Velsignelser ved at tage tjenesten alvorligt
HVIS du er en sand kristen forkynder indtager du en særdeles begunstiget stilling. Du har et fast grundlag for din tro på Jehova Gud. Du har også et strålende håb for fremtiden: Guds rige. — Hebr. 11:6; Åb. 21:3, 4.
Men hvor dybt går din interesse for dem du har den forret at dele disse gode ting med? Er du virkelig interesseret i deres åndelige velfærd? Hvis du er, vil du give agt på dette påbud som Jesus gav sine efterfølgere: „Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, . . . idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.“ Og du vil også tage dette påbud alvorligt: „Prædik ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt.“ — Matt. 28:19, 20; 2 Tim. 4:2.
Tjenestens alvor
Af hvor stor betydning er det egentlig at Guds tjenere tager del i dette forkyndelses- og undervisningsarbejde? Kan man unddrage sig dette arbejde og alligevel vinde Guds gunst?
Den kristne apostel Paulus viste hvor alvorligt man bør tage tjenesten da han opmuntrede sin medarbejder Timoteus: „Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed. Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere.“ Så vigtig er tjenesten virkelig! At deltage samvittighedsfuldt i den kan betyde forskellen mellem for evigt at nyde Guds riges velsignelser og for evigt at blive afskåret fra livet. — 1 Tim. 4:16.
Jehova Guds tjenere i dag indtager en stilling der ligner den Guds profet Ezekiel indtog for omkring 2500 år siden. Ezekiel tjente som vægter for at advare folket om Jehovas kommende domme. Gud havde således sagt til ham: „Men dig, menneskesøn, har jeg sat til vægter for Israels hus; hører du et ord af min mund, skal du advare dem fra mig. Når jeg siger til den gudløse: ’Du skal visselig dø!’ og du ikke taler for at advare ham mod hans vej, så skal den gudløse vel dø for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd.“ — Ez. 33:7, 8.
I dag har kristne også et advarselsbudskab at forkynde. De har af Gud fået befaling til at advare om „den store trængsel“ der nærmer sig og som vil tilintetgøre hele den nuværende tingenes ordning og dem der forbliver en del af den. Det er således et spørgsmål om liv eller død, ikke blot for dem der advares, men også for Guds tjenere selv, som har fået befaling til at lade advarselen lyde.
På grund af sagens alvor er det nødvendigt at kristne forkyndere er grundige i deres tjeneste. Er du det? Tager du virkelig din tjeneste alvorligt?
Besøg dem der ikke var hjemme
Jehovas kristne vidner følger Jesu og hans apostles eksempel og besøger folk i deres hjem. Men hvad nu hvis ingen er hjemme? Ville det være at tage tjenesten alvorligt at glemme dem man ikke har truffet hjemme?
For at træffe folk på deres bopæl må man ofte aflægge besøg på et andet tidspunkt af dagen. Hvorfor? Fordi nogle mennesker ikke er hjemme på visse tidspunkter. Der er for eksempel dem der går i kirke hver søndag formiddag; de må besøges søndag eftermiddag eller på et andet tidspunkt i ugens løb. Hvis du ikke selv kan komme en anden dag, kan du måske ordne det sådan at en medforkynder gør det.
En oplevelse viser betydningen af at man søger at træffe nogen i hvert hjem. I et bestemt hus havde man ikke truffet nogen hjemme i tre år. Da en forkynder endelig traf nogen, viste det sig at være en kvinde der hele tiden havde ventet på at en forkynder skulle aflægge besøg og genoptage det bibelstudium hun havde haft før hun flyttede til dette sted.
I et andet tilfælde tænkte en kristen forkynder på at lade et bestemt „ikke-hjemme“-besøg være, fordi den mand der boede der, ved tidligere besøg havde været stærk modstander af Bibelens budskab. Forkynderen kom dog igen, og til hans forbavselse var en ny familie flyttet ind. Han beretter:
„Damen inviterede mig indenfor. Jeg holdt en bibelprædiken for hende og hun tegnede sig for Vågn op! Jeg oprettede et bibelstudium med hende ved dette første besøg. Inden tre uger kom hun til møderne i rigssalen. Efter at have set Selskabets film ’En evigvarende „god nyhed“ forkyndes jorden rundt’ forstod hun at Jehovas vidner virkelig har den rette forståelse af Guds ord. Hun begyndte at deltage i forkyndelsen af den gode nyhed om Riget, og inden der var gået seks måneder fra mit første besøg hos denne dame som jeg først havde noteret som „ikke-hjemme“, symboliserede hun sin indvielse til at gøre Jehovas vilje ved at lade sig døbe.“
De forkyndere af Riget som er grundige i deres tjeneste høster i sandhed mange velsignelser. Har du mulighed for at besøge folk du hidtil ikke har truffet hjemme?
Gå på genbesøg
Det er også nødvendigt samvittighedsfuldt at genbesøge alle der viser interesse. Følgende erfaring fra det virkelige liv understreger nødvendigheden af at være vedholdende når man forsøger at opspore sådanne mennesker.
En kristen forkynder efterlod to blade hos en ung mand der lige var blevet hjemsendt fra marinen. Han syntes at søge efter noget bedre. Som følge heraf lagde forkynderen vægt på at komme igen. Men da han ikke fandt ham hjemme slettede han efter nogle få forsøg hans navn i sine optegnelser.
Men en dag ved et af Jehovas vidners halvårlige stævner mødte forkynderen denne mand igen. Han var sammen med en anden forkynder som havde fundet ham og fået ham med til stævnet. Da den første forkynder var på alder med den unge mand og de også havde andet tilfælles, blev det besluttet at han skulle studere Bibelen med ham.
Den forhenværende marinesoldat gjorde hurtigt fremskridt og deltog snart i den kristne forkyndelse. En dag, efter at de to havde deltaget i hus-til-hus-arbejdet, kiggede forkynderen i sine gamle optegnelser og fandt da navnet på denne mand strøget fordi han ikke havde fundet ham hjemme efter nogle få forsøg. Og her sad han ved siden af ham og var selv et af Jehovas vidner!
Dette fik det sandelig til at gå op for den unge forkynder hvor vigtigt det er ikke at give op i genbesøgsarbejdet. Tænk hvor nær han var gået glip af den velsignelse at hjælpe denne unge mand ind på vejen til evigt liv! Går du glip af lignende velsignelser ved ikke at være vedholdende i dine bestræbelser for at finde dem der har vist interesse?
En anden erfaring fra det virkelige liv understreger også at det er nødvendigt at vise udholdenhed når man finder interesserede.
En forkynder efterlod to blade hos en mand og hans hustru. Samvittighedsfuldt besluttede han at genbesøge dem. På dette genbesøg tegnede han dem for et abonnement på Vågn op! Ved et udholdende genbesøgsarbejde kunne han efter to måneders forløb oprette et bibelstudium i deres hjem. Da de skulle til at begynde studiet, bad forældrene børnene om at gå ind i værelset ved siden af for ikke at forstyrre studiet. Den kristne forkynder, der også var interesseret i børnenes åndelige velfærd, foreslog imidlertid at de blev og var med til studiet, et forslag der i høj grad blev værdsat af forældrene.
Forkynderen viste også sin omsorg for familien ved at indbyde den til at overvære møderne i rigssalen. Den tog villigt imod indbydelsen, og ved at overvære møderne gjorde den yderligere fremskridt. Inden seks måneder fra det tidspunkt bibelstudiet blev oprettet med denne familie, havde begge forældre taget standpunkt for Jehova Gud og hans rige, havde indviet sig til at tjene Jehova og var blevet døbt.
Går du på genbesøg når du møder interesse i hus-til-hus-arbejdet? Bestræber du dig vedholdende for at oprette et bibelstudium? Du kan opnå lignende velsignelser hvis du gør det.
Hvis man derimod undlader at komme igen når man har sagt man ville komme, kan det forårsage virkelig skuffelse. Der var for eksempel en forkynder der afsatte to håndbøger til bibelstudium til en dame og lovede at komme igen, men af en eller anden grund tog han ikke sit eget ord alvorligt. Han har måske følt at han ofte havde genbesøgt andre uden at finde nogen interesse. Hvorom alting er, så traf det sig imidlertid sådan at denne dame var anderledes. Hun var interesseret — så interesseret at hun straks læste bøgerne.
Skuffet over at forkynderen ikke kom igen som han havde lovet, skrev denne dame til Vagttårnets selskab, som havde udgivet bøgerne, og fortalte om sin interesse og bad om at en eller anden måtte besøge hende. Selskabet sendte brevet til den menighed i hvis distrikt den besøgte boede. Hvordan mon forkynderen følte det da han hørte om brevet og blev klar over at det var et af hans besøg? Jo, han indså hvor nødvendigt det var at han tog sin tjeneste mere alvorligt.
Lejlighedsvist vidnearbejde
Hvad så med det lejlighedsvise vidnearbejde — det at man taler med folk om Guds hensigter når der tilfældigt byder sig en lejlighed til det? De der er vågne for denne form for forkyndelse har ofte mange usædvanlige glæder og høster store velsignelser. En missionær i Puerto Rico begyndte således at vidne for en gymnasieelev mens han kørte i taxa med ham. Dette lejlighedsvise vidnesbyrd ledte den unge mand ind på livets vej. I dag er han tjener i en menighed.
En dag hørte en kristen forkynder på sin verdslige arbejdsplads en kvinde sige at socialismen var den eneste løsning på verdens problemer. Dette gav vidnet en lejlighed til at fortælle om det håb om Riget som hun nærede. Snart førte disse drøftelser på arbejdspladsen til et regelmæssigt bibelstudium i hjemmet. I løbet af nogle måneder begyndte kvinden at vidne for andre, og i dag er både hun og hendes mand nidkære kristne forkyndere.
Endelig kan vi fortælle om en mand, en oprigtig katolik, som var ansat ved en radiostation. Han havde i fire år studeret højere matematik ved et universitet, men det lå ham stærkt på sinde at finde sandheden i Bibelen. En dag gik han til en af de overordnede på kontoret hvor han arbejdede for at stille nogle spørgsmål om visse påstande som vedkommende skulle have fremsat. Den overordnede var et af Jehovas vidner, og han havde aflagt vidnesbyrd når lejlighed bød sig. Imidlertid havde nogle gengivet hans udtalelser forkert, og han var nu glad for at kunne give denne katolik, som søgte efter sandheden, de korrekte oplysninger. Det blev foreslået at man drøftede disse ting hjemme i stedet for i arbejdstiden.
Nogle dage senere kom manden igen og spurgte vidnet hvornår de kunne mødes for at tale sammen om disse ting. Der blev aftalt et besøg og manden fik adskillige bibelhåndbøger.
En uge senere bad han om at måtte overvære et af møderne, men da hans arbejdsdag begyndte klokken fire om morgenen var han kun i stand til at blive til det første møde, den teokratiske skole. Han fandt mødet højst interessant, og det gjorde et stort indtryk på ham at se hvor tillidsfulde og velinformerede eleverne var og at høre skoletjenerens belærende vejledning. Da han blev spurgt om hvad han havde syntes om det, svarede han: „Jeg har aldrig set så venlige og tillidsfulde mennesker . . . selv børnene.“
Han forhørte sig om det næste møde, og fik at vide at det var søndag formiddag. Da mandens hustru var bortrejst nogle uger indbød vidnet ham til frokost efter mødet. Resultatet var at de talte sammen fra klokken to om eftermiddagen til klokken halv tolv om aftenen, og i løbet af denne tid fik han også flere bibelhåndbøger samt Yearbook of Jehovah’s Witnesses. Han overværede menighedsmøderne tirsdag og torsdag aften den følgende uge og deltog endog aktivt i dem.
Næste søndag var det næsten det samme — møder og frokost, fulgt af et studium i bogen Sandheden der fører til evigt liv fra klokken to til halv tolv. Onsdagen efter fuldendte de studiet af ’Sandhedsbogen’, hvorpå han spurgte: „Hvad hindrer mig i at blive døbt?“ Det blev foreslået at han talte med tilsynsmanden i menigheden, hvilket han gjorde. Han havde snart læst bøgerne „Dit ord er en lygte for min fod“ og „Evigt liv — i Guds børns frihed“. Fra han begyndte studiet af ’Sandhedsbogen’ til han blev døbt gik der — ikke seks måneder — men knap tre uger!
Vedkommende fortsætter som et nidkært kristent vidne for Jehova, har et gennemsnit på fyrre til tres timer om måneden, hovedsagelig i forkyndelsen fra hus til hus. På grund af hans arbejdstid kan han føre an i vidnearbejdet midt i ugen. Da hans hustru tog ud at rejse var han ikke begyndt at studere. Da hun nogle få uger efter vendte tilbage, var han allerede en indviet kristen forkynder der ventede på at blive døbt. Det var næsten for meget for hende, men der skulle ikke mange studier til før hun fortalte sin familie om de vidunderlige ting hun havde lært fra Bibelen. Ja, man kan i sandhed erfare store velsignelser ved at aflægge lejlighedsvise vidnesbyrd!
Hvis du er en kristen forkynder, så tag din tjeneste alvorligt. Prøv at træffe alle der ikke er hjemme første gang du aflægger besøg fra hus til hus med den gode nyhed. Kom på genbesøg hvor som helst folk viser interesse for Guds hensigter. Og overse ikke de mange muligheder for lejlighedsvise vidnesbyrd. Husk at ’den der sår rigeligt, skal også høste rigeligt’. — 2 Kor. 9:6.