Fra dødens vej til livets vej

I MANGE år var mit liv skæmmet af stofmisbrug. Jeg begyndte med bløde stoffer og endte med de hårde som for eksempel LSD. Stofferne kom til at stå som en slags symboler på frigørelse fra personlige og sociale problemer af enhver art. Desværre tilskyndede jeg også andre unge til at ledsage mig på dødens vej.

Da jeg var kendt som narkohandler holdt politiet øje med mig. Jeg må indrømme at jeg var bange, for jeg vidste at hvis jeg blev arresteret ville det betyde mange års fængselsophold. Men selv den frygt jeg levede i kunne ikke få mig til at ændre levevis.

I et forsøg på at hjælpe mig sendte mine forældre mig til behandling på et hjem for psykisk syge. De håbede at mit problem kunne løses ved hjælp af medicin og terapi. Men så snart jeg kom ud, blev mine forældre klar over at ikke engang medicinsk behandling kunne ændre min situation. De gjorde endnu et forsøg på at hjælpe mig ved at få en præst til at tale med mig, men det nyttede heller ikke. Jeg røg marihuana og drak, lige for øjnene af ham, som om han slet ikke var der. Jeg havde helt enkelt ikke lyst til at forandre mig!

Min forlovede, Oriana, var stærk modstander af min levevis, og jeg ville nødigt have at hun forlod mig. Det syntes umiddelbart at være en god grund til at gøre en forandring. Men i stedet fortsatte jeg med at tage stoffer i det skjulte. Jeg bildte Oriana ind at jeg var syg. Efterhånden blev jeg et regulært menneskevrag. Jeg lovede hele tiden mig selv at jeg ville holde op og at jeg sagtens kunne klare det, men til ingen nytte. Jeg bevægede mig kun endnu længere ud ad dødens vej.

Da jeg gerne ville giftes med Oriana så hurtigt som muligt, fik vi fat i en boligmontør der skulle gøre noget ved vores lejlighed. Hans kone var et af Jehovas vidner, og hun fortalte os om sin tro. I begyndelsen gjorde samtalen større indtryk på Oriana end på mig, men efterhånden gik det op for mig at Jehovas vidner tror fuldt og fast på at Gud snart vil gøre denne jord til et paradis og at mennesker vil komme til at leve her for evigt, i fred.

Jeg besluttede selv at finde ud af om det var sandt at Jehovas vidner virkelig viser hinanden kærlighed og respekt, sådan som damen havde sagt. Derfor tog Oriana og jeg hen i rigssalen. Jeg var noget forlegen over mit lange hår og min sjuskede påklædning, men den velkomst vi fik bevirkede at jeg straks følte mig hjemme. Jeg følte at jeg virkelig kunne stole på disse mennesker. Det var tydeligt at oprigtig kærlighed og gensidig respekt allerede var en realitet for dem.

Fra den dag begyndte jeg regelmæssigt at overvære de kristne møder, og at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner. Jeg fik håret klippet og ændrede min påklædning. Og efter store anstrengelser lykkedes det mig at holde op med at ryge og bruge stoffer. (2 Korinther 7:1) Der var imidlertid et andet alvorligt problem i mit liv. Uden at være klar over det var jeg blevet alkoholiker. Og når jeg drak kom jeg på afveje. Jeg skændtes med folk og blev meget jaloux på Oriana. Jeg sank ned i en tilstand af dyb fortvivlelse. (Ordsprogene 23:29-35) Jeg gjorde en kraftanstrengelse for at bryde denne dårlige vane, og med Jehovas hjælp og bønnens kraft samt hjælp fra kristne brødre lykkedes det at få bugt med den.

Min kone og jeg blev døbt den 23. august 1974. Takket være sandheden havde vi nu fundet en mening med livet. Efter at jeg havde genvundet min selvtillid blev jeg respekteret mere på min arbejdsplads. Både min kone og jeg tjente godt, men så gik det op for os at vi havde meget lidt tid tilovers til hellig tjeneste. Hvis vi ville opnå et nærmere forhold til Jehova, måtte vi gøre nogle forandringer i vores tilværelse — ellers var der fare for at vores første kærlighed til sandheden ville kølnes. Så i 1979 begyndte vi som pionerer og lod forkyndelsen få en mere fremtrædende plads i vores tilværelse.

Hvorfor traf jeg denne beslutning? Jo, for hvor ville jeg have været i dag uden sandhedens lys? Mange af dem som tidligere fulgtes med mig på dødens vej, er i dag alkoholikere eller uden familie, andre er i fængsel — eller døde. Det var Bibelens budskab der udfriede mig. Terapi og viljestyrke var ganske enkelt ikke nok. Der var brug for en stærk motivation, en motivation der kommer når man søger at opdyrke et sandt venskab med Skaberen, Jehova. Jeg nærer nu et oprigtigt ønske om at gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe dem der er slaver af stofmisbrug, og dem der lider eller prøver at finde vej ud af problemerne. Det er netop hvad min kone og jeg søger at gøre ved aktivt at deltage i den kristne tjeneste. For tiden virker jeg som kredstilsynsmand i Norditalien. Vi har haft den forret at hjælpe mange mennesker med at finde vejen til livet, deriblandt tre som jeg selv havde ført ud i stofmisbrug.

Det er sandt at stofmisbrug før eller senere fører til død eller i hvert fald til et tomt liv uden fremtidshåb. Jeg savner ganske ord for min taknemmelighed mod Jehova Gud! Han viste mig vej ud af det mørke jeg var i og pegede på den klart oplyste vej der fører til livet — et evigt liv! — Fortalt af Ruggero Polotti.