Pleje af syge — en udfordring

„NOGLE gange havde jeg lyst til at flygte fra det hele, men min mand havde hårdt brug for min hjælp. Somme tider følte jeg mig meget alene.“ — Jeanny, som i 18 måneder passede sin 29-årige mand inden han døde af en hjernesvulst.a

„Jeg bliver til tider irriteret på min mor, men bagefter bliver jeg vred på mig selv. Jeg føler mig som en fiasko når jeg ikke kan klare situationen.“ — Rose, 59 år, som tog sig af sin skrøbelige 90-årige mor, der var sengeliggende.

Det kan tage hårdt på familie og venner når en af deres kære rammes af en alvorlig eller dødelig sygdom. „Efter at diagnosen er blevet stillet, føler enhver familie sig alene. De kender måske ikke andre som har haft det samme problem inde på livet,“ siger Jeanne Munn Bracken i bogen Children With Cancer. De er også ofte „stivnet af sorg og har svært ved at se kendsgerningerne i øjnene“, sådan som det var tilfældet med Elsa da hun fandt ud af at hendes 36-årige nære veninde, Betty, havde kræft. Sue følte sig „syg og tom“ indeni da det gik op for hende at hendes far var ved at dø af kræft.

Pludselig kan familiemedlemmer eller venner stå med den opgave at skulle dække den syges fysiske og følelsesmæssige behov. Til trods for en stram timeplan skal de nu måske tilberede nærende måltider, sørge for medicin, arrangere kørsel til lægen, vise gæstfrihed over for dem der besøger patienten, skrive breve for den syge og meget andet.

Efterhånden som patientens tilstand forværres, bliver opgaven med at sørge for den syge endnu mere krævende. Hvad kan dette indbefatte? „Alt!“ siger Elsa, som passer sin sengeliggende veninde, Betty. „Jeg bader og mader hende, hjælper hende når hun kaster op, og tømmer hendes urinposer.“ Kathy havde et fuldtidsjob, men måtte samtidig tage sig af sin syge mor. Sue, der blev omtalt tidligere, fortæller at hun skulle sørge for at tage faderens temperatur og føre optegnelse over den hver halve time, vaske ham med en svamp når hans temperatur steg, og skifte hans tøj og sengelinned med nogle få timers mellemrum.

Hvor god en pleje patienten får, afhænger for en stor del af hvor godt den der tager sig af den syge, selv har det, men ofte bliver plejerens følelser og behov overset. Det er svært nok hvis vedkommendes arbejde resulterer i en øm ryg og overanstrengte skuldre. Men, som de fleste der har prøvet det, vil kunne bekræfte, kan det også være et stort følelsesmæssigt pres.

„Det var meget pinligt“

„Undersøgelsesrapporter beskriver ofte de bekymringer det volder pårørende når [patienten] flakker om, gør noget pinligt eller pludselig råber op,“ skriver The Journals of Gerontology. Gillian fortæller for eksempel hvad der skete da en ven ved et af de kristne møder ville hilse på Gillians alderstegne mor. „Mor sad bare med et tomt udtryk i øjnene og reagerede ikke,“ mindes Gillian. „Det var meget pinligt, og jeg var lige ved at græde.“

Joan, hvis mand lider af demens, siger: „Det er noget af det sværeste ved at passe ham.“ Hun forklarer: „Sygdommen gør at han ikke helt følger reglerne for takt og tone. Når vi for eksempel er ude at spise på restaurant sammen med andre, går han somme tider hen til de andre borde og smager på indholdet i de skåle der står fremme, hvorefter han lægger skeen som han har brugt, tilbage i skålen. Når vi besøger naboerne, kan han finde på at spytte på havegangen. Jeg har meget svært ved at befri mig selv for den tanke at andre sikkert taler om hans opførsel og hans skammelige mangel på manerer. Det får mig til at krympe mig.“

„Jeg var bange for at jeg på grund af skødesløshed . . .“

Opgaven med at tage sig af en alvorligt syg slægtning eller ven kan være forbundet med en vis ængstelse. Man frygter måske for hvad der kan ske efterhånden som sygdommen forværres — eller man frygter for at vedkommende dør. Man kan også tvivle på at man har tilstrækkelig styrke og evne til at dække patientens behov.

Elsa fortæller hvad det var hun frygtede: „Jeg var bange for at komme til at gøre Betty fysisk fortræd og derved øge hendes lidelser eller at gøre noget som ville forkorte hendes liv.“

Somme tider overføres patientens frygt til den der passer vedkommende. Sue siger: „Min far nærede en evig skræk for at blive kvalt, og somme tider blev han meget panikslagen. Jeg var bange for at jeg på grund af skødesløshed ville være årsag til at han blev kvalt og derved kom til at opleve det som han frygtede mest.“

„Man kan blive bedrøvet over at tænke på hvordan de engang har været“

Bogen Caring for the Person With Dementia siger: „Sorg er en normal reaktion hos dem der tager sig af et familiemedlem eller en nær ven med en kronisk lidelse. Efterhånden som patientens tilstand forværres, oplever man tabet af en ven og et forhold som har betydet meget for én. Man kan blive bedrøvet over at tænke på hvordan de engang har været.“

Jennifer beskriver hvilken virkning hendes mors stadig dårligere helbredstilstand havde på familien: „Vi følte os sårede. Vi savnede hendes livfulde snakken. Vi var meget kede af det.“ Gillian fortæller: „Jeg ville ikke have at min mor skulle dø, og jeg ønskede ikke at hun skulle lide. Jeg græd ofte.“

’Jeg følte mig vraget og vred’

En der passer en syg person, kan tænke ved sig selv: ’Hvorfor skulle det lige ske for mig? Hvorfor er der ingen der hjælper mig? Kan de ikke se at det er svært for mig? Hvorfor kan patienten ikke være lidt mere samarbejdsvillig?’ Plejeren kan undertiden blive gal over de voksende krav patienten og andre familiemedlemmer stiller, og som han eller hun finder urimelige. Rose, der er omtalt i indledningen, siger: „Jeg bliver oftere vred på mig selv end jeg plejer — i mit indre. Men mor siger at hun kan se det på mig.“

Det er tit plejeren der står for skud når patienten giver sin egen frustration og vrede afløb. I bogen Living With Cancer oplyser dr. Ernest Rosenbaum at nogle patienter „til tider kan blive vrede og deprimerede og ofte vil lade det gå ud over den der er nærmest . . . Deres vrede manifesterer sig almindeligvis som irritation over ligegyldigheder som de under normale forhold aldrig ville skænke en tanke.“ Dette kan forståeligt nok være en yderligere belastning for dem der gør deres bedste for at passe den sygdomsramte.

Maria gjorde for eksempel en rosværdig indsats for at pleje sin døende veninde. Til tider var veninden dog for nærtagende, og hun drog ofte forkerte konklusioner. „Af og til kom hun med nogle bidende bemærkninger og var uhøflig, hvilket var pinligt for dem der holdt af hende,“ fortæller Maria. Hvordan påvirkede det Maria? „Mens det står på, føler man at man ’forstår’ patienten. Men når jeg ser tilbage, følte jeg mig vraget, vred og usikker — uden lyst til at vise den nødvendige kærlighed.“

En undersøgelse offentliggjort i The Journals of Gerontology konkluderer: „Vrede har en tendens til at hobe sig op hos den der har til opgave at tage sig af et andet menneske, [og] resulterer undertiden i at vedkommende påtænker at øve vold mod patienten eller faktisk gør det.“ Forskerne fandt ud af at omtrent én ud af fem plejere frygtede for at han eller hun ville blive voldelig. Mere end én ud af tyve blev faktisk voldelig mod patienten.

„Jeg har dårlig samvittighed“

Mange der tager sig af et familiemedlem eller en ven, plages af skyldfølelse. Nogle gange er det en eftervirkning af vrede — de har dårlig samvittighed fordi de en gang imellem bliver vrede på patienten. Disse følelser udmatter dem følelsesmæssigt så meget at de ikke længere føler at de kan magte opgaven.

I visse tilfælde er der ikke noget alternativ til at lade patienten blive behandlet på et hospital eller anbragt på et plejehjem. Det kan være en tung afgørelse at træffe for den der passer patienten, og den er ofte forbundet med store følelsesmæssige kvaler. Jeanne siger: „Da der til sidst ikke var nogen anden udvej end at anbringe mor på et plejehjem, følte jeg at jeg svigtede hende, at jeg kasserede hende.“

Uanset om patienten er blevet anbragt på en institution eller ej, kan vedkommendes familie og venner føle at de ikke gør nok for ham eller hende. Elsa siger: „Jeg havde det ofte dårligt med at min tid var så begrænset. Nogle gange ville min veninde simpelt hen ikke have at jeg gik.“ Mange føler desuden at de svigter andre familieforpligtelser, især hvis de tilbringer en stor del af deres tid med at besøge en patient eller må tage overarbejde for at betale stigende udgifter. „Jeg er nødt til at gå på arbejde,“ siger en mor beklagende, „men jeg har dårlig samvittighed over at jeg ikke kan være hjemme hos mine børn.“

De der har opgaven med at tage sig af syge, har tydeligvis et stort behov for støtte, især efter at den de har passet, er død. Dr. Fredrick Sherman fra New York siger: „Min vigtigste opgave [efter en patients død] . . . er at lindre plejerens skyldfølelse, som [han eller hun] ofte holder for sig selv.“

Hvis ikke man får talt ud om disse følelser, kan det være ødelæggende for både plejer og patient. Hvad kan de der tager sig af en af deres kære, gøre for at overvinde disse følelser? Og hvad kan andre — familiemedlemmer og venner — gøre for at hjælpe dem?

[Fodnote]

[Ramme på side 5]

Betragt dem ikke som en selvfølge!

„VI VED at 80 procent af den pleje de ældre får derhjemme, udføres af kvinder,“ siger Myrna I. Lewis, der er lektor ved Mount Sinai Medical School i New York.

En undersøgelse, offentliggjort i The Journals of Gerontology,b viste at 61 procent af de adspurgte kvinder ikke fik hjælp fra familie eller venner. Over halvdelen (57,6 procent) sagde at de ikke fik tilstrækkelig følelsesmæssig støtte fra deres mand. I bogen Children With Cancer peger Jeanne Munn Bracken på at det er kvinden der bærer den tungeste byrde med at passe ældre og syge, mens „manden er tilbøjelig til at lade sig opsluge af sit arbejde“.

Dr. Lewis gør dog opmærksom på at der er mænd som bærer en betragtelig del af omsorgsbyrden. For eksempel udgør mænd hvis kone har Alzheimers sygdom, en ret stor gruppe blandt disse. De erfarer til fulde hvor stressende det kan være at passe en af sine kære der er blevet ramt af sygdom. Dr. Lewis fortsætter: „Denne gruppe mænd er formentlig de allermest sårbare fordi de som regel er ældre end deres koner og måske selv har et skrantende helbred . . . De fleste har aldrig lært hvordan de rent praktisk skal tage sig af syge.“

Det er vigtigt at en familie passer på ikke at overbebyrde den som tilsyneladende er god til at klare opgaven. „Det er ofte den samme i familien der gentagne gange får til opgave at tage sig af ældre eller syge,“ siger bogen Care for the Carer. „Det er hovedsagelig kvinder som selv er ved at komme op i årene. . . . Mange mener at kvinder som regel er bedst til at vise omsorg . . ., men familie og venner bør aldrig tage det som en selvfølge.“

[Fodnote]

[Illustration på side 6]

De der tager sig af andre, har behov for støtte for at kunne overvinde skyldfølelse og vrede

Hvordan man får styr på sine følelser

HVIS du i øjeblikket har den opgave at tage dig af en af dine kære som er blevet ramt af en alvorlig sygdom, kæmper du måske med nogle forvirrende og skræmmende følelser. Hvad kan du gøre? Læs i det følgende om de følelser nogle i samme situation som dig kæmper med, og om de praktiske forslag de giver.

Forlegenhed. En gang imellem har du måske oplevet at den syge opfører sig på en måde der gør dig flov når der er andre til stede. Men hvis du forklarer dine venner og naboer hvordan vedkommendes sygdom ytrer sig, kan det måske få dem til at vise større forståelse, „medfølelse“ og tålmodighed. (1 Peter 3:8) Tal om muligt med andre familier der befinder sig i en lignende situation. At udveksle erfaringer kan mindske forlegenheden. Sue forklarer hvad det var der hjalp hende: „Jeg syntes at det var så synd for min far, og det fjernede enhver følelse af forlegenhed. Hans humoristiske sans var også en stor hjælp.“ Ja, humoristisk sans kan være en god modgift mod dårlige nerver — både for patienten og for den der tager sig af vedkommende. — Jævnfør Prædikeren 3:4.

Frygt. Manglende viden om en sygdom kan øge ens frygt. Søg eventuelt sagkyndig oplysning om patientens videre sygdomsforløb, og lær hvordan du bedst vil kunne tackle situationen. Noget af det der især hjalp Elsa til at overvinde sin ængstelse, var at tale med andre der var i en lignende situation, samt med sygeplejersker om hvad man kunne vente sig efterhånden som patientens tilstand forværredes. Jeanny giver dette råd: „Lær at blive konfronteret med din frygt og at beherske den. Frygten for hvad der kunne ske, er ofte værre end virkeligheden.“ Uanset hvad det er der ligger til grund for ens frygt, anbefaler dr. Ernest Rosenbaum at den „bearbejdes så snart den opstår“. — Jævnfør Ordsprogene 15:22.

Sorg. Det er aldrig nemt at have med sorg at gøre, specielt ikke hvis man er i en situation hvor man tager sig af en af sine kære. Man sørger over tabet af et venskab, især hvis den syge ikke længere kan tale, opfatte tingene klart eller genkende én. Det er ikke altid at andre forstår ens følelser. At tale om sin sorg med en forstående ven som lytter tålmodigt, kan være til stor trøst. — Ordsprogene 17:17.

Vrede og frustration. Disse følelser er en normal reaktion hos den der tager sig af en alvorligt syg person som indimellem er vanskelig at omgås. (Jævnfør Efeserbrevet 4:26.) Det er vigtigt at huske at det ofte er sygdommen og ikke patienten selv der er skyld i hans eller hendes ubehagelige opførsel. Lucy mindes: „Når jeg blev rigtig gal, endte det altid med at jeg græd. Men så prøvede jeg at minde mig selv om patientens tilstand og sygdom. Jeg vidste at patienten havde brug for min hjælp. Det var det der holdt mig gående.“ En sådan indlevelse kan ’bremse ens vrede’. — Ordsprogene 14:29; 19:11.

Skyldfølelse. Plejere rammes ofte af skyldfølelse. Andre vil imidlertid kunne forsikre dig om at det er en vigtig og meget krævende opgave du varetager. Affind dig med at du ikke altid siger og gør alting rigtigt. Bibelen giver os denne påmindelse: „Vi fejler alle mange gange. Hvis nogen ikke fejler i ord, så er han en fuldkommen mand, i stand til også at tøjle hele sit legeme.“ (Jakob 3:2; Romerne 3:23) Lad ikke skyldfølelse gøre dig mismodig. Når du bliver ked af noget du har sagt eller gjort, vil du sikkert opdage at dét at sige undskyld gør alting godt igen mellem dig og din patient. En mand som har passet en syg slægtning, giver følgende råd: „Gør dit bedste under de forhåndenværende omstændigheder.“

Depression. Depression forekommer forståeligt nok ofte i familier der rammes af alvorlig sygdom. (Jævnfør Første Thessalonikerbrev 5:14.) En kvinde der lider af depression samtidig med at hun yder pleje, fortæller hvad der gav hende det fornødne overskud: „Mange gav udtryk for værdsættelse af mit og andres arbejde. Når man er træt og deprimeret, er nogle få opmuntrende ord ofte alt hvad der skal til for at give én lyst til at fortsætte.“ Bibelen siger: „Ængstelse i en mands hjerte nedbøjer det, men gode ord får det til at fryde sig.“ (Ordsprogene 12:25) Andre er måske ikke altid opmærksomme på at man har behov for opmuntring. Somme tider er det derfor først efter at man åbent har givet udtryk for den „ængstelse“ man har i hjertet, at man modtager opmuntrende „gode ord“ fra andre. Hvis depressionen fortsætter eller bliver værre, kan det dog være tilrådeligt at søge læge.

Magtesløshed. Der kan være tider hvor du føler dig magtesløs i forbindelse med at pleje en der lider af en tærende sygdom. Acceptér situationen som den er. Erkend dine begrænsninger — du har ikke kontrol over patientens helbred, men du kan vise inderlig omsorg for den syge. Kræv ikke det fuldkomne af dig selv, din patient eller dem der støtter dig. En ligevægtig holdning befrier ikke blot én for følelsen af magtesløshed, men er også med til at lette arbejdsbyrden. Mange som har taget sig af deres kære, har givet dette kloge råd: Lær at tage én dag ad gangen. — Mattæus 6:34.

[Tekstcitat på side 8]

„Lær at se din frygt i øjnene og beherske den. Frygten for hvad der kunne ske, er ofte værre end virkeligheden“

[Ramme på side 7]

Opmuntring fra nogle der har ydet andre omsorg

„VÆR ikke foruroliget over at du har negative tanker om dig selv. Det er normalt under sådanne omstændigheder. Undgå på nogen måde at stænge dine følelser inde. Betro dig til en ven, og fortæl hvad det er der trykker dig. Om muligt, så und dig selv et pusterum, lidt ferie for eksempel, så du kan vende hjem med fornyede kræfter.“ — Lucy, hvis arbejde på en klinik har bestået i at hjælpe både plejere og patienter.

„Lad villige familiemedlemmer og venner som har mulighed for det, hjælpe dig. Det er vigtigt at man deler byrderne med andre.“ — Sue, som passede sin far inden han døde af Hodgkins sygdom.

„Lær at opdyrke humoristisk sans.“ — Maria, som hjalp til med at pleje en nær veninde der døde af kræft.

„Sørg for at forblive åndeligt stærk. Hold dig nær til Jehova, og bed uophørligt. (1 Thessaloniker 5:17; Jakob 4:8) Han hjælper og trøster os ved hjælp af sin ånd, sit ord, sine jordiske tjenere og sine løfter. Prøv at have så meget orden i tingene som muligt. Det kan for eksempel være en stor hjælp at man fører optegnelse over hvornår patienten skal have medicin, og laver en liste over hjælpere.“ — Hjalmar, der tog sig af sin døende svoger.

„Skaf dig mest mulig viden om din patients sygdom. På den måde kan både du og patienten indstille jer på hvad der kommer, og vide hvilken pleje der er den bedste.“ — Joan, hvis mand lider af Alzheimers sygdom.

„Husk at andre har klaret lignende situationer før dig, og at Jehova kan hjælpe dig uanset hvad der sker.“ — Jeanny, der tog sig af sin døende mand.

[Illustration på side 8]

Få så mange oplysninger om patientens sygdom som muligt

[Illustration på side 9]

Det kan være meget trøstende at tale med en forstående ven

Plejerne har også brug for omsorg — Hvordan andre kan hjælpe

„LAWRIE og jeg har været gift i 55 lykkelige år — det er lang tid. Hvis jeg på nogen måde havde kunnet beholde ham hjemme, havde jeg gjort det, men mit helbred var begyndt at svigte. Til sidst blev jeg nødt til at sørge for at han kom på plejehjem. Alene det at berette om det volder mig følelsesmæssig smerte. Jeg elsker og respekterer ham dybt, og jeg besøger ham så ofte jeg kan. Mere har jeg ikke kræfter til.“ — Anna, en 78-årig kvinde der i over ti år har passet sin mand som lider af Alzheimers sygdom. Hun har også i de sidste 40 år taget sig af deres datter som lider af Downs syndrom.a

Annas situation er på ingen måde usædvanlig. „Hver anden kvinde i aldersgruppen 40 til 50 år har rollen som plejer,“ viser en undersøgelse fra England. Som det tidligere er blevet nævnt, kan det undertiden synes næsten uudholdeligt for disse at klare det følelsesmæssige pres og de problemer der opstår i denne forbindelse.

„Jeg tror at mindst 50 procent af plejerne bliver ramt af depression det første år de passer syge i hjemmet,“ siger dr. Fredrick Sherman fra Det Amerikanske Geriatriske Selskab. For ældre hjælpere som Anna bliver situationen ikke bedre af at de selv døjer med et svigtende helbred.

For at hjælpe dem der passer syge, til at klare alle deres forpligtelser, må vi være opmærksomme på deres behov. Hvilke behov har de, og hvordan kan vi dække dem?

Behov for nogen at tale med

„Jeg havde behov for at lette mit hjerte,“ siger en kvinde som var med til at passe sin døende veninde. Som det fremgik af den foregående artikel, er det nemmere at bearbejde sine problemer hvis man kan drøfte dem med en forstående ven. Mange som føler at de befinder sig i en fastlåst situation, har opdaget at dét at tale om det med en anden giver nogle af deres indestængte følelser luft.

Om den tid Jeanny passede sin syge mand, siger hun: „Jeg var glad for at mine venner forstod at vi begge havde brug for opmuntring og støtte.“ Hun siger at de der passer deres pårørende, har brug for opmuntring og somme tider også en skulder at græde ud ved. Hjalmar, der var med til at tage sig af sin syge svoger, har erfaret det samme. „Jeg havde behov for nogen der ville lytte når jeg fortalte dem om mine bekymringer og problemer, og som forstod hvordan jeg følte.“ Om en nær ven siger han: „Det var skønt at besøge ham, om det så kun varede en halv time. Han lyttede til mig og var oprigtigt interesseret. Det gav mig nye kræfter.“

Ja, en forstående tilhører kan være til vældig opmuntring. Bibelen giver dette kloge råd: ’Vær hurtig til at høre, langsom til at tale.’ (Jakob 1:19) I en artikel i The Journals of Gerontology siges der at „mange får det væsentligt bedre når blot de ved at der er hjælp at få“.

Hvilke andre behov har de der tager sig af syge?

Praktisk hjælp

„Ethvert udtryk for kærlighed og opmuntring er til gavn for både patienten og de pårørende,“ mener dr. Ernest Rosenbaum. Rent praktisk kan man give udtryk for sin „kærlighed og opmuntring“ ved at aflægge dem besøg, tale med dem i telefonen eller sende dem et lille brev (måske sammen med en buket blomster eller en anden gave).

„Det var opmuntrende når vore venner aflagde os et lille besøg,“ siger Sue om den støtte hendes familie fik da hendes far, som led af Hodgkins sygdom, lå for døden. Hun fortsætter: „En af mine veninder tog imod telefonbeskeder og hjalp med at ordne alt vores vasketøj.“

De der ønsker at vise plejerne omsorg, kan og bør tage initiativ til at yde specifik hjælp. Elsa mindes: „Jeg værdsatte det meget når mine venner tilbød at yde praktisk hjælp. De nøjedes ikke med at sige: ’Hvis der er noget jeg kan være dig behjælpelig med, skal du bare sige til.’ I stedet sagde de: ’Jeg skal på indkøb. Hvad skal jeg købe for dig?’ ’Må jeg have lov til at ordne din have?’ ’Jeg har tid til indimellem at være hos patienten og læse op for hende.’ Noget andet vi syntes var praktisk, var at bede dem der kom på sygebesøg, om at skrive en lille hilsen i en gæstebog når min syge veninde var træt eller lå og sov. Det var til stor glæde for os alle.“

Specifik hjælp kan indbefatte et utal af forskellige opgaver. Rose siger: „Jeg satte stor pris på at andre hjalp mig med at rede senge, skrive breve for far og mor, tage sig af gæster som kom på sygebesøg, hente medicin, ordne deres hår og vaske op.“ Det værdsættes også meget når familie og venner skiftes til at sørge for måltider.

Afhængigt af situationen kan det også være godt at yde hjælp i forbindelse med de mere basale sider af patientplejen, såsom badning og bespisning af den syge.

Når der er tale om kortvarig sygdom, er omsorgsfulde familiemedlemmer og venner sædvanligvis parate til at tilbyde deres hjælp, men hvad nu hvis der er tale om længerevarende sygdom? På grund af dagliglivets mange gøremål kan vi alle meget nemt komme til at overse det stadige og måske stigende pres plejere udsættes for. Hvor ville det være sørgeligt hvis den hårdt tiltrængte støtte begyndte at aftage!

Hvis det sker, kan det være klogt at holde et familieråd for at drøfte hvilken omsorg og behandling patienten har behov for. Ofte vil det være muligt at få hjælp fra beredvillige venner og slægtninge. Det var hvad Sue og hendes familie gjorde. Hun fortæller: „Når der opstod et behov, huskede vi på dem der havde tilbudt at hjælpe os, og så ringede vi til dem. Vi følte godt at vi kunne tillade os at bede dem om hjælp.“

Giv dem et pusterum

„Det er absolut nødvendigt for både dig [plejeren] og [din patient] at du fra tid til anden ’kommer væk’ fra din 24-timers-opgave med at pleje en der lider af en kronisk sygdom. . . . At tage fri, at komme væk fra den daglige pleje af [patienten], må prioriteres højt hvis du fortsat skal kunne drage omsorg for en anden,“ siger bogen The 36-Hour Day. Er det rigtigt?

„Absolut,“ svarer Maria, som hjalp med at pleje en nær veninde der led af kræft. „I perioder havde jeg brug for at få et pusterum og lade en anden overtage opgaven.“ Joan, hvis mand lider af Alzheimers sygdom, siger samstemmende: „Et af vore største behov er at få en lille pause i ny og næ.“

Men hvordan kan dette rent praktisk lade sig gøre? Jennifer, som passede sine aldrende forældre, fortæller om den hjælp hun fik: „Indimellem blev min mor passet en hel dag af en veninde til familien så vi kunne få et kærkomment pusterum.“

Hvis det er praktisk muligt, kan andre aflaste plejeren ved at tilbyde at tage patienten med på en lille tur. Joan siger: „Det er en lise for mig når nogen en gang imellem tager min mand med ud så jeg kan være lidt alene.“ Man kan naturligvis også tilbringe tid sammen med patienten i hjemmet. Hovedsagen er at give dem der plejer de syge, den afslapning de så hårdt har brug for.

Man må imidlertid huske at det ikke altid er let for plejerne at tage sig et pusterum, da de ofte får skyldfølelse over at skulle forlade den syge. „Det er svært bare at gå fra det hele for at beskæftige sig med en hobby eller tage sig et hvil,“ indrømmer Hjalmar. „Jeg havde egentlig mest lyst til at blive hos den syge hele tiden.“ Han erfarede imidlertid at han fik mere fred i sindet ved at tage fri når omstændighederne tillod det. Nogle har fået ordnet det sådan at patienten bliver passet nogle timer om dagen på et dagcenter for voksne.

Når al sygdom er fjernet

Det er afgjort et kolossalt ansvar at tage sig af en af sine kære der er blevet ramt af en alvorlig sygdom, men det er samtidig en opgave der kan være meget tilfredsstillende. Ifølge både forskere og plejere resulterer det ofte i at familie og venner kommer hinanden nærmere. De der drager omsorg for syge, vil uvægerlig opdyrke nogle vigtige egenskaber og færdigheder. Mange føler desuden at det gavner dem åndeligt.

Bibelen viser imidlertid at Jehova og hans søn, Jesus Kristus, er dem der viser den allerstørste omsorg. Dens profetier forsikrer os om at den tid er nær da sygdom, lidelse og død vil være fjernet. Snart vil menneskets omsorgsfulde Skaber belønne jordens retfærdige beboere med evigt liv i en fuldkommen ny verden, hvor „ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ — Esajas 33:24; Åbenbaringen 21:4.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 11]

Dit velbefindende har stor betydning for den syges velbefindende

[Tekstcitat på side 12]

Gode venners støtte kan i høj grad hjælpe dig igennem de vanskeligste perioder

[Ramme på side 12]

Pleje af syge kan være en berigende oplevelse

’BERIGENDE?’ tænker nogle måske. ’Hvordan det?’ Læg mærke til hvad nogle som har passet syge, har fortalt Vågn op!:

„Man bliver ikke mindre lykkelig af at give afkald på visse fornøjelser og personlige gøremål. ’Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.’ (Apostelgerninger 20:35) Det kan være meget berigende at tage sig af en af sine kære.“ — Joan.

„Da der opstod en nødsituation, var jeg glad for at kunne hjælpe min søster og svoger, uden at de kunne betale mig tilbage. Det bevirkede at vi kom hinanden nærmere. Jeg håber at jeg en dag kan bruge den erfaring jeg har fået, til at hjælpe andre.“ — Hjalmar.

„Som jeg mange gange har sagt til min syge veninde, Betty, har jeg modtaget langt mere end jeg har givet. Jeg har lært at være medfølende og tålmodig og at det er muligt at bevare en positiv indstilling under selv de mest prøvende omstændigheder.“ — Elsa.

„Jeg blev stærkere åndeligt set. Jeg blev i højere grad klar over hvad det vil sige daglig at stole på Jehova Gud og at lade ham dække mine behov.“ — Jeanny.

[Ramme på side 13]

Når man besøger en der tager sig af en ven eller slægtning der er ramt af sygdom:

• Lyt med empati

• Giv oprigtig ros

• Tilbyd specifik hjælp

[Illustrationer på side 10]

Støt dem der tager sig af syge, ved at købe ind og lave mad for dem eller ved at være med til selve pasningen af patienten