’Jehova har handlet vel imod mig’

FORTALT AF KARL F. KLEIN

HVILKE rige velsignelser høster man ikke ved at kende Jehova og tjene ham! Når jeg ser tilbage på mit liv, får jeg lyst til ligesom David at sige: „Jeg vil synge for Jehova, for han har handlet vel imod mig.“ (Salme 13:6) Jehova har i sandhed handlet vel imod mig! I den tid jeg har haft den forret at arbejde på Jehovas Vidners hovedkontor i New York, har jeg for eksempel set staben af medarbejdere vokse fra 150 til over 3000. Hvilken velsignelse har det ikke været!

Men Gud handlede faktisk vel imod mig endnu før jeg lærte sandheden at kende. Min moder var meget ydmyg og selvopofrende, og hun citerede altid skriftsteder når hun formanede eller irettesatte os børn. Men lad mig fortælle lidt om min barndom og ungdom.

Vi begynder at vandre i sandheden

Den første gang jeg hørte om Bibelens sandheder var i foråret 1917, da jeg fandt en løbeseddel som averterede et foredrag om emnet helvede. Det interesserede mig meget fordi det var som om jeg altid gjorde det forkerte; derfor var jeg meget bekymret ved tanken om at komme i et brændende helvede når jeg døde. Da jeg viste løbeseddelen til min moder, opfordrede hun mig til at tage af sted. Som hun sagde: „Det kan ikke skade dig, og måske vil det gavne dig.“

Sammen med Ted, en af mine yngre brødre, tog jeg så af sted for at høre foredraget. Det blev holdt af bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Ved hjælp af bibelske skriftsteder og logiske ræsonnementer viste taleren på en meget overbevisende måde at der ikke findes et brændende helvede. Det lød alt sammen så fornuftigt i mine ører at jeg udbrød da jeg kom hjem: „Mor, der findes ikke noget helvede, det er jeg helt sikker på!“ Hun gav mig ret og tilføjede at det eneste „helvede“ der fandtes, var her på jorden. Hun havde selv haft meget at slås med.

Det blev sagt at der ville blive holdt et andet foredrag den følgende søndag, men ingen henvendte sig til os små drenge på 10 og 11 år. Da søndagen kom og vi havde været i søndagsskole, legede vi med de andre drenge i nabolaget — men alt syntes at gå skævt denne eftermiddag. Jeg tænkte på den udbytterige oplevelse vi havde haft ugen før, og sagde til mig selv: „Karl, Gud prøver at fortælle dig at du ikke skulle tænke på at more dig men hellere tage hen og høre et til af de gode bibelske foredrag.“ Det endte med at Ted og jeg tog af sted igen, og denne gang talte bibelstudenterne med os og tilskyndede os til at komme igen den følgende søndag. Det ville vi gerne, og lige siden har vi overværet de kristne møder. Når jeg nu tænker tilbage er det let for mig at se hvordan Jehova utallige gange så at sige har givet mig et dask over fingrene når jeg var på gale veje. Jeg måtte lære at livet aldrig er dette OG hint, men dette ELLER hint.

Alt dette skete i Blue Island, en forstad til byen Chicago i Illinois. (Jeg blev født som et meget svageligt barn i den sydvestlige del af Tyskland. Da jeg var fem år emigrerede min familie til De forenede Stater og havnede i Blue Island.) I denne by holdt bibelstudenterne også et møde midt i ugen, hvor de studerede bogen Tabernakel-Skygger. Jeg begyndte straks at overvære disse møder og fandt det meget interessant, navnlig fordi studielederen forklarede alt hvad der blev drøftet ved hjælp af en model af tabernaklet. Det tog dog nogen tid før jeg forstod at jeg måtte vælge mellem disse møder og metodistkirken, hvori jeg kort tid forinden var blevet konfirmeret.

Eftersom jeg kun var en dreng og mine forældre var ret fattige, forsynede bibelstudenterne mig gavmildt med de nødvendige bøger og blade. Hvor var det en stor glæde for mig at lære sandheden om sjælen, treenigheden, Kristi tusindårsrige og så videre! Det varede ikke længe før jeg med fornøjelse deltog i uddelingen af Bible Students Monthly (Bibelstudentens Månedsblad) og Kingdom News (Rigets Nyheder). I foråret 1918 havde jeg den forret at blive døbt, efter at jeg havde indviet mig til Jehova. Det gav ingen problemer derhjemme, for min moder var ved at blive interesseret i det jeg lærte, og min fader, der i 20 år havde været metodistprædikant, rejste meget på det tidspunkt og var kun hjemme i nogle få dage tre-fire gange om året.

Broderkærligheden står sin prøve

Der blev dengang sagt til os: ’Hvis du vil blive i sandheden skal du læse de syv bind af Studier i Skriften hvert år.’ Jeg ville naturligvis gerne blive i sandheden og læste derfor pligtskyldigst dette værk hvert år indtil jeg kom på Betel. Det betød at jeg måtte læse ti sider om dagen, men jeg nød det — jeg havde en brændende tørst efter kundskab.

Kort efter min dåb i 1918 blev min loyalitet mod de andre bibelstudenter sat på prøve. Den første verdenskrig rasede, og selv om de mest fremtrædende brødre var blevet fængslet med urette på grund af krigen, forstod de der førte an ikke fuldt ud behovet for kristen neutralitet. Nogle få der havde et klart syn på problemet, tog anstød, skilte sig ud fra bibelstudenterne og antog navnet Standfasters. (De der står fast). De advarede mig om at hvis jeg blev hos bibelstudenterne ville jeg miste muligheden for at komme til at tilhøre ’den lille hjord’ af Jesu salvede disciple. (Lukas 12:32) Skønt min moder endnu ikke var indviet, hjalp hun mig til at træffe den rigtige beslutning. Jeg havde svært ved at forestille mig at jeg skulle forlade dem jeg havde lært så meget af, og besluttede derfor at holde mig til mine brødre inden for bibelstudenterne. Det var virkelig en loyalitetsprøve. Siden da har jeg lagt mærke til at der har været mange lignende loyalitetsprøver. Når der begås fejl lader det til at de der ikke er loyale af hjertet bruger det som en undskyldning for at forlade sandheden. — Jævnfør Salme 119:165.

Det stævne bibelstudenterne i 1922 afholdt i Cedar Point var en stor opmuntring for mig i mine bestræbelser for at tjene Jehova. Ved den lejlighed hørte vi J. F. Rutherford (der dengang var præsident for Vagttårnsselskabet) fremsætte den indtrængende opfordring: „Forkynd, forkynd, forkynd Kongen og Riget.“ Skønt jeg lige fra begyndelsen havde været med i forskellige former for forkyndelse, var det ved dette stævne at jeg for første gang gik fra hus til hus og tilbød bibelsk læsestof mod et bidrag. Jeg syntes at det var meget svært!

Derfor var det først i 1924, under stævnet i Columbus i Ohio, at jeg igen var med til at forkynde fra hus til hus. Efter dette stævne var der i det mindste én i vor lokale menighed der regelmæssigt var med i hus-til-hus-forkyndelsen. Siden da har jeg forstået hvor stor betydning denne tjeneste har, ikke blot fordi den gode nyhed om Riget derved forkyndes, men også fordi forkynderens egen tro derved styrkes og han hjælpes til at opdyrke de øvrige af åndens frugter. (Galaterne 5:22, 23) Der er ingen tvivl om at regelmæssig deltagelse i forkyndelsen fra hus til hus bringer velsignelse på mere end én måde.

„I Betel-land jeg holder stand!“

Menighedsordningen var lidt anderledes dengang. Mens jeg endnu var teenager blev jeg valgt som ældste, jeg ledte menighedsbogstudiet, traf aftaler med brødre der skulle komme fra Chicago og holde offentlige foredrag, og sørgede for at disse foredrag blev averteret i den lokale avis og på løbesedler. Efter stævnet i Columbus i 1924 var der så vidt jeg kunne se intet der hindrede mig i at ansøge om at komme til at tjene på Jehovas Vidners hovedkontor i New York. Jeg havde længe været opsat på at komme til at tjene på Betel, men en pludselig ændring i forholdene derhjemme tydede på at det ikke var Jehovas vilje at jeg skulle nå mit mål. Hindringerne blev dog ryddet af vejen, og den 23. marts 1925 flyttede jeg ind på Betel.

Min glæde var så stor at jeg i et brev til min familie omskrev sangen „Dixie“ og gav den denne tekst: „I Betel-land jeg holder stand, jeg vi’r mit liv til Betel-land!“ Efter 59 år har jeg stadig den samme indstilling til beteltjenesten. Apropos beteltjeneste burde jeg måske fortælle hvordan Jehova i tidens løb har handlet med mig i denne henseende. Først da jeg havde vænnet mig til tanken om at det ikke syntes at være Guds vilje at jeg skulle have den tjenesteforret jeg så brændende ønskede, fik jeg den alligevel. Dette mindede mig om hvordan Abrahams villighed til at ofre sin elskede søn blev sat på prøve. — 1 Mosebog 22:2.

Da jeg kom på Betel fik jeg først tildelt arbejde i sætteriet i Selskabets trykkeri, der lå i Concord Street nummer 18 i Brooklyn. Inden længe blev jeg dog flyttet til kælderen for at hjælpe til ved Selskabets eneste rotationspresse, der bar kælenavnet „det gamle slagskib“. På den trykte vi traktater i millionvis. Hvert af vore to blade blev dengang trykt i et oplag på 30.000. I dag trykkes hver udgave af The Watchtower (Vagttårnet) i et oplag på 11.150.000, og Awake! (Vågn op!) trykkes i et oplag på 9.800.000.

Som dreng havde jeg gået til violinundervisning i to år, så da jeg kom på Betel tilbød jeg at spille med i et orkester der øvede to aftener om ugen og spillede over Selskabets radiostation, WBBR, søndag formiddag. Da jeg fandt ud af at orkesteret manglede en cellist, købte jeg en cello og begyndte at gå til musikundervisning.a I 1927 blev ti af orkesterets medlemmer, deriblandt jeg, indbudt til at bruge hele deres tid på at spille over Selskabets radiostation på Staten Island. Det var begyndelsen til de privilegier i forbindelse med musik som jeg har nydt i årenes løb.

„Vogt dig, Karl!“

Hvor holdt jeg dog meget af musik! Jeg betragtede det som en stor velsignelse at kunne bruge al min tid på at spille. Mens jeg tjente på Staten Island havde jeg også den fornøjelse at lære J. F. Rutherford, Vagttårnsselskabets daværende præsident, bedre at kende. Han tilbragte halvdelen af hver uge på Staten Island fordi de fredfyldte omgivelser var så gode at skrive i — og hvor fik han dog skrevet meget!

Broder Rutherford var som en forstående og kærlig fader for mig, skønt han flere gange måtte irettesætte mig fordi jeg havde overtrådt en eller anden regel. Jeg husker især én lejlighed hvor han gav mig en skarp irettesættelse. Den næste gang vi mødtes sagde han muntert: „Davs, Karl!“ Men jeg følte mig stadig såret og mumlede bare et eller andet til svar. Det fik ham til at sige: „Vogt dig, Karl! Djævelen er efter dig!“ Jeg blev forlegen, og svarede: „Åh — der er ikke noget i vejen, broder Rutherford.“ Men han vidste bedre, og gentog sin advarsel: „Det er i orden. Men vogt dig. Djævelen er efter dig.“ Hvor havde han ret! Hvis man nærer vrede mod en broder, og navnlig hvis det skyldes at han har sagt noget som det er hans pligt at sige, er man i fare for at falde i Djævelens snare. — Efeserne 4:25-27.

På grund af en misforståelse kom det falske rygte engang broder Rutherford for øre at jeg havde fremsat en meget kritisk bemærkning om ham. Han blev imidlertid ikke vred, men sagde blot: „Nå ja, Karl snakker jo meget, og ind imellem siger han noget han ikke mener.“ Hvilket glimrende eksempel for os alle, hvis vi skulle høre en sige noget ufordelagtigt om os! Ja, broder Rutherford havde et hjerte af guld og var meget forstående. Dette viste han gentagne gange over for mig ved at gøre undtagelser i mit tilfælde når usædvanlige omstændigheder syntes at tale for det, og ved at undskylde ved mere end én lejlighed hvor han var kommet til at såre mig.b Jeg kan tilføje at broder Rutherford også vandt min hengivenhed gennem sine bønner ved morgenbordet. Han havde en kraftig stemme, men når han henvendte sig til Gud lød han nøjagtig som en lille dreng der taler med sin fader. Det viste noget om hvilket godt forhold han havde til Jehova! At det var en mand af dette åndelige format der førte an, virkede trosstyrkende på mig, og jeg følte at det var netop som det skulle være i Jehovas organisation.

Tilbage til Brooklyn

Selskabets orkester blev kun på Staten Island i to og et halvt år. Så blev vi flyttet tilbage til Brooklyn, hvor et nyt radiostudie var blevet indrettet. Da jeg havde spillet i orkesteret i omkring ti år til, blev det opløst, og jeg begyndte igen at arbejde på trykkeriet, først i bogbinderiet og senere ved trykkemaskinerne. Inden længe blev jeg overført til tjenesteafdelingen, hvor det i mange år var min forret at drage omsorg for omkring 1250 specialpionerer — tildele dem distrikt, besvare deres breve, og så videre. Hver måned havde jeg desuden det privilegium at sammentælle tjenesterapporten for De forenede Stater og andre lande som vi førte tilsyn med. Hvilke rige velsignelser! En af disse var det nære forhold jeg fik til broder T. J. Sullivan, der dengang var tilsynsmand for tjenesteafdelingen. Mens jeg arbejdede i denne afdeling, steg antallet af forkyndere i hele verden fra 100.000 til næsten 375.000. Hvor er det dejligt at se at der siden da er blevet syv gange så mange Jehovas vidner, så der nu er over to og en halv million!

Da N. H. Knorr blev præsident, begyndte man at lægge mere vægt på det at gøre hvert enkelt Jehovas vidne egnet til at forkynde fra dør til dør — og det glædede mig. På det tidspunkt begyndte brødrene også at blive oplært til at holde offentlige foredrag. Oprettelsen af Vagttårnets bibelskole Gilead var af særlig interesse for mig, da min broder Ted (der var sammen med mig da jeg første gang hørte et af bibelstudenternes foredrag, og som havde været pioner siden 1931) var med i den første klasse.c

Jeg skifter arbejde

En dag i foråret 1950 bad broder Knorr mig og en anden broder komme ind på hans kontor, og spurgte os om vi kunne tænke os at arbejde i skriveafdelingen. Da jeg svarede at det var ligegyldigt hvor jeg arbejdede, irettesatte han mig og sagde at når man får tilbudt et større tjenesteprivilegium bør man tage imod det med glæde. Min tøven skyldtes i virkeligheden mit skrøbelige helbred, der altid har været et problem for mig og som kræver at jeg tænker over hvad jeg spiser og sørger for at få motion. Faktisk var der ikke noget der passede mig bedre end at kunne bruge al min tid på at undersøge forskellige emner, navnlig bibelske, og skrive artikler om dem. Men jeg var klar over at det ikke var noget let arbejde. Broder Knorr havde engang sagt til mig om skriveafdelingen: „Det er her det vigtigste og vanskeligste arbejde udføres.“

I 1951 var der flere af os fra Brooklyn Betel der nød et åndeligt festmåltid ved stævnet med temaet „Clean Worship“ (Ren tilbedelse) i London. Efter også at have overværet stævnet i Paris besøgte en del af os derefter nogle af Selskabets afdelingskontorer, deriblandt det tyske, der dengang lå i Wiesbaden. Ved den lejlighed mødte jeg for første gang Gretel Naggert, som 12 år senere gav mig sit ja og blev søster Klein. På det tidspunkt havde jeg arbejdet på Betel som ungkarl i 38 år, men mente at jeg ville være bedre stillet med hende som min livsledsager. Siden vi blev gift har jeg måttet give Salomon ret i hans ord: „Har man fundet en hustru, har man fundet noget godt, og man vinder Jehovas velbehag.“ (Ordsprogene 18:22) Ja, også i denne henseende har Jehova handlet vel imod mig, for Gretel har været til stor hjælp for mig på uendelig mange måder.d

N. H. Knorr var som en broder for mig

Mit forhold til broder Rutherford havde været som det en søn har til en kærlig fader. Broder Knorr var imidlertid kun nogle få måneder ældre end jeg, og vort forhold kunne nærmest sammenlignes med det der opstår mellem brødre — hvor den ældste er lidt tilbøjelig til at blive irriteret over den yngstes fejl og mangler. Gretel tog disse uoverensstemmelser med filosofisk ro. ’Man kan trods alt ikke forvente,’ sagde hun, ’at en effektiv leder og en meget romantisk musiker altid er på bølgelængde!’ For at denne bemærkning ikke skal blive misforstået, bør jeg måske tilføje at broder Knorr var den foredragsholder jeg holdt mest af at lytte til. Han kaldte mig engang sin skygge fordi jeg altid dukkede op der hvor han skulle holde foredrag. Han holdt desuden lige så meget af musik som jeg, og fik indført at vi igen begyndte at synge ved vore menighedsmøder. Han var også meget interesseret i udgivelsen af sangbøger. — Efeserne 5:18-20.

Også i dette tilfælde kunne jeg se at Jehova havde sat den rette mand til at lede sit arbejde på jorden, for broder Knorr var særdeles dygtig til at organisere. Navnlig forstod han betydningen af den rigtige undervisning, hvilket ses af at han forestod oprettelsen af den teokratiske skole, missionærskolen Gilead, Rigets tjenesteskole og et kursus for nye betelmedarbejdere.

Dette minder mig om noget koordinatoren for afdelingskontoret i England engang sagde til mig. Han havde lagt mærke til at broder Knorr havde den gode egenskab at han ikke lod sig påvirke af forskelle i personlighed når han skulle nyudnævne nogle til organisationsmæssige opgaver. Og det var sandt nok, for havde han gjort det, havde jeg aldrig opnået de privilegier som han sørgede for at jeg fik i forbindelse med stævner, musik, skriveafdelingen, og så videre. I denne henseende efterlignede broder Knorr Jesus Kristus. Hvordan det? Jo, hvem var det Jesus holdt særlig meget af? Det var Johannes. Men hvem var det han gav „himlenes riges nøgler“? Det var apostelen Peter, på trods af dennes impulsive natur. — Mattæus 16:18, 19; Johannes 21:20.

Ja, hvor har Jehova handlet vel imod mig trods mine fejl og svagheder! Men skønt jeg på dette tidspunkt i beretningen havde været særdeles begunstiget i næsten 50 år, hørte det største privilegium stadig fremtiden til. I november 1974 blev jeg indbudt til at blive medlem af Jehovas Vidners styrende råd. Denne indbydelse kom i den grad bag på mig at jeg måtte overtales til at tage imod den. Jeg fik blandt andet at vide at flere andre også var blevet indbudt. Det viste sig at dreje sig om syv andre, hvilket betød at antallet af medlemmer i det styrende råd på det tidspunkt steg fra 11 til 18.

Det var Frederick W. Franz der opmuntrede mig til at tage imod denne opgave. Han efterfulgte i 1977 broder Knorr som Selskabets præsident. Lige siden jeg kom på Betel har jeg følt mig tiltrukket af ham på grund af hans bibelkundskab og hans venlige natur. I begyndelsen fulgtes vi ad til de tyske bønne-, lovprisnings- og vidnesbyrdsmøder. Siden da har jeg nået mange milepæle i teokratisk henseende sammen med ham. En af disse milepæle var da jeg sammen med min broder og svigerinde ledsagede ham på en rejse til Den dominikanske Republik for at besøge vore brødre der var underlagt forbud. Hverken før eller siden har jeg oplevet at nogen på så varm og inderlig en måde har givet udtryk for kristen kærlighed. Det havde gjort stort indtryk på vore trosfæller dér at vi havde risikeret at lægge os ud med Trujillo for at besøge dem!

Senere besøgte min hustru og jeg, sammen med broder Franz og flere andre, deriblandt A. D. Schroeder, Bibelens lande og flere lande i Sydamerika, blandt andet Bolivia, hvor Gretel havde tjent som missionær i over ni år. At være på rejse med broder Franz medførte uvægerlig større tjenesteprivilegier, da han insisterede på at dele podiet med sine ledsagere. Inden for den senere tid har vi sammen haft nogle opgaver ved stævner i Europa og Mellemamerika. Når jeg tænker tilbage virker det som om broder Franz’ ro og ligevægt altid har haft en god indflydelse på mig. På vores rejse til Bibelens lande var der for eksempel en broder i rejseselskabet der fik alvorlige problemer med politiet fordi han havde fotograferet et sted hvor han ikke måtte, og det betød at hele gruppen blev forsinket. Jeg var vred og gav udtryk for det, men broder Franz smilede blot og sagde: „Jeg tror han lærer af det.“ Og det gjorde han jo! Jeg kan sige uden tøven: Mit samvær med broder Franz er endnu et eksempel på at Jehova har handlet vel imod mig.

Ingen dans på roser

Jeg kan heller ikke lade være med at nævne at Jehova har handlet vel imod mig i forbindelse med mit tildelte arbejde. Det er så ofte sket at et projekt er faldet særlig godt ud på grund af faktorer som jeg i virkeligheden ikke har haft nogen indflydelse på. (Jævnfør Salme 127:1; Første Korintherbrev 3:7.) Dette har jeg også hyppigt bemærket i forbindelse med hele organisationen. For omkring 40 år siden købte Selskabet for eksempel en garage på Willow Street som vi skulle bruge som bilværksted. Hvis vi nu ikke havde ejet denne grund, kunne vi ikke have bygget en tunnel mellem Towers-bygningen og resten af betelkomplekset. Da vi fik behov for mere plads til beboelse, kunne vi købe Towers Hotel. Da vi fik brug for mere plads til kontorer, kunne vi købe Squibb-bygningerne. Alle disse bygninger ligger så tæt ved Betel at man kan gå derhen. Noget lignende er også ofte sket i andre lande, til gavn for Jehovas organisation.

På grund af nedarvede svagheder og en impulsiv natur har jeg haft mine prøvelser og problemer, deriblandt et nervesammenbrud efter ni års beteltjeneste. Salme 103 og Paulus’ ord i Romerbrevet 7:15-25 var dengang til stor trøst for mig. Jeg kan måske tilføje at jeg har haft uforholdsmæssigt mange uheld, for eksempel en knust knæskal, en beskadiget rygsøjle, og så videre. Mine egne såvel som andres svagheder har betydet at mit liv ikke udelukkende har været en dans på roser. Men med Jehovas hjælp har jeg indset at ’hvis Han tillader det, kan jeg klare det’, som det fremgår af Første Korintherbrev 10:13. Jeg forstår også at jo mindre jeg går op i mine egne problemer, jo mere kan jeg hjælpe andre. Noget andet jeg har måttet lære er at „vente på min frelses Gud“ og at være villig til at opføre mig som „en af de mindre“. — Mika 7:7; Lukas 9:48.

Gentagne gange har jeg også haft grund til at føle ligesom David gjorde efter episoden med Nabal. (1 Samuel 25:2-34) Han var taknemmelig mod Jehova og Abigajil fordi de hindrede ham i at udslette hele Nabals husstand og derved pådrage sig blodskyld. Ja, Jehova har hjulpet mig til at undgå nogle meget alvorlige fejlgreb. Dette har han gjort gennem sine engle, sit forsyn og den hjælp jeg har modtaget, ikke blot fra modne brødre, men også fra mange kristne søstre der har fulgt Abigajils eksempel. Her vil jeg gerne tilføje at jeg takker Jehova for at lejligheden til at give efter for fristelserne ikke har været nærliggende når jeg var åndeligt svag, og at jeg har været stærk nok til ikke at give efter for fristelserne når de meldte sig. Med andre ord er lejligheden til at følge mine syndige tilbøjeligheder aldrig opstået samtidig med lysten til det, for Jehova vidste at jeg inderst inde ønskede at blive ved med at gøre det rette. Hvor er jeg taknemmelig for at Jehova ikke vogter på misgerninger! — Salme 130:3.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på hvor vel Jehova har handlet mod mig og andre ved at have tilvejebragt god åndelig føde i årenes løb. (Mattæus 24:45-47) Der er ingen tvivl om at sandhedens lys skinner stadig klarere for de retfærdige. (Salme 97:11) Lad mig nævne nogle få af de mange vidunderlige, åndelige sandheder som Jehovas folk har fået forståelse af siden jeg begyndte at indtage ’ordets mælk’: Skellet mellem Guds organisation og Satans organisation; at hævdelsen af Jehovas navn er vigtigere end menneskers frelse; at genoprettelsesprofetierne gælder det åndelige Israel; at de kristnes adfærd og forkyndelse har lige stor betydning; og at vi — skønt svage og ufuldkomne skabninger — kan glæde vor Guds hjerte, den Gud hvis uforlignelige navn vi har den forret at bære som Jehovas vidner. — 1 Peter 2:2; Ordsprogene 27:11; Esajas 43:10-12.

Har jeg grund til at „synge for Jehova“ fordi han har handlet vel imod mig? Ja, bestemt!

[Fodnoter]

[Illustration på side 23]

WBBR-orkesteret i 1926. På billedet ses blandt andre K. F. Klein og C. W. Barber

[Illustration på side 24]

J. F. Rutherford var som en fader for mig

[Illustration på side 25]

Min hustru Gretel er endnu et eksempel på at Jehova har handlet vel imod mig

[Illustration på side 26]

N. H. Knorr var som en storebroder for mig

[Illustration på side 27]

F. W. Franz — en sand ven og en ligevægtig natur