-
Hvorfor beder folk til Gud?Vagttårnet – 2015 | 1. oktober
-
-
HOVEDEMNE | HJÆLPER DET AT BEDE TIL GUD?
Hvorfor beder folk til Gud?
“Jeg var grebet af spillelidenskab. Jeg bad om at måtte vinde en formue. Men det skete aldrig.” – Samuel,a Kenya.
“I skolen skulle vi bare fremsige de bønner vi havde lært udenad.” – Teresa, Filippinerne.
“Jeg beder når jeg står over for problemer. Jeg beder om at få mine synder tilgivet og om at blive en bedre kristen.” – Magdalene, Ghana.
Disse udtalelser fra Samuel, Teresa og Magdalene viser at der er mange grunde til at folk beder til Gud; nogle har mere ædle motiver end andre. Nogle menneskers bønner kommer fra hjertet; andres er stort set blottet for følelser. Men uanset om de beder om at deres yndlingshold må vinde, at de må bestå en eksamen, at Gud vil vejlede dem i familielivet, eller af andre grunde, føler hundreder af millioner at de har behov for at bede. Ja, rundspørger har faktisk vist at selv nogle der ikke har noget religiøst tilhørsforhold, regelmæssigt beder til Gud.
Beder du? Hvad beder du i så fald om? Uanset om du har for vane at bede eller ej, har du måske spurgt dig selv: ‘Hjælper det overhovedet at bede til Gud? Er der nogen der lytter?’ En skribent har givet udtryk for at bøn bare er “en slags terapi ... svarende til at man taler med sine akvariefisk”. Nogle autoriteter inden for lægevidenskaben har en lignende opfattelse og kalder bøn for en slags “alternativ behandling”. Udfører folk der beder, bare et tomt ritual, eller opnår de i bedste fald en terapeutisk gevinst?
Som kontrast til sådanne opfattelser siger Bibelen at bøn er langt mere end en slags terapi. Den siger at der rent faktisk er en der lytter hvis man beder på den rigtige måde og om de rette ting. Er det sandt? Lad os se på de vidnesbyrd vi har.
a Nogle af navnene er ændret.
-
-
Er der nogen der lytter?Vagttårnet – 2015 | 1. oktober
-
-
HOVEDEMNE | HJÆLPER DET AT BEDE TIL GUD?
Er der nogen der lytter?
Nogle mener at bøn bare er spild af tid, at der ikke er nogen der lytter. Andre har prøvet at bede til Gud, men synes ikke de har fået noget svar. En ateist der havde dannet sig sin egen forestilling om hvordan Gud var, bad denne bøn: “Lad mig høre blot en lille hvisken.” Men Gud bevarede sin “tavse værdighed”, sagde han efterfølgende.
Bibelen forsikrer os imidlertid om at der findes en personlig Gud der hører vores bønner. Den indeholder følgende udtalelse henvendt til et folk i fortiden: “Han [Gud] vil helt sikkert vise dig sin gunst når dit klageskrig lyder; så snart han hører det, vil han svare dig.” (Esajas 30:19) I et andet bibelvers står der: “De retskafnes bøn har hans velbehag.” – Ordsprogene 15:8.
Jesus bad til sin Far, “og han blev bønhørt”. – Hebræerne 5:7
Bibelen fortæller også om nogle af dem hvis bønner blev hørt. Et vers forklarer at Jesus frembar “anmodninger til den som var i stand til at frelse ham ... og han blev bønhørt for sin gudsfrygt”. (Hebræerne 5:7) Andre eksempler findes i Daniel 9:21 og Anden Krønikebog 7:1.
Men hvorfor er der så nogle der føler at deres bønner ikke bliver besvaret? Hvis vores bønner skal høres, er det vigtigt at vi udelukkende beder til Bibelens Gud, Jehova,a ikke til nogen anden gud eller til vores forfædre. Gud kræver også at vi beder “i overensstemmelse med hans vilje” – det vil sige om noget han kan godkende. Til gengæld forsikrer han os om at hvis vores bønner opfylder de krav, “så hører han os”. (1 Johannes 5:14) Hvis vores bønner skal blive hørt, må vi altså lære Bibelens Gud at kende og finde ud af hvad hans vilje er.
Mange mener at bøn ikke blot er et religiøst ritual. De er enige om at Gud virkelig lytter til og besvarer bønner. Isaac fra Kenya siger: “Jeg bad om hjælp til at forstå Bibelen. Kort efter blev jeg kontaktet af en der tilbød mig den hjælp jeg havde behov for.” Hilda i Filippinerne ville gerne holde op med at ryge. Efter flere mislykkede forsøg kom hendes mand med et forslag: “Hvorfor ikke bede Gud om hjælp?” Hun fulgte sin mands råd og siger: “Jeg var forbløffet over hvordan Gud hjalp mig. Det var som om jeg begyndte at miste trangen til at ryge. Det lykkedes mig at holde op.”
Er Gud mon også interesseret i at hjælpe dig med at få løst dine personlige problemer hvis det er i harmoni med hans vilje?
a Jehova er Guds navn ifølge Bibelen.
-
-
Hvorfor Gud opfordrer os til at bede til hamVagttårnet – 2015 | 1. oktober
-
-
HOVEDEMNE | HJÆLPER DET AT BEDE TIL GUD?
Hvorfor Gud opfordrer os til at bede til ham
Gud tilbyder os sit venskab.
Venner kommunikerer med hinanden for at få et godt indbyrdes forhold. Svarende til det opfordrer Gud os til at henvende os til ham og på den måde bane vejen for et varmt venskab. Han siger: “I skal kalde på mig og komme og bede til mig, og jeg vil høre på jer.” (Jeremias 29:12) Når du taler til Gud, vil du ‘komme nær til ham, og han vil komme nær til dig’. (Jakob 4:8) Bibelen giver os denne forsikring: “Jehova er nær hos alle der kalder på ham.” (Salme 145:18) Jo mere vi beder til Gud, jo mere vil vores venskab med ham blomstre.
“Jehova er nær hos alle der kalder på ham.” – Salme 145:18
Gud ønsker at hjælpe dig.
Jesus sagde: “Hvem er den mand iblandt jer som, når hans søn beder om brød, rækker ham en sten? Eller når han beder om en fisk, rækker ham en slange? Hvis altså I ... forstår at give jeres børn gode gaver, hvor langt snarere vil da ikke jeres Fader som er i himlene give noget godt til dem der beder ham!” (Mattæus 7:9-11) Ja, Gud opfordrer dig til at bede til ham fordi ‘han tager sig af dig’ og ønsker at hjælpe dig. (1 Peter 5:7) Han tilskynder dig endda til at komme til ham med dine problemer. Bibelen siger: “Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse.” – Filipperne 4:6.
Mennesker har et åndeligt behov.
Eksperter med indgående kendskab til menneskets natur har fundet ud af at flere hundrede millioner har et behov for at bede. Blandt dem er der endda ateister og agnostikere.a Det bekræfter den kendsgerning at vi mennesker blev skabt med et åndeligt behov. Jesus sagde: “Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov.” (Mattæus 5:3) En af de måder vi kan få opfyldt dette behov på, er ved regelmæssigt at kommunikere med Gud.
Hvordan gavner det os hvis vi følger Guds opfordring til at bede til ham?
a En spørgeundersøgelse foretaget af Pew Research Center i 2012 viste at 11 procent af alle ateister/agnostikere i USA beder mindst én gang om måneden.
-
-
Hvad bøn kan betyde for digVagttårnet – 2015 | 1. oktober
-
-
HOVEDEMNE | HJÆLPER DET AT BEDE TIL GUD?
Hvad bøn kan betyde for dig
Før du går i gang med et eller andet, er det kun naturligt at du spørger dig selv: ‘Hvad får jeg ud af det?’ Men er det selvisk at stille det spørgsmål når det gælder bøn? Ikke nødvendigvis. Det er forståeligt at vi gerne vil vide om det er gavnligt at bede. Selv Job, som var en god mand, spurgte på et tidspunkt: “Ville han svare mig hvis jeg kaldte på ham?” – Job 9:16.
I de foregående artikler har vi set på argumenterne for at bøn ikke blot er en religiøs rutine eller en form for psykoterapi. Gud lytter virkelig til bøn. Hvis vi beder på rette måde og om de rigtige ting, vil han lytte til os. Ja, han tilskynder os faktisk til at komme nær til ham. (Jakob 4:8) Hvad kan vi forvente hvis vi gør bøn til en naturlig del af vores liv? Lad os se på nogle af bønnens positive virkninger.
Fred i sindet.
Føler du dig helt overvældet af bekymringer når du står over for problemer eller udfordringer i dit liv? Bibelen opfordrer os til at ‘bede uophørligt’ i den slags situationer og til at lade vores “anmodninger blive gjort kendt for Gud”. (1 Thessaloniker 5:17; Filipperne 4:6) Bibelen giver os følgende forsikring hvis vi vender os til Gud i bøn: “Guds fred, som overgår al forstand, vil ... beskytte jeres hjerter og jeres sind”. (Filipperne 4:7) Vi kan til en vis grad få ro i sindet hvis vi kaster vores bekymringer på vores himmelske Far. Han giver os faktisk denne tilskyndelse: “Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig.” – Salme 55:22.
“Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig.” – Salme 55:22
Utallige mennesker jorden over har oplevet denne følelse af fred. Hee Ran fra Sydkorea siger: “Selvom jeg har alvorlige problemer, bliver byrden lettere så snart jeg har bedt til Gud, og jeg føler at jeg får styrke til at holde ud.” Cecilia, der bor i Filippinerne, fortæller: “Som mor bekymrer jeg mig meget om mine døtre og om min egen mor, der ikke længere er i stand til at genkende mig. Men bøn hjælper mig til at være mindre bekymret i det daglige. Jeg ved Jehova vil hjælpe mig.”
Trøst og styrke i svære situationer.
Er du udsat for en voldsom belastning, måske endda som følge af en livstruende situation eller nogle dybt tragiske omstændigheder? At bede til “al trøsts Gud” kan bringe stor lindring. Bibelen lover at han “trøster os i al vor trængsel”. (2 Korinther 1:3, 4) For eksempel siger Bibelen at Jesus ved en lejlighed hvor han var udsat for et stort pres, “lagde sig på knæ og begyndte at bede”. Og hvad skete der? “Da viste en engel fra himmelen sig for ham og styrkede ham.” (Lukas 22:41, 43) Nehemias, en anden trofast mand, blev truet af nogle onde mænd der søgte at hindre ham i at gøre det arbejde Gud ønskede udført. “Styrk nu mine hænder!” bad Nehemias. De begivenheder der fulgte, viser at Gud virkelig hjalp ham til at overvinde sin frygt og fuldføre arbejdet. (Nehemias 6:9-16) Reginald, der bor i Ghana, fortæller hvad han har erfaret når det drejer sig om bøn: “Når jeg beder, især i forbindelse med store problemer, får jeg fornemmelsen af at jeg har forklaret min situation for en der har det der skal til for at hjælpe mig, og som forsikrer mig om at der ikke er nogen grund til bekymring.” Ja, Gud kan trøste os når vi beder til ham.
Visdom fra Gud.
Nogle af de beslutninger vi tager, kan få varig indflydelse på os selv og dem vi holder af. Hvad skal der til for at kunne træffe kloge valg? Bibelen siger: “Hvis nogen af jer mangler visdom [især i forbindelse med svære situationer], så lad ham fortsat bede Gud derom, for han giver gavmildt til alle og uden at bebrejde; og den vil blive givet ham.” (Jakob 1:5) Hvis vi beder om visdom, kan Gud ved hjælp af sin hellige ånd hjælpe os til at træffe kloge beslutninger. Jesus giver os følgende forsikring om at vi specifikt kan bede om Guds hellige ånd: “Faderen i himmelen [vil] give hellig ånd til dem der beder ham!” – Lukas 11:13.
“Jeg bad hele tiden Jehova om hjælp til at træffe den rigtige beslutning.” – Kwabena, Ghana
Selv Jesus følte at han havde behov for at bede sin Far om hjælp før han skulle træffe vigtige afgørelser. Bibelen fortæller at han “tilbragte hele natten i bøn til Gud” før han udvalgte de 12 mænd der skulle være hans apostle. – Lukas 6:12.
I dag er der mange der, ligesom Jesus, har erkendt at de har behov for at bede Gud om hjælp til at træffe kloge beslutninger, og de har fået det bekræftet af hans måde at besvare deres bønner på. Regina, der bor i Filippinerne, fortæller at hun har været konfronteret med forskellige problemer, som for eksempel at skulle forsørge sig selv og sin familie efter sin mands død, at miste sit job og vanskeligheder i forbindelse med opdragelsen af sine børn. Hvad har hjulpet hende til at træffe kloge beslutninger? Hun siger: “Jeg er afhængig af den hjælp Jehova giver mig når jeg beder.” Kwabena fra Ghana fortæller hvorfor han bad om Guds hjælp: “Jeg mistede mit vellønnede arbejde i byggebranchen.” I forbindelse med de muligheder der viste sig, siger han: “Jeg bad hele tiden Jehova om hjælp til at træffe den rigtige beslutning.” Og han tilføjer: “Jeg har en stærk følelse af at Jehova hjalp mig til at vælge en karriere som giver mig mulighed for at tilgodese mine åndelige og materielle behov.” Hvis du beder om noget der har at gøre med dit forhold til Gud, har du også mulighed for at erfare at han hjælper dig.
Her har vi bare omtalt nogle få af de områder hvor bøn kan hjælpe dig. (Flere eksempler findes i rammen “Bønnens positive virkninger”). For at du kan få gavn af disse positive virkninger, må du imidlertid først lære Gud at kende og forstå hvad hans vilje er. Hvis du har lyst til det, vil vi tilskynde dig til at bede Jehovas Vidner om hjælp til at studere Bibelen.a Det kan være dit første skridt til at komme nærmere til Ham “som hører bøn”. – Salme 65:2.
a Du kan få flere oplysninger ved at kontakte de lokale Jehovas Vidner eller besøge vores hjemmeside, www.pr2711.com.
-