Bevar den kristne enhed
„TÆNK at blive kaldt broder eller søster, ikke af præsten men af den midaldrende herre ved siden af dig eller af den pæne unge dame der netop har sat sig ved din højre side,“ skriver den katolske forfatter Domenico Mosso i en bog. „’Hvadbehager?’ ’Jeg sagde, godmorgen, broder.’ ’Hvad bilder du dig ind . . . jeg kender dig jo slet ikke. Hvad er meningen med denne familiære tone? Og så i en kirke!’“
Det skorter i høj grad på sand broderskabsfølelse inden for kristenhedens kirkesamfund — hvilket netop er et udtryk for deres mangel på kristen enhed. Men sådan er det ikke blandt Jehovas Vidner. Ligesom de første kristne, tiltaler vi frit hinanden som broder og søster. (2 Peter 3:15) Uanset hvor vi tager hen i verden er en varm broderlig velkomst aldrig længere væk end den nærmeste rigssal. Den internationale enhed kommer også til udtryk ved at alle menigheder følger det samme undervisningsprogram og ved at alle Jehovas vidner deltager i forkyndelsen af ’den gode nyhed om riget’. — Mattæus 24:14.
Aftenen før sin død bad Jesus til sin Fader og sagde: „Jeg beder . . . for dem som gennem deres ord får tro på mig, for at de alle må være ét, ligesom du, Fader, er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med dig.“ (Johannes 17:20, 21) Den bibelske beretning viser at Jehova Gud besvarede Jesu bøn. Blandt de første kristne formåede den forenende kraft i Kristi lære at opløse selv gamle fjendskaber mellem jøder og hedninger. — Galaterne 3:28.
Men det krævede en indsats at bevare denne enhed. Apostelen Paulus bad indtrængende sine medarbejdere om at ’vandre det himmelske kald værdigt, og affinde sig med hinanden i kærlighed’. De skulle ikke dele sig i forskellige sekter, for „der er ét legeme og én ånd, ligesom I blev kaldet med det ene håb der hører jeres kaldelse til; én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles Fader“. Apostlene, hyrderne og lærerne i menigheden skulle hjælpe ’alle til at nå frem til enheden i troen’. — Efeserne 4:1-6, 11-14.
Denne enhed kendetegner også Jehovas Vidner i vor tid. Men forskellige faktorer, såsom uafhængighedens ånd, kulturelle og racemæssige særpræg samt forskellige brister og ufuldkommenheder hos vore medkristne, kunne blive en trussel mod vor ’enhed i troen’. Hvad kan vi da gøre for at bevare denne enhed?
Spiser ved samme bord
Jehova oplyser ikke hver enkelt kristen individuelt. Han har derimod, gennem Kristus, udnævnt den ’trofaste og kloge trælleskare’ til at sørge for bibelsk studiemateriale og til at give betimelig vejledning til kristne i hele verden. (Mattæus 24:45-47) Bladet Vagttårnet udkommer således på 103 sprog som en hjælp til at dække det verdensomspændende behov for undervisning.
Det at vi som kristne spiser ved det samme åndelige bord, har i høj grad medvirket til at vi har kunnet opbygge og bevare troens enhed. Fra tid til anden kan det dog forekomme at en given vejledning ikke synes at være aktuel i visse lande. Bør vi da mene at vi ikke har behov for disse oplysninger? Bestemt ikke. Nogle af de advarsler Paulus gav de kristne der boede i den umoralske og afgudsdyrkende by Korinth, har sikkert ikke virket nær så aktuelle for de kristne der boede på landet. (1 Korinther 6:15, 16; 10:14) Men uanset hvor de boede betragtede de det Paulus havde skrevet, som en del af „de øvrige skrifter“. — 2 Peter 3:16.
På grund af varierende lokale forhold kan det i vor tid ligeledes forekomme at nogle artikler ikke synes at have så stor betydning. Vi bør imidlertid under alle omstændigheder tage imod de forhåndsadvarsler vi får, vel vidende at usunde tendenser i dag hurtigt kan spredes fra én del af verden til en anden.
Ufuldkommenheder og yderliggående synspunkter
Disciplen Jakob skrev: „Vi fejler alle mange gange.“ (Jakob 3:2) På grund af vor ufuldkommenhed er vi tilbøjelige til at gå til yderligheder. Dette er måske ikke noget problem når man har samme gemyt og meninger. To der for eksempel er meget omhyggelige kan arbejde udmærket sammen. Men hvis den ene er sjusket og den anden omhyggelig, kan det resultere i endeløse diskussioner!
Jehovas vidner kommer fra „alle nationer og stammer og folk og tungemål“. (Åbenbaringen 7:9) Nogle af os vil derfor have vidt forskellige opfattelser i spørgsmål om kost, helse og påklædning, ja, tilmed om takt og tone. Men sådanne forskelle i synspunkter behøver ikke at drive en kile ind imellem os. Bibelen advarer mod det at gå til yderligheder og tilskynder os til at arbejde på at være ligevægtige og rimelige. ’Visdommen ovenfra er fredsstiftende og rimelig,’ står der. — Jakob 3:17.
Det er sandt at Bibelen udtrykkeligt fordømmer visse handlinger. Men i mange tilfælde opfordrer den os blot til at følge den gyldne middelvej. Overvej hvad Bibelen siger om følgende emner:
Verdsligt arbejde: „Dovenskab lader én falde i dyb søvn, og den sjæl der er ugidelig må sulte.“ (Ordsprogene 19:15) „I kan ikke trælle både for Gud og for Rigdom.“ — Mattæus 6:24.
Tale: „Den der tøjler sine læber handler med indsigt.“ (Ordsprogene 10:19) „Til alt er der en fastsat tid . . . en tid til at tie og en tid til at tale.“ — Prædikeren 3:1, 7.
Selskabeligt samvær: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:35) „Sæt sjældent din fod i din næstes hus; ellers får han for meget af dig og hader dig.“ — Ordsprogene 25:17.
Børneopdragelse: „Den der sparer sin kæp hader sin søn, men den der elsker ham er efter ham med tugt.“ (Ordsprogene 13:24) „I må ikke opirre jeres børn, for at de ikke skal blive mismodige.“ — Kolossenserne 3:21.
Jo mere vi anstrenger os for at være ligevægtige i vore synspunkter, jo færre konflikter vil der opstå iblandt os. Men hvad skal man gøre hvis der alligevel opstår uoverensstemmelser på grund af ufuldkommenhed? Husk da hvad Paulus skrev i Kolossenserbrevet, det tredje kapitel, vers 13: „Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden.“
Tag ikke anstød
Nogle i menigheden kan imidlertid være særlig følsomme, sådan at de opfatter uskyldige ord og handlinger negativt og tillægger andre dårlige motiver. Dette skyldes måske deres baggrund; men uanset årsagen er det sørgeligt når sådanne tager anstød af bagateller eller — endnu værre — foruroliger andre ved at så splittelsens sæd!
Sandt nok fordømmer Bibelen en handlemåde der kunne få medtroende til at tage anstød. (Lukas 17:1, 2) Og en moden kristen bør altid tage hensyn til sine trosfællers følelser. Men samtidig tilskynder Bibelen os indtrængende til ikke at være overdrevent følsomme og i vort sind gøre enhver fortrædigelse værre end den er. (Prædikeren 7:9) Dertil kommer at hvis vi spreder misstemning blandt vore trosfæller, ved at blotlægge en andens fejl, gør vi os skyldige i en handlemåde som Jehova hader. — Ordsprogene 6:16-19.
Guds ånd kan hjælpe os til at bekæmpe en sådan overdreven følsomhed. I stedet for at dvæle ved vore brødres fejl kan vi med åndens hjælp tænke positive, opbyggende tanker. (Filipperne 4:8) Derved kan vi fremme enheden.
Enhed betyder ikke ensrettethed
Den verdensomspændende enhed opretholdes dog ikke på bekostning af ethvert personligt særpræg og initiativ. Når det gælder om at følge de bibelske principper aflægger vi med glæde denne verdens uafhængige tænkemåde for at lade os lede af Jehovas ånd. Men i forbindelse med det at røgte vort ansvar som forkyndere, er der rig lejlighed til at lade både det personlige initiativ og fantasien komme til udtryk. Ja, vore brødre udviser ofte stor opfindsomhed i deres bestræbelser på at tilpasse deres forkyndelsesmetoder til de lokale forhold.
Desuden er der mangt og meget som ikke direkte er omfattet af bibelske principper, deriblandt visse lokale skikke. For eksempel er det almindeligt i det meste af Europa at folk hilser på hinanden ved at give hånd. I Det Fjerne Østen hilser man derimod på hinanden ved at bukke. Begge skikke er antagelige for en kristen. I spørgsmål om påklædning og soignering giver Bibelen blot nogle grundlæggende retningslinjer der bygger på beskedenhed og ligevægt. Inden for disse rammer kan vi gøre som vi har lyst til, idet vi udviser „et sundt sind“. — 1 Timoteus 2:9, 10.
Ældste må derfor omhyggeligt sikre sig at deres vejledning altid er solidt bygget på Bibelens principper og ikke hviler på personlige synspunkter. I åndelige spørgsmål vil de ældste naturligvis altid gå foran med hensyn til at fremme den sande enhed. Men her kan vi alle gøre vor del. Vi kan ’blive ved med at prøve os selv om vi er i troen’ ved regelmæssigt at studere Bibelen og de publikationer som den ’trofaste trælleskare’ udgiver. (2 Korinther 13:5) Vi kan bevare enheden i gerning ved frimodigt at deltage i den ’offentlige bekendelse’ af vor tro. — Hebræerne 13:15.
Ved at gøre dette efterlever vi den inspirerede vejledning: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.“ — 1 Korinther 1:10.
[Illustration på side 30]
Det har afgørende betydning for enheden at vi bevarer det gode forhold, selv om vi måtte have grund til at tage anstød