Heltidstjenesten — en herlig skat

„Thi hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.“ — Matt. 6:21.

1. Hvad bør vi overveje, når vi vurderer en skat? Hvorfor?

ER EN håndfuld korn af større værdi end en håndfuld diamanter? Er et glas vand mere attråværdigt end et glas perler? Er en beholder med ilt mere værdifuld end en beholder med rubiner? Vi kan hverken svare ja eller nej på disse spørgsmål, for de omstændigheder, under hvilke et menneske befinder sig, er afgørende for, hvad der har størst værdi for ham. For et menneske, der er ved at sulte ihjel i en eller anden afsides egn på jorden, har en håndfuld korn langt større værdi end en håndfuld diamanter. Et tørstende menneske i en brændende ørken vil vrage et glas perler og grube efter et glas vand. Den, der er ved at kvæles i en lungebetændelse, vil sætte langt større pris på en beholder med ilt end på en beholder med rubiner. I hvert enkelt tilfælde sker der en omvurdering af tingenes værdi, fordi det er livet, det gælder. Livet har større værd end ædelstene, for uden liv kan man ikke glæde sig over sådanne ting. Når vi derfor vurderer en skat, burde vi overveje, hvad der ligger til grund for dens værd, og hvorfor vi skulle stræbe efter at opnå den.

2, 3. a) Hvorfor vil den forstandige ikke sætte sin hu til materielle skatte? b) Hvad sætter han sin hu til, og hvorfor bør man vurdere denne skat på rette måde?

² Ædelstenene i jordens skød har Skaberen anbragt der til glæde for menneskene, og der hersker ikke mindste tvivl om, at det er skønne skatte, der er værd at eje. Men føde, vand og luft er det også — for disse ting er uundværlige til opretholdelse af livet. Det er også skatte, en kærlig Skaber har skænket menneskene. Men skal vi sætte alt ind på at skaffe os materielle skatte, når vi kun kan nyde dem til en tid? Skal vi lade de kødelige behov, ønsker og fornøjelser få så stor værdi, at vi lever for dem og gør dem til selve målet i vort liv? Vil ikke midlet, der sætter os i stand til at gribe det evige liv, være et langt mere praktisk mål at stile efter?

Tjeneste for Livgiveren

³ Eftersom Jehova Gud er Skaberen af jordens mange skatte og det evige livs Giver, vil den forstandige af hele sit hjerte sætte alt ind på at tjene ham. Varig glæde og sand tilfredshed bliver dem til del, som hele deres tid tjener denne store, kærlige Gud, alle gode og fuldkomne gavers Giver. Her er en herlig skat, der langt overgår de mange andre skatte, et menneske kunne tragte efter at eje. Det er en skat, der kan føre til evigt liv. Derfor er det af allerstørste vigtighed, at et menneske vurderer den på rette måde. Han bør se på den i det rette perspektiv. Han bør forstå, hvorfor dem er uvurderlig. Ved at tilegne sig nøjagtig kundskab om den, vil han opelske det sindelag, Jehova ønsker, at hans skabninger skal vise over for tjenesten for ham.

4. Hvad havde Gud til hensigt, da han skabte levende og fornuftbegavede skabninger?

⁴ Jehova havde en bestemt hensigt i tanke, da han i tidernes morgen begyndte at skabe levende, fornuftbegavede skabninger. Han skabte dem ikke blot for selskabs skyld, for han følte sig ikke ensom. Han var sig selv nok og ikke afhængig af nogen som helst. Hvad fik ham da til at skabe? Han gjorde det, fordi det behagede ham at skabe og lade andre nyde godt af hans godhed, selskab og visdom. Han ønskede i uselviskhed at dele livet med andre. Det er grunden til, at han omgav sig med hundreder af millioner mægtige åndeskabninger, der direkte kunne glæde sig over hans strålende glans. Det var hans hensigt, at de bestandig skulle tjene ham og trofast udføre de af ham tildelte opgaver. De fik således heltidstjenestens herlige skat betroet. Hans agt var, at de skulle bruge al deres tid til at bringe hans navn ære og pris, fryde sig over hans godhed og kærlighed og inddrikke hans visdom. Da han er kilden til al visdom, er hans tanker dyrebare og af største værdi for hans skabninger. „Hvor kostelige er dine tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres sum!“ „O, dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud! hvor uransagelige er ikke hans domme, og hvor usporlige hans veje!“ — Sl. 139:17; Rom. 11:33.

5. Hvordan så englene på heltidstjenesten for Skaberen?

⁵ På deres forskellige poster tjente englene med glæde deres kærlige Skabers interesser. De skubbede ikke deres pligter fra sig som noget, der kom i anden række, næst efter deres personlige interesser. Nej, de viede universets store Suveræn deres udelte opmærksomhed og brugte al deres krat og energi og alle deres evner i hans tjeneste. Intet var dem vigtigere. De, der blev brugt som sendebud, begav sig af sted uden mindste tøven. De holdt sig ikke tilbage eller viste ringeste tegn på uvillighed til at påtage sig en opgave. De frydede sig over at gøre Jehovas vilje, for deres hjerte hang ved ham. Det var dem en glæde at tjene ham hele deres tid.

6. Hvilke særlige pligter fik Jehovas første skabning overdraget?

⁶ Den første af disse åndeskabninger fik mange særlige opgaver tildelt, blandt andet den at skabe de himmelske hærskarer. Denne mægtige Guds søn satte med iver og lys al sin kraft ind på dette hverv og frydede sig over at være i heltidstjenesten for sin Gud og Fader. Da han var udnævnt til at være en særlig talsmand for Jehova, blev han kaldt „Ordet“. Johannes 1:1-3 (NW) siger om ham: „Oprindelig var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var en gud. Denne var oprindelig hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev end ikke én ting til.“ Dernæst fortæller apostelen Paulus os: „Han er den usynlige Guds billede, al skabningens førstefødte, thi ved ham skabtes alle andre ting i himlene og på jorden, de synlige ting og de usynlige ting.“ — Kol. 1:15, 16, NW.

7, 8. a) Hvad var hans syn på heltidstjenesten? b) Gjorde en meget lang tjenestetid i forbindelse med en bestemt opgave ham modløs?

⁷ Han tog med glæde enhver opgave, Gud tildelte ham. Han anså ikke heltidstjenesten for at være en herlig skat i ét område af universet, men ikke særlig attråværdig i et andet. Det var ham uden forskel, hvor han tjente, når blot han kunne være sin Gud og Fader til nytte. Hans indstilling kommer klart til udtryk i Salme 40:8 (AS): „Jeg fryder mig over at gøre din vilje, o min Gud; ja, din lov er i mit hjerte.“ Denne samme ydmyge indstilling og villighed til at tjene har han vist gennem hele sin lange karriere i heltidstjenesten. Ved en lejlighed sagde han: „Jeg søger ikke at fremme min egen vilje, men hans, som har sendt mig.“ (Joh. 5:30) Det er det sindelag, han har lagt for dagen lige fra første færd. Han er således et eksempel, som alle andre skabninger gør vel i at følge.

⁸ Dengang Jehova besluttede at frembringe det stoflige univers og gøre en af dets kloder til et paradisisk hjem for fornuftbegavede skabninger af kød og blod, var det Ordet, der fik til opgave at føre denne beslutning ud i livet. Efter Jehova Guds udkast og i hans kraft gik Ordet i gang med det stoflige skaberværk. Skønt dannelsen af jorden og beredelsen af den, så der kunne eksistere liv på den, var et arbejde, der krævede et umådeligt tidsrum, mistede Ordet ikke interessen for sit arbejde. At han i milliarder af år var beskæftiget med det samme arbejde, tog ikke modet fra ham, og det fik ham heller ikke til at give op. Han blev ved sit arbejde og holdt trofast ud, lige til det var færdigt.

9. Hvad beviste han ved ikke at slippe sin tjeneste, og hvad kom det til at betyde for ham?

⁹ Gennem denne trofaste tjeneste gav han bevis på sin pålidelighed og fik derfor andre opgaver betroet. Det ser stærkt ud til, at en af disse opgaver var israelitternes udfrielse fra trældommen i Ægypten. Han var ansvarlig for at lede dem ved hjælp af en ildstøtte om natten og en skystøtte om dagen, og da folket nåede foden af Horebs bjerg, var det øjensynlig denne den Højestes elskede søn, der gennem Moses overgav Guds lov til israelitterne. Om denne vældige åndesøn, kaldet Mikael, siger Daniel 12:1, at han er „den store fyrste, som værner dit folks sønner“. Naturligvis måtte den engel, der havde ført Israels folk og trofast overgivet dem Guds bud samt straffet dem, når de var ulydige mod Guds lov, være den fyrste, der værnede Guds udvalgte folk.a

10. Hvad var den enbårne søns vanskeligste opgave, og hvordan reagerede han over for den?

¹⁰ Den vanskeligste opgave fik Ordet tildelt, da Jehova lod ham give afkald på livet som en herlig åndeskabning i de himmelske regioner og påtage sig heltidstjenesten på jorden som menneske. Til trods for at denne opgave krævede, at Sønnen blev gjort ringere end englene, og at han måtte lide offerdøden på jorden, viste han den ikke fra sig. I ydmyghed gik han ind på at gøre, hvad som helst den store Suveræn påbød ham, og dette får vi bekræftet i Filipperne 2:5-8 (NW): „Lad det samme sindelag være i jer, som også var i Kristus Jesus, der, skønt han var i Guds skikkelse, ikke tænkte på ran, nemlig på at blive Gud lig. Nej, han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og blev mennesker lig. Hvad mere er, da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig indtil døden, ja døden på en marterpæl.“ Trods de prøver og vanskeligheder, Guds enbårne søn måtte igennem under udførelsen af denne bestemte opgave, tænkte han ikke et øjeblik på at holde op eller trække sig tilbage fra heltidstjenesten for sin himmelske Fader. Han satte den højere end sine personlige følelser, sin egen bekvemmelighed, ja sit eget liv.

11, 12. a) Vurderede Kristus heltidstjenestens skat på rette måde? b) Hvad har han vist ved sin handlemåde?

¹¹ Ligegyldigt under hvilke omstændigheder Kristus befandt sig, vurderede han altid heltidstjenestens herlige skat på rette måde. Han ændrede ikke sin opfattelse af dens værdi, når forholdene forandrede sig, således som de, hvis hjerter hænger ved de materielle goder, gør. Han vidste, at han ikke behøvede så meget som at skænke det en tanke at sammenligne værdien af sin tjeneste for Faderen med denne verdens luksus og behageligheder, ja end ikke med livets fornødenheder. Engang sagde han: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og gøre hans arbejde færdigt.“ (Joh. 4:34, NW) Han vragede alverdens rigdom, ære og magt til fordel for Jehovas tjeneste. (Matt. 4:8-10) At løse denne opgave, således som han havde løst alle sine tidligere opgaver, var det eneste, der interesserede ham. Denne tjeneste for Gud havde langt større værdi i hans øjne, for den betød Jehovas godkendelse og evigt liv.

¹² Det eksempel på tjeneste for Gud, som denne elskede Søn har givet, er ubestrideligt det bedste, nogen skabning kan følge. De milliarder af år, i hvilke han har ydet trofast heltidstjeneste og vist ydmyg villighed til at påtage sig og løse en hvilken som helst opgave, der blev pålagt ham, såvel som hans udholdenhed under prøver, beviser tydeligt hans inderlige kærlighed til Faderen. Her har vi et vidunderligt eksempel på værdsættelse af heltidstjenestens skat, et eksempel der til fulde viser, hvordan denne skat rettelig bør vurderes.

Tjenesten har varieret

13. a) Har denne skat været begrænset til en bestemt måde at tjene Gud på? b) Hvordan tjente Noa?

¹³ Måden, hvorpå skabninger har virket i heltidstjenesten for Jehova Gud, har varieret. Som vi har set, tjente den enbårne Søn på mere end én måde. Når vi undersøger beretningerne om trofaste heltidstjenere på jorden, opdager vi, at det samme gør sig gældende med dem. Ikke alle tjente på samme måde. Noa, for eksempel, fik til opgave at udføre et vidnearbejde. Han skulle forkynde en advarsel om den bratte ende, der ventede den antediluvianske verden, og desuden skulle han bygge en ark til beskyttelse af de mennesker og dyr, som Gud ville udpege. Således skulle Noa tjene Jehova. Det var en tjeneste af allerstørste betydning. Han kunne derfor ikke lade den indtage andenpladsen, så den kom efter hans personlige foretagender og interesser. Da han af hele sit hjerte hang ved heltidstjenesten for Skaberen, holdt han sig til sin opgave, lige til den var fuldført.

14. Hvordan havde Moses grund til at blive mismodig?

¹⁴ Sådan var det også med Moses, der forlod sin beskæftigelse som hyrde for at tjene Jehova al sin tid. Han holdt også trofast ud i denne tjeneste. Hans tjeneste adskilte sig fra Noas derved, at han fik til opgave at tage sig af Jehovas interesser i forbindelse med Israels folk. Det viste sig at være en vanskelig opgave på grund af folkets tilbøjelighed til at klage og være genstridige og oprørske. Skønt det ved flere lejligheder var ved at tage modet fra ham, løb han dog ikke fra sit lederansvar og lod en anden kæmpe med problemerne. At holde op og gå sin vej ville have været ensbetydende med at give afkald på heltidstjenestens skat, og Moses foretrak at bære sin byrde fremfor at handle på en sådan måde. Han blev ved sin gerning, selv om han til tider var modløs. Hans hjerte hang ved tjenesten for Gud. — Hebr. 3:2, 5.

15. a) Hvilken arv modtog levitterne? b) Hvori var deres tjeneste anderledes?

¹⁵ En anden form for heltidstjeneste var den, Levis stamme udførte. Den var udtaget blandt Israels tolv stammer til tempeltjeneste. Levitterne fik den opgave at samle al deres opmærksomhed om de forskellige pligter i forbindelse med folkets gudsdyrkelse. Derfor skulle de bestandig tjene ved tabernaklet eller i tilknytning til det. Denne heltidstjenestens skat skulle være deres arvelod, som det påpeges i 5 Mosebog 10:9 (NW): „Derfor fik Levi ikke del og arvelod sammen med sine brødre. Jehova er hans arvelod, netop som Jehova din Gud havde sagt til ham.“ Deres arvelod var afgjort langt større end det land, de tolv stammer fik.

16, 17. a) Havde profeterne grund til at blive modløse? b) Nævn nogle eksempler på sådanne, som ikke forlod heltidstjenesten på grund af mismod.

¹⁶ Senere hen, da der rejstes profeter blandt israelitterne, støder vi på endnu en form for heltidstjeneste. Jehova brugte disse profeter til at forkynde advarsler for det afvegne Israels folk. Det gjorde de trofast trods den forhånelse, de blev genstand for. „Brødre, tag profeterne, der talte i Jehovas navn, til mønster på at lide ondt og være tålmodige. Se, vi erklærer dem, som har holdt ud, lykkelige.“ (Jak. 5:10, 11, NW; 2 Krøn. 36:16) Skønt de ikke blev mødt med velvilje og havde god grund til at blive mismodige, holdt de dog ikke op. Kan man tænke sig noget mere forstemmende end på forhånd at vide, at folk ikke vil lytte til ens tale? Det måtte Jeremias kæmpe med. Gud sagde til ham: „Når du siger dem alle disse ord, hører de dig ikke, og kalder du på dem, svarer de dig ikke.“ (Jer. 7:27) Hvad ville du gøre, hvis du befandt dig i en lignende situation i dag? Ville du på forhånd opgive det, fordi du vidste, at dine anstrengelser ville være forgæves? Ville du forlade heltidstjenesten for Jehova, fordi du følte, at dit arbejde var omsonst? Eller ville du klamre dig til denne skat og fuldføre dit hverv i lighed med Jeremias? Bibelen lader os forstå, at så godt som alle profeterne befandt sig i samme situation, da de blev sendt til Israels folk. „Fra den dag eders fædre drog ud af Ægypten, og til i dag har jeg dag efter dag, årle og silde sendt eder alle mine tjenere profeterne; men de hørte ikke og lånte ikke øre; de gjorde nakken stiv og øvede mere ondt end deres fædre.“ (Jer. 7:25, 26) Profeterne forstod at vurdere den skat, deres tjeneste for Gud var, og det var grunden til, at de klyngede sig til den trods de nedslående forhold. Folkets indstilling forandrede intet ved profeternes vurdering af tingene.

¹⁷ Selv dengang Elias troede, han var den eneste i hele Israel, der ikke havde svigtet tilbedelsen af Jehova, tænkte han ikke et øjeblik på at opgive sit betroede hverv som profet. Han fortsatte troligt, lige til Jehova tog ham bort. I lighed med andre trofaste profeter bevarede han sin retskaffenhed over for Jehova Gud under de mest prøvende kår og nedslående omstændigheder. Trods sine prøvelser og trods sine mismodige øjeblikke mistede han ikke sin dybe påskønnelse af heltidstjenestens uvurderlige skat. — 1 Kong. 19:2, 4, 9, 10.

18. Hvilken heltidstjeneste ydede David?

¹⁸ Kong David værdsatte tjenesten for Jehova på lignende måde. Han tjente hele sin tid som en af Gud indsat konge over Israels folk. Kongedømmet var hans tildelte opgave, en opgave, der var helt anderledes end den, profeterne havde fået anvist. Som en salvet konge over Guds udvalgte folk indtog David en særstilling, idet han repræsenterede universets store herskers suveræne magt. Følgelig kan det siges, at han sad på Jehovas trone. Dette udtryk bruges også i 1 Krøniker 29:23 vedrørende Davids søn Salomo, da han blev kronet for anden gang. Ved denne lejlighed blev heltidstjenestens herlige skat, tjenesten som teokratisk konge, overdraget Salomo efter David, men Salomo bevarede ikke den rette påskønnelse eller værdsættelse af den livet igennem, således som hans fader David gjorde.

19. Hvordan så David på heltidstjenestens skat, og hvad ønskede han af hele sit hjerte?

¹⁹ David havde ingen større glæde end den at tjene sin Guds interesser. Engang gav han udtryk for sit ønske om at bo i Jehovas hus alle sine dage. (Sl. 27:4) Han viste således ganske tydeligt, hvad hans hu stod til. Han havde intet højere ønske end at være i Jehovas tjeneste. Oprigtigt længtes han efter, at Jehovas pris skulle lyde blandt folkeslagene, og Skaberens undergerninger forkyndes vidt og bredt. Dette ønske kom smukt til udtryk i hans takkesang til Jehova, da arken blev ført til Jerusalem og stillet i det telt, David havde ladet rejse ved siden af sit palads. Denne sang kom fra hjertet, og den blev sunget af en, der helt havde viet sig til tjenesten for Gud, og som anså den for den kostbareste af alle skatte. David indledte sin takkesang med ordene: „Tak Jehova, påkald hans navn, gør hans gerninger kendt blandt folkene! Syng og spil for ham, tal om alle hans underværker.“ (1 Krøn. 16:8, 9, NW) Denne kundgørelse af Jehovas gerninger og tale om hans underværker er den form for tjeneste, som den større David indførte på et langt senere tidspunkt.

Tjenesten for Riget

20, 21. Hvilken ny måde at tjene Jehova på indførte Kristus?

²⁰ Indtil nu har vi set, hvordan man på forskellig måde ned gennem tiderne har haft andel i heltidstjenestens skat. Troens folk ydede forskellige tjenester, alt efter de opgaver, Gud anviste dem. Men med den større Davids, Kristi Jesu, komme blev en ny form for heltidstjeneste indført. Den bestod netop i det, som David talte om: at forkynde Jehovas gerninger blandt verdens folkeslag. Tiden var inde til, at den gode nyhed om Jehovas rige skulle forkyndes. Dette nye arbejde blev meget passende indført af ham, som var salvet til at være Rigets konge.

²¹ Det var en ny opgave, der blev betroet Guds enbårne søn, der, tredive år før han blev salvet til konge, fødtes som et fuldkomment menneske af Maria, idet hans livskraft var blevet overført fra himlene til Marias moderskød. Tredive år gammel indførte han derfor som den salvede konge denne nye måde at tjene Skaberen på. For at andre kunne få kendskab til, hvordan denne tjeneste skulle ydes, satte Kristus selv eksemplet ved at begive sig fra sted til sted og prædike den gode nyhed om Riget samt gøre Guds undergerninger kendt. Det var et undervisningsarbejde uden sidestykke. Det var et arbejde, der bestod i at indsamle de mennesker, der ville være værdige til det evige livs gave. (Joh. 17:3) Kristus anvendte al sin tid på denne opgave og fuldførte den, sådan som han havde gjort med ethvert andet hverv, hans Fader havde skænket ham.

22. a) Hvilken forandring bragte Rigets forkyndelse med henblik på heltidstjenestens skat? b) Hvordan tog nogle imod opfordringen, til at gribe denne skat?

²² Før Kristi tid var heltidstjenestens skat begrænset til nogle få personer, men med forkyndelsen af Riget skete der en forandring. Den medførte, at denne skat omsider kunne opnås af folk fra alle nationer, så at enhver kunne gribe den. Johannes og hans broder Andreas, begge fiskere, var de første af tusinder, der tog heltidstjenesten op i dens nye form. Da Jesus opfordrede dem og senere Peter til at melde sig til den, tøvede de ikke et øjeblik med at efterkomme opfordringen. Sådan forholdt det sig også med Jakob, Johannes’ broder. Herom siger Mattæus 4:18-22: „Da han vandrede langs Galilæas sø, så han to brødre, Simon, kaldet Peter, og hans broder Andreas, i færd med at kaste vod i søen; for de var fiskere. Og han siger til dem: Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere. Og de forlod straks deres garn og fulgte ham. Og da han gik videre, så han to andre brødre, Jakob, Zebedæus’ søn, og hans broder Johannes, sidde sammen med deres fader Zebedæus i båden og bøde deres garn, og han kaldte på dem. Og de forlod straks båden og deres fader og fulgte ham.“ Som Kristus havde lovet, oplærte han dem og gjorde dem til menneskefiskere. De brugte nu al deres tid og alle deres kræfter til arbejdet med at forkynde Jehova Guds storslåede hensigter.

23. Hvordan så Paulus på heltidstjenesten?

²³ Apostelen Paulus var et fremtrædende eksempel i så henseende. Han viede alt, hvad han ejede, til tjenesten. Skønt han måtte igennem mange hårde prøver, aldrig så meget som tænkte han på at forlade heltidstjenesten. Om nogle af hans erfaringer læser vi i 2 Korinter 11:24-27: „Af jøderne har jeg fem gange fået „fyrretyve slag på ét nær“. Tre gange er jeg blevet pisket, én gang stenet, tre gange har jeg lidt skibbrud, et døgn har jeg tilbragt på dybet; ofte på rejser, i farer på floder, i farer blandt røvere, i farer fra landsmænd, i farer fra hedninger, i farer i by, i farer i ørken, i farer på havet, i farer blandt falske brødre; under slid og møje, ofte under nattevågen, under sult og tørst, ofte under faste, i kulde og uden klæder.“ For den, der ikke vurderede heltidstjenestens skat på rette måde, ville sådanne hændelser have været fuldgyldige grunde til at holde op. Men ikke for Paulus. For ham var denne skat alt for kostbar til, at han blot kunne nære en sådan tanke. Ingen nok så store strabadser eller fortrædeligheder fik ham til at løsne grebet om denne skat. Heller ikke lod han sin sans for værdier forrykke af tillokkelser som materielle bekvemmeligheder, økonomisk tryghed eller skønne ædelstene. Han regnede alt, hvad verden kunne byde på i materiel henseende, for tab i sammenligning med sin tjenestegerning og dens livgivende sandheder. Herom sagde han: „Ja, for den sags skyld regner jeg i sandhed også alt for talt på grund af den overordentlige værdi, der ligger i at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg båret tabet på alt og regner det for en bunke skarn.“ (Fil. 3:8, NW) De ting, som mennesker i denne verden sætter deres hu til, regnede Paulus altså for skarn i sammenligning med den skat, han havde i heltidstjenesten for Gud og forkyndelsen af Riget.

24. Hvilken handlemåde er det klogt at følge?

Er denne skat noget for dig?

„Derfor bønfalder jeg jer, brødre, ved Guds medlidenhed om at fremstille jeres legemer som et levende, helligt, Gud antageligt offer, en hellig tjeneste, som jeres fornuft byder jer.“ — Rom. 12:1, NW.

1, 2. a) Hvilken skat har ikke sin lige, og hvem kan få den i eje? b) Hvorfor er det en alvorlig sag at søge at komme til at eje denne skat?

DE BRITISKE kronjuveler er den mest blændende samling ædelstene i verden. De udgør en kostelig skat, beundret af talløse skarer. Mange har ønsket at eje nogle af disse ædelstene, men der er ikke den mindste udsigt til, at de vil få deres ønske opfyldt. Dog er der en skat, som kan blive deres, en skat, der har langt større værd end disse kronjuveler. Værdien af denne skat ligger ikke i dens sjældenhed, og enhver kan derfor komme til at eje den. Men den enkelte må opfylde visse krav, før han kan gøre denne skat til sin. Han må derfor nøje overveje disse krav og så afgøre med sig selv, om denne skat er noget for ham.

² Denne uforlignelige skat er heltidstjenesten for den store, livets kilde, Jehova Gud. Hvilken juvelsamling kunne sidestilles med denne skat, der kan betyde evigt liv for den, som griber den og holder den fast? Hvad er en ædelsten eller en hel sal fuld af ædelstene i sammenligning med livet? Intet under, at apostelen Paulus regnede sådanne ting for skarn i sammenligning med kundskaben om Gud og tjenesten for ham! Denne vurdering er naturligvis ganske modsat verdens begreber om, hvad ting er værd. Det er grunden til, at beslutningen om at grube heltidstjenestens skat er en alvorlig sag, et skridt, der nøje skal overvejes. Den enkelte må vide, hvad han gør. Han må til fulde forstå og påskønne Rigets tjeneste og allerede have taget del i denne tjeneste i så stort omfang, som hans tid hidtil har tilladt ham.

Det rette sindelag

3. Hvilket sindelag bør en kristen have?

³ Til dem, som ønsker at tjene Gud, siger apostelen Paulus, således som der står skrevet i Romerne 12:2 (NW): „Ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning, men bliv forvandlet gennem en fornyelse af jeres sind, for at I kan forvisse jer om, hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldstændige vilje.“ Det vil sige, at den enkelte må anlægge et nyt syn på livets værdier. I stedet for at bedømme de materielle rigdomme efter verdens målestok må han bedømme dem som Paulus. Han vil ikke lade dem få førstepladsen i sit liv, således som han førhen gjorde. Hvad han nu regner for det mest værdifulde, er tjenesten for den store Livgiver, Jehova Gud. På denne måde ophører han med at lade sig forme efter denne tingenes ordning. Han indvier sit liv til at gøre Guds vilje, i lighed med Jesus, der sagde: „Ske ikke min vilje, men din.“ (Luk. 22:42) Han lægger samme sindelag for dagen som David: „Jeg fryder mig over at gøre din vilje, o min Gud; ja, din lov er i mit hjerte.“ (Sl. 40:8, AS) Dernæst tager han del i tjenesten for Riget sammen med andre, der har foretaget en lignende indvielse. Disse indviede danner nu en ny verdens samfund af trofaste vidner, der aflægger vidnesbyrd om Jehova Guds overhøjhed og hensigter.

4. Hvordan forholder nogle sig over for heltidstjenesten?

⁴ De fleste af disse indviede kristne har ansvar og forpligtelser, der hindrer dem i at anvende al deres tid i Rigets tjeneste, men det vil ikke sige, at de ikke skulle søge at gribe efter heltidstjenestens skat, hvis de på nogen måde kan. Der er imidlertid nogle, der har den anskuelse, at hvis en engel opfordrede dem til at tjene i Jehovas himmelske højsale sammen med hans mægtige åndeskabninger, ville de acceptere uden mindste ophævelse, og dog vender de det døve øre til, når der tales om heltidstjenesten til fremme af Rigets interesser her på jorden. Hvis de er villige til at yde Gud heltidstjeneste ét sted i universet, hvorfor så denne mangel på interesse for at tjene ham et andet sted? Er tjenestens værdi afhængig af stedet eller måden, hvorpå den udføres? Er de kun rede til at yde Jehova heltidstjeneste, når det ikke er forbundet med vanskeligheder og forfølgelse? Glemmer de, at de døde bort fra deres tidligere livsførelse, dengang de indviede sig til Gud og symboliserede deres indvielse ved vanddåben? Det var det, de gav til kende, da de lod sig sænke ned under vandet. Da de kom op af vandet, var det for at gøre Guds vilje fra da af. Mener du ikke, at Gud venter, de bruger al deres tid i tjenesten for ham, hvis det er muligt for dem?

5. Hvilken slags tjeneste behager Jehova?

⁵ Hvis du har foretaget denne indvielse og kan tage heltidstjenesten for Jehova op, hvorfor gør du det så ikke? Mente du det ikke alvorligt, dengang du indviede dit liv til ham? Døde du ikke bort fra din egen selviske færd, eller lader du stadig den komme først? Apostelen Paulus siger: „Derfor bønfalder jeg jer, brødre, . . . om at fremstille jeres legemer som et levende, helligt, Gud antageligt offer, en hellig tjeneste.“ (Rom. 12:1, NW) Det vil ikke sige, at du skal betragte Jehovas tjeneste som en tjeneste, du yder rent lejlighedsvis, når du har tid tilovers. Den kommer ikke i anden række, efter dine personlige interesser. Den burde indtage førstepladsen. De, som ikke lader den komme først, har endnu ikke anlagt et nyt syn på tingenes værdi og er ikke ophørt med at lade sig forme efter den nuværende verden eller tingenes ordning. De sætter endnu ikke heltidstjenestens skat højere end verdens rigdomme. At du fremstiller dig for Gud betyder, at du helt overgiver dig til hans tjeneste. Det vil sige, at du bruger al din tid, dine kræfter, dine evner og dine midler til at gøre Guds vilje og ikke din egen vilje. Det er en hellig tjeneste, der er antagelig og velbehagelig for Gud. Men for at den kan være det, må du bruge din fornuft. Du må til fulde forstå, hvad det er, du gør, og hvorfor du gør det.

Ikke noget man kan tage sig let

6. a) Bør man kaste sig hovedkulds ud i heltidstjenesten? b) Hvilke hovedkrav stilles der blandt andet til dem, der skal udføre denne tjeneste, og hvorfor er disse krav nødvendige?

⁶ Såfremt du har gjort heltidstjenesten til din skat og givet den dit hjerte, vil du ønske at virke i den tjeneste. Men husk, at det er ikke noget, man kaster sig ud i på grund af et øjebliks opstemthed. Det er en værdifuld skat, man ikke kan omgås letsindigt og kun gribe for en tid. Inden den enkelte tager heltidstjenesten op, bør han derfor overveje dette skridt meget nøje. Han skal huske på, at de vanskeligheder, han kender fra deltidstjenesten, vil være mange gange større i heltidstjenesten. Han skal undersøge kravene til bunds og afgøre, hvorvidt han kan opfylde dem. Han skal beregne omkostningerne. Er de ham for høje? Skal han give afkald på for mange af sine personlige interesser og fornøjelser og for meget af sit jordiske gods? Det er en beslutning, der skal træffes på grundlag af kærligheden til Gud og villigheden til at tjene. Han må nære sand kærlighed til Jehova og til tjenesten for den Højeste, inden han så meget som giver sig til at tænke på at gribe efter denne skat. Han må være levende interesseret i tjenesten for Riget og i den teokratiske organisations vækst og udvikling. Han skal have et modent kendskab til de bibelske sandheder, der bibringes ham gennem denne organisation. Alt dette er påkrævet, fordi enhver, som tager heltidstjenesten op i lighed med apostlene, er en særlig repræsentant for organisationen. Andre vil forvente, at de har en moden forståelse af Bibelen og er et eksempel på nidkærhed i Rigets tjeneste.

7. Skal man betragte heltidstjenesten som en midlertidig beskæftigelse?

⁷ Når du først har taget dette skridt, skal du ikke træde tilbage igen. Heltidstjenesten for Gud er ikke en midlertidig beskæftigelse. Det er ikke en tjeneste, man udfører et par måneder eller et par år, for så at holde op når man er blevet træt af den. De trofaste, som i fortiden tog denne tjeneste op, holdt fast ved den trods mismod og genvordigheder. De tillod ikke sig selv at blive trætte, når de gjorde det rette og brugte al deres tid til det. (Gal. 6:9) Var de en gang gået ind til heltidstjenesten, blev de i den. I dag er tjenesten for Riget ikke lettere end de opgaver, Guds tjenere fik betroet dengang. Den medfører megen møje og besvær. Tag den derfor ikke op i den tro, at den er let, for så at holde op når du finder ud af, at det ikke er tilfældet.

Heltidstjenere kan udrette meget

8. Hvorfor er der brug for heltidstjenere?

⁸ I Jehovas jordiske organisation er der brug for mange heltidstjenere. Der er pålagt den et vældigt arbejde i forbindelse med Guds befaling om, at denne gode nyhed om Riget skal forkyndes ud over hele den beboede jord. Der er mange, vi skal nå ud til og undervise i Guds sandhedsord. Tusinder og atter tusinder lytter med velvilje til denne gode nyhed, men, som Jesus forudsagde: „Høsten er stor, men arbejderne er få.“ (Matt. 9:37) Der er brug for flere heltidsarbejdere til at tage sig af Herrens høst. Hvordan kan budskabet nå frem til folk i afsides egne eller i fjerne lande, medmindre Guds organisation har indviede tjenere, der er villige til at bruge al deres tid i Rigets tjeneste? I Apostlenes Gerninger 16:9 berettes der om, at apostelen Paulus havde et syn, hvori han så en makedonisk mand stå og bede: „Kom over til Makedonien og hjælp os!“ Eftersom Paulus tjente Jehova hele sin tid, var han fri til at drage til dette land for der at lede de retsindige ind på livets vej. Han tænkte ikke på sig selv eller på sine egne interesser. Han havde Jehovas interesser på sinde og var villig til at drage, hvorhen han end blev sendt.

9. Hvad venter Jehova af dem, som griber denne skat?

⁹ En sådan lydighed og villighed til at tjene venter Jehova Gud hos enhver, som griber heltidstjenestens skat og gør den til sin. De stivsindede og selvrådige er intet værd for ham. Han ønsker tjenere, der fryder sig over at gøre hans vilje og med glæde adlyder enhver instruktion, der bliver givet dem gennem den teokratiske organisation. Ligesom Kristus var ydmyg og lydig, således skal hans efterfølgere være det. De skal være villige til at tage hen, hvor som helst organisationen sender dem. De bør lægge samme villighed for dagen som profeten Esajas, der sagde: „Her er jeg, send mig!“ (Es. 6:8) Enhver, der har dette sindelag, er ivrig efter at gøre Jehovas vilje og vil ikke tøve med at tage imod større tjenesteprivilegier, når de tilbydes ham, som for eksempel dem, der følger med pionertjenesten.

10. Hvorfor må en pioner organisere sine personlige forhold?

¹⁰ Når man som pioner er optaget i heltidstjenesten, har man meget lidt tid tilovers til personlige forehavender. Det er et arbejde, der kræver omhyggelig planlæggelse af ens tid. Pionerforkynderen må prædike fra hus til hus, aflægge genbesøg og lede bibelstudier i hjemmene. Han må nå det mål af timer, den teokratiske organisation har fastsat. Desuden skal han samarbejde med den lokale menighed af Jehovas indviede tjenere ved at hjælpe dem, som har brug for assistance i Rigets tjeneste. Nogle pionerer får måske poster som tilsynsmænd i menighederne, alt sammen yderligere tjenesteprivilegier. De må være de første til at vise kærlighed, barmhjertighed og forståelse. Det er nødvendigt, at de gennem et personligt studium holder sig à jour med alt, og at de også sørger for deres egne fornødenheder, hvilket måske medfører, at de har deltidsbeskæftigelse. For at kunne klare et så stramt program må pionerforkynderen organisere sine personlige forhold. Han må på forhånd planlægge hver eneste dag. Vi ser altså, at heltidstjeneste som pioner ikke er en let sag. Det er hårdt arbejde og kræver derfor mænd og kvinder, som har en moden forståelse af Bibelen, hvem det er en glæde at forkynde Jehovas pris, og som ikke er bange for at bestille noget.

11. Hvilke udsigter har den flittige pioner, og hvordan kan han forberede sig dertil?

¹¹ Den heltidstjener, der viser sig at være en flittig pioner, har udsigt til at blive inviteret til bibelskolen Gilead, hvor han modtager særlig uddannelse til forkyndergerningen. Her vil han modtage videregående undervisning i Bibelen og blive oplært i at udføre tjenesten for Riget i andre lande. Han bliver således forberedt til at udføre en særlig tjeneste for Jehovas organisation på næsten samme måde som apostelen Paulus. På Gilead lærer han større påskønnelse af organisationen, han får en klarere opfattelse af, hvordan den fungerer, af behovet for den og af sit eget forhold til den. Eftersom hensigten med et ophold på Gilead er at udvide den enkelte forkynders kundskab om Bibelens sandheder og hans forståelse af dem, kan han ikke forberede sig på nogen bedre måde end ved flittigt at studere de publikationer, der regelmæssigt tilvejebringes af den teokratiske organisation. Han skal holde sig à jour med den sidste åndelige føde, der kommer fra Jehovas bord.

12. Hvordan bør en elev, der er udgået fra Gilead, betragte sin tildelte opgave?

¹² Når en elev udgår fra Gilead, skulle han have en langt dybere værdsættelse af heltidstjenestens skat. Han vil med glæde modtage et hvilket som helst distrikt, han får anvist, med det faste forsæt at blive der mindst tre år. Hvis han kommer hjem på besøg efter dette tidsrum, vil han ønske at vende tilbage til sin opgave i det fremmede og fortsætte der i heltidstjenesten for Jehova. Han vil gøre alt for at blive på den post, han har fået tildelt, uden hensyn til hvor ubehageligt eller nedslående det måtte være. Han vil ikke tænke på at forlade den, men altid huske på Guds trofaste tjenere i fortiden og deres enestående eksempel på standhaftighed i heltidstjenesten. Efterhånden vil han vænne sig til de fremmede omgivelser og den ejendommelige levemåde blandt befolkningen i hans tildelte distrikt, såfremt han indstiller sig på det. Med tiden vil han betragte stedet som sit hjem og erfare, at den nye verdens samfunds medlemmer er lige så elskelige der som i andre lande.

Tjeneste på betel

13. Forklar formålet med betel.

¹³ For at tjenesten for Riget kan være organiseret, og for at indviede kristne til stadighed kan være forsynet med bibler og bibelhåndbøger, har den teokratiske organisation fundet det nødvendigt at oprette såkaldte „betelhjem“ ud over hele verden. De forkyndere, som lever og arbejder i disse hjem, er sådanne, som har grebet heltidstjenestens skat. De bruger al deres tid til at varetage Jehovas interesser. I hvilket land et betelhjem, det er betegnelsen på Vagttaarnets Selskabs afdelingskontorer, end er beliggende, udgør det centrum for den teokratiske aktivitet i det pågældende land. Det er indviet til den Højestes tjeneste og er i sandhed „Guds hus“, hvad navnet „Betel“ også betyder.

14, 15. Hvordan bør man se på betel?

¹⁴ Når en indviet kristen tager heltidstjenesten op, vælger han måske at tjene i et betelhjem. Hvis han opfylder kravene, og hans ansøgning accepteres, træder han ind i en vidunderlig gren af heltidstjenesten. Men for rigtig at kunne påskønne betel må han betragte Jehovas organisation som en helhed og forstå, hvilket livsvigtigt led betel udgør i den. Han må ikke tænke sig betel som et kloster, hvor man lever en tilbagetrukken tilværelse i bestandig meditation og bøn. Det er langt fra tilfældet. Det er tværtimod et sted, hvor der er livlig aktivitet. Det er et sted, hvor man venter, at hver enkelt er produktiv, ikke lediggænger. Den enkelte skal ikke alene udføre sine tildelte pligter her, men han skal også være aktiv i forkyndelsen af den gode nyhed om Riget.

¹⁵ Alle, der er kommet ind i den nye verdens samfund, bør have den rette forståelse af betel. De, der tror, at betel er et godt sted at få ligegyldige eller genstridige børn opdraget, må ændre deres opfattelse, for det er ikke betels opgave. Det er Guds hus, et sted, hvor indviede Jehovas tjenere bruger al deres tid til at ære og prise ham samt til at tjene den kristne organisations interesser. Det er ikke en skole til opdragelse af vanskelige børn. Hensigten med betel er ikke at gøre det arbejde, forældre har undladt at gøre. De, der kommer ind på betel, skal være tjenere, der repræsenterer Jehovas vidner, som de findes over hele verden. Det må være sådanne, som den teokratiske organisation kan være glad for at have på så ansvarsfuld en tjenestepost.

16, 17. a) Med hvilken indstilling bør man tage tjenesten på betel op? b) Hvor længe skal man blive der?

¹⁶ Beteltjenesten er ikke noget, man skal tage sig let. Ingen skal ansøge om at komme ind på betel med den indstilling, at de bare vil prøve, hvordan det er. Det er en heltidstjeneste, der udføres dér, og man skal melde sig til den fast besluttet på at fortsætte i den. Hvis du blev opfordret til at tjene i Jehovas himmelske højsale, ville du så sige: „Ja, jeg kan da prøve det og se, om jeg bryder mig om det“? Der er måske meget andet, du hellere ville gøre end at tage heltidstjenesten for Riget op, eftersom det er et hårdt arbejde, men det er ikke det, det kommer an på. Det er din pligt, dit ansvar, at tjene Jehova, for det er jo det, du er gået ind på, såfremt du har indviet dig til ham. De, som giver sig selv til heltidstjenesten, må derfor gøre det, fordi de elsker den store Suveræn og ønsker at tjene ham som hans træl. Hvis du stiller dig til rådighed som Jehovas træl, er det ikke længer et spørgsmål om, hvad der behager dig, men hvad der behager ham. Beteltjenesten er altså ikke noget, man bare prøver. Den er et velsignet tjenesteprivilegium, der bør skattes højt og vises den dybeste respekt.

¹⁷ Den omstændighed, at en broder ikke synes, at betel er, hvad han havde ventet, er ingen grund til at forlade det efter at have arbejdet der nogle dage, et par uger eller et par måneder. Den, der kommer ind på betel, bør komme med den faste beslutning, at han vil blive der mindst tre år, uden hensyn til hvor mange prøver han måtte blive udsat for. I betelansøgningen står der udtrykkeligt: Hvis din ansøgning accepteres og du antages til beteltjeneste, vil du så trofast blive ved din tildelte opgave i tre år eller længere? Svarer en ansøger ja, bør han mene ja. Husk, hvad Prædikeren 5:3 siger: „Når du giver Gud et løfte, så tøv ikke med at holde det! Thi der er ingen glæde ved dårer. Hvad du lover, skal du holde.“ Det vil sige, at den teokratiske organisation venter, at betelansøgerne er retskafne mennesker, der vil holde deres løfte om at tjene mindst tre år i heltidstjenesten på betel. Naturligvis håber man, at han vil blive meget længere i denne specielle gren af heltidstjenesten. Et livs tjeneste på betel er det egentlige mål, og mange trofaste kristne har nået det.

Mange prøver

18. a) Hvad må heltidstjeneren vente? b) Nævn eksempler på sådanne, som havde grund til at være modløse, men ikke forlod deres post.

¹⁸ Det må huskes, at når et menneske tager heltidstjenesten for Skaberen op, vil der komme mange prøver på hans vej. Sådan gik det med fortidens trofaste mænd, der greb denne skat, og sådan kan vi forvente, at det vil gå i dag. Det blev endogså forudsagt af apostelen Paulus, der udtalte: „I virkeligheden vil alle de, som ønsker at leve et gudfrygtigt liv i fællesskab med Kristus Jesus, også blive forfulgt.“ (2 Tim. 3:12, NW) Men den forfølgelse, man udsættes for, fordi man forkynder den gode nyhed om Riget og holder fast ved den kristne retskaffenhed, er kun én af de mange prøver, en heltidstjener har at kæmpe med. For eksempel er mismod en af de prøver, pionerer og missionærer bestandig må slås med. At arbejde dag ud og dag ind og kun opnå små eller slet ingen resultater er meget nedslående, og der er en naturlig tilbøjelighed til at sige: „Hvad kan det nytte?“ Det er præcis den slutning, Satan vil have, du skal komme til. Han ønsker ikke, at du skal tjene Jehova hverken i heltids- eller deltidstjenesten. Han vil, at du skal holde op. Men tænk på, hvor forstemmende det må have været for Noa, der prædikede i fyrre eller halvtreds år uden ringeste resultat, lige med undtagelse af, at hans nærmeste familie troede ham. Gjorde det ham så modfalden, at han forlod heltidstjenesten for Jehova? Gav han slip på denne herlige skat, fordi hans samtidige ikke reagerede på hans forkyndelse? Og hvad med Jeremias? Gud fortalte ham, selv før han begyndte at prædike, at folket ikke ville lytte til ham. Sagde Jeremias: „Hvad kan det så nytte?“ Lod han sig bringe til tavshed af mismod? Lod han opgaven ligge med en bemærkning til Gud om, at det var det rene tidsspilde? Nej, vist ikke. Han holdt ud i lighed med Noa. Disse to trofaste mænd vidste, at de gjorde Guds vilje og tjente hans interesser, skønt de prædikede for døve ører. Ved at blive på deres post trods den ligegyldighed, de mødte, beviste de deres retskaffenhed.

19, 20. Hvad kræves der for at holde ud i heltidstjenesten?

¹⁹ Men hvordan med dig? Hvis du er en af dem, som har indviet sig til at tjene den Højeste og fået heltidstjenestens skat i eje, værdsætter du da denne skat så højt, at du kunne prædike i fyrre eller halvtreds år uden at give slip på den, selv om ingen lyttede til dit budskab? Kunne du tage til et distrikt, hvor du på forhånd vidste, at ikke en eneste ville give agt på dit advarselsbudskab, og blive der i årevis uden at give op? Det kræver mod. Det kræver beslutsomhed. Det kræver påskønnelse af tjenesten for Jehova. Det kræver sand kærlighed til ham. Jehovas tjenere i fortiden ejede disse egenskaber. Gør du det?

²⁰ Vi må ikke holde op med at gøre det rette, „thi vi skal høste til sin tid, såfremt vi ikke giver tabt“. (Gal. 6:9) For ikke at give tabt må den enkelte bestandig studere Guds ord og tænke og grunde over det. Han må ikke alene lade tankerne dvæle ved de vidunderlige velsignelser, Jehova har lovet dem, som holder ud i trofast tjeneste, men hans tanker skal hente næring i de storslåede eksempler på standhaftighed, der er at finde i Bibelen. Hvis mennesker i tidligere tider kunne holde ud under prøver og nedslående forhold, kan du også. De var mennesker akkurat som du. I 1 Korinter 15:58 (NW) giver apostelen Paulus denne sunde formaning: „Derfor, mine elskede brødre, bliv faste, urokkelige, hav altid fuldt op at gøre i Herrens arbejde, idet I ved, at jeres møje ikke er forgæves i forbindelse med Herren.“ Selv om din forkyndelse ikke ser ud til at bære frugt, er din møje aldrig forgæves. Din daglige tjeneste er et lovprisningsoffer til Jehova, og det er i sig selv tilstrækkelig grund til at fortsætte standhaftigt i heltidstjenesten.

21. Hvad er der sket med nogle heltidstjenere, og hvilket spørgsmål afføder dette?

²¹ Guds tjenere vil uvægerlig blive udsat for mange vanskeligheder og fristelser. Men lod Kristus og andre trofaste mænd sådanne genvordigheder berøve dem heltidstjenestens skat? Deres hu stod kun til dette ene: trofast at tjene Jehova. Intet lod de sig hindre af. I dag findes der nogle, der som pionerer engang ejede denne heltidstjenestens skat, men ikke havde det rette sindelag. De lod deres verdslige deltidsbeskæftigelse lokke dem, så de ophørte med pionergerningen for at bruge al deres tid til verdsligt arbejde. Hvad hænger deres hjerter nu ved? Hænger det ved at gøre Guds vilje eller deres egen vilje? Er deres skat materielle rigdomme eller heltidstjenesten? Da vi ved, Satan anklager os for, at vi elsker os selv mere end Gud, ønsker vi ikke at give ham mindste begrundelse for denne anklage.

22. Hvilke ransagende spørgsmål kan den enkelte stille sig selv?

²² Såfremt du er en indviet Guds tjener og fri for forpligtelser eller har mulighed for at gøre dig fri af dem, hvorfor har du så ikke gjort heltidstjenestens skat til din? Tjener du Jehova Gud af kærlighed eller af selviske grunde, således som Satan påstår? Tjener du Gud af kærlighed, hvorfor undlader du da at yde ham heltidstjeneste, når det er muligt for dig? Er denne skat ikke noget for dig? Er den kun for andre? Er tanken om at tjene den store Livgiver al din tid dig ubehagelig? Holder du dig tilbage, fordi du ikke finder glæde i at gøre Guds vilje hele tiden?

23. Hvad skal den, som griber heltidstjenestens skat, beslutte sig til at gøre?

Spørgsmål fra læserne

● Hvad er de urene inspirerede udtalelser, der er omtalt i Åbenbaringen 16:13, NW, og hvem er dragen, vilddyret og den falske profet, ud af hvis mund disse udtalelser kommer? — M. Q., de Forenede Stater.

Åbenbaringen 16:13, NW, siger: „Og jeg så tre urene inspirerede udtalelser, der lignede frøer, komme ud af dragens mund og ud af vilddyrets mund og ud af den falske profets mund.“ Af tidligere kapitler i Åbenbaringsbogen fremgår det, hvem dragen, vilddyret og den falske profet er. Åbenbaringen 12:3, 9 viser, at dragen er ildrød og har syv hoveder og ti horn, og at den er „Urslangen, som kaldes Djævelen og Satan, der vildleder hele den beboede jord“. (NW) Åbenbaringen 13, versene 1 og 2 (NW), taler om „et vilddyr, som stiger op af havet, det havde ti horn og syv hoveder“. Dette vilddyr er Satans synlige organisation, som er steget op af menneskehavet og har fjernet sig fra Gud; og det er i sin fremtræden nøjagtig som dragen, hvis ondskab det efterligner og genspejler, og fra hvem det også får sin magt: „Og dragen gav dyret dets magt og dets trone og stor myndighed.“ Et af vilddyrets syv hoveder, som hver især repræsenterer en af de syv verdensmagter, beskrives derefter mere detaljeret som et dyr, der „havde to horn ligesom et lam, men det begyndte at tale som en drage“, og fik „dem, der bor på jorden, til at lave et billede af vilddyret“. (Åb. 13:11-15, NW) Dette tohornede dyr er den syvende verdensmagt, den anglo-amerikanske verdensmagt, og det fik jordens nationer til at lave et „billede af vilddyret“, nemlig Folkeforbundet og senere de Forenede Nationer, og gav højlydt rige løfter med hensyn til, hvad disse internationale politiske organisationer ville udrette i retning af at oprette verdensfred. Da disse løfter aldrig blev opfyldt, viste det sig, at dette tohornede dyr, der fremstod, som om det var et lam, men i virkeligheden talte på dragens vegne, var en falsk profet, og fra det tidspunkt omtaler Åbenbaringsbogen det som „den falske profet“ i kapitlerne 16:13; 19:20 og 20:10.

De urene inspirerede udtalelser, som kommer ud af dragens, Satans og hans synlige repræsentanters, dyrets og den falske profets mund, „er i virkeligheden dæmoninspirerede udtalelser og gør tegn; og de går ud til kongerne på hele den beboede jord for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag. Og de samlede dem på det sted, der på hebraisk kaldes Har-Magedon“. (Åb. 16:14, 16, NW) Når disse udtalelser sammenlignes med frøer, viser det, at de er urene i Jehovas øjne, på samme måde som frøer var urene for hans folk Israel. De er Satans praleriske udsagn gennem hans synlige organisationer, vilddyret og den falske profet. Frøer er små; men de laver ikke desto mindre en larm, der giver genlyd, og de her nævnte frøer forkynder ting, som vender nationerne i opposition mod Gud.

Om dette emne siger bogen „Nye Himle og En Ny Jord“: „De inspirerede udtalelser, der stammer fra Dragen Satan og høres gennem hans synlige organisationer, dyret og den falske profet, er urene i Guds øjne som slimede frøer. Med deres store munde kvækker de svulstige ord om fred og sikkerhed. De frembringer tegn som Folkeforbundet og de Forenede Nationer samt regionale traktatlige organisationer og ideologiske blokke. Hvad de i virkeligheden fører „kongerne“ (herskerne) på hele den beboede jord frem mod, er alle tiders største krig, ikke bare en tredje verdenskrig med brintbomber, men en universel krig, i hvilken både himmel og jord, de usynlige og de syndige dele, er impliceret. Det er „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“! Dette medfører, som det ildevarslende antydes, ulykke og sørgeligt nederlag for kristenheden og den øvrige dæmondyrkende verden.“

Hvis yderligere oplysning ønskes med hensyn til identifikationen af dragen, vilddyret og den falske profet samt de urene inspirerede udtalelser, som kommer ud af deres mund, se da „Nye Himle og En Ny Jord“, siderne 300-303.

● Hvad menes der med en symbolsk opfyldelse af påbudet om at opfylde jorden? Vil opfyldelsen ikke blive mere end blot symbolsk? — A. L., de Forenede Stater.

Menneskehedens store masse, „de, som har øvet det onde“, vil ikke gennem en opstandelse blive bragt frem i den nye verden, før tusindårsriget er på et fremskredet stadium, og paradisiske tilstande råder på hele jorden. (Joh. 5:28, 29; Luk. 23:43) Det er dem, der overlever Harmagedon, der vil være med til at efterkomme befalingen om at blive frugtbare og mangfoldige og opfylde jorden med et retfærdigt afkom. Men opfyldelsen af dette påbud kan ikke forstås således, at de skal befolke jorden i hele dens udstrækning, for så ville der ikke blive plads til de skarer af opstandne, som skal komme frem. — 1 Mos. 1:28.

Derfor kan det siges, at opfyldelsen af det guddommelige påbud snarere er en symbolsk end en fuldstændig opfyldelse. Den vil udgøre et symbol på, hvad Gud kunne gennemføre. Den vil demonstrere Jehovas magt til at befolke