Styrk din tro ved at være midlertidig pioner
1 Efter at vi har ladet os døbe som Kristi Jesu disciple må det forventes at vi vokser i værdsættelse af Jehovas ufortjente godhed og søger at give mere fuldstændigt udtryk for denne værdsættelse. Nogle har mulighed for at være almindelige pionerer eller specialpionerer, og mange andre er i stand til at være med i den midlertidige pionertjeneste en eller flere gange om året. Har du også været i stand til dette?
2 I den midlertidige pionertjeneste får man lejlighed til at koncentrere den samme tjenesteindsats inden for en enkelt måned som man normalt ville være seks eller otte måneder om at yde. Denne store forøgelse af tjenesten medfører den øgede glæde der er ved at give mere end sædvanligt. Ved at koncentrere sig om den åndelige tjeneste det er at lovprise Jehova, opnår man flere åndelige velsignelser end ellers. Man vokser i kundskab og forståelse og bliver dygtigere til at forkynde den gode nyhed.
3 Næsten tusind af jer var med i dette arbejde i september, og I gjorde en glimrende indsats. Vi håber at I snart vil kunne være med igen, og at andre vil slutte sig til jer, måske allerede i den særlige kampagne i december.
4 I forbindelse med dette vil det være godt at repetere det der står i Organiseret til at forkynde Riget og gøre disciple, side 136, paragraf 1: „Du kan blive midlertidig pioner i to uger, eller i én, to eller flere hele måneder. Ansøgerne går ind på at yde mindst 100 timer i tjenesten hver hele måned de er udnævnt, og hvis de er udnævnt for mindre end en måned skal de yde mindst 75 timer i den pågældende måned.“ Læg mærke til at der tales om at tjene i én eller flere „hele“ måneder, og hvis man er udnævnt i to uger må hele tjenesten falde inden for den samme måned.
5 Før i tiden har det, som en tilskyndelse, været tilladt at begynde i den sidste uge af en måned og derefter fortsætte hele den følgende måned, så man har fået omkring fem uger til at nå timerne i. Det vil imidlertid være mest korrekt at man lægger sin midlertidige pionertjeneste inden for en hel måned. Hvis man vil nå 100 timer som midlertidig pioner, gælder udnævnelsen fra månedens begyndelse til slutningen af samme måned. Hvis man vil tjene i to uger udnævnes man for fjorten dage inden for samme måned, og man vil stræbe efter at nå de 75 timer i løbet af hele måneden.
6 Nogle vil måske synes at det nu bliver for vanskeligt at nå de timer der kræves. Men i mange tilfælde vil det blot være et spørgsmål om at planlægge tiden så man kan koncentrere mere tjeneste inden for den givne periode. Vi er sikre på at alle som gør dette vil blive rigt velsignet. De der på ingen måde kan nå de 75 timer inden for en måned og således være midlertidige pionerer, kan måske sætte sig et personligt mål på 30, 40 eller 50 timer i en måned med særlig virksomhed, og de vil modtage rige velsignelser for deres indsats.
7 Nu i december vil der være en særlig traktatuddeling fra den 22. til den 31. Mange vil sikkert kunne være midlertidige pionerer i hele måneden og stræbe efter at nå 100 timer. Andre vil kunne gøre en særlig indsats i to uger. De kan være udnævnt som midlertidige pionerer fra den 17. til den 31. december for at tage fuld del i traktatuddelingen, og de vil så kunne medregne hele deres indsats i december måned på deres rapport. Andre igen har måske travlt i december men vil gerne bruge ekstra tid i arbejdet med at følge kampagnen op, og vil derfor være midlertidige pionerer i januar.
8 Uanset hvad I kan udrette, tilskynder vi jer til at gøre jeres bedste, og måtte Jehova rigt velsigne jer alle.