Hvordan man søger fred

„Den, som vil elske livet . . . skal søge fred og jage efter den! Thi Herrens øjne hviler på retfærdige, og hans øren hører deres bøn.“ — 1 Pet. 3:10-12.

1. Hvordan vil alle gerne leve, og hvordan giver Salomons ordsprog udtryk for dette?

HVAD er livet værd hvis der ikke er fred? Hvem ønsker at leve, endog leve evigt, hvis freden mangler? Det er der i almindelighed ingen der gør. Hvis man skal leve i uro og plages af trættende forstyrrelser får man mest lyst til at flygte bort. Dette gav kong Salomon, der havde mange hustruer, en udmærket skildring af i Ordsprogenes bog: „En hustrus stridigheder er som et utæt tag der driver én bort.“ „Hellere bo i en krog på taget end fælles hus med trættekær kvinde.“ (Ordsp. 19:13, NW; 21:9) Selv om man bor i et stort, rummeligt hus foretrækker man at tage sin tilflugt til husets fjerneste krog for at undgå en der irriterer og forstyrrer.

2. Hvilke spørgsmål rejser der sig for dem der ønsker at leve, og hvordan er det gået til at vi i dag kan få svar på det presserende spørgsmål?

² Hvem kunne ikke ønske sig at leve i fred og se lykkelige dage netop nu hvor den rummelige jord ikke levner os en fjern krog hvortil vi kan flygte fra de bekymringer, farer og frygtelige virkninger som atombombe- og rumtidsalderen afføder? Ønsket om at leve i fred og se lykkelige dage er gammelt, ja uden tvivl har det været næret lige så længe som sorg og uretfærdighed har eksisteret på jorden. Lykkelig den mand der bragte emnet på bane; han gjorde det ikke i håbløshed og hjælpeløshed, for han var i stand til at give det rette og sikre svar på det presserende spørgsmål. Hans svar var værd at synge om under musikledsagelse og blev derfor medtaget i den inspirerede Salmernes bog. Det er blevet bevaret i over tre tusinde år, til gavn for os der i dag oplever verdenstrængsler, ulykker og frygt for at der skal komme endnu værre ting. Som en erfaren lærer der taler til sine elever sagde salmisten David, der blev konge i Jerusalem og fader til kong Salomon:

3. Hvordan bragte David spørgsmålet på bane og gav samtidig svaret derpå i en af sine salmer?

³ „Kom hid, børnlille, og hør på mig, jeg vil lære jer HERRENS [Jehovas] frygt. Om nogen attrår liv og ønsker sig dage for at skue lykke, så va’r din tunge for ondt, dine læber fra at tale svig; hold dig fra ondt og øv godt, slig fred og jag derefter. Mod dem, der gør ondt, er [Jehovas] åsyn for at slette deres minde af jorden; på retfærdige hviler hans øjne, hans øren hører deres råb.“ — Sl. 34:12-17.

4, 5. (a) Hvordan viste Peter at Davids ord også var vejledning for de kristne? (b) Hvilken formaning giver Peter vægt ved at citere Davids ord?

⁴ Ingen skulle i dag mene at dette råd kun gælder jøder. Mere end tusinde år efter kong David citerede en kristen apostel Davids ord og henvendte dem til kristne forskellige steder i provinsen Asien. Det var apostelen Simon Peter, der havde forladt den tids fordærvede jødedom eller jødiske religion og var gået over til den rene kristendom, som for nitten hundrede år siden blev grundlagt af Jesus Kristus. Ved at citere Davids inspirerede ord indførte apostelen Peter dem i De kristne Skrifter. Han viste derved at Davids ord også var vejledning for de kristne. Peter gjorde ligesom Jesus Kristus, der mange gange citerede Davids salmer og anvendte dem på kristendommen. I det første brev Peter skriver til de kristne formaner han dem til at være anderledes end kristenhedens tilhængere i dag, for kristenhedens handlinger har ikke ført til evigt liv med fred og lykkelige dage. Derfor citerer Peter Davids ord og siger:

⁵ „Endelig: Vær alle enssindede, medfølende, kærlige imod brødrene, barmhjertige, ydmyge; gengæld ikke ondt med ondt, eller skældsord med skældsord, men velsign derimod; thi til at arve velsignelse blev I kaldet. Thi [og her citerer han Davids ord] ’den, som vil elske livet og se lykkelige dage, skal holde sin tunge fra ondt og sine læber fra at tale svig; skal vende sig fra ondt og gøre godt; skal søge fred og jage efter den! Thi Herrensa øjne hviler på retfærdige, og hans øren hører deres bøn; men Herrens* åsyn er mod dem, der gør ondt’.“ — 1 Pet. 3:8-12.

6. Hvorfor kan det i vore dage falde svært at svare på spørgsmålet om vi elsker livet, men hvordan sagde Jesus at de kristne skulle se på de begivenheder og forhold der er indtruffet siden 1914 e. Kr.?

⁶ Glæder vi os over livet? Elsker vi livet? Det kan måske falde svært at besvare sådanne spørgsmål nu hvor vor fremtidige tilværelse medfører at vi må løbe risikoen for at komme til at opleve de værste trængsler, den værste tid menneskeslægten har erfaret siden skabelsen, og hvor håbet om fortsat at bestå synes meget lille. Slaget ved Harmagedon, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ nærmer sig hastigt. (Åb. 16:14, 16) Men Guds store profet, der både forudsagde denne universelle krig og alle de frygtelige begivenheder der skulle gå forud, begyndende med 1914 e. Kr., opmuntrede sine sande efterfølgere til at se optimistisk på disse begivenheder og forhold: „Men når dette begynder at ske, da skal I rette jer og løfte jeres hoveder, thi jeres forløsning nærmer sig. . . . Se på figentræet og alle de andre træer; så snart I ser, at de springer ud, skønner I af jer selv, at nu er sommeren nær. Således kan I også skønne, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg Eder: denne slægt skal ikke forgå, før det er sket alt sammen.“ — Luk. 21:26, 28-32.

7. Hvorfor vil det være ret af os at ’ønske os dage for at skue lykke’?

⁷ Lykkelige dage, de lykkeligste dage, ligger foran os, og der vil være noget, ja alt, at leve for. Vi bør fryde os over livet, vi bør elske livet, for uden liv ville vi aldrig kunne glæde os over disse lykkelige dage under Guds oprettede rige. Derfor vil det også være ret af os at gøre som salmisten David sagde: ’Ønske os dage for at skue lykke.’

Fred med hvem?

8. Hvad må vi søge hvis vor glæde over og kærlighed til livet skal fuldkommes, og med hvem?

⁸ Hvis vi imidlertid ønsker at vor glæde over livet, vor kærlighed til det, skal bringes til fuldkommenhed, må vi som David og apostelen Peter siger først søge og finde fred. Straks rejser spørgsmålet sig: Fred med hvem? Fred med mennesker, med vore medmennesker? Ja. Men det er ikke muligt medmindre vi opnår fred med en ganske bestemt først. Når der ikke er fred mellem kristenhedens nationer, stammer og slægter er det fordi den ikke har opnået fred med denne person. Med hvem er det at det er så vigtigt at slutte fred? Dette blev understreget meget rigtigt af den berømte britiske statsmand fra det attende århundrede, William Pitt, jarlen af Chatham, da han til sin nevø sagde: „Hvis du ikke handler ret over for Gud kan du heller ikke gøre det over for mennesker; og dette vil til enhver tid være sandt hvad enten høj og lav nu vil sige ja til det eller ej.“

9. (a) Hvad kræves der for at man kan leve i fred med mennesker, og hvordan sagde David og Peter mere herom end statsmanden William Pitt gjorde? (b) Hvad vil vi derfor tage imod, og hvorfor ønsker vi ikke at Guds åsyn skal være vendt imod os?

⁹ Lige så sandt er det at har man ikke fred med Gud, kan man heller ikke have fred med mennesker, Guds skaberværk. Både salmisten David og apostelen Peter udtrykte det samme, dog med mere end tusind års mellemrum. De to sagde i virkeligheden mere end William Pitt, for de identificerede eller navngav den Gud med hvem vi allerførst må slutte fred. Som bevis for at det er absolut nødvendigt først at finde fred med Gud, gik David videre i sin opfordring til at søge, finde og jage efter fred, idet han i de næste vers sagde: „Mod dem, der gør ondt, er HERRENS, [Jehovas] åsyn for at slette deres minde af jorden; på retfærdige hviler hans øjne, hans øren hører deres råb.“ Apostelen Peter citerer versene fra Davids salme i samme rækkefølge som David nævner dem. Endvidere følger Davids vejledning om hvordan man kan glæde sig over lykkelige dage lige efter hans formaning til dem der elsker livet: „Kom hid, børnlille, og hør på mig, jeg vil lære jer [Jehovas] frygt.“ Hvis vi forstandigt frygter Gud, hvis navn er Jehova, vil vi først og fremmest ønske at søge fred med ham, og følgelig vil vi tage imod den belæring vi har brug for. Vi ønsker ikke at Jehovas åsyn skal være vendt imod os, for det vil betyde at vi mister livet, at vort minde bliver slettet af jorden, at vort navn bliver slettet ud.

10. Betyder ordene i Lukas 2:14 at hele menneskeheden har fred med Gud og ejer hans velbehag, og hvordan ved vi at vi forstår ordene rigtigt?

¹⁰ Men hvorfor er det med Jehova Gud vi må søge fred? Er det ikke sandt at en hærskare af engle ved Guds himmelske søn Jesu fødsel i Betlehem udtalte de ord som kristenheden synger om ved juletid: „Ære være Gud i det højeste! og fred på jorden! i mennesker velbehag!“? Jo! men som englene sang ordene betød de ikke at hele menneskeheden har fred med Gud og nyder hans velbehag. (Luk. 2:14, oversættelsen af 1907) Oversættelsen af 1948 gengiver englenes ord: „Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!“ Peter Schindlers oversættelse af Det nye Testamente siger: „Ære til Gud i de højeste Himle og paa Jord — Velfærd til Mennesker, som fortjener Guds Gunst!“ Vender vi os til udenlandske oversættelser finder vi at English Revised Version af 1881 og American Standard Version af 1901 her har: „På jorden fred blandt mennesker i hvem han har velbehag!“, mens ordene i An American Translation lyder: „Fred til de mennesker han begunstiger!“ Monsignor R. A. Knox’ katolske oversættelse lyder: „Fred på jorden til mennesker der er Guds venner.“ New World Translation siger i fodnoten til det omtalte vers: „På jorden fred blandt mennesker hvem han godkender.“ Jehova Gud har kun fred med de mennesker han begunstiger og godkender, og som derfor er hans venner. Det er kun på dem hans øjne hviler med gunst. Det er kun deres råb om hjælp hans ører er åbne for.

11. Hvorfor er det sådan når det første menneske dog var Guds direkte skaberværk?

¹¹ Hvordan kan det være? Er mennesket ikke Guds direkte skaberværk? Jo det fuldkomne menneske, Adam, var Guds direkte skaberværk. Jesu Kristi slægtsregister, der gengives i Lukas 3:23-38 og går tilbage til det første menneske på jorden, slutter derfor med ordene: „Søn af Adam, søn af Gud.“ Vi er imidlertid alle efterkommere af Adam efter at han havde syndet imod sin Skaber og mistet sin menneskelige fuldkommenhed. Oldtidens viseste konge, Salomon, sagde: „Der er intet menneske, som ikke synder.“ (1 Kong. 8:46) Også kong David sagde: „Afvegne er alle, til hobe fordærvede, ingen gør godt, end ikke een!“ (Sl. 14:3) Tusind år senere sagde den kristne apostel Paulus: „Der er ingen forskel. Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud . . . synden kom ind i verden ved eet menneske [Adam], og døden ved synden, og døden . . . trængte [således] igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“ (Rom. 3:22, 23; 5:12) Enten vi nu er jøder eller ikke-jøder er vi efterkommere af synderen Adam. Vi er således alle underlagt syndens lov, og vi står alle over for at skulle modtage den løn som synden betaler, nemlig døden. „Døden fik herredømme ved den ene, . . . thi syndens løn er døden.“ (Rom. 5:17; 6:23) Den kendsgerning at alle mennesker er døende beviser at alle synder imod Jehova Gud, der udtalte dødens fordømmelse.

12. Hvad var det synden brød i forholdet mellem mennesket og Gud, og hvilke skriftsteder viser hvem menneskene lyder?

¹² Det var synden der brød menneskets fred med Gud, menneskets rette forhold til Gud. Menneskene blev trælle af synden og af den onde åndeskabning som blev fader til synd i universet, Satan Djævelen, Jehova Guds ærkemodstander. Selvretfærdige mennesker bryder sig ikke om at man fortæller dem at de er trælle af syndens ophav, men de røber hvem de tjener når de adlyder ham. Guds ord siger: „Ved I ikke, at når I stiller jer til rådighed for en som lydige trælle, så er I trælle under ham, som I lyder, enten under synden til død eller under lydigheden [mod Gud] til retfærdighed?“ (Rom. 6:16) En af de bibelske bøger der blev skrevet sidst siger rent ud: „Hele verden er i den Ondes vold.“ (1 Joh. 5:19) Selv til de kristne blev der skrevet: „I var døde i jeres overtrædelser og synder, som I forhen vandrede i, ledede af denne verdens tidsånd og af herskeren over luftens rige, den åndemagt [Satan], som nu er virksom i ulydighedens børn. Til dem hørte vi også alle forhen, da vi fulgte vort køds lyster og gjorde, hvad kødet og tankerne ville, og af natur var vi vredens børn ligesom de andre.“ (Ef. 2:1-3) „Også jer, som engang var fremmede for ham og fjendske af sind i jeres onde gerninger, har han nu forligt.“ — Kol. 1:21.

13. Hvad trænger alle mennesker til i forholdet til Gud, i overensstemmelse med sendebudene Paulus’ og Timoteus’ indtrængende opfordring?

¹³ Hvis mennesker som ikke alene er kristne af navn men også af gavn, engang var fremmede for Gud og var hans fjender på grund af deres tanker og gerninger, så må alle mennesker der ikke er blevet sande kristne sandelig også være fremmede for Jehova Gud og være hans fjender. Disse må forliges med Gud, blive hans venner, hvis de længes efter at ophøre med at være „vredens børn“, tjenlige til udslettelse i den kommende krig på „Guds, den Almægtiges, store dag“. De må efterkomme den indtrængende opfordring som apostelen Paulus og hans ledsager i missionsmarken, Timoteus, fremsatte: „Alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus . . . og lod ordet om forligelsen lyde iblandt os. Vi er altså sendebud på Kristi vegne, som om Gud formaner ved os; vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud?“ — 2 Kor. 5:18-20.

14. Hvad betød det når man i gammel tid udsendte ambassadører, og hvilket usædvanligt er der ved de betingelser der blev stillet af den der udsendte Paulus og Timoteus?

¹⁴ Når der på Paulus’ og Timoteus’ tid blev udsendt ambassadører var det ikke tegn på at der bestod et fredeligt forhold imellem lande eller regeringer, men at der herskede fjendskab. Udsendingene opsøgte den fjendtligt indstillede part for at prøve at oprette et fredeligt forhold. Men i Paulus’ og Timoteus’ tilfælde var det ikke den svageste af de to parter der udsendte ambassadører. Det var den almægtige Gud, Jehova, der gjorde det. Derved viser Jehova at han er barmhjertig og har i sinde at skåne så mange som muligt af dem der lader sig forlige med ham, så de undgår ødelæggelse. Da Jehova er langt den stærkeste af de to parter, er det ham der åbner vejen til at opnå et fredeligt forhold til sig. Han siger derfor i Esajas 45:7: „Udvirke fred og skabe ulykke, jeg, Jehova, gør alt dette.“ (NW) Følgelig er det også ham og ikke os der dikterer fredsbetingelserne. Dog er hans betingelser ikke urimelige, men barmhjertige og overkommelige; og det vil være til vort eget bedste om vi taknemmeligt accepterer dem.

Hvordan man søger

15, 16. (a) Hvordan viser vi vor tro og oprigtighed i vor søgen efter fred med Gud, og hvem er vejen til fred? (b) Hvordan havde jøderne efter kødet søgt at komme i et ret forhold til Gud, men hvad måtte der til for at deres synder kunne blive sonet?

¹⁵ Hvad er så Guds betingelser? Hvordan kan vi som „vredens børn“ søge og finde fred med Jehova Gud? Hans fredsbetingelser står tydeligt nedskrevet i hans ord, De hellige Skrifter, Den hellige Bibel. Når vi søger fred med Gud handler vi ret, og vi viser vor tro og vor oprigtighed ved at studere hele Bibelen, ikke blot de gamle Hebraiske Skrifter som Jesus og hans apostle havde, men også De kristne græske Skrifter. Guds ord siger direkte at der kun er én vej ad hvilken vi kan blive forligt med Gud eller blive hans venner. Denne vej er hans elskede himmelske søn Jesus Kristus. Jehova Gud sendte denne søn fra himmelen ned til jorden, til Israels folk. Derfor fødtes denne søn på mirakuløs vis af en jødisk jomfru, og af fødsel blev han altså jøde, en israelit. I tre og et halvt år, eller fra år 29 e. Kr. til år 33 e. Kr., forkyndte han Guds rige udelukkende for israelitter, både offentligt og i hjemmene. De syndige israelitter eller jøder havde længe forsøgt at slippe fri for dødens fordømmelse ved at stræbe efter at holde Loven, som Gud kun havde givet til den jødiske nation; men da Loven var fuldkommen var det ikke muligt for jøderne at holde den.

¹⁶ Guds lov ved profeten Moses gjorde blot deres syndighed endnu mere åbenbar. Den fordømte udtrykkelig jøderne som syndere. Af den grund måtte de år efter år bringe dyreofre for at skaffe sig en billedlig renselse for synd og bevare pagtsforholdet med Jehova Gud. Hvad de behøvede var et offer af større værdi end dyreofre. De havde brug for at et fuldkomment menneske kunne bringes som et offer for dem og for hele den øvrige menneskeslægt.

17. Hvordan blev det nødvendige offer tilvejebragt, hvordan fik israelitterne kundskab herom, og hvordan tog de imod denne oplysning?

¹⁷ Hverken i eller uden for Israels nation fandtes der et menneske med et fuldkomment legeme og sind som var i stand til at bringe sig selv som et antageligt menneskeoffer. Derfor var Gud nødt til at sende sin himmelske søn, lade ham fødes som et fuldkomment menneskebarn med en himmelsk Fader, lade ham vokse op til en fuldkommen mand ligesom Adam i Edens have, og derefter lade ham ofre sig selv som det påkrævede fuldkomne menneskeoffer. Før Jesus Kristus døde og bragtes som offer for hele menneskeslægtens synder, forkyndte han, hans tolv apostle og halvfjerds andre evangelister for israelitterne i Palæstina. Israelitterne eller jøderne var således ikke ladt i uvidenhed om hvordan de skulle opnå varig fred med Gud. Der står skrevet: „Det er det ord, han sendte til Israels børn, da han forkyndte fred ved Jesus Kristus; han er alles Herre.“ (Ap. G. 10:36) Blandt millioner af jøder under Guds lov ved Moses var der kun en rest der tog imod budskabet og opnåede fred med Gud ved Jesus Kristus. De øvrige af jødefolket søgte selv at skabe det rette forhold til Gud, at blive regnet for retfærdige i hans øjne, ved stolt men forgæves at prøve på at opfylde Guds lov ved Moses med dens virkningsløse ofringer af dyr, der ikke kunne måle sig med ofringen af et menneske.

18. Hvordan viste Gud at han selv skabte betingelserne for og midlet til fred med sig selv, og hvad kaldes han derfor?

¹⁸ At det var Gud der skabte betingelserne for og midlet til at mennesker kunne opnå fred med ham, fremgår klart af at han sendte sin enbårne søn fra himmelen, for at denne som et fuldkomment menneske kunne bringes som et offer. „Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver, som tror [udøver tro, NW] på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ (Joh. 3:16) Ikke alene sendte Gud sin søn til jorden og lod ham dø for fjendehånd som et fuldkomment, syndfrit menneskeoffer, men han skabte også udvej for at værdien af dette offer kunne blive frembåret for Ham i himmelen til gavn for mennesker der ønskede fred med Gud. Hvordan gjorde Gud det? I sin almagt oprejste han Jesus Kristus fra de døde så denne atter blev en himmelsk, åndelig søn og vendte tilbage til himmelen. Jesus kunne således træde frem for Gud med værdien af sit offers livsblod, og nu kunne der sluttes en ny pagt, en fredens pagt. Ved at træffe en sådan foranstaltning til fred med menneskeslægten viste Jehova sig som fredens Gud. Med tanke specielt på dette kaldes han „fredens Gud, som førte fårenes store hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde med en evig pagts blod“. — Hebr. 13:20.

19. Hvad må vi have for at kunne være fuldt underrettede i vor søgen efter fred?

¹⁹ Vi kan derfor forstå hvorfor vi i vor søgen efter fred må have kundskab, nøjagtig kundskab, ikke alene om Jehova Gud men også om hans søn Jesus Kristus, hvem han ofrede i sin kærlighed til mennesker. Ved hjælp af de niogtredive hebraiske bøger af Den hellige Bibel jøderne har, kan de højst opnå en delvis kundskab. Og det er ikke nok. Den yderligere kundskab som findes i De kristne græske Skrifters syvogtyve bøger, der er nedskrevet af Jesu Kristi inspirerede jødiske efterfølgere, er også nødvendig hvis vi skal fuldstændiggøre vor kundskab og forståelse så den bliver nøjagtig. Hvis vi ikke har den nøjagtige kundskab, som ikke alene omfatter kundskab om Gud men også om Jesus, kan vi ikke sikre os den fred vi ønsker. Det er grunden til at den inspirerede bibelskribent Peter, da han udtrykte sin bøn for de fredssøgende mennesker som han sendte sit første brev til, skrev: „Må ufortjent godhed og fred blive mangfoldiggjort for jer [hvordan?] ved en nøjagtig kundskab [om hvad?] om Gud og vor Herre Jesus, da hans guddommelige magt frit har givet os alle de ting der har at gøre med liv og gudhengivenhed, ved den nøjagtige kundskab om ham som kaldte os ved herlighed og kraft.“ — 2 Pet. 1:2, 3, NW.

20. Hvad må vi anerkende i tro hvis vi ønsker at opnå fred med Gud?

²⁰ Vi kan søge så meget vi vil, men vi finder aldrig fred med Gud hvis vi ikke tilegner os nøjagtig kundskab om Jesus Kristus og antager det sonende syndoffer Gud tilvejebragte ved sin søn. Da jøderne kun har delvis kundskab prøver de selv på at skabe et retfærdigt forhold til Gud og ser bort fra den renselse for synd som Jesu offers blod udvirker for os. I stedet for at sætte vor lid til vore egne retfærdsgerninger i overensstemmelse med Loven som jøderne fik ved Moses, må vi tro fuldt og fast på Jesu Kristi offer, der borttager synd. Gør vi ikke det vil vi heller ikke opnå fred med Gud.

21. (a) Hvad har de kristne når de er blevet retfærdiggjorte? (b) Hvordan forudsagde Esajas nødvendigheden af Jesu offer, og hvad fører det til hvis vi sætter vor lid til Jesus?

²¹ Derfor skrev apostelen Paulus til de kristne der var blevet tilkendt retfærdighed i kraft af tro på Guds søn: „Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Så meget mere skal vi da, efter at vi nu er retfærdiggjorte ved hans blod, frelses ved ham fra vreden.“ (Rom. 5:1, 9) Jesu Kristi offer er en absolut nødvendighed hvis vi skal opnå fred med Gud og undfly hans vrede. Lang tid i forvejen havde profeten Esajas forudsagt følgende om Jesu offer: „Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår.“ (Es. 53:5) Fred med Gud bringer glæde, men Gud fylder os ikke med en sådan fred medmindre vi tror på Sønnen, som han lod straffe for at vi kunne opnå fred. Der står skrevet: „’På ham skal hedninger håbe.’ Og håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så I må blive rige i håbet ved Helligåndens kraft! Fredens Gud være med Eder alle!“ (Rom. 15:12, 13, 33) Hvis Gud er med os vil vi i sandhed blive fyldt med fred.

22. Hvorfor har jøderne efter kødet lige op til vor tid forgæves sat deres lid til den bogstavelige omskærelse?

²² Jøderne efter kødet sætter stadig deres lid til omskærelsen for at have et skin af retfærdighed. Når de gør det opnår de aldrig fred med Jehova, der engang var det kødelige Israels Gud. Bogstavelig omskærelse har ingen værdi for Gud, jødernes tidligere Gud. Det der betyder noget er om vi vandrer eller opfører os i overensstemmelse med de principper eller love der hører en ny kristen personlighed til, en ny åndelig skabning der har Jesus Kristus som hoved. En sådan adfærd vil føre til fred med det åndelige Israels Gud. Vore hjerter må omskæres eller renses til retfærdighed. Paulus, der omvendtes fra jødedommen, opgav den stolte tillid han nærede til sin bogstavelige omskærelse som jøde efter kødet, og han skrev til troende i Jesus Kristus: „Thi hverken omskærelse eller forhud betyder noget, men nyskabelse. Og over alle, som vandrer efter denne rettesnor, være fred og barmhjertighed, ja, over Guds Israel.“ — Gal. 6:15, 16; Fil. 4:9; Gal. 5:25; 2 Kor. 5:17.

Den „store skare“ fredssøgende mennesker

23. Hvordan har det åndelige Israel i harmoni med Esajas 27:1-5 i dag sluttet fred med Gud, og hvem har især siden 1935 gjort det samme?

²³ Nu i vore dage da Jehova Gud vil dræbe den store symbolske Livjatan (Djævelens synlige organisation) men samtidig ufravigeligt overvåge og beskytte sin åndelige vingård (hans egen synlige organisation på jorden), giver Jehova i sin kærlighed alle der ønsker at blive beskyttet og bevaret det råd at „man tyr til mit værn, slutter fred med mig, slutter fred med mig“. (Es. 27:1-5) De troende som udgør Jehovas åndelige vingård, Guds åndelige Israel, har sluttet fred med ham ved at drage ud fra Djævelens Livjatan-organisation. I de senere år, især siden 1935, er der imidlertid hundreder tusinder af mennesker som uden at være medlemmer af Guds åndelige Israel har hørt og efterkommet Jehova Guds råd. Sammen med Guds Israels åndelige rest har de forladt menneskehavet hvori den onde Livjatan virker, og de har sluttet fred med Jehova Gud ved Jesu Kristi, Guds lams, blod. I Åbenbaringen 7:9, 10 skildres de som en stor skare af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål, og de anerkender at deres frelste tilstand skyldes Gud og hans søn Jesus Kristus: „Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“

24. Hvilken beskrivelse giver Åbenbaringen 7:14-17 af hvordan denne skare er kommet ind i denne fredfyldte tilstand?

²⁴ Da de der hører til denne store skare uden tal, søger fred med Gud og opnår et rent, retfærdigt forhold til ham ved tro på Jesu Kristi rensende blod, beskriver Åbenbaringen 7:14-17 hvordan det er gået til at de er kommet ind i denne fredfyldte tilstand: „De har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han [Gud], som sidder på tronen, skal opslå sit telt over dem. ’De skal ikke sulte mere og ikke tørste mere, ikke heller skal sol eller nogen hede stikke dem.’ Thi Lammet [Jesus Kristus], som står midt for tronen, skal være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets vand; og ’Gud skal tørre hver tåre’ af deres øjne.“

25. Hvem var i fortidens by Jeriko et billede på den „store skare“, og i hvilke henseender?

²⁵ Denne „store skare“ blev i fortiden skildret ved den kananæiske kvinde, Rahab, der levede på Josuas, Moses’ efterfølgers, tid. Rahab boede i byen Jeriko, der med alle sine indbyggere var dømt til ødelæggelse. Rahab og hendes familie undgik ødelæggelsen da Jehova Gud omstyrtede Jerikos mure og israelitterne efter at have marcheret rundt om Jeriko i syv dage rykkede ind i den nu ubeskyttede by og dræbte alle dens onde indbyggere. Hvorfor blev Rahab beskyttet? Fordi hun sluttede fred med Israels Gud. Hun forrådte ikke de to spejdere som Josua sendte ind i byen og som fik husly i Rahabs gæstgiveri. (Jos. 2:1-21; 6:1-25) Herom siger De kristne græske Skrifter: „Ved tro faldt Jerikos mure, da israelitterne i syv dage havde gået omkring dem. Ved tro undgik skøgen Rahab at omkomme sammen med de genstridige; thi hun havde modtaget spejderne med fred.“ — Hebr. 11:30, 31.

26. Hvilken kananæisk bys mænd var et forbillede på den „store skare“, og ved hvilke handlinger?

²⁶ Denne „store skare“ der skal overleve den kommende krig på „Guds, den Almægtiges, store dag“ blev også forudskildret ved mændene i byen Gibeon. Denne kananæiske by var også dømt til ødelæggelse ved Jehovas israelitiske hær under anførsel af Josua. Grækerne udtalte navnet Josua som Jesus; og i virkeligheden er Josua et profetisk billede på Jesus Kristus, der af Gud har fået det embede at eksekvere Guds domme. (Ap. G. 7:45; Hebr. 4:8) Besynderligt nok blev Gibeon og tre nærliggende byer unddraget den ødelæggelse som Josua bragte over de andre kananæiske byer. Hvordan gik det til? Det var atter fordi nogle mennesker sluttede fred med Jehova Gud før hans skarpretter ankom. Nogle dage før Josua og hans styrker nåede frem, sendte gibeonitterne forklædte underhandlere ud til Josuas lejr, hvor de anmodede om fred med Jehova Gud og hans folk. De tilbød at overgive sig helt til Gud gennem Josua.

27. Hvilket resultat vil den „store skare“ af fredssøgere i lighed med disse fortidens mænd opnå?

²⁷ Hvad blev resultatet? Beretningen svarer: „Og Josua tilsagde dem fred og sluttede overenskomst med dem og lovede at lade dem leve, og menighedens [Israels] øverster tilsvor dem det.“ (Jos. 9:15) Ligesom disse fortidens ikke-israelitiske gibeonitter overgiver den „store skare“ af fredssøgende mennesker sig i dag i fuldstændig indvielse til Jehova Gud gennem Jesus Kristus nu før Harmagedon bryder løs. Derfor skåner den større Josua, Jesus Kristus, dem fra ødelæggelse i denne universelle krig. Ligesom resten af de åndelige israelitter, elsker også denne store skare livet. De ønsker at opleve en evighed af lykkelige dage under Guds rige. Derfor følger de i dag Davids og Peters råd om hvordan man skal opnå fred.

Jag efter fred

1. Hvad må den der elsker livet gøre når han har fundet fred, og hvilken pligt har han nu?

HVAD skal den der elsker livet gøre når han har søgt og fundet fred med Gud gennem hans søn Jesus Kristus? Han skal fra da af jage efter fred. Han „skal søge fred og jage efter den“, er det råd den kristne apostel Peter giver. (1 Pet. 3:11) Han må resten af sit liv gøre fred til sin stræben. Det vil sige at han må bevare freden. Han er ikke alene om at glæde sig over fred med Gud gennem Kristus. Når han opnår fred med Gud kommer han til at stå i et fredeligt forhold til menigheden bestående af dem der er helt indviet til Gud gennem Kristus, og som således er blevet forligt med Gud. (2 Kor. 5:18-21) Han må ikke blive en fredsforstyrrer i den kristne menighed. Han har pligt til at bevare et fredeligt, godt og harmonisk forhold til denne organisation. Han må efterleve den adfærdsregel som en apostel i det kristne styrende råd gav: „Hold fred med hverandre! Og vi lægger jer på sinde, brødre: retled de uskikkelige, trøst de modfaldne, tag jer af de skrøbelige, og vis langmodighed imod alle. Se til, at ingen gengælder nogen ondt med ondt; men stræb altid efter at gøre det gode, både mod hverandre indbyrdes og mod alle.“ — 1 Tess. 5:13-15.

2. Under hvilke forhold må kristne følge denne handlemåde, og hvad forsøger Satan at gøre eftersom hans angreb først og fremmest er rettet mod dem?

² Kristne må følge denne handlemåde i en verden hvor der alle vegne er uroligheder som ingen sinde. Lige siden Satan Djævelen blev kastet ned til jorden umiddelbart efter Guds riges fødsel i himlene i 1914, har han og hans dæmoner ondskabsfuldt været opsat på at bringe så megen elendighed, forvirring og ufred over mennesker som overhovedet muligt. (Åb. 12:12) Han retter først og fremmest sit angreb mod den kristne rest af det åndelige Israel og den „store skare“ med fårets sindelag der slutter op om den. (Åb. 12:17) Følgelig gør han sit yderste for at volde ufred, forstyrrelse og splittelse iblandt dem, med det for øje at sprænge organisationen.

3. Ved hvilken forskelsbehandling har Satan skabt uro i verden, men hvordan afskaffede Gud for længe siden alt sådant i sin organisation?

³ Derfor må enhver der elsker livet, og som i Guds synlige organisation har fundet den fred han søgte, gøre fred til sin idelige stræben. Satan Djævelen har ved at udsætte racer, stammer og folk af forskellig hudfarve for forskelsbehandling haft held til at skabe uro og forstyrrelse i verden. Men Gud afskaffede gennem Kristus alt sådant i sin sande kristne menighed. Den kristne menighed begyndte i det gamle Jerusalem som en kristen organisation der næsten udelukkende bestod af jøder, kun med undtagelse af nogle omskårne proselytter fra andre nationer. (Ap. G. 2:11; 6:5) Derefter blev omskårne samaritanere føjet til de troende. (Ap. G. 8:4-25) Først tre og et halvt år efter at Jesus var død på marterpælen uden for Jerusalem fik den første uomskårne hedning eller ikke-jøde, en italiener ved navn Kornelius, sammen med flere af sine slægtninge og nære venner adgang til den kristne menighed. — Ap. G. 10:1 til 11:2.

4. Hvordan muliggjorde Gud at de omskårne jødekristne kunne indstille sig på den barmhjertige ordning han traf for hedningerne?

⁴ I begyndelsen vakte dette betydelig uro iblandt de omskårne jødekristne, men med tiden indstillede de sig fredeligt på den barmhjertige ordning som Gud havde truffet. Det var Gud der havde gjort det muligt for uomskårne ikke-jøder at komme ind i den kristne menighed. Hvordan det? Han fjernede det gærde der skilte, den mur der var imellem dem, nemlig Loven der var givet ved Moses og som havde adskilt jøderne fra den hedenske verden. Med Jesus Kristus som mellemmand mellem Gud og mennesker oprettede han en ny pagt med de kristne.

5, 6. Hvordan forklarede Paulus menigheden i Efesus hvorfor der ikke må være skel i menigheden?

⁵ Apostelen Paulus forklarer hvorfor der ikke inden for den kristne menighed må være splittelser og skel på grund af race, stamme, nation eller hudfarve. Han skrev til menigheden i Efesus, hvori der var hedninger eller ikke-jøder som engang var langt fra Jehova:

⁶ „Nu derimod, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, kommet nær på grund af Kristi blod. Thi han er vor fred, han, som gjorde begge parter [jøder og hedninger] til eet og nedrev det gærde, som skiller, nemlig fjendskabet. Ved sit kød [naglet til marterpælen] afskaffede han nemlig loven med dens bud og forskrifter, for at han i sig kunne skabe de to [jøder og hedninger] til eet nyt menneske og stifte fred og bringe begge parter, forenede i eet legeme, forligelse med Gud ved korset [marterpælen, NW], da han ved dette dræbte fjendskabet. Og han kom og forkyndte fred for jer, som var langt borte [hedningerne], og fred for dem, som var nær [jøderne]. Thi ved ham har vi, begge parter [jøder og hedninger], i een Ånd, adgang til Faderen [Jehova Gud].“ — Ef. 2:11-18.

7. Hvorfor er der i betragtning af den ordning der for længe siden blev truffet i det åndelige Israel intet grundlag for i dag at adskille den store skare af andre får fra det åndelige Israel, og hvordan antyder Haggaj 2:6-9 dette?

⁷ Jesu offer på marterpælen er grundlaget for at forene de troende jøder og de troende hedninger fra alle nationer. Det samme offer som Jesus bragte for „verdens synd“ er ligeledes i dag grundlaget for at forene den lille rest af det åndelige Israel og den „store skare“ mennesker med fårets sindelag der kommer fra alle folkeslag, stammer, folk og tungemål. Når Jehovas rette Hyrde nu i tiden samler sine andre får ved sin højre hånd, må denne store skare af andre får ikke være adskilt fra det åndelige Israel. „Der skal blive een hjord, een hyrde,“ sagde den rette Hyrde, Jesus Kristus. (Joh. 10:16; Matt. 25:31-40) Der må være kristen harmoni, enhed og fred iblandt dem der er i den ene hjord under den rette Hyrde, Jesus Kristus, „thi han er vor fred“. Direkte i forbindelse med sit løfte om at ryste alle folkene og lade alle nationernes skatte, de attråværdige, komme til sit tilbedelseshus sagde Jehova: „Og på dette sted vil jeg give fred, lyder det fra Hærskarers HERRE [Jehova].“ (Hag. 2:6-9) Satan og hans dæmoner har til dato ikke kunnet hindre denne profeti i at få sin opfyldelse.

Bøn om fred

8. Hvad vil vi i harmoni med Salme 122:6-8 daglig bede om, og hvorfor kunne Jesus Kristus kun være hoved for en menighed hvori der eksisterer sådanne forhold?

⁸ Hvis organisationens bedste virkelig ligger os på sinde, til Guds ære, vil vi bede fredens Gud om at bevare enheden, harmonien og freden blandt sit folk. Vi vil i vore daglige bønner erindre os salmisten Davids ord: „Bed om Jerusalems fred! Ro finde de, der elsker dig! Der råde fred på din mur, tryghed i dine borge! For brødres og frænders skyld vil jeg ønske dig fred.“ (Sl. 122:6-8) Det er samstemmende med en sådan bøn at navnet Jerusalem betyder „Fredens eje“, eller „Fredeligt grundlagt“. Der hvor det nuværende Jerusalem ligger var præsten Melkisedek konge af Salem, hvilket betyder „fredskonge“. Jehova Gud har svoret at hans søn Jesus Kristus skulle være præstekonge på Melkisedeks vis til evig tid. I overensstemmelse hermed skulle et af de navne den herliggjorte Guds søn skulle have være Fredsfyrste. (1 Mos. 14:18-20; Sl. 110:1-4; Hebr. 6:20 til 7:21; Es. 9:6, 7) Hvordan kunne Jesus Kristus som fyrstelig fredskonge være åndeligt hoved for en menighed der er splittet, forvirret, fyldt med uenighed, fjendskab, jalousi, konkurrence, rivaliseren, og sektvæsen, sådan som kristenheden er i dag og altid har været? Det kunne han ikke. Men som konge kan og vil han opretholde fred i „menigheden, der er hans legeme“. (Ef. 1:22, 23, NW) Ved sine engle sanker han alle fredsforstyrrere fra. — Matt. 13:41.

9. (a) Hvordan understreger Paulus i Filipperne 4:6, 7 den fred en bøn er i stand til at give? (b) Hvad kunne Guds lydige tjenere aldrig tage del i under nogen som helst styreformer når de beder i overensstemmelse med 1 Timoteus 2:1-4?

⁹ Apostelen Paulus skrev følgende til sine elskede kristne brødre i Filippi for at understrege den fred en oprigtigt ment bøn er i stand til at give: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder under taksigelse; så skal Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus.“ (Fil. 4:6, 7) Apostelen havde også i tanke at sande kristne på jorden er nødt til at leve under verdslige politiske herskere som ikke søger fred med Jehova Gud, og hvis regeringer har indflydelse på Fredsfyrstens sande efterfølgeres liv. Derfor skrev Paulus denne formaning til den kristne tilsynsmand Timoteus: „Allerførst formaner jeg da til at fremholde indtrængende anmodninger, bønner, forbønner og taksigelser for alle slags mennesker, for konger, og for alle dem som er i høje stillinger, så vi fortsat må leve et stille og roligt liv i gudhengivenhed og alvor i alle måder. Dette er ret og antageligt i Gud, vor frelsers, øjne, hvis vilje er at alle slags mennesker skulle frelses og komme til en nøjagtig kundskab om sandhed.“ (1 Tim. 2:1-4, NW) Når de lydige tjenere for Jehova Gud, vor frelser, beder på den måde vil de aldrig kunne tage del i opstande, revolutioner, rejsninger, oprør, løsrivelsesforsøg, sammensværgelser, nogen som helst form for folkeoptøjer, uroligheder eller vold mod mennesker i høje politiske stillinger eller i regeringsstillinger. De trofaste vidner for Jehova vil under alle styreformer, selv når de rammes af forbud, leve et roligt og stille liv.

10. Hvad må det at søge fred „med alle“ indbefatte for dem der er i menigheden? Hvilken frugt og hvilken visdom er det bevis på?

¹⁰ „Stræb efter fred med alle og efter hellighed; uden den skal ingen se Herren,“ formanes vi i Hebræerne 12:14. Hvis kristne stræber efter fred med mennesker uden for menigheden, skulle de sandelig også stræbe efter fred med dem inden for menigheden, deres egne, indviede brødre. Vi bør aldrig glemme at fred er en af Guds ånds frugter, en frugt vi må opdyrke og lade nå til fuldeste modenhed. (Gal. 5:22) Fred er et bevis for at vi er i besiddelse af himmelsk visdom, for „visdommen ovenfra er først og fremmest ren, dernæst fredelskende“. (Jak. 3:17) Det inspirerede ordsprog er i overensstemmelse hermed når det siger: „Lykkelig er den mand der har fundet visdom.“ Hvorfor? Fordi „dens veje er behageligheds veje, og alle dens gader er fred“. — Ordsp. 3:13-17, NW.

11. Hvordan slår Paulus fast at det er freden der forener menigheden, og hvem fortjener derfor ikke at være i menigheden?

¹¹ Ja, det som forener den kristne menighed af Jehovas vidner er at der ikke findes indre stridigheder, uenighed og uroligheder. Paulus bekræfter det når han siger: „Og over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er det fuldkomne bånd. Og lad Kristi fred råde i jeres hjerter [sædet for motiverne]; til den [freden] blev I kaldede som lemmer på samme legeme [ikke til to eller flere forskellige legemer].“ (Kol. 3:14, 15) Hvis vi til stadighed jager efter freden vil den tjene som et forenende bånd for dem der har Guds ånd. Det er hvad Paulus siger med disse ord: „[I skal] vandre det kald værdigt, hvormed I blev kaldede, med al ydmyghed og sagtmodighed, med langmodighed, så I bærer over med hverandre i kærlighed og stræber efter at bevare Åndens enhed i fredens bånd: eet legeme [under Kristus] og een Ånd.“ (Ef. 4:1-4) Den der med overlæg og ondskabsfuldt forstyrrer freden vandrer ikke værdigt så han kan blive i fredens Guds kristne menighed. — Rom. 16:17, 18.

Resultatet af en teokratisk ordning

12. (a) Hvad gav Guds riges fødsel intet grundlag for at hengive sig til? (b) Hvad må vi pleje for at kunne glæde os over liv og fred, og hvorfor?

¹² Kendsgerningerne viser at vi siden 1914 har levet under Guds rige, der blev født i himlene det år. Dette skulle være, og har også været, grund til stor glæde for dem der elsker Gud og livet. Det giver imidlertid ingen lov til grådig, umådeholden og materialistisk spisen og drikken, hvorved vi kunne få andre til at snuble og nedbryde dem åndeligt. De goder Guds længe ventede rige har skænket os er noget langt højere end sansedøvende og overdreven spisen og drikken. „Thi,“ siger Paulus, „Guds rige består ikke i, hvad man spiser og drikker, men i retfærdighed og fred og glæde i Helligånden. Lad os altså stræbe efter det, der fører til fred og indbyrdes opbyggelse. Nedbryd ikke Guds værk for madens skyld!“ (Rom. 14:17, 19, 20) At pleje vort selviske kød hører ikke med til vor kristne stræben, men det gør derimod det at opdyrke Guds ånds frugter. Hvis vi elsker livet og lykkelige dage under Guds rige, vil vi give agt på denne advarsel: „Pleje af kødet betyder nemlig død, men pleje af ånden betyder liv og fred; for pleje af kødet betyder fjendskab [manglende venskab] med Gud, det er jo ikke underkastet Guds lov og kan heller ikke være det. Derfor kan de der er i harmoni med kødet ikke behage Gud.“ (Rom. 8:6-8, NW) Plej derfor ånden; hav fred med Gud.

13. Hvad betød Guds riges magtovertagelse i 1914 for undersåtternes menigheder, og hvornår erfarede de det, som en opfyldelse af Esajas 60:17?

¹³ Snarere end at betyde løssluppen munterhed betød Guds riges magtovertagelse i himlene i 1914 strengere retningslinjer på jorden i Rigets undersåtters menigheder. Dengang der i fortiden ikke var nogen menneskelig konge i Israel, gjorde alle israelitter hvad de fandt for godt. Men da Gud efterkom deres anmodning og gav dem en menneskelig konge skete der en ændring i deres udstrakte personlige handlefrihed, nøjagtig som Jehova havde advaret om. (Dom. 21:25; 1 Sam. 8:9-18) Denne stramning erfarede Jehovas nutidige vidner da de i 1919 blev reorganiseret efter den første verdenskrigs ødelæggelser og fra nu af begyndte at følge teokratiske retningslinjer og ordninger. Dette gjorde sig især gældende fra og med 1938 da Vagttårnet bragte to artikler der hed „Organisation“, bygget over skriftstedet i Esajas 60:17: „Guld sætter jeg i stedet for kobber og sølv i stedet for jern, kobber i stedet for træ og jern i stedet for sten. Til din øvrighed [Guds symbolske hovedstad eller hovedorganisation] sætter jeg fred, til hersker over dig retfærd.“

14. Hvordan resulterede indførelsen af den teokratiske ordning i forbedringer, og hvad må alle der elsker livet derfor loyalt støtte og fastholde?

¹⁴ Som lovet i denne profeti betød indførelsen af en teokratisk ordnet virkeform blandt Jehovas vidner på jorden, en virkeform der helt er blevet fulgt siden 1938, forbedringer. Den resulterede i betydelige forbedringer. Med den fulgte fred. Den bidrog til at bevare freden i organisationen. Virkemetode og ledelse standardiseredes ud over hele jorden i de 175 lande hvor Jehovas vidner nu forkynder den glædelige nyhed om Guds rige, i opfyldelse af Mattæus 24:14. Uensartethed, desorganisering, uligheder og uorden fandtes ikke længere i den verdensomspændende organisation. Det medvirkede til opfyldelsen af Guds kærlige løfte til sin hustrulignende organisation: „Alle dine børn bliver oplært af HERREN [Jehova], og stor bliver børnenes fred.“ (Es. 54:13) Derfor vil alle der elsker livet i deres oprigtige bestræbelser for fred loyalt støtte og fastholde den teokratiske opbygning af organisationen.

15. Hvordan gælder denne ledelse også menighedens møder, som skildret af Paulus i 1 Korinter 14:26, 29-33?

¹⁵ Denne ledelse af organisationen på teokratisk vis eller i overensstemmelse med Guds forskrifter gælder også ledelsen af møderne i den kristne menighed og det program der følges ved møderne. Paulus, der var medlem af det teokratiske styrende råd, talte imod uordnede møder, eller møder uden en god sammenhæng, uden et overvåget program, møder hvor de enkelte handlinger og udtalelser stod uden forbindelse med hinanden, og uden at de blev forklaret eller forstået. Han sagde: „Lad alt ske således, at det tjener til opbyggelse! Af profeter må kun to eller tre tale, og de andre skal bedømme det; og hvis en anden, som sidder der, får en åbenbaring, så skal den første tie! I kan jo alle komme til at profetere, den ene efter den anden, for at alle kan blive belærte og alle blive formanede. Profeters ånder er jo profeter lydige; thi Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud.“ — 1 Kor. 14:26, 29-33.

16. Hvad understregede David og Peter at vi må afholde os fra når vi jager efter fred, og hvordan?

¹⁶ Hvis enheden, harmonien og en betryggende fred skal bevares i menigheden må vi især vare tungen og læberne. Siger salmisten David ikke lige efter at han har omtalt dem der attrår liv og ønsker sig dage for at skue lykke: „Så va’r din tunge for ondt, dine læber fra at tale svig“? (Sl. 34:14) Jo! Citerer apostelen Peter ikke disse ord af David lige efter at han har formanet sine kristne brødre: „Gengæld ikke ondt med ondt, eller skældsord med skældsord, men velsign derimod; thi til at arve velsignelse blev I kaldet“? (1 Pet. 3:9) Jo! Med tungen og læberne kan vi gengælde ondt med ondt. Med tungen og læberne kan vi svare med skældsord når vi bliver tiltalt med skældsord. Men med tungen og læberne kan vi også velsigne, selv dem der gør os ondt og overdænger os med skældsord. At velsigne fører til det bedste resultat. Det er det milde svar der stiller vrede. (Ordsp. 15:1) I det mindste høster den der velsigner åndelig gavn deraf. Det hjælper ham til ikke at blive som den der taler ondt og bruger skældsord. Det bidrager til freden i organisationen. Hvis vi derfor stræber efter fred vil det uundgåeligt afholde vor tunge fra ondt og vore læber fra at tale svig. Vi er ganske simpelt nødt til at holde os fra sladder, bagtalelse samt spottende og dårlig tale.

17. Hvad er det bedste værn imod misbrug af tungen, og hvorfor er vor stræben efter fred ikke ude af harmoni hermed?

¹⁷ Det bedste værn imod dette er at undervise i og forkynde om den dyrebare sandhed om Guds rige, i vore mødesale såvel som udenfor, offentligt og fra hus til hus. Tag ikke fejl: Gudfrygtig fred er ikke ensbetydende med uvirksomhed, ugidelighed, og dovenskab. Fredens Gud har givet sit organiserede folk, sine vidner på jorden, et stort arbejde at gøre, nemlig at vidne om Ham og hans regerende søn Jesus Kristus på hele den beboede jord, vidne for alle nationerne før disse møder deres endeligt i Harmagedon.

18. (a) Hvilken vigtig kendsgerning forstår Jehovas vidner, der har vidt forskellig herkomst, at det er nødvendigt at anerkende for at arbejdet kan udføres? (b) Hvilken befaling af Jesus adlyder de, og hvilken profeti om fred og broderskab opfyldes derved?

¹⁸ Arbejdet må gøres af hans indviede vidner der kommer fra alle nationaliteter, stammer, folkeslag, racer og tungemål. De kan ikke enigt udføre dette arbejde hvis de strides og mundhugges indbyrdes på grund af ydre forskelle der har en naturlig forklaring. De må samarbejde i fred. For at de harmonisk kan udføre deres gudgivne forkyndelsesarbejde jorden over må der herske international fred imellem dem, indbyrdes fred mellem racer, stammer og menigheder. Jehovas vidner anerkender denne vigtige kendsgerning. Derfor følger de den vejledning Jehovas største vidne, Jesus Kristus, gav: „I skal . . . holde fred med hverandre!“ (Mark. 9:50) De bringer deres gerninger og bestræbelser i overensstemmelse med det smukke profetiske syn der i Esajas 2:1-4 gives af international fred og broderskab i den forenede tilbedelse af Jehova. Derfor har deres arbejde fremgang. — Jak. 3:18.

19. (a) Hvilken krigsførelse er de væbnet til, og hvordan? (b) Hvem søger de efter når de går fra hus til hus, men hvem forlader de?

¹⁹ Hvor end de går med Rigets budskab ophjælper de den varige fred der skal pryde Guds nye retfærdsverden. De er kun væbnet til en åndelig krigsførelse, ikke til en bogstavelig krig mod kød og blod. Følgelig udruster de sig som apostelen Paulus bød dem: „Tag som sko på jeres fødder villighed til at forkynde fredens evangelium.“ (Ef. 6:11-15) I deres hus-til-hus arbejde søger de dem der gerne vil holde fred med Gud. Jesus Kristus bød dem at gøre dette: „Hvor I kommer ind i et hus, skal I først sige: ’Fred være med dette hus!’ Og hvis der er et fredens barn dér, skal jeres fred hvile over ham; men hvis ikke, så skal den vende tilbage til jer igen.“ (Luk. 10:5, 6; Matt. 10:12, 13) Hvis den besøgte er modstander af fred, forlader de huset. De har ingen religiøs dyst at udkæmpe med Jehovas fjender.

20. Hvorfor er de stadig glade trods religiøs forfølgelse, og hvilken sikker forvisning nærer de angående fred?

²⁰ Ikke desto mindre udsættes de for megen religiøs forfølgelse. Men trods det er de stadig glade. „De, der stifter fred, har glæde.“ (Ordsp. 12:20) De kender Guds løfte om at mennesker der uretfærdigt volder dem trængsler vil blive udryddet i Harmagedon. (2 Tess. 1:6-10) De styrkes og trøstes i den sikre forvisning om at når de fortsat stræber efter fred, vil de blive belønnet med et endeløst mål af fred efter Harmagedon i den nye verden Jehova Gud, den retfærdige Dommer, har givet løfte om skal komme. „Han skal ’gengælde enhver efter hans gerninger’: evigt liv til dem, der med udholdenhed i god gerning søger herlighed og ære og uforkrænkelighed; over dem derimod, der søger deres eget og er ulydige mod sandheden, men lydige mod uretfærdigheden, kommer vrede og harme. Trængsel og angst over hver menneskesjæl, som øver det onde, . . . men herlighed og ære og fred over hver den, som øver det gode.“ — Rom. 2:6-10.

21. Hvordan må vi bevise at vi „attrår liv“?

²¹ Salmisten sagde: „Om nogen attrår liv og ønsker sig dage for at skue lykke, så . . . søg fred og jag derefter.“ Attrår vi hver især livet så meget at vi følger opfordringen? Hvis vi svarer ja, så lad os blive ved med at søge fred og jage derefter på den måde som Jehova ønsker det.

„Ske din vilje på jorden“, 17. del

Efter at Jesus af Johannes Døber var blevet døbt i Jordanfloden, døbte Jehova Gud ham fra himmelen med hellig ånd, og udpegede ham herved til at være „Kongen der gennemtvinger den højeste vilje“ i den nye retfærdighedens verden. Han blev den symbolske „klippe“ hvorpå hans menighed af efterfølgere skulle bygges. Han begyndte at indsamle efterfølgere som skulle blive „de hellige der skal regere“ med ham i hans himmelske rige over den nye verden. Torsdag aften, påskeaften, den 14. dag i nisan måned år 33 e. Kr. fejrede han først den jødiske påske med sine elleve trofaste apostle. Derpå indstiftede han det som kaldes „Herrens aftensmåltid“. Han brød et brød bagt af usyret dej, rakte apostlene det så de kunne spise deraf, og sagde at det repræsenterede hans fuldkomne menneskelegeme som skulle ofres til gavn for syndige mennesker. Derpå gav han dem et bæger vin at drikke, og med følgende ord fortalte han dem at denne vin var et symbol på hans blod: „Dette er [betyder, NW] mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse.“ — Matt. 26:27, 28.

10. Hvilken pagt var det Jesus hentydede til i forbindelse med sit blod, og hvad lod han således forstå var lige for hånden?

¹⁰ For den pagt som Jesus her henledte apostlenes opmærksomhed på var blodet nødvendigt. Men hvad var det for en pagt? Ikke den gamle lovpagt med Gud, den pagt der med profeten Moses som mellemmand var blevet indgået på Sinaj bjerg. Da Herrens aftensmåltid fandt sted havde denne lovpagt haft gyldighed i over femten hundrede år, for den var trådt i kraft ved udgydelsen af ofrede dyrs blod. Herom siger apostelen Paulus: „Derfor er heller ikke den første pagt blevet indviet uden blod. Thi efter at Moses havde forkyndt hele folket alle lovbudene, tog han blod af kalve og bukke tillige med vand og skarlagenrød uld og isop og bestænkede både bogen selv og hele folket, idet han sagde: ’Dette er den pagts blod, som Gud