Gud, staten og dig

„Kirken og staten står som stridende parter i en folkeafstemning om skilsmisse i Irland.“

DENNE overskrift i The New York Times illustrerer at man kan blive stillet over for et valg mellem det staten ønsker og det kirken lærer.

I artiklen stod der: „Mindre end en måned før en folkeafstemning om hvorvidt det forfatningsmæssige forbud mod skilsmisse skal ophæves, er det overvejende katolske Irland vidne til et usædvanligt sammenstød mellem regeringens ledere og kirkens ledere.“ Staten foreslog at forbudet skulle ophæves, men den katolske kirke er stærkt imod skilsmisse og indgåelse af nyt ægteskab. De irske katolikker måtte vælge mellem kirken og staten. Det endte med en kneben sejr til staten.

Nordirerne har været involveret i noget mere dramatisk, idet de i mange år har været indblandet i en bitter strid om national suverænitet. Mange er blevet dræbt. Katolikker og protestanter har stået med modstridende opfattelser af hvilken stat, eller regering, de skulle underlægge sig — et fortsat britisk styre i Nordirland, eller en central regering for hele Irland.

I det tidligere Jugoslavien har myndighederne krævet at medlemmer af forskellige trossamfund, deriblandt katolikker og ortodokse, skulle gå i krig i en kamp om landområder. Hvem var gennemsnitsborgerne først og fremmest forpligtede over for? Skulle de følge dem der hævdede at repræsentere staten, eller skulle de adlyde Gud, som siger: „Du må ikke myrde . . . Du skal elske din næste som dig selv“? — Romerne 13:9.

Nu tænker du måske at du aldrig kommer i en sådan situation. Men det kunne ske. Ja, måske er du allerede berørt af det. Teologen Oscar Cullmann taler i sin bog The State in the New Testament om „afgørelser angående liv og død som nutidens kristne skal eller måske bliver bedt om at træffe i fortvivlede situationer når de trues af totalitære styreformer“. Han skriver imidlertid også om „det lige så virkelige og vigtige ansvar som alle kristne har — også kristne som lever under såkaldt normale, ’hverdagsagtige’ forhold — nemlig at klare de alvorlige problemer de konfronteres med blot fordi de er kristne“.

Forholdet mellem religion og stat bør derfor interessere kristne i dag. Lige fra de tidligste tider har de kristne søgt at anlægge et ligevægtigt syn på de verdslige myndigheder. Deres fører, Jesus Kristus, blev dømt og henrettet af de romerske myndigheder. Jesu disciple måtte afstemme deres kristne forpligtelser med deres forpligtelser over for det romerske styre. En gennemgang af deres forhold til myndighederne vil derfor give kristne i dag nogle gavnlige retningslinjer.

[Kildeangivelse på side 3]

Tom Haley/Sipa Press

Den tidlige kristendom og staten

FÅ TIMER før Jesus døde, sagde han til sine disciple: „I [er ikke] en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“ (Johannes 15:19) Betyder dette at kristne ville være fjendtligt indstillede over for regeringerne i denne verden?

Ikke af verden, men heller ikke fjendtligt indstillede

Apostelen Paulus sagde til de kristne i Rom: „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder.“ (Romerne 13:1) Apostelen Peter skrev noget lignende: „For Herrens skyld skal I underordne jer enhver menneskeskabt instans, hvad enten det er en konge som den højerestående, eller landshøvdinger som dem der sendes af ham for at straffe forbrydere og rose dem der gør det gode.“ (1 Peter 2:13, 14) Der var altså ingen tvivl blandt de første kristne om at de skulle underlægge sig staten og dens udnævnte repræsentanter. De bestræbte sig for at være lovlydige borgere og at holde fred med alle. — Romerne 12:18.

Under emnet „Kirke og stat“ siger The Encyclopedia of Religion: „I de første tre århundreder var den kristne kirke stort set isoleret fra det officielle romerske samfund . . . Men de kristne ledere . . . lærte alligevel andre lydighed mod romersk lov og loyalitet mod kejseren, inden for de grænser som den kristne tro satte.“

Ærbødighed, ikke tilbedelse

De kristne var ikke fjendtligt indstillede over for den romerske kejser. De respekterede hans myndighed og viste ham den ære hans embede gav ham krav på. Under kejser Neros styre skrev apostelen Peter til de kristne der boede rundt omkring i Romerriget: „Ær alle slags mennesker, . . . ær kongen.“ (1 Peter 2:17) Ordet „konge“ blev i den græsktalende verden ikke kun brugt om lokale konger, men også om den romerske kejser. Apostelen Paulus gav følgende vejledning til de kristne der boede i Romerrigets hovedstad: „Giv alle hvad der tilkommer dem, . . . ham der kræver ære, ære.“ (Romerne 13:7) Den romerske kejser krævede afgjort ære. Med tiden forlangte han endda at blive tilbedt. Men det gik de første kristne ikke med til.

Da Polykarp i det andet århundrede var stillet for retten for en romersk prokonsul, skal han have sagt: „Jeg er kristen. . . . Vi er oplært til at vise al tilbørlig ære . . . over for de myndigheder og instanser der er forordnet af Gud.“ Polykarp valgte imidlertid at dø frem for at tilbede kejseren. Apologeten Theofilus af Antiochia, fra det andet århundrede, skrev: „Jeg vil gerne ære kejseren, ikke tilbede ham, men bede for ham. Men Gud, den levende og sande Gud, tilbeder jeg.“

Passende bønner for kejseren havde intet med kejserdyrkelse eller nationalisme at gøre. Apostelen Paulus forklarede hvad formålet var: „Jeg tilskynder derfor først af alt til at der fremføres anråbelser, bønner, forbønner, taksigelser for alle slags mennesker, for konger og alle dem som er i høje stillinger, så vi fortsat kan føre et roligt og stille liv med al gudhengivenhed og alvor.“ — 1 Timoteus 2:1, 2.

„I samfundets periferi“

Denne respektfulde adfærd hos de første kristne bragte dem ikke venskab med den verden de levede i. Den franske historiker A. Hamman fortæller at de første kristne „levede i samfundets periferi“. De levede faktisk midt mellem to samfund, det jødiske og det romerske, og blev mødt med megen fordom og mange misforståelser fra begge sider.

Da apostelen Paulus for eksempel falskeligt blev anklaget af de jødiske ledere, sagde han i sit forsvar over for den romerske landshøvding: „Hverken imod jødernes lov eller imod templet eller imod kejseren har jeg begået nogen synd. . . . Jeg appellerer til kejseren!“ (Apostelgerninger 25:8, 11) Vel vidende at jøderne planlagde at slå ham ihjel, appellerede Paulus til Nero og anerkendte derved den romerske kejsers myndighed. Da Paulus derefter for første gang fik sin sag behandlet i Rom, blev han tilsyneladende frifundet. Men senere blev han fængslet igen, og ifølge traditionen blev han henrettet efter ordre fra Nero.

Angående de første kristnes vanskelige forhold i det romerske samfund, skriver sociologen og teologen Ernst Troeltsch: „Alle embeder og bestillinger var udelukkede hvis de havde nogen forbindelse med billeddyrkelse, eller med kejsertilbedelse, eller hvis de havde med blodsudgydelse eller dødsstraf at gøre, eller hvis de bragte de kristne i kontakt med hedensk umoralitet.“ Udelukkede denne holdning at der kunne herske fred og gensidig respekt mellem kristne og staten?

Det der tilkommer kejseren

Jesus opstillede en regel der kunne lede den kristne i forholdet til den romerske øvrighed, eller til en hvilken som helst anden øvrighed for den sags skyld, da han sagde: „Tilbagebetal . . . kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Mattæus 22:21) Denne vejledning til Jesu disciple stod i stærk kontrast til den holdning mange af de nationalistiske jøder havde, idet de foragtede det romerske herredømme og bestred at det var rigtigt at betale skat til en fremmed magt.

Senere sagde Paulus til de kristne i Rom: „Det er derfor nødvendigt at man underordner sig, ikke alene for vredens men også for samvittighedens skyld. Det er jo også af den grund I betaler skat; de [herskende „højere myndigheder“] er jo Guds offentlige tjenere der til stadighed tjener netop dette formål. Giv alle hvad der tilkommer dem, ham der kræver skat, skat; ham der kræver afgift, afgift.“ (Romerne 13:5-7) De kristne skulle ikke være en del af verden, men de var forpligtede til at være ærlige borgere der betalte skat til staten for de tjenester den ydede. — Johannes 17:16.

Men drejer Jesu ord sig kun om betaling af skatter? Eftersom Jesus ikke klart definerede hvad der er kejserens og hvad der er Guds, er der nogle grænsetilfælde som må afgøres i den enkelte situation og i overensstemmelse med vor forståelse af hele Bibelen. Med andre ord, når man skal afgøre hvad man som kristen kan give kejseren, er man i visse situationer henvist til at lade sin samvittighed råde, i overensstemmelse med den forståelse man har af de bibelske principper.

En hårfin balance mellem to modstridende fordringer

Mange synes at glemme hvad Jesus sagde efter at han havde sagt at man skulle give kejseren det der tilkom ham. Han sagde: „[Tilbagebetal] Gud det der er Guds.“ Apostelen Peter viste hvordan kristne må prioritere. Efter at have talt om at underlægge sig ’kongen’, eller kejseren, og ’landshøvdingerne’, skrev Peter: „Vær som frie, og dog ikke som de der har friheden som et dække for slethed, men som trælle for Gud. Ær alle slags mennesker, elsk hele brodersamfundet, frygt Gud, ær kongen.“ (1 Peter 2:16, 17) Apostelen understregede at kristne er trælle for Gud, ikke for en jordisk hersker. De skulle ære og respektere statens repræsentanter, men i frygt for Gud, hvis love står over alt andet.

Nogle år tidligere havde Peter gjort det klart at Guds lov står over menneskers. Det jødiske Sanhedrin var et administrativt organ som romerne havde givet både borgerlig og religiøs myndighed. Da det beordrede Jesu disciple til at holde op med at undervise i Kristi navn, svarede Peter og de andre apostle respektfuldt, men uden vaklen: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apostelgerninger 5:29) Det er tydeligt at de kristne måtte finde den hårfine balance mellem at adlyde Gud og på tilbørlig måde at underlægge sig øvrigheden. Tidligt i det tredje århundrede udtrykte Tertullian det på denne måde: „Hvis alt tilhører kejseren, hvad bliver der så tilbage til Gud?“

Kompromis med staten

Det første århundredes kristne indtog et fast standpunkt over for staten, men med tiden blev holdningen mere slap. Det frafald som Jesus og apostlene havde forudsagt, satte for alvor ind i det andet og tredje århundrede. (Mattæus 13:37, 38; Apostelgerninger 20:29, 30; 2 Thessaloniker 2:3-12; 2 Peter 2:1-3) Den frafaldne kristendom indgik kompromiser med den romerske verden, antog dens hedenske højtider og dens filosofi, og accepterede ikke blot tjeneste i statsforvaltningen men også militærtjeneste.

Professor Troeltsch har skrevet: „Fra det tredje århundrede og frem blev situationen mere problematisk, eftersom stadig flere kristne var at finde i samfundets overklasse og i de mere fremtrædende stillinger i hæren og i embedsstanden. Adskillige passager i de [ikke-bibelske] kristne skrifter indeholder harmdirrende protester mod at nogen tager del i disse ting; men der er også mange forsøg på at finde en gylden middelvej — argumenter der skulle dulme en foruroliget samvittighed . . . Fra Konstantins tid forsvandt disse vanskeligheder; gnidninger mellem kristne og hedninger ophørte, og ethvert embede i statens tjeneste stod nu åbent for kristne.“

Denne forfalskede og udvandede form for kristendom blev mod slutningen af det fjerde århundrede Romerrigets statsreligion.

Op gennem historien har kristenheden, repræsenteret ved katolske, ortodokse og protestantiske kirker, fortsat indgået kompromiser med staten, og er derved blevet dybt involveret i dens politik og dens krige. Mange oprigtige kirkemedlemmer som er chokerede over dette, vil sikkert være glade for at vide at der i vor tid findes kristne som holder fast ved det standpunkt de kristne i det første århundrede indtog i forhold til staten. Det vil de følgende to artikler komme nærmere ind på.

[Illustration på side 5]

Kejser Nero, om hvem Peter skrev: „Ær kongen“

[Kildeangivelse]

Musei Capitolini, Rom

[Illustration på side 6]

Polykarp valgte at dø frem for at tilbede kejseren

[Illustration på side 7]

De første kristne var fredelige og ærlige borgere der betalte skat

Gud og kejseren

„Så tilbagebetal da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ — Lukas 20:25.

1. (a) Hvilken ophøjet stilling indtager Jehova? (b) Hvad kan vi aldrig give kejseren, men kun Jehova?

DA Jesus Kristus udtalte dette bud, nærede han ikke ringeste tvivl om at det som Gud kræver af sine tjenere kommer forud for det som kejseren, eller staten, måtte forlange af dem. Jesus var mere end nogen anden klar over sandheden i disse ord som salmisten udtalte i en bøn til Jehova: „Dit kongedømme er et kongedømme der varer til alle tider, og dit herredømme [din suverænitet]a varer i alle kommende generationer.“ (Salme 145:13) Da Djævelen tilbød Jesus myndigheden over alle riger på den beboede jord, svarede Jesus: „Der står skrevet: ’Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.’“ (Lukas 4:5-8) Der kunne ikke være tale om at tilbede „kejseren“, hvad enten det drejede sig om kejseren i Rom eller et andet menneske, eller måske selve staten.

2. (a) Hvad er Satans stilling i forhold til denne verden? (b) Hvem har tilladt Satan at indtage denne stilling?

² Jesus benægtede ikke at Satan havde herredømmet over denne verdens riger. Ved en senere lejlighed kaldte han Satan for „denne verdens hersker“. (Johannes 12:31; 16:11) Hen mod slutningen af det første århundrede skrev apostelen Johannes: „Vi ved at vi er af Gud, men hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Johannes 5:19) Det betyder ikke at Jehova har givet afkald på sin suverænitet over jorden. Husk hvad Satan sagde da han tilbød Jesus herredømmet over de politiske riger: „Jeg vil give dig hele myndigheden over dem . . ., for den er blevet overgivet til mig, og jeg giver den til hvem jeg vil.“ (Lukas 4:6) Når Satan udøver herredømme over denne verdens riger, er det altså kun fordi Gud har tilladt det.

3. (a) Hvilken stilling har de jordiske øvrigheder i forhold til Jehova? (b) Hvordan kan vi sige at vi ikke underkaster os Satan, denne verdens gud, når vi er lydige mod myndighederne i denne verden?

³ Tilsvarende kan det siges at staten kun udøver sin myndighed fordi Gud, der jo er den allerøverste Hersker, tillader det. (Johannes 19:11) Det er sådan det skal forstås at „de eksisterende myndigheder“ er ’anbragt af Gud i deres relative stillinger’. I forhold til Jehovas suveræne myndighed er de jordiske øvrigheders myndighed naturligvis langt underordnet. Og dog virker disse øvrigheder som „Guds tjener“, „Guds offentlige tjenere“, fordi de sørger for nødvendige tjenesteydelser, håndhæver lov og orden, og straffer lovovertrædere. (Romerne 13:1, 4, 6) Selv om Satan er denne verdens usynlige hersker, må kristne altså forstå at det ikke er ham de underlægger sig når de anerkender at de i relativ forstand er underordnede i forhold til staten. Det er Gud de adlyder. Endnu i 1996 er den politiske stat en del af „Guds ordning“, det vil sige den ordning som Gud midlertidigt tillader, og Jehovas tjenere på jorden bør anerkende at det forholder sig sådan. — Romerne 13:2.

Fortidens tjenere for Jehova og deres forhold til staten

4. Hvorfor tillod Jehova at Josef fik en høj stilling i det ægyptiske styre?

⁴ I førkristen tid tillod Jehova at nogle af hans tjenere havde fremtrædende stillinger i statsforvaltninger. For eksempel blev Josef i det 18. århundrede f.v.t. førsteminister i Ægypten, og stod kun under Farao i rang. (1 Mosebog 41:39-43) Det viste sig at Jehova derved styrede begivenhederne sådan at Josef kunne blive et redskab til at beskytte ’Abrahams afkom’, hans efterkommere, og Jehovas hensigt kunne blive gennemført. Her bør man naturligvis huske at Josef blev solgt til at være træl i Ægypten, og at han levede på en tid hvor hverken Moseloven eller „Messias’ lov“ var i kraft. — 1 Mosebog 15:5-7; 50:19-21; Galaterne 6:2.

5. Hvorfor fik de jødiske landflygtige påbud om at ’søge Babylons fred’?

⁵ Flere hundrede år senere inspirerede Jehova den trofaste profet Jeremias til at give de landflygtige jøder besked om at underlægge sig de fremmede herskere mens de befandt sig i Babylon; de skulle endda bede for byens fred. I sit brev til dem skrev Jeremias: „Således har Hærstyrkers Jehova, Israels Gud, sagt til hele det landflygtige folk, . . . ’søg fred for den by hvortil jeg har ladet jer gå i landflygtighed, og bed for den til Jehova, for i dens fred vil I få fred.’“ (Jeremias 29:4, 7) Tjenere for Jehova har til enhver tid grund til at „søge fred“ både for deres eget vedkommende og for den stat hvori de lever, så de kan have frihed til at tilbede Jehova. — 1 Peter 3:11.

6. Hvordan viste Daniel og hans tre venner at de ikke fraveg Jehovas lov, selv om de havde høje poster i statsforvaltningen?

⁶ Under landflygtigheden i Babylon lod Daniel og tre andre trofaste jøder blandt de fangne, sig uddanne i statens tjeneste og blev højtstående embedsmænd i Babylonien. (Daniel 1:3-7; 2:48, 49) Allerede under deres uddannelse tog de imidlertid et fast standpunkt da der i et spørgsmål om kost var fare for at de kom til at bryde den lov som deres Gud, Jehova, havde givet gennem Moses. Dette blev de velsignet for. (Daniel 1:8-17) Da kong Nebukadnezar opstillede en billedstøtte der symboliserede staten, var Daniels tre hebraiske venner åbenbart forpligtede til, sammen med andre i statsforvaltningen, at være til stede ved ceremonien. Men de nægtede at „falde ned og tilbede“ statssymbolet. Igen belønnede Jehova dem for deres uangribelighed. (Daniel 3:1-6, 13-28) En lignende holdning har Jehovas vidner i dag til deres lands flag — de respekterer det, men nægter at foretage handlinger der svarer til at de tilbeder det. — 2 Mosebog 20:4, 5; 1 Johannes 5:21.

7. (a) Hvilket standpunkt tog Daniel til trods for at han havde en høj stilling i det verdslige styre? (b) Hvilke forandringer bragte den kristne tidsalder?

⁷ Efter det neo-babyloniske dynastis fald fik Daniel en høj post i statsadministrationen under det medo-persiske regime som trådte i stedet i Babylon. (Daniel 5:30, 31; 6:1-3) Men han lod sig ikke forlede af sin høje stilling til at give slip på sin uangribelighed. Da en af statens love forlangte at han skulle tilbede kong Darius, og ikke Jehova, nægtede han at efterkomme den. Han blev kastet for løverne for dette, men Jehova udfriede ham. (Daniel 6:4-24) Alt dette skete i førkristen tid. Da den kristne menighed var blevet oprettet, var Guds tjenere „under Kristi lov“. Meget af det der havde været tilladt under den jødiske ordning, blev nu betragtet anderledes, ud fra den måde hvorpå Jehova nu tog sig af sine tjenere. — 1 Korinther 9:21; Mattæus 5:31, 32; 19:3-9.

Jesus og hans holdning til staten

8. Hvilken episode viser at Jesus var besluttet på ikke at lade sig inddrage i politik?

⁸ Da Jesus Kristus var på jorden, satte han nogle højere normer for sine disciple, og han nægtede at lade sig inddrage i politiske eller militære forehavender på nogen som helst måde. Da han ved en lejlighed mirakuløst havde givet mad til flere tusind mennesker, blot med nogle få brød og to små fisk, ville jøderne gribe ham og gøre ham til deres politiske konge. Men Jesus unddrog sig ved hurtigt at trække sig tilbage til bjergene. (Johannes 6:5-15) Om denne episode står der i The New International Commentary on the New Testament: „Der var heftige nationalistiske længsler blandt den tids jøder, og mange af dem som oplevede miraklet, mente sikkert at der her var en leder som Gud havde peget på, en som var den helt rigtige til at føre an i kampen mod romerne. Derfor satte de sig for at gøre ham til konge.“ Kommentaren siger videre at Jesus „beslutsomt afviste“ dette tilbud om at blive politisk anfører. Kristus gav ikke støtte til nogen af jødernes forsøg på at rejse sig mod romerne. Han forudsagde derimod følgerne af et oprør der ville finde sted efter hans død — Jerusalems indbyggere ville opleve trængsler som aldrig før, og byen ville blive udslettet. — Lukas 21:20-24.

9. (a) Hvordan beskrev Jesus forholdet mellem hans rige og denne verden? (b) Hvilken retningslinje gav Jesus sine disciple med hensyn til deres forhold til myndighederne i denne verden?

⁹ Kort før sin død sagde Jesus til den mand der var den romerske kejsers personlige repræsentant i Judæa: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige havde været en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ (Johannes 18:36) Indtil Kristi rige gør ende på de politiske regeringers herredømme, følger hans disciple det eksempel han har sat. De adlyder disse øvrigheder, men tager ikke nogen del i deres politiske aktiviteter. (Daniel 2:44; Mattæus 4:8-10) Jesus gav sine disciple følgende retningslinje: „Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Mattæus 22:21) Allerede i sin bjergprædiken havde han sagt: „Hvis en myndighedsperson pålægger dig som tvungen tjeneste at gå en mil, så gå to mil med ham.“ (Mattæus 5:41) Sammenhængen viser at Jesus hermed ville illustrere at man beredvilligt bør underkaste sig andres retmæssige krav, hvad enten det drejer sig om forhold de enkelte mennesker imellem eller om statslige krav der ikke strider imod Guds lov. — Lukas 6:27-31; Johannes 17:14, 15.

De kristne og kejseren

10. Hvilket standpunkt indtog de kristne, ifølge en historiker, over for kejseren?

¹⁰ Disse korte udtalelser skulle være retningsgivende for forholdet mellem de kristne og staten. Historikeren E. W. Barnes skriver i sin bog The Rise of Christianity: „Når som helst en kristen, i århundrederne derefter, var i tvivl om hvad hans pligter over for staten omfattede, var Kristi lære den myndighed han vendte sig til. Han ville da betale sin skat; de afgifter der blev krævet, kunne være tunge — inden Det Vestromerske Riges sammenbrud blev de nærmest ubærlige — men den kristne ville finde sig i dem. Han ville desuden affinde sig med alt hvad staten krævede af ham, medmindre han blev bedt om at give kejseren det som tilhørte Gud.“

11. Hvilken vejledning gav Paulus de kristne med hensyn til denne verdens herskere?

¹¹ Dette stemmer overens med de ord apostelen Paulus, godt 20 år efter Jesu død, skrev til de kristne i Rom: „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder.“ (Romerne 13:1) Omkring ti år senere — det var kort før hans anden fængsling i Rom, der endte med hans henrettelse — skrev Paulus til Titus: „Bliv ved med at minde dem [de kristne på Kreta] om at underordne sig regeringer og myndigheder og adlyde dem som herskere, at være rede til enhver god gerning, ikke at spotte nogen, ikke at være krigeriske, at være rimelige, at udvise al mildhed mod alle mennesker.“ — Titus 3:1, 2.

Fremadskridende forståelse af hvem „de højere myndigheder“ er

12. (a) Hvordan mente C. T. Russell at forholdet mellem den kristne og de jordiske myndigheder var? (b) Hvilke forskellige synspunkter angående militærtjeneste var der blandt salvede kristne under den første verdenskrig?

¹² Allerede i 1886 skrev Charles Taze Russell i bogen The Plan of the Ages (Guds Verdensplan eller Tidsaldrenes Plan): „Jesus og Apostlerne . . . modsatte . . . sig ikke de jordiske Herskere i nogen Henseende. . . . De formanede Menigheden til at adlyde Lovene, at vise Ærbødighed mod Øvrighedspersonerne for deres Embedes Skyld, . . . at betale den fastsatte Skat, og ikke gøre Modstand mod den bestaaende Lov (Rom. 13:1-7; Matt. 22:21), undtagen hvor den kom i Modstrid med Guds Lov. (Ap. G. 4:19; 5:29.) Vor Herre Jesus, Apostlerne og de første Kristne var alle lydige mod Loven, skønt de var adskilte fra og ingen Del tog i denne Verdens Regeringer.“ I denne bog påpeges det korrekt at „de højere myndigheder“ (eller „de foresatte Øvrigheder“, ifølge oversættelsen af 1907) som Paulus nævner, er verdslige, jordiske myndighedsinstanser. (Romerne 13:1) I 1904 hed det i bogen The New Creation (dansk: Den nye Skabning, 1917): „Derfor bør [de sande kristne] høre til de mest lovlydige nu i Tiden. De skal ikke agitere, strides eller finde Fejl ved det bestaaende.“ Dette blev af nogle opfattet sådan at man skulle underlægge sig helt og holdent; de gik endda med til at tjene i de væbnede styrker i den første verdenskrig. Andre forstod at militærtjeneste ville stride mod Jesu ord: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Mattæus 26:52) Det var tydeligt at der var brug for en mere klar forståelse af hvad det vil sige at kristne skal underlægge sig de højere myndigheder.

13. Hvilken ændret forståelse angående de højere myndigheder blev fremlagt i 1929, og hvordan kan man sige at denne forståelse havde en positiv virkning?

¹³ I 1929 var flere staters regeringer begyndt at forbyde noget af det som Gud påbyder, eller påbyde noget af det som Guds love forbyder. Vi mente da at de højere myndigheder måtte være Jehova Gud og Jesus Kristus.b Denne forståelse havde Jehovas tjenere under hele den kritiske periode før og under den anden verdenskrig og et stykke tid ind i den kolde krigs tid med dens „terrorbalance“ og militære beredskab. Når vi nu ser tilbage, må vi sige at denne opfattelse, der indebar at Jehova og Kristus blev fremhævet som de øverste, hjalp Guds tjenere til at komme igennem perioden idet de uden kompromis holdt fast ved deres neutrale standpunkt.

Relativ underkastelse

14. Hvordan kom der i 1962 yderligere lys over Romerbrevet 13:1, 2 og beslægtede skriftsteder?

¹⁴ I 1961 forelå den engelske udgave af Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter. Udarbejdelsen af denne havde krævet et dybtgående studium af bibelteksten. Den præcise oversættelse af ordene i Romerbrevet, kapitel 13, og af passager som Titusbrevet 3:1, 2 og Første Petersbrev 2:13, 17, gjorde det klart at udtrykket „højere myndigheder“ ikke gjaldt den højeste myndighed, Jehova, og hans søn Jesus, men verdslige, jordiske myndigheder. I slutningen af 1962 bragte The Watchtower (på dansk i Vagttårnet for 1. og 15. marts og 1. april 1963) en række artikler som indeholdt en nøjagtig fortolkning af Romerbrevet, kapitel 13, og samtidig fremlagde en forståelse der var mere klar end den man havde haft på C. T. Russells tid. Artiklerne påpegede at den kristnes underkastelse under de verdslige myndigheder ikke kan være ubetinget. Den må være relativ, det vil sige betinget af at den ikke bringer Guds tjener i konflikt med Hans love. Senere artikler i Vagttårnet har understreget dette vigtige punkt.c

15, 16. (a) Hvilken afbalanceret holdning førte den nye forståelse af Romerbrevets 13. kapitel til? (b) Hvilke spørgsmål vil blive behandlet i den næste artikel?

¹⁵ Denne nøgle til den rette forståelse af Romerbrevets 13. kapitel har sat Jehovas folk i stand til at afveje den rette respekt for politiske myndigheder med en kompromisløs fastholden ved ufravigelige bibelske principper. (Salme 97:11; Jeremias 3:15) Forståelsen har givet dem det rette syn på både forholdet til Gud og forholdet til staten. Den har betydet at de har givet kejseren det der er kejserens, uden at forsømme at give Gud det der er Guds.

¹⁶ Men hvordan definerer man da hvad der er kejserens? Hvad kan staten med rette kræve af den kristne? Disse spørgsmål vil vi tage op i den næste artikel.

[Fodnoter]

Interessant nok skriver professor F. F. Bruce i en kommentar til Romerbrevet, kapitel 13: „Det fremgår tydeligt af den umiddelbare sammenhæng, og af sammenhængen med de apostolske skrifter i øvrigt, at staten kun har ret til at forlange lydighed inden for grænserne af det som er dens gudgivne formål — der ikke blot kan men skal ydes modstand når den forlanger en troskab som kun tilkommer Gud.“

Kan du forklare?

◻ Hvorfor er underkastelse under den verdslige øvrighed ikke ensbetydende med underkastelse under Satan?

◻ Hvordan forholdt Jesus sig til datidens politiske anliggender?

◻ Hvilken vejledning gav Jesus sine disciple angående deres forhold til kejseren?

◻ Hvilken vejledning gav Paulus de kristne om forholdet til nationernes herskere?

◻ Hvordan er forståelsen angående de højere myndigheder skredet frem i årenes løb?

[Illustration på side 10]

Jesus sagde nej da Satan tilbød ham politisk magt

[Illustration på side 13]

C. T. Russell skrev at sande kristne bør „høre til de mest Lovlydige nu i Tiden“

Tilbagebetal kejseren det der er kejserens

„Giv alle hvad der tilkommer dem.“ — Romerne 13:7.

1, 2. (a) Hvilket ligevægtigt syn må kristne, ifølge Jesus, have på det de skylder Gud i forhold til det de skylder kejseren? (b) Hvad er mest magtpåliggende for Jehovas vidner?

JESUS gav klart udtryk for at der er noget vi skal give Gud, og andet vi skal give kejseren (eller staten). Han sagde: „Tilbagebetal kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ Med disse få ord satte han sine fjender på plads og udtrykte samtidig kort og godt hvilket ligevægtigt syn vi må have på det vi skylder Gud i forhold til det vi skylder staten. Man forstår godt at svaret vakte beundring blandt tilhørerne: „De undrede sig over ham.“ — Markus 12:17.

² Det der er allermest magtpåliggende for Jehovas tjenere, er naturligvis at give Gud det der tilkommer ham. (Salme 116:12-14) Men dermed glemmer de ikke at der, som Jesus sagde, er noget de skal give kejseren. Deres bibeloplærte samvittighed byder dem at de, under bøn, nøje må overveje i hvor stor udstrækning de kan imødekomme kejserens krav. (Romerne 13:7) I nyere tid har mange retslærde erkendt at statsmagtens rettigheder over for den enkelte er begrænsede, og at både borgere og regeringer er underlagt en overordnet lov, en lov der ofte betegnes som „naturret“ eller „naturens lov“.

3, 4. Hvilke interessante kommentarer er blevet fremsat angående „naturens lov“, „den åbenbarede lov“ og menneskenes love?

³ Apostelen Paulus hentydede til denne „naturens lov“ da han om mennesker i verden skrev: „Det som kan vides om Gud er kendt iblandt dem; Gud har jo gjort det kendt for dem. Hans usynlige egenskaber ses nemlig klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt, så de er uden undskyldning.“ Hvis de ikketroende er lydhøre for denne lov som de ser udtrykt i naturen, kan den endda få deres samvittighed til at reagere, sådan som Paulus videre skriver: „Når som helst folk fra nationerne, som ikke har loven, af natur gør det loven siger, er disse, skønt de ikke har loven, deres egen lov. De viser jo at lovens indhold er skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner med, og der mellem deres egne tanker indbyrdes føres anklage eller også forsvar.“ — Romerne 1:19, 20; 2:14, 15.

⁴ I det 18. århundrede skrev den kendte engelske jurist William Blackstone: „Naturens lov, der er lige så gammel som menneskeslægten og pålagt af Gud selv, forpligter naturligvis mere end nogen anden. Den er bindende overalt på kloden, i alle lande, og til alle tider: ingen menneskelige love har nogen gyldighed hvis de går imod den.“ Blackstone anerkendte desuden „den åbenbarede lov“, den vi finder i Bibelen, og han erklærede: „Alle menneskelige love hviler på disse to grundvolde, naturens lov og den åbenbarede lov, hvilket vil sige at ingen menneskelige love bør tillades at modsige disse.“ Det stemmer ganske med Jesu ord om Gud og kejseren som vi finder i Markus 12:17. Der er tydeligvis nogle områder hvor Gud sætter grænser for hvad kejseren kan kræve af en kristen. Sanhedrinet overskred en sådan grænse da det befalede apostlene at holde op med at forkynde om Jesus. Derfor kunne apostlene med fuld ret svare: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apostelgerninger 5:28, 29.

„Det der er Guds“

5, 6. (a) Hvad er endnu vigtigere for kristne efter Guds riges oprettelse i 1914? (b) Hvordan viser en kristen at han er en sand ordets tjener?

⁵ Siden 1914, da Jehova Gud, den Almægtige, begyndte at herske som konge gennem Kristi messianske rige, har det været særlig vigtigt for kristne at de ikke giver kejseren det der tilkommer Gud. (Åbenbaringen 11:15, 17) Nu mere end nogen sinde gælder Guds lov om at de kristne ikke må være „en del af verden“. (Johannes 17:16) De er indviede til Gud, deres Livgiver, og må klart vise at de ikke længere tilhører sig selv. (Salme 100:2, 3) ’Vi tilhører Jehova,’ skrev Paulus. (Romerne 14:8) Desuden er den kristne ved sin dåb blevet en ordineret tjener for Gud, så han med Paulus kan sige: „Gud . . . har gjort os tilstrækkelig egnede til at være . . . tjenere.“ — 2 Korinther 3:5, 6.

⁶ Apostelen Paulus skrev desuden: ’Jeg ærer min tjeneste.’ (Romerne 11:13) Også vi bør naturligvis ære vor tjeneste. Uanset om vi er forkyndere al vor tid eller en del af vor tid, véd vi at det er Jehova selv der har tildelt os denne tjeneste. (2 Korinther 2:17) Nogle vil måske betvivle vor ret til at forkynde; derfor må enhver indviet, døbt kristen være parat til at give en klar og overbevisende begrundelse for at han er en sand ordets tjener. (1 Peter 3:15) Denne stilling bør også fremgå af hans adfærd. Som en Guds ords tjener må en kristen forkynde den kristne moral og selv leve efter den, forsvare familiens enhed, leve hæderligt og respektere lov og orden. (Romerne 12:17, 18; 1 Thessaloniker 5:15) Den kristnes gode forhold til Gud og hans gudgivne tjeneste er de vigtigste faktorer i hans liv. Dem kan han ikke opgive på kejserens befaling. De hører selvfølgelig til „det der er Guds“.

„Det der er kejserens“

7. Hvilket omdømme har Jehovas vidner som skatteydere?

⁷ Jehovas vidner ved at de skylder „de højere myndigheder“, de verdslige øvrigheder, at underordne sig dem. (Romerne 13:1) Når kejseren, eller staten, stiller retmæssige krav til dem, byder deres bibeloplærte samvittighed dem derfor at efterkomme kravene. For eksempel er sande kristne blandt de mest samvittighedsfulde skatteydere. Det tyske dagblad Münchner Merkur har sagt om Jehovas vidner: „Det er de mest ærlige og punktlige skatteydere i Forbundsrepublikken.“ Den italienske avis La Stampa har skrevet: „De er de mest loyale borgere nogen kunne ønske sig: de snyder ikke i skat og forsøger ikke at omgå ubehagelige love for egen fordels skyld.“ Jehovas vidner følger disse normer ’for deres samvittigheds skyld’. — Romerne 13:5, 6.

8. Skylder vi kejseren andet end de egentlige skatter?

⁸ „Det der er kejserens“ — er det kun skatterne? Nej. Paulus nævnte også begreber som frygt og ære. Den tyske bibelforsker Heinrich Meyer skriver: „[Det der er kejserens] . . . skulle ikke forstås som værende blot de egentlige skatter; det omfattede alt hvad kejseren havde ret til i kraft af sin retmæssige stilling.“ (Her citeret efter den engelske oversættelse Critical and Exegetical Hand-Book to the Gospel of Matthew.) Om de første kristne bemærker historikeren E. W. Barnes i sit værk The Rise of Christianity at den kristne ville betale de skatter han var pligtig at betale og „desuden påtage sig alle andre forpligtelser fra statens side, medmindre han blev bedt om at give kejseren noget af det der tilhørte Gud“.

9, 10. (a) Hvad kunne gøre en kristen betænkelig med hensyn til visse ydelser over for staten? (b) Hvad bør han imidlertid huske?

⁹ Hvad kan staten forlange uden at det griber ind i det som med rette tilkommer Gud? Nogle har ment at de kun kunne give kejseren de egentlige skatter, altså et pengebeløb, og ikke andet. De ønsker ikke at yde kejseren noget af deres tid, som jo kunne bruges til teokratiske formål. Men skønt vi naturligvis skal ’elske Jehova med hele vort hjerte og sind, hele vor sjæl og styrke’, forventer han trods alt at vi også bruger tid på andet end vor hellige tjeneste. (Markus 12:30; Filipperne 3:3) En kristen der er gift, bør for eksempel bruge tid sammen med sin ægtefælle. Der er ikke noget forkert i dette, og dog siger Paulus at det „hører verden til“ og ikke „hører Herren til“. — 1 Korinther 7:32-34; se også Første Timoteusbrev 5:8.

¹⁰ Desuden gav Kristus sine disciple bemyndigelse til at ’tilbagebetale’ skat til kejseren, og dette vil uvægerlig betyde at der bruges tid som ellers er indviet til Jehova — for hele vort liv, al vor tid, er jo viet til ham. Hvis skatterne i et land gennemsnitlig udgør 33 procent af indkomsten (i nogle lande er beskatningen som bekendt højere), betyder det at en gennemsnitsborger hvert år giver statskassen hvad der svarer til fire måneders indtjening. Når hans erhvervsaktive alder er omme, vil han have brugt omkring 15 år på at tjene til den skat som „kejseren“ har forlangt. Noget lignende gælder med hensyn til skoleundervisning. I de fleste lande er der undervisningspligt i et vist antal år. Længden af den obligatoriske skolegang varierer fra land til land. I de fleste lande er det ikke så få år; men det er „kejseren“ der afgør hvor stor en del af deres liv alle børn må tilbringe med undervisning, og kristne må følge disse bestemmelser.

Tvungen militærtjeneste

11, 12. (a) Hvilket krav stiller kejseren i mange lande? (b) Hvordan så de første kristne på militærtjeneste?

¹¹ Et andet krav som kejseren i nogle lande stiller, er militærtjeneste. Her i det 20. århundrede har de fleste lande haft tvungen militærtjeneste i krigstid; nogle har også haft det i fredstid. I Frankrig kaldte man i mange år denne pligt for blodskat, da den jo betød at alle unge mænd måtte være villige til at ofre livet for staten. Kan de der er indviede til Jehova, med god samvittighed gå med til dette? Hvordan så det første århundredes kristne på spørgsmålet?

¹² De tidligste kristne bestræbte sig for at være gode samfundsborgere, men deres tro forbød dem at tage andres liv, eller at ofre deres eget liv for staten. I The Encyclopedia of Religion hedder det: „De tidlige kirkefædre, deriblandt Tertullian og Origenes, slog fast at kristne ikke havde lov til at tage menneskers liv, et princip der betød at de ikke kunne gøre tjeneste i den romerske hær.“ I sin bog The Early Church and the World skriver professor C. J. Cadoux: „I det mindste frem til Marcus Aurelius’ regeringstid blev ingen kristen soldat efter sin dåb.“

13. Hvorfor ser flertallet i kristenheden anderledes på militærtjeneste end de første kristne gjorde?

¹³ Hvorfor har medlemmerne af kristenhedens kirker ikke samme holdning i dag? Fordi der skete en radikal ændring i det fjerde århundrede. Det forklares i det katolske værk A History of the Christian Councils: „Mange kristne . . . under de hedenske kejsere havde religiøse skrupler i forbindelse med militærtjeneste; enten nægtede de at bære våben, eller de deserterede. Men synoden [kirkemødet i Arles i Frankrig, afholdt år 314] tog i betragtning hvor mange forandringer Konstantin havde indført, og erklærede at det var de kristnes pligt at gøre krigstjeneste, . . . fordi kirken levede i fred (in pace) under en fyrste som var de kristne venligt stemt.“ Fordi man således lod hånt om hvad Jesus havde lært, har præster i kristenheden lige siden da opfordret deres sognebørn til at gøre tjeneste i de forskellige landes militær, skønt nogle enkelte har valgt at være militærnægtere.

14, 15. (a) På hvilket grundlag kan kristne i nogle lande blive fritaget for militærtjeneste? (b) Når fritagelse ikke er mulig, hvilke bibelske principper kan da hjælpe en kristen til at træffe en rigtig afgørelse i forbindelse med militærtjeneste?

¹⁴ Er kristne forpligtede til at følge flertallet i dette? Nej. Hvis en indviet, døbt kristen er borger i et land hvor „præster“ eller „ordets tjenere“ i de forskellige trossamfund kan blive fritaget for militærtjeneste, har han lov til at benytte sig af denne rettighed, da han jo som evangelieforkynder er en sand ordets tjener. (2 Timoteus 4:5) I en del lande, deriblandt USA og Australien, har man selv i krigstid givet en sådan fritagelse. Adskillige lande giver også i fredstid Jehovas vidner fritagelse for militærtjeneste i kraft af at de er ordets tjenere (eller „præster“, som myndighederne måske vil kalde det). Dette giver dem mulighed for at fortsætte deres offentlige tjeneste, til gavn for mange.

¹⁵ Men hvad så hvis den kristne bor i et land hvor der ikke gives fritagelse til ordets tjenere? Han må da træffe en personlig beslutning ud fra sin bibeloplærte samvittighed. (Galaterne 6:5) Han vil naturligvis tage kejserens myndighed i betragtning, men samtidig omhyggeligt overveje hvad han skylder Jehova. (Salme 36:9; 116:12-14; Apostelgerninger 17:28) Den kristne vil huske at en sand kristen kendes på at han nærer kærlighed til alle sine medtroende, også dem der bor i andre lande og hører til andre stammer eller befolkningsgrupper. (Johannes 13:34, 35; 1 Peter 2:17) Han vil heller ikke glemme de bibelske principper i skriftsteder som Esajas 2:2-4; Mattæus 26:52; Romerbrevet 12:18; 14:19; Andet Korintherbrev 10:4; og Hebræerbrevet 12:14.

Civil tjeneste

16. Hvilken ikkemilitær tjeneste kræver kejseren i nogle lande af dem som nægter at udføre militærtjeneste?

¹⁶ Der er imidlertid lande hvor staten ikke giver „ordets tjenere“ fritagelse for militærtjeneste, men alligevel anerkender at der er nogle som ikke ønsker at udføre militærtjeneste. Mange af disse lande giver mulighed for at de som af samvittighedsgrunde nægter at udføre militærtjeneste, ikke tvinges til det. Nogle steder betragtes en tvungen civil tjeneste, såsom et samfundsnyttigt arbejde, som en ikkemilitær tjeneste for staten. Kan en kristen deltage i en sådan tjeneste? Også i dette tilfælde må en indviet, døbt kristen selv træffe sin beslutning ud fra sin bibeloplærte samvittighed.

17. Er der bibelske eksempler på tvungen, ikkemilitær tjeneste?

¹⁷ Det ser ud til at der også på Bibelens tid var tvungen tjeneste. Det hedder i et historisk værk: „Foruden at der blev krævet skatter og afgifter af Judæas indbyggere, var der også pligtarbejde [ubetalt tvangsarbejde]. Dette var et ældgammelt fænomen i Østen som de hellenistiske og romerske herskere opretholdt. . . . Også Det Nye Testamente nævner eksempler på tvangsarbejde i Judæa, hvilket viser hvor udbredt det var. Det var i overensstemmelse med denne skik at soldaterne tvang Simon fra Kyrene til at bære Jesu kors [marterpæl] (Mattæus 5:41; 27:32; Markus 15:21; Lukas 23:26).“

18. Hvilke former for ikkemilitær, ikkereligiøs samfundstjeneste deltager Jehovas vidner ofte i?

¹⁸ Således er der også i dag lande hvor staten eller lokale myndigheder forlanger at borgerne deltager i forskellige former for samfundstjeneste. Der kan være tale om et bestemt projekt, såsom udgravning af en brønd eller anlæggelse af en vej; det kan også være en regelmæssig tjeneste, såsom ugentlig rensning af en vej eller rengøring på skoler og hospitaler. Når en sådan tvungen tjeneste har været til gavn for samfundet og ikke har haft forbindelse med falsk religion eller på anden måde været i strid med Jehovas vidners samvittighed, har de ofte efterkommet ordren. (1 Peter 2:13-15) Det medvirker til at der aflægges et godt vidnesbyrd, og det har somme tider bragt dem til tavshed der med urette beskylder Jehovas vidner for at være fjender af staten. — Jævnfør Mattæus 10:18.

19. Hvordan bør en kristen gribe sagen an hvis kejseren forlanger at han i en periode skal udføre en ikkemilitær form for national tjeneste?

¹⁹ Men hvad så hvis staten kræver at en kristen i en periode skal udføre en civil tjeneste, som en form for national tjeneste der udføres under civil forvaltning? Også i en sådan situation må den kristne træffe sin egen afgørelse ud fra en oplyst samvittighed. „Vi skal jo alle træde frem for Guds dommersæde.“ (Romerne 14:10) Kristne der står over for et krav fra kejseren, må under bøn og alvorlige overvejelser sætte sig ind i sagen.a Det kan også være klogt at han taler om spørgsmålet med andre modne kristne i menigheden. Derefter kan han træffe sin personlige afgørelse. — Ordsprogene 2:1-5; Filipperne 4:5.

20. Hvilke spørgsmål og bibelske principper kan hjælpe den kristne når han overvejer spørgsmålet om civil, ikkemilitær national tjeneste?

²⁰ Når en kristen undersøger et sådant spørgsmål, må han tage adskillige bibelske principper med i betragtning. Paulus sagde at vi skulle „underordne [os] regeringer og myndigheder og adlyde dem som herskere, . . . være rede til enhver god gerning, . . . være rimelige, . . . udvise al mildhed mod alle mennesker“. (Titus 3:1, 2) Samtidig gør den kristne klogt i at undersøge hvad den pågældende civile tjeneste vil omfatte. Hvis han siger ja, vil han da kunne bevare sin kristne neutralitet? (Mika 4:3, 5; Johannes 17:16) Vil han få berøring med falsk religion? (Åbenbaringen 18:4, 20, 21) Vil den pågældende tjeneste forhindre ham i, eller i urimelig grad begrænse, udførelsen af hans kristne pligter? (Mattæus 24:14; Hebræerne 10:24, 25) Eller er det måske muligt for ham fortsat at gøre åndelige fremskridt, måske endda som heltidsforkynder, samtidig med at han udfører denne tjeneste? — Hebræerne 6:11, 12.

21. Hvordan bør menigheden betragte en broder som har truffet en afgørelse angående civil, ikkemilitær national tjeneste, uanset hvordan afgørelsen er?

²¹ Hvad så hvis den kristne ud fra en ærlig overvejelse af sådanne spørgsmål når til den konklusion at den pågældende civile tjeneste for staten er en „god gerning“ som han godt kan udføre i lydighed mod øvrigheden? Da er det hans eget ansvar over for Jehova. De udnævnte ældste og andre må fuldt ud respektere broderens samvittighed, og det ændrer intet ved hans omdømme som en kristen broder i menigheden. Hvis den kristne imidlertid føler at han ikke kan udføre denne civile tjeneste, skal dette standpunkt respekteres på samme måde. Hans stilling i menigheden er ikke berørt af det, og man bør yde ham kærlig støtte. — 1 Korinther 10:29; 2 Korinther 1:24; 1 Peter 3:16.

22. Hvad vil vi fortsat gøre, uanset hvilke situationer vi måtte komme ud for?

²² Som kristne vil vi ikke ophøre med at give „ham der kræver ære, ære“. (Romerne 13:7) Vi vil respektere god orden og bestræbe os for at leve som fredelige, lovlydige borgere. (Salme 34:14) Vi kan endda ’bede for konger og alle dem som er i høje stillinger’ når sådanne skal træffe afgørelser der berører vor kristne tilværelse og tjeneste. Da vi tilbagebetaler kejseren det der er kejserens, er det vort håb at vi „fortsat kan føre et roligt og stille liv med al gudhengivenhed og alvor“. (1 Timoteus 2:1, 2) Frem for alt vil vi fortsat forkynde den gode nyhed om Guds rige som menneskehedens eneste håb, idet vi samvittighedsfuldt giver Gud det der er Guds.

[Fodnote]

Kan du forklare?

◻ Hvad er det vigtigste for den kristne når han overvejer hvad han skylder henholdsvis kejseren og Jehova?

◻ Hvad er det vi skylder Jehova og aldrig kan give til kejseren?

◻ Nævn nogle ting vi med rette kan give kejseren.

◻ Hvilke skriftsteder kan hjælpe os til at træffe en rigtig afgørelse i forbindelse med tvungen militærtjeneste?

◻ Hvad må vi have i tanke hvis vi indkaldes til en civil, ikkemilitær national tjeneste?

◻ Hvad vil vi fortsat gøre i forholdet til Jehova og til kejseren?

[Illustration på side 16, 17]

Apostlene erklærede: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker“