Bruddet med den organiserede kriminalitet — „Jeg var yakuza-gangster“

„FAR, når du kommer hjem, skal vi overvære møderne sammen. Lov mig det. Vil du ikke nok?“ Jeg modtog dette brev fra min yngste datter mens jeg sad i fængsel for tredje gang. Hun overværede regelmæssigt Jehovas Vidners møder sammen med min kone. Eftersom brevene fra familien var min eneste kilde til trøst, lovede jeg hende at jeg nok skulle tage med til de møder.

’Hvorfor er jeg kriminel og lever på en måde der fjerner mig fra min familie?’ tænkte jeg ved mig selv. Jeg mindedes min ungdom. Min far døde da jeg var halvandet år gammel, så jeg kan ikke engang huske hvordan han så ud. Mor giftede sig to gange derefter. Disse familieforhold påvirkede mig dybt, og i gymnasiet begyndte jeg at komme sammen med nogle bøller. Jeg blev voldelig og var ofte involveret i slagsmål uden for skolen. I mit andet år i gymnasiet dannede jeg en bande som skulle bekæmpe en anden bande. Det førte til at jeg blev arresteret og i en periode sendt på en opdragelsesanstalt.

Jeg var som en kugle der trillede ned ad bakke mod en voldelig tilværelse. Snart dannede jeg en bande af forbrydere og begyndte at komme på et mødested for en yakuza-gruppe. Som 18-årig blev jeg fuldgyldigt medlem af denne gruppe. Som 20-årig blev jeg arresteret på grund af en række voldelige overgreb og blev idømt tre års fængsel. Først blev jeg sat i ungdomsfængselet i Nara, men min opførsel blev ikke bedre. Så blev jeg sendt til et fængsel for voksne. Men jeg teede mig stadig værre og endte i Kyoto i et fængsel med forhærdede kriminelle.

’Hvorfor bliver jeg ved med at begå sådanne forbrydelser?’ spurgte jeg mig selv. Når jeg ser tilbage, forstår jeg at det skyldtes et tåbeligt ræsonnement. Dengang mente jeg at det var mandigt at opføre sig sådan, et udtryk for min maskulinitet. Da jeg som 25-årig blev løsladt, så de andre forbrydere op til mig. Nu lå vejen til toppen i den kriminelle verden åben for mig.

Min families reaktion

I denne periode blev jeg gift, og min kone og jeg havde snart to døtre. Mit liv ændrede sig imidlertid ikke. Jeg var i fast rutefart mellem politistationen og hjemmet — jeg bankede folk og øvede pengeafpresning. For hver gang vandt jeg mine medforbryderes og chefens respekt og tillid. Omsider blev min ældre yakuza-„broder“ leder af en bande. Til min fryd blev jeg forfremmet og blev næstkommanderende.

’Hvad synes min kone og mine døtre mon om min livsstil?’ tænkte jeg. Det må have været pinligt at have en kriminel mand og far. Jeg blev atter fængslet som 30-årig og igen som 32-årig. Straffen på tre år tog hårdt på mig. Mine døtre fik ikke lov til at besøge mig. Jeg savnede at tale med dem og omfavne dem.

Omkring det tidspunkt hvor jeg begyndte at afsone min sidste fængselsdom, begyndte min kone at studere Bibelen med Jehovas vidner. Dag efter dag skrev hun og fortalte mig om sandheden som hun blev undervist i. ’Hvad er det for en sandhed min kone taler om?’ tænkte jeg. Jeg læste hele Bibelen igennem mens jeg sad i fængsel. Jeg overvejede det som min kone fortalte i brevene om håbet for fremtiden og om Guds hensigt.

Håbet om at mennesker kunne leve evigt i et paradis på jorden, tiltalte mig, for jeg var meget bange for døden. Jeg havde altid tænkt: ’Hvis du dør, er du en taber.’ Når jeg ser tilbage, forstår jeg at det var frygten for døden der fik mig til at skade andre før de kunne nå at skade mig. Min kones breve fik mig også til at indse det formålsløse i at stræbe efter en topstilling i gangsterverdenen.

Jeg følte mig dog stadig ikke tilskyndet til at studere. Min kone indviede sig til Jehova og blev et døbt vidne for ham. I et brev havde jeg jo lovet at tage med til deres møder, men jeg overvejede ikke at blive et af Jehovas vidner. Jeg følte det som om min kone og børnene var kommet langt væk og havde ladt mig alene tilbage.

Jeg kommer ud af fængselet

Endelig kom den dag hvor jeg skulle løslades. Ved fængselsporten i Nagoya stod en del gangstere for at byde mig velkommen. I den store menneskemængde kiggede jeg imidlertid kun efter min kone og mine døtre. Da jeg så mine døtre, som var vokset betydeligt på tre og et halvt år, begyndte jeg at græde.

To dage efter indfriede jeg mit løfte til min yngste datter og overværede et af Jehovas Vidners møder. Jeg blev overrasket over den glade stemning der prægede de tilstedeværende. Jehovas vidner bød mig hjertelig velkommen, men jeg følte mig lidt ved siden af. Da jeg senere fandt ud af at de der havde hilst på mig, kendte til min kriminelle baggrund, blev jeg helt konfus. Men jeg kunne mærke deres varme, og jeg følte mig tiltalt af det bibelske foredrag der blev holdt. Det handlede om mennesker der skulle leve evigt i et paradis på jorden.

Tanken om at min kone og mine døtre skulle leve i et paradis, mens jeg skulle gå til grunde, gjorde mig meget bedrøvet. Jeg tænkte alvorligt over hvad jeg skulle gøre for at komme til at leve evigt sammen med min familie. Jeg begyndte at overveje at forlade forbryderverdenen, og jeg kom i gang med et bibelstudium.

Jeg forlader min kriminelle løbebane

Jeg holdt op med at komme til bandemøderne og kom ikke længere sammen med yakuza. Men det var ikke let for mig at ændre min tankegang. Jeg kørte omkring i en stor importeret bil udelukkende for nydelsens skyld — det var et rent egotrip. Der gik tre år før jeg fik byttet bilen ud med en mere beskeden model. Jeg havde også en tendens til at søge nemme løsninger. Efterhånden som jeg lærte sandheden at kende, kunne jeg se behovet for en forandring. Men som der står i Jeremias 17:9: „Hjertet er mere forræderisk end noget andet, og desperat.“ Jeg vidste hvad der var rigtigt, men havde vanskeligt ved at leve efter det. De problemer jeg stod over for, virkede som et højt bjerg. Jeg blev foruroliget og tænkte ofte på at opgive studiet og det at blive et Jehovas vidne.

Den broder der studerede med mig, inviterede så en rejsende tilsynsmand med en fortid som min til at komme og holde et foredrag i vores menighed. Fra Akita, over 600 kilometer væk, kom han til Suzuka for at opmuntre mig. Når jeg siden hen kørte træt og tænkte på at holde op, modtog jeg altid et brev fra ham hvor han spurgte om jeg stadig vandrede på Herrens vej.

Jeg blev ved med at bede Jehova om hjælp til at bryde alle bånd til yakuza. Jeg havde tillid til at Jehova ville besvare min bøn. I april 1987 kunne jeg endelig trække mig ud af yakuza-organisationen. Eftersom min forretning betød at jeg skulle rejse hver måned og være væk fra familien, fik jeg mig et viceværtjob i stedet. Nu havde jeg eftermiddagen fri til åndelige aktiviteter. For første gang modtog jeg almindelig løn. Den var ikke stor, men den gjorde mig meget glad.

Mens jeg var den næstøverste i en yakuza-organisation, var jeg materielt velstillet, men nu har jeg åndelige rigdomme som ikke forsvinder. Jeg kender Jehova. Jeg kender hans hensigter. Jeg har nogle principper at leve efter. Jeg har sande venner som er interesseret i mig. I yakuza-verdenen er forbryderne omsorgsfulde på overfladen, men jeg kender ingen yakuza-gangster, ikke en eneste, der ville ofre sig for andre.

I august 1988 symboliserede jeg min indvielse til Jehova ved vanddåben, og derefter begyndte jeg at bruge mindst 60 timer om måneden på at fortælle andre om den gode nyhed der havde ændret mit liv. Jeg har tjent som heltidsforkynder siden marts 1989 og har nu fået den forret at virke som menighedstjener i den lokale menighed.

Det er lykkedes mig at komme af med de fleste af de ting der havde forbindelse til min tilværelse som yakuza-gangster. En ting er imidlertid tilbage. Det er tatoveringerne på min krop som minder mig og min familie og andre om min fortid som yakuza-gangster. Engang kom min ældste datter grædende hjem fra skole og sagde at hun ikke ville i skole mere fordi kammeraterne havde sagt at jeg var yakuza-gangster og havde tatoveringer. Jeg fik talt ud med mine døtre om sagen. Nu ser jeg frem til den dag hvor jorden vil være et paradis, og hvor mit legeme vil blive „friskere end det var i ungdommen“. Til den tid vil mine tatoveringer og minderne om 20 år i yakuza høre fortiden til. (Job 33:25; Åbenbaringen 21:4) — Fortalt af Yasuo Kataoka.

[Illustration på side 11]

Jeg ser frem til den dag hvor mine tatoveringer også er væk

[Illustration på side 13]

Ved rigssalen sammen med min familie