Kapitel 8

De forfulgte vises barmhjertighed men forfølgerne dømmes

1. Hvor lang tid gik der efter Haggajs sidste profeti før tempelbyggerne igen fik et inspireret budskab, og hvad havde de gjort i mellemtiden?

I FORTIDENS Jerusalem var man nu nået frem til det første kvartal i år 519 f.v.t. — og det var stadig i Darius I’s andet år som konge over perserriget, bibelhistoriens fjerde verdensmagt. Der var gået nøjagtig to måneder siden Haggaj var blevet inspireret til at fremholde sine sidste profetier — til de aronitiske præster og til statholderen Zerubbabel. Det var sket den fireogtyvende dag i den niende måned (kislev), kort før år 519 f.v.t. tog sin begyndelse. På denne mindeværdige dag i Jerusalems historie var man atter begyndt at arbejde med grunden til templet på Morija bjerg, lige nord for Zions bjerg. I de to måneder der gik fra de jødiske bygningsmænd atter fik et inspireret budskab fra deres Gud, arbejdede de uophørligt på den hellige byggeplads. Denne gang lod de sig ikke standse af fjendernes forsøg på at gribe hindrende ind.

2. Hvem ville øjensynlig få at vide hvad der foregik i Jerusalem før kong Darius I fik det at høre, og hvor lang tid ville der gå før der kunne foreligge en afgørelse i sagen?

² Den 24. sjebat 519 f.v.t. havde kong Darius i den fjerne persiske regeringsby sikkert endnu ikke hørt hvad der foregik i Jerusalem. Nyhederne kom ret langsomt frem, selv med ridende ilbud der tilbagelagde omkring et hundrede og tres kilometer om dagen. (Ester 3:13-15; 8:10, 14) Langs „den frugtbare halvmåne“ var der over seksten hundrede kilometer fra Jerusalem over til Susan, og fra Susan mod nord til Ekbaʹtana var der over tre hundrede kilometer, ad den lige, direkte vej. Der ville således gå temmelig lang tid før kong Darius kunne få den overraskende meddelelse. Persiske embedsmænd over provinser som lå hinsides (altså vest for) Eufratfloden ville naturligvis få nyhederne før kongen. Det var øjensynlig det der skete. De efterfølgende drøftelser og de undersøgelser der blev iværksat må have taget flere måneder (nogle anslår det til fire eller fem måneder) før kong Darius’ afgørelse af sagen kunne nå frem og blive gennemført. Ezra beretter her hvilke begivenheder der fandt sted (5:2 til 6:3):

3. Hvilke spørgsmål blev tempelbyggerne stillet af de persiske statholdere fra provinser vest for Eufratfloden, og hvad gjorde de der byggede på templet?

³ „Da tog Zerubbabel, Sjealtiels søn, og Jesua, Jozadaks søn, fat og begyndte at bygge på Guds hus i Jerusalem sammen med Guds profeter, som støttede dem. Men på den tid kom Tattenaj, statholderen hinsides floden, Sjetar-Bozenaj og deres embedsbrødre til dem og sagde: ’Hvem har givet eder lov til at bygge dette tempel og genopføre denne helligdom, og hvad er navnene på de mænd, der bygger denne bygning?’ Men over jødernes ældste vågede deres Guds øje, så de ikke standsede dem i arbejdet, før sagen var forelagt Darius og der var kommet svar derpå.

4. Hvad var indholdet af det brev de persiske statholdere sendte til kong Darius I?

⁴ Afskrift af det brev, som Tattenaj, statholderen hinsides floden, Sjetar-Bozenaj og hans embedsbrødre, afarsekitterne hinsides floden, sendte kong Darius; de sendte ham en skrivelse, hvori der stod:

’Kong Darius ønsker vi al fred!

Det være kongen kundgjort, at vi begav os til landsdelen Judæa til den store Guds hus; det bliver bygget af kvadersten, der lægges bjælker i muren, og arbejdet udføres med omhu og skrider frem under deres hænder. Vi spurgte da de ældste der og talte således til dem. Hvem har givet eder lov til at bygge dette tempel og opføre denne helligdom? Vi spurgte dem også om deres navne for at lade dig dem vide, og vi opskrev navnene på de mænd, der står i spidsen for dem.

Og svaret, de gav os, lød således: Vi er Himmelens og jordens Guds tjenere, og vi bygger det tempel, som blev bygget for mange år siden, da en stor konge i Israel byggede og opførte det. Da imidlertid vore fædre vakte Himmelens Guds vrede, gav han dem i Babels konges, kaldæeren Nebukadnezars, hånd, og han nedbrød dette tempel og førte folket i landflygtighed til Babel. Men i sit første regeringsår gav kong Kyros af Babel befaling til at genopbygge dette gudshus; og kong Kyros lod tillige de til gudshuset hørende guld- og sølvkar, som Nebukadnezar havde borttaget fra helligdommen i Jerusalem og ført til sin helligdom i Babel, tage ud af helligdommen i Babel, og de overgaves til en mand ved navn Sjesjbazzar, som han havde indsat til statholder; og han sagde til ham: Tag disse kar og drag hen og lad dem få deres plads i helligdommen i Jerusalem og lad gudshuset blive genopbygget på sin gamle plads! Så kom denne Sjesjbazzar og lagde grunden til gudshuset i Jerusalem, og siden den tid er der bygget derpå, men det er ikke færdigt.

Hvis derfor kongen synes, så lad der blive set efter i det kongelige skatkammer ovre i Babel, om det har sig således, at der af kong Kyros er givet befaling til at bygge dette gudshus i Jerusalem; og kongen give os så sin vilje i denne sag til kende!’

5. Hvad gjorde kong Darius da han fik brevet, og hvad fandt man?

⁵ Så gav kong Darius befaling til at se efter i skatkammeret, hvor man i Babel gemte dokumenterne; og man fandt da i borgen i Ameta [Ekbaʹtana] i landsdelen Medien en skriftrulle, hvori der stod: ’Til ihukommelse. I sit første regeringsår udstedte kong Kyros følgende befaling: Gudshuset i Jerusalem skal genopbygges.’“

6. Hvad gjorde bygningsmændene i Jerusalem mens dette fandt sted, og hvad skete der den 24. sjebat 519 f.v.t.?

⁶ Hele tiden mens disse ting som præsten Ezra beretter om, fandt sted, fortsatte den jødiske rest modigt med tempelbyggeriet under ledelse af statholderen Zerubbabel og ypperstepræsten Josua. De var også optaget af dette arbejde den fireogtyvende dag i den ellevte måned, som var en vintermåned, i år 519 f.v.t. Denne betydningsfulde dag begyndte profeten Zakarias at modtage en række opmuntrende syner. Han fortæller herom:

DET FØRSTE SYN

7. Hvad så Zakarias i sit første syn den 24. sjebat?

⁷ „På den fireogtyvende dag i den ellevte måned, det er Sjebat måned, i Darius’ andet regeringsår kom [Jehovas] ord til profeten Zakarias, en søn af Berekja, en søn af Iddo, således: Jeg skuede i nat, og se, en mand på en rød hest holdt mellem bjergene ved den dybe kløft [imellem Myrtetræerne, som vare i Dalen, Gd], og bag ham var der røde, mørke, hvide og brogede heste.“ — Zakarias 1:7, 8.

8, 9. Hvem forklarede Zakarias hvad det var han så, og hvilke spørgsmål rejste synet af hestene?

⁸ Under synet var der en engel som forklarede Zakarias hvad han så, ting som vi der lever i dag, også gerne vil have forståelse af. Disse heste med deres ryttere der holdt stille mellem myrtetræerne i dalen ved Jerusalem — hvorfor befandt de sig der? Var der en krig på vej mod Jerusalem, nu mens man byggede templet? I Bibelen er heste jo et symbol på krig. (Job 39:22-28; Ordsprogene 21:31) Hvem havde sendt disse heste? Hvem skildrede rytterne? Var de kommet for at føre krig? Zakarias ville gerne vide det:

⁹ „Jeg spurgte: ’Hvad betyder de, Herre?’“

10, 11. Hvem viste rytterne sig at være, og hvilken beretning aflagde de for rytteren mellem myrtetræerne?

¹⁰ „Og engelen, som talte med mig, sagde: ’Jeg vil vise dig, hvad de betyder.’“ — Zakarias 1:9.

¹¹ Det viste sig at disse ryttere var hellige engle der var udsendt af Gud som spejdere, om man så må sige. Det fremgår af det næste vi læser: „Så tog manden [på den røde hest], som holdt mellem bjergene [Myrtetræerne, Gd], til orde og sagde: ’Det er dem, [Jehova] udsender, for at de skal drage jorden rundt.’ Og de tog til orde og sagde til [Jehovas] engel, som stod mellem bjergene [Myrtetræerne, Gd]: ’Vi drog jorden rundt, og se, hele jorden er rolig og stille.’“ — Zakarias 1:10, 11.

12. (a) På hvilken måde rådede der fred på „hele jorden“, som de himmelske spejdere meldte? (b) Hvad havde Ægypten i denne forbindelse kæmpet mod Assyrien og derefter mod Babylon om?

¹² Hvad var det disse himmelske spejdere sagde til deres fører på den røde hest? Sagde de at der rådede fred på hele jorden? Ja, åbenbart. Men der var kun tale om fred i relativ forstand, det vil sige fred i relation til noget andet. I relation til hvad? Til Jerusalem og Judas land. Hvordan det? Jo, Jerusalem havde mistet sin tidligere jordiske stilling blandt nationerne. Indtil år 607 f.v.t. havde byen været sæde for Guds forbilledlige messianske rige på jorden. Dette miniaturerige som Jehova havde, var en forstyrrende faktor for den hedenske verden, de hedenske nationer. Ægypten kæmpede først mod Assyrien og derpå mod Babylon for at kunne have en politisk forbindelse med Jerusalem eller for at have et afgørende ord at sige i dens anliggender. Men fra 607 f.v.t. hørte dette op.

13. Hvorfor ophørte Ægypten fra år 607 f.v.t. at have politisk forbindelse med Jerusalem, det forbilledlige messianske rige?

¹³ I dette år, som fik betydning for hele verden, blev Jerusalem og dens tempel ødelagt af kong Nebukadnezars babyloniske hærstyrker og hans allierede. Davids rige blev fældet, og der kom ikke længere til at sidde en konge af Davids slægt på „[Jehovas] trone“ i Jerusalem. Den sidste jordiske konge som sad der, Zedekias, en broder til Zerubbabels oldefader, blev taget til fange og ført til Babylon, og måtte henslæbe resten af sine levedage i landflygtighed der, blindet og i fængsel. I løbet af tisjri måned 607 f.v.t. flygtede de få jøder der var blevet ladt tilbage i Judas land som en fattig og betydningsløs minoritet, ned til Ægypten af frygt for babylonierne (kaldæerne), og Judas land og Jerusalem kom til at ligge øde hen uden mennesker, ja selv uden husdyr. Det gik nøjagtig som profeten Jeremias havde forudsagt! Nu begyndte en tidsperiode som var fastsat af Gud. Hvilken periode?

14. Hvad kaldte Jesus Kristus den af Gud fastsatte periode som nu begyndte, hvad betød denne periode for herredømmet i verden, og hvornår udløb den?

¹⁴ Den periode som Jesus Kristus senere kaldte „hedningernes tider“ eller „nationernes fastsatte tider“. (NW) Han sagde: „Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.“ (Lukas 21:24) Eftersom Jerusalem havde været hovedsædet i Guds messianske miniaturerige og derfor betegnede Guds riges ret til at udøve herredømme ved en messiansk efterkommer af kong David, betød det noget særligt for de hedenske nationer at de fik lov til at nedtræde Jerusalem eller Rigets ret til at herske. Hvilket? Intet mindre end at de af hærskarers Jehova fik lov til at udøve herredømme over jorden uden indblanding fra noget messiansk gudsriges side, et gudsrige som det der havde haft regeringssæde i det jordiske Jerusalem. Da hedningernes tider med dette ubrudte herredømme skulle vare syv symbolske „tider“ eller 2520 bogstavelige år, ville denne fastsatte periode vare fra tisjri 607 f.v.t. til tisjri 1914 e.v.t., og således udløbe i vort tyvende århundrede. (Daniel, kapitel fire) Intet under at de himmelske spejdere dér tilbage i 519 f.v.t. meldte at hele jorden var rolig og uforstyrret!

15. Hvorfor var den stilling som Judas land og dets jødiske statholder indtog, ikke noget at blive foruroliget over? Hvordan greb statholderen Tattenaj sagen an da jøderne havde genoptaget tempelbyggeriet?

¹⁵ I kong Darius I’s andet regeringsår var Judas land med sin lokale hovedstad Jerusalem blot én ud af perserrigets 127 provinser, der strakte sig „fra Indien til Ætiopien“. (Ester 1:1-3) Landet havde en statholder, Zerubbabel, Sjealtiels søn, men han sad ikke på Davids trone, sådan som hans bedstefader, kong Jojakin, havde gjort i tre måneder og ti dage. Han var øjensynlig direkte ansvarlig over for en statholder i en af landsdelene vest for floden Eufrat, rimeligvis statholderen Tattenaj, og i sidste instans over for kong Darius I. Så nu var der næppe noget at blive videre foruroliget over hvad Jerusalem angik. Statholderen Tattenaj, var ganske vist blevet urolig fordi man havde genoptaget arbejdet med templets grundvold, og han havde forespurgt: „Hvad er navnene på de mænd, der bygger denne bygning?“ Men han benyttede ikke militær magt for at standse arbejdet. Han valgte derimod at forelægge spørgsmålet for kong Darius, så denne kunne afgøre det i overensstemmelse med „medernes og persernes uryggelige lov“. (Daniel 6:9) Hvorfor viste statholderen Tattenaj en sådan tilbageholdenhed? I Ezra 5:5 forklares der:

16. Hvorfor greb statholderen Tattenaj sagen an på denne måde, ifølge Ezra 5:5?

¹⁶ „Men over jødernes ældste vågede deres Guds øje, så de ikke standsede dem i arbejdet, før sagen var forelagt Darius og der var kommet svar derpå.“

17, 18. (a) Hvad kunne de himmelske spejdere altså melde angående „hele jordens“ tilstand? (b) Hvis holdning til denne sag havde imidlertid størst betydning, og hvilket spørgsmål blev stillet?

¹⁷ Med hensyn til om verden så med ængstelse og bekymring på det Jerusalem foretog sig og lagde planer om, kunne de himmelske spejdere altså aflægge denne beretning for deres anfører mellem myrtetræerne i dalen uden for Jerusalem: „Hele jorden er rolig og stille“. Ja, den hedenske verden var ganske rolig; den frygtede ikke at noget messiansk rige tilhørende Jehova Gud ville blande sig i dens anliggender. Men hvad med hærskarers Jehova selv? Hvordan var hans holdning over for Jerusalem og det byen repræsenterede? Ville der komme nogen yderligere forsikring fra ham, nu da hans profet Haggaj var ophørt med at tale under inspiration? Havde han slået sig til ro ligesom de hedenske nationer, uden at bekymre sig om Jerusalems velfærd og den rolle byen skulle spille i virkeliggørelsen af hans hensigter? Dette lå også de himmelske engle på sinde, og navnlig Mikael, „den store fyrste, som værner dit [Daniels] folk sønner“. (Daniel 12:1; 1 Peter 1:12) Det fremgår af det næste profeten Zakarias ser i synet:

¹⁸ „[Jehovas] engel tog da til orde og sagde: ’Hærskarers [Jehova]! Hvor længe varer det, før du forbarmer dig over Jerusalem og Judas byer, som du nu har været vred på i halvfjerdsindstyve år?’“ — Zakarias 1:12.

19. Hvorfor følte nogle at de „halvfjerdsindstyve år“ med Guds vrede endnu ikke var forbi?

¹⁹ Ifølge engelens ord følte nogle at Jehovas vrede, som varede „i halvfjerdsindstyve år“, stadig var rettet mod Jerusalem og de andre byer i Juda. Det skyldtes det forhold at genopbygningen af Guds tempel var blevet forsømt i de sidste sytten år. Jehova havde været fuld af harme imod deres fædre der kom i landflygtighed fordi de havde vanhelliget det tidligere tempel som kong Salomon havde bygget. Og i den ottende måned (marsjevan) i 520 f.v.t. havde Jehova advaret medlemmerne af den hjemvendte jødiske rest mod at pådrage sig den guddommelige harme ved at blive som deres fædre og ikke vende om til Jehova med nidkærhed for den helhjertede tilbedelse af ham gennem et genopbygget tempel. (Zakarias 1:1-6) Vi må forstå engelens udbrud i lyset af dette, i overensstemmelse med hvad disse ting kunne sige ham vedrørende Jerusalem og de andre byer i Juda, som nu atter var beboet.

20. Hvorfor skal engelens udbrud om de „halvfjerdsindstyve år“ ikke forstås sådan at denne periode varede ved?

²⁰ Engelens omtale af „halvfjerdsindstyve år“ minder os om at profeten Jeremias også omtalte halvfjerds år. I disse halvfjerds år skulle Judas og Israels folk trælle for det babyloniske dynasti af konger, og når de halvfjerds år var gået ville Jehova hjemsøge Babylons konge og kaldæerne for deres misgerning. (Jeremias 25:11-13) Mente Jehovas engel da at disse halvfjerds år endnu ikke var udløbet, eller at de lige var udløbet? Sådan kunne det ikke forholde sig. Hvorfor ikke? Fordi Jehova cirka tyve år tidligere (i 539 f.v.t.) havde brugt perseren Kyros den Store til at fælde Babylon som verdensmagt, og to år efter, i 537 f.v.t., havde fået Kyros, der nu handlede som Babylons konge, til at sætte de landflygtige jøder i frihed så de kunne forlade Babylon og vende hjem til Jerusalem for at genopbygge Jehovas tempel. — Ezra 1:1 til 2:2; 2 Krønikebog 36:20-23.

21. Hvordan skulle Judas land ligge i de halvfjerds år, og hvoraf fremgår det at dette for længst var overstået?

²¹ Desuden skulle Judas land holde sabbat „til der var gået halvfjerdsindstyve år“. (2 Krønikebog 36:21) Hvordan? Ved at ligge som „en ørken uden mennesker og kvæg“ og ved at være „givet i kaldæernes hånd“. (Jeremias 32:43; 33:10-12) Både profeten Zakarias og englene vidste at disse halvfjerds år hvor Judas land og Jerusalem skulle ligge fuldstændig øde uden mennesker og husdyr, var udløbet i år 537 f.v.t. da den jødiske rest var vendt hjem fra Babylon og atter havde taget landet i besiddelse. Det berettes at jøderne atter boede i deres byer i den syvende måned (tisjri) dette år. (Ezra 3:1, 2) I stedet for at ligge som en ørken begyndte landet nu at bære afgrøder, sådan som profeten Haggaj beretter sytten år senere. (Haggaj 1:6-11; 2:16, 17) De halvfjerds år var altså for længst overstået!

22. Hvordan viste profeten Daniel at de „halvfjerdsindstyve år“ ikke strakte sig frem til 519 f.v.t., hvor Zakarias fik sit første syn?

²² Hvis de halvfjerds år stadig varede ved eller blot lige var udløbet da Zakarias fik sit første syn, hvorfor talte engelen, med den viden den havde, da som den gjorde? Eftersom den vidste at perioden var på nøjagtig halvfjerds år, hvorfor sagde den da: „Hærskarers [Jehova]! Hvor længe varer det?“ (Zakarias 1:12) Allerede i mederen Darius’ første regeringsår efter Babylons fald i 539 f.v.t. havde profeten Daniel jo „i skrifterne [lagt] mærke til det åremål, i hvilket Jerusalem efter [Jehovas] ord til profeten Jeremias skulle ligge i grus, halvfjerdsindstyve år“. (Daniel 9:1, 2) Og da Daniel fik klarhed over dette åremål gik der ikke sytten år før det udløb, men det udløb umiddelbart efter, i perserkongen Kyros’ første regeringsår. Derfor kunne den aldrende Daniel, som i hvert fald levede frem til „perserkongen Kyros’ tredje regeringsår“, vide at han havde regnet periodens længde rigtigt ud. (Daniel 10:1) De „halvfjerdsindstyve år“ strakte sig altså ikke frem til det tidspunkt hvor Zakarias fik sit første syn, i 519 f.v.t.

23. Hvilken periode af længere varighed dannede disse „halvfjerdsindstyve år“ indledning til, og hvilken sammenligning foretog engelen således da den spurgte: „Hvor længe varer det?“

²³ Vi må også huske at disse halvfjerds uforglemmelige år var de første halvfjerds år af „hedningernes tider“. Da de udløb i 537 f.v.t. fortsatte den periode altså hvori Jerusalem skulle nedtrædes af de hedenske nationer. (Lukas 21:24) Det ser således ud til at engelen der udbrød: „Hærskarers’ [Jehova]! Hvor længe varer det?“, henviste til denne tidligere periode på halvfjerds år som et eksempel på Jehovas vrede mod sit udvalgte folk. Engelen spurgte om Jehovas vrede mod folket nu blev fornyet fordi det så længe havde forsømt hans tempel. Og den spurgte derfor hvor længe det ville vare før Jehova forbarmede sig over Jerusalem og de andre byer i Juda. Profeten Zakarias var også interesseret i at vide dette. Det samme er vi!

24. Hvordan svarede Jehova den spørgende engel? Hvilke følelser nærede Jehova over for Jerusalem og over for de hedenske nationer?

²⁴ Det må have stillet Zakarias tilfreds at høre samtalen mellem hærskarers Jehova og den spørgende engel: „Og til svar gav [Jehova] engelen, som talte med mig, gode og trøstende ord. Engelen, som talte med mig, sagde så til mig: Tal og sig: Så siger Hærskarers [Jehova]: Jeg er fuld af nidkærhed for Jerusalem og Zion og af harme mod de trygge hedninger, fordi de hjalp til at gøre ulykken stor, da min vrede kun var lille.“ — Zakarias 1:13-15.

25. Hvorfor havde Jehova været vred på sit udvalgte folk, og hvorfor var han blevet fuld af harme mod de hedenske nationer?

²⁵ Jehova havde med rette været vred på sit ulydige udvalgte folk. Han havde været nødt til at straffe og tugte det. Som strafferedskaber havde han benyttet Babylon og dets forbundsfæller og sympatisører. Imidlertid havde hans ’vrede kun været lille’, og de hedenske nationer han havde benyttet til at revse sit folk med, havde af rent og skært had til hans udvalgte folk og af foragt for ham og tilbedelsen af ham, drevet tugten for vidt. Ondskabsfuldt havde de ’hjulpet til at gøre ulykken stor’ over hans folk. I deres ondskab havde de føjet ekstra smerte til ulykken. Det samme har forfølgerne været slemme til at gøre mod dem der tilbeder Jehova i vor tid! Med rette og med god grund kunne hærskarers Jehova sige: „Jeg er fuld af . . . harme mod de trygge hedninger.“ Lad ikke de nationalistiske forfølgere i vor tid glemme dette!

26. Hvad havde Jehova derfor nu i sinde at gøre med hensyn til Jerusalem?

²⁶ „Derfor, så siger [Jehova]: Jeg vender mig til Jerusalem og forbarmer mig over det; mit hus skal opbygges der, lyder det fra Hærskarers [Jehova], og der skal udspændes målesnor over Jerusalem.“ — Zakarias 1:16.

27. Hvordan ville Jehova vise forfølgerne at han ikke for bestandig havde forladt Jerusalem, og på hvilken måde ville der blive udspændt målesnor over byen?

²⁷ De hedenske nationer havde drevet tugten af Judas og Jerusalems indbyggere så vidt at den var gået over i direkte forfølgelse. ’Disse mennesker er blevet forladt af deres Gud, de er fuldstændig overladt til os,’ har forfølgerne måske tænkt. Men nej! Jehova havde ikke forladt dem for bestandig. Det var han fast besluttet på at vise forfølgerne. Som et symbol på dette skulle Jerusalem ikke vedvarende ligge øde. Han ville vende sig til den og forbarme sig over den ved at rejse den fra støvet og ruinerne og endnu en gang lade den blive befolket. Der skulle bygges huse i byen, og som et led i byggearbejdet ville der blive ’udspændt målesnor over Jerusalem’. Ja, endog den vigtigste af alle bygninger skulle opføres i byen — selveste Jehovas tempel! Hvilket nederlag for forfølgerne og deres falske guder!

28. Hvem skulle Jehovas valg gøres kendt for, og hvad var det Jehova havde valgt?

²⁸ Guds tid var inde til genopbygningen. Nu skulle intet standse den. Gud havde udvalgt sin synlige jordiske organisation. Dette valg skulle gøres kendt ved at hans gunst blev udøst over den, hvad enten de trygge verdslige nationer brød sig om det eller ej. Det guddommelige valg skulle ikke holdes hemmeligt. Folk i almindelighed skulle have kendskab til det valg og den afgørelse Gud havde truffet. Derfor blev denne befaling udstedt mens Zakarias hørte på det: „Tal videre: Så siger Hærskarers [Jehova]: Mine byer skal atter strømme med velsignelse, og [Jehova] vil atter trøste [føle anger over, NW] Zion og udvælge Jerusalem.“ — Zakarias 1:17.

29. (a) Hvad krævede Jehova som sin ejendom, og hvordan ville han give sit valg til kende? (b) Hvilket andet navn blev benyttet om Jerusalem, og hvorfor? Hvem boede i byen?

²⁹ Vi lægger mærke til at hærskarers Jehova kalder byerne i den persiske provins Juda for „mine byer“. Han havde udvalgt dem. Han krævede dem som sin ejendom. Han ville bevise at de genopbyggede byer tilhørte ham ved at velsigne dem til overmål. Det ville give dem fremgang og velstand. Hver eneste af disse byer ville få sit lokale styre i form af et ældsteråd. De genopbyggede byer ville ikke komme til at mangle en jordisk regeringsby. Deres hovedstad skulle være den by som Jehova havde udvalgt. Det skulle være den by der havde været regeringsby for Jehovas folk før fangenskabet, nemlig Jerusalem, som var blevet genopbygget af hans folk. Dette valg var hverken demokratisk eller imperialistisk. Det var teokratisk. Denne by som var udvalgt af den himmelske Teokrat, hærskarers Jehova, blev også kaldt Zion, for på Zions bjerg havde kong David bygget sit palads, og ved siden af paladset havde han rejst det telt hvor Jehovas pagts ark midlertidigt stod. I det genopbyggede Zion eller Jerusalem skulle provinsens styrende råd have sæde. Statholderen Zerubbabel boede derfor her.

30. Hvordan og hvornår følte Jehova anger over Zion?

³⁰ På grund af indbyggernes vedvarende ulydighed havde Jehova bestemt at Zion eller Jerusalem skulle ødelægges af babylonierne og ligge øde i halvfjerds år. Da tiden var gået følte han anger over det øde Zion. Ikke fordi han havde gjort Zion uret eller havde begået en fejl ved at lade det ødelægge, men fordi hans vilje nu var sket, hans hensigt var blevet udført og han var blevet hævdet og ophøjet. Nu kunne hans vrede lægge sig og han kunne forbarme sig. Han kunne nu ynkes over det hans vrede var rettet imod, og frit vise det medlidenhed og trøste det. Uden at skulle indrømme nogen fejl fra sin side følte Jehova altså anger over Zion da det havde ligget øde i halvfjerds år. Uden at skulle gøre nogen uret fra sin side god igen og uden at skulle yde erstatning for nogen uberettiget skade som han var skyld i, førte Jehova barmhjertigt sit landflygtige folk tilbage og lod det genopbygge Zion. Tiden for ødelæggelsen var forbi; tiden for genopbygningen var inde! Et storslået udtryk for Guds medlidenhed!

31. (a) Hvilken nation havde tilskyndet fjenderne til at jævne Jerusalem med jorden, og i hvilken tro? (b) Hvornår var tiden inde til at bekendtgøre hvilken by Jehova havde udvalgt?

³¹ Da Zion eller Jerusalem var blevet jævnet med jorden i år 607 f.v.t., havde de fjendtlige edomitter tilskyndet de babyloniske erobrere med råbet: „Nedbryd, nedbryd lige til grunden!“ (Salme 137:7) De skadefro fjender troede at Zions Gud, Jehova, havde forstødt byen for evigt og at han ligesom de, aldrig ville udvælge Jerusalem igen. Men Jehova kunne ikke glemme eller fornægte sine nådige profetier om Jerusalem. I sin trofasthed udvalgte han Jerusalem, og dette valg stod ved magt da Zakarias fik sit første syn nogle år senere, i 519 f.v.t. Ikke alene var Jerusalem på det tidspunkt blevet genopbygget af Jehovas eget folk, men grunden til hans tempel var også blevet lagt og arbejdet på resten af bygningen var allerede begyndt. Når templet stod færdigt ville Jehova knytte sit eget navn til det, han ville være nærværende der med sin ånd, og han ville atter blive tilbedt der i fuldt omfang. Over for alle nationerne ville dette bevise at Jehova havde udvalgt Jerusalem. Allerede 519 f.v.t. var tiden derfor inde til at bekendtgøre dette valg.

32. Hvorfor skal vi ikke vente at Zakarias 1:17 opfyldes på nutidens Jerusalem?

³² Er der sket noget tilsvarende i nyere tid? I hvert fald ikke i forbindelse med nutidens Jerusalem, som araberne og israelerne kæmpede om både i 1948 og 1967. De ortodokse jøder græder eller fremsiger bønner ved foden af den vestlige mur (Kótel Ma’arabí), mens muhamedanerne tilbeder i Klippemoskeen og El Aqsa-moskeen atten meter højere oppe. Syd for, uden for den nuværende bymur, ligger det bibelske Zions bjerg øde hen. Med skyldig hensyntagen til situationens kendsgerninger kan vi ikke sige at Jehova har udvalgt dette jordiske Jerusalem som et sted for sit navn og den sande tilbedelse. Vi må søge andre steder for at finde den nutidige opfyldelse af Zakarias 1:17.

33. (a) Hvad svarer i dag til at Zerubbabel var statholder over fortidens Jerusalem? (b) Hvad kan man sige om dem der er underlagt den større Zerubbabel?

³³ I dag findes der intet jordisk tempelbyggeri som ledes af en statholder som Zerubbabel i Jerusalem. Men der findes en større Zerubbabel, nemlig Herren Jesus Kristus, som er herliggjort i himmelen. I Jehovas navn styrer han det der i Hebræerbrevet 12:22 kaldes „Zions bjerg . . . den levende Guds stad, . . . det himmelske Jerusalem“. Da hedningernes tider udløb i 1914 blev han indsat dér som regerende konge, og han hersker over dem der er hans sande og trofaste disciple på jorden. Disse disciple udgør ikke på nogen måde en del af kristenheden, for den består af hundreder af religiøse sekter der ligger i strid med hinanden, den går ind for at De forenede Nationer vil bevare freden og sikkerheden i verden, og dens hænder er fulde af blod fra denne verdens ukristne krige. Den større Zerubbabel i himmelen hersker over dem der tilbeder den samme Gud som han selv, nemlig hærskarers Jehova. Disse tilbedere er ligeledes forpligtet til at være kristne vidner for denne Gud, Jehova. (Esajas 43:10-12; 44:8) De er nøje knyttet til „det himmelske Jerusalem“, den større Zerubbabels regeringssæde.

34. Hvordan var det under den første verdenskrig fra 1914 til 1918 som om Jehova havde forladt sit åndelige Zion eller Jerusalem?

³⁴ På grund af alle disse bibelske punkter må vi sige at disse kristne vidner for Jehova repræsenterer det Zions bjerg som er oventil, „det himmelske Jerusalem“. Handlinger rettet mod dem har været som rettet mod det billedlige Zion eller Jerusalem. Under den første verdenskrigs tummel (1914-1918) blev de forfulgt af de såkaldte kristne i kristenheden fordi de prøvede at holde fast ved den større Zerubbabels, Jesu Kristi, rige. Deres offentlige vidnearbejde for Jehovas messianske rige blev vanskeliggjort og reduceret til et minimum. De bekæmpede ikke hinanden med kødelige våben ved at kæmpe på de to fjendtlige fronter i den krigsgale kristenhed, men deres internationale samarbejde blev standset fordi fjenderne ødelagde deres internationale organisation. På grund af de trængsler de kom ud for i hele verden, var det som om Jehova, deres Gud, havde forladt det åndelige Zion eller Jerusalem.

35. Hvilke grupper stod Jehovas valg imellem da han ved efterkrigstidens begyndelse valgte hvem der skulle repræsentere hans åndelige Zion eller Jerusalem?

³⁵ Ret pludselig standsede den første verdenskrig med en våbenstilstand i november 1918. Efterkrigstiden begyndte. Fredstidsaktiviteter kunne nu genoptages. I december samme år begyndte religionsudøverne i kristenheden at stille sig gunstigt til en international organisation for verdensfred og sikkerhed. Det blev især kendt da Kristi Kirkers Fællesråd i Amerika erklærede at det foreslåede Folkenes Forbund var „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“. Og dette skønt alle nationerne i det foreslåede forbund var plettet af millioner af krigsofres blod. Havde kirkernes fællesråd ret i sin højtklingende erklæring med den fromme religiøse ordlyd? Tiden var i sandhed inde til at hærskarers Jehova gav sin vilje til kende. Hvem ville han vælge til at repræsentere det åndelige Zion eller Jerusalem? Kristenheden med dens blodbesudlede forfølgere, eller de forfulgte tilhængere af hans større Zerubbabels, Jesu Kristi, rige? Hvem ville han organisere som sine vidner?

36. Hvilke spørgsmål stiller vi i dag for at afgøre om Jehova valgte kristenheden som sin organisation lige efter den første verdenskrig?

³⁶ Er den religiøse forvirring og det forfald der i dag kendetegner kristenheden, noget overvældende bevis for at det var den der blev udvalgt af hærskarers Jehova dér tilbage i efterkrigsåret 1919? Viser kendsgerningerne i dag ubestrideligt at Jehova har velsignet dens „byer“ til overmål? Er hans åndelige tempel blevet genopbygget i kristenheden — det vil sige tilbeder kristenheden gennem sine hundreder af religiøse sekter Jehova som Gud ved hans åndelige tempel? Hvem vil træde frem som vidner på kristenhedens vegne og svare utvetydigt ja? Da der ikke findes sådanne vidner må vi søge et andet sted.

37. Hvilken ændret tilstand er det der henleder vor opmærksomhed på Jehovas valg?

³⁷ Hvor? Det er ikke kun navnet der henleder vor opmærksomhed på det valg som Jehova ganske tydeligt har truffet. Noget som også henleder vor opmærksomhed på de udvalgte, er hvordan de organiserede sig til at tjene Jehova efter krigen og hvad de både forkyndte og urokkeligt tog standpunkt for på verdensskuepladsen. Også det de har udrettet. Ja, også det at hærskarers Jehova har vendt sig til dem og har forbarmet sig over dem. Vi forstår at det forholder sig sådan når vi betragter den åndelige tilstand de rejste sig fra i efterkrigstiden. De rejste sig fra en tilstand hvor de tilsyneladende var forstødt, forkastet af Gud. Ja, fra en tilstand hvor de næsten blev forfulgt til døde af kristenheden, som ikke alene forfulgte dem under den første verdenskrig men også under den anden verdenskrig og i perioden mellem disse store blodbade, alt sammen i et forsøg på at splitte deres religiøse organisation og ødelægge dem for bestandig og således komme af med det irriterende religiøse problem de udgør. Hvem er det der ikke alene er genstand for en sådan religiøs forfølgelse og et sådant fjendskab, men også for Guds barmhjertighed?

38. Hvem har i efterkrigstiden vist sig at være udvalgt af Jehova, og hvilke træk kendetegner dem?

³⁸ De historiske kendsgerninger siden den første verdenskrig fra 1914 til 1918 viser hvem de er. Deres rolle på vore dages internationale skueplads sætter dem i tydeligt relief. De er de kristne vidner der bærer navnet på den Gud de tilbeder og tjener, nemlig Jehova. Denne internationalt foragtede gruppe, denne rest af indviede, døbte, åndssalvede kristne, overvandt den religiøse lammelse der kendetegnede den i efterkrigsåret 1919, og den trådte frem på verdensskuepladsen i den aktive tjeneste for Jehova. Da verdens politiske, religiøse, militære og sociale elementer begyndte at støtte Folkeforbundet, holdt de salvede vidner fast ved Jehovas messianske rige som det eneste håb for hele menneskeheden, og de begyndte at forkynde „dette evangelium om Riget“ som aldrig før i deres jordiske tjeneste. Deres forkyndelse af dette evangelium har nu nået det omfang som Jesus Kristus forudsagde i Mattæus 24:14 — „over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene“. Ja, der forkyndes på 165 sprog!

39. (a) Hvad ligger bag den bedrift de har udført? (b) Hvad er de kommet til, hvor yder de hellig tjeneste, og hvem har de nu fået tilslutning af?

³⁹ Denne bemærkelsesværdige bedrift har de ikke udført udelukkende i egen kraft og styrke og ved blot selv at lægge mod, snilde og dygtighed for dagen. Det skyldes først og fremmest at hærskarers Jehova har udvalgt dem til denne forudsagte tjeneste og vidnegerning. De har heller ikke udrettet alt dette udelukkende fordi de har indviet sig uforbeholdent til Jehova som Jesu Kristi disciple, men fordi Jehova har vist dem barmhjertighed gennem Jesus Kristus og har ’vendt sig til dem’ og ’forbarmet sig over dem’. Da de trofast følger i Kristi fodspor er de kommet „til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem“. Med større forståelse og skelneevne end nogen sinde værdsætter de Jehovas åndelige tempel, og de tilbeder ham der, idet de tjener som åndelige underpræster under deres himmelske ypperstepræst, Jesus Kristus. I deres tilbedelse har de nu fået tilslutning af en talløs „stor skare“ fredelige mennesker med fårets sindelag, mennesker fra alle folkeslag, stammer, folk og tungemål. Det er sket nøjagtig som forudsagt! (Åbenbaringen 7:9-17) I 208 lande og øområder finder vi dem.

40. (a) Hvorfor kan Jehova kalde disse menigheder „mine byer“, og hvordan er de organiseret? (b) På hvilken måde strømmer disse byer med velsignelse

⁴⁰ De har ingen byer i form af politiske samfund. De „byer“ de har er menigheder af indviede, døbte disciple af Jesus Kristus, den større Zerubbabel. (Mattæus 28:19, 20) Disse menigheder er organiseret efter det teokratiske princip vi finder beskrevet i den inspirerede Bibel, og i lighed med byerne i det gamle Israel har hver enkelt menighed et lokalt ældsteråd. Der er også „menighedstjenere“ (diaʹkonoi) som hjælper hvert ældsteråd. (1 Timoteus 3:1-13; 4:14; Titus 1:5-9; Filipperne 1:1; 1 Peter 5:1-4) Jehova kan med rette betegne disse kristne menigheder som „mine byer“, for det er ham der er ansvarlig for deres organisation og vækst, og medlemmerne af dem har uforbeholdent indviet sig til ham gennem Jesus Kristus. Når man nøjere betragter disse billedlige „byer“ som tilhører Jehova, ser man at de i åndelig forstand ’strømmer med velsignelse’ fra ham. Alle vidnesbyrd peger på at hærskarers Jehova har udvalgt dem til at repræsentere sit himmelske Jerusalem. Lovet være Jehova at profetien i Zakarias 1:16, 17 har fået en sådan opfyldelse!

DET ANDET SYN

41. (a) Er det der allerede er sket med forfølgerne, enden på sagen? (b) Hvilket spørgsmål stillede Zakarias i sit andet syn den 24. sjebat?

⁴¹ Men hvad så med dem der forfølger hærskarers Jehovas indviede tilbedere og søger at udslette dem? Når vi betragter verdensforholdene i dag kan vi se hvordan det allerede er gået dem. Men den tilstand de for øjeblikket befinder sig i, er ikke enden på sagen. For at skildre hvad der til sidst vil ske med dem, gav Gud profeten Zakarias et andet syn umiddelbart efter det første. Det skete samme dag, den fireogtyvende dag i den ellevte måned (sjebat) i år 519 f.v.t., perserkongen Darius I’s andet regeringsår. Det medo-persiske rige var bibelhistoriens fjerde verdensmagt, og dette andet syn burde have interesseret det. Zakarias fortæller: „Derpå løftede jeg mine øjne og skuede, og se, der var fire horn. Jeg spurgte engelen, som talte med mig: ’Hvad betyder de?’ Han svarede: ’Det er de horn, som har spredt Juda, Israel og Jerusalem.’“ — Zakarias 2:1, 2.

42. Hvad var disse horn et symbol på, og hvad betyder det at der er fire af dem?

⁴² Profeten Zakarias vidste at et horn i de inspirerede hebraiske skrifter benyttes til at symbolisere den regeringsmagt der udøves af en nation eller et rige. De fire symbolske horn han så, behøvede ikke nødvendigvis at skildre fire særskilte nationer eller riger som indtil da havde spredt Judas, Israels og Jerusalems indbyggere og havde ødelagt deres byer. I Bibelen har tallet fire en symbolsk betydning. Det benyttes for eksempel i forbindelse med vindene, idet udtrykket „himmelens fire vinde“ sigter til alle dele eller egne af himmelen, mens udtrykket de fire vinde alene sigter til alle retninger på jorden. (Ezekiel 37:9, NW; Daniel 7:2) At Jehovas himmelvogn som blev set af profeten Ezekiel havde fire hjul, henleder tanken på et velafbalanceret køretøj. (Ezekiel 1:15, 21) På tilsvarende måde behøvede fire horn ikke kun at betegne rent bogstaveligt fire regeringsmagter, men kunne være et udtryk for alle de implicerede magter som virkede fra alle retninger så der var balance i deres angreb.

43. Hvilke andre politiske magter foruden Ægypten, Assyrien og Babylon er således symboliseret ved disse „fire horn“?

⁴³ Det var således ikke kun verdensmagterne Ægypten, Assyrien og Babylon der havde været med til at sprede Juda, Israel og Jerusalem, men også Edom og andre nationer der havde allieret sig med dem og samarbejdet med dem i deres onde handlinger mod Jehovas udvalgte folk. De var alle med til at forfølge det. Disse politiske stater benyttede deres magt, især deres militærmagt, til at øve ondsindede voldshandlinger mod Jehovas udvalgte folk. — Zakarias 1:15

44. Hvorfor var Jehova fuld af harme mod disse hedningenationer der var trygge og følte sig godt tilpas?

⁴⁴ Disse hedenske politiske magter var alle gået videre end hærskarers Jehova havde ønsket med hensyn til at tugte hans stædige, ulydige folk. De beføjelser de havde fået havde de udelukkende benyttet til at få afløb for deres uvilje, fjendskab, misundelse og ondskab mod Juda, Israel og Jerusalem. Af denne grund sagde hærskarers Jehova til engelen mens Zakarias hørte på det: „Jeg er fuld af . . . harme mod de trygge hedninger.“ (Zakarias 1:14, 15) Hvordan havde Jehova i sinde at lade sin store harme komme til udtryk mod disse hedningenationer der var trygge og følte sig godt tilpas fordi de havde fået afløb for deres hævnlyst og ondskab mod hans folk? Det røber han i det næste afsnit af det andet syn der udspillede sig for Zakarias’ øjne. Profeten siger:

45. Hvordan skildrede Jehova i synet til Zakarias de redskaber hvormed han ville lade sin harme komme til udtryk mod de trygge hedningenationer?

⁴⁵ „Da lod Herren mig se fire Smede. Og jeg sagde: hvad komme disse for at gøre? og han sagde: hine ere de Horn, som adspredte Juda paa den Maade, at ingen opløftede sit Hoved; men saa kom disse for at forfærde dem, for at nedslaa de Hedningers Horn, som rejste Horn imod Judas Land, for at adsprede det.“ — Zakarias 2:3, 4, Gd.

46. (a) Hvorfor var der fire smede, og hvilken opgave havde de, til trods for deres fag? (b) Hvem havde sendt dem, og hvad betød dette for forfølgerne?

⁴⁶ Ligesom der var fire horn, var der fire smede. Deres antal havde samme betydning som hornenes antal. De var således et udtryk for alle de „smede“ der var impliceret i sagen, organiseret på en fyldestgørende og ligevægtig måde. Da de var smede var deres arbejde ikke at ødelægge, men først og fremmest at opbygge. De kunne imidlertid benyttes til at ødelægge noget, og de kunne bruge deres værktøj med dette for øje. Det var en sådan opgave de skulle udføre i synet. Men hvis smede var de? Hvem havde sendt dem? Det havde øjensynlig hærskarers Jehova, for de kom for at ødelægge de fire horns magt der havde spredt Jehovas folk, Juda, Israel og Jerusalem. For at gøre dette benyttede de uden tvivl de hamre der hørte til deres fag. Ve derfor de forfølgende „horn“! Guds dom skulle eksekveres over disse forfølgere.

GUDS OPMÆRKSOMHED RETTES MOD FORFØLGERNE

47. Skal vi betragte det der er overgået de nationer der forfulgte Jehovas folk, som en naturlig følge af verdensbegivenhedernes forløb? Forklar.

⁴⁷ Jehova undlod ikke at rette sin voldsomme harme mod de nationer der forfulgte hans folk. Historien viser at det ikke gik de nationer godt der ondsindet mishandlede hans udvalgte folk i fortiden; de blev ramt af ulykke. Hvor er de henne i dag? Deres katastrofale endeligt skyldtes ikke blot verdensbegivenhedernes naturlige forløb, uden indgriben ovenfra. Det var Guds harme der blev udøst over dem. Måtte vi der lever i dag, tage ved lære af dette.

48. (a) Hvem begyndte Rom at forfølge i det første århundrede, og hvordan har byen fortsat denne forfølgelse? (b) Hvilken del af kristenheden er Rom i dag overhoved for?

⁴⁸ I det første århundrede efter vor tidsregning fremstod det åndelige Israel under ledelse af den Messias som Gud havde sendt, Jesus fra Betlehem i Juda. Derved mistede det kødelige, omskårne Israel sin stilling. Ligesom Ismael blev forkastet til fordel for Isak, Abrahams sande arving, og begyndte at forfølge Isak, sådan begyndte det kødelige Israel at forfølge Kristi disciple der udgjorde det åndelige Israel. Det fik ulykkelige følger for det kødelige Israel, idet dets hellige by Jerusalem blev ødelagt i år 70 og de overlevende fra provinsen Juda blev spredt, hovedsagelig ved at blive ført bort som fanger. (Galaterne 4:21-31; 1 Tessaloniker 2:14-16; 1 Mosebog 21:1-14) Efter Roms brand i år 64 begyndte Rom at forfølge det kristne åndelige Israel. Byen fortsatte denne forfølgelse, ikke alene i sin egenskab af herskerinde i det hedenske romerrige, men også som Det hellig romerske Riges religiøse herskerinde. Det hellige romerske Rige forsvandt på Napoleon Bonapartes tid, i begyndelsen af det nittende århundrede. Men Rom indtager stadig en lederstilling, som overhoved for den største, stærkeste og folkerigeste del af kristenheden. Men i denne egenskab er Rom begyndt at blive forfærdet eller at „skælve“ (NW).

49. Hvilken verdensmagt som også har forfulgt Guds folk blev Rom afløst af? Hvornår og ved hvilken profet blev dette forudsagt?

⁴⁹ I det attende århundrede måtte Rom som bibelhistoriens sjette verdensmagt bøje sig for Det britiske Imperium, som er den syvende og stærkeste verdensmagt i Bibelens profetier. Dette imperiums historie viser at det også har gjort sig skyldigt i at forfølge og sprede hærskarers Jehovas åndelige Israel. Amerikas forenede Stater, der senere blev en del af den syvende verdensmagt med det resultat at der fremstod en anglo-amerikansk dobbeltverdensmagt, har også deltaget i denne forfølgelse. Det er almindeligt kendt at en sådan forfølgelse rasede mod resten af det åndelige Israel under den første verdenskrig, og i endnu større omfang under den anden verdenskrig. At det ville gå sådan var på en levende måde blevet skildret med profetiske symboler for den landflygtige profet Daniel i „kong Belsazzars tredje regeringsår“, det vil sige før det gamle Babylons fald, og således over tyve år før Zakarias’ syn af de fire horn og de fire smede. (Daniel 8:1, 9-12, 23-26) Jehova vidste altså at der over 2490 år efter Zakarias’ syn ville være behov for at hans symbolske smede ’slog hedningernes horn ned’.

50. Hvilke andre „horn“ har været med til at forfølge de åndelige israelitter i nyere tid?

⁵⁰ I nyere tid har ikke alene den tohornede anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt, men også andre nutidige symbolske horn, været med til at sprede det åndelige Israel ved hjælp af forfølgelse og undertrykkelse. Et af de skændigste eksempler på dette i nyere tid er den sadistiske mishandling som Jehovas kristne vidner blev udsat for i Det tredje tyske Rige under naziføreren Adolf Hitler fra 1933 til 1945. De andre aksemagter sluttede sig til ham i den ondsindede undertrykkelse af de åndelige israelitter og deres indviede medarbejdere. Siden da har andre politiske „horn“, der tilsammen udgør „Nordens konge“, truet og stanget Jehovas trofaste tilbedere.

51. Hvornår og ved hvem blev der profeteret om den forfølgelse som „Nordens konge“ ville iværksætte, og hvad havde Jehova således i tanke med synet til Zakarias?

⁵¹ Efter Babylons fald, „i perserkongen Kyros’ tredje regeringsår“, gav Jehovas engel profeten Daniel oplysning om at Jehovas kristne vidner her i vor tid ville blive udsat for en sådan forfølgelse fra den symbolske „Nordens konges“ side. (Daniel 10:1, 18-21; 11:29-36, 44, 45) Det viser klart at Jehova ikke blot tænkte på de „horn“ der havde forfulgt hans forbilledlige folk i fortiden, men også på de „horn“ der ville forfølge hans modbilledlige folk i fremtiden, i vor tid.

52. Hvem i dag advarer Jehova således ved hjælp af dette tilfælde af forfølgelse der var rettet mod hans forbilledlige folk, og hvordan er de kommende begivenheder skildret i Johannes’ syn i Åbenbaringen 7:1-3?

⁵² Jehova bruger således et tilfælde af forfølgelse der var rettet mod hans forbilledlige folk, som en advarsel til de nationer der i vor tid ’rejser horn’ mod hans trofaste tilbederes retmæssige åndelige domæne. Mod alle sådanne nationer vil han benytte sine symbolske smede. At der i synet viste sig fire „smede“, minder os om noget som den kristne apostel Johannes så i et syn ved slutningen af det første århundrede. Han fortæller det med disse ord: „Derefter så jeg fire engle stå ved de fire verdenshjørner; de holdt jordens fire vinde tilbage, for at ingen vind skulle blæse hverken på jord eller hav eller mod noget træ. Og jeg så en anden engel stige op fra solens opgang med den levende Guds segl; og han råbte med høj røst til de fire engle, hvem det var givet at skade jorden og havet, og sagde: ’Gør hverken jord eller hav eller træer nogen skade, før vi har beseglet vor Guds tjenere på deres pander.’“ — Åbenbaringen 7:1-3

53. Hvordan vil det gå ’de fire horn’ når de symbolske „fire vinde“ slippes løs, men hvordan finder Jehovas forfulgte tilbedere styrke til at holde ud?

⁵³ Når de fire vinde slippes løs vil det medføre et verdensomfattende uvejr som vil skade alle jordens nationer og ødelægge de symbolske „horn“ som de har rejst mod de åndelige israelitter der besegles med „den levende Guds segl“. Resultatet vil svare til det der blev skildret ved at ’de fire smede’ slog hedningenationernes symbolske „fire horn“ ned og knuste dem. I skarp modsætning til at Jehova forbarmer sig over sine forfulgte tilbedere, vil han fuldbyrde sine ubarmhjertige domme over deres forfølgere. Ved at sætte hele deres lid til den guddommelige forsikring om dette vil alle de forfulgte finde styrke til at holde ud indtil enden.

Kapitel 9

Guds regeringsorganisation vokser og beskyttes

1. (a) Hvem er den største organisator? (b) Hvad skulle jordens fornuftbegavede skabninger have forstået vedrørende denne organisator, ifølge Romerbrevet 1:19, 20?

DEN største organisator der findes er den store Førsteårsag, skaberen af alle ting. Hans uforlignelige evne til at organisere er rigeligt dokumenteret i hele hans værk i himmelen og på jorden. I det første århundredes Rom fandtes der nogle som ikke tilbad statens gud Jupiter, men den levende og almægtige Gud. Til disse tilbedere blev der omkring midten af det første århundrede skrevet: „Det, som kan erkendes om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger, så de er uden undskyldning.“ (Romerne 1:19, 20) Lige siden menneskehedens verden blev skabt, skulle fornuftbegavede mennesker have kunnet indse at der fandtes en Skaber, en Gud, selv om han var usynlig og selv uden at han talte til nogen af dem fra det usynlige. På grundlag af de synlige ting han havde skabt og ordnet så planmæssigt, skulle de have forstået at han er en fuldkommen organisator.

2, 3. (a) Hvilket grundlag har vi for at tro at han ville organisere sine fornuftbegavede, selvstændigt tænkende skabninger? (b) Hvilken advarsel gav han gennem Enok vedrørende sin usynlige himmelske organisation?

² Eftersom denne Gud kunne organisere det fornuftløse skaberværk så fuldkomment, både på himmelhvælvingen og i det forbløffende samspil mellem livsformerne på jorden, kunne og ville han også organisere alle sine fornuftbegavede skabninger. At han organiserede sine selvstændigt tænkende skabninger ville tjene til at bevare freden og harmonien i universet og forhindre at der opstod anarki. Han gav synligt bevis på sin organisationsevne da han for over tre tusind fire hundrede år siden organiserede Israels nation ved Sinaj bjerg i Arabien og gav den en lovsamling som ingen af de hedenske nationer kunne opvise magen til. I umindelige tider før dette havde han en usynlig organisation bestående af himmelske åndeskabninger. Enok, en efterkommer af det første menneske i syvende led, gav os mennesker på jorden en advarsel vedrørende denne usynlige organisation idet han sagde:

³ „Se, Herren kommer med sine hellige titusinder for at holde dom over alle og straffe alle de ugudelige for alle de ugudeligheds gerninger, de har øvet, og for alle de formastelige ord, de har talt imod ham, de ugudelige syndere!“ — Judas 14, 15; 1 Mosebog 5:18-24; Hebræerne 11:5.

4. Hvornår var menneskene en del af Guds universelle organisation, hvornår forlod de den, og hvornår vil de komme tilbage til den?

⁴ Den fuldkomne mand og kvinde i Edens have, som Jehova Gud havde plantet til dem, var en del af Guds universelle organisation. De var den synlige, jordiske del af den. Og eftersom jorden omtales som Jehovas fodskammel, mens han selv troner i himmelen, var de den nederste del af hans universelle organisation. (Esajas 66:1) Da menneskene blev drevet ud af Edens have fordi de gjorde oprør og syndede mod Jehova Gud, blev de drevet ud af Guds hellige universelle organisation. Hellige keruber fra hans usynlige organisation viste sig ved indgangen til Edens have og forhindrede det ulydige menneskepar i at vende tilbage dertil. (1 Mosebog 3:1-24) Når Guds messianske rige genopretter et Edens paradis på jorden, vil de lydige fra hele menneskeheden blive løftet op til menneskelig fuldkommenhed og hellighed, og derefter vil den store Organisator, Jehova Gud, atter gøre menneskeheden til en del af sin universelle organisation. (Lukas 23:43, NW) Der vil da herske ophøjet harmoni mellem himmelen og jorden.

5. Hvad har Gud i sinde at oprette over alle sine fornuftbegavede skabninger, og hvorfra tages de der skal udgøre dette?

⁵ Den fuldkomne Organisator har mere i sinde end blot at genoprette den synlige jordiske del af sin universelle organisation. I den bog hvori hans hensigter er optegnet, nemlig Bibelen, oplyser han at det er hans storslåede hensigt at oprette en regeringsorganisation over alle sine fornuftbegavede skabninger. Denne regeringsorganisation skal fornuftigvis være i de hellige himle, umiddelbart under den højeste Gud selv. Det mest bemærkelsesværdige af det hele er at de der udvælges til at udgøre denne regeringsorganisation, udtages af menneskeheden her på jorden, Guds fodskammel. Hvilken ophøjelse for disse udvalgte! I Bibelens sidste bog finder vi et billede af dette.

6. Hvilken by blev på Davids tid gjort til regeringsby for Jehovas synlige organisation, og hvordan blev den styrket i denne stilling?

⁶ Vi husker at byen Jerusalem på kong Davids tid, da Israels nation var Jehova Guds synlige teokratiske organisation, blev gjort til kongelig regeringsby i denne teokratiske organisation. (2 Samuel 5:1-10) Jerusalems stilling som regeringsby og hovedstad blev i høj grad styrket da Jehovas pagts ark blev flyttet dertil og anbragt i et telt i nærheden af kong Davids palads. (2 Samuel 6:11-14; 7:1-3) Ved sin ånd tronede Jehova i dette hellige telt som Israels usynlige himmelske konge.

7-10. (a) Hvilket bynavn benyttes om Guds regeringsorganisation? (b) Hvordan viser apostelen Johannes at dette navn anvendes, og hvordan beskriver han regeringsorganisationen?

⁷ Navnet på det jordiske Jerusalem benyttes derfor meget passende om Jehovas regeringsorganisation. Blot kaldes den naturligvis „det ny Jerusalem“. Bibelen kunne ikke fuldstændiggøres uden at de storslåede oplysninger om dette kom med i den, til gavn for os. Navnet benyttes i Åbenbaringen, kapitel enogtyve, og der vises også hvilken organisation det benyttes om. Den aldrende kristne apostel Johannes skriver og fortæller:

⁸ „Og jeg så en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var forsvundet, og havet var ikke mere. Og jeg så den hellige stad, det ny Jerusalem, komme ned fra Himmelen fra Gud, rede som en brud, smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: ’Se, nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem, og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.’

⁹ Og en af de syv engle med de syv skåle, der var fulde af de syv sidste plager, kom og talte med mig og sagde: ’Kom, så skal jeg vise dig bruden, Lammets hustru.’ Og han førte mig i ånden op på et stort og højt bjerg og viste mig den hellige stad, Jerusalem, som kom ned fra Himmelen fra Gud, med Guds herlighed i eje. Den funklede som den dyreste ædelsten, som krystalklar jaspis. Den havde en svær og høj mur med tolv porte, og ved portene stod der tolv engle; og der stod skrevet navne over portene: navnene på Israels børns tolv stammer. Mod øst var der tre porte og mod nord tre porte og mod syd tre porte og mod vest tre porte. Og bymuren havde tolv grundstene, og på dem stod tolv navne: navnene på Lammets tolv apostle.

¹⁰ Og noget tempel så jeg ikke i staden; thi dens tempel er Herren, Gud, den Almægtige, og Lammet. Og staden behøver ikke sol eller måne til at skinne for den; thi Guds herlighed har oplyst den, og Lammet er dens lys. Og folkeslagene skal vandre i dens lys og jordens konger bringe deres herligheder til den, og dens porte skal ikke lukkes dagen lang — nat skal dér jo ikke være — og man skal bringe folkeslagenes pragt og kostbarheder til den. Og intet urent skal nogen sinde komme ind i den, ej heller nogen, som øver vederstyggelighed og løgn; kun de, der står skrevet i Lammets bog, som er livets bog.“ — Åbenbaringen 21:1-4, 9-14, 22-27.

11. Hvilken skare er det ny Jerusalem en skildring af, hvilken nationalitet har de der udgør den, og hvilken officiel stilling indtager de?

¹¹ Det er ikke til at tage fejl af. Denne „hellige stad“, det ny Jerusalem, er en skildring af den rene, ubesmittede, hellige kristne menighed. Den består udelukkende af åndelige israelitter, som er jøder i det indvortes, omskåret på hjertet. „Lammets tolv apostle“ var ganske vist omskårne jøder eller israelitter efter kødet, men fra og med pinsedagen år 33 blev de alle åndelige israelitter eller jøder, for Jehovas hellige ånd blev udgydt over dem gennem Lammet Jesus Kristus. (Apostlenes Gerninger 1:12 til 2:42) Disse åndelige israelitter udgør i alt 144.000 (12 × 12 × 1000), og de er så at sige opdelt i tolv stammer, hvis navne står skrevet over de tolv porte i det ny Jerusalem. (Åbenbaringen 7:4-8) Som et vidnesbyrd om deres officielle stilling kaldes de „jordens konger“. (Åbenbaringen 20:4, 6) De indtager en højere stilling end jordens ’folkeslag’ der vandrer i det ny Jerusalems lys. — Åbenbaringen 5:10.

12, 13. (a) Hvordan viser denne skildring fra Åbenbaringen at det ny Jerusalem skal være en regeringsorganisation? (b) Hvordan viser en af de symbolske grundstene hvem brudens ægtemand er?

¹² Navnet „det ny Jerusalem“ viser at der må være tale om en regeringsorganisation, svarende til regeringsbyen Jerusalem på kong Davids og hans søn kong Salomons tid. Men hvoraf fremgår det at det ny Jerusalem, bestående af 144.000 åndelige israelitter, skal være regeringsorganisationen over hele Jehovas skaberværk? Af dette: Det ny Jerusalem kaldes „bruden, Lammets hustru“. (Åbenbaringen 21:2, 9; 22:17) Til det symbolske lam siges der: „Slagtet blev du, og med dit blod har du til Gud købt mennesker af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag, og du har gjort dem til konger og til præster for vor Gud, og de skal herske på [over, NW] jorden.“ (Åbenbaringen 5:9, 10) Dette lam som engang blev slagtet, er Herren Jesus Kristus, Jehova Guds søn. I overensstemmelse hermed skrev en af „Lammets tolv apostle“ til sine medkristne:

¹³ „I ved jo, at det ikke var med forkrænkelige ting, med sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde arvet fra forfædrene, men med Kristi dyrebare blod som med blodet af et lam uden plet og lyde.“ — 1 Peter 1:18, 19; 1 Korinter 5:7.

14, 15. (a) Hvem er denne bruds eller hustrus hoved? (b) På grund af hvad opnår medlemmerne af bruden eller hustruen en høj stilling, og hvad siger Peter om hendes ægtemands stilling?

¹⁴ Som ægtemand er Lammet Jesus Kristus hoved for sin brud og hustru, det ny Jerusalem, idet „en mand er sin hustrus hoved“. (Efeserne 5:23) Alligevel består bruden eller hustruen af åndsavlede børn af Gud som ikke alene er „Guds arvinger“ men også „Kristi medarvinger“. (Romerne 8:16-18) Dette ophøjer brudens stilling, og hun får sammen med sin mand del i hans ære og herlighed i himmelen. Hvilken himmelsk stilling har da hendes „ægtemand“, Lammet Jesus Kristus? Peter, en af „Lammets tolv apostle“, siger om ham:

¹⁵ „Kristus døde én gang for synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunne føre jer til Gud. Han led døden i kødet, men blev vakt til live i ånden, . . . ved Jesu Kristi opstandelse, han, som er faret til Himmelen og er ved Guds højre hånd, efter at engle og myndigheder og kræfter er blevet ham underlagt.“ — 1 Peter 3:18, 21, 22.

16. Hvordan skriver Paulus i Filipperbrevet 2:5-11 mere detaljeret om ægtemandens nuværende stilling?

¹⁶ Til andre af „Kristi medarvinger“ skriver apostelen Paulus mere detaljeret om Kristi stilling. Vi læser: „Bevar denne indstilling i jer som også var i Kristus, Jesus, som, da han var i Guds skikkelse, ikke tænkte på ran, nemlig at han skulle være lig Gud. Nej, han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og fremtrådte i menneskers lighed. Og yderligere, da han af udseende og væremåde fandtes som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl. Netop derfor ophøjede Gud ham også til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn, så at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, deres i himmelen og deres på jorden og deres under jorden, og hver tunge åbent anerkende at Jesus Kristus er Herre til herlighed for Gud, Faderen.“ — Filipperne 2:5-11, NW.

17. (a) Hvilken stilling opnåede Guds søn ved denne ophøjelse, og hvordan skabte Gud en regeringsorganisation? (b) Hvilket indbyrdes forhold hersker der mellem Jesus Kristus og dem der udgør hans brud eller hustru, hvad præstetjeneste angår?

¹⁷ Ingen skabning kunne nå højere end til „Guds højre hånd“, og det var den stilling Jesus opnåede da Gud ’ophøjede ham til en højere stilling’. (Salme 110:1; Apostlenes Gerninger 2:34-36; Hebræerne 1:3, 13; 8:1, 2; 10:12, 13; 12:2) Derved blev Lammet Jesus Kristus sat over hele resten af Guds skaberværk. Lammet Jesus Kristus er naturligvis ikke i sig selv en organisation. Men ved at give ham en brud, en hustru, nemlig menigheden af 144.000 medarvinger, skaber den højeste Gud, Jehova, en organisation der skal herske over hele hans hellige universelle organisation. I denne regeringsorganisation som Jehova, det højeste Væsen, opretter, er Jesus Kristus hans ypperstepræst, og brudeskaren er 144.000 underpræster, „et kongeligt præsteskab“. (1 Peter 2:9) Bibelen viser således uomtvisteligt at den højeste Gud, Jehova, nu har en regeringsorganisation hvorigennem han tager sig af hele resten af sin universelle organisation.

DET TREDJE SYN

18, 19. (a) Hvad måtte der gøres med Jerusalem, ifølge det syn Zakarias tidligere havde fået? (b) Hvad ønskede manden med målesnoren i Zakarias’ tredje syn at gøre?

¹⁸ Denne bibelske forståelse af Jehovas regeringsorganisation hvortil navnet Jerusalem er knyttet, vil hjælpe os til at forstå det tredje syn som profeten Zakarias fik, denne vidunderlige dag, den fireogtyvende dag i den ellevte måned (sjebat) år 519 f.v.t. Zakarias havde lige haft sit syn af de fire smede som Jehova havde sendt til at „slå hornene til jorden på de hedninger, som løftede deres horn mod Judas land for at sprede det“. Jerusalem var også blevet spredt, og derfor måtte det genindsamles til Jehovas fastsatte tid, når han ville ’vende sig til Jerusalem og forbarme sig over det’. (Zakarias 1:14 til 2:4) Dette anslår temaet for Zakarias’ tredje syn. Vi læser nu hvad der skete:

¹⁹ „Derpå løftede jeg mine øjne og skuede, og se, der var en mand med en målesnor i hånden. Jeg spurgte: ’Hvor skal du hen?’ Han svarede: ’Hen at måle Jerusalem og se, hvor bredt og langt det er.’“ — Zakarias 2:5, 6.

20. (a) Hvad antyder dét at han var en ung mand, om ham? (b) Hvad kunne denne unge mand måle op, eftersom Jerusalems mure endnu ikke var blevet genopbygget?

²⁰ Manden med målesnoren viste sig at være en ung mand, og som naturligt er havde han stadig en del at lære. Der var endnu en hel del han kunne behøve oplysning om. Med al sin ungdoms begejstring interesserede han sig for Jerusalems fulde genoprettelse, og han var ivrig efter at se hvor stor byen ville blive eller hvor omfattende den skulle være. Derfor havde han en målesnor i hånden. Han kunne i hvert fald måle det Jerusalem der fandtes dengang, i 519 f.v.t. Imidlertid var byens mure endnu ikke blevet genopbygget, og ville heller ikke blive det lige med det samme. Så længe efter som i den niende månemåned (kislev) i år 456 f.v.t., over treogtres år senere, blev der i den persiske hovedstad Susan meldt: „Jerusalems mur er nedrevet og portene opbrændt.“ (Nehemias 1:1-3) Så måske havde Jerusalem i 519 f.v.t. endnu ikke nået det omfang byen havde før fangenskabet. Eller den genopførte by ville muligvis komme til at brede sig ud over den tidligere bys grænser. Den unge mand med målesnoren havde måske i sinde at afmåle hvor det andet Jerusalems endelige grænser skulle gå.

21. Hvad pålagde den ene engel den anden at sige til den unge mand med målesnoren?

²¹ Var det rigtigt af en begejstret ung mand at afmærke grænserne for det Jerusalem som Jehova vendte sig til og forbarmede sig over? Lad os se, ud fra det Zakarias nu beretter: „Og se, engelen, som talte med mig, trådte frem, og en anden engel trådte frem over for ham, og han sagde til ham: ’Løb hen og sig til den unge mand der: Som åbent land skal Jerusalem ligge, så mange mennesker og dyr skal der være i det. Jeg vil selv, lyder det fra [Jehova], være en ildmur omkring det og herliggøre mig i det.’“ — Zakarias 2:7-9.

22. Skal vi forstå denne oplysning til den unge mand bogstaveligt, i betragtning af det der skete på statholderen Nehemias’ tid og ligeledes efter Jerusalems ødelæggelse i år 70?

²² Talte hærskarers Jehova her om det bogstavelige, jordiske Jerusalem på Zakarias’ tid? De begivenheder der senere indtraf, viser tydeligt at han ikke gjorde det. Hvorfor ikke? Fordi Jerusalem ophørte med at ligge „som åbent land“. Fireogtres år senere, i år 455 f.v.t., blev Jerusalems mur fuldstændig genopført under ledelse af statholderen Nehemias. Som Nehemias beretter, var der tolv porte i den genopførte mur. (Nehemias 2:3 til 6:15; 7:1) Mod syd var der Dalporten, Møgporten og Kildeporten; mod øst Vandporten, Hesteporten og Mifkadporten; mod nord Fængselsporten, Fåreporten og Fiskeporten; og mod vest Jesjanaporten (Den gamle Port), Efraimsporten og Hjørneporten. (Nehemias 2:13, 14; 3:26, 28, 31; 12:39; 3:32, 3, 6; 2 Krønikebog 25:23) Denne by blev ødelagt af de romerske legioner i år 70. (Lukas 21:20-24) Det tredje Jerusalem, som findes den dag i dag, er også omkranset af en mur med porte på alle fire sider. Men ved siden af er der bygget et moderne Jerusalem, og det samlede indbyggertal opgives til 275.000.

23. (a) Hvordan står det klart at Zakarias 2:8, 9 ikke opfyldes på nutidens Jerusalem? (b) Hvor bør vi da vende os hen for at se profetien opfyldt?

²³ Selv om nutidens Jerusalem har bredt sig langt ud over den gamle muromkransede bys grænser, ja ud i ’det åbne land’, vil ingen oplyst iagttager, heller ikke israelerne selv, hævde at hærskarers Jehova er blevet „en ildmur omkring det“ og har ’herliggjort sig i det’. Jerusalem i republikken Israel søger beskyttelse ved at sætte sin lid til De forenede Nationer, som det har været medlem af siden 1949, og til den militære hjælp som landet får af venligsindede nationer som for eksempel Amerikas forenede Stater, en i høj grad hedensk nation. Alt dette tvinger os til at se hen til det åndelige Jerusalem for at finde opfyldelsen af den guddommelige profeti i Zakarias 2:8, 9. Profetien har at gøre med resten af de åndelige israelitter, dem der endnu mangler at blive en del af Jehovas universelle organisations regeringsorganisation, det ny Jerusalem under den større statholder Zerubbabel, Jesus Kristus.

24. Hvem var efter den første verdenskrig de eneste overlevende på jorden der var forpligtet til at adlyde den opildnende befaling i Esajas 60:1-3 fordi Jehovas herlighed var oprundet over dem?

²⁴ I efterkrigsåret 1919 fandtes der en jordisk rest af de åndelige israelitter som havde overlevet og ivrigt ønskede at forkynde „dette evangelium om Riget“ i hele verden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene. (Mattæus 24:14) Denne trofaste rest repræsenterede det ny Jerusalem under Kristus. Af denne grund var det disse åndelige israelitter der var forpligtet til at adlyde den opildnende profetiske befaling: „Gør dig rede, bliv lys, thi dit lys er kommet, [Jehovas] herlighed er oprundet over dig. Thi se, mørke skjuler jorden og dunkelhed folkene, men over dig skal [Jehova] oprinde, over dig skal hans herlighed ses. Til dit lys skal folkene vandre og konger til dit strålende skær. Dine undertrykkeres sønner kommer bøjede til dig, og alle, som håned dig, kaster sig ned for din fod og kalder dig [Jehovas] by, Israels Helliges Zion.

25. I hvilken udstrækning ville Jehova fremme sin organisations vækst?

²⁵ Enhver i dit folk er retfærdig, evigt ejer de landet, et skud, som [Jehova] har plantet, hans hænders værk, til hans ære. Den mindste bliver en stamme, den ringeste et talrigt folk. Jeg er [Jehova]; når tid er inde, vil jeg fremme det i hast.“ — Esajas 60:1-3, 14, 21, 22.

26. Hvorfor var denne opildnende opfordring til dem der repræsenterede „[Jehovas] by“ yderst aktuel der tilbage i 1919, og hvordan havde Jehova herliggjort dem?

²⁶ Det var en yderst aktuel opfordring at henvende til den åndelige „[Jehovas] by, Israels Helliges Zion“ på dette tidspunkt. Dengang i 1919 så fremtiden mørk og dyster ud for jordens folkeslag. Og i dag er den mørkere end nogen sinde! Tiden var dengang inde til at „resten“, der repræsenterede det ny Jerusalem, skulle gøre sig rede, rejse sig fra den ringe og medtagne tilstand som forfølgelserne under den første verdenskrig havde bragt den i, og ’blive lys’. Den skulle skinne. Hvilket lys skulle den udsende? Det lys den trofaste rest havde, var ikke den verdslige oplysning der hører denne såkaldte hjernealder til, men „[Jehovas] herlighed“, som var oprundet over den. Hans herlighed er blændende og prægtig, den udsender et strålende lys. Jehova havde herliggjort sin rest ved at udfri den fra trældom og undertrykkelse under dens religiøse, politiske og militære fjender. Han havde herliggjort den ved at udnævne dens medlemmer til at vidne om hans suverænitet og være ambassadører for hans oprettede messianske rige. Ved at træde frem som hans vidner og som Rigets ambassadører skulle de sørge for at „[Jehovas] herlighed“, som hvilede over dem, kunne ses overalt.

27. Hvem må Jehova altså blive „en ildmur“ omkring, og hvorfor?

²⁷ Hvem er det altså Jehova behøver at blive „en ildmur“ omkring? Ikke det ny Jerusalem i de usynlige himle, men det ny Jerusalems rest, den herliggjorte rest der går ud i denne formørkede verden som vidner for hærskarers Jehova og ambassadører for hans rige.

28. Hvorfor er Jehovas „ildmur“ omkring „resten“ mere effektiv her i denne voldshandlingernes tid end en stenmur i lighed med den der nu omgiver det gamle Jerusalem?

²⁸ Kan en bogstavelig stenmur i lighed med den der omgiver det gamle Jerusalem i republikken Israel, yde nogen som helst beskyttelse her i vor tid hvor man anvender kernevåben og raketter med atomsprængladninger? Tanken er latterlig! Den stenmur der blev bygget omkring Jerusalem af statholderen Nehemias i 455 f.v.t. (og senere), kunne ikke engang holde de romerske legioner tilbage i år 70. I den voldshandlingernes tid vi nu oplever må atomild mødes med ild. Hærskarers Jehova kan møde den på denne måde. Han kan og har lovet at være „en ildmur“ omkring den trofaste rest af det ny Jerusalem. Hvem kan da rette et effektivt angreb imod dem?

29. Hvilken beskyttelse som Elisa erfarede i Dotan husker de åndelige israelitter, og hvordan er de klar over det vil gå enhver fjende der forsøger at trænge igennem den „mur“ som Gud er omkring dem?

²⁹ Den herliggjorte rest af de åndelige israelitter stoler derfor ikke på menneskeskabte eller naturlige forsvarsværker. De sætter deres lid til at hærskarers Jehova er „en ildmur“ omkring dem, selv om det er usynligt både for dem selv og deres fjender. De husker at de „ildheste og ildvogne“ som bjergene omkring byen Dotan var fulde af, var usynlige for profeten Elisas tjener og for de syriske hærstyrker der omringede byen for at tage Elisa til fange. (2 Kongebog 6:13-17) Deres åndelige øjne bliver åbnet så de kan se at den almægtige Gud kan beskytte dem ved usynlige midler, og at enhver fjende der forsøger at trænge igennem ’ildmuren’ for at angribe dem, vil blive udslettet. „Thi ’vor Gud er en fortærende ild.’“ — Hebræerne 12:29.

30. Hvordan var den overlevende rest i 1919 indstillet på at begrænse organisationens vækst, men hvordan forholdt det sig i virkeligheden med „høsten“ af „Rigets børn“?

³⁰ Hvorfor tænker interesserede mennesker, ligesom den unge mand med målesnoren, på at afstikke en grænse for Jehovas regeringsorganisations vækst? Vær ikke bange for at „byen“ ellers vil blive for stor og omfattende, så det vil være umuligt at bygge en „mur“ omkring den som kan yde tilstrækkelig beskyttelse! Tilbage i 1919, efter at den første verdenskrig var overstået, mente den overlevende rest af de åndelige israelitter for en tid at det høstarbejde som Jesus havde forudsagt skulle finde sted i „afslutningen på tingenes ordning“, var forbi, og at det eneste der var tilbage for dem at udføre på jorden, var et „eftersankningsarbejde“, hvor de blot skulle indsamle nogle få der var tilbage eller som var blevet overset. (Mattæus 13:39, NW) De forstod ikke umiddelbart at den åndelige høst først lige var begyndt og at der stadig var mange „Rigets børn“ at samle ind i Guds regeringsorganisation, „børn“ som de, med deres forudfattede meninger, slet ikke havde gjort sig nogen forestilling om. I virkeligheden skulle hele den rest der var nødvendig for at fuldstændiggøre det forudbestemte antal på 144.000 „Rigets børn“, indsamles i løbet af „afslutningen på tingenes ordning“.

31. (a) Hvordan kan vi anslå Jerusalems indbyggertal på Zakarias’ tid? (b) Hvordan kom den unge mand med målesnoren til at indse at det ikke ville være rigtigt af ham at sætte grænser for byens størrelse af frygt for dens sikkerhed?

³¹ I det syn Zakarias fik i 519 f.v.t. ønskede den unge mand med målesnoren øjensynlig at afmåle hvilken længde og bredde det genrejste Jerusalem skulle vokse til. På det tidspunkt var Jerusalems befolkning åbenbart ikke så stor. Vi husker at kun 42.360 israelitter og omkring 7560 trælle og sangere, eller i alt cirka 49.920, var vendt hjem fra fangenskabet i Babylon i 537 f.v.t., og at man senere, på statholderen Nehemias’ tid, traf foranstaltning til „at hver tiende mand skulle bosætte sig i Jerusalem, den hellige by“. På Zakarias’ tid havde Jerusalem derfor kun nogle få tusind indbyggere. (Ezra 2:64, 65; Nehemias 7:66, 67; 11:1, 2) Da Jehovas engel sagde til den unge mand at „som åbent land skal Jerusalem ligge, så mange mennesker og dyr skal der være i det“, kunne den unge mand således forstå at det ikke var hans opgave at afmåle Jerusalems kommende længde og bredde for at sætte en bogstavelig mur rundt om byen. Dens befolkning skulle vokse i overensstemmelse med hvad Jehova havde i sinde, og han ville selv beskytte den.

32. Hvad kan vi sige om Jehovas beskyttelse, selv om stadig flere nød symbolerne hvert år ved Herrens aftensmåltid?

³² Med hensyn til den nutidige rest af åndelige arvinger til Jehovas regeringsorganisation, så voksede antallet af dens medlemmer med årene. I overensstemmelse hermed viser de indsendte rapporter at der var flere og flere indviede og døbte kristne som overværede den årlige fejring af Herrens aftensmåltid og nød symbolerne, brødet og vinen. Uanset hvor meget Jehovas rest af åndelige israelitter voksede i antal rundt om på hele jorden, beskyttede Jehova dem som med „en ildmur“ omkring dem. Han har bevaret dem gennem alle disse farefulde år, selv under verdens krigsgalskab fra 1939 til 1945, ja helt frem til den dag i dag.

33. Hvad viser kendsgerningerne med hensyn til om Jehova har ’herliggjort sig’ i det ny Jerusalem, repræsenteret ved den salvede rest?

³³ Har Jehova også opfyldt sit løfte om at ’herliggøre sig’, på denne salvede rest af arvinger til det ny Jerusalem? (Zakarias 2:9) Ja i sandhed, for han har herliggjort sig ved at optræde som himmelsk Beskytter midt i den forfulgte, plagede og modståede rest. At dens medlemmer har overlevet til trods for at de har stået uden synlige beskyttelsesmidler af jordisk eller kødelig art, tjener til ære og herlighed for den Gud de tilbeder og sætter deres lid til. De roser sig af ham og ikke af mennesker, og efter at de i årevis havde vidnet om hans navn og rige, antog de det navn de nu har været kendt under i hele verden siden den 26. juli 1931, nemlig Jehovas vidner. I kraft af dem, og ikke i kraft af noget andet religiøst samfund på jorden i dag, er Jehova blevet gjort kendt ved sit navn over hele jorden. De har samvittighedsfuldt undgået at bringe skændsel over hans hellige navn. Efter hans søn Jesu Kristi eksempel har de bestræbt sig for at efterleve de adfærdsregler der er fremsat i hans hellige ord, Bibelen, idet de har adlydt Gud mere end mennesker, og denne adfærd har herliggjort hans navn. (Apostlenes Gerninger 5:29) Han er i sandhed blevet herliggjort iblandt dem!

BEFRIEREN KALDER

34. Hvem er et samlingsmærke for dem der elsker den rene tilbedelse, og hvilken opfordring til at samles har lydt siden 1919?

³⁴ Er den herlige Gud, hærskarers Jehova, ikke et samlingsmærke som alle der elsker en ren tilbedelse som ikke er besmittet med politik, militarisme og kommercialisme, bør samles om i enhed og broderskab? Jo! Og man skal samles der hvor hans herlighed er. Han kalder selv til samling, og han udfrier sit folk fra religiøs trældom under Babylon den Store og opfordrer det til at samle sig. Siden 1919 har kaldet lydt med disse ord: „Op, op, fly bort fra Nordlandet, lyder det fra [Jehova].“ — Zakarias 2:10.

35. (a) Hvad blev på Zakarias’ tid betegnet som „Nordlandet“, og hvorfor? (b) Hvad er flugten derfra et billede på i vor tid?

³⁵ På profeten Zakarias’ tid var „Nordlandet“ Babylon, den by der blev indtaget af mederne og perserne i år 539 f.v.t. Babylon lå egentlig øst for Jerusalem, men da den sendte sine hære ud for at ødelægge Jerusalem i 607 f.v.t. drog de ad en omvej og kom ned mod Jerusalem nordfra. (Jeremias 1:14-16; Ezekiel 21:18-22) Babylon havde desuden erobret områder som lå nord for Jerusalem. Da jøderne blev ført i landflygtighed i 617 og 607 f.v.t. blev de så at sige ført bort til „Nordlandet“. Det var dette land de kunne opfordres til at flygte fra. Alt dette er et billede på noget i vor tid. Under den første verdenskrig kom den indviede, døbte rest af åndelige israelitter i trældom under Babylon den Store, det vil sige den falske religions verdensimperium. Det var derfra hærskarers Jehova kaldte den angrende rest ud i frihedsåret 1919. Det var derfra „resten“ måtte flygte, nu da han havde åbnet vejen for den.

36. (a) Hvordan kunne Jehova dengang sige: „Mod himmelens fire vinde har jeg spredt jer“? (b) Hvordan er ordene blevet opfyldt på nutidens rest?

³⁶ Det assyriske og det babyloniske riges „horn“ havde spredt Israels, Judas og Jerusalems tolv stammer ganske grundigt da de blev benyttet til at tugte Jehovas udvalgte folk. Jehova kunne derfor med rette sige som han videre gjorde i Zakarias 2:10 (ifølge New World Translation, hvor det er vers 6): „For mod himmelens fire vinde har jeg spredt jer,’ lyder det fra Jehova.“ De israelitter der undveg erobrerne og havde held til at slippe bort foran dem, flygtede ud i forskellige retninger til forskellige lande. De der udgør nutidens rest af åndelige israelitter blev også spredt i alle retninger, mod „himmelens fire vinde“. Det skete ikke nødvendigvis i fysisk eller legemlig forstand, for det var deres gudgivne åndelige domæne på jorden de blev spredt fra.

37. Hvordan blev de åndelige israelitter spredt i billedlig forstand?

³⁷ De blev følgelig spredt i billedlig forstand. Det betød at de blev spredt til en hvilken som helst situation eller række af omstændigheder som hindrede dem i at virke inden for deres retmæssige gudgivne åndelige domæne på jorden. Det bevirkede at deres åndelige privilegier blev begrænset og deres åndelige arbejde hæmmet. Det skete for eksempel ved at regeringer forbød visse af de publikationer eller alle de publikationer som Jehovas rest benyttede. Eller ved at deres religiøse organisation blev forbudt. Eller ved at nogle af de kristne åndelige israelitter blev indsat i militærfængsler eller anbragt i lejre fordi de nægtede at bryde deres kristne neutralitet over for denne verdens internationale konflikter. Eller ved at lederne af deres indregistrerede selskaber blev arresteret og fængslet på falske anklager som var blevet opdigtet på grund af krigshysteri og religiøs fordom. Metoder af alle slags, i alle retninger, blev benyttet for at få resten af de åndelige israelitter bort fra deres gudgivne åndelige domæne og fra deres kristne privilegier og kristne virksomhed i dette åndelige domæne.

38. Hvorfor kunne Jehovas engel med rette råbe til de landflygtige jøder: „Undfly, du som bor hos Babylons datter“?

³⁸ Da ulykken ramte ved babylonierkongen Nebukadnezars hånd, blev hovedparten af de overlevende jøder ført i landflygtighed til Babylon og dets provinser, der indbefattede områder som tidligere havde tilhørt det assyriske rige. Helt i harmoni med dette råbte hærskarers Jehovas engel nu: „Hej, Zion! Undfly, du som bor hos Babylons datter. For således har hærskarers Jehova sagt: ’Efter herligheden har han sendt mig til de nationer der plyndrede jer; for den der rører jer, rører min øjesten. For se, jeg svinger min hånd imod dem, og de skal blive bytte for deres trælle.’ Og I skal visselig kende at hærskarers Jehova selv har sendt mig.“ — Zakarias 2:7-9, NW; versene 11-13 i den danske oversættelse.

39. Hvem var det Jehova opfordrede til at flygte da han råbte: „Hej, Zion“?

³⁹ Fortidens Zion, der her er det samme som Jerusalem repræsenterede hele nationen, og ikke blot den del af de landflygtige der havde boet i hovedstaden. Nu hvor Babylon var blevet omstyrtet i 539 f.v.t. og den persiske erobrer Kyros havde udstedt sit frihedsdekret til de jødiske fanger, var dette råb til Zion henvendt til alle de landflygtige jøder. De boede som landflygtige „hos Babylons datter“, idet byen Babylon nu omtales som en kvinde der ikke længere er en uskyldig jomfru.

40. Hvad ligger der i udtrykket „efter herligheden“?

⁴⁰ Udtrykket „efter herligheden“ synes ikke at hentyde til det at søge efter herlighed, men synes at betyde „efter“ i tidsmæssig forstand. Jehova var blevet herliggjort ved at hans profetiske ord om tugtelsen af israelitterne var gået i opfyldelse.

41. Hvorfor skulle nationerne have vist en vis frygt og respekt for Jehova da de tugtede hans folk?

⁴¹ Nu var tiden så inde til at hærskarers Jehova måtte vende sin opmærksomhed mod de fjendtlige nationer som han havde benyttet til at tugte dem med, men som havde misbrugt deres beføjelser. De var gået for vidt og havde benyttet lejligheden til at lade deres ondskab gå ud over mennesker som tilhørte Jehova Gud. De var gået for vidt og havde mishandlet Zion og dets folk. (Zakarias 1:15; 2:4) De skulle have været mere hensynsfulde over for det folk han gav i deres hånd for at tugte det. De skulle have vist en vis frygt, en vis respekt, for dette folks Gud. Han forklarede hvorfor da han sagde til sit tugtede folk: „For de der rører jer, rører min øjesten.“

42. (a) Hvilken omvæltning advarede Jehova de forfølgende nationer om ved at svinge sin hånd imod dem? (b) Hvordan oplevede Babylon en sådan omvæltning?

⁴² Derfor er det på en truende måde han nu svinger hånden imod disse overmodige, formastelige nationer; det er som om han truer ad dem med knyttet hånd. Det var ikke nogen tom gestus. Det skulle advare disse nationer der havde spredt og plyndret Guds folk, om at de selv ville blive straffet til gengæld. De ville blive et bytte for dem der havde trællet for dem i landflygtigheden i Babylon. Hvilken omvæltning der skulle ske — for hærskarers Jehovas hånd! En del af denne omvæltning fandt sted da de landflygtige jøder blev sat i frihed af erobreren Kyros den Store, så de kunne vende tilbage til Jerusalems tomter og genopbygge Jehovas tempel. Det besejrede Babylon blev i sandhed ydmyget ved den begivenhed der omtales i Ezra 1:7, 8: „Kong Kyros udleverede karrene fra [Jehovas] hus, som Nebukadnezar havde ført bort fra Jerusalem og ladet opstille i sin guds hus; dem gav perserkongen Kyros nu til skatmesteren Mitredat, og han talte dem og overgav dem til Sjesjbazzar, Judas fyrste.“ — Daniel 1:1, 2; 5:3-23.

43. Hvordan skete er en omvæltning for Babylon i forbindelse med Daniel?

⁴³ I tidens løb fik de tidligere israelitiske fanger og trælle på mange måder lejlighed til at træde på Babylon, der efterhånden blev ’trampet ned som skarn på gaden’. (Mika 7:8-10) Da Babylon var blevet indtaget af mederen Darius og perseren Kyros ophørte profeten Daniel med at være træl under Babylon og blev i stedet en af de „tre rigsråder“ som mederen Darius satte over de 120 satraper som hele det medo-persiske rige blev lagt under. — Daniel 6:2-5, 29.

44. Hvordan skete der en omvæltning for den babyloniske gudsdyrkelse og Jehovas folks gudsdyrkelse?

⁴⁴ Og på grund af forskellen mellem de persiske Zarathustra-tilhængeres religion og de gamle babylonieres religion blev drømmetyderne, manerne, kaldæerne og stjernetyderne overskygget og følte sig til sidst nødsaget til at forlade det religiøse center som Babylon var. Det ser ud til at de flyttede vestpå til Pergamum i Lilleasien, og derfra over til Italien. (Åbenbaringen 2:12, 13) I direkte modsætning til dette blev Jehovas tilbedere begunstiget af Babylons erobrere, og deres præster og levitter blev genindsat i deres tjeneste ved Jehovas tempel som blev genopført på sin oprindelige plads i Jerusalem. På denne måde undflyede „Zion“ fra Babylon.

GUDS REAKTION NÅR ’HANS ØJESTEN’ RØRES

45. (a) Hvor meget berører det Jehova når nogen rører hans folk ved at øve vold imod det? (b) Hvorfor har han derfor svunget sin hånd imod nationerne i dag?

⁴⁵ Alt dette skildrer levende hvor uhyrligt og skændigt denne verdens nationer handler når de rører Jehovas tilbedere og øver vold imod dem. Det volder Jehova Gud smerte. Det er som om de rører hans eget øje, et af de mest følsomme steder på legemet. For længe siden, helt tilbage i år 1473 f.v.t., påpegede profeten Moses hvor øm Jehova var over sit udvalgte folk, idet han sagde: „Han værner det med vågent øje og vogted det som sin øjesten.“ (5 Mosebog 32:10) Han værner lige så vågent om sine kristne vidner i dag. Men nationerne i kristenheden og den hedenske verden har valgt at ignorere dette i den måde de behandler Jehovas kristne vidner på. Er det da noget under at Jehova har gjort som forudsagt, at han har ’svunget sin hånd imod dem, og at de skal blive til bytte for deres trælle’? (Zakarias 2:13) Hvordan har Jehova gjort dette?

46. Hvordan sørgede Jehova i 1919 for at de der havde udplyndret hans folk nu blev til bytte for det?

⁴⁶ Han har udfriet sin rest af åndelige israelitter fra religiøs trældom under Babylon den Store og har ført dem tilbage til deres retmæssige, gudgivne åndelige domæne på jorden. De bøjer sig ikke i ydmyg underdanighed under den internationale skøges, det store Babylons, politiske elskere, men siger til de verdslige politikere der søger at tage det der tilhører Jehova Gud: „Vi må adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apostlenes Gerninger 5:29, NW) I udfrielsens år 1919 begyndte de at forkynde Jehova Guds ugunstige domme vidt og bredt, især dommene over den internationale organisation for verdensfred og sikkerhed, nemlig Folkeforbundet, idet de sagde at dette forbund ville slå fejl. Af hvilken grund? Fordi Folkeforbundet i 1919 blev vedtaget og sat i kraft af kristenhedens nationer som en tilsidesættelse af Guds messianske rige, der var blevet født i himmelen ved udløbet af hedningernes tider i 1914. — Åbenbaringen 12:5.

47. Hvordan blev Jehovas ugunstige domme gjort tydeligere i perioden fra 1922 til 1928?

⁴⁷ Disse ugunstige domme fra hærskarers Jehova blev gjort tydeligere og mere omfattende i de syv år fra 1922 til og med 1928. I denne periode holdt de internationale bibelstudenter en række årlige internationale stævner i De forenede Stater, Storbritannien og Canada, og i forbindelse med disse stævner blev der udgivet bibelkommentarer som beskæftigede sig med de profetier Gud har udtalt vedrørende disse religiøse og politiske spørgsmål. Ved hvert af disse store årlige stævner blev der vedtaget en resolution eller erklæring. Den første, den fra 1922, hed „Et Opraab til de ledende i Verden“, og den syvende og sidste, fra 1928, blev kaldt „En Erklæring imod Satan og for Jehova“. Disse syv resolutioner og de offentlige foredrag der blev holdt til støtte for dem, samt beslægtede bibelske udtalelser, svarede til det der er forudsagt i Bibelens sidste bog, Åbenbaringen, fra kapitel 8 til og med 16.

48. Hvilke ting i Åbenbaringen svarede disse offentliggørelser til?

⁴⁸ De svarede til de syv basuner som de syv engle blæste i og som indledte syv profetiske tableauer. De svarede også til „de syv sidste plager“, der blev hældt ud af syv skåle af de syv engle der havde fået denne opgave overdraget. — Åbenbaringen 21:9; 15:1 til 16:21.

49. (a) Hvilken virkning fik den nutidige opfyldelse af dette på dem det angik? (b) Hvor længe er kundgørelsen af disse domme fra Jehova fortsat, og hvad har han således i virkeligheden gjort mod nationerne?

⁴⁹ Den nutidige opfyldelse af disse tableauer som blev indledt med basunklang og med udgydelsen af de syv sidste plager fra de syv skåle, vakte stort røre og skabte stor ængstelse og modvilje både i Babylon den Store (som omfatter kristenheden) og hos de verdslige politiske stater. Kundgørelsen af disse ugunstige domme fra hærskarers Jehova var ikke begrænset til perioden fra 1922 til 1928, men er fortsat helt frem til i dag, og det i stigende omfang og styrke og efter en langt bredere målestok end dengang i tyverne. Ved denne verdensomfattende kundgørelse af Guds ugunstige domme over det store religiøse Babylon og dets politiske beskyttere, svinger hærskarers Jehova i realiteten truende sin hånd imod de religiøse og politiske verdslige organisationer der har plyndret hans folk. Han gør det ved hjælp af sine vidner, som før var trælle under disse undertrykkere.

50. (a) Hvad vil man vide om den udsendte engel når Jehova til sidst eksekverer disse domme? (b) Hvilke personer hævdes ved fuldbyrdelsen af Jehovas domme?

⁵⁰ Inden længe vil vi se disse guddommelige domme blive fuldbyrdet over de fjender der har voldt den højeste Gud en smerte som havde de rørt hans eget øje. Det er denne betydningsfulde tid engelen talte om da Zakarias hørte den sige: „Og I skal kende, at Hærskarers [Jehova] har sendt mig.“ (Zakarias 2:13) Men behøver vi at vente indtil den fulde opfyldelse er sket? Allerede nu har vi tilstrækkelig med vidnesbyrd om at engelen talte sandt, at dens ord er som historie skrevet på forhånd. Det beviser at den kun kan være sendt af hærskarers Jehova. Derved bliver også profeten Zakarias ophøjet og hævdet, idet hans profetier er sande og ufejlbarlige. Og i vor tid finder der en lignende ophøjelse sted. Af hvem? Af Jehovas kristne vidner der har henledt opmærksomheden på Zakarias’ vidunderlige profetier og deres nutidige opfyldelse.

OPFORDRING TIL AT GLÆDE SIG — HVORFOR?

51. Hvorfor havde de ondsindede nationer grund til at juble og glæde sig under den første verdenskrig?

⁵¹ Engang havde de ondsindede nationer virkelig grund til at juble og glæde sig over den vending begivenhederne tog. Det var dengang hærskarers Jehova lod sine kristne vidner falde i deres hånd under den første verdenskrig, og de frit kunne lade deres ondskab gå ud over disse kristne åndelige israelitter. Nationerne kæmpede dengang om verdensherredømmet, ikke et herredømme udøvet af himmelens og jordens Skaber, men deres eget herredømme, enten udøvet af den demokratiske blok af nationer eller af den autokratiske, diktatoriske blok. De ønskede at beherske jordens ressourcer og at udnytte dem kommercielt.

52. Hvorfor behandlede disse nationer de åndelige israelitter dårligt fordi de trofast holdt fast ved Jehovas messianske rige?

⁵² De var meget nationalistiske, ja den nationale patriotisme var på kogepunktet. I deres forsøg på at mobilisere hele befolkningen for at nå deres nationalistiske mål, blev deres raseri vakt af dem der nægtede at indordne sig fordi de havde taget standpunkt for Guds messianske rige som var blevet oprettet i himmelen ved udløbet af hedningernes tider i 1914. Under krigspresset udsatte de derfor disse forkæmpere for Guds rige for en dårlig behandling. Hvor de glædede sig da det lykkedes dem at dræbe den indflydelse disse forkæmpere øvede på Guds riges vegne!

53. Hvordan beskriver Åbenbaringen 11:7-10 nationernes sejrsjubel?

⁵³ Hvordan de dyriske nationer triumferede og lykønskede hinanden med denne sejr over Guds messianske riges forkæmpere, er forudsagt i Åbenbaringen, kapitel elleve, med billedlige udtryk som er hentet fra Zakarias’ profeti. I billedlige vendinger siges der i Åbenbaringen 11:7-10: „Og når de har aflagt hele deres vidnesbyrd, skal dyret, der stiger op af afgrunden, føre krig mod dem og sejre over dem og dræbe dem. Og deres lig skal ligge på gaden i den store stad, som i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten, dér, hvor også deres Herre blev korsfæstet. Og mennesker af alle folk og stammer og tungemål og folkeslag skal se på deres lig i tre og en halv dag og ikke tillade, at deres lig lægges i graven. Og de, der bor på jorden, skal glæde og fryde sig over, hvad der skete med dem, og de skal sende hverandre gaver, fordi disse to profeter var til plage for dem, der bor på jorden.“ Men deres sejrsjubel blev kun kortvarig.

54, 55. (a) Men hvornår blev resten af de åndelige israelitter opfordret til at juble og glæde sig? (b) Hvem var denne opfordring så at sige rettet til, og hvilken grund var der til at juble?

⁵⁴ Nøjagtig som skildret i Åbenbaringssynet greb den almægtige Gud i 1919 ind og oprejste i åndelig forstand disse ubegravede vidner og gjorde dem atter aktive i tjenesten for sit rige. Nationerne og den religiøse skøge, Babylon den Store, blev grebet af forfærdelse, men den genoplivede rest af de åndelige israelitter kunne juble og glæde sig. Deres himmelske Genopliver og Befrier opfordrede dem til at gøre det. Eftersom de repræsenterede det himmelske ny Jerusalem og selv skulle være medlemmer af det, var det som om Gud rettede opfordringen til denne åndelige organisation. Henvendt til denne organisation, der betegnes som Zion (eller Jerusalem), sagde han:

⁵⁵ „’Jubl, og glæd dig, Zions datter! Thi se, jeg kommer og fæster bo i din midte, lyder det fra [Jehova].’ Og mange folk skal på hin dag slutte sig til [Jehova] og være hans folk og bo i din midte [og jeg vil bo i din Midte, Gd], og du skal kende, at Hærskarers [Jehova] har sendt mig til dig. Og [Jehova] tager Juda til arvelod på den hellige jord og udvælger atter Jerusalem. Stille, alt kød, for [Jehova], thi han har rejst sig fra sin hellige bolig.“ — Zakarias 2:14-17.

56. (a) Hvordan viste Jehova om han opgav sit krav på Judas land da det blev lagt øde? (b) Hvordan tog Jehova atter landet i besiddelse, og hvilket mirakel gjorde han da?

⁵⁶ Når vi ser hvad profetien betød dengang på Zakarias’ tid, kan vi forstå hvad dens opfyldelse betyder her i dette bemærkelsesværdige tyvende århundrede. Opgav Jehova dengang sit krav på Judas land, og lod han erobringsglade nationer tage det i besiddelse eller nybyggere flytte ind i det? På ingen måde! Skønt han lod sit folk føre bort til Babylon, vogtede han landet og påtvang det en lang sabbatshvile. Hvordan? Ved at bevare det øde, uden mennesker eller husdyr, nøjagtig som han havde forudsagt. Da de halvfjerds år hvori landet skulle holde sabbat var gået, tog han atter Judas land i besiddelse ved at udfri sit landflygtige folk fra Babylon og føre det tilbage til dets elskede hjemland. Han udvalgte atter Jerusalem som Judas hovedstad ved at lade de hjemvendte landflygtige bygge et andet Jerusalem hvor det gamle havde ligget. Sådan kom et befolket land til verden som med fødselsveer „på en eneste dag“. Og „på et øjeblik“ fødtes et folk ved at det atter fik Jerusalem til regeringsby, hvorfra styret blev udøvet over Judas „hellige jord“. (Esajas 66:7, 8) Et sandt mirakel!

57. Hvornår tog Jehova altså bolig i Judas land, og hvornår og hvordan blev det mere tydeligt at han boede der?

⁵⁷ Da fortidens Israel var en teokratisk nation, en nation som var underlagt Guds styre og lov, tog Jehova Gud atter bolig i Jerusalem da byen blev grundlagt på ny og blev genopbygget. Det blev endnu tydeligere da hans tempel blev fuldført i 515 f.v.t., og den regelmæssige tilbedelse af ham begyndte der i fuldt omfang. For alle de omboende nationer ville dette genopførte tempel være et symbol på at hærskarers Jehova havde taget bolig der, at han nu boede i Zion, i Jerusalem. Dér kunne man træde frem for ham.

58. Hvad kunne oprigtige mennesker fra de omboende nationer se, og hvad ville dette tilskynde dem til at gøre (Zakarias 2:15)?

⁵⁸ Hvordan ville dette virke på de hedenske nationer rundt omkring? Mange af deres indbyggere ville forstå at hærskarers Jehova var sandhedens Gud, at han havde vist sin fuldkomne forudviden og sin almagt ved at opfylde de profetier han havde givet i sit eget navn. Da han havde oprejst sit folk Israel fra den nationale død og ført det ud af graven i Babylon, og bragt det tilbage til livet i dets hjemland, kunne disse oprigtige iagttagere se at han var den eneste levende og sande Gud, den eneste der fortjente at blive tilbedt. De ønskede af hjertet at tilbede ham, og hvis de havde mulighed for det, ville de komme til hans bolig i Zion (Jerusalem) for at gøre det. Zakarias 2:15 skulle ikke forblive uopfyldt: „Og mange folk skal på hin dag slutte sig til [Jehova] og være hans folk.“ Det vidnede om at antallet af Jehovas tilbedere ville vokse i hele verden, og ikke blot på Judas „hellige jord“.

59, 60. (a) Hvordan gik det på samme måde med den rest der ville få del i det ny Jerusalem og som så at sige blev begravet i Babylon den Stores domæne? (b) Hvordan har Jehova vist at han har taget bolig hos „resten“?

⁵⁹ Har det samme ikke været tilfældet for den nutidige rest af åndelige israelitter? Har de ikke al god grund til at ’juble og glæde sig’, sådan som „Zions datter“ blev opfordret til at gøre i fortiden, på Zakarias’ tid? Jo! Denne rest af åndelige israelitter er som en brud, ’trolovet med én mand for at blive ført som en ren jomfru frem for Kristus’, og er derfor på vej til at blive en del af det himmelske ny Jerusalem. Dette ny Jerusalem med Jesus Kristus som sit hoved, er Jehova Guds regeringsorganisation over hele hans universelle organisation. (2 Korinter 11:2; Åbenbaringen 21:2, 9, 10) Under den første verdenskrig blev „restens“ enhed som „et helligt folk“ ødelagt, dens medlemmer blev ført bort fra deres gudgivne åndelige domæne og blev så at sige begravet i Babylon den Stores domæne. Da verdenskonflikten var forbi og det pres den havde øvet, lettede, opfyldtes den profetiske skildring i Åbenbaringen 11:11-13 til verdens store forbløffelse!

⁶⁰ Jehova genoplivede i åndelig forstand medlemmerne af den begravede rest, hentede dem ud af deres grave i Babylon den Store, førte dem tilbage til deres retmæssige åndelige domæne på jorden og samlede dem igen i enhed som sit ’hellige folk’. Han havde atter udvalgt denne trofaste rest der rettede blikket mod borgerskabet i det ny Jerusalem under Kristus. (Filipperne 3:20, 21) Jehova rettede velvilligt sin opmærksomhed imod dem, og han gjorde dem aktive med sin mægtige virkekraft, sin hellige ånd, så de kunne aflægge et verdensomspændende vidnesbyrd for hans messianske rige, et vidnesbyrd hvis lige aldrig havde været i hele den kristne historie. (Markus 13:10; Mattæus 24:14; 28:19, 20) De fulgte ikke kristenhedens nationer i tilbedelsen af det afguderiske Folkeforbund som „verdens sidste håb“, men helligede sig ivrigt tilbedelsen af „håbets Gud“ ved hans åndelige tempel. (Åbenbaringen 13:14, 15; 14:9) De gjorde deres Guds navn, Jehova, kendt i et omfang som aldrig før. (Esajas 12:4, 5) Efter alle ydre tegn at dømme havde han taget bolig hos dem.

61. Hvordan er det således gået til at ordene: „Mange folk skal på hin dag slutte sig til [Jehova],“ er blevet opfyldt?

⁶¹ Kan vi i dag se at dette fik indflydelse på jordens folkeslag? Som politiske stater begyndte nationerne at frygte. Men i disse nationer var der oprigtige, retskafne enkeltpersoner som hungrede og tørstede efter en ren, sand og fornuftig religion der virkelig kunne bringe dem i kontakt med den sande Gud, den Gud der er værd at tilbede. Efterhånden som den trofaste rest af åndelige israelitter forkyndte „dette evangelium om Riget“ på større og større dele af jorden, nåede budskabet ud til flere og flere af disse mennesker der søgte den sande Gud. De lærte at Herren Jesus Kristus er Jehova Guds Messias, og de indviede sig til Jehova og lod sig døbe i vand for at blive hans Messias’ disciple. (Mattæus 28:19, 20) Det gik nøjagtig som forudsagt: „Mange folk skal på hin dag slutte sig til [Jehova].“ (Zakarias 2:15) Ingen racer eller nationaliteter var afskåret fra at gøre dette.

62. I hvilken udstrækning er dette sket siden 1935, og på hvilken måde er disse mennesker blevet Jehovas „folk“?

⁶² Det viste sig i udpræget grad fra og med 1935, fire år efter at den salvede rest havde antaget navnet Jehovas vidner. Den anden verdenskrig afholdt ikke dem der oprigtigt søgte den sande Gud, fra at „slutte sig til [Jehova]“ som disciple af hans Messias. I sammenligning med hvor mange de var dengang i 1935, ja, og i sammenligning med den salvede rest, er de der nu har ’sluttet sig til Jehova’ blevet „en stor skare“ hvis antal ikke er fastsat i Bibelen. (Åbenbaringen 7:9-17) Og som Jehova sagde, er de blevet „hans folk“. De gør ikke krav på at høre til den salvede rest af åndelige israelitter. Gud har nemlig ikke avlet dem med sin hellige ånd til at være hans åndelige børn, skønt han anerkender at de har sluttet sig til ham og har indviet sig til ham gennem hans ypperstepræst, Jesus Kristus. Det er Jesu sonoffers fortjeneste der gør dem antagelige for Jehova Gud. Af denne grund regner han disse indviede og døbte for ’sit folk’, et folk der er knyttet til ham. Som „andre får“ bliver de derfor „én hjord“ sammen med den salvede rest under den gode hyrde, Jesus Kristus. — Johannes 10:16.

63. Hvordan har de som „andre får“ ’sluttet sig til Jehova’?

⁶³ Disse „andre får“ har hørt den gode hyrdes røst, de har reageret på hans kalden og er kommet frem fra „mange folk“. Sammen med den salvede rest af de åndelige israelitter tilbeder de den sande Gud ved hans åndelige tempel. (Åbenbaringen 7:15) Det er på denne måde de ’slutter sig til Jehova’.

64. (a) Hvilket håb har de fået, og hvorfor? (b) På hvilken måde har Jehova ved dem fyldt sit hus med herlighed (Haggaj 2:7)?

⁶⁴ Jehova har ikke avlet disse „andre får“ med sin ånd til at være en del af det himmelske ny Jerusalem, men han har givet dem håb om evigt liv på sin ’fodskammel’, nemlig jorden, som da vil være omdannet til et skønt paradis. (1 Mosebog 2:8; Lukas 23:43) Jehova Gud har rystet alle nationer eller folkeslag ved den måde han har beskæftiget sig med menneskenes anliggender på siden 1914, og derved er disse „andre får“ blevet opmærksomme på hans messianske rige. I påskønnelse af hans rige er de kommet til hans tilbedelseshus, og han tager imod dem som ønskværdige, skattede tilbedere. De udgør i virkeligheden „alle folkenes skatte“ der som forudsagt skulle „komme hid“, og det er ved hjælp af dem Jehova fylder sit hus eller tempel, stedet for den rene tilbedelse, med herlighed. — Haggaj 2:7.

65. Hvad har vi i dag bevis for med hensyn til kilden til Zakarias’ tredje syn, og hvad styrker dette vor tillid til?

⁶⁵ I dag, næsten fyrre år efter dette mindeværdige år 1935 da vor opmærksomhed blev henledt på den rette forståelse af ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:9-17, ser vi den storslåede virkeliggørelse af de ting der blev forudsagt i det tredje syn til Zakarias. Derfor har vi allerede nu tilstrækkeligt med beviser på at det var sandhedens Gud, Jehova, og ikke en eller anden falsk profetisk kilde, der sendte engelen til Zakarias og hans folk. Det var også Jehova der sendte Zakarias som profet for at han skulle skrive synet ned til gavn for os i dag. Dette styrker vor tillid til at alle de følgende syner til Zakarias vil blive opfyldt.

66. Hvad opfordres vi med rette til at gøre nu, og af hvilken grund har Jehova „rejst sig fra sin hellige bolig“?

⁶⁶ Skulle vi da ikke være stille så vi kan høre hvad Jehova siger til os? Jo i sandhed! Derfor slutter det tredje syn til Zakarias med denne inspirerede befaling: „Stille, alt kød, for [Jehova], thi han har rejst sig fra sin hellige bolig.“ (Zakarias 2:17) Han har rejst sig fra sin hellige bolig i himmelen for at opfylde sit ord.

[Kort på side 156]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

JERUSALEM EFTER HJEMKOMSTEN

Hanan’eltårnet

FISKEPORTEN

Meatårnet

FÅREPORTEN

FÆNGSELSPORTEN

Tempelområdet

Tyropøonsdalen

MIFKADPORTEN

Offentlig plads

HJØRNEPORTEN

Den brede mur

EFRAIMSPORTEN

Ovntårnet

DEN GAMLE PORT

OFEL

HESTEPORTEN

Offentlig plads

Gihonkilden

VANDPORTEN

DAVIDSBYEN

DALPORTEN

KILDEPORTEN

Kongens have

MØGPORTEN

Hinnoms dal

Kedrons dal

Rogelkilden

Kapitel 10

Satan gør forgæves modstand mod ypperstepræsten

1. Hvad har hele menneskehedens verden i dag behov for i religiøs henseende, og hvorfor netop det?

OVER hele jorden kan man i dag finde ypperstepræster inden for forskellige religiøse samfund. Den mægtigste af disse overordnede gejstlige er pontifex maximus, den øverste pontifex, med sæde i Vatikanstaten. Men hele menneskehedens verden har kun brug for én ypperstepræst. Hvorfor? Fordi der kun findes én levende og sand Gud, himmelens og jordens Skaber, hele universets Suveræn. Han behøver kun én ypperstepræst som kan repræsentere ham over for folket, og som kan nærme sig ham på folkets vegne. Det stemmer med at der kun findes én sand religion, kun den tilbedelse af ham der foregår „i ånd og sandhed“. — Johannes 4:24.

2. Hvad var det eneste ypperstepræsteembede Jehova anerkendte frem til den 16. nisan år 33, og hvilken åndelig ypperstepræst fremstod da?

² I over femten hundrede år, fra 1512 f.v.t. til 33 e.v.t., fandtes der kun ét ypperstepræsteembede som den levende og sande Gud anerkendte. Dette embede blev oprettet i profeten Moses’ broder Arons slægt, som var af Levi stamme. Aron blev indsat i embedet den første dag i månemåneden nisan år 1512 f.v.t. I de følgende århundreder gik embedet i arv blandt Arons efterkommere, indtil søndag den 16. nisan år 33. Denne dag blev Herren Jesus Kristus oprejst efter at have lidt døden som et offer. På den fyrretyvende dag derefter steg han som en åndelig ypperstepræst op for at træde ind i det Allerhelligste i himmelen og dér frembære den kostelige værdi af sit opofrede fuldkomne menneskeliv for den eneste levende og sande Gud, Jehova.

3. Hvordan har Jehova været i stand til kun at have én ypperstepræst siden da?

³ Fra dette tidspunkt og til nu har Jehova Gud kun beskæftiget sig med én ypperstepræst — ikke en ypperstepræst af levitten Arons slægt, men den eneste ypperstepræst der aldrig dør, Jesus Kristus. Til ham blev der profetisk sagt: „Du er præst evindelig, på Melkisedeks vis.“ — Hebræerne 5:5, 6, 10; 6:19, 20; 7:15-17.

4. (a) Ved hvilken ypperstepræst på den årlige forsoningsdag blev Jesus Kristus skildret? (b) Hvem blev han derfor skildret ved i Zakarias’ fjerde syn?

⁴ I sin egenskab af offerfrembærende åndelig ypperstepræst blev Jesus Kristus imidlertid også forudskildret ved den aronitiske ypperstepræst for Israels nation i fortiden. Ligesom Israels ypperstepræst på den årlige forsoningsdag gik ind med offerblod i det Allerhelligste i templet i Jerusalem, sådan gik Jesus med værdien af sit eget offerblod ind i det sande Allerhelligste, selve himmelen, i Jehova Guds åndelige tempel. Følgelig blev Jesus Kristus skildret ved den israelitiske ypperstepræst Josua, Jozadaks søn, der i 537 f.v.t. blev udfriet fra landflygtigheden i Babylon og vendte hjem til Jerusalem for at genopbygge Jehovas tempel der. (Haggaj 1:1) På denne baggrund er det interessant at betragte det fjerde syn som profeten Zakarias fik, med ypperstepræsten Josua som hovedperson. Det er som om Zakarias ser ind i en retssal da han skriver:

5. Hvad sagde Jehovas engel til den der stod ved siden af Josua?

⁵ „Derpå lod han mig se ypperstepræsten Josua, og han stod foran [Jehovas] engel, medens Satan stod ved hans højre side for at føre klage imod ham [for at staa ham imod, Gd]. Men [Jehova] [Jehovas engel, NW] sagde til Satan: ’[Jehova] true dig, Satan, [Jehova] true dig, han, som udvalgte Jerusalem. Er denne ikke en brand, som er reddet ud af ilden?’“ — Zakarias 3:1, 2.

6. (a) Hvem var denne Satan? (b) Hvorfor stod han Josua imod?

⁶ Den Satan der skildres her var ikke en kirkelig „advocatus diaboli“ eller „Djævelens“ sagfører, der optrådte som anklager for Jehova. Han var den samme som den Satan der i det syttende århundrede før vor tidsregning trådte frem ved mødet for Guds åndesønner i himmelen og med urette anklagede patriarken Job over for Jehova Gud. (Job 1:6 til 2:7) Men hvorfor prøvede Satan Djævelen i dette syn til Zakarias i år 519 f.v.t. at stå ypperstepræsten Josua imod over for Jehovas engel? Fordi ypperstepræsten Josua den fireogtyvende dag i månemåneden kislev det foregående år havde taget et afgørende skridt hvad tilbedelsen af Gud angår. Han og statholderen Zerubbabel og den trofaste israelitiske rest var begyndt at arbejde med grunden til Jehovas andet tempel i Jerusalem. (Haggaj 2:18, 19) Ypperstepræsten Josua arbejdede således på at blive genindsat i den fuldstændige tjeneste for Jehova ved et fuldført tempel. Når han begyndte at varetage sine pligter ved et fuldført tempel, ville det stille ham i et nyt lys.

7. (a) Hvad prøvede Satan at forhindre med hensyn til Josua? (b) Hvilke profeter søgte Satan at modarbejde, og hvordan?

⁷ Satan Djævelen, som bekæmper den sande religion, var ude på at stå ypperstepræsten Josua imod på dette punkt, for at stille ham i et dårligt lys og hindre ham i at varetage sin fulde tjeneste for Jehova til gavn for Israels nation. Dette ville stille Josua ugunstigt, fordi der så ville være en alvorlig mangel i hans tjeneste for Gud. For at opnå dette ville Satan forsøge at modarbejde Haggaj og Zakarias i deres profetvirksomhed og rejse overvældende modstand fra Israels fjenders side mod templets genopbygning. Så kunne han anklage ypperstepræsten Josua for ikke at varetage alle sine ypperstepræstelige pligter, og dette ville igen bringe skændsel over Jehova.

8. (a) Hvorfor sagde engelen at det var Jehova der skulle true eller irettesætte Satan? (b) Hvordan havde Jehova allerede udvalgt Jerusalem?

⁸ Men Satan kom for sent med sit ondsindede forsøg. Før han kunne give sin modstand styrke og udslynge sine onde anklager imod ypperstepræsten Josua, sagde den engel der optrådte som dommer for Jehova, til Satan: „[Jehova] true [irettesætte, NW] dig, han, som udvalgte Jerusalem.“ Det var den højeste Gud, og ikke en underordnet engel som blot repræsenterede Jehova, der var stor nok til at true eller irettesætte Satan. Engelen viste således den rette agtelse for Jehovas stilling. (Judas 8-10) Ydermere var Jehova allerede skredet til handling for at ophøje sit eget hellige navn. Han havde allerede udvalgt Jerusalem som den by hvor hans tempel skulle ligge. Satan kunne ikke ændre noget ved dette guddommelige valg eller hindre det i at blive gennemført. Det var ham der måtte give op. Han ville blive irettesat ved at se templet fuldstændig genopbygget i år 515 f.v.t. Denne irettesættelse ville være fra Jehova, for det var ham der havde ført det igennem!

9. (a) Hvad var ’branden som var reddet ud af ilden’ et symbol på? (b) Hvordan var den blevet reddet ud af ilden?

⁹ Men hvorfor tilføjede Jehovas engel og dommer: „Er denne ikke en brand, som er reddet ud af ilden?“ Fordi man ikke straks kunne vente så meget af en symbolsk „brand“ eller et symbolsk stykke træ der lige var hentet ud af ilden. Den der blev skildret som branden der var reddet ud af ilden, var ypperstepræsten Josua. Men i kraft af sit embede repræsenterede Josua hele Israels nation, for hvem han tjente som ypperstepræst for Gud. Josua var ikke den eneste der var kommet tilbage fra landflygtigheden i Babylon, hvor Satan Djævelen havde forsøgt at lægge deres identitet som Jehovas udvalgte nation i aske. Over 42.000 andre israelitter var også kommet tilbage, sammen med tusinder af trælle og sangere. Hele denne rest, alle dens medlemmer, var derfor som ’en brand der var reddet ud af ilden’. Det var Jehovas barmhjertighed og hans trofasthed mod sine løfter der havde reddet dem ud af den symbolske babyloniske ’ild’ og havde genrejst dem som en nation på „den hellige jord“. Fordi det forholdt sig sådan, bar Jehova over med at de så længe havde ventet med at genopbygge hans tempel, men han holdt fast ved sin hensigt. Han havde udvalgt Jerusalem fordi hans tempel skulle rejses der. Satan skulle derfor ikke være for hastig med sine anklager.

10. Hvad blev der nu gjort ved Josua for at fjerne ethvert muligt grundlag for Satans anklager imod ham?

¹⁰ Der var sat en stopper for Satans modstand mod ypperstepræsten Josua. Hvad bliver der nu gjort for at befri Josua for enhver ting som Satan kunne have benyttet som grundlag for at rejse anklager imod ham? Zakarias beskriver det idet han siger: „Josua havde snavsede klæder på og stod foran engelen; men denne tog til orde og sagde til dem som stod ham til tjeneste: ’Tag de snavsede klæder af ham!’ Og til ham sagde han: ’Se, jeg har taget din skyld fra dig’, og du skal have højtidsklæder på.’“ — Zakarias 3:3, 4.

HVORFOR DET VAR NØDVENDIGT AT SKIFTE KLÆDER

11. Hvordan kunne Josua i snavsede klæder være et billede på den himmelske ypperstepræst Jesus Kristus?

¹¹ Her opstår der et spørgsmål: Hvordan kunne Josua skildre Jesus Kristus som den himmelske ypperstepræst, når han i synet havde snavsede klæder på? Siger Hebræerbrevet 7:26, 27 ikke til sande kristne i dag: „En sådan ypperstepræst passede også for os: en, der var hellig, uberørt af det onde og ubesmittet, skilt ud fra syndere og ophøjet over himlene; en, der ikke som de andre ypperstepræster hver dag har nødig at bringe ofre først for sine egne synder, og så for folkets; thi det gjorde han én gang for alle, da han ofrede sig selv?“ Jo, det er sandt. Og dog er det med ypperstepræsten Jesus Kristus som det var med ypperstepræsten Josua i fortiden. Ypperstepræsten repræsenterer det folk han tjener for i sit høje embede, og folkets tilstand afspejler sig på ham. Han bærer sit folks synder.

12. Hvilke ord som for længe siden blev henvendt til Arons to overlevende sønner og til Aron selv, viser at præsterne bar folkets skyld?

¹² At præsteskabet bar folkets skyld, gav profeten Moses til kende da han sagde følgende til Arons to overlevende sønner på grund af en forsømmelighed de havde gjort sig skyldige i: „Hvorfor har I ikke spist syndofferet på det hellige sted? Det er jo dog højhelligt, og han har givet eder det, for at I skal borttage [bære, Gd] menighedens skyld og således skaffe dem soning for [Jehovas] åsyn.“ (3 Mosebog 10:16, 17) Helligdommen eller templet var et helligt sted, og hvis folket rørte det ville de pådrage sig skyld. Derfor skulle de helligede præster tjene ved helligdommen på folkets vegne for at hindre en sådan brøde. Om dette læser vi i Fjerde Mosebog 18:1: „Og Jehova sagde så til Aron: ’Du og dine sønner og din faders hus med dig skal svare for brøde imod helligdommen, og du og dine sønner med dig skal svare for brøde imod jeres præstedømme.’“ (NW) Præsterne værnede altså folket mod brøde.

13. Hvordan havde Haggaj i sin samtale med præsterne påpeget at Israels nation var uren? Hvorfor var den uren?

¹³ Med hensyn til templet i Jerusalem dengang Haggaj og Zakarias var begyndt at profetere, så havde dets fundament ligget i seksten år uden at man var begyndt at bygge derpå. Årsagen var voldelig modstand fra de omboende fjenders side. I samme periode var de hjemvendte israelitter henfaldet til ligegyldighed og havde vendt sig til materialisme. I en samtale med præsterne havde Haggaj derfor spurgt hvad der ville ske hvis en der var ceremonielt uren, rørte ved noget af et offer. De havde svaret at offeret ville blive urent. Straks havde Haggaj taget til orde og sagt: „Således er det i mine øjne med disse mennesker, således med dette folk, lyder det fra [Jehova], og således med alt deres hænders værk og med, hvad de ofrer der: det er urent.“ — Haggaj 2:13, 14.

14. Hvad var altså grunden til at Josua fremtrådte som i snavsede klæder?

¹⁴ Eftersom ypperstepræsten Josua repræsenterede Israels nation over for Jehova, blev folkets urene tilstand også tillagt ham. Som følge heraf var det som om han havde snavsede klæder på. Han prøvede at gøre tjeneste uden tempel, og det gav ikke det rette indtryk. Han kunne ikke tjene med den samme værdighed og glans som hvis der fandtes et tempel. Når Satan Djævelen rettede anklager imod ypperstepræsten Josua, rettede han anklager imod hele den forsømmelige, urene nation.

15, 16. (a) Gav den åndelige tilstand som kendetegnede den overlevende rest af åndelige israelitter i 1919 et gunstigt eller ugunstigt indtryk af den himmelske ypperstepræst Jesu Kristi ydre? Forklar. (b) Hvorfor kunne „resten“ sige som Esajas gjorde i templet?

¹⁵ På lignende måde med den modbilledlige ypperstepræst som blev skildret ved ypperstepræsten Josua dengang i 519 f.v.t. Ypperstepræsten Jesus Kristus blev stillet i et ugunstigt skær på grund af den åndelige tilstand der kendetegnede resten af de åndelige israelitter på jorden da de gik ind i efterkrigsåret 1919. Fordi de var blevet hæmmet af krigsrestriktioner, modstand og forfølgelse, var de på mange måder kommet til kort med hensyn til modigt og åbenlyst at tilbede Jehova ved hans åndelige tempel. De var gået i trældom under Babylon den Store og dens politiske og militære elskere. De befandt sig i en åndelig tilstand som den der prægede Israels hjemvendte rest i fortiden. De kunne sige som Esajas da han fik et syn af Jehova i hans hellige tempel:

¹⁶ „Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en mand med urene læber, og jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers [Jehova]!“ — Esajas 6:5.

17. Hvordan så ypperstepræsten ud, at dømme efter „restens“ udseende? Befandt „resten“ sig således i en passende tilstand?

¹⁷ Hvis man bedømte ypperstepræstens ydre efter den overlevende rests åndelige ydre, fremtrådte ypperstepræsten Jesus Kristus med „snavsede klæder på“. Dette var ikke et sømmeligt ydre at tillægge ham. I deres åndeligt snavsede tilstand repræsenterede „restens“ medlemmer deres ypperstepræst på en upassende måde, og det stillede den himmelske ypperstepræst Jesus Kristus i et dårligt lys.

18. Hvad blev der i synet gjort for at afhjælpe denne tilstand?

¹⁸ En sådan tilstand måtte afhjælpes og det straks. Jehovas engel og dommer sørgede for at det skete. Han befalede: „Tag de snavsede klæder af ham!“ Derpå sagde han til Josua: „Se, jeg har taget din skyld fra dig, og du skal have højtidsklæder på.“ — Zakarias 3:4.

19. Hvad måtte ypperstepræsten Josua selv gøre for at få andre klæder på i Guds øjne?

¹⁹ Hvordan skete dette i tilfældet med ypperstepræsten Josua? Ved at Israels hjemvendte nation, som han repræsenterede i sit hellige embede, blev bragt ud af sin urene tilstand for Jehova. Det ville foregå ved at den hjemvendte rest atter begyndte at arbejde på Jehovas tempel og fuldførte det, idet den lod alt andet træde i baggrunden. Når folket blev renset på dette betydningsfulde område, ville det medføre at dets ypperstepræst fik et rent ydre. Det ville være som om han fik andre klæder på. Det var meningen at han skulle „have højtidsklæder på“. Det var meningen at han skulle have et tempel hvori han kunne tjene i disse „højtidsklæder“. Templets fuldførelse og dets indvielse ville kræve at han iførte sig disse „højtidsklæder“ og fremtrådte med et strålende ydre, til Jehovas pris. Som den der repræsenterede nationen på det religiøse område var det ypperstepræsten Josua der, sammen med statholderen Zerubbabel, førte an med hensyn til at få tempelbyggeriet i gang igen, og af den grund fortjente han at få sine klæder udskiftet med nogle der var bedre. Så ville hans religiøse ydre ikke bringe skændsel over Gud.

20. Hvordan fik den himmelske ypperstepræst Jesus Kristus et dårligt ydre på grund af „restens“ udseende efter den første verdenskrig?

²⁰ Det samme gjaldt den som ypperstepræsten Josua var et billede på, nemlig den himmelske ypperstepræst Jesus Kristus. Resten af hans åndsavlede, salvede disciple kom ud af den første verdenskrig i en „uren“ åndelig tilstand. De var åndelige israelitter, ja, åndelige underpræster for Jehova under hans ypperstepræst Jesus Kristus. Deres åndelige klæder var blevet snavsede på grund af deres holdning og utilstrækkelighed under den første verdenskrig. Dette faldt tilbage på deres ypperstepræst i himmelen og stillede ham i et dårligt lys. Eftersom han bærer eller svarer for det åndelige Israels synd eller brøde, var det som om han selv havde snavsede religiøse klæder på.

21. Hvad måtte den overlevende rest derfor gøre da efterkrigstiden begyndte?

²¹ Det var derfor nødvendigt at resten af de åndelige underpræster ændrede sind og vendte om til Jehova og blev tilgivet af ham gennem Kristus. Det var også det der skete da efterkrigstiden begyndte. De viste at de havde omvendt sig til Jehova ved omhyggeligt at ransage Bibelen for at afgøre hvad der var Guds vilje og hvilket arbejde han ønskede udført i efterkrigstiden, og ved derefter at lægge hele deres sjæl i denne den vigtigste gerning.

22. Hvad gik den tilgivne rest ivrigt i gang med, og hvem gik foran og fremmede disse bestræbelser?

²² Sådan gik den angrende og omvendte rest af åndelige underpræster med hele deres sjæl ind for tilbedelsen af Jehova ved hans tempel, og de bestræbte sig for at rense denne tilbedelse for enhver babylonisk forurening. At de gjorde hvad de kunne for at genskabe den rene og ubesmittede gudsdyrkelse „for Gud, vor Fader,“ svarede til at de hjemvendte israelitter genoptog arbejdet med at genopbygge Jehovas tempel i Jerusalem. (Jakob 1:27) Det var den usynlige, himmelske ypperstepræst Jesus Kristus der førte an med hensyn til at genoplive resten af sine underpræster i Jehovas tilbedelse og tjeneste. Da Jehova barmhjertigt tilgav dem og rensede dem, opnåede de et rent ydre i Guds øjne.

23. Hvordan blev den himmelske ypperstepræst således befriet for sine billedlige „snavsede klæder“?

²³ Selv de falske anklagere under Satan Djævelen begyndte at se den forandring der nu var sket hos resten af Kristi underpræster med hensyn til lære, budskab og offentlig virksomhed. Dette var til ære for deres himmelske ypperstepræst Jesus Kristus. Han behøvede ikke længere at bære eller svare for denne brøde på sine underpræsters vegne. De „snavsede klæder“ der indirekte var blevet tillagt ham, blev taget af ham, og han fik andre klæder på. Hent „højtidsklæder“ til ham!

24. Hvad bad Zakarias om at der måtte blive sat på Josuas hoved, og hvad sagde Jehova derefter om Josuas privilegier?

²⁴ Hvem ville ikke gerne se den eneste levende og sande Guds ypperstepræst iført den prægtige hovedbeklædning der hører til hans embedsdragt? Profeten Zakarias ville gerne. Enten tænkte han på det, eller også bad han ligefrem om det, rent impulsivt. Han fortæller: „Og han [jeg, Gd] sagde: ’Sæt et rent hovedbind på hans hoved!’ Og de satte et rent hovedbind på hans hoved og gav ham rene klæder på. Så trådte [Jehovas] engel frem, og [Jehovas] engel vidnede for Josua og sagde: Så siger Hærskarers [Jehova]: Hvis du vandrer på mine veje og holder mine forskrifter, så skal du både råde i mit hus [dømme mit Hus, Gd] og vogte mine forgårde, og jeg giver dig gang og sæde blandt dem, som står her.“ — Zakarias 3:5-7.

25. Hvorfor ville ypperstepræsten Josua glæde sig over at få denne del af synet åbenbaret af Zakarias?

²⁵ Det må i sandhed have været en stor glæde for ypperstepræsten Josua, Jozadaks søn, at høre profeten Zakarias fortælle ham om denne del af det profetiske syn! Josua kunne da forstå at hans ydre nu var antageligt i Guds øjne, og at han ikke bragte skændsel over Ham. Satans ondsindede forsøg på at finde noget der stadig kunne vanære Jehovas ypperstepræst, var slået fejl!

26, 27. Hvilke forpligtelser over for Jehova ville Josua samvittighedsfuldt opfylde, og hvilke privilegier kunne han så nyde?

²⁶ Josua har ganske givet næret ønske om at dømme Jehovas ’hus’, Israel, efter Guds lov, og at vogte hans tempels forgårde.

²⁷ Derfor ville Josua også lægge sig engelens manende ord på sinde og vandre lydigt på Jehovas veje og samvittighedsfuldt holde de forskrifter Jehova havde givet, sådan at han kunne være værdig til de nævnte privilegier.

28. Hvem var det der stod i synet og som Josua fik „gang og sæde“ iblandt, og hvordan fik han det?

²⁸ Desuden ville Josua få „gang og sæde blandt dem, som står her“. Det var de himmelske engle der stod og så til i synet; og ligesom de havde adgang til Gud i himmelen, kunne Josua som ypperstepræst træde direkte frem for Gud som mellemmand for Israels hus. Han ville også blive beæret med det privilegium at skulle træde ind i det Allerhelligste i det fuldførte tempel i Jerusalem på den årlige forsoningsdag.

29. Hvad har den himmelske ypperstepræst gjort i efterkrigstiden med hensyn til at vandre på Jehovas veje, holde hans forskrifter, dømme hans hus og vogte hans forgårde?

²⁹ Jesus Kristus er naturligvis den ideelle ypperstepræst for hele menneskehedens verden. Han bærer det kongelige og præstelige hovedbind som „ypperstepræst ’på Melkisedeks vis evindelig’“. (Hebræerne 6:20; Salme 110:1-4; 21:2-6) Han har altid vandret på Guds veje og holdt de forskrifter Gud har givet ham. Men efter det hans indviede og døbte disciple på jorden kom ud for under den første verdenskrig, sørger han for at resten af hans underpræster lærer Guds veje bedre at kende så de kan vandre på dem, og han hjælper dem til klarere at se de hellige forskrifter Jehova Gud har givet dem, sådan at de kan holde dem fuldstændigt. Hans strålende præsteklædning skildres i den åbenbaring han gav apostelen Johannes, hvori han som den herliggjorte Herre Jesus ses vandrende imellem de syv guldlysestager. (Åbenbaringen 1:12 til 2:1) Han dømmer trofast det åndelige Israels hus efter den nye pagts lov. Han leder de åndelige israelitter i Jehovas åndelige tempels jordiske forgårde, idet han tildeler dem deres åndelige pligter der.

30. Hvordan har den himmelske ypperstepræst „gang og sæde blandt dem som står her“? Fra hvornår har han haft det, og i hvilken udstrækning?

³⁰ Den jordiske ypperstepræst, Josua, Jozadaks søn, begyndte at træde ind i det Allerhelligste i Jerusalems tempel i år 515 f.v.t. (Ezra 6:15) Den åndelige ypperstepræst, den større Josua, gik derimod ind i det modbilledlige, virkelige Allerhelligste, selve himmelen, i år 33. Han steg op til himmelen og frembar værdien af sit opofrede menneskeliv for hærskarers Jehova selv. Da han nu er blevet „meget mere ophøjet end englene“ og har arvet et navn som er „over deres“, kan han også have „gang og sæde blandt dem som står her“, det vil sige blandt himmelens engle. Han kan bedre end nogen anden træde direkte frem for Gud og gå i forbøn for Jehovas tilbedere på jorden. Som Jehova profetisk har sagt om ham: „Jeg lader ham komme mig nær han skal nærme sig mig.“ — Jeremias 30:21.

’SPIREN’ OG ’STENEN’

31. Hvad siger engelen nu til Josua, der er iført højtidsklæder, om en spire og en sten?

³¹ I synet til Zakarias fortsatte Jehovas engel og dommer med at tale til ypperstepræsten, der nu var iført højtidsklæder: „Hør, du ypperstepræst Josua, du og dine embedsbrødre, som sidder for dit ansigt: de er varselmænd! Thi se, jeg lader min tjener Zemak [spire, fodnoten] komme. Thi se, den sten, jeg lægger hen for Josua — på den ene sten er syv øjne — se, jeg rister selv dens indskrift [jeg graverer dens gravering, NW], lyder det fra Hærskarers [Jehova] og på én dag udsletter jeg dette lands skyld.“ — Zakarias 3:8, 9.

32. Hvordan tjente Josua og hans „embedsbrødre“ som et varsel?

³² Denne del af synets budskab skulle profeten Zakarias ikke alene gøre kendt for ypperstepræsten Josua, men også for hans „embedsbrødre“ der sad for hans ansigt, det vil sige hans underpræster. Hvorfor? Fordi de tjente som „varselmænd“. I dette tilfælde kunne de ikke varsle noget dårligt. I betragtning af den guddommelige udtalelse de ville få at høre, måtte de varsle noget godt, noget særdeles godt. De skulle vidne om det de fik at vide gennem Jehovas engel og dommer, og det betød at de ville tjene som et varsel om at der i en ikke fjern fremtid skulle komme et større præsteskab, et præsteskab af en højere rang end deres eget ved templet i Jerusalem. Det ville være et messiansk præsteskab, og dets ypperstepræst ville være Messias selv. I harmoni med at underpræsterne ved Jerusalems andet tempel tjente som et sådant varsel, tjente deres daværende ypperstepræst, Josua, Jozadaks søn, som et tegn på den messianske ypperstepræst. Han var et forbillede på ham!

33, 34. (a) Hvad var der altså behov for, som varslet? (b) Blev denne påkrævede ypperstepræst frembragt i henhold til et bud i Loven, eller som følge af et ekstraordinært skridt fra Guds side?

³³ Der var behov for et bedre præstedømme, især en bedre ypperstepræst, en der var som fortidens Melkisedek. (1 Mosebog 14:18-20) Dette blev senere forklaret for hebræere der havde taget imod den lovede Messias. I Hebræerbrevet 7:15-22 læser vi:

³⁴ „Og endnu klarere bliver det, når der i lighed med Melkisedek opstår en præst af en anden slags, som ikke blev det efter en lov, der kræver kødelig afstamning, men fordi han har sin kraft fra et uopløseligt liv. Thi han får det vidnesbyrd: ’Du er præst evindelig på Melkisedeks vis.’ Ganske vist ophæves derved et tidligere bud, fordi det viste sig svagt og unyttigt — loven bragte jo ikke i nogen henseende det fuldkomne — men der indføres i stedet derfor et bedre håb, hvorved vi kommer Gud nær. Og så vist som det ikke er sket uden edelig bekræftelse, (thi de andre er blevet præster uden ed, men han med ed, ved den, som siger til ham: ’Herren har svoret og angrer det ej: „Du er præst evindelig“’), så vist er Jesus blevet den, der står inde for en bedre pagt.“

35. Hvordan var den større ypperstepræst en „spire“ og ikke en „gren“, og hvorfra skulle han spire frem, ifølge Jeremias’ profeti?

³⁵ De underpræster der var embedsbrødre til ypperstepræsten Josua og som sad for hans ansigt for at modtage instruktioner af ham, skulle afgjort være „varselmænd“ der varslede om noget bedre, idet Jehova ved sin engel og dommer videre sagde: „Thi se, jeg lader min tjener Zemak [spire, fodnoten] komme.“ (Zakarias 3:8) „Min tjener“, Jehovas tjener, skulle ikke være en gren som udgik fra præstedømmet i Arons slægt. Hvad præstedømmet angik, skød denne tjener op fra en helt anden jordbund, fra en anden rod. I Jeremias 23:5, 6 læser vi hvem den messianske ypperstepræst ville spire frem fra: „Se, dage skal komme, lyder det fra [Jehova], da jeg opvækker David en retfærdig spire og han skal herske som konge og handle viselig og øve ret og retfærd i landet. I hans dage skal Juda frelses og Israel bo trygt. Og det navn, man skal give ham er: [Jehova] vor Retfærdighed.“ Gud frembragte denne spire i år 33.

36, 37. (a) Hvad var dét at Jehova lagde ’stenen’ hen foran ypperstepræsten Josua, en garanti for? (b)Hvem var denne sten et billede på, og hvordan anvendte Jesus i denne forbindelse Salme 118:22, 23?

³⁶ Hvilken „sten“ var det så Gud ville lægge hen foran ypperstepræsten Josua? I den bogstavelige opfyldelse var det den sten som templet, der da var under opførelse, ville blive fuldført med. Grundvolden til dette andet tempel var allerede blevet lagt, og denne „sten“ ville derfor tjene som topsten eller slutsten. At Jehova lagde denne sten hen foran Josua var således et tegn på eller en garanti for at templet ville blive fuldført, uden hensyn til modstanden fra Satans side. Denne sten var ligeledes et symbol på Messias, den Salvede. Han skildres som en sten i Salme 118:22, 23, hvor vi læser: „Den sten, bygmestrene forkastede, er blevet hovedhjørnesten. Fra [Jehova] er dette kommet, det er underfuldt for vore øjne.“ Da Jesus i år 33 talte til de jøder der forkastede ham som den lovede Messias, anvendte han dette skriftsted på sig selv og sagde til dem:

³⁷ „Har I aldrig læst i skrifterne: ’Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Fra Herren er dette kommet, underfuldt er det for vore øjne.’ Derfor siger jeg jer, at Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, der bærer dets frugter.“ — Mattæus 21:42, 43. Se også Første Petersbrev 2:4-9.

38. Hvad betyder det at der på denne ene „sten“ er syv øjne?

³⁸ Denne symbolske „sten“ skulle være genstand for Guds fulde opmærksomhed. Det skulle bekræftes over for ypperstepræsten Josua og hans embedsbrødre med disse ord: „På den ene sten er syv øjne.“ (Zakarias 3:9) Det ville ikke sige at der skulle udhugges syv øjne på stenen, for at give det indtryk af at de der betragtede den, selv blev betragtet på en syvfoldig måde. Med øjnene retter man sin opmærksomhed mod noget. Og da tallet syv i Bibelen benyttes som et symbol på fuldstændighed, betyder de syv øjne på den ene sten at Jehova retter sin fuldstændige opmærksomhed mod denne symbolske sten, sin lovede Messias. Andre vil måske overse denne symbolske sten. Eller de vil måske ignorere den, forkaste den. Men ikke Jehova. Eftersom den er genstand for hans fulde opmærksomhed, må den være yderst dyrebar for ham.

39. På hvilken måde graverer Jehova graveringen på denne symbolske sten?

³⁹ Som et udtryk for den fuldstændige opmærksomhed han viser denne symbolske sten og dens fremtrædende stilling og udseende, siger Jehova derfor videre: „Jeg graverer dens gravering.“ Som en strålende opfyldelse af dette løfte har Jehova, den himmelske Gravør, givet den symbolske sten, sin elskede søn Jesus Kristus, en ganske særlig, skønhed som han ikke har givet nogen anden. Følgelig siges der i Hebræerbrevet 1:1-3 at Guds fremtrædende søn er „[Guds] væsens udtrykte billede [græsk: kharaktér, som betyder ’præg’]“. Som den symbolske slutsten med Jehovas indgravering ville den messianske ypperstepræst, Jesus Kristus, få overdraget den højeste og mest ansvarsfulde tjeneste i Jehovas åndelige tempel. Dette gav løfte om noget yderst gavnligt for hele menneskeheden.

40. Hvori bestod „dette lands skyld“, og hvordan blev den udslettet af Jehova?

⁴⁰ Hvad kunne vi vente som en logisk følge når slutstenen var lagt på plads og templet stod fuldt færdigt og den eneste levende og sande Gud kunne tilbedes der i fuldt omfang? Velsignelser, velsignelser, velsignelser! Nu ville intet stå i vejen for sådanne velsignelser, for det var som Jehova videre sagde: „På én dag udsletter jeg dette lands skyld.“ (Zakarias 3:9) På grund af den lange tid de hjemvendte israelitter havde tilladt tempelbyggeriet i Jerusalem at ligge stille, havde hele Judas land pådraget sig skyld. Dets indbyggere blev regnet for urene, og deres hænders materialistiske værk var urent. (Haggaj 2:13, 14) Men nu, med den sejrrige fuldførelse af det andet tempel i Jerusalem i 515 f.v.t., var landets brødefulde færd fuldstændig rettet. Dermed var Jehova tilfreds, og han udslettede indbyggernes skyld „På én dag“, den dag templet stod færdigt, med den graverede slutsten på plads, og den rene tilbedelse blev påbegyndt i det.

41. Hvad bør dette anspore os til at gøre i dag med hensyn til tilbedelsen af Gud?

⁴¹ Dette bør i sandhed anspore os der lever i dag til at lade tilbedelsen af den sande Gud ved hans åndelige tempel komme først i vort liv! Vi bør ikke tøve med at gøre dette. Vi bør ikke lade noget som helst komme i vejen for vore bestræbelser i den retning.

42. På hvilken måde har resten af de åndelige underpræster siden 1919 tjent som „varselmænd“?

⁴² De der udgør den trofaste rest af Messias’ åndelige underpræster véd hvilke velsignelser de har opnået fordi de har gjort dette mere og mere beslutsomt i de over halvtreds år der nu er gået siden genoprettelsesåret 1919. De har i højere og højere grad erkendt at de selv, i lighed med ypperstepræsten Josuas embedsbrødre, hans underpræster, er „varselmænd“ her i „endens tid“ for denne verdslige tingenes ordning. De varsler om det bedste af det bedste til alle som har viet sig til den rene, ubesmittede tilbedelse af den eneste levende og sande Gud.

43. Hvordan reagerer „resten“ over for den som Jehova kalder „min tjener Zemak“ og „den ene sten“?

⁴³ De lader sig ikke bedrage af nogen falsk messias eller nogen falsk messiansk organisation i dag. De har fundet frem til hvem det er Jehova kalder „min tjener Zemak [spire]“. Det er ham som hærskarers Jehova indsatte på den messianske trone i himmelen ved udløbet af hedningernes tider i 1914 og som nu er begyndt at udøve sit messianske styre, nemlig Jesus Kristus. De har også fundet frem til hvem der symboliseres ved den sten der blev lagt hen foran ypperstepræsten Josua, den sten der var „syv øjne“ på. De ser med beundring hvordan Jehova i denne symbolske sten har indpræget en skønhed som svarer til den høje stilling stenen har fået overdraget, og de glæder sig over at den er blevet gjort til den symbolske slutsten eller topsten, den højeste og mest ansvarsfulde i Jehovas tilbedelsesordning. De er lykkelige for at være underpræster under denne symbolske sten med Jehovas indgravering, Jesus Kristus. På grundlag af Bibelen forstår de at de som „varselmænd“ har fået befaling af Gud til at tjene som vidner for denne ophøjede sten, Jehovas eneste ypperstepræst, Jesus.

ÅNDELIG VELSTAND SOM FØRER TIL EVIGT LIV

44. Hvad kunne man ifølge Zakarias 3:10 vente efter at Jehova havde udslettet „dette lands skyld“?

⁴⁴ Hvad kunne man vente efter at Jehova havde opfyldt det løfte han gav gennem Zakarias: „På én dag udsletter jeg dette lands skyld“? Intet mindre end Guds gunst, som ville give sig udslag i materielle og åndelige velsignelser for de israelitter der tilbad ved deres fuldførte, andet tempel i Jerusalem. Helt i harmoni med dette efterfølges løftet af denne guddommelige profeti: „På hin dag, lyder det fra Hærskarers [Jehova], skal I byde hverandre til gæst under vinstok og figentræ.“ — Zakarias 3:10.

45. Hvad betyder denne profeti fra Zakarias 3:10 for dem der tilbeder ved det tempel hvor Jesus Kristus tjener som ypperstepræst?

⁴⁵ I dag, hvor alle falske religionssamfund er ved at gå i opløsning og står for at skulle udslettes i verdens værste trængsel, betyder denne profeti åndelig velstand for oprigtige, gudfrygtige mennesker som tilbeder Gud af hele deres hjerte ved det sande åndelige tempel hvor Jehovas eneste godkendte ypperstepræst gør tjeneste. Dermed opfyldes den tilsvarende profeti fra Mika 4:1-4:

Og det skal ske i de sidste dage, at [Jehovas] huses bjerg, grundfæstet på bjergenes top, skal løfte sig op over højene. Did skal folkeslag strømme og talrige folk komme vandrende: ’Kom, lad os drage til [Jehovas] bjerg, til Jakobs Guds hus; os skal han lære sine veje, så vi kan gå på hans stier; thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem [Jehovas] ord.’ Da dømmer han mange folkeslag imellem, skifter ret mellem talrige, fjerne folk; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer. Da sidder hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen skræmmer dem, så sandt Hærskarers [Jehovas] mund har talet.

46. Hvilken tilstand bevarer Jehovas vidner derfor i deres gudgivne åndelige domæne?

⁴⁶ Ja i dag, hvor verden trues af en atomkrig, nyder Jehovas kristne vidner åndelig velstand i deres gudgivne åndelige domæne. De bevarer deres indbyrdes kærlighed og fred, og tager ikke nogen som helst del i denne verdens krige. Det er forgæves Satan har modstået deres ypperstepræst Jesus Kristus!