Du er dyrebar i Guds øjne!

„Med en varig kærlighed elsker jeg dig. Derfor har jeg draget dig med loyal hengivenhed.“ — JEREMIAS 31:3.

1. Hvordan adskilte Jesu holdning til det jævne folk sig fra farisæernes indstilling?

DE KUNNE se det på hans blik. Denne Jesus var ikke ligesom deres religiøse ledere; han var interesseret i dem. Han havde ondt af disse mennesker, der „var medtagne og omtumlede som får uden hyrde“. (Mattæus 9:36) Deres religiøse ledere skulle have været kærlige hyrder der repræsenterede en kærlig og barmhjertig Gud. I stedet så de ned på det jævne folk og betragtede det som noget rak, som forbandet!a (Johannes 7:47-49; jævnfør Ezekiel 34:4.) Denne forkvaklede, ubibelske indstilling adskilte sig naturligvis meget fra den holdning Jehova havde til sit folk. Han havde sagt til det: „Med en varig kærlighed elsker jeg dig.“ — Jeremias 31:3.

2. Hvordan forsøgte Jobs tre venner at overbevise ham om at han ikke var noget værd i Guds øjne?

² Farisæerne var dog næppe de første der forsøgte at overbevise Jehovas elskede får om at de var uden værd. Tag eksemplet med Job. Jehova betragtede ham som retfærdig og uangribelig, men de tre „trøstere“ insinuerede at Job var en umoralsk og ond frafalden, der ville dø uden at efterlade sig noget minde. De påstod at Gud ikke ville tillægge Jobs retfærdighed nogen værdi, eftersom Gud ikke engang stolede på sine egne engle, og tilmed betragtede himmelen som uren! — Job 1:8; 4:18; 15:15, 16; 18:17-19; 22:3.

3. Hvilke midler bruger Satan i dag i et forsøg på at overbevise folk om at de er uden værd og at ingen elsker dem?

³ I dag gør Satan stadig brug af sådanne „listige anslag“ i et forsøg på at overbevise folk om at de ikke er noget værd og at ingen elsker dem. (Efeserne 6:11) Sandt nok forfører han ofte mennesker ved at appellere til deres forfængelighed og stolthed. (2 Korinther 11:3) Men han nyder også at knuse de sårbares selvrespekt, især i disse kritiske „sidste dage“. Mange vokser i dag op i familier hvor der ikke findes „naturlig hengivenhed“; mange må hver dag færdes blandt folk der er vilde, selviske og egenrådige. (2 Timoteus 3:1-5) Mennesker der i årevis er blevet udsat for dårlig behandling, racisme, had eller misbrug, kan til sidst føle at de er uden værd og at ingen kan elske dem. En mand har skrevet: „Jeg føler mig ikke elsket af nogen, og selv elsker jeg ingen. Jeg har meget svært ved at tro at Gud overhovedet er interesseret i mig.“

4, 5. (a) Hvorfor er tanken om at mennesker er uden værd i modstrid med Bibelens lære? (b) Hvilke farlige konsekvenser kan det få hvis vi går og tror at intet af det vi gør er noget værd?

⁴ Men den forestilling at mennesket ikke er noget værd, er i direkte modstrid med et af de fundamentale lærepunkter i Guds ord, nemlig læren om genløsningen. (Johannes 3:16) Hvis Gud ville betale så høj en pris — sin egen søns dyrebare liv — for at kunne tilbyde os evigt liv, må han afgjort elske os; vi må være noget værd i hans øjne.

⁵ Hvor ville det være nedbrydende hvis vi følte at vi mishagede Gud, at intet af det vi gjorde var noget værd. (Jævnfør Ordsprogene 24:10.) Hvis man anlægger denne negative synsvinkel, kan selv en velment opmuntring der har til hensigt at hjælpe os til om muligt at gøre mere i tjenesten for Gud, komme til at lyde som en fordømmelse. Det synes måske blot at bekræfte ens forestilling om at uanset hvad man gør er det ikke nok.

6. Hvad er den bedste modgift mod ekstremt negative tanker om os selv?

⁶ Hvis du hører til dem der har en sådan negativ indstilling til dig selv, må du endelig ikke fortvivle. Mange af os er fra tid til anden urimeligt hårde ved os selv. Glem ikke at Guds ord har til hensigt at ’reformere’ og ’nedrive fæstningsværker’. (2 Timoteus 3:16; 2 Korinther 10:4) Apostelen Johannes skrev: „På dette skal vi kende at vi er af sandheden, og vi skal berolige vort hjerte over for ham med hensyn til hvad vort hjerte end måtte fordømme os for, for Gud er større end vort hjerte og kender alle ting.“ (1 Johannes 3:19, 20) Lad os derfor betragte tre måder hvorpå Bibelen lærer os at vi er dyrebare i Jehovas øjne.

Jehova sætter pris på os

7. Hvordan har Jesus undervist alle kristne om deres værdi i Guds øjne?

⁷ For det første lærer Bibelen direkte at vi alle har værdi i Guds øjne. Jesus sagde: „Sælges fem spurve ikke for to småmønter? Dog er ikke én af dem glemt hos Gud. Men endog alle jeres hovedhår er talt. Vær ikke bange; I er mere værd end mange spurve.“ (Lukas 12:6, 7) På den tid var spurve de billigste fugle der blev solgt som fødevarer, og dog var ikke en eneste af dem ubemærket af Skaberen. Det lægger op til en slående kontrast: Når det gælder mennesker, der er langt, langt mere værd, kender Gud dem til mindste detalje. Det er som om hvert eneste af vore hovedhår er talt!

8. Hvorfor er det ikke urealistisk at tro at Jehova er i stand til at tælle hårene på vort hoved?

⁸ Men kan det virkelig passe? Hvis du mener at dette aspekt ved Jesu lignelse er urealistisk, så tænk engang over følgende: Gud husker sine trofaste tjenere så godt at han er i stand til at oprejse dem — genskabe dem ned til mindste detalje, hvilket indbefatter deres højst komplicerede genetiske kode. Han vil desuden give dem hele deres erindring og erfaring igen. I sammenligning hermed ville det være en let opgave at tælle vore hovedhår (hvoraf vi gennemsnitlig har 100.000). — Lukas 20:37, 38.

Hvad ser Jehova i os?

9. (a) Hvilke handlinger og egenskaber sætter Jehova pris på? (b) Hvorfor tror du at han betragter sådanne gerninger og egenskaber som dyrebare?

⁹ For det andet lærer Bibelen os hvad det er Jehova sætter pris på hos os. Kort fortalt glæder han sig over vore positive egenskaber og de bestræbelser vi gør os. Kong David sagde til sin søn Salomon: „Jehova undersøger alle hjerter, og enhver tilbøjelighed i tankerne bedømmer han.“ (1 Krønikebog 28:9) Når Gud undersøger de flere milliarder menneskers hjerte her i denne voldsprægede og hadfyldte verden, hvor må det da glæde ham når han opdager et hjerte der elsker fred, sandhed og retfærdighed! (Jævnfør Johannes 1:47; Første Petersbrev 3:4.) Hvad sker der når Gud finder et hjerte der svulmer af kærlighed til ham, et der gerne vil lære ham at kende og give andre del i denne kundskab? I Malakias 3:16 fortæller Jehova os at han lytter til dem der taler med andre om ham, og at han endog ’skriver en bog til minde om alle dem som frygter Jehova og har hans navn i tanke’. Sådanne gerninger og egenskaber betragter han som dyrebare.

10, 11. (a) Hvorfor vil nogle måske afvise at Jehova værdsætter deres gode egenskaber? (b) Hvordan viser eksemplet med Abija at Jehova sætter pris på alle grader af gode egenskaber?

¹⁰ Et selvforagtende hjerte afviser måske sådanne vidnesbyrd om at vi er værdifulde i Guds øjne. Det hvisker måske ustandselig til os: ’Men der er så mange andre der viser sådanne egenskaber på langt mere eksemplarisk vis end jeg gør. Hvor må det skuffe Jehova når han sammenligner mig med dem.’ Men Jehova sammenligner os ikke med andre; han er aldrig urimelig og forventer aldrig det fuldkomne. (Galaterne 6:4) Han kan læse vort hjerte, og han sætter pris på alle grader af gode egenskaber.

¹¹ Da Jehova for eksempel bestemte at hele kong Jeroboams frafaldne kongeslægt skulle udryddes og fejes væk som „gødning“, gav han samtidig ordre til at én af kongens sønner, Abija, skulle have en ærefuld begravelse. Hvorfor? „Fordi der i ham alene fandtes noget godt . . . over for Jehova, Israels Gud.“ (1 Kongebog 14:10, 13) Betød det at Abija var en trofast tilbeder af Jehova? Ikke nødvendigvis, eftersom han døde ligesom resten af sin onde familie. (5 Mosebog 24:16) Ikke desto mindre satte Jehova pris på det gode han fandt i Abijas hjerte, og han handlede derefter. I Matthew Henry’s Commentary on the Whole Bible står der: „Hvor der blot findes noget godt, vil det blive fundet: Gud søger efter det og ser det, uanset hvor lidt der er tale om, og han finder behag i det.“ Glem desuden ikke at Gud kan finde selv den mindste del af en god egenskab i dig, og at han kan få den til at vokse så længe du bestræber dig for at tjene ham trofast.

12, 13. (a) Hvordan viser Salme 139:3 at Jehova værdsætter vore bestræbelser? (b) I hvilken forstand kan det siges at Jehova sigter vore gerninger?

¹² Jehova sætter pris på de bestræbelser vi gør os. I Salme 139:1-3 læser vi: „Jehova, du har undersøgt mig og kender mig. Du ved om jeg sætter mig eller om jeg rejser mig. Du er klar over min tanke på lang afstand. Er jeg på rejse eller lægger jeg mig, har du udmålt det, og alle mine veje er du fortrolig med.“ Jehova er altså opmærksom på alle vore gerninger. Men han er ikke blot opmærksom på dem. På hebraisk kan udtrykket „alle mine veje er du fortrolig med“ også betyde „du gemmer alle mine veje i din erindring [som i et skatkammer]“ eller „du værdsætter alle mine veje“. (Jævnfør Mattæus 6:19, 20.) Men hvordan kan Jehova værdsætte vore veje når vi er så ufuldkomne og syndige?

¹³ Det er interessant at David, da han skrev at Jehova havde „udmålt“ hans rejser og hvileperioder, ifølge nogle bibelforskere brugte et hebraisk ord der egentlig betyder „at sigte“ eller „at rense [korn]“. En interlinear bibel siger: „Det vil sige . . . at skille avnerne fra kornet, at bevare alt hvad der er værdifuldt. Det betyder altså at Gud så at sige sigtede ham. . . . Han spredte alle avnerne eller alt hvad der var værdiløst, og så på det der havde værdi og betydning.“ Et hjerte der er fyldt med selvbebrejdelser sigter det vi gør på en helt anden måde. Nådeløst holder det fast ved og minder os om fortidens synder, mens det fejer det gode vi gør, til side som noget der intet er værd. Men Jehova tilgiver vore synder hvis vi oprigtigt ændrer sind og ihærdigt bestræber os for ikke at gentage vore fejl. (Salme 103:10-14; Apostelgerninger 3:19) Han sigter så at sige vore gode gerninger fra og husker dem. Faktisk husker han dem for evigt, blot vi forbliver trofaste mod ham. Han ville betragte det som uretfærdigt at glemme dem, og han er aldrig uretfærdig! — Hebræerne 6:10.

14. Hvad viser at Jehova sætter pris på det vi gør i den kristne tjeneste?

¹⁴ Hvilke gode gerninger sætter Gud pris på? Alt hvad vi gør for at efterligne hans søn, Jesus Kristus. (1 Peter 2:21) Et meget vigtigt arbejde i den forbindelse er at udbrede den gode nyhed om Guds rige. I Romerbrevet 10:15 læser vi: „Hvor skønt et syn: til fods kommer de som forkynder godt nyt om gode ting!“ Ordret står der: „Hvor skønne er fødderne af dem som forkynder godt nyt om gode ting!“ Nu betragter man måske ikke umiddelbart fødder som „skønne“, men det ord Paulus her bruger er det samme som blev brugt i den græske Septuaginta-oversættelse til at beskrive Rebekka, Rakel og Josef — som alle var kendt for deres skønhed. (1 Mosebog 26:7; 29:17; 39:6) Så det at vi går ud i tjenesten for vor Gud, Jehova, er noget meget smukt og dyrebart i hans øjne. — Mattæus 24:14; 28:19, 20.

15, 16. Hvorfor værdsætter Jehova vor udholdenhed, og hvordan understreges dette af kong Davids ord i Salme 56:8?

¹⁵ En anden egenskab som Gud sætter højt er udholdenhed. (Mattæus 24:13) Husk at Satan ønsker at du skal vende Jehova ryggen. Hver eneste dag du forbliver loyal mod Jehova er du et svar i hans hånd mod Satans forsmædelser. (Ordsprogene 27:11) Det er ikke altid let at holde ud. Helbredsproblemer, økonomiske vanskeligheder, sorger og andet kan gøre hver eneste dag til en prøve. At man holder ud under sådanne forhold er så meget mere dyrebart i Jehovas øjne. Det var derfor kong David bad Jehova om at samle hans tårer i en symbolsk „læderflaske“, idet han tillidsfuldt sagde: „Står de ikke i din bog?“ (Salme 56:8) Jo, Jehova hæfter sig ved og husker alle vore tårer og alle de lidelser vi må udholde fordi vi ønsker at forblive loyale mod ham. De er dyrebare i hans øjne.

¹⁶ I betragtning af vore gode egenskaber og de bestræbelser vi gør os, er det tydeligt at Jehova finder meget hos os hver især som han sætter pris på. Uanset hvordan Satans verden har behandlet os, betragter Jehova os som dyrebare, ja, som nogle af „nationernes kostbare skatte“. — Haggaj 2:7.

Hvad Jehova har gjort for at vise sin kærlighed

17. Hvorfor bør Kristi genløsningsoffer overbevise os om at Jehova og Jesus elsker os som enkeltpersoner?

¹⁷ For det tredje gør Jehova meget for at vise at han elsker os. Kristi genløsningsoffer er afgjort den stærkeste gendrivelse af den sataniske løgn at vi ikke er noget værd og at ingen elsker os. Lad os aldrig glemme at den smertefulde død Jesus led på marterpælen og den endnu større smerte Jehova udholdt ved at se sin elskede søn dø, er et bevis på at de elsker os. Og de elsker os som enkeltpersoner. Det var sådan apostelen Paulus forstod det, for han skrev: „Guds søn . . . elskede mig og overgav sig selv for mig.“ — Galaterne 2:20.

18. I hvilken forstand drager Jehova os til Kristus?

¹⁸ Jehova har vist os sin kærlighed ved at hjælpe os hver især til at drage nytte af Jesu genløsningsoffer. Jesus sagde i Johannes 6:44: „Ingen kan komme til mig, medmindre Faderen, som har sendt mig, drager ham.“ Gennem forkyndelsesarbejdet, som når ud til den enkelte, og ved hjælp af sin hellige ånd, som Jehova bruger for at hjælpe os til at forstå og anvende åndelige sandhedsord trods vore begrænsninger og ufuldkommenheder, drager Jehova os personligt til sin søn og til håbet om evigt liv. Jehova kan derfor sige det samme om os som han sagde om Israel: „Med en varig kærlighed elsker jeg dig. Derfor har jeg draget dig med loyal hengivenhed.“ — Jeremias 31:3.

19. Hvorfor bør bønnens privilegium overbevise os om at Jehova er personligt interesseret i os?

¹⁹ Måske er det gennem bønnens privilegium at vi på den mest inderlige måde kan erfare Jehovas kærlighed. Han opfordrer os til at bede til ham „uophørligt“. (1 Thessaloniker 5:17) Han lytter til os, for han omtales som den der „hører bøn“. (Salme 65:2) Han har ikke uddelegeret denne opgave til nogen anden, ikke engang til sin egen søn. Tænk engang: Skaberen af universet tilskynder os til at henvende os til ham i bøn, med frimodighed i tale. Vore anråbelser kan endog få Jehova til at gøre noget som han ellers ikke ville have gjort. — Hebræerne 4:16; Jakob 5:16; se Esajas 38:1-16.

20. Hvorfor er Guds kærlighed ikke en undskyldning for at man begynder at få for høje tanker om sig selv eller bliver egoistisk?

²⁰ Ingen ligevægtig kristen vil tage disse vidnesbyrd om Guds kærlighed og agtelse som en undskyldning for at betragte sig selv som mere betydningsfuld end han i virkeligheden er. Paulus skrev: „Ved den ufortjente godhed der er skænket mig siger jeg nemlig til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke, men tænke med et sundt sind, hver enkelt sådan som Gud har tildelt ham et mål af tro.“ (Romerne 12:3) Lad os derfor, mens vi nyder godt af vor himmelske Faders varme kærlighed, være sunde i sindet og huske at Guds kærlighed er ufortjent. — Jævnfør Lukas 17:10.

21. Hvilken satanisk løgn må vi til stadighed afvise, og hvad må vi aldrig glemme?

²¹ Lad os hver især gøre alt hvad der står i vor magt for at afvise alle de tanker som Satan fremmer i denne gamle, døende verden. Det indebærer at vi afviser enhver tanke om at vi er uden værd eller at ingen elsker os. Hvis tilværelsen i denne verden har lært dig at betragte dig selv som en uoverstigelig hindring for Guds umådelige kærlighed, eller at dine gode gerninger er så ubetydelige at end ikke Guds altopfattende øjne bemærker dem, eller at dine synder er så store at hans dyrebare søns død umuligt kan dække dem, har du lært en løgn. Afvis sådanne løgne med al den afsky de fortjener! Glem aldrig apostelen Paulus’ inspirerede ord i Romerbrevet 8:38, 39: „Jeg er overbevist om at hverken død eller liv eller engle eller regeringer eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller højde eller dybde eller noget andet skabt vil kunne skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor Herre.“

[Fodnote]

Spørgsmål til repetition

◻ Hvorfor vil Satan have os til at tro at vi er uden værd og at ingen elsker os?

◻ Hvordan fremgik det af Jesu undervisning at Jehova sætter pris på os som enkeltpersoner?

◻ Hvordan ved vi at Jehova sætter pris på vore gode egenskaber?

◻ Hvorfor kan vi være forvissede om at Jehova værdsætter de bestræbelser vi gør os?

◻ Hvordan har Jehova vist at han elsker os som enkeltpersoner?

[Illustration på side 13]

Jehova bemærker og husker enhver der har hans navn i tanke

Hvordan ansporer vi til kærlighed og gode gerninger?

„Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og . . . opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ — HEBRÆERNE 10:24, 25.

1, 2. (a) Hvorfor var det vigtigt at de første kristne blev trøstet og opmuntret når de samledes? (b) Hvilken vejledning gav Paulus om behovet for at komme sammen?

DE MØDTES i hemmelighed og krøb sammen bag låsede døre. Udenfor lurede der farer overalt. Deres leder, Jesus, var netop blevet offentligt henrettet, og han havde advaret sine disciple om at de ikke ville blive behandlet anderledes end han var blevet det. (Johannes 15:20; 20:19) De har sikkert følt sig mere trygge når de kom sammen for dæmpet at tale om deres elskede Jesus.

² Som årene gik, blev de kristne udsat for al slags prøvelse og forfølgelse. Ligesom de første disciple hentede de trøst og opmuntring ved at samles. Apostelen Paulus skrev i den forbindelse følgende i Hebræerbrevet 10:24, 25: „Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“

3. Hvorfor er Hebræerbrevet 10:24, 25 ikke blot et påbud til kristne om at komme sammen?

³ Disse ord indeholder langt mere end et påbud om at blive ved med at komme sammen. Der er tale om en guddommeligt inspireret norm for alle kristne møder, ja, i virkeligheden for enhver lejlighed hvor kristne samles. I denne tid, hvor vi tydeligt ser Jehovas dag nærme sig, gør presset og farerne i denne onde verden det bydende nødvendigt at vore møder er som en tryg havn, et sted hvor alle bliver styrket og opmuntret. Hvad kan vi gøre for at sikre at det er sådan? Lad os foretage et grundigt studium af Paulus’ ord, idet vi stiller os selv tre hovedspørgsmål: Hvad vil det sige at „give agt på hinanden“? Hvad vil det sige at „anspore til kærlighed og gode gerninger“? Og til sidst: Hvordan kan vi „opmuntre hinanden“ i disse vanskelige tider?

„Lad os give agt på hinanden“

4. Hvad vil det sige at „give agt på hinanden“?

⁴ Da Paulus opfordrede de kristne til at „give agt på hinanden“, brugte han det græske udsagnsord katanoeʹō, en forstærket form af det almindelige udtryk for „at opfatte“. Ifølge Theological Dictionary of the New Testament betyder det „at rette hele sin opmærksomhed mod noget“. Ifølge W. E. Vine kan det også betyde „at forstå til fulde, at lægge nøje mærke til“. Når kristne ’giver agt på hinanden’, betragter de altså ikke blot hinanden overfladisk, men anvender alle deres forstandsevner idet de søger at se bag om tingene. — Jævnfør Hebræerbrevet 3:1.

5. Hvilke sider af en person er måske ikke umiddelbart synlige, og hvorfor bør vi give agt på disse?

⁵ Vi må huske at et menneske indeholder langt mere end man kan se ved blot at kaste et overfladisk blik på hans eller hendes udseende, gerninger eller personlighed. (1 Samuel 16:7) Ofte kan en der er stille af natur eje dybe følelser eller en forfriskende humor. Desuden har vi vidt forskellig baggrund. Nogle har været igennem frygtelige prøvelser; andre gennemlever netop nu noget som vi ville have vanskeligt ved at forestille os. Hvor sker det ofte at vores irritation over en eller anden særhed hos en broder eller søster forsvinder som dug for solen når vi lærer vedkommendes baggrund eller omstændigheder nærmere at kende. — Ordsprogene 19:11.

6. Hvordan kan vi lære hinanden bedre at kende, og hvad godt kan der komme ud af dette?

⁶ Det betyder selvfølgelig ikke at vi skal begynde at udforske andres personlige forhold medmindre de har bedt os om hjælp. (1 Thessaloniker 4:11) Men lad os alligevel vise personlig interesse for hinanden. Det omfatter mere end blot at hilse på hinanden i rigssalen. Hvorfor ikke udvælge en som du gerne vil lære bedre at kende, og prøve at tale nogle få minutter med vedkommende før eller efter møderne? Man kan også ’følge gæstfrihedens vej’ ved at invitere en eller to venner hjem til et enkelt traktement. (Romerne 12:13) Vis interesse for andre. Lyt. Man kan lære meget om andre blot ved at spørge hvordan de lærte Jehova at kende og fik kærlighed til ham. Ved at samarbejde i hus-til-hus-forkyndelsen kan man lære endnu mere om hinanden. Når vi på den måde giver agt på hinanden, vil det hjælpe os til at opdyrke ægte medfølelse eller empati. — Filipperne 2:4; 1 Peter 3:8.

’Lad os anspore hinanden’

7. (a) Hvilken virkning havde Jesu undervisning på folk? (b) Hvad var det der gjorde hans undervisning så dynamisk?

⁷ Når vi giver agt på hinanden er vi bedre i stand til at anspore og tilskynde hinanden til handling. Især kristne ældste har en vigtig opgave i den forbindelse. Efter at Jesus ved en lejlighed havde talt offentligt, læser vi: „Folkeskarerne [var] helt forbløffede over hans måde at undervise på.“ (Mattæus 7:28) Ved en anden lejlighed sagde nogle soldater som ikke havde kunnet få sig selv til at arrestere ham: „Aldrig har noget andet menneske talt således.“ (Johannes 7:46) Hvad var det der gjorde Jesu undervisning så dynamisk? Var det en følelsesladet optræden? Nej, Jesus talte med værdighed. Det var altid hans mål at nå tilhørernes hjerte. Han gav agt på andre og vidste derfor nøjagtigt hvordan han kunne tilskynde dem. Han brugte enkle og beskrivende illustrationer fra dagligdagen. (Mattæus 13:34) De der har indlæg ved vore møder bør efterligne Jesus ved at fremholde deres punkter med en varme og begejstring der virker tilskyndende. Vi kan ligesom Jesus bestræbe os for at finde illustrationer der passer til tilhørerne og således nå deres hjerte.

8. Hvordan virkede Jesu eksempel ansporende, og hvordan kan vi efterligne ham?

⁸ Vi bør alle anspore hinanden til at tjene Gud ved det eksempel vi sætter. Der er ingen tvivl om at Jesus ansporede sine tilhørere. Han elskede den kristne tjeneste, talte begejstret om den, ja, sagde at den var som mad for ham. (Johannes 4:34; Romerne 11:13) En sådan begejstring kan virke smittende. Kan du også lade din glæde ved tjenesten komme til udtryk? Fortæl andre i menigheden om dine gode oplevelser, men pas på at du ikke kommer til at virke pralende. Når du indbyder andre til at samarbejde med dig, kan du bestræbe dig for at hjælpe dem til at finde sand glæde ved at tale med andre om vor store Skaber, Jehova. — Ordsprogene 25:25.

9. (a) Hvilke metoder vil vi undgå når vi skal anspore andre, og hvorfor? (b) Hvad bør motivere os til at give af os selv i tjenesten for Jehova?

⁹ Man skal imidlertid passe på at man ikke tilskynder på en forkert måde. Vi kunne for eksempel uforvarende give nogle skyldfølelse over at de ikke udretter mere end de gør. Vi kunne utilsigtet gøre dem skamfulde ved at foretage en ugunstig sammenligning mellem dem og andre der tilsyneladende er mere aktive, eller vi kunne opstille stive regler og tale nedsættende om dem der ikke formår at leve op til dem. Med sådanne metoder kan man måske få nogle til at gøre noget i et stykke tid, men Paulus skrev jo ikke: ’Lad os anspore hinanden til skyldfølelse og gode gerninger.’ Nej, vi må anspore til kærlighed, så gerningerne bliver udført med et godt motiv. Ingen bør lade sig motivere overvejende af hvad andre i menigheden vil tænke om dem hvis ikke de lever helt op til deres forventninger. — Jævnfør Andet Korintherbrev 9:6, 7.

10. Hvorfor bør vi huske at vi ikke er herrer over andres tro?

¹⁰ At anspore hinanden er ikke det samme som at styre hinanden. Apostelen Paulus havde fået stor myndighed af Gud, men han skrev alligevel ydmygt til menigheden i Korinth: ’Vi er ikke herrer over jeres tro.’ (2 Korinther 1:24) Hvis vi på samme måde ydmygt indser at det ikke er vores opgave at afgøre hvor meget andre skal gøre i tjenesten for Jehova, eller at være deres samvittighed i andre personlige spørgsmål, vil vi undgå at blive ’overmåde retfærdige’, glædesløse, usmidige eller negative paragrafryttere. (Prædikeren 7:16) Sådanne egenskaber virker ikke ansporende men undertrykkende.

11. Hvad var det der motiverede israelitterne til at yde bidrag da tabernaklet skulle opføres, og hvordan kan dette overføres på vor tid?

¹¹ Vi ønsker at alt det der gøres i tjenesten for Jehova gøres i den samme ånd som israelitterne lagde for dagen da der var brug for bidrag til opførelsen af tabernaklet. I Anden Mosebog 35:21 står der: „Derpå kom enhver hvis hjerte bevægede ham, og enhver hvis ånd tilskyndede ham bragte bidraget til Jehova.“ Det var ikke andre der bevægede dem til det de gjorde. De blev bevæget indefra, fra hjertet. I virkeligheden står der på hebraisk at det var „enhver hvis hjerte løftede ham op“ der gav sådanne gaver. Lad os gå endnu videre og bestræbe os for at virke opløftende på hinanden når som helst vi kommer sammen. Jehovas ånd kan udrette resten.

’Lad os opmuntre hinanden’

12. (a) Hvilke betydninger har det græske ord der oversættes med „opmuntre“? (b) Hvorfor virkede Jobs venner ikke opmuntrende? (c) Hvorfor bør vi ikke dømme hinanden?

¹² Da Paulus skrev at vi skulle „opmuntre hinanden“, brugte han en form af det græske ord parakaleʹō, der også kan betyde ’at styrke, at trøste’. I den græske Septuaginta-oversættelse bruges dette ord i Job 29:25, hvor Job blev beskrevet som en der trøstede de sørgende. Ironisk nok fik Job ikke selv en sådan opmuntring da han blev udsat for alvorlige prøvelser. Hans tre „trøstere“ havde så travlt med at dømme ham og prædike for ham at de glemte at vise forståelse og medfølelse. Under alle deres taler kaldte de faktisk ikke en eneste gang Job ved navn. (Sammenlign med Job 33:1, 31.) De betragtede ham åbenbart mere som et problem end som et menneske. Intet under at Job frustreret udbrød: „Hvis jeres sjæle havde været i min sjæls sted“! (Job 16:4) Hvis man vil opmuntre nogen må man vise empati. Man må ikke virke fordømmende. Som der siges i Romerbrevet 14:4: „Hvem er du at du dømmer en andens hustjener? For sin egen herre står eller falder han. Og han vil blive stående, for Jehova kan lade ham stå.“

13, 14. (a) Hvilken grundlæggende sandhed må vi overbevise vore brødre og søstre om når vi skal trøste dem? (b) Hvordan blev Daniel styrket af en engel?

¹³ En form af ordet parakaleʹō og det beslægtede navneord bliver oversat med „trøste“ og „trøst“ i Andet Thessalonikerbrev 2:16, 17: „Måtte vor Herre Jesus Kristus selv og Gud, vor Fader, som elskede os og i ufortjent godhed gav os evig trøst og et godt håb, trøste jeres hjerter og gøre jer stærke i enhver god gerning og ethvert godt ord.“ Bemærk at Paulus forbinder det at blive trøstet med den grundlæggende sandhed at Jehova elsker os. Vi kan altså opmuntre og trøste hinanden ved at understrege denne vigtige sandhed.

¹⁴ Ved en lejlighed blev profeten Daniel så foruroliget efter at have haft et frygtindgydende syn, at han sagde: „Min værdige fremtræden forvandledes hos mig til ynkelighed, og jeg havde ingen kraft i behold.“ Jehova sendte en engel der adskillige gange mindede Daniel om at han var ’højt skattet’ i Guds øjne. Hvad blev resultatet? Daniel sagde til engelen: „Du har styrket mig.“ — Daniel 10:8, 11, 19.

15. Hvordan bør ældste og rejsende tilsynsmænd afveje ros med vejledning?

¹⁵ Man kan altså også opmuntre andre ved at rose dem. Det er alt for let at henfalde til at være kritisk og streng. Til tider kan det ganske vist være nødvendigt at give vejledning, især for ældste og rejsende tilsynsmænd. Men det er godt hvis de er kendt for at give hjertelig opmuntring og ikke for at være dømmesyge.

16. (a) Når vi skal opmuntre de nedtrykte, hvorfor er det da som regel ikke nok blot at opfordre dem til at gøre mere i tjenesten for Jehova? (b) Hvordan hjalp Jehova Elias da han var deprimeret?

¹⁶ Især de der er deprimerede har behov for opmuntring, og Jehova forventer at vi som medkristne yder hjælp, især hvis vi er ældste. (Ordsprogene 21:13) Hvad kan vi gøre? Det er ikke altid nok blot at sige at de skal gøre mere i tjenesten for Jehova. Hvorfor ikke? Fordi vi derved antyder at deres nedtrykthed må skyldes at de ikke gør nok, og sådan forholder det sig som regel ikke. Profeten Elias blev engang så deprimeret at han ønskede at dø, og det skete på et tidspunkt hvor han havde meget travlt i tjenesten for Jehova. Hvordan tog Jehova sig af ham? Han sendte en engel for at yde ham praktisk hjælp. Elias lettede sit hjerte for Jehova, og det viste sig at han ikke følte sig mere værd end sine døde forfædre. Han følte at hans virke havde været helt forgæves og at han var fuldstændig alene. Jehova lyttede til ham og trøstede ham ved at vise ham en ærefrygtindgydende demonstration af sin magt. Han forsikrede ham om at han langtfra var alene og at det arbejde han havde påbegyndt også ville blive fuldført. Jehova lovede desuden Elias at han ville få lov til at oplære en efterfølger der på et tidspunkt skulle overtage hans hverv. — 1 Kongebog 19:1-21.

17. Hvordan kan ældste opmuntre dem der er for strenge over for sig selv?

¹⁷ Hvor opmuntrende. Vi må på samme måde opmuntre dem iblandt os der plages af følelsesmæssige forstyrrelser. Søg at forstå dem ved at lytte. (Jakob 1:19) Giv dem trøst fra Bibelen der passer til netop deres behov. (Ordsprogene 25:11; 1 Thessaloniker 5:14) For at opmuntre dem der har et for strengt syn på sig selv, kan ældste på grundlag af Bibelen vise at Jehova elsker dem og skatter dem højt.a Det kan virke meget opmuntrende at drøfte genløsningen med dem der føler sig uden værd. En der er nedtrykt på grund af tidligere synder kan have behov for at man viser ham at genløsningen har renset ham, hvis han virkelig har ændret sind og helt er ophørt med det urette. — Esajas 1:18.

18. Hvordan bør læren om genløsningen anvendes til for eksempel at opmuntre nogle der har været udsat for voldtægt?

¹⁸ En ældste vil naturligvis tage den aktuelle situation i betragtning så han kan give den rette undervisning. Lad os tage et eksempel: Kristi genløsningsoffer blev forudskildret ved dyreofrene under Moseloven. Disse ofre skulle bringes for at sone alle synder. (3 Mosebog 4:27, 28) En voldtaget kvinde skulle imidlertid ikke bringe noget syndoffer. Loven sagde: „Pigen må du ikke gøre noget.“ (5 Mosebog 22:25-27) Hvis en søster i dag er blevet overfaldet og voldtaget, og dette har fået hende til at føle sig smudsig og uden værd, vil det så være på sin plads at påpege at genløsningen renser hende for synd? Afgjort ikke. Hun har jo ikke syndet ved at blive overfaldet. Det er voldtægtsforbryderen der har syndet og har brug for at blive renset. Den kærlighed Jehova og Kristus har vist ved at tilvejebringe genløsningen, kan imidlertid bruges som et vidnesbyrd om at hun ikke er uren i Guds øjne på grund af en andens synd, men at hun er dyrebar i Jehovas øjne og at hun forbliver i hans kærlighed. — Jævnfør Markus 7:18-23; Første Johannesbrev 4:16.

19. Hvorfor bør vi ikke forvente at alt samvær med vore brødre og søstre altid vil være opmuntrende, men hvad bør vi være besluttede på?

¹⁹ Ja, uanset i hvilken situation man befinder sig, uanset hvilke smertelige omstændigheder der kaster mørke skygger over ens fortid, bør man kunne finde opmuntring i Jehovas folks menighed. Det vil man kunne hvis vi hver især bestræber os for at give agt på hinanden og anspore og opmuntre hinanden når som helst vi samles. Men da vi er ufuldkomne vil det ikke altid lykkes for os. Fra tid til anden kan det ikke undgås at vi skuffer hinanden og måske gør hinanden fortræd. Det vil derfor være bedst at vi forsøger ikke at fokusere på andres fejltrin. Hvis vi fokuserer på de områder hvor andre kommer til kort, risikerer vi at blive for kritiske over for menigheden og kan endog falde i den grøft Paulus så ihærdigt ønskede at hjælpe os til at undgå, nemlig at forsømme at komme sammen. Lad det aldrig ske. Efterhånden som denne gamle tingenes ordning bliver mere og mere farlig og undertrykkende, lad os da være fast besluttede på at gøre hvad vi kan for at vort samvær ved møderne bliver opbyggende — og det så meget mere som vi ser Jehovas dag nærme sig.

[Fodnote]

Hvad vil du svare?

◻ Hvorfor er det vigtigt at vore møder og vort samvær er opmuntrende her i de sidste dage?

◻ Hvad vil det sige at give agt på hinanden?

◻ Hvad vil det sige at anspore hinanden?

◻ Hvad omfatter det at opmuntre hinanden?

◻ Hvordan kan man opmuntre de nedtrykte og deprimerede?

[Illustration på side 16]

At være gæstfri vil hjælpe os til at lære andre bedre at kende

[Illustration på side 18]

Da Elias var nedtrykt, blev han kærligt trøstet af Jehova