Spørgsmål fra læserne
● Hvor tilrådeligt er det at lade sit barn bo hos verdslige slægtninge fordi de kan give barnet visse materielle fordele?
Af Bibelen fremgår det at det er forældres privilegium og ansvar at sørge for deres børn, også i åndelig henseende. Kristne forældre ville handle kortsynet hvis de lod hånt om denne gudgivne opgave for at deres barn kunne opnå materielle fordele ved at bo hos en ikke-kristen slægtning.
I nogle lande er det ret almindeligt at sende et barn bort fra hjemmet for at lade det bo hos slægtninge i længere tid. De forældre der gør det, bor ofte i afsidesliggende områder hvor uddannelsesmulighederne er begrænsede. De sender barnet til slægtninge i en by (eller til en kostskole) for at det kan få en bedre uddannelse eller lære en mere avanceret livsform at kende. Som regel forventes det at barnet hjælper til i huset eller på anden måde gengælder slægtningene at de har optaget det i deres hjem.
Denne ordning formodes at have visse materielle fordele, men de er ikke altid så store som det ser ud til. Erfaringen viser at det ofte har en dårlig indvirkning på et barn at blive rykket op fra sine kendte omgivelser og tvunget til at bo hos slægtninge, borte fra sine forældre. I stedet for at barnet bliver behandlet på lige fod med andre børn i hjemmet, er det ofte ringere stillet og betragtes som en hushjælp. Det er ikke svært at forestille sig at et barn let kan blive nedslået eller forbitret hvis det, med eller uden grund, føler at det bliver uretfærdigt behandlet. (Jævnfør Første Mosebog 27:30-41.) Og når det er ulykkeligt og følelsesmæssigt ude af balance nedsættes dets evne til at lære, selv om det går i en god skole. Man kunne spørge om dette virkelig er til bedste for barnet. En anden fare er at børn der berøves deres forældres kærlige omsorg og tugt kan ende som kriminelle.
Vejledningen i Guds ord hjælper os til at undgå sådanne sørgelige resultater. Bibelen tilskynder forældre til selv at sørge for deres børn. Jehova Gud ved naturligvis at der kan opstå nogle ganske specielle situationer hvor andre end forældrene må sørge for børnene.a Han har derfor påbudt sine tjenere at hjælpe børn som på grund af dødsfald har mistet deres fader eller begge deres forældre. (5 Mosebog 14:28, 29; 16:9-14; 24:17-21; 26:12, 13, Salme 10:14, Jakob 1:27) Men det Bibelen i første række lægger vægt på er at forældre selv skal sørge for deres børns materielle, åndelige og følelsesmæssige behov. — Jævnfør Første Timoteusbrev 5:8.
Gud gav forældre følgende vejledning med hensyn til den religiøse opdragelse: „I skal lære eders børn dem [det vil sige: Guds ord], idet I taler om dem, både når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op.“ (5 Mosebog 11:18, 19) Kunne forældre gøre det, hvis de af egen fri vilje sendte deres børn bort til verdslige slægtninge i længere tid? Nej, forældre må være sammen med deres børn for til stadighed at kunne opdrage og undervise dem i den kærlige atmosfære som de har så stort behov for. (Efeserne 6:4; Ordsprogene 6:20) Det virker naturligvis ikke fremmende for et kristent barns varige (evige) velfærd hvis det sendes bort for at bo hos verdslige slægtninge og få en verdslig uddannelse, på bekostning af den åndelige oplæring det ville få i sit eget hjem. Alle kristne ved at det i denne tingenes ordning er en vanskelig opgave at opdrage et barn til at tjene Jehova, og at det kræver konstant tilsyn fra forældrenes side. Udsigten til at opnå et godt resultat vil i høj grad være formindsket hvis barnet afskæres fra den opdragelse det kan få i det kristne hjem. En stor risiko at løbe, blot for materielle fordeles skyld!
Her kan det være godt at tænke på Jesu eksempel. Han voksede op i den afsidesliggende by Nazaret i Galilæa. I lydighed mod Gud beholdt Josef og Maria Jesus hos sig i Nazaret hvor han ’stadig gjorde fremskridt i visdom og legemlig vækst og i gunst hos Gud og mennesker’. — Lukas 2:41-52.
Den nuværende tingenes ordning lægger vægt på uddannelse og økonomisk succes. Man hører undertiden verdslige forældre sige: ’Jeg ønsker ikke at min søn skal vokse op og leve af at gøre rent.’ Selv kristne forældre kan blive smittet af denne indstilling til uddannelse og materielle fordele. Men forældre som sætter deres lid til Jehovas visdom, vil først og fremmest sørge for at deres børn ’samler sig værdier som en god grundvold for den kommende tid, for at de kan få et fast greb om det virkelige liv’. — 1 Timoteus 6:9, 19.
● Hvilken form for brød og vin skal man bruge ved højtideligholdelsen af Herrens aftensmåltid, og hvordan skal disse ting behandles?
Den årlige fejring af Herrens aftensmåltid (mindehøjtiden) er den eneste højtid Bibelen påbyder de kristne at overholde. Den blev indstiftet af Jesus om aftenen den 14. nisan år 33 e.v.t., efter fejringen af jødernes påskehøjtid. De ting der indgik i påskemåltidet, var stadig på bordet da mindehøjtiden blev indstiftet. I Lukas’ beretning læser vi:
„[Jesus] tog et brød, takkede, brækkede det i stykker og gav det til dem, idet han sagde: ’Dette er ensbetydende med mit legeme, som skal gives til gavn for jer. Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.’ Og på samme måde tog han bægeret efter aftensmåltidet, idet han sagde: ’Dette bæger er ensbetydende med den nye pagt i kraft af mit blod, som skal udgydes til gavn for jer.’“ — Lukas 22:19, 20.
Ifølge Guds anvisning skulle israelitterne bruge „usyret brød“ ved påskehøjtiden. (2 Mosebog 12:8) Det brød Jesus havde foran sig, var altså usyret brød. Det bestod af hvedemel uden salt eller nogen anden form for krydderi, da det skulle repræsentere „trængselsbrød“. — 5 Mosebog 16:3.
I dag bruger Jehovas Vidner en lignende form for „brød“. Mange steder, også i Danmark, kan man købe „matzos“ tilberedt efter jødisk opskrift; man skal blot sikre sig at der hverken er tilsat løg, malt, æg eller noget som helst andet. Det skal være flade, tørre „matzos“ uden krydderier. Man kan også selv bage et lignende „brød“. Man laver en dej af hvedemelb og en lille smule vand. Den bløde, lidt fugtige dej rulles tyndt ud og bages i ovnen på en plade (som er penslet med lidt olie), indtil brødet er tørt og sprødt.
Hvordan forholder det sig med vinen? I det første århundrede var jøderne efterhånden gået over til at bruge vin ved påskemåltidet. Jesus nævnte „vintræets produkt“ ved denne lejlighed. (Lukas 22:18) Nogle hævder at Jesus ikke talte om rigtig vin, men om ugæret druesaft. Men almindelig druesaft ville ikke have kunnet holde sig fra høsten om efteråret helt frem til påsken om foråret. Jesus må derfor have ment rigtig vin. En rød druevin vil være et passende symbol på Jesu blod. Da Jesu ’dyrebare blod’ var fuldt tilstrækkeligt i sig selv, vil det være upassende at man ved mindehøjtiden benytter vin der er forskåret, det vil sige tilsat andre ingredienser, som det er tilfældet med sherry, portvin, muskatel og flere andre „dessertvine“. (1 Peter 1:19) Det vil heller ikke være rigtigt at anvende andre vine der er tilsat krydderier eller urter, som for eksempel vermouth, Dubonnet og aperitifvine. En usødet rødvin som Chianti, Bourgogne eller Bordeaux er passende; man kan også anvende en hjemmelavet rødvin der ikke er sødet, krydret eller tilsat ekstra spiritus.
De ældste i den enkelte menighed af Jehovas Vidner bør på forhånd sørge for at der er skaffet brød og vin og sikre sig at begge dele er den rigtige slags. Efter fejringen af Herrens aftensmåltid er der ingen grund til at betragte resten af brødet og vinen som noget særligt eller noget helligt, for begge dele er stadig almindelige fødemidler. Der er heller ingen grund til at reservere en bestemt vinflaske til dette formål fra år til år, medmindre man mener at det kan blive særlig svært at skaffe en passende vin.
Når symbolerne et blevet budt rundt under mindehøjtiden, har nogle båret sig ad som om der lå en særlig kraft i symbolerne. Nogle har for eksempel bøjet hovedet dybt for brødet eller vinen, og andre har lugtet til brødet eller vinen. Noget sådant er upassende.
Under fejringen af Herrens aftensmåltid er brødet og vinen symboler på Jesu kødelige legeme og hans dyrebare blod. (Mattæus 26:26-28) Når symbolerne bliver budt rundt, bør hver enkelt derfor tænke med respekt på det som brødet og vinen repræsenterer. De der ikke nyder af symbolerne, skal blot række tallerkenen og glasset videre til den næste, idet de først og fremmest tænker på Jesu offer, der kan sone vore synder og give os udsigt til evigt liv. — 1 Johannes 2:2; 1 Korinter 11:23-26.
[Fodnoter]
a Som en sjælden og sørgelig situation kan nævnes det forhold hvor en ung pige har været udsat for voldtægt og som følge heraf har fået et barn. De nærmest implicerede, pigen og hendes forældre, kan afgøre hvad det vil være bedst at gøre — alle forhold, også hendes fysiske og følelsesmæssige tilstand, taget i betragtning. I nogle tilfælde har man beholdt barnet og givet det en kærlig kristen opdragelse i pigens familie, i andre tilfælde har et andet kristent ægtepar, som har ønsket at tage et barn til sig, og været i stand til det, fået lov at adoptere barnet.
b Det er bedst at bruge hvedemel, da det var dette jøderne benyttede til deres usyrede brød. Hvis det er meget vanskeligt at skaffe, kan man dog i stedet bruge mel af ris, majs eller andre kornsorter, og bage usyret brød af dette.