Spørgsmål fra læserne
● Johannes 9:1-3 lyder: „Og da han gik videre, så han en mand, som havde været blind fra fødselen. Hans disciple spurgte ham og sagde: Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind? Jesus svarede: Hverken han eller hans forældre har syndet; men det er sket, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham.“ Kan disse vers med rette bruges som støtte for læren om, at mennesket har eksisteret før sin fødsel, og at alt er bestemt forud? — L. A., Alberta, Canada.
Mormonerne bruger disse skriftsteder i et forsøg på at bevise, at vi har eksisteret, før vi blev mennesker, idet de siger, at alene det, at Jesu disciple stillede dette spørgsmål, viser, at de troede på muligheden af, at manden kunne have syndet før sin fødsel, hvorfor han skulle straffes for disse synder med at fødes blind. Disse disciple havde ikke fulgt Jesus ret længe, og uden tvivl var de endnu ikke blevet renset for alle falske religiøse læresætninger med sandhedens vand. I dette tilfælde afspejlede spørgsmålet uden tvivl deres besmittelse med den hedenske lære om sjælevandring, der indeholder tanken om, at synder i et tidligere liv er bestemmende for, i hvilket legeme og under hvilke omstændigheder den stadig vandrende, udødelige sjæl fødes.
Denne hedenske lære, som stammer fra den græske filosof Pythagoras, kunne meget let have besmittet disse Jesu jødiske disciple, for noget lignende blev lært af de jødiske farisæere. Herom siger Josefos: „De tror også, at sjæle har en iboende udødelig kraft, og at de i underverdenen vil blive belønnet eller straffet, alt efter om de har levet et retskaffent eller lastefuldt liv her på jorden; de sidstnævnte vil blive forvaret i evigt fængsel, mens de andre vil få magt til at genskabes og leve igen.“ Og videre: „De siger, at alle sjæle er uforgængelige, men at kun gode menneskers sjæle overføres til andre legemer, mens onde menneskers sjæle bliver genstand for evig straf.“ — Antiquities of the Jews (Jødernes oldtidshistorie), bog XVIII, kapitel 1, paragraf 3; Wars of the Jews (Jødernes krige), bog II, kapitel VIII, paragraf 14.
Det er ubibelsk at tro, at spørgsmålet forudsætter, at manden skulle have været i stand til at synde før sin fødsel. Bibelen borteliminerer enhver mulighed for synd før fødselen, når den siger om Esau og Jakob: „. . . før de var født, og før de havde gjort noget ondt eller godt.“ (Rom. 9:12) Jesus bekræftede dette synspunkt i sit svar, hvor han sagde, at manden havde på ingen måde syndet før sin fødsel. Jesus viste også, at heller ikke hans forældre havde syndet i den betydning, at de havde gjort noget forkert, der resulterede i, at deres barn blev født blind. Alle fysiske ufuldkommenheder — og blindhed fra fødselen er i høj grad en ufuldkommenhed — skyldes nedarvet fordømmelse på grund af Adams synd. Ufuldkomne skabninger kan kun sætte ufuldkomne børn i verden. (Sl. 51:5; Matt. 7:16-20; Rom. 5:12; 1 Kor. 15:22) Ikke alle ulykker rammer mennesker, fordi de har begået en eller anden synd. (Præd. 9:11; Luk. 13:1-5) Dog mente jøderne på Jesu tid ofte, at det var tilfældet. Job var et af Satans særlige ofre, men hans kritikere påstod, at hans vanskeligheder ikke skyldtes hans retskaffenhed, men var en følge af hans synder: „Tænk efter! Hvem gik uskyldig til grunde, hvor gik retsindige under? Men det har jeg set: Hvo uret pløjer og sår fortræd, de høster det selv.“ — Job 1:8-12; 2:3-9; 4:7, 8.
Der er nogle tilhængere af forudbestemmelseslæren, der bruger disse skriftsteder til at bevise, at mandens blindhed skyldtes Gud, for at den blinde derigennem kunne komme i forbindelse med Jesus, lære af ham, følge ham og således opnå den frelse, han var bestemt til før verdens grundlæggelse. De støtter sig til Jesu svar: „Det er sket, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham.“ Med dette svar ville Jesus ikke tilsidesætte eller ophæve de skriftsteder, der blev citeret i forrige paragraf, og som viser, at årsagen til sådanne ufuldkommenheder er den nedarvede synd fra Adam. Mandens blindhed, som skyldtes ufuldkommenhed, tjente som en anledning til at åbenbare Guds gerninger, gøre dem synlige for dem, der så den mirakuløse helbredelse eller den helbredte mand. Det blev årsag til, at han fulgte Kristus. (Joh. 9:38) Med hensyn til at åbenbare Guds gerninger var dette tilfælde ikke anderledes end andre, hvor blinde så, lamme gik, spedalske blev renset, døve hørte og døde blev oprejst. Alle sådanne tilfælde åbenbarede Guds gerninger, opfyldte profetier og tjente som tegn på, at Jesus var Kristus eller Messias. (Es. 53:4; Matt. 8:16, 17; 11:2-6) Men ville det ikke tjene til liden ære for Gud først at gøre en mand blind og så senere helbrede ham? I stedet for at tjene til ære ville det kun være en længe tiltrængt rettelse af en tidligere fejl. Det ville være lige så hyklerisk, som hvis man opstillede en stråfigur, lod som om det var en virkelig mand og slog den omkuld for at høste bifald. Nej, Jehova Gud, hvis værk er fuldkomment, vil ikke skabe noget så ufuldkomment som et blindt barn. — 5 Mos. 32:4.
Selv om han gjorde det, ville det ikke være forudbestemmelse, som denne lære defineres af sine mest fremtrædende talsmænd, presbyterianerne. Om manden kunne se eller ikke er uden betydning for skæbnebestemmelsen. Forudbestemmelse har kun at gøre med den endelige skæbne, ikke med begivenheder eller forhold under det jordiske liv. Det er heller ikke holdbart at hævde, at hans blindhed var bestemt forud, for at han kunne komme i forbindelse med Jesus, så han kunne blive helbredt af ham og derefter lære om Kristus og følge ham og til sidst opnå frelse. Man kan ikke sige, at blindheden var det middel, hvorved begivenhedernes kæde, der skulle føre til mandens forudbestemte frelse, blev sat i gang. Dette ville indebære, at Jehova forud kendte begivenhederne og arrangerede det sådan, at de kunne finde sted, ved at sørge for, at manden blev født blind, alt sammen for, at det, han forud havde bestemt, kunne finde sted på rette vis. Men en sådan opfattelse af sagen passer ikke med lærens definition, for alle dens tilhængere er enige om, at skæbnebestemmelsen er fuldstændig uafhængig af alle forud kendte eller forud tilrettelagte gerninger, omstændigheder, forhold eller årsager. Mandens blindhed kan derfor ikke have været noget, der forårsagede, at han førtes mod sin uundgåelige skæbne, da de siger, at skæbnen rammer en „uden hensyn til tro eller gode gerninger eller ønske om at holde ud deri og uden hensyn til forhold eller årsager i forbindelse med skabningen, der driver den til disse ting“. — „Confession of Faith“ (Trosbekendelse), kapitel 111, afsnit 5, som findes på side 16 i The Constitution of the Presbyterian Church in the United States of America (Konstitution for den presbyterianske kirke i Amerikas Forenede Stater).
Johannes 9:1-3 kan derfor ikke med held bruges som bevis hverken for en tidligere eksistens eller for skæbnebestemmelse.
● Under denne rubrik i Vagttaarnet for 15. juni 1952 blev der sagt: „Den trofaste ægtefælle vil ikke diskutere religion med den frafaldne eller udstødte og vil ikke ledsage denne til hans eller hendes religiøse mødested og overvære møderne der.“ Betyder det, at hvis en i familien er blevet udstødt, men overværer møderne i rigssalen, må familiens trofaste medlemmer ikke køre sammen med ham i familiens bil til møderne? — O. G., Kansas.
Nej, det var ikke det, Vagttaarnet fastslog. Der siges, at trofaste medlemmer af familien „vil ikke ledsage denne til hans eller hendes religiøse mødested og overvære møderne der“. Vagttaarnet hentydede ikke til den udstødtes overværelse af møderne i rigssalen, da det sagde, at man ikke skulle gå med ham til hans religiøse forsamlinger, eftersom den udstødte ikke længere deltager direkte i møderne i rigssalen, og eftersom det ikke længere er det sted, han med rette kan kalde sin religiøse forsamling, da han på grund af udstødelsen ikke længere har forbindelse med mødedeltagerne, og når han nu overværer møderne i rigssalen, er det ikke, fordi han er inviteret eller budt velkommen, men han kommer, uden at vi ønsker det. Vagttaarnet ønskede at understrege, at de trofaste familiemedlemmer ikke vil gå med den udstødte til en anden religiøs forsamling, til hvis møder den udstødte nu måske kommer. De trofaste i familien kan udmærket køre sammen med den udstødte til rigssalen i en bil, men når de kommer der, skulle de trofaste ikke sidde sammen med eller holde sig til den udstødte i salen, men kun være sammen med ham på vejen til og fra.