Hvordan Jehova hjælper i dag
BIBELEN siger om Jehova: „Mange ulykker rammer den retfærdige, men Jehova udfrier ham af dem alle.“ Der siges også at Jehova „forstår . . . at udfri gudhengivne mennesker af prøvelse“. — Salme 34:19; 2 Peter 2:9.
Hvordan kommer Jehova sine tjenere til undsætning når de er i vanskeligheder? Ikke ved mirakuløst at holde igen på naturkræfterne eller på andre overnaturlige måder, sådan som mange mener at han burde. Nej, han benytter en anden kraft som de fleste ikke fatter fuldt ud — kærlighed. Ja, Jehova elsker sit folk, og han har indpodet en indbyrdes kærlighed i dem der er så stærk at han kan gøre noget som virker næsten mirakuløst til gavn for dem. — 1 Johannes 4:10-12, 21.
Nogle vil indvende at i nødsituationer er der brug for mad, medicin og nødudstyr, ikke kærlighed. Naturligvis er mad, medicin og nødudstyr vigtigt, men apostelen Paulus ræsonnerer på følgende måde: „Hvis jeg har al tro så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og hvis jeg giver alt hvad jeg ejer til bespisning af andre, og hvis jeg overgiver mit legeme, så jeg kan rose mig, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.“ — 1 Korinther 13:2, 3.
Ikke sjældent læser man om nødhjælpsforsyninger der ligger i en havn og rådner eller bliver ædt af rotter mens de nødstedte bukker under for sult og sygdom. Eller endnu værre: forsyningerne falder i hænderne på grådige og skruppelløse personer som tager ublu priser for dem. Én ting er altså at skaffe forsyninger, noget andet er at få dem ud til de nødlidende. Ægte kærlighed og omsorg kan gøre forskellen.
Kærlighed i virksomhed
I september 1992 ramte orkanen Iniki øen Kauai med 55.000 indbyggere i Hawaii-øgruppen. Vindhastigheden kom op over 200 kilometer i timen, med vindstød på godt 250 kilometer i timen. To blev dræbt, 98 kvæstet; 75 procent af alle huse blev beskadiget, og 8000 blev hjemløse. Der blev anrettet skader for 6 milliarder kroner. Blandt beboerne på denne lille ø var der cirka 800 Jehovas vidner, fordelt på seks menigheder. Hvordan gik det dem?
Før Iniki nåede til øen havde de ældste under tilsyn af en rejsende tilsynsmand allerede kontaktet alle i menighederne for at forvisse sig om at de var i sikkerhed og var beredt på uvejret. Denne betænksomhed var medvirkende til at ingen Jehovas vidner omkom eller led alvorlig overlast. — Jævnfør Esajas 32:1, 2.
Kommunikation og transport var afbrudt mange steder, men tre repræsentanter for Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Honolulu var blandt de første der ankom til ulykkesområdet. De havde fået særlig tilladelse af civilforsvaret til at flyve til Kauai. Straks satte de sig i forbindelse med de lokale forkyndere og organiserede næste morgen et møde for at planlægge nødhjælpsarbejdet. Der blev nedsat en nødhjælpskomité som skulle vurdere behovene og skaffe de nødvendige materialer gennem afdelingskontoret i Honolulu. De arbejdede i døgndrift med at få nødforsyninger ud til de trængende og rengøre og istandsætte beskadigede huse.
Jehovas vidner på de andre øer var også hurtige til at hjælpe deres nødstedte brødre. Så snart lufthavnen på Kauai blev åbnet, fløj 70 brødre dertil for at yde hjælp. Der blev sendt forsyninger til en værdi af 600.000 kroner, bestående af blandt andet generatorer, feltkomfurer, lygter og madvarer. En af rigssalene på øen blev brugt til depot. Brødrene frygtede at den kunne blive plyndret; men så kørte nogle lastbiler fra hæren ind på parkeringspladsen, og chaufførerne spurgte om de måtte holde der. De soldater som bevogtede lastbilerne beskyttede automatisk også nødforsyningerne i rigssalen.
Brødrene bragte generatorerne med rundt fra hus til hus og lod dem hvert sted køre i to til tre timer, sådan at folks frysere kunne holdes i drift. Grupper af brødre blev sendt til forskellige huse for at hjælpe med at gøre rent og reparere. En mand havde voldsomt modstået sin hustru, der er et af Jehovas vidner, men da brødrene arbejdede på hans hus blev han så bevæget at han bare kunne stå og se til mens tårerne løb ham ned ad kinderne. En besøgende fra fastlandet så en anden gruppe forkyndere i arbejde og var så imponeret over deres adfærd og organisering at han gik hen til dem og spurgte hvad der gjorde dem så anderledes. Da en broder svarede at det skyldtes deres kærlighed til Gud og deres medkristne, spurgte manden: „Hvordan kan jeg lære Gud at kende?“ (Mattæus 22:37-40) Derpå tilføjede han: „I er så velorganiserede at der sikkert står nogen og venter på mig når jeg kommer hjem til Florida!“
I alt hjalp Jehovas vidner med at rengøre og istandsætte 295 huse på Kauai. Heraf trængte 207 til små udbedringer, men 54 var alvorligt beskadigede, og 19 lå i ruiner. Arbejdet indbefattede også besøg hos alle der var kendt som Jehovas vidner, så man kunne forvisse sig om at alles behov blev dækket. Da der blev leveret forsyninger til en søster bemærkede en buddhistisk nabo at han ikke havde fået så meget som et tebrev af sine trosfæller. En dame hvis hus Jehovas vidner gjorde rent, sagde: „I er længe kommet til min dør, og jeg har regnet jer for gode medborgere, men dette udtryk for næstekærlighed viser mig hvad jeres organisation står for. Tak for jeres umage.“
De der ledede nødhjælpsarbejdet tænkte ikke kun på deres trosfællers materielle behov, men også på de åndelige. Mindre end to dage efter orkanen holdt flere menigheder allerede møder. Bogstudiegrupperne kom også hurtigt i funktion igen. Ti ældste fra naboøerne kom til Kauai for at bistå de lokale ældste med at aflægge hyrdebesøg hos alle brødre og søstre på øen. Den følgende søndag holdt samtlige seks menigheder et vagttårnsstudium fulgt af en halv times foredrag vedrørende nødhjælpen som et medlem af nødhjælpskomitéen holdt, og til slut en halv times indlæg af en besøgende broder fra afdelingskontorets udvalg i Honolulu. En tilstedeværende beretter: „Alle blev styrket af den gode vejledning og følte sig åndeligt rede til at klare de resterende problemer. De fleste måtte knibe en tåre da programmet sluttede, og der lød et spontant bifald.“
Et verdensomspændende brodersamfund
En sådan kærlighed kendetegner Jehovas folk overalt. Da cyklonen Val havde hærget Vest-Samoa et års tid før, var skaderne omfattende, men Jehovas vidner andre steder kom hurtigt deres brødre til undsætning. Da myndighederne senere bevilgede alle trossamfund — også Jehovas Vidner — midler til reparation af deres bygninger, returnerede Jehovas Vidner beløbet med den besked at alle skader hos dem allerede var udbedret, og med forslag om at pengene blev brugt til at reparere nogle af statens bygninger. Denne gestus blev omtalt i et stedligt dagblad. En embedsmand bemærkede dette og betroede en broder at han skammede sig over sin egen kirke fordi den havde taget imod statsmidlerne skønt alle dens beskadigede bygninger var forsikrede.
I september 1992 reagerede Jehovas vidner også omgående da floden Ouvèze i Sydøstfrankrig gik over sine bredder og anrettede ødelæggelser i Vaison-la-Romaine og 15 omliggende byer. Oversvømmelsen kostede 40 mennesker livet, ødelagde 400 huse, beskadigede hundreder af andre og afbrød elektricitet og vand til tusinder af familier. Tidligt næste morgen var lokale forkyndere de første til at komme de nødstedte til hjælp. De der stod uden tag over hovedet blev indkvarteret hos gæstfri brødre på egnen. Brødre i hundredvis kom fra fjern og nær og tilbød at hjælpe. En nødhjælpskomité blev oprettet i den nærliggende by Orange for at samordne fire frivillige arbejdsholds indsats. Holdene fjernede slam og rensede huse, vaskede muddervædet tøj i stakkevis, og tilberedte og udleverede mad og drikke i de berørte områder. De meldte sig endog frivilligt til at gøre en skole og adskillige kommunale bygninger rene. Deres utrættelige indsats blev påskønnet af både brødrene og lokalbefolkningen.
Mange andre steder har Jehovas vidner ligesom deres naboer været ude for katastrofer som oversvømmelser, storme og jordskælv. De giver hverken Gud eller nogen anden skylden, idet de er klar over at årsagen er tid og tilfælde eller uafvendelige omstændigheder. (Prædikeren 9:11) De nærer i stedet tillid til at deres trosfæller i selvopofrende kærlighed vil komme dem til hjælp uanset hvad der måtte overgå dem. Denne omsorg er en følge af deres fælles tro. Som disciplen Jakob siger: „Hvis en broder eller en søster er nøgen og mangler den daglige føde, og en af jer siger til dem: ’Gå bort i fred, hold jer varme og mætte,’ men I ikke giver dem det fornødne til legemet, hvad gavner det så? Således er også troen, hvis den ikke har gerninger, i sig selv død.“ — Jakob 2:15-17.
Hvor vi kan opnå sand beskyttelse
Jehovas vidner forventer ikke mirakler i form af guddommelig indgriben, men erkender at deres beskyttelse ligger i deres verdensomspændende kristne brodersamfund. Faktisk er det intet mindre end mirakuløst hvad dette brodersamfund formår at udrette i nødsituationer. De husker Jesu ord i Mattæus 17:20: „Hvis I har tro på størrelse med et sennepsfrø, vil I sige til dette bjerg: ’Flyt dig herfra og derhen,’ og det vil flytte sig, og intet vil være umuligt for jer.“ Ja, bjerglignende hindringer forsvinder når sand kristen tro forenet med kærlighed motiverer til handling.
Jehovas folk over hele jorden mærker deres Guds beskyttende hånd i disse ustabile og farlige tider. De føler ligesom salmisten: „I fred vil jeg både lægge mig og falde i søvn, for du, Jehova, du alene, lader mig bo trygt.“ (Salme 4:8) Med tillid retter de opmærksomheden mod deres nuværende opgave — at ’forkynde denne gode nyhed om riget på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne’, hvorefter ’enden vil komme’. (Mattæus 24:14) Og med forvisning ser de frem til opfyldelsen af Jehovas løfte om en fredfyldt, retfærdig ny verden, hvor de ikke længere kommer ud for katastrofer af nogen slags, hverken menneskeskabte eller naturlige. — Mika 4:4.
[Illustrationer på side 12]
Jehovas vidner kom fra fjern og nær for at hjælpe efter oversvømmelsen