17. (a) Betyder opfyldelsen af Åbenbaringen 20:11-15 at den endelige dom over menneskene afsiges så snart de oprejses til liv på jorden? (b) Hvilket mål har Guds ypperstepræst for øje i forbindelse med de opstandne mennesker?

¹⁷ I Johannes 5:28, 29 understreger Jesus Kristus at der vil komme en opstandelse. I Åbenbaringen 20:5, 11-15 giver han os en profetisk skildring af den tusindårige domsdag og det endelige udfald for dem der ikke får del i den „første opstandelse“. Ypperstepræsten og dommeren Jesus Kristus afsiger ikke den endelige dom over de døde så snart de oprejses til liv på jorden eller så snart havet og Hades eller Sheol giver dem tilbage. De mennesker der opstår må, lige såvel som de mennesker med fårets sindelag der overlever Harmagedon, først nyde godt af hans herredømme og hans tjeneste som ypperstepræst i tusind år. Det mål Guds ypperstepræst Jesus Kristus har for øje er at opløfte alle de villige og lydige mennesker til jordisk fuldkommenhed og syndfrihed på den paradisiske jord.

18. Hvad vil den himmelske ypperstepræst kunne gøre for menneskene, noget som de jødiske præster og deres ofre ikke kunne udvirke for dem der dengang tjente Gud?

¹⁸ Som apostelen Peter sagde med de ovenfor citerede ord skal „enhver, som tror på ham, . . . få syndernes forladelse ved hans navn“. Da Jesus Kristus var på jorden som et fuldkomment menneske helbredte han de syge, de lamme, de blinde og de døve, og oprejste endog nogle fra døden. I tusindårsriget vil Jesus som den himmelske ypperstepræst kunne gøre det samme. Han vil virkelig borttage synden fra menneskene og gøre dem fuldkomne, noget som alle de jødiske præster og alle deres dyreofre aldrig formåede under Moseloven, hverken på den årlige forsoningsdag eller i løbet af de 1545 år den mosaiske lovpagt mellem Jehova Gud og Israels folk var i kraft. — Hebr. 10:1-4.

19. Hvorledes vil det ved slutningen af de tusind år vise sig om mennesker er blevet oprejst til „liv“ eller til „dom“?

¹⁹ Når menneskene har nydt godt af denne kongelige og præstelige hjælp i tusind år kommer det tidspunkt da Satan og hans dæmoner løslades fra afgrunden og får lov til at prøve alle disse fuldkomne beboere i det jordiske paradis. Ved den opførsel som menneskene lægger for dagen under denne sidste og afgørende prøve vil de blive opdelt i to skarer, a) de der fortjener at blive tilintetgjort for evigt i den „anden død“, og b) de som viser sig værdige til at få tilkendt retten til evigt liv på den paradisiske jord. På denne måde vil de der da bliver prøvet, selv vise om den opstandelse de fik var en opstandelse til „liv“ eller en opstandelse til „dom“ (dom i betydningen fordømmelse). — Joh. 5:28, 29.a

Opstandelseshåbets magt

20. (a) Hvordan kan vi der lever i dag få brug for en opstandelse? (b) Hvordan bør vi derfor leve hver dag?

²⁰ Den guddommelige hensigt med de dødes opstandelse ved Jesus Kristus vil blive fuldbyrdet til Jehovas evige ære og pris. Opstandelsen af de døde er i sandhed et mirakel der må tilskrives Guds barmhjertighed! Burde vi ikke alle værdsætte Guds kærlige foranstaltning i forbindelse med de dødes opstandelse? Selv vi der i dag er i live og som lever så nær det tidspunkt da „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ vil bryde løs, kan få brug for en opstandelse fra de døde. Dersom vi skulle dø i dette korte tidsrum inden den almægtige Gud eksekverer sin dom og tilintetgør alle fjender af sit rige, vil vi have behov for en opstandelse. Hvis vi ikke får en sådan opstandelse vil der ikke blive noget fremtidigt liv for os i Guds rige ved Kristus. Vi skulle derfor leve hver dag på en sådan måde at vi ikke, dersom vor fjende døden på en eller anden måde skulle overmande os, af Gud skulle blive dømt uværdige til en opstandelse ved Kristus.

21, 22. (a) Hvorledes var Paulus’ værdsættelse af og håb om en opstandelse ham en hjælp? (b) Hvorledes viser Paulus i Filipperne 3:8-11 hvor højt han værdsatte opstandelsen?

²¹ Den kristne apostel Paulus nærede en dyb værdsættelse af den foranstaltning Gud havde truffet til at oprejse de døde. Det var et håb der styrkede ham og gav ham mod til endog at se døden som martyr i møde. Dette håb ansporede ham til at bevare en god samvittighed over for Gud og mennesker, hvilket han selv udtrykte: „Derfor øver jeg mig også selv i altid at have en uskadt samvittighed over for Gud og mennesker.“ (Ap. G. 24:15, 16) Idet han gav udtryk for at han satte opstandelsen, især den „første opstandelse“, højere end noget andet, skrev han fra sit fængsel:

²² „Ja, jeg regner i sandhed alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre. For hans skyld har jeg lidt tab på alt og regner det for skarn, for at jeg kan få Kristus i eje og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, der fås gennem loven, men med den, der fås ved tro på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen, og for at jeg må kende ham og kraften i hans opstandelse og fællesskabet med ham i hans lidelser, så jeg bliver lig med ham i hans død, om jeg dog måtte nå frem til opstandelsen [den tidligere opstandelse, NW] fra de døde.“ — Fil. 3:8-11.

23. (a) Hvem gør vi vel i at efterligne med hensyn til troen på opstandelsen? (b) I hvilke henseender ønsker vi at opstandelseshåbet skal være os en hjælp, og hvad takker vi Gud for?

²³ Vi gør vel i at efterligne apostelen Paulus. Men først og fremmest må vi efterligne Herren Jesus Kristus der også satte sin lid til den almægtige Guds magt til at oprejse ham fra de døde på den tredje dag, og som nu selv har fået overdraget magten til at oprejse de døde. Når vi efterligner Jesus Kristus og hans apostel vil opstandelseshåbet give os det samme mod som de ejede. Måtte opstandelseshåbet give os trøst med hensyn til dem der er faldet i søvn i døden og for hvem der er beredt en opstandelse. Måtte opstandelseshåbet anspore os til fortsat at gøre Guds gerning, selv om vi kommer til at stå ansigt til ansigt med døden nu før Harmagedon, for vi ved at på grund af opstandelseshåbet er vort trofaste arbejde „ikke forgæves i Herren“. Tak til Gud den Almægtige som giver os sejren over døden ved vor Herre Jesus Kristus! — 1 Kor. 15:57, 58.

Fire ord der betød et verdensriges fald

1. (a) Hvilke fire ord viste sig at få vidtspændende betydning? (b) Hvad forårsagede eller betød de?

MENÉ, mené, tekél ufarsín — fire små ord der næsten skræmte en verdenshersker fra vid og sans, bragte et verdensrige til fald, fjernede en konge og dennes medregent fra tronen, bragte en anden på tronen i stedet, betød enden på det semitiske verdensherredømme og indledningen til det ariske, afslørede et helt folks præsteskab som udueligt og dets guder som magtesløse og ophøjede Jehova som den store Suveræn. Hvilke skæbnesvangre ord! De krævede desuden et usædvanligt mod af en af de jødiske landflygtige i Babylon og blev årsag til at det blev fastslået at hans gudsdyrkelse var den sande og at den Gud han tilbad var den sande og levende Gud.

2. Hvad må man have kendskab til for at forstå betydningen af disse ord?

² For at forstå betydningen af disse ord må man kende baggrunden for dem. I de foregående numre af Vagttårnet har vi behandlet Jerusalems fald og jødernes fangenskab i Babylon, babyloniernes hoveren over jøderne og deres bespottelse af jødernes Gud, samt hvorfor Babylons fanger ikke kunne gøre sig noget håb om udfrielse. Til alt dette kom en endnu større forhånelse af israelitternes Gud, Jehova, på selve den aften disse ord blev udtalt, og man kan derfor sige at de blev fremsat i det rette øjeblik.