Kapitel 4

Templet skal bestå mens nationerne rystes

1. Hvor lang tid var der nu gået siden jøderne var skredet til handling som følge af Haggajs tidligere profeti, og hvilken højtid var ved at være til ende i Jerusalem?

DER var endnu ikke gået en hel månemåned siden jøderne var skredet til handling som følge af Haggajs sidste profeti, altså siden den fireogtyvende dag i den sjette måned (elul) i perserkongen Darius I’s andet regeringsår, år 520 f.v.t. Løvhyttefesten, som blev fejret i syv dage, var begyndt den femtende dag i den efterfølgende måned, nemlig tisjri, årets syvende måned, og man var nu nået frem til festens sidste dag, den 21. tisjri. Dagen efter, den 22. tisjri, skulle der holdes festlig samling for alle festdeltagerne i Jerusalem. Alle fireogtyve skifter af det aronitiske præsteskab forventedes at være til stede ved denne løvhyttefest i hovedstaden. Interessant nok var det under fejringen af løvhyttefesten at kong Salomon, Davids søn, indviede det tempel han havde bygget for tilbedelsen af Jehova. — 1 Kongebog 8:62-66; 6:37, 38; 2 Krønikebog 7:7-10.

2. Hvad blev løvhyttefesten også kaldt, og hvordan skulle den fejres?

² Denne højtid som blev holdt i den syvende måned, fem dage efter forsoningsdagen, blev også kaldt indsamlingshøjtiden. I forbindelse med indsamlingen af jordens afgrøder fik israelitterne følgende påbud: „I syv dage [skal I] være glade for [Jehova] eders Guds åsyn. I skal fejre den som en højtid for [Jehova] syv dage om året; det skal være eder en evig gyldig anordning fra slægt til slægt; i den syvende måned skal I fejre den. I skal bo i løvhytter i syv dage, alle indfødte i Israel skal bo i løvhytter, for at eders efterkommere kan vide, at jeg lod israelitterne bo i løvhytter, da jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er [Jehova] eders Gud!“ — 3 Mosebog 23:33-43; 4 Mosebog 29:12-38; 5 Mosebog 16:13-17.

3, 4. (a) Hvad kunne disse jøder glæde sig over under denne indsamlingshøjtid, og hvordan var deres boliger i sammenligning med Jehovas? (b) Hvorfor var der en glimrende lejlighed til at forkynde et opmuntrende budskab fra Jehova, og hvordan indledtes dette budskab?

³ De hjemvendte israelitter havde sikkert ikke meget at samle ind i år 520 f.v.t., i betragtning af det profeten Haggaj havde sagt i sin første profeti. (Haggaj 1:5, 6, 9-11; 2:16, 17) Men det de trods alt fik i hus, fik de som følge af Jehovas barmhjertighed og overbærenhed. De havde derfor god grund til at glæde sig for Jehova deres Guds åsyn i de syv dage indsamlingshøjtiden varede. Og da de under højtiden boede i interimistiske løvhytter i og omkring Jerusalem havde de på det tidspunkt lige så lidt solide huse med træklædte vægge som Jehova havde et hus hvor han kunne tilbedes i Jerusalem. De havde nu fået udført en stor del af forarbejdet til templets genopbygning. De havde behov for yderligere opmuntring. Den 21. tisjri var højtiden endnu ikke forbi, og Jerusalem ville være fyldt til trængsel med tilbedere af Jehova, heriblandt også Judas statholder og hele præsteskabet. Det ville være en glimrende lejlighed til at overbringe dem et inspireret budskab. Jehova sørgede for et sådant budskab, som vi nu læser:

⁴ „På den enogtyvende dag i den syvende måned [tisjri eller etanim] kom [Jehovas] ord ved profeten Haggaj således: Sig til Judas statholder Zerubbabel, Sjaltiels søn, til ypperstepræsten Josua, Jozadaks søn, og til resten af folket således: Er der nogen tilbage iblandt eder af dem, der har set dette hus i dets fordums herlighed? Hvorledes tykkes det eder da nu? Er det ikke som intet i eders øjne?“ — Haggaj 2:1-3.

5. (a) Hvad fremgik af Jehovas spørgsmål vedrørende dem der var til stede ved denne lejlighed? (b) Hvad var i virkeligheden det store spørgsmål i betragtning af den sammenligning der blev foretaget?

⁵ Alt hvad de der blev spurgt kunne få øje på, var grunden til templet, det fundament der var blevet lagt seksten år tidligere, i 536 f.v.t. (Ezra 3:8-13) Af spørgsmålene fremgår det at der var nogle til stede som havde nået en meget høj alder, nogle af dem der var blevet ført til Babylon som fanger og som havde set Salomons tempel før det blev ødelagt af babylonierne i 607 f.v.t., over syvogfirs år tidligere. De kunne huske hvor prægtigt Salomons tempel, der var bygget efter Guds anvisninger, havde set ud. Kun de kunne fuldt ud sammenligne Salomons tempel med det de nu så. Det syn der nu mødte dem dér hvor det tidligere tempel havde ligget, var som intet i sammenligning. Hvad kunne man vente af et tempel der havde en så ringe og beskeden begyndelse? Kunne det i det hele taget betale sig for disse gudfrygtige israelitter at fortsætte med genopbygningen af templet? Eftersom templet skulle være Jehovas hus, var det store spørgsmål: Kunne hærskarers Jehova skabe noget betagende, noget passende, ud af intet?

6. Hvem kom templets genopbygning i virkeligheden an på, og hvem ville det derfor være der byggede det? Forklar.

⁶ Det hele afhang af den Gud der skulle tilbedes i det påtænkte hus. Var det hans vilje at huset skulle genopbygges til hans ære og til fremme af den israelitiske nations åndelige interesser? Ja det var, og derfor var det hans vilje og hans gerning bygningsmændene ville udføre. De ville derfor have hans godkendelse og hans støtte, uanset hvem og hvor mange der var imod dem. Det var i virkeligheden ham der ville bygge huset, med de israelitiske bygningsmænd som sine redskaber. Dette havde altoverskyggende betydning, for, som Salomon udtrykte det i Salme 127:1, „dersom [Jehova] ikke bygger huset, er bygmestrenes møje forgæves, dersom [Jehova] ikke vogter byen, våger vægteren forgæves“.

7. (a) Hvem var stærkest berørt af genopførelsen af dette hus, og hvorfor? (b) Hvad sagde Jehova nu gennem Haggaj for at israelitterne ikke skulle frygte for fjenderne?

⁷ Eftersom sagen vedrørte den rene tilbedelse af den eneste levende og sande Gud, var Jehova selv inddraget i den. Det var ham der ville udføre byggearbejdet. I betragtning af dette behøvede de ikke at blive svage af frygt for det overvældende antal fjender. Derfor inspirerede han sin profet Haggaj til at sige: „’Men vær nu stærk, Zerubbabel,’ lyder det fra Jehova, ’og vær stærk, Josua, Jozadaks søn, du ypperstepræst.’ ’Og vær stærke, alle I folk i landet,’ lyder det fra Jehova, ’og arbejd.’ ’For jeg er med jer,’ lyder det fra hærskarers Jehova. ’Husk det jeg sluttede med jer da I kom ud af Ægypten, og da min ånd stod iblandt jer. Vær ikke bange.’“ — Haggaj 2:4, 5, NW.

8. I hvilken henseende skulle tempelbyggerne være stærke, og hvordan gjaldt noget lignende apostelen Paulus i Korint?

⁸ Medlemmerne af denne israelitiske rest, der havde fået til opgave at genopbygge templet, skulle være stærke i troen. De kunne vise deres tro ved at bygge templet. Hvorfor skulle de ikke gøre det? Hærskarers Jehova var jo med dem. Som den kristne apostel Paulus, af fødsel jøde, senere skrev til menigheden i Rom: „Hvad skal vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os?“ (Romerne 8:31) En sådan garanti fra Guds side giver stor styrke. Paulus erfarede det selv mens han udførte Guds gerning i den græske by Korint i det første århundrede. Om dette fortæller beretningen i Apostlenes Gerninger: „Og Herren sagde til Paulus i et syn om natten: ’Frygt ikke, men tal og ti ikke; for jeg er med dig, og ingen skal lægge hånd på dig og gøre dig noget ondt; thi jeg har et talrigt folk i denne by.’“ Viste Paulus tro ved at gøre som han fik pålagt? Beretningen oplyser: „Så slog han sig ned dér et år og seks måneder og lærte Guds ord iblandt dem.“ — Apostlenes Gerninger 18:9-11.

9. (a) På hvilken måde skulle tempelbyggerne ligeledes være stærke, og under hvis ledelse? (b) Hvad skulle de huske, og hvorfor netop nu?

⁹ På nøjagtig samme måde måtte de der udgjorde den hjemvendte israelitiske rest være stærke og stole på den almægtige Gud og gøre det arbejde han havde pålagt dem. Deres ledere, statholderen Zerubbabel og ypperstepræsten Josua, måtte gå foran, og resten af folket ville da følge med og arbejde sammen med dem. De skulle huske den pagt Jehova havde sluttet med deres forfædre da han førte dem bort fra Ægypten. Det var meget træffende at Haggaj mindede dem om dette, for deres forfædre havde boet i telte eller løvhytter i de fyrre år de havde været på vej fra Ægypten til det forjættede land, og netop nu var de selv i færd med at fejre løvhyttefesten i Jerusalem til minde om det deres forfædre havde oplevet. Deres forfædre havde mødt fjender undervejs, men Jehova havde udfriet dem og havde holdt sin pagt og ført dem ind i det forjættede land. Den samme udfrielsens Gud var nu med den israelitiske rest under løvhyttefesten i Jerusalem. Der var ingen grund til at være bange.

STØRRE HERLIGHED FORUDSET

10, 11. (a) Hvorfor skulle tempelbyggerne ikke være mismodige selv om begyndelsen på deres arbejde intet synede i sammenligning med Salomons tempel? (b) Hvad sagde Jehova nu gennem Haggaj for at styrke deres forventninger?

¹⁰ De der udgjorde den israelitiske rest skulle ikke være mismodige over at det de nu begyndte med, var som intet i sammenligning med Salomons strålende, verdenskendte tempel. De regnede måske ikke med at der ville komme noget særligt, noget der var værd at lægge mærke til, ud af deres arbejde med at genopbygge templet. Men Jehova så at deres trosgerninger ville give et helt overvældende resultat. Så for at anspore dem, for at opmuntre dem til at nære de største forventninger, forklarede Jehova dem nu hvorfor de ikke skulle være bange men være stærke i troen og arbejde. Gennem sin profet Haggaj sagde han:

¹¹ „Thi så siger Hærskarers [Jehova]: Endnu en gang om en liden stund vil jeg ryste himmel og jord, hav og tørt land, og jeg vil ryste alle folkene [nationerne, NW], og da skal alle folkenes skatte komme hid, og jeg fylder dette hus med herlighed, siger Hærskarers [Jehova].“ — Haggaj 2:6, 7.

12. Hvad skulle bestå til trods for den universelle rystelse, og hvem blev det antydet ville vende sig til Jehova?

¹² Var det ikke betagende udsigter disse israelitter fik i forbindelse med det tilbedelseshus de skulle til at bygge? Det var hærskarers Jehova selv der stillede dem dette udsigt, og derfor ville det med sikkerhed gå i opfyldelse. Der skulle foregå en universel rystelse. Han ville fremkalde den. Både det høje og det lave i forbindelse med jorden skulle rystes — så det kom til at forlade sin plads, ja måske endda blev ødelagt! Men under hele denne rystelse var der én ting der skulle blive stående — det hus som den israelitiske rest havde bygget! Det betød at den rene tilbedelse af Jehova skulle fortsætte, ligesom hans hus fortsat blev stående. Han ville fylde sit tilbedelseshus med herlighed — alle folkenes skatte ville komme ind i det. De ville blive ført dertil af alle som begyndte at tilbede ham fra alle nationerne. Dette hus for tilbedelsen af Gud ville blive det mest betydningsfulde og det mest kendte hus på hele jorden. Ikke alene de kødelige israelitter ville tilbede Jehova der, men også ikke-jødiske folk fra alle nationer!

13. Hvad blev arbejderne således forsikret om i forbindelse med deres tempelbyggeri denne gang, og hvad havde de derfor al mulig grund at gøre?

¹³ Dette forsikrede medlemmerne af den israelitiske rest om at de denne gang ville få fuldført bygningen af Jehovas tempel i Jerusalem. Uanset hvilke begivenheder der ville ryste verden omkring dem, ville de nå deres mål. Hele resten af verden kunne være foruroliget, bekymret og bange på grund af den rystelse der ville skabe uro i den, men arbejdet med at bygge det hus hvor Jehova skulle tilbedes måtte fortsætte — til den strålende fuldførelse! Og så ville husets indvielse finde sted under stor jubel! (5 Mosebog 20:5) Hærskarers Jehova havde givet sit ord på det, så det kunne ikke slå fejl! Derfor, til arbejdet, med hans styrke! Alt talte for at de skulle gå i gang!

14, 15. Hvad står udtrykket „endnu en gang“ i forhold til? Hvor og hvornår skete dette?

¹⁴ Men hvornår skulle det ske? Hærskarers Jehova sagde „Endnu en gang om en liden stund vil jeg ryste himmel og jord, hav og tørt land.“ (Haggaj 2:6) „Endnu en gang“ — i forhold til hvad? Hvornår havde han tidligere fremkaldt en rystelse? Der må være tænkt på det der skete nede mod syd, ved Sinaj bjerg, i den tredje månemåned (sivan) i år 1513 f.v.t., det år israelitterne drog ud af Ægypten. På den første dag i denne måned slog israelitterne lejr foran Sinaj bjerg, det bjerg hvor Jehova ved sin engel havde vist sig for profeten Moses i den brændende busk der ikke var blevet fortæret af den mirakuløse ild. Hvad skete der den tredje dag de lå lejret her? Lad os læse beretningen i Anden Mosebog 19:16-19:

¹⁵ „Da morgenen gryede den tredje dag, begyndte det at tordne og lyne, og en tung sky lagde sig over bjerget og der hørtes vældige stød i horn. Da skælvede alt folket i lejren. Så førte Moses folket fra lejren hen for Gud, og de stillede sig neden for bjerget. Men hele Sinaj bjerg hylledes i røg, fordi [Jehova] steg ned derpå i ild, og røgen stod i vejret som røg fra en smelteovn; og hele folket skælvede såre. Og stødene i hornene blev stærkere og stærkere; Moses talte, og Gud svarede ham med høj røst.“

16, 17. (a) Hvad blev israelitterne advaret om, og hvad blev derefter givet? (b) Hvad anmodede israelitterne nu om i forbindelse med det at de hørte Gud tale direkte til dem?

¹⁶ Derefter befalede Jehova at israelitterne skulle passe på, og holde sig i en respektfuld afstand fra bjerget så de ikke kom til at røre det, og udtalte så ved sin engel de ti bud fra toppen af Sinaj bjerg. (2 Mosebog 19:20 til 20:17) Havde det israelitiske folk efter disse guddommelige udtalelser stadig lyst til at høre Jehovas stemme direkte? Moses fortæller:

¹⁷ „Men da hele folket fornam tordenen, lynene og stødene i hornene og så det rygende bjerg, forfærdedes folket og holdt sig skælvende i frastand; og de sagde til Moses: ’Tal du med os, så vil vi lytte til; men lad ikke Gud tale med os, at vi ikke skal dø!’ Men Moses svarede folket: ’Frygt ikke, thi Gud er kommet for at prøve eder, og for at I kan lære at frygte for ham, så I ikke synder.’ Da holdt folket sig i frastand, medens Moses nærmede sig mulmet, hvori Gud var.“ — 2 Mosebog 20:18-21.

18. (a) Hvornår henviste Moses senere til disse begivenheder ved Sinaj bjerg, og hvad sagde David om dem i Salme 68? (b) Hvornår fandt denne rystelse sted i forhold til opførelsen og indvielsen af det hellige tabernakel?

¹⁸ I sine afskedstaler næsten fyrre år senere til den yngre generation af israelitter henviste profeten Moses til disse begivenheder ved Sinaj bjerg. (5 Mosebog 4:9-14; 18:15-19) Og salmisten David blev inspireret til at fortælle om dem i en af sine sange: „Gud, da du gik ud foran dit folk, da du skred gennem ørkenen — . . . da rystede selve jorden, og selve himmelen dryppede på grund af Gud; dette Sinaj rystede på grund af Gud, Israels Gud.“ (Salme 68:7, 8, NW; RS; JP; versene 8, 9 i den danske oversættelse) Denne rystelse af et helt bjerg var ikke noget der blev glemt lige med det samme. Det er også interessant at denne rystelse af Sinaj bjerg blev fremkaldt ni måneder før israelitterne blev færdige med at fremstille det hellige åbenbaringstelt, tabernaklet. Det hellige tabernakel blev indviet på den første dag i den første månemåned (nisan) det følgende år, 1512 f.v.t. Rystelsen fandt altså sted før man begyndte at tilbede Jehova ved dette tabernakel der blev rejst i Sinaj ørken. — 2 Mosebog 39:42 til 40:37.

19. Ifølge Haggaj 2:6 ville Jehova atter fremkalde en rystelse, men af hvad?

¹⁹ Ifølge sin erklæring i Haggaj 2:6 havde Jehova til hensigt at ryste jorden igen, og denne gang ville han også ryste himmelen og havet og det tørre land. Hvornår? „Endnu en gang om en liden stund,“ sagde han.

20. I hvilken periode måtte rystelsen i forbindelse med det bogstavelige genopførte tempel i Jerusalem finde sted, som en foreløbig opfyldelse af Haggaj 2:6-9?

²⁰ Han sagde dette den 21. tisjri 520 f.v.t. Templet blev ikke fuldført før den tredje dag i den tolvte månemåned (den 3. adar) i perseren Darius I’s sjette regeringsår (515 f.v.t.). Det var altså over fire år og fire månemåneder efter at Jehova havde udtalt profetien i Haggaj 2:6-9. Da skulle det genopførte tempel indvies, og derefter ville Jehova opfylde sit ord og fylde det hellige hus med herlighed. (Ezra 4:24; 6:14, 15) Den rystelse han havde profeteret om i forbindelse med det bogstavelige genopførte tempel i Jerusalem, måtte derfor indtræffe i løbet af denne periode (520-515 f.v.t.), som en foreløbig opfyldelse af profetien. De historiske beretninger ville komme til at vise hvordan profetien blev opfyldt på de internationale begivenheder i denne bestemte periode. Det var i sandhed en tid med store omvæltninger for perserriget.

21. Hvorfor bør vi i dag interessere os for en større opfyldelse af profetien i Haggaj 2:6-9?

²¹ Vi må imidlertid huske at det genopbyggede tempel i Jerusalem var forbilledligt. Det var en gengivelse i mindre målestok af Jehovas større tempel, hans åndelige tempel hvor hans indviede folk tilbeder ham i dag. Det er derfor den større og endelige opfyldelse af Haggaj 2:6-9 vi i dag bør interessere os for.

SIKKERHEDEN FOR EN NUTIDIG OPFYLDELSE

22. Siden hvilket år har nutidens nationer vaklet, og hvilke spørgsmål opstår?

²² Alle oplyste mennesker indrømmer beredvilligt at der lige siden det fjortende år her i det tyvende århundrede er sket noget ganske usædvanligt med nationerne. Den første verdenskrig, der begyndte i 1914, har udløst en kæde af begivenheder som har fået alle nationer til at vakle. Alle deres bestræbelser for at stabilisere sig, endog ved hjælp af De forenede Nationers organisation til opretholdelse af fred og sikkerhed i verden, slår fortsat fejl. Hvad betyder det alt sammen? Hvad vil det ende med? Nutidshistorikere og politiske prognosemagere har ikke noget pålideligt svar. Men findes der ikke noget svar?

23. I hvilket budskab fra det sjette århundrede f.v.t. finder vi svaret?

²³ Svaret indeholdes i de ord der lyder til os fra Jerusalem i det sjette århundrede før vor tidsregning: „Så siger Hærskarers [Jehova]: Endnu en gang om en liden stund vil jeg ryste himmel og jord, hav og tørt land, og jeg vil ryste alle folkene [nationerne, NW], og da skal alle folkenes skatte komme hid, og jeg fylder dette hus med herlighed, siger Hærskarers [Jehova].“ — Haggaj 2:6, 7.

24. Hvilke spørgsmål opstår med hensyn til anvendelsen af disse profetiske ord?

²⁴ Men hvordan ved vi at disse betagende ord som Jehovas profet Haggaj har ladet gå videre til os, ikke blot gjaldt dengang profeten levede eller „en liden stund“ derefter? Hvordan kan vi være sikre på at disse ord også vil få en nutidig opfyldelse, her i vor tid?

25. (a) Hvoraf fremgår svaret? (b) Hvorfor måtte disse mennesker give agt, i betragtning af en katastrofe som var nær forestående?

²⁵ Vi ved det fordi disse profetiske ord blev citeret under guddommelig inspiration længe efter at Haggaj havde udtalt dem, ja cirka 580 år efter, og da blev anvendt om noget fremtidigt, om afslutningen på den nuværende internationale tingenes ordning. Ligesom Haggajs egne profetiske ord var dette citat af hans ord henvendt til hebræere, efterkommere af patriarken og hebræeren Abraham — blot var disse sidstnævnte hebræere blevet kristne i det første århundrede efter vor tidsregning. (1 Mosebog 14:13; Hebræerne 1:1, 2; 2:16) Disse ord fra Haggajs profeti blev citeret for dem cirka ti år før Jerusalem og det genopbyggede tempel blev ødelagt af romerne i år 70. En stor forandring var altså nær, og de kristnede hebræere måtte nu passe på at de ikke kom til at lide skade og tab sammen med de ikke-troende hebræere der stadig holdt fast ved det jordiske Jerusalem og dets materielle tempel.

26. Hvilke ord henvendte skribenten til disse kristnede hebræere for at de ikke skulle lide tab?

²⁶ Den inspirerede skribent fortalte disse kristnede hebræere at de kunne undgå at lide ubodelig skade hvis de fulgte den rette handlemåde og viste den rette værdsættelse af åndelige værdier, idet han skrev: „Jag efter fred med alle og efter den helliggørelse uden hvilken ingen skal se Herren, og se til at ingen går glip af Guds ufortjente godhed, at ingen giftig rod skyder op og volder vanskeligheder og mange besmittes af den, at der ikke er nogen utugtig eller nogen som ikke værdsætter det der er helligt, som Esau, der i bytte for ét måltid gav sine rettigheder som førstefødt bort. For I ved at han også senere, da han ønskede at arve velsignelsen, blev forkastet, for skønt han ivrigt og med tårer søgte en sindsændring [hos sin fader Isak], fandt han ikke rum for den [hos Isak].“ — Hebræerne 12:14-17, NW.

27. (a)Hvorfor stod disse kristnede hebræere i en situation som var alvorligere end den deres forfædre havde befundet sig i ved Sinaj bjerg? (b) Hvordan kunne de undgå at være som Esau?

²⁷ De kristnede hebræere havde oplevet en vældig forandring efter at de var blevet disciple af Messias, Jesus, kong Davids og patriarken Abrahams efterkommer. De stod nu over for noget som var større og alvorligere end det deres forfædre kom til at stå over for da de blev ført ned til Sinaj bjerg af profeten Moses i 1513 f.v.t. Det var større ting der stod på spil og kunne mistes for evigt, med udslettelse til følge for dem der mistede disse ting. Ligesom patriarken Isak, Abrahams søn, nægtede at ændre sind på trods af sin materialistiske søn Esaus tårer, sådan ville Jehova Gud ikke ændre sind hvis disse kristnede hebræere mistede deres værdsættelse af den ufortjente godhed han viste dem gennem Herren Jesus Kristus. I stedet for at være som Esau, der ringeagtede de åndelige muligheder der stod åbne for ham som Abrahams sønnesøn, skulle de undgå at blive vanhellige; de skulle vise fuld værdsættelse af det der er helligt og holde fast ved det. Det var grunden til at den inspirerede skribent videre skrev til disse kristnede hebræere, der nu var blevet ført ind i en ny pagt ved Jesus Kristus:

28. Hvad var disse kristnede hebræere ikke kommet til, ifølge skribenten?

²⁸ „I er jo ikke kommet til et udvortes håndgribeligt bjerg [som Sinaj bjerg], til en flammende ild og mulm og mørke og uvejr, og ikke til basunklang og til en røst, der talte således, at de, der hørte den, bad sig fri for at høre mere. Thi de kunne ikke udholde det, der blev påbudt: ’Selv et dyr, der rører ved bjerget, skal stenes.’ Ja, så frygteligt var synet, at [mellemmanden] Moses sagde: ’Jeg er forfærdet og skælver.’

29. Hvad var de kristnede hebræere derimod kommet til, og hvordan var omstændighederne?

²⁹ Men I er kommet til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem og til en højtidsskare af engle i tusindtal [ikke blot de engle der dengang var på Sinaj bjerg] og en menighed af førstefødte [Guds førstefødte kristne sønner, som er større end Isaks førstefødte søn, Esau], som er indskrevne i Himlene [ikke i Isaks jordiske slægtslinje], og til en dommer som er alles Gud [ikke som på Sinaj bjerg, en engel der repræsenterede Gud], og til deres ånder [åndelige liv, NW], som er retfærdige og er nået til fuldendelse [ikke fordømte syndere som hebræerne ved Sinaj bjerg], og til den nye pagts mellemmand, Jesus [denne pagt var bedre end Lovpagten, som Moses var mellemmand for], og til bestænkelsens blod, som forkynder noget bedre end Abels [eftersom det er Jesu Kristi blod].“ — Hebræerne 12:18-24; Galaterne 3:19; Apostlenes Gerninger 7:37, 38.

30. Hvad forstår vi nu vedrørende disse kristnede hebræeres stilling?

³⁰ Når vi betragter alle disse større ting som de kristnede hebræere var kommet til, kan vi forstå at de befandt sig i en situation som var alvorligere end den deres hebraiske forfædre befandt sig i foran Sinaj bjerg i Arabien i år 1513 f.v.t. De havde mere at miste. De kunne blive udslettet for evigt hvis de blev som Isaks førstefødte søn, Esau, og mistede deres værdsættelse af de hellige ting der er forbundet med Guds åndelige førstefødte sønner som er indskrevet i himlene.

31. Hvem i dag gælder disse ting også, og hvad bør disse derfor være ivrige efter at gøre?

³¹ Det samme gælder for de mennesker der i dag hævder at være kristne, hvad enten de er omvendte jøder eller omvendte hedninger. Vi bør erkende hvem det er der taler til os — at det er Gud der taler til os gennem sit inspirerede ord, den hellige Bibel. Vi bør derfor ivrigt lytte til de yderligere ting han har sagt til os gennem mellemmanden Jesus Kristus og gennem de disciple af Kristus der blev inspireret til at affatte hellige skrifter. Vi bør ikke undlade at vise fuld værdsættelse af disse yderst vigtige ting. Vi bør ikke bede os fri for at høre og vise disse ting opmærksomhed. Den inspirerede discipel der skrev til de kristne hebræere, fortsætter derfor med ordene:

32. Hvad fortsatte skribenten derfor med at sige med hensyn til at bede sig fri?

³² „Tag jer i agt, at I ikke beder jer fri for ham, som taler. Thi kunne de andre ikke undfly straffen, da de bad sig fri for ham, der talte sit guddomsord her på jorden, så skal vi det meget mindre, hvis vi vender os bort fra ham, når han taler fra Himlene. Dengang fik hans røst jorden til at rokkes [men fik ikke Sinaj bjerg til at styrte sammen], men nu har han givet denne forjættelse: ’Endnu én gang vil jeg ryste, ikke blot jorden, men også himmelen.’“

33. Hvor havde Gud givet denne forjættelse, og hvorfor var det på sin plads at skribenten nu citerede den?

³³ Hvor havde Jehova Gud givet denne forjættelse? Det havde han i Haggajs profeti, som blev fremholdt i fortidens Jerusalem. I det andet kapitel, vers seks, læser vi disse ord: „Thi så siger Hærskarers [Jehova]: Endnu en gang om en liden stund vil jeg ryste himmel og jord, hav og tørt land.“ Men forjættelsen blev ikke fuldstændig opfyldt „en liden stund“ efter at profeten Haggaj havde udtalt den. Derfor knytter den der skrev til de kristnede hebræere, følgende inspirerede kommentar til dette guddommelige løfte om at ryste såvel himmelen som jorden:

34. Hvilken kommentar giver skribenten til sit citat af Haggaj 2:6?

³⁴ „Men dette ’endnu én gang’ giver til kende, at de ting, der kan rokkes, fordi de er skabt, skal forvandles [tages bort, NW], for at de ting, der ikke kan rokkes, skal blive bestandig. Da vi nu får et urokkeligt rige, så lad os [i modsætning til Esau] være taknemmelige og derved tjene Gud, som det er ham velbehageligt, med ængstelse og hellig frygt. Thi ’vor Gud er en fortærende ild [lige så fortærende som den ild der flammede på Sinaj bjerg].’“ — Hebræerne 12:25-29.

35. Hvilken periode anvender skribenten udtrykket „endnu én gang“ på, og hvad må derfor være nær forestående for de skabte ting der kan rystes?

³⁵ Fik vi fat på det? Den der skrev til de kristnede hebræere anvender Guds udtalelse „endnu én gang“ om noget fremtidigt og forklarer at det eneste der er urokkeligt, er det rige som de kristne der tjener Gud på den måde der er ham velbehagelig, vil modtage. Han forklarer også at fjernelsen af alt det skabte der rokkes vil give plads for dette rige, en regering der altid skal eksistere og være i virksomhed. De ting der er skabt og kan rokkes er endnu ikke blevet taget bort, skønt de allerede kan være sat i bevægelse og være ved at rystes og rokkes. Ifølge de inspirerede hellige skrifters egen fortolkning står det os altså klart at profetien i Haggaj 2:6, 7 gælder noget her i det tyvende århundrede, og at profetiens fuldstændige opfyldelse stadig ligger forude, men er meget nær!

HVORDAN?

36. Hvilket spørgsmål opstår nu vedrørende en nutidig opfyldelse af Haggaj 2:6, 7?

³⁶ Den bogstavelige himmel og jord med havet og det tørre land vil ikke blive taget bort og gå til grunde. Dét skete ikke i profetiens mindre og første opfyldelse på Haggajs tid eller „en liden stund“ derefter. Hvordan skal det guddommelige løfte da virkeliggøres i den nutidige opfyldelse her i det tyvende århundrede? „Thi så siger Hærskarers [Jehova]: Endnu en gang om en liden stund vil jeg ryste himmel og jord, hav og tørt land, og jeg vil ryste alle folkene [nationerne, NW], og da skal alle folkenes skatte komme hid, og jeg fylder dette hus med herlighed, siger Hærskarers [Jehova].“ — Haggaj 2:6, 7.

37. Hvad vil rystelsen af alle de nævnte ting føre til, og hvad må der ske med det der søger at modstå og hindre dette?

³⁷ Mon ikke enhver kan se at rystelsen af alle de ting der nævnes, vil føre til at Jehova Guds tempel herliggøres? Det vil betyde at den rene tilbedelse af den eneste levende og sande Gud forskønnes og ophøjes, ikke tilbedelsen ved et bogstaveligt hus på jorden, men tilbedelsen ved hans sande tempel, det domæne hvor han tilbedes i ånd og i sandhed, inden for rammerne af den særlige ordning han har truffet. (Johannes 4:21-24) Jehova skal have sit retmæssige tilbedelsessted i hele det levende univers. Alt hvad der har modstået og hindret den rette og rene tilbedelse, skal fjernes og udslettes. Ifølge de inspirerede ord i Hebræerbrevet 12:26, 27 (NW) betegner rystelsen af alt dette at det tages bort, at det rystes sønder og sammen.

38. Hvad kan man sige med hensyn til om de ting som de salvede kristne er kommet til (Hebræerne 12:22, 23), vil blive rystet?

³⁸ „Den levende Guds stad, . . . det himmelske Jerusalem,“ vil ikke blive rystet og taget bort. Det vil det himmelske „Zions bjerg“, hvor byen ligger, heller ikke, ej heller den hellige „højtidsskare af engle i tusindtal“ eller ’menigheden af førstefødte, som er indskrevne i Himlene’, eller „deres ånder [åndelige liv, NW], som er retfærdige og er nået til fuldendelse“. (Hebræerne 12:22, 23) Disse ting som de indviede, døbte og salvede kristne er kommet til, er ikke forgængelige. De er ikke forbundet med eller afhængige af et forbilledligt, materielt tempel her på jorden, en bygning i lighed med de templer der blev bygget i det jordiske Jerusalem af kong Salomon og af statholderen Zerubbabel og ypperstepræsten Josua, Jozadaks søn. De uforgængelige ting der nævnes, har at gøre med Jehovas større tempel, hans åndelige tempel, som er det eneste tempel der kan rumme Jehova i sit Allerhelligste (nemlig selve himmelen). (1 Kongebog 8:27; Esajas 66:1; Apostlenes Gerninger 7:48-50; 17:24, 25; Hebræerne 9:23, 24) Disse uforgængelige ting der ikke kan tages bort, er også forbundet med Jehovas ’urokkelige rige’. — Hebræerne 12:28.

39. Er den „himmel“ der rystes, bogstavelig eller symbolsk? Begrund svaret.

³⁹ Hvilken „himmel“ er det da der skal rystes og tages bort? Jehova, der fremkalder denne store rystelse, giver os svaret. I den forunderlige Åbenbaringsbog, der er skrevet i „billeder“ som han viste den hebraisk-kristne apostel Johannes, giver han os en symbolsk skildring af fjernelsen af denne himmel. I Åbenbaringen 20:11 inspirerede han apostelen Johannes til at skrive: „Og jeg så en stor, hvid trone og ham, som sad på den; for hans åsyn flyede jorden og himmelen, og der fandtes ikke nogen plads for dem.“ Denne himmel der flyede blev erstattet af en anden, for i Åbenbaringen 21:1, 2 skriver Johannes videre: „Og jeg så en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var forsvundet, og havet var ikke mere. Og jeg så den hellige stad, det ny Jerusalem, komme ned fra Himmelen fra Gud, rede som en brud, smykket for sin brudgom.“ Ligesom „den hellige stad, det ny Jerusalem“ her er et billede som skildrer „bruden, Lammets hustru“ (Åbenbaringen 21:9), sådan er „den første himmel“, den „himmel“ der flyede for Gud som sad på den store, hvide trone, et „billede“ eller et symbol.

40, 41. Hvad står der i Åbenbaringen 12:3-5, 7-12 som giver os et fingerpeg om hvad „himmelen“ står for?

⁴⁰ Et „billede“ på hvad? Åbenbart på en usynlig, åndelig himmelsk organisation der har udøvet herredømme over menneskeheden. Åbenbaringens tolvte kapitel giver os et fingerpeg i denne retning. Her læser vi nemlig: „Og et andet tegn viste sig på himmelen; se, der var en stor, ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. Og dens hale fejede en tredjedel af himmelens stjerner væk og kastede dem ned på jorden. . . . Og der blev kamp i Himmelen: Mikael og hans engle stred mod dragen, og dragen og dens engle stred mod dem. Men de kunne ikke stå sig, og der fandtes ikke længere plads for dem i Himmelen. Så blev den store drage nedstyrtet, den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan, hele verdens forfører; han blev nedstyrtet på jorden, og hans engle blev nedstyrtet sammen med ham. Og jeg hørte en høj røst i Himmelen sige:

⁴¹ ’Fra nu af er frelsen og kraften og Riget vor Guds, og magten hans Salvedes; thi nedstyrtet er vore brødres anklager, som anklagede dem for vor Gud dag og nat. Og de har sejret over ham på grund af Lammets blod og på grund af deres vidnesbyrds ord; og de havde ikke deres liv for kært til at gå i døden. Glæd jer derfor, I Himle, og I som bor i dem! Ve jorden og havet! thi Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.’“ — Åbenbaringen 12:3-5, 7-12.

42. Hvad kan vi af denne beretning se at „himmelen“ er et billedligt udtryk for?

⁴² Af denne beretning som er holdt i billedsprog, fremgår det tydeligt at den symbolske himmel skildrer den usynlige åndeorganisation der består af Satan Djævelen og hans dæmonengle under ham. Sammen med disse onde dæmonengle har Satan Djævelen forført „hele verden“. Jesus Kristus kaldte ham menneskeverdenens „fyrste“. (Johannes 12:31; 14:30; 16:11) Den kristne apostel Paulus betegner ham som „denne verdens gud“ der har slået de vantros tanker med blindhed. Paulus omtaler ham også som „herskeren over luftens rige, den åndemagt, som nu er virksom i ulydighedens børn“. (2 Korinter 4:4; Efeserne 2:2) Apostelen Johannes gør opmærksom på den indflydelse Satan øver på menneskehedens verden idet han siger: „Vi [de kristne] ved, at vi er af Gud, og at hele verden er i den Ondes vold.“ (1 Johannes 5:19) Det er Satan og hans dæmonengle der i Efeserbrevet 6:12 omtales som „ondskabens åndemagter i himmelrummet“. De udgør den usynlige himmel der nu udøver sit herredømme over hele den onde menneskehed.

43. Er rystelsen af denne „himmel“ allerede begyndt? Forklar.

⁴³ Takket være den almægtige Gud er de ikke en permanent „himmel“ over menneskeslægten. Snart, ja efter den forestående „store trængsel“ der vil ramme hele menneskeheden, må denne „himmel“ fly for Jehova Guds åsyn, ham der sidder på sin ’store, hvide trone’. (Åbenbaringen 20:11) Det er altså en „himmel“ der kan fjernes. Det er en himmel der kan rystes fuldstændig i stykker. Rystelsen af den er allerede begyndt. Hvornår? Det skete efter at Guds messianske rige blev født i himmelen da „hedningernes tider“ eller „nationernes fastsatte tider“ udløb i det tidlige efterår 1914. Da begyndte den indsatte konge Jesus Kristus, der da optrådte som den himmelske Mikael, „den store fyrste“ som værner Guds folk, at føre krig mod Satan Djævelen og hans dæmonorganisation. Det medførte at de onde åndemagter blev rystet ud af himmelen hvor de opholdt sig, og faldt ned til jordens nærhed.

44. Hvad har det medført at „himmelen“ er blevet rystet ned, og hvornår vil rystelsen blive tilendebragt?

⁴⁴ Deres ærgrelse over at være blevet rystet fri af deres tidligere forbindelse med himmelen har betydet øgede ’veer’ for menneskeheden og har medført forfølgelse af Jehovas indviede og døbte folk, de åndelige israelitter, her på jorden. (Åbenbaringen 12:5-13, 17; Daniel 12:1) Men rystelsen af dem er ikke forbi med denne fornedrelse. De endelige og afsluttende rystelse af dem vil indtræffe efter „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon og vil bevirke at de falder ned i den fængselslignende afgrund, hvor de skal være bundet i de tusind år hvor Kristus hersker uforstyrret over den genløste menneskehed. På denne måde vil de nuværende onde „himle“ forsvinde og give plads for ’de nye himle’ hvor retfærdighed bor til evig tid. — 2 Peter 3:7-13; Åbenbaringen 20:1-3;

45. Hvilke anliggender er blevet berørt af den indledende rystelse af denne „himmel“, og hvad må vi sige med hensyn til om den bogstavelige jord vil blive rystet og taget bort?

⁴⁵ At de dæmoniske himle således er blevet fornedret og begrænset til jordens nærhed i den korte tid der er tilbage før de falder ned i „afgrunden“, har indvirket voldsomt på menneskenes anliggender på jorden siden 1914. Men hvordan opfylder Jehova Gud sit løfte om ikke alene at ryste „himmelen“ men også „jorden“? (Haggaj 2:6; Hebræerne 12:26) Ligesom den „himmel“ der rystes, ikke er den bogstavelige, synlige himmel over menneskene, sådan er den „jord“ der sættes i modsætning til denne himmel, heller ikke den bogstavelige jord under vore fødder. Hvad den bogstavelige jord og dens varighed angår, omtaler Salme 104:5 Guds skaberværk og siger: „Du fæsted jorden på dens grundvolde, aldrig i evighed rokkes den.“ I harmoni med dette vil Gud ikke ryste eller rokke den bogstavelige jordklode for at tage den bort.

46. Hvilken „jord“ er det da der rystes og fjernes, og hvornår blev den til?

⁴⁶ Det må derfor logisk nok være den symbolske jord Jehova har lovet at ryste med det for øje at fjerne den. Ligesom den tilhørende „himmel“ består af fornuftbegavede levende skabninger (dæmonerne under Satan Djævelen), sådan består den symbolske jord også af fornuftbegavede levende skabninger, nemlig det menneskesamfund der er i den Ondes, Satan Djævelens, vold. Dette ugudelige menneskesamfund blev til på et tidspunkt efter vandfloden i Noas dage og omfatter nu praktisk talt hele menneskehedens verden. (Åbenbaringen 12:9; 1 Johannes 5:19) Denne symbolske jord og den tilhørende „himmel“ over den udgør „de nuværende himle og jorden“ der er gemt ved Guds ord og „forbeholdt ilden på den dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes“, som det hedder i Andet Petersbrev 3:7. Hvordan ryster den suveræne Herre Jehova denne symbolske jord før han ødelægger den som med en fortærende ild?

„JORDEN“ BRINGES TIL AT RYSTE

47. Hvordan begyndte Gud at ryste den symbolske jord?

⁴⁷ Jehova indleder denne rystelse ved at gøre krav på suveræniteten over menneskesamfundets bolig, den bogstavelige jord. Han gør det på en måde han aldrig før har gjort det. Det selviske og selvoptagede menneskesamfund hævder at det ejer jorden og at det har ret til at gøre hvad det vil med jorden og havene. Dette synspunkt er både forkert og kortsynet, og det lader jordens Skaber ude af betragtning. Den suveræne Herre Jehova lod dette synspunkt og dets anvendelse stå uimodsagt og lod det fortsætte uden afbrydelse indtil udløbet af hedningernes tider eller „nationernes fastsatte tider“ i 1914. Så rejste han sit retmæssige krav ved at frembringe sit messianske rige i himmelen. Denne usynlige himmelske regering, der i Åbenbaringen 12:5 skildres som „et drengebarn“ der er født af Guds „kvinde“, skal „vogte alle folkeslag med jernspir“. At Jehova gjorde sin universelle suverænitet gældende på denne måde, bevirkede at den symbolske jord, det ugudelige menneskesamfund, blev rystet ud af den langvarige tilstand hvor Jehova Gud havde tilladt menneskene uforstyrret at bemægtige sig den bogstavelige jord og behandle den som deres egen, og hvor de havde misbrugt jorden som om de ikke skulle stå nogen til ansvar.

48. Hvordan kunne den symbolske jord, som ikke er åndelig, blive rystet af det som den universelle Suveræn, Jehova, foretog sig usynligt i himmelen?

⁴⁸ Men hvordan kunne dette skridt som universets Suveræn foretog usynligt i himmelen ryste menneskesamfundet på jorden, hvis dette menneskesamfund ikke var klar over hvad der var sket? Hvordan ville menneskesamfundet få det at føle, og føle sig rystet af det? Det ville ske ved at menneskene blev underrettet om at hedningernes tider, „nationernes fastsatte tider“, var udløbet i 1914, det år den første verdenskrig begyndte. Deres langvarige verdensherredømme var nu endt, for nu kunne følgende ord henvendes til den suveræne Herre Jehova: „Vi takker dig Herre, almægtige Gud, du, som er, og som var, fordi du har overtaget din store magt og tiltrådt dit kongedømme; folkeslagene vrededes, men nu er din vredes dag kommet.“ (Åbenbaringen 11:17, 18) Menneskesamfundet på jorden blev underrettet om denne universelle forandring i status quo af de jordiske ambassadører for den Suveræn der havde overtaget magten, den almægtige Gud Jehova.

49. Hvem er de „ambassadører“ der underretter „jorden“ om dette, og hvorfor er deres hverv nu mere påkrævet end nogen sinde før?

⁴⁹ Hvem er disse „ambassadører“? Det er de indviede døbte og åndssalvede kristne der omtales af apostelen Paulus i det andet brev han skrev til korinterne, kapitel fem vers nitten og tyve: „Det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser og lod ordet om forligelsen lyde iblandt os. Vi er altså sendebud [ambassadører, NW] på Kristi vegne som om Gud formaner ved os; vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!“ Nu da Jehova Gud den Almægtige havde overtaget sin store magt og var begyndt at herske ved hjælp af sit nyfødte messianske rige i himmelen, hastede det mere end nogen sinde for det jordiske menneskesamfund at blive forligt med Gud. Den fuldstændige fjernelse af hele den verdensomfattende tingenes ordning var nu truende nær, og „endens tid“ for denne ordning var begyndt. (Daniel 12:4) Spørgsmålet var og er: Hvem vil undgå at blive udslettet sammen med den?

50. Hvordan reagerede den symbolske jord på det som Rigets ambassadører kundgjorde for den?

⁵⁰ Hvordan reagerede den symbolske jord, det krigsramte menneskesamfund, på det som disse „ambassadører“ for Guds oprettede rige ved Kristus kundgjorde for den? Faldt jorden til ro, som en fredelig reaktion på opfordringen til at blive forligt med Jehovas nyfødte rige ved Kristus? Det der skete i årene under den første verdenskrig svarer nej! Den krigshærgede „jord“ blev rystet, rokket, sat i bevægelse af denne kundgørelse. Der skete det som var forudsagt i Åbenbaringen 11:18: „Folkeslagene vrededes,“ nemlig på Rigets ambassadører. Nationerne prøvede at benytte sig af de verdensomspændende krigstilstande til at undertrykke disse Rigets ambassadører. De greb endog til voldelig forfølgelse, hvilket i nogle tilfælde betød døden for ambassadørerne. Det var hvad de indviede, døbte salvede kristne der dengang kaldtes de internationale bibelstudenter og i dag er kendt som Jehovas kristne vidner, kom ud for.

51. (a) Hvad kan man yderligere sige om den kundgørelse som Rigets ambassadører har ladet lyde, og om virkningen deraf? (b) Hvordan er det gået nøjagtig som nævnt i Hebræerbrevet 12:26?

⁵¹ Historien kan nu fortælle den skændige beretning om hvordan den symbolske jord rystede og blev fyldt af en voldsom uro i sit fjendskab mod Jehovas riges ambassadører. Den kundgørelse som de trofaste ambassadører for den suveræne Herre Jehova har ladet lyde, udgår fortsat og i større og større omfang, og den symbolske jord rystes stadig af denne kundgørelse og den udfordring den indeholder. Som et bevis for at kundgørelsen taler sandt, ser vi nu de ting ske som Jesus Kristus sagde ville kendetegne „endens tid“: „Store jordskælv skal der være, og pest og hungersnød både her og der, og der skal ske forfærdelige ting og store tegn fra Himmelen.“ (Lukas 21:11) Og i symbolsk forstand har det været nøjagtig som Hebræerbrevet 12:26 siger vedrørende Jehovas nærværelse på Sinaj bjerg da han gav de ti bud: „Dengang fik hans røst jorden til at rokkes.“ I vor tid har hans riges ambassadørers forkyndelse af budskabet fra hans skrevne ord fået den symbolske jord til at rokkes.

52. Hvad skildres der ved ’havet’ og ’det tørre land’ der også skal rystes?

⁵² Alle elementer af menneskesamfundet på jorden er begyndt at ryste og rokkes. Der er sket nøjagtig hvad den Suveræne Herre Jehova sagde: „Endnu en gang om en liden stund vil jeg ryste himmel og jord, hav og tørt land.“ (Haggaj 2:6) På jordkloden findes der både hav og tørt land; havet er konstant i bevægelse, og det tørre land er forholdsvis stabilt, undtagen når det her og der rammes af et jordskælv. Da profetien i Haggaj 2:6 har symbolsk betydning idet udtrykket „himmel og jord“ skal forstås billedligt, må det symbolske hav stå for det udsnit af menneskesamfundet der er uroligt, hvileløst, som så at sige „opskyller mudder og dynd“, som er ufredeligt, som ønsker radikale forandringer og som hele tiden slår mod ’det tørre land’ (Esajas 57:20) I modsætning hertil må det symbolske ’tørre land’ stå for det udsnit af menneskesamfundet der er roligt, stabilt, konservativt, som prøver at bevare status quo og som er imod radikale forandringer.

53. Hvoraf fremgår det om disse to elementer af menneskesamfundet er blevet rystet?

⁵³ Men begge disse elementer af menneskesamfundet ønsker et styre over jorden som er udøvet af mennesker, og ikke et der er udøvet af Gud, den suveræne Herre Jehova. Derfor er de begge blevet rystet af det som de åndelige ambassadører har kundgjort for dem, nemlig at „nationernes fastsatte tider“ er udløbet og at Jehovas rige ved Kristus nu hersker i himmelen og at den tid hastigt nærmer sig da hele den jordiske tingenes ordning vil blive fuldstændig fjernet i en stor trængsel som menneskene aldrig har oplevet magen til. (Mattæus 24:3-22; Markus 13:4-20) Som et udtryk for at budskabet fra Guds ord ryster dem, har begge elementer af menneskesamfundet, både det konservative og det radikale, givet udtryk for deres vrede mod Rigets ambassadører, dem der forkynder det guddommelige budskab.

Kapitel 5

’Alle folkenes skatte skal komme hid’

1. Hvad siger Haggaj 2:7 om det der følger efter rystelsen af nationerne, og hvad bør vi derfor ikke ønske at gøre i forbindelse med tilbedelsen af Jehova?

DET er tydeligt at opfyldelsen af profetien i Haggaj 2:6 har stået på siden Jehova Gud den Almægtige overtog sin universelle suverænitet i krigsåret 1914. Hvad denne rystelse af alle folkeslag eller nationer også vil medføre, foruden at den fuldstændig fjerner den menneskeskabte tingenes ordning på jorden, siges videre i profetien. I Haggaj 2:7 fortsætter den suveræne Herre Jehova med disse ord: „Og jeg vil ryste alle folkene, og da skal alle folkenes skatte komme hid, og jeg fylder dette hus med herlighed, siger Hærskarers [Jehova].“ I betragtning af dette guddommelige løfte om at hærskarers Jehova vil herliggøre sit tempel, sit hus for den rene tilbedelse, hvem er da vi at vi skulle foragte og nedvurdere den sande tilbedelse af ham i denne vanskelige tid?

2. Hvordan har Jehova siden 1914 rystet nationerne, og hvorfor vil dette fremkalde en endelig reaktion fra deres side?

² Hærskarers Jehova har trofast opfyldt sin profeti ved at ryste alle nationerne. Siden 1914 har han udsendt sit riges ambassadører for at gøre alle nationer bekendt med den afgørende forandring der er indtrådt i den universelle status quo. Der er sket nøjagtig hvad Jesus Kristus forudsagde i sin profeti om „afslutningen på tingenes ordning“: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:3-14, NW) Alle nationer må indrømme at de har rettet deres vrede mod Rigets ambassadører. Historien vidner imod dem. Men deres vrede er endnu ikke forbi. I det store opgør som endnu hører fremtiden til, vil Rigets ambassadører fortsat holde fast ved Jehovas universelle suverænitet og leve op til deres gudgivne budskab. Derfor vil nationernes samlede vrede, som forudsagt i Guds profetiske ord, blusse op i et sidste udbrud af raseri.

3. I hvilken udstrækning vil Jehova ryste nationerne, og hvordan vil det derfor gå med enhver religiøs tolerance som de for øjeblikket viser?

³ De politiske nationer på jorden vil vise deres fjendskab i fuldt omfang, og det bevirker at hærskarers Jehova vil ryste alle disse nationer til de styrter sammen og fjernes for evigt. Enhver religiøs tolerance som nationerne for øjeblikket viser Rigets ambassadører, er derfor kun midlertidig. Ingen bør lade sig bedrage af dette.

4. Har nationerne, som politiske stater betragtet, opfyldt profetien i Haggaj 2:7, og hvoraf fremgår svaret?

⁴ Hvad kan vi, ifølge profetien i Haggaj 2:7, vente før nationerne kommer med deres sidste raseriudbrud og derpå bliver fjernet med magt? Dette: „Da skal alle folkenes skatte komme hid, og jeg fylder dette hus med herlighed, siger Hærskarers [Jehova].“ Hvad har historien indtil nu vist om denne profetis opfyldelse? Ikke at alle folkeslag som hele nationer, som politiske stater, er kommet til Jehovas sande tempel og har taget deres skatte med som frivillige gaver. Efter alt det der er sket siden 1914 har nationerne stadig ikke givet afkald på deres egen suverænitet over jorden for at støtte Jehovas universelle suverænitet. Da den anden verdenskrig var forbi i 1945 oprettede de De forenede Nationer som en international organisation for verdensfred og sikkerhed. De har stædigt og fortvivlet holdt fast ved den til den dag i dag. Denne internationale organisation er i direkte opposition til Jehovas suverænitet.

5. Hvordan har borgere i de rystede nationer reageret som enkeltpersoner, og hvem har de sluttet sig til?

⁵ Men hvad så med de enkelte borgere i alle de nationer der oplever denne svære rystelse hvorunder de forsøger at holde sammen på sig selv? Vi kan sige at der indtil nu er titusinder som har reageret anderledes på Rigets forkyndelse end deres politiske regeringer og deres politisk involverede religionssamfund har gjort. De har erkendt at de aldrig vil opnå en fremtid med glæde, fred og velstand under de menneskeskabte politiske styreformer. De har erkendt at den eneste måde hvorpå man kan undgå at blive udslettet sammen med de politiske nationer i denne tingenes ordning, er at anerkende den suveræne Herre Jehovas messianske rige. De er fuldstændig klar over at Satan Djævelen er „denne verdens gud“, og de ønsker ikke at tilbede denne falske gud ved at tilbede de politiske nationer. De anerkender at al suverænitet med rette tilhører den højeste Gud. Derfor har de indviet sig helt og fuldt til den Suveræne Herre Jehova, for at tilbede ham i hans sande tilbedelseshus. De har sluttet sig til hans ambassadører.

6. Hvilken profeti fra Esajas’ bog ser vi blive opfyldt når vi betragter dem der i vor tid går ind for Jehovas suverænitet og tilbedelsen af ham?

⁶ Når vi ser hele denne skare der i vor tid går ind for tilbedelsen af Jehova og anerkender hans universelle suverænitet, ser vi en betagende opfyldelse af den ofte citerede profeti i Esajas 2:2-4: „Det skal ske i de sidste dage [i dagenes sidste del, NW], at [Jehovas] huses bjerg, grundfæstet på bjergenes top, skal løfte sig op over højene. Did skal folkene [alle nationerne, NW] strømme og talrige folkeslag vandre: ’Kom, lad os drage til [Jehovas] bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier; thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem [Jehovas] ord.’ Da dømmer han folk imellem, skifter ret mellem talrige folkeslag; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“

7. Hvornår begyndte dette at finde sted, og hvilken slags mennesker var der tale om?

⁷ Det er ikke i den første del men i ’den sidste del’ af „endens tid“ at denne internationale skare er begyndt at strømme til den højt ophøjede tilbedelse af Jehova, „Jakobs [eller Israels] Gud“. Da de kommer fra „folkene“ eller fra „alle nationerne“, er de ikke åndelige israelitter, sådan som Rigets ambassadører.

8, 9. I hvilket år kan man se at profetien begyndte at få sin opfyldelse, og efter hvilke begivenheder?

⁸ Hvornår begyndte disse mennesker af ’alle nationer’ at strømme op til Jehovas symbolske „bjerg“ for at tilbede enigt sammen ved „Jakobs Guds hus“? Tilstrømningen kunne iagttages efter at artiklen „Den store Skare“ var blevet bragt (i to dele) i The Watchtower for 1. og 15. august 1935 (Vagttaarnet for 1. og 15. oktober 1935), fire år før den anden verdenskrig udbrød. Indholdet af denne artikel var blevet fremholdt som et foredrag ved Jehovas vidners generalstævne i Washington, D.C., U.S.A., fredag eftermiddag den 31. maj 1935. Foredraget og artiklen forklarede hvem der udgør ’den store skare’ der profetisk er omtalt i Åbenbaringen 7:9, 10, som lyder:

⁹ „Derefter saa jeg, og se en stor Skare, som ingen kunde tælle, af alle Folkeslag og Stammer og Folk og Tungemaal, som stod for Tronen og for Lammet, iførte lange hvide Klæder og med Palmegrene i deres Hænder; og de raabte med høj Røst og sagde: Frelsen tilhører vor Gud, som sidder paa Tronen, og Lammet!“ — Oversættelsen af 1907.

10. Hvem består denne talløse ’store skare’ af?

¹⁰ Det blev påvist at denne ’store skare’ som ingen kunne tælle, var forskellig fra de åndelige israelitter der billedligt omtales i de fem foregående vers (i Åbenbaringen 7:4-8) og som skulle besegles med den levende Guds segl. Den internationale ’store skare’ består af mennesker som er blevet Kristi disciple i vor tid og som ikke besegles med Guds segl for at være sammen med Jesus Kristus som konger og præster i Guds åndelige tempel. (Åbenbaringen 20:4-6) De er indviede og døbte Kristi disciple som ikke besegles med dette for øje, men som følger Jesus Kristus som den gode hyrde. Han leder dem til en jordisk fremtid, et evigt liv på en paradisisk jord under Jesu Kristi og hans 144.000 beseglede disciples himmelske rige. Disse ubeseglede disciple hører med til de „andre får“ som Jesus Kristus omtalte i Johannes 10:16: „Jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; også dem bør jeg lede, og de skal høre min røst; og der skal blive én hjord, én hyrde.“ Hvert eneste år siden 1935 er antallet af disse „andre får“ vokset, så de i sandhed udgør „en stor skare“.

„FOLKENES SKATTE“ BEVARES

11, 12. (a) Kan man sige at disse mennesker betragtes som skatte i templet for tilbedelsen af Jehova? (b) Hvoraf fremgår det om de hører til det der skal rystes i stykker?

¹¹ Er disse indviede og døbte „andre får“ højt skattede ved det hus der er helliget den rene tilbedelse af den suveræne Herre Jehova? Ja, ganske afgjort! De udgør i sandhed „alle folkenes skatte“ der, som forudsagt af hærskarers Jehova, ville komme hid for at tilbede ved hans tempel. Det er ikke materielle gaver og økonomiske bidrag Jehova ønsker af alle nationer. Nej, det er levende tilbedere som denne talløse ’store skare’ af alle folkeslag, stammer, folk og tungemål. De er skønne i hans øjne. (Johannes 4:23, 24) De hører ikke med til det der vil blive rokket, rystet i stykker og udslettet i den kommende „store trængsel“ over den verdensomfattende tingenes ordning. Disse „får“ som tror på Lammet Jesus Kristus, skal bevares gennem den ødelæggende trængsel. Det understreges i følgende spørgsmål og svar:

¹² „Og en af de ældste tog til orde og sagde til mig [apostelen Johannes]: ’De, som er iførte de lange, hvide klæder’ hvem er de? og hvorfra er de kommet?’ Jeg svarede ham: ’Min herre! du ved det.’ Da sagde han til mig: ’Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.’“ — Åbenbaringen 7:13, 14.

13, 14. (a) Hvordan opfyldes så de næste ord i Haggaj 2:7: „Og jeg fylder dette hus med herlighed“? (b) Hvordan er dette blevet forudsagt i Åbenbaringen 7:15?

¹³ Det er ved hjælp af disse „andre får“ som kommer hid fra alle nationer, at hærskarers Jehova opfylder den næste del af sit løfte: „Og jeg fylder dette hus med herlighed.“ (Haggaj 2:7) Et tomt tempel, et tempel uden tilbedere, ville ikke herliggøre hærskarers Jehova. Men en trængsel af tilbedere der var iført rene, hvide klæder og som svingede med palmegrene og råbte: „Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet“ — det ville fylde hans hus med større herlighed end nogen bogstavelig udsmykning. At hans tilbedelseshus ville blive fyldt med en sådan herlighed, er også forudsagt i svaret på Johannes’ spørgsmål:

¹⁴ „Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han, som sidder på tronen, skal opslå sit telt over dem.“ — Åbenbaringen 7:15.

15. (a) Hvor er det så at sige at denne voksende ’store skare’ tjener Gud dag og nat? (b) Hvem på jorden fyldes med ærefrygt over den måde hvorpå Jehova fylder sit tempel med herlighed?

¹⁵ Hundredtusinder af denne ’store skare’ „andre får“ befinder sig allerede nu ved det åndelige tempel som tilhører Jehova Gud, der sidder på tronen og har overtaget sin universelle suverænitet. De tjener ham dér dag og nat ved overalt at forkynde hans messianske rige og frelsen for hele menneskeheden ved Guds lams, Jesu Kristi, blod. Da de ikke er beseglede åndelige israelitter befinder de sig så at sige i hedningernes forgård, som var en del af templet i Jerusalem på Jesu Kristi og apostlenes tid. Det er også ved dette store åndelige tempel at en rest af de åndelige israelitter i dag tjener som underpræster under ypperstepræsten Jesus Kristus. Som følge af dette har denne rest af de åndelige israelitter der tjener som åndelige underpræster nu kærligt samfund med den voksende ’store skare’ af „andre får“ som i oprigtighed slutter sig til den rene tilbedelse af den suveræne Herre Jehova. Disse underpræster fyldes med ærefrygt når de ser hvordan Jehova har fyldt sit tempel med herlighed.

16. (a) Hvad gør Jehova for at bevare dem under „den store trængsel“? (b) Hvad gør Lammet, deres hyrde, for dem?

¹⁶ For at bevare den store skare tilbedere der ejer fårets sindelag under den kommende „store trængsel“, vil „han, som sidder på tronen, . . . opslå sit telt over dem“. At de ikke vil blive rystet med ødelæggelse for øje og fjernet fra jorden, forsikres i det næste der siges om denne ’store skare’ der befinder sig ved Jehovas åndelige tempel: „’De skal ikke sulte mere og ikke tørste mere, ikke heller skal sol eller nogen hede [fra Guds mishag] stikke dem.’ Thi Lammet, som står midt for tronen, skal være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets vand; og ’Gud skal tørre hver tåre’ af deres øjne.“ — Åbenbaringen 7:15-17.

17. (a) Er der tidligere sket noget tilsvarende ved Jehovas åndelige tempel? (b) Hvordan er der skabt sikkerhed for at tilbedelsen af ham altid vil fortsætte ved hans tempel?

¹⁷ Aldrig før er noget så storslået hændt ved den suveræne Herre Jehovas åndelige tempel. Aldrig før er det blevet fyldt med herlighed ved at så mange „skatte“ er kommet til det fra alle nationer. Tilbedelsen af Jehova ved hans åndelige tempel er sikret til evig tid. Når den nuværende rystelse af alle nationerne, ja af den symbolske himmel og den symbolske jord med havet og det tørre land, når sit store højdepunkt i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon, og Satan derpå bindes i afgrunden, vil Jehovas åndelige tempel, hvor han sidder på sin trone, stå urokket. Hans tilbedere vil erfare hans kærlige beskyttelse under hans telt og vil blive bevaret så de for bestandig kan yde ham hellig tjeneste.

DET SIDSTE HUS OPNÅR STØRRE HERLIGHED

18. Hvad er det kosteligste „alle folkenes skatte“ kan give Skaberen, og hvorfor?

¹⁸ Det kosteligste som „alle folkenes skatte“ kan give den store Skaber, er deres rene tilbedelse af ham som deres Gud. De religiøse systemer inden for kristenheden og jødedommen og de andre store religioner, har fyldt deres tilbedelseshuse med guld og sølv og andre materielle ting som har stor værdi på jorden. Men det er ikke sådanne materielle rigdomme den eneste levende og sande Gud ønsker af sine tilbedere. Da han er Skaberen, ejer han i forvejen det hele.

19. (a) Kan vi gøre Gud rigere ved at give ham materielle gaver? (b) Hvorfor behøvede tempelbyggerne på Haggajs tid ikke at spekulere over udgifterne?

¹⁹ Ingen kan øge Skaberens rigdom ved at bringe sådanne materielle kostbarheder ind i en bygning der er indviet til en eller anden religion. Skaberen bliver ikke rigere ved at man giver ham det der allerede tilhører ham, selv om materielle gaver måske kan berige præsterne i de forskellige trossamfund. Når Jehovas hus skal fyldes med herlighed er det derfor ikke den slags materielle ting der er behov for. Som Haggajs profeti fortsætter med at sige: „Mit er sølvet, og mit er guldet, lyder det fra Hærskarers [Jehova].“ (Haggaj 2:8) Behøvede de der byggede templet i Jerusalem dengang på Haggajs tid, i 520 f.v.t., at bekymre sig om udgifterne? Nej, ikke med så rig en Gud!

20. Hvordan ville Skaberen sørge for at alle de nødvendige midler blev tilvejebragt, og hvorfor skulle bygningsmændene ikke være mismodige over at begyndelsen ikke så lovende ud?

²⁰ Som Skaber ejede hærskarers Jehova alle de materielle ting som tempelbyggerne dengang havde brug for. De kunne regne med at han ville tilvejebringe alle de økonomiske midler der var nødvendige for at de kunne indlede og fuldføre genopbygningen af templet for tilbedelsen af ham. Ved hjælp af sin ånd kunne han også sørge for at velstående folk gav bidrag til genopbygningsarbejdet. Selve hans løfte om at fylde det nye tilbedelseshus med herlighed stod som en guddommelig garanti for at man tillidsfuldt kunne begynde at genopbygge huset. Det ville blive fuldført, og der ville strømme tilbedere til. Derfor skulle tempelbyggerne ikke miste modet, selv om begyndelsen ikke så lovende ud. Jehova ville ikke tilskynde dem til at indlede noget som de senere ville blive tvunget til at opgive. Den rigeste i hele universet stod bag dem!

21. Hvilken erklæring i Zion’s Watch Tower minder dette os om?

²¹ Dette minder os om en udtalelse der stod at læse i det andet nummer af The Watch Tower, nemlig udgaven for august 1879, på side 2, under overskriften „Ønsker du ’Zion’s Watch Tower’?“

Tro ikke at disse bemærkninger er en anmodning om penge, Nej. „Zion’s Watch Tower“ har, tror vi, JEHOVA som hjælper, og så længe dette er tilfældet vil det aldrig hverken tigge eller bede mennesker om støtte. Når Han der siger: „Mit er sølvet, og mit er guldet“ ikke længere tilvejebringer de nødvendige midler, vil vi tage det som et tegn på at tiden er inde til at lade bladet gå ind.

Da denne udtalelse blev bragt, udkom hvert nummer af bladet i 6000 eksemplarer.

22. Hvorfor havde tempelbyggerne behov for en ganske særlig tro, og hvordan måtte de se på resultatet af deres arbejde?

²² Når statholderen Zerubbabel, ypperstepræsten Josua, Jozadaks søn, og de øvrige israelitter gik i gang med at genopføre Jehovas tempel i Jerusalem, måtte de vise en ganske særlig tro på Gud, især fordi perserrigets officielle forbud mod genopførelsen af Jehovas tilbedelseshus stadig stod ved magt. Desuden måtte bygningsmændene kæmpe med den modløshed de selv følte fordi arbejdets ringe begyndelse var som intet i sammenligning med det prægtige tempel kong Salomon tidligere havde bygget. For at blive animeret til at fortsætte måtte de have Jehovas syn på resultatet, af deres arbejde. Derfor lod Jehova sin profet Haggaj åbenbare dem hvad han selv så frem til i forbindelse med dette tempel: „’Dette sidste hus’ herlighed vil blive større end det førstes,’ har hærskarers Jehova sagt. ’Og på dette sted vil jeg give fred,’ lyder det fra hærskarers Jehova.“ — Haggaj 2:9, NW.

23. Hvad må vi huske vedrørende Jehovas sande tempel i forbindelse med ordene om at „dette sidste hus’ herlighed vil blive større end det førstes“?

²³ For at kunne forstå disse profetiske ord må vi huske at det Allerhelligste i Jehovas åndelige tempel er Jehova Guds hellige bolig i de usynlige himle, og at dette åndelige tempel ikke blev ødelagt af de babyloniske hære i år 607 f.v.t., da hele Jerusalem blev lagt øde. Det der blev ødelagt, var kun den billedlige gengivelse af det. Jehovas virkelige åndelige tempel var endnu ikke blevet til, og det ville ikke behøve at blive genopbygget. Derfor findes dette åndelige tempel, som da hørte fremtiden til, endnu den dag i dag, og den endelige og fuldstændige opfyldelse af Jehovas profeti her i vor tid gælder dette ene åndelige tempel for den eneste levende og sande Gud.

24. Hvad var på Haggajs tid ’det sidste hus’ og hvad var det første, og hvordan blev det sidstes herlighed større end det førstes?

²⁴ Tilbage på Haggajs tid, for over 2490 år siden, skulle der opføres et nyt tempel i Jerusalem, det andet i rækken. Det var det der blev omtalt som ’det sidste hus’, mens det første var Salomons ødelagte tempel. Begge disse huse var ’billedlige gengivelser af det der er i himmelen’. (Hebræerne 9:23, NW) Ifølge Jehovas forsikring i Haggaj 2:9 ville det tempel der blev bygget i Jerusalem under ledelse af statholderen Zerubbabel og ypperstepræsten Josua, opnå større herlighed end kong Salomons tempel. Hvordan gik dette i opfyldelse? Først og fremmest var det i brug længere, nemlig fra 515 f.v.t. til 70 e.v.t., altså i 584 år, mens Salomons tempel kun stod i 420 år. ’Det sidste hus’ varede altså helt frem til Messias’ komme, og Messias underviste selv i det. I år 17 f.v.t. indledte kong Herodes den Store, som herskede over den romerske provins Judæa, desuden en gradvis og kostbar ombygning af Zerubbabels tempel, med det resultat at det opnåede en pragt der kunne måle sig med den der kendetegnede Salomons tempel. Men noget som ville betyde mere i Guds øjne, var tilbedere som værdsatte hans hus.

25. På hvilken måde opnåede ’det sidste hus’ større herlighed i form af tilbedere som kom til templet?

²⁵ Derfor har der uden tvivl strømmet flere tilbedere til Jehovas genopbyggede tempel i Jerusalem end der kom til Salomons tempel, specielt fordi det nye tempel blev benyttet i en længere periode. Og eftersom templet blev genopbygget over halvfems år efter at jøderne var blevet spredt til mange egne af jorden som fanger og flygtninge, kom tilbederne til det fra et langt større område end i tilfældet med det første tempel. På pinsedagen i år 33 var der kommet kødelige jøder og proselytter til Herodes’ tempel i Jerusalem fra Partien, Medien, Elam, Mesopotamien, Kappadokien, Pontus, provinsen Asien, Frygien, Pamfylien, Ægypten, Libyens egne ved Kyrene, Rom, Kreta og Arabien, foruden Judæa. (Apostlenes Gerninger 2:1-11) På denne måde fik det sidste hus en større kreds af tilbedere og dermed større herlighed end det første, i den forbilledlige opfyldelse af profetien.

26. Hvilken herlighed opnåede Jehovas åndelige tempel i kraft af de billedlige gengivelser som mennesker havde lavet af det på jorden?

²⁶ Men hvordan opfyldes Jehovas profeti i forbindelse med det åndelige tempel, som ikke kan ødelægges og derfor aldrig genopbygges eller erstattes? På denne måde: Dengang de materielle templer som blev bygget af Salomon, Zerubbabel og Herodes, fandtes i Jerusalem, tjente disse billedlige gengivelser af det åndelige tempel til at rette folks opmærksomhed mod Jehovas virkelige tempel, det åndelige. Også det tempel som profeten Ezekiel så i et syn i år 593 f.v.t. var et billede som rettede opmærksomheden mod Jehovas åndelige tempel. (Ezekiel 40:1 til 47:2) Skønt disse jordiske templer virkede ærefrygtindgydende på de mennesker der betragtede dem, kunne de aldrig give tilbederne et fuldstændigt indtryk af den ubeskrivelige herlighed der ville kendetegne Jehovas sande, åndelige tempel. Denne billedlige gengivelse af virkeligheden fortsatte indtil Jesus, Guds søn, i år 29 blev døbt i vand og salvet med Jehovas ånd til at være den lovede Kristus eller Messias. — Mattæus 3:13-17; Johannes 1:29-34.

27. Hvordan begyndte der i år 29 at være mere end blot en billedlig gengivelse af Jehovas sande tempel på jorden?

²⁷ Fra og med denne begivenhed begyndte der at være mere end blot en billedlig gengivelse af Jehovas åndelige tempel i Jerusalem. Fra dette tidspunkt blev det åndelige tempel til virkelighed, idet Jesus blev salvet med Guds ånd til at være „ypperstepræst ’på Melkisedeks vis’“. (Hebræerne 6:20; Salme 110:4) Jesus Kristus blev således ført ind i den åndelige tilstand der blev skildret ved templets første rum, det Hellige, hvor guldlysestagen, skuebrødsbordet og det gyldne røgelsesalter fandtes. Han var også kommet ind i den tilstand der blev skildret ved præsternes tempelforgård, hvor kobberalteret stod, og han havde nærmet sig det der svarede til Guds alter for at frembære sit fuldkomne menneskelegeme som et offer til soning af „verdens synd“. Den modbilledlige forsoningsdag med hensyn til Jehovas virkelige, åndelige tempel, var således begyndt. (Hebræerne 8:1 til 10:10) Dette stod på i tre og et halvt år, indtil år 33.

DET HIMMELSKE TEMPEL HERLIGGØRES

28. Hvornår og hvordan passerede Jesus Kristus den forhindring der blev skildret ved forhænget i templet, og i hvilken hensigt gjorde han det?

²⁸ Den 14. nisan år 33 fuldbragte Jesus Kristus som åndelig ypperstepræst sit offer på jorden, og hans døde legeme blev lagt i en grav. På den tredje dag, den 16. nisan år 33, blev han oprejst fra de døde som en åndelig person, og passerede dermed den forhindring der blev skildret ved forhænget mellem det Hellige og det Allerhelligste i templet, nemlig hans kødelige legeme. Han var således i stand til at gå ind i det virkelige Allerhelligste, ind til Jehova Guds nærhed i selve himmelen, for dér som ypperstepræst at frembære værdien af sit opofrede menneskeliv og udvirke soning for menneskeheden. — Hebræerne 9:23-28; 6:19, 20; 10:19, 20.

29. Hvordan opnåede Jehovas sande tempel herlighed ved at Jesus Kristus trådte frem i Guds nærhed?

²⁹ Da Jesus Kristus gik ind i Guds virkelige Allerhelligste fik Jehovas virkelige åndelige tempel en herlighed som de aldrig før havde ejet. For se, i Guds hellige nærhed stod nu hans evige ypperstepræst, oprejst „i herlighed“, udødelig med „kraft fra et uopløseligt liv“! — 1 Korinter 15:42-57 Hebræerne 7:15-24.

30. Hvornår opnåede andre den tilstand der blev skildret ved det Hellige i templet, og hvor mange vil til sidst gå ind bag den forhindring som forhænget var et billede på?

³⁰ På pinsefestens dag, den 16. sivan år 33, blev den herliggjorte Jesus Kristus brugt af Jehova Gud til at udgyde den hellige ånd over sine trofaste disciple. (Apostlenes Gerninger 2:1-38) Derved blev disse disciple åndsavlede børn af Gud og blev salvet til at være åndelige underpræster under ypperstepræsten Jesus Kristus. (Johannes 3:3, 5; 2 Korinter 1:21; 1 Johannes 2:20-27; 3:1, 2; 1 Peter 2:9) I overensstemmelse med dette blev de ført ind i den åndelige præstetilstand der blev skildret ved det Hellige i templet i Jerusalem, så de kunne nyde godt af lyset fra den modbilledlige guldlysestage og af skuebrødsbordet, og så de kunne ofre bønnens røgelse på det gyldne røgelsesalter. (Hebræerne 9:1, 2; Lukas 1:8-12, 21, 22) Menigheden af åndelige israelitter vil til sidst udgøre 144.000 åndelige underpræster, og ved deres opstandelse fra de døde efter at Kristi rige er oprettet, oprejses de hver især med et åndeligt legeme, „i herlighed“, iklædt udødelighed. — Romerne 6:5; 2 Korinter 5:1-5.

31. Hvordan vil dette give Jehovas åndelige tempel øget herlighed?

³¹ Når de således får del i „den første opstandelse“, får de adgang til det Allerhelligste i himmelen, og „de skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusinde år“. (Åbenbaringen 7:4-8; 14:1, 3; 20:4-6) Ved at lade disse trofaste åndelige israelitter nyde denne strålende forret at få adgang til det Allerhelligste hvor han selv opholder sig, fylder Jehova sit åndelige tempel med en yderligere herlighed som det ikke ejede dengang Salomons, Zerubbabels og Herodes’ materielle templer tjente som jordiske forbilleder.

32. Hvem kom i de ydre forgårde til de forbilledlige, menneskeskabte templer i Jerusalem, og hvornår ophørte dette?

³² Da de forbilledlige templer fandtes i Jerusalem, var deres forgårde uden for præsternes forgård fyldt med tilbedere fra fjern og nær. (Salme 84:2, 3, 11; Lukas 1:21) Siden år 70 er der ikke længere strømmet sådanne skarer af tilbedere til Jehovas hus’ forgårde i Jerusalem, for det forbilledlige, materielle tempel for tilbedelsen af Gud er forsvundet for evigt. (Johannes 4:20-24; Apostlenes Gerninger 21:26-28; Mattæus 24:1, 2; Lukas 21:5-7, 20-24) Herligheden ved de forbilledlige templer som var gjort af menneskehænder, er borte for stedse, for vi lever ikke længere i den tid hvor man blot havde skyggerne af de kommende goder. Vi lever i tiden med de strålende virkeligheder som varer bestandig. (Kolossenserne 2:16, 17; Hebræerne 10:1-4, 10) Men hvordan står det til med det sande tempels forgårde?

33. Hvilket spørgsmål er det nu, her i denne rystelsens tid, aktuelt at stille vedrørende „alle folkenes skatte“?

³³ Med tanke på sit virkelige åndelige tempel lod hærskarers Jehova sin profet Haggaj forudsige at „alle folkenes skatte“ ville komme til hans tilbedelseshus. Det ville ske i en tid hvor himmelen og jorden, havet og det tørre land blev rystet. Vi nærmer os nu det dramatiske højdepunkt på denne universelle rystelse. Det er nu aktuelt at spørge: Er disse skatte virkelig kommet hid fra alle nationer eller folkeslag før disse nu rystes helt i stykker og fjernes? Ja!

34. Hvordan er Jehovas åndelige tempels forgårde blevet fyldt med en herlighed som de aldrig før har haft?

³⁴ Hundredtusinder af skatte er ’kommet hid’, i form af indviede og døbte disciple af Jesus Kristus. Han har ført dem hid som sine „andre får“ og har gjort dem til „én hjord“ sammen med den rest af hans åndelige underpræster der stadig er tilbage i Jehovas tempels forgårde. (Johannes 10:16; Åbenbaringen 7:9, 10) Mens de der tilhører denne ’store skare’ som ingen kan tælle, yder hellig tjeneste i Jehovas forgårde og åbent anerkender at deres frelse skyldes deres Gud, som sidder på tronen, og hans Lam, udgør de et syn som er til ære for den suveræne Herre Jehova. De fylder ikke kristenhedens kirker og katedraler og jødernes synagoger, men Jehovas sande åndelige tempels forgårde, med en herlighed som aldrig før. Allerede nu har disse ord i sandhed fået deres opfyldelse: „Dette hus’ kommende herlighed bliver større end den tidligere.“ (Haggaj 2:9) „Dette Tempels nye herlighed vil overgå den gamle, siger Jahve Zebaot.“ (Je) „Dette hus’ fremtidige herlighed skal blive større end den første.“ — By.

FRED UNDER RYSTELSEN

35, 36. (a) Med hvilke trøstende ord afsluttede Jehova sin anden profeti ved Haggaj? (b) Blev Jerusalems tempel fjernet på en fredelig måde, og hvor råder der i dag fred på jorden?

³⁵ Jehova afsluttede sin anden profeti ved Haggaj med disse trøstende ord: „Og på dette sted vil jeg give fred, lyder det fra Hærskarers [Jehova].“ — Haggaj 2:9.

³⁶ Da Jerusalem og det tempel som Zerubbabel havde bygget og kong Herodes havde ombygget, blev fjernet i år 70, skete det ikke fredeligt, men under skrækkelige trængsler. (Mattæus 24:1-22) I Jehovas virkelige åndelige tempel, derimod, råder der varig fred. Om den måde de sande kristne ved dette åndelige tilbedelseshus bør holde deres møder på, læser vi: „Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud. . . . lad alt ske sømmeligt og med orden!“ (1 Korinter 14:33, 40) Denne retningslinje følges ved alle Jehovas kristne vidner’s møder, med det resultat at fredens ånd virkelig råder iblandt dem. — Galaterne 5:22, 23.

37. Hvordan har „resten“ og ’den store skare’, til trods for den voldsomme rystelse der foregår omkring dem, opnået fred i Jehovas hus’ forgårde?

³⁷ Mens hærskarers Jehova ryster den symbolske himmel og den symbolske jord med havet og det tørre land, giver han derimod sit åndelige tempels jordiske forgårde fred. Den salvede rest af hans åndelige underpræster passer nøje deres pligter ved hans tilbedelseshus og undgår enhver indblanding i denne verdens stridigheder og konflikter. ’Den store skare’ „andre får“ der er strømmet op til „[Jehovas] bjerg, til Jakobs Guds hus“, har i billedlig forstand gjort som forudsagt i Esajas 2:2-4. De har smedet deres sværd til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. De lærer ikke længere at føre krig med bogstavelige våben. I den kommende ’krig på Guds, den Almægtiges, store dag’ ved Harmagedon vil de ikke voldeligt løfte hånd mod Guds fjender. De vil overlade kampen til Jehova, i tillid til at han vil vinde en strålende sejr. (Åbenbaringen 16:14-16; 2 Krønikebog 20:15) Ved at følge denne adfærd viser de at de ejer Guds ånd og „visdommen ovenfra“. — Jakob 3:17.

38. Hvilke ting som de modløse tempelbyggere på Haggajs tid fik stillet i udsigt, ser resten af de åndelige israelitter nu i hele verden, og hvilken formaning lyder der til de åndelige israelitter?

³⁸ Hvor er det en storslået fred Jehovas kristne vidner i dag nyder i hans åndelige tilbedelseshus! Hvor er det glædeligt for os at se hvordan Jehovas herlighed fylder hans åndelige tempel efterhånden som „alle folkenes skatte“ stadig strømmer til! For længe siden stillede Jehovas profet Haggaj de modløse israelitter som skulle bygge et nyt tempel i Jerusalem, dette i udsigt. I dag ser vi selve den strålende opfyldelse af Haggajs profeti, nu mens alle nationerne rystes, og dette bør virke ansporende på den salvede rest af åndelige israelitter i deres hellige tjeneste for Jehova Gud i hans åndelige tilbedelseshus. Det er denne rest der under inspiration formanes til ikke at forspilde Jehovas ufortjente godhed som den utaknemmelige Esau gjorde: „Da vi nu får et urokkeligt rige, så lad os være taknemmelige og derved tjene Gud, som det er ham velbehageligt, med ængstelse og hellig frygt. Thi ’vor Gud er en fortærende ild.’“ — Hebræerne 12:16, 17, 28, 29.

[Diagram på side 83]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

HERODES’ TEMPEL

(Grundplan)

Tyropøonsdalen

Kedrons dal

Oliebjerget mod øst

Søjlegange

Den kongelige søjlegang

Salomons søjlegang

Den nordlige søjlegang

Hedningernes forgård

Den ydre forgård

Stengærde

Kvindernes forgård

Israels forgård

Præsternes forgård

Templet

Bymur

Bymur

Den skønne port

Port

Port

Port

Port

Port

Port

1. Det Allerhelligste

2. Det Hellige

3. Brændofferalteret

4. Kobberhavet

5. Den indre tempelport

Kapitel 6

En nation opfordres til at vende om til Jehova

1. Hvor længe havde Haggaj profeteret alene, og hvad havde Jehova opildnet jøderne til at gøre?

DER var gået i hvert fald ti dage efter at profeten Haggaj havde fremholdt sin anden profeti i Jerusalem på den enogtyvende dag i den syvende månemåned (tisjri) år 520 f.v.t., stadig i perserkongen Darius I’s andet regeringsår. Den trofaste rest af Jehova Guds tilbedere som i år 537 f.v.t. var vendt tilbage fra landflygtigheden i Babylonien, havde nu boet i deres hjemland i sytten år. Det forbud som en tidligere konge i perserriget havde udstedt mod genopførelsen af Jehovas tempel i Jerusalem, stod endnu ved magt, og man var ikke nået længere med at genopføre templet end til at lægge grunden, hvilket var sket i år 536 f.v.t. Men så havde Jehova Gud, uden at vente på at et ringe menneskes forbud mod genopbygningen af hans tilbedelseshus blev hævet, oprejst sin profet Haggaj for at denne skulle opildne de hjemvendte jøder til at genoptage tempelbyggeriet. Det skete den første dag i den sjette månemåned (elul). I to månemåneder havde Haggaj været den eneste profet der tilskyndede israelitterne til at genopbygge templet.

2. Hvad gjorde Jehova nu for yderligere at styrke tempelbyggernes tro og mod?

² Skønt det kunne have været tilstrækkeligt at Haggaj profeterede alene og skønt han også i et vist omfang fik tilskyndet jøderne til at gå i gang med arbejdet, ville det dog styrke jødernes tro og mod hvis endnu et vidne for Jehova stod frem og bevidnede at Jehovas tid nu var inde til at de uden tøven skulle genoptage arbejdet med at genopbygge hans tempel i Jerusalem. Hensynsfuldt oprejste Jehova en anden profet på det kritiske tidspunkt, en mand ved navn Zakarias. Om forbudet mod tempelbyggeriet og om hvordan og hvorfor bygningsmændene trodsede det, læser vi:

3. Hvad oplyser Ezra om hvordan forbudet mod byggeriet blev gennemført og om hvordan jøderne trodsede det?

³ „Så snart afskriften af denne skrivelse fra kong Artaxerxes var blevet læst for Rehum, skriveren Sjimsjaj og deres embedsbrødre, begav de sig uopholdelig til jøderne i Jerusalem og tvang dem med magt til at standse arbejdet. Så standsede arbejdet på Guds hus i Jerusalem, og det hvilede til perserkongen Darius’ andet regeringsår. Men profeterne Haggaj og Zakarias, Iddos søn [sønnesøn, NW], profeterede for jøderne i Juda og Jerusalem i Israels Guds navn, som var over dem. Da tog Zerubbabel, Sjealtiels søn, og Jesua, Jozadaks søn, fat og begyndte at bygge på Guds hus i Jerusalem sammen med Guds profeter, som støttede dem.“ — Ezra 4:23 til 5:2.

4. Hvornår begyndte Zakarias at profetere?

⁴ Hvornår i kong Darius I’s andet regeringsår (520 f.v.t.) begyndte Zakarias, Iddos sønnesøn, at profetere? Zakarias’ egen profetiske bog oplyser det i de indledende ord: „I den ottende måned i Darius’ andet regeringsår kom [Jehovas] ord til profeten Zakarias, en søn af Berekja, en søn af Iddo.“ — Zakarias 1:1.

5. (a) Hvilken dag har det måske været da Zakarias begyndte at profetere? (b) Hvad viser at det har betydning for os i dag at undersøge hans bog?

⁵ Den ottende månemåned, som var på niogtyve dage, kaldtes marsjevan og var en efterårsmåned. Profetien oplyser ikke hvilken dag det var i måneden. Det var øjensynlig den første dag, nymånedagen, hvor mange jøder ville være i Jerusalem for at fejre den. I så fald var det nøjagtig to måneder efter at Haggaj var begyndt at profetere. I Steven Byingtons oversættelse lyder verset således: „På den ottende nymåne i år to under Darius kom Jehovas ord til profeten Zakarias, Berekjas søn, ’Iddos søn.“ (Zakarias 1:1, By) Lidet anede Zakarias dengang at hans profetiske bog ville få så stor betydning at inspirerede kristne skribenter flere hundrede år senere ville citere den for at bevise at den ventede Messias, Kristus eller den Salvede, var kommet og havde udført den første del af sin opgave til gavn for hele menneskeheden. (Mattæus 21:5; 26:15, 28, 31; 27:9; Markus 14:24, 27; Lukas 22:20; Johannes 12:15; 19:37; Åbenbaringen 11:2, 4) Dette viser ikke alene at Zakarias’ profetiske bog er inspireret og sand, men også at det er vigtigt for os i dag at undersøge den for at se om profetierne opfyldes her i vor tid.

6. Fra hvem kom de udtalelser som Zakarias fik besked på at forkynde, og hvoraf fremgår det at det er vigtigt for os at huske på Zakarias’ bog nu da vi nærmer os Harmagedon?

⁶ Lige fra starten oplyses det at de ord fra Gud som Zakarias får besked på at forkynde, er udtalelser fra „Hærskarers [Jehova]“ — i sandhed et betegnende udtryk. Det passede udmærket til tiden og situationen. Tooghalvtreds (52) gange i løbet af de fjorten kapitler der udgør Zakarias’ profeti, benyttes dette magtfulde udtryk. Vers tre i det sidste kapitel viser at det ikke bare er en tom betegnelse for Gud, for her siges der profetisk: „Og [Jehova] drager ud og strider mod disse folk, som han fordum stred på kampens dag.“ (Zakarias 14:3) Det er yderst vigtigt at vi husker denne profeti i vor tid, nu da vi ser opfyldelsen af Bibelens sidste bog, som taler om at alle nationer drager mod Harmagedon til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag.“ (Åbenbaringen 16:14, 16) Denne Gud den Almægtige er den samme som den hærskarers Jehova der blev tilbedt da ypperstepræsten Eli, profeten Samuel og hyrdedrengen David levede. Det var i ’hærskarers Jehovas navn’ at David gik ud for at kæmpe mod den svært bevæbnede filisterkæmpe, Goliat og dræbte ham med et velrettet stenkast fra sin slynge. — 1 Samuel 1:3 til 4:4; 17:45.

ZAKARIAS’ INDLEDENDE PROFETI

7. Hvem var Jehova blevet fuld af harme imod, ifølge Zakarias 1:2, og hvorfor?

⁷ Det første budskab som hærskarers Jehova talte ved sin nye profet, Zakarias, var henvendt til de hjemvendte jøder, og det lød således: „[Jehova] var fuld af harme imod eders fædre.“ (Zakarias 1:2) Disse „fædre“ var jødernes fædre og bedstefædre som var blevet ført i landflygtighed til Babylon i år 617 og 607 f.v.t. Hærskarers Jehova var fuld af harme imod dem fordi de havde vanhelliget og besmittet hans hellige tempel i Jerusalem og havde brudt deres nationale pagt med ham og havde knyttet politiske forbindelser med de verdslige hedenske nationer. Hans harme voksede i en sådan grad at han til sidst lod Jerusalem og byens tempel ødelægge og lod hele Judas land lægge øde, så der hverken skulle være mennesker eller husdyr i det i halvfjerds år. En af de dybeste årsager til alt dette var at jøderne havde forladt den rene og ubesmittede tilbedelse af hærskarers Jehova. Denne alvorlige kendsgerning skulle nu foreholdes de jøder der var blevet udfriet fra landflygtigheden i Babylon og var draget hjem til Jerusalem for at genopbygge Jehovas tempel dér.

8. Hvad skulle Zakarias opfordre jøderne til at gøre over for Gud?

⁸ Til disse jøder, som allerede havde været tilbage i deres hjemland i sytten år, lød Zakarias’ budskab videre: „Men sig til dem: Så siger Hærskarers [Jehova]: Vend om til mig, lyder det fra Hærskarers [Jehova], så vil jeg vende om til eder, siger Hærskarers [Jehova].“ — Zakarias 1:3.

„VEND OM“ — I HVILKEN FORSTAND OG MED HVILKE RESULTATER?

9. I hvilken forstand skulle disse hjemvendte jøder „vende om“ til hærskarers Jehova, og hvorfor?

⁹ På hvilken måde ville Jehova at disse hjemvendte jøder skulle „vende om“ til ham? Havde profeten Haggaj ikke allerede talt til dem, og var de ikke gået i gang? Jo! Efter Haggajs første profeti var det gået som beretningen siger: „Og [Jehova] vakte ånden i Judas statholder Zerubbabel, Sjaltiels søn, og i ypperstepræsten Josua, Jozadaks søn, og i hele resten af folket, så de kom og tog fat på arbejdet med deres Guds, Hærskarers [Jehovas], hus på den fireogtyvende dag i den sjette måned i kong Darius’ andet regeringsår.“ (Haggaj 1:14, 15) Men nu var der gået over en måned, og i den tid var de måske sløjet af, og der var muligvis også nogle som røbede en vis ligegyldighed. Derfor var det helt på sin plads at en anden profet kom og bekræftede den første profets ord med en ny opildnende tilskyndelse.

10. På hvilken måde skulle disse jøder „vende om“ til deres Gud og hvordan ville det kunne ses at de havde vendt fuldstændig om til ham?

¹⁰ Hele nationen havde behov for at vende om til hærskarers Jehova med ét hjerte og med én sjæl, uden at frygte for fjenden. De skulle vende om ved igen at tilbede den eneste levende og sande Gud frygtløst og helhjertet. Det ville i deres tilfælde betyde at de, som et synligt udtryk for at de havde vendt om til deres Gud, skulle bygge hans tempel færdigt. Det var hovedformålet med at de var kommet tilbage til deres hjemland. (Ezra 1:1 til 4:3) Deres egne huse, deres landbrug og deres andre materielle interesser var af sekundær betydning. Først når de havde et fuldført tempel i den by som deres Gud havde nævnt sit navn over, kunne de fuldt ud tilbede ham i overensstemmelse med den lov han havde givet dem gennem profeten Moses. (Haggaj 1:3-9) Så der var meget disse jøder måtte vende om til, før de kunne dyrke deres Gud i fuld lydighed mod hans lov og hans anordninger.

11. Hvordan ville Jehova til gengæld „vende om“ til dem?

¹¹ Og hvad ville der så ske hvis de ’vendte om’ og begyndte at tilbede Gud af hele deres sjæl? „Så vil jeg vende om til eder, siger Hærskarers [Jehova].“ Han ville atter vise dem sin fulde gunst. Han ville tilintetgøre fjendens modstand mod genopbygningen af det hus der skulle være center for deres gudsdyrkelse. Han ville råde bod på den tilbagegang de havde erfaret i materiel henseende lige siden de var holdt op med at arbejde på templets genopførelse. Han ville velsigne dem med såvel materielle goder som ubeskrivelige åndelige goder. — Zakarias 8:9-15.

12. Hvilket arbejde skulle hele nationen altså samles om, så den kunne opnå Guds gunst?

¹² Nu skulle hele nationen mobiliseres — under Jehovas ledelse og med hans profeters opmuntrende tilskyndelser. Alle de hjemvendte jøder skulle tage fat på det arbejde der havde den største betydning og fuldføre Jehovas tilbedelseshus i alle detaljer. Dette ville skabe Jehova et navn, og først da kunne nationens ypperstepræst, underpræsterne og alle levitterne udføre deres foreskrevne pligter og tjeneste til åndelig gavn for hele nationen og for alle de trofaste proselytter fra alle andre nationer. Men uden det fuldførte tempel kunne jøderne fra nær og fjern ikke fejre deres tre årlige højtider på rette måde, og heller ikke deres årlige forsoningsdag. Og tempeltrællene, nethinim, som var „brændehuggere og vandbærere“, kunne heller ikke yde deres fulde bidrag til tempeltjenesten. (Josua 9:23; Ezra 2:43-58) Så her var et arbejde som hele nationen måtte samles om for at opnå Guds velsignelse.

13. Hvordan skulle disse hjemvendte jøder have set på udfaldet af deres fædres adfærd, og hvad blev deres opmærksomhed derfor henledt på?

¹³ Den handlemåde som deres fædre havde fulgt og det resultat den havde medført, skulle tjene som et advarende eksempel for dem nu på dette kritiske tidspunkt. Af denne grund fortsatte Jehova med at sige til dem ved sin profet Zakarias: „Vær ikke som eders fædre, til hvem de tidligere profeter talte således: Så siger Hærskarers [Jehova]: Vend om fra eders onde veje og onde gerninger! Men de hørte ikke og ænsede mig ikke, lyder det fra [Jehova]. Eders fædre, hvor er de? Og profeterne, lever de evigt? Men mine ord og bud, som jeg overgav mine tjenere profeterne, nåede de ikke eders fædre, så de måtte vende om og sige: ’Som Hærskarers [Jehova] havde sat sig for at gøre imod os for vore vejes og gerningers skyld, således gjorde han.’“ — Zakarias 1:4-6.

14. (a) Hvad kunne de hjemvendte jøder regne med hvis de fulgte deres fædres handlemåde? (b) Hvorfor spurgte Jehova dem hvordan det var gået deres fædre, og havde de grund til ikke at høre på Haggaj og Zakarias fordi de tidligere profeter nu befandt sig i samme tilstand?

¹⁴ Ifølge denne advarsel kunne de hjemvendte jøder, hvis de blev som deres fædre der var blevet ført i landflygtighed til Babylon, være sikre på at de ville erfare Jehovas mishag. Grunden til at Jehova spurgte dem hvor deres fædre var henne, var at deres fædre havde mistet livet som følge af Guds mishag. De havde nægtet at forlade deres onde veje og gerninger og angrende vende om til deres Gud. ’Men,’ kunne de hjemvendte jøder spørge, ’hvad med profeterne, for eksempel Jeremias der udtrykkelig profeterede at Jerusalem ville blive ødelagt og Judas land lagt øde? Levede de evigt? Er de ikke også døde, nøjagtig ligesom vores ulydige fædre?’ Selv om et sådant spørgsmål måtte besvares bekræftende, gav det ikke de hjemvendte jøder nogen grund til at ignorere profeterne Haggaj og Zakarias, som Jehova nu havde oprejst dér i år 520 f.v.t.

15. (a) Hvad var det der havde betydning i forbindelse med disse tidligere profeter? (b) Hvordan ville det altså med sikkerhed gå jøderne hvis de fulgte deres fædres adfærd?

¹⁵ Det var ikke de dødelige profeter, de mænd Jehova benyttede som sine inspirerede talerør til at forkynde sine ord og sine bud, man skulle bygge sine argumenter på. Det var det Jehova havde inspireret disse profeter til at sige, der havde betydning. Det var det der var afgørende. Gik de ord Jehova havde talt ved dem, i opfyldelse? Gik det sådan som han havde forordnet og besluttet? De hjemvendte jøders fædre havde måttet svare ja! Fædrene var blevet tvunget til i deres tanker at vende om og indrømme: „Som Hærskarers [Jehova] havde sat sig for at gøre imod os for vore vejes og gerningers skyld, således gjorde han.“ Hvorfor skulle de hjemvendte jøder da sætte Jehova på prøve for at se om han mente hvad han sagde, sådan som deres fædre havde gjort? Resultatet ville blive nøjagtig som i tilfældet med deres fædre: Jehovas usvigelige ord og hans bud eller bestemmelser ville nå dem; opfyldelsen af Jehovas udtalelser ville med tiden indhente dem. Det ville føre til ulykke. Var det så ikke bedre at vende om til Jehova nu, sådan at han kunne vende om til dem, som han havde lovet?

ET TILSVARENDE SPØRGSMÅL I VOR TID

16. (a) Hvad er det afgørende spørgsmål som vi i dag må tage stilling til? (b) Hvad havde det spørgsmål som den overlevende rest stod over for i efterkrigsåret 1919, således forbindelse med?

¹⁶ Det afgørende spørgsmål som vi i dag må tage stilling til, er: Hvordan stiller vi os til det hus hvor den eneste levende og sande Gud, Jehova, tilbedes? Det er et spørgsmål der rejste sig på et tidligt tidspunkt for den generation af mennesker der har levet siden 1914. Under den første verdenskrig fra 1914 til 1918 blev mange religiøse bygninger beskadiget eller ødelagt som følge af den internationale konflikt. En hel del af disse kirker blev repareret eller genopført i efterkrigstiden. Men det der havde betydning for Jehovas sande indviede folk efter denne verdenskonflikt, var ikke opførelsen af et religiøst hus eller en kirke, sådan som i tilfældet med de hjemvendte jøder dengang i 537-520 f.v.t. Jehovas sande åndelige tempel var ikke blevet beskadiget eller ødelagt af nedkastede bomber eller andre sprængladninger under den første verdenskrig. Det stod uskadt. Det spørgsmål der trængte sig på i 1919, det første år efter krigen, var derfor: Hvordan stillede resten af Jehovas indviede folk sig til hans sande åndelige tempel og til den rene, ubesmittede tilbedelse der skulle foregå i det?

17. Havde de indviede og døbte internationale bibelstudenter som overlevede den første verdenskrig behov for at angre og vende om til Jehova? Forklar.

¹⁷ Under den første verdenskrig var de indviede og døbte internationale bibelstudenters arbejde med at vidne om Guds rige blevet stærkt hæmmet på grund af krigsoperationer, regeringsforbud og voldsom forfølgelse. I et vist omfang havde de givet efter for menneskefrygt, der leder i snare. (Ordsprogene 29:25) De havde forsøgt at holde sig fri for blodskyld ved for det meste at påtage sig en tjeneste i hæren hvor de ikke var aktivt med i kampen, men de havde ikke bevaret en streng og fuldstændig neutralitet i denne verdens konflikter. På visse alvorlige områder havde de behov for at angre og vende om til Jehova, sådan at han kunne vende om til dem og vise dem gunst. — Zakarias 1:3.

18, 19. Hvilket arbejde måtte nu genoptages, og hvorfor?

¹⁸ Denne verdens nationer var ganske afgjort kommet ind i „endens tid“ — samtidig med at hedningernes tider var udløbet i 1914. (Daniel 12:4) Verdensbegivenhederne havde taget en vending som ganske afgjort krævede at det arbejde Jehova havde pålagt sine tjenere atter blev taget op, sådan som hans søn Jesus Kristus havde forudsagt:

¹⁹ „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ — Mattæus 24:14; Markus 13:10.

20. (a) På hvilken måde var det nødvendigt at udføre dette vældige arbejde? (b) Hvilke to organisationer må man tage i betragtning?

²⁰ Et så vældigt arbejde som skulle udføres i hele verden måtte nødvendigvis organiseres godt. Det måtte udføres af en fuldt forenet organisation, under enevældig ledelse af den teokratiske Hersker, Jehova Gud, som befandt sig i sit sande åndelige tempel. Jehova måtte organisere det. Der findes kun to organisationer som virker universelt, og den ene af dem burde enhver fornuftbegavet skabning kende. Det er Skaberens organisation, Jehovas organisation. Den anden organisation tilhører hans hovedmodstander, som profeten Zakarias også omtaler, nemlig Satan Djævelen. — Zakarias 3:1, 2.

21. Hvilke hoveddele kan Djævelens organisation opdeles i, og hvorfor er det bydende nødvendigt at forkyndelsen af Riget udføres på en organiseret måde?

²¹ Den nuværende tingenes ordning på jorden udgør i sandhed en organisation, og den kristne apostel Paulus siger at Satan Djævelen er „denne tingenes ordnings gud“. (2 Korinter 4:4, NW) I sit brev til efeserne (2:2; 6:11, 12) viser Paulus at den usynlige del af Djævelens organisation i høj grad er organiseret. Både den usynlige og den synlige jordiske del af Satans organisation er imod forkyndelsen af evangeliet eller den gode nyhed om Guds messianske rige. Dette gør det endnu mere påkrævet at Rigets forkyndere arbejder på en organiseret måde.

22. (a) Er Jehovas hærskarer organiseret? (b) Hvem udgjorde Jehovas synlige jordiske organisation frem til Jesu død? Hvem har siden pinsedagen i år 33 udgjort hans synlige jordiske organisation?

²² Hærskarers Jehova har alle sine himmelske hærskarer organiseret. (Lukas 2:13-15; Åbenbaringen 14:6, 7) Den opgave at forkynde budskabet om Riget på jorden har hærskarers Jehova kun overdraget til sin synlige jordiske organisation. Fra profeten Moses’ tid og frem til Herren Jesu Kristi død udgjorde den jordiske nation af kødelige, omskårne israelitter Jehova Guds synlige organisation. (Salme 147:19, 20) Men fra og med pinsedagen i år 33, da Guds hellige ånd blev udgydt over Jesu Kristi trofaste disciple har det åndelige Israel, hvis medlemmer er omskåret på hjertet, været Guds ’hellige folk’ og hans synlige jordiske organisation. (Apostlenes Gerninger 2:1-40; Galaterne 6:16; Romerne 2:28, 29; 1 Peter 2:9) Det åndelige Israel er altså den sande kristne menighed som består af Jesu Kristi indviede, døbte og åndssalvede disciple. I lighed med et menneskelegeme er denne menighed i høj grad organiseret, idet dens mange medlemmer hver har sin opgave at tage vare på. (Romerne 12:4-8; 1 Korinter 12:12-28; Efeserne 4:15, 16; Kolossenserne 2:19) Der er udnævnte ældste og menighedstjenere som udfører særlig tjeneste i menigheden. — Filipperne 1:1.

23. Hvilket andet arbejde har Jehovas synlige organisation haft at udføre, ud over at forkynde Riget?

²³ Forkyndelsen af Rigets evangelium til et vidnesbyrd for alle folkeslagene er ikke det eneste arbejde som Guds synlige jordiske organisation har udført efter den første verdenskrig, her i „endens tid“ for den nuværende tingenes ordning. Der foregår også et åndeligt høstarbejde. Jesus Kristus forudsagde dette. Da han forklarede sin lignelse om hvedemarken hvor en fjende kom og såede giftigt rajgræs, sagde han:

24. Hvad sagde Jesus om høsten og høstfolkene?

²⁴ „Den, som sår den gode sæd, er Menneskesønnen, marken er verden og den gode sæd er Rigets børn, men rajgræsset er den Ondes børn, og fjenden, som såede det, er Djævelen; og høsten er verdens ende [en afslutning på en tingenes ordning, NW]; og høstfolkene er engle.“ — Mattæus 13:37-39.

25. Hvad blev den overlevende rest af Jehovas åndssalvede tjenere i 1919 samlet ind i, men hvorfor var der endnu en høst tilbage for englene at udføre, og ved hjælp af hvem skulle de udføre den?

²⁵ I efterkrigsåret 1919 blev den trofaste rest af Jehovas åndssalvede folk under engles ledelse samlet ind i hans synlige jordiske organisation for at udføre det forudsagte arbejde med at forkynde Riget. Dette kom meget tydeligt til udtryk ved det otte dages generalstævne som de internationale bibelstudenter holdt i Cedar Point i staten Ohio i september 1919. Men de der udgjorde den trofaste salvede rest som havde overlevet de svære prøvelser og den stærke forfølgelse under den første verdenskrig, var ikke nok til at fuldstændiggøre det forudsagte antal på dem der er salvet til at herske sammen med Jesus Kristus i hans himmelske rige. Det fulde antal af dem der sammen med Kristus skal arve hans rige, var forudbestemt til at være 144.000. (Åbenbaringen 7:4-8; 14:1, 3; 20:4, 6) Følgelig var det nødvendigt at flere af ’hvedeskaren’ blev fundet og indhøstet af englene og samlet ind i Jehovas synlige jordiske organisation. Hvad indebar høstarbejdet da, eftersom de usynlige himmelske engle udfoldede deres virksomhed gennem den salvede rest på jorden?

26. Hvad indebar dette høstarbejde for de overlevende medlemmer af den salvede rest, og hvad må der ske med dem de døber for at de kan blive Kristi medarvinger?

²⁶ Det indebar at de overlevende medarvinger til Kristi rige fra og med 1919 måtte udføre et yderligere arbejde med at gøre disciple, idet de døbte dem og underviste dem. Efter at sådanne er blevet døbt som Jesu Kristi indviede disciple, må de salves med Guds ånd for at blive „Rigets børn“, Jesu Kristi medarvinger. (Romerne 8:15-17) De der indsamles på denne måde her i „verdens ende“ eller „afslutningen på tingenes ordning“ vil, sammen med alle de andre hvedelignende kristne der allerede har bevaret deres trofasthed til døden, udgøre det fulde antal „Rigets børn“, de forudsagte 144.000. Om alle de trofaste der således indhøstes, står der skrevet: „Salig og hellig er den, som har del i den første opstandelse! dem har den anden død ingen magt over, men de skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusinde år.“ — Åbenbaringen 20:4, 6.

ÅNDELIGE UNDERPRÆSTER I „DET HELLIGE“ I TEMPLET

27, 28. (a) Hvilken stilling har disse salvede i forhold til ypperstepræsten Jesus Kristus, og hvor opholder de sig således hvad Jehovas åndelige tempel angår? (b) Hvilke særlige privilegier nyder de dér?

²⁷ Læg mærke til at disse trofaste salvede disciple ikke kun skal være konger sammen med Jesus Kristus i det himmelske rige. De skal også være „Guds og Kristi præster“. De 144.000 salvede er derfor ypperstepræsten Jesu Kristi underpræster. Allerede mens de lever her på jorden indtager de denne stilling i forhold til deres hoved, Jesus Kristus. Det er grunden til at apostelen Peter for nitten hundrede år siden skrev følgende til sine salvede medkristne: „I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys.“ Som underpræster har de det privilegium at kunne bringe „åndelige ofre’ som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud“. (1 Peter 2:9, 5) Mens de endnu er på jorden befinder de sig derfor i et særligt forhold til Jehovas åndelige tempel, hvis Allerhelligste er Jehovas særlige bolig i de hellige himle hvor den opstandne Jesus Kristus frembar værdien af sit opofrede, fuldkomne menneskeliv.

²⁸ Selv mens disse underpræster endnu er i kødet på jorden, befinder de sig i den åndelige tilstand der blev skildret ved det første rum eller det Hellige i templet i Jerusalem. Og ligesom der i det Hellige i Jerusalems tempel fandtes gyldne skuebrødsborde, guldlysestager og et gyldent røgelsesalter, sådan nyder de kristne underpræster i det Hellige i det åndelige tempel, åndelig føde og åndelig oplysning og frembærer røgelse i form af trofaste bønner og nidkær tjeneste for Jehova mens de stadig befinder sig på jorden. (2 Mosebog 40:4, 5, 22-28; 1 Kongebog 7:48-50; 2 Krønikebog 4:19-22) Skønt de der ikke ejer åndelig skelneevne og værdsættelse måske ikke forstår det og ikke påskønner det, yder disse åndelige salvede underpræster virkelig en hellig tjeneste i dette hellige område i Jehovas store åndelige tempel. Fra sin ophøjede stilling i det Allerhelligste i dette åndelige tempel kan Jehova nøje overvåge disse underpræsters virksomhed og kan afsige dom over dem for deres tjeneste under hans ypperstepræst, Jesus Kristus. — Malakias 3:1-5.

29. (a) Hvilket arbejde var den overlevende salvede rest således optaget af efter 1919? (b) Hvordan berørte dette Jehovas åndelige tempel?

²⁹ Når vi tager disse ting i betragtning kan vi se følgende: I 1919 trådte den overlevende rest af Kristi salvede disciple frem for at påtage sig deres opgave i det jordiske høstarbejde under ledelse af „høstfolkene“, de himmelske engle. På denne måde påtog de sig et arbejde der berørte Jehovas sande åndelige tempel. Hvordan det? Jo, ved at gøre disciple og dermed indsamle ’hvedeskaren’ under englenes ledelse, var de med til at frembringe flere åndelige underpræster. De samarbejdede med Jehova Gud sådan at han, kunne sætte flere underpræster, ja hele det resterende antal åndelige underpræster, til at tjene i det Hellige i sit store åndelige tempel. De arbejdede således på at der kunne ydes en udvidet hellig tjeneste af flere underpræster ved Jehovas tempel.

30. Var dette den rette periode at indsamle de hvedelignende kristne i, og hvordan var dette en opbygning af det hold præster der gjorde tjeneste i templets Hellige?

³⁰ I stedet for at være et ’eftersankningsarbejde’ som det der fulgte efter den egentlige høst i fortidens Israel,a var dette indsamlingsarbejde som den overlevende salvede rest udførte, den virkelige høst under englenes eller „høstfolkenes“ ledelse. Den salvede rest har udført dette arbejde i „afslutningen på tingenes ordning“, siden året 1914, og Jesus sagde at „høsten er en afslutning på en tingenes ordning“. (Mattæus 13:39, NW; 24:3, 31, NW) Som følge af det åndelige høstarbejde der blev udført i de efterfølgende år voksede den salvede rest af Kristi hvedelignende disciple, navnlig frem til 1931, hvor den antog det bibelske navn „Jehovas vidner“. Da var antallet af åndelige underpræster i det Hellige i Jehovas åndelige tempel tydeligvis vokset, og de udgjorde øjensynlig hele det antal der var nødvendigt for at fuldstændiggøre den forudbestemte skare på 144.000 åndelige underpræster under ypperstepræsten Jesus Kristus. Der var i sandhed sket en opbygning af det hold præster der gjorde tjeneste i det Hellige i Jehovas sande tempel.

31. Hvordan var de blevet udfriet og genrejst i 1919 med tempelarbejdet for øje?

³¹ Her var altså et åndeligt tempelarbejde som blev indledt i 1919 af dem der udgjorde den overlevende salvede rest. Ved Jehovas kærlige godhed gennem den større Kyros, Jesus Kristus, var de blevet udfriet fra det store Babylon, den falske religions verdensimperium, og dets politiske elskere. De var blevet udfriet og ført tilbage til deres retmæssige domæne på jorden netop for at de skulle koncentrere sig om dette tempelarbejde.

32. Hvordan svarede det der skete i 1919 til det der skete i 520 f.v.t.?

³² Situationen var nøjagtig som dengang da profeterne Haggaj og Zakarias i år 520 f.v.t. blev oprejst for at tilskynde den hjemvendte jødiske rest til at genoptage arbejdet på templet i Jerusalem som de længe havde forsømt. I 1919 blev Vagt-Taarnets spalter benyttet til at opildne og tilskynde den overlevende salvede rest til frygtløst at genoptage sin åbenlyse og offentlige tjeneste for den højeste Gud. Hans messianske rige var blevet oprettet i himmelen ved udløbet af hedningernes tider i 1914, og det skulle nu forkyndes i hele verden. Der skulle nu bringes Gud et sådant lovprisningsoffer, selv i overværelse af alle hans fjender. — Hebræerne 13:15; Salme 138:1-3.

33. Hvad ville der ske hvis den salvede rest efterlignede den handlemåde som fædrene til fortidens jødiske rest havde fulgt, og hvad gjorde den salvede rest derfor?

³³ På denne måde kunne de salvede „vende om“ til Jehova, med det resultat at han ville „vende om“ til dem og vise dem sin gunst. Hvis de blev som fædrene til den fortidige jødiske rest, de fædre som Jehova havde været fuld af harme imod, ville de lide ulykke nøjagtig som disse fædre gjorde fordi de ikke hørte eller ænsede de advarsler og den vejledning Jehovas profeter fremsatte. Da ville Jehovas profetiske ord og bestemmelser imod de ulydige også nå dem her i „endens tid“. Derfor lagde den salvede rest visdom for dagen og begyndte i 1919 at „vende om“ til Jehova.

[Fodnote]

Kapitel 7

Velsignelser og et godt styre mens verden rystes

1. Hvad så Zakarias finde sted måneden efter at han havde fremsat sin indledende profeti, og hvad fik dette Jehova til at gøre?

DET var en kort profeti Zakarias indledte sin profetgerning med i den ottende månemåned (marsjevan) i perserkongen Darius I’s andet regeringsår, men den var aktuel og præcis. (Zakarias 1:1-6) Allerede den følgende måned så profeten Zakarias at der i Jerusalem blev taget et betydningsfuldt skridt som blev bestemmende for den jødiske nations fremtidige velfærd. På den fireogtyvende dag i den niende månemåned (kislev) ’lagdes grunden til Jehovas hus’! Zakarias’ medprofet, Haggaj, omtaler den vigtige begivenhed. (Haggaj 2:18) Denne handling, der blev foretaget til trods for det kongelige forbud mod genopførelsen af templet i Jerusalem, havde så stor religiøs betydning at hærskarers Jehova nu inspirerede Haggaj til at fremsætte nye profetier.

2, 3. (a) Hvem var Haggajs første profeti den 24. kislev 520 f.v.t., henvendt til? (b) Hvilken samtale får vi indledningen til i Haggaj 2:10-12?

² Den første af Haggajs profetier på denne historiske dag var henvendt til levitpræsterne, der så frem til at tjene i Jehovas tempel når det var færdigt. Disse præster af levitten Arons slægt indbefattede også ypperstepræsten Josua, Jozadaks søn. Profetien indprentede alle disse præster noget som også har betydning for os her på dette sene tidspunkt. Lad os derfor læse Haggajs beretning og følge med i den samtale der udspandt sig:

³ „På den fireogtyvende dag i den niende måned i Darius’ andet regeringsår kom [Jehovas] ord ved profeten Haggaj således: Så siger Hærskarers [Jehova]: Bed præsterne om svar på følgende spørgsmål [spørg dog Præsterne om Loven, og sig, Gd]: ’Dersom en mand bærer helligt kød i sin kappeflig og med fligen rører ved brød eller noget, som er kogt, eller ved vin eller olie eller nogen slags mad, bliver disse ting så hellige?’“ — Haggaj 2:10-12.

4. Hvorfor burde disse præster, ifølge Malakias 2:7, være i stand til at svare på det spørgsmål de blev prøvet med, men hvad kunne have øvet sin indflydelse?

⁴ Den lov der her er tale om, er den guddommelige lov som blev givet ved profeten Moses. Den kom blandt andet ind på ceremonielle spørgsmål og angik således præsterne, idet det var dem der bar „helligt kød“. Præsterne skulle naturligvis være inde i Moseloven, for, som profeten Malakias senere sagde: „En Præsts Læber skulle bevare Kundskab, og Loven skal man søge af hans Mund; thi han er den Herre, Zebaoths Sendebud.“ (Malakias 2:7, Gd) Det var derfor at forvente at præsterne kunne svare korrekt på det prøvende spørgsmål der blev stillet dem ved Haggaj. Eller var deres kendskab til Loven blevet berørt af de halvfjerds år hvor Judas land havde ligget øde og jøderne havde været landflygtige i landet Babylon, og ligeledes af de sytten vanskelige år der var gået siden den trofaste rest var kommet tilbage til sit hjemland? Hvordan svarede de?

5. Hvilken lov har disse præster muligvis haft i tanke da de gav deres rette svar? Hvad skulle en der var uren således ikke tro med hensyn til at opnå hellighed?

⁵ „Præsterne svarede nej.“ (Haggaj 2:12) Det ville sige at „helligt kød“, kødet af et offerdyr der var blevet frembåret for Jehova som offer, ikke afgav hellighed til andre fødemidler som det tilfældigvis kunne komme i berøring med. Som en rettesnor for dette svar har præsterne måske tænkt på hvad Moseloven siger i Tredje Mosebog 7:19, 20: „Det kød, der kommer i berøring med noget som helst urent, må ikke spises, det skal opbrændes. I øvrigt må enhver, der er ren, spise kødet; men enhver, som i uren tilstand spiser kød af [Jehovas] takoffer, skal udryddes af sin slægt.“ Ifølge dette skulle en israelit der af en eller anden grund var blevet uren (3 Mosebog 7:21) ikke mene at han, fordi han kom i berøring med „helligt kød“ ved at spise det, derved blev renset. Han skulle ikke tro at det han spiste, afgav hellighed til ham. Ifølge Loven var det forkert at ræsonnere sådan.

6. Hvilket spørgsmål stillede Haggaj derefter, og hvilket svar fik han?

⁶ Profeten Haggaj sagde ikke at præsterne havde ræsonneret forkert. Nu stillede han så et spørgsmål der krævede det modsatte svar. „Haggaj spurgte da: ’Hvis en, som er blevet uren ved lig, rører ved nogen af disse ting, bliver den så uren?’ Præsterne svarede ja.“ — Haggaj 2:13.

7. Hvilken lov om renselse af en der var blevet uren ved at røre ved et lig må præsterne have kendt, siden de kunne give det rette svar?

⁷ Præsterne svarede rigtigt, og det viser at de kendte Jehovas lov om „renselsesvand“. Dette vand var blandet med asken af en rød kvie der var blevet bragt som offer, og det skulle stænkes på dem der var blevet urene ved at røre ved en død. Loven sagde: „Den, der rører ved en død, ved noget som helst lig, skal være uren i syv dage. . . . Enhver, der rører ved en død, et lig, og ikke lader sig rense for synd besmitter [Jehovas] bolig, og det menneske skal udryddes af Israel, fordi der ikke er stænket renselsesvand på ham; han er uren, hans urenhed klæber endnu ved ham. Det skal være eder en evig gyldig anordning. Den, der stænker renselsesvandet, skal tvætte sine klæder, og den, der rører ved renselsesvandet, skal være uren til aften. Alt, hvad den urene rører ved, skal være urent, og enhver, der rører ved ham, skal være uren til aften.“ — 4 Mosebog 19:2-5, 11-13, 21, 22; Hebræerne 9:13.

8. Hvad viste dette med hensyn til urenhed, og hvordan gjaldt dette med hensyn til indstillingen til opførelsen af Jehovas tempel?

⁸ Dette viser hvor nemt urenhed kan brede sig — ikke alene bogstavelig urenhed, men også åndelig urenhed. Den der bærer noget helligt vil måske ikke uden videre, uden at gøre en indsats, kunne overføre hellighed til en anden. Men den der er uren kan nemt besmitte en anden, blot ved at være sammen med vedkommende og være i berøring med ham. Det er som den kristne apostel Paulus sagde: „Ved I ikke, at en smule surdej syrer hele dejen?“ (1 Korinter 5:6; Galaterne 5:8, 9) Sådan kunne det gå med et menneskes urene og ligegyldige indstilling til at Jehovas tempel lå forsømt. En sådan ligegyldighed over for den rene tilbedelse af Jehova og med hensyn til om denne tilbedelse kom fuldt til udtryk gennem et tempel, kunne virke som åndelig surdej og besmitte hele Israels nation. Selv efter at Jehovas tempel var færdigt, blev det nødvendigt for en senere statholder over Juda og Jerusalem at sige: „Vi bør ikke svigte vor Guds hus.“ Tilbedelsen dér burde støttes i fuldt omfang. — Nehemias 10:39, NW.

9. Hvad var der åbenbart sket med jødernes indstilling siden den jødiske rest var kommet tilbage sytten år tidligere?

⁹ Det kunne ikke nægtes at genopbygningen af templet i Jerusalem havde ligget stille i de sytten år der var gået siden den jødiske rest var kommet tilbage til sit hjemland. Alt tydede på at mange var ligegyldige og uinteresserede, og at den oprindelige begejstring for at genopbygge templet var kølnet.

10, 11. (a) Hvad viser at den jødiske rest havde mistet sin første kærlighed? (b) Hvordan så folket og deres hænders værk ud i Jehovas øjne, ifølge Haggaj 2:14?

¹⁰ De ord der blev henvendt til den kristne menighed ved slutningen af det første århundrede kunne også have været henvendt til den jødiske rest: „Du har svigtet din første kærlighed. Kom derfor i hu, hvorfra du er faldet, og omvend dig og gør de samme gerninger som i den første tid.“ (Åb. 2:4, 5) Der kunne ikke herske nogen tvivl om at medlemmerne af den jødiske rest havde behov for at „vende om“ til Jehova, sådan at han kunne „vende om“ til dem. (Zakarias 1:3, 4; Jeremias 2:2, 3) Umiddelbart efter hjemkomsten fra Babylon havde de under løvhyttefesten i Jerusalem rejst et midlertidigt alter det rigtige sted og var begyndt at frembære de rette ofre på det. (Ezra 3:1-6) Men var det nok? Hvordan så Gud på at nationen ikke havde andet end dette alter og fundamentet til et tempel? Hør:

¹¹ „Så tog Haggaj til orde og sagde: Således er det i mine øjne med disse mennesker, således med dette folk, lyder det fra [Jehova], og således med alt deres hænders værk og med, hvad de ofrer der: det er urent.“ — Haggaj 2:14.

12. Hvordan berørte dette de ofre de frembar på Jehovas alter? Kunne Jehova velsigne dem i betragtning af dette?

¹² Forholdet var det samme som når en israelit blev uren ved at røre ved et lig: alt hvad han rørte ved blev urent — alt hvad han rørte ved før han blev renset ved at blive bestænket med vand som indeholdt asken af en rød kvie der var blevet ofret. De hjemvendte israelitter var urene i Jehovas øjne fordi de forsømte hans tilbedelseshus, og derfor besmittede de alle de ofre de frembar for Jehova på deres midlertidige alter i Jerusalem. Kunne Jehova under sådanne omstændigheder velsigne dem på nogen måde? Nej, hverken åndeligt eller materielt.

BEHOV FOR EN RENSELSE I VOR TID

13. Hvordan var den kristne rest uren, i lighed med den jødiske rest 520 f.v.t.?

¹³ Efter den første verdenskrig befandt den salvede rest af Kristi indviede og døbte disciple sig i en lignende situation. Kristenheden med sine hundreder af sekteriske kirker havde besudlet sig selv med blodet af de millioner der var blevet dræbt i denne krig, som var historiens hidtil blodigste. Den salvede rest af Kristi disciple havde søgt at holde sig fri for en sådan blodskyld og for anden ukristen adfærd, men det var ikke lykkedes den fuldstændigt, og den måtte bære et vist mål af samfundsansvar. Nogle medlemmer af den salvede rest havde også givet efter for frygt for mennesker i høje stillinger, og havde derved tilføjet sig selv åndelig skade. „Frygt for mennesker leder i snare, men den, der stoler på [Jehova], er bjærget.“ (Ordsprogene 29:25) I vid udstrækning havde den salvede rest således undladt frimodigt og offentligt at forkynde Guds oprettede rige og hans dag med hævn over denne krigshærgede, blodskyldige tingenes ordning. Hvordan følte „restens“ medlemmer i efterkrigsåret 1919, i deres egenskab af salvede åndelige underpræster i det hellige i Jehovas åndelige tempel? Som Esajas, der sagde:

14. Hvordan gav Esajas udtryk for sin urenhed i templet?

¹⁴ „Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en mand med urene læber, og jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers [Jehova]!“ — Esajas 6:5.

15. Hvornår blev den salvede rest gjort opmærksom på dette tempelsyn som Esajas havde, og med hvilke ord?

¹⁵ Profeten kom med dette profetiske udråb da han fik et mirakuløst syn af Jehova i sit tempel. Den salvede rest blev gjort opmærksom på dette syn i året 1922. Det skete den 8. september 1922, der blev betegnet som „Dagen“, under det andet internationale stævne som de internationale bibelstudenter holdt i Cedar Point, Ohio. Dette stævne varede otte dage. Den daværende præsident for Watch Tower Bible and Tract Society holdt denne dag et foredrag som var bygget over Mattæus 4:17, og i slutningen af foredraget sagde han:

Hvorfor skal vi da forkynde Budskabet for dem, der ikke forstaar det? Vil nogen høre? Herrens Profet svarer: „. . . I er mine Vidner, siger Herren, og min Tjener, som jeg har udvalgt, for at I skal erkende og tro mig og forstaa, at det er mig; før mig er ingen Gud blevet dannet, og efter mig skal der ingen vorde. Jeg, jeg er Herren, og foruden mig er der ingen Frelser. Jeg har forkyndt og frelst og ladet høre, og ingen fremmed Gud var der iblandt eder, og I er mine Vidner, siger Herren, og jeg er Gud.“ — Esajas 43, 8-12.

Vi ser saaledes, at de, der tilhører Tempelklassen, klart betegnes som Guds Vidner nu i Tiden, for at de skal bringe Folket et Trøstens Budskab om, at Himmeriges Rige er kommet nær,. . . Vi ser altsaa, at det er Guds Hensigt, at hans Navn skal ophøjes, og at Folket skal kende, at han er Herren. Vi ser, at Gud vil have et Folk paa jorden i denne Nødens Tid, et Folk, der er tydeligt kendetegnet som adskilt og forskelligt fra alle andre, et Folk, der staar som hans Vidner og uden Frygt raaber det Budskab ud: „Himmeriges Rige er kommet nær!“

. . .I 1914 tog Herlighedens Konge sin store Magt og begyndte at regere. Han har renset Tempelklassens Læber og sendt dens Medlemmer ud med Budskabet. Vigtigheden af Rigets Budskab kan ikke overdrives. Det er alle Budskabers Budskab. Det er netop vor Tids Budskab. Det paahviler alle Herrens Børn at forkynde det. . . .

. . .Vær trofaste og sanddrue Vidner om Herren! Gaa fremad i Kampen, indtil de sidste Rester af Babylon er ødelagte! Forkynd Budskabet vidt og bredt! Verden skal vide, at Jehova er Gud, og at Jesus Kristus er Kongers Konge og Herrers Herre. Vi lever nu i Verdens mest betydningsfulde Tid. Se! Kongen regerer! I er hans Budbringere. Derfor, forkynd, forkynd, forkynd om Kongen og hans Rige! — Vagttaarnet, februar 1923, side 25, 26.

16. (a) Hvad ønskede de der lod deres læber rense nu at gøre? (b) Hvoraf fremgår det om alle som var tilsluttet den salvede rest, havde denne indstilling?

¹⁶ Mange af dem der tilhørte den salvede rest, så behovet for at få deres læber renset, ligesom profeten Esajas havde fået sine læber renset som med ild sådan at han kunne forkynde et yderligere budskab fra Jehova, der var i sit tempel. (Esajas 6:6-10) De ønskede oprigtigt at være med i det arbejde der endnu skulle udføres med at indsamle dem som Jehova Gud ville gøre til præster sammen med Jesus Kristus i himmelen, for at fuldstændiggøre det fastsatte antal på 144.000 underpræster. Men ikke alle i den salvede rest havde en sådan indstilling på dette tidspunkt. Som et eksempel på dette kan nævnes at en af de fem redaktører for bladet The Watch Tower (Vagttaarnet) i dette år, 1922, og før bladets udgave for 1. maj udkom, forlod den teokratiske organisation sammen med sin hustru og søgte anden beskæftigelse. Der var flere som tog et sådant skridt, både på dette tidspunkt og senere. Det passede dem ikke at gøre Guds rige kendt, ved at forkynde det fra hus til hus med rensede læber. Der var også andre krav til de åndelige underpræster i det Hellige i Jehovas tempel der var for meget for dem. De blev urene på grund af deres ligegyldighed, deres manglende interesse og deres tilbagevenden til verdens interesser.

17. (a) Hvordan berører en sådan urenhed resten af Jehovas teokratiske organisation? (b) Hvilken indstilling er det Jehova velsigner?

¹⁷ Urenhed af denne art — manglende hengivenhed for den fuldstændige tilbedelse af den sande Gud ved hans åndelige tempel — er noget som besmitter resten af den teokratiske organisation. En sådan urenhed fører til at Jehova holder sin velsignelse tilbage. Helhjertet hengivenhed for at fremme den rene gudsdyrkelse medfører derimod at man atter får del i hans gunst og hans lovede velsignelser. Gud understregede selv denne vigtige kendsgerning da han talte videre til de præster som Haggaj havde stillet spørgsmål:

18. Hvordan havde den jødiske rests økonomiske stilling været før Haggaj udtalte denne profeti, og hvorfor ville Jehova fra nu af velsigne disse jøder?

¹⁸ „Men læg nu mærke til, hvorledes det går fra i dag! Før sten lagdes på sten i [Jehovas] hus, hvorledes gik det eder da? Når man kom til en dynge korn på tyve mål, var der ti; og kom man til en vinperse for at øse halvtredsindstyve mål af kummen, var der tyve. Jeg slog eder med kornbrand [svidende hede, NW], rust og hagl ved alt eders arbejde, men I omvendte eder ikke til mig, lyder det fra [Jehova]. Læg mærke til, hvorledes det går fra i dag, fra den fireogtyvende dag i den niende måned, fra den dag grunden lagdes til [Jehovas] hus, læg mærke dertil! Er sæden endnu i laderne, står vinstokken, figentræet, granatæbletræet og oliventræet endnu uden frugt? Fra i dag velsigner jeg.“ — Haggaj 2:15-19.

DAGEN MED OMVENDELSE TIL VELSTAND

19. I hvilken henseende kunne den jødiske rest sætte Jehova på prøve fra den fireogtyvende dag i kislev måned, og hvad gav hans lovpagt dem grund til at vente?

¹⁹ Det var nu den fireogtyvende dag i den niende måned (kislev), som normalt var en tid med tiltagende efterårsregn og endda en smule sne på bjergtoppene. Denne dag begyndte medlemmerne af den trofaste jødiske rest på ny at arbejde med templets grundvold, og det var som om de endnu en gang lagde grundvold. (Ezra 3:8-12) Fra denne afgørende dag kunne den jødiske rest sætte Jehova på prøve, om han ville opfylde sit gode løfte. Så ville tørken høre fortiden til, og det samme ville kornrusten og de ødelæggende hagl, og der ville ikke længere være mangel på hovednæringsmidlerne. Der er intet i bibelhistorien som antyder at det ikke gik sådan. Da de modigt fortsatte tempelarbejdet til det var færdigt, opfyldte Jehova trofast sit løfte. Nøjagtig som han havde lovet i den lovpagt han havde givet med profeten Moses som mellemmand, ville dét at de af hele deres sjæl gik ind for tilbedelsen af ham, bringe dem velsignelser i form af materiel velstand i deres gudgivne land. — 5 Mosebog 28:1-14.

20. Hvilken form for velstand kunne den salvede rest gøre sig håb om at opnå fordi den genoptog arbejdet for den sande tilbedelse af Jehova, og hvordan har en sådan velstand vist sig?

²⁰ Datidens tempelinteresserede jødiske rest må ganske givet have erfaret en sådan velstand, hvis det den oplevede dengang var et forbillede på det som den salvede rest af de åndelige underpræster har oplevet fra og med 1919. Genoptagelsen af den præstelige tjeneste i det Hellige i Jehovas sande åndelige tempel markerede et vendepunkt for den salvede rest af Kristi disciple der overlevede prøvelserne og lidelserne under den første verdenskrig fra 1914 til 1918. Som åndelige israelitter med en himmelsk arv for øje ventede de ikke materielle velsignelser for deres trofasthed, sådan som de kødelige israelitter på Haggajs tid. Det den salvede rest af de åndelige underpræster så frem til ifølge Guds løfte, var åndelig velstand. De blev ikke skuffet. De satte ikke forgæves Guds løfter på prøve. Til trods for at verdens modstand voksede og denne verdens nationer ængstedes i rådvildhed på grund af deres stadige trængsler, er det arbejde som den salvede rest har udført med at fremme den sande tilbedelse ved Jehovas åndelige tempel, gået fremad; det har bredt sig og har resulteret i vækst.

21. Hvor kan man finde en beretning om den åndelige velstand som den trofaste rest nyder, og hvad beviser dette med hensyn til Jehovas løfte?

²¹ De religiøse, de politiske, de juridiske og de samfundsmæssige fjender har ikke kunnet undgå at lægge mærke til dette. For at få et detaljeret billede af den åndelige velstand som Jehovas kristne vidner nyder, behøver man blot at læse de årsrapporter der er blevet offentliggjort i Vagttårnets spalter siden 1919 og i Yearbook siden 1927. Disse rapporter beretter om den verdensomfattende fremgang der er sket i arbejdet med at forkynde „denne gode nyhed om riget“ på hele den beboede jord og med at gøre disciple af folk af alle nationerne, som befalet af Herren Jesus Kristus, Jehovas ypperstepræst. (Mattæus 24:14, NW; 28:18-20 NW; Apostlenes Gerninger 1:8; Hebræerne 2:17 til 3:1) Historiens uudslettelige vidnesbyrd bekræfter til fulde at Jehova Gud, der ikke lyver, har holdt sit løfte om at velsigne sine tjenere. Vi tjener ham aldrig forgæves. — Josua 23:14; Salme 138:2; 1 Korinter 15:58.

BELØNNINGEN FOR AT ET STYRENDE RÅD STØTTER DEN RENE TILBEDELSE

22, 23. (a) Hvem blev Haggajs sidste profeti henvendt til, og hvad ønskede Jehova dermed at udtrykke sin værdsættelse af? (b) Hvad lovede Jehova i denne profeti at gøre det af med, og hvad ville han gøre med Zerubbabel?

²² Første gang Jehovas profetiske ord lød ved Haggaj — det var på den første dag i den sjette månemåned (elul) år 520 f.v.t. — var budskabet henvendt til „Judas statholder Zerubbabel, Sjealtiels søn,“ samt til „ypperstepræsten Josua, Jozadaks søn“. (Haggaj 1:1) Næsten fire måneder senere udtaler Haggaj sin sidste inspirerede profeti, og den rettes udelukkende til denne statholder over den persiske provins Juda. Zerubbabel havde givet agt på Jehovas tilskyndelser gennem profeterne Haggaj og Zakarias, og under hans ledelse var arbejdet med grunden til Jehovas tempel i Jerusalem nu modigt blevet genoptaget, uden hensyn til det uretmæssige forbud som var udstedt af en fejlunderrettet perserkonge. (Ezra 4:17-24) Værdsatte Jehova Gud dette? Ja han gjorde, og for at vise det sendte han Zerubbabel et personligt budskab. Vi læser:

²³ „Og [Jehovas] ord kom for anden gang til Haggaj på den fireogtyvende dag i måneden således: Sig til Judas statholder Zerubbabel: Jeg ryster himmelen og jorden og omstyrter kongernes troner, tilintetgør hedningerigernes styrke og vælter stridsvognene med deres førere, og heste og ryttere skal styrte, og den ene skal falde for den andens sværd. På hin dag, lyder det fra Hærskarers [Jehova], tager jeg dig, min tjener Zerubbabel, Sjealtiels søn, lyder det fra [Jehova], og gør dig til en seglring; thi dig har jeg udvalgt, lyder det fra Hærskarers [Jehova].“ — Haggaj 2:20-23.

24. Hvis godkendelse opnåede Zerubbabel ved det dristige skridt han tog den fireogtyvende dag i kislev måned, og hvorfor var det dét der betød noget?

²⁴ Denne dag, den fireogtyvende dag i den niende månemåned (kislev) i perserkongen Darius I’s andet regeringsår, havde statholderen Zerubbabel taget et dristigt skridt, hvorved han øjensynlig bød det mægtige perserrige trods. Men han havde handlet godt og rigtigt, i lydighed mod hærskarers Jehova. Nu fik han gennem profeten Haggaj at vide at hærskarers Jehova, godkendte det skridt han havde taget. Hvad betød det så om mennesker misbilligede det eller gjorde indsigelse imod det? Hans handling var blevet godkendt af den højeste Myndighed, den israelitiske nations teokratiske Hersker. Denne guddommelige Hersker skal adlydes fremfor menneskeskabte herskere. Israels teokratiske Hersker kunne jo ryste både himmelen og jorden og fjerne dem! Hvad kunne de åndeskabninger og de menneskeskabninger der udgør denne himmel og denne jord da gøre for at krydse, forpurre eller med held modstå hans erklærede hensigter? Intet! Hele den samlede styrke af djævle og mennesker står magtesløs over for ham. Han kan ryste dem alle.

25. Hvad fører den omtalte rystelse af himmelen og jorden med sig, og hvorfor er det helt på sin plads at en Gud som hærskarers Jehova siger at han vil gøre sådanne ting?

²⁵ Hvad følger der med eller hvad sker der når den universelle Suveræn således ryster himmelen og jorden? Hærskarers Jehova forklarer det således: „[Jeg] omstyrter kongernes troner, tilintetgør hedningerigernes styrke og vælter stridsvognene med deres førere, og heste og ryttere skal styrte, og den ene skal falde for den andens sværd.“ (Haggaj 2:22) Det er i sandhed på sin plads at den Gud der kalder sig hærskarers Jehova taler om at skride ind over for de militære styrker i menneskehedens verden! Det er sådanne angrebs- og forsvarsstyrker der udgør „hedningerigernes styrke“. Nationerne her i det tyvende århundrede bygger i hvert fald på denne teori, og de ruster sig alle, nogle med de mest fantastiske våben videnskaben kan opfinde. Men de der håber at sådant krigsmateriel og højt uddannede militærstyrker vil sikre varig stabilitet for nationernes regeringssæde, kongernes trone, håber forgæves. Hærskarers Jehova kan gøre denne „styrke“ til intet.

26. Behøver hærskarers Jehova at vise sig personligt for at kæmpe mod sine fjender eller lade dem kæmpe mod sig? Forklar.

²⁶ Perserriget, bibelhistoriens fjerde verdensmagt, viste sig at være stabilt i lidt over to hundrede år. Men hverken dets heste og deres ryttere eller dets stridsvogne med deres førere, ja selv ikke dets pansrede elefanter, kunne beskytte det mod grækeren Alexander den Store. Soldater med heste og stridsvogne kan ikke kæmpe direkte mod hærskarers Jehova, som er usynlig. Hærskarers Jehova behøver på den anden side ikke at vise sig personligt for at kæmpe mod militærstyrker på jorden. Fra det usynlige kan han anvende sin uovervindelige magt og få dem til at kæmpe indbyrdes, enten af panikagtig frygt eller på grund af bitre indbyrdes stridigheder. Han kan fremkalde anarki blandt alle sine fjender. Han gjorde det i fortiden, og han har lovet at gøre det igen. Statholderen Zerubbabel vidste at det var sket tidligere. (Dommerne 7:19-22; 2 Krønikebog 20:22-24) Han havde god grund til at tro at hærskarers Jehova endnu en gang kunne besejre sit folks fjender ved at få dem til at rette deres våben mod hinanden.

27. Ville rystelsen af himmelen og jorden og nationerne have nogen indvirkning på Zerubbabel, der var som en seglring på Jehovas hånd? Forklar.

²⁷ Hærskarers Jehova erklærede imidlertid ikke at han havde til hensigt at ryste sit trofaste, lydige folk, der nidkært var gået ind for at genopbygge hans tilbedelseshus og yde ham ren tilbedelse der. Statholderen Zerubbabel ville heller ikke blive afsat af perserkongen Darius I fordi han var gået i gang med tempelbyggeriet før han havde fået kongens officielle tilladelse. Dette kunne lige så lidt ske som en seglring kunne tages af hærskarers Jehovas højre hånd. Lad blot himmelen og jorden ryste! Lad blot de svært bevæbnede nationer ryste! Zerubbabels stilling ville dog ikke blive rokket. Det var det der lå i den forsikring Jehova nu gav Zerubbabel:

28, 29. Hvilken modsætning var der mellem det løfte Jehova gav Zerubbabel om seglringen og den erklæring han fremsatte om kong Jojakin eller Konja?

²⁸ „På hin dag, lyder det fra Hærskarers [Jehova], tager jeg dig, min tjener Zerubbabel, Sjealtiels søn, lyder det fra [Jehova], og gør dig til en seglring; thi dig har jeg udvalgt, lyder det fra Hærskarers [Jehova].“ — Haggaj 2:23.

²⁹ Denne guddommelige profeti stod i direkte modsætning til det som profeten Jeremias var blevet inspireret til at sige om Zerubbabels bedstefader, Jojakin (Jekonja eller Konja), der havde hersket i Jerusalem i tre måneder og ti dage i 618-617 f.v.t. (1 Krønikebog 3:17-19; 2 Krønikebog 36:9, 10) Om Jojakin eller Konja sagde Jeremias: „Så sandt jeg lever, lyder det fra [Jehova]: Om også Konja, kong Jojakim af Judas søn, var en seglring på min højre hånd, jeg rev ham bort. Jeg giver dig i deres hånd, som står dig efter livet, i deres hånd, for hvem du ræddes, og i kong Nebukadrezar af Babels og kaldæernes hånd. . . . Land, land, land, hør [Jehovas] ord: Så siger [Jehova]: Optegn denne mand som barnløs, som en mand, der ingen lykke har i sit liv; thi det skal ikke lykkes nogen af hans afkom at sætte sig på Davids trone og atter herske over Juda.“ — Jeremias 22:24-30.

30. (a) Hvor stor værdi havde en seglring for den der ejede den? (b) Hvorfor skulle Jojakins officielle stilling respekteres, og hvorfor kastede Jehova ham dog bort?

³⁰ Denne guddommelige afgørelse vedrørende Zerubbabels bedstefader viser at en seglring havde stor værdi for den standsperson der ejede den. Ringen bar ejerens navn, og den blev benyttet til at sætte ejerens signatur på officielle dokumenter for at bekræfte deres gyldighed. (1 Mosebog 38:18-26; 41:42; 1 Kongebog 21:8) Så hvis Zerubbabels bedstefader, kong Jojakin, havde været som en seglring på Jehovas højre hånd, må han have været meget dyrebar for Jehova. Han var jo også blevet salvet til konge i Jerusalem og var således „[Jehovas] salvede“ der sad på „[Jehovas] trone“ i Jerusalem, skønt det kun var i tre måneder og ti dage. (1 Samuel 24:7, 11; Klagesangene 4:20; 1 Krønikebog 29:23) Af denne grund krævede og fortjente kong Jojakins person særlig respekt fra mennesker. Men til trods for hans officielle tilknytning til Jehova, fandt Jehova ham frastødende fordi han fortsatte i sin faders, kong Jojakims, onde, gerninger. I vrede tog Jehova ham af og kastede ham bort, lod ham føre som fange til et babylonisk fængsel.

31. Hvorfor var dét at Zerubbabel blev statholder over Juda i 537 f.v.t. ikke i strid med det Jehova havde sagt om Zerubbabels bedstefader i Jeremias 22:30?

³¹ Men hvad er nu det? Firs år senere, i 537 f.v.t., bliver Jojakins sønnesøn, Zerubbabel, frigivet fra landflygtigheden i Babylon og gøres til statholder over den persiske provins Juda, med hovedsæde i Jerusalem. (Ezra 1:1 til 4:3) Var dette ikke i strid med det Jehova havde sagt til Zerubbabels bedstefader i Jeremias 22:30? Nej, den fangne Jojakin forblev „barnløs“, i den forstand at ingen af hans sønner kom til at sidde på Davids trone i Jerusalem. Det var hans farbroder Mattanja, hvis navn blev ændret til Zedekias, der efterfulgte ham på Davids trone, blot for at miste den i 607 f.v.t. da Jerusalem blev ødelagt af babylonierne. Davids trone blev omstyrtet for aldrig mere at blive rejst i et bogstaveligt, jordisk Jerusalem. (Ezekiel 21:25-27) I dette år, 607 f.v.t., begyndte hedningernes tider som skulle vare 2520 år og hvori Jerusalem, eller Guds messianske rige som byen symboliserede, skulle nedtrædes af de hedenske nationer. I overensstemmelse med profetien kom ingen af Jojakins sønner til at sidde på Jehovas trone i Jerusalem som Davids kongelige efterkommer. Hans sønnesøn Zerubbabel sad ikke på Davids kongetrone, men beklædte embedet som statholder, udnævnt af kong Kyros.

32. Hvordan handlede Zerubbabel som en levende seglring på Jehovas hånd, og hvorfor var han dyrebar for Jehova mens hans kongelige bedstefader ikke var det?

³² Skønt ringere end sin bedstefader, set med menneskers øjne, blev Zerubbabel meget dyrebar for Jehova, ja, som en seglring på hærskarers Jehovas højre hånd. Det blev han fordi han gjorde det som kong Jojakin havde forsømt — så han ikke havde været for dyrebar til at blive kastet bort — nemlig fordi han holdt Jehovas bud og modigt og nidkært gik ind for den rene tilbedelse af Jehova ved hans tempel. Som en levende seglring tjente han hærskarers Jehova i en officiel egenskab, til ære og pris for Jehovas hellige navn. Mens den øverstbefalende for de himmelske hærskarer havde forkastet kong Jojakin, havde han derimod „udvalgt“ hans trofaste sønnesøn Zerubbabel. Universets teokratiske Suveræn ville ryste himmelen og jorden og alle verdens militariserede nationer, men han ville ikke ryste statholderen Zerubbabel og fjerne ham fra hans ærefulde tjeneste i den synlige teokratiske organisation. Det han senere sagde om Zerubbabel gennem profeten Zakarias (4:6-10) bekræftede dette.

EN STØRRE BETYDNING AF PROFETIEN

33. (a) Hvorfor fik Haggajs profeti ikke sin fuldstændige opfyldelse med statholderen Zerubbabel i det sjette århundrede f.v.t? (b) Hvem er den modbilledlige Zerubbabel statholder for?

³³ Har denne profeti fået sin fuldstændige opfyldelse med Zerubbabel, statholderen over den persiske provins Juda i det sjette århundrede før vor tidsregnings begyndelse? Øjensynlig ikke! Han var et forbillede på en som var større. På hvem? En som han fik den ære at blive forfader til, ja den som hans slægtslinje i den bibelske beretning slutter med, nemlig Jesus Kristus. (Mattæus 1:1-16; Lukas 3:23-27) Denne modbilledlige Zerubbabel er nu himmelsk statholder eller hersker i Jehovas synlige teokratiske organisation på jorden, den salvede rest af det åndelige Israel. (Galaterne 6:16; Romerne 2:28, 29; Åbenbaringen 7:4-8) Medlemmerne af denne rest blev, som kendsgerningerne viser, udfriet fra deres religiøse trældom under Babylon den Store i 1919. I lighed med fortidens rest af landflygtige jøder blev de udfriet fra den falske babyloniske religions verdensimperium for at de først og fremmest kunne koncentrere sig om det der vedrørte den rene tilbedelse af Jehova ved hans åndelige tempel.

34. Hvordan går denne foran i det arbejde der har at gøre med Jehovas tempel?

³⁴ Som himmelsk statholder over det åndelige Israel er Jesus Kristus, den modbilledlige Zerubbabel, den der går foran i arbejdet i forbindelse med Jehovas tempel. Han drager omsorg for at hans salvede disciple har et sted hvor de kan tjene som åndelige underpræster, i det Hellige i dette tempel. — Johannes 17:17-19.

35. Hvordan kan navnet Zerubbabel, trods sin betydning, passende bruges om den himmelske statholder, Jesus Kristus?

³⁵ Det bør ikke forstyrre os at navnet Zerubbabel, der betyder „Babylons sæd“, bliver anvendt om den himmelske Jesus Kristus i dennes egenskab af statholder. Det er rigtigt at han aldrig selv har befundet sig i Babylon den Store. Men resten af de salvede disciple der overlevede prøvelserne og forfølgelserne under den første verdenskrig, blev under denne krig ført i religiøs trældom, under det store Babylon og dets politiske elskere. Ifølge regelen om at det der gøres imod dem, er som gjort imod ham, har den større statholder Zerubbabel (repræsenteret ved den salvede rest) således, befundet sig i Babylon den Store, i lighed med fortidens, Zerubbabel, der rent bogstaveligt blev født i det gamle Babylon og derfor kunne kaldes „Babylons sæd“. Den større Zerubbabel førte den trofaste salvede rest af åndelige israelitter ud af et Babylon som var større end den by der i fortiden lå ved floden Eufrat, idet han frigjorde dem med sin sandhed. (Johannes 8:32) Med ham som statholder har den synlige teokratiske organisation på jorden et godt styre.

36. Hvordan er den himmelske statholder dyrebar og modig som fortidens Zerubbabel, og hvem på jorden efterligner ham i dag?

³⁶ Denne statholder der er som Zerubbabel er i allerhøjeste grad dyrebar for Jehova Gud, som en seglring på hans højre hånd, en ring der bærer det guddommelige navn. Han går stærkt ind for helligelsen af sin himmelske Faders navn (Mattæus 6:9, 10; Johannes 12:28; 17:6-12) Han er frygtløs, i lighed med fortidens Zerubbabel. Statholderen Zerubbabel blev styrket så han ikke var bange for at trodse perserriget, bibelhistoriens fjerde verdensmagt. I dag er den himmelske statholder for det åndelige Israel hverken bange for bibelhistoriens syvende verdensmagt, den britisk-amerikanske dobbeltverdensmagt, eller for den ottende verdensmagt den internationale organisation for verdensfred og sikkerhed, De forenede Nationer, der nu har 132 medlemmer. (Åbenbaringen 17:7-17) Ligesom deres himmelske statholder frygter den salvede rest af de åndelige israelitter heller ikke disse verdensmagter. Frygtløst fortsætter de i hele verden med at virke for den rene tilbedelse ved Jehovas åndelige tempel.

37. Hvordan bliver den modbilledlige Zerubbabel brugt som en dyrebar seglring på Jehovas hånd?

³⁷ En seglring blev i fortiden benyttet til at sætte ejerens navn på et dokument, som bevis for at dokumentet virkelig kom fra ham og at det udtrykte hans vilje, hensigt eller befaling. På tilsvarende måde benytter hærskarers Jehova den modbilledlige Zerubbabel, Jesus Kristus, til at opfylde sine profetier og løfter og derved bevise at disse udtalelser, der står nedtegnet i Bibelen, virkelig stammer fra den guddommelige og ufejlbarlige kilde og at de virkelig udtrykker den guddommelige sandhed. Også på denne måde bliver Jehovas navn og ord ophøjet gennem Jesus Kristus, der er lige så dyrebar for Jehova som en officiel seglring. „Thi alle Guds forjættelser har i ham deres ’ja’; derfor er der også ved ham gennem vor [de kristne disciples] forkyndelse kommet til at lyde et ’amen’, Gud til ære.“ — 2 Korinter 1:20.

38. Hvorfor har den større Zerubbabel intet at frygte af den rystelse der i dag hjemsøger himmelen, jorden og nationerne, og hvordan vil han sikre et godt og varigt styre for dem der tilbeder Jehova?

³⁸ Siden hedningetidernes udløb i 1914 har en rystelse hjemsøgt den symbolske himmel og den symbolske jord. Nationerne i menneskehedens verden rystes, og de er ude af stand til at bringe den verdslige tingenes ordning i ro. Det er hærskarers Jehova der står bag rystelsen, i overensstemmelse med det han sagde til statholderen Zerubbabel i fortiden. Rystelsen, som mennesker står magtesløse over for, vil nå sit højdepunkt i ’den store trængsel’ der nu ser ud til at være meget nær, og derefter vil Satan blive kastet i afgrunden. (Mattæus 24:21, 22) Men den større Zerubbabel, Jesus Kristus, har intet at frygte af denne rystelse. Hans stilling som himmelsk hersker eller statholder kan ikke rokkes. Hans rige er „et urokkeligt rige“. (Hebræerne 12:28) Det vil ikke blive fjernet, men vil af hærskarers Jehova blive benyttet til at fjerne det store Babylon og nutidens verdensmagter, idet det vil tilintetgøre deres militære „styrke“ i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. (Åbenbaringen 16:13-16; 17:12-14; 19:11-21) Derefter vil det velsigne alle de overlevende, som tilbeder Jehova Gud ved hans åndelige tempel, med et godt styre for evigt.

39. Hvad er vi der i dag tilbeder Jehova, lykkelige for?

³⁹ Lykkelige er vi som tilbeder ved det sande tempel, over at vi allerede nu har del i guddommelige velsignelser, og nyder gavn af Jehovas himmelske statholders gode styre, mens de falske tilbederes verden ryster i sine grundvolde.