Hvad med dem der stadig holder sig tilbage?
1 De fleste af os kender nogle interesserede fra distriktet som har reageret gunstigt over for Rigets budskab. Nogle at dem har vi studeret med ved hjælp af ’Sandhedsbogen’ og måske flere bøger. De overværer møderne en gang imellem, de er villige til at regnes for at være Jehovas vidner, og de siger at de anerkender de fleste af de grundlæggende læresætninger i Guds ord. Men dog går de ikke med ud i forkyndelsen. De holder sig tilbage fra at ’fornægte sig selv’ og lade sig døbe. (Matt. 16:24; 28:19) Kan vi gøre mere for at hjælpe dem?
2 Disse mennesker har måske kundskab om Jehovas hensigter, men de mangler at fatte den nødvendige kærlighed til ham. (Ef. 3:18, 19) Sagt på en enkel måde: De har måske nok sandheden i hovedet, men ikke i hjertet.
3 Når vi studerer med dem må vi tilskynde dem til at tænke på hvor meget det de lærer indbefatter og medfører. Ræsonnér med dem sådan at de spørger sig selv: Hvad vil dette i sidste ende betyde for mig og min familie? Hvis de for eksempel har lært hvilke ting der kendetegner den sande tro, kan de så ærligt og oprigtigt sige at deres tidligere tro er den sande? Hvis ikke, må den være falsk, og er altså en del af den falske religions verdensimperium — som ifølge Bibelens tydelige forudsigelser vil blive udslettet i den nærmeste fremtid. Rent logisk må man indse at det til sidst fører til døden hvis man bevarer forbindelsen med dette system.
4 Prøv at få dem til at tænke over hvordan de kan overføre det de lærer, på sig selv. Når de for eksempel har lært at fejringen af visse højtider og helligdage ikke behager Gud, er spørgsmålet: Hvad vil de gøre når tiden for disse ’højtider’ kommer? Hvordan vil de reagere når deres slægtninge, venner og arbejdskammerater prøver at inddrage dem i forskellige festligheder?
5 Nogle holder sig tilbage fordi de tøver med at anerkende en eller anden grundlæggende sandhed. Måske fortæller de dig ligeud at de ikke ville kunne tage et fast standpunkt i forbindelse med blodtransfusion. Du kan gennemgå hvad Bibelen siger om dette emne, og derefter prøve at hjælpe dem til at analysere grundlaget for deres indvending. Taler Bibelen ikke meget tydeligt om dette emne? Nogle ransagende spørgsmål vil måske vise at de ikke holder sig tilbage fordi de ikke kan indse at Bibelens lære også på dette punkt er sand, men fordi de er bange for hvordan andre vil reagere hvis de følger Bibelens bud. Hele sagen kan altså sammenfattes til dette ene spørgsmål: Hvem ønsker de at behage — Gud eller mennesker? — Ordsp. 29:25.
6 Tiden bliver kortere og kortere, og det bliver mere og mere presserende at tage et afgjort standpunkt. Ved brug af omtanke og skelneevne i vor undervisning kan vi måske indgive andre værdsættelse i hjertet, sådan at de tager standpunkt på Jehovas side mens der endnu er tid.