Kapitel 18

Følgerne af at vrage Guds Hyrde og Hersker

1. Hvorfor er det ikke mærkeligt at Jehova sammenligner regenter som er ringere end han selv, med hyrder?

DEN største af alle herskere har gentagne gange sammenlignet sig selv med en hyrde. Tag for eksempel denne smukke sammenligning som han brugte da han forudsagde hvor nænsomt han ville føre sit landflygtige folk tilbage til dets hjemland: „Se, den Herre [Jehova] kommer med vælde, han hersker med sin arm. Se, hans løn er med ham, hans vinding foran ham, han vogter sin hjord som en hyrde, samler den med armen, bærer lammene i favn og leder de diende får.“ (Esajas 40:10, 11) Det er derfor ikke så mærkeligt at han sammenligner ringere herskere på jorden med hyrder.

2. Hvad sammenligner Jehova også fremtrædende verdslige herskere med, og hvad sammenligner han på tilsvarende måde den rest med som blev udfriet fra Babylon?

² Han har også sammenlignet fremtrædende herskere med træer, høje af vækst. Kong Farao i fortidens Ægypten sammenlignes således med et stateligt træ. (Ezekiel 31:1-18) Også medlemmerne af den landflygtige rest som Jehova bruger sin Messias eller Salvede til at udfri og føre ud af det symbolske Babylon og tilbage til deres gudgivne fødeland, sammenligner han med træer. Det gør han idet han omtaler den opgave han har givet sin Messias at udføre, nemlig: „At trøste alle, som sørger, give dem, som sørger i Zion, højtidspragt for sørgedragt, for sørgeklædning glædens olie, lovsang for modløst sind. Man kalder dem retfærds ege, [Jehovas] plantning til hans ære.“ — Esajas 61:1-3.

3, 4. (a) Hvordan fremhæver Zakarias en modsætning mellem Jehovas „retfærds ege“ og de verdslige „træer“? (b) Hvorfor skal der høres klage og brølen, ifølge Zakarias 11:1-3?

³ Disse symbolske „retfærds ege, [Jehovas] plantning“, er omtalt i det foregående kapitel i Zakarias’ profeti, nemlig det tiende kapitel, versene 3-12. Nu fremhæves den store modsætning mellem dem og de symbolske træer på denne undertrykkende verdens højder. På Zakarias’ tid var Libanons majestætiske bjerge klædt med skove af de verdensberømte „Libanons cedre“ og andre duftende nåletræer. Tænk hvor sørgeligt om disse skove blev raseret af en kæmpebrand som ikke var til at slukke! Det kunne få en til at bryde ud i klageråb. En dag vil verden få grund til en sådan klage, for næsten som en fortsættelse af det tiende kapitel i Zakarias’ profeti begynder det ellevte kapitel med en befaling fra Gud om at bryde ud i klage. Vi læser:

⁴ „Luk dine døre op, Libanon, så ild kan fortære blandt dine cedre. Hyl, cypres, for cederen er faldet; for de majestætiske er selv blevet lagt øde! Hyl, I Basans massive træer, for den uigennemtrængelige skov er fældet! Hør! Hyrderne hyler, for deres majestæt er blevet lagt øde. Hør! De unge løver med manke brøler, for de stolte tykninger langs Jordan er blevet lagt øde.“ — Zakarias 11:1-3, NW.

5. Hvornår skal sådanne symbolske skove nedbrændes, og hvem vil da klage sig?

⁵ Libanon har ingen brandsikre døre. Når Jehovas tid er inde til at hans fortærende ild skal feje gennem det majestætiske land, må det symbolske Libanons døre åbne sig på hans befaling så ilden kan komme til at hærge. Selv de vældige cedre skal falde for flammerne som Gud har tændt, og derfor må cypressen ved siden af klage sig. At et træ er massivt gør det ikke ildbestandigt. Derfor skal der også lyde klage fra de uigennemtrængelige skove af massive træer i Basans højland øst for Jordanfloden og Galilæas sø. Også de skal nedbrændes i verdensbranden under den kommende „store trængsel“, trængselen over alle trængsler i menneskenes historie. Da vil de herskende hyrder hyle og klage sig.

6. Hvorfor vil de hyrdelignende herskere klage sig når de symbolske „træer“ fortæres af ilden, og hvorfor vil de brøle som løverne fra Jordans tykning?

⁶ Hvis vi lytter i tro til Bibelens klare profetiske budskab, kan vi næsten høre hvordan disse verdslige hyrder eller herskere klager sig. I „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ på Harmagedons slagmark vil de blive frataget deres herlige fremtræden og deres majestætiske embede. (Åbenbaringen 16:14-16) Det er dem selv der skildres ved de majestætiske træer på Libanon, og de massive træer i Basan. Det er også dem der symbolsk omtales som „unge løver med manke“. Ligesom de unge løver brøler fordi den stolte tykning langs Jordanfloden hvor de plejede at gemme sig og ligge på lur, er brændt ned, sådan vil disse løveagtige hyrder eller herskere brøle bestyrtet når de opdager at de ikke længere har de skjulesteder hvorfra de plejede at slå ned på deres uforsigtige ofre, det vil sige folket, offentligheden.

7. Hvordan omtaler Malakias 4:1 den samme dag med fortærende ild, og hvad vil denne dag betyde for de hyrdelignende herskere?

⁷ Den fortærende brand der vil berøve disse verdslige hyrder deres imponerende værdighed, deres betydning og deres mægtige stilling, er også forudsagt af profeten Malakias, der trådte frem på skuepladsen nogle årtier efter Zakarias. Malakias sammenligner de formastelige og gudløse med planter idet han siger: „Se, dagen kommer, luende som en ovn; og alle de frække og alle, som øver gudløshed, skal blive som strå, og dagen, som kommer, skal lade dem gå op i luer, siger Hærskarers [Jehova], så der ikke levnes rod eller gren af dem.“ (Malakias 4:1) Disse politiske hyrder har hævdet at de hersker i kraft af at de ved et demokratisk valg har fået „et mandat fra folket“, i kraft af at de er født i en eller anden kongeslægt, eller i kraft af at kristenhedens præsteskab har tildelt dem „kongernes guddommelige ret“. Dette gør dem dog ikke til teokratiske hyrder, til herskere som er udnævnt af den store Teokrat gennem hans Messias. Derfor vil ilden på den dag Guds dom eksekveres, komme og fortære alle deres falske krav og påstande. Hverken rod eller gren af dem vil blive tilbage.

GUDS UDNÆVNTE HYRDE

8. Hvordan har de hyrdelignende herskere solgt „fårene“ til slagtning, og hvem kan oprejse en uselvisk hyrde?

⁸ Da herskerne sammenlignes med hyrder, sammenlignes deres undersåtter, folket, med en fårehjord. De hyrdelignende herskere har behandlet fårene som om de ejede dem, og de har været villige til at sælge fårene eller folket til selviske personer som kunne drive rovdrift på dem og mishandle dem. De har i virkeligheden overgivet dem til at dræbes, til at slagtes for ærgerrige menneskers skyld som har været villige til at betale prisen for at udnytte eller få magt over folket. Ydermere har de regerende hyrder ført folket ind på en kurs der til sidst vil medføre at det bliver hugget ned i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ i den verdenssituation der kaldes Harmagedon. (Åbenbaringen 16:14-16; 19:11-21) Men findes der da ikke en virkelig hyrde, en som virkelig har alle menneskers interesser på sinde og som er villig til at ofre sig selv i stedet for at udnytte fårene? Hvem kan oprejse en sådan hyrde, så hvert enkelt får kan søge ind under hans omsorg og ledelse og blive skånet under den frygtelige nedhugning? Jehova kan.

9. Hvilken hjord får Zakarias besked på at røgte mens han opfører et profetisk drama?

⁹ For at skildre dette skulle profeten Zakarias foretage en billedhandling eller opføre et profetisk drama. Han fortæller selv om det med disse ord: „Således sagde [Jehova] min Gud: Røgt slagtefårene, hvis køber slagter dem uden at føle skyld [hvis købere giver sig til at slagte dem skønt de ikke anses for skyldige, NW], og hvis sælger siger: ’[Jehova] være lovet, jeg blev rig.’ Og deres hyrder sparer dem ikke [viser dem ingen medlidenhed, NW].“ — Zakarias 11:4, 5.

10. Hvem er den symbolske hjord, hvem tilhører den, og hvorfor blev Zakarias indsat som hyrde over „slagtefårene“?

¹⁰ Hvilken ynkværdig tilstand disse ’slagtefår’ befandt sig i! Dengang var „slagtefårene“ Israels nation. Salmisten henvendte sig til hjordens virkelige ejer da han sagde: „Lyt til, du Israels hyrde, der ledede Josef som en hjord.“ I erkendelse af at Jehova var hjordens ejer, sagde salmisten: „Han er vor Gud, og vi er det folk, han vogter, den hjord, han leder.“ (Salme 80:2; 95:7) I betragtning af sin stilling som ejer havde han ret til at indsætte en trofast hyrde over dem. Og det gjorde han, idet han udnævnte profeten Zakarias. Denne nyindsatte jordiske hyrde fik ikke „et mandat fra folket“ på demokratisk vis. Han blev udnævnt teokratisk af den guddommelige Hersker, Jehova. Denne himmelske Ejer havde i sinde at redde nogle af fårene i den hjord der var bestemt til slagtning. Som han allerede havde sagt: „[Jehova] deres Gud skal på denne dag frelse dem som sit folks hjord; thi de er kronesten, der funkler over hans land.“ (Zakarias 9:16) For at fremme denne hensigt indsatte den store Teokrat profeten Zakarias til at røgte hjorden.

11. På hvilken måde viste ’hyrderne’ der solgte fårene ingen medlidenhed med dem, og hvordan var de medskyldige i at de blev slagtet?

¹¹ Zakarias havde intet tilfælles med de hyrdelignende herskere der følte sig i deres gode ret til at sælge Jehovas får for personlig vindings skyld. Når disse hyrder opnåede rigdom derved, følte de at det var Gud der gjorde dem rige. Efter at de forræderisk og hjerteløst havde solgt fårene, sagde de hyklerisk: „[Jehova] være lovet, jeg blev rig.“ Hyrderne sparede således ikke de mennesker eller „får“ der havde givet sig selv i deres varetægt; de viste dem ingen medlidenhed. De var udmærket klar over at køberne ville slagte „fårene“ for at nå deres egne selviske, ærgerrige mål. Men endnu værre var det at disse købere ikke ville blive ’anset for skyldige’ for det de gjorde — i det mindste ikke af de hyrder der havde solgt „fårene“ til dem. På denne måde blev hyrderne deres medskyldige. For dem var fårene blot ’slagtefår’.

12. Hvem hævder folkene i kristenheden at de tilhører som får? Er deres jordiske religiøse hyrder udnævnt på teokratisk vis?

¹² Alt dette minder om en lignende situation i kristenheden her i det tyvende århundrede. Det jævne folk, som gør krav på at være kristne, hævder at de er Guds får. De anvender Salme 95:7 (som er citeret ovenfor) på sig selv, og i kirkerne fremsiger de Salme 23:1: „HERREN er min hyrde, mig skal intet fattes.“ Men de samme kirkegængere sætter også deres lid til jordiske „hyrder“. Især i religiøs forstand gør kristenhedens gejstlige krav på at være hyrder for disse får, og hver eneste af de hundreder af religiøse sekter har sin egen hjord. Disse hyrder er imidlertid ikke udnævnt teokratisk ligesom Zakarias, for de er hver især blevet ordineret af det styrende organ i deres egen sekt eller deres eget trossamfund, af en biskop eller en anden højtstående gejstlig, eller af en menighed. Efterligner disse kirkemænd de hyrder der fandtes på Zakarias’ tid?

13. Hvordan har sådanne kirkemænd efterlignet hyrderne på Zakarias’ tid ved at sælge „fårene“ til slagtning?

¹³ Det er modigt blevet påpeget at kristenhedens gejstlige med deres åndelige herredømme over hundreder af millioner af kirkemedlemmer, kunne have forhindret den verdenskrig der udbrød i 1914. Men de gjorde det ikke.a Uden at protestere sendte de deres hjorde ud i den mest brutale krig som menneskene endnu havde oplevet, en krig der varede over fire år. De solgte i realiteten deres hjorde for at undgå den forfølgelse det ville medføre hvis de krævede streng efterlevelse af kristendommen, og for at indynde sig hos de militære og de herskende hyrder. Nøjagtig det samme var tilfældet under den anden verdenskrig, der, ligesom den første, udbrød lige midt i kristenheden. Nedslagtningen under den anden verdenskrig var endnu frygteligere end under den første. Desuden har de gejstlige søgt at imødekomme politikerne og de kommercielle profitmagere. De har blandet sig i politik og har solgt deres hjorde til personer som har rakt efter embeder og ikke har næret nogen betænkeligheder ved at udnytte folket.

14. Hvem hævder ’hyrderne’ at de har fået deres rigdom fra, og hvorfor nærer køberne ingen betænkeligheder ved at drive rovdrift på fårene eller føre dem til slagtebænken?

¹⁴ Når de på denne måde bliver rige, både materielt og hvad angår popularitet hos de styrende, føler de at det er Gud der har velsignet dem, og fromt siger de derfor: „HERREN være lovet, jeg blev rig.“ (Zakarias 11:5) Og de der „køber“ de stakkels får nyder kirkens velsignelse, så føler ingen skyld når de udnytter fårene, ja ikke engang når de forårsager en voldelig massenedslagtning af dem. De regnes ikke for skyldige af kristenhedens gejstlige, men bevarer deres stilling som respekterede kirkemedlemmer. Det er således ganske klart at ’hyrderne’, de religiøse såvel som de herskende, ikke har nogen medlidenhed med kristenhedens „får“.

15. Hvordan ved vi at folket selv har ønsket at blive udnyttet af forræderiske hyrder?

¹⁵ Til trods for alt dette har det været nøjagtig som Gud sagde i Jeremias 5:31: „Profeterne profeterer løgn, præsterne skraber til sig, og mit folk vil have det så. Men hvad vil I gøre, når enden kommer?“ Hvordan ved vi at de der foregiver at være Guds folk, „vil have det så“? Fordi vi kan se at de der gør krav på at være Guds folk, ikke har fulgt den trofaste hyrde som Gud har oprejst, billedligt skildret ved profeten Zakarias. De fortsætter med at lade fårehandlerne, køberne og sælgerne, føre dem til slagtebænken. Fortjener de så nogen medlidenhed når de erfarer følgerne af deres egen handlemåde?

16. Angående spørgsmålet om medlidenhed, hvordan lyder så det guddommelige svar i Zakarias 11:6?

¹⁶ Det guddommelige svar lyder til profeten Zakarias, den teokratiske hyrde: „Thi jeg vil ikke længer spare landets indbyggere [vise landets indbyggere medlidenhed, NW], lyder det fra [Jehova]; men se, jeg lader hvert menneske falde i sin hyrdes [den ene i den andens, Gd] og sin konges hånd; og de skal ødelægge landet, og jeg vil ingen redde af deres hånd.“ — Zakarias 11:6.

17. Hvilken selvisk og ukærlig tilstand vil Jehova lade „slagtefårene“ komme i, og hvorfor vil deres råben være forgæves?

¹⁷ Det samme gælder nutidens kristenhed. Der kommer en tid hvor Jehova ikke længere vil have medlidenhed med „slagtefårene“. Han vil lade de ukærlige får plyndre og udnytte hinanden. Han vil lade fårene falde i de religiøse og de herskende hyrders hånd, i kongens eller den kongelige hyrdes hånd, og i hænderne på hinanden. Der vil råde anarki. Hvad kan dette medføre, andet end et almindeligt sammenbrud for hele det organiserede menneskesamfund? Den bestående tingenes ordning vil gå i opløsning, idet dens funktioner ikke længere udføres planmæssigt i overensstemmelse med verdslig visdom. I symbolsk forstand vil de der anarkistisk og i kaos driver rovdrift på hinanden, uundgåeligt „ødelægge landet“, det vil sige deres organiserede jordiske domæne. Da kan de råbe så højt og så længe de vil, men Jehova „vil ingen redde af deres hånd“. Hvorfor skulle han? De har gang på gang nægtet at følge hans udnævnte hyrde.

HYRDENS LØN — TREDIVE SEKEL SØLV

18. Hvordan var Zakarias blevet udnævnt til hyrde for Israels hjord, og hvilket spørgsmål opstår med hensyn til hans tjeneste?

¹⁸ Hvor højt værdsætter de der blot hævder at være Guds folk, den åndelige „hyrde“ som Gud har oprejst og sendt til dem? Det skildres profetisk for os i det som profeten Zakarias kom ud for. Ikke i kraft af et mandat fra folket, men i kraft af en teokratisk udnævnelse blev han sat til at ’røgte’ Israels hjord. Hvor meget blev han påskønnet? Hvor højt blev hans tjeneste værdsat? Han siger rent ud:

19. Hvor mange hyrdestave tog Zakarias, hvor mange hyrder fjernede han i én måned, og hvordan viste han at han brød sin overenskomst med folket?

¹⁹ „Så røgtede jeg slagtefårene for fåreprangerne [til gavn for jer, I hjemsøgte af hjorden, NW] og tog mig to stave; den ene kaldte jeg ’Liflighed’, den anden ’Bånd’; og jeg røgtede fårene. (Og jeg ryddede de tre hyrder af vejen i én måned). Så tabte jeg tålmodigheden med dem, og de blev også kede af mig. Og jeg sagde: ’Jeg vil ikke røgte eder; lad dø, hvad dø skal, lad bortkomme, hvad bortkomme skal, og lad de andre æde hverandres kød!’ Så tog jeg staven, som hed ’Liflighed’, og sønderbrød den for at bryde den overenskomst, jeg havde sluttet (med alle folkeslag; og den blev brudt samme dag, og fåreprangerne [de hjemsøgte af hjorden, NW], som holdt øje med mig, kendte, at det var [Jehovas] ord).“ — Zakarias 11:7-11.

20. Hvad skulle stavene bruges til, hvad kaldte Zakarias de to stave, og hvorfor?

²⁰ Som en del af sin hyrdeudrustning tog Zakarias to stave, den ene til at lede fårene med og den anden til at beskytte dem med. Den tidligere hyrdedreng David omtalte sådanne stave i Salme 23:1-4, hvor han sagde: „[Jehova] er min hyrde . . . Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din kæp og din stav er min trøst.“ Den ene stav, øjensynlig den til at lede fårene med, kaldte Zakarias „Liflighed“, hvilket sigtede til den gunst der blev vist fårene. Den anden, øjensynlig den til at afværge angreb på fårene med, kaldte han „Bånd“ (til at bevare enhed med). Det var en gunst for fårene — en gunst fra Zakarias’ Gud, hærskarers Jehova — at Zakarias blev sat til at røgte dem. Derfor blev den ene stav kaldt „Liflighed“.

21. Hvilken slags får blev Zakarias gjort til hyrde for? Hvilke lande kom de fra, og hvem repræsenterede Zakarias som hyrde?

²¹ Jehovas profet blev imidlertid ikke gjort til hyrde over bogstavelige får. Der var tale om symbolske får, nemlig Israels hus, som da bestod af en rest fra Juda rige og en rest af dem der havde tilhørt Israels ti-stammerige i nord, hvis førende stamme var Efraim. Zakarias blev altså teokratisk udnævnt til, i lighed med en hersker eller en statholder, at føre åndeligt tilsyn med resten af hele Israels hus. I denne stilling repræsenterede han i realiteten Jehova den himmelske Hyrde.

22. Skulle Zakarias udføre sin hyrdegerning for intet? Hvorfor var israelitterne forpligtet til at have ham som hyrde, og hvoraf fremgår det om der var oprettet en overenskomst eller kontrakt?

²² Profeten Zakarias skulle ikke udføre sin hyrdegerning for intet. For det arbejde han gjorde, havde han ret til en løn. Når hans tjeneste var forbi, kunne han med rette gøre krav på sin betaling. Eftersom han var udnævnt til hyrde af den store Teokrat, Jehova, var Israels rest forpligtet til at acceptere hans hyrdegerning og vise deres påskønnelse af den ved at ansætte den til en løn. Blev der oprettet en bestemt kontrakt eller overenskomst med Israels hus om denne hyrdegerning? At der var en sådan kontrakt eller pagt, fremgår af det Zakarias fortæller idet han forklarer hvordan han nedlagde hvervet som hyrde: „Så tog jeg staven, som hed ’Liflighed’, og sønderbrød den for at bryde den overenskomst, jeg havde sluttet (med alle folkeslag).“ (Zakarias 11:10) „Alle folkeslag“ vil sige alle folk i Israel.

23. Hvis overenskomst med Israel var der tale om? Begrund svaret.

²³ Men hvis „overenskomst“ eller pagt var det? Tilsyneladende var det Zakarias’ egen personlige overenskomst. Men lad os huske at det var Jehova der sagde til ham: „Røgt slagtefårene.“ (Zakarias 11:4) Jehova gjorde det fordi de fungerende hyrder solgte fårene til slagtning skønt hjorden i virkeligheden tilhørte Jehova Gud. Det betød at der var tale om Jehovas pagt; da Jehova udnævnte en profet til at være Israels hyrde, skete det i opfyldelse af hans pagt med nationen. I harmoni med denne grundlæggende kendsgerning oplyser fodnoterne i Biblia Hebraica af Rudolf Kittel, Stuttgart, Vesttyskland, at der i stedet for „min pagt som jeg havde sluttet“ (NW), sandsynligvis skal læses: „Jehovas pagt som Jehova havde sluttet.“ Grunden til dette er at de pronominalendelser i den hebraiske tekst der almindeligvis oversættes med „min“ og „jeg“, her i virkeligheden er forkortelser for det guddommelige navn Jehova. — Se fodnoterne i 1971-udgaven af New World Translation of the Holy Scriptures.

24. (a) Hvor længe vogtede Zakarias hjorden, og hvordan ved vi det? (b) For hvis skyld vogtede han hjorden?

²⁴ Der var andre hyrder samtidig med Zakarias. Det ser ud til at de tog det ilde op at Jehovas profet trængte ind på deres virkefelt. Zakarias arbejdede som hyrde i mindst en måned, for han siger: „Til sidst gjorde jeg det af med tre hyrder i én månemåned, idet min sjæl lidt efter lidt blev utålmodig med dem, og deres sjæl også følte lede ved mig.“ (Zakarias 11:8, NW) Vi får ikke at vide hvem disse tre hyrder var, men fordi Zakarias var blevet udnævnt af den højeste Gud, havde han større myndighed end de, og kunne afskedige dem alle tre. Hvor længe han fortsatte sin hyrdegerning efter at have gjort det af med de tre hyrder, ved vi ikke. Grunden til at han i det hele taget vogtede hjorden, som Jehova havde befalet ham, var som han forklarede: „Jeg gik i gang med at vogte hjorden der var bestemt til slagtning, til gavn for jer, I hjemsøgte af hjorden.“ (Zakarias 11:7, NW; AV; Yg) Det var mere barmhjertigt af Zakarias at gøre dette end at røgte fårene „for fåreprangerne“. (Den autoriserede danske oversættelse af 1931; Je; RS; AT; Ro) Fårene var i virkeligheden blevet overladt til fåreprangerne. (Mo) Hvor hjerteløst!

25. (a) Hvilken følelse opstod der mellem Zakarias og de tre hyrder, og hvorfor? (b) På hvis foranledning blev pagten eller overenskomsten med hjorden brudt, og hvordan ved vi det?

²⁵ Zakarias blev ikke utålmodig med de hjemsøgte får. Hans „sjæl“, hele hans væsen, blev utålmodig med de tre forsømmelige hyrder. Fordi han var trofast og barmhjertig som hjordens hyrde, følte de lede ved ham. Han var ikke meddelagtig i deres forehavender. Først da han havde gjort det af med dem som hyrder, og til Jehovas bestemte tid, opgav han sin bestilling. På denne måde blev den overenskomst der var sluttet med „alle folkeslag“ i Israel, brudt. Zakarias viser at det ikke skete på hans egen foranledning, men i overensstemmelse med den store Hyrdes ledelse og beslutning. Efter at have sønderbrudt staven „Liflighed“ for at vise at overenskomsten var brudt, siger han nemlig videre: „Og den blev brudt samme dag, og fåreprangerne [de hjemsøgte af hjorden, NW], som holdt øje med mig, kendte, at det var [Jehovas] ord.“ — Zakarias 11:10, 11.

26. Hvad betød det for Israels hjords velfærd og enhed at pagten blev brudt?

²⁶ Hvad betød det for hjorden af Israels folkeslag at overenskomsten eller pagten således blev brudt? Præcis hvad Zakarias sagde da han afsluttede sin hyrdegerning: „Jeg vil ikke røgte eder; lad dø, hvad dø skal, lad bortkomme, hvad bortkomme skal, og lad de andre æde hverandres kød!“ (Zakarias 11:9) Da Jehovas udnævnte hyrde fik befaling til at trække sig tilbage, hvem skulle da tage sig af hjorden? De der søgte at leve højt på hjorden ville lade de døende får dø, lade dem der var ved at komme bort fra hjorden, gå uden at gøre noget for at bringe dem tilbage, og lade resten kæmpe indbyrdes og fortære hinanden ved selvisk og ukærligt at drage fordel af hinanden.

27. Hvem var det der ikke længere havde medlidenhed, siden pagten blev brudt? Hvad ville det medføre når denne beslutning om ikke længere at vise medlidenhed trådte i kraft?

²⁷ Blev pagten brudt fordi Zakarias var ubarmhjertig? Nej, men fordi den tid hvori Jehova viste medlidenhed, var udløbet. Til Zakarias havde han tidligere sagt: „Jeg vil ikke længer spare landets indbyggere, lyder det fra [Jehova]; men se, jeg lader hvert menneske falde i sin hyrdes [den ene i den andens, Gd] og sin konges hånd; og de skal ødelægge landet, og jeg vil ingen redde af deres hånd.“ (Zakarias 11:6) Fordi folkene ikke havde givet agt på den udnævnte hyrde som Gud barmhjertigt havde sendt dem, skulle der komme anarki i allerhøjeste grad. Hvilket sammenstød af selviske interesser! Hvilken undertrykkelse! Hvilken usikkerhed! Hvilken undergang den bestående tingenes ordning ville erfare under de lovløses og oprørskes tilintetgørende virksomhed! En frygtelig oplevelse ventede den hjord der gjorde krav på at tilhøre Jehova, når denne guddommelige beslutning trådte i kraft!

LØNNEN OG DEN PRIS HYRDEN BLEV VURDERET TIL

28. Hvem var Zakarias her et billede på, hvordan blev denne udnævnt, og hvilket tegn blev der givet på dette?

²⁸ Det var en profetisk billedhandling Zakarias foretog. Han skildrede en større hyrde i profetiens opfyldelse. Denne hyrde var Jehovas Messias, Jesus, kong Davids efterkommer og evige arving. (Mattæus 1:1-6) Efter at Jesus havde arbejdet som tømrer i Nazaret i Galilæa indtil han var tredive år gammel, blev han sendt ud som åndelig hyrde for Israels nation. Det var ikke landets politiske og religiøse ledere der bad ham om at blive åndelig hyrde. Han blev ikke hyrde i kraft af „et mandat fra folket“, men ved en teokratisk udnævnelse, og det stillede ham højere end alle menneskeskabte „hyrder“. I sin hjemby Nazaret sagde han at han var blevet salvet med Jehovas ånd til at være Messias, og følgelig til at virke som hyrde for Guds folks hjord. Profeten Johannes Døber så Jesus blive salvet med den hellige ånd ved en synlig manifestation. Det skete lige efter at Johannes havde døbt ham i Jordanfloden i overensstemmelse med Jehovas vilje. — Johannes 1:19-36.

29. Hvordan viste Jesus i en billedtale at en symbolsk ’dørvogter’ havde overgivet fårene til ham?

²⁹ I sin egenskab af forløber for Messias Jesus, handlede Johannes Døber som en ’dørvogter’ for Israels fårefold. Jesus Kristus henviste til dette da han i en billedtale sagde: „Sandelig, sandelig siger jeg eder: den, der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men stiger over andetsteds, han er tyv og røver. Men den, der går ind gennem døren, han er fårenes hyrde. For ham lukker dørvogteren op, og fårene hører hans røst; og han kalder sine får ved navn og fører dem ud. Og når han har lukket alle sine får ud, går han foran dem; og fårene følger ham, fordi de kender hans røst. En fremmed derimod vil de ikke følge, men vil flygte fra ham, fordi de ikke kender de fremmedes røst. . . . Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge; jeg er kommen, for at de skal have liv og have overflod. Jeg er den gode hyrde; den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.“ — Johannes 10:1-11.

30. (a) Hvem begrænsede Jesus sin hyrdegerning til at omfatte, og hvordan gav han udtryk for dette? (b) Hvornår og hvordan forudsagde Moses at denne profet ville fremstå?

³⁰ Jesus begrænsede sin egen gerning til kun at omfatte Israels hjord, så da han sendte sine tolv apostle ud sagde han til dem: „Gå ikke ud på hedningers veje og ikke ind i samaritaneres byer! Gå hellere til de fortabte får af Israels hus! På jeres vandring skal I prædike og sige: ’Himmeriget er kommet nær!’“ (Mattæus 10:5-7) Før han opfyldte en fønikisk kvindes bøn om at helbrede hendes datter som var slemt plaget af en ond ånd, sagde han til hende: „Jeg er ikke udsendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.“ (Mattæus 15:22-24) Dette var i harmoni med den lovpagt Jehova Gud havde sluttet med Israels hus gennem sin mellemmand Moses på Sinaj bjerg i år 1513 f.v.t. Da Moses kort før sin død påmindede israelitterne om at være lydige mod denne pagt ved at sky enhver form for dæmonisme, sagde han til dem: „[Jehova] din Gud vil lade en profet som mig fremstå af din midte, af dine brødre; ham skal I høre på.“ (5 Mosebog 18:15) Denne lovede profet som var større end Moses, var Messias Jesus. — 5 Mosebog 18:16-19; Apostlenes Gerninger 3:22, 23.

31. Hvordan fremgår det tydeligt af beretningen at Jesus havde medlidenhed med fårene, og hvad må vi sige om de andre hyrder?

³¹ At Jesus havde ægte medlidenhed med Israels hjord, sådan som han skulle som den sande messianske hyrde, fremgår af følgende beretning: „Så vandrede Jesus omkring i alle byer og landsbyer, lærte i deres synagoger og prædikede evangeliet om Riget og helbredte al slags sygdom og svaghed. Og da han så folkeskarerne, ynkedes han inderligt over dem, thi de var vanrøgtede og forkomne ’som får, der ingen hyrde har’.“ (Mattæus 9:35, 36) Vi kan kun drage den slutning at de andre der skulle have været hyrder, havde svigtet deres pligt.

32. Hvem var på Jesu tid de „tre hyrder“ som Zakarias afsatte i forbilledet?

³² Hvem var da — for at det profetiske billede kunne gå i opfyldelse — de „tre hyrder“ som Jesus Kristus skulle gøre det af med, rydde af vejen, afsætte fra de stillinger de havde tiltaget sig? Beretningen om Jesu liv omtaler ikke tre enkeltpersoner som opfylder det profetiske billede. De tre hyrder som profeten Zakarias afsatte, skildrede øjensynlig tre skarer af mennesker på Jesu tid. I beretningen forekommer der tre sådanne skarer, som både havde verdslig magt og religiøs magt i Israel. Der var (1) farisæerne og (2) saddukæerne, som begge var repræsenteret i det jødiske sanhedrin i Jerusalem. Denne domstol havde visse forvaltningsmæssige opgaver under den romerske statholder, foruden religiøse opgaver. Nikodemus, en farisæer som var medlem af sanhedrinet, var således „en af jødernes rådsherrer“. (Johannes 3:1, 2; 7:50-52) Josef, en rig mand fra Arimatæa, var også medlem af sanhedrinet. (Mattæus 27:57-60; Lukas 23:50-53) Sanhedrinet stod temmelig splittet mellem farisæerne og saddukæerne. (Apostlenes Gerninger 23:1-9) Foruden disse jødiske sekterere var der (3) herodianerne, „tilhængerne af Herodes’ parti“. — Markus 12:13, NW.

33. Hvordan blev Jesus „utålmodig“ med de „tre hyrder“, som skildret i Zakarias’ billedhandling?

³³ Svarende til den følelse de „tre hyrder“ nærede over for Zakarias som hyrde, begyndte disse tre grupper hurtigt at ’føle lede’ ved Jesus Kristus som messiansk hyrde. De sammensvor sig imod ham for at bringe ham i miskredit hos Israels hjord. (Mattæus 22:15-22; Markus 3:6) Jesus fjernede eller afsatte ikke disse tre fjendtligsindede grupper rent bogstaveligt „i én måned“. Den bogstavelige måned i Zakarias’ tilfælde måtte i Jesu tilfælde skildre en kort tidsperiode. (Zakarias 11:8) Lige fra begyndelsen af sin tjeneste nægtede Jesus at have noget med disse selviske grupper at gøre, det vil sige han nægtede at gøre fælles sag med dem. Og til sidst, ved afslutningen af hans tjeneste, blev hans sjæl virkelig „utålmodig med dem“. Ved flere lejligheder bragte han offentligt alle tre grupper til tavshed i spørgsmål om lærepunkter og forholdet til staten. (Mattæus 22:15-45) Resultatet var som der står i Mattæus 22:46: „Og ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag [tirsdag den 11. nisan år 33] vovede ingen mere at rette spørgsmål til ham.“

34. (a) Hvad sagde Jesus som dannede højdepunkt på hans fordømmelse af de skriftkloge og farisæerne? (b) Hvad sagde han til Jerusalem, som om han sønderbrød staven „Liflighed“?

³⁴ Jesus Kristus havde lige sagt til dem: „Guds rige skal tages fra jer og givet til et folk, der bærer dets frugter.“ (Mattæus 21:23-43; Markus 12:1-12; Lukas 20:9-44) Kort efter denne erklæring fordømte han åbent de skriftkloge og farisæerne som undertrykkende hyrder og religiøse hyklere. Hans fordømmelse nåede højdepunktet med disse ord: „Altså giver I jer selv det vidnesbyrd, at I er børn af profeternes mordere. Og I — gør kun jeres fædres mål fuldt! I slanger, I øgleunger! hvordan kan I undgå at dømmes til Helvede [Gehennas dom, NW]?“ (Mattæus 23:1-33; Markus 12:38-40; Lukas 20:45-47) Og som om han sønderbrød hyrdestaven „Liflighed“, tilføjede han: „Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke. Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!“ — Mattæus 23:37, 38.

35. Hvad bekendtgjorde Jesus således for jøderne angående Guds lovpagt med dem, og hvad erkendte de hjemsøgte der holdt øje med Jesus?

³⁵ Da Jehova Gud forlod det jødiske tempel hvor han blev tilbedt i Jerusalem, betød det at han brød den lovpagt han havde indgået med Israels nation gennem Moses. Som den hyrde der forud var skildret ved Zakarias, bekendtgjorde Jesus altså med disse ord at den pagt Jehova havde sluttet med Israels folk snart skulle brydes. De hjemsøgte af Israels hjord som holdt øje med Jesus og hørte hans ord, „kendte, at det var [Jehovas] ord“. — Zakarias 11:11.

36. Hvad betød dette med hensyn til Guds liflighed over for Israel, og hvilke frygtelige følger måtte de til sidst erfare fordi de havde vraget Jehovas Hyrde og Hersker?

³⁶ Det betød at Jehova ikke længere ville vise liflighed over for sit ulydige, udvalgte folk. Han ville ikke længere vise medlidenhed med indbyggerne i „Judas land“. Landet skulle lide alle de rædsler der fulgte med da Judæa blev invaderet og dets byer og fæstninger, heriblandt også Jerusalem og dens tempel, blev ødelagt i de grusomme år fra 70 til 73. Jesus Kristus forudsagde denne tragedie samme dag, den 11. nisan år 33, i sin profeti om „verdens ende“ eller „afslutningen på tingenes ordning“ (NW). (Mattæus 24:1-22; Markus 13:1-20; Lukas 21:5-24) Denne nationale ulykke var under alle omstændigheder et smerteligt tegn på at den mosaiske lovpagt mellem Gud og Israel var blevet brudt. Hvilke frygtelige følger af at vrage Guds Hyrde og Hersker!

37. Hvordan blev Zakarias’ hyrdegerning vurderet? Hvad pålagde Jehova ham derpå at gøre, og hvad sønderbrød han derefter?

³⁷ Hvor højt blev Jehovas udnævnte hyrde vurderet af folkene i Israel? Profeten Zakarias viser det i sit eget tilfælde, og forudskildrer derved noget som har større betydning. Han fortæller: „Og jeg sagde til dem: ’Om I synes, så giv mig min løn; hvis ikke, så lad være!’ Så afvejede de min løn, tredive sekel sølv. Men [Jehova] sagde til mig: ’Kast den til skatkammeret, den dejlige pris, de har vurderet mig til!’ Og jeg tog de tredive sekel sølv og kastede dem til skatkammeret i [Jehovas] hus. Så sønderbrød jeg den anden hyrdestav ’Bånd’ for at bryde broderskabet imellem Juda og Jerusalem [Israel, Gd].“ — Zakarias 11:12-14, fodnoten.

38. Hvor meget var den betaling værd som Zakarias fik, og hvordan omtalte Jehova den?

³⁸ „Tredive sekel sølv“ — det var prisen for en træl ifølge den mosaiske lovpagt. (2 Mosebog 21:32) Var profeten Zakarias eller hans hyrdetjeneste ikke mere værd end en træl? Eftersom Zakarias var blevet udnævnt af og repræsenterede den himmelske Hyrde, Jehova, var den pris de satte ham til, som en pris de havde sat Jehova til som hyrde. Jehova kunne derfor omtale den som ’den pris, de har vurderet mig til’. (Medmindre det skal forstås sådan at Zakarias her foretog en parentetisk henvisning til sig selv!) Ganske vist omtalte Jehova den som en ’dejlig’ pris i stedet for som en træls pris, men det var tydeligt at han ikke benyttede dette udtryk fordi han var tilfreds, men sagde det sarkastisk, ironisk. Han følte deres mangel på værdsættelse.

39. Hvad antydede det med hensyn til Israels tolv-stammerige at Zakarias sønderbrød den stav der hed „Bånd“?

³⁹ Da den hyrde der repræsenterede Jehova blev vurderet så lavt, blev grundlaget for enhed i hjorden af Guds påståede folk fjernet. Der skulle ikke blive én hyrde, én hjord. Hjorden ville også miste den beskyttelse som enhed udgør mod angreb udefra. Det var således meget passende at Zakarias nu sønderbrød den stav der hed „Bånd“. Han gjorde det for at skildre at grundlaget for ’broderskab’ mellem folk fra Juda rige og folk fra Israels ti-stammerige blev fjernet. Det var spørgsmålet om at have én messiansk konge, en konge af Davids slægt, der havde splittet tolv-stammeriget i to riger, Juda og Israel, efter kong Salomons død i år 997 f.v.t. At den mosaiske lovpagt blev brudt, betegnede derfor ikke alene at det var forbi med Jehovas „liflighed“ eller gunst mod det folk han engang havde udvalgt, men også at han ikke længere havde omsorg for nationen og beskyttede den for at holde den sammen som et harmonisk hele. De åndelige bånd der tjente til at skabe broderskab var fjernet, og kødets bånd alene ville ikke være stærke nok til at holde dem sammen som brødre.

40. (a) Hvorfor var denne ringe værdsættelse af Jehovas hyrde alvorligere i tilfældet med den som Zakarias var et billede på? (b) Hvilken løn bør en hyrdelignende hersker få af sine undersåtter?

⁴⁰ Hvis man vurderer Guds foranstaltninger for lavt og vrager dem, bringer det altid sørgelige følger. Hvor lavt Jehova end blev vurderet som den store Hyrde i tilfældet med profeten Zakarias, blev han vurderet endnu lavere i tilfældet med den messianske Hyrde som Zakarias var et billede på. Denne hyrde var ingen anden end Guds søn, som Gud sendte fra himmelen som den gode hyrde der skulle sætte sin sjæl eller sit fuldkomne menneskeliv til for alle mennesker med fårets sindelag. (Johannes 10:14-18) Eftersom Messias Jesus tjente som hyrde på sin himmelske Faders vegne, kunne han have gjort brug af sin ret til at kræve en løn på sin Faders vegne. Hvilken løn eller betaling er det en regerende hyrde anmoder sine undersåtter om? Han anmoder sine undersåtter om at støtte ham og hans regering, hvad enten det nu er materielt eller i form af loyal tjeneste. De der er udnævnt til at tjene under den regerende hyrde, bør sørge for at hyrden får en sådan løn eller betaling af alle sine undersåtter. Som Salomon, en teokratisk udnævnt konge, skrev: „Frygt [Jehova] og kongen, min søn, indlad dig ikke med folk, som gør oprør.“ — Ordsprogene 24:21.

41. (a) Tvang Zakarias folket til at betale ham hans løn som hyrde? (b) Hvornår kunne jødefolkets repræsentanter have betalt Jesus for hans hyrdegerning, og hvornår blev de nødsaget til at vurdere ham til en pris?

⁴¹ I næsten tre og et halvt år tjente Jesus trofast som åndelig hyrde over „de fortabte får af Israels hus“. Henimod slutningen af sin hyrdetjeneste, i den sidste uge han levede som menneske på jorden, gik han ikke direkte til Israels hyrdelignende repræsentanter, sådan som profeten Zakarias gjorde, for at bede om sin løn eller betaling. Zakarias sagde til dem på sin tid at de ikke behøvede at betale ham noget hvis de ikke ville: „Om I synes, så giv mig min løn; hvis ikke, så lad være!“ (Zakarias 11:12) Da Jesus i triumf red ind i Jerusalem på en asenindes føl, kunne Israels hyrdelignende repræsentanter have betalt ham en løn ved at tage imod ham som den sande Messias der var udsendt og salvet af Jehova. Men de lod være. Blot tre dage senere (den 12. nisan år 33) blev de imidlertid nødsaget til at afgøre hvor meget han var værd i penge som åndelig hyrde. Hvordan? Lad os læse:

42. Hvilken pris blev aftalt med Judas Iskariot, og hvornår?

⁴² „Da gik en af de tolv, han, som hed Judas Iskariot, hen til ypperstepræsterne og sagde: ’Hvad vil I give mig for at forråde ham til jer?’ De udbetalte ham så tredive sølvpenge. Og fra den stund [den 12. nisan] søgte han en lejlighed til at forråde ham. På den første af de usyrede brøds dage [den 14. nisan] kom disciplene til Jesus og sagde: ’Hvor vil du, at vi skal tilberede påskemåltidet for dig?’“ — Mattæus 26:14-17.

43. Hvordan stillede Jesus sig til at forræderen solgte ham, og hvornår blev handelen fuldbyrdet?

⁴³ De religiøse hyrder gav Judas Iskariot de tredive sekel sølv. (Markus 14:10, 11; Lukas 22:3-6) Jesus vidste på forhånd at han ville blive forrådt og at det var Judas Iskariot der ville forråde ham. (Mattæus 17:22, 23; 20:17-19; 26:1, 2, 24, 25) Han gjorde intet for at undgå at blive solgt ved forræderi. (Mattæus 26:45-57) Han fremskyndede derimod forræderiet så det kunne finde sted til Guds fastsatte tid; ved påskemåltidet udpegede han nemlig Judas Iskariot og sendte ham bort med ordene: „Hvad du gør, gør det snart!“ Forræderen gik straks ud for at afslutte sin handel med de religiøse hyrder. (Johannes 13:21-30) Nogle timer senere, den påskenat fandt forræderiet sted, og Judas Iskariot havde tjent sine penge. (Johannes 18:1-14) Jesus, den messianske Hyrde, var blevet vurderet. Prisen var tredive sekel sølv, prisen for en træl ifølge den mosaiske lovpagt! En dejlig pris!

44, 45. (a) Hvad blev der af de penge som Zakarias blev vurderet til? (b) Hvad blev der af de penge Judas Iskariot fik for at forråde Jesus?

⁴⁴ Judas Iskariot accepterede denne pris. Han havde stået for de tolv apostles regnskab, men han lagde ikke pengene i deres pengepung. Han beholdt dem selv — et stykke tid! (Johannes 12:4-6) I billedhandlingen beholdt profeten Zakarias ikke de tredive sekel sølv han fik udbetalt som løn. Lønnen tilhørte i virkeligheden hans Herre, Jehova, og derfor sagde Jehova til ham: „Kast den til skatkammeret.“ Det gjorde Zakarias. (Zakarias 11:12, 13, fodnoten) Hans handling var et forvarsel om noget. Zakarias var ganske vist ikke et billede på Judas Iskariot, men Judas gjorde alligevel som Zakarias — han beholdt ikke sine tredive sekel sølv. Hvad han gjorde med dem — eller rettere, hvad hans anvendelse af forræderlønnen til sidst førte til — berettes med disse ord:

⁴⁵ „Da det var blevet morgen, traf alle ypperstepræsterne og folkets ældste beslutning om at få Jesus dømt til døden. Og de bandt ham og førte ham bort og overgav ham til landshøvdingen Pilatus. Da nu Judas, som havde forrådt ham, så, at han var blevet domfældt, fortrød han det og bragte de tredive sølvpenge tilbage til ypperstepræsterne og de ældste og sagde: ’Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod.’ Men de svarede: ’Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag.’ Så kastede han sølvpengene ind i templet, gik bort derfra og gik hen og hængte sig. Men ypperstepræsterne tog sølvpengene og sagde: ’Det går ikke an at lægge dem i tempelkisten, for det er blodpenge.’ Så tog de den beslutning at købe Pottemagermarken for dem til gravplads for de fremmede. Derfor kaldes den mark den dag i dag ’Blodmarken’. Da gik det i opfyldelse, som er talt ved profeten Jeremias, der siger: ’Og de tog de tredive sølvpenge af Israels børn — det var den pris, man vurderede den højt vurderede til — og de gav dem for Pottemagermarken, således som Herren pålagde mig.’“ — Mattæus 27:1-10.

46. (a) Hvad sagde apostelen Peter senere om Judas Iskariot og det de tredive sekel var blevet brugt til? (b) Hvordan handlede præsterne inkonsekvent i forbindelse med det blod som de tredive sekel repræsenterede?

⁴⁶ Eftersom det var Judas Iskariot der havde skaffet de penge til veje som præsterne købte Pottemagermarken for, omtaler apostelen Peter Judas som den der købte marken til gravplads for jøder som døde mens de var på besøg i Jerusalem, eller for proselytter. Peter sagde om Judas til den kristne menighed: „Han købte sig nemlig en mark for den løn, han havde fået for sin ugerning, og han styrtede hovedkulds ned [efter at have hængt sig] og brast itu, så alle hans indvolde væltede ud. Dette blev også kendt af alle Jerusalems indbyggere, så den mark kaldes på deres eget sprog Hakeldama, det vil sige Blodager.“ (Apostlenes Gerninger 1:18, 19) Præsterne handlede blot på Judas’ vegne da de samlede pengene op der hvor Judas havde kastet dem fra sig i tempelhelligdommen, og gav dem til Pottemagermarkens sælger. De indså at det ikke var passende at lægge ’blodpengene’ i tempelkisten, men samtidig følte de at det var helt i orden at de selv tjente i dette tempel, skønt det var dem der havde været årsag til at dette blod var blevet udgydt.

47. (a) Hvordan kunne apostelen Mattæus sige Jeremias og dog mene Zakarias? (b) Hvordan fjerner den aramæiske eller syriske oversættelse problemet?

⁴⁷ Vi lægger mærke til at apostelen Mattæus i Mattæusevangeliet 27:9, 10 siger at det var profeten Jeremias’ ord der blev opfyldt. Hvis Mattæus her sigtede til det afsnit i De hebraiske Skrifter der kaldtes Profeterne, og dette afsnit på hans tid begyndte med Jeremias’ profeti, ville navnet Jeremias omfatte alle de andre profetiske bøger, også Zakarias’ bog. I så fald mente Mattæus i virkeligheden Zakarias, skønt han brugte navnet Jeremias.b The Holy Bible from Ancient Eastern Manuscripts (Peshitta) udelader navnet og gengiver teksten på denne måde: „Da blev dét som blev udtalt af profeten opfyldt, nemlig: Jeg tog de tredive sølvstykker, den dyre pris som blev opnået hos Israels børn, og jeg gav dem for pottemagerens mark, som Herren befalede mig.“ (George M. Lamsa, 1957) Det syriske Nye Testamente, oversat til engelsk fra Peshitta af James Murdock (copyrighted 1893), har samme læsemåde, idet profetens navn udelades.c

48. (a) Hvordan viser Mattæus’ frie oversættelse af Zakarias’ profetiske ord hvad de tredive sekel blev brugt til? (b) Hvem var Zakarias altså et billede på her, ifølge profetiens opfyldelse?

⁴⁸ Eftersom Mattæus 27:9, 10 svarer til Zakarias 11:13 og ikke stemmer med noget i Jeremias’ bog, må Mattæus’ citat være en fri oversættelse af Zakarias 11:13. Den måde Mattæus har oversat Zakarias 11:13 på, skal øjensynlig vise hvordan verset blev opfyldt, nemlig at „de“ — de præster der repræsenterede Israel — samlede de tredive sølvpenge op i templet, og at „de [præsterne, på Judas Iskariots vegne] gav dem for Pottemagermarken“. Zakarias 11:13 fortæller ikke hvad de tredive sekel sølv som Zakarias kastede ind i skatkammeret i Jehovas tempel, blev brugt til bagefter. Af hensyn til de ændrede omstændigheder oplyser Mattæus imidlertid hvor pengene blev af i profetiens opfyldelse. Denne opfyldelse bekræfter at hyrden Zakarias her var et billede på den messianske Hyrde, Jesus, der blev forrådt og solgt for så ringe en pris.

49. Hvornår gik dét i opfyldelse som Zakarias skildrede da han sønderbrød den stav der hed „Bånd“, og hvilke følger fik det for jøderne?

⁴⁹ Ligesom Zakarias derefter brød den anden stav, den der hed „Bånd“, sådan bevirkede dét at Jesus blev forrådt for tredive sekel sølv at Jehova ophævede den mosaiske lovpagt som var indgået med Israel. Da den opstandne Jesus steg op til himmelen og trådte frem i Guds nærhed og frembar værdien af sit fuldkomne opofrede menneskeliv for ham, blev den mosaiske lovpagt taget bort, og den lovede nye pagt blev indgået med det åndelige Israel, det kristne Israel. (Efeserne 2:13-16; Kolossenserne 2:14-17; Hebræerne 9:24-28) Da blev de kødelige, omskårne jøder der afviste den nye pagt med Jesus Kristus som mellemmand, overladt til de falske jødiske krister. De kom til at stå uden et sandt teokratisk enhedsbånd, og deres opdeling i flere religiøse sekter blev til stor ulykke for dem da Jerusalem blev belejret og ødelagt af romerne i år 70.

50. Hvordan har kristenheden vurderet den messianske Hyrde Jesus Kristus lavt? Hvordan har den gjort sig skyldig i pagtsbrud, og hvordan vil det berøre den at den ikke har Guds liflighed?

⁵⁰ Ligesom fortidens Israel, sådan har kristenheden med dens hundreder af sekter vraget omsorgen fra den messianske Hyrde, den himmelske Jesus Kristus. Hvordan? Ikke i sine fromme bekendelser, naturligvis, men ved sine handlinger. Den har forrådt ham ved at forråde hans sande disciple, som den har forfulgt, i mange tilfælde endog til døden. Den har nægtet at tage imod de åndelige hyrders tjeneste som den himmelske messianske Hyrde har sendt til den. Hvad den har gjort over for dem, har den i realiteten gjort over for ham. (Mattæus 25:40, 45; Markus 9:37; Johannes 15:20, 21) Den har således vurderet hans hyrdetjeneste lavt, ja forkastet den. Det røber at den ikke er i harmoni med den nye pagt, som den hævder at være med i; og skal man tage den på ordet, har den således brudt den nye pagt. Derfor nyder den ikke Jehova Guds liflighed eller gunst, og han beskytter den ikke ved at bevare dens enhed. Også den er overladt til alle de falske krister. Dens uenighed og splittelse vil fortsætte lige til den kommende ’store trængsel’, der billedligt blev skildret ved Jerusalems ødelæggelse i år 70. — Mattæus 24:21, 22.

„EN DÅRE AF EN HYRDE“

51. (a) Hvis førerskab overlades folket til fordi kristenheden har vraget den messianske Hyrde? (b) Hvilken organisation har kristenheden valgt i stedet for at tage imod den messianske Hyrde som Jehova har bragt til veje?

⁵¹ Når de der foregiver at tilbede Bibelens Gud, vrager Jehovas gode hyrde, Jesus Kristus, og hans sande underhyrder, kan de kun komme under ledelse af selviske, verdsligsindede hyrder. (1 Peter 5:1-4) Jehova forkastede de selviske styrende hyrder og opmuntrede sit folks hjord med disse betryggende ord: „Jeg sætter én hyrde over dem, min tjener David, og han skal vogte dem; han skal vogte dem, og han skal være deres hyrde. Og jeg, [Jehova], vil være deres Gud, og min tjener David skal være fyrste iblandt dem, så sandt jeg, [Jehova], har talet.“ (Ezekiel 34:23, 24) Denne lovede Hyrde er Jesus Kristus, en søn af fortidens kong David. I 1919 vurderede kristenheden hans hyrdeomsorg lavt og forkastede ham og hans rige. I stedet valgte den en menneskeskabt international organisation for verdensfred og sikkerhed, nemlig Folkeforbundet, hvis efterfølger, De forenede Nationer, nu har 132 medlemsnationer. Den har mærket følgerne af dette.

52. Hvilke følger har kristenheden måttet tage fordi den har vraget den messianske Hyrde og hans ledelse?

⁵² Hvilke følger? En slægt af ærgerrige, selvforherligende regeringshyrder, sammen med religiøse forbundsfæller. Gennem profeten Zakarias skildrede Jehova Gud disse følger: verdslige hyrder der fremstilles som „en dåre af en hyrde“, en dåragtig, uduelig, værdiløs skare af ledere. Efter alle de år hvori disse ledere nu har været i virksomhed siden 1919, kan vi tydeligt se hvordan de svarer til den hyrde som Jehova Gud profetisk beskrev gennem Zakarias:

53. Hvordan fik Zakarias besked på at udstyre sig? Hvordan ville denne hyrde optræde, og hvad ville der ske med ham?

⁵³ „Siden sagde [Jehova] til mig: Udstyr dig atter som en hyrde, en dåre af en hyrde! (Thi se, jeg lader en hyrde fremstå i landet). Han tager sig ikke af det bortkomne, leder ikke efter det vildfarne, læger ikke det brudte og har ikke omhu for det sunde, men spiser kødet af de fede dyr og river klovene af dem. Ve, min dåre af en hyrde, som svigter fårene! Et sværd imod hans arm og hans højre øje! Hans arm skal vorde vissen, hans højre øje blindes.“ — Zakarias 11:15-17.

54. Hvilken slags „hyrder“ har folket i dag, som det fremgår af de tilstande der råder inden for nationerne? Hvorfor har sådanne ledere fået lov at fremstå?

⁵⁴ Kan folkene i dag, selv de der bor i kristenheden, for slet ikke at tale om dem der lever i den hedenske verden, ikke sammenlignes med bortkomne får, får som er kommet til skade og ikke helbredes, som er sultne eller truet af verdensomfattende hungersnød, og som udnyttes af korrupte, bestikkelige, snyltende, værdiløse hyrder der fortærer dem lige til „klovene“, eller som leder dem ad veje der er så ujævne at „klovene“ bliver revet af dem? De tilstande der råder inden for nationerne, både de såkaldt kristne nationer og de hedenske, er svar nok. Hvor længe endnu kan fårene klare sig? Dét er imidlertid følgerne af at vrage Jehovas messianske hyrde. Eftersom de selv har valgt det, har han ladet en uduelig, værdiløs og ødelæggende hyrdeskare fremstå, selv i kristenhedens område.

55. Hvorfor kom Zakarias ikke til at lide det ve som Jehova udtalte imod den værdiløse hyrde, skønt han udstyrede sig som en dåragtig hyrde?

⁵⁵ Profeten Zakarias skulle skildre at der ville fremstå en sådan dåragtig hyrdeskare i vor tid, samt i det første århundrede mens Jesus Kristus og hans apostle levede. Zakarias blev ikke selv en sådan uduelig, dåragtig hyrde. Han fik blot besked på at udstyre sig med en hyrdes udrustning og skildre en sådan hyrdes tilstedeværelse og mangelfulde tjeneste. Derfor blev Zakarias ikke udsat for det ve Jehova udtalte over en sådan forsømmelig, værdiløs og hjerteløs hyrde.

56. Hvordan er der „et sværd“ imod denne værdiløse og dåragtige hyrdeskares „arm“ og „højre øje“?

⁵⁶ Menneskehedens verden kan ikke vente nogen lindring og udfrielse fra disse regeringshyrder, der er valgt og indsat af mennesker. Jehovas myndigheds- og henrettelsessværd er rettet mod disse hyrdelignende herskere, der selv længe har båret „sværdet“, magten til at eksekvere domme. (Romerne 13:4; Apostlenes Gerninger 12:1, 2) Eftersom de ikke har Jehovas velsignelse her i „endens tid“ for dem, er deres „arm“, det vil sige deres magt og deres evne til at udrette noget, allerede blevet vissen; deres „højre øje“, det øje hvormed de bedst kan finde midler til afhjælpning af problemerne og bedst kan føre tilsyn som herskere, bliver svagere og svagere. I den kommende „store trængsel“ over verden, vil Jehova tilintetgøre både øje og arm, og hele resten af den dåragtige og uduelige hyrdeskare med.

[Fodnoter]

’Man har sat en krigsdjævel på tronen i stedet for Gud,’ sagde han. ’Kirkerne tager ikke sig selv alvorligt. De er tilfredse med blot at være et tilbehør i samfundet og at forsvare deres lande og regenter — uanset om disse er retfærdige eller uretfærdige. Kirken er blevet tvunget til at tie og samtykke. Den er som en gammel stum og tandløs hund der ikke kan bide mere.

Mange af os havde ventet at socialisterne ville have afværget en krig som denne, og vi var bitterligt skuffede over socialisterne i Europa da de ikke gjorde det. Det faldt os aldrig ind at kirkerne, moskeerne eller synagogerne kunne forhindre en krig. Ingen af os forventede noget sådant af dem. Vi ved hvad der vil ske hvis et ledende medlem af den engelske statskirke vovede at hæve sin røst og protestere mod sit lands deltagelse i den nuværende strid.

Hver påske vasker Franz Josef ceremonielt en halv snes pilgrimmes fødder, og kirken er tilfreds med ham. Zaren er kirkens overhoved om søndagen og hærens overhoved alle de andre dage.

Da nationerne forberedte sig til denne krig, rådførte de sig ikke på noget tidspunkt med kirkerne, for de vidste at de kunne stole på kirkernes støtte lige så vel som de kunne stole på deres ambulance- og forplejningskorps.

Det var bedre om missionærerne lærte folk derhjemme kristendom først.’

Rabbineren sluttede:

’Det skærer os i hjertet når vi læser om de ødelagte domkirker i Reims og andre steder, dog er disse kirker for længe siden blevet ødelagt, og det er kun de ydre mure der nu er styrtet sammen.

Krigsguder, pengeguder og magtguder har gjort deres til at nedbryde disse bygninger århundrede efter århundrede.’“ — New York-bladet American, 12. oktober 1914, side 4.

Kapitel 19

Riget modstår et internationalt angreb

1. Ved hjælp af hvilken kraft som videnskabsmændene ikke kan beherske, er en udtalelse blevet sendt til os fra et sted uden for det ydre rum, og hvordan er denne udtalelse blevet tilgængelig for de fleste mennesker?

INTERNATIONAL nyhedsformidling — ved hjælp af telegraf, telefon, radio og fjernsyn — har bragt hyrdelignende herskeres udtalelser ud til jordens ender. Deres udtalelser er blevet udbredt i det omfang fordi de er blevet tillagt stor betydning. Men ved hjælp af en kraft som videnskabsmændene her i det tyvende århundrede ikke har kunnet tøjle og udnytte, er en udtalelse af langt større vigtighed, ja af største vigtighed, blevet sendt til vor jord fra et sted uden for det ydre rum. Den store betydning som denne udtalelse tillægges er ikke for stor, for udtalelsen kommer fra himmelens og jordens Skaber, og den er blevet sendt hertil ved hjælp af hans usynlige virkekraft, hans hellige ånd. Og ved hjælp af Bibelen, som er blevet trykt i hundreder af millioner af eksemplarer og på hundreder af sprog, er denne udtalelse blevet gjort tilgængelig så det overvejende flertal af jordens befolkning kan læse den og undersøge den. Lad os, når vi læser denne udtalelse der bærer Skaberens navn, selv dømme om den har international betydning nu:

2. Hvad vil Jehova ifølge dette udsagn gøre Jerusalem til for nationerne, og som hvad vil han gøre sit folk blandt de angribende nationer?

² „Et udsagn: ’Jehovas ord vedrørende Israel,’ lyder det fra Jehova, ham som udspænder himlene og lægger jordens grundvold og danner menneskets ånd i dets indre. ’Se, jeg gør Jerusalem til en skål der skal få alle folkene rundt om til at rave; også mod Juda vil han komme under belejringen, endog mod Jerusalem. Og det skal ske på den dag at jeg gør Jerusalem til en byrdefuld sten for alle folkene. Alle der løfter den, vil med sikkerhed hente sig slemme rifter; og alle jordens nationer skal visselig samle sig mod hende. På den dag,’ lyder det fra Jehova, ’vil jeg slå hver hest med forvirring og dens rytter med vanvid; og over Judas hus vil jeg åbne mine øjne, og enhver af folkenes heste vil jeg slå med blindhed. Og Judas stammehøvdinger skal sige i deres hjerte: „Jerusalems indbyggere er en styrke for mig ved hærskarers Jehova, deres Gud.“ På den dag vil jeg gøre Judas stammehøvdinger som en ildgryde blandt træer og som en brandfakkel i en række nyhøstede kornneg, og de skal fortære alle folkene rundt om, til højre og venstre; og Jerusalem skal endnu bebos på sit eget sted, i Jerusalem.’“

3, 4. Hvorfor har de kødelige, omskårne jøder ikke været i stand til at finde en opfyldelse af Zakarias 12:1-6 i deres nations historie?

³ Disse ord fra Zakarias 12:1-6 (NW) er en gåde for de kødelige, omskårne jøder i dag. De har prøvet at finde en opfyldelse af disse profetiske ord i deres nations historie mellem det sjette århundrede før vor tidsregning da ’udsagnet’ blev fremsat (omkring 518 f.v.t.), og år 70 e.v.t. da Jerusalem blev ødelagt af de romerske legioner. Men de har ikke været i stand til at pege på nogen virkelig hændelse som har kunnet bekræfte profetiens rigtighed. Hvorfor ikke? Fordi ’udsagnets’ opfyldelse når sit højdepunkt i forbindelse med et Israel og et Jerusalem som rangerer højere end det kødelige Israel og det jordiske Jerusalem. Da det jordiske Jerusalem og dets tempel blev ødelagt i år 70, var der et andet Jerusalem som blev stående. Ikke en jordisk by, naturligvis. Det var den by som Hebræerbrevets forfatter omtalte i brevets tolvte kapitel, versene 22 til 24. Skønt han skrev omkring år 61, cirka ni år før det jordiske Jerusalem blev jævnet med jorden i år 70, henvendte han alligevel følgende ord til de kristnede hebræere:

⁴ „Men I er kommet til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem og til en højtidsskare af engle i tusindtal og en menighed af førstefødte, som er indskrevne i Himlene, og til en dommer, som er alles Gud, og til deres ånder [åndelige liv, NW], som er retfærdige og er nået til fuldendelse, og til den nye pagts mellemmand, Jesus, og til bestænkelsens blod, som forkynder noget bedre end Abels.“

5. Hvad var det for en „menighed af førstefødte“ de kristnede hebræere var kommet til omkring år 61, og hvilken by havde denne menighed?

⁵ Den „menighed af førstefødte, . . . indskrevne i Himlene,“ som disse kristne hebræere var kommet til, var ikke menigheden af det kødelige Israel, som de havde tilhørt før de blev omvendt til kristendommen. Det var derimod det åndelige Israels „menighed“, og den var blevet ført ind i „den nye pagt“ som mellemmanden Jesus havde gyldiggjort med sit eget blod, „bestænkelsens blod“, som forkynder noget bedre end Abels, Jehovas første martyrs. I nøje samklang med dette havde det åndelige Israel et højere Jerusalem, „den levende Guds stad, . . . det himmelske Jerusalem“.

6. Hvad var det jordiske Jerusalem et billede på som den by hvor Jehovas trone stod? Hvad blev dette overført til, og hvornår?

⁶ I det jordiske Jerusalem havde kongerne i Davids slægt haft deres trone, som blev kaldt „[Jehovas] trone“ fordi den der sad på den repræsenterede Jehova Gud, Israels virkelige og usynlige konge. Eftersom Jehova havde indgået en pagt med kong David om et evigt rige med en evig arving af ham på tronen, stod regeringsbyen Jerusalem for den gudgivne ret til et rige med en efterkommer af kong David som konge. (1 Krønikebog 29:23; 2 Samuel 7:14-16) Denne evige arving var Jesus Kristus, ’Davids søn, Abrahams søn’. Da han blev oprejst fra de døde og steg op til himmelen og trådte frem for Gud og satte sig ved hans højre hånd, tog han derfor sin arveret og sin uforspildte ret til Riget med sig. På denne måde blev retten til Riget i år 33 overført fra det jordiske Jerusalem til „det himmelske Jerusalem“. — Apostlenes Gerninger 2:29-36; Salme 110:1, 2; Hebræerne 10:12, 13.

7. Hvornår gjorde Jehova Jerusalem „til en skål der skal få alle folkene rundt om til at rave“ (Zakarias 12:2, NW), i betragtning af at det davidiske rige med det jordiske Jerusalem blev omstyrtet i 607 f.v.t.?

⁷ I år 607 f.v.t. omstyrtede babylonierne Davids rige med det jordiske Jerusalem, og riget skulle ikke tilhøre nogen før ’han kom, som havde retten til det’. Til den tid ville Gud give det til denne retmæssige indehaver. (Ezekiel 21:25-27) Hvornår kom denne der havde „retten“ og modtog Riget af Jehova, den store Teokrat? Det skete i 1914, ved udløbet af hedningernes tider omkring den 4./5. oktober (den 15. tisjri dette år). Da indsatte Jehova sin søn Jesus Kristus på tronen i „det himmelske Jerusalem“. Da udrakte Jehova også, som en opfyldelse af Salme 110:1, 2, Kristi vældes spir fra det himmelske Zions bjerg idet han sagde: „Hersk midt iblandt dine fjender!“ På denne måde og på dette tidspunkt opfyldte himmelens og jordens store Skaber sit udsagn om at gøre Jerusalem, „det himmelske Jerusalem“, til „en skål der skal få alle folkene rundt om til at rave“. — Zakarias 12:1, 2, NW; Åbenbaringen 11:15.

8. (a) Hvad forsøgte filistrene at gøre da kong David gjorde Jerusalem til sin regeringsby, og med hvilket resultat? (b) Hvornår og hvordan begyndte kristenheden at blive underrettet om at Kristus skulle indsættes på tronen ved hedningetidernes udløb?

⁸ To tusind ni hundrede og treogfirs år tidligere havde kong David indtaget det jordiske Jerusalem og gjort det til sin regeringsby. Da filistrene, hans bitre fjender, hørte det, drog de op imod Jerusalem for at afsætte ham. To mirakuløse nederlag i træk sendte angriberne ravende tilbage til Filisterlandet. (2 Samuel 5:17-25; Salme 2:1-6) Hvad skete der nu i tilfældet med „det himmelske Jerusalem“ med dets nyindsatte konge, Jesus Kristus, Davids, evige arving? I flere årtier før 1914, ja lige siden 1876, var verdens nationer og folkeslag blevet underrettet om at hedningernes tider ville udløbe i det år.a Det var indviede og døbte kristne — som for eksempel Charles Taze Russell, der blev præsident for Watch Tower Bible and Tract Society — der blev benyttet til at bekendtgøre dette, især for nationerne i kristenheden. Disse påståede kristne nationer afviste hånligt bekendtgørelsen og indledte deres første verdenskrig den 28. juli 1914.

9. Hvordan samlede de kæmpende nationer sig under den første verdenskrig omkring „det himmelske Jerusalem“ som omkring en drikkeskål?

⁹ Under denne krig benyttede de kæmpende nationer sig af den militære undtagelsestilstand, krigshysteriet og den glødende nationalisme til at forfølge disse indviede, døbte og åndssalvede kristne der havde bekendtgjort hedningetidernes udløb for dem og havde stillet sig på Jehovas oprettede messianske riges side. På denne måde samlede nationerne sig rundt om dem som om en drikkeskål, for at drikke glæde og munterhed over at rette deres modstand mod Guds riges repræsentanter. Da disse indviede og salvede kristne var en del af ’menigheden af førstefødte som er indskrevet i himlene’, var nationerne i realiteten samlet omkring „det himmelske Jerusalem“ som en drikkeskål. Et stykke tid var de også meget opstemte, som forudsagt i Åbenbaringen 11:7-10.

10, 11. Hvordan kom „det himmelske Jerusalem“ under belejring af nationerne efter den første verdenskrig, og blev belejringen også rettet mod „Juda“?

¹⁰ Da den første verdenskrig sluttede den 11. november 1918, holdt de verdslige nationer ikke inde med deres fjendskab mod Guds messianske rige der var oprettet i „det himmelske Jerusalem“. I de følgende år vedtog de Folkeforbundet som en erstatning for Guds himmelske rige. Dermed indledte de en billedlig belejring af „det himmelske Jerusalem“. Denne belejring kom til udtryk ved at nationerne modstod og forfulgte den salvede rest af ’menigheden af førstefødte’ som forkyndte „det himmelske Jerusalems“ messianske rige. Eftersom disse disciple af Jesus Kristus holdt fast ved ham som „løven af Judas stamme, Davids rodskud“, var de åndelige judæere, eller tilhørte i åndelig forstand Judas stamme. Derfor var de også belejret af de fjendtlige nationer, sammen med det himmelske Jerusalem. Det var nøjagtig som forudsagt i Zakarias 12:2:

¹¹ „Se, jeg gør Jerusalem til en skål der skal få alle folkene rundt om til at rave; også mod Juda vil han komme under belejringen, endog mod Jerusalem.“ (NW) „Se, jeg sætter Jerusalem som et Tumlebæger for alle Folk trindt omkring, ogsaa over Juda vil det gaa ud under Belejringen af Jerusalem.“ (Lindberg) „Se, jeg vil sætte Jerusalem som Snubletrin for alle Folkefærdene rundt omkring; det skal ogsaa gaae ud over Juda, naar Nøden paakommer Jerusalem.“ (Kalkar) „Se, jeg gør Jerusalem til en Beruselsesskaal for alle Folkeslag trindt omkring; og det skal ogsaa komme over Juda under Belejringen af Jerusalem.“ — Gd.

12. Hvordan viste de åndelige judæere en anden holdning end under den første verdenskrig, og hvilket standpunkt tog de i lighed med apostlene?

¹² Mens de verdslige nationer i 1919 vedtog Folkeforbundet som en international organisation for verdensfred og sikkerhed, begyndte den salvede rest af det åndelige Juda derimod som aldrig før at forkynde den gode nyhed om det rige der tilhører „løven af Judas stamme, Davids rodskud“. Fra da af begyndte de verdslige nationer derfor at belejre dette åndelige Juda på jorden, idet de fortsatte deres ihærdige forsøg på at overvinde de åndelige judæeres modstand og deres vægring ved at falde til føje. I direkte modsætning til den handlemåde disse åndelige judæere i almindelighed havde fulgt under den første verdenskrig, lod de sig imidlertid ikke afskrække af nationerne. De så klarere end før hvilket hverv den højeste Gud havde givet dem, og de valgte som apostlene at „adlyde Gud mere end mennesker“. (Apostlenes Gerninger 5:29) Selv under den anden verdenskrig holdt de fast ved denne handlemåde. De bevarede sig fuldstændig neutrale i de internationale stridigheder, sådan som de den 1. november 1939 åbent havde erklæret at de ville. Nationerne var ret lamslåede over det strengt neutrale standpunkt disse kristne vidner for Jehova indtog. — Se The Watchtower Announcing Jehovah’s Kingdom for 1. november 1939, siderne 323-333; eller Vagttaarnet, Forkynder af Jehovas rige for 1. januar 1940, siderne 3-12.

13. Ved hvilken handlemåde har nationerne hentet sig „slemme rifter“, og hvorfor?

¹³ Jehovas kristne vidner har urokkeligt holdt fast ved deres neutrale standpunkt, de har modigt appelleret til domstolene for at bevare deres borgerlige rettigheder, de forkynder i stadig stigende omfang den gode nyhed om Jehovas messianske rige, og alt dette har fået nationerne til at rave. Retten til Riget, repræsenteret ved „det himmelske Jerusalem“, er blevet „en byrdefuld sten“ for nationerne. Ved at bakse med Rigets forkyndere har nationerne forsøgt at løfte denne sten og fjerne den så den ikke ligger i vejen for deres ærgerrige planer om verdensherredømmet, men det har kostet dem „slemme rifter“. De har ikke opnået hvad de ønskede, men har følt det ydmygende nederlags sviende smerte. Deres ry har lidt skade. De kan ikke fjerne eller ugyldiggøre Rigets ret til at blive forkyndt, og de kan heller ikke lukke munden på den „rest“ der adlyder Jehovas bud om at forkynde Riget i hele verden.

14. Hvordan har Jehova allerede nu opfyldt sit udsagn om fjendens heste og deres ryttere? Hvem åbner han sine øjne over, og hvorfor?

¹⁴ Allerede nu har hærskarers Jehova i billedlig forstand handlet i overensstemmelse med sit udsagn. Dem der kæmper mod de åndelige judæere, hans riges ambassadører, har han slået med forvirring. Krigsmaskinens førere har han ladet handle som vanvittige, som diktatorer der i nederlagets time handler i blindt raseri. Deres krigsstrateger ved ikke længere i hvilken retning de skal føre kampen; de er som slået med blindhed. Men Jehova åbner sine øjne og holder dem åbne for at lede det åndelige „Judas hus“ i dets kamp.

15. Hvordan har det åndelige Judas stammehøvdinger været „som en ildgryde blandt træer og som en brandfakkel i en række nyhøstede kornneg“ til højre og venstre?

¹⁵ Med hensyn til „Judas stammehøvdinger“, som i åndelig forstand er „Judas hus“ styrende råd og tilsynsmændene i de åndelige judæeres menigheder, så fylder Jehova dem med brændende nidkærhed for „det himmelske Jerusalems“ riges jordiske interesser. „Som en ildgryde blandt træer og som en brandfakkel i en række nyhøstede kornneg“ sætter de i åndelig forstand tingene i brand, idet de får store religiøse diskussioner og stridigheder til at flamme op, og idet de fortærer mange hyrdelignende herskeres indflydelse så det afsløres at de i virkeligheden „kæmper mod Gud“ og mange af deres „får“ vender sig fra dem og går over til Guds rige. Dette sker både til højre og til venstre blandt folkene. Som følge af disse „stammehøvdingers“ brændende offensive aktivitet bevarer de åndelige judæere deres gudgivne åndelige domæne, og der kommer stadig nye indbyggere til. De svigter ikke „det himmelske Jerusalems“ sag.

16. Hvilken kilde erkender „Judas stammehøvdinger“ at deres styrke til at gøre dette under belejring kommer fra, og gennem hvem får de denne hjælp?

¹⁶ Det er ikke i egen kraft at „Judas stammehøvdinger“ og deres medjudæere anretter sådanne åndelige ødelæggelser blandt de fjender der belejrer Guds regerende riges sag. I hjertet indser og bekender de at styrken til at gøre dette under belejring af hele verden, kommer fra en overnaturlig, overmenneskelig kilde. Den kommer fra „det himmelske Jerusalem“, hvor kongen Jesus Kristus er indsat på tronen og er begyndt at herske midt iblandt sine fjender. De hellige engle er sammen med ham. „Er de ikke alle ånder i Guds tjeneste, som sendes ud til hjælp for deres skyld, der skal arve frelse?“ (Hebræerne 1:13, 14; Mattæus 25:31) De salvede kristne som er kommet til „den levende Guds stad, . . . det himmelske Jerusalem“, og som har afsluttet deres jordiske livsløb i døden og er blevet oprejst til liv og udødelighed i himmelen, kan også sende usynlig styrke til de modige, energiske „Judas stammehøvdinger“ og deres medjudæere på jorden. (Åbenbaringen 2:26-29) Bag al denne hjælp og bistand fra det himmelske Jerusalem står „hærskarers Jehova deres Gud“.

DE ANGRIBENDE NATIONER TILINTETGØRES

17, 18. (a) Hvorfor vil nationerne ikke kunne afslutte deres lange belejring med en sejr? (b) Hvad vil Jehova ifølge sit udsagn gøre med de nationer der kommer imod „Jerusalem“?

¹⁷ De verdslige nationer kan ikke afslutte deres langvarige, vedholdende belejring af Guds rige og af dem der tjener som Rigets ambassadører ud over jorden, med en sejr. Den almægtige Gud vil give disse åndelige judæere fornyet styrke og udholdenhed så de kan modstå den fjendtlige belejring, hvorimod han vil svække og til sidst udrydde belejrerne, som byder ham trods. Det fremgår af de næste ord i det guddommelige udsagn. I Zakarias 12:7-9 (NW) læser vi:

¹⁸ „Og Jehova vil visselig frelse Judas telte først, for at Davids hus’ skønhed og Jerusalems indbyggeres skønhed ikke skal overgå Judas for meget. På den dag vil Jehova være et værn omkring Jerusalems indbyggere; og den der snubler iblandt dem skal på den dag blive som David, og Davids hus som Gud [eller: gudlignende], som Jehovas engel foran dem. Og det skal ske på den dag at jeg vil søge for at tilintetgøre alle de nationer der kommer mod Jerusalem.“

19. (a) Hvad ligger der i udtrykket „Judas telte“? (b) Hvorfor vil de øvriges „skønhed“ ikke „overgå Judas for meget“?

¹⁹ Udtrykket „Judas telte“ antyder at de åndelige judæere ikke har trukket sig ind bag beskyttende bymure men er ude i åben mark, idet de frygtløst forsvarer de interesser der tilhører det messianske rige, repræsenteret ved Jerusalem, regeringsbyen hvor tronen er. Før angriberne kan gå direkte imod byen, må de derfor først fjerne alle „Judas telte“ der ligger i en ring rundt om byen for at forsvare den. Det er grunden til at hærskarers Jehova må frelse „Judas telte“ først, eftersom de er det første og direkte angrebsmål. De vil således kunne rose sig af Jehovas frelse, ligesom indbyggerne i „det himmelske Jerusalem“, hvor Riget har sæde. Disse „Judas telte“ vil eje den skønhed der ligger i frelsen fra Jehova, i lighed med „Davids hus“, repræsenteret ved Davids kongelige søn Jesus Kristus, og i lighed med „Jerusalems indbyggere“, det messianske riges opstandne medarvinger, de Kristi disciple som allerede er blevet oprejst og herliggjort. — Romerne 8:15-17; 2 Timoteus 2:11, 12.

20. (a) Hvordan har Jehova ladet „Jerusalems indbyggere“ blive som David, og Davids hus som Jehovas engel? (b) Hvordan har Jehova forsvaret Jerusalems indbyggere?

²⁰ Hvis Jehova værner Jerusalems indbyggere og hindrer dem i at snuble og falde, idet han gør dem stærke og modige som krigerkongen David, vil han naturligvis gøre det samme for de åndelige judæere i deres „telte“ ude på marken. Det den salvede rest af de åndelige judæere har erfaret indtil nu, viser at han har gjort det. Og han vil fortsat gøre det i fremtiden, indtil han har opfyldt sit løfte fuldstændigt. Og på grund af det større ansvar der er tale om har Jehova gjort endnu mere for „Davids hus“, repræsenteret ved Davids evige arving, Jesus Kristus. Jehova har gjort ham „som Gud, som Jehovas engel foran dem“. Nej, ikke som Jehova selv, men som Jehovas „engel“, der førte Israels børn ud af trældommen i Ægypten i 1513 f.v.t. (2 Mosebog 14:19; 23:20, 23) Hærskarers Jehova har allerede forsvaret „det himmelske Jerusalems“ indbyggere ved at bemyndige sin regerende konge Jesus Kristus til at kaste Satan Djævelen, „denne verdens gud“, ud af himmelen og holde ham ude derfra. — Åbenbaringen 12:7-13; 2 Korinter 4:4.

21. (a) Hvilken rammende titel bærer den der repræsenterer „Davids hus“, i harmoni med at dette hus handler som Jehovas engel? (b) Hvor længe vil fjenden blive ved med at belejre Jerusalem, og hvorfor så længe?

²¹ Davids gudlignende søn, Jesus Kristus, handler altså som Jehovas engel til gavn for de åndelige judæere i deres „telte“ på jorden. Meget betegnende er et af de navne han har fået, Vældig-Gud. (Esajas 9:6, 7) Hvordan skulle alle denne verdens nationer, støttet af Satan Djævelen, da kunne sejre over ham og over „Judas telte“, foran hvem han tjener som Jehovas engel? Omstændighederne taget i betragtning er nationernes belejring af det messianske rige dømt til at slå fejl. I deres begær efter verdensherredømmet vil de ikke frivilligt hæve belejringen og trække sig tilbage i erkendelse af deres nederlag eller fiasko. De vil fortsætte lige til det sidste!

22. (a) Hvorfor behøver Jehova ikke at lede længe efter vidnesbyrd imod nationerne når han søger for at tilintetgøre dem? (b) Hvornår vil han tilintetgøre dem?

²² Vil hærskarers Jehova være nødt til at lede længe efter vidnesbyrd imod nationerne den dag han „vil søge for at tilintetgøre alle de nationer der kommer mod Jerusalem“? Nej, slet ikke. I kraft af deres hårdnakkede modstand mod hans messianske rige og deres støtte til den menneskeskabte internationale organisation for verdensfred og sikkerhed og deres chikaneri og forfølgelse af de åndelige judæere, hober disse nationer en mængde fordømmende vidnesbyrd op imod sig selv. Den øverste Dommer er fuldstændig klar over det regnskab der skal gøres op med dem. Når de retter deres endelige angreb mod „Judas telte“ og dermed fremkalder den verdenssituation der billedligt kaldes Harmagedon, er der vidnesbyrd nok.

23. Hvad vil Jehova gøre med disse nationer, hvem vil han benytte dertil og hvem vil opnå „skønhed“ derved?

²³ Når hærskarers Jehova går sagen igennem vil han finde al mulig grund til at udslette disse nationer der kommer imod hans „himmelske Jerusalems“ rige. Ved hjælp af sin regerende konge, der er „som Gud, som Jehovas engel“, vil han sønderknuse disse nationer. (Åbenbaringen 16:13-16) Det vil krone „Davids hus“, „Jerusalems indbyggere“ og „Judas telte“ med en enestående skønhed!

DEN GENNEMSTUNGNE SOM BLEV KONGE

24, 25. (a) Vil der blive sørget over disse tilintetgjorte nationer? (b) Hvem forudsiger Jehova at der i særlig grad vil blive sørget over?

²⁴ Der vil hverken være sorg eller klage over de formastelige nationer som hærskarers Jehova tilintetgør i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. Der lød imidlertid sorg og klage i forbindelse med en tragisk begivenhed som har banet vej for „Davids hus’ skønhed og Jerusalems indbyggeres skønhed“ på denne herlige dag med frelse fra Gud. I fortsættelsen af udsagnet fra Jehova, himmelens og jordens Skaber, får vi at vide hvilken begivenhed det var, for vi hører ham sige:

²⁵ „Og så udgyder jeg over Davids hus og Jerusalems indbyggere nådens og bønnens Ånd, så de ser hen til ham, de har gennemstunget, og sørger over ham, som man sørger over en enbåren søn, og holder klage over ham, som man holder klage over den førstefødte. På hin dag skal sorgen blive stor i Jerusalem som sorgen over [i, NW] Hadadrimmon i Megiddos dal. Landet skal sørge, hver slægt for sig, Davids hus’ slægt for sig og deres kvinder for sig, Natans hus’ slægt for sig og deres kvinder for sig, Levis hus’ slægt for sig og deres kvinder for sig, sjim’itternes slægt for sig og deres kvinder for sig, alle de tiloversblevne slægter hver for sig og deres kvinder for sig.“ — Zakarias 12:10-12.

26. Hvilken apostel vender vi os til for at få at vide hvem der blev gennemstunget, og hvordan besvarer han vort spørgsmål?

²⁶ Hvem er det „de har gennemstunget“b og som „de ser hen til“? Vi skærer lige igennem menneskers indviklede gætterier og går direkte til det inspirerede svar fra Ham der har fremsat dette profetiske udsagn. Fra en beretning der er skrevet af galilæeren Johannes, som var øjenvidne til at Jesus Kristus blev pælfæstet mellem to pælfæstede forbrydere fredag den 14. nisan år 33, citerer vi disse inspirerede ord:

Da det altså var beredelsesdag, bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes knogler måtte blive knust og legemerne taget ned, for at de ikke skulle blive på korset sabbaten over; thi den sabbatsdag var stor. Så kom soldaterne og knuste knoglerne på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med ham. Men da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke knoglerne på ham. Men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og straks flød der blod og vand ud. Og den, der har set det, har vidnet om det — og hans vidnesbyrd er sandt, og han véd, at han taler sandt — for at også I skal tro. Thi dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: „Intet ben skal sønderbrydes derpå!“ Og endnu et andet skriftord siger: „De skal se hen til ham, de har gennemstunget.“ — Johannes 19:31-37.

27. Hvordan viser Johannes et andet sted at det var Jesus der blev „gennemstunget“?

²⁷ Også et andet sted i apostelen Johannes’ skrifter bliver Jesus Kristus omtalt som gennemstunget, nemlig der hvor Johannes skriver:

Ham, som elsker os og har løst os af vore synder med sit blod og har gjort os til konger og præster for sin Gud og Fader — ham være æren og magten i evighedernes evigheder! Amen.

Se, i skyerne kommer han, og alles øjne skal se ham, også deres, som har gennemstunget ham, og alle jordens stammer skal jamre ved hans komme. Ja, amen. — Åbenbaringen 1:5-7.

28. Hvad skriver lægen Lukas som peger på at Jesus blev gennemstunget efter sin død og ikke før?

²⁸ Jesus blev altså „gennemstunget“ eller stukket i siden et stykke tid efter at han havde udåndet, og ikke før. I denne forbindelse skriver lægen Lukas:

Det var nu ved den sjette time [klokken 12 middag], og der blev mørke over hele landet indtil den niende time [klokken 15], idet solen formørkedes. Og forhænget i templet flængedes midt igennem. Og Jesus råbte med høj røst og sagde: „Fader! i dine hænder betror jeg min ånd;“ og da han havde sagt det, udåndede han. Men da høvedsmanden så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: „Det var i virkeligheden en retfærdig mand.“ Og alle skarerne, som var strømmet sammen til dette skue og så, hvad der skete, slog sig for brystet og vendte hjem. Men alle hans bekendte, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod langt borte og så på alt dette. — Lukas 23:44-49; se også Markus 15:33-41.

29. Hvordan blev spydstikket i Jesu side en del af beviset over for Tomas på at Jesus var blevet oprejst fra de døde?

²⁹ Senere blev spydstikket i Jesu Kristi side også en vigtig del af beviset for at han var blevet oprejst fra de døde. Apostelen Tomas, der ikke fik Jesus at se den dag han opstod (søndag den 16. nisan år 33), sagde til dem der havde set ham denne dag, materialiseret i kødet: „Hvis jeg ikke får set naglemærkerne i hans hænder, ja, stikker min finger i naglegabene og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.“ En uge senere materialiserede Jesus sig igen i kødet, i et legeme som det han havde da han blev pælfæstet, og sagde til Tomas: „Ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende!“ — Johannes 20:24-27.

30. (a) Hvorfor var den sorg Jesu disciple viste, alvorligere end sorgen i „Hadadrimmon i Megiddos dal“? (b) Hvad mere måtte de gøre end at klage og sørge i bedrøvelse hvis „nådens og bønnens Ånd“ skulle udgydes over dem?

³⁰ Som en opfyldelse af Zakarias 12:10-14 har Jesu Kristi trofaste apostle og hans øvrige disciple uden tvivl sørget og holdt klage dér i det jordiske Jerusalem. Den de holdt klage over, var Guds søn, „den enbårne“, „al Skabnings førstefødte“, „Guds Skabnings Begyndelse“. (Johannes 3:16; Kolossenserne 1:15, Gd; Åbenbaringen 3:14, Gd) Sorgen var derfor alvorligere end den sorg der tidligere var blevet vist i „Hadadrimmon i Megiddos dal“. (Zakarias 12:11; jævnfør Anden Kongebog 23:28-30; Anden Krønikebog 35:20-25) Som lovet udgød Jehova også „nådens og bønnens Ånd“ over de trofaste disciple, især fordi disse disciple „havde håbet, at [Jesus] var den, der skulle forløse Israel“. (Lukas 24:21) Men for at opnå Guds nåde eller gunst var det ikke nok at man bare gav udtryk for sorg og bitter klage fordi man var ked af det. Man måtte også tro på den der var blevet gennemstunget og på værdien af hans offerdød. På grundlag af en sådan tro kunne den sørgende få del i Guds gunst eller nåde, og hans bønner i tro ville blive hørt.

31, 32. (a) På hvilken måde måtte man se hen til ham der var gennemstunget, også selv om man tilhørte „Davids hus“, for at modtage „nådens og bønnens Ånd“? (b) Hvad måtte man, selv om man tilhørte „Jerusalems indbyggere“, gøre foruden at sørge, for at få „nådens og bønnens Ånd“?

³¹ For at blive værdig til at modtage denne „nådens og bønnens Ånd“ fra Gud, måtte man med troens øjne ’se hen til ham de havde gennemstunget’. Én tilhørte måske „Davids hus“, men dét i sig selv at han havde denne kongelige rang i kraft af kødelig herkomst, garanterede på ingen måde at han ville komme med i det himmelske rige sammen med Messias som en af hans medarvinger.

³² Én hørte måske til „Jerusalems indbyggere“, men det at han boede i kong Davids jordiske regeringsby, garanterede ham på ingen måde en plads i „det himmelske Jerusalem“. Et sådant menneske burde derimod sørge over at der måske hvilede et samfundsansvar på ham fordi Messias Jesus var blevet dræbt og gennemstunget. Sorgen og den bitre klage måtte således omfatte bedrøvelse over at Messias havde været nødt til at dø på grund af vedkommendes synder, og den måtte ligeledes omfatte anger over sådanne synder. Da ville Messias’ død blive til gavn for den sørgende, og vedkommende ville få „nådens og bønnens Ånd“.

33. (a) Hvordan gjaldt denne regel også selv om man tilhørte „Levis hus“ eller „sjim’itternes slægt“? (b) Hvad så hvis man tilhørte „Natans hus’ slægt“, sådan som Jesu moder Maria gjorde?

³³ Dette ville også gælde den der efter kødet var af „Levis hus“. Skønt han som levit tjente ved det jordiske tempel i Jerusalem med dets alter og dets dyreofre, havde han alligevel brug for det fuldkomne offer der var blevet bragt af den gennemstungne. „Levis hus“ omfattede også „sjim’itternes slægt“. (2 Mosebog 6:16, 17; 4 Mosebog 3:17-21) Også de behøvede derfor et offer som var i stand til at løskøbe syndige menneskeskabninger. „Natans hus’ slægt“ tilhørte Davids kongeslægt. (2 Samuel 5:13, 14) Maria, Jesu Kristi jordiske moder, blev født i den slægt der nedstammede fra denne Natan, Davids søn. (Lukas 3:23-31) Selv om de der tilhørte denne slægt var af kongelig afstamning, måtte de anerkende Jesus som Messias og anerkende at han var blevet „gennemstunget“ for at han kunne opfylde Guds profeti og blive værdig til det himmelske rige.

34. (a) Med hvilken indstilling eller af hvilken grund måtte alle, uanset slægt, hus eller køn, sørge og holde klage over den gennemstungne? (b) Hvordan må vi der lever i dag gøre dette for at modtage „nådens og bønnens Ånd“?

³⁴ Alle, uanset hvilken slægt eller hvilket hus de tilhørte, måtte angergivent sørge og klage i bedrøvelse over at Messias havde været nødt til at dø som et genløsningsoffer for synder. Både kvinder og mænd måtte gøre det. Det er grunden til at profetien gentagne gange siger at „deres kvinder for sig“ skulle sørge. (Zakarias 12:12-14) På tilsvarende måde må vi der lever i dag, hver enkelt af os, angrende og i tro se hen til Messias Jesus, som fjenderne af Jehovas messianske rige fik lov at gennembore. Hvis vi gør det, vil vi få „nådens og bønnens Ånd“.

35. Hvornår viskes tårerne bort fra vore øjne, de tårer som skyldes sorg og klage over at Messias blev gennemstunget?

³⁵ Sorgens tårer viskes bort fra vore øjne når vi også erkender at Messias Jesus blev „gennemstunget“ for at ophøje og hævde Jehovas universelle suverænitet. Det at han til sidst blev „gennemstunget“, beviste at han lige til døden havde bevaret sin fuldkomne integritet ind for den suveræne Herre Jehova. Som belønning opnåede han den ære at blive indsat som messiansk konge på den himmelske trone.

[Fodnoter]

Kapitel 20

En tredjedel levnes i et renset land

1. Har kristenheden kunnet frembringe et land som det oprigtige mennesker ønsker? Hvis løfte om at frembringe det ønskede paradis må vi i dag sætte vor lid til?

DET som hæderlige, oprigtige og retskafne mennesker i dag ønsker, er et land hvor indbyggerne fører et rent liv og hvor der ikke findes noget religiøst hykleri eller bedrag. Selv om kristenheden nu har prøvet i praksis med hundreder af forskellige trossamfund der kalder sig kristne, har den ikke kunnet frembringe et sådant land. Og der er ikke noget håb tilbage om at den nogen sinde vil kunne gøre det. Den kan ikke fremvise et eneste land som eksempel på at den virkelig kan rense ondskab og religiøs urenhed ud. Ingen steder har den frembragt et åndeligt paradis blandt sine hundreder af millioner af kirkemedlemmer. Hvis himmelens og jordens Skaber var henvist til at lade kristenheden frembringe en renset jord med en ren og ubesmittet religion, ville det aldrig blive gennemført. Den almægtige Gud vil imidlertid gennemføre det, på sin egen måde og ved hjælp af sin egen teokratiske organisation. Hans løfte om at gøre det står stadig ved magt, og alle retsindige mennesker kan i dag sætte deres lid til det.

2. Efter at have fortalt om sorgen over den gennemstungne, hvad siger Jehova da vil „blive åbnet“ imod synd og urenhed?

² Det er yderst interessant at lægge mærke til hvordan Gud skildrer denne sin bemærkelsesværdige hensigt. I sit „udsagn“ har han lige omtalt den sorg og bitre klage der skulle høres i hans land fordi Messias, som landets indbyggere havde sat deres håb til, var blevet gennemstunget. (Zakarias 12:1, 10-14) Umiddelbart efter dette siger han så: „På hin dag skal en kilde vælde frem [vil en brønd blive åbnet, NW] for Davids hus og Jerusalems indbyggere mod synd og urenhed.“ — Zakarias 13:1.

3. Hvoraf fremgår det om kristenheden har benyttet sig af denne „brønd“ der skulle åbnes imod synd og urenhed?

³ Finder vi „synd og urenhed“ over hele jorden i dag selv i kristenheden? I så fald er det indlysende at kristenheden ikke har benyttet sig af denne „brønd“ der skulle åbnes „på hin dag“. Lever vi mon ikke på den „dag“ nu? Ordet „dag“ betegner ikke her en periode på fireogtyve timer. Hvordan kan vi afgøre om vi lever på denne begunstigede „dag“? Det kan vi gøre, ved at tage alle de nævnte omstændigheder i betragtning.

4. (a) Hvem åbner denne „brønd“, og hvad skal vandet bruges til? (b) Nævn nogle af de urene ting som ifølge Bibelen ikke hører hjemme i Guds tempel.

⁴ Noget som i fremtrædende grad skulle kendetegne „hin dag“, var en „brønd“. Denne brønd åbnes af Jehova, for det er ham selv der graver den ved hjælp af sine kærlige foranstaltninger. Han sørger for at den fyldes med rent vand. Hvad skal dette vand bruges til, ifølge hans egne ord? Ikke til at slukke tørsten med, men til renselse. Brønden åbnes „mod synd og urenhed“. En af de ting der er urene i Guds øjne, beskrives i Tredje Mosebog 20:21: „Om nogen tager sin broders hustru til ægte, da er det en uren gerning; han har blottet sin broders blusel; de skal blive barnløse.“ Noget urent hører ikke hjemme i Guds tempel. (2 Krønikebog 29:3-5) Hvis noget er urent skal det kastes bort, om det så er sølv og guld. (Ezekiel 7:19) Ved at handle skændigt over for Gud kan man gøre sig selv uren, „til afsky“. (Klagesangene 1:8) Hvis en israelit besmittede sig selv ved at røre ved en død, blev han betragtet som uren, og man måtte ikke røre ved ham før han havde renset sig med vand som var blandet med asken af en rød kvie der var bragt som offer. — 4 Mosebog 19:2-22.

5. Hvilken tilstand havde indbyggerne bragt landet i før israelitterne tog det i besiddelse, og hvorfor åbnede Jehova en brønd „mod synd og urenhed“ for den rest der var blevet ført tilbage til landet?

⁵ Før israelitterne tog Kana’ans land i besiddelse var landet blevet urent, ækelt og afskyeligt „på grund af hedningernes urenhed, på grund af de vederstyggeligheder, de i deres urenhed [havde] fyldt det med fra ende til anden“. (Ezra 9:11) Men da israelitterne selv havde boet i landet i nogen tid, gjorde de også landet urent, ækelt og afskyeligt, sådan at Jehova kunne sige: „Da Israels slægt boede i deres land, gjorde de det urent ved deres færd og gerninger; som en kvindes urenhed var deres færd for mit åsyn.“ (Ezekiel 36:16, 17; 3 Mosebog 15:19-33) Da den jødiske rest var vendt tilbage fra fangenskabet, ønskede Jehova derfor ikke at landet igen skulle blive urent eller fortsætte med at være det. Det var grunden til at han åbnede denne „brønd“ for at rense synd eller urenhed bort.

6. (a) Hvorfor havde „Davids hus og Jerusalems indbyggere“ behov for en sådan brønd med rensende vand efter deres hjemkomst fra Babylon? (b) Hvor mange var denne „brønd“ i virkeligheden beregnet til, og hvordan kunne de benytte sig af den?

⁶ ’Brønden’ blev derfor åbnet „for Davids hus og Jerusalems indbyggere“. Men lad os ikke glemme at disse indbyggere tilhørte den israelitiske rest som var blevet udfriet fra Babylon og var vendt tilbage til Judas land for at genopbygge deres Guds tempel i Jerusalem. Selv om de havde „Davids hus“ iblandt sig, havde de derfor ikke en konge af Davids slægt siddende på en trone dér i Jerusalem. Zerubbabel, som var kommet fra Babylon, tilhørte „Davids hus“, men han var blot blevet udnævnt til statholder over Juda af perserkongen Kyros. (Zakarias 4:6-10; Mattæus 1:6-13) Messias måtte komme før de kunne få en konge af „Davids hus“. Derfor havde de der her omtales som „Davids hus“ og „Jerusalems indbyggere“, naturligvis behov for at blive renset for „synd og urenhed“. De havde brug for at ’brønden’ blev åbnet. I virkeligheden repræsenterede „Davids hus“ og „Jerusalems indbyggere“ hele nationen. Alle nationens medlemmer havde brug for denne „brønd“ med det rensende vand, og de kunne benytte sig af denne guddommelige foranstaltning når de drog op til Jerusalem til deres årlige højtider.

7. Hvornår blev denne „brønd“ åbnet for „Davids hus“ og „Jerusalems indbyggere“, og hvad var de første resultater heraf?

⁷ Hvornår blev denne „brønd“ åbnet for „Davids hus“ og „Jerusalems indbyggere“ og for den nation de repræsenterede? Det skete efter at den de havde gennemstunget eller slået ihjel på marterpælen uden for Jerusalems mure påskedag år 33, var blevet oprejst fra de døde. Da han var oprejst kunne han stige op til himmelen og træde frem for Jehova Gud og frembære den sonende værdi af sit udgydte blod for ham. På pinsedagen (den 6. sivan) år 33 lod Jehova Gud derpå denne Messias, Jesus Kristus, der havde bragt soning for synder, udgyde den hellige ånd over sine trofaste disciple i Jerusalem, der i begyndelsen talte omkring 120. Senere samme dag bekendte omkring tre tusind jøder deres medskyld i drabet på Messias Jesus, og de lod sig døbe i vand for at blive hans disciple, og de blev ligeledes døbt med den hellige ånd. — Apostlenes Gerninger 1:2-5, 15; 2:1-36.

8, 9. (a) Hvad betød Peters råd til de tusinder af skyldbetyngede jøder på Pinsedagen med hensyn til ’brønden’? (b) Hvordan forsikrede Peter senere jøderne i templet om dette?

⁸ Hvad betød det da den kristne apostel Peter ved denne lejlighed sagde til disse tusinder af skyldbetyngede jøder „Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave“? (Apostlenes Gerninger 2:37, 38) Det betød at det nu var den „dag“ som var forudsagt i Zakarias 13:1. Det betød at ’brønden’ var blevet åbnet „for Davids hus for Jerusalems indbyggere mod synd og urenhed“. Kunne der være nogen større „synd og urenhed“ end dét at foranledige eller være meddelagtig i Jesu Kristi voldelige død? Uden tvivl havde en del af disse tusinder af jøder set på Jesu Kristi pælfæstede legeme da den romerske soldat gennemborede det med sit spyd. (Johannes 19:37) Men selv en sådan „urenhed“ kunne vandet fra den åbnede „brønd“ rense bort. Det forsikrede Peter om da han senere sagde til jøderne i Jerusalems tempel:

⁹ „Nu ved jeg vel, mine brødre, at I har handlet i uvidenhed, både I og jeres rådsherrer. Men på den måde har Gud ladet det gå i opfyldelse, som han forud havde forkyndt gennem alle profeternes mund [også i Zakarias 12:10], at hans Salvede skulle lide. Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede, for at husvalelsestiderne må komme fra Herrens åsyn, og han må sende den Kristus, som var bestemt for jer, nemlig Jesus.“ — Apostlenes Gerninger 3:17-20.

10. Hvor mange kødelige jøder benyttede sig ifølge Paulus af denne „brønd“, og hvor længe fandtes ’brønden’ tilsyneladende i det bogstavelige Jerusalem med „Davids hus“?

¹⁰ Dette var i år 33, men selv så sent som i år 56 kunne apostelen Paulus under inspiration pege på at kun en rest af de kødelige, omskårne jøder i tro så hen til Jesus, den gennemstungne Messias, og havde benyttet sig af ’brønden’ med det rensende vand: „Således er der da også i den nuværende tid blevet en rest tilbage i kraft af en nådesudvælgelse.“ (Romerne 11:5; 9:27, 28) I år 70 blev det jødiske Jerusalem ødelagt af de romerske legioner, og Zakarias 13:1 kunne ikke længere opfyldes på den bogstavelige by. Og eftersom slægtsregistrene gik tabt, var det heller ikke længere muligt at fastslå hvem der hørte til „Davids hus“.

11. Hvornår viste der sig tilsvarende en rest af åndelige israelitter på skuepladsen, og hvad erkendte de med hensyn til Guds vrede imod dem (Esajas 12:1, 2)?

¹¹ Zakarias 13:1 får imidlertid en tilsvarende opfyldelse på resten af de åndelige israelitter, som er knyttet til „det himmelske Jerusalem“, „den levende Guds stad“. Under den første verdenskrig fra 1914 til 1918 kom resten af de åndelige israelitter i trældom under det store Babylon, og de kom i åndelig forstand til kort og gjorde sig skyldige åndelig urenhed. I 1919 blev de udfriet fra Babylon den Stores organisation og dens politiske og militære elskere. Da begyndte de at se og forstå opfyldelsen af ordene i Esajas 12:1, 2: „På hin dag skal du sige: Jeg takker dig [Jehova], thi du vrededes på mig, men din vrede svandt og du trøstede mig. Se, Gud er min frelse, jeg er trøstig og uden frygt; thi [Jehova] er min styrke og min lovsang, og han blev mig til frelse.“a Ligesom på Zakarias’ tid fandtes der altså nu en genrejst rest, som var blevet udfriet fra Babylon den Store og havde helliget sig opbygningen af den rene tilbedelse af Jehova ved hans åndelige tempel.

12. (a) Hvornår blev der åbnet en „brønd“ med rensende vand for dem, og hvorfor? (b) Hvordan blev profetien i Ezekiel 36:24, 25 dermed opfyldt?

¹² Denne genrejste salvede rest af de åndelige israelitter måtte renses for enhver „synd og urenhed“ som de havde pådraget sig mens de var i trældom under Babylon den Store og dens verdslige elskere. Med direkte henblik på deres aktuelle åndelige behov dér i frihedsåret 1919, åbnede Jehova da barmhjertigt ’brønden’ med rensende vand for dem. De begyndte straks at benytte sig af det rensende vand fra denne „brønd“. Der foregik således en åndelig opfyldelse af det guddommelige løfte i Ezekiel 36:24, 25: „Jeg vil hente eder fra folkene, samle eder fra alle lande og bringe eder til eders land. Da stænker jeg rent vand på eder, så I bliver rene; jeg renser eder for al eders urenhed og alle eders afgudsbilleder.“ Under deres åndelige trældom i det store Babylon havde „restens“ medlemmer rørt ved de døde ting der fandtes i den krigsgale verden, og nu var det som om Jehova gennem Kristus stænkede „renselsesvand“, vand blandet med asken af en slagtet rød kvie, på den angrende rest. — 4 Mosebog 19:1-13.

13. Hvem af de genrejste åndelige israelitter havde behov for at blive renset, svarende til „Davids hus“ og „Jerusalems indbyggere“, og hvad var grunden til dette?

¹³ Dette var nødvendigt for alle de angrende og genrejste medlemmer af det åndelige Israels rest. Ingen af dem havde så stor betydning eller så omfattende et ansvar (svarende til „Davids hus“), og ingen var så jævne og almindelige og så talrige (svarende til „Jerusalems indbyggere“), at de kunne undvære denne renselse ved hjælp af vandet fra Jehovas „brønd“, hans foranstaltninger. Det styrende råd for det åndelige Israels rest, og også de indsatte ældste der tjente som tilsynsmænd i disse åndelige israelitters lokale menigheder, måtte renses nøjagtig ligesom de øvrige indviede og døbte medlemmer af menighederne. (Apostlenes Gerninger 20:17-28; 14:23; Filipperne 1:1; 1 Timoteus 3:1-7; 4:14; Titus 1:5-9) Der fandtes urenhed iblandt dem som samfund betragtet. De skulle være rene i deres genvundne åndelige domæne, både i forkyndelse, undervisning og livsførelse. I tråd med at de bevarede sig uplettede af denne verden, blev de ledet frem til at bevare en urokkelig kristen neutralitet i forhold til nationernes voldelige konflikter, der dyngede lig på lig. — Jakob 1:27; Johannes 15:18, 19; 17:14.

LOYALITETEN MOD GUD STÆRKERE END FAMILIEBÅND

14, 15. (a) Hvad skulle også prøves den dag ’brønden’ blev åbnet? (b) Hvordan skildrede Jehova dette med et eksempel i Zakarias 13:2, 3?

¹⁴ Den dag hvor ’brønden’ blev åbnet „mod synd og urenhed“, ville også være en dag hvor graden af ens loyalitet mod Gud skulle prøves. Det blev den rest der var vendt hjem fra Babylon i 537 f.v.t., advaret om. Den suveræne Herre og Gud beskrev hvor loyale hans tilbedere skulle og ville være over for ham, da han fortsatte med at sige til sin profet Zakarias:

¹⁵ „Og på hin dag, lyder det fra Hærskarers [Jehova], udrydder jeg afgudernes navne af landet, så de ikke mer skal ihukommes; også profeterne og urenhedens ånd driver jeg ud af landet. Når nogen da atter profeterer, skal hans egne forældre, hans fader og moder, sige til ham: ’Du har forbrudt dit liv, thi du har talt løgn i [Jehovas] navn.’ Og hans egne forældre, hans fader og moder, skal gennembore ham, når han profeterer.“ — Zakarias 13:2, 3.

16. Hvad er det for et ’land’ Jehova har udryddet „afgudernes navne“ af, og hvad har dette medført blandt de åndelige israelitter i dag?

¹⁶ Med hensyn til tiden siden 1919, taler hærskarers Jehova her om det åndelige domæne som hans genrejste rest af åndelige israelitter befinder sig i. Eftersom han fordrer absolut hengivenhed af dem og har drevet „afgudernes navne“ ud af deres ’land’ eller bort fra deres forhold til ham, nægter de nu at tilbede det „dyr“ der er steget op af havet, og dette dyrs „billede“. Eller — sagt mere direkte, uden at benytte disse bibelske symboler for politiske institutioner — de åndelige israelitter nægter i hele verden at tilbede den politiske stat og Folkeforbundet og dets efterfølger, De forenede Nationer. På denne måde undgår de Guds straf over dem der bærer ’dyrets mærke’. (Åbenbaringen 13:1-18; 14:9, 10) Eftersom de er „kommet til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem“, og de er „indskrevne i Himlene“, tilhører de et „borgersamfund“ som er „i Himlene“. (Hebræerne 12:22, 23; Filipperne 3:20) Derfor giver de ikke efter for nationalismens galskab. De foretager ingen tilbedende handlinger over for nationalistiske afguder. Afgudernes navne husker de ikke. Derimod priser de loyale åndelige israelitter navnet Jehova, som navnet på den sande Gud, i fuld og inderlig troskab mod ham.

17. I betragtning af hvilke advarsler som Jesus Kristus og apostelen Johannes fremsatte, var det godt at Jehova drev falske profeter ud af „landet“?

¹⁷ Jehova har også drevet de falske profeter og „urenhedens ånd“ ud af det åndelige domæne hvor hans genrejste rest befinder sig. Jesus Kristus sagde advarende om „verdens ende“ eller „afslutningen på tingenes ordning“ (NW) som vi nu oplever, at „falske Messias’er og falske profeter skal fremstå og gøre store tegn og undere for, om det er muligt, at føre endog de udvalgte vild“. (Mattæus 24:3, 4, 24, 25) Apostelen Johannes advarede: „I elskede, tro ikke enhver ånd, men prøv ånderne, om de er af Gud; thi mange falske profeter er draget ud i verden.“ (1 Johannes 4:1) Den genrejste rest af de åndelige israelitter måtte altså vogte sig for falske profeter som ville opstå i eller trænge ind i deres åndelige domæne på jorden.

18, 19. (a) Hvad måtte den genindsatte rest af det åndelige Israel gøre når Jehova lod de falske profeter drive ud af landet? (b) Hvilken vejledning som apostelen Peter gav angående profetier, lagde de sig på sinde?

¹⁸ Hvordan bevarede Jehova da deres ’land’ eller åndelige domæne rent hvad tilbedelse angår ved at opfylde sit løfte: „Også profeterne og urenhedens ånd driver jeg ud af landet“? (Zakarias 13:2) Det gjorde han ved at sørge for at enhver urigtig forståelse som „resten“ havde haft af Bibelens profetier før den blev ført tilbage til sit ’land’ i 1919, blev rettet. „Endens tid“ eller „afslutningen på tingenes ordning“, som begyndte i 1914 da hedningetiderne udløb, var Guds fastsatte tid hvor mange profetier skulle opfyldes. Disse profetier kunne ikke forstås før de var lige ved at gå i opfyldelse eller allerede var opfyldt. I lyset af alt det der var sket siden 1914, begyndte den genindsatte rest derfor endnu en gang at undersøge de profetier Gud havde bestemt skulle opfyldes i „endens tid“. (Daniel 12:4; Åbenbaringen 10:6, 7) Det omfattede et fornyet studium af Ezekiels bog og Åbenbaringen, som man havde forsøgt at forklare i bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed, der var blevet udsendt på engelsk i juli 1917. Den genrejste rest lagde sig således disse ord på sinde:

¹⁹ „Nu står det profetiske ord så meget fastere for os; det gør I vel i at agte på som på et lys, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen gryr og morgenstjernen oprinder i jeres hjerter. Og dette skal I først og fremmest vide, at ingen profeti i skriften lader sig tyde egenmægtigt. Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud.“ — 2 Peter 1:19-21.

20. Hvordan gennemborede forældre billedlig talt deres egen søn fordi denne profeterede falsk?

²⁰ Enhver tidligere fortolkning som viste sig at være ukorrekt i lyset af de historiske begivenheder og den klarere forståelse man fik af Bibelen, blev rettet, uanset hvem der havde fremsat den pågældende fortolkning. Det det drejede sig om, var loyalitet mod Gud og mod hans inspirerede ord. For at illustrere hvilken loyalitet der krævedes, kunne man sige at hvis én fremsatte en forkert fortolkning af en guddommelig profeti og holdt fast ved den, som en falsk profet, så ville selv hans egne kødelige forældre, loyale mod Gud, ikke længere have noget med ham at gøre i religiøs henseende. Kristne forældre kunne ikke gøre som man gjorde under den mosaiske lovpagt, hvor man lod en sådan søn henrette, men de kunne erklære at han var åndeligt død for dem til trods for at de rent bogstaveligt var hans forældre. På denne måde skulle de, billedlig talt, „gennembore ham, når han profeterer“. (Zakarias 13:3; jævnfør Femte Mosebog 13:1-5.) Med deres fulde billigelse ville en sådan falsk profet blive udstødt af den kristne menighed. I kraft af en sådan loyalitet hos alle medlemmer af den genrejste rest, ville enhver ’løgneprofet’ blive drevet ud af deres ’land’.

21. Hvordan blev også „urenhedens ånd“ drevet ud af deres åndelige ’land’?

²¹ På denne måde ville også „urenhedens ånd“ blive drevet ud af deres åndelige ’land’. En sådan ånd i form af en uren inspireret udtalelse, fremsat af en der gav sig ud for at være profet, eller i form af en tendens, en hang eller en tilbøjelighed til urenhed, ville blive mødt med uvilje og modstand af de loyale. Dette ville bevirke at enhver urenhed i religiøs lære eller i moralsk adfærd blev drevet ud, tvunget af Guds hellige ånds kraft. Det gudgivne åndelige domæne skulle bevares som et ’land’ hvor man kun finder den rene, bibelske livsførelse. Personer som er åndeligt eller moralsk urene udstødes derfra. — 2 Korinter 6:14 til 7:1; jævnfør Femte Mosebog 13:6-18.

RELIGIØST HYKLERI AFSLØRES

22, 23. (a) Hvordan gør Jehova de falske profeter til skamme? (b) Hvordan beskriver Jehova de falske profeters forsøg på at skjule årsagen til at de skammer sig?

²² Jehova, de sande profeters Gud, vil gøre alle falske profeter til skamme, enten ved ikke at opfylde disse selvbestaltede profeters falske forudsigelser eller ved at opfylde sine egne profetier på en måde der går imod de falske profeters ord. De falske profeter vil forsøge at skjule årsagen til at de skammer sig ved at benægte hvem de virkelig er. De vil forsøge at undgå at blive dræbt eller erklæret åndeligt døde af Jehovas loyale tilbedere. Jehova forudsagde dette da han lod sin sande profet Zakarias sige videre:

²³ „På hin dag skal hver en profet skamme sig over sine syner, når han profeterer, og han skal ikke klæde sig i lådden kappe for at føre folk bag lyset, men sige: ’Jeg er ingen profet; jeg er bonde og har dyrket jord fra min ungdom.’ Og spørger man ham: ’Hvad er det for sår på dit bryst?’ skal han sige: ’Dem fik jeg i mine boleres hus [i huset hos dem der inderligt elsker mig, NW].’“ — Zakarias 13:4-6; jævnfør Amos 7:14-17.

24. Hvem indrømmede den bedrageriske profet at hans sår stammede fra, og hvad viser det angående loyaliteten mod Gud i sammenligning med kærligheden til kødelige slægtninge og nære venner?

²⁴ Med disse ord forudsagde Jehova at hans folk, i det ’land’ de var kommet tilbage til, ville være så godt oplært i hans ord og så loyale mod ham og hans sande profetier at de ikke ville elske eller pleje venskab med nogen falsk profet. Hvis de ikke dræbte en sådan falsk profet, ville de i hvert fald tugte ham og slå ham så hårdt i deres harme at de tilføjede ham synlige sår og ar. Sådanne mærker på hans legeme, ja på hans bryst som ville være delvis blottet, ville forråde hans identitet, på trods af at han havde afført sig den officielle klædning som han ellers havde dristet sig til at bære som en sand profet for Jehova Gud. Hvem havde tilføjet ham disse sår der efterlod ar? Det havde de der inderligt elskede ham, hvad enten det var hans egne kødelige forældre eller hans nære venner. Deres dybe og ægte loyalitet mod Jehova som den sande profetis Gud, ville vise sig at være stærkere end deres hidtidige inderlige kærlighed til en bedragerisk profet. De ville sætte kærligheden til Gud og hans inspirerede ord højere end personligt venskab med kødelige slægtninge eller omgangsfæller. En sådan handlemåde ville bevirke at „profeterne og urenhedens ånd“ blev drevet ud af Jehovas genrejste folks ’land’.

25. Hvem har fulgt en sådan loyal handlemåde over for Jehova, siden hvornår, og hvordan har dette berørt deres åndelige ’land’?

²⁵ Den salvede rest har fulgt denne strengt loyale handlemåde over for den suveræne Herre Jehova siden 1919. Det har bevirket at religiøse frafaldne eller oprørere er blevet udelukket eller udstødt af den teokratiske organisation som Jehova den himmelske Teokrat, har oprettet blandt medlemmerne af sin lydige rest. Den loyale rest har erkendt at det ikke er en „lådden kappe“, en særlig uniform eller klædedragt, der gør et menneske til en sand profet for den eneste levende og sande Gud. Derfor har de forladt Babylon den Store, kristenheden indbefattet, med dens specielt klædte præster, prædikanter, munke og nonner. Det der i dag gør et menneske til en sand profet for Jehova er vedkommendes sande kristne personlighed, som man kender ham på, og hans loyale troskab mod Jehovas ord og dets profetier. Det er derfor ikke så mærkeligt at Jehovas vidner går i deres lands almindelige klædedragt når de forkynder Guds ord. Medlemmerne af den loyale rest er altså villige til at skubbe kærligheden til nære medarbejdere til side og at tilføje dem åndelige „sår“ som et udtryk for at de misbilliger og forkaster dem der falder fra. Dette har bevaret deres teokratiske ’land’ som et åndeligt domæne hvor der kun findes ren og gudfrygtig livsførelse.

HYRDEN BLIVER SLÅET SÅ HJORDEN SPREDES

26. (a) Af hvilken grund blev profeten Jesus Kristus slået og tilføjet sår? (b) Hvordan profeterede Jehova om dette gennem profeten Zakarias?

²⁶ Jehovas største profet på jorden blev slået og såret til døden, men det skete for at han kunne bevise at han var en sand profet for den højeste Gud lige til enden. (5 Mosebog 18:15-22; Apostlenes Gerninger 3:13-23) Hans voldsomme død bevirkede at hans loyale disciple en kort tid blev spredt. Den sande profet Zakarias blev benyttet til at forudsige dette, for Gud sagde videre til ham: „Frem, sværd, imod min hyrde, mod manden, som står mig nær, så lyder det fra Hærskarers [Jehova]. Hyrden vil jeg slå,b så fårehjorden spredes; mod drengene løfter jeg hånden.“ — Zakarias 13:7.

27, 28. For at undgå den fejl som nogle nutidige bibeloversættere gør, hvis anvendelse af Zakarias 13:7 vil vi da acceptere, og i hvilken beretning finder vi den?

²⁷ Visse nutidige bibeloversættere lader disse ord gælde ’den dåragtige hyrde’, idet de flytter teksten i Zakarias 13:7-9 og lader den følge efter Zakarias 11:17. (Se Moffatts Oversættelse, An American Translation, The New English Bible.) Vi undgår imidlertid fejltagelser hvis vi anvender ordene i Zakarias 13:7 på samme måde som Jehovas største profet på jorden, Jesus Kristus, anvendte dem. Det var i Jerusalem den jødiske påskenat, den 14. nisan år 33. Jesus havde lige spist påskemåltidet og havde derefter indstiftet Herrens nadver (Herrens aftensmåltid), og han var nu sammen med sine elleve trofaste apostle på vej ud til Getsemane have ved foden af Oliebjerget. Vi læser:

²⁸ „Da siger Jesus til dem: ’I denne nat skal I alle forarges på mig; thi der står skrevet: „Jeg vil slå hyrden, og fårehjorden skal spredes.“ Men efter at jeg er opstanden, vil jeg gå forud for jer til Galilæa.’“ — Mattæus 26:31, 32; Markus 14:27, 28.

29. (a) Hvordan kan man sige at sværdet blev rettet imod „manden, som står [Jehova] nær“, da det blev rettet imod hans hyrde Jesus Kristus? (b) Hvorfor kunne Jehova have tillid til Jesus Kristus da han kaldte sværdet frem imod ham?

²⁹ Benyttede den store profet Jesus ordene fra Zakarias 13:7 rigtigt? Lidt senere den samme påskenat blev krigens „sværd“ virkelig rettet imod Jehovas sande hyrde, ja imod den mand der stod Ham nær som hans første og nærmeste medarbejder, hans søn Jesus Kristus. Jesus var hans enbårne søn, „al Skabnings førstefødte“, „Guds Skabnings Begyndelse“. (Johannes 3:16; Kolossenserne 1:15, Gd; Åbenbaringen 3:14, Gd) Før han blev født som menneske havde han levet som en ånd hos Jehova Gud i himmelen og havde været sammen med sin himmelske Fader da denne skabte alt andet, med sin enbårne søn som redskab. (Johannes 1:1-3; Kolossenserne 1:16-18) Derfor havde Jehova den største tillid til sin søn, også mens han var en fuldkommen mand på jorden. Han var overbevist om at hans søn ville bevare sin integritet under fjendens krig imod ham. Fuldt forvisset om dette, kaldte han fjendernes „sværd“, krigens „sværd“, frem imod sin søn.

30. Hvorfor citerede Jesus profetien som om Jehova selv ville slå hyrden, og hvorfor prøvede Jesus ikke at afværge slaget?

³⁰ Eftersom det var Jehova der profetisk gav befaling til at „slå hyrden“ (NW), var det som om det var ham selv der slog hyrden. Derfor kunne Jesus citere de profetiske ord fra Zakarias 13:7 som om hans himmelske Fader sagde: „Jeg vil slå hyrden“. Den pøbelskare der kom imod Jesus denne påskenat, anført af forræderen Judas Iskariot, var bevæbnet med bogstavelige sværd og knipler. Jesus prøvede ikke på at afværge profetiens opfyldelse. Når hans himmelske Fader havde befalet at fjenderne skulle slå ham ville han bøje sig for det.

31. Hvilket spørgsmål stillede Jesus efter at han havde bedt Peter om at stikke sit sværd i skeden igen, og hvilke ord fra Zakarias 13:7 gik nu i opfyldelse?

³¹ Da apostelen Peter forsøgte at forsvare Jesus med sit sværd, sagde Jesus derfor at han skulle stikke sværdet i skeden igen, og tilføjede: „Mener du, at jeg ikke kan bede min Fader, så han med det samme sender mig mere end tolv legioner engle? Men hvordan skulle så de skriftord gå i opfyldelse, der siger, at således skal det ske?“ Jesus spurgte så skaren hvorfor den var draget ud imod ham — en fredelig offentlig forkynder — ’med sværd og knipler, som mod en røver’; og han sagde derpå: „Men det er alt sammen sket, for at profeternes skrifter skulle gå i opfyldelse.“ Endnu var hele skriftstedet fra Zakarias’ bog ikke blevet opfyldt. Det næste i verset indtraf straks efter, for beretningen siger: „Da forlod alle disciplene ham og flygtede.“ På denne måde blev ’fårehjorden spredt’. — Mattæus 26:51-56; Markus 14:47-50; Johannes 18:1-9.

32. Hvem var de „ubetydelige“, og hvordan førte Jehova sin hånd tilbage over dem, som der siges i Zakarias 13:7?

³² Jesus havde anvendt profetien korrekt. Den nat han blev slået med ’sværdet’ som den gode hyrde, blev hans får virkelig spredt, og blev således bragt til snublen og fald i anledning af ham. Men hvordan blev den sidste del af Zakarias 13:7 opfyldt, dér hvor der siges: „Mod drengene løfter jeg hånden,“ eller, ifølge New World Translation: „Og jeg vil visselig føre min hånd tilbage over dem der er ubetydelige“? Dette viste sig at være en barmhjertig og gunstig handling fra Jehovas side, ligesom den der omtales i Esajas 1:25, 26. Med sin „hånd“ eller sin virkekraft beskyttede hærskarers Jehova de spredte får. Disse frygtsomme apostle var „ubetydelige“ i sammenligning med deres gode hyrde, Jesus Kristus. Også datidens jødiske verden anså dem for at være „ubetydelige“, af så ringe betydning at man ikke tog dem i forvaring den nat Jesus blev arresteret. Men Jehova regnede dem ikke for „ubetydelige“, og han rettede medfølende sin opmærksomhed mod dem og beskyttede og bevarede dem. På tredjedagen derefter, den 16. nisan, førte han dem sammen igen så den opstandne Jesus kunne vise sig for dem og atter vogte dem som en hyrde. — Lukas 24:33-43; Johannes 20:1-29.

33. Hvordan slog fjenderne efter Jehovas Hyrde med deres „sværd“ under den første verdenskrig, hvad var deres hensigt, og hvordan førte Jehova sin hånd tilbage over de „ubetydelige“?

³³ Da den første verdenskrig nåede sit højdepunkt i 1918 skete der en tilsvarende adsplittelse af de får der tilhørte hyrdekongen Jesus Kristus, som Jehova havde indsat på den himmelske trone for at han skulle ’herske midt iblandt sine fjender’. (Salme 110:1, 2) Disse jordiske fjender havde i virkeligheden erklæret krig mod den himmelske hyrde som Jehova havde udnævnt til at vogte menneskehedens verden. Da de ikke var i stand til at benytte krigens „sværd“ direkte imod Jehovas regerende hyrde, slog de ud efter „fårehjorden“ på jorden ved at benytte deres krigsbeføjelser og krigsforanstaltninger til at sprede disse „får“, i det håb at de kunne splitte dem for stedse så de ikke kunne reorganiseres. Men ligesom i det første århundrede, førte hærskarers Jehova sin hånd tilbage over disse „ubetydelige“ af det åndelige Israels rest. På forunderlig måde beskyttede og bevarede han dem, og i 1919, det første år efter krigen, førte han dem atter sammen så de udgjorde et organiseret samfund. Det at de således blev genoplivet og ophøjet i hans tjeneste, bevirkede at deres tilsyneladende sejrrige fjender blev slået af forbløffelse og begyndte at frygte. — Åbenbaringen 11:7-13.

„TO TREDJEDELE“ AFSKÆRES

34. Hvad afskæres en overvældende del af jordens indbyggere fra, og hvorfor?

³⁴ Det slag der blev rettet mod Jehovas Hyrde og nære medarbejder kom til at berøre hele menneskeheden, helt op til vor tid. Parallellen til dette her i det tyvende århundrede har ganske tydeligt berørt den generation der lever nu i „endens tid“ eller „afslutningen på tingenes ordning“. Langt de fleste af jordens indbyggere er ved at blive ’afskåret’ fra enhver andel i det gudgivne åndelige domæne, det ’land’ hvor Guds gunst og velsignelse råder. De er så optaget af den nuværende tingenes ordnings materielle, politiske og sociale spørgsmål, at de er ligeglade med eller uvidende om den langtrækkende profeti i Zakarias 13:8, 9, der nu opfyldes på dem. Læg mærke til hvordan den lyder:

35. Hvor mange „tredjedele“ vil blive ’afskåret’, ifølge Zakarias 13:8, 9?

³⁵ „Og i hele landet, lyder det fra [Jehova], skal to tredjedele udryddes [afskæres, NW] og udånde, men én tredjedel skal levnes. Og denne tredjedel fører jeg i ild og renser den, som man renser sølv, prøver den, som man prøver guld. Den skal påkalde mit navn, og jeg svarer.“c

36. Betød det at medlemmerne af den åndelige rest blev udfriet og ført tilbage til deres ’land’ i 1919 at Jehova var færdig med at rense og prøve dem? Hvilket forbillede fremgår dette af?

³⁶ Lad os huske at disse ord blev udtalt gennem profeten Zakarias til Israels hjemvendte rest i Judas land. Denne israelitiske rest i fortiden skildrede eller var et profetisk billede på den salvede rest af de åndelige israelitter her i „endens tid“, „afslutningen på tingenes ordning“, der begyndte da hedningernes tider udløb i 1914. Efter de svære prøvelser og trældommen i løbet af den første verdenskrig, blev den overlevende rest af de åndelige israelitter, udfriet og ført tilbage til deres gudgivne åndelige domæne eller ’land’ i 1919, i foråret dette betydningsfulde år. Men selv om disse medlemmer af den overlevende rest nu var kommet igennem forfølgelserne og trængslerne under denne den første verdenskonflikt, betød det ikke at de var færdige med at blive prøvet og lutret af deres himmelske Gud, Jehova. Sådan gik det heller ikke for medlemmerne af den israelitiske rest (Zakarias indbefattet) der blev udfriet fra det faldne Babylon i 537 f.v.t. Det tog dem et godt stykke tid at blive færdige med Jehovas andet tempel i Jerusalem, ja det varede helt frem til år 515 f.v.t. Noget tilsvarende kom resten af det åndelige Israel til at opleve fra 1919.

37. Hvad profeterede Malakias omkring tres år senere om den renselse Jehova ville foretage, og om genoprettelsen af den rene tilbedelse ved hans tempel?

³⁷ Profeten Malakias, der profeterede i Judas land omkring tres år efter at Zakarias levede, forudsagde at Jehova, ledsaget af „pagtens engel“, ville komme til sit tempel. Der ville han sidde og ’smelte og rense sølv’, og han ville ’rense Levis sønner’. Hvorfor? For at få genoprettet den rene tilbedelse ved sit tempel. Som Malakias forudsagde: „Så de kan frembære offergave for [Jehova] i retfærdighed, at Judas og Jerusalems offergave må være [Jehova] liflig som i fordums dage, i henrundne år.“ — Malakias 3:1-4; skrevet omkring år 443 f.v.t.

38. Hvad skulle der ske ud over renselsen af Levis sønner, for at landet kunne blive renset?

³⁸ For at Jehovas genrejste folks ’land’ kunne blive et land med en ren og gudfrygtig livsførelse, måtte der ske mere end denne renselse af Levis sønner, som gjorde tjeneste ved templet. Jehova sagde også: „Jeg nærmer mig eder til dom og vidner i hast mod troldmændene, ægteskabsbryderne, menederne og dem, som undertrykker daglejere, enker og faderløse, gør fremmede uret og ikke frygter mig, siger Hærskarers [Jehova]. Thi jeg, [Jehova], er ikke blevet en anden, men I har ikke ophørt at være Jakobsønner. . . . Vend om til mig, så vil jeg vende om til eder, siger Hærskarers [Jehova].“ — Malakias 3:5-7.

39. Blev Malakias’ profeti opfyldt i det første århundrede, og hvad peger på om profetien også blev opfyldt efter 1914?

³⁹ Malakias’ profeti fik en opfyldelse i det første århundrede, dengang Messias Jesus var nærværende i kødet blandt Israels folk. (Mattæus 11:7-10; Markus 1:1, 2; Lukas 7:24-27) Der skulle desuden ske en yderligere opfyldelse af Malakias’ profeti efter at Jesus Kristus var blevet indsat på tronen i himmelen i 1914 og således var blevet nærværende i sit rige. Til sin fastsatte tid efter denne begivenhed må Jehova Gud, ledsaget af Jesus som „pagtens engel“, da være kommet til sit åndelige tempel for at dømme alle sine tilbedere dér, også dem der blot hævdede at de tilbad ham. Jehova må ganske givet have befundet sig i sit åndelige tempel som den øverste Dommer da han i 1919 udfriede de åndelige israelitter fra det store Babylon og førte dem tilbage til deres ’land’ eller deres gudgivne åndelige domæne på jorden.

40. Hvordan handlede Jehova som en der rensede kostbart metal, og hvem skulle „afskæres“ fra og med 1919?

⁴⁰ I harmoni med det profetiske billede ville Jehova altså rense det folk der gjorde krav på at tilbede ham. Dem der var som slagger ville han fjerne. Dem der var som kostbart metal, som lutret sølv og guld, ville han værdsætte og bevare. Fra og med 1919 ville nogle derfor blive afskåret eller fjernet fra det ’land’ der skulle være beboet af hans genrejste folk. De der således blev afskåret, skulle åndelig talt „udånde“ hvad angår det livsvigtige forhold til Jehova.

41. Hvad sagde Jesus i sin lignelse om hveden og rajgræsset om at nogle skulle afskæres?

⁴¹ Hvem er så de „to tredjedele“ der skal afskæres og udånde? (Zakarias 13:8) Det er noget den regerende konge Jesus Kristus, „pagtens engel“, må give os svar på. Det har at gøre med „verdens ende“, „afslutningen på tingenes ordning“, den „endens tid“ vi har befundet os i siden 1914. (Daniel 12:4; Mattæus 24:3-14; 28:20) Hvad sagde Jesus om denne afgørende periode? Da han forklarede lignelsen om hveden og rajgræsset sagde han:

„Den, som sår den gode sæd, er Menneskesønnen, marken er verden, og den gode sæd er Rigets børn, men rajgræsset er den Ondes børn, og fjenden, som såede det, er Djævelen; og høsten er verdens ende; og høstfolkene er engle. Ligesom nu rajgræsset samles fra og brændes i ild, således skal det ske ved verdens ende. Menneskesønnen skal sende sine engle ud, og de skal samle og fjerne fra hans rige alle, der frister andre til fald, og dem, som øver lovløshed; og de skal kaste dem i ildovnen; dér skal der være gråd og tænderskæren. Da skal de retfærdige stråle som solen i deres Faders rige.“ — Mattæus 13:37-43.

42. Hvem er „rajgræsset“ et symbol på, hvad afskæres de fra, og hvem afskærer dem?

⁴² Denne lignelse forudsagde at en stor del ville blive afskåret i afslutningen på tingenes ordning, som vi nu har befundet os i siden 1914. Den del der afskæres i denne periode er det symbolske rajgræs, som er et billede på „den Ondes børn“, og den Onde er Satan Djævelen, „fjenden“ der såede dette rajgræs. De der var som rajgræs blev længe forvekslet med symbolsk hvede; de blev fejlagtigt taget for at være „Rigets børn“, det vil sige salvede kristne som er kaldet til det himmelske rige. De gav sig ud for at være kristne, og derfor troede man fejlagtigt at de virkelig var salvede kristne, arvinger til Riget. Men da de her i „høstens tid“ havde nået deres fulde udvikling, kunne man tydeligt se at de var „rajgræs“, uægte kristne, der, ligesom Djævelen der havde sået dem, er fjender af Riget. Med rette „afskæres“ de fra samfundet med ’hvedeskaren’. „Høstfolkene“ der benyttes til at afskære dem, er himmelske engle. De kaster „rajgræsset“ ind i ’ilden’, og det vil ikke kunne klare denne „ild“. Disse menneskers falske identitet ødelægges, og til sidst udslettes de selv med.

43. Hvordan beskrev Jesus indhøstningen af de udvalgte i sin profeti om tegnet på afslutningen på tingenes ordning, og hvem forudsagde han derefter ville blive afskåret?

⁴³ Men der er en anden „tredjedel“ eller skare der også „afskæres“ her i „afslutningen på tingenes ordning“. Jesus Kristus omtalte denne skare i sin storslåede profeti om „tegnet“ på sin nærværelse og afslutningen på tingenes ordning. (Mattæus 24:3) I denne profeti fortalte han om „høsten“, som ifølge de historiske vidnesbyrd begyndte i 1919, og sagde: „Han skal sende sine engle ud med mægtig basunklang, og de skal samle hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlenes yderste grænser.“ (Mattæus 24:31) Henimod midten af profetien sagde han derpå:

„Derfor vær også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den time, I ikke tænker jer.

Hvem er så den tro og kloge tjener, som hans herre har sat over sit tyende til at give dem deres mad i rette tid? Salig er den tjener, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan. Sandelig siger jeg eder: han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.

Men hvis det er en dårlig tjener, der tænker ved sig selv: ’Min herre lader vente på sig,’ og så giver sig til at slå sine medtjenere og spiser og drikker med svirebrødre, da skal den tjeners herre komme på en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og sønderhugge ham [straffe ham med største strenghed, NW] og give ham plads blandt hyklerne; dér skal der være gråd og tænderskæren.“ — Mattæus 24:44-51; jævnfør den tilsvarende lignelse i Lukas 12:42-46.

44. Hvilken skare er „den onde træl“ således et billede på, hvorfor afskæres denne skare, og hvad afskæres den fra?

⁴⁴ Her er det ’den dårlige tjener’ eller „den onde træl“ (NW) der „afskæres“, idet han ikke får plads sammen med sin herres øvrige tjenere, men sammen med hyklerne, de troløse, efter at han er blevet straffet med største strenghed. Ligesom „den tro og kloge tjener“ skildrer en skare, salvede kristne der i virkeligheden tjener i Herren Jesu Kristi hus som hans „tyende“, sådan skildrer „den onde træl“ også en skare. Denne skare kristne var i modsætning til „rajgræsset“ salvet med Guds ånd og var en del af Herrens husstand, idet den gjorde tjeneste der. Den blev imidlertid troløs, begyndte at søge sine egne interesser, gav sine begæringer frit løb, misbrugte sin magt og myndighed til at behandle sine medtjenere dårligt, og blev efterladende og ligeglad med at den skulle stå sin Herre til regnskab når han kom. Derfor ’afskærer’ Herren denne onde trælleskare i tiden for sin anden og usynlige nærværelse som konge, nemlig her i „afslutningen på tingenes ordning“. Han støder skarens medlemmer ud til de religiøse hyklere og de troløse. Der udånder de.

45. Hvor mange „tredjedele“ er således blevet ’afskåret’? Hvem er blevet ført igennem ’ilden’, og hvorfor har disse påkaldt Guds navn?

⁴⁵ På denne måde bliver „to tredjedele“ eller flertallet af dem der på dette tidspunkt gør krav på at være kristne, afskåret fra det ’land’ eller gudgivne åndelige domæne der tilhører Jehovas genrejste rest. Men den suveræne Herre og Gud har ført „én tredjedel“, et mindretal af dem der gør krav på at være arvinger til Guds himmelske rige, igennem den „ild“ der har prøvet deres tro, deres personlighed og deres gerninger. Selv om det har været strengt og pinefuldt, har de ydmygt underkastet sig den lutringsproces Jehova har udsat dem for. For at udholde den billedlige hede har de måttet påkalde Jehovas navn, og han har svaret dem som følge af deres hjertes oprigtighed.

46. Hvad har Jehova sagt til denne „tredjedel“, hvordan har han gjort det og hvad har denne „tredjedel“ svaret?

⁴⁶ I overensstemmelse med profetien i Zakarias 13:9 har den himmelske Tilsynsførende over „landet“ ikke afskåret denne „tredjedel“ fra sin genrejste rests gudgivne åndelige domæne. Ved at vise „restens“ medlemmer sin tydelige gunst og ved på storslået måde at tage sig af dem som sine vidner, har han sagt: „Den er mit folk.“ Og den trofaste salvede rest har til gengæld sagt: „[Jehova] er min Gud.“ Det har især været tilfældet siden den 26. juli 1931 da de der tilhørte den salvede rest antog navnet „Jehovas vidner“. De er forblevet aktive i deres åndelige ’land’ til den dag i dag, idet de stadig lovpriser deres Gud.

47. Hvem fra alle folk slutter sig til denne „tredjedel“ for at tilbede sammen med den ved Jehovas tempel?

⁴⁷ Det er denne „tredjedel“, som er blevet levnet i „landet“, de „ti mænd af alle folks tungemål“ slutter sig til idet de griber fat i disse trofaste åndelige jøders eller israelitters kappeflig. Til disse siger den internationale ’store skare’ som de ti mænd er et billede på: „Vi vil gå med eder thi vi har hørt, at Gud er med eder.“ (Zakarias 8:20-23) I voksende tal, ja i titusindvis hvert eneste år, slutter de sig til den salvede rest i dens ’land’, og tilbeder Jehova ved hans tempel. — Åbenbaringen 7:9-15.

[Fodnoter]