Spørgsmål fra læserne
● I Kolossenserbrevet 3:23 rådes de kristne til at tjene deres herrer ’med hele deres sjæl som for Jehova, og ikke for mennesker’. Vil det sige at vort verdslige arbejde er en del af vor hellige tjeneste hvis vi udfører det som for Jehova?
Det græske ord latreiʹa, der i Ny Verden-oversættelsen gengives med „hellig tjeneste“, betegner gudsdyrkelse eller tjeneste for Gud. (Rom. 12:1) Ifølge Jesus indebærer denne tjeneste at man lader Jehova komme i første række og viser ham den største troskab. (Matt. 4:8-10, Luk. 4:5-8) Det er en tjeneste som tager sigte på at fremme Jehovas riges interesser.
I fortiden ydede Guds indviede folk, Israel, „hellig tjeneste“ i lydighed mod Lovpagten, med det mål at blive Jehova „et kongerige af præster og et helligt folk“. (2 Mos. 19:5, 6) Ved denne tjeneste blev der tilvejebragt forbilleder og skygger af virkeligheder som skulle vise sig senere, nemlig under den nye pagt i forbindelse med Guds rige ved Kristus Jesus. (Hebr. 8:5; 9:9, 14) Til de salvede kristne siges der således: „Da vi skal modtage et urokkeligt rige, måtte vi da fortsat have ufortjent godhed, ved hvilken vi på velbehagelig måde kan yde Gud hellig tjeneste med gudsfrygt og ærefrygt.“ (Hebr. 12:28) De salvede kristnes medarbejdere, ’den store skare’ der ser frem til evigt liv på jorden, må ligeledes vise gudsfrygt under udførelsen af deres „hellige tjeneste“ i Jehovas tempels jordiske forgård. — Åb. 7:9, 15.
Er denne „hellige tjeneste“ ensbetydende med at man blot ’lever et pænt liv’, idet man sætter et godt eksempel med hensyn til at forsørge sin familie, at opdrage sine børn, at holde sit hjem rent, at være flittig i skolen, og så videre? Nej, det kan næppe være tilfældet, for israelitterne gjorde disse ting ved siden af eller ud over den hellige tjeneste Jehova pålagde dem at udføre. (2 Mos. 7:16; 12:25, 26, hvor det hebraiske ord for „tjene“ [da. aut.: „dyrke“] og „tjeneste“ [da. aut.: „skik“] i den græske Septuaginta-oversættelse er oversat med latreuʹein og latreiʹa.) Selv om de ifølge sabbatsloven skulle ’yde tjeneste og gøre alt deres arbejde i seks dage’, var der alligevel på den syvende dag visse former for hellig tjeneste de udførte, for eksempel ved højtiderne og i forbindelse med at undervise i synagogerne. — 2 Mos. 13:5, 6; 20:9, NW; Apg. 13:14, 15; 18:4.
Der findes mennesker i dag som lever et pænt og moralsk rent liv, men som ikke interesserer sig det mindste for Gud og hans hensigter. Deres livsførelse kan naturligvis ikke betegnes som „hellig tjeneste“. En hellig tjeneste er tydeligvis en tjeneste man yder for Gud fordi man værdsætter det der er helligt — noget man må ofre tid og kræfter på ved siden af det man ellers foretager sig. Den hellige tjeneste adskiller sig altså fra ens verdslige arbejde og de øvrige pligter man har i hverdagen, skønt kristne naturligvis også bør udføre disse ting „til Guds herlighed“. — 1 Kor. 10:31; Rom. 1:9.
Her umiddelbart før ’den store trængsel’ indebærer vor „hellige tjeneste“ at vi adlyder Jesu befaling om at forkynde „denne gode nyhed om riget“, idet vi advarer folk og søger at gøre disciple. (Matt. 24:14, 21; 28:19, 20) Den omfatter det at vi samles for at tilbede Gud, at vi studerer Bibelen i familien og regelmæssigt drøfter dagens tekst. Den indbefatter den særlige tjeneste der udføres i pioner- og missionærgerningen, samt på betelhjemmene, der drives med det formål at tilvejebringe åndelig føde og at organisere Jehovas Vidners verdensomspændende arbejde. Det arbejde der udføres af rejsende tilsynsmænd og de enkelte menigheders ældste og menighedstjenere, der varetager deres brødres åndelige interesser, må også betegnes som „hellig tjeneste“. (5 Mos. 31:12, 13; 6:4-9; Ef. 6:4; Apg. 1:8; 20:28; 1 Pet. 5:2, 3; 1 Tim. 3:1, 12, 13) Denne „hellige tjeneste“, som alle i Guds organiserede folk er med til at udføre, ydes af hjertet — et hjerte som er indviet til Gud — og med Jehovas ånds og hans hellige engles hjælp. (Fil. 3:3; Apg. 27:23) Hvis vi i denne tjeneste ’bliver ved med at søge Guds rige og hans retfærdighed først’, vil Jehova sørge for at de daglige livsfornødenheder ’bliver givet os i tilgift’. — Matt. 6:33; Luk. 12:31.
Når vi udfører „hellig tjeneste“ må det være efter det eksempel Jesus satte da han tjente på jorden. (1 Pet. 2:21-23) Vi må udføre den af kærlighed til Gud og af kærlighed til næsten, den samme selvopofrende kærlighed som Jesus viste. (Mark. 12:30, 31; Joh. 13:34; 15:13) Denne tjeneste lægger hovedvægten på den offentlige forkyndelse, for der siges: „Lad os gennem ham [Jesus] altid bringe Gud et lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn.“ Samtidig må vi ’ikke glemme at gøre godt og at dele med andre’ — ikke af ren og skær godgørenhed, men af hjertet, fordi vi elsker vore trosfæller. Når vore brødre lider ondt, kommer i nød eller udsættes for trængsel, vil vi altså kærligt yde dem hjælp, så alle kan være tilskyndet til at holde fast ved den offentlige bekendelse af deres håb uden vaklen. „I sådanne ofre har Gud velbehag.“ — Hebr. 10:23-25; 13:15, 16; Rom. 10:10-15; Jak. 1:27.
Dette betyder måske at du må revidere dit syn på hvad der er „hellig tjeneste“. Måtte du i så fald gøre det i den ånd der kommer til udtryk i Andet Korinterbrev 13:11: „Endelig, brødre, bliv ved med at glæde jer, at lade jer bringe i den rette tilstand, at lade jer trøste, at være enige, at holde fred; og kærlighedens og fredens Gud vil være med jer.“
● Paulus skrev at en tilsynsmand i den kristne menighed skulle være „én kvindes mand“. Hvorfor nævnte han dette blandt kravene til de kristne tilsynsmænd, eftersom ingen kristen jo måtte være bigamist eller polygamist?
I Første Timoteusbrev 3:2 skrev apostelen Paulus: „Tilsynsmanden bør derfor være ulastelig, én kvindes mand, mådeholden i vaner.“ Udtrykket „én kvindes mand“ betød at en tilsynsmand ikke måtte være under nogen som helst mistanke for umoralitet i seksuel henseende. Han måtte sætte et godt eksempel med hensyn til at følge den kristne norm for ægteskabet.
Jesus havde givet den anvisning at hans disciple skulle holde sig til Guds oprindelige ægteskabsordning, som gik ud på at én mand havde én hustru. (Matt. 19:5, 6) Ingen polygamist kunne derfor blive døbt som kristen før han ophørte med at leve i polygami. Alligevel var det på sin plads at Paulus nu understregede kravet i forbindelse med ældste eller tilsynsmænd, for polygamiet havde været tilladt blandt jøderne og kunne være fremherskende i lande som kristendommen ville blive udbredt til. En ny der kom i menigheden skulle af de ældstes eksempel tydeligt kunne se at den anerkendte ægteskabsordning blandt kristne var monogami, ikke polygami.
Der kan imidlertid ligge mere i udtrykket „én kvindes mand“. Moralen var meget løs dengang, hvilket gav sig udslag i at man tog let på ægteskabet og hyppigt lod sig skille og indgik nyt ægteskab.
„Da både den græske og den romerske lov gav let adgang til skilsmisse, var det meget almindeligt at mand og hustru lod sig skille og giftede sig med andre mens de begge endnu levede. En mand kunne således have både tre og fire levende hustruer, eller snarere kvinder der alle efter tur havde været hans hustru.“ (The Life and Epistles of St. Paul af Conybeare og Howson) For en kristen stillede sagen sig imidlertid anderledes. Kun hvis ægtefællen begik „utugt“ (det vil sige grov kønslig umoralitet) ville han eller hun være fri til at blive skilt og gifte sig med en anden. (Matt. 5:32; 19:9) Kravet „én kvindes mand“ betød at en ældste måtte sætte det rette eksempel. Han kunne ikke være en mand der skilte sig fra sin hustru uden bibelsk grundlag og derefter giftede sig igen.
Nogle kommentatorer forstår Første Timoteusbrev 3:2 på den måde at en ældste overhovedet ikke måtte være gift for anden gang. Men ud fra det Jesus sagde og det Paulus skrev andre steder, forstår vi at det ikke var forkert at indgå nyt ægteskab; derfor kan dette ikke have gjort en mand uegnet til at tjene som ældste i menigheden. Husk at Paulus skrev at enker (og dermed naturligvis også enkemænd) ville gøre bedre i at gifte sig end i at være optændt af lidenskab eller henfalde til lediggang og blande sig i andres sager. — 1 Kor. 7:8, 9, 36-39; 1 Tim. 5:13, 14.
At en ældste skulle være „én kvindes mand“ må også indebære at han ikke var skyldig i bigami eller ægteskabsbrud. Han skulle være moralsk uangribelig i sit ægteskab, loyal og tro mod sin hustru. Ifølge The New English Bible skulle tilsynsmanden, ifølge det vers vi her behandler, „være hævet over al kritik, tro mod sin eneste hustru“.
Da Paulus sagde at en tilsynsmand skulle være „én kvindes mand“, understregede han altså med få ord at en gift ældste på flere måder måtte være et forbillede i moralsk henseende. Enhver der betragtede ham, skulle kunne se at han i praksis efterlevede den sande kristendoms ophøjede syn på ægteskabet.