at forlade landet. Deres pas skal konfiskeres i disse tilfælde.“

Af de mere end tusind brødre der havde planlagt at rejse til stævnet, var det kun omkring tre hundrede der kunne gennemføre det. De fleste af disse måtte krydse grænsen på illegal vis, og mange blev arresteret da de vendte tilbage.

(Fortsættes i næste nummer)