føler en nagende sult i hjertet; de ønsker at kende og at komme i kontakt med Ham der virkelig kan udfri og velsigne dem. Som kristne Jehovas vidner er vi lykkelige for at kunne sige at vi, på grund af den kærlige godhed Jehova har vist os gennem Jesus Kristus, har dét som kan opfylde disse menneskers åndelige behov. Vi vover ikke, og vi er ikke til sinds, at holde det livgivende lys som Jehova har givet os del i, for os selv, og derfor vil vi fortsat lade dette bibelske lys skinne og forkynde om Guds navn, Jehova, og om hans lovede rige ved hans Messias, Jesus. På denne måde vil vi hjælpe alle sandhedssøgende mennesker til at vise sig værdige til at blive skånet når Jehovas „sværd“ rammer den nuværende onde ordning, så de kan overleve og komme ind i Jehovas nye orden, hvor en paradisisk jord vil blive menneskenes evige hjem under Guds rige ved Jesus Kristus.

17. Hvilken beslutning fornyr vi?

¹⁷ Ved denne lejlighed fornyr vi derfor vor beslutning om at forkynde den gode nyhed om Riget indtil den almægtige Gud opfylder udtalelsen: „Folkene skal kende, at jeg er [Jehova].“ — Ez. 39:7.

Når en kristen driver forretning

SANDE kristne er ikke „af verden“ og tager ikke del i dens religiøse og politiske virksomhed. Ikke desto mindre er de i verden og må have en vis forbindelse med den. (Joh. 15:19; 1 Kor. 5:9, 10) Men set fra Jehovas synspunkt er hovedformålet med at de lever at de skal tjene som vidner for hans navn og rige i hele deres livsførelse. — Fil. 2:15.

I overensstemmelse hermed må sande kristne ’stræbe efter, hvad der er godt ikke blot i Herrens, men også i menneskers øjne’. (2 Kor. 8:21) De anerkender at alle bør arbejde og at de der har en familie at forsørge, skal tage sig af den. Det er en „tjeneste“, en vigtig del af deres gudsdyrkelse. — 2 Tess. 3:10; 1 Tim. 5:8.

Derfor underholder Jehovas kristne vidner sig selv økonomisk, enten ved et håndværk, et liberalt erhverv, som ufaglært, eller, i visse tilfælde, ved at drive en forretning.

Hvad er formålet med at drive en forretning når en af Jehovas tjenere har en sådan? Det er at kunne sørge tilstrækkeligt for sig selv og sin familie med en god samvittighed over for Gud. Derfor holder han sin forretning under kontrol så den tjener dette formål, og tillader ikke at forretningen begynder at beherske ham.

En kristen der driver forretning må passe usædvanlig godt på at han ikke mister sin dømmekraft eller lader sig opsluge af forretningen. (1 Pet. 5:8, NW) I nogle familier bliver en blomstrende forretning en tradition. Den bliver familiens stolthed, dens symbol. Den kommer i første række. Andre går meget op i at samle sig materiel rigdom ved hjælp af deres forretning. Også de bliver slave af deres forretning.

En kristen kan falde i en af disse snarer. Apostelen Paulus advarede: „De, som vil være rige, falder i fristelser og snarer og mange uforstandige og skadelige begæringer, som styrter mennesker i undergang og fortabelse.“ Jakob, Jesu halvbroder, taler om nogle der ignorerer deres afhængighed af Gud og lægger planer uden at lade sig lede af ham. For at give et eksempel på denne indstilling siger Jakob: „Og nu I, som siger: ’I dag eller i morgen vil vi rejse til den eller den by og blive der et år og handle og tjene penge,’ I kender jo ikke dagen i morgen. Hvordan er jeres liv? I er jo en damp, som ses en liden stund og så forsvinder.“ — 1 Tim. 6:9; Jak. 4:13, 14; jævnfør Lukas 12:16-21.

En sand kristen vil altså ikke være optaget af at udvide sin forretning ud over det nødvendige. Det kunne let gradvis gribe ind i den tid han skal bruge til forskellige vigtige former for tjeneste: hans personlige studium, samvær med familien og undervisning af den, overværelse af kristne møder, forkyndelse af den gode nyhed om Riget, forberedelse af opgaver, og andre pligter og privilegier i forbindelse med den kristne menighed.

En forretning medfører forpligtelser

En kristen der overvejer at åbne en forretning eller oprette en virksomhed må overveje de betydelige forpligtelser han påtager sig. Først og fremmest er han som kristen nødt til at passe på at intet af det han foretager sig bringer skam over den kristne tjeneste. (2 Kor. 6:3) Han har forpligtelser over for sine kunder eller klienter. Hvis han fremstiller et produkt må det være et godt produkt, og hvis det er en tjenesteydelse der er tale om må arbejdet gøres godt. Når han reklamerer og sælger kan han ikke benytte sig af løgne, forkerte fremstillinger, svindel eller bedrag. Han må gøre sig klart at forretningslivet for en kristen betyder flittigt arbejde og ikke glat tale. Gud hader løgnere og bedragere. — Åb. 21:8; Ordsp. 6:12-15.

Desuden har en forretningsmand visse pligter over for sine ansatte. Hvad enten disse er hans medkristne eller de er ikke-troende, bør de alle behandles ærligt og fordomsfrit, og han bør betale dem den løn de har aftalt på forhånd. — 3 Mos. 19:13.

Det kræver stor påpasselighed at drive forretning i denne tingenes ordning. Der må føres nøjagtigt regnskab på grund af forskellige bestemmelser fra regeringens side vedrørende kildeskat, moms, ATP, sygedagpengefond, lovpligtig ulykkesforsikring, og så videre. Den kristne bør føre nøjagtige optegnelser over alle sine forretningstransaktioner så han ikke kommer i vanskeligheder og bringer skam over tjenesten fordi han er skødesløs eller ligegyldig eller måske ikke ’giver kejseren, hvad kejserens er’. — Mark. 12:17.

Underfundige farer

I betragtning af Bibelens advarsel om ikke at søge rigdom, bør en kristen være meget skeptisk over for foretagender der lover et hurtigt eller usædvanlig stort udbytte af investerede penge. Selv om en kristen tror at et bestemt foretagende af en sådan art er ærligt og han beslutter at investere deri, gør han klogt i ikke at inddrage andre kristne, og heller ikke udenforstående, deri. Sådan noget har ført vanskeligheder med sig, i særdeleshed hvis forehavendet ikke lykkedes og der gik penge tabt. En kristen ville naturligvis begå en alvorlig synd imod Gud hvis han gjorde sig skyldig i bedrageri. Han ville bære en del af skylden hvis han var med i et projekt som han troede var godt, men som viste sig at være bedragerisk. — Mika 2:1, 2; Sl. 72:4; 62:11; Ordsp. 22:16.

Guds syn på sådanne ting ses af de love han gav Israel. En der bedrog eller stjal fra sin broder skulle betale dobbelt eller mere tilbage hvis han blev pågrebet. Og selv om han fortrød og efter egen tilskyndelse kom og tilstod sagen, skulle han bekende sin synd, erstatte det han bedragerisk havde tilegnet sig plus tyve procent, og ofre en vædder som skyldoffer (ret kostbart for en israelit) i helligdommen som en bøn til Gud om tilgivelse. (2 Mos. 22:1, 4, 7; 3 Mos. 5:20-26; jævnfør Lukas 19:8.) Selv når en israelit af vanvare havde syndet mod en af Guds love, var han ikke desto mindre skyldig og måtte bringe sagen i orden. — 3 Mos. 4:27, 28; 5:15-19.

En kristen ønsker ikke at være delagtig i de synder Babylon den Store, verdensimperiet af falsk religion, begår. (Åb. 18:2, 4) Han vil også holde sig neutral over for denne verdens stridende politiske partier. Derfor vil en kristen der driver forretning omhyggeligt undgå at samarbejde med disse kategorier eller støtte dem på nogen måde.

Af ovennævnte grunde bør apostelen Paulus’ råd om ikke at ’trække i ulige åg med de vantro’, tages alvorligt. (2 Kor. 6:14) At indgå kompagniskab med en ’vantro’ i forretningsverdenen ville være ulydighed imod Guds vejledning. Hvis en kristen gjorde dette ville han komme ud for utallige situationer hvor han ville blive fristet til at gå på kompromis for at behage eller komme godt ud af det med sin ikke-troende kompagnon. Han kunne blive forledt til at bryde rette principper og derved pådrage sig Guds mishag.

Om at låne og udlåne

Hvis det overhovedet er muligt bør man undgå at låne penge, for, som apostelen formaner: „Bliv ingen noget skyldige uden det at elske hverandre.“ (Rom. 13:8) Og Bibelen siger: „Låntager bliver långivers træl.“ (Ordsp. 22:7) Låntageren kommer virkelig i en form for trældom, for han har forpligtelser over for sin kreditor. Han må betale tilbage til långiveren i overensstemmelse med den aftale de har indgået. Og når han tænker på at foretage yderligere forretningstransaktioner eller at sætte sig i yderligere udgifter, må han tage hensyn til den han allerede er i gæld til, og han kan ikke være så fri som hvis han ikke skyldte penge væk. Når han kommer i besiddelse af penge, er han heller ikke fri til at bruge dem som han har lyst til, måske til at holde ferie for eller til sin familie. Han må først og fremmest betale sin gæld. — Sl. 37:21.

Hvis et lån imidlertid er nødvendigt og en broder har råd til at låne ham pengene; bør man opstille en skriftlig overenskomst der nævner størrelsen af det lånte beløb, en eventuel rentesats, samt hvordan og hvornår lånet skal betales tilbage.

Er det fordi vi ikke har tillid til vore kristne medarbejdere, vore brødre? Nej. Det er på grund af vor ufuldkommenhed. En mundtlig aftale kan misforstås og der kan ske forglemmelser. Der kan da udvikle sig misforståelser, der kan opstå nag, og det kan endog føre til splid der vil berøre menigheden. Jehova Gud tager vore ufuldkommenheder i betragtning, og han ved hvad de kan resultere i. Salmisten siger: „Thi han kender vor skabning, han kommer i hu, vi er støv.“ — Sl. 103:14.

Af samme grund sørgede apostelen Paulus for at de penge menighederne gav til hjælp for de fattige kristne i Jerusalem blev overbragt dem af mere end én person, så der ikke skulle opstå misforståelser eller vækkes nogen form for mistanke. Det var ved den lejlighed Paulus forklarede: „Derved undgår vi, at nogen kan tale ilde om os på grund af denne rige hjælp, som vi er tjenere for. Vi stræber nemlig efter, hvad der er godt ikke blot i Herrens, men også i menneskers øjne.“ — 2 Kor. 8:16-21.

Af disse grunde gælder det samme princip med hensyn til tilbud eller kontrakter på arbejde der skal udføres for betaling. Selvfølgelig gør kristne hinanden og andre mange tjenester og giver hinanden mange gaver uden at vente noget til gengæld. (Luk. 6:31-36; Gal. 6:10) Men hvis det er en forretningssag bør man opstille skriftlige betingelser og lade hver af parterne få en kopi. Bibelen støtter en sådan fremgangsmåde. Blandt israelitterne var skrevne forretningsdokumenter almindelige, og denne fremgangsmåde godkendtes af Gud. Han påbød Jeremias at skrive et skøde da han købte et bestemt stykke jord. — Jer. 32:8-14.

Hvad långiveren angår, så bør han alvorligt overveje sagen før han udlåner penge til en anden. I det tilfælde hvor en broder eller søster virkelig er i trang, ønsker han måske at hjælpe med en frivillig gave eller et rentefrit lån. (2 Mos. 22:25) Han har faktisk pligt til at hjælpe hvis han er i stand til det, og Jehova vil velsigne ham for hans kærlige godhed. — Jak. 2:14-16; Ordsp. 28:27.

Hvis en på den anden side beder om et lån i forretningsøjemed bør den eventuelle långiver overveje om han har råd til at yde lånet, ja til måske at miste pengene hvis ugunstige omstændigheder skulle forhindre låntageren i at betale lånet tilbage. Långiveren bør også huske at hvis han er alt for villig til at låne ud, kan det tilskynde låntageren til at handle uforstandigt, især hvis der ikke er stillet kaution eller hvis låntageren i forvejen er i gæld. Og at låne til en der driver sin forretning på en sløset måde eller er langsom til at betale hvad han skylder, kan være til større skade end gavn for ham i åndelig henseende.

Bibelen advarer os udtrykkeligt imod at bringe vor egen økonomi i fare ved at stille sikkerhed for en anden, for eksempel ved at kautionere for en der stifter gæld. Der siges: „Hør ikke til dem, der giver håndslag, dem, som borger for gæld! Såfremt du ej kan betale, tager man sengen, du ligger i.“ Den der gør det har ikke et godt, ret motiv: „Mand uden vid [der mangler hjerte, NW] giver håndslag og går i borgen for næsten.“ — Ordsp. 22:26, 27; 17:18.

I betragtning af alle de forviklinger der kan opstå, gør en næringsdrivende der overvejer at låne penge derfor klogt i at spørge sig selv: „Er lånet virkelig nødvendigt, afgørende for mit udkomme?“ Måske finder vedkommende, når han ransager sig selv, at han i virkeligheden ønsker en højere levestandard end han egentlig har råd til. I nogle tilfælde vil han måske være bedre stillet med at være ansat hos andre i stedet for at forsøge at drive en fallerende forretning videre. Det er i hvert fald forkert at have den indstilling at ’andre har pengene, hvorfor skulle jeg så ikke bruge nogle af dem?’

Det er sket at nogle har udnyttet deres kristne brødre i forretningsanliggende fordi brødrene stolede på dem som medkristne. Apostelen Paulus taler om dem der fejlagtigt mener at „gudsfrygt er en kilde til vinding [hvad anseelse eller materielle ting angår]“. Han siger: „Ja, gudsfrygt er virkelig en stor vinding — sammen med nøjsomhed. Thi vi har ikke bragt noget med ind i verden og kan heller ikke bringe noget ud fra den. Når vi har føde og klæder, skal vi lade os nøje med det.“ Derefter fortsætter apostelen med at advare os imod at ville være rige. — 1 Tim. 6:5-10.

Tillid til Jehovas omsorg

Paulus sagde om sig selv: „Jeg har lært at nøjes med det, jeg har. Jeg ved, hvad det er at have trange kår, og jeg ved, hvad det er at have overflod; . . . Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft.“ — Fil. 4:11-13.

Hvilket godt eksempel har vi ikke i apostelen Paulus, og i vore kristne brødre der stoler på Jesu ord: „Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet [nødvendige ting som føde og klæder] gives jer i tilgift.“ Deres adfærd er god, og det er deres tro vi ønsker at efterligne. — Matt. 6:33; Hebr. 13:7.

Når vi bevarer en stærk tro på Jehovas omsorg for os, idet vi forstår at han ’ved, hvad vi trænger til, før vi beder ham’, vil vi ikke fristes til at samle os mere end nødvendigt, og vi vil ikke frygte for at vi selv og vor familie ikke får nok at spise. Apostelens inspirerede ord forsikrer os: „Hold jeres færd fri for kærlighed til penge, nøjes med det, I har; thi han har selv sagt: ’Jeg vil aldrig slippe dig og aldrig forlade dig,’ så vi frimodigt kan sige: ’Herren er min hjælper, jeg vil ikke frygte; hvad kan et menneske gøre mig?’“ — Matt. 6:8; Hebr. 13:5, 6.

Spørgsmål fra læserne

● Hvorfor forbandede Jesus et figentræ der ikke bar frugt, som nævnt i Markus 11:13, 14? Det var jo ikke figentid. — U.S.A.

Da Jesus så dette figentræ var det den 10. nisan (28. marts) år 33. I dette område sætter figentræerne skud omkring februar til sæsonens første afgrøde, på grene der er vokset ud året før, hvorimod der ikke kommer blade før i slutningen af april eller i maj. Når træet er fuldt udsprunget skulle det bære modne frugter. Eftersom det træ Jesus så, havde fået blade usædvanlig tidligt, kunne han forvente at det også bar spiselig frugt før tiden. Mangelen på figener viste at træet var ufrugtbart. Det indfriede ikke forventningerne.

Jesus forbandede træet så det visnede. Hvorfor? Udelukkende fordi det ikke indfriede hans forventninger? Øjensynlig havde Jesus et vigtigere mål med det han gjorde. Hans handling var i virkeligheden anskuelsesundervisning til gavn for disciplene. Det erfarer vi lidt længere fremme i beretningen, hvor Peter siger: „Rabbi! se, det figentræ, du forbandede, er visnet.“ Og Jesus svarer: „Hav tro til Gud. . . . Alt, hvad I beder og bønfalder om — tro, at I har fået det, så skal I få det.“ (Mark. 11:20-22, 24) Det var Jesu tro på Gud der fik forbandelsen til at virke.

Desuden kunne træet udmærket illustrere fortidens jødiske nation, som man kunne have forventet havde båret frugt i betragtning af dens pagtsforhold til Jehova Gud, og på grund af de religiøse lederes praleriske selvretfærdighed. (Matt. 6:5; 23:25-28) Men nationen havde ikke båret god frugt til Guds ære. Den forkastede Jesus Kristus, som var udsendt af Gud selv og som ved sine mirakler og sin lære godtgjorde at han var Guds søn. Men hvorfor forkastede nationen Jesus? Fordi den manglede tro på Guds ord. (Luk. 13:5-9) Derfor måtte denne nation, der hverken viste tro eller tegn på omvendelse, visne og dø på samme måde som det ufrugtbare figentræ. — Matt. 21:43.

Vi kan i dag drage nytte af det Jesus lærte sine disciple ved at forbande figentræet. Hvis vi mister troen på at Gud kan besvare sine tjeneres bønner og lønne dem der søger ham, vil det medføre at vi bliver forkastet, forbandet ligesom ufrugtbare figentræer. (Joh. 15:2-6; Hebr. 6:7, 8) Guds ord siger: „Uden tro er det umuligt at have [Guds] velbehag; thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham.“ — Hebr. 11:6.

● Hvad betyder det når Galaterbrevet 3:24 siger at „loven er blevet os en tugtemester til Kristus“? — U.S.A.

Det græske ord der er gengivet med tugtemester (paidagogosʹ) betyder bogstaveligt ’en der leder et barn’. Det betegnede en mand der fulgte et barn til og fra skole. Tugtemesteren eller pædagogen overgav barnet til læreren. Det var hans pligt at beskytte barnet mod det der kunne skade det fysisk og moralsk. Pædagogen havde også myndighed til at tugte barnet og belære det i spørgsmål om opførsel. Til tider kunne han tugte temmelig hårdt.

Loven til Israel var i mange retninger som en sådan tugtemester. Den tjente til at bringe israelitternes adfærd ind i de rette baner, og hvis de fulgte den blev de beskyttet mod det der kunne skade dem fysisk og moralsk. Som Moses sagde til folket: „Hvis du lyder [Jehova] din Guds bud, som jeg i dag pålægger dig, så at du elsker [Jehova] din Gud og vandrer på hans veje og holder hans bud, anordninger og lovbud, så skal du leve og blive mangfoldig, og [Jehova] din Gud vil velsigne dig i det land, du skal ind og tage i besiddelse.“ (5 Mos. 30:16) Loven bevirkede desuden at israelitterne hele tiden blev holdt sammen som et folk, selv om landet blev erobret og kom under fremmed herredømme. Den bevarede de forhold der måtte være til stede når Messias trådte frem, den vogtede Guds sandhedsord, og den forhindrede at den sande tilbedelse blev fuldstændig tilsløret og gik helt i glemme.

På grund af israelitternes ufuldkommenhed afslørede Loven imidlertid deres overtrædelser