Kapitel 7

Hvad man kan vente af dommerne i de tusind år

1. Hvad fik de der satte sig på tronerne i Johannes’ syn?

I SIN forudskildring af tusindårsriget, som nu snart vil hidføre næsten utrolige velsignelser, skrev apostelen Johannes under inspiration: „Og jeg så troner, og der var nogle som satte sig på dem, og der blev givet dem magt til at dømme.“ — Åbenbaringen 20:4.

2. Hvorfor kan tanken om dom, som her bringes på bane, godt kaste en skygge over den ellers lyse fremtid der tegner sig?

² Troner! Og de der sætter sig på dem får magt til at dømme! Lover dette godt, eller kaster det en mørk skygge over den ellers lyse fremtid i tusindårsriget? Hvordan så apostelen Johannes selv på dette? Hvordan bør vi der lever i dag, se på det? Er vi ikke dybt skuffede over det retsvæsen der findes i dag, selv i kristenheden? I dag som aldrig før opfyldes ordene i Salme 82:5, der handler om mænd der er indsat som dommere og derfor er som „guder“, men som har svigtet deres hverv: „De kender intet, sanser intet, i mørke vandrer de om, alle jordens grundvolde vakler.“ Eller, som det gengives i den katolske Jerusalem Bible: „Uvidende og sanseløse fortsætter de i blinde, idet de underminerer selve grundlaget for det jordiske samfund.“

3, 4. (a) Hvilken følelse bør synet af disse troner imidlertid indgive os, i betragtning af det Johannes havde set umiddelbart forinden? (b) Hvorfor kan man udmærket vente at de der sidder på disse troner vil befri menneskene for den uretfærdighed de nu er udsat for?

³ Det menneskeheden ønsker i dag, er at blive befriet for den slags! Og lykkeligvis kan vi sige at det apostelen Johannes så i forbindelse med disse domstroner, var noget der i sandhed vil give menneskene lejlighed til at drage et lettelsens suk, ikke noget der vil give grund til ængstelse og bekymring. Som vi husker, havde Johannes i det profetiske syn forudset krigen mellem den himmelske „kongers Konge“ på den ene side og „jordens konger“ med deres hære samt den verdensomspændende politiske organisation på den anden side. Alle disse konger og deres jordiske tilhængere blev besejret og tilintetgjort. Derved kom disse politiske herskeres troner eller dommersæder til at stå tomme. Straks efter så apostelen Johannes Guds engel komme ned til jordens nærhed og lænke Satan Djævelen og hans dæmoner og styrte dem i afgrunden, som blev lukket over dem med Guds segl i tusind år. — Åbenbaringen 19:11 til 20:3.

⁴ Denne tilintetgørelse af Satans onde tingenes ordning krævede afgjort at der blev indsat nye dommere over menneskeheden — især fordi styret over menneskeheden var overtaget af den sejrende „kongers Konge“, der „kaldes Trofast og Sand“ og „dømmer og fører krig med retfærdighed“. (Åbenbaringen 19:11-16) Som en naturlig følge bliver der altså opstillet nye troner, dommersæder. Det kan kun være bedre dommere der vil sætte sig på disse nye troner, der opstilles i himmelen ved Guds myndighed. Herefter kan menneskeheden, der længe har lidt under et dårligt styre og et uretfærdigt retsvæsen, vente retfærdighed.

5, 6. Hvem vil sidde som dommere på disse troner, ifølge det Jesus sagde til sine elleve trofaste apostle før han blev forrådt?

⁵ Hvem er disse nye dommere over menneskeheden? Til en gruppe der repræsenterede disse kommende dommere sagde Jesus Kristus noget som viser hvem der skal høre med til den himmelske dommerskare.

⁶ Den nat han blev forrådt og arresteret og uretfærdigt domfældt af den højeste domstol i Jerusalem, sagde han til sine trofaste apostle: „Imidlertid er det jer som er blevet hos mig i mine prøvelser; og jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige, for at I kan spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.“ (Lukas 22:28-30) Disse trofaste apostle var de første af de 144.000 som Jesus Kristus tager med i pagten om det himmelske rige, med dets troner. (Mattæus 19:27, 28) Blandt disse 144.000 dommere vil Jesus Kristus naturligvis føre forsædet.

7. Hvordan vil den beboede jord blive dømt til Guds fastsatte tid, ifølge Paulus’ ord til Areopagus-domstolen i Athen?

⁷ Her mindes vi uvilkårligt de ord apostelen Paulus udtalte da han, omkring år 51, stod over for Areopagus-domstolen i Athen. Idet han afgav forklaring over for disse dommere, der syntes at have „større frygt for guderne“ end andre havde, sagde han til sidst: „Sandt nok har Gud båret over med en sådan uvidenheds tider, men nu meddeler han menneskene at de alle og overalt skal ændre sind. Han har nemlig fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde.“ (Apostelgerninger 17:22-31) Den beboede jord vil altså blive dømt „med retfærdighed“, og den som Gud først og fremmest vil dømme ved, er hans opstandne søn Jesus Kristus.

8, 9. (a) Hvordan vil denne udnævnte dommer være i stand til at dømme menneskeheden på en måde som ingen jordisk dommer har kunnet? (b) Hvordan vil Jesus sørge for at alle bliver dømt, ifølge det han selv siger i Johannes 5:27-30?

⁸ Da apostelen Paulus skrev sit sidste brev til sin medarbejder Timoteus nævnte han den udnævnte dommer ved navn: „Jeg pålægger dig højtideligt over for Gud og Kristus Jesus, som skal dømme levende og døde, og ved hans tydelige fremtræden og hans rige.“ (2 Timoteus 4:1) Guds udnævnte dommer vil dømme på en måde som ingen jordisk dommer nogen sinde har kunnet eller kan; han vil ikke nøjes med blot at dømme de levende. Han vil også dømme de døde. Ingen jordisk dommer som er udnævnt af mennesker kan kalde de døde tilbage for at dømme dem. Men denne dommer som Gud har udnævnt, kan gøre det. De døde må dømmes på denne tusindårige domsdag, selv om det betyder at de må føres tilbage til livet for at blive stedt for dommerne, hvilket både de og ’de levende’ er berettiget til, i kraft af Kristi offerdød. Læg mærke til Jesu ord:

⁹ „Ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende som han vil. Faderen dømmer nemlig slet ingen, men han har overgivet al dom til Sønnen, for at alle kan ære Sønnen ligesom de ærer Faderen. Den der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham. Og han har givet ham bemyndigelse til at dømme, fordi han er Menneskesøn. I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans stemme og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse. Jeg kan slet intet gøre på eget initiativ; sådan som jeg hører [fra Faderen], dømmer jeg; og den dom jeg fælder er retfærdig, for jeg søger ikke min egen vilje, men hans vilje som har sendt mig.“ — Johannes 5:21-23, 27-30.

10. (a) Hvorfra vil dommeren udfri de døde, så han kan dømme dem? (b) Ved hvilken slags handling bliver de udfriet, og hvilket spørgsmål opstår derfor vedrørende hensigten med opstandelsen?

¹⁰ Tænk! denne dommer, der på jorden var kendt som Menneskesønnen, vil herliggøre sin tusindårige dommergerning ved at udfri alle de døde fra mindegravene. Den tusindårige domsdag vil blive opstandelsens dag for alle som er i mindegravene, alle dem for hvis skyld Menneskesønnen ofrede sit fuldkomne menneskeliv. Det vil sige alle de genløste mennesker, ud over de 144.000 meddommere der får del i „den første opstandelse“, en himmelsk opstandelse. (Åbenbaringen 20:4-6) Skal vi nu mene at denne kærlige handling, udfrielsen af de døde fra gravene, den jordiske opstandelse, kun tager sigte på at skade de opstandne? Øver man en kærlig handling mod nogen for at skade dem? Det vi tænker på, er at denne opstandelse ikke blot vil omfatte dem der regnes for retfærdige, men også dem der i sammenligning hermed kaldes „uretfærdige“. „Der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ (Apostelgerninger 24:15) Vi er ikke bange for hvordan det vil gå de retfærdige, men hvordan med de uretfærdige?

11. (a) Hvilket spørgsmål opstår vedrørende formålet med at ’de uretfærdige’ oprejses? (b) Hvordan forholder det sig i denne forbindelse med den døende forbryder der viste medfølelse med Jesus?

¹¹ Bliver ’de uretfærdige’ vist den ufortjente godhed at få en opstandelse blot for at blive stedt for en hård og streng dommer der vil opregne al deres tidligere uretfærdighed for dem og på denne måde vise dem hvorfor han nu dømmer dem til fuldstændig og evig udslettelse? Hvilken gavn ville de have af deres opstandelse hvis dette var formålet med den? Skulle dette også være formålet med at oprejse den forbryder der hang på en henrettelsespæl ved siden af Jesus Kristus på Golgata og sagde til ham: „Jesus, husk mig når du kommer i dit rige“? Fordi han sagde disse medfølende ord til Jesus blev han jo ikke pludselig en helgen, vel? Og Jesu trøstende svar til ham betød ikke at han blev retfærdiggjort eller erklæret retfærdig ved tro, allerede toogfyrre dage før den oprejste Jesus steg op til sin himmelske Faders nærhed for at frembære værdien af sit opofrede menneskeliv, vel? (Lukas 23:39-43) Manden døde som en strafskyldig forbryder, og han må regnes med til de „uretfærdige“ der får en opstandelse.

Dommere i før-kristen tid

12. Hvorfor vil både ’de retfærdige’ og ’de uretfærdige’ have behov for mere end at blive udfriet fra mindegravene?

¹² Hvad vil de dødes opstandelse betyde, både for dem der kaldes „uretfærdige“ og for dem der kaldes „retfærdige“? De døde alle fordi de havde arvet synden og dens straf, døden, fra overtræderne Adam og Eva. De døde derfor alle uden at have nogen retfærdighed i egen kraft. (Romerne 5:12; 3:23) Når de kommer tilbage i opstandelsen, stadig med de samme karakteregenskaber, vil de derfor ikke — selv ikke de der kaldes „retfærdige“ — være menneskeligt fuldkomne, befriet for syndigheden og ufuldkommenheden. Dette gjaldt også de mænd og kvinder som profeterne Elias og Elisa og Herren Jesus Kristus og hans apostle førte tilbage til livet på jorden. (Hebræerne 11:35) I betragtning af dette vil både ’de retfærdige’ og ’de uretfærdige’ behøve mere end blot at blive udfriet fra mindegravene ved opstandelsen fra de døde. Selv ’de retfærdige’ vil have behov for at blive udfriet fra syndigheden og den menneskelige ufuldkommenhed. Derfor kan den himmelske dommer, Jesus Kristus, ikke straks erklære dem uskyldige, fuldkomne, frie for syndighedens fordømmelse, og samme dag de opstår afsige den kendelse at de er værdige til at leve evigt på jorden.

13. (a) Hvorfor har Gud givet Jesus Kristus tusind år til at dømme menneskeheden i? (b) Hvad viser Dommerbogen at vi kan vente af Guds dommer i de tusind år?

¹³ Hvis Dommerens pligter kun omfatter det at han skal afsige kendelser den dag de opstandne „retfærdige“ og „uretfærdige“ stedes for ham, hvorfor er der da givet ham tusind år til at tjene som dommer for menneskeheden? Der er fastsat så lang en periode for at der skal afsiges kendelser og domme. De mænd Gud lod fremstå som dommere for sit udvalgte folk i før-kristen tid, nøjedes ikke med at bilægge stridigheder mellem enkeltpersoner og at afsige og eksekvere domme. Disse „dommere“ fra Gud var hans udvalgte folks befriere. Der er en bog i Bibelen der ligefrem kaldes Dommerbogen. Det er en spændende bog. Heri læser vi om de modige bedrifter der blev udført af de mænd som Gud, „jordens dommer“, lod fremstå for at udfri sit undertrykte folk. Den dag da Gud lod en dommer fremstå for at skaffe de hjemsøgte ret, blev hilst velkommen.

14. Genfortæl kort hvad vi læser om Ehud og Barak.

¹⁴ Vi læser om Ehud, der begyndte sin tjeneste som dommer ved egenhændigt at dræbe den usædvanlig fede moabitterkonge Eglon i dennes eget rådslagningsværelse, og som derpå undslap, organiserede israelitterne og førte dem til sejr over de undertrykkende moabitter. Vi læser om Barak, der viste at han var blevet udvalgt til dommer for sit folk ved at besejre kana’anæerkongen Jabins vældige hærstyrke, der omfattede ni hundrede frygtindgydende stridsvogne hvis hjul var forsynet med jernleer.

15. Hvad læser vi om Gideon og om Jefta?

¹⁵ Så er der Gideon, en beskeden mand der med blot tre hundrede gudfrygtige mænd sejrede over midjanitterne og østens stammer, som var trængt ind i Israels land, talrige som græshopper. Da Gideon og hans tre hundrede mand i ly af nattemørket næsten havde omringet de sovende fjenders lejr, knuste de med ét deres krukker mod jorden, løftede deres fakler, blæste i deres horn og råbte: „[Jehovas] sværd og Gideons!“ Fjenderne blev grebet af panik. De rettede deres sværd mod hinanden og flygtede i vild forvirring, mens Gideon og hans tre hundrede satte efter de overlevende. Mange år senere var der igen vanskeligheder i det forjættede land, og Jehova oprejste Jefta, en fredløs, til at gå imod de overmodige ammonitter. Jefta nærede en så brændende nidkærhed for Guds sag at han efter egen tilskyndelse lovede Gud at han, hvis han vandt sejr, ville ofre den første der kom ham i møde når han vendte hjem. Da han vendte sejrrig hjem var det hans eneste barn, hans datter, der først kom ham i møde. Han viste sin hengivenhed for Gud ved at overgive hende til Jehovas tjeneste.

16, 17. (a) Hvordan tjente Samson som dommer i Israel? (b) Hvad siger den inspirerede skribent om disse dommere i Hebræerbrevet 11:32-34?

¹⁶ Og hvem har ikke hørt om Samson! Hans fødsel blev forudsagt af en engel, og han var det stærkeste menneske der nogen sinde har levet. Ganske alene udfriede han sit folk Israel fra de undertrykkende filistre. Men da han gik døden i møde som filistrenes blinde fange, væltede han Dagontemplet i Gaza med over tre tusind festdeltagere, og således dræbte han ved sin død flere filistre end han havde dræbt i hele sit liv.

¹⁷ Den inspirerede kristne bibelskribent medregner disse dommere blandt de mænd der havde en sejrende tro på Gud, idet han i Hebræerbrevet 11:32-34 skriver: „Og hvad mere skal jeg sige? Tiden vil jo ikke slå til for mig hvis jeg fortsætter med at fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David såvel som Samuel og de andre profeter, som ved tro nedkæmpede riger, øvede retfærdighed, opnåede løfter, stoppede løvers gab, slukkede ilds magt, undslap sværds æg, fra at være svage blev fyldt med kraft, blev tapre i krig, jagede fremmedes hære på flugt.“

18, 19. (a) Hvem var skyld i at israelitterne gang på gang blev hjemsøgt efter at de havde bosat sig i det forjættede land? (b) Hvorfor var det nødvendigt at der fremstod en række dommere iblandt dem?

¹⁸ Israelitterne i dommertiden var selv skyld i at de blev hjemsøgt af fjenden, eftersom de gang på gang holdt op med at tilbede Jehova som den levende Gud. Men når de vendte om til ham i oprigtig anger og tilbedelse, viste han dem atter gunst. Som beretningen siger i Dommerbogen 2:15-19:

¹⁹ „Når de så råbte til [Jehova], lod han dommere fremstå, og de frelste dem fra deres hånd, som udplyndrede dem. Dog heller ikke deres dommere adlød de, men bolede med andre guder og tilbad dem. Hurtig veg de bort fra den vej, deres fædre havde vandret på i lydighed mod [Jehovas] bud; de slægtede dem ikke på. Men hver gang [Jehova] lod dommere fremstå iblandt dem, var [Jehova] med dommeren og frelste dem fra deres fjenders hånd, så længe dommeren levede; thi [Jehova] ynkedes, når de jamrede sig over dem, som trængte og undertrykte dem. Men så snart dommeren var død, handlede de atter ilde, ja endnu værre end deres fædre, idet de holdt sig til andre guder og dyrkede og tilbad dem. De holdt ikke op med deres onde gerninger og genstridige færd.“

Udødelige, himmelske dommere

20. (a) Hvorfor vil menneskeheden i tusindårsriget ikke blive overladt til sig selv igen og igen, ligesom israelitterne blev i dommertiden? (b) Hvorfor vil selv ’den store skare’ der overlever trængselen, have brug for en yderligere udfrielse?

²⁰ De dommere som Jehova Gud lader fremstå i form af Jesus Kristus og hans 144.000 meddommere, vil imidlertid ikke dø og overlade jordens indbyggere til sig selv, skønt Satan Djævelen og hans dæmoner til den tid er borte, kastet i afgrunden. Eftersom disse dommere ejer „et uopløseligt livs kraft“, vil de alle tjene uden afbrydelse i hele deres tusindårige embedstid. De vil ikke blot sidde på troner og afsige kendelser, men de vil handle som befriere, ligesom de trofaste dommere der opnåede Jehovas godkendelse i fortiden. Selv ’de levende’, de der under Guds beskyttelse overlever „den store trængsel“ og stadig er i live efter at Satan og hans dæmoner er blevet kastet i afgrunden, vil have behov for en yderligere udfrielse. På grund af deres retfærdige stilling ind for Gud bevares de i live på jorden og oplever den tusindårige domsdag, men der er mere de må udfries fra. Hvad er det? Det er deres syndighed, deres ufuldkommenhed, deres svaghed og deres døende tilstand, som stadig hænger ved dem efter at denne tingenes ordning er blevet tilintetgjort og Satan og hans dæmoner er blevet kastet i afgrunden.

21, 22. (a) Hvorfor vil de døde, når de oprejses, have behov for en yderligere udfrielse? (b) Af hvilken grund vil nogle, for eksempel Job og David, blive regnet for retfærdige når de oprejses?

²¹ Det samme gælder ’de døde’, dem der må kaldes frem fra mindegravene: Uanset om de regnes for at være retfærdige eller uretfærdige når de vækkes af dødens søvn, har de alle behov for at blive befriet for deres syndighed, deres ufuldkommenhed, deres menneskelige skrøbelighed og deres døende tilstand. At nogle regnes for retfærdige vil ikke sige at de er menneskeligt og moralsk fuldkomne i kødet. At de er retfærdige i Guds øjne vil derimod sige at de har bevaret deres integritet over for Gud, ligesom den udholdende Job i landet Uz. (Job 2:3, 9, NW; 27:5, NW; Jakob 5:11; Ezekiel 14:14, 20) Eller ligesom kong David af Jerusalem, der ikke var bange for at blive dømt af sin Gud. I Salme 26:1-3, 11 skrev David:

²² „Skaf mig ret [døm mig, NW], o [Jehova], thi jeg vandrer i uskyld [integritet, NW], stoler på [Jehova] uden at vakle. Ransag mig, [Jehova], og prøv mig, gransk mine nyrer og mit hjerte; thi din miskundhed står mig for øje, jeg vandrer i din sandhed. Jeg har jo vandret i uskyld [integritet, NW], forløs mig og vær mig nådig!“

23, 24. (a) Af hensyn til hvilken slags opstandelse nægtede disse mennesker der bevarede deres integritet i førkristen tid, at slå en handel af med ugudelige? (b) Hvad siger Hebræerbrevet 11:35-40 om dem?

²³ Andre som i før-kristen tid bevarede deres integritet til døden, idet de nægtede at slå nogen handel af med de ugudelige eller at indgå noget kompromis med dem og således være illoyale mod Jehova Gud, er de mænd og kvinder der er nævnt eller omtalt i det ellevte kapitel i brevet til de kristnede hebræere. Disse mænd og kvinder så frem til en opstandelse til liv på jorden under bedre forhold, under en bedre regering, under hvilken de kunne leve evigt i fuldkommen fred og lykke, trofaste mod den levende Gud. Det udtrykkes på denne måde i Hebræerbrevet 11:35-40:

²⁴ „Kvinder modtog deres døde ved opstandelse; men andre mænd blev torteret, idet de ikke tog imod udfrielse ved en løsesum, for at de kunne opnå en bedre opstandelse. Ja, andre fik deres prøve i form af latterliggørelser og piskninger, ja mere end det i form af lænker og fængsel. De blev stenet, de blev prøvet, de blev gennemsavet, de døde ved at blive myrdet med sværd, de gik omkring i fåreskind, i gedeskind, mens de led nød, trængsel, mishandling; dem var verden ikke værd. De flakkede om i ørkener og bjerge og jordens huler og grotter. Og skønt alle disse fik godt vidnesbyrd ved deres tro, erfarede de ikke opfyldelsen af løftet, da Gud havde forudset noget bedre for os, for at de ikke skulle gøres fuldkomne uden os.“

25, 26. (a) Hvorfor vil disse „retfærdige“ ikke frygte dommens dag når de oprejses? (b) Hvorfor vil ’de uretfærdige’ der oprejses være dårligere stillet end ’de retfærdige’?

²⁵ Eftersom disse „retfærdige“ bevarede deres integritet mod Gud til døden, vil de også eje denne integritet når de oprejses, selv om de ikke oprejses som fuldkomne mennesker med en dadelfri færd. De vil ikke frygte den store tusindårige domsdag som opstandelsen bringer dem frem til. Den integritet de havde opnået før deres død og som de oprejses med, vil give dem en fordel fremfor ’de uretfærdige’ i forbindelse med at skride frem til virkelig, menneskelig fuldkommenhed og fuldstændig syndfrihed. De vil så at sige have et forspring i forhold til ’de uretfærdige’ i den henseende.

²⁶ Om dette læser vi: „Bedre en Fattig, som vandrer i sin Ustraffelighed, end En med underfundige Læber, der er en Daare.“ Og: „Den retfærdige vandrer i sin integritet. Lykkelige er hans sønner efter ham.“ (Ordsprogene 19:1, Ka; 20:7, NW) Det vil blive meget vanskeligere for ’de uretfærdige’, dem der lige til deres død havde opdyrket syndige tilbøjeligheder, dårlige vaner og slette ønsker. Disse ting vil være et handicap, en hæmsko, en hindring, for dem på deres vej frem mod det evige liv som syndfri, fuldkomne mennesker på en paradisisk jord. I deres tidligere liv undlod mange af disse „uretfærdige“ også at benytte sig af de muligheder de havde for at komme til troen. De afviste, ringeagtede eller forsmåede sådanne muligheder, eller de direkte modarbejdede det der blev gjort for dem i åndelig henseende. De vil således have en utaknemmelig og genstridig indstilling at kæmpe med. Derfor vil det blive vanskeligt for dem. Jesus Kristus gav nogle eksempler på dette da han talte til byerne Korazin, Betsajda og Kapernaum, der ikke ville ændre sind:

27. Hvordan belyste Jesus dette i forbindelse med byerne Korazin, Betsajda og Kapernaum?

²⁷ „Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! for hvis de kraftige gerninger som har fundet sted i jer, havde fundet sted i Tyrus og Sidon, ville de for længe siden have ændret sind i sæk og aske. Jeg siger jer derfor: På dommens dag vil det være mere udholdeligt for Tyrus og Sidon end for jer. Og du, Kapernaum, skal du måske ophøjes til himmelen? Ned til Hades skal du komme; for hvis de kraftige gerninger som har fundet sted i dig, havde fundet sted i Sodoma, ville den have bestået indtil den dag i dag. Jeg siger jer derfor: På dommens dag vil det være mere udholdeligt for Sodomas land end for dig.“ — Mattæus 11:20-24.

28, 29. (a) Hvorfor vil fortidens ninevitter og Sydens dronning fordømme den generation af jøder der levede på Jesu tid? (b) Hvordan vil det komme til at stå lige på dommens dag for dem der nu har gode muligheder i religiøs henseende og dem der har dårlige muligheder?

²⁸ Til den generation af jøder der var troløs mod Gud, idet den vendte sig til verdslighed og byggede sin tro på synlige tegn, sagde Jesus: „Mænd fra Nineve skal ved dommen opstå sammen med denne generation og fordømme den; for de ændrede sind på grund af det Jonas forkyndte, og se, her er mere end Jonas. Sydens dronning vil ved dommen blive oprejst sammen med denne generation og vil fordømme den; for hun kom fra jordens ender for at høre Salomons visdom, og se, her er mere end Salomon.“ — Mattæus 12:38-42.

²⁹ Hvilken overraskelse der venter mange selvretfærdige religiøse mennesker, mange selvtilfredse, selvbehagelige religionsudøvere som var ganske sikre på at de var mere retfærdige end dem de kaldte hedninger! Det vil gå op for dem at de selv var religiøse hyklere, hvorimod hedningerne, som de så ned på, var mere oprigtige, mere lærvillige, mere taknemmelige, og, som følge af deres uvidenhed, mindre dadelværdige. I kraft af deres oprigtighed og rette holdning vil de der var mindre begunstigede i religiøs henseende, da fordømme de religiøst privilegerede der — enten på grund af ligegyldighed eller med fuldt overlæg — ikke udnyttede deres muligheder. Der vil altså ske en retfærdig udligning mellem dem der i dag er gunstigt stillet og dem der er ugunstigt stillet.

Fordelene ved dommens dag

30, 31. (a) Behøver menneskene på dommens dag at få repeteret alt hvad de har gjort i deres tidligere tilstand, for at det kan fastslås om de er skyldige eller ikkeskyldige? (b) Hvad viser eksemplet med jøderne under Loven vedrørende hele menneskeheden?

³⁰ Sandheden i Romerbrevet 3:22, 23 kan ikke benægtes. Vi læser her: „Der er nemlig ingen forskel. For alle har syndet og mangler Guds herlighed.“ På dommens dag har alle, både „levende“ og „døde“, derfor stærkt brug for — ved hjælp af de himmelske dommere som Jehova Gud lader fremstå — at blive befriet for ethvert spor af synd og moralsk svaghed og legemlig ufuldkommenhed som de har haft med sig ind på denne domsdag. Alle beviser og vidnesbyrd taler til ugunst for menneskeheden, som det så grundigt er blevet fastslået i Romerbrevet 3:23 og i andre skriftsteder, og det vil ikke være nødvendigt at repetere disse ting for dem der står til doms, for at afgøre om de er skyldige eller ikke-skyldige. Det at de kødelige jøder ikke formåede at overholde den lov som Gud gav dem gennem Moses, viste at ingen del af menneskeheden, end ikke de begunstigede jøder, kunne holde Guds lov til fuldkommenhed. Ved hjælp af denne levende demonstration med jøderne under Loven er hvert eneste menneske blevet bragt til tavshed i sit forsøg på at forsvare sig, og det er blevet vist at hele menneskehedens verden er strafskyldig ind for Gud. Det er som apostelen Paulus skrev for længe siden:

³¹ „Nu ved vi at alt hvad Loven siger, henvender den til dem der er under Loven, så at hver mund kan blive stoppet og hele verden blive strafskyldig over for Gud.“ — Romerne 3:19.

32. (a) Hvad må vi sige til om menneskene vil få „en chance til“ på dommens dag? (b) Hvad vil således blive bestemmende for om de kommer til at leve på den paradisiske jord? Begrund svaret.

³² Eftersom menneskene er født syndige og underlagt dødens fordømmelse, har de aldrig haft „en chance“. De har aldrig kunnet retfærdiggøre sig over for fuldkommenhedens Gud ved at gøre fuldkomment retfærdige gerninger og befri sig selv for syndigheden. Dommens dag tilbyder derfor ikke menneskene det man kunne kalde „en chance til“. Den giver dem derimod deres første virkelige mulighed for at opnå evigt liv som fuldkomne, fuldstændig skyldfri mennesker i et jordisk paradis. På dommens dag får menneskene mulighed for, på grundlag af Kristi fuldkomne offer, at blive renset for synd og i fuldt omfang at blive løftet op til „Guds herlighed“, som de nu mangler. Om ’de levende’ og ’de døde’ vil komme til at bo på den paradisiske jord for evigt, afhænger følgelig af hvad de gør på dommens dag. Deres fortidige gerninger står ikke til at ændre, hvad enten disse gerninger har øvet en god eller en dårlig indflydelse på dem. På dommens dag vil de have mulighed for at vise at de af hjertet ønsker at gøre op med synden og ikke længere vil have noget med den at gøre. De himmelske dommere vil have til opgave at hjælpe dem med råd og instruktioner.

33. Hvordan skildrer Åbenbaringen 20:11-15 i symbolske vendinger den mulighed der åbner sig på dommens dag?

³³ Denne mulighed der åbner sig på dommens dag, skildres for os med disse symbolske ord i Åbenbaringen 20:11-15: „Og jeg så en stor, hvid trone og ham som sad på den. For hans ansigt flygtede jorden og himmelen, og der fandtes ikke noget sted for dem. Og jeg så de døde, de store og de små, stå foran tronen, og skriftruller blev åbnet. Og en anden skriftrulle blev åbnet; det er livets skriftrulle. Og de døde blev dømt ud fra de ting der stod skrevet i skriftrullerne, efter deres gerninger. Og havet gav de døde der var i det, tilbage, og døden og Hades gav de døde der var i dem, tilbage, og de blev dømt hver især efter deres gerninger. Og døden og Hades blev kastet i ildsøen. Dette er ensbetydende med den anden død, ildsøen. Og enhver som ikke fandtes skrevet i livets bog blev kastet i ildsøen.“

34. (a) Omfatter denne opstandelse også dem der har fået del i „den første opstandelse“? (b) Hvad står der ikke i de „skriftruller“ der åbnes, og hvorfor ikke?

³⁴ Dette symbolske billede omfatter ikke dem der får del i „den første opstandelse“ og som allerede er blevet omtalt i Åbenbaringen 20:4-6 som nogle der ikke kan skades af „den anden død“. Billedet her gælder dem der får del i en opstandelse på jorden og som først vil blive kendt værdige til evigt liv efter at de tusind år er gået, når de kan vise at de fuldt ud har erhvervet sig det fuldkomne menneskes retfærdighed. De „skriftruller“ der åbnes og på grundlag af hvilke de enten får en gunstig eller en ugunstig dom, indeholder ikke en beretning om alle de ufuldkomne, syndige gerninger de øvede mens de levede under den nuværende tingenes ordning. De himmelske dommere behøver ikke at bruge tusind år til at gennemgå menneskenes tidligere gerninger for at afgøre om hver enkelt der oprejses, er skyldig eller uskyldig. De er ikke så uvidende eller dårligt underrettede om menneskehedens fortid. Det dommerne ser på er ikke menneskenes fortid, men deres fremtid. Menneskeheden behøver vejledning med henblik på fremtiden!

35, 36. (a) Hvad er disse „skriftruller“ da et billede på, og hvem vil få kendskab til deres indhold? (b) Hvorfor vil ingen på jorden have nogen undskyldning for ikke at vide hvad der står i dem?

³⁵ Disse „skriftruller“ der åbnes er derfor de nye instruktioner, anordninger og befalinger der vil blive udstedt til menneskeheden af disse dommere der handler på Guds vegne. Alle mennesker vil blive oplyst om indholdet af disse åbnede „skriftruller“, så de kan kende de normer de vil blive dømt efter og vide hvad de skal beskæftige sig med og hvilken adfærd der ventes af dem i fremtiden. Menneskene vil ikke blive ladt i uvidenhed, og alle vil være forpligtede til at kende loven i disse skriftruller. Satan Djævelen og hans dæmoner vil ikke opholde sig usynligt i jordens nærhed og forblinde menneskene, vildlede dem og fordreje de offentliggjorte love og instruktioner. Nej, disse ’gamle himle’ vil være flygtet for Guds ansigt, ham der har fastsat tiden for denne domsdag. Der vil følgelig ikke være nogen medicinmænd, ingen åndemedier eller sandsigere, ingen astrologer med horoskoper, ingen der sælger ’ouija’-brætter eller andre sådanne ting der har tilknytning til dæmonisme. Der vil kun være ’de nye himle’, og de vil lade det regne med retfærdighed. Som vi læser:

³⁶ „Lad regne, I himle deroppe, nedsend retfærd, I skyer, jorden åbne sit skød, så frelse må spire frem og retfærd vokse tillige. Jeg, [Jehova], lader det ske.“ — Esajas 45:8.

Jordiske „fyrster“

37. (a) Hvordan vil de himmelske dommere meddele menneskeheden hvad der står i disse „skriftruller“? (b) Hvordan vil menneskene vide hvornår Guds lov håndhæves?

³⁷ Bibelen siger ikke direkte hvordan de usynlige himmelske dommere vil meddele jordens indbyggere hvad der står i de åbnede „skriftruller“. Der vil imidlertid være nogle på jorden som repræsenterer Guds himmelske rige. Deres tilstedeværelse vil være et officielt vidnesbyrd om at „en ny jord“, et nyt menneskesamfund, er blevet til. Den gamle „jord“, der var underlagt Satan Djævelens usynlige herredømme, er flygtet for Guds ansigt. Der fandtes ikke noget sted for den, og den blev tilintetgjort. Domstolene, sagførerne og retsvæsenet hører fortiden til; nu er det Guds lov man bør være velbevandret i, dømme efter og følge. Og når Rigets jordiske repræsentanter afsiger domme og fuldbyrder dem, vil menneskene fuldt ud vide og forstå at det er Guds lov de håndhæver.

38. Vil den himmelske konge, Jesus Kristus, vinde sig ry og berømmelse i kraft af sine jordiske forfædre? Forklar.

³⁸ At der vil eksistere en sådan ordning på den tusindårige domsdag fremgår af de profetiske skrifter. Vi kan for eksempel tage Salme 45, som er et lyrisk digt om Guds salvede konge, Jesus Messias eller Kristus. Salmen taler profetisk om hvordan Jesus Kristus i himmelen bliver viet til sin brud, menigheden, og om dem der ledsager brudeskaren, og siger derpå: „De vil træde ind i kongens palads. I stedet for dine forfædre vil der være dine sønner, som du vil udnævne til fyrster på hele jorden.“ (Salme 45:15, 16, NW; v. 16, 17 i DA) Som omtalt i den bibelske beretning har den himmelske konge, Jesus Kristus, mange navnkundige forfædre, hvad enten disse sad på kong Davids jordiske trone i Jerusalem eller ikke. Den himmelske konge vil imidlertid ikke være afhængig af sine forfædres berømmelse. Han vil selv vinde sig ry og berømmelse, skønt han som et fuldkomment menneske på jorden nægtede at sætte sig på en bogstavelig trone i Jerusalem eller andre steder.

39. På hvilken måde vil kongen Jesus Kristus endda overgå kong David hvad ære og berømmelse angår?

³⁹ Den himmelske konge vil endog overgå David i ry, ære og berømmelse. Hans rige vil omfatte langt mere end det område kong David underlagde sig i overensstemmelse med Guds løfte til Abraham. (1 Mosebog 15:17-21) Ja, hans rige vil nå helt dertil hvor øst og vest mødes og hvor nord og syd mødes, hele vejen rundt om kloden. Det vil omfatte „hele jorden“. Som der står skrevet „om Salomon“ (Salme 72:1, NW), der var et profetisk billede på kongen Jesus Kristus: „Gud, giv kongen din ret, kongesønnen din retfærd, så han dømmer dit folk med retfærdighed og dine arme med ret! Fra hav til hav skal han herske, fra flod til jordens ender.“ — Salme 72:1, 2, 8.

40. Hvilket spørgsmål opstår her, eftersom Jesus ikke satte børn i verden mens han var på jorden og eftersom han er kong Davids evige arving?

⁴⁰ Men opstår der ikke et spørgsmål her? Denne konge som er større og visere end Salomon, kong Davids søn, giftede sig ikke mens han tjente her på jorden som en fuldkommen mand der havde evne til at sætte en fuldkommen menneskeslægt i verden. Hvordan kan profetien da opfyldes: „I stedet for dine forfædre vil der være dine sønner, som du vil udnævne til fyrster på hele jorden“? Ydermere er den himmelske Jesus Kristus kong Davids evige arving, og som følge af sit ’uopløselige livs kraft’ vil han herske uden efterfølgere, uden at han behøver en søn der kan efterfølge ham. Som engelen Gabriel sagde til Maria om sønnen Jesus som hun skulle føde: „Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone, og han skal herske som konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ — Lukas 1:32, 33.

41, 42. (a) Hvorfor er Jesu 144.000 medarvinger ikke de „sønner“ der skal udnævnes på jorden? (b) Hvordan vil den himmelske Jesus Kristus få jordiske „sønner“, og hvilken profetisk titel harmonerer dette med?

⁴¹ Vi ved at Jesu Kristi 144.000 medarvinger ikke er hans åndelige sønner, men derimod Guds sønner, „ja, Guds arvinger og Kristi medarvinger“. (Romerne 8:17) Hvem er det da der omtales som „dine sønner, som du vil udnævne til fyrster på hele jorden“? Der er tydeligvis ikke tale om himmelske sønner af kongen Jesus Kristus. Det må nødvendigvis være jordiske sønner, nogle der befinder sig på jorden, idet de udnævnes til fyrster „på hele jorden“. De vil blive Jesu Kristi sønner i kraft af opstandelsen fra de døde, specielt de „retfærdiges“ opstandelse. Titlen „Evigheds-Fader“, som Jesus skal bære ifølge profetien i Esajas 9:6, 7, vil ikke være en tom ærestitel. Han vil virkelig være fader til den oprejste menneskeslægt. Han er „den sidste Adam“, der „blev til en levendegørende ånd“. (1 Korinter 15:45, 47) Det første menneske, Adam, solgte alle sine jordiske efterkommere til synd og død, men „det andet menneske“, som er „fra himmelen“, gav sit fuldkomne menneskeliv for at købe dem tilbage fra den tilstand Adam førte dem ud i. Derfor læser vi:

⁴² „Der er én Gud og én mellemmand imellem Gud og mennesker, et menneske, Kristus Jesus, der gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle.“ (1 Timoteus 2:5, 6) „Jesus, som var blevet gjort lidt ringere end engle, ser vi kronet med herlighed og ære for at have lidt døden, for at det ved Guds ufortjente godhed kunne være for ethvert menneske han smagte døden.“ — Hebræerne 2:9.

43. (a) Hvordan vil kongen blive fader til ’den store skare’ der overlever trængselen og ikke behøver nogen opstandelse? (b) Hvordan vil han blive fader til menneskeheden for evigt?

⁴³ Ved at ofre sig selv i overensstemmelse med Guds vilje opnåede Jesus Kristus retten til at skænke den døende menneskeslægt liv, og på denne måde er han blevet menneskeslægtens fader. Han vil give de døde liv, både ’de retfærdige’ og ’de uretfærdige’, ved at kalde dem frem fra deres mindegrave i jordens skød eller fra havets våde grav og derpå løfte alle som ønsker det, op til menneskelig fuldkommenhed. ’De levende’ — de „retfærdige“ der overlever „den store trængsel“ og således kommer ind i hans tusindårsrige — vil han ligeledes løfte op til et liv i strålende fuldkommenhed som menneskeskabninger, ja til liv „i overflod“. (Johannes 10:10; 2 Timoteus 4:1; Apostelgerninger 24:15) Alt dette vil han have fuldført ved afslutningen af de tusind år. Det fuldkomne liv som hans jordiske børn har opnået kan imidlertid vare i det uendelige, og nogle vil, ved at bevare deres fuldkomne integritet, vise at de er værdige til evigt liv. De vil blive hans børn for evigt, og han vil i bogstavelig forstand blive deres Evighedsfader.

44, 45. (a) Hvordan vil kongen have tilstrækkeligt med fyrster på jorden når han begynder at herske, og hvorfor vil alle der udnævnes være „fyrster“? (b) Skal en der er sat over andre, nødvendigvis være af kongelig afstamning for at kunne kaldes fyrste (sar)?

⁴⁴ Ved begyndelsen til sit tusindårige herredømme vil den navnkundige konge, Jesus Kristus, gå i gang med at udtage nogle af sine jordiske børn til „fyrster på hele jorden“. Nogle af disse „fyrster“ vil komme fra ’de levende’, dem der stadig er i live når „den store trængsel“ er forbi og Satan og hans dæmoner er blevet kastet i afgrunden. Andre vil blive udtaget blandt ’de retfærdige’ af dem der vækkes af dødens søvn, så der i alt bliver fyrster nok „på hele jorden“. Salme 45:16 (NW) synes at vise at disse „fyrster“ vil omfatte ’de retfærdige’ blandt Jesu oprejste „forfædre“. Engang var de hans forfædre, men nu bliver de hans „sønner“ som følge af opstandelsen. Som sønner af den himmelske konge har de rang af „fyrster“.

⁴⁵ Det bør imidlertid bemærkes at det hebraiske ord der benyttes for „fyrster“ i Salme 45:16 (NW), er sarím. I det gamle Israel var det ikke enhver som blev kaldt „sar“ der var af kongelig afstamning. En forstander over tusind, en forstander over hundrede, en forstander over halvtreds, ja selv en forstander over ti, blev kaldt „sar“. Endog en overmundskænk og en overbager ved hoffet kunne kaldes „sar“. — 2 Mosebog 18:21, 25; 5 Mosebog 1:15; 20:9; 1 Samuel 8:12; 1 Mosebog 40:2. Jævnfør Første Mosebog 23:5, 6.

46, 47. (a) Skal alle de der udnævnes være kongelige eller patriarkalske forfædre til Jesus Kristus? Hvilke krav må de opfylde? (b) Hvis interesser må ligge dem på sinde, som beskrevet i Esajas 32:1, 2?

⁴⁶ De der udnævnes til „fyrster på hele jorden“ behøver ikke alle at være kongelige eller patriarkalske forfædre til mennesket Jesus Kristus. Et grundlæggende krav er at de ejer integritet, er „dygtige mænd“, „kloge og erfarne mænd“, ligesom dem profeten Moses indsatte til dommere, som vi læser: „Moses udvalgte dygtige mænd af hele Israel og gjorde dem til øverster over folket, til forstandere [sarím], nogle over tusinde, andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti. De holdt derpå til stadighed ret for folket; de vanskelige sager forebragte de Moses, men alle mindre sager afgjorde de selv.“ (2 Mosebog 18:25, 26; 5 Mosebog 1:15) De fyrster som kongen Jesus Kristus indsætter på jorden, vil virkelig have folkets velfærd på sinde og være interesseret i at bilægge uoverensstemmelser i fred og fordragelighed. De vil modigt værne det der er ret, og handle som de fyrster der omtales i Esajas 32:1, 2:

⁴⁷ „Se, en konge skal herske med retfærd, fyrster [sarím] styre med ret, hver af dem som læ imod storm og ly imod regnskyl, som bække i ørk, som en vældig klippes skygge i tørstende land.“

48, 49. (a) Hvilken opfattelse har mange lovovertrædere fået i dag på grund af den langsommelige retspleje, og hvad har dette medført? (b) Hvem vil det gå godt, ifølge Prædikeren 8:11-13?

⁴⁸ Til den tid, under den himmelske fredsfyrste (sar), vil retsplejen og domfældelsen af lovovertrædere ikke være en langsommelig proces fordi der ikke er dommere og lovhåndhævere nok til straks at føre alle overtrædere for retten. Fordi der nu går så lang tid — i mange tilfælde flere år — før lovovertrædere bliver ført for retten og dømt og de urette forhold bliver bragt i orden, har mange forbrydere fået den opfattelse at de kan slippe ustraffet fra deres kriminelle handlinger. Lovløsheden er taget voldsomt til her i sidste halvdel af det tyvende århundrede. Men allerede i det ellevte århundrede før vor tidsregning skrev en viis mand, der havde gjort nogle iagttagelser, under inspiration:

⁴⁹ „Fordi den onde gerning ikke i hast rammes af dommen, får menneskenes hjerte mod til at gøre det onde, eftersom synderen gør det onde fra første færd og dog lever længe; men også ved jeg, at det skal gå dem godt, som frygter Gud, fordi de frygter for hans åsyn, og at det ikke skal gå de gudløse godt, og at deres levetid ikke skal længes som skyggen, fordi de ikke frygter for Guds åsyn.“ — Prædikeren 8:11-13.

50. (a) Hvad er grunden til at det går så langsomt med at håndhæve retfærdigheden i dag? (b) Hvordan vil ’den nye jord’ reagere når ’de nye himle’ lader retfærdighed regne ned?

⁵⁰ Grunden til at det går så langsomt med at føre lovovertrædere for retten, eller til at de aldrig bliver krævet til regnskab, er at vi lever på ’den gamle jord’ under ’de gamle himle’, og at det er Satan Djævelen og hans „ondskabens åndemagter i det himmelske“ der behersker det menneskelige samfund. Når det gamle fordærvede menneskesamfund tilintetgøres og Satan og hans dæmoner kastes i afgrunden, fjernes enhver hindring for retfærdigheden i de tusind år hvor Fredsfyrsten (sar) vil dømme sammen med sine 144.000 meddommere. Når retfærdighed strømmer ned som regn fra ’de nye himle’, vil ’den nye jord’, menneskesamfundet, blive tilsvarende frugtbar. Jehova har forudsagt dette med ordene: „Jorden åbne sit skød, så frelse må spire frem og retfærd vokse tillige. Jeg, [Jehova], lader det ske.“ — Esajas 45:8.

51. Hvilken periode ser vi derfor ivrigt frem til, ligesom Esajas gjorde?

⁵¹ Længes vi ikke efter en sådan retfærdighed? Til den tid vil den retfærdiges sti ikke være ujævn og vanskelig som nu; nej, den vil blive jævnet ud. I forventning om denne ønskværdige tid skrev profeten Esajas, der så frem til en jordisk opstandelse, under inspiration: „Den retfærdiges sti er jævn, du jævner den retfærdiges vej. Ja, vi venter på dig, [Jehova], på dine dommes sti; til dit navn og dit ry står vor sjæls attrå. Min sjæl attrår dig om natten, min ånd i mit indre søger dig. Thi når dine domme rammer jorden, lærer de, som bor på jorderig, retfærd. Vises der nåde mod den gudløse, lærer han aldrig retfærd [selv om der vises den onde gunst, vil han simpelt hen ikke lære retfærdighed, NW]; i rettens land gør han uret og ser ikke [Jehovas] højhed.“ — Esajas 26:7-10.

52, 53. (a) Hvem vil have svært ved at lære retfærdighed selv om de befinder sig i „retskaffenhedens land“ og er genstand for Guds gunst? (b) Hvilket princip som apostelen Peter fremsatte, synes at gælde i deres tilfælde?

⁵² I tusindårsriget, som er „rettens land“ eller „retskaffenhedens land“ (NW), et „land“ hvor menneskene vil blive behandlet retskaffent og behandle hinanden retskaffent, vil alle mennesker, behæftede som de er med nedarvet menneskelig ufuldkommenhed, blive vist stor gunst. Nogle medlemmer af menneskeslægten er sunket dybere i syndigt fordærv end andre, og fordi de så længe ikke er blevet krævet til regnskab har de ladet sig forhærde med en uretfærdig personlighed. De er blevet vant til at gøre det der er uretfærdigt. Det er let at se hvorfor sådanne onde mennesker vil få svært ved at lære retfærdighed og retskaffenhed selv om de er omgivet af retskaffenhed på alle sider og de er genstand for Guds gunst gennem kongen Jesus Kristus. Trods al den hjælp der tilbydes dem, vil de være tilbøjelige til at handle uretfærdigt. De ønsker ikke at anerkende Jehovas højhed og at acceptere ham som den retmæssige Lovgiver, og de vil ikke indse at hans normer for livsførelse er rette. Man kunne passende anvende princippet i apostelen Peters ord på dem:

⁵³ „For den fastsatte tid er inde til at dommen skal begynde med Guds hus. Og hvis den begynder med os først, hvad vil enden så blive for dem som ikke er lydige mod Guds gode nyhed? ’Og hvis den retfærdige bliver frelst med besvær, hvor vil den ugudelige og synderen så vise sig?’“ — 1 Peter 4:17, 18.

54. Er det nødvendigt at lade dem der modtager Guds gunst forgæves og forfejler dens hensigt, bevare livet helt frem til afslutningen af dommens dag? Begrund svaret.

⁵⁴ Når nogle i „retskaffenhedens land“ modtager Guds gunst forgæves, forfejler dens kærlige hensigt og viser sig at være uforbederlige, vil det ikke være nødvendigt at vente til udløbet af de tusind år med at henrette dem. Sådanne som ikke lader sig forbedre, er ikke værdige til at leve evigt på jorden i det genoprettede paradis. Uden at handle uretfærdigt mod dem kan den der af Gud er udnævnt til at dømme den beboede jord med retfærdighed, eksekvere dommen over dem. De får ikke deres navne skrevet i „livets bog“, og derfor er de ikke værdige til andet end „den anden død“, symboliseret ved „ildsøen“ der forårsager fuldstændig tilintetgørelse. (Åbenbaringen 20:14, 15) Det vil derfor være både viist og forstandigt at vi allerede nu er „lydige mod Guds gode nyhed“ og opdyrker kærlighed til retfærdighed, med henblik på den kommende domsdag!

Kapitel 8

Hvad der er opnået når den tusindårige domsdag ender

1. Hvorfor er det ikke for meget at vente at jordens indbyggere vil lære retfærdighed i de tusind år Satan er bundet i afgrunden?

MENS Satan Djævelen er bundet i afgrunden i tusind år, vil Gud dømme hele jorden og dens beboere. De himmelske dommere vil afsige kendelser og handle på Jehova Guds vegne. Det samme vil de fyrstelige repræsentanter på jorden gøre. De vil optræde som de dommere kong Josafat i Jerusalem indsatte rundt om i landet for at føre folket tilbage til Gud. Josafat sagde til dem: „Se til, hvad I gør, thi det er ikke for mennesker, men for [Jehova], I fælder dom, og han er hos eder, når I afsiger kendelser. Derfor være [Jehovas] frygt [ikke menneskefrygt] over eder! Vær varsomme med, hvad I foretager eder, thi hos [Jehova] vor Gud er der hverken uret eller personsanseelse, ej heller tager han imod bestikkelse!“ (2 Krønikebog 19:4-7) Når de himmelske dommere og de dømmende fyrster på jorden følger disse principper, er det ikke for meget at vente at de der bor på den paradisiske jord vil lære retfærd i løbet af de tusind år. — Esajas 26:9.

2, 3. (a) Hvilken mand fra Betlehem var Jesus efterkommer af gennem David, og hvad sammenligner Esajas derfor Jesus med ved begyndelsen af hans jordiske liv? (b) Hvilke egenskaber vil kendetegne den ånd der hviler over ham, og hvordan vil han dømme?

² Den overdommer som hele menneskeheden vil have i ’de nye himle’ på den tusindårige domsdag, er både pålidelig og velkvalificeret. I det ottende århundrede før vor tidsregning omtalte profeten Esajas denne dommer i en profetisk beskrivelse der taler til hjertet. Denne forudsagte dommer er Herren Jesus Kristus, den messianske efterkommer af kong David, Isajs søn, fra Betlehem. Kunne Jehova Gud frembringe og udnævne en bedre dommer til at bringe menneskenes forhold i orden og sørge for at de får deres ret og at der for evigt råder retfærdighed på jorden? Lad os nu lytte opmærksomt mens profeten under inspiration fortæller hvilke egenskaber der vil kendetegne denne fremtidige dommer som nedstammer fra betlehemitten Isaj gennem kong David. Esajas sammenligner begyndelsen af hans jordiske livsløb med en kvist der skyder frem af en fældet træstub, og siger profetisk:

³ „Men der skyder en kvist af Isajs stub, et skud gror frem af hans rod; og [Jehovas] Ånd skal hvile over ham, visdoms og forstands Ånd, råds og styrkes Ånd, [Jehovas] kundskabs og frygts Ånd. Hans hu står til [Jehovas] frygt; han dømmer ej efter, hvad øjnene ser, skønner ej efter, hvad ørerne hører. Han dømmer de ringe med retfærd, fælder redelig dom over landets arme. Voldsmanden [Jorden, Gd] slår han med mundens ris, gudløse dræber han med læbernes ånde. Og retfærd er bæltet, han har om sin lænd, trofasthed hofternes bælte.“ — Esajas 11:1-5.

4. (a) Hvem vil han frygte når han dømmer menneskeheden? (b) Hvordan vil han blive til mere end blot en „kvist“ der skyder „af Isajs stub“, og hvordan vil det gå til at han ikke fremkalder skuffelse og bitterhed hos menneskene?

⁴ Denne overdommer finder virkelig glæde i at frygte Jehova. Hans hu står til Jehovas frygt, så han vil til hver en tid dømme efter Jehovas vilje og ikke efter menneskers vilje. Når han afsiger sine kendelser frygter han kun Gud, ikke mennesker. Eftersom han nærer en sund frygt for den eneste levende og sande Gud, Jehova, må han afgjort også eje visdom. Han blev ikke ved med at være en lille „kvist“ som skød frem af Isajs rodfæstede „stub“. Som den større David, den levende Guds søn, voksede han til et stort og stærkt træ med himmelsk kongeværdighed. (Esajas 61:3; jævnfør Ezekiel 17:22-24.) Jehovas vældige ånd hviler over denne ophøjede søn af Gud der sidder inde med kongelig værdighed, og den forlener ham med den kundskab, forståelse og visdom han har behov for i sit ansvarsfulde embede. Som kongen der er indsat ved Guds højre hånd vil han følgelig berede Jehova ære, og som Guds udnævnte dommer vil han ikke fremkalde skuffelse eller bitterhed hos dem der bor på jorden.

5. Hvordan vil han være upartisk og skarpsindig som dommer, endog i højere grad end Salomon var?

⁵ Retfærdigheden vil blive grundfæstet på jorden. Den himmelske dommer vil endog være mere skarpsindig end sit profetiske forbillede, kong Salomon, der afsagde usædvanlig forstandige kendelser. Der var for eksempel den vanskelige sag der blev forelagt kong Salomon af to skøger. De hævdede begge at være moder til et levende barn, mens de begge nægtede at vedkende sig et andet barn, som var dødt. På en ganske enestående måde fandt Salomon frem til hvem der virkelig var moder til det levende barn. Herom læser vi: „Og da Israel hørte om den dom, kongen havde fældet, fyldtes de alle af ærefrygt for kongen; thi de så, at han sad inde med Guds visdom til at skifte ret.“ (1 Kongebog 3:16-28) På tilsvarende måde vil den større Salomon ikke dømme på grundlag af løse rygter eller et overfladisk kendskab til tingene, men sørge for at alle kendsgerninger kommer frem og at der afgives en korrekt forklaring, så der kan afsiges og fuldbyrdes en retfærdig dom. Han vil ikke begunstige de høje fremfor de ringe, eller de hovmodige fremfor de ydmyge.

6. Hvordan vil han, ved sin handlemåde i „den store trængsel“, vise at han vil dømme retfærdigt i de tusind år?

⁶ Som et eksempel på hvad man kan vente på den tusindårige domsdag, vil denne dommer, der er fyldt med Jehovas ånd, udfri de ringe og ydmyge i den kommende „store trængsel“ der kulminerer i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon. (Mattæus 24:21; Åbenbaringen 7:14; 16:14, 16) De befalinger og direktiver han udsteder til sine himmelske hærstyrker vil være som et „ris“, en „stav“ (NW), der udgår af hans mund, for det han siger som hærfører vil bevirke at den gamle, uretfærdige ’jord’ knuses. Drevet af Jehovas ånd vil hans læber give udtryk for den indstilling og de følelser han nærer over for de onde og gudløse på jorden, med det resultat at de dræbes. Hele jorden vil blive renset for de stolte, de hovmodige, de onde. Og deres usynlige hersker, Satan, vil naturligvis blive lænket og kastet i afgrunden.

7, 8. (a) Hvordan vil det være som om han, til gavn for menneskene, har omgjordet sig med retfærdighed og trofasthed? (b) Hvilken slags ændringer vil dette fremkalde hos menneskene?

⁷ Menneskene kan med sikkerhed vente at Jesus Kristus, Jehovas udnævnte dommer i de tusind år, vil tjene deres interesser retfærdigt og trofast. Det vil være som om denne himmelske dommer har omgjordet sig med retfærdighed, har spændt retfærdigheden om sig som et bælte, har gjort sig klar til retfærdighedens gerning. Ja, det er som om han bælter sig med trofasthed, eller ruster sig til trofast at drage omsorg for menneskenes interesser, de mennesker han dømmer i overensstemmelse med Guds normer. Hvilken fred og ro dette vil medføre på hele jorden! Menneskene vil i sandhed ændre indstilling til hinanden! De vil ændre personlighed, til gavn for deres medmennesker. Esajas skildrer dette med følgende smukke profetiske ord:

⁸ „Og retfærd er bæltet, han har om sin lænd, trofasthed hofternes bælte. Og ulven skal gå hos lammet, panteren hvile hos kiddet, kalven og ungløven græsse sammen, dem driver en lille dreng. Kvien og bjørnen bliver venner, deres unger ligger side om side, og løven æder strå som oksen; den spæde skal lege ved øglens hul, den afvante række sin hånd til giftslangens rede. Der gøres ej ondt og voldes ej mén i hele mit hellige bjergland; thi landet er fuldt af [Jehovas] kundskab, som vandene dækker havets bund.“ — Esajas 11:5-9.

Personligheder ændres

9. Siden hvornår har Guds ånd fremkaldt sådanne ændringer i menneskers personlighed? Hos hvem?

⁹ Der findes mennesker hvis personlighed kan sammenlignes med de egenskaber der kendetegner ulven, panteren, bjørnen, ungløven og giftslangen. Mange sådanne mennesker har til sidst reageret velvilligt på budskabet om Guds rige og har ændret deres personlighed så de kan komme godt ud af det med andre, med dem der er ydmyge og skikkelige som lammet, kiddet, den lille dreng eller den spæde. Lige siden Guds hellige ånd gennem Kristus blev udgydt over den kristne menighed der var forsamlet på pinsedagen i år 33, har denne ånd arbejdet på at omdanne menighedens medlemmer efter Kristi forbillede. Det har bevirket at menighedens trofaste medlemmer kan tåle hinanden og komme godt ud af det med hinanden, selv om de måske før har haft en personlighed der kunne sammenlignes med disse frygtede vilde dyrs egenskaber. (Apostelgerninger 2:1-33) Som Esajas forudsagde har de ikke gjort deres medkristne ondt eller voldt menigheden skade i Jehovas tilbedelses ’hellige bjergland’.

10. (a) Hos hvem, foruden Kristi 144.000 meddommere, er der sket en sådan personlighedsændring? (b) Hvordan vil denne ændring blive til gavn for disse ved begyndelsen af de tusind år hvori Kristus virker som dommer?

¹⁰ Denne personlighedsændring har ikke kun fundet sted hos dem der til sidst skal være overdommeren Jesu Kristi 144.000 meddommere, men også hos medlemmerne af den talløse ’store skare’ der i dag tilbeder Jehova og indsamles fra alle nationer, stammer, folkeslag og tungemål. Disse kommende indbyggere i det jordiske paradis forsikres om at Gud vil beskytte dem under „den store trængsel“ og føre dem ind i sin nye orden, hvor Jesus Kristus vil virke som dommer i tusind år. (Åbenbaringen 7:9-17) De vil naturligvis føre deres ændrede personlighed med ind i Guds nye orden. Dette vil være en stor fordel for dem, for de vil være ’de levende’ som den himmelske dommer, Jesus Kristus, først vil vende sin opmærksomhed imod i sin tusindårige embedstid. (2 Timoteus 4:1) Da vil der ikke længere være nogen frygt for at der gøres ondt eller voldes mén i det „hellige bjergland“ som tilbedelsen af Jehova sammenlignes med. De overlevende kender allerede Jehova, og idet de bor overalt på jorden, vil jorden i sandhed være fyldt med kundskaben om Jehova. Denne kundskab vil imidlertid øges.

11. Hvad blev de otte der overlevede Vandfloden forsikret om i forbindelse med dyrene, og hvordan vil der ske noget lignende i fremtiden?

¹¹ I denne forbindelse husker vi hvad der blev sagt til de otte mennesker der overlevede vandfloden på Noas tid og bragte Gud et offer da de var kommet ud af arken. Jehova sagde til dem: „Frygt for eder og rædsel for eder skal være over alle jordens vildtlevende dyr og alle himmelens fugle og i alt, hvad jorden vrimler med, og i alle havets fisk; i eders hånd er de givet!“ (1 Mosebog 9:2) Vil dette mon ikke få sit modstykke i fremtiden? Eftersom den kommende „store trængsel“ vil være rettet mod de ugudelige mennesker på jorden, vil den ikke udrydde landdyrene, fuglene og fiskene. Det er rimeligt at vente at Gud igen vil indgive disse laverestående skabninger det mål af frygt og rædsel de måske har mistet, frygt og rædsel for mennesket, der vil få til opgave at omdanne den ødelagte jord til et paradis. Eftersom Gud, ved hjælp af sin ånd, har kunnet sørge for at mennesker med en dyrisk personlighed har iført sig en kristen personlighed, hvad enten disse mennesker nu tilhører de 144.000 eller ’den store skare’, vil han afgjort kunne gøre noget lignende i forbindelse med de vilde dyr. Det er givet at de ikke vil skade Jehovas tilbedere på jorden.

12, 13. (a) Hvordan betragtede manden og kvinden i det oprindelige paradis de laverestående skabninger? (b) Hvilket forhold vil der rent bogstaveligt blive mellem dyrene?

¹² I overensstemmelse med dette kan vi vente at den betagende beskrivelse i Esajas 11:6-9 vil blive opfyldt rent bogstaveligt på fuglene, fiskene og landdyrene under det tusindårige herredømme der udøves af Fredsfyrsten, som er søn af den større Isaj, Jehova Gud. I det oprindelige Glædens paradis, Edens have, nærede Eva ikke nogen frygt for slangen; hun flygtede ikke da den blev drevet til at tale til hende. (1 Mosebog 3:1-4) Før dette var de vildtlevende dyr og himmelens fugle blevet ført hen til Adam, og han havde givet dem navne uden at vise tegn på frygt for dem. (1 Mosebog 2:19, 20) I det genoprettede paradis vil det atter blive som i Eden, hvor menneskene ikke var bange for de laverestående skabninger og ikke blev angrebet af dem.

¹³ Landdyrene, fuglene og fiskene vil ikke blot holde fred med mennesket, men også med hinanden. Det ville ikke være konsekvent hvis sådanne guddommeligt inspirerede profetier som dem vi finder i Esajas 11:6-9, Ezekiel 34:25 og Hoseas 2:18 kun skulle have en billedlig eller åndelig betydning og ikke opfyldes rent bogstaveligt, som om den bogstavelige opfyldelse var et uopnåeligt ideal.

14. Hvad er imidlertid vigtigere end at dyrene bliver gjort tamme? Begrund svaret.

¹⁴ Det vigtigste mål er imidlertid ikke at få tæmmet landdyrene, fuglene og fiskene. Disse jordiske skabninger var til længe før mennesket. Det er menneskehedens fortsatte eksistens på jorden det drejer sig om. Alle Adams og Evas efterkommere er født som syndere og mangler således „Guds herlighed“. (Romerne 3:23) Mange mennesker lægger ikke gudsfrygtens egenskaber for dagen, men egenskaber der for øjeblikket kendetegner blodtørstige rovdyr. Menneskeheden har derfor behov for at blive ført tilbage til „Guds herlighed“, så den kan vise sig værdig til at leve evigt, til pris for sin Gud og Skaber. Menneskeslægtens medlemmer må forenes så de kan leve fredeligt sammen uden at skade hinanden, så de vil handle fuldstændig ret og retfærdigt. Dette vil Jesus Kristus udvirke i de tusind år han tjener som dommer.

15. Hvordan vil de himmelske dommere over menneskeheden sørge for at lovløsheden daler selv om befolkningstallet stiger?

¹⁵ For øjeblikket stiger kriminaliteten hurtigere end jordens befolkningstal. I tusindårsriget, derimod, vil lovløsheden dale og til sidst helt forsvinde, samtidig med at jordens befolkningstal vil stige støt efterhånden som ’de retfærdige og ’de uretfærdige’ døde opstår fra gravene. Hvorfor? Fordi de himmelske dommere over menneskeheden vil være fuldstændig retfærdige og vil lære hele menneskeheden at handle retfærdigt, i overensstemmelse med Guds normer. Som en hjælp i denne henseende vil jorden være fyldt med Jehovas kundskab „som vandene dækker havets bund“. (Esajas 11:9) Kun tilbedelsen af Jehova vil være tilladt i dette teokratiske tusindårsrige. Menneskene vil blive ført ind i de jordiske forgårde til Jehovas „sande telt“, hans åndelige tempel. Dér vil de erkende sandheden i de ord Jesus rettede til sin himmelske Fader i bøn: „Dette er ensbetydende med evigt liv at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og om den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — Johannes 17:3; Hebræerne 8:2.

16. (a) Hvilke vidnesbyrd vil der være om at Kristi tusindårige domsdag ikke har forfejlet sin hensigt? (b) Hvorfor vil Kristus ikke skænke den genrejste menneskehed evigt liv i Paradiset?

¹⁶ Den tusindårige domsdag vil ikke forfejle sin hensigt. Når den er til ende, vil alle villige og lydige mennesker have lært at handle fuldstændig ret og retfærdigt. De fysiske og mentale svagheder de har arvet fra Adam og Eva, vil være overvundet. De er nu i alle henseender i stand til selv at leve op til Guds absolutte normer for retfærdighed. Vil overdommeren Jesus Kristus nu skænke dem retten til evigt liv på den fredfyldte jord, der overalt er klædt i paradisisk skønhed? Nej! I denne henseende vil han ikke handle på Guds vegne, for han ved at der står skrevet: „Gud er den som erklærer dem retfærdige.“ (Romerne 8:33) Hvad gør Guds dommer da?

Kapitel 9

Hele menneskeheden prøves efter de tusind år

1. Hvilket sidste krav må den genrejste menneskehed opfylde når den tusindårige domsdag er til ende, og hvad vil den stedfortrædende dommer, Jesus Kristus, derfor gøre?

VED afslutningen af den tusindårige domsdag står menneskeslægtens medlemmer, der er blevet dømt i retfærdighed, fuldkomne foran Jesus Kristus, deres dommer og befrier. Men de er endnu ikke blevet kendt værdige til at leve evigt på den paradisiske jord. De må først stilles for universets øverste Dommer, den højeste Gud, den suveræne Herre Jehova. I overensstemmelse med dette sidste krav må den stedfortrædende dommer, Jesus Kristus, overgive menneskene, der nu er i stand til at handle fuldstændig retfærdigt, til sin Gud og Fader for at han kan afsige sin kendelse efter at de under prøve har vist om de er værdige til at modtage den kostelige gave det er at leve evigt i fred og lykke. Selv om de er fuldkomne, kan de stadig dø.

2. Hvad vil der på dette tidspunkt være sket med den adamitiske død, og hvilken afgørelse vil Jehova nu træffe vedrørende de enkelte mennesker?

² Den døende tilstand som menneskene har været underlagt som følge af deres stamfader Adams synd i Eden, er nu blevet overvundet, tilintetgjort, som om en er blevet kastet i „ildsøen“. (Åbenbaringen 20:14, 15) Men vil menneskene, der nu er befriet for ufuldkommenheden og den adamitiske død, gøre noget på eget initiativ, forsætligt, som vil bevirke at Jehova må dømme dem til evig udslettelse? Hvem vil gøre sig fortjent til at lide „den anden død“? Det er det Jehova, den øverste Dommer, den højeste instans, må afgøre.

3. Hvilken overdragelse finder sted, ifølge Første Korinterbrev 15:24-28?

³ Nu opfyldes det apostelen Paulus forudsagde i Første Korinterbrev 15:24-28: „Derpå kommer enden, når han overgiver riget til sin Gud og Fader, når han har gjort al regering og al myndighed og magt til intet. For han må nødvendigvis herske som konge indtil Gud har lagt alle fjenderne under hans fødder. Som den sidste fjende skal døden gøres til intet. For Gud ’har lagt alt under hans fødder’. Men når han siger at ’alt er blevet underlagt’, er det klart at det er med undtagelse af Ham [nemlig Jehova Gud] som har underlagt ham alt. Men når alt er blevet ham underlagt, så vil også Sønnen selv underlægge sig Ham der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt for alle.“

4. Hvilke spørgsmål må den suveræne Herre Jehova nu afgøre i forbindelse med de fuldkommengjorte mennesker, og hvordan vil han gøre det?

⁴ Når Sønnen overgiver Riget til sin Gud og Fader, bliver Riget Jehova Guds ejendom. Der vil således ikke længere være noget underordnet rige mellem den suveræne Herre Jehova og menneskeheden. Hvordan vil menneskene så reagere, nu da Gud hersker direkte over dem? Vil de alle erklære at de i al evighed vil være hans loyale undersåtter? Vil de alle træffe den beslutning at Jehova skal være deres Gud for evigt? Det er en alvorlig sag at skulle erklære et menneske retfærdigt på grundlag af hvad det selv er, og skænke det ret til evigt liv. Enhver som modtager denne kostelige ret, må være urokkeligt loyal. Hvordan vil Gud afgøre hvilke navne der skal skrives i „livets bog“? Han vil gøre det ved at prøve menneskenes troskab og integritet ligesom patriarken Job i landet Uz blev prøvet.

5. Hvordan vil den prøve de fuldkommengjorte mennesker stilles på, svare til den prøve Job blev udsat for, og hvad vil formålet med den være?

⁵ Under Guds søns rige har menneskene nu i tusind år nydt godt af Guds ufortjente godhed, og de befinder sig i et smukt, jordomspændende paradis. Ligesom i tilfældet med Job, er spørgsmålet: Elsker og tilbeder de kun Gud på grund af alt det gode han har gjort for dem, eller gør de det fordi han er den eneste levende og sande Gud, universets retmæssige Suveræn? Jobs integritet over for Jehova Gud blev prøvet ved at Satan Djævelen fik lov til at plage ham på alle måder, blot han ikke tog hans liv. Således også nu: Ved at Satan Djævelen får lov til at stille den genrejste menneskehed på prøve i det omfang den almægtige Gud tillader, kan hvert enkelt fuldkommengjort menneske blive prøvet og få lejlighed til at vise om det ejer en ubrydelig integritet over for Gud. En sådan prøve forudsætter at Satan og hans dæmoner løslades fra afgrunden, hvor de har været fængslet i tusind år. Det vil ske.

6. Hvordan beskriver Åbenbaringen 20:7-10 det der vil ske når Kristi tusindårsrige er til ende?

⁶ Hvad der finder sted efter at Jesus Kristus og hans 144.000 medkonger har hersket i tusind år, kan vi læse i Åbenbaringen 20:7-10: „Når de tusind år er til ende, vil Satan blive løst af sit fængsel, og han vil gå ud og vildlede de nationer der er ved jordens fire hjørner, Gog og Magog, for at samle dem til krigen. Tallet på disse er som sandet ved havet. Og de rykkede frem over jordens bredde og omringede de helliges lejr og den elskede by. Men ild kom ned fra himmelen og fortærede dem. Og Djævelen, som vildledte dem, blev kastet i ild- og svovlsøen, hvor både vilddyret og den falske profet allerede var; og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder.“

7. Hvorfor vil Satan og hans dæmoner være selvsikre når de løslades, og hvad vil striden igen komme til at stå om?

⁷ At Satan og hans dæmoner løslades fra afgrunden, betyder at de igen får lov til at opholde sig i jordens nærhed, hvor de usynligt kan udøve herredømme over de mennesker der bukker under for dem. Skønt menneskene har opnået mental, moralsk, åndelig og fysisk fuldkommenhed, vil Satan Djævelen være sikker på sig selv. Det lykkedes ham ganske vist ikke at vildlede patriarken Job, men over to tusind fire hundrede år tidligere havde han held med sig over for Adam og Eva i Eden, skønt de var fuldkomne. I begge tilfælde var stridsspørgsmålet imidlertid det samme, nemlig om Jehova Gud er den retmæssige Suveræn og om han derfor kan kræve at menneskene fuldt ud overholder hans love og forbud.

8. (a) Hvoraf fremgår det at det spørgsmål som hele menneskeheden vil blive stillet over for, drejer sig om det suveræne herredømme i universet? (b) Hvem er „de hellige“, og hvad er „den elskede by“?

⁸ Efter de tusind år vil hele menneskeheden igen blive stillet over for dette stridsspørgsmål. Det fremgår af at de der til den tid vildledes af Satan og hans dæmoner, rykke frem over jorden og omringer „de helliges lejr og den elskede by“. Ja, der vil være „hellige“ på jorden til den tid. De omringes af Satan og hans jordiske horder fordi de nægter at lade sig vildlede af Satan og hans dæmoner. Disse „hellige“ er de medlemmer af den genrejste menneskehed der bevarer deres integritet over for Gud under denne altafgørende prøve. De befinder sig som i en militærlejr der angribes af fjenden. „De helliges lejr“ og „den elskede by“ omtales som to forskellige ting. „De hellige“ befinder sig ikke i byen, men i lejren. Denne „by“ er derfor øjensynlig ikke en by der er opført på jorden som hovedstad for hele verden. Det må være den by den herliggjorte Jesus Kristus omtaler over for sine disciple i Åbenbaringen 3:12, den by han kalder „min Guds by, det ny Jerusalem, som kommer ned fra himmelen fra min Gud“.

9. Hvem er byen elsket af, og hvordan kommer den ned fra himmelen fra Gud?

⁹ Både Gud og „de hellige“ elsker denne „by“. Navnet på dette „ny Jerusalem“ står skrevet på Jesu Kristi 144.000 medarvinger. Det er ikke en bogstavelig by på jorden, men en himmelsk by der kommer ned fra himmelen ved at øve indflydelse på jordens indbyggere og udøve myndighed over dem.

10. Kan den løsladte Satan angribe „den elskede by“ direkte, og hvad er følgelig hans hensigt med at angribe den?

¹⁰ Denne „by“ er ikke blevet desorganiseret og nedlagt efter at den har udøvet sit herredømme over menneskeheden i de tusind år, men „de hellige“ nyder stadig gavn af den gode og retfærdige indflydelse den har øvet. Grunden til at Satan Djævelen fører krig mod denne „elskede by“, er at han gerne vil ødelægge alt det gode som det ny Jerusalem har udvirket. Han ønsker ikke at menneskeheden for evigt skal nyde gavn af disse goder. Eftersom han er begrænset til jordens nærhed — idet der ikke længere er noget sted for ham oppe i himmelen hvorfra han og hans dæmoner engang blev kastet ned — kan han ikke rette sit angreb direkte imod „den elskede by“. Han fører derfor krig imod den på den måde at han søger at tilintetgøre den retfærdighed byen har udvirket på jorden.

11. (a) Hvordan vil „krigen“ blive ført? (b) Hvoraf fremgår det at striden ikke vil stå om Guds almagt, men om retmæssigheden af hans universelle suverænitet?

¹¹ Vi kan næppe vente at denne ’krig’ vil blive ført med sådanne videnskabeligt udviklede våben som atombomber og andre af de kampmidler der findes her i det tyvende århundrede. I tusindårsriget vil jordens indbyggere ikke have oplagret sådanne våben, og de vil ikke have lært at føre krig med dem. (Esajas 2:2-4) Det vil ikke blive en krig med sådanne militære våben. Bedrag, vildledende propaganda, tilskyndelse til selviskhed og til illoyalitet mod universets Suveræn kunne være mægtige våben til at besejre mennesker med. At striden vil komme til at stå om retmæssigheden af Jehovas universelle suverænitet, og ikke om Guds almagt, fremgår af at Satan har været fængslet i afgrunden i tusind år og nu er blevet løsladt. Dette viser nemlig at Gud har større magt end Satan Djævelen. Satan sætter sig stadig op imod Jehovas suverænitet, og han er fast besluttet på at få menneskeheden til at gøre det samme.

Hvor omfattende oprøret vil være efter de tusind år

12. Hvad vil det sige at de der lader sig vildlede af Satan, er „som sandet ved havet“?

¹² De der lader sig vildlede af Satan og hans dæmoner i forbindelse med dette vigtige spørgsmål, er som „sandet ved havet“; de forekommer med andre ord talløse. (Åbenbaringen 20:8) Dette vil dog på ingen måde sige at det store flertal af menneskeheden er med i oprøret. De forenede hære der drog imod Josua, for eksempel, blev beskrevet som „talrige som sandet ved havets bred“. (Josua 11:4) De kameler der tilhørte de fjendtlige styrker der trængte ind i Israels land dengang Gideon, Joasj’ søn, levede, beskrives som „utallige, mangfoldige som sandet ved havets bred“. (Dommerne 7:12) Svarende hertil vil de der lader sig vildlede af Satan, udgøre et ubestemt antal. Nøjagtig hvor mange der vil følge ham er ikke forudsagt, men der vil være nok til at de virker som en stor skare. Satan Djævelen har altså kun held med sig i begrænset omfang.

13. Er „de nationer der er ved jordens fire hjørner, Gog og Magog“, kommet frem på den paradisiske jord som følge af en opstandelse?

¹³ De mennesker det lykkes Satan at vildlede, omtales som „de nationer der er ved jordens fire hjørner, Gog og Magog“. Disse „nationer“ viser sig ikke på den paradisiske jord som følge af de dødes opstandelse (heller ikke ’de uretfærdiges’ opstandelse), men som følge af at Satan vildleder et ikke forudsagt antal af de genrejste mennesker.

14. I hvilken forstand kan de kaldes „nationer“, og på hvilken måde kan man sige at de befinder sig „ved jordens fire hjørner“?

¹⁴ På den tusindårige domsdag har menneskene ikke været opdelt i nationer, og de er blevet dømt uden hensyn til deres tidligere nationale tilhørsforhold. At de der vildføres af den løsladte Satan kaldes „nationer“, tyder på at de, ligesom Satan, nægter at anerkende Jehovas universelle suverænitet og ønsker at være selvstændige, at være som en uafhængig, suveræn stat. De har måske ikke en fælles, suveræn ledelse, men muligvis flere uafhængige ledere fordi de ikke er enige indbyrdes. Men uanset hvordan det nu bliver, så er de alle forenede i deres modstand mod Jehovas suverænitet. Det at de kaldes „de nationer der er ved jordens fire hjørner“, antyder at de befinder sig langt borte fra „den elskede by“. Hvad deres indstilling til suverænitet angår, har de fjernet sig langt fra Jehova Guds suverænitet. Jehova Gud bliver ikke „alt for alle“ i deres tilfælde.

15, 16. (a) Hvordan er de vildledte, nationalistiske mennesker som „Gog og Magog“ når man tænker på tidspunktet og genstanden for deres angreb? (b) Hvordan kan de også sammenlignes med Gog i forbindelse med den måde hvorpå de bliver ført frem til angrebet?

¹⁵ Disse vildledte, nationalistiske mennesker kaldes meget betegnende „Gog og Magog“. Den oprindelige „Gog i Magogs land“, som Ezekiel profeterede om, rettede et endeligt angreb mod dem der tilbad Jehova Gud. Han gjorde det efter at disse tilbedere var blevet ført tilbage til deres retmæssige jordiske domæne og deres land var „blevet som Edens have“. (Ezekiel 36:35) De boede som i „et åbent land“, og de blev omtalt som „fredelige folk, som bor trygt, som alle bor uden mure og hverken har portstænger eller porte“. (Ezekiel 38:11) Og befolkningen i „Magogs land“ støttede deres overfyrste i dette angreb på de tilsyneladende forsvarsløse tilbedere af Jehova. Men grunden til at Gog kommer langvejsfra for at foretage dette angreb er, som Jehova siger: „Jeg vender dig og sætter kroge i dine kæber og trækker dig frem med hele din hær, . . . ved årenes ende skal du overfalde et land, som atter er unddraget sværdet.“ — Ezekiel 38:4-8.

¹⁶ De der lader sig vildlede af Satan Djævelen efter at den tusindårige domsdag, er forbi, vil følge denne usynlige fyrste som Jehova Gud lige har løsladt fra afgrunden netop for at give ham lejlighed til at rette et angreb mod den genrejste menneskehed. Når Satan Djævelen og hans dæmoner løslades fra afgrunden får de lov til atter at opholde sig i jordens nærhed og være i nær kontakt med menneskeheden på jorden, der nu er som et paradis, som Edens have. Når den løsladte Satan angriber, er det derfor som om han føres frem af Jehova med kroge i kæberne. Og de mennesker på jorden der nu lader sig vildlede af Satan Djævelen, bliver ligeledes ført frem som med kroge i kæberne til dette angreb på „de helliges lejr og den elskede by“. (Åbenbaringen 20:7-9) Navnene Gog og Magog kan således passende anvendes om disse vildledte nationalistiske mennesker der overfalder og prøver at udplyndre dem der loyalt holder fast ved Jehova Guds universelle suverænitet.

17, 18. (a) Kan de angribe „den elskede by“ direkte? Hvordan må de angribe ’byen’? (b) Hvilken handling må de jordiske fyrster, Kristi sønner, foretage når hans tusindårige herredømme er til ende, og i hvilken hensigt?

¹⁷ Eftersom disse vildledte mennesker lever på jorden, kan de lige så lidt som deres anfører, Satan Djævelen, rette et direkte angreb mod det ny Jerusalem i himmelen. Men de kan vende sig mod dem på jorden der trofast har repræsenteret den messianske regering i himmelen, nemlig ’fyrsterne på hele jorden’. Eftersom disse fyrster er blevet indsat af det ny Jerusalems konge, evighedsfaderen Jesus Kristus, har de tjent som synlige, fyrstelige repræsentanter for „den elskede by“. Og når Guds kongelige søn ved afslutningen af sit tusindårige herredømme „overgiver riget til sin Gud og Fader“, må disse fyrster på jorden, der er hans sønner, handle på tilsvarende måde. De må gøre som Guds søn, der vil „underlægge sig Ham der har underlagt ham alt“, nemlig den himmelske Fader.

¹⁸ Disse fyrstelige „sønner“ af evighedsfaderen Jesus Kristus efterligner ham derfor og underlægger sig hans Gud og Fader, idet de anerkender at Han udøver sin universelle suverænitet med rette. I stedet for stolt og genstridigt at nægte at gøre det der nu kræves af dem på grund af den ændrede situation, handler de som Kristus og underlægger sig Jehovas universelle suverænitet. De der vildledes af Satan Djævelen angriber dem med argumenter og lægger pres på dem for at få dem fra det, men „den elskede bys“ synlige jordiske repræsentanter afviser dem blankt. De bevarer deres integritet over for den højeste Gud og anerkender loyalt hans retmæssige suverænitet over hele jorden, ja, over hele universet. De nærer ingen betænkelighed ved at lade Jehova Gud være „alt“ for dem. — 1 Korinter 15:24-28.

„Gog og Maog“ og deres forfører ryddes af vejen

19. Hvordan viser de loyale, når de angribes af de vildledte, at de ikke alene har tro på Gud men også integritet i spørgsmålet om hans universelle suverænitet?

¹⁹ Når Satan Djævelen samler de vildledte til denne ’krig’, vil „de helliges lejr“ og de jordiske repræsentanter for „den elskede by“ ikke forsvare sig med kødelige våben. De kan naturligvis ikke dræbe Satan Djævelen og hans dæmonengle, som de hverken kan se eller nå. De der loyalt går ind for Jehovas universelle suverænitet dræber imidlertid heller ikke de vildledte mennesker på jorden, „Gog og Magog“, som de udmærket kan se. De optræder ikke som skarprettere over for dem. Da de har valgt at stille sig på Jehova Guds side, overlader de det til ham at udøve sin universelle suverænitet over for de vildledte, illoyale angribere. De lader kampen være Jehovas og drister sig ikke til at handle som hans domsfuldbyrdere og kæmpe med dødbringende våben. Derved giver de ikke alene udtryk for deres tro, men viser også at de ejer fuldkommen integritet over for Jehova Gud og i spørgsmålet om hans universelle suverænitet. De overlader det til ham at frelse dem og tilintetgøre de illoyale! Tillidsfuldt bliver de stående og ser ’hvorledes Jehova frelser dem’. — 2 Krønikebog 20:15-17.

20. (a) Hvad vil de loyale få den forret at se, under Guds beskyttelse? (b) Hvad vil denne handling fra Guds side betyde for de illoyale?

²⁰ Eftersom de der forbliver tro mod Jehovas universelle suverænitet „dvæler i den Almægtiges skygge“ vil de ’kun være tilskuere ved de gudløses straf’. (Salme 91:1, 8) Det der forudsiges i Åbenbaringen 20:9 om „Gog og Magog“ vil gå i opfyldelse for deres øjne: „Og de rykkede frem over jordens bredde og omringede de helliges lejr og den elskede by. Men ild kom ned fra himmelen og fortærede dem.“ Disse illoyale mennesker bliver døbt med ild, hvilket vil sige at de bliver tilintetgjort for evigt. Gud vil ikke erklære dem retfærdige og indføre deres navne i „livets bog“. (Romerne 8:33) Herved misbruger Jehova Gud ikke sin universelle suverænitet, men udøver den på rette måde over for sine fjender.

21. (a) Hvor længe skulle Satan være løsladt fra afgrunden, og er formålet dermed nu blevet opfyldt? (b) Hvad ville det betyde hvis Satan blev kastet i afgrunden igen?

²¹ Den evige tilintetgørelse af disse lovløse personer der hader det gode, fjerner imidlertid ikke Satan Djævelen og hans dæmonengle fra jordens nærhed. Han har ellers været løsladt fra afgrunden længe nok. Guds hensigt med at løslade ham er blevet opfyldt; der er ingen grund til at lade ham og hans dæmoner være på fri fod længere. Vi husker hvad der står i beretningen om dengang da Satan blev kastet i afgrunden for de tusind år: „Derefter skal han nødvendigvis løses en lille tid.“ (Åbenbaringen 20:3) Nu er den forbi, denne „lille tid“ hvori Satan Djævelen har forsøgt at forlede så mange af de genrejste mennesker som muligt til at mene at Jehova udøver sin suverænitet over jorden på en uretmæssig og hovmodig måde. Hvad skal der nu ske? Skal Satan og hans dæmoner kastes tilbage i afgrunden? Det ville antyde at de skulle løslades endnu en gang, ligesom Jesus Kristus selv blev hentet op af en afgrund, ligesom de symbolske græshopper blev lukket ud af afgrunden, og ligesom det „vilddyr“ som Babylon den Store rider på steg op af afgrunden. — Romerne 10:7; Åbenbaringen 9:1-3; 17:8; jævnfør Åbenbaringen 11:7.

22, 23. (a) Hvordan er Satans anklage i forbindelse med menneskene blevet besvaret, og i hvis favør er den langvarige strid blevet afgjort? (b) Hvad sker der nu med Satan og hans dæmoner?

²² At Satan Djævelen og hans dæmoner blev lænket og kastet i afgrunden, var en pine af midlertidig varighed for dem. Skal fangenskabets pine atter være midlertidig for dem, eller skal den vare evigt? Hvad sker der med dem efter at de har set at de der lod sig vildlede af dem, er blevet straffet med tilintetgørelse i ild? Djævelen har nu fået svar på den anklage han hele tiden har fremført, nemlig at mennesker på jorden kun tjener Jehova Gud af selviske grunde og at ingen vil forblive loyale mod Jehova udelukkende af kærlighed til ham, hvis de fristes af Satan Djævelen. De trofaste mænd og kvinder der fortsat lever på jorden efter at de illoyale er blevet tilintetgjort i ild, står som et levende svar over for Djævelen, som et bevis på at hans anklage er falsk og at han selv er en løgner. Den syv tusind år lange strid er blevet afsluttet med sejr for sandhedens Gud, så der er ingen grund til at lade Satan Djævelen og hans dæmoner bevare livet længere. Guds tålmodighed med dem er nu forbi. Af disse grunde sender han ikke de oprørske engle tilbage i afgrunden. Hvad sker der så med dem?

²³ „Og Djævelen, som vildledte dem, blev kastet i ild- og svovlsøen, hvor både vilddyret og den falske profet allerede var; og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder.“ — Åbenbaringen 20:10.

24, 25. (a) Hvad betyder det for Satan og hans dæmoner at de kastes i ildsøen? (b) I hvilken forstand er denne død anderledes?

²⁴ Pinen i ild- og svovlsøen betyder det samme for Satan Djævelen og hans dæmoner som den betyder for det symbolske vilddyr og den falske profet. Hvilket? Evig udslettelse. (Åbenbaringen 19:20) Satan Djævelen og hans dæmoner vil lige så lidt som det symbolske vilddyr og den falske profet komme til live igen. Deres navne står ikke skrevet i nogen „livets bog“. Liv er liv, uanset om man kan nyde det eller man lider pine. At Satan og dæmonerne kastes i den symbolske ild- og svovlsø vil derfor ikke sige at de pines levende, ved fuld bevidsthed, på sind og legeme.

²⁵ Den symbolske sø betegner ikke en tilstand hvori man er død og dog lever. Den symboliserer en død som er anderledes end den død der er gået i arv til alle mennesker fra Adam og Eva, hvilket øjensynlig var den første form for død der holdt sit indtog i skaberværket blandt de skabninger der var dannet i Guds billede. Denne nedarvede død er kun midlertidig, idet den forvandles til en ’dødens søvn’ af opstandelsen, der er blevet mulig som følge af Jesu Kristi død og opstandelse. — 1 Korinter 15:20-22.

26. Hvorfor er det meget betegnende at denne død kaldes „den anden død“, og hvor har de mennesker der lider denne død, ikke deres navne skrevet?

²⁶ Den død der symboliseres ved „ild- og svovlsøen“ adskiller sig fra den død menneskeheden har arvet fra Adam derved at den ikke er som en søvn man vækkes af, men derimod en fuldstændig tilintetgørelse, en død uden ende. Den død der gik i arv fra Adam var ’den første død’. Den død der skildres ved „ild- og svovlsøen“ kaldes derfor passende „den anden død“. Den vil gøre krav på de mennesker der kommer til at opleve den tusindårige domsdag men som derefter ikke får deres navne skrevet i Guds „livets bog“. Bibelen viser hvad „ildsøen“ vil betyde for de mennesker der ikke er værdige til evigt liv. Vi læser: „Og døden og Hades blev kastet i ildsøen. Dette er ensbetydende med den anden død, ildsøen. Og enhver som ikke fandtes skrevet i livets bog blev kastet i ildsøen.“ — Åbenbaringen 20:14, 15.

27, 28. (a) Hvorfor er det muligt for Satan og hans dæmoner at lide den anden død? (b) Hvad vil det sige at de pines for evigt i ildsøen?

²⁷ Denne inspirerede forklaring på hvad „ildsøen“ symboliserer, bekræftes nogle få vers længere fremme, hvor vi læser: „Enhver der sejrer skal arve disse ting, og jeg vil være hans Gud og han skal være min søn. Men de feje og de uden tro og de som er afskyelige i deres snavs, og mordere og utugtige og sådanne som øver spiritisme, og afgudsdyrkere og alle løgnerne, deres lod er i søen som brænder med ild og svovl. Dette er ensbetydende med den anden død.“ (Åbenbaringen 21:7, 8) Eftersom „ildsøen“ er omtalt så mange gange i sammenhæng her i Åbenbaringen (kapitlerne 19 til 21), må det den betyder for de mennesker der ikke fandtes skrevet i „livets bog“, også gælde for Satan Djævelen og hans dæmoner. Den betegner „den anden død“. Det vil ikke nødvendigvis sige at de der kastes i „ildsøen“, lider døden for anden gang, men de lider den anden form for død der er omtalt i Bibelen, en evig død.

²⁸ Derfor kan Satan og hans dæmoner lide denne død selv om de aldrig har været døde før. Der var ikke den mindste smule liv forbundet med den første død, den død der holdt sit indtog på grund af det første menneskes synd. Der vil heller ikke være den mindste gnist af liv forbundet med „den anden død“, den evige straf der rammer dem der med overlæg er ulydige mod Gud og som endda giver afkald på deres fuldkommenhed for at kunne være det. Ifølge alle bibelske vidnesbyrd må ordene om at Satan og hans dæmoner skal pines i ild- og svovlsøen i evighedernes evigheder derfor betyde at de gøres til intet, at de ophører med at eksistere, at deres liv som åndeskabninger udslettes for evigt. Resultatet bliver at der ikke længere findes dæmoner i Guds univers, og Gud vil ikke tillade at der igen fremstår dæmoner.

De der blive levende når de tusind år er til ende

29. Hvilken handling har Gud foretaget i forbindelse med de hellige og ligeledes de fyrster der repræsenterer den elskede by, eftersom han lader dem forblive i live?

²⁹ En herlig evighed venter nu menneskeheden! Se! Jehova Gud lader „de helliges lejr“ og fyrsterne, de jordiske repræsentanter for „den elskede by“, leve mens han tilintetgør „Gog og Magog“ og Satan Djævelen og hans dæmoner! Kan det betyde andet end at Gud har skrevet deres navne i „livets bog“, eller at han har ladet deres navne blive stående i „livets bog“? Det vil sige at han har erklæret dem retfærdige, retfærdiggjort dem, fordi de har bevaret deres integritet over for ham og således — sammen med Guds søn Jesus Kristus og hans 144.000 medarvinger — har hævdet den højeste Guds universelle suverænitet, han som er alle gode tings Skaber. At Jehova Gud har erklæret dem retfærdige vil sige at han har givet dem ret til at leve evigt i deres paradisiske hjem.

30. (a) Hvem vil de der består den endelige prøve altid stå i gæld til, og hvor vil de opholde sig for evigt? (b) Hvornår vil de leve i ordets fulde betydning?

³⁰ Det er Jesus Kristus, den himmelske konge, præst og dommer, der, ved sin kærlige handlemåde over for menneskene i de tusind år, har ført de villige og lydige frem til denne fuldkomne retfærdighed i kødet. Hvis han ikke havde nået dette resultat ved afslutningen af de tusind år, ville han have tøvet med at overgive dem til den øverste Dommer, Jehova Gud, til den endelige prøve. Hvorfor? Fordi han vidste at de ikke kunne bestå den guddommelige prøve og opnå evigt liv medmindre de var fuldkomment retfærdige. Altså står de fuldstændig retfærdige og syndfri i kødet og tilbeder Jehova i de jordiske forgårde til hans „sande telt“ eller tempel. Dér bliver de til evig tid, idet de beviser deres ubrydelige integritet og urokkelige troskab mod den suveræne Herre Jehova ved at bestå den endelige prøve. For evigt står de i gæld til Guds søn, Jesus Kristus, der kærligt har løftet dem op til denne fuldkomne retfærdighed og dermed har fuldført sin gerning som deres genløser og frelser. Nu lever de i ordets fuldeste forstand!

31. Hvad opnår „de øvrige af de døde“ således når Kristi tusindårige herredømme er til ende, og hvad sker der med den adamitiske død?

³¹ I lyset af dette forstår vi rigtigheden af den indskudte bemærkning i Åbenbaringen 20:5: „(De øvrige af de døde blev ikke levende førend de tusind år var til ende.)“ „De øvrige af de døde“ ville ikke have opnået denne tilstand af fuldkomment liv ved afslutningen af de tusind år hvis ikke Jesus Kristus og hans 144.000 medarvinger, der fik del i „den første opstandelse“, havde hjulpet dem på en forberedende måde i de tusind år. Det er i virkeligheden nu at døden, den død der er gået i arv fra Adam, giver de døde der er i den, tilbage, og at døden kastes i ildsøen for at lide „den anden død“, den evige tilintetgørelse. (Åbenbaringen 20:13, 14) Hermed opfyldes ordene i Første Korinterbrev 15:25, 26: „Han må nødvendigvis herske som konge indtil Gud har lagt alle fjenderne under hans fødder. Som den sidste fjende skal døden gøres til intet.“

32. Hvordan vil Åbenbaringen 21:3, 4 da opfyldes i fuldt omfang?

³² Således vil følgende ord om den død der er gået i arv fra Adam, få deres fulde opfyldelse: „Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:3, 4.

33. (a) Hvordan vil de der opnår ’liv i overflod’ vise sig værdige til at leve evigt? (b) Hvordan vil de selv komme til at erfare sandheden i Romerbrevet 6:23?

³³ Vil alle som er blevet levende i denne fuldkomne forstand ved afslutningen af de tusind år, alle som nu har ’liv i overflod’, vælge at leve evigt? Det kan de gøre ved at vise sig værdige til at modtage retten til evigt liv af den store kilde til alt liv, Jehova Gud. De der trofast og loyalt består den gennemgribende prøve på deres integritet over for Jehova, vil blive belønnet med den dyrebare ret til at blive bevaret i live så de kan leve lykkeligt i al evighed. De vil selv komme til at erfare at „den gave Gud giver er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre“. (Romerne 6:23) Havde Gud ikke givet sin elskede, enestefødte søn, ville dette aldrig have været muligt for menneskeslægten.

34, 35. (a) Hvad håber vi i forbindelse med ’den store skare’ hvis medlemmer allerede før „den store trængsel“ tjente i Jehovas åndelige tempel, iført hvide klæder? (b) Hvordan betragtede Koras sønner Jehovas forgårde, en indstilling som selv de oprejste „uretfærdige“ vil kunne opnå?

³⁴ Nu vil det i sandhed være tilfredsstillende at tilbede og tjene den Gud hvis navn er Jehova, i hans åndelige tempels jordiske forgårde! Allerede da det strålende tusindårsrige begyndte, kunne det siges om medlemmerne af ’den store skare’ der havde overlevet „den store trængsel“, at de havde „vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor er de foran Guds trone; og de yder ham hellig tjeneste dag og nat i hans tempel“. (Åbenbaringen 7:9, 14, 15) Det er vort håb at medlemmerne af denne ’store skare’ i rene klæder vil forblive i Guds åndelige tempels forgårde under hele det tusindårige styre, og ligeledes bagefter, under prøven på deres absolutte integritet over for den suveræne Herre Jehova. De der oprejses fra gravene i løbet af de tusind år vil blive ført ind i Jehovas åndelige tempels jordiske forgårde for at tilbede og tjene ham der. Hvis de tjener Jehova med den rette værdsættelse vil de, selv de opstandne „uretfærdige“ føle som levitten Koras sønner gjorde:

³⁵ „Bedre én dag i din forgård end tusinde ellers, hellere ligge ved min Guds hus’ tærskel end dvæle i gudløsheds telte. Thi Gud [Jehova] er sol og skjold, [Jehova] giver nåde og ære; dem, der vandrer i uskyld, nægter han intet godt.“ — Salme 84:1, 11, 12.

36. Hvordan gav David udtryk for sin værdsættelse af Guds tempel, en værdsættelse som de der er fast besluttede på at bevare deres integritet, vil opdyrke?

³⁶ De der er fast besluttede på at bevare en helhjertet integritet over for den eneste levende og sande Gud, vil opdyrke den samme værdsættelse af åndelige værdier som David gav udtryk for da han sagde: „Om ét har jeg bedet [Jehova], det attrår jeg: alle mine dage at bo i [Jehovas] hus for at skue [Jehovas] livsalighed og grunde i [med værdsættelse betragte, NW] hans tempel.“ — Salme 27:1, 4.

37, 38. (a) Hvordan vil Jehovas fodskammel blive? (b) Vil de der bor på Jehovas fodskammel kun kunne glæde sig over et bogstaveligt paradis? På hvilken måde vil de efterkomme opfordringen i den sidste salme?

³⁷ Da vil den ophøjede Skaber blive tilbedt på hele jorden. Den er hans „fødders skammel“, hvorimod himmelen er hans „trone“. (Esajas 66:1) Hans himmelske trone er herlig og strålende; hans jordiske fodskammel vil ligeledes blive gjort herlig og strålende, som et passende sted for hans fødder. Overalt vil jorden blive iklædt paradisisk skønhed; den vil blive som Edens have, som Jehovas have. (1 Mosebog 2:8; 13:10) Der vil være glæde og fryd på jorden. Intet vil forstyrre lykken hos Jehovas tilbedere, der nu ikke længere mangler Guds herlighed. De vil eje alle gudsfrygtens egenskaber i fuldt flor og vil til fulde nyde et lifligt samfund med Gud; ja, de vil befinde sig i et åndeligt paradis såvel som i et jordisk paradis. De vil i sandhed have grund til at prise den store Skaber som har sørget for alle disse ubeskrivelige goder! Med melodiske stemmer og alle de musikalske evner de har opøvet, vil de taknemmeligt prise Gud. Sammen med de himmelske hærskarer vil de for evigt efterkomme den begejstrede opfordring i den sidste af de inspirerede salmer:

³⁸ „Halleluja! Pris Gud i hans helligdom, pris ham i hans stærke hvælving, pris ham for hans vældige gerninger, pris ham for hans mægtige storhed; pris ham med hornets klang, pris ham med harpe og citer, pris ham med pauke og dans, pris ham med strengeleg og fløjte, pris ham med klingre cymbler, pris ham med gjaldende cymbler; alt hvad der ånder, pris [Jehova]! Halleluja!“ — Salme 150:1-6.