Jehovas vidner i Tyskland 1933-1945 — 13. del
Snart var der ikke mere mad tilbage, og til tider var der heller ikke en eneste dråbe vand. Men de sultende fanger blev alligevel tvunget til at marchere fra morgen til aften i mange dage, i silende regn og i en temperatur på kun fire grader i gennemsnit. Om natten fik de lov til at lægge sig på den gennemblødte skovbund. De der ikke kunne klare det foreskrevne tempo blev uden barmhjertighed skudt i nakken af SS-bagtroppen. Eksemplet fra Sachsenhausen viser hvor mange menneskeliv der gik tabt på disse marcher. Da evakueringen begyndte var der endnu 26.000 fanger i live, men 10.700 af dem blev skudt ned og efterladt langs vejen fra Sachsenhausen til Schwerin.
De få brødre der var tilbage i Mauthausen var også i en farlig situation. Der var blevet hugget lange tunneler ind i bjerget, hvori de frygtede „V-2“-raketter blev bygget. En dag blev en af tunnelerne lukket, og der blev anbragt miner i den. Planen var at der skulle blæses falsk luftalarm, og de 18.000 fanger skulle drives ind i tunnelen, som derefter kunne blive sprængt i luften. Men lejrens ledelse blev overrasket af den hastighed hvormed de russiske tanks skred frem; SS-folkene foretrak at overlade fangerne til sig selv og at prøve at redde deres eget liv, om muligt. Men de nåede ikke ret langt. Nogle få dage senere blev den lejrkommandant som var kendt for at have sagt: ’Jeg ønsker kun at se dødsattester,’ genkendt af fangerne og trampet ihjel. Desuden søgte de politiske fanger nu at få hævn over medfanger der som lejrældste, blokældste og formænd havde pådraget sig stor blodskyld.
De indsatte fra Dachau måtte på deres dødsmarch vandre igennem skovområder, og de der ikke kunne holde trit blev skudt af SS. Deres mål var Ötztaler-alperne, hvor alle der nåede frem alligevel skulle have været skudt. Brødrene holdt sammen og hjalp hinanden, så de nåede uskadte til Bad Tölz, hvor de blev befriet. Broder Ropelius husker at de tilbragte den sidste nat under et snetæppe i Waakirchen-skoven. Da dagen gryede kom det bayerske politi og fortalte at de nu var fri og at SS var flygtet. Da de fortsatte deres rejse fandt de geværer der var stillet op mod træerne, men ingen SS-folk.
Regeringens ordre om at alle fanger skulle likvideres blev taget alvorligt af SS. Blot nogle få dage før kapitulationen blev nogle grupper i Neuengamme samlet og bragt om bord i et fragtskib som skulle sejle dem ud til ’Cap Arcona’, en luksusdamper der lå for anker i Neustadterbugten. Der var allerede 7000 fanger om bord på dette 200 meter lange skib. SS havde i sinde at lade ’Cap Arcona’ sejle ud på åbent hav, hvor de ville sænke det sammen med alle fangerne. Men skibet førte stadig sit flag, og den 3. maj 1945 blev det derfor sænket af engelske kampflyvere. Fragtskibet ’Thielbeck’ med 2000 til 3000 fanger om bord gik også ned. Omkring 9000 fanger fandt deres våde grav i Neustadterbugten. Forståeligt nok skælver de overlevende stadig når de tænker tilbage på denne begivenhed. Den dag i dag finder badegæster og arbejdshold hvert år tolv til sytten skeletter af disse druknede fanger på stranden ved Neustadterbugten.
Den samme skæbne havde man tiltænkt fangerne i Sachsenhausen, deriblandt 220 brødre. I en morderisk march tilbagelagde de næsten 200 kilometer på to uger.
Vidnerne havde længe i forvejen indset hvilke farer der kunne true dem, så de havde repareret deres sko og samlet nogle få små kærrer sammen, hvorpå de kunne transportere de svageste brødre og deres få ejendele. Hvis disse brødre skulle have gået den lange vej, ville de have været iblandt de over 10.000 der døde. Men på denne måde kunne de brødre der ikke var så hårdt medtaget, køre dem. På vejen fik andre lov til at hvile sig på kærrerne når kræfterne slap op. Efter nogle få dages hvile havde de genvundet tilstrækkelig styrke til at de kunne være med til at trække kærrerne igen. Under hele denne lange dødsmarch blev de således sammen som en stor familie og nød Jehovas beskyttelse lige til det sidste.
En eftermiddag da gruppen af flygtende fanger kun var tre dagsrejser fra Lübeck, gav SS alle ordre til at slå lejr i en skov i nærheden af Schwerin. Under rejsen havde brødrene dannet små grupper, og de havde fremstillet improviserede telte af deres tæpper. De dækkede jorden med grene og kviste for at bøde lidt på nattekulden. Den nat, mens de russiske kugler hvinede over hovederne på dem og amerikanerne stadig rykkede frem, brød denne del af den tyske front sammen. Det var en ubeskrivelig følelse for dem der var der, da der pludselig midt om natten lød et råb som blev gentaget tusinder af gange: „VI ER FRI!“ De 2000 SS-mænd som indtil da havde haft befaling over fangerne, havde i al hemmelighed kastet uniformerne for at se ud som civile, og nogle af dem havde endda taget fangetøj på for at skjule hvem de var. Få timer senere blev nogle af dem imidlertid genkendt og myrdet uden barmhjertighed.
Amerikanerne var nu nået frem; skulle brødrene tage imod officerernes tilbud og bryde op fra lejren midt om natten? Efter at have overvejet det under bøn besluttede de at vente til solopgang. Men selv da blev de der nogle få timer endnu, for en landmand blandt flygtningene havde givet brødrene to hundrede pund ærter. Det blev til et vidunderligt måltid, og hvor brødrene dog værdsatte det! I næsten to uger havde de faktisk ingenting fået, ud over en smule te af urter de havde samlet langs vejen, og som de lavede om aftenen i skoven når der var vand.
Hvor var de taknemmelige da de opdagede at ikke en eneste af dem manglede! Og de erfarede senere at de havde endnu en grund til at være Jehova taknemmelig, for på deres march mod nord havde SS på et tidspunkt holdt dem tilbage i en skov i adskillige dage, fordi man ikke var helt sikker på hvor fronten var. Hvis de ikke var blevet holdt tilbage disse få dage, kunne de netop have nået til Lübeck før fronten endelig brød sammen.
Nu hastede det ikke længere med at fortsætte. Dér på stedet, i skoven i nærheden af Schwerin, begyndte de at skrive en rapport om deres oplevelser på en skrivemaskine som nogle soldater havde kastet ud af et mobilt kontor. Rapporten indbefattede en resolution der var skrevet under indtryk af den ubeskrivelige følelse det var at have været fri i flere timer, men også i dyb værdsættelse af at Jehova havde beskyttet dem i de mange år hvor de havde været i „løvekulen“. Resolutionen lød:
RESOLUTION!
„3. maj 1945
Vedtaget af 230 Jehovas vidner af seks nationaliteter, samlet i en skov nær Schwerin i Mecklenburg.
Vi Jehovas vidner der er samlet her, sender de hjerteligste hilsener til Jehovas trofaste pagtsfolk og dets fæller over hele jorden med ordene i Salme 33:1-4; og 37:9. Lad det være kendt at vores store Gud, hvis navn er Jehova, har opfyldt sit ord for sit folk, og det især i Nordens konges land. En lang og hård prøvelsens tid ligger bag os, og de der er blevet bevaret, så at sige reddet ud af ildovnen, har ikke engang den mindste brandlugt hængende ved sig. (Se Daniel 3:27.) De er tværtimod fulde af styrke og kraft fra Jehova og afventer ivrigt nye befalinger fra Kongen, til fremme af Teokratiets interesser. Vor beslutning om og vor villighed til at arbejde udtrykkes i Esajas 6:8 og Jeremias 20:11 (Menges oversættelse). Takket være Herrens hjælp og hans nådige støtte er fjendens forsøg på at bryde vores integritet slået fejl, selv om han har anvendt utallige djævelske voldsmetoder foruden tusinder af inkvisitionsmetoder, både fysiske og psykiske, ganske som i middelalderen, og megen smiger og mange tillokkelser. Alle disse forskellige erfaringer, som kunne fylde mange bøger, kan beskrives kort med apostelen Paulus’ ord i Andet Korinterbrev 6:4-10, Andet Korinterbrev 11:26, 27, og fremfor alt med ordene i Salme 124 (Elberfelderoversættelsen). Satan og hans dæmoniske redskaber er endnu en gang blevet stemplet som løgnere. (Joh. 8:44) Det store stridsspørgsmål er igen afgjort til gunst for Jehova og til hans ære. — Job 1:9-11.
Til vores egen og jeres glæde skal I vide at Herren Jehova har velsignet os med et rigt bytte, seksogtredive mennesker med god vilje, som da vi forlod Sachsenhausen . . . frivilligt erklærede: ’Vi vil gå med eder; thi vi har hørt, at Gud er med eder.’ Zakarias 8:23 er blevet opfyldt! På grund af vores hastige udrejse kunne mange af Teokratiets venner ikke følge med os, men Jehova vil lede det sådan at de snart finder tilbage til os.
Vi Jehovas vidner erklærer på ny vor fulde tro på Jehova og vor fuldstændige indvielse til hans Teokrati.
Vi lover højtideligt at vi kun har ét ønske, nemlig dette at vi, i dyb værdsættelse af den endeløse række af beviser på hans vidunderlige beskyttelse og i værdsættelse af at han har udfriet os fra tusinder af vanskeligheder, konflikter og lidelser mens vi var i løvekulen, må få lov at tjene Jehova og hans store konge, Kristus Jesus, med villige og glade hjerter i al evighed. Dette ville i sig selv være vores største belønning.
Vi slutter vor resolution med ordene i Salme 48, i den lykkelige overbevisning at vi snart skal forenes med jer.
Jeres medtjenere for Jehovas hellige navn.“
Efter at brødrene således først havde udtrykt deres taknemmelighed mod Jehova for hans ufortjente godhed, for hans beskyttelse og nu også for deres genvundne frihed, brød de op. Skønt mellem 900 og 1000 fanger døde denne første nat i friheden, nåede brødrene fuldstændig uskadt frem til Schwerin. Broerne over Elben var blevet ødelagt, så de næste to eller tre måneder kunne de ikke komme længere. De fandt logi i staldene ved en kaserne, hvor de var i stand til at duplikere Vagttårnet og holde vagttårnsstudium hver formiddag for at forberede sig åndeligt til det arbejde der lå forude. Samtidig genoptog de tjenesten på arbejdsmarken, som omstændighederne dog tvang dem til at udføre med fangetøj på. Endelig kunne de fortsætte rejsen mod vest for atter at komme i forbindelse med deres slægtninge og undersøge hvad der kunne gøres for at reorganisere Rigets arbejde.
En beretning om integritet
Med denne rapport har vi søgt at skildre et vigtigt afsnit af Jehovas folks historie i nyere tid. Men det har kun været muligt at fortælle en ganske lille del af de interessante oplevelser vore brødre og søstre i Tyskland havde under det nationalsocialistiske rædselsregime. Det ville kræve mange, mange bøger hvis der skulle fortælles om alt hvad der skete fordi Jehovas vidner holdt fast ved den sande tilbedelse og hævdede Jehovas navn. Vi håber at de individuelle oplevelser vi har fortalt, taler for de mange andre som også var værd at fortælle, til pris og ære for Jehova, ikke for mennesker. Det var ham der i rette tid sørgede for at udfri sit folk som gruppe betragtet, skønt han tillod at mange af dem satte livet til for hans hellige navns skyld.
Enhver som har talt med dem der blev udfriet fra tyranniet i 1945, husker hvor ofte de sammen priste Jehova med ordene i Salme 124. De talte sammen om de vidunderlige vagttårnsartikler der var kommet ved begyndelsen af forfølgelsen, artikler hvormed Jehova havde forberedt dem til den vanskelige tid. Nu forstod de hvad Jesus mente da han sagde at de ikke skulle frygte dem der kunne ødelægge legemet. De vidste hvad det betød at blive kastet i en gloende ovn eller, som Daniel, i en løvekule. Men de havde også lært at Jehova er den mægtigste, og at han gør deres pander ’hårdere’ end fjendernes. Selv udenforstående erkender dette, og det understreges ofte når historikere taler om denne del af Tysklands historie. For eksempel skriver Michael H. Kater i sin Zeitgeschichte (Historisk kvartalsskrift), 1969, hæfte 2:
„’Det tredje rige’ kendte kun til at behandle indre modstand med brutal magtanvendelse, og selv da kunne det ikke overvinde oprørskræfterne i det tyske folk, og det kunne heller ikke klare problemet med bibelstudenterne fra 1933 til 1945. Da Jehovas vidner var kommet igennem deres forfølgelsestid, var de svækkede, men ikke kuede.“
I en anmeldelse af bogen Kirchenkampf in Deutschland (Kirkekamp i Tyskland) af Friedrich Zipfel, læser vi ligeledes:
„Der er næppe foretaget en eneste analyse eller skrevet en eneste erindringsbog om koncentrationslejrene, hvori der ikke findes en beskrivelse af bibelstudenternes stærke tro, deres flid, hjælpsomhed og fanatiske martyrium. Dette er i modsætning til den modstandslitteratur i almindelighed der blev skrevet før den kamp Jehovas vidner havde forud for deres fængsling, og som slet ikke nævner dem eller kun nævner dem i forbigående. Bibelstudenternes arbejde og forfølgelsen af dem er imidlertid et ganske usædvanligt tilfælde. Syvoghalvfems procent af medlemmerne af denne lille religiøse gruppe blev ofre for nationalsocialistisk forfølgelse. En tredjedel af dem mistede livet, enten ved henrettelse, andre voldshandlinger, sult, sygdom eller tvangsarbejde. Denne behandling var i sin hårdhed uden fortilfælde og skyldes en kompromisløs tro som ikke kunne bringes i harmoni med den nationalsocialistiske ideologi.“
Hvor ydmyget var Føreren dog ikke blevet efter Det tredje Riges nederlag! Göbbels havde den 31. december 1944 sagt om Hitler: „Hvis blot verden vidste hvad han gerne ville sige den og give den og hvor dybt han elsker sit eget folk og hele menneskeheden, da ville den øjeblikkelig forlade sine falske guder og prise ham . . . en mand hvis hensigt det har været at befri sit folk. . . . Aldrig har et usandt ord eller en, smudsig tanke passeret hans læber. Han er sandheden selv.“ Men denne mand som søgte at blive en gud, begik selvmord.
Også de der havde sat deres lid til ham blev ydmyget — for eksempel Himmler, der også så op til Hitler som en gud og uden skrupler udførte hans befalinger. Det var Himmler som havde gjort livet så vanskeligt for Jehovas trofaste tjenere i mange år. Hvor meget udgydt blod var han mon ansvarlig for? I 1937 havde han pralende sagt til vore søstre i Lichtenburg: „I vil også kapitulere, vi skal nok skære jer ned, vi holder ud længere end jer!“ Og hvor nedtrykt var han ikke efter det nazistiske regimes sammenbrud, da han var på flugt og mødte broder Lübke i Harzwalde, og spurgte ham: „Nå, bibelstudent, hvad skal der nu ske?“ Broder Lübke aflagde et grundigt vidnesbyrd for ham og fortalte at Jehovas vidner hele tiden havde regnet med det nazistiske styres sammenbrud og deres egen udfrielse. Himmler vendte sig om uden et ord, og kort efter begik han selvmord ved at tage gift.
Men selv om forholdene var vanskelige jublede Jehovas tilbedere! De havde fået det privilegium at bevise deres integritet over for universets suveræne Hersker. Under Hitlers styre havde 1687 af dem mistet deres arbejde, 284 deres forretning, 735 deres hjem og 457 var blevet forhindret i at udøve deres håndværk. I 129 tilfælde var deres ejendom blevet konfiskeret, 826 pensionister var blevet frataget deres pension, og yderligere 329 havde lidt andre personlige tab. Der var 860 børn som var blevet fjernet fra deres forældre. I 30 tilfælde var ægteskaber blevet opløst efter pres fra politiske embedsmænd, og i 108 tilfælde blev der givet skilsmisse efter anmodning fra ægtefæller som var modstandere af sandheden. I alt var 6019 blevet arresteret, mange af dem to, tre eller flere gange; der blev i alt registeret 8917 arrestationer. Tilsammen var de blevet idømt fængselsstraffe på 13.924 år og to måneder, to og en kvart gang så lang tid som der er gået siden Adams skabelse. I alt var 2000 brødre og søstre blevet sat i koncentrationslejr, hvor de havde tilbragt 8078 år og seks måneder, gennemsnitlig fire år. I alt 635 var døde i fængsel, 253 var blevet dødsdømt, og 203 af dem var blevet henrettet. Hvilken beretning om integritet!
Genopbygningen begynder
Lige efter krigen var brødrene på det schweiziske betelhjem de eneste som havde kontakt med de tyske brødre. Da de hørte om visse uønskede tendenser som gjorde sig gældende i mange af menighederne, selv efter at brødrene var blevet løsladt fra lejrene, sendte de følgende brev til menighederne:
„Til alle vore elskede medtjenere i Tyskland Kære brødre i Kristus!
Endelig er I blevet befriet for nazisternes åg! — Nogle af jer har lidt i årevis, enten i fængsel eller i koncentrationslejr eller under andre former for forfølgelse. . . .
Imidlertid vil ingen som blev regnet værdig til at lide i særlig grad for Herrens navn, blive opblæst over dette og gå omkring med martyrglorie eller ophøje sig over andre som ikke var i fængsel eller koncentrationslejr. Ingen bør prale af sine lidelser over for sine medmennesker. Glem ikke at mange af de brødre som forblev hjemme, også havde mange problemer og var udsat for hårdt pres. En kristen kan ikke selv vælge sine lidelser. Det er Herren der afgør, eller rettere tillader dem.
Lad os derfor ikke være uretfærdige, kære brødre, og tage parti, og lad os heller ikke fordømme nogen som efter vores opfattelse er gået på kompromis eller har været villig til at gøre det. Det er Herren der dømmer vore hjerter. For ham er vi som en åben bog. . . .
Broder Erich Frost fra Leipzig er bemyndiget til at overtage ledelsen i jeres distrikt. Denne ordning er dog, ifølge præsidentens instruktioner, kun midlertidig. Broder Frost vil så vidt muligt sende regelmæssige beretninger til præsidenten om forkyndelsesarbejdets fremgang.
Under ledelse at Selskabets nye præsident, broder Nathan Homer Knorr, er forkyndelsesarbejdet blevet mere grundigt organiseret end nogen sinde før og skrider hastigt frem! . . .
Bibelhusfamilien i Bern
underskrevet Fr. Zürcher“
Brødrene Frost, Schwafert, Wauer, Seliger, Heinicke og andre begyndte umiddelbart efter deres løsladelse at prøve at genvinde Selskabets ejendom, for igen at kunne lede arbejdet derfra. Det viste sig senere at være umuligt på grund af de russiske myndigheders fjendtlige indstilling.
Broder Frost, som i mellemtiden var blevet udnævnt til afdelingstilsynsmand, bad Willi Macco fra Saarbrücken, Hermann Schlömer og Albert Wandres fra Wiesbaden og broder Franke fra Mainz om at organisere og tage vare på menighederne i de dele af Vesttyskland hvor de havde været kredsdirektører under forbudet.
Samtidig forsøgte broder Franke i nærheden af Stuttgart at købe papir som kunne bruges til trykning af mindre oplag af Vagttårnet. Der blev også arrangeret radioforedrag fra Stuttgart, Frankfurt og Saarbrücken, hvorved offentlighedens opmærksomhed blev henledt på Rigets budskab. Endelig lejede broder Franke to kontorlokaler i Wiesbaden, og en uge senere et lille værelse i samme hus, beregnet til beboelse.
I slutningen af 1945 rejste broder Frost til Stuttgart fra Magdeburg for at drøfte nogle organisationsmæssige spørgsmål med trofaste brødre som var villige til at gå ind i heltidstjenesten som rejsende tjenere eller til at arbejde på Betel. Eftersom Selskabet var indregistreret i Magdeburg i østtyskland forekom det nødvendigt at åbne et afdelingskontor i Stuttgart i Vesttyskland.
Snart efter rejste broder Frost til Holland for at træffe broder Knorr og tale personligt med ham for første gang. På vejen gjorde han ophold i Wiesbaden, og efter at broder Franke havde vist ham de to lejede kontorlokaler, besluttede han straks at annullere planerne om at oprette et kontor i Stuttgart, for at oprette et i Wiesbaden i stedet. Det betød at de to kontorlokaler og broder Frankes lille værelse skulle blive Betelhjemmet, hvor snart tyve brødre og søstre arbejdede og spiste.
Omtrent et år senere fik broder Franke af byen Wiesbaden, på grund af sin internering under forbudet, tilbudt en toværelses lejlighed i Wilhelminen Strasse 42; det betød at ikke alene broder Franke, men også betelhjemmet, flyttede. Det største af de to værelser blev betelhjem. Ved Jehovas ufortjente godhed blev det muligt at leje endnu et værelse i samme hus, som ejedes af en søster, og dette tjente nu som kontor. Det var her broder Knorr første gang besøgte brødrene i Tyskland.
(Fortsættes i næste nummer)