anskuelser — værdifulde baggrundsoplysninger. Men i det store og hele ser det ud til at de ofrede mindre opmærksomhed på nøjagtige tidsangivelser.

Henvisninger

1 The Encyclopædia Britannica, 11, udgave, bind 28, side 886.

2 Ibid., 9. udgave, bind 24, side 721.

3 Ibid., 9. udgave, bind 6, side 599.

4 Ibid., 11. udgave, bind 28, side 894.

Over 10.000 flere i heltidstjenesten!

DA Jehovas vidner begyndte at læse årbogen for 1969 med de resultater der er nået i forkyndelsen i 1968, frydede de sig. På siderne mellem det lysebrune bind fortaltes begejstret om forøgelse efter forøgelse. Disse glædelige resultater som deres øjne mødte, var for dem et vidnesbyrd om at Jehova Gud havde velsignet deres bestræbelser for at gøre hans hensigter kendt på hele jorden.

Noget af det mest opmuntrende på sidste års rapport var den store fremgang i antallet af forkyndere der har lagt deres tilværelse sådan til rette at de kan deltage i forkyndelsen på heltidsbasis for en kortere eller længere tid. Tænk engang, hver måned var der i gennemsnit 63.871 der begejstret tog del i dette udvidede forkyndelsesarbejde! Det er gennemsnitlig hver måned 10.107 flere end i 1967. Denne forøgelse genspejler ikke blot en normal vækst. Det viser sammenligninger med tidligere års forøgelse i antal heltidsforkyndere. Sidste års fremgang er noget ganske enestående!

Vi kan for eksempel se på året 1964. Fremgangen i antal heltidsforkyndere i forhold til 1963 var på 3913. Fremgangen i 1965 var på 4915 i forhold til 1964. I 1967 var der 6000 flere heltidsforkyndere end i 1966. Så når Jehovas vidner læser at der i 1968 var 10.107 flere heltidsforkyndere, fyldes de af glæde over at se så mange gå helhjertet ind i det vigtige arbejde for Guds sag i dag. Ønsket om at gøre en større indsats i høstarbejdet er lige så stærkt i dag som på Jesu tid. Jehova Gud har hørt bønnen om at sende flere arbejdere ud til sin „høst“. Han har gjort det ved med sin ånd at tilskynde tusinder til at bruge mere tid i tjenesten på arbejdsmarken. — Matt. 9:37, 38.

Der er ingen tvivl om at Jehovas vidner tilskyndes af Guds hellige ånd. Deres arbejde vidner om det. De gør sig store anstrengelser for at få den gode nyhed om Guds rige forkyndt på hele jorden før enden kommer. Blandt dem er der nogle der er frie og ubundne og som derfor gerne vil bruge al deres tid i dette presserende arbejde. Mange unge er rejst hjemmefra for at tjene som missionærer i fremmede lande. Andre, deriblandt hele familier, er brudt op med hus og hjem og har slået sig ned i egne hvor der er meget få eller slet ingen Jehovas vidner. Atter andre har lagt deres forhold sådan til rette at de kan bruge mere tid i forkyndelsen i deres egen hjemegn. Uanset hvor de arbejder, velsigner Jehova deres bestræbelser og de erfarer mange åndelige glæder.

Hvorfor de har gjort det

Det kræver tilrettelægning og offervilje at gå ind i heltidstjenernes rækker. Det betyder en omlægning af ens daglige tilværelse. Ofte betyder det at man må tage tid fra mindre vigtige ting for at kunne koncentrere sig om det langt vigtigere forkyndelsesarbejde. Ja, det betyder at man må undvære visse goder og bekvemmeligheder, at man må nøjes med mindre med hensyn til visse fornøjelser. Men disse tjenere for Jehova har med glæde bragt disse ofre, og mange flere tænker på at gøre det. De har apostelen Paulus’ indstilling til denne verden og hvad den kan tilbyde. — Fil. 3:8.

Dette gør dem dog ikke til asketer. Måske du har haft lejlighed til at være sammen med nogle af dem. I så fald har du ikke kunnet undgå at lægge mærke til den glæde og tillid de udstråler. De er pænt klædt, ikke lasede. De berøver ikke sig selv livets fornødenheder, men lever heller ikke i overflod. De er tilfredse med at have føde og klæder og lægger vægten på de langt større glæder de opnår ved at vise gudsfrygt. (1 Tim. 6:6-8) De kunne godt have brugt deres tid til at tjene penge og tilfredsstille kødets begæringer, men de ved at det er der ingen sand lykke forbundet med. De har vurderet tingene omhyggeligt og ved hvad der er det klogeste og hvad der har størst værdi i disse kritiske tider. I heltidstjenesten samler de sig på en i høj grad praktisk måde skatte i himmelen, skatte som hverken møl eller rust kan fortære, og som ikke kan miste deres værdi ved en inflation. — Matt. 6:19, 20.

På en af øerne i De nederlandske Antiller er der en kvinde, moder til fem børn, der trods sine familieforpligtelser er heltidsforkynder. Da hun ventede sit sjette barn fortsatte hun i heltidstjenesten. I dette land betragtes en gravid kvinde af mange som særlig velsignet af Gud, og når hun talte med folk var der derfor mange som hørte på hende af respekt for hendes tilstand. Muligvis har hendes arbejde givet større resultater i denne tid end ellers. Hendes uafbrudte og nidkære arbejde i heltidstjenesten har skænket hende mange velsignelser.

På øen Grenada (Små Antiller) er der tre unge forkyndere hvoraf de to havde betroede stillinger i virksomheder der gav løfte om forfremmelse og god løn. Den tredje fik tilbud om et ophold på et af de kendte universiteter i Canada. De overvejede omhyggeligt hvad de burde gøre, og traf så deres beslutning. Hvad gjorde de? De gik alle ind i heltidstjenesten og arbejder nu sammen med menigheder der har brug for deres hjælp. De valgte klogeligt at give afkald på denne verdens goder for at befæste deres kærlighed til Jehova og deres kristne brødre.

En af dem skrev om den beslutning han havde truffet: „Jeg nærer ingen tvivl om at jeg har valgt det rette. Jeg er overbevist om at det er det bedste valg jeg har truffet og at det vil medføre Jehovas velsignelse at forblive trofast mod denne beslutning om at tjene ham al min tid. . . . Jeg ved at der findes intet bedre, ja intet der er halvt så godt, som det jeg har fundet i Bibelen, og det er mit ønske at dele det med andre.“ I sandhed en beundringsværdig indstilling!

Heltidsforkyndere for en kortere tid

Det er ikke alle Jehovas vidner der har mulighed for at gå ind i heltidstjenesten på ubestemt tid. Dog nærer også de et stærkt ønske om at gøre mere, og dette ønske får de opfyldt. Hvordan? Tusinder har gjort det hvert år ved at lægge deres forhold sådan til rette at de kan bruge en del af deres tid i årets løb i heltidsforkyndelsen. De bruger to uger eller måske en måned eller mere i denne lykkelige gerning. På denne måde har også de mulighed for at yde deres medmennesker den bedste hjælp der gives.

På øen Ponape i Stillehavet lagde to svigerinder der bor sammen, en plan hvorefter de begge kunne bruge to uger i heltidsforkyndelsen. I de to første uger af april gik den ene ud i tjenesten, og i de sidste to uger var det den andens tur. Mens den ene var ude i forkyndelsen, sørgede den anden for at lave maden, og ved dette samarbejde klarede de deres huslige pligter mens de forøgede deres andel i vidnearbejdet. På denne samme ø var der en anden forkynder som brugte sin ferie i forkyndelsen. I seks uger inden april arbejdede han hver lørdag på sit verdslige arbejde for at samle tilstrækkelig tid sammen til at han kunne bruge to uger i den kristne tjeneste. Virkelig en tro som vil have Guds velbehag!

De der er oppe i årene har heller ikke holdt sig tilbage. I Argentina brugte en mand på syvoghalvfjerds sin ferie i dette arbejde. Han var et godt eksempel for de yngre i menigheden. I Brasilien tog to ældre forkyndere heltidstjenesten op for en kortere tid og sluttede sig til en gruppe heltidsforkyndere. De kørte alle til et distrikt hvortil der var en tre timer lang busrejse. Selv om de var trætte da de kom hjem, var de indstillet på at vende tilbage en anden dag.

Ja, disse heltidsforkyndere — i gennemsnit 10.107 flere hver måned i 1968 — føjede deres røster til det lovprisningskor der nu høres i 200 lande og områder i verden. De glæder sig over at de har kunnet gøre lidt mere end det sædvanlige og på denne måde været med til at hjælpe deres brødre og søstre i dette store arbejde. Er du en af dem der var med i denne udvidede tjeneste i marts og april i år? Hvis ikke du endnu har prøvet, hvorfor så ikke overveje det i de kommende måneder? Hvis du er ung og fri, hvorfor så ikke tænke alvorligt over at vælge heltidstjenesten som din karriere? Der er et stort arbejde at gøre og meget at opnå ved at deltage i denne glædebringende gerning på heltidsbasis.

De tusinder der strømmer til Guds organisation for at lære hans hensigter at kende, kræver omsorg og pleje. Der er behov for flere og flere heltidsforkyndere. De der helhjertet efterkommer opfordringen vil modtage en overflod af de velsignelser der nu kommer fra Jehovas gavmilde hænder.

Spørgsmål fra læserne

● Hvad mente apostelen Paulus da han i Første Timoteusbrev 2:15 skrev at kvinden skulle „frelses under opfyldelse af sit moderkald“? — B. G., Chile.

Under inspiration talte Paulus om den rette indstilling og beskæftigelse for kvinder. Det er en sund og beskyttende opgave for kristne hustruer at tage sig af deres børn. Paulus skrev (ifølge New World Translation): „Hun vil imidlertid blive bevaret ved at føde børn, hvis de da fortsætter i tro og kærlighed og helliggørelse sammen med et sundt sind.“ — 1 Tim. 2:15.

R. A. Knox’ oversættelse gengiver verset på en sådan måde at det giver rum for den tanke at det at føde børn i sig selv vil føre til en kvindes evige frelse. Men dette kan ikke være meningen. Mange andre skriftsteder viser for både mænds og kvinders vedkommende at skal man opnå evig frelse, må man tro på Herren Jesus, have nøjagtig kundskab og udøve tro. — Ap. G. 16:30, 31; Joh. 17:3, NW; Rom. 10:10.

Andre oversættelser giver det indtryk at der her gives løfte om at Gud vil bevare alle sine kvindelige tjenere i live under en barnefødsel. (Moffatt, New American Standard Bible) Dog havde det ikke været sådan i hvert eneste tilfælde indtil da, og det har heller ikke været sådan siden. (1 Mos. 35:16-18) Troende og ikke-troende har overlevet en fødsel, og troende og ikke-troende er døde under en fødsel. Det betyder derfor ikke at kvinden vil blive bevaret under en fødsel. Det betyder at kvinderne vil blive bevaret ved at føde børn og ved at varetage de pligter der følger med dette, forudsat at de også lægger tro, kærlighed og et sundt sind for dagen.

Som allerede nævnt talte Paulus om den rette indstilling for kvinder og hvilke pligter de har. I menigheden bør de villigt underordne sig og forstå at de ikke skulle søge at udøve myndighed over mænd. Som et eksempel på de vanskeligheder der kan opstå når en kvinde ikke kender sin plads, anfører apostelen Eva. Hun løb foran Adam, blev bedraget og faldt i overtrædelse. — 1 Tim. 2:11-14.

Senere i det samme brev advarede Paulus kristne kvinder med hensyn til hvad de foretog sig. Nogle af de yngre enker var nemlig ’lediggængere og løb omkring i hjemmene’, og ikke nok med det, de var også ’sladdervorne og blandede sig i ting der ikke kom dem ved og førte utilbørlig snak’. Denne adfærd kunne føre til alle mulige vanskeligheder, deriblandt at de kunne komme til at give råd og træffe afgørelser i sager som det rettelig tilkom ægtemænd eller udnævnte tjenere i menigheden at tage bestemmelse om. Hvordan kunne disse unge enker beskyttes mod denne fare? En af de måder Paulus anbefalede var at de skulle „giftes, føde børn, [og] styre hus“. — 1 Tim. 5:11-15.

Følgelig mente Paulus, da han skrev at kvinderne ville „blive bevaret ved at føde børn“, at de skulle være beskæftiget med fornuftige sysler. Ved at styre hus og give sig selv i opdragelsen