Glædefyldte højtider

„Derfor skal du kun være glad.“ — 5 Mos. 16:15.

1. Hvem er i dag jordens lykkeligste folk, og hvorfor?

HVEM glæder sig ikke når der er fest? Til alle tider har folk over hele jorden glædet sig når der har været en højtid at fejre. Dette gjaldt også det folk der havde fået sine love fra menneskets Skaber gennem hans profet Moses. Men dette folks højtider var anderledes; de var profetiske og pegede frem til kommende goder. Ligesom de der deltog i højtiderne dengang glædede sig, glæder de der udgør deres nutidige modstykke sig også, for de er med til at opfylde det som højtiderne profetisk skildrede. Som det fremgår af Bibelen er disse nutidige festdeltagere åndelige israelitter, og de er det lykkeligste folk på jorden.

2. Hvor mange højtider fejrede jøderne årligt, ifølge Femte Mosebog 16:16, og hvad hed de?

² I de inspirerede bøger som er nedskrevet af Moses finder vi tre højtider omtalt. I den femte af disse bøger, den der også kaldes Deuteronomium, kapitel 16, vers 16, læser vi: „Tre gange om året skal alle af mandkøn hos dig stedes for [Jehova] din Guds åsyn, på det sted han udvælger, på de usyrede brøds fest, ugefesten og løvhyttefesten; og man må ikke stedes for [Jehovas] åsyn med tomme hænder.“

3. Hvilke forhold levede israelitterne under da ordene i Femte Mosebog 16:17 blev udtalt?

³ Vers 17 lyder: „Men enhver skal komme med, hvad han kan give efter den velsignelse, [Jehova] din Gud giver dig.“ På det tidspunkt da disse ord blev udtalt boede israelitterne i telte og var på vej til det forjættede land, Kana’an.

De usyrede brøds højtid

4. Hvad hed den første højtid, og hvad ofrede ypperstepræsten til Jehova på højtidens anden dag?

⁴ Den første af de årlige højtider, de usyrede brøds højtid, blev holdt umiddelbart efter helligholdelsen af påsken den 14. abib eller nisan, og den strakte sig over syv dage, fra den 15. til og med den 21. nisan. Højtidens første dag, altså dagen efter at man havde holdt påske, var altid en sabbat. På den anden dag, den 16. nisan, ofrede ypperstepræsten ved Jehovas tempel i Jerusalem et neg af byggen, der lige var blevet indhøstet. — 3 Mos. 23:11-16.

5. Hvorfor fejrede Jesus ikke denne højtid den 15. nisan år 33, og på hvilket tidspunkt blev disciplene sorg vendt til glæde?

⁵ Der findes en historisk beretning om en 12-årig dreng som sammen med sine forældre var rejst fra Nazaret til Jerusalem for at fejre påsken. Drengen hed Jesus og var søn af Maria. Atten år senere, i år 29 e.v.t., blev denne israelit, nu som Herren Jesus Kristus, udpeget som „Guds lam“, der var forudskildret ved påskelammet. (Luk. 2:41-52; Joh. 1:29-37) Tre og et halvt år senere, fredag den 14. nisan år 33, blev han rent bogstaveligt ofret ved at blive hængt på en pæl på Golgata uden for Jerusalem. Efter solnedgang denne fredag begyndte den 15. nisan og hermed de usyrede brøds højtid, men Jesus selv kunne ikke deltage i den glæde som kendetegnede lejligheden. Han var nu død og lagt i graven. Hans disciple glædede sig heller ikke sammen med de øvrige jøder der var forsamlet i Jerusalem. De sørgede fordi de troede at de for altid havde mistet deres Fører. Men næste dag, søndag den 16. nisan, blev deres sorg vendt til glæde, en glæde som langt oversteg den glæde jøderne følte ved at fejre de usyrede brøds højtid.

6. Hvad skildrede neget af byghøsten som ypperstepræsten svingede den 16. nisan, set i lyset af Første Korinterbrev 15:20? Begrund dit svar.

⁶ Hvorfor? Fordi deres Fører, Jesus Kristus, blev oprejst fra de døde ved sin himmelske Fader Jehovas almægtige kraft. Da den kristne apostel Paulus senere skrev om opstandelsen, forklarede han hvad dette betød, idet han sagde: „Nu er Kristus imidlertid blevet oprejst fra de døde, førstegrøden af dem der er sovet ind i døden.“ (1 Kor. 15:20) Neget fra førstegrøden af byghøsten, som den jødiske ypperstepræst svingede foran Jehovas åsyn i templet om søndagen den 16. nisan, skildrede altså en person, nemlig den opstandne Herre Jesus Kristus. Han var den første som blev oprejst fra de døde til evigt liv. Derfor er han også den eneste som kan kaldes „førstegrøden af dem der er sovet ind i døden“. Dette mirakel fandt sted på højtidens anden dag.

7. Hvorfor måtte der ikke findes nogen surdej hos Jøderne i de syv dage højtiden varede, og hvad mindedes de herved?

⁷ I alle de syv dage højtiden varede, måtte der ingen surdej findes hos jøderne, fordi surdej symboliserede det der ikke var i harmoni med Gud, nemlig synden. Ved denne højtid skulle israelitterne i virkeligheden mindes at de var draget ud af Ægypten i største hast, og at de derfor ikke havde kunnet vente på at deres dej blev syret. Derfor havde de måttet spise usyret brød, ligesom de havde gjort ved påsken. — 2 Mos. 12:11-34; 5 Mos. 16:2-4.

8, 9. Hvad skulle, ligesom i forbilledet overholdes i forbindelse med den modbilledlige højtid, og hvordan fastslår Paulus dette?

⁸ Ligesom de usyrede brøds højtid blev afholdt umiddelbart efter påsken og varede i syv dage, følger modbilledet til højtiden også umiddelbart efter at „Guds lam“, Jesus Kristus, blev ofret fredag den 14. nisan år 33. Eftersom tallet syv — det antal dage højtiden varede — skildrer fuldkommenhed eller fuldstændighed, kan vi sige at den modbilledlige højtid har varet frem til vor tid, og de kristne der er åndelige israelitter eller jøder „i det indre“, er forpligtet til at fejre den. I Første Korinterbrev 5:6-8 hentyder apostelen Paulus til den modbilledlige højtid og skriver:

⁹ „Ved I ikke at lidt surdej syrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud, så I kan være en ny dej, sådan som I jo er fri for surdej. For også vort påskeoffer, Kristus, er blevet slagtet. Lad os derfor holde højtid, ikke med gammel surdej, heller ikke med sletheds og ondskabs surdej, men med oprigtigheds og sandheds usyrede brød.“

10. Hvorfor og hvordan skal den modbilledlige højtid fejres i dag, og hvorfor kan deltagerne ’kun være glade’?

¹⁰ Dette blev skrevet omkring år 55, eller 22 år efter Kristi offerdød. I dag, mere end 1900 år senere, er de åndelige israelitter som læser disse ord af apostelen Paulus, stadig forpligtede til at holde den modbilledlige højtid i oprigtighed og sandhed. Da den salvede rest af de åndelige israelitter gør dette, kan de udvise den samme ånd og ’kun være glade’. Hvorfor? Fordi deres trofaste overholdelse af den modbilledlige højtid tjener til at skabe en ren, teokratisk organisation som Jehova kan godkende.

Ugefesten

11. Hvad hed den anden af de årlige højtider, og hvorfor havde den dette navn?

¹¹ Den anden af de påbudte højtider det gamle Israel var ugefesten. Hvorfor havde den dette navn? Fordi israelitterne skulle tælle syv uger frem fra den 16. nisan, den dag da ypperstepræsten frembar neget fra førstegrøden af byghøsten. Det ville i alt blive 49 dage, og på den 50. dag skulle de fejre ugefesten. På det græske sprog, som en gruppe jøder senere oversatte deres hellige skrifter til, er ordet for halvtredsindstyvende (dag) pentekostēʹ, og det var det navn de græsktalende jøder brugte om festen. Heraf kommer også dens danske navn, pinse. Hvad skulle der ske på den dag?

12. Hvad skete der denne dag, ifølge Tredje Mosebog 23:15-21?

¹² Tredje Mosebog 23:15-21 siger: „Så skal I fra dagen efter sabbaten, fra den dag I bringer svingningsneget, tælle syv uger frem — det skal være hele uger — til dagen efter den syvende sabbat. I skal tælle halvtredsindstyve dage frem; da skal I frembære et nyt afgrødeoffer for [Jehova]. Fra eders boliger skal I bringe svingningsbrød, to brød, som skal laves af to tiendedele efa fint hvedemel og bages syrede . . . Og præsten skal udføre svingningen med dem, med de to lam, for [Jehovas] åsyn sammen med førstegrødebrødet [brødene af den første modne afgrøde, NW], de skal være [Jehova] helligede og tilfalde præsten. På denne dag skal I udråbe og holde et højtidsstævne; I må intet arbejde gøre. Det skal være eder en evig gyldig anordning, overalt hvor I bor, fra slægt til slægt.“

13. Hvornår trådte den modbilledlige pinse i kraft, og hvad skete der denne dag?

¹³ Denne profetiske ugefest eller pinsefest blev opfyldt på Jesu disciple, der var forsamlede i Jerusalem på den 50. dag efter hans opstandelse. Den modbilledlige ugefest eller pinse begyndte altså den sjette dag i den tredje månemåned, det vil sige den 6. sivan, i år 33. På det tidspunkt befandt den herliggjorte Jesus Kristus sig i det Allerhelligste i Jehovas store åndelige tempel, det sted i himmelen hvor Jehova personligt troner, for dertil kom han på den 40. dag efter sin opstandelse. Mens jøderne fejrede den forbilledlige ugefest i Herodes’ tempel i Jerusalem, var omkring 120 disciple af den åndelige ypperstepræst, Jesus Kristus, forsamlet i ’en sal ovenpå’ et andet sted i byen. Før dagens tredje time (klokken 9) udgød Herren Jesus Kristus den hellige ånd fra det Allerhelligste i Jehovas åndelige tempel. Det bevirkede at de tilstedeværende disciple blev åndsavlet af deres himmelske Fader, Jehova, og salvet med hellig ånd ved deres ypperstepræst, Jesus Kristus. (Apg. 2:1-36) Derved fik de to symbolske brød af fint hvedemel Jehovas godkendelse i himmelen, i hans Allerhelligste. — Hebr. 9:24.

14. (a) Hvad skildrer det at de to hvedebrød var syrede? (b) Hvilke grunde kan anføres til at der var to brød?

¹⁴ Men hvorfor blev der under den forbilledlige ugefest eller pinse ofret to brød af det nye korn fra hvedehøsten? Dette skildrede at opfyldelsen ville indbefatte mere end én person. Vi lægger også mærke til at de to brød var syrede. Det hentyder til at de personer som højtiden opfyldes på, deriblandt de 120 disciple der var forsamlede i Jerusalem søndag den 6. sivan år 33, er „syret“ med synden, som de har arvet. At der var to brød kan også henvise til at de der ville blive salvede og åndsavlede disciple af Messias Jesus ville blive udvalgt fra to forskellige grupper på jorden, først fra de omskårne jøder og senere fra hedningerne eller nationerne. Sammen ville disse to grupper udgøre et modbilledligt svingningsoffer for Jehova. — Ef. 2:13-18.

15. Hvornår blev det første „brød“, som repræsenterede de omskårne jøder, frembåret for Jehova, og hvordan viste han at han anerkendte det?

¹⁵ Set ud fra sidstnævnte synspunkt blev det første af de modbilledlige brød, det vil sige de omskårne israelitter, frembåret for Jehova Gud af ypperstepræsten Jesus til rette tid, den 6. sivan, samme dag som den jødiske ypperstepræst svingede de to forbilledlige brød for Jehovas åsyn i Herodes’ tempel i Jerusalem. Eftersom disse to bogstavelige hvedebrød ikke længere var nødvendige, anerkendte Jehova dem ikke, og derfor fik de jøder der fejrede ugefesten i Herodes’ tempel ikke den hellige ånd. Følgelig måtte de jøder som ønskede at erfare opfyldelsen af Joel 3:1, 2 forlade det bogstavelige tempel og i stedet opsøge de 120 disciple af Kristus som profetien allerede var blevet opfyldt på. Omkring 3000 jøder gjorde dette, og blev en del af det modbilledlige svingningsbrød på denne pinsedag i år 33.

16. Hvornår blev det andet symbolske brød frembåret for Jehova, og i løbet af hvilken periode er „brødene“ blevet fuldstændiggjort?

¹⁶ Svingningen med det andet symbolske brød, hedningerne eller ikke-jøderne, begyndte senere, da først de troende samaritanere og senere de uomskårne hedninger eller folk fra nationerne fik adgang til den kristne menighed. Dette sidste forstår vi fandt sted i efteråret 36. (Apg., kap. 8, 10) I de forløbne 1900 år er de to modbilledlige brød efterhånden blevet fuldstændiggjort. Ja, de faktiske forhold viser at nogle er blevet føjet til disse „brød“ her i nyere tid; disse medlemmer er forudskildret ved moabitterinden Rut, der blev stammoder til Jesus Kristus, og ved dronning Ester, som var kusine til jøden Mordokaj, der blev førsteminister i det persiske verdensrige. — Se bogen Beskyttelse, udgivet på engelsk i 1932, hvis stof er hentet fra en serie artikler i Vagttårnet fra 1931 og 1932.

17. (a) Hvordan har festdeltagerne reageret på denne fuldstændiggørelse? (b) I hvilken forstand er de der udgør de symbolske brød en „førstegrøde“?

¹⁷ Det har været en kilde til stor glæde for de åndelige israelitter der fejrer den modbilledlige ugefest, at medlemmerne af de to „brød“ nu, efter over 1900 års forløb, er blevet fuldtallige. På samme måde som de to bogstavelige brød repræsenterede førstegrøden af høsten i sivan måned, således er de der udgør de modbilledlige brød en førstegrøde for Jehova Gud gennem Jesus Kristus, fordi de går forud for resten af menneskehedens verden, idet de får en himmelsk arv som det første resultat af ’Lammets’ offer. — Jak. 1:18; Åb. 14:4.

Løvhyttefesten

18. Hvad hed den sidste af jødernes årlige højtider, hvornår fandt den sted, og hvem deltog i den?

¹⁸ Den sidste af højtiderne i jødernes hellige år fejredes i den syvende måned, etanim eller tisjri. (1 Kong. 8:2) Denne højtid var enestående af flere grunde. For det meste kaldes den løvhyttefesten, men to steder betegnes den som indsamlingshøjtiden. (2 Mos. 23:16, NW; 34:22, NW) For eksempel siges der i Anden Mosebog 23:16, 17 (NW): „Endvidere højtiden for indhøstningen af de første frugter af dit arbejde, af hvad du sår på marken; og indsamlingshøjtiden ved årets udgang, når du indsamler frugten af dit arbejde fra marken. Tre gange om året skal enhver af mandkøn hos dig vise sig for den sande Herres, Jehovas, ansigt.“ Og Anden Mosebog 34:22 (NW) taler om „indsamlingshøjtiden når året vender“. I Femte Mosebog 16:13-15 kaldes den løvhyttefesten: „Løvhyttefesten skal du fejre i syv dage, når du har indsamlet udbyttet fra din tærskeplads og din perse; og du skal være glad på din højtid sammen med din søn og datter, din træl og trælkvinde, levitten, den fremmede, den faderløse og enken inden dine porte. Syv dage skal du holde højtid for [Jehova] din Gud, på det sted [Jehova] udvælger, thi [Jehova] din Gud vil velsigne dig i alt, hvad du avler, og alt, hvad du arbejder med; derfor skal du kun være glad.“

19. (a) Hvorfor kaldtes denne højtid „løvhyttefesten“? (b) Hvorfor var det et yderst gunstigt tidspunkt man holdt denne højtid?

¹⁹ For det meste kaldes denne fest altså „løvhyttefesten“, og svarende til navnet boede jøderne, der var forsamlede i Jerusalem, i løvhytter i den tid festen varede. Den begyndte fem dage efter forsoningsdagen, som blev holdt hvert år den 10. tisjri. På denne dag fik Israels nation soning og opnåede et fredeligt forhold til Jehova Gud. Løvhyttefesten begyndte således på et meget gunstigt tidspunkt, og den varede fra den 15. til den 21. tisjri, altså syv dage, hvilket var et fuldstændigt antal.

20. Hvad gjorde en præst hver morgen under højtiden, ifølge historiske beretninger uden for Bibelen?

²⁰ Glæden ved denne fest var uden sidestykke. Historiske beretninger fortæller følgende om hvad der skete under løvhyttefesten: Ved daggry på hver af højtidens dage tog en præst en guldkande som kunne rumme tre log, eller cirka en liter, og gik ned til det der senere kaldtes Siloams dam. De af vore læsere som har besøgt vore dages Jerusalem vil sikkert huske hvordan de, efter at have forladt byen gennem Møgporten i byens sydøstlige hjørne, kom ned til Jomfrukilden eller Gihonkilden, den kilde hvorfra kong Ezekias under den assyriske trussel lod udhugge den berømte vandledning. De særligt modige vil sikkert også huske hvordan de, efter at de i nogen tid havde følt sig vej frem gennem mørket i denne tunnel, til sidst kom ud i Siloams dam.

21. (a) Hvordan gik præsten ned til Siloams dam, og hvad gjorde han med vandet fra Siloam? (b) Hvilke ord fra Esajas’ profeti ville glæden ved denne begivenhed minde jøderne om?

²¹ På vej til Siloams dam gik præsten med guldkanden dog ikke gennem Ezekias’ snævre vandledning, for han blev fulgt af en stor procession af blandt andet musikere. Når han havde fyldt kanden med vand, vendte han tilbage til templet, til forgården hvor Jehovas offeralter stod. Ved alterets sydside var der anbragt to kar, hvert med et hul i bunden. Karret ved alterets sydvestlige hjørne var beregnet til vandet fra Siloams dam. Når præsten hældte vandet i karret løb det igennem og ud ved alterets fod, og når dette skete var der stor glæde blandt de tilstedeværende jøder. Måske har det mindet dem om Esajas’ bog, kapitel 12, som profetisk beskriver den glæde israelitterne oplevede da de blev løsladt fra fangenskabet i Babylon i år 537 f.v.t. Esajas 12:3 siger: „I skal øse vand med glæde af frelsens kilder.“

22. (a) Hvordan havde Jehova været ’frelsens kilde’ for de jødiske festdeltageres forfædre? (b) Hvad siger et jødisk ordsprog om den glæde der opstod når vandet fra Siloam blev udgydt?

²² Jehova Gud var den himmelske kilde til deres frelse. Det var ham der havde udfriet deres forfædre fra de 70 års fangenskab i det hedenske Babylon, hvor de havde tørstet efter den frelse der kom efter Babylons fald i år 539 f.v.t. (Es. 44:28 til 45:7; Jer. 2:13) Mindet om denne udfrielse var grunden til deres glæde under løvhyttefesten. Et gammelt jødisk ordsprog siger: ’Den der aldrig har set glæden når vandet fra Siloam bliver udgydt, har aldrig i sit liv oplevet rigtig glæde.’

[Illustration på side 8]

Neget fra førstegrøden af byghøsten skildrer den opstandne Jesus

[Illustration på side 9]

To symbolske brød har Jehovas godkendelse i himmelen fra og med Pinsedagen

Højtid med festblus

1. Hvordan var Jerusalem illumineret under løvhyttefesten, og hvad gjorde nogle af jøderne mens dette stod på?

UNDER løvhyttefesten var Jerusalem, den store Konges by, illumineret. (Matt. 5:35) Ved nattetid åbenbarede der sig et usædvanligt skue i Herodes’ tempel. I kvindernes forgård, der lå øst for alteret, var der opstillet fire kæmpemæssige kandelabre, hver med fire store skåle. For at fylde skålene med olie måtte man benytte stiger, og som væger i olieskålene brugte man præsternes kasserede tøj. Lyset fra de 16 skåle med brændende olie var så kraftigt at det kunne oplyse hele Jerusalem ved nat. I skæret af disse festblus i kvindernes forgård dansede mændene omkring eller slog kraftspring, mens kvinderne så til fra deres balkon. Sangere istemte de 15 opstigningssalmer, til musikledsagelse af levitterne. Denne glædesjubel fortsatte til daggry.

2. Hvor måtte de hedninger der overværede højtiden opholde sig?

² Uomskårne hedninger som overværede højtiden, var henvist til at opholde sig i hedningernes forgård, som var adskilt fra Israels forgård ved hjælp af et stengærde og den ydre forgård. — Se Apostelgerninger 21:28, 29, som antyder hvilke begrænsninger der gjaldt for hedninger der opholdt sig på tempelområdet.

3, 4. (a) Hvordan overværede Jesus højtiden i efteråret 32, og hvad sagde han ved denne lejlighed som kunne minde jøderne om vandet fra Siloam? (b) Hvad sigtede Jesus til, ifølge Johannes 7:39?

³ De særlige træk der var blevet knyttet til fejringen af løvhyttefesten, giver os en god baggrund for at forstå nogle udtalelser som Jesus Kristus fremsatte ved højtiden. Jesus fejrede denne højtid for sidste gang i efteråret 32. Jøderne i Jerusalem søgte at dræbe ham, og derfor var han rejst fra Galilæa alene og var taget op til højtiden i hemmelighed. Omkring midten af højtiden — det kunne for eksempel være den 18. tisjri — trådte han åbenlyst frem og begyndte at undervise folket, de mange festdeltagere der var samlet i templet.

⁴ Den sidste dag, den 21. tisjri, blev kaldt „højtidens store dag“. På den dag mindede Jesus uden tvivl folket om udgydelsen af Siloams vand idet han sagde: „Hvis nogen tørster, så lad ham komme til mig og drikke. Den der tror på mig, ’fra hans indre vil der flyde strømme af levende vand’, som Skriften har sagt.“ Apostelen Johannes føjer denne kommentar til: „Dette sagde han imidlertid om den ånd som de der troede på ham skulle modtage; endnu var der nemlig ingen ånd, for Jesus var endnu ikke blevet herliggjort.“ — Joh. 7:37-39.

5. Hvornår begyndte disse vidunderlige ord at gå i opfyldelse, og hvordan?

⁵ Disse vidunderlige ord begyndte at gå i opfyldelse på pinsedagen det følgende år, da omkring 120 disciple som var samlet i en sal i Jerusalem modtog den hellige ånd. Fra dem begyndte der i realiteten at flyde strømme af levende vand da de mirakuløst begyndte at forkynde om „Guds storslåede gerninger“ på mange forskellige sprog for de forbløffede jøder der i tusindtal havde samlet sig for at se hvad der foregik. — Apg. 2:1-41.

6. Hvad sagde Jesus på højtidens sidste dag som kan have mindet hans disciple om den særlige belysning i templet?

⁶ På løvhyttefestens syvende og sidste dag fremsatte Jesus også en anden udtalelse, en udtalelse som kan have mindet hans disciple om den særlige belysning fra de fire høje kandelabre i kvindernes forgård. Han sagde: „Jeg er verdens lys. Den der følger mig vil afgjort ikke vandre i mørket, men vil eje livets lys.“ — Joh. 8:12.

7. Hvorfor var det meget passende at Jesus netop ved løvhyttefesten kaldte sig „verdens lys“?

⁷ Det var meget rammende at Jesus netop ved denne højtid betegnede sig selv som „verdens lys“, idet løvhyttefesten havde et vist internationalt islæt. Ifølge Guds lov havde „den fremmede“ inden for israelitternes porte også ret til at deltage i højtiden og glæde sig sammen med Guds udvalgte folk. — 5 Mos. 16:14.

8. (a) Hvad særligt var der ved det offer der blev bragt under løvhyttefesten? (b) Hvordan svarer antallet af offertyre til oplysningerne i Første Mosebog, kapitel 10, og hvad peger dette på?

⁸ Ifølge Fjerde Mosebog 29:12-34 skulle der ofres et usædvanlig stort antal tyre. Den første dag blev der ofret 13 tyre, og på de efterfølgende seks dage blev der hver dag ofret en tyr mindre, så tallet kom ned på syv tyre den syvende og sidste dag, den dag Jesus sagde: „Jeg er verdens lys.“ På højtidens sidste dag var der således i alt blevet ofret 70 tyre. Tallet 70 er produktet af 7 og 10, der hver især betegner fuldkommenhed eller fuldstændighed, 7 åndelig fuldkommenhed og 10 jordisk fuldstændighed. På forsoningsdagen, den 10. tisjri, var der kun blevet ofret én tyr som sonoffer. Men under den syv dage lange løvhyttefest, fra den 15. til den 21. tisjri, blev der ofret 70 tyre. Betragtet som et forbillede var blodet fra disse ofre nok til at rense og frelse hele menneskehedens verden. Dette svarer til oplysningerne i Første Mosebog, kapitel 10, som omfatter navnene på en række familieoverhoveder og folkeslag. Listen begynder med Noa og går gennem hans tre sønner og slutter med navnene Mesja og Sefar — alt i alt 70 betegnelser, som synes at omfatte hele verdens befolkning i denne periode efter Vandfloden.

9. Hvem var Jesus „lys“ for, og hvad behøver alle mennesker for at opretholde livet?

⁹ Det var derfor meget passende at Jesus Kristus på et velegnet tidspunkt bekendtgjorde at han ikke alene var sine salvede disciples lys, men „verdens lys“. Lys har stor betydning. Vi husker at det var efter at Gud havde sagt: „Der blive lys,“ og efter at han havde skabt solen, månen og stjernerne og skabt mulighed for at disse himmellegemer kunne sende deres lys ned på denne jord, at han skabte dyrene og til sidst den fuldkomne mand og kvinde, så de kunne nyde godt af det livsopretholdende lys. I dag, i denne verden der er formørket af synden og fremmed for Gud, har alle mennesker mulighed for at nyde gavn af det lys der vælder frem fra Jesus Kristus, „verdens lys“. Alle har brug for „livets lys“. — Joh. 8:12; 1 Mos. 1:3.

Den modbilledlige løvhyttefest

10. Hvilket lighedspunkt er der mellem løvhyttefesten og de to foregående højtider, og hvilke faktorer må vi her betragte?

¹⁰ Ligesom de to foregående højtider som Gud pålagde sit udvalgte folk at holde, burde løvhyttefesten også have et modbillede i vor tid. Det har den lykkeligvis også. Hvornår begyndte så dens modbilledlige opfyldelse? Og hvordan kan vi fastslå det? Det kan vi ved hjælp af historiske faktorer i forbilledet og i modbilledet.

11. Begyndte den ’høst’ der omtales i Mattæus 13:39 i 1914? Hvad viser de historiske kendsgerninger?

¹¹ I Mattæusevangeliet, kapitel 13, fremholdt Jesus Kristus en lignelse der handlede om indhøstningen af markens afgrøder. Det var lignelsen om hveden og ukrudtet, eller hveden og rajgræsset. I sin forklaring af lignelsen sagde Jesus: „Høsten er en afslutning på en tingenes ordning.“ (Matt. 13:39) Bibelprofetien og kronologien, såvel som de historiske begivenheder, bekræfter at afslutningen på den nuværende tingenes ordning begyndte i efteråret 1914 med udløbet af ’de syv tider’, de tider hvori hedningerne havde udøvet deres herredømme over jorden uden indblanding fra Guds messianske riges side. (Dan. 4:23-25) Begyndte indhøstningen eller indsamlingen af ’hvedeskaren’, eller de sande kristne i dette år? Nej, for historien viser at Jehovas indviede kristne tjenere blev adsplittet under den første verdenskrig, der begyndte i 1914. Deres verdensomfattende organisation blev splittet af fjenderne af Jehovas messianske rige, det himmelske rige som disse salvede og åndsavlede disciple af den regerende konge, Jesus Kristus, nidkært forkyndte om. Til sidst ramte den organisationsmæssige splittelse endda Jehovas indviede folks hovedkontor i Brooklyn, New York, USA. Det skete i 1918.

12. Hvornår begyndte den indsamling Jesus forudsagde i Mattæus 24:31, og hvilken højtid begyndte hermed?

¹² I sin profeti om tegnet på sin nærværelse og afslutningen på denne tingenes ordning sagde Jesus, som vi læser i Mattæus 24:31: „Og han vil sende sine engle ud med kraftig trompetlyd, og de skal samle hans udvalgte fra de fire vinde, fra himlenes ene ydergrænse til deres anden ydergrænse.“ Med disse ord forudsagde Kristus at hans „udvalgte“ skulle samles fra alle de steder hvortil de var blevet spredt eller hvor de var isoleret. Denne indsamling begyndte i efterkrigsåret 1919, umiddelbart efter at medlemmerne af hovedkontorets stab i Brooklyn var blevet løsladt den 25. marts 1919 efter ni måneders ophold i forbundsfængselet i Atlanta, Georgia. Det var derfor i dette mindeværdige år at den modbilledlige indsamlingshøjtid eller løvhyttefest begyndte. Denne begivenhed vakte overalt i verden en vældig glæde hos den salvede rest af Kristi „udvalgte“.

13. (a) Hvem skulle indhøstes under den høst Jesus omtalte i Mattæus 13:39? (b) Hvilke kategorier af disse mennesker blev indhøstet efter 1919?

¹³ For at bekræfte dette kan vi pege på flere betydningsfulde ting. Hvilken høst var det for eksempel Jesus talte om da han sagde at høsten var „en afslutning på en tingenes ordning“? Det var indhøstningen af „rigets sønner“, det vil sige de åndsavlede arvinger til det himmelske rige. Det er en åndelig, salvet skare, den skare der symbolsk blev fremstillet ved hveden, og indsamlingen af den begyndte netop i foråret 1919. Efterhånden blev der indsamlet flere end de rigsarvinger der var blevet spredt som følge af begivenhederne under den første verdenskrig. Ja, fra 1919 og fremefter var der mange tusind andre som også stillede sig på Guds oprettede riges side og indviede sig til Jehova, lod sig døbe, blev åndsavlet og salvet med Guds ånd — og de blev føjet til den oprindelige rest. Som skare betragtet blev de forudskildret ved fremtrædende skikkelser i førkristne bibelske dramaer. Disse berømmelige personer var moabitterinden Rut, der loyalt fulgte sin svigermoder, jødinden No’omi, samt dronning Ester, der var kusine til jøden Mordokaj, som blev førsteminister i perserriget under kong Ahasverus eller Xerxes.

14. Hvad markerer altså begyndelsen til den modbilledlige indsamlingshøjtid eller løvhyttefest?

¹⁴ Både Rut og Ester fik tilknytning til Davids kongelige slægtslinje og spillede en rolle for slægtens bevarelse frem til Jesu, ’Davids søns’, første komme. (Matt. 1:1, 5; Rut 4:18-22; Est. 4:13, 14) Indsamlingen af Rut- og Esterskaren sammen med den oprindelige salvede rest, markerer begyndelsen til den modbilledlige indsamlingshøjtid eller løvhyttefest.

15. Hvem blev denne højtid fejret af, og hvem var det der skulle bo i løvhytter under højtiden?

¹⁵ Et andet punkt: I førkristen tid var det de kødelige jøder der fejrede den forbilledlige løvhyttefest. Det var dem der af Jehova, gennem Moses, havde fået forskrift om at fejre den. Ved høsttiden om efteråret strømmede de derfor til Jerusalem for at bo i løvhytter. Selv de fastboende i Jerusalem boede i løvhytter under højtiden. Denne løvhyttefest skulle minde dem om noget. Om hvad? Tredje Mosebog 23:42, 43 svarer: „I skal bo i løvhytter i syv dage, alle indfødte i Israel skal bo i løvhytter, for at eders efterkommere kan vide, at jeg lod israelitterne bo i løvhytter, da jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er [Jehova] eders Gud!“ Det var de indfødte jøder der gjorde det.

16. (a) Hvordan boede „den sammenløbne hob“ sammen med israelitterne under vandringen til det forjættede land? (b) Hvordan var der i Herodes’ tempel på Jesu tid sat skel mellem hedningerne og israelitterne?

¹⁶ Den store ’sammenløbne hob’ ikke-israelitter der gjorde fælles sag med israelitterne og ’fulgte med dem’, måtte naturligvis også bo i telte undervejs til det forjættede land. (2 Mos. 12:38) Befalingen om at fejre løvhyttefesten blev imidlertid ikke henvendt til ’den sammenløbne hob’, men til Israel. Det forjættede land blev heller ikke givet til denne ’sammenløbne hob’, men blev fordelt blandt Israels 12 ikke-levitiske stammer, og loven om jordens tilbagelevering i jubelåret gjaldt israelitterne. Indsamlingshøjtiden skulle altså specielt være for israelitterne. „Den fremmede“ fik dog nådigt lov at være med. Da højtiden blev fejret på Jesu tid var ikke-jøderne eller hedningerne henvist til at opholde sig i hedningernes forgård, der var adskilt fra Israels forgård ved stengærdet og den ydre forgård. Deres plads var på det laveste niveau i Herodes’ tempelanlæg.

De festdeltagere der bar grene

17, 18. Hvem var det der bar lulab’er under højtiden og fra hvilket skriftsted er ideen hertil formentlig hentet?

¹⁷ Under fejringen af højtiden var det israelitterne der bar de såkaldte lulab’er og etrog’er (citrusfrugter). Ved at læse beskrivelsen i Nehemias 8:14-18 får vi en idé om hvordan det muligvis er foregået på Jesu tid. Lulab’en var en buket af forskellige grene som den jødiske festdeltager havde i hånden. Ideen hertil siges at være hentet fra Tredje Mosebog 23:40:

¹⁸ „Den første dag skal I tage eder smukke træfrugter, palmegrene og kviste af løvtræer og vidjer fra bækkene og i syv dage være glade for [Jehova] eders Guds åsyn.“

19. (a) Hvad var lulab’en sammensat af? (b) Under hvilken ceremoni svingede israelitterne med lulab’en, og hvad sang de?

¹⁹ Lulab’en var sammensat af 1) en palmegren som endnu ikke havde foldet sig ud, 2) tre myrtekviste med blade, og 3) to kviste fra piletræet, hvis ved er rødligt og hvis grene er lange og udelte. De festende israelitter svang lulab’en frem og tilbage, og ved højtidens slutning kastede de den bort. Lulab’en og etrog’en (en citrusfrugt der minder om en citron, men ikke, som denne, er tilspidset i den ene ende) blev båret i procession omkring alteret i præsternes forgård, en gang rundt hver dag de første seks dage og syv gange rundt på højtidens syvende og sidste dag. Derefter blev etrog’en spist. Under processionen sang man Salme 118:25: „Ak, [Jehova], frels dog, ak, [Jehova], lad det dog lykkes!“ Hedningerne, som opholdt sig i deres egen forgård, var afskåret fra at deltage i alt dette.

20. Hvilken stemning sagde statholderen Nehemias at israelitterne skulle være i under løvhyttefesten?

²⁰ Efter fangenskabet i Babylon sagde statholderen Nehemias til israelitterne under løvhyttefesten: „Denne dag er helliget vor Herre; vær ikke nedslåede, thi [Jehovas] glæde er eders styrke!“ (Neh. 8:10) Efter udfrielsen fra det store Babylon i 1919 bør de åndelige israelitter vise den samme indstilling.

21. (a) Hvad vakte stor glæde hos resten af de åndelige israelitter i foråret 1919? (b) Hvilken slags arbejde regnede de med at udføre, men hvad viste det sig at blive?

²¹ Det er tydeligt at løvhyttefestens opfyldelse begyndte i dette efterkrigsår. I betragtning af de forventninger som „rigets sønner“ havde næret indtil dette år, var de ret desorienterede da de pludselig befandt sig i efterkrigstiden. Men de glædede sig overmåde meget da udfrielsen fra Babylon den Store fandt sted i foråret 1919. De gik straks i gang med det indsamlingsarbejde der nu skulle udføres. Først troede de at det kun ville dreje sig om et „eftersankningsarbejde“. (Se paragraf 1 i artiklen „Høsttiden endt — hvad skal følge derefter?“ på side 122 i Vagttårnet for 1. august 1919.) Men i stedet for et eftersankningsarbejde viste det sig at blive et egentligt høstarbejde.

22. Havde medlemmerne af den salvede rest i tanke at skulle bo i et jordisk paradis for evigt, og hvordan betragtede de sig selv i denne tingenes ordning?

²² De salvede høstarbejdere boede så at sige i løvhytter, for de satte ikke deres hu til det jordiske. De så ikke frem til at leve evigt i et jordisk paradis, men glædede sig derimod til at tiltræde deres himmelske arv sammen med den herliggjorte Herre, Jesus Kristus. Deres indstilling var som der siges i Hebræerbrevet 13:13, 14: „Lad os da gå ud til ham uden for lejren, idet vi bærer den skændsel han bar, for her har vi ikke en blivende by, men vi søger ivrigt den kommende.“ Af den grund betragtede de sig selv som pilgrimme, som „udlændinge og midlertidige indbyggere“ i denne tingenes ordning, ligesom Abraham, Isak og Jakob. — 1 Pet. 2:11; 1 Mos. 47:9; 2 Mos. 6:4; Hebr. 11:13; Sl. 119:54.

23. (a) Hvordan nød „resten“ godt af et åndeligt lys under den modbilledlige løvhyttefest? (b) Hvilken forståelse fik man af lignelsen i Mattæus 25:31-46?

²³ Til gavn for den salvede rest som nu var begyndt at fejre den modbilledlige løvhyttefest, vældede der et åndeligt lys frem fra Jehovas himmelske tempel. Mens restens medlemmer var optaget af at indsamle den åndelige skare der blev forudskildret ved Rut og Ester, blev deres forståelse udvidet ved at der blev kastet et særligt lys over Jesu lignelse om fårene og bukkene, som er nedskrevet i Mattæus 25:31-46. Ved generalstævnet i Los Angeles, Californien, i 1923 blev denne lignelse behandlet af Vagttårnsselskabets præsident, som nu havde været løsladt fra forbundsfængselet i Atlanta i fire år. Det blev forklaret at lignelsens opfyldelse ikke skulle vente til Jesu Kristi tusindårsrige. Den skare der svarede til fårene, var allerede ved at dannes. Dens medlemmer var allerede på skuepladsen og var i færd med at gøre godt mod resten af den herliggjorte Jesu Kristi åndelige brødre. Foredragsemnet „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“ tog sigte på dem. De hørte til ’de andre får’ som Jesus omtalte i Johannes 10:16.

24. Gjorde man på det tidspunkt nogen særlig indsats for at indsamle dem der gjorde godt mod Kristi åndelige brødre?

²⁴ Skønt lignelsen i Mattæus 25:31-46 nu blev forklaret, gjorde man ikke på dette tidspunkt nogen særlig indsats for at indsamle disse „andre får“. Men man udtrykte påskønnelse af den godhed de viste resten af Kristi åndelige brødre. Efterhånden skulle det åndelige lys under den modbilledlige løvhyttefest blive stærkere.

„Oplad mig retfærdigheds porte, ad dem går jeg ind og lovsynger [Jehova]! Denne er dagen, som [Jehova] har gjort, lad os juble og glæde os på den! Ak, [Jehova], frels dog, ak, [Jehova], lad det dog lykkes! Velsignet den, der kommer, i [Jehovas] navn; vi velsigner eder fra [Jehovas] hus! [Jehova] er Gud, og han lod det lysne for os. Festtoget med grenene slynge sig frem, til alterets horn er nået! Du er min Gud, jeg vil takke dig, min Gud, jeg vil ophøje dig! Tak [Jehova], thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig!“ — Sl. 118:19, 24-29.

[Diagram/illustration på side 17]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Port

Søjlegange

Port

Port

Den kongelige søjlegang

Salomons søjlegang

Port

Den nordlige søjlegang

Hedningernes forgård

Den ydre forgård

Stengærde

Kvindernes forgård

Israels forgård

Præsternes forgård

Templet

[Illustration på side 19]

En højtid der skal fejres af milliarder

1. Hvilket vidnesbyrd om at ’de andre får’ også er med til at fejre den modbilledlige løvhyttefest kom for dagen i 1931? Og i 1932?

SKULLE den gode Hyrdes „andre får“ også være med til at fejre den modbilledlige løvhyttefest? Ja, til Guds fastsatte tid. Det viser de glædelige vidnesbyrd. I 1931 faldt lysskæret fra festbelysningen på Ezekiels profetis niende kapitel. Det viste sig at de mennesker som manden i det linnede klædebon skulle mærke i panden med sit skrivetøj, var de samme som „fårene“ i Jesu lignelse i Mattæus 25:31-46. I 1932 afslørede festbelysningen derefter at de samme „får“ var blevet forudskildret ved Jonadab, Rekabs søn, som blev ven med Jehovas domsfuldbyrder, kong Jehu af Israel. — 2 Kong. 10:15-28; Jer. 35:1-19.

2. (a) Hvilken indsamling foruden den der omtales i Mattæus 24:31, nævnte Jesus i sin profeti om „afslutningen på tingenes ordning“? (b) Hvad bevirkede i 1935 at denne indsamling tog fart?

² Lad os huske at Jesus fremholdt lignelsen i Mattæus 25:31-46 som en del af det tegn der skulle vidne om hans usynlige nærværelse og „afslutningen på tingenes ordning“. (Matt. 24:3) Hermed forudsagde Jesus at der i løbet af den omtalte afslutningsperiode skulle indsamles andre foruden „de udvalgte“ der omtales i Mattæus 24:31. Denne indsamling — nemlig af dem der gjorde godt mod „de udvalgte“ — begyndte i foråret 1935, og den tog særlig fart på grund af et foredrag der blev holdt fredag den 31. maj 1935 ved Jehovas Vidners stævne i Washington, D.C. — et stævne der var blevet averteret vidt og bredt og hvortil de såkaldte Jonadabvenner specielt var blevet indbudt.

3. (a) Hvad var emnet for det foredrag der blev holdt, og hvor mange blev derefter døbt? (b) Hvilket tegn blev opfyldelsen af Mattæus 25:31-46 nu en del af?

³ Denne dag talte præsidenten for Vagttårnets selskab over emnet „Den store skare“ og behandlede profetien i Åbenbaringen 7:9-14. Han påviste at ’den store skare’ er identisk med „fårene“ i Jesu lignelse i Mattæus 25:31-46. Denne forklaring blev hilst med glæde af såvel den salvede rest som Jonadabskaren. Dagen efter blev der afholdt dåb, og 840 symboliserede deres indvielse til Jehova Gud ved vanddåben. Flertallet af disse viste sig at høre til de „får“ der gør sig til venner med kongen Jesu Kristi åndelige brødre. Dette blev nu en del af tegnet på at den regerende konge Jesus Kristus er usynligt nærværende og at vi lever i „afslutningen på tingenes ordning“.

4. Hvordan blev disse oplysninger bragt ud til alle fårene, og hvilket indsamlingsarbejde fortsatte?

⁴ Disse oplysninger blev udbredt over hele jorden så alle symbolske får kunne stifte bekendtskab med dem, idet de blev offentliggjort i Vagttårnet (på engelsk den 1. og 15. august og på dansk den 1. og 15. oktober 1935). Således fortsatte indsamlingen af Jonadabskaren med guddommelig bemyndigelse.

5. (a) Hvor omfattende er indsamlingsarbejdet siden blevet? (b) Men hvilket indsamlingsarbejde, som gik forud for dette, blev ikke standset?

⁵ Til trods for de mange ulemper under den anden verdenskrig fra 1939 til 1945 og den skrækkelige forfølgelse af Jehovas vidner i denne prøvelsens periode, er indsamlingen af ’de andre får’ fortsat og foregår nu i over 200 lande og øområder. Indsamlingen af ’den store skare’ satte imidlertid ikke en - stopper for indsamlingen af flere medlemmer til Rut- og Esterskaren. Nej, der blev stadig indsamlet nogle som blev anset for værdige til at blive „grene“ på „vintræet“, Kristus. (Joh. 15:1-8) Der blev stadig indpodet „grene“ i det symbolske „ædle oliventræ“ der omtales i Romerbrevet 11:17-24.a — 5 Mos. 16:13.

6. (a) Hvilken stemning skulle kendetegne dem der fejrede denne højtid i den syvende månemåned? (b) Var løvhyttefesten og indsamlingshøjtiden to forskellige højtider der begynder på forskellige tidspunkter?

⁶ Siden 1919 er der altså i sandhed blevet fejret en modbilledlig indsamlingshøjtid, en højtid der kendetegnes af den samme glæde som var et karakteristisk træk ved fortidens løvhyttefest. Jehovas ord til dem der fejrede løvhyttefesten dengang er også gået i opfyldelse nu: „Derfor skal du kun være glad.“ (5 Mos. 16:15) Lad os ikke glemme at løvhyttefesten og indsamlingshøjtiden er én og samme højtid. Det er ikke to højtider der begynder på forskellige tidspunkter og overlapper hinanden. I forbilledet havde denne højtid der varede syv dage og blev fejret i den syvende månemåned, simpelt hen to navne fordi opholdet i løvhytterne skulle finde sted ved høsttid i den syvende måned, tisjri eller etanim. Eftersom det i forbilledet var israelitternes høst det drejede sig om, var det meget passende at indsamlingshøjtidens opfyldelse begyndte i 1919 med indhøstningen af dem som de kødelige israelitter var et billede på, nemlig en rest af de åndelige israelitter. — Jævnfør Vagttårnet, 1. november 1967, siderne 498, 499.

Den modbilledlige højtid i fremtiden

7. Hvordan ser fremtiden ud for den modbilledlige løvhyttefest?

⁷ Hvordan ser fremtiden ud for den modbilledlige løvhyttefest eller indsamlingshøjtid, som vi nu er i færd med at fejre? Der er gode udsigter, for ’den store trængsel’ og „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, der snart skal udkæmpes ved Harmagedon, vil ikke lægge en dæmper på højtidsglæden. (Matt. 24:21; Åb. 16:14, 16) Bibelprofetien viser at den modbilledlige højtid vil fortsætte uden afbrydelse ind i den nye orden som Jehova Gud vil indføre ved sin sejrende krigerkonge, Jesus Kristus. De der overlever Jehovas krig ved Harmagedon, det vil sige den salvede rest og den store skare „andre får“, vil fortsætte med at fejre højtiden i den nye retfærdsorden.b

8, 9. Hvor længe vil den overlevende rest forblive på jorden, og hvad fortæller Zakarias 14:16-19 dem om løvhyttefesten?

⁸ Hvor længe medlemmerne af den salvede rest skal fortsætte som „midlertidige indbyggere“ på jorden i den nye orden før de herliggøres i det himmelske rige, ved de endnu ikke. Men deres forhåbninger om at skulle forblive på jorden endnu et stykke tid og fortsat fejre højtiden med glæde, bygger solidt på Jehovas profetiske ord. I Zakarias 14:16-19 omtales endog flere deltagere i den modbilledlige løvhyttefest:

⁹ „Men alle de, der bliver tilbage af alle folkene, som kommer imod Jerusalem, skal år efter år drage derop for at tilbede kongen, Hærskarers [Jehova], og fejre løvhyttefest. Og dersom nogen af jordens slægter ikke drager op til Jerusalem for at tilbede kongen, Hærskarers [Jehova], skal der ikke falde regn hos dem. Og dersom Ægyptens slægt ikke drager derop og kommer derhen, så skal de rammes af den plage, [Jehova] lader ramme folkene. Det er straffen over ægypterne og alle de folk, som ikke drager op for at fejre løvhyttefest.“

10. Hvem vil overleve på jorden, og hvem vil ikke overleve, når alle nationerne retter deres endelige angreb mod det modbilledlige Jerusalem?

¹⁰ Hvem er det der beskrives som ’alle dem der bliver tilbage af alle folkene som kommer imod Jerusalem’? Det er hverken den salvede rest af de åndelige israelitter eller dens medarbejdere, ’den store skare’ som kommer ud af alle nationer og begynder at tilbede Jehova før nationerne retter deres angreb mod det modbilledlige Jerusalem. „Resten“ og ’den store skare’ er dem der bliver angrebet af nationerne fordi de forbliver loyale mod ’det himmelske Jerusalem’. (Hebr. 12:22) I de forudgående vers (Zak. 14:1-15) beskrives det hvordan Gud fører krig mod de angribende nationer og fastslår sit kongedømme eller suveræne herredømme over jorden. I Åbenbaringen 19:11-21 skildres det at alle nationer uden undtagelse vil angribe dem der på jorden holder sig til ’det himmelske Jerusalem’, og at ingen af disse nationer vil overleve „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. Ikke engang de der, om man så må sige, bliver hjemme og blot støtter de kæmpende hære, vil overleve, for mobiliseringen vil være total.

11. Hvilken tilintetgørelse vil fjenderne få i Harmagedon, og hvorfor?

¹¹ Under Guds krig ved Harmagedon vil alle disse fjender lide evig tilintetgørelse, uden noget håb om opstandelse. (Matt. 25:31, 32, 41-46; Es. 66:23, 24; Rom. 6:9; 1 Kor. 6:9, 10) Deres døde kroppe vil være som lig der ligger på en slagmark, som føde for ådselfugle. (Åb. 19:17-21) Hvad er det næste der indtræffer?

12. Hvem er da bibelsk set „alle de, der bliver tilbage af alle folkene, som kommer imod Jerusalem“?

¹² Nu er det at „alle de, der bliver tilbage af alle folkene, som kommer imod Jerusalem“ får deres chance. (Zak. 14:16) Hvem kan der være tale om? Bibelsk set må det være de milliarder af mennesker som er døde før den forudsagte ’store trængsel’ og „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon, og for hvem der er håb om en jordisk opstandelse.c Jesus Kristus talte om en opstandelse af ’alle dem der er i mindegravene’. (Joh. 5:28, 29; Åb. 20:12, 13) Blandt dem der oprejses vil der være et stort antal tidligere ægyptere, men der vil ikke til den tid være noget land der kaldes Ægypten, og heller ikke noget andet af de lande der tidligere har eksisteret.

13. Hvad må de opstandne på jorden anerkende under Kristi rige, og hvad vil der i modsat fald ske med dem?

¹³ Under Kristi tusindårsrige vil alle de opstandne på jorden blive undervist i den eneste sande religion. Vil de alle rette sig efter den? For at opnå evigt liv må hver enkelt komme til Jehovas åndelige tempel, der er forbundet med ’det himmelske Jerusalem’. Hver enkelt må fejre den modbilledlige løvhyttefest i templets jordiske forgård, hvor ’den store skare’ som har overlevet Harmagedon allerede befinder sig. (Åb. 7:9-15) Han må anerkende de „fyrster over hele jorden“ som kongen Jesus Kristus vil udnævne til at forvalte jordens anliggender. (Sl. 45:17, 1977-overs.) Og fremfor alt må de opstandne på jorden anerkende Jehova som Gud og universets suveræne Hersker, ja som „konge over hele jorden“ ved Jesus Kristus. (Zak. 14:9) Ellers vil Jehova, som er den der giver regn, ikke lade sine velsignelser gennem Kristus regne ned over dem. (Zak. 10:1) For dem der ikke modtager disse velsignelser vil det være som at bo i et tørkeramt område; det vil til sidst betyde døden for dem.

14. Hvad vil det indebære at blive ramt af Jehovas plage under Kristi tusindårsrige?

¹⁴ Jehova vil også kunne sende en plage som svarer til den plage han lod ramme de folkeslag eller nationer der førte krig mod hans ’himmelske Jerusalem’. (Zak. 14:12-15) Det vil betyde den evige død for disse stædige modstandere af den sande tilbedelse, selv hvis plagen rammer dem før afslutningen af Kristi tusindårsrige. De plageramte syndere vil ikke komme til at opleve afslutningen på Kristi tusindårsrige og derefter få mulighed for at blive retfærdiggjort af Jehova Gud til evigt liv på den paradisiske jord. Deres ophold på jorden under Kristi rige forfejler sin hensigt.

15. Hvem vil loyalt samarbejde med den overlevende rest af åndelige israelitter under deres ophold på jorden i den nye orden?

¹⁵ Når den nye orden begynder, vil den overlevende rest af åndelige israelitter stadig bo som „midlertidige indbyggere“ på jorden. De vil se frem til den tid da de skal forlade den jordiske skueplads og have del i deres himmelske arv og være sammen med Kristus og hans medkonger og medpræster. (Åb. 20:4-6) Men så længe de opholder sig på jorden efter Harmagedon vil ’fyrsteskaren’ eller de fyrster der er sat „over hele jorden“, loyalt samarbejde med dem i forbindelse med at føre tilsyn med fejringen af den modbilledlige løvhyttefest.d — Ez. 45:17, 25; se fodnoten.

16. (a) Hvorfra vil mange af ’fyrsteskarens’ medlemmer blive taget? (b) Hvilket privilegium ville det være en særlig glæde for den overlevende rest at opleve?

¹⁶ Mange af ’fyrsteskarens’ medlemmer vil blive udtaget blandt dem der tilhører ’den store skare’ som overlever „den store trængsel“ sammen med den åndsavlede rest. (Åb. 7:1-15) De vil se milliarder af døde opstå af gravene og samles i Jehovas åndelige tempels jordiske forgård for at fejre løvhyttefesten i modbilledet. Hvilken glæde ville det ikke være for den åndelige rest at forblive på jorden indtil den mirakuløse indhøstning der hentydes til i Zakarias 14:16-19, er begyndt! Med usigelig glæde ville de tage del i den verdensomfattende fejring af højtiden sammen med alle andre som er blevet genløst med ’Guds lams’, vort påskeoffers’, dyrebare blod.e — Ez. 44:3; 45:7 til 46:18; 48:21, 22.

17. (a) Hvorfor vil fejringen af højtiden under Kristi tusindårsrige ikke være forgæves? (b) Hvilken situation har jordens beboere så at sige været på vandring hen imod?

¹⁷ Fejringen af højtiden vil ikke være forgæves, for ved afslutningen af Kristi tusindårsrige vil alle som til den tid lever på jorden bøje sig for Jehova, tilbede ham i den jordomspændende forgård til hans store åndelige tempel, der er forbundet med ’det himmelske Jerusalem’. Jehova vil da få Riget overdraget af sin søn Jesus Kristus, som vil have fuldført hensigten med sit styre i de fastlagte tusind år. (1 Kor. 15:24-28) Denne jordiske situation er det mål som alle jordens beboere har været på vandring hen imod som ’teltboere’ eller „midlertidige indbyggere“.

18. Hvordan går det dem der består den endelige prøve fra Jehova?

¹⁸ På denne skillevej kommer så den endelige, afgørende prøve på deres integritet over for Jehova, universets suveræne Hersker. De der ikke består denne prøve, vil blive udslettet for evigt. De der ophøjer og hævder Jehova ved at bestå denne den højeste prøve, vil derimod få ret til at bo på den paradisiske jord for evigt. De vil ikke længere være ’teltboere’ eller „midlertidige indbyggere“ i landet. De vil tage fast ophold i det jordiske paradis. (Åb. 20:7-15) Den glæde de oplevede da de fejrede den modbilledlige løvhyttefest vil fortsat råde til evig tid på den lykkelige Guds og Konges, Jehovas, jordiske fodskammel. — 1 Tim. 1:11.

[Fodnoter]

[Illustration på side 20]

[Illustration på side 23]