-
Hvem er Jehovas Vidner?Vagttårnet – 2015 | 1. september
-
-
HOVEDEMNE
Hvem er Jehovas Vidner?
“Jeg har kendt Mike i flere år. Han er et af Jehovas Vidner. Men jeg har altid undret mig over hans tro. Hvem er Jehova? Hvorfor fejrer Jehovas Vidner ikke helligdage? Var Mike medlem af en kult?” – Becky, Californien, USA.
“Da mine naboer begyndte at studere Bibelen med Jehovas Vidner, tænkte jeg: ‘Hvad betyder det der navn, Jehovas Vidner? Det er da et mærkeligt navn på en religion!’” – Zenon, Ontario, Canada.
“Min kone og jeg troede at Jehovas Vidner kom på besøg for at prikke til vores dårlige samvittighed fordi vi ikke var i kirke. Og vi tænkte at hvis de kirker vi kendte ikke havde det vi søgte, så havde en mærkelig sekt som Jehovas Vidner det nok heller ikke.” – Kent, Washington, USA.
“Jeg vidste faktisk ikke hvem de var, og hvad de stod for.” – Cecilie, Esbjerg, Danmark.
Du har sikkert set dem forkynde fra dør til dør eller på gaden, hvor de uddeler bibelsk litteratur og tilbyder gratis bibelkurser. Du har måske fået dette blad af en af dem. Alligevel spekulerer du måske på hvem Jehovas Vidner i virkeligheden er. Det kan være du tænker i de samme baner som dem der er citeret ovenfor.
Hvis du gør dig den slags tanker og stiller sådanne spørgsmål, hvor kan du så finde svar? Hvordan kan du finde ud af hvad Jehovas Vidner tror på, hvordan deres forkyndelse og mødesteder bliver finansieret, og hvorfor de besøger dig dér hvor du bor, og henvender sig til dig på gaden?
Cecilie, som er citeret tidligere, siger: “Jeg har søgt en del ting [om Jehovas Vidner] på nettet, hørt en masse rygter og læst om en masse fordomme. Det har gjort at jeg har opbygget et meget negativt syn på Jehovas Vidner.” Senere fik hun lejlighed til selv at tale med Jehovas Vidner og fik nogle fornuftige svar på sine spørgsmål.
Kunne du tænke dig at få de rigtige svar på dine spørgsmål om Jehovas Vidner? Vi vil opfordre dig til at henvende dig til dem der ved mest om emnet – Jehovas Vidner selv, dem der udgiver dette blad. (Ordsprogene 14:15) Vi håber at de følgende artikler vil hjælpe dig til at finde ud af hvem vi er, hvad vi tror på, og hvorfor vi udfører det arbejde vi er så kendt for.
-
-
Hvilken slags mennesker er Jehovas Vidner?Vagttårnet – 2015 | 1. september
-
-
HOVEDEMNE | HVEM ER JEHOVAS VIDNER?
Hvilken slags mennesker er Jehovas Vidner?
Vi er en international organisation uden tilknytning til noget andet religiøst trossamfund. Til trods for at vores hovedkontor ligger i USA, bor langt de fleste Jehovas Vidner i andre lande. Vi er omkring otte millioner der i mere end 230 lande underviser folk i hvad Bibelen lærer. Vi gør det på baggrund af Jesu ord: “Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.” – Mattæus 24:14.
Uanset hvilket land vi bor i, følger vi samvittighedsfuldt dets love, men vi forholder os politisk neutrale. Det gør vi fordi vi gerne vil følge Jesu befaling til kristne om ‘ikke at være en del af verden’. Af den grund involverer vi os ikke i politiske spørgsmål og aktiviteter, og vi støtter heller ikke krig. (Johannes 15:19; 17:16) Under Anden Verdenskrig blev Jehovas Vidner fængslet, tortureret og det der var værre, fordi de ikke ville gå på kompromis med deres kristne neutralitet. En tidligere biskop i Tyskland skrev: “De kan med rette siges at være de eneste virkelige militærnægtere under Det Tredje Rige.”
“[Jehovas Vidner] har en vældig moralsk styrke. Vi kunne godt bruge sådanne uselviske mennesker i selv de højeste politiske embeder – men det vil aldrig lykkes os. ... Naturligvis anerkender de myndighederne, men de mener at kun Guds rige kan løse alle menneskers problemer.” – Avisen Nová Svoboda, Tjekkiet.
Men vi isolerer os ikke. I forbindelse med sine disciple bad Jesus til Gud: “Jeg beder dig ikke om at tage dem ud af verden.” (Johannes 17:15) I det område hvor du bor, vil du derfor kunne møde os når vi arbejder, handler eller er i skole.
-
-
Hvad tror Jehovas Vidner?Vagttårnet – 2015 | 1. september
-
-
HOVEDEMNE | HVEM ER JEHOVAS VIDNER?
Hvad tror Jehovas Vidner?
Jehovas Vidner tror at “hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig”. (2 Timoteus 3:16) Vi bruger Bibelen for at lære om Skaberen og til at få praktisk vejledning om hvordan vi kan leve et meningsfyldt liv.
I Bibelen står der: “Så man kan vide at du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden.” (Salme 83:18) Af den grund tilbeder vi udelukkende Jehova Gud, og som hans vidner bestræber vi os for at gøre hans personlige navn kendt. – Esajas 43:10-12.
Som kristne tror vi at Jesus, “Guds søn”,a kom her til jorden, og at han blev Messias. (Johannes 1:34, 41; 4:25, 26) Efter sin død blev Jesus oprejst til liv i himlen. (1 Korinther 15:3, 4) Senere blev han konge i Guds rige. (Åbenbaringen 11:15) Dette rige er en virkelig regering der vil genoprette Paradiset på jorden. (Daniel 2:44) “De sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred,” siger Bibelen. – Salme 37:11, 29.
“De mener at Gud taler til dem når de læser i Bibelen. Opstår der problemer i deres liv, tager de Guds ord og søger efter en løsning dér. ... For dem er Guds ord stadig levende.” – Benjamin Cherayath, katolsk præst, avisen Münsterländische Volkszeitung, Tyskland
Jehovas Vidner mener at Bibelens principper også er til gavn for mennesker i dag. (Esajas 48:17, 18) Derfor følger vi nøje disse principper. Eksempelvis kan det nævnes at vi hverken ryger eller tager stoffer fordi Bibelen advarer os mod at gøre noget der kan besmitte vores sind og legeme. (2 Korinther 7:1) Vi afholder os også fra handlinger der fordømmes i Bibelen, for eksempel alkoholmisbrug, sex uden for ægteskabet og tyveri. – 1 Korinther 6:9-11.
a Bibelen omtaler også Jesus som ‘Guds enestefødte søn’ eftersom han var den første og eneste skabning der blev skabt direkte af Jehova. – Johannes 3:18; Kolossenserne 1:13-15.
-
-
Hvordan bliver vores arbejde finansieret?Vagttårnet – 2015 | 1. september
-
-
HOVEDEMNE | HVEM ER JEHOVAS VIDNER?
Hvordan bliver vores arbejde finansieret?
Hvert år trykker og uddeler vi flere hundrede millioner bibler og bibelske publikationer. Vi bygger og driver afdelingskontorer og trykkerier i hele verden. Titusinder af menigheder mødes i beskedne men pæne mødelokaler, der kaldes rigssale. Hvem betaler for alt dette?
Vores arbejde bliver udelukkende finansieret ved hjælp af frivillige bidrag. (2 Korinther 9:7) I 1879 stod der i det andet nummer af dette blad: “‘Zion’s Watch Tower’ [som bladet dengang blev kaldt] har, tror vi, JEHOVA som hjælper, og så længe dette er tilfældet, vil det aldrig hverken tigge eller bede mennesker om støtte.” Den holdning har vi stadig.
Vi giver bidrag ved at sende dem direkte til et af vores afdelingskontorer eller ved at lægge dem i en bidragsbøsse i en af vores rigssale. Der bliver ikke optaget kollekt eller taget penge for religiøse ydelser og publikationer, og vi betaler ikke tiende. Vi får ikke betaling for at forkynde, undervise i menigheden eller deltage i arbejdet med at opføre de bygninger vi benytter. Jesus sagde: “I har fået det for intet, I skal give det for intet.” (Mattæus 10:8) De der er på vores afdelingskontorer og vores hovedkontor, inklusive Jehovas Vidners Styrende Råd, er alle med i en religiøs orden hvis medlemmer ikke modtager løn.
“Som det er tilfældet med alle Jehovas Vidners aktiviteter, bliver der ydet økonomisk støtte på frivillig basis. Hver enkelt afgør selv størrelsen og hyppigheden af de religiøse ‘bidrag’ han giver til sit trossamfund.” – Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, 2011
De indkomne midler bliver også brugt til nødhjælpsarbejde. De første kristne var glade for at deltage i hjælpearbejde til gavn for mennesker i nød. (Romerne 15:26) På lignende måde hjælper vi de nødstedte med at genopbygge deres huse og mødesteder, og vi sørger for mad, tøj og lægebehandling til dem.
-
-
Hvorfor forkynder vi?Vagttårnet – 2015 | 1. september
-
-
HOVEDEMNE | HVEM ER JEHOVAS VIDNER?
Hvorfor forkynder vi?
Det der er vores vigtigste kendetegn, er nok vores omfattende forkyndelsesarbejde – fra hus til hus, på gaden og hvor som helst der færdes mennesker. Hvorfor udfører vi det arbejde?
Jehovas Vidner forkynder for at ære Gud og gøre hans navn kendt. (Hebræerne 13:15) Vi vil også gerne adlyde Jesus Kristus, som gav befalingen: “Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, ... idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.” – Mattæus 28:19, 20.
Desuden elsker vi vores medmennesker. (Mattæus 22:39) Naturligvis er vi klar over at de fleste mennesker har deres egne religiøse opfattelser, og at det ikke er alle der er interesseret i det budskab vi kommer med. Men vi mener at Bibelens lære er livsvigtig. Det er grunden til at vi, ligesom de første kristne, fortsætter med “uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed om Messias”. – Apostelgerninger 5:41, 42.
Sociologen Antonio Cova Maduro har skrevet om “den indsats og de kvaler som Jehovas Vidner ... er villige til at påtage sig for at den hellige tekst kan nå ud til jordens fjerneste egne.” – Avisen El Universal, Venezuela
De fleste af dem der læser vores publikationer, er ikke Jehovas Vidner. Og millioner som studerer Bibelen med os, tilhører andre trossamfund. Ikke desto mindre er de glade for at få besøg af Jehovas Vidner.
Måske har du andre spørgsmål angående Jehovas Vidner. Vi vil opfordre dig til at få svar på dem ved at
Spørge et af Jehovas Vidner.
Besøge vores hjemmeside, www.pr2711.com.
Overvære vores møder. Der er gratis adgang, og alle er velkomne.
-