Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Har du et nært forhold til Gud?
    Vagttårnet – 2014 | 1. december
    • En mand tænker på Gud

      HOVEDEMNE | DU KAN KOMME NÆR TIL GUD

      Har du et nært forhold til Gud?

      „Har man et nært forhold til Gud føler man sig tryg, helstøbt og i balance. Det er som om Gud hele tiden er opmærksom på at det skal gå dig godt.“ — CHRISTOPHER, EN UNG MAND I GHANA.

      „Gud ser hvor svært du har det, og han giver dig mere kærlighed og opmærksomhed end du kan forestille dig.“ — HANNAH, 13 ÅR, ALASKA, USA.

      „At vide at man har et nært forhold til Gud, er den skønneste og mest beroligende følelse man kan have!“ — GINA, EN JAMAICANSK KVINDE I FYRRERNE.

      Christopher, Hannah og Gina er ikke alene. Masser af mennesker rundt omkring i verden er overbeviste om at Gud betragter dem som sine venner. Hvad med dig? Har du et nært forhold til Gud? Kunne du tænke dig at få et nært eller endnu nærmere forhold til ham? Måske har du spurgt dig selv: ’Er det overhovedet muligt for et menneske at få et nært forhold til Gud? Og i så fald hvordan?’

      DET ER MULIGT AT FÅ ET NÆRT FORHOLD TIL GUD

      Ifølge Bibelen er det muligt at få et nært, personligt forhold til Gud. Bibelen fortæller at Gud omtalte den hebraiske patriark Abraham som „min ven“. (Esajas 41:8) Læg også mærke til den kærlige opfordring vi får i Jakob 4:8: „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ Det fremgår altså tydeligt at det at få et nært forhold til Gud — at blive Guds ven — er muligt. Men hvordan kan du, eftersom Gud er usynlig, ’komme nær’ til ham og glæde dig over at have et godt forhold til ham?

      Lad os for at få svar på dette spørgsmål se på det der sker når et venskab mellem to mennesker opstår. Ofte begynder det med at de lærer hinandens navne at kende. Efterhånden som de så begynder at kommunikere, at udveksle tanker og meninger, vokser venskabet. Og når parterne tager initiativ til at gøre noget for hinanden, styrkes venskabsbåndet. Noget lignende kan siges om det at opdyrke et nært forhold til Gud. Lad os se på hvorfor det er sådan.

  • Kender og bruger du Guds navn?
    Vagttårnet – 2014 | 1. december
    • To mænd præsenterer sig for hinanden

      HOVEDEMNE | DU KAN KOMME NÆR TIL GUD

      Kender og bruger du Guds navn?

      Har du en nær ven hvis navn du ikke kender? Sikkert ikke. En bulgarsk kvinde ved navn Irina har meget rigtigt sagt: „Det er ikke muligt at have et nært forhold til Gud hvis man ikke kender hans navn.“ Vi kan være glade for at Gud, som nævnt i den foregående artikel, ønsker at vi kommer nær til ham. Derfor har han i Bibelen præsenteret sig selv for os ved at sige: „Jeg er Jehova. Det er mit navn.“ — Esajas 42:8.

      I Bibelen har Gud præsenteret sig selv for os ved at sige: „Jeg er Jehova. Det er mit navn.“ — Esajas 42:8

      Betyder det virkelig noget for Jehova om du kender og bruger hans navn eller ej? Tænk på at Guds navn, der skrives med fire hebraiske konsonanter kendt som tetragrammet, forekommer i De Hebraiske Skrifters grundtekst næsten 7.000 gange. Det er langt flere gange end noget andet navn i Bibelen. Er det ikke et godt argument for at Jehova ønsker at vi kender og bruger hans navn?a

      Et venskab begynder ofte med at to personer lærer hinandens navne at kende. Kender du Guds navn?

      Nogle mener dog at eftersom Gud er hellig og almægtig, er det respektløst at bruge hans navn. Selvfølgelig vil det være forkert at bruge Guds navn på en uværdig måde, ligesom du ikke ville misbruge en nær vens navn. Ikke desto mindre er det Jehovas vilje at de der elsker ham, ærer hans navn og gør det kendt. (Salme 69:30, 31; 96:2, 8) Husk at Jesus lærte sine disciple at bede: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget.“ Vi kan være med til at hellige Guds navn ved at gøre det kendt. På den måde får vi også et nærmere forhold til Gud. — Mattæus 6:9.

      Bibelen viser at Gud er særlig opmærksom på dem som „har hans navn i tanke“. (Malakias 3:16) Jehova giver dem hver især dette løfte: „Jeg beskytter ham fordi han kender mit navn. Han kalder på mig, og jeg svarer ham. Jeg er med ham i trængselen.“ (Salme 91:14, 15) Hvis vi gerne vil have et nært forhold til Jehova, er det altså vigtigt at vi kender og bruger hans navn.

      a Desværre er Guds navn udeladt i mange bibeloversættelser på trods af at det forekommer så hyppigt i De Hebraiske Skrifter, ofte omtalt som Det Gamle Testamente. Man har erstattet Guds navn med titler som „Herren“ eller „Gud“. Flere oplysninger om dette emne findes på side 195-197 i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer?, udgivet af Jehovas Vidner.

  • Kommunikerer du med Gud?
    Vagttårnet – 2014 | 1. december
    • En mand kommunikerer med en ven via telefonen

      HOVEDEMNE | DU KAN KOMME NÆR TIL GUD

      Kommunikerer du med Gud?

      Uanset om det er ansigt til ansigt, via telefon, e-mail, videoopkald eller brev, kommunikerer nære venner med hinanden så ofte som muligt. For at have et nært forhold til Gud må vi derfor også kommunikere med ham regelmæssigt. Men hvordan kan vi gøre det?

      Vi kan tale til Jehova gennem bøn. Men at bede til Gud er ikke det samme som at have en uformel samtale med en ven. Når vi beder, er det vores Skaber, den højeste i universet, vi henvender os til. Af den grund bør vi bede på en respektfuld måde og med ærbødighed. Hvis vores bønner skal være acceptable for Gud, er der også nogle krav vi må opfylde. Her følger tre af dem.

      For det første skal vi udelukkende bede til Jehova Gud — ikke til Jesus, en „helgen“ eller et billede. (2 Mosebog 20:4, 5) Bibelen siger klart og tydeligt: „Lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse.“ (Filipperne 4:6) For det andet må vi bede i Guds søns, Jesu Kristi, navn. Jesus sagde selv: „Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ (Johannes 14:6) For det tredje skal vores bønner være i harmoni med Guds vilje. Bibelen siger: „Uanset hvad vi beder om i overensstemmelse med hans vilje, så hører han os.“a — 1 Johannes 5:14.

      Gode venner glæder sig over at kommunikere med hinanden så ofte som muligt

      Et nært venskab vil selvfølgelig ikke holde i længden hvis det kun er den ene der taler. Gode venner glæder sig over at kommunikationen går begge veje. Derfor må vi også lade Gud tale til os og så lytte efter når han gør det. Ved du hvordan Gud taler til os?

      I dag „taler“ Jehova Gud til os gennem sit skrevne ord, Bibelen. (2 Timoteus 3:16, 17) Hvordan kan man sige det? Det kan illustreres med at du modtager et brev fra en god ven. Efter at have læst det siger du måske begejstret til andre: „Jeg har lige hørt fra min ven!“ Men kommunikationen var ikke mundtlig, men skriftlig. Tilsvarende kan man sige at du lader Jehova tale til dig når du læser i Bibelen. Gina, der blev citeret i den indledende artikel, siger: „Jeg mener at hvis Gud skal betragte mig som sin ven, må jeg undersøge hans ’brev’ til os — Bibelen.“ Hun tilføjer: „Daglig bibellæsning har givet mig et nærmere forhold til Gud.“ Lader du Jehova tale til dig hver dag ved at læse i hans ord? Hvis det er tilfældet, vil det hjælpe dig til at få et nærmere forhold til Gud.

      a Flere oplysninger om hvordan vi kan komme nær til Gud i bøn, findes i kapitel 17 i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? Udgivet af Jehovas Vidner.

  • Gør du det Gud beder dig om?
    Vagttårnet – 2014 | 1. december
    • En mand hjælper en kvinde med hendes varer

      HOVEDEMNE | DU KAN KOMME NÆR TIL GUD

      Gør du det Gud beder dig om?

      „Uanset hvad du beder mig om, vil jeg med glæde gøre det. Bare sig til.“ Du ville nok være lidt forsigtig med at give en helt fremmed eller en bekendt sådan et tilbud. Men du ville sikkert ikke have noget imod at sige sådan til en god ven. En nær ven vil med glæde gøre det du beder ham eller hende om.

      Bibelen viser at Jehova gør det han ved vil glæde hans tilbedere. Kong David, der havde et nært forhold til Gud, sagde for eksempel: „Mange ting har du gjort, Jehova, min Gud: dine undere og hvad du har udtænkt til os; ... [de er] for talrige til at jeg kan opregne dem.“ (Sl. 40:5) Men Jehova gør mere end det. Han gør også godt mod dem der endnu ikke kender ham, ved at ’mætte deres hjerter med føde og glæde’. — Apostelgerninger 14:17.

      Vi gør med glæde noget for dem vi elsker og respekterer

      Eftersom Jehova glæder sig over at gøre godt mod andre, er det kun rimeligt at forvente at de der ønsker at være Guds venner, gør det der får hans hjerte til at „fryde sig“. (Ordsprogene 27:11) Men hvad kan du gøre for at glæde og behage Gud? Bibelen giver svaret: „Glem ikke at gøre godt og at dele med andre, for i sådanne ofre har Gud velbehag.“ (Hebræerne 13:16) Betyder det at alt hvad der skal til for at behage Jehova, er at vi gør godt og deler med andre?

      „Uden tro er det umuligt at have [Guds] velbehag,“ siger Bibelen. (Hebræerne 11:6) Læg mærke til at det først var efter at „Abraham troede på Jehova“ at „han blev kaldt ’Jehovas ven’“. (Jakob 2:23) Jesus Kristus understregede også behovet for at „tro på Gud“ hvis vi vil opnå Guds velsignelse. (Johannes 14:1) Hvordan kan du opdyrke den tro som Gud ønsker at se hos dem han drager til sig? Først må du begynde at studere Guds ord, Bibelen, regelmæssigt. Ved at gøre det vil du få ’nøjagtig kundskab om hans vilje’ og på den måde lære hvordan du ’fuldt ud behager ham’. Efterhånden som din nøjagtige kundskab om Jehova bliver større, og du begynder at leve efter det du lærer om hans retfærdige normer, vil din tro på ham vokse, og han vil drage dig endnu nærmere til sig. — Kolossenserne 1:9, 10.

  • Der findes ingen bedre livsform
    Vagttårnet – 2014 | 1. december
    • En mand læser i Bibelen

      HOVEDEMNE | DU KAN KOMME NÆR TIL GUD

      Der findes ingen bedre livsform

      Hvad kan du gøre for at få et nært forhold til Gud? Vi har talt om de skridt du må tage hvis du gerne vil opdyrke et nært forhold til ham:

      1. Kende og bruge Guds navn, Jehova.

      2. Regelmæssigt kommunikere med ham i bøn og studere hans ord, Bibelen.

      3. Blive ved med at gøre det der behager Jehova.

      En mand beder til Gud

      Få et nært forhold til Gud ved at bruge hans navn, bede til ham, studere hans ord og gøre det der behager ham

      Kan du på baggrund af disse kriterier sige at du gør det der kræves for at få et godt forhold til Gud? Er der noget du kan gøre bedre på nogle af disse områder? Det kræver selvfølgelig noget af dig, men lad os se hvad en sådan indsats kan føre til.

      „Enhver indsats du gør for at opnå et bedre forhold til Gud, er alle anstrengelserne værd,“ siger Jennifer, som bor i USA. „Et sådant forhold giver dig mange velsignelser: større tillid til Gud, en bedre indsigt i hans personlighed, men frem for alt, større kærlighed til ham. Der findes ingen bedre livsform.“

      Hvis du kunne tænke dig at få et nært forhold til Gud, vil Jehovas Vidner med glæde hjælpe dig. De kan sørge for at du får et gratis bibelkursus. Du er også velkommen til at overvære deres møder i den lokale rigssal, hvor du kan glæde dig over at være sammen med nogle der sætter pris på deres forhold til Gud.a Hvis du tager disse skridt, vil du komme til at føle det ligesom salmisten der skrev: „For mig er det bedste at søge nær til Gud.“ — Salme 73:28.

      a For at få et gratis bibelkursus eller finde en rigssal i nærheden af hvor du bor, kan du henvende dig til den der forærede dig dette blad, eller gå ind på vores hjemmeside, www.pr2711.com. Se under KONTAKT OS nederst på siden.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del