Bebe havde været meget nært knyttet til sin far. Bemærkningen kom fra en velmenende ven af familien, men ordene pinte Bebe mere end de trøstede hende. “Hans død var ikke det der var bedst”, blev hun ved med at sige til sig selv. Da Bebe flere år senere beskrev denne hændelse i en bog, var det tydeligt at hun stadig sørgede over sin far.

Som Bebe fandt ud af, kan det tage lang tid at overvinde sorgen, især når den efterladte stod den afdøde meget nær. I Bibelen bliver døden meget passende beskrevet som “den sidste fjende”. (1 Korinther 15:26) Et dødsfald rammer os med ubønhørlig kraft, ofte på et tidspunkt hvor vi slet ikke er forberedt på det, og frarøver os en vi holder af. Ingen af os går fri af dødens traumatiske konsekvenser. Det er derfor ikke så mærkeligt at vi kan være i vildrede med hvordan vi skal reagere på et dødsfald og alt hvad det medfører.

Måske har du tænkt over spørgsmål som: ‘Hvor lang tid tager det at komme over sorgen? Hvordan kan man bearbejde sin sorg? Hvordan kan jeg trøste andre som har mistet en de holdt af? Er der noget håb for vores kære som vi har mistet i døden?’

Har du nogen sinde været ramt af kortvarig sygdom? Måske kom du dig så hurtigt at du næsten har glemt det. Men sådan er det ikke med sorg. “Sorg er ikke noget man kan ‘komme sig over’,” skriver ph.d. Alan Wolfelt i bogen Healing a Spouse’s Grieving Heart, en bog der handler om tabet af en ægtefælle. Men han tilføjer: “Med tiden og med støtte fra andre vil din sorg blive mindre.”

Et eksempel på dette er patriarken Abrahams reaktion da hans hustru døde. Bibelen siger at “Abraham gik ind for at holde klage over Sara og for at græde over hende”. Vendingen “gik ind for at holde klage” indikerer at det tog tid for ham at komme over dette tab.a Et andet eksempel er Jakob, som var blevet narret til at tro at hans søn Josef var blevet dræbt af et vildt dyr. Han sørgede i “mange dage”, og hans familie kunne ikke trøste ham. Flere år senere var Josefs død stadig noget der tyngede ham. – 1 Mosebog 23:2; 37:34, 35; 42:36; 45:28.

Det samme gør sig gældende i dag for mange som sørger over at have mistet en der stod dem nær. Her følger to eksempler.

• “Min mand, Robert, døde den 9. juli 2008. Den morgen ulykken skete, lignede alle andre morgener. Efter morgenmaden tog han af sted på arbejde, og vi sagde farvel som altid med et kys, et kram og et ‘jeg elsker dig’. Seks år senere føler jeg stadig en dyb smerte. Jeg tror aldrig jeg kommer over tabet af Rob.” – Gail, 60 år.

• “Selvom jeg nu har været alene i 18 år, savner jeg stadig min kære hustru og sørger over tabet af hende. Når jeg ser noget smukt i naturen, tænker jeg på hende, og jeg kan ikke lade være med at forestille mig hvor meget det ville have glædet hende at se det samme.” – Etienne, 84 år.

Sådanne langvarige og smertefulde følelser er selvfølgelig kun naturlige. Alle sørger på deres egen måde, og det ville være uklogt at kritisere andre for den måde de reagerer på når de rammes af en tragedie. Samtidig må vi undgå at fordømme os selv hvis vores reaktion på et dødsfald virker meget voldsom. Hvordan kan vi bearbejde sorg?

Der er ingen ende på de råd man kan få om det emne. Men de er ikke alle lige anvendelige. For eksempel vil nogle måske råde dig til at lade være med at græde eller på anden måde vise dine følelser. Andre tilskynder dig sikkert til det stik modsatte og opfordrer dig til åbent at give udtryk for alt hvad du føler. Bibelens holdning er mere afbalanceret og støttes af nyere forskning.

Nogle kulturer betragter det som umandigt at græde. Men er der noget flovt ved at græde, især når der er andre til stede? Eksperter i psykiatri og psykologi erkender at gråd er noget helt normalt i forbindelse med sorg. Og sorgen kan med tiden hjælpe dig til at komme videre trods dit store tab. At undertrykke sin sorg kan derimod gøre mere skade end gavn. Bibelen støtter på ingen måde tanken om at det er umandigt eller forkert at græde af sorg. Tænk for eksempel på Jesus. Da hans nære ven Lazarus var død, græd han helt åbenlyst, til trods for at han havde magt til at bringe ham tilbage til livet! – Johannes 11:33-35.

Sorg er ofte forbundet med vredesudbrud, især når der er tale om et uventet, pludseligt dødsfald. De efterladte kan blive vrede af mange grunde, for eksempel fordi en man normalt respekterer, kommer med tankeløse og ubegrundede bemærkninger. “Jeg var kun 14 år da min far døde,” fortæller Mike fra Sydafrika. “Ved begravelsen sagde den anglikanske præst at Gud har brug for gode mennesker og tager dem til sig i en tidlig alder.a Det blev jeg vred over, for vi havde hårdt brug for vores far. I dag, 63 år senere, gør den bemærkning stadig ondt.”

Og hvad med skyldfølelse? Især i forbindelse med et uventet dødsfald kan man som efterladt have svært ved at give slip på tanken: ‘Hvis bare jeg havde gjort sådan eller sådan, ville det aldrig være sket.’ Eller måske kom du og den der nu er død, op at skændes den sidste gang I så hinanden. Det kan gøre din skyldfølelse endnu større.

Hvis du plages af skyldfølelse og vrede, er det vigtigt at du ikke undertrykker disse følelser. Tal i stedet med en god ven der vil lytte til dig og forvisse dig om at den slags irrationelle følelser ikke er ualmindelige når man har mistet en man holder af. Bibelen siger: “En ven viser kærlighed til hver en tid og er en broder som er født med henblik på trængselen.” – Ordsprogene 17:17.

Den bedste ven du som efterladt kan få, er vores Skaber, Jehova Gud. Du kan udøse dit hjerte for ham i bøn, for Bibelen siger at ‘han tager sig af dig’. (1 Peter 5:7) Gud har lovet at hvis vi gør det, vil vores tanker og følelser blive lindret af “Guds fred, som overgår al forstand”. (Filipperne 4:6, 7) Du må også lade Gud trøste dig ved hjælp af sit ord, Bibelen, så vil du få det bedre. Lav en liste med bibelvers der kan trøste dig. (Se boksen). Måske kunne du lære nogle af dem udenad. At grunde over bibelske tanker kan være til stor hjælp, måske især om aftenen når du er alene og har svært ved at falde i søvn. – Esajas 57:15.

For nylig mistede en 40-årig mand, som vi kan kalde Jack, sin elskede hustru, der havde fået kræft. Jack siger at han indimellem føler sig meget ensom. Men det har hjulpet ham at bede til Gud. “Når jeg beder til Jehova, føler jeg mig aldrig alene,” fortæller han. “Ofte vågner jeg om natten og kan ikke falde i søvn igen. Efter at jeg har læst og mediteret over trøstende tanker fra Bibelen og givet udtryk for mine inderste følelser i bøn, føler jeg mig gennemstrømmet af en dyb fred der får mit sind og hjerte til at falde til ro så jeg kan sove.”

En ung kvinde ved navn Vanessa mistede sin mor på grund af sygdom. Også hun har erfaret bønnens kraft. Hun siger: “Når jeg havde det allersværest, kaldte jeg på Jehova og brød sammen i gråd. Han lyttede til mine bønner og gav mig altid den styrke jeg havde behov for.”

Nogle der giver råd til efterladte, tilskynder dem der er tynget af sorg, til at engagere sig i at hjælpe andre eller melde sig til at udføre en eller anden form for frivilligt arbejde. Ved at gøre det kan de lindre sorgen og få glæden tilbage. (Apostelgerninger 20:35) Mange kristne som har mistet en de holdt af, har oplevet at det kan være til stor trøst at hjælpe andre. – 2 Korinther 1:3, 4.

Har du nogen sinde følt dig rådvild når nogle du kender godt, sørger fordi de har mistet en de holdt af? Vi er måske usikre på hvad vi skal sige eller gøre – og ender med slet ikke at sige eller gøre noget. Men der er flere ting vi kan gøre, også rent praktisk.

Ofte er der ikke behov for andet end at du er til stede og for eksempel siger: “Det gør mig meget ondt.” I mange kulturer er det at give vedkommende et kram eller et lille klem på armen en god måde at vise sin omsorg på. Hvis den efterladte gerne vil snakke med dig, vær da forstående og medfølende. Allerbedst, gør noget for familien, måske kan du hjælpe den efterladte med noget han eller hun ikke selv har kunnet magte, som for eksempel at lave et måltid mad, passe børnene eller tage sig af noget af det praktiske i forbindelse med begravelsen, hvis der er behov for det. Det vil have langt større værdi end de mest formfuldendte trøstende ord.

Med tiden føler du dig måske tilskyndet til at tale om den afdøde. Du kunne fokusere på nogle af vedkommendes gode egenskaber eller jeres fælles oplevelser. Sådanne samtaler kunne måske endda få et smil frem hos den efterladte. Pam, som mistede sin mand, Ian, for seks år siden, siger for eksempel: “Folk fortæller mig nogle gange noget om Ian som jeg slet ikke vidste, gode ting som gør mig varm om hjertet.”

Eksperter på området fortæller at den efterladte ofte modtager en hel del hjælp i begyndelsen, men at vedkommendes behov hurtigt bliver glemt når vennerne igen bliver optaget af hverdagen. Sæt dig derfor det mål at du regelmæssigt vil kontakte ham eller hende.a Mange der sørger, sætter stor pris på denne mulighed for at tale med andre om deres sorg.

Som eksempel kan nævnes Kaori, en ung japansk kvinde der var sønderknust efter først at have mistet sin mor og 15 måneder senere sin storesøster. Heldigvis havde hun gode venner der ikke glemte hende. Ritsuko, en kvinde der er meget ældre end Kaori, tilbød at blive hendes nære ven. “For at være helt ærlig var jeg ikke særligt begejstret,” fortæller Kaori. “Jeg ønskede ikke at nogen skulle overtage min mors plads, og det mente jeg heller ikke at nogen kunne. Men den måde mama Ritsuko behandlede mig på, gjorde at jeg fik et nært forhold til hende. Hver uge gik vi ud for at forkynde sammen og tog til kristne møder sammen. Hun inviterede mig på te, kom med mad til mig og sendte mig flere gange breve og kort. Mama Ritsukos positive indstilling havde en god indflydelse på mig.”

Der er nu gået 12 år siden Kaori mistede sin mor, og i dag er hun og hendes mand heltidsforkyndere. Hun siger: “Mama Ritsuko viser mig stadig omsorg. Når jeg er hjemme, besøger jeg hende altid og nyder samværet med hende.”

Et andet eksempel på en der fik gavn af vedvarende hjælp, er Poli, et af Jehovas Vidner på Cypern. Poli havde en dejlig mand, Sozos, som var et godt eksempel på en kristen hyrde. Han inviterede ofte forældreløse og enker hjem til hyggeligt samvær og et måltid. (Jakob 1:27) Sørgeligt nok døde Sozos som 53-årig af en hjernesvulst. “Jeg mistede min trofaste mand som jeg havde været gift med i 33 år,” siger Poli.

Efter begravelsen flyttede Poli til Canada sammen med sin yngste søn, Daniel på 15 år. Der begyndte de at komme i en af Jehovas Vidners menigheder. “Vennerne i min nye menighed kendte ikke noget til vores fortid og svære situation,” fortæller Poli. “Men det holdt dem ikke tilbage fra at henvende sig til os og støtte os med kærlige ord og praktisk hjælp. Den hjælp havde stor betydning, især på det tidspunkt hvor min søn havde allermest brug for sin far! De der førte an i menigheden, viste Daniel stor personlig interesse. Især en af dem sørgede altid for at invitere Daniel med når han skulle være sammen med sine venner, eller når de skulle ud at spille bold.” Både Daniel og hans mor har det godt i dag.

Ja, vi kan hjælpe og trøste dem der sørger, på mange forskellige måder. Men Bibelen trøster os også ved at give os et fantastisk håb for fremtiden.

Måske kan du huske at Gail, som omtales i en af de foregående artikler, tvivler på at hun nogen sinde vil komme over sin mand, Robs, død. Men hun ser frem til at få ham at se igen i den nye verden Gud har lovet. Hun siger: “Mine yndlingsvers i Bibelen er Åbenbaringen 21:3, 4.” Der står: “Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.”

Gail siger: “Det løfte siger det hele. Jeg føler virkelig med dem der har mistet en de holdt af, men som ikke kender noget til håbet om at man kan få sine kære at se igen.” Og Gail handler helt i overensstemmelse med det hun tror på. Hun udfører frivilligt arbejde som forkynder på fuld tid og fortæller sine medmennesker om Guds løfte om en fremtid hvor ‘døden ikke skal være mere’.

‘Det kan jeg ikke tro,’ siger du måske. Men tænk på følgende eksempel. Det handler om en mand ved navn Job, som havde været alvorligt syg. (Job 2:7) Job ønskede at dø, men samtidig havde han tillid til at Gud kunne oprejse ham til livet igen her på jorden. Med stor overbevisning sagde han: “Gid du ville gemme mig i Sheol [graven] ... Du vil kalde, og jeg vil svare dig; du vil længes efter dine hænders værk.” (Job 14:13, 15) Job havde tillid til at Gud ville savne ham og længes efter at give ham livet igen.

Og det er præcis det Gud vil gøre – både for Job og utallige andre mennesker – når vores jord bliver omdannet til et paradis. (Lukas 23:42, 43) “Der vil finde en opstandelse sted,” siger Bibelen i Apostelgerninger 24:15. Og Jesus siger bekræftende: “I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud.” (Johannes 5:28, 29) Job kommer til at se det løfte blive opfyldt. Han vil kunne se frem til at få ‘ungdomskraften’ igen, og hans legeme vil for evigt forblive “friskere end det var i ungdommen”. (Job 33:24, 25) Og det samme vil ske for alle som viser at de værdsætter at Gud i sin kærlighed vil oprejse de døde til liv på jorden.

Hvis du har mistet en du holdt af, er det ikke sikkert at de oplysninger vi her har omtalt, helt vil kunne eliminere din sorg. Men hvis du mediterer over de løfter Gud giver os i Bibelen, vil du kunne få et velbegrundet håb og styrke til at holde ud. – 1 Thessaloniker 4:13.

Kunne du tænke dig at lære mere om hvordan man bearbejder sorg? Eller har du andre lignende spørgsmål, som for eksempel “Hvorfor tillader Gud ondskab og lidelser?” Besøg vores hjemmeside, jw.org, og find ud af hvilke klare og trøstende svar Bibelen har på sådanne spørgsmål.