vil altså blive dømt på grundlag af de gerninger de gør i løbet af dommens dag.

På dommens dag vil milliarder af mennesker for første gang få mulighed for at lære Guds vilje at kende og rette sig efter den. Det betyder at der skal foregå et storstilet undervisningsarbejde. Ja, „den frugtbare jords indbyggere [vil] lære retfærdighed“. (Esajas 26:9) Men det er ikke alle der vil rette sig efter Guds vilje. Esajas 26:10 siger: „Selv om der vises den ugudelige gunst, lærer han ikke retfærdighed. I ærlighedens land vil han handle uret og ikke se Jehovas højhed.“ Disse ugudelige vil i løbet af dommens dag blive udslettet for bestandig. — Esajas 65:20.

Når dommens dag er slut, er de der stadig lever, blevet fuldkomne — og dermed „levende“ i ordets egentlige forstand. (Åbenbaringen 20:5) I løbet af dommens dag vil menneskeheden således blive ført tilbage til sit oprindelige, fuldkomne stade. (1 Korinther 15:24-28) Derefter vil en endelig prøve finde sted. Satan vil blive løsladt fra sit fængsel og få lov til at prøve at vildlede menneskeheden en sidste gang. (Åbenbaringen 20:3, 7-10) De der modstår ham, vil erfare den endelige opfyldelse af Bibelens løfte: „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ (Salme 37:29) Ja, dommens dag vil blive en velsignelse for alle der er trofaste over for Gud!

ÅRTIER før 1914 forkyndte bibelstudenterne at der ville indtræffe nogle markante begivenheder det år. Hvilke begivenheder var det, og hvilke vidnesbyrd peger på at 1914 var så vigtigt et år?

Som det fremgår af Lukas 21:24, sagde Jesus: „Jerusalem skal nedtrædes af nationerne, indtil nationernes fastsatte tider [„hedningernes tider“, den danske autoriserede oversættelse] er udløbet.“ Jerusalem havde været hovedstad for den jødiske nation og regeringssæde for Davids kongeslægt. (Salme 48:1, 2) Disse konger var imidlertid noget særligt i forhold til andre folkeslags herskere fordi de sad på „Jehovas trone“ idet de repræsenterede Gud. (1 Krønikebog 29:23) Jerusalem var således et symbol på Jehovas herredømme.

Hvordan og hvornår begyndte Guds herredømme så at blive ’nedtrådt af nationerne’? Det skete i 607 f.v.t. da Jerusalem blev erobret af babylonierne. Rækken af konger der stammede fra David, blev afbrudt, og „Jehovas trone“ stod nu tom. (2 Kongebog 25:1-26) Ville denne ’nedtrædning’ fortsætte for altid? Nej, for Ezekiels profeti sagde følgende angående Jerusalems sidste konge, Zedekias: „Fjern turbanen, løft kronen af. . . . Dette skal [ikke] blive nogens, før han kommer som har retten til det, og ham vil jeg give det.“ (Ezekiel 21:26, 27) Den der har „retten“ til Davids krone, er Kristus Jesus. (Lukas 1:32, 33) ’Nedtrædningen’ ville altså slutte når Jesus blev konge.

Hvornår ville denne store begivenhed indtræffe? Jesus viste at nationerne ville herske i en fastsat tidsperiode. Beretningen i Daniels Bog, kapitel 4, indeholder nøglen til at forstå hvor lang denne periode ville være. Der fortælles om en profetisk drøm som kong Nebukadnezar af Babylon fik. Han så et enormt træ der blev fældet. Dets stub kunne ikke vokse fordi den var lagt i bånd af jern og kobber. En engel bekendtgjorde: „Lad syv tider gå hen over det.“ — Daniel 4:10-16.

I Bibelen bruges træer undertiden som symbol på herredømme. (Ezekiel 17:22-24; 31:2-5) At det symbolske træ blev fældet, er derfor et billede på at Guds herredømme, repræsenteret ved kongerne i Jerusalem, ville blive afbrudt. Men ifølge synet skulle denne ’nedtrædning af Jerusalem’ kun være midlertidig — en periode på „syv tider“. Hvor lang en periode er det?

Åbenbaringen 12:6, 14 viser at tre og en halv tid svarer til „et tusind to hundrede og tres dage“. „Syv tider“ må være dobbelt så lang tid, altså 2520 dage. Men de hedenske nationer holdt ikke op med at ’nedtræde’ Guds herredømme blot 2520 dage efter Jerusalems fald. Det er tydeligt at profetien må gælde en meget længere tidsperiode. I overensstemmelse med Fjerde Mosebog 14:34 og Ezekiel 4:6, der taler om „en dag for et år“, skulle de „syv tider“ strække sig over 2520 år.

De 2520 år begyndte i oktober 607 f.v.t., da Jerusalem faldt for babylonierne og kongen fra Davids slægtslinje blev fjernet fra tronen. Perioden sluttede i oktober 1914. På det tidspunkt endte „nationernes fastsatte tider“, og Jesus Kristus blev indsat som Guds himmelske konge.a — Salme 2:1-6; Daniel 7:13, 14.

Præcis som Jesus forudsagde, har hans „nærværelse“ som konge i himmelen været kendetegnet af en dramatisk udvikling i verdensforholdene — både når det gælder krig, hungersnød, jordskælv og pest. (Mattæus 24:3-8; Lukas 21:11) Denne udvikling er et stærkt vidnesbyrd om at 1914 virkelig var det år da Guds himmelske rige blev oprettet og „de sidste dage“ for den nuværende, onde verdensordning begyndte. — 2 Timoteus 3:1-5.

DEN åndeskabning der kaldes Mikael, nævnes ikke ret mange gange i Bibelen. Men de gange han omtales, er han i aktion. I Daniels Bog kæmper han imod onde engle, i Judas Brev har han en uoverensstemmelse med Satan, og i Åbenbaringens Bog fører han krig mod Djævelen og dæmonerne. Ved at forsvare Jehovas herredømme og bekæmpe hans fjender lever Mikael op til betydningen af sit navn — „hvem er som Gud?“ Men hvem er Mikael?

Nogle gange er personer kendt under mere end ét navn. For eksempel er patriarken Jakob også kendt som Israel, og apostelen Peter som Simon. (1 Mosebog 49:1, 2; Mattæus 10:2) På samme måde er Mikael tydeligvis et andet navn for Jesus Kristus, både før og efter hans liv på jorden. Lad os se på nogle bibelske grunde til at drage den slutning.

Ærkeengel. Guds ord omtaler Mikael som „ærkeengelen“, det vil sige „den øverste engel“, eller „overengelen“. (Judas 9) Læg mærke til at ordet ærkeengel står i bestemt form. Det tyder på at der kun er én ærkeengel. I Bibelen forekommer udtrykket „ærkeengel“ altid i ental, aldrig i flertal. Desuden sættes Jesus i forbindelse med stillingen som ærkeengel. Om den opstandne Herre Jesus Kristus står der i Første Thessalonikerbrev 4:16: „Herren selv vil stige ned fra himmelen med et kommandoråb, med en ærkeengels røst.“ Jesu