Kapitel 15

Mange folk drager til byen der har Guds gunst

1. Hvilken god nyhed fra Jehova kunne Zakarias fortælle dem der fastede på et forkert grundlag?

HER er den gode nyhed, både for dem der fastede på et forkert grundlag for næsten femogtyve hundrede år siden, og for dem der gør det samme i dag: „Så siger Hærskarers [Jehova]: Fasten i den fjerde, femte, syvende og tiende måned skal blive Judas hus til fryd og glæde og gode højtidsdage.“ — Zakarias 8:19.

2. Hvilke ændrede omstændigheder ville en sådan ændret holdning kræve ligesom i Davids tilfælde?

² En sådan forandring krævede afgjort en ændret holdning hos medlemmerne af det genrejste „Judas hus“ dér tilbage i det sjette århundrede f.v.t. — og det samme hos os i dag! Som baggrund for en så radikal ændring i deres indstilling og adfærd måtte der ske en stor forandring i de omstændigheder der spillede ind. Og eftersom denne forandring var forudsagt og dermed besluttet af deres Gud, måtte de også have bevis for Guds barmhjertighed og gunst. Det var som kong David, der havde indtaget Zions bjerg og Jerusalem, sagde om sit eget tilfælde: „[Jehova], jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine fjender glæde sig over mig; . . . Du vendte min sorg til dans, løste min sørgedragt, hylled mig i glæde.“ — Salme 30:2, 12.

3. Hvilken følelse fra Jehovas side over for hans tilbedere og over for deres fjender, ville fremkalde denne forandring i omstændighederne?

³ Hvordan det skulle gå til, fik profeten Zakarias at vide umiddelbart efter at spørgsmålet om hvorvidt de hjemvendte jøder skulle faste, var blevet stillet. Jehova fremsatte en række erklæringer om det, og vi læser nu den første i Zakarias’ beretning: „Hærskarers [Jehovas] ord kom således: Så siger Hærskarers [Jehova]: Jeg er [vil være, NW] fuld af nidkærhed for Zion, ja, i stor vrede er jeg [vil jeg være, NW] nidkær for det.“ (Zakarias 8:1, 2) Jehova ville nære de samme følelser i denne henseende som en mand ville nære hvis hans hustru var blevet krænket og mishandlet af hans fjender. Eftersom Jehova ikke fuldstændig havde forladt og forkastet Zions bjerg (eller Jerusalem), ville han være meget nidkær for, ja ivrig efter at rejse det fra den vanærede stilling det var kommet i for øjnene af hele verden. Han ville med ildhu værne om dets interesser og vise at det atter havde opnået hans gunst. Mens dette betød gunst mod Zion, betød det vrede mod dem der havde vanæret det og dem der nu prøvede at hindre dets fulde genrejsning, især som en tilbeder af Jehova. Hans nidkærhed for Zion ville antage samme styrke som hans vrede mod fjenderne.

4. Var Jehova på dette tidspunkt vendt helt tilbage til Jerusalem? Hvornår var det muligt for ham at gøre det?

⁴ I halvfjerds år, mens de deporterede jøder havde været landflygtige i Babylon, havde byen Jerusalem og landet Juda ligget øde hen, uden mennesker eller husdyr. I 537 f.v.t. havde hærskarers Jehova holdt sit ord og ført den angrende rest tilbage til sit hjemland. Men i en vis forstand var Jehova, endnu ikke helt vendt tilbage til Zions bjerg eller Jerusalem. Han havde ført jøderne tilbage for at de skulle bygge et andet tempel for tilbedelsen af ham i Jerusalem. I seksten år havde de ladet fjenderne standse opførelsen af dette hellige tilbedelseshus, og nu, hvor Jehova talte ved sin profet Zakarias, var templet stadig ikke færdigt eller indviet til tjenesten for Gud. Først når tempelarbejdet havde nået sit højdepunkt og slutstenen var blevet sat på plads og templet blev indviet af hans præster, ja først da ville Jehova i fuldt omfang vende tilbage til den hellige by. Først da ville han bosætte sig i byen ved at lade sin ånd tage bolig i det fuldførte tempels Allerhelligste.

5. Hvad skulle Jerusalem kaldes, ifølge Jehovas erklæring? Hvad skulle Jehovas bjerg kaldes?

⁵ Derfor lyder nu det andet guddommelige løfte som er indledt med ordene „Så siger [Jehova]“ eller „Så siger Hærskarers [Jehova]“. Vi læser: „Så siger [Jehova]: jeg vender tilbage til Zion og fæster bo i Jerusalem; Jerusalem skal kaldes den trofaste by, og Hærskarers [Jehovas] bjerg det hellige bjerg.“ — Zakarias 8:3.

6. Hvorfor skulle Jerusalems bjergryg kaldes „det hellige bjerg“, og byen selv „den trofaste by“?

⁶ Det færdige tempel ville hellige den bjergryg som Jerusalem lå på, og denne bjergryg skulle derfor kaldes „det hellige bjerg“. Og fordi Jerusalem, som provinsen Judas hovedstad, dermed havde vist at den gik fuldstændig ind for tilbedelsen af Jehova og havde sat hans rene tilbedelses interesser før alt andet, skulle den med rette kaldes „den trofaste by“ eller „Sandhedens Stad“ (Gd). Den sande tilbedelse ville finde sted i den. De sandheder der vedrørte den rene og ubesmittede tilbedelse af den sande Gud, ville blive talt i den. Det bjerg den lå på, ville blive kaldt „[Jehovas] bjerg“. Dette løfte fra Gud har også stor betydning for os i dag!

7. Hvilken levealder kunne Jerusalems indbyggere forvente at opnå, ifølge Jehovas tredje løfte, og hvad skulle kendetegne byens torve?

⁷ Men dette var ikke alt, for nu kommer der et tredje løfte om Guds gunst: „Så siger Hærskarers [Jehova]: Atter skal gamle mænd og kvinder sidde på Jerusalems torve alle med stav i hånd for deres ældes skyld, og byens torv skal vrimle af legende drenge og piger.“ — Zakarias 8:4, 5.

8. Hvilken profeti hos Esajas svarer dette profetiske billede stort set til

⁸ Hvilket herligt billede af den fred og tryghed og sundhed der skulle råde, og af en voksende befolkning som ikke skulle rammes af sorg fordi børn fik en tidlig død! Det svarer stort set til opfyldelsen af Esajas’ profeti, som blev fremsat over et hundrede og femogtyve år før Jerusalem og Judas land kom til at ligge øde i halvfjerds år uden mennesker og husdyr:

„Thi se, jeg skaber nye himle og en ny jord, det gamle huskes ej mer, rinder ingen i hu; men man frydes og jubler evigt over det, jeg skaber, thi se, jeg skaber Jerusalem til jubel, dets folk til fryd; jeg skal juble over Jerusalem og frydes ved mit folk; der skal ej mer høres gråd, ej heller skrig.

Der skal ikke være børn, der dør som spæde, eller olding, som ikke når sine dages tal; thi den yngste, som dør, er hundred år, og forbandet er den, som ej når de hundred. Da bygger de huse og bor der selv, planter vin og spiser dens frugt; de bygger ej, for at andre kan bo, de planter ej, for at andre kan spise; thi mit folk skal opnå træets alder, mine udvalgte bruge, hvad de virker med hånd; de skal ikke have møje forgæves, ej avle børn til brat død; thi de er [Jehovas] velsignede æt og har deres afkom hos sig.“ — Esajas 65:17-23.

9. Sammenlign Jehovas tilbederes åndelige domæne på jorden med de verdslige nationer hvad fred og tryghed angår.

⁹ Hvad finder vi her i vor tid, siden den trofaste rest af det åndelige Israel i 1919 blev ført tilbage til sit gudgivne åndelige domæne? De politiske nationer lader som om de gerne vil opretholde verdensfred og sikkerhed ved hjælp af De forenede Nationer, der nu tæller 132 medlemslande, men der findes alligevel ikke megen sikkerhed og tryghed noget sted på jorden. Og verdensfreden trues konstant af en atomkrig mellem supermagterne, den demokratiske og den kommunistiske. Men inden for det åndelige domæne der tilhører Jehovas tilbedere, kan man finde en velsignet fred og tryghed. Selv om den åndelige rest, især siden 1935, har fået tilslutning af „en stor skare“ indviede og døbte Kristi disciple fra „alle folkeslag og stammer og folk og tungemål“, er der hverken international kappestrid, spænding eller splid imellem dem. I stedet råder der broderkærlighed, en frugt af Guds ånd.

10. Hvordan kan vi både se en bogstavelig og en åndelig opfyldelse af Jehovas løfte i Zakarias 8:4, 5?

¹⁰ Siden den første verdenskrig sluttede i 1918 er der nu gået over halvtreds år, men nogle af dem der tilhørte den oprindelige rest som overlevede prøvelserne i denne vanskelige periode lever stadig, idet de endog har overlevet den anden verdenskrig. Nu er de rent bogstaveligt blevet gamle, og nogle af dem bruger stav eller stok når de går, „for deres ældes skyld“. Mange af dem har også børn, og de har opdraget dem i tilbedelsen af den eneste levende og sande Gud. Søger vi imidlertid en åndelig opfyldelse af denne betagende profeti, kan vi se at de gamle mænd og kvinder der sidder på „Jerusalems torve“ er et billede på de medlemmer af det åndelige Israels rest som kom igennem forfølgelserne og tugten under den første verdenskrig. De „legende drenge og piger“ på „byens torve“ er et billede på de medlemmer af „resten“ som hærskarers Jehova har føjet til siden efterkrigsåret 1919. Både unge og gamle vokser åndeligt i tro, håb og kærlighed, mens de sammen nyder freden og trygheden i deres åndelige domæne.

11. Hvad måtte man have i begyndelsen for at kunne have tillid til at en sådan profeti ville blive opfyldt, og hvordan lød Jehovas fjerde erklæring derfor?

¹¹ I begyndelsen skulle der en vældig tro til at fastholde forventningen om at noget sådant ville ske, og det krævede derfor også tro at holde fast ved den nyligt genrejste organisation af Jehovas tilbedere. Gud var klar over hvordan hans folk så på det. Det viste han da han gav sit fjerde løfte, idet han sagde til sin hjemvendte rest. „Så siger Hærskarers [Jehova]: Fordi det i disse dage synes det tiloversblevne af dette folk umuligt, skulle det så også synes mig umuligt, lyder det fra Hærskarers [Jehova].“ — Zakarias 8:6.

12. Hvordan hjalp Jehova den overlevende rest med hensyn til organisationen og med hensyn til at erkende de forskellige stridsspørgsmål? Var det umuligt for Jehova at opfylde sit løfte, ifølge de virkeligheder vi ser i dag?

¹² Da arbejdet med at genoprette og udvide den rene og ubesmittede tilbedelse af hærskarers Jehova begyndte i 1919, havde den genrejste rest i sandhed svært ved at fatte og forstå alle de storslåede ting som Jehova havde i sinde at gøre for dem og ved hjælp af dem i denne „endens tid“, i „afslutningen på tingenes ordning“. Men tålmodigt, lidt efter lidt, rettede han deres forståelse af profetierne og deres holdning over for den teokratiske organisation. Han ledede dem og beskyttede dem i det kristne arbejde der skulle udføres i denne yderst betydningsfulde tid. Han hjalp dem til at blive klar over de stridsspørgsmål som en kristen tilbeder af Jehova kommer ud for midt i den internationale kamp om verdensherredømmet, og han hjalp dem også til at indtage det bibelske standpunkt i disse spørgsmål, så de stadig kunne eje hans gunst. For et halvt århundrede siden syntes de ting der nu er udrettet inden for og ved hjælp af Jehovas teokratiske organisation, næsten umulige at gennemføre, at se for den lille rest af det åndelige Israel. Men var det umuligt for hærskarers Jehova? Ikke ifølge de realiteter vi ser i dag!

13. Hvad lovede Jehova i sit femte løfte, i modsætning til at Babylon den Store mister medlemmer?

¹³ Når vi undersøger kendsgerningerne i dag, hvor de mangfoldige religionssamfund inden for Babylon den Store mister medlemmer på grund af den moderne verdens tillokkelser, opdager vi at Gud med usvigelig sikkerhed har opfyldt sit femte løfte: „Så siger Hærskarers [Jehova]: Se, jeg frelser mit folk fra østerleden og vesterleden og fører dem hjem, og de skal bo i Jerusalem og være mit folk, og jeg vil være deres Gud i trofasthed og retfærd.“ — Zakarias 8:7, 8.

14. Hvor har Jehova i overensstemmelse med sit løfte indsamlet medlemmerne af den åndelige rest, og hvad har han samlet dem til?

¹⁴ I lydighed mod Guds bud gennem Jesus Kristus har den genrejste rest af åndelige israelitter forkyndt den gode nyhed om Guds messianske rige på hele den beboede jord og til et vidnesbyrd for alle nationer. De har bestræbt sig for at gøre disciple, Kristi disciple, af folk fra alle nationer, og de har døbt dem i vand efter Kristi eget eksempel og har lært dem hvad Kristus befalede som den der af Jehova Gud havde fået al nødvendig magt eller myndighed i himmelen og på jorden. (Mattæus 24:14; 28:18-20) Fra øst og fra vest er de sidste medlemmer af det åndelige Israels ’hellige folk’ blevet indsamlet, under engles ledelse. Men de er ikke blevet samlet i det jordiske Jerusalem, hovedstaden i republikken Israel. Hvor da? I det åndelige domæne som „Guds Israel“ har fået på jorden af Gud, til enhed i en teokratisk organisation, og til enig virksomhed og enig tilbedelse af Jehova ved hans åndelige tempel. — Galaterne 6:15, 16.

NATIONERNE LÆGGER MÆRKE TIL DEN ÅNDELIGE VELSTAND

15, 16. (a) Hvad gør Jehova for at bevise at resten af de åndelige israelitter er blevet hans folk og han deres Gud? (b) Hvilke forhold havde den hjemvendte rest erfaret økonomisk og samfundsmæssigt, ifølge Jehovas sjette erklæring?

¹⁵ Den sande Gud viser hvem der udgør hans godkendte folk ved at begunstige dem som en opfyldelse af sine profetiske løfter. Han beviser at han, Bibelens Gud, er blevet deres Gud ved at være tro mod sine profetier og sin pagt med dem og ved at øve retfærdighed for deres skyld. Ja, han regner dem for retfærdige, idet han tilgiver dem på grundlag af sin ypperstepræsts, Jesu Kristi, genløsningsoffer. I harmoni hermed begunstiger han sin genrejste rest med åndelig velstand i et sådant omfang at folk fra nationerne lægger mærke til det og omtaler det som et godt eksempel på velsignelse. I sit sjette løfte fortæller Gud hvordan han har ændret handlemåde:

¹⁶ „Så siger Hærskarers [Jehova]: Fat mod [Lad jeres hænder være stærke, NW], I, som i denne tid hører disse ord af profeternes mund, fra den dag grunden lagdes til Hærskarers [Jehovas] hus, helligdommen, som skulle bygges. Thi før disse dage gav hverken menneskers eller kvægs arbejde udbytte; de, som drog ud og ind, havde ikke fred for fjenden, og jeg slap alle mennesker løs på hverandre.

17. Hvilken ændring ville der nu finde sted, og hvordan ville nationerne eller folkene derfor tale anderledes om den hjemvendte rest?

¹⁷ Men nu er jeg ikke mod det tiloversblevne af dette folk som i fordums dage, lyder det fra Hærskarers [Jehova]; jeg udsår fred, vinstokken skal give sin frugt, jorden sin afgrøde og himmelen sin dug, og jeg giver det tiloversblevne af dette folk det alt sammen i eje. Og som I, både Judas og Israels hus, har været et forbandelsens tegn blandt folkene, således skal I, når jeg har frelst eder, blive et velsignelsens. Frygt ikke, fat mod [måtte jeres hænder være stærke, NW]!“ — Zakarias 8:9-13.

18. Hvorfor kunne Jehova ikke velsigne den hjemvendte rest mens den af frygt for mennesker undlod at fuldføre tempelarbejdet?

¹⁸ Disse guddommelige ord minder os om at Jehovas tempel i Jerusalem endnu ikke stod færdigt. Cirka to år tidligere var arbejdet med templets grundvold blevet genoptaget af de tiloversblevne fra alle Israels stammer, fra „Judas og Israels hus“. Det var sket under tilskyndelse og opmuntring fra profeterne Haggaj og Zakarias. (Haggaj 2:10-19; Zakarias 1:1-7; Ezra 4:23 til 5:2) Indtil da havde tempelarbejdet ligget stille i omkring seksten år. Hvis Jehova havde velsignet dem og givet dem materiel fremgang og velstand i alle de år de havde forsømt hans tempel, ville det have set ud som om han var ligeglad med om hans tilbedelseshus blev fuldført og taget i brug eller ej. Han havde forudsagt at dette andet tempel ville blive opført i Jerusalem. Han havde udfriet resten af de landflygtige jøder fra Babylon og ladet dem vende tilbage til deres hjemland, specielt for at de skulle genopbygge hans tempel. (Esajas 44:26 til 45:6) Hvordan kunne han så velsigne dem når de frygtede for mennesker og holdt op med at bygge hans tilbedelseshus og i stedet vendte sig til materialisme?

19. Hvorfor havde de hjemvendte jøder hverken fred udefra eller indbyrdes, og hvad måtte de gøre for at opnå en forandring?

¹⁹ I disse år hvor de hjemvendte landflygtige forsømte deres gudgivne hverv og ikke søgte at ophøje hærskarers Jehova ved at fuldføre templet for hans navn, var forholdene i Jerusalem og provinsen Juda dårlige, ikke blot åndeligt men også materielt, økonomisk. Hverken til mennesker eller husdyr var der arbejde. Vejret skadede afgrøderne så høsten blev ringe. Fjendtlige nabofolk blandede sig i de hjemvendte jøders forhold, både religiøst og på andre områder. De havde heller ingen fred indbyrdes, fordi de hver især havde travlt med deres egne selviske og materialistiske mål. Det var tydeligt at Guds harme var rettet imod dem. De måtte angre og vende om til ham, sådan at han kunne vende om til dem og vise dem gunst.

20. Med hvilken befaling indledte og afsluttede Jehova sit sjette løfte, og hvorfor?

²⁰ Barmhjertigt sendte Gud så sine profeter Haggaj og Zakarias til dem for at vise dem hvor de var kommet til kort. Overbeviste om at hærskarers Jehova var med dem, selv om så hele perserriget var imod dem, tog de da mod til sig, bød enhver menneskelig modstand trods og genoptog det gudgivne arbejde med templets grundvold, fast besluttede på at fortsætte til arbejdet var færdigt. „Fra i dag velsigner jeg“, sagde hærskarers Jehova gennem sin profet Haggaj (2:19). Dette skete i perserkongen Darius I’s andet regeringsår. Nu, hvor Jehova udtalte sine ti løfter gennem Zakarias, var det kong Darius’ fjerde regeringsår. Nationen af tempelbyggere var begyndt at mærke Guds velsignelse. Men der var endnu meget at gøre før tilbedelseshuset stod færdigt. Trods mishag fra dem der hadede Jehova, måtte tempelbyggerne arbejde videre. Meget rammende indledte og afsluttede Jehova sit sjette løfte med at opfordre dem til at lade deres hænder være stærke. „Frygt ikke“, sagde han. De skulle ikke frygte mennesker, men Gud.

21. Hvem ville nationerne benytte som eksempel når de nedkaldte forbandelse eller velsignelse over andre, og hvorfor?

²¹ Når de havde fuldført templet ville de eje Guds gunst og nyde hans velsignelse i fuldt omfang. I de mange år hvor de havde været ligegyldige over for tempelbyggeriet, havde de i den grad manglet fred, tryghed og materiel velstand at de omboende nationer havde følt at Judas land og dets hjemvendte landflygtige var under forbandelse. Og når disse nationer så forbandede andre, gjorde de det ved at nedkalde en sådan forbandelse over dem som den der hvilede over israelitterne i Judas land. Men sådan ville det ikke være længere når Jehovas tempel stod færdigt. Da ville nationerne med forbløffelse se at de hjemvendte israelitter var blevet velsignet, begunstiget af deres Gud. Og når disse nationer så nedkaldte velsignelse over andre, ville de benytte Israels velsignelse som et eksempel.

22. Hvordan er der sket noget tilsvarende her i det tyvende århundrede, og hvordan er Jehovas vidners åndelige tilstand nu, efter fem årtiers arbejde, i sammenligning med kristenhedens?

²² Det samme er sket her i det tyvende århundrede, her i „afslutningen på tingenes ordning“. Indtil den genrejste rest af de åndelige israelitter for alvor tog fat på at genoprette og udvide den rene og ubesmittede tilbedelse ved Jehovas tempel — først og fremmest i deres egen livsførelse — var der vanskeligheder både udefra og indefra. Religiøse modstandere i kristenheden forbandede dem, lagde hindringer i vejen for dem, og søgte febrilsk at knuse dem eller at standse deres tempelarbejde. Men hvad ser vi når vi i dag sammenligner den salvede rest af Jehovas kristne vidner med kristenheden, efter at denne rest nu i fem årtier har vist Jehovas tilbedelse og hans messianske riges interesser udelt opmærksomhed? Hvem er det der nyder åndelig velstand som kristne? Hvem er det der har Guds velsignelse fordi de nøje holder sig til Bibelen og udfører det arbejde Gud omtaler i den? Selv kristenhedens gejstlige giver udtryk for ønsket om at deres kirkemedlemmer ejede det samme mod og den samme tro, nidkærhed og bibelkundskab som Jehovas kristne vidner, og at de også havde den samme religiøse fremgang.

GUD ÆNDRER SIND OVER FOR SIT FOLK

23. Hvordan havde Gud ændret sind, sådan at den jødiske rest ikke behøvede at frygte?

²³ Det syvende løfte fra Gud vil yderligere styrke og opmuntre hans lydige rest. Det lyder: „Thi så siger Hærskarers [Jehova]: Som jeg, da eders fædre vakte min vrede, satte mig for at handle ilde med eder og ikke angrede det, siger Hærskarers [Jehova], således har jeg nu i disse dage omvendt sat mig for at gøre vel mod Jerusalem og Judas hus. Frygt ikke!“ — Zakarias 8:14, 15.

24. Hvorfor var Jehovas beslutning om at bringe ulykke over deres forfædre ikke et udslag af hidsighed?

²⁴ Jehova indrømmer her at han havde besluttet at handle ilde med Israels nation fordi den trofaste rests forfædre havde vakt hans vrede. Men han gjorde det ikke i et anfald af hidsighed eller ophidselse. Den ulykke han dengang havde i sinde at påføre nationen eller ville lade komme over den, var i nøje harmoni med de velovervejede advarsler han havde udtalt om de forbandelser folket ville komme ud for hvis det ikke holdt sin del af sin nationale pagt med ham. Ærligt og redeligt havde han mange år tidligere advaret gennem profeten Moses:

„[Jehova] skal opbyde imod dig et folk fra det fjerne, fra jordens yderste ende, et folk med ørnens flugt, et folk, hvis sprog du ikke forstår, et folk med hårde ansigter, der ikke tager hensyn til de gamle eller viser skånsel mod de unge.“

„Og ligesom [Jehova] før havde sin glæde af at gøre vel imod eder og gøre eder mangfoldige, således skal [Jehova] da have sin glæde af at tilintetgøre eder og lægge eder øde, og I skal drives bort fra det land, du nu skal ind og tage i besiddelse.

[Jehova] skal adsplitte dig blandt alle folkeslagene fra den ene ende af jorden til den anden, og der skal du dyrke fremmede guder, som hverken du eller dine fædre før kendte til.“ — 5 Mosebog 28:49, 50, 63, 64; se også Tredje Mosebog 26:27-43.

25. (a) Hvorfor handlede Jehova ikke uretfærdigt da han lod disse forbandelser komme over dem? (b) Hvordan havde han nu ændret sind, og hvorfor?

²⁵ Jehova håndhævede derfor kun retfærdigt sin del af nationens pagt med ham dengang han ved hjælp af assyrerne og babylonierne lod de israelitiske lovbrydere ’drive bort fra landet’ og derefter lod Judas land ligge fuldstændig øde i halvfjerds år. Men nu, efter at han havde tugtet nationen i overensstemmelse med de betingelser der var nedfældet i hans pagt med den, havde han omvendt i sinde at vise barmhjertighed. Han begyndte med at føre den angrende, trofaste rest tilbage til Jerusalem og Judas land. At de frygtsomt tøvede med at bygge templet havde ikke og kunne ikke have hans velsignelse. Men nu, „I disse dage“, da de trøstigt havde taget fat på tempelarbejdet igen og modigt fortsatte med det, havde Jehova i sinde at vise sin påskønnelse ved at „gøre vel mod Jerusalem og Judas hus“. Og når hærskarers Jehova var for dem og med dem på grund af deres helhjertede tilbedelse af ham, skulle de ikke frygte mennesker.

26. Hvordan har det vist sig at dette syvende løfte i lige så høj grad gælder den åndelige rest her i det tyvende århundrede?

²⁶ Også i vor tid har Jehova opfyldt dette løfte, der i lige så høj grad er møntet på den trofaste rest af de åndelige israelitter. På grund af deres forseelser blev de spredt fra deres gudgivne åndelige domæne under den første verdenskrig. Men når de i dag ser tilbage på de mange år der er gået siden deres genrejsning i 1919, kan de se at den Gud hvis navn de bærer, på storslået måde har gjort vel imod dem på grund af deres arbejde med at genoprette den rene tilbedelse af ham.

27. Hvad ønskede Jehova nu at den genrejste rest skulle gøre, og hvilke to bud var dette i harmoni med?

²⁷ De der barmhjertigt er blevet ført tilbage til Guds gunst, må imidlertid gøre noget som er meget vigtigt. Det Jehova pålægger dem at gøre, er i overensstemmelse med de to største bud i Loven, nemlig budene om at man skal elske Gud med hele sit hjerte og sind og med hele sin sjæl og styrke, og at man skal elske sin næste som sig selv. Vi læser: „Men hvad I skal gøre, er dette: tal sandhed hver med sin næste, fæld i eders porte domme, der hviler på sandhed og fører til fred, tænk ikke i eders hjerter ondt mod hverandre og elsk ikke falske eder! Thi alt sligt hader jeg, lyder det fra [Jehova].“ — Zakarias 8:16, 17.

28. Hvordan skulle sandhed og retfærdighed holdes i hævd i deres porte eller ved deres domstole, og hvad skulle målet være når man fældede dom?

²⁸ Hvis medlemmerne af den genrejste rest vil forblive i hærskarers Jehovas gunst, må de ikke gøre hvad han hader. Der skal afsiges retfærdige kendelser i deres porte eller fra deres domstole. Man må ikke ty til falske eder for at bringe ulykke over sin uskyldige næste. Man må være ærlig når man taler med sin næste eller sværger i retten, idet man altid må tale sandt og ikke sige ét med munden og huse noget andet i et bedragerisk hjerte. Når som helst en strid bilægges ved en domstol, bør målet være at stifte fred mellem dem der har indbragt sagen, og denne fred opnår man kun hvis sandhed og retfærdighed holdes i hævd i retten. Man bør elske det Gud elsker, ikke det han hader.

29. Hvordan viste apostelen Paulus at Zakarias 8:16 gælder den kristne rest, og hvordan taler denne rest sandhed?

²⁹ Gælder dette for den salvede rest af det åndelige Israel? Ja, ganske afgjort. Da apostelen Paulus skrev til de troende i Efesus i Lilleasien om kristen enhed, sagde han: „Sandheden tro skal vi i kærlighed i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus selv. Derfor aflæg løgn og tal sandhed, hver med sin næste; vi er jo hverandres lemmer.“ (Efeserne 4:15, 25) Her citerede apostelen øjensynlig fra Zakarias 8:16, og han anvendte det med fuld ret på de kristne der udgjorde „Guds Israel“. (Galaterne 6:15, 16) At tale sandhed vil også sige at fortælle Bibelens sandheder, ikke Babylon den Stores religiøse løgne. Ved at gøre det, fremmer vi den rene tilbedelse af Gud ved hans åndelige tempel.

FRA FASTE TIL FEST

30. Hvad skulle de hidtidige fastetider blive, ifølge Jehovas ottende løfte?

³⁰ Selv om tallet syv i Bibelen betegner åndelig fuldstændighed, standser Gud ikke med det syvende løfte som vi lige har behandlet. Han fortsætter med et ottende, som vi nu læser: „Så siger Hærskarers [Jehova]: Fasten i den fjerde, femte, syvende og tiende måned skal blive Judas hus til fryd og glæde og gode højtidsdage. Elsk sandhed og fred!“ — Zakarias 8:19.

31. Hvis spørgsmål om faste blev derved besvaret, og hvorfor burde man ikke fortsætte med at faste under sorg?

³¹ Her var et direkte og præcist svar til Sar’ezer og Regem-Melek, som var blevet udsendt fra byen Betel for at spørge om de fortsat skulle faste eller spæge sig under sorg i den femte måned. (Zakarias 7:1-3) Nu da det andet tempel i Jerusalem nærmede sig sin strålende fuldførelse, var det ikke tiden til at græde over ødelæggelsen af Jerusalem og dens tempel som var indtruffet i 607 f.v.t., over firs år tidligere. Det var Jehovas vilje at de nu skulle glæde sig over den godhed han viste dem, og fryde sig over at der var rådet bod på de ødelæggelser babylonierne havde rettet i Jerusalem og Judas land. Bort med sorg og faste! Nyd de gode højtidsdage!

32. Hvordan er dette guddommelige løfte blevet opfyldt i forbindelse med det kristne åndelige Israel, og hvilken dag hvert år helligholder „resten“, i lydighed mod Kristi bud?

³² Dette guddommelige løfte til fortidens Israel har fået en storslået opfyldelse på det kristne åndelige Israel! Nutidens salvede rest overholder ikke nogen af de fastedage og sørgetider man havde i fortidens Israel, ikke engang den årlige Jom Kippur eller forsoningsdag, den tiende dag i den syvende månemåned (tisjri). (3 Mosebog, kapitel 16) De glæder sig over den sande forsoningsdag hvor Jehovas ypperstepræst, Jesus Kristus, bragte soning ved hjælp af sit fuldkomne sonoffer, hvis værdi han i år 33 frembar for Jehova i himmelen til gavn for hele menneskeheden. (1 Johannes 1:7 til 2:2) Den eneste dag som resten af det åndelige Israel helligholder hvert år, er dagen for Kristi offerdød, nemlig den jødiske påskedag, den 14. nisan, og derved adlyder de Kristi egen befaling til sine disciple. Da den overlevende rest fejrede Herrens aftensmåltid eller Herrens nadver efter solnedgang den 13. april 1919, var der mindst 17.961 som samledes i hele verden for at mindes Jesu offerdød. Men fredag den 9. april 1971 (efter solnedgang) var der 3.453.542 til stede, hvoraf 10.384 nød symbolerne, det usyrede brød og vinen. — Lukas 22:7-20.

33. Hvilken profeti i Jehovas niende løfte forklarer grunden til at så mange overværede Herrens nadver i 1971?

³³ Hvorfra kom alle disse mennesker, de mere end 3.400.000 iagttagere, foruden de 10.384 deltagere, som var til stede ved denne sidstnævnte helligholdelse af Herrens aftensmåltid? Dette verdensomspændende fænomen forklares ved opfyldelsen af Jehovas niende løfte, der står at læse i Zakarias 8:20-22: „Så siger Hærskarers [Jehova]: Endnu skal det ske, at folkeslag og mange byers indbyggere skal komme, og den ene bys indbyggere skal gå til den andens og sige: ’Lad os vandre hen og bede [Jehova] om nåde og søge Hærskarers [Jehova]; også jeg vil med.’ Og mange folkeslag og talrige folk skal komme og søge Hærskarers [Jehova] i Jerusalem for at bede [Jehova] om nåde.“

EN INTERNATIONAL SKARE STRØMMER TIL GUDS BY

34. (a) På hvilken måde kommer „folkeslag“ og „folk“ nu til Jehovas tilbedelsescenter? (b) Omfatter det virkelig enkeltpersoner fra „mange folkeslag og talrige folk“ og fra „mange byer“?

³⁴ Det var ikke hele „folkeslag“ og hele „folk“ der således skulle komme til Jehovas tilbedelsescenter for at formilde ham og vinde hans gunst. Det var enkeltpersoner fra disse folkeslag og folk. Der var ikke tale om en verdensomvendelse til jødedommen. Når vi læser i Jehovas vidners årbog for 1972 ser vi imidlertid at disse kristne vidner for Jehova findes i 207 lande og øområder. Listen over disse lande og øområder omfatter „mange folkeslag og talrige folk“. Og angående udtrykket „mange byers indbyggere“ så viser årbogen for 1972 at der den 31. august 1971 fandtes 27.154 menigheder af Jehovas kristne vidner rundt om på jorden. Alene i byen New York var der 212 sådanne menigheder, både engelske og andre. De bibler og bibelske publikationer som disse kristne tilbedere af Jehova benytter, er trykt på i alt 165 sprog. Disse kristne tilbeder Jehova på samme måde som Jesus Kristus selv gjorde.

35. Hvorfor drager de ikke til det jordiske Jerusalem i dag? Hvor tilbeder de Jehova?

³⁵ Nej, de drager ikke til det nuværende jordiske Jerusalem, hvor den muhamedanske klippemoské ligger dér hvor templet tidligere lå. De anerkender derimod det der i Hebræerbrevet 12:22 kaldes „Zions bjerg“, „den levende Guds stad“ og „det himmelske Jerusalem“. De fryder og glæder sig over at Guds messianske rige blev oprettet på dette Zions bjerg ved udløbet af hedningernes tider i 1914, og at Jesus Kristus, ’Davids søn, Abrahams søn’, er indsat på tronen der. (Mattæus 1:1) Det betyder at Davids kongelige slægts gudgivne ret til at herske i Guds by, ikke længere nedtrædes af de hedenske nationer. (Lukas 21:20-24) Jehovas kristne vidner viser troskab mod dette messianske rige, der nu inden længe vil udslette alle de hedenske regeringer på jorden og vil herske for evigt, til hævdelse af hærskarers Jehovas universelle suverænitet. De tilbeder Jehova og nyder hans gunst i hans åndelige tempels jordiske forgårde. — Salme 84:3, 11; 116:18, 19.

36. Hvor mange skulle gribe fat i en jødes kappeflig, og hvad skulle de sige til ham, ifølge Jehovas sidste løfte?

³⁶ Den nutidige opfyldelse af dette niende løfte fra den suveræne Herre og Gud er i sandhed storslået. Men der udtales endnu et løfte, et tiende løfte, som danner højdepunktet på denne strålende række af guddommelige løfter. I det sidste vers (23) i det ottende kapitel i Zakarias’ profeti læser vi: „Så siger Hærskarers [Jehova]: I hine dage skal ti mænd af alle folks tungemål gribe fat i en jødes kappeflig og sige: ’Vi vil gå med eder; thi vi har hørt, at Gud er med eder.’“ — Zakarias 8:23.

37. Hvilken regel som er blevet fremsat af en kødelig jøde må vi tage i betragtning for at kunne forstå hvad der her menes med udtrykket „jøde“?

³⁷ For at kunne forstå denne profeti om „en jødes kappeflig“ rigtigt, må vi huske en regel som er blevet fremsat af en mand der var „omskåren på den ottende dag, som [var] af Israels folk, af Benjamins stamme, hebræer af hebræere, lovtro farisæer“, nemlig apostelen Paulus, der tidligere havde været en „nidkær forfølger af kirken“. (Filipperne 3:5, 6) Til den kristne menighed i det første århundredes Rom skrev denne kødelige jøde eller israelit: „Jøde er ikke den, som er det i det udvortes, og omskærelse er heller ikke det, som sker udvortes, i kød; men jøde er den som er det i det indvortes, og omskærelse er hjertets omskærelse, som sker ved Ånd, ikke efter bogstaven; han har ikke sin ros fra mennesker, men fra Gud.“ — Romerne 2:28, 29.

38. (a) Hvis det ikke er kødelig herkomst der betyder noget i denne forbindelse, hvad har da betydning, også for kødelige jøder? (b) Indtil hvornår bestod den kristne menighed udelukkende af kødelige jøder og proselytter og hvilket valg måtte Kornelius træffe?

³⁸ Af denne grund bygger opfyldelsen af Zakarias 8:2 ikke på nogen racemæssig overhøjhed. De „ti mænd“ griber ikke fat i „en jødes kappeflig“ fordi vedkommende er jøde af fødsel. Hans kødelige afstamning betyder intet i denne forbindelse. Det der betyder noget, er hvem han tilbeder. Gør han krav på at tilbede Gud? Er Gud da virkelig med ham? Det er sandt at den kristne menighed i sidste halvdel af den halvfjerdsindstyvende åruge, som profetisk er omtalt i Daniel 9:24-27, nemlig perioden fra pinsen år 33 til efteråret 36, udelukkende bestod af kødelige jøder og omskårne jødiske proselytter. Men der var noget særligt ved disse kødelige jøder der udgjorde den kristne menighed. I denne periode fandtes der to slags kødelige jøder. Gud var afgjort ikke med begge slags. Gud var ikke delt. Derfor spørger vi: Hvilken slags jøder var det den italienske høvedsmand, hedningen Kornelius, sluttede sig til ved udløbet af den halvfjerdsindstyvende åruge i begyndelsen af efteråret 36, med det for øje at tilbede Gud sammen med dem? Hvad viser Apostlenes Gerninger 10:1-48?

39. Hvilken gruppe af kødelige jøder sluttede Kornelius sig til?

³⁹ Denne italiensktalende høvedsmand holdt op med at tilbede sammen med og at give „mange almisser“ til de kødelige jøder der havde slået Jesus Kristus ihjel som en gudsbespotter og en falsk messias. Kornelius og de hedninger der omvendte sig sammen med ham, sluttede sig til de kødelige jøder der var blevet Jesu Kristi disciple, dem som Gud havde udgydt sin hellige ånd over gennem Jesus Kristus for at vise at han var med dem som en kristen menighed. (Apostlenes Gerninger 2:1-47; 11:1-18) Denne kristne menighed bestod af åndelige jøder, åndelige israelitter, parthavere i den nye pagt med Gud med Kristus som mellemmand. Italieneren Kornelius blev lige så godt en åndelig jøde eller israelit som de kødelige jøder der var kommet til troen. Kornelius så at den kristne menighed bestod af åndelige jøder og at Gud var med dem. Derfor besluttede han sig til at gå med de åndelige jøder.

40. Hvordan kan vi, især efter at Jerusalem er blevet ødelagt af romerne, afgøre om der er noget grundlag for at anvende Zakarias 8:23 på ikke-kristne, kødelige jøder?

⁴⁰ Kunne ødelæggelsen af Jerusalem og dens materielle tempel ved de romerske legioner udlægges som et bevis for at Gud var med jøderne, blot fordi de var omskårne jøder efter kødet? Intet ærligt og fornuftigt menneske kunne godtage en sådan udlægning. I dag findes der intet jødisk tempel på Morija bjerg i Jerusalem som hedningerne kan drage op til for at tilbede dér sammen med jøderne. Og jødernes religiøse og politiske ledere efterligner heller ikke ypperstepræsten Josua og statholderen Zerubbabel ved at genopføre templet på sin historiske plads, selv om jøderne indtog det gamle muromkransede Jerusalem under seksdageskrigen i 1967. Hvilket grundlag er der så for at anvende Zakarias 8:23 på de ikke-kristne, kødelige og omskårne jøder i dag, eller for at gøre det inden for en overskuelig fremtid? Intet!

41. Opfyldes Zakarias 8:23 på kristenheden i dag?

⁴¹ Opfyldes profetien da på nutidens kristenhed, der længe har holdt fast ved den forestilling at der vil ske en verdensomvendelse til dens religiøse organisations mange sekter? Griber ti ikke-kristne fra alle folkeslag og folk fat i kappefligen på et af kristenhedens kirkemedlemmer og siger „Vi vil gå med eder; thi vi har hørt, at Gud [det vil sige hærskarers Jehova] er med eder?“ Den hedenske verden bliver afgjort ikke omvendt til kristenhedens kirker i et omfang af ti hedninger for hvert kirkemedlem. Kristenheden anslår at den i dag har 924.274.000 medlemmer, og ti gange dette vil sige over to gange verdens nuværende befolkning.

42. Hvilke spørgsmål må vi have svar på for at kunne afgøre hvilken gruppe af dem der kalder sig åndelige jøder, Zakarias 8:23 opfyldes på?

⁴² Ligesom der på Kristi apostles tid fandtes to slags kødelige jøder, sådan findes der også i dag to skarer som kalder sig åndelige jøder. I kristenheden findes der over 900 millioner af sådanne åndelige jøder der hævdes at være med i den nye pagt med Kristus som mellemmand. Angående disse to skarer der kaldes åndelige jøder, spørger vi: Hvilken skare tilbeder og tjener virkelig hærskarers Jehova ved hans sande åndelige tempel? Til hvilken skare er det at folk af alle nationer, store såvel som små, siger at de vil gå med dem fordi de har hørt at Gud — ikke en eller anden navnløs Gud, men Jehova Gud — er med dem? Her bør vi kun støtte os til kendsgerningerne. Vi bør lade dem tale for sig selv.

43. Hvad kendetegner i dag de åndelige israelitter som Zakarias 8:23 opfyldes på, og hvor mange er de nu?

⁴³ I hele verden findes der beviser for at det er den salvede rest af åndelige israelitter, den skare som Jehova Gud begyndte at udfri fra Babylon den Store, den falske babyloniske religions verdensimperium. Medlemmerne af denne rest er med i et åndeligt arbejde som svarer til opførelsen af Jehovas andet tempel på ypperstepræsten Josua og statholderen Zerubbabels tid. De fremmer helhjertet tilbedelsen af hærskarers Jehova overalt på jorden, blandt folk af alle folkeslag, stammer, folk og tungemål. Hvert år mødes de på den jødiske påskedag for at fejre mindet om Jehovas søns, Jesu Kristi, offerdød, og ved denne lejlighed spiser de usyret brød og drikker vin, som befalet af Jesus Kristus. På grundlag af det talende vidnesbyrd de dermed aflægger, synes der kun at findes omkring ti tusind salvede åndelige israelitter i dag. Det er langt mindre end antallet på den rest der fandtes på Zakarias’ tid.

44. Hvem slutter sig til disse sande åndelige israelitter, og hvor mange er der tale om, ifølge rapporterne?

⁴⁴ Men hvem slutter sig til disse åndelige jøder for at tilbede den eneste levende og sande Gud sammen med dem ved hans åndelige tempel? Som forudsagt i Åbenbaringen 7:9-17 er det „en stor skare“ uden tal „af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål“. Medlemmerne af denne skare bliver også disciple af Jehovas Messias. (Mattæus 28:19, 20) Alene i 1971 blev 149.808 af dem døbt som indviede disciple af Jehovas Messias. Samme år var der et gennemsnit på 1.510.245 der rapporterede at de sammen adlød Messias’ befaling om at forkynde „dette evangelium“ om Jehovas messianske rige overalt lige frem til afslutningen på denne tingenes ordning. (Mattæus 24:14) Allerede nu har Zakarias 8:23 fået en bemærkelsesværdig opfyldelse!

Kapitel 16

Kongen præsenteres og fanger udfries

1. På hvilken måde opfyldes Zakarias’ profeti i vor tid når den omtaler lande og byer der ofte nævnes i dagspressen, og hvad vil hjælpe os til at se hvordan opfyldelsen finder sted?

I DAG omtales Syrien, Libanon og Gaza-området hyppigt i dagspressen. En række byer med tilknytning til disse områder er nævnt i det niende kapitel af Zakarias’ profeti. Men det som profeten Zakarias sagde dengang i det sjette århundrede før vor tidsregning, gælder ikke disse lande i dag og deres forhold til republikken Israel. Foruden den indledende og bogstavelige opfyldelse af Zakarias’ profeti, som fandt sted i det første århundrede efter vor tidsregning, får profetien i vor tid, her i det tyvende århundrede, kun en endelig opfyldelse i åndelig eller billedlig forstand. Hvis vi undersøger den første opfyldelse som indtraf for nitten hundrede år siden, kan vi se hvordan den åndelige opfyldelse finder sted i dag.

2. Hvilken tidsperiode dækker det kort vi nu vil betragte, og er de steder der nævnes i forbindelse med „Hadraks land“ jødiske?

² Lad os betragte kortet „Palæstina under de persiske konger“. Her finder vi Damaskus, Syriens hovedstad, og ligeledes byen Hamat 193 kilometer nord for Damaskus. Desuden ser vi de gamle fønikiske (nu libanesiske) byer Tyrus og Zidon ude ved Middelhavskysten, samt filisterbyerne Gaza, Askalon, Ekron, Asdod og Gat, og byerne Jerusalem og Samaria. „Hadraks land“ er ikke angivet på alle kort, for man ved ikke nøjagtigt hvor det ligger og hvor dets grænser går. Profetien forbinder imidlertid dette land, som kun nævnes en enkelt gang, med Damaskus. På side 199 i Atlas of the Biblical World af Baly og Tushingham (1971) kaldes „Hadraks land“ blot „en egn i Syrien nær Damaskus“. Den reviderede udgave af The Westminster Historical Atlas to the Bible (1956), side 124, betegner Hadraks land som „et område i Syrien nord for Hamat“, og dermed også nord for Damaskus. Hvorvidt „Hadraks land“ er et symbolsk udtryk for hele det område hvori de ovennævnte syriske, fønikiske og filistæiske byer ligger, betyder dog mindre. Alle de nævnte byer var ikke-israelitiske, ikke-jødiske.

3. Hvordan står de afsluttende vers i Zakarias, kapitel otte, i kontrast til de indledende vers i kapitel ni?

³ De afsluttende vers (20-23) i det ottende kapitel i Zakarias’ profeti har fortalt hvordan folk af alle nationer og fra mange byer, folk som taler mange forskellige sprog, vil drage op til Jerusalem for at tilbede Jehova, idet de endog vil gribe fat i en jødes kappeflig for at gå med ham og tilbede hans Gud. Hvad sker der med de folk som ikke gør dette? De første otte vers i profetiens niende kapitel fortæller om nogle af konsekvenserne. Lad os derfor læse dette stykke, Zakarias 9:1-8:

4. Hvem er det der griber ind over for de byer og lande der nævnes i Zakarias 9:1-8, og til gavn for hvem gør han det?

⁴ „Et udsagn: [Jehovas] ord er over [imod, NW] Hadraks land, i Damaskus slår det sig ned — thi Aram forbrød sig mod [Jehova] — det er over alle, som hader Israel, også over Hamat, som grænser dertil, Tyrus og Zidon, thi det er såre viist. Tyrus bygged sig en fæstning og ophobed sølv som støv og guld som gadeskarn. Se, [Jehova] vil tage det i eje og styrte dets bolværk i havet, det selv skal fortæres af ild. Askalon ser det og frygter, Gaza og Ekron skælver voldsomt, thi håbet brast. Gaza mister sin konge, i Askalon skal ingen bo, i Asdod skal udskud bo. Jeg gør ende på filisterens hovmod, tager blodet ud af hans mund og væmmelsen bort fra hans tænder. Også han bliver reddet for vor Gud, han bliver som en slægt i Juda, Ekron som en jebusit. Som en vagt lejrer jeg mig for mit hus mod dem, som kommer og går; aldrig mer skal en voldsmand gå igennem deres land, thi nu har jeg set det med mine egne øjne.“

5. Hvorfor var Jehovas mishag rettet imod Damaskus, „Hadraks land“ og Hamat?

⁵ Fortidens Aram eller Syrien tilbad falske guder og bevarede sit fjendskab mod det genrejste Judas land. Det nægtede at tilbede Jehova ved hans genopførte tempel i Jerusalem. Det var derfor ikke uden grund at Jehovas ord var imod „Hadraks land“ som en del af Syrien. Hans ugunstige ord ville slå sig ned i landets hovedstad, Damaskus; og da Hamats område grænsede op til Damaskus, ville Jehovas ugunstige ord også blive udtalt imod Hamat. Hele Syrien var således under Guds mishag.

6. Hvorfor var Jehovas ord imod Fønikiens byer?

⁶ Landet Fønikien grænser op til Syrien, og det havde ligeledes vendt sig mod Judas land i nødens stund. Salme 83:6-9 regner de fønikiske byer Gebal og Tyrus med i den internationale sammensværgelse mod Jehovas folk: „Ja, de rådslår i fællig og slutter pagt imod dig, Edoms telte og ismaelitterne, Moab sammen med hagritterne, Gebal, Ammon, Amalek, Filisterland med Tyrus’ borgere; også Assur har sluttet sig til dem, Lots sønner [Moab og Ammon] blev de en arm.“ Tyrus var i virkeligheden en koloni fra Zidon. Zakarias 9:2-4 omtaler de to byer således:

7. Hvem forbinder Zakarias 9:2-4 Tyrus med, og hvad skal der ifølge profetien ske med Tyrus?

⁷ „Tyrus og Zidon, thi det er såre viist. Tyrus bygged sig en fæstning og ophobed sølv som støv og guld som gadeskarn. Se, [Jehova] vil tage det i eje og styrte dets bolværk [militærstyrke, NW] i havet, det selv skal fortæres af ild.“

8. Hvilket Tyrus var det Zakarias omtalte? Begrund dit svar.

⁸ Denne udtalelse viser klart at „[Jehovas] ord“ også var rettet mod hele Fønikien, repræsenteret ved dets verdenskendte byer Tyrus og Zidon. Det er øbyen Tyrus der nævnes her, for det Tyrus der lå inde på fastlandet blev ødelagt af kong Nebukadnezar af Babylon under felttoget mod Palæstina. (Ezekiel 29:17-20) De overlevende tyrere flygtede derefter ud til en nærliggende ø, hvor de byggede en mægtig by. Ifølge Ezekiel 28:1-19 havde Tyrus djævelsk og forræderisk vendt sig imod Israel, sin tidligere ven, og Zidon fulgte den på dette punkt. (Ezekiel 28:20-26) Da Judas land blev genrejst i 537 f.v.t. efter at det havde ligget øde i halvfjerds år, ændrede Tyrus og Zidon ikke indstilling til Jerusalem og dets andet tempel. Hvor uforstandigt!

9. Hvordan samlede Tyrus sig rigdomme og befæstede sig, men hvordan blev Jehovas profeti imod byen opfyldt?

⁹ Tyrus, og ligeledes Zidon, fortsatte med at følge denne verdens visdom. Tyrus øgede sin visdom med hensyn til at samle rigdom, og den ophobede sølv og guld her på jorden hvor røvere kan stjæle det. De mægtige forsvarsværker som Tyrus byggede for at beskytte sig som en søfarende handelsby, kunne dog ikke modstå den græske erobrer Alexander den Stores krigskunst i 332 f.v.t. Både til lands og til vands, på dens mange skibe, kom dens militær til kort. Ved hjælp af sin jordiske domsfuldbyrder styrtede Jehova Tyrus’ militærstyrke i havet, hvor byen havde sit forsvar. Jehova ’tog byen i eje’ eller tog dens besiddelser fra den ved at overlade dens vældige rigdom til erobreren. En fortærende ild fuldstændiggjorde ødelæggelsen.

10. Hvilken interesse viste folk fra Tyrus og Zidon for Jesus Kristus, og hvad blev der oprettet i Tyrus?

¹⁰ Mange år senere blev Tyrus genopbygget, men hverken den eller Zidon genvandt den kommercielle styrke som Tyrus havde haft før „[Jehovas] ord“ imod den blev opfyldt. I det første århundrede efter vor tidsregning kom mange mennesker fra Tyrus og Zidon for at høre og se Jesus, og for at blive helbredt af ham. (Markus 3:7, 8; Lukas 6:17; Mattæus 15:21-29) Ifølge Jesu egne ord i Mattæus 11:20-22 og Lukas 10:13, 14 var der mange i Tyrus og Zidon som ville have lyttet til budskabet om Guds rige og handlet efter det. Da apostelen Paulus foretog sin tredje missionsrejse, fandtes der en kristen menighed i Tyrus. (Apostlenes Gerninger 21:2-7) De kristne tyrere satte ikke deres lid til militær styrke og de samlede sig heller ikke skatte på jorden, men i himmelen.

DEN HEDENSKE FJENDES HOVMOD GØRES TIL INTET

11, 12. (a) Hvilket forbund af byer dominerede i fortiden Filisterlandet? (b) Hvis stolthed ville Jehova gøre ende på, og hvordan?

¹¹ Hvad er så „[Jehovas] ord“ imod Filisterlandet? I fortiden blev filistrenes land behersket af et forbund bestående af de fem byer Asdod, Askalon, Ekron, Gat og Gaza. Af en eller anden grund nævnes Gat ikke her i Jehovas ord imod filistrene. I Zakarias 9:5-7 fortsætter profetien med disse ord:

¹² „Askalon ser det og frygter, Gaza og Ekron skælver voldsomt, thi håbet brast [og med hensyn til Gaza, så vil den også føle meget svære smerter; Ekron også, for det håb den ser hen til, skal blive til skamme, NW]. Gaza mister sin konge, i Askalon skal ingen bo, i Asdod skal udskud bo. Jeg gør ende på filisterens hovmod, tager blodet ud af hans mund og væmmelsen bort fra hans tænder. Også han bliver reddet for vor Gud, han bliver som en slægt [stammehøvding, NW] i Juda, Ekron som en Jebusit.“

13. (a) Hvordan skulle ødelæggelsen af Tyrus i 332 f.v.t. berøre Askalon, Gaza og Ekron? (b) Hvilken forandring skulle Asdod erfare?

¹³ Byen Askalon skulle altså se ødelæggelsen af Tyrus, og den skulle frygte og til sidst blive uden beboere. Tydeligvis af samme grund ville Gaza føle meget svære smerter, og den smertelige begivenhed og dens følger ville medføre at Gaza mistede sin indfødte konge og kom under fremmed herredømme. Ekron havde øjensynlig håbet at Tyrus ville beskytte den og redde den hvis en fjende skulle trænge ind. Så da Tyrus blev lagt i ruiner efter syv måneders belejring af Alexander den Store i 332 f.v.t., måtte Ekron også skælve voldsomt af smerte, for dens håb var bristet, blevet til skamme. Men hvad med Asdod, den fjerde by der nævnes? Den ville åbenbart få andre indbyggere, for Jehova sagde: „I Asdod skal udskud bo.“ Den oprindelige befolkning skulle ikke blive boende i den. Fremmede, udlændinge, skulle tage byen i besiddelse, ikke blot som dens herskere men også som dens beboere.

14. Hvilken holdning havde Filisterlandet haft over for Israel, og hvordan ville Jehova gøre ende på dette?

¹⁴ Det må i sandhed indrømmes at „[Jehovas] ord“ var rettet imod Filisterlandet. Filistrene havde været meget hovmodige og arrogante, især over for Jehovas folk, selv efter at dette folk var kommet tilbage til sit hjemland. Men deres hovmod stod for fald. Ved at gøre ovennævnte med de fire vigtigste byer i filistrenes land, ville Jehova ’gøre ende på filisterens hovmod’. Ingen filister ville længere have noget at prale af når han sammenlignede sig med Jehovas folk. Jehova ville også gøre ende på deres falske gudsdyrkelse.

15. (a) Hvad ville der ske med filistrenes ’blod’ og ’væmmelse’? (b) Hvad ville en rest af filistrene gøre?

¹⁵ Når de tilbad deres falske guder, spiste de ofre som var afskyelige i Jehovas og hans folks øjne. Desuden var blodet ikke løbet af de offerdyr som de spiste ved deres offermåltider. Der skulle sættes en stopper for denne ækle afgudsdyrkelse, for „[Jehovas] ord“ lød videre: „Jeg . . . tager blodet ud af hans [filisterens] mund og væmmelsen bort fra hans tænder. Også han bliver reddet for vor Gud.“ Hvordan de blodbesudlede og væmmelige ting skulle fjernes fra filisterens mund og tænder, forklares ikke. Men blandt alle de filistre som ikke ønskede at holde Guds bud og ophøre med deres afgudsdyrkelse og de dermed forbundne vederstyggelige ofringer og ritualer, ville der være en rest som af sig selv ville gøre dette, i lydighed mod Gud. Denne rest ville være „for vor Gud“, for hærskarers Jehova. I sandhed en livreddende forandring! Zakarias 9:7 fortsætter med at sige om denne rest: „Han bliver som en slægt [en stammehøvding, NW] i Juda, Ekron som en Jebusit.“

16. (a) Hvordan ville filistrenes rest blive „som en stammehøvding i Juda“? (b) Hvilken samfundsstilling ville Ekrons indbyggere opnå når de blev „som en jebusit“?

¹⁶ Da filistrene var hamitter kunne de naturligvis ikke bogstaveligt blive høvdinger i Judas stamme, som var semitisk og hebraisk. (1 Mosebog 10:6, 13, 14, 21-25) Men den lydige rest der gik over til at tilbede „vor Gud“, Jehova, kunne blive „som en stammehøvding i Juda“. Denne rest ville således få en fremtrædende stilling i forbindelse med Jehovas udvalgte folk, og ville ikke blive regnet for at være af ringe betydning eller uden betydning. I lighed med en høvding over en stamme, ville den få betroet ansvar og pligter. Disse pligter og ansvarsposter ville dog blive mindre end judæernes egne. Det fremgår af ordene om at Ekron ville blive „som en Jebusit“. Ligesom filistrene var jebusitterne hamitter, ikke gennem Kams søn Mizrajim, men gennem hans søn Kana’an, og de var således kana’anæere. (1 Mosebog 10:6, 15, 16) Jebusitterne var tidlige indbyggere i Jerusalem, som dengang blev kaldt Jebus.

17. Hvorfor var det en begunstiget stilling Ekrons indbyggere ville få ved at blive „som en jebusit“?

¹⁷ I 1070 f.v.t. erobrede kong David byen fra jebusitterne og kaldte den Jerusalem. (Dommerne 1:21; 2 Samuel 5:4-9) Senere brugte Davids søn kong Salomon de undertvungne jebusitter som hoveriarbejdere i forbindelse med forskellige offentlige byggeforetagender, heriblandt opførelsen af det storslåede tempel i Jerusalem. (1 Kongebog 9:15-23; 2 Krønikebog 8:1-10) Det var et stort privilegium for disse jebusitter at være med til at opføre Jehovas tempel i Jerusalem samt andre bygningsværker i fortidens Israel, Guds forbilledlige messianske rige! Ved at blive „som en jebusit“ opnåede Ekron og dets indbyggere som vendte sig til tilbedelsen af „vor Gud“, Jehova, altså en begunstiget stilling, skønt den var af underordnet art.

18. Hvordan kom filistrene i berøring med kristendommen i det første århundrede?

¹⁸ I det første århundrede efter vor tidsregning blev den gode nyhed om Guds messianske rige forkyndt for filistrene. Vi husker at evangelisten Filip forkyndte for en ætiopisk hofmand mens de sammen kørte i hans vogn ad „den vej, som fører ned fra Jerusalem til Gaza“ i Filisterlandet. Da Filip havde døbt denne ætioper der havde omvendt sig til kristendommen, tog han afsked med ham og blev siden set i Asdod (græsk: Azotos; nutidens Esdud), fireoghalvtreds kilometer nord for Gaza. Der var uden tvivl mange filistre som tog velvilligt imod Filips forkyndelse af evangeliet. (Apostlenes Gerninger 8:26-40) Efter at den italienske høvedsmand Kornelius havde omvendt sig i år 36, kunne filistrene også omvende sig, og de kunne derefter modtage den hellige ånd fra Gud gennem Kristus.

19. Hvordan opfyldes de profetiske ord om at „i Asdod skal udskud bo“ i forbindelse med nutidens modbilledlige filistre?

¹⁹ Her i det tyvende århundrede har mange religiøse mennesker været ligesom fortidens filistre, idet de har tilbedt falske guder og har bekæmpet Jehovas folk. Og ligesom fortidens Asdod, den førende af de fem byer i det filistæiske forbund, fik en anden befolkning og så at sige blev beboet af udskud eller uægte børn, sådan har disse modbilledlige filistre i vor tid fået en anden personlighed. Ved at indvi sig til Gud gennem Jesus Kristus og lade sig døbe i vand, er de ophørt med at være en del af denne filistæiske verden og er blevet fremmede for den, et udskud som ikke hører hjemme i den. De søger ikke selvisk, kommerciel vinding, sådan som fortidens Tyrus, og de sætter heller ikke deres lid og håb til kommercialisme, sådan som Ekron så hen til Tyrus. De stoler heller ikke på militær styrke, sådan som fortidens Syrien. De afholder sig fra at tilbede og tjene denne moderne verdens blodtørstige guder. De tager helhjertet standpunkt for „vor Gud“, hærskarers Jehova.

20. Hvad opnår disse forvandlede filistre i vor tid sammen med resten af de åndelige israelitter?

²⁰ På grund af den handlemåde disse nutidige, forvandlede filistre følger, får de sammen med den salvede rest af de åndelige israelitter eller jøder del i at fremme tilbedelsen af Jehova ved hans åndelige tempel. Som „en stammehøvding i Juda“ får de tildelt opgaver og ansvar i forbindelse med dette tempelarbejde. Allerede nu findes der en stor skare af disse indviede og døbte tjenere for Jehova Gud, og skaren vokser stadig. Denne talløse ’store skare’ som slutter sig til den åndssalvede rest, er profetisk omtalt i Åbenbaringen 7:9-17.

21, 22. (a) Hvordan var det til gavn for Guds folk at han lejrede sig som en vagt for dem, og hvorfor ville en voldsmand ikke længere drage gennem deres land? (b) Hvordan har Jehova opfyldt denne profeti over for sin nutidige rest af åndelige israelitter?

²¹ Fortidens Filisterland, Fønikien og Syrien var voldelige fjender af den jødiske rest som var vendt hjem fra landflygtigheden. For at vise hvor forskelligt han behandlede disse fjender og sit udvalgte folk, Israels hus, fortsatte hærskarers Jehova med at sige: „Som en vagt lejrer jeg mig for mit hus mod dem, som kommer og går; aldrig mer skal en voldsmand gå igennem deres land, thi nu har jeg set det med mine egne øjne.“ — Zakarias 9:8.

²² Lejret som en vagtpost kunne hærskarers Jehova hindre de angribende fjender i at nærme sig hans „hus“ og i at trænge ind iblandt dem og derefter trække sig tilbage. Som „en vagt“ ville han sørge for at ingen undertrykkende „voldsmand“ længere gik igennem deres land og gjorde dem til trælle. På tilsvarende måde har hærskarers Jehova beskyttet sit „hus“ af åndelige israelitter her i „endens tid“, hvor fjenderne har samlet sig som aldrig før imod tilbedelsen af Jehova ved hans åndelige tempel. Styrket med hans vældige ånd modstår Jehovas „hus“ af åndelige israelitter ethvert forsøg fra verdslige ’voldsmænds’ side på at drage igennem deres åndelige domæne og undertrykke dem i religiøs henseende. I efterligning af Kristi apostle adlyder de Gud som deres hersker mere end mennesker. — Apostlenes Gerninger 5:29, NW.

23. (a) Hvad betyder Jehovas udtalelse: „Nu har jeg set det med mine egne øjne,“ med hensyn til den situation hans folk befinder sig i? (b) Hvordan gælder dette i dag i forbindelse med den åndelige rest og ’den store skare’ der tilbeder sammen med den?

²³ Hærskarers Jehova er klar over de trusler og angreb som fjenderne retter mod dem der tilbeder ved hans tempel. Som han siger: „Nu har jeg set det med mine egne øjne.“ Dette svarer til hvad han tidligere har sagt i sit udsagn: „Jehovas ord er imod Hadraks land, og Damaskus er dets hvilested; for Jehova har øje med det jordiske menneske og med alle Israels stammer.“ (Zakarias 9:1, NW) Han holder ikke blot øje med „alle Israels stammer“, men også med det jordiske menneske, det vil sige alle de mennesker der ikke tilhører hans udvalgte folk. Det er grunden til at han rettede sit udsagn mod sådanne traditionelle fjender som Syrien, Fønikien og Filisterlandet, der havde forgrebet sig på Israels tolv stammer. Udsagnet er profetisk og får i dag en åndelig opfyldelse på fjenderne af Jehovas åndelige Israel og ’den store skare’ der tilbeder sammen med det. Forskellen på hvordan hærskarers Jehova behandler alle disse der tilbeder ham, og hvordan han behandler de nutidige modstykker til Syrien, Fønikien og Filisterlandet, ses allerede. Denne forskel vil blive helt tydelig under den kommende „store trængsel“, hvor han fuldstændig udfrier sine loyale tilbedere fra alle deres ugudelige fjender. — Mattæus 24:21, 22; Åbenbaringen 7:14, 15; 19:11-21.

„SE, DIN KONGE KOMMER“

24. (a) I betragtning af det Gaza oplevede, hvilket spørgsmål stiller vi da om den by Gazas fjendskab var rettet imod, nemlig Jerusalem? (b) Hvorfor vil Jerusalems udråb ikke være som Gazas?

²⁴ Filisterbyen Gaza skulle miste sin konge, men hvad skulle der ske med den by der var genstand for filistrenes fjendskab, nemlig Jerusalem, der poetisk kaldes Zion? Skal den, ligesom Gaza, „føle meget svære smerter“ når den ser den grådige kommercialismes højborg og den uteokratiske militærmagts fæstning blive styrtet i grus? Skal den råbe af rædsel og voldsom smerte? Råbe skal den, men ikke som Gaza! Efter sit udsagn mod Syrien, Fønikien og Filisterlandet, siger Jehova nemlig: „Fryd dig såre, Zions datter, råb med glædea, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig. Retfærdig og sejrrig [frelst, NW] er han, ydmyg, ridende på et æsel, på en asenindes føl. Han udrydder vognene af Efraim, hestene af Jerusalem, stridsbuerne ryddes til side. Hans ord stifter fred mellem folkene, han hersker fra hav til hav, fra floden til jordens ende.“ — Zakarias 9:9, 10.

25. Hvorfor har „Jerusalems datter“ al grund til at råbe med glæde og fryde sig såre over at kongen kommer?

²⁵ Når dette strålende løfte blev opfyldt ville Jerusalem have al god grund til at ’råbe med glæde’! Da profeten Zakarias udtalte dette guddommelige løfte havde byen nemlig ikke nogen konge. Den havde blot en statholder som var indsat af perserkongen Darius I, nemlig Zerubbabel, Sjealtiels søn, af Davids kongelige slægt. Davids rige var blevet, omstyrtet af babylonierne omkring halvfems år tidligere, i 607 f.v.t., da Jerusalem var blevet ødelagt og dets konge, Zedekias, var blevet ført bort til Babylon. Skønt de halvfjerds år hvori Jerusalem havde ligget fuldstændig øde nu var forbi, måtte hedningernes tider på 2520 år, hvori de ikke-jødiske nationer skulle nedtræde Jerusalems ret til et davidisk kongedømme, fortsætte indtil året 1914. På Zakarias’ tid så „Jerusalems datter“ derfor med længsel frem til den dag da den sande messianske konge ville vise sig i Davids slægt, en Messias som blev forudskildret ved statholderen Zerubbabel. — Haggaj 2:23.

26. Hvorfor behøver vi ikke at gætte os frem til hvordan denne profeti fik sin indledende opfyldelse?

²⁶ Vi der lever i dag og er interesseret i den sande Messias og ikke en falsk Kristus, behøver ikke at gætte os frem til hvordan Zakarias’ profeti fik sin indledende opfyldelse. Det er optegnet og beskrevet for os af i hvert fald tre øjenvidner, nemlig af skatteopkræveren Mattæus Levi, af Johannes Markus der boede i Jerusalem, og af Johannes, Zebedæus’ søn, samt af en historiker som levede i det første århundrede og som undersøgte sagens kendsgerninger, lægen Lukas fra Lilleasien. Profetien blev opfyldt søndag den 9. nisan år 33. Mattæus Levi fortæller:

Og da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage på Oliebjerget, så sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: „Gå hen i landsbyen lige foran jer; så vil I straks finde et æsel, som står bundet med et føl hos sig; løs dem og før dem til mig! Og hvis nogen siger noget til jer, skal I svare, at Herren har brug for dem, så vil han straks lade jer få dem.“

Dette skete, for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten, der siger: „Sig til Zions datter: ’Se, din konge kommer til dig, sagtmodig og ridende på et æsel og på et trældyrs føl.’“

Så gik disciplene hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem; de hentede æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Og der var en meget stor folkeskare, som bredte deres kapper på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, både de, der gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte og sagde: „Hosianna Davids søn! velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!“

Og da han drog ind i Jerusalem, kom hele byen i bevægelse og sagde: „Hvem er dog han?“ Og skarerne sagde: „Det er profeten Jesus fra Nazaret i Galilæa.“

Derefter gik Jesus ind i helligdommen og jog alle dem ud, som solgte og købte i helligdommen, og han væltede vekselerernes borde og duekræmmernes bænke. Og han siger til dem: „Der står skrevet: ’Mit hus skal kaldes et bedehus;’ men I gør det til en røverkule.“ Og der kom blinde og lamme til ham i helligdommen, og han helbredte dem.

Men da ypperstepræsten og de skriftkloge så de undergerninger, han gjorde, og børnene, der råbte i helligdommen og sagde: „Hosianna Davids søn!“ harmedes de og spurgte ham: „Hører du ikke, hvad de siger? Og Jesus svarede dem: „Jo, men har I aldrig læst de ord: ’Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovsang?’“ — Mattæus 21:1-16.

27. Hvordan ville profetien være blevet opfyldt hvis disciplene ikke havde råbt?

²⁷ Og den jødiske læge Lukas føjer denne detalje til:

Men nogle farisæere, som var med i folkeskaren, sagde til ham: „Mester! sæt dog dine disciple i rette!“ Da svarede han og sagde til dem: „Jeg siger jer: hvis disse tier, skal stenene råbe.“ — Lukas 19:39, 40; se også Markus 11:1-18; Johannes 12:12-19.

28. Hvordan var Jesus under sit triumftog ind i Jerusalem fredelig, ydmyg, retfærdig og frelst?

²⁸ I stedet for at komme på en stridshest red Jesus Kristus altså fredeligt ind i Jerusalem på et æsel, i modsætning til Herodes den Store, der efter tre måneders belejring tog byen med storm i år 37 f.v.t. og afsatte dens konge, hasmonæeren eller makkabæeren Antigonus, der tilhørte Levis stamme. Jesus var i sandhed ydmyg, som forudsagt i Zakarias 9:9. Han var ikke en falsk Kristus eller en falsk Messias, men var retfærdig, hævdet og ophøjet af sin himmelske Fader, Jehova. Han var retfærdig idet han var fuldkommen i kødet, syndfri, ubesmittet, og således i stand til at bringe sig selv som et fuldkomment offer der borttog hele den uretfærdige menneskeverdens synd. (Apostlenes Gerninger 7:52; Hebræerne 7:26; 1 Johannes 2:1) Han var i sandhed „frelst“ eller „sejrrig“, ligesom hans forfader kong David var blevet frelst ved at få sejr over sine fjender. (2 Samuel 22:1-4; 8:6, 14) Ikke forgæves råbte den store skare, da Jesus i triumf red ind i Jerusalem: „Hosianna Davids søn!“ eller „Giv frelse, beder vi, til Davids søn!“ (NW) Syv dage senere frelste den almægtige Gud Jesus fra døden ved at oprejse ham til udødeligt liv i himmelen. — Hebræerne 5:7-10.

29. (a) Hvordan talte Jesus Kristus „fred til nationerne“ hvad angår hans disciple? (b) Hvordan ødelægger han alt krigsmateriel i og uden for kristenheden, og hvad vil det at han taler fred til ’den store skare’ i vor tid medføre?

²⁹ Det var ham der skulle kaldes „Fredsfyrste“. (Esajas 9:6, 7) Hans jødiske disciple kom fra alle Israels stammer, heriblandt Efraim og Juda, og han forenede dem i et fredeligt kristent broderskab; blandt sine disciple nedbrød han endog fjendskabet mellem dem der var kødelige, omskårne jøder og dem der var hedninger. (Efeserne 2:11-20) På denne måde har han allerede ’stiftet fred mellem folkene’ eller ’talt fred til nationerne’. (NW) Men kristenhedens nationer har nægtet at lytte til hans tale, og de fører stadig krig mod hinanden den dag i dag. I den kommende ’krig på Guds, den Almægtiges, store dag’ ved Harmagedon vil Jehova Gud benytte sin messianske konge til at ødelægge stridsvognene og buerne og alt andet krigsmateriel der findes i dag, både i og uden for kristenheden. (Åbenbaringen 16:14-16; 19:11-21) Han vil i alle nationer udrydde dem der er årsag til voldelig krigsførelse blandt menneskene. Men til den store skare fredselskende mennesker der tilbeder ved Jehovas åndelige tempel — dem der er kommet ud af alle nationer — vil den sejrende konge Jesus Kristus fredeligt tale fred, og de vil blive bevaret. — Åbenbaringen 7:14.

30. Hvordan blev Jesus Kristus efter hedningetidernes udløb i 1914 præsenteret som konge for det modbilledlige Jerusalem, men hvilket spørgsmål opstår med hensyn til modtagelsen af ham?

³⁰ Da hedningernes tider på 2520 år udløb i 1914, og de hedenske nationer ikke længere skulle træde på Jerusalems ret til et messiansk kongedømme i Davids kongelige slægtslinje, indsatte den højeste Gud, Jehova, Messias Jesus på den himmelske trone for at han skulle herske midt iblandt sine fjender og undertvinge dem. (Salme 110:1-6; Apostlenes Gerninger 2:34-36; Hebræerne 10:12, 13) Under den første verdenskrig (1914-1918) forkyndte den indviede, døbte rest af de åndelige israelitter offentligt at hedningernes tider var udløbet og at den højeste Gud havde gjort sin søn Jesus Kristus til regerende konge i himmelen. På denne måde blev Jehovas messianske konge præsenteret, især for kristenheden, der blev forudskildret ved Jerusalem i det første århundrede. Men tog kristenheden, der gjorde krav på at bestå af Kristi disciple, imod Jesus som konge, en konge der skulle herske „fra hav til hav, fra floden til jordens ende“?

31. Hvilke begivenheder frem til december 1918 viser om kristenheden tog imod Jehovas Messias som sin konge?

³¹ Ikke hvis man skal dømme efter det som kristenheden gjorde mod den salvede rest af Kristi åndelige „brødre“, hvilket var som rettet mod Jesus Messias selv. (Mattæus 25:40, 45; Markus 9:37) Tre og et halvt år efter at hedningetiderne var udløbet, altså i foråret 1918, nåede den krigshærgede kristenheds forfølgelse og undertrykkelse af resten af Kristi åndelige brødre et højdepunkt. (Åbenbaringen 11:2-10) Først derefter bragte kristenheden sin første verdenskrig til afslutning, nemlig den 11. november 1918. Ligesom Jerusalem i det første århundrede, nægtede kristenheden at tage imod Jehovas messianske konge. I den følgende måned (december 1918) gav kristenheden offentligt udtryk for at den stillede sig velvilligt til det foreslåede Folkeforbund og den betegnede det som „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“.

32. Var der ingen til at tage imod Jehovas messianske konge, i betragtning af kristenhedens handlemåde? Hvad skulle de der tog imod ham gøre, ifølge profetien?

³² Var der da slet ingen der tog imod den messianske konge som hærskarers Jehova præsenterede? Jo, det var der. Ligesom der søndag den 9. nisan år 33 var en jødisk rest, nemlig Jesu Kristi disciple, der hyldede ham og hilste ham velkommen på hans kongelige ridt ind Jerusalem, sådan var der en rest af åndelige israelitter der gjorde det samme efter hedningetidernes udløb i 1914. På grund af forfølgelse og tvangsforanstaltninger fra de hedenske regeringer i kristenheden blev de splittet og spredt, ligesom Jesu disciple blev da deres mester blev forrådt og arresteret på den femte dag efter sit triumftog ind i Jerusalem. Men i efterkrigsåret 1919 blev de genoplivet af Guds livgivende ånd og blev genindsat i hans aktive tjeneste, og da forkastede de Folkeforbundet, som blev vedtaget og begyndte at fungere dette år. I stedet for at godtage en sådan erstatning for Kristi rige blev de grebet af ånden i Zakarias 9:9 og ’frydede sig såre’ og begyndte at ’råbe med glæde’ fordi deres konge, den sande Messias eller Kristus, var kommet til dem.

33. (a) Hvordan har de der modtog kongen gjort deres glæde kendt og ladet deres råb lyde siden 1919? (b) Hvornår vil Messias ophøre med at ride på et fredeligt æsel? Hvad vil han da ride på, og hvorhen?

³³ De lod deres glæde blive kendt i hele verden. De lod deres råb lyde over hele jorden. Hvordan? Ved i 1919 at indlede den mest omfattende forkyndelse af Guds messianske rige som menneskehedens verden har kendt. (Mattæus 24:14; Åbenbaringen 14:6) De har ladet forkyndelsen af den gode nyhed om Guds messianske rige lyde lige så vidt og bredt som Messias ifølge profetien skulle herske, nemlig fra hav til hav, fra floden [Eufrat] til jordens ende.“ (Zakarias 9:10; Salme 72:8) To hundrede og otte lande og øområder har allerede hørt budskabet, og det på 165 sprog. Til Guds fastsatte tid — som nu er nær — skal hele kristenheden og alle andre elementer af denne verdslige tingenes ordning fjernes fra hele dette område, og det vil ske i en „stor trængsel“ som menneskehedens verden aldrig har kendt magen til. I skildringen i Åbenbaringen 19:11-21 sidder Messias eller Kristus ikke længere på et fredeligt æsel men på en hvid stridshest, idet han rider ud til kamp for at gøre det af med alle modstandere som uretmæssigt har opholdt sig i hans jordiske domæne siden 1914.

FANGERNE FØRES TIL BORGEN

34. (a) Nøjedes Jesus Messias med at forkynde frihed for fangerne? (b) Hvilke spørgsmål opstår der som følge af Jehovas ord i Zakarias 9:11, 12?

³⁴ Da Jesus Messias vandrede på jorden som et fuldkomment menneske, var han sendt „for at udråbe frihed for fanger“. (Esajas 61:1; Lukas 4:16-21) Han nøjes ikke med at udråbe friheden, men sørger også for at fangerne bagefter sættes i frihed. Det er forudsagt i Jehovas udsagn ved Zakarias, som videre lyder: „Og du, kvinde, ved din pagts blod vil jeg sende dine fanger ud af hulen hvori der ikke er vand. Vend tilbage til fæstningen, I fanger der har håb.“ (Zakarias 9:11, 12, NW) Hvem er den kvinde som ordene henvendes til? Hvem er ’fangerne’, og hvad er „fæstningen“, eller „borgen“, som den autoriserede danske bibeloversættelse siger?

35. Ved hvilken lejlighed blev det blod udgydt som gyldiggjorde den pagt den omtalte „kvinde“ var med i?

³⁵ Den der her tiltales som en kvinde, er den organisation der har indgået en pagt med Jehova Gud i kraft af det dyrebare livets blod. Nej, det er ikke det jordiske Jerusalem, og heller ikke den jordiske nation af kødelige, omskårne israelitter. Sandt nok indgik fortidens Israel en national pagt med Jehova ved blodet af de offerdyr som mellemmanden Moses ofrede ved Sinaj bjerg i Arabien. (2 Mosebog, kapitel 24) I kraft af denne nationale overenskomst der var blevet gyldiggjort med dyreblod, var den israelitiske rest blevet udfriet fra sit fangenskab i Babylon i 537 f.v.t. Men det Jehova nu talte om gennem Zakarias var en udfrielse der skulle finde sted i en fjern fremtid, længe efter udfrielsen fra landflygtigheden i Babylon. Udfrielsen fra den vandløse hule følger, efter præsentationen af Jehovas messianske konge. Den følger efter Jesu triumftog ind i Jerusalem fem dage før den jødiske påske i år 33. Denne påskedag blev der udgydt offerblod.

36. Hvis blod er der tale om, hvem blev pagten indgået med, og hvem er det der tiltales som en „kvinde“ i Zakarias 9:11?

³⁶ Hvis blod? Messias’ blod, som billedligt var blevet skildret ved blodet af alle de påskelam som jøderne hvert år havde ofret siden den første påske i Ægypten i år 1513 f.v.t. (1 Korinter 5:7; Johannes 1:29, 36; 1 Peter 1:18, 19) I kraft af Messias’ blod, der var mere værd end blodet af alle de dyr som Israel havde ofret, blev der indgået en ny pagt. Med hvem? Ikke med det jordiske Jerusalem eller med det kødelige Israel, som forkastede den messianske konge og slog ham ihjel. Nej, den blev indgået med det åndelige Israel, hvis medlemmer er omskåret på hjertet og er jøder i det indvortes. (Jeremias 31:31-34; Hebræerne 8:7 til 9:15) Mellemmanden for denne nye pagt mellem Jehova og det åndelige Israel er Messias Jesus. Det er således det åndelige Israel der i Zakarias 9:11 (NW) tiltales som en kvinde i en pagt der er indgået ved blod.

37, 38. (a) Hvem er kvindens „fanger“, og hvad er den vandløse hule her i det tyvende århundrede? (b) Hvad kan den vandløse hule også være, og hvilken pagt er det der gyldiggøres ved blodet?

³⁷ Hvor var så denne symbolske kvindes „fanger“? Her i det tyvende århundrede, i „afslutningen på tingenes ordning“ er disse „fanger“ den salvede rest af de åndelige israelitter. Historien viser at de under den første verdenskrig kom i trældom under det store religiøse Babylon og dets politiske og militære beskyttere. I denne tilstand var de som i ’en hule hvori der ikke var vand’. De havde intet at styrke sig åndeligt med, intet håb om at slippe ud! Men ved Kristi udgydte blod som et genløsningsoffer blev deres synder i denne tilstand tilgivet dem, og de blev ført tilbage til Jehovas gunst og til deres retmæssige åndelige domæne på jorden. De var ikke længere landflygtige. Den vandløse hule kan dog også skildre en mere omfattende ugunstig tilstand, nemlig det at være underlagt den almindelige syndens fordømmelse og dens straf, døden, som vi alle har arvet fra vore første jordiske forældre, synderne Adam og Eva. Kristi forsonende blod måtte til for at udfri den åndelige rest af denne tilstand. Det var ved hans blod den nye pagt blev sat i kraft. Jesus sagde:

³⁸ „Dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse.“ (Mattæus 26:28) „Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.“ — Lukas 22:20; Hebræerne 13:20.

39. Hvorfra kom det eneste håb som ’fangerne’ i den vandløse hule kunne sætte deres lid til, og hvad råbte Jehova til dem i 1919?

³⁹ Ved at anvende dette blod der havde tilknytning til den nye pagt som var oprettet med det åndelige Israel, sendte hærskarers Jehova således den fangne rest ud af den vandløse „hule“, syndens og dødens fordømmelse. (Hebræerne 12:24) Det store religiøse Babylon gav ikke disse „fanger“ noget håb; de kunne kun nære håb hvis de satte deres lid til Jehova Guds og hans Messias’ kærlige løfter. Til disse fanger, som var i åndelig landflygtighed under Babylon den Store, råbte hærskarers Jehova i 1919: „Hjem til borgen, I fanger med håb!“ — Zakarias 9:12.

40. (a) Hvad skulle ’fangerne’ gøre, ifølge det Gud råbte? (b) Hvad er det for en ’borg’ fangerne skal vende hjem til?

⁴⁰ Det Gud råbte til disse „fanger med håb“, betød at de skulle drage ud af Babylon den Store! (Åbenbaringen 18:1-4) Ordet „borgen“ minder os om det der står i Anden Samuelsbog 5:7-9: „David indtog klippeborgen Zion, det er Davidsbyen. . . . Så tog David bolig i klippeborgen og kaldte den Davidsbyen.“ Kong Davids hovedstad blev imidlertid udvidet så den kom til at omfatte mere end Zions bjerg, og den fik navnet Jerusalem. Den omtalte ’borg’ er således Jerusalem — ikke så meget den stærkt befæstede by selv, men det den repræsenterede. Hvad repræsenterede den? Guds messianske rige, for dens jordiske konge var salvet til hersker med hellig olie, og denne salvede hersker sad på „[Jehovas] trone“. — 2 Samuel 5:1-3; 1 Krønikebog 29:23.

41. (a) Hvordan blev ’fangernes’ hjemvenden forbilledligt skildret i 537 f.v.t.? (b) Hvorfor var ’fangerne’ i stand til at vende hjem til Riget i 1919?

⁴¹ I år 537 f.v.t. vendte resten af de landflygtige hjem fra Babylon til Judas land og genopbyggede byen Jerusalem, og de vendte således hjem til den jordiske borg. Deres handlemåde var et forbillede på den handlemåde som resten af det åndelige Israel har fulgt i vor tid. I lydighed mod Jehovas råb drog den salvede rest ud af Babylon den Store i 1919 og vendte hjem til den åndelige ’borg’. Hvad kunne være en mere uindtagelig borg end Guds urokkelige messianske rige? Ligesom det jordiske, befæstede Jerusalem stod for Jehovas messianske rige, sådan skildrer den åndelige borg det som fortidens Jerusalem ejede den guddommelige ret til, nemlig Jehovas rige ved den sande Messias som sidder ved Guds højre hånd i himmelen. Hedningernes tider, hvori nationerne nedtrådte denne guddommelige ret til Riget, udløb i 1914, og umiddelbart efter blev det messianske rige født i himlene. (Åbenbaringen 12:1-9) Da medlemmerne af den salvede rest blev udfriet i 1919 kunne de således vende tilbage til dette borglignende rige, som de havde forkyndt siden 1914. De viste at de vendte tilbage til det ved at genoptage deres forkyndelse af Riget i et omfang som aldrig før.

42. Hvad kan resten af de åndelige israelitter sige i dag med hensyn til opfyldelsen af Jehovas løfte til ’kvinden’: „I dag forkyndes: Jeg giver dig tvefold bod“?

⁴² Den salvede rest havde en ganske særlig grund til at ’vende hjem til borgen’, for hærskarers Jehova sagde videre til det åndelige Israel: „Også i dag forkyndes: Jeg giver dig tvefold bod!“ (Zakarias 9:12) Og har hærskarers Jehova ikke gjort dette? Jo. Når den salvede rest af udfriede åndelige, israelitter i dag ser tilbage, må de indrømme at det de måtte udholde under den første verdenskrig for Babylon den Stores og dets verdslige elskeres hånd, er som intet at regne i sammenligning med de åndelige velsignelser de nu nyder i deres retmæssige åndelige domæne, især efter den anden verdenskrig! De har fået langt mere end ventet af deres Befrier, hærskarers Jehova. Det har været som „tvefold bod“. De er blevet rigt velsignet!

ÅNDELIG KRIG MOD DEN SYVENDE VERDENSMAGT

43. Hvordan sagde Jehova i Zakarias 9:13-15 at han ville bruge sit folk i en åndelig angrebskrig?

⁴³ Hærskarers Jehova forudså de angreb der i fremtiden ville blive rettet mod hans folk, hans tilbedere. Hvordan ville han gribe ind? Både offensivt og defensivt. Om den offensive indgriben sagde han: „Thi jeg spænder mig Juda som bue, lægger Efraim på som pil og vækker dine sønner, Zion imod dine sønner, Javan. Jeg gør dig [altså Zion] som heltens sværd. Over dem viser sig [Jehova], hans pil farer ud som et lyn. Den Herre [Jehova] støder i horn, skrider frem i søndenstorm; dem værner Hærskarers [Jehova]. De opæder, nedtramper slyngekasterne [slyngestenene, NW ], drikker deres blod som vin [de vil visselig drikke — larme — som var der vin, NW] og fyldes som offerskålen, som alterets hjørner.“ — Zakarias 9:13-15.

44. Hvad skulle Guds sejrende folks glæde kunne sammenlignes med, og hvilken kommende verdensmagt ville de derfor ikke behøve at frygte?

⁴⁴ I denne symbolske krig vil Jehovas tilbedere vinde sejr for der står at de vil larme eller blive oprømte af glæde som var deres hjerter blevet glade af vin. (Salme 104:15) De hjemvendte israelitter på Zakarias’ tid havde således intet at frygte af Javans eller Grækenlands „sønner“ da disse overtog, verdensherredømmet under Alexander den Stores førerskab og blev den femte verdensmagt. Babylon, Jerusalems ødelægger, var faldet som den tredje verdensmagt. Medo-Persien beherskede jorden som den fjerde verdensmagt. Og i 332 f.v.t. ville Grækenland overtage stillingen og blive den femte verdensmagt og få herredømme over Judas land.

45. (a) Hvilken indirekte udløber af den græske verdensmagt har den salvede rest måttet føre åndelig krig imod, og på grund af hvad? (b) Hvordan har ’Zions sønner’ sejret?

⁴⁵ Ifølge Daniel 8:8-25 skulle der imidlertid være en udløber fra dette græske rige som ville gå over i romerriget, den sjette verdensmagt, og videre over i det symbolske „lille horn“, den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt eller den syvende verdensmagt. Mod denne syvende verdensmagt, som regnes for at være kristen, har den salvede rest af de åndelige israelitter måttet føre en kamp, især under de to verdenskrige. De har måttet føre en åndelig krig for at bevare deres neutralitet i de verdslige politiske magters stridigheder og for at kunne adlyde Gud mere end nationalistiske mennesker. (Apostlenes Gerninger 5:29-32) De åndelige ’Zions sønner’ har sejret i kraft af deres tro på Guds ord og i kraft af deres trofasthed mod Jehovas messianske rige. Det samme kan ikke siges om zionistbevægelsen blandt de kødelige, omskårne jøder.

46. Hvordan bruger Jehova sin salvede rest på jorden som en bue og en pil, hvor hastigt farer pilen ud, hvordan støder han i sit symbolske „horn“, og hvad benytter han som „heltens sværd“?

⁴⁶ Da den syvende verdensmagt i 1918-1919 foreslog Folkeforbundet og arbejdede for at oprette det som „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“, stod Jehovas messianske rige, der var oprettet i himmelen i 1914 og blev skildret ved fortidens Zion, i opposition til denne menneskegjorte erstatning. Jehova vil bruge sit rige som „heltens sværd“. „Rigets børn“ (Zions åndelige sønner) forkynder i hele verden Rigets budskab, der også er som et åndeligt sværd. (Mattæus 13:38, 43; Efeserne 6:17) Ligesom fortidens Juda sammenlignes med en bue og Efraim med en pil, benytter Jehova den ældre del af den salvede rest til at drive den yngre del frem som en pil i forkyndelsen af den suveræne Herre og Guds domsbudskab mod det messianske riges fjender. Jehovas symbolske pil „farer ud som et lyn“ for at forkynde Riget og bekendtgøre „hævnens dag fra vor Gud“. (Esajas 61:1, 2) Ved hjælp af de forklaringer der i dag gives til Guds hellige ord, Bibelen, støder Jehova i det åndelige „horn“ for at kalde sin salvede rest til åndelig kamp.

47. (a) Især siden hvornår har Jehova ’vist sig over’ sit folk, og i hvilke henseender har han forsvaret dem? (b)Hvordan har de nedtrampet de symbolske slyngesten, og på grund af hvad fyldes de med glæde?

⁴⁷ Han ’viser sig over dem’, for siden 1931 har de direkte båret hans navn, som Jehovas kristne vidner. Som ’i søndenstormen’, der er særlig voldsom i det mellemste østen, vil han gå imod sit messianske riges fjender. Sin trofaste rest af åndelige israelitter vil han derimod forsvare, idet han vil bevare deres tro og deres åndelighed og deres gudgivne åndelige domæne. Fjenderne slynger mange ting imod den genrejste rest for at lamme og afskrække den, men „restens“ medlemmer har vist at de kan tage imod sådanne symbolske slyngesten uden at lade sig standse i deres virksomhed; ja i virkeligheden nedtramper de dem, gør dem virkningsløse. Ligesom templets offerskåle blev fyldt med offerdyrenes blod og blev slået ud mod kobberalterets side så blodet drev ned ad dets hjørner, sådan vil Jehova udgyde sine fjenders livsblod ved at tilintetgøre dem, og det vil fylde den værnede rest med glæde, som om fjendernes blod var vin de gerne måtte drikke, vin som kunne glæde deres hjerte.

48. Med hvilken nænsomhed lovede Jehova at han ville behandle sit indviede folk, og som hvilken slags sten har de funklet?

⁴⁸ I stedet for at være som en angribende kriger over for sin rest af åndelige israelitter, vil Jehova være nænsom imod dem som en fredelig hyrde. Derfor afslutter han sit udsagn med dette højdepunkt: „[Jehova] deres Gud skal på denne dag frelse dem som sit folks hjord; thi de er kronesten, der funkler over hans land. Hvor er det dejligt, hvor skønt [For hvor er hans godhed stor, og hvor er hans skønhed stor, NW]! Thi korn giver blomstrende ungersvende, most giver blomstrende møer.“ — Zakarias 9:16, 17.

49, 50. (a) Siden hvornår har Jehova æret dem der ærer hans navn? (b) Hvordan optræder Jehova som sin hjords Frelser, og hvor dyrebare er hjordens medlemmer i hans øjne?

⁴⁹ På Zakarias’ tid var denne profeti til styrke og opmuntring. I dag, på dette sene tidspunkt i „endens tid“ for den syvende verdensmagt og hele resten af denne militariserede tingenes ordning, er profetien gået i opfyldelse, og opfyldelsen nærmer sig nu sit betagende højdepunkt.

⁵⁰ Siden hovedartiklen „Hvem vil ære Jehova?“ i Vagttaarnet for 1. februar 1926, er det på fremtrædende måde blevet forkyndt i hele verden at Jehova er Gud for den salvede rest af åndelige israelitter. Ligesom han for længe siden ved en profet eller en „Guds mand“ sagde: „Dem, som ærer mig, vil jeg ære,“ sådan har han æret denne rest der har æret ham. (1 Samuel 2:30) Han førte dens medlemmer frelst igennem farerne og forfølgelserne under den værste krig i hele menneskehedens historie, den anden verdenskrig (1939-1945), for disse åndelige israelitter var ham kære, ligesom en fårehjord i det mellemste østen er dyrebar for sin hyrde. Stenene i en kongelig krone er i sandhed kostelige for kronens bærer, der fremtræder i pragt ved deres funklen! Som sådanne funklende sten i en kongelig hovedbeklædning er de trofaste medlemmer af Jehovas åndelige „folks hjord“ kostelige. Jehova vil også frelse dem under fjendens sidste angreb.

51. Hvilket indtryk har „resten“ fået af Jehova, og på hvilken billedlig måde har han givet dem åndelig trivsel?

⁵¹ Jehovas godhed imod dem har i sandhed været stor! Det indtryk de har fået af ham, er i sandhed smukt! Fra sit åbenbarede hellige ord har han givet dem åndelig føde som en rigelig kornhøst. Deres hjerter er blevet glade som af most eller ny vin. Alt dette har givet dem åndelig trivsel.

[Fodnote]

[Kort på side 260]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

PALÆSTINA

UNDER PERSERKONGERNES HERREDØMME

KITTIM (CYPERN)

Hamat

MIDDELHAVET

Ribla

HADRAKS LAND (?)

Libanon

SYRIEN

FØNIKIEN

Zidon

Tyrus

Damaskus

BASAN

Samaria

Jordan

EFRAIM

Jerusalem

Asdod

Askalon

Gaza

FILISTERLANDET

Ekron

JUDA

Gat

Kapitel 17

Enhed trods falske forudsigelser

1. I vor tid med befolkningseksplosion og med truende hungersnød i hele verden, hvilke problemer skulle man da synes måtte opstå hvis man førte et adsplittet folk tilbage til dets eget land i større antal end landet kunne rumme?

I VORE dage lyder der skræmmende advarsler om overbefolkning af jorden — ja om en befolkningseksplosion og om global hungersnød allerede i 1975. Derfor kunne det synes mærkeligt at profetien taler om at unge mænd og kvinder vil trives og blomstre ved markens korn og vingårdens velsmagende most, og om at der skal føres flere indbyggere til, sådan at der til sidst ikke er plads til flere. I nogle lande har den hurtigvoksende befolkning den opfattelse at den må skaffe sig mere plads ved at overskride landets grænser og tage områder i besiddelse fra nabostaterne. Der må fremstilles mere mad; der må lægges mere jord under ploven. Hvorfor da samle en nations adspredte medlemmer inden for deres lands grænser, sådan at der til sidst slet ikke kan være flere? Hvordan skal der blive mad nok til dem alle?

2. Hvem har, i modsætning til de jordiske regeringer, ingen problemer med at skaffe fødevarer nok, ifølge Salme 104:13-16?

² Fødevaremangel? Det er et problem for de jordiske regeringer, ja, men ikke for den der plantede Paradiset til mennesket! Selv ikke i dag eksisterer der et sådant problem for ham om hvem salmisten skrev følgende inspirerede ord over treogtyve hundrede år før den nuværende verdenssituation: „Fra din højsal vander du bjergene, jorden mættes fra dine skyer; du lader græs gro frem til kvæget og urter til menneskets tjeneste, så du frembringer brød af jorden og vin, der glæder menneskets hjerte, og lader ansigtet glinse af olie, og brødet skal styrke menneskets hjerte. [Jehovas] træer bliver mætte, Libanons cedre, som han har plantet.“ — Salme 104:13-16.

3. Fra hvilken kant skal vi søge hjælp, ifølge Zakarias 10:1, 2?

³ Lad dem der stoler på deres egen formåen, blot forudsige hvad de vil om at løse dette verdensproblem ved menneskers forenede bestræbelser; der er dog kun én kant hvorfra hjælpen kan ventes. Hvor det er fra, oplyser Zakarias 10:1, 2 med en udtalelse der stammer fra en som er højere end både mennesker og djævle: „[Jehova] skal I bede om regn ved tidlig- og sildigregnstide; [Jehova] skaber uvejr; regnskyl giver han dem, hver mand urter på marken. Men husgudens tale er svig, sandsigeres syner er blændværk; de kommer med tomme drømme, hul er trøsten, de giver; derfor vandrer de om som en hjord, lider nød, thi de har ingen hyrde.“

4. Hvordan blev det på Noas tid og på Elias’ tid vist at Skaberen kan sende regn på fastsatte tidspunkter?

⁴ I år 2370 f.v.t. blev der givet bevis på at Skaberen, den suveræne Herre Jehova, kan sende regn over hele jorden. Ved slutningen af den uge hvori Noa og hans familie skulle føre dyrene ind i den kæmpemæssige ark eller kiste, begyndte det at regne over hele jorden i fyrre dage, så hele jordens overflade blev oversvømmet i et år. (1 Mosebog, kapitlerne 6-8) En anden lejlighed hvor Jehova sendte regn på et bestemt tidspunkt — denne gang som svar på en bøn — var efter tre og et halvt års tørke over Israels tistammerige, og det var profeten Elias der havde anmodet om regnen. Som svar på denne retfærdige mands bøn steg der først „en lille sky op af [Middel]havet, så stor som en mands hånd“, hvorefter himmelen blev „sort af stormskyer, og der faldt en voldsom regn“. — 1 Kongebog 18:43-45; Jakob 5:16-18; Lukas 4:25, 26.

5. Hvilke begivenheder mens tempelarbejdet lå stille viste de hjemvendte jøder at Jehovas ’byger til velsignelse’ (Ezekiel 34:26) ikke skulle tages som en selvfølge?

⁵ Den trofaste rest der vendte hjem til Judas land, havde fået løfte af Jehova om udmærkede livsbetingelser. Jehova havde sagt: „Jeg gør dem og landet rundt om min høj til velsignelse, og jeg sender regn i rette tid, mine byger skal blive til velsignelse.“ (Ezekiel 34:26) Resten skulle ikke tage dette som en selvfølge. I de år hvor de lod arbejdet med Guds tempel i Jerusalem ligge stille, kom der en svidende hede over landet, og profeten sagde: „Derfor holder himmelen sin dug og jorden sin afgrøde tilbage; og jeg [Jehova] har kaldt tørke hid over land og bjerge, og korn, most og olie, over alt, hvad jorden frembringer, over folk og fæ, over alt, hvad hænder virker.“ (Haggaj 1:10, 11; 2:16, 17; Zakarias 8:10-12) Da fandt de det nødvendigt at bede til ham der skaber uvejrsskyer og giver regnskyl. — Zakarias 10:1.

6. Kan de hedenske, overtroiske folks falske guder sende regn, og hvilken udtalelse om at sende regn vil selv nutidens økologer komme til at anerkende som rigtig?

⁶ Medlemmerne af den trofaste rest som henvendte deres bønner til ham og adlød hans bud, gav han „urter på marken“. Hver enkelt trofast tilbeders jordlod blev velsignet med den nødvendige vegetation der skulle tjene til føde. Det var ikke de hedenske, overtroiske folkeslags falske guder man skulle se hen til og bede til. Henvendt til den himmelske Regnmager havde profeten Jeremias tidligere sagt: „Kan blandt hedningeguderne nogen sende regn, giver himlen nedbør af sig selv? Er det ikke dig, o [Jehova] vor Gud? Så bier vi på dig, thi du skabte alt dette.“ (Jeremias 14:22) Alle nutidens økologer eller miljøeksperter, der ikke tager Jehova Gud i betragtning, vil en dag erkende at Bibelens inspirerede udtalelse om Jehovas evne til at sende regn, er sand.

7. Hvorfor beder den salvede rest ikke om bogstavelig regn for at afværge en verdensomfattende hungersnød? Hvad ved de har større betydning for dem der gerne vil overleve?

⁷ For øjeblikket beder den salvede rest af åndelige israelitter, som først og fremmest er optaget af at genoprette den rene tilbedelse af Jehova ved hans åndelige tempel, ikke om bogstavelig regn på jorden i håb om at afværge en verdensomfattende hungersnød. De husker at Jesus Kristus forudsagde at „hungersnød“ ville forøge de verdslige nationers og folkeslags lidelser i „afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 24:7) De ved at der er noget som har større betydning for dem der gerne vil overleve den kommende verdenstrængsel og opnå liv i Guds nye tingenes ordning, nemlig de åndelige velsignelser — en voksende forståelse af Bibelen og dens profetier, et gunstigt forhold til Gud, et større mål af hans hellige ånd eller virkekraft, regelmæssig overværelse af møder sammen med hans indviede folk, en andel i at forkynde den gode nyhed om hans messianske rige, samt Guds ledelse og beskyttelse i alle deres bestræbelser for at gøre hans vilje. Det er en regn af sådanne velsignelser den gudfrygtige rest har bedt om. Derfor er mange „urter“, megen vegetation, spiret frem i deres åndelige domæne. Det er blevet et åndeligt paradis. — 2 Korinter 12:4.

8. Hvilke „guder“ har kristenheden set hen til for at blive velsignet, men hvad har resultatet været, som forudsagt?

⁸ I overensstemmelse med at kristenheden kun har „gudsfrygts skin“, søger den sine velsignelser hos denne verdens falske guder, nemlig kommercialismen, militarismen, den evolutionistiske skoling, patriotismen, den moderne videnskab og teknologi, og De forenede Nationer. Dens politiske ledere rådspørger endog astrologer og åndemedier. Hvilke resultater har vi set af dette? Nøjagtig hvad der forudsiges i Zakarias 10:2: „Men husgudens tale er svig, sandsigeres syner er blændværk; de kommer med tomme drømme, hul er trøsten, de giver; derfor vandrer de om som en hjord, lider nød, thi de har ingen hyrde.“

9. Hvordan har kristenhedens folk gjort brug af ’husguder’ og ’sandsigere’?

⁹ I deres uafhængighed af Bibelen ser kristenhedens folk hen til deres husguder, ligesom de overtroiske romere tilbad deres penater. De stoler på deres egne private meninger og synspunkter, idet de hver især har deres egen personlige religion. De sætter deres lid til forudsigelser fremsat af militære, økonomiske og politiske eksperter, og til de præster og gejstlige der nedbeder himmelens velsignelse over sådanne verdslige ledere og talsmænd. De handler genstridigt imod Guds ord som Jehovas kristne vidner har forkyndt for dem, og de følger egenrådigt deres egen mening om hvordan tingene skal gøres. De ord profeten Samuel henvendte til den ulydige kong Saul af Israel, kan også rettes til dem: „Genstridighed er trolddomssynd, og egenrådighed er afgudsbrøde.“ — 1 Samuel 15:23.

10. Har kristenhedens profeter haft ret, er dens forhold blevet forbedret, og er dens hjord blevet holdt sammen under en hyrde?

¹⁰ Set med Jehovas øjne er det ikke blot den såkaldte hedenske verden, men også kristenheden, der befatter sig med afgudsdyrkelse, trolddomskunst og dæmonisk sandsigeri. Derfor har menneskers private meninger og synspunkter vist sig at være fejlagtige. Forudsigelser fremsat af offentlige personligheder om en forbedring af verdensforholdene i kraft af alle de menneskeskabte midler, har ikke vist sig at være andet end ønskedrømme, blændværk. Hvordan har dette berørt de svigtede og vildførte folkemasser? De vandrer i sandhed om som en fårehjord, ja som får der ikke ved hvor de skal gå hen, idet hver enkelt går sine egne veje. De er faret vild og er et let bytte for samfundets slette elementer. Det har ført dem ud i store lidelser, uden udsigt til hjælp fra jordiske kilder. Ingen politisk hersker, ingen politisk organisation er i stand til at værne dem som en hyrde og beskytte dem og lede dem til fredelige græsgange og stille vande.

11, 12. (a) Har herskerne i kristenheden fulgt kong Davids eksempel? Forklar. (b) Er Jehova ifølge Zakarias 10:3-7 tilfreds med de politiske „hyrder“ der lader sig lede af præsteskabet?

¹¹ De politiske herskere, selv herskerne i den navnkristne kristenhed, har nægtet at følge kong Davids eksempel, han der værnede den israelitiske hjord som en hyrde i årene fra 1077 til 1037 f.v.t. I Salme 23:1, 2 sagde den tidligere hyrdedreng David: „[Jehova] er min hyrde, mig skal intet fattes, han lader mig ligge på grønne vange. Til hvilens vande leder han mig.“ Kan den øverste Hyrde, Jehova, være tilfreds med de politiske herskere der som hyrder for deres undersåtter lader sig lede og støtte af kristenhedens præsteskab? Ikke ifølge Zakarias 10:3-7:

¹² „Mod hyrderne blusser min vrede, bukkene vil jeg hjemsøge [med de bukkeagtige ledere vil jeg gøre regnskabet op, NW]; thi Hærskarers [Jehova] ser til sin hjord. Han ser til Judas hus; han gør dem til en ganger, sin stolte ganger i strid. Fra ham [Juda] kommer hjørne og teltpæl, fra ham kommer krigens bue, fra ham kommer hver en hersker. De bliver til hobe som helte, der i striden tramper i gadens dynd; de kæmper, thi [Jehova] er med dem. Rytterne bliver til skamme; jeg styrker Judas hus og frelser’ Josefs hus. Jeg ynkes og fører dem hjem, som havde jeg aldrig forstødt dem; thi jeg er [Jehova] deres Gud og bønhører dem. Efraim bliver som en helt, deres hjerte glædes som af vin, deres sønner glædes ved synet. Deres hjerte frydes i [Jehova].“

13. Hvis indstilling har gejstligheden ladet de politiske ’hyrder’ og „bukkeagtige ledere“ i uvidenhed om, og hvordan?

¹³ Selv inden for kristenheden erkender de politiske ’hyrder’ ikke at Jehovas vrede er blusset op imod dem. Beder gejstligheden ikke for dem og nedkalder himmelens velsignelse over dem? Kristenhedens selvrådige ’bukke’ eller „bukkeagtige ledere“ tror og frygter heller ikke at hærskarers Jehova vil kræve dem til regnskab. Går de ikke i kirke i kristenheden, og kan præsterne ikke handle som mellemmænd for dem over for Gud og bringe forholdet til Gud i orden for dem? Derfor regner de ikke med at skulle føle Jehovas blussende vrede i den forudsagte ’krig på Guds, den Almægtiges, store dag’. De bekymrer sig ikke om at han vil gøre regnskabet op med dem når denne krig udkæmpes på Harmagedons slagmark. Men selv om disse politiske ’hyrders’ og „bukkeagtige lederes“ egne præster og gejstlige har ladet dem i uvidenhed og har ladet dem forblive i deres selvtilfredshed, har hærskarers Jehova ikke gjort det. Han har advaret dem, og det har han gjort gentagne gange og god tid i forvejen. Hvordan?

14. Gennem hvem har Jehova advaret dem god tid i forvejen, og hvordan har han forvandlet disse fra at være som får til at være som en statelig stridshest?

¹⁴ Ved hjælp af sine salvede kristne vidner, det modbilledlige „Judas hus“. De har ikke ladet sig vildføre af kristenhedens politiske ’hyrder’ og „bukkeagtige ledere“. Deres hyrde er Jehova, og siden 1919 har han set med gunst til dem som sin fårehjord. Under den første verdenskrig var de virkelig som får, idet de ikke tog del i krigshandlingerne sammen med kristenheden, men blev undertvunget af de politiske og militære systemer der som vilddyr, med præsteskabets billigelse og støtte, drev rovdrift på menneskeheden. Men efter denne første verdenskonflikt har den store himmelske Hyrde igen samlet sin „hjord“, det åndelige „Judas hus“. Fra at være som får er de blevet som hans „stolte ganger i strid“. Ved hjælp af sit ord og sin hellige ånd har han indgydt dem mod, gjort dem modige som en statelig stridshest. — Zakarias 10:3.

15. Hvorfor var det på sin plads at denne forvandling skete med det åndelige „Judas hus“ siden 1914?

¹⁵ Sådan burde det også være. Ved hedningetidernes udløb i 1914 indsatte Jehova Gud nemlig „løven af Judas stamme“ på den himmelske trone og bød ham: „Hersk midt iblandt dine fjender!“ (Åbenbaringen 5:5; 1 Mosebog 49:9, 10; Salme 110:1, 2) Ligesom føreren for det åndelige „Judas hus“ er, sådan bør de øvrige medlemmer af ’huset’ også være. Jehova siger videre om dette „Judas hus“, som vi læser i New World Translation: „Fra ham kommer den førende mand, fra ham kommer den bærende hersker [bogstaveligt: naglen], fra ham kommer stridsbuen; fra ham udgår hver en arbejdsfoged, alle i forening.“ — Zakarias 10:4.

16. (a) Hvem var „den førende mand“ på Zakarias’ tid, og hvem er det i vor tid? (b) Hvordan er han „den bærende hersker“, „stridsbuen“ og ’arbejdsfogeden’?

¹⁶ På Zakarias’ tid var „den førende mand“ statholderen Zerubbabel, Sjealtiels søn, af Judas stamme. I vor tid, efter at Jehovas messianske rige er blevet født i 1914, er „den førende mand“ den herliggjorte Jesus Kristus, som nedstammer fra David af Judas hus. Han er midtpunktet for det hele; det kongelige ansvars tråde mødes i hans hånd. Som en nagle hvorpå de kongelige interesser hænger, er den messianske konge „den bærende hersker“. I sin Guds, hærskarers Jehovas, almægtige hånd er han som en stridsbue der på lang afstand kan ramme fjenderne og fælde dem. Han er den øverste arbejdsfoged, den som tildeler alle medlemmerne af „Judas hus“ de kongelige opgaver. Nogle af dem udnævner han til underfogeder, og alle må de samarbejde med ham som deres leder og fører. Med ham i spidsen har hele „Judas hus“ grund til at være modig.

17. Hvorfor er det påkrævet at det åndelige „Judas hus“ lægger mod for dagen som i krigstid?

¹⁷ Tiden kræver at vi er modige som Kristus. Vi lader os ikke lamme af frygt på grund af situationen i verden. Vi er i forvejen blevet advaret om at der i vor tid ville blive ført krig mod den salvede rest af det åndelige Israel, for det messianske rige ville kaste Satan Djævelen og hans dæmonengle ud af himmelen, og om denne fjendtligsindede drage står der skrevet, som vi i dag kan læse: „Og dragen vrededes på kvinden [Guds himmelske organisation] og gik bort for at føre krig mod de andre af hendes slægt, dem, der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd.“ (Åbenbaringen 12:17) Med Guds hjælp har resten af det åndelige Judas hus derfor erfaret opfyldelsen af det guddommelige løfte: „De bliver til hobe som helte, der i striden tramper i gadens dynd; de kæmper, thi [Jehova] er med dem. Rytterne bliver til skamme.“ — Zakarias 10:5.

18. (a) Hvorfor var det åndelige „Judas hus“ nødt til at gå med i kampen, og hvem stod på deres side? (b) Hvorfor blev „rytterne“ til skamme?

¹⁸ Dette billede skildrer sejrrige krigere som er trængt ind i fjendens befæstede by, og byens gader strømmer af de faldne forsvareres blod. Erobrerne træder derfor i det dynd der dannes når blodet blander sig med gadens snavs. Den krig den salvede rest af det åndelige „Judas hus“ fører i dag, er imidlertid en åndelig krig, med våben som er „mægtige for Gud, så de kan nedbryde fæstningsværker“. (2 Korinter 10:4; Efeserne 6:14-18) På denne „onde dag“ hvor dragen eller Satan Djævelen er blevet kastet ned til jorden sammen med sine dæmoner, har den salvede rest ikke kunnet undgå at blive inddraget i en kamp. De har modigt taget kampen op, „thi [Jehova] er med dem“. At de stadig kæmper nu, så nær afslutningen på „endens tid“, vidner om åndelig sejr for dem. Men de fjender der stoler på „heste“, det vil sige på verdens måde at bekæmpe Jehovas tilbedere på, er i sandhed blevet til skamme, kommet til kort. Al modstand, al forstyrrende indgriben og al forfølgelse fra disse ’rytteres’ side har været forgæves og har ikke kunnet standse resten af det åndelige „Judas hus“.

EN FORENET NATION

19. (a) Hvilken splittelse erfarede Israels tolv-stammerige i 997 f.v.t.? (b) Hvordan kom de overlevende fra begge de riger der opstod, til at være landflygtige sammen i Babylonien?

¹⁹ På profeten Zakarias’ tid i det sjette århundrede før vor tidsregning blev Israels nation forenet ved at den trofaste rest blev udfriet fra Babylon og blev ført tilbage til Judas land. Nationen var blevet splittet i år 997 f.v.t. Dengang gjorde ti stammer oprør mod det herredømme der blev udøvet af Davids kongelige slægt; kun Benjamins og Judas stammer forblev tro mod Davids kongehus. Tistammeriget Israel blev anført af sin folkerigeste stamme, hvis forfader var Efraim, patriarken Josefs yngste søn. Josefs førstefødte søn Manasses stamme stillede sig solidarisk med broderstammen Efraim. Tistammeriget i nord varede kun til år 740 f.v.t., da dets hovedstad Samaria blev ødelagt af assyrerne og de overlevende israelitter blev ført bort til områder i det assyriske rige. Omkring år 632 f.v.t. blev Assyrien fældet af Babylon, som overtog dets landområder og dets landflygtige israelitter. Da Babylon derpå ødelagde Jerusalem i 607 f.v.t. og førte de overlevende til Babylonien, var alle stammerne kommet i landflygtighed.

20. (a) Hvorfor blev de landflygtige fra tistammeriget omtalt som „Efraims hus“ eller „Josefs hus“? (b) Hvordan gav Jehova til kende at de to huse ville blive forenet?

²⁰ Eftersom Josefs søn Efraims stamme var den mest fremtrædende i tistammeriget, blev de landflygtige fra dette rige omtalt som „Efraims hus“ eller „Josefs hus“, idet Josef først og fremmest blev repræsenteret ved sønnen Efraim. Jehova omtaler nu både Judas hus og Efraims hus og viser med sine ord at alle Israels tolv stammer ville blive genforenet i Judas land ved at en trofast rest af landflygtige vendte tilbage: „Jeg styrker Judas hus og frelser Josefs hus. Jeg ynkes og fører dem hjem, som havde jeg aldrig, forstødt dem; thi jeg er [Jehova] deres Gud og bønhører dem. Efraim bliver som en helt, deres hjerte glædes som af vin, deres sønner glædes ved synet. Deres hjerte frydes i [Jehova].“ — Zakarias 10:6, 7.

21. (a) Hvem styrkede Jehova „Judas hus“ over for, og på hvilken måde frelste han Josefs hus? (b) Hvordan blev de som om Jehova aldrig havde forstødt dem?

²¹ Det var den suveræne Herre og Gud der styrkede „Judas hus“, som specielt repræsenterede Davids messianske rige, over for dets fjender. Landflygtige fra „Josefs hus“ blev også frelst, det vil sige fik sejr over deres fjender. Hærskarers Jehova udfriede dem fra den landflygtighed Assyrien havde bragt dem i, og førte dem hjem sammen med deres stammefrænder til den persiske provins Juda. I lighed med Judas hus blev de „som en helt“ i Jehovas tjeneste. Jehova havde barmhjertighed med dem ligesom med de øvrige landflygtige, og alle de hjemvendte landflygtige blev i fællesskab som et folk han aldrig havde forstødt på grund af ulydighed. Dette blev navnlig tydeligt for alle og enhver da de hjemvendte landflygtige til sidst blev færdige med at bygge det andet tempel i Jerusalem, hvor de kunne tilbede ham i enhed som hele nationens Gud. Han viste at han hørte deres bønner ved at besvare dem.

22. (a) Hvorfor er det der bringer dem glæde, stærkere end vin? (b) På hvilken måde deler „deres sønner“ deres glæde?

²² Det der skabte glæde i deres hjerte, var stærkere end vin. Det var noget åndeligt. Deres hjerte frydede sig i deres Gud, Jehova, på grund af det han havde gjort for dem, ja, på grund af den barmhjertighed han havde vist dem. De sønner de fik i deres genvundne hjemland, ville også få del i denne godhed og barmhjertighed fra Gud. De ville også se den, opleve den, og de ville derfor glæde sig sammen med deres forældre.

23. Hvad svarer i den endelige opfyldelse til „Judas hus“ og „Josefs [Efraims] hus“? Hvor har Jehova forenet dem, og siden hvornår?

²³ I den endelige opfyldelse her i det tyvende århundrede af profetien om „Judas hus“ og „Josefs [Efraims] hus“, er der tale om to dele af det åndelige Israels salvede rest. Der er den oprindelige del som overlevede genvordighederne under den første verdenskrig og genvandt Guds gunst og blev udfriet i 1919, og der er den nyere del som er blevet udfriet fra det store Babylon efter 1919, og som er blevet føjet til den oprindelige del af den salvede rest. De to dele blev forenet som Jehovas „ejendomsfolk“ i det åndelige domæne hvori Jehova førte dem sammen fra og med 1919. De kunne således samarbejde enigt om at genoprette og udvide tilbedelsen af den eneste levende og sande Gud ved hans åndelige tempel. Ved hjælp af sin uovervindelige ånd udvirkede Jehova at denne ’fårehjord’ af hans Messias’ disciple blev som en stolt og statelig stridshest der ikke var bange for at kaste sig ud i kampen.

24. Hvordan viste den forenede rest nu det samme mod som en hest der kaster sig ud i kampen?

²⁴ De blev således modigere end nogen sinde i forkyndelsen af Guds messianske rige, det rige der havde hersket i himlene siden hedningetidernes udløb i 1914. Ja, de fortsatte med at sprede gratis traktater om Bibelen; de uddelte dem til folks hjem i hundreder af millioner af eksemplarer. Men nu overlod de ikke størstedelen af arbejdet til nogle få hundrede heltidsarbejdende „kolportører“, nej, de gik alle ud for at banke på folks døre, for at tale med folk og mod et symbolsk bidrag give dem brochurer og indbundne bøger i hænde som en hjælp til at studere Bibelen. De benyttede hundreder af radiostationer for at udsende Rigets budskab over hele jorden, og nu og da foretog de endog nogle af de største sammenkoblinger af radiostationer for at nå ud til så mange lyttere som muligt. Da den voksende modstand fra religiøs og politisk side og fra domstolenes side gjorde det vanskeligt at fortsætte radiospredningen af Rigets budskab uhindret, sendte man højttalervogne ud for at forkynde budskabet i marken. Fra dør til dør benyttede man rejsegrammofoner for at afspille grammofonplader med budskabet.

25. Hvordan blev domsbudskaberne fra 1922 til 1928 modigt forkyndt?

²⁵ I de syv år fra 1922 til 1928 holdt den salvede rest af de åndelige israelitter en række på syv generalstævner eller internationale stævner. Ved hvert af disse stævner blev der forkyndt et frygtløst domsbudskab fra Guds hellige ord, Bibelen, og hvert budskab blev støttet af et offentligt foredrag som blev henvendt til en synlig tilhørerskare og samtidig blev udsendt over radioen. Disse domsproklamationer og deres ledsagende foredrag blev udgivet i form af gratis traktater på mange sprog, og hundreder af millioner af disse traktater blev uddelt til folk i mange lande. Disse årlige budskaber som lød i tale og blev udsendt på tryk, var som syv basunstød der bekendtgjorde Jehovas nutidige domme for hele verden. Sådan skildres de i den apokalyptiske bog Åbenbaringen, kapitlerne otte, ni og elleve.

26. Hvordan skildrer Åbenbaringens beretning om den femte basun at den salvede rest er rede til kamp efter udfrielsen fra Babylon den Store?

²⁶ I forbindelse med det femte af disse basunlignende budskaber der blev udsendt under engles ledelse, skildrer Åbenbaringen 9:7-11 „resten“ som udfriet fra Babylon den Store, i det den omtales som en symbolsk græshoppesværm. Vi læser: „Og græshopperne lignede i deres ydre heste, som er udrustede til krig; på deres hoveder var der noget ligesom kranse, der så ud som guld, og deres ansigter var ligesom menneskeansigter, og de havde hår ligesom kvindehår, og deres tænder var ligesom løvers, og deres bryst var ligesom dækket af jernbrynjer; og lyden af deres vinger var ligesom lyd af stridsvogne med mange heste, der farer ud til kamp. Og de havde hale og brod ligesom skorpioner, og i deres haler lå deres magt til at skade menneskene i fem måneder. De har afgrundens engel til konge over sig; hans navn er på hebraisk Abaddôn, og på græsk har han navnet Apollýon.“ I denne skildring er „resten“ rede til kamp.

27. Hvordan er Åbenbaringens beretning om den sjette basun i harmoni med Zakarias 10:3-7 med hensyn til beskrivelsen af „resten“?

²⁷ I det apokalyptiske billede af virkningerne af det syvende basunstød (som begyndte i 1927) benytter „resten“ hundreder af millioner af propagandamidler for at forkynde Jehovas domme. Det beskrives på denne måde: „Tallet på rytterskarerne var to gange titusinde gange titusinde; jeg [Johannes] hørte tallet på dem. Og i mit syn så jeg hestene og rytterne således: de havde ildrøde og sorteblå og svovlgule brynjer; og hestenes hoveder var ligesom løvehoveder, og ud af munden på dem stod ild og røg og svovl. Ved disse tre plager: ilden og røgen og svovlet, som stod ud af munden på dem, blev en tredjedel af menneskene dræbt. Thi hestenes magt lå i deres munde og i deres haler; deres haler lignede nemlig slanger, fordi de havde hoveder, og med dem gjorde de skade.“ (Åbenbaringen 9:16-19) Disse symbolske syner er således i harmoni med Zakarias 10:3-7, der skildrer den genrejste rest som Jehovas „stolte ganger i strid“ og som „helte“.

VÆLDIGE HINDRINGER OVERVINDES

28. Hvad sagde Jehova, i Zakarias 10:8-12 om at overvinde hindringer mens han genindsamlede sit folk fra Ægypten og Assyrien?

²⁸ Som vi klart kan se nu, har intet været en uoverstigelig hindring for hærskarers Jehova i gennemførelsen af hans erklærede hensigt. I Zakarias 10:8-12 sagde han hvad han ville gøre med de hindringer der var: „Jeg fløjter ad dem [de landflygtige] og samler dem; thi jeg udløser dem, og de bliver mange som fordum [og de skal blive mange, ligesom dem der er blevet mange, NW]. Blandt folkeslag strøede jeg dem ud, men de kommer mig i hu i det fjerne og opfostrer børn til hjemfærd. Jeg fører dem hjem fra Ægypten, fra Assur samler jeg dem og bringer dem til Gilead og Libanon, som ikke skal være dem nok. De [han, Gd] går gennem trængselshavet, han slår dets bølger ned. Alle Nilstrømme tørkner, Assurs stolthed styrtes, Ægyptens herskerspir viger. Jeg gør dem stærke i [Jehova], de vandrer i hans navn, så lyder det fra [Jehova].“

29. (a) Hvornår ydmygede Jehova som forudsagt Assyriens stolthed? (b) Hvornår fløjtede han ad sit folk der var strøet ud, og hvordan reagerede hans folk?

²⁹ Ordet „Assur“ i denne guddommelige udtalelse omfatter de områder hvortil assyrerne førte de overlevende fra Israels tistammerige i år 740 f.v.t. Assyriens „stolthed“ blev ydmyget af Babylon under kong Nebukadnezar. Dette rige som erobrede Assyrien og berøvede det magten, fik derpå sin „stolthed“ styrtet i 539 f.v.t. af Jehovas jordiske redskab, perseren Kyros den Store. Derefter kunne Jehova ’fløjte’ ad sit landflygtige folk der boede spredt i de babyloniske områder mod nord. Hvor han havde strøet dem ud, var de blevet mangfoldige som sædekorn sået på marken. Uanset hvor langt de var kommet bort i deres landflygtighed, ville de høre hans ’fløjten’ og komme ham i hu. Hans ’fløjten’ ville virke genoplivende på dem og på deres børn som var vokset op i landflygtigheden. De ville reagere på hans indbydende ’fløjten’ og vende tilbage til deres øde hjemland.

30. Hvilke forhindringer hentydes der til i forbindelse med indsamlingen af de landflygtige fra Ægypten, og hvad ville Jehova gøre med disse forhindringer?

³⁰ Mange var også blevet ført i landflygtighed til Ægypten nede mod syd, eller var selv flygtet derned for at søge sikkerhed. (2 Kongebog 23:31-34; 25:22-26) Derfor ’fløjtede’ Jehova også i denne retning. Også derfra indsamlede han medlemmer af resten så de kunne tilbede ham ved hans tempel i Jerusalem. Ægypterkongens herskerspir eller scepter kunne ikke forhindre det. Jehovas vilje blev gennemført nøjagtig som om det ægyptiske myndighedsscepter var veget bort, som om det ikke eksisterede. Den højeste Guds ’fløjten’ havde større myndighed end Ægyptens herskerspir. Hvis Nilens guddommeliggjorte vande stod i vejen, kunne han behandle dem som om de var tørret bort foran hans folk. Hvis Det røde Hav var en hindring, kunne han gå igennem det og volde dets vande ’trængsel’. Han kunne slå dets bølger ned så hans landflygtige kunne gå igennem det og nå hjem til hans tilbedelsessted i Jerusalem. Han kunne atter gøre hvad han havde gjort i 1513 f.v.t.

31. (a) Hvordan ville Jehova klare det hvis landet blev truet af overbefolkning, og sørge for at befolkningen stadig kunne vokse? (b) I hvilken forstand ville de vandre i hans navn?

³¹ Der var ingen frygt for at landet skulle blive overbefolket. Den der ejede hele jorden ville blot udvide landets grænser for sine hjemvendte landflygtige. Gileads land øst for Jordanfloden og ligeledes Libanon mod vest, langs Middelhavet, ville blive indlemmet i landet. I dette udvidede område skulle de hjemvendte „blive mange, ligesom dem der er blevet mange“. Deres befolkningstilvækst skulle ikke stå tilbage for tilvæksten i noget andet folkerigt land. De ville blive så mange som nogen sinde. Den højeste og almægtige Gud ville gøre dem „stærke“ så de kunne modstå alle udenlandske forsøg på at undertrykke dem, holde dem nede og reducere deres antal. De ville vandre i hans navn, eller som et folk der bar hans navn. Overalt ville de have hans navn i tanke og søge at ære det, og de ville ikke gøre noget som kunne kaste smuds på det.

32. Hvornår begyndte Jehova at ’fløjte’ ad sine landflygtige, og på hvilken måde?

³² I år 537 f.v.t. begyndte Jehova at ’fløjte’ ad sit landflygtige folk i kraft af det frihedsdekret som blev udstedt af Babylons erobrer, perseren Kyros den Store. (Ezra 1:1 til 3:2) Dette dekret gjaldt ikke de landflygtige i Ægypten, men senere blev det også muligt for dem at vende tilbage til deres gudgivne land.

33. Hvornår begyndte Jehova at ’fløjte’ ad det åndelige Israels landflygtige og på hvilken måde?

³³ På tilsvarende måde blev Babylon den Store fældet i 1919 af den større Kyros, den sejrende og indsatte konge Jesus Kristus. Begyndte Jehova da at ’fløjte’ ad sin landflygtige rest? Ja, det gjorde han tydeligvis. Hvordan? Navnlig ved hjælp af det halvmånedlige blad der i dag er kendt over hele verden som Vagttårnet, Forkynder af Jehovas rige og som på forsiden bærer ordene: „’I er mine vidner,’ siger Jehova.“ (Esajas 43:12) Gennem dette blad blev medlemmerne af den salvede rest over hele jorden opfordret til at forene sig igen og sammen støtte Guds messianske rige. Som et skridt i denne retning bekendtgjorde bladet at der skulle holdes et generalstævne i Cedar Point i Ohio, U.S.A., fra 1. til 8. september 1919, og alle bladets læsere blev indbudt til at overvære det.

34. (a) Hvor mange overværede generalstævnet i 1919, og hvad fik de at vide om forkyndelsen af Riget? (b) Hvor vidt er det i dag kommet med denne forøgelse af Rigets forkyndelse?

³⁴ Omkring seks tusind fik mulighed for at deltage i denne betydningsfulde sammenkomst og åndelige højtid. De glædede sig over at være tilbage i deres retmæssige åndelige domæne på jorden. De fik at vide at Guds messianske rige nu ville blive forkyndt med endnu et redskab, idet man ville begynde at udgive et søsterblad til Vagt-Taarnet, dengang under navnet The Golden Age (Den gyldne Tidsalder), nu Vågn op! Det første nummer af det nye blad udkom den 1. oktober 1919. Det har siden været et magtfuldt middel i forkyndelsen af det messianske rige og den tidsalder med liv, fred, lykke og velstand som dette rige snart vil lade begynde. I 1940 begyndte man at tilbyde dette blad på gaden til offentligheden. I dag trykkes der over syv millioner eksemplarer af dette blad to gange om måneden, på over femogtyve sprog, og stadig flere modtager det og læser det.

35. (a) Hvordan lød Jehovas ’fløjten’ i et større og større område, og hvad bevirkede det? (b) Hvordan kunne de der reagerede på Jehovas ’fløjten’, overvinde de hindringer der stod i vejen for dem?

³⁵ Fra denne begyndelse i frihedsåret 1919 fortsatte genindsamlingen af „resten“. Efterhånden som den trofaste, overlevende rest modigt tog Rigets budskab op og med glæde og begejstring udbredte det mere og mere, lød Jehovas ’fløjten’ i et større og større område. Mange som søgte den sande Gud, både i og uden for kristenheden hørte denne ’fløjten’ der indbød dem til den rene tilbedelse af den eneste levende og sande Gud ved hans åndelige tempel. De gjorde hvad de kunne for at efterkomme opfordringen. Var der hindringer som stillede sig i vejen for dem, ting der kunne sammenlignes med Nilen eller Det røde Hav, eller undertrykkende politiske magter som Assyrien og fortidens Ægypten? Den Gud de søgte at tilbede ved det sande åndelige tempel, åbnede sit skrevne ord for dem og viste dem hvordan de kunne overvinde og overstige sådanne mægtige forhindringer. Lydigheden mod Guds ’fløjten’ måtte komme i første række!

36. Hvordan måtte „Assurs stolthed“ komme til at indtage en ringe plads i deres bevidsthed, og hvordan måtte „Ægyptens herskerstav“ vige?

³⁶ De måtte lade frygten fare. De måtte adlyde kaldet fra himmelen om at drage ud af Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, der ikke blot omfatter kristenheden men også de hedenske religioner. (Åbenbaringen 18:1-4) De måtte ikke lade sig fylde af stolthed over militariserede, nationalistiske stater som fortidens Assyrien. De skulle lade Jehovas messianske rige komme før alle menneskeskabte regeringer. I deres bevidsthed skulle alle høje og mægtige jordiske herskermagters interesser „styrtes“ eller indtage en ringe plads i forhold til de interesser der tilhørte Jehovas universelle suverænitet og dens messianske redskab. De skulle ikke regne Ægyptens herskerstav, som denne verdens politiske magter bar i symbolsk forstand, for størst i magt og myndighed. De skulle derimod tænke på det scepter der tilhørte Guds messianske konge, til hvem Jehova i 1914 sagde: „Fra [det himmelske] Zion udrækker [Jehova] din vældes spir; hersk midt iblandt dine fjender!“ (Salme 110:1, 2) I sammenligning med dette messianske scepter må „Ægyptens herskerstav“ eller scepter ’vige’.

37, 38. (a) Hvad måtte de anerkende Jehova som, i stedet for at tilbede staten? Hvordan blev de hjulpet til at indse dette krav? (b) Hvad sagde bogen Regering i uddrag om „Teokrati“ og „Jehova som Konge“?

³⁷ I stedet for at anerkende den politiske stat som den højeste og tilbede denne menneskeskabte stat, måtte de anerkende den suveræne Herre Jehova som guddommelig Hersker eller Teokrat. De blev hjulpet til at se dette krav ved hjælp af bogen Regering, der blev udgivet på engelsk i 1928 ved de internationale bibelstudenters generalstævne i Detroit i Michigan, U.S.A., som blev holdt i dagene fra 30. juli til 6. august 1928 og hvor det syvende symbolske basunstød begyndte at lyde. (Åbenbaringen 11:15-18) På siderne 239-242 (i den danske udgave) behandlede denne bog emnerne „Teokrati“ og „Jehova som Konge“, og sagde i uddrag:

³⁸ „Hvilken Regeringsform skal da være raadende blandt jordens Folkeslag? Det vil blive et rent Teokrati. Hele Skabningen har i Aarhundreder lidt store Kvaler og sukket efter, at denne Regering skulde aabenbares. (Romerne 8:19) Nu er Tiden inde til, at den skal oprettes, og baade de styrende og de styrede paa jorden bør lære Sandheden herom at kende og glæde sig. . . . Et Teokrati er en Regering eller et Styre, hvis øverste Regent er Jehova Gud. Han er den, der giver Lovene, og ogsaa den, der bringer dem til Udførelse gennem dem, som han selv har udset dertil. Skønt Jehova naturligvis altid har besiddet den højeste Magt, har der dog været en Tid, nemlig siden Israels sidste Konge blev afsat, i hvilken han har tilladt Menneskene at gaa deres egne Veje, uden at han har blandet sig deri, førend hans Tid var inde til at sætte ham, ’hvem Retten tilhører,’ paa Tronen. Han er den, hvem Gud har udpeget og salvet til at herske som sin særlige Repræsentant og i fuld Overensstemmelse med sig. . . . Naar Folket ret faar øjnene op for, hvad dette store Teokrati virkelig er, vil det fylde hele jorden med Glæde.“

39. (a) Ved hvilken styreform vil Paradiset blive genoprettet til menneskeheden, og hvilken slags organisation har Jehova oprettet i det åndelige paradis som hans „rest“ befinder sig i? (b) Hvilke hindringer må de der vil slutte sig til „resten“ i dens teokratiske åndelige domæne, igennem?

³⁹ Det er gennem det kommende Teokrati at Paradiset vil blive genoprettet til menneskeheden. For øjeblikket findes der et åndeligt paradis blandt medlemmerne af den genrejste rest, blandt hvem den store Teokrat har oprettet en teokratisk organisation. Denne åndelige rest, organiseret på denne måde, sætter Jehova Gud højere end alle jordiske herskere, autokratiske såvel som demokratiske, og siger med ordene i Esajas 33:22: „Jehova er vor Dommer, Jehova er vor Lovgiver, Jehova er vor Konge; han vil selv frelse os.“ (NW) De tager det samme teokratiske standpunkt som Jesu’ Kristi tolv apostle tog foran Jerusalems øverste domstol. „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker. . . . Og vi er vidner om disse forhold, og det er den hellige ånd også, som Gud har givet dem der adlyder ham som deres hersker.“ (Apostlenes Gerninger 5:29-32, NW) De der ønsker at slutte sig til den salvede rest i dens teokratiske åndelige domæne må derfor krydse den symbolske Nilflods demokratiske strøm og det symbolske Røde Havs eller menneskehavets skiftende tidevand, og underkaste sig Jehovas teokratiske ordning. For de villige og lydige kan Jehova gøre disse forhindrende vande til intet.

40. (a) I hvilken henseende har Gud gjort „resten“ ’stærk i Jehova’, og hvordan? (b) Hvordan er det gået i opfyldelse at „de vandrer i hans navn“, og hvad vil de få en andel i sammen med det messianske rige?

⁴⁰ Mens den almægtige Gud har genindsamlet og genforenet sin salvede rest af åndelige israelitter, har han i sandhed ’gjort dem stærke’ over for alle forhindringer og fjender. Det er på ingen måde sket „ved en militærstyrke eller ved [jordisk] magt“, men ved Jehovas ånd eller usynlige virkekraft, nøjagtig som han sagde: „Jeg gør dem stærke i [Jehova].“ Skulle de så ikke ære hans hellige navn og stræbe efter at handle i overensstemmelse med den bøn Jesus Kristus lærte dem at bede: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn“? De ophøjer hans navn og gør kendt at „hans navn alene er uopnåeligt højt“. (Salme 148:13, NW) I alle lande hvor der i dag findes medlemmer af den salvede rest, er det derfor som forudsagt i Zakarias 10:12: „De vandrer i hans navn, så lyder det fra [Jehova].“ Det fortsætter de med lige til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon, og de vil således sammen med det messianske rige få en andel i at hævde og herliggøre det største navn i hele universet for evigt.