Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • “Enden” – Hvad betyder det?
    Vagttårnet – 2015 | 1. maj
    • En kvinde tror at enden er kommet, og ser med frygt på mennesker der forsøger at flygte fra ild, røg og ødelagte bygninger efter en katastrofe

      HOVEDEMNE | ER VERDENS ENDE NÆR?

      “Enden” – Hvad betyder det?

      “Enden er nær!” Hvad kommer du til at tænke på når du hører de ord? Tænker du på en fanatisk præst der med store fagter og Bibelen i hånden tordner fra prædikestolen? Eller forestiller du dig en global miljøkatastrofe eller en tredje verdenskrig? Sådanne forestillinger kan gøre nogle foruroligede, andre skeptiske, og andre igen synes bare det er komisk.

      Bibelen siger rigtigt nok: ‘Enden vil komme.’ (Mattæus 24:14) Den begivenhed bliver også kaldt “Guds, den Almægtiges, store dag” og “Har-Magedon”. (Åbenbaringen 16:14, 16) Det skal indrømmes at der hersker stor religiøs forvirring om emnet, og mange mærkværdige og dystre forestillinger florerer. Bibelen udtaler sig dog tydeligt om hvad enden er, og hvad den ikke er. Guds ord hjælper os også til klart at forstå om enden er nær eller ej. Og hvad der er endnu bedre – den fortæller os hvordan vi kan overleve! Men lad os først rydde nogle misforståelser af vejen og præcisere hvad der ligger i udtrykket “enden” ifølge Bibelen.

      HVAD ENDEN IKKE ER

      1. ENDEN ER IKKE EN VOLDSOM ØDELÆGGELSE AF JORDEN VED ILD.

        Bibelen siger: “[Gud] har grundlagt jorden på dens fundamenter; den skal aldrig i evighed rokkes.” (Salme 104:5) Dette bibelvers og andre forsikrer os om at Gud hverken selv vil ødelægge jorden eller tillade at den på anden måde bliver ødelagt – aldrig nogen sinde! – Prædikeren 1:4; Esajas 45:18.

      2. ENDEN ER IKKE EN TILFÆLDIG BEGIVENHED.

        Bibelen fortæller at der er fastsat et bestemt tidspunkt for hvornår enden kommer – og at det er Gud som har fastsat det. Den siger: “Om den dag eller timen ved ingen noget, hverken englene i himmelen eller Sønnen, kun Faderen. Vær agtpågivende, våg, for I ved ikke hvornår den fastsatte tid er inde.” (Markus 13:32, 33) Gud, “Faderen”, har tydeligvis en ‘fastsat tid’ for hvornår han vil lade enden komme.

      3. ENDEN FORÅRSAGES IKKE AF MENNESKER ELLER AF EN KÆMPE ASTEROIDE.

        Hvad vil forårsage enden? I Åbenbaringen 19:11 står der: “Jeg så himmelen åben, og se! en hvid hest. Og han som sad på den kaldes Trofast og Sand.” Vers 19 fortsætter: “Og jeg så vilddyret og jordens konger og deres hære samlede for at føre krig mod ham som sad på hesten og mod hans hær.” (Åbenbaringen 19:11-21) Mange af de udtryk der bruges her, er symbolske, men vi kan i hvert fald udlede dette: Gud vil sende en hær af engle for at tilintetgøre sine fjender.

      Overlevende efter Harmagedon er i sikkerhed; røg der stiger til vejrs, ses i baggrunden

      Bibelens budskab om enden er ikke en dårlig nyhed – det er en god nyhed

      HVAD ENDEN ER

      1. DER GØRES ENDE PÅ ALLE JORDENS REGERINGER.

        Bibelen forklarer at “himmelens Gud [vil] oprette et rige”, altså en regering, “som aldrig vil blive ødelagt. Og riget vil ikke blive overdraget til noget andet folk. Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger, men selv bestå evindelig.” (Daniel 2:44) Som nævnt tidligere, under punkt 3, vil der ske en tilintetgørelse af “jordens konger og deres hære”, som vil være samlet “for at føre krig mod ham som sad på hesten og mod hans hær”. – Åbenbaringen 19:19.

      2. DER GØRES ENDE PÅ KRIG, VOLD OG URETFÆRDIGHED.

        “[Gud] standser krige indtil jordens ende.” (Salme 46:9) “Det er de retskafne der skal bo på jorden, og de uangribelige der vil blive ladt tilbage på den. Men de ugudelige skal udryddes fra jorden, og forræderne skal rives bort fra den.” (Ordsprogene 2:21, 22) “Se! Jeg gør alting nyt.” – Åbenbaringen 21:4, 5.

      3. DER GØRES ENDE PÅ AL RELIGION DER HAR SVIGTET GUD OG MENNESKER.

        “Profeterne profeterer løgn, og præsterne byder over andre med den magt de har. ... Men hvad vil I gøre når enden på det kommer?” (Jeremias 5:31) “Mange vil sige til mig på den dag: ‘Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn, og uddrevet dæmoner i dit navn, og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?’ Og alligevel vil jeg da erklære over for dem: Jeg har aldrig kendt jer! Fjern jer fra mig, I som øver lovløshed.” – Mattæus 7:21-23.

      4. DER GØRES ENDE PÅ ALLE SOM STØTTER OG SØGER AT BEVARE DENNE VERDENS ORDNING.

        Jesus sagde: “Dette er grundlaget for dommen, at lyset er kommet til verden og menneskene har elsket mørket mere end lyset, for deres gerninger har været onde.” (Johannes 3:19) Bibelen beskriver en tidligere verdensomspændende ødelæggelse der fandt sted på den trofaste mand Noas tid. “Den daværende verden [led] undergang da den blev oversvømmet af vand. Men ved det samme ord er de himle og den jord som er nu, gemt til ild og bevaret til de ugudelige menneskers doms og undergangs dag.” – 2 Peter 3:5-7.

      Læg mærke til at den kommende “doms og undergangs dag” sammenlignes med ødelæggelsen af den “verden” der var på Noas tid. Hvad var det for en verden der blev tilintetgjort? Det var ikke selve jordkloden, men ‘de ugudelige mennesker’ – Guds fjender – der ‘led undergang’. Under den kommende domsdag vil alle der har valgt at være Guds fjender, ligeledes blive tilintetgjort. De der er venner af Gud, vil derimod blive bevaret, ligesom det var tilfældet med Noa og hans familie. – Mattæus 24:37-42.

      Forestil dig hvor vidunderlig vores jord vil være efter at Gud har fjernet al ondskab. Bibelens budskab om enden er ikke en dårlig nyhed – det er en god nyhed! Men du tænker måske: ‘Siger Bibelen noget om hvornår den kommer? Er verdens ende nær? Hvordan kan jeg overleve?’

      EFTER ENDEN

      Hvordan vil der være efter enden? Mange bibelvers beskriver den vidunderlige tid. For eksempel står der i Åbenbaringen 21:4, 5: “‘[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.’ Og han som sad på tronen sagde: ‘Se! Jeg gør alting nyt.’” Enden på denne verden behøver ikke at betyde enden på dit liv. Gud ønsker at vi skal overleve, og han fortæller os hvordan.

  • Er verdens ende nær?
    Vagttårnet – 2015 | 1. maj
    • HOVEDEMNE

      Er verdens ende nær?

      Vil Gud tillade at menneskene fortsat hersker over hinanden og ødelægger deres egne fremtidsudsigter? Nej. Som vi har set, vil han skride til handling og sætte en stopper for århundreders lidelse og undertrykkelse. Menneskenes og jordens Skaber ønsker at du skal vide at hans tid til at gribe ind er nært forestående. Hvordan giver han os denne livsvigtige oplysning?

      Tænk over følgende illustration: Inden du skal køre et sted hen, gør du måske brug af internettet, vejkort eller andre anvisninger. Efterhånden som du ser skilte og særlige kendetegn som passer til de anvisninger du har fået, bliver du mere og mere sikker på at du nærmer dig bestemmelsesstedet. På lignende måde har Gud givet os sit ord, som har beskrevet nogle markante globale tendenser og forhold på endens tid. Efterhånden som disse særlige kendetegn bliver mere og mere tydelige, føler vi os overbeviste om at vi lever på den tid der går forud for enden.

      Bibelen forudsagde at der ville komme en helt særlig tidsperiode i verdenshistorien som skulle kulminere i enden. I den tidsperiode ville man blive vidne til begivenheder og forhold uden sidestykke i menneskehedens historie. Lad os se nærmere på nogle af de kendetegn der nævnes i Guds ord.

      1. GLOBALE OMVÆLTNINGER En profeti i Mattæusevangeliet, kapitel 24, nævner nogle begivenheder på jorden der ville udgøre et sammensat tegn. Dette tegn ville markere “afslutningen på tingenes ordning” og gå forud for “enden”. (Vers 3, 14) For eksempel ville der være store krige, fødevaremangel, jordskælv det ene sted efter det andet, stigende kriminalitet, mangel på kærlighed og religiøse ledere der underfundigt forsøgte at vildlede folk. (Vers 6-26) Sandt nok har der i en vis udstrækning været sådanne forhold op gennem århundrederne. Men efterhånden som enden nærmede sig, ville de alle finde sted i den samme problemfyldte tidsperiode. De ville også være ledsaget af de næste tre advarselssignaler.

      2. MENNESKERS INDSTILLING OG OPFØRSEL Bibelen siger at “de sidste dage” – den tidsperiode der går forud for enden – ville være kendetegnet af en forværring af folks indstilling og opførsel. Vi læser: “Menneskene vil være egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, gudsbespottere, ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, bagvaskere, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til det gode, forrædere, egenrådige, opblæste, venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud.” (2 Timoteus 3:1-4) Manglende respekt for andre er ganske vist ikke noget nyt, men det ville være så ekstremt i “de sidste dage” at disse med rette ville kunne beskrives som “kritiske tider som er vanskelige at klare”. Har du lagt mærke til denne meget negative holdningsændring?

      3. JORDEN ØDELÆGGES Bibelen siger at Gud vil “ødelægge dem der ødelægger jorden”. (Åbenbaringen 11:18) På hvilke måder ville mennesker ødelægge jorden? Den tid Noa levede på, blev beskrevet således: “Jorden blev efterhånden ødelagt for den sande Guds ansigt, og jorden blev fyldt med vold. Da så Gud på jorden, og se! den var ødelagt.” Gud sagde derfor om dette fordærvede menneskesamfund: “Jeg ødelægger dem.” (1 Mosebog 6:11-13) Har du lagt mærke til den voksende mængde af vidnesbyrd om at jorden er ved at blive fyldt med vold? Mennesker er desuden nået til et skelsættende punkt i historien: De er faktisk i stand til at ødelægge jorden ved at udslette alt menneskeliv på den. De har våbnene til det. Jorden er også ved at blive ødelagt på en anden måde. De kredsløb der er nødvendige for livet på jorden – luften vi indånder, havene og de økosystemer som dyr og planter indgår i – bliver mere og mere ødelagte på grund af menneskers inkompetente forvaltning.

      Havde menneskene kapacitet til at udslette sig selv fuldstændigt for bare hundrede år siden? Nej. Men det har de nu, hvilket ses af at de opbygger arsenaler af avancerede våben og ødelægger miljøet. Det lader til at den hurtige teknologiske udvikling har overhalet menneskenes evne til at forstå eller forudse konsekvenserne. Men jordens fremtid bliver ikke afgjort af menneskene. Inden alt liv på denne klode når at blive tilintetgjort, vil Gud gribe ind og udslette dem der ødelægger jorden. Det har han lovet!

      4. ET GLOBALT FORKYNDELSESARBEJDE En anden del af det forudsagte tegn på enden var at der skulle foregå et arbejde som ville være uden fortilfælde: “Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.” (Mattæus 24:14) Denne forkyndelseskampagne ville adskille sig væsentligt fra det meste af det missionsarbejde der er blevet udført op gennem historien. I de sidste dage ville der blive forkyndt et specifikt budskab, nemlig den “gode nyhed om riget”. Kender du en religiøs gruppe som lægger vægt på lige præcis dette budskab? Og selv hvis der er nogle der synes at forkynde et sådant budskab, er de så bare en lokal gruppe, eller har de udbredt denne gode nyhed til “hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne”?

      To Jehovas Vidner forkynder ved en kyst; de viser en mand noget ud fra Bibelen

      Guds rige forkyndes i hele verden på hundredvis af sprog

      Hjemmesiden www.pr2711.com fokuserer på den “gode nyhed om riget”. Denne hjemmeside indeholder litteratur der forklarer budskabet på over 700 sprog. Kender du andre der har taget initiativ til at forkynde den gode nyhed om Riget i så globalt et omfang? Længe inden internettet var tilgængeligt, var Jehovas Vidner kendt for at forkynde budskabet vidt og bredt. Siden 1939 har der på forsiden af bladet Vagttårnet stået “Forkynder af Jehovas rige”. En bog om religion oplyser at Jehovas Vidners forkyndelse “nærmest har været uden lige i styrke og omfang”. Denne forkyndelse lægger vægt på den gode nyhed om at Guds rige meget snart vil sørge for at ‘enden kommer’.

      ET AFGØRENDE TIDSPUNKT I HISTORIEN

      Har du lagt mærke til at alle fire bibelske advarselssignaler der er omtalt i denne artikel, har vist sig i din levetid? Dette blad har i over hundrede år givet sine læsere oplysninger om verdensbegivenhederne for at hjælpe dem til selv at kunne se at vi nærmer os enden. Nogle er ganske vist skeptiske; de hævder at fakta og statistikker kan manipuleres og tolkes som man vil. De påstår også at det er fordi det er blevet lettere at kommunikere på globalt plan, at det virker som om verdensforholdene er blevet værre. Ikke desto mindre er der mange vidnesbyrd om at vi befinder os meget tæt på afslutningen på en særlig periode i historien.

      Nogle eksperter mener at der snart vil ske store omvæltninger på jorden. For eksempel advarede komitéen bag Bulletin of the Atomic Scientists i 2014 FN’s Sikkerhedsråd om nogle store trusler mod menneskehedens fortsatte eksistens og sagde: “En omhyggelig analyse af disse trusler har fået os til at konkludere at risikoen for en civilisationstruende teknologisk katastrofe stadig er høj.” Mange føler sig mere og mere overbeviste om at vi har nået et afgørende punkt i verdenshistorien. Udgiverne af dette blad og mange af dets læsere er ikke i tvivl om at den særlige tid vi lever på, virkelig er de sidste dage, og at enden er nær. Men frem for at frygte for fremtiden kan du gå den trygt i møde. Du har nemlig mulighed for at overleve verdens ende!

      DOMMEDAGSPROFETER?

      Jehovas Vidner er ikke dommedagsprofeter. De har forkyndt et positivt budskab om fremtiden i over hundrede år. For eksempel blev det i 1958 i stævne- foredraget “Guds rige hersker – er verdens ende nær?” forklaret at “Guds rige kommer, ikke for at ødelægge denne jord men for at ødelægge Satans verden. Guds rige kommer, ikke for at opbrænde denne jord men for at Guds vilje kan ske her på jorden såvel som i himmelen. Af denne grund er jorden værd at bevare som Guds skaberværk; og Gud vil bevare den i al evighed.”

  • Mange vil overleve verdens ende – Det kan du også
    Vagttårnet – 2015 | 1. maj
    • Et Jehovas Vidne drøfter Bibelen sammen med en kvinde

      HOVEDEMNE | ER VERDENS ENDE NÆR?

      Mange vil overleve verdens ende – Det kan du også

      Bibelen siger at enden vil medføre ødelæggelse: “Der vil da være så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu ... Ja, blev de dage ikke afkortet, ville intet kød blive frelst.” (Mattæus 24:21, 22) Gud lover dog at mange mennesker vil overleve: “Verden forsvinder ... men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.” – 1 Johannes 2:17.

      Hvis du gerne vil overleve og ‘forblive for evigt’ når denne verden forsvinder, hvad skal du så gøre? Bør du opbygge et lager af forsyninger eller træffe andre lignende forberedelser? Nej. Bibelen tilskynder os til at lægge vægt på noget helt andet. Vi læser: “Da alt dette således skal opløses, hvilken slags mennesker bør I da ikke være, med handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til, mens I venter på Jehovas dags nærværelse og altid har den i tanke.” (2 Peter 3:10-12) Sammenhængen viser at “alt dette” der “således skal opløses”, indbefatter de styrende i denne fordærvede verden og alle dem der vælger deres styre frem for Guds. At opbygge et lager af forsyninger vil helt klart ikke kunne redde os fra ødelæggelsen.

      Nej, for at overleve enden må vi elske Jehova Gud og finde ud af hvilke handlinger og hvilken adfærd der glæder ham. (Zefanias 2:3) I stedet for at gøre som flertallet og ignorere de tydelige signaler der viser at vi lever på en vigtig tid, skal vi ‘altid have Jehovas dags nærværelse i tanke’. Jehovas Vidner kan vise dig ud fra Bibelen hvordan du kan overleve denne nært forestående dag.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del