Hvad mener du? Godkender Gud krig? Hvis side stiller han sig i så fald på i de krige der udkæmpes i dag? At få svar på disse spørgsmål kan få indflydelse på dit eget syn på krig. Hvis du for eksempel vidste at Gud ikke alene accepterer krig, men også støtter den part som du holder med i en krig, ville det sikkert bevirke at du var tilfreds med dit standpunkt, og give dig tillid til at sejren vil tilfalde dem du støtter. Men hvordan ville du have det hvis du fandt ud af at Gud støtter den anden part i konflikten? Mon ikke det ville få dig til at overveje sagen på ny?

Men der er noget andet der er mere relevant i denne forbindelse. At kende Guds syn på krig kan påvirke dit syn på Gud. Hvis du er blandt de millioner af mennesker som er blevet alvorligt berørt af krig, har du helt sikkert brug for at kende svaret på følgende spørgsmål: Er Gud, sådan som nogle mener, en der ophidser til krig, en der tillader eller endog opfordrer til den ondskab der er forbundet med krig? Eller er han en passiv tilskuer der er ligeglad med hvordan det går ofrene?

Måske vil det overraske dig at Bibelens svar adskiller sig meget fra de synspunkter der ligger bag disse spørgsmål. I virkeligheden er Guds syn på krig det samme som det altid har været. Lad os se hvad Bibelen siger om Guds syn på krig i fortiden og i det første århundrede, da Jesus var på jorden. Det vil hjælpe os til at finde ud af hvordan Guds syn på krig er i dag, og om krig vil være en del af menneskehedens fremtid.

Den omstændighed at Gud selv førte krig mod egypterne, viser at han ikke er imod al krig. Andre gange bemyndigede han sit folk Israel til at føre krig. Han befalede dem for eksempel at gå i krig mod kana’anæerne, som var meget onde og ugudelige. (5 Mosebog 9:5; 20:17, 18) Han gav Israels kong David påbud om at føre krig mod de tyranniske filistre. Gud sørgede endda for at give David en strategi som sikrede ham sejren. – 2 Samuel 5:17-25.

Disse bibelske beretninger viser at Gud bemyndigede Israel til at gå i krig for at beskytte sit folk og bevare den sande tilbedelse når visse former for ondskab og undertrykkelse truede det. Men læg mærke til følgende tre nøglepunkter i forbindelse med de krige Gud stod bag:

1. GUD ALENE AFGJORDE HVEM DER SKULLE FØRE KRIG. Ved en lejlighed sagde Gud til israelitterne: “I får ikke brug for at kæmpe i dette tilfælde.” Hvad var grunden? Gud ville selv føre krig på deres vegne. (2 Krønikebog 20:17; 32:7, 8) Det gjorde han mange gange, som for eksempel i det tilfælde der er nævnt i indledningen af artiklen. Andre gange befalede Gud sit folk i fortidens Israel at kæmpe i krige som han godkendte, krige der havde at gøre med at erobre og forsvare det lovede land. – 5 Mosebog 7:1, 2; Josua 10:40.

2. GUD ALENE AFGJORDE HVORNÅR DER SKULLE FØRES KRIG. Guds tjenere skulle tålmodigt vente til Guds tid var inde til at bekæmpe den undertrykkelse og ondskab de var omgivet af. Indtil da måtte de ikke selv tage initiativ til at indlede en krig. Hvis de gjorde det, mistede de Guds godkendelse. Bibelen viser at det ofte fik katastrofale følger når israelitterne gik i krig uden at Gud havde påbudt dem at gøre det.a

3. 

   GUD GLÆDER SIG IKKE OVER MENNESKERS DØD, HELLER IKKE DE ONDES. Jehova Gud er livets kilde og menneskehedens Skaber. (Salme 36:9) Han bryder sig derfor ikke om at se nogen dø. Men sørgeligt nok er der mennesker som i en ond hensigt planlægger at undertrykke eller endog dræbe andre. (Salme 37:12, 14) For at gøre ende på en sådan ondskab har Gud nogle gange godkendt at der blev ført krig mod de onde. Og alligevel var han i de år hvor han lod israelitterne føre sådanne krige, “barmhjertig” og “sen til vrede” over for dem der undertrykte Israels folk. (Salme 86:15) Han havde for eksempel påbudt at israelitterne, inden de angreb en by, først skulle “tilbyde den fred” for at give indbyggerne mulighed for at ændre deres adfærd og undgå krig. (5 Mosebog 20:10-13) På den måde viste Gud at han “ikke [finder] behag i den ugudeliges død, men i at den ugudelige vender om fra sin vej og bliver i live”. – Ezekiel 33:11, 14-16.b

Det fremgår af det foregående at Gud i fortiden betragtede krig som et acceptabelt redskab til at gøre ende på forskellige former for undertrykkelse og ondskab. Men det var Gud – ikke mennesker – der havde retten til at afgøre hvornår der skulle føres krig, og hvem der skulle deltage. Var Gud ivrig efter at føre krig, endda på en blodtørstig måde? Tværtimod. Han hader vold. (Salme 11:5) Ændrede Guds syn på krig sig da hans søn, Jesus Kristus, begyndte sin tjeneste i det første århundrede?

Hvad skete der? Hvorfor kæmpede Gud ikke for jøderne, som han havde gjort i fortiden? Hvorfor bemyndigede han dem ikke til at føre krig så de kunne blive udfriet fra undertrykkelsen. Havde Guds syn på krig ændret sig? Nej. Men der var sket en drastisk forandring med jøderne. De havde forkastet Guds søn, Jesus, som Messias. (Apostelgerninger 2:36) Derfor mistede de deres særlige forhold til Gud. – Mattæus 23:37, 38.

Den jødiske nation og dens lovede land var ikke længere under Guds beskyttelse, og jøderne kunne aldrig mere med rette hævde at de udkæmpede en krig som Gud godkendte. Som Jesus havde forudsagt, var de velsignelser der var forbundet med at have Guds gunst, blevet overført fra det kødelige Israel til en ny nation, en åndelig nation, der senere i Bibelen omtales som “Guds Israel”. (Galaterne 6:16; Mattæus 21:43) Menigheden af kristne der var salvet med Guds ånd, viste sig at være denne åndelige nation, “Guds Israel”. I det første århundrede blev det sagt tydeligt til dem: “Nu er I Guds folk.” – 1 Peter 2:9, 10.

Da de kristne i det første århundrede nu var “Guds folk”, kæmpede Gud så på deres vegne for at befri dem fra romernes undertrykkelse? Eller bemyndigede han dem til at føre krig mod deres undertrykkere? Nej, det gjorde han ikke. Hvorfor ikke? Når det drejer sig om krigsførelse som Gud står bag, afgør han alene hvornår der skal føres krig, sådan som det fremgik af den foregående artikel. Gud kæmpede ikke for de kristne i det første århundrede, og han bemyndigede heller ikke dem til at gå i krig. På dette tidspunkt var Guds tid til at føre krig mod ondskab og undertrykkelse tydeligvis ikke inde.

Ligesom Guds tjenere i det gamle Israel måtte de kristne i det første århundrede altså vente indtil tiden var inde til at Gud ville gøre ende på ondskab og undertrykkelse. I mellemtiden måtte de ikke selv tage initiativ til at gå i krig mod deres fjender. Det fremgår klart af det Jesus sagde til sine disciple. Han sagde ikke at de skulle tage del i krig. I stedet gav han dem dette påbud: “Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer.” (Mattæus 5:44) Samtidig med at Jesus forudsagde at datidens Jerusalem ville blive angrebet af de romerske hære, gav han sine disciple besked på at de ikke skulle blive i byen og kæmpe, men flygte – og det gjorde de. – Lukas 21:20, 21.

Apostlen Paulus skrev desuden under inspiration: “I må ikke hævne jer, ... for der står skrevet: ‘Hævnen er min; jeg vil gengælde,’ siger Jehova.” (Romerne 12:19) Paulus citerede hvad Gud mange hundrede år tidligere havde sagt ifølge Tredje Mosebog 19:18 og Femte Mosebog 32:35. En af de metoder Gud i fortiden benyttede når han hævnede sit folk, var at han hjalp dem med at føre krig mod deres fjender. Paulus’ ord viser os altså at Guds syn på krig ikke havde ændret sig. I det første århundrede betragtede Gud stadig det at føre krig som en acceptabel metode til at hævne sine tjenere på og til at standse forskellige former for ondskab og undertrykkelse. Men ligesom i fortiden var det Gud alene der bestemte hvornår en sådan krigsførelse skulle finde sted, og hvem der skulle deltage i den.

Det fremgår tydeligt at Gud ikke bemyndigede kristne i det første århundrede til at føre krig. Men hvordan forholder det sig i dag? Har Gud givet nogen som helst mennesker bemyndigelse til at føre krig i dag? Eller er Guds tid nu inde til at gribe ind og føre krig til gavn for sine tjenere? Hvordan er Guds syn på krig i dag? Disse spørgsmål vil blive besvaret i den følgende artikel.

Allerførst kan vi slå fast at Gud ser de lidelser mennesker bliver påført i dag, og vi kan glæde os over at han har til hensigt at gøre noget ved det. (Salme 72:13, 14) I sit ord, Bibelen, lover Gud at han vil give dem “som lider trængsel, lindring”. Hvornår? “Ved Herren Jesu åbenbarelse fra himmelen med sine mægtige engle ... når han bringer hævn over dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus.” (2 Thessaloniker 1:7, 8) Denne åbenbarelse vil finde sted i fremtiden i det der i Bibelen kaldes “krigen på Guds, den Almægtiges, store dag”, bedre kendt som Harmagedon. – Åbenbaringen 16:14, 16.

I denne fremtidige krig mod de onde vil Gud ikke gøre brug af mennesker, men af sin søn, Jesus Kristus, og andre mægtige åndeskabninger. De himmelske hærstyrker vil gøre ende på al undertrykkelse. – Esajas 11:4; Åbenbaringen 19:11-16.

Helt frem til i dag har Guds syn på krig ikke ændret sig. Han betragter stadig krig som en acceptabel metode til at gøre ende på undertrykkelse og ondskab. Men som det har været tilfældet op gennem historien, er det kun Gud der med rette kan afgøre hvornår en sådan krig skal finde sted, og hvem der skal føre den. Som allerede nævnt har Gud besluttet at der i fremtiden skal udkæmpes en krig der vil hævne de undertrykte og gøre ende på ondskab, og den vil blive ført af hans søn, Jesus Kristus. Det betyder at Gud ikke godkender de krige der bliver udkæmpet i dag, uanset hvor retfærdige de måtte se ud til at være.

Det kan illustreres på følgende måde: Forestil dig to drenge der kommer op at slås mens deres far er væk. De stopper kortvarigt kampen for at ringe til deres far. Den ene af drengene siger at den anden begyndte, den anden påstår at han blev provokeret til det. De appellerer hver især til deres far i håb om at få hans støtte. Men efter at have lyttet til begge parter siger faren at de skal standse kampen og vente indtil han kommer hjem og får afklaret sagen. Drengene venter et stykke tid. Men så begynder de at slås igen. Da faren kommer hjem, bliver han vred på begge drengene og straffer dem fordi de ikke adlød ham.

Lande der er i krig, beder ofte Gud om at stå på deres side. Men Gud tager ikke parti i de krige der udkæmpes i dag. I sit ord, Bibelen, siger han meget klart: “Gengæld ikke nogen ondt med ondt,” og “I må ikke hævne jer.” (Romerne 12:17, 19) Desuden gjorde han det klart at menneskene skulle ‘vente med længsel’ på at han ville gribe ind, hvilket han ville gøre i Harmagedon. (Salme 37:7) Når nationerne undlader at vente på hans indgriben og i stedet griber til våben, betragter han en sådan krigsførelse som en respektløs aggressionshandling der vækker hans mishag. I Harmagedon vil Gud lade sin vrede komme til udtryk og én gang for alle sætte en stopper for nationernes stridigheder ved at ‘standse krige indtil jordens ende’. (Salme 46:9; Esajas 34:2) Ja, Harmagedon vil være krigen der gør ende på al krig.

En af de mange velsignelser Guds rige vil medføre, er at det vil standse al krig. Jesus omtalte dette rige i sin velkendte bøn: “Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.” (Mattæus 6:10) Guds rige vil ikke blot standse al krig, det vil også fjerne årsagen til krig, ondskaben.a (Salme 37:9, 10, 14, 15) Det er ikke så mærkeligt at Jesu disciple med forventning ser frem til Guds riges velsignelser. – 2 Peter 3:13.

Men hvor længe skal vi vente før Guds rige gør ende på al lidelse, undertrykkelse og ondskab? Opfyldelsen af Bibelens profetier viser at vi lever i “de sidste dage” for denne tingenes ordning. (2 Timoteus 3:1-5)b Snart vil Guds rige ved hjælp af krigen ved Harmagedon bringe disse sidste dage til ophør.

Som tidligere nævnt vil de der bliver udryddet i denne sidste krig være dem der nægter at ‘adlyde den gode nyhed om vor Herre Jesus’. (2 Thessaloniker 1:8) Men husk at Gud ikke finder behag i noget menneskes død, heller ikke de gudløses. (Ezekiel 33:11) Eftersom “han ikke ønsker at nogen skal lide undergang” i denne afsluttende krig, sørger han på nuværende tidspunkt for at den gode nyhed om Jesus Kristus bliver “forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne” før enden kommer. (2 Peter 3:8, 9; Mattæus 24:14; 1 Timoteus 2:3, 4) Ja, ved hjælp af det globale undervisningsarbejde Jehovas Vidner udfører, har folk mulighed for at lære Gud at kende, for at adlyde den gode nyhed om Jesus og for at komme til at opleve den dag hvor krig ikke findes længere.