Kapitel 11

Er der hedt i helvede?

ER DET ikke rigtigt at mange bibeloversættelser omtaler et sted som kaldes „helvede“? Jo, mange oversættelser af Bibelen bruger dette udtryk. Men spørgsmålet er om det som præsterne har lært folk om stedet der kaldes „helvede“, stammer fra Bibelen eller det har en anden oprindelse.

Vidste du at det ikke kun er kirkemedlemmer i kristenheden men også mange ikke-kristne der har lært at tro på et helvede med pine? Det er meget oplysende at læse hvad forskellige værker siger om helvede.

En ikke-kristen, såkaldt hellig bog fra det syvende århundrede efter vor tidsregning siger følgende:

„Helvede! — de vil brænde dér — et ondt leje (ja, at ligge på)! — Ja, sådan! — Så skal de smage den — en kogende væske, og en mørk, sort, iskold væske! . . . (De vil være) midt i en voldsom, flammende ild og i kogende vand, i skyggen af sort røg: Intet (vil der være) til at læske eller lindre.“

Buddhismen, som blev til omkring det sjette århundrede før vor tidsregning, har denne beskrivelse af et af de „helveder“ som dens lære omfatter:

„Her er der ingen pause hvori flammerne eller væsenernes pine ophører.“

Én romersk-katolsk katekismus, Catechism of Christian Doctrine (udgivet i 1949), siger:

„De er berøvet synet af Gud og lider frygtelige pinsler, især på grund af ilden, i al evighed. . . . Savnet af det saliggørende syn kaldes tabets pine; den pine som af skabte midler påføres sjælen og — efter opstandelsen — legemet, kaldes følelsens pine.“

Der er også blandt protestantiske præster nogle som med deres ord maler stærke billeder af helvedes rædsler. Der findes endog kirkemedlemmer som hævder at de har haft syner af pinen i helvede. En mand har beskrevet hvad han så i et sådant syn: ’Så langt øjet rakte var der kun flammende ild og menneskelige væsener at se. Hvilken pine og lidelse! Nogle skreg, andre jamrede sig og tryglede om at få vand, vand! Nogle rev sig i håret, andre skar tænder! Andre igen bed sig i arme og hænder.’

Den påstand fremsættes ofte at truslen om pine i helvede virker på folk som en stærk spore til at gøre hvad der er rigtigt. Men viser historien at det forholder sig sådan? Er nogle af de største grusomheder ikke netop blevet begået af mennesker der troede på helvedeslæren? Er inkvisitionen og korstogene ikke eksempler herpå?

Det skulle derfor ikke komme som nogen overraskelse at et voksende antal mennesker ikke virkelig tror på at der findes et helvede med pine, eller betragter helvedes straffe som et middel til at forhindre synd. Skønt de ikke egentlig har modbevist denne lære, er de simpelt hen utilbøjelige til at tro på noget som ikke forekommer dem rimeligt og sandt. De er måske dog stadig medlemmer af en kirke der lærer dette dogme, og ved at støtte den er de faktisk medansvarlige for udbredelsen af læren om et brændende helvede.

Men hvad siger Bibelen om pine efter døden? Hvis du har læst de foregående kapitler i denne bog, ved du at mange af de almindeligt udbredte opfattelser vedrørende de døde er forkerte. Du ved at ifølge Bibelen skilles sjælen eller ånden ikke fra legemet ved døden for at fortsætte en bevidst tilværelse. Der er derfor ikke noget bibelsk grundlag for dogmet om evig pine efter døden, for der er intet der lever videre og som bogstaveligt kan underkastes pine. Hvad er det da for et sted som de forskellige bibeloversættelser omtaler som „helvede“?

HVAD „SHEOL“ ER

I gamle bibeloversættelser, for eksempel i den katolske oversættelse til engelsk kaldet Douay Version, oversættes det hebraiske ord sh^e’ōlʹ med „helvede“, for eksempel i Første Mosebog 37:35, hvor patriarken Jakob om sin søn Josef, som han tror er død, siger: „Jeg vil gå sørgende ned til min søn i helvede.“ Det skulle være klart at Jakob ikke gav udtryk for den tanke at han gerne ville være sammen med sin søn et sted hvor der var pine. Ikke engang fodnoten til dette vers i Douay Version (udgivet af Douay Bible House, New York, 1941) fortolker dette vers på denne måde. Den siger:

„I helvede. Det vil sige i limbus, stedet hvor de retfærdiges sjæle kom før vor Genløsers død. . . . [Det] var afgjort et hvilested han mente, hvor hans sjæl skulle være.“

Bibelen selv omtaler imidlertid ikke noget sted der kaldes „limbus“. Den støtter heller ikke den tanke at der skulle være et særligt hvilested for sjælen som noget der var adskilt fra legemet. Som det indrømmes i ordforklaringen til en moderne katolsk oversættelse, The New American Bible (udgivet af P. J. Kenedy & Sons, New York, 1970): „Der er ingen modsætning eller forskel mellem sjæl og legeme; det er blot forskellige måder at beskrive den ene, konkrete virkelighed på.“

Hvad er da det „helvede“ hvor Jakob mente han ville blive forenet med sin søn? Det rette svar på dette spørgsmål får vi når vi forstår hvad der menes med det hebraiske ord sh^e’ōlʹ, som her er oversat med „helvede“. I New World Translation er ordet overalt gengivet uoversat, „Sheol“, de seksogtres gangea det forekommer (i de niogtredive bøger som findes i De hebraiske Skrifter, der almindeligvis kaldes „Det gamle Testamente“). I nyere oversættelser, for eksempel den autoriserede danske oversættelse af 1931, er det gengivet med „døden“ eller „Dødsriget“, men det er aldrig forbundet med liv, virksomhed eller pine. Tværtimod er det ofte forbundet med død og uvirksomhed. Nogle få eksempler:

„Thi i døden kommes du [Jehova] ikke i hu, i Dødsriget [Sheol, NW; helvede, Douay Version; også en dansk oversættelse fra 1647, som efter en revision var blevet autoriseret af kong Frederik den Fjerde, har her „helvede“] hvo vil takke dig der?“ — Salme 6:6.

„Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget [Sheol, NW], hvor du stævner hen.“ — Prædikeren 9:10.

„Thi Dødsriget [Sheol, NW] takker dig [Jehova] ikke, dig lover ej døden, på din miskundhed håber ej de, der synker i graven. Men den levende, den levende takker dig som jeg i dag.“ — Esajas 38:18, 19.

Sheol er altså tydeligt nok det sted hvortil de døde går. Det er ikke det enkelte menneskes grav, men den døde menneskeheds fælles grav, hvor al bevidst tilværelse og virksomhed er ophørt. New Catholic Encyclopedia siger om den bibelske betydning af sh^eōlʹ:

„I Bibelen betegner det stedet med fuldstændig uvirksomhed, dertil hvor man går når man dør, hvad enten man er retfærdig eller ond, rig eller fattig.“ — Bind 13, side 170.

At der ikke fandtes nogen forestilling om et hedt sted med pine i hele De hebraiske Skrifters periode, bekræftes også af at pine aldrig er nævnt som straffen for ulydighed. Det valg som Israels nation blev stillet over for, var ikke valget mellem liv og pine, men mellem liv og død. Moses sagde til folket: „Jeg har forelagt eder livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve, idet du elsker [Jehova] din Gud og adlyder hans røst og hænger ved ham.“ — 5 Mosebog 30:19, 20.

Sådan var det også når Gud senere appellerede til de utro israelitter om at vende om. Det var ikke for at de skulle undgå pine, men en alt for tidlig død. Gennem sin profet Ezekiel forkyndte Jehova: „Jeg har ikke lyst til den gudløses død, men til at han omvender sig fra sin vej, at han må leve! Vend om, vend om fra eders onde veje! Hvorfor vil I dø, Israels hus?“ — Ezekiel 33:11.

HADES ER DET SAMME SOM SHEOL

Nogle vil måske spørge: Ændrede Jesu komme her til jorden ikke situationen? Nej, Gud ændrer ikke sin personlighed eller sine retfærdige normer. Gennem sin profet Malakias har han sagt: „Jeg, [Jehova], er ikke blevet en anden.“ (Malakias 3:6) Jehova har ikke ændret straffen for ulydighed. Han er tålmodig med mennesker så de kan undgå, ikke pine, men tilintetgørelse. Som apostelen Peter skrev til sine medtroende: „Jehova er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter langsomhed, men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ — 2 Peter 3:9.

I overensstemmelse med at straffen for ulydighed fortsat er døden, er det sted som De kristne græske Skrifter (almindeligvis kaldet „Det nye Testamente“) siger at de døde går til, ikke forskelligt fra sh^e’ōlʹ i De hebraiske Skrifter. (Romerne 6:23) Det fremgår klart af en sammenligning mellem De hebraiske Skrifter og De kristne græske Skrifter. De ti steder hvor det græske ord hai’dēs, som i New World Translation gengives „Hades“, forekommer, udtrykker det hovedsagelig samme tanke som det hebraiske ord sh^e’ōlʹ. (Mattæus 11:23; 16:18; Lukas 10:15; 16:23;b Apostelgerninger 2:27, 31; Åbenbaringen 1:18; 6:8; 20:13, 14. [Nogle gamle oversættelser har „helvede“ disse steder, men nyere oversættelser gengiver ordet med „Dødsriget“. Læg mærke til at dette ord ikke antyder at det skulle være et pinested.]) Betragt følgende eksempel:

I Salme 16:10 læser vi: „Thi Dødsriget [Sheol,NW; helvede, dansk oversættelse fra 1647] giver du [Jehova] ikke min sjæl, lader ikke din hellige skue graven.“ Apostelen Peter viste at denne salme var profetisk, Han sagde: „Da [David] nu var en profet og vidste at Gud med en ed havde tilsvoret ham at han ville give en som var en frugt af hans lænd, sæde på hans trone, forudså han og talte om Messias’ opstandelse, at hverken blev han efterladt i Hades eller så hans kød forrådnelse.“ (Apostelgerninger 2:30, 31) Læg mærke til at det græske ord hai’dēs blev brugt i stedet for det hebraiske ord sh^eōlʹ.

I det franske bibelselskabs Nouvelle Version siger ordforklaringen under udtrykket „De dødes rige“:

„Dette udtryk er en oversættelse af det græske Hades, som svarer til det hebraiske Sheol. Det er det sted hvor de døde befinder sig mellem [tiden for] deres død og deres opstandelse (Lukas 16:23; Apostelgerninger 2:27, 31; Åbenbaringen 20:13, 14). Visse oversættelser har ukorrekt gengivet dette ord med helvede.“

OPRINDELSEN TIL HELVEDESLÆREN

Det er klart at de skriftsteder hvor Sheol og Hades findes, ikke støtter læren om et brændende helvede. Det katolske tidsskrift Commonweal (15. januar 1971) indrømmer at det ikke er en kristen lære og at den endog modsiger kristendommens ånd, idet der siges:

„For mange mennesker, deriblandt nogle filosoffer, opfylder helvede et behov i den menneskelige fantasi — som en slags julemand med modsat fortegn. . . . Hvem blandt de retfærdige vil ikke gerne se de uretfærdige blive straffet, så der bliver orden i regnskabet? Hvis ikke i dette liv, så i det næste. En sådan indstilling er imidlertid ikke forenelig med Det nye Testamente, som indbyder mennesket til at leve og til at vise kærlighed.“

Derefter går artiklen over til at vise hvor dette dogme muligvis stammer fra:

„Et andet element som kan have bidraget til den traditionelle kristne opfattelse af helvede, findes i den romerske verden. Ligesom iboende udødelighed var en forudsætning i hovedparten af den græske filosofi, var retfærdighed en primær dyd blandt romerne, især da kristendommen begyndte at brede sig. . . . Ægteskabet mellem disse to tankeverdener — den filosofiske græske og den lovmæssige romerske — kan udmærket have ført til den teologiske symmetri mellem himmel og helvede: hvis den gode sjæl belønnes, må den onde sjæl straffes. For at få bekræftet deres tro på at retfærdigheden rammer de uretfærdige, behøvede romerne blot at tage Vergils Æneiden i hånden og læse om de salige i Elysium og de fordømte i Tartaros, der var omgivet af ild og til overmål fyldt med pinslernes rædsel.“

Det indrømmes altså at læren om et brændende helvede er en tro hos mennesker som er fremmede for Gud. Den kan med rette henregnes til det der kaldes „dæmoners lærdomme“. (1 Timoteus 4:1) Det kan den fordi den har sin rod i den falske lære om at mennesket ikke virkelig dør, og fordi den genspejler dæmonernes abnorme, onde og grusomme indstilling. (Se Markus 5:2-13.) Har denne lære ikke til ingen nytte fyldt mennesker med skræk og rædsel? Har den ikke givet et groft forvrænget billede af Gud? I sit ord åbenbarer Jehova sig som en kærlig Gud. (1 Johannes 4:8) Men læren om et brændende helvede smæder ham, anklager ham falskeligt for de værste grusomheder.

De der prædiker dogmet om et brændende helvede taler derfor bespotteligt om Gud. Nogle præster er måske ikke kendt med hvad Bibelen lærer, men det burde de være. De giver sig ud for at forkynde Guds ord og har derfor pligt til at vide hvad Bibelen siger. De ved udmærket godt at det de gør og siger, i høj grad kan indvirke på dem der ser hen til dem efter vejledning. Det burde få dem til at passe på med hvad de lærer. Enhver fejlagtig fremstilling af Gud kan få folk til at vende sig bort fra tilbedelsen af ham, til skade for dem.

Der kan ikke være nogen tvivl om at Jehova Gud ikke ser med velbehag på mennesker der fører falsk lære. Over de utro religiøse ledere i det gamle Israel udtalte han følgende dom: „Derfor har jeg også gjort eder ringeagtede og oversete af alt folket, fordi I ikke tager vare på mine veje.“ (Malakias 2:9) Vi kan være overbevist om at en lignende dom vil komme over dem der fører falsk lære i vor tid. Bibelen viser at de snart vil blive berøvet deres stilling og indflydelse, og at det vil være verdens politiske elementer det gør det. (Åbenbaringen 17:15-18) Og dem der støtter religiøse systemer som lærer løgn, vil det ikke gå bedre. Jesus Kristus sagde: „Hvis en blind leder en blind, vil begge falde i et hul.“ — Mattæus 15:14.

Har du i betragtning heraf lyst til fortsat at støtte et religiøst system der lærer om et brændende helvede? Hvordan ville du føle det hvis din fader var blevet bagtalt? Ville du fortsat acceptere bagtalerne som dine venner? Ville du ikke snarere afbryde enhver forbindelse med dem? Burde vi ikke på samme måde afbryde enhver forbindelse med dem der har bagtalt vor himmelske Fader?

Frygt for pine er ikke det rette motiv til at tjene Gud. Han ønsker at vor tilbedelse af ham skal udspringe af kærlighed. Det vi her har lært, skulle appellere til vort hjerte. De døde befinder sig ikke et sted der er fyldt med skrig og pine i en flammende ild, men de er uden bevidsthed og befinder sig i den døde menneskeheds tavse og livløse fælles grav. Vor forståelse heraf kan betyde at en hindring er fjernet som ellers ville gøre det umuligt for os at nære kærlighed til Gud.

[Fodnoter]

[Illustration på side 90]

Scener fra buddhistiske billeder af helvede

[Illustration på side 91]

Scener fra den katolske Dantes „Inferno“

Kapitel 12

En rig mand i Hades

EFTERSOM Hades blot er den døde menneskeheds fælles grav, hvorfor taler Bibelen så om en rig mand som pines i ilden i Hades? Viser dette ikke at Hades, eller i det mindste en del af det, er et sted med brændende ild og pine?

Helvedeslærens tilhængere henviser ivrigt til denne beretning som et afgørende bevis for at der virkelig venter de onde et helvede med pine. Men når de gør det, ser de bort fra sådanne klare og gentagne bibelske udtalelser som: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ (Ezekiel 18:4, 20) Og: „De døde ved ingenting.“ (Prædikeren 9:5) Det er klart at disse udtalelser ikke støtter tanken om at „fortabte sjæle“ pines i et brændende helvede.

Bibelens lære om de dødes tilstand sætter derfor mange af kristenhedens præster i forlegenhed. Netop den bog de hævder at bygge deres lære på, Bibelen, er i modstrid med deres dogmer. Og dog føler de sig tvunget til, bevidst eller ubevidst, at gribe til Bibelen for at finde et eller andet i den som kan bevise deres idé, hvorved de gør sig selv og andre blinde for sandheden. Ofte gøres dette med overlæg.

På den anden side er der mennesker som oprigtigt søger sandheden og ønsker at vide hvad der er rigtigt. De indser at de kun bedrager sig selv hvis de afviser dele af Guds ord, samtidig med at de hævder at bygge, deres tro på andre dele deraf. De ønsker at vide hvad Bibelen virkelig siger om de dødes tilstand. Og for at gøre billedet fuldstændigt ønsker de at vide hvad meningen er med det der siges om den rige mand som blev pint i Hades, og hvordan dette passer sammen med den øvrige del af Bibelen.

Det var Jesus Kristus der fortalte om den rige mand og tiggeren Lazarus. Vi finder hans ord i Lukas 16:19-31 og læser:

„Men der var en rig mand, og han plejede at klæde sig i purpur og linned og levede hver dag i glæde og pragt. Men en tigger ved navn Lazarus plejede at blive lagt ved hans port, fuld af sår, og han havde et stærkt ønske om at blive mættet med det der faldt fra den rige mands bord. Ja, hundene kom endog og slikkede hans sår. Til sin tid døde tiggeren, og han blev af englene ført hen til pladsen op mod Abrahams bryst.

Også den rige mand døde og blev begravet. Og han slog sine øjne op i Hades, hvor han var i pine, og han så Abraham langt borte og Lazarus på pladsen op mod hans bryst. Så kaldte han og sagde: ’Fader Abraham, vis mig barmhjertighed og send Lazarus for at han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og køle min tunge, for jeg martres i denne flammende ild.’ Men Abraham sagde: ’Barn, husk at du fuldt ud har fået dit gode i din levetid, og Lazarus tilsvarende det dårlige. Men nu trøstes han her og du martres. Og foruden alt dette er der sat en stor kløft mellem os og jer, så at de der ønsker at gå herfra over til jer, ikke kan det, og man kan heller ikke komme derfra over til os.’ Så sagde han: ’I så fald anmoder jeg dig, fader, om at sende ham til min faders hus — jeg har nemlig fem brødre — for at han kan aflægge et grundigt vidnesbyrd for dem, så de ikke også skal komme til dette pinested.’ Men Abraham sagde: ’De har Moses og Profeterne; lad dem høre efter dem.’ Så sagde han: ’Nej, fader Abraham, men hvis nogen fra de døde går til dem, vil de ændre sind.’ Men han sagde til ham: ’Hvis de ikke hører efter Moses og Profeterne, vil de heller ikke blive overbevist, selv om nogen opstår fra de døde.’“

Læg mærke til hvad der siges om den rige mand. Hvorfor blev han pint i Hades? Hvad havde han gjort? Jesus sagde ikke at den rige mand havde ført et fordærvet liv, vel? Alt hvad Jesus sagde var at manden var rig, velklædt og levede i luksus. Fortjener en sådan adfærd i sig selv straf i form af pine? Det er sandt at en alvorlig svaghed antydes med hensyn til den rige mands holdning over for tiggeren Lazarus. Den rige mand havde ingen medfølelse med ham. Men var denne svaghed nok til at adskille ham afgørende fra Lazarus?

Tænk på hvad Jesus sagde om Lazarus. Er der noget i beretningen der får os til at tro at Lazarus, hvis situationen var blevet vendt om, ville have været et medfølende menneske? Læser vi noget om at Lazarus havde opbygget et godt omdømme i Guds øjne ved at have gjort gode gerninger, og at det var dette som førte til at han fik plads „op mod Abrahams bryst“, det vil sige en plads i Guds gunst? Det sagde Jesus ikke. Han beskrev blot Lazarus som en syg tigger.

Er det da fornuftigt at slutte at alle syge tiggere vil modtage velsignelser fra Gud ved døden, hvorimod alle rige mænd vil komme et sted hvor de er ved bevidsthed og pines? På ingen måde. Det at tigge er i sig selv ikke noget der medfører Guds gunst. Tværtimod indeholder Bibelen denne bøn: „Giv mig hverken armod eller rigdom.“ (Ordsprogene 30:8) Og kong David skrev om hvad han havde erfaret: „Aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans afkom tigge sit brød.“ — Salme 37:25.

Hvis vi tog Jesu ord bogstaveligt, måtte vi yderligere drage andre konklusioner som i sandhed ville gøre beretningen mærkelig. For eksempel: At de der opnår himmelsk salighed er i stand til at se og tale med dem der lider pine i Hades. At det vand der kan hænge på spidsen af en finger ikke fordamper i ilden i Hades. Og at en enkelt dråbe vand ville bringe den lidende lindring, til trods for at pinen i Hades er stor.

Synes du at dette, forstået bogstaveligt, lyder fornuftigt? Føler du ikke snarere at det Jesus sagde må opfattes symbolsk, billedligt? Er det på nogen måde muligt at få vished for hvordan det skal forstås rigtigt?

HVEM „DEN RIGE MAND“ OG „LAZARUS“ ER

Undersøg sammenhængen. Hvem talte Jesus til? I Lukas 16:14 siges der: „Men farisæerne, som var pengekære, hørte alt dette, og de begyndte at komme med hånlige bemærkninger til ham.“

Når nu Jesus talte i farisæernes påhør, var det så et virkeligt tilfælde han omtalte, eller brugte han blot et billede, en lignelse? Om Jesu måde at undervise folkeskarerne på læser vi: „Ja, uden et billede talte han ikke til dem.“ (Mattæus 13:34) Følgelig må beretningen om den rige mand og Lazarus være billedtale.

Denne lignelse var åbenbart henvendt til farisæerne. Som gruppe betragtet var de ligesom den rige mand. De elskede penge, at være i forgrunden, og at bære smigrende titler. Jesus sagde om dem: „Alle deres gerninger gør de for at blive bemærket af folk; for de skriftstedskapsler som de går med som en beskyttelse, gør de brede, og frynserne på deres klæder gør de store. De kan godt lide den fornemste plads ved aftensmåltiderne og de forreste siddepladser i synagogerne, at der hilses på dem på torvene og at de bliver kaldt rabbi af folk.“ — Mattæus 23:5-7.

Farisæerne så ned på andre, især på skatteopkrævere, skøger og andre som havde ry for at være syndere. (Lukas 18:11, 12) Ved en lejlighed da nogle betjente som var sendt ud for at arrestere Jesus, kom tomhændede tilbage idet hans lære havde gjort et stærkt indtryk på dem, sagde farisæerne: „I er da vel ikke også blevet vildledt? Ikke én af lederne eller af farisæerne har fået tro på ham, vel? Men denne folkemængde som ikke kender Loven, de er forbandede.“ — Johannes 7:47-49.

I lignelsen skildrer tiggeren Lazarus således udmærket disse ydmyge og jævne mennesker som farisæerne foragtede, men som angrede deres adfærd og vendte om og blev disciple af Jesus Kristus. Jesus viste at disse foragtede syndere, når de angrede og vendte om, ville opnå en plads i Guds gunst, hvorimod farisæerne og andre fremtrædende religiøse ledere som skare betragtet ville blive forkastet. Han sagde: „Jeg skal sige jer som sandt er, at skatteopkræverne og skøgerne går forud for jer ind i Guds rige. For Johannes kom til jer på retfærdigheds vej, og I troede ham ikke. Men skatteopkræverne og skøgerne troede ham, og skønt I så dette, fortrød I ikke bagefter for så at tro ham.“ — Mattæus 21:31, 32.

„DEN RIGE MAND“ OG „LAZARUS“ DØR

Hvad skildres der ved at „den rige mand“ og „Lazarus“ dør? Vi behøver ikke at opfatte det sådan at de virkelig dør. I Bibelens sprogbrug kan død betyde en stor forandring i et menneskes forhold. For eksempel: Mennesker som lever deres liv på en måde der er i modstrid med Guds vilje omtales som ’døde i deres overtrædelser og synder’. Men når de kommer til at stå som godkendte af Gud og som Jesu Kristi disciple, omtales de som nogle der er ’gjort levende’. (Efeserne 2:1, 5; Kolossenserne 2:13) Samtidig bliver sådanne levendegjorte mennesker „døde“ med hensyn til synden. Vi læser: „Regn jer selv for at være døde med hensyn til synden, men levende med hensyn til Gud ved Kristus Jesus.“ — Romerne 6:11.

Da både „den rige mand“ og „Lazarus“ i Jesu lignelse klart står som symboler, må deres død også være symbolsk. Men i hvilken forstand døde de så?

Nøglen til svaret på dette spørgsmål ligger i det Jesus sagde lige før han fortalte lignelsen: „Enhver der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud, og den der gifter sig med en kvinde som er skilt fra sin mand, begår ægteskabsbrud.“ (Lukas 16:18) Denne udtalelse synes måske at være ganske uden sammenhæng med lignelsen. Men det er ikke tilfældet.

Gennem Moseloven stod Israels folk i et pagtsforhold til Gud og kunne derfor omtales som viet til ham som en hustru. Det fremgår for eksempel af Jeremias 3:14, den norske oversættelse af 1930, at Gud opfatter folket som en utro hustru: „Vend tilbage, I frafaldne børn, siger Herren; for jeg er eders ægteherre.“ Da Jesus kom, fik jøderne mulighed for at blive en del af hans „brud“. Derfor kunne Johannes Døber sige til sine disciple: „I vidner selv om mig at jeg sagde: Jeg er ikke Messias, men jeg er blevet udsendt forud for ham. Den der har bruden er brudgom. Men brudgommens ven, som står og hører på ham, føler stor glæde på grund af brudgommens stemme. Derfor er denne min glæde blevet hel og fuld. Han [Jesus] må nødvendigvis være i stadig fremgang, men jeg i stadig tilbagegang.“ — Johannes 3:28-30.

For at kunne blive en del af Kristi „brud“ måtte jøderne frigøres eller løses fra Loven, som billedlig talt havde gjort dem til Guds hustru. Uden en sådan frigørelse kunne de ikke blive Kristi brud eller hustru, da det ville være en slags utroskab. Ordene i Romerbrevet 7:1-6 fastslår dette:

„Kan det være, brødre, at I ikke ved (jeg taler jo til nogle der er kendt med lov) at Loven er herre over et menneske så længe det lever? For eksempel er en gift kvinde ved lov bundet til sin mand så længe han lever; men hvis manden dør, er hun løst fra mandens lov. Så ville hun altså, mens manden lever, blive kaldt en ægteskabsbryderske hvis hun blev en anden mands. Men hvis hendes mand dør, er hun fri fra hans lov, så at hun ikke er en ægteskabsbryderske hvis hun bliver en anden mands.

Altså er også I, mine brødre, gjort døde for Loven, ved Messias’ legeme, for at I kunne blive en andens, hans som blev oprejst fra de døde, for at vi skulle bære frugt for Gud. . . . Men nu er vi løst fra Loven, idet vi er døde i forhold til det som vi blev fastholdt af, så vi kan trælle på åndens nye måde, og ikke på den skrevne lovsamlings gamle måde.“

Det var Jesu Kristi død der var grundlaget for at jøderne kunne blive løst fra Loven, men dog kunne de der angrede og vendte om, allerede før hans død komme til at stå i et begunstiget forhold til Gud som hans søns disciple. Det budskab som Johannes Døber og Jesus Kristus forkyndte og den gerning de udførte, åbnede døren så jøderne fik mulighed for at opnå Guds gunst og håbet om en himmelsk arv som medlemmer af Kristi brudeskare. Som Jesus selv udtrykte det: „Fra Johannes Døbers dage og indtil nu er himlenes rige det mål folk trænger sig frem imod, og de som trænger sig frem griber det.“ — Mattæus 11:12.

Det budskab som Johannes Døber og Jesus Kristus forkyndte og den gerning de udførte, begyndte altså at føre til en fuldstændig forandring i den symbolske „rige mands“ og „Lazarus’“ forhold. Begge skarer døde i forhold til deres tidligere tilstand. Den angrende „Lazarus“-skare opnåede en begunstiget stilling hos Gud, hvorimod „den rige mands“ skare kom til at mærke Guds ugunst, fordi den fortsat undlod at angre og vende om. På et tidspunkt havde „Lazarus“-skaren set hen til farisæerne og andre religiøse ledere i jødedommen for at få lidt åndelig føde, lidt af „det der faldt fra den rige mands bord“. Men da Jesus begyndte at give dem sandheden, fik de stillet deres åndelige sult. Hvordan den åndelige føde som Jesus gav dem, var i sammenligning med den som de fik fra de religiøse ledere, får vi en fornemmelse af i følgende beskrivelse: „Folkeskarerne [var] helt forbløffede over hans måde at undervise på; for han underviste dem som en der havde myndighed, og ikke som deres skriftlærde.“ (Mattæus 7:28, 29) Ja, en fuldstændig forandring havde fundet sted. Jødedommens religiøse ledere var blevet afsløret som nogle der intet havde at give „Lazarus“-skaren.

På pinsedagen i år 33 var forandringen gennemført. På det tidspunkt erstattede den nye pagt den gamle lovpagt. De som havde angret og var vendt om og havde taget imod Jesus, blev nu fuldstændig løst fra den gamle lovpagt. De døde i forhold til den. På denne pinsedag sås det også ganske klart at Jesu Kristi disciple var blevet ophøjet langt over farisæerne og andre fremtrædende religiøse ledere. Det var ikke jødedommens religiøse ledere men disse disciple der modtog Guds ånd, som satte dem i stand til at tale om „Guds storslåede gerninger“ på mange forskellige sprog, sådan at de mennesker der var til stede fra vidt forskellige egne kunne forstå dem. (Apostelgerninger 2:5-11) Det var en vidunderlig tilkendegivelse af at de havde Guds velsignelse og godkendelse. „Lazarus“-skaren var i sandhed kommet i en begunstiget stilling, idet den var blevet den større Abrahams, Jehovas, åndelige sæd eller afkom. Dette var i lignelsen blevet skildret ved hæderspladsen „op mod Abrahams bryst.“ — Lukas 16:22; se også Johannes 1:18.

Farisæerne og de andre fremtrædende religiøse ledere som ikke angrede eller vendte om, var døde med hensyn til deres tidligere tilsyneladende begunstigede stilling hos Gud. De var i „Hades“. De fortrød eller angrede ikke og var derfor adskilt fra Jesu trofaste disciple som ved „en stor kløft“. Denne „kløft“ betegnede Guds uforanderlige, retfærdige dom. Herom læser vi i Bibelen: „Dine domme [er] som det store dyb.“ — Salme 36:7.

„DEN RIGE MANDS“ PINE

Der siges også at „den rige mands“ skare blev pint. Hvordan skete det? Ved at Guds brændende domsbudskaber blev forkyndt af Jesu disciple. — Se Åbenbaringen 14:10.

At de religiøse ledere blev pint af det budskab som Jesu disciple forkyndte, kan der ikke være nogen tvivl om. De prøvede desperat at standse forkyndelsen. Da Jesu Kristi apostle forsvarede sig over for den jødiske højesteret, som var sammensat af fremtrædende religiøse mænd, siges der om disse dommere at de „følte . . . sig ramt i deres inderste og ville gøre det af med dem“. (Apostelgerninger 5:33) Senere havde disciplen Stefanus’ forsvarstale en lignende virkning på rettens medlemmer. „Da de hørte dette følte de sig ramt i deres hjerter og begyndte at skære tænder ad ham.“ — Apostelgerninger 7:54.

Disse religiøse ledere ønskede at Jesu disciple skulle komme og ’køle deres tunge’. De ønskede at „Lazarus“-skaren skulle forlade den plads de havde i Guds gunst og fremholde budskabet fra ham på en sådan måde at det ikke voldte dem ubehag. Ligeledes ønskede de at „Lazarus“-skaren skulle udvande Guds budskab så deres „fem brødre“, det vil sige deres religiøse allierede, ikke også ville komme i „dette pinested“. De ønskede ikke at nogen af deres medforbundne skulle pines af domsbudskaberne.

Men som vist i Jesu lignelse ville hverken „den rige mands“ skare eller deres religiøse medforbundne blive befriet for den pine de led når budskabet blev forkyndt af „Lazarus“-skaren. Herren Jesu Kristi apostle ville ikke udvande budskabet. De ville heller ikke holde op med at undervise på grundlag af Jesu navn. Deres svar til den jødiske højesteret lød: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apostelgerninger 5:29.

Hvis „den rige mands“ religiøse medforbundne ønskede at slippe for pinen, kunne det lade sig gøre. De havde „Moses og Profeterne“, det vil sige de havde de inspirerede hellige skrifter som var skrevet af Moses og andre af fortidens profeter. Ikke en eneste gang omtaler disse inspirerede skrifter et bogstaveligt sted med pine efter døden, men de indeholdt alt hvad der var nødvendigt for at man kunne se at Jesus var den lovede Messias eller Kristus. (5 Mosebog 18:15, 18, 19; 1 Peter 1:10, 11) Hvis derfor „den rige mands“ skare og hans „fem brødre“ havde givet agt på „Moses og Profeterne“, ville de have taget imod Jesus som Messias. Det ville have givet dem adgang til Guds gunst og beskyttet dem mod den pine som Guds domsbudskab forvoldte.

KRISTENHEDEN BURDE VIDE BESKED

Kristenhedens præster har ikke behøvet at være uvidende om denne forståelse af Jesu lignelse. En kendt protestantisk kommentar, The Interpreter’s Bible, henleder opmærksomheden på en lignende forklaring. Den gør opmærksom på at mange fortolkere mener at Jesu ord er „en allegorisk tilføjelse der som baggrund har striden mellem den første kristendom og den ortodokse jødedom. Den rige mand og hans brødre repræsenterer de vantro jøder. Man lader Jesus hævde at de stædigt har nægtet at angre og vende om trods det åbenbare vidnesbyrd om ham i Skriften, og forudsige at hans opstandelse ikke vil gøre indtryk på dem. Det er tænkeligt at Lukas og hans læsere har anvendt en sådan fortolkning på disse vers.“ En fodnote til Lukas, kapitel 16, i den katolske Jerusalem Bible anerkender at dette er „en lignelse i fortællingens form som ikke omhandler nogen historisk person“.

I betragtning af dette kan vi med rette spørge: Hvorfor har kristenhedens præster i det mindste ikke indrømmet over for deres kirkemedlemmer at dette er en lignelse? Hvorfor bliver de ved med at fortolke disse ord bogstaveligt, når det er åbenbart at det er en lignelse og de også véd at Bibelen ikke lærer at menneskets sjæl er udødelig? Er det ikke uærligt? Vidner det ikke om manglende respekt for Guds ord når man bevidst skjuler kendsgerningerne?

Lignelsen om den rige mand og Lazarus indeholder en vigtig belæring til os i dag. Giver vi agt på Guds inspirerede ord? Ønsker vi at følge det, som ivrige disciple af Jesus Kristus? De der nægter at gøre det, ligesom de jødiske farisæere, vil ikke undgå at mærke den pine som Guds domsbudskab imod dem fremkalder. Hans loyale tjenere vil blive ved med at forkynde sandheden og uden frygt afsløre falsk lære.

Hvor står du i denne sag? Mener du at man bør holde igen med at afsløre falsk lære fordi du synes der er noget godt i alle religioner? Eller harmer det dig at kristenheden har fremstillet Gud på en urigtig måde med dens falske dogmer vedrørende de døde? Ønsker du at se Guds navn renset for den forsmædelse der er kastet på det som følge af de falske dogmer? Ønsker du at der ikke spares nogen anstrengelse for at udfri retsindige fra den religiøse trældom under falsk lære? Hvis du gør det, vil du finde Guds hensigt vedrørende de døde og de levende meget opmuntrende og trøsterig.

Kapitel 13

Hvad med ilden i Gehenna?

’UDMÆRKET,’ vil en og anden måske sige, ’Hades er aldrig brugt i Bibelen om et sted med pine i ild. Men taler Bibelen ikke om „Helvedes ild“?’

Jo, mange oversættelser af De kristne græske Skrifter (almindeligvis kaldet „Det nye Testamente“) bruger udtrykket „Helvedes ild“. I dette tilfælde er det græske udtryk som er oversat med „Helvede“, geʹenna (Gehenna). Men er Gehenna navnet på et sted med pine i ild? Ja, siger mange af kristenhedens bibelkommentatorer. Dog ved de udmærket at sjælen ikke er udødelig. De ved også at Bibelen viser at udødelighed kun gives som en gave til dem som Gud udpeger som værdige til at modtage den, og ikke som en forbandelse over de onde, sådan at de kan pines evigt. — Romerne 2:6, 7; 1 Korinter 15:53, 54.

Andre kommentatorer i kristenheden anerkender at Gehenna ikke er et sted med evig pine i ild. Således siger The New Bible Commentary (side 779): „Gehenna var den helleniserede form af navnet på Hinnoms dal ved Jerusalem, hvori der til stadighed blev holdt en ild ved lige som kunne fortære byens affald. Dette er et magtfuldt billede på tilintetgørelse.“

Hvad er sandheden i denne sag? Den bedste måde at finde sandheden på er at undersøge hvad Bibelen selv siger.

Udtrykket „Gehenna“ findes tolv gange i De kristne græske Skrifter. Én gang bruges det af disciplen Jakob, og elleve gange forekommer det i udtalelser af Jesus Kristus, hver gang i forbindelse med at han udtaler en fordømmelse. Disse vers lyder:

„Men jeg siger jer at enhver som vedvarende er vred på sin broder, skal stå til ansvar over for domstolen; og enhver som tiltaler sin broder med et skældsord der ikke tåler gengivelse, skal stå til ansvar over for den øverste domstol; mens enhver der siger: ’Din foragtelige tåbe!’ [og derved med urette dømmer og fordømmer sin broder som moralsk uværdig] vil være hjemfalden til ilden i Gehenna.“ — Mattæus 5:22.

„Vær ikke bange for dem som dræber legemet men som ikke kan dræbe sjælen; frygt hellere for ham der kan ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna.“ — Mattæus 10:28.

„Jeg vil vise jer hvem I skal frygte: Frygt ham der efter at have dræbt, har myndighed til at kaste i Gehenna. Ja, jeg siger jer, frygt ham.“ — Lukas 12:5.

„Ve jer, skriftlærde og farisæere, hyklere! for I rejser over havet og det tørre land for at gøre en enkelt til proselyt, og når han bliver det, gør I ham til et emne for Gehenna, dobbelt så slem som I selv. Slanger, giftslangeyngel, hvordan skal I kunne flygte fra Gehennas dom?“ — Mattæus 23:15, 33.

„Og hvis din hånd nogen sinde bringer dig til snublen og fald, så hug den af; det er bedre for dig at gå invalid ind til livet end at have de to hænder og gå til Gehenna, til ilden der ikke kan slukkes. Og hvis din fod bringer dig til snublen og fald, så hug den af; det er bedre for dig at gå halt ind til livet end at have de to fødder og blive kastet i Gehenna. Og hvis dit øje bringer dig til snublen og fald, så kast det bort; det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige end at have to øjne og blive kastet i Gehenna, hvor deres orm ikke dør og ilden ikke slukkes.“ — Markus 9:43-48; se også stederne med en lignende ordlyd i Mattæus 5:29, 30; 18:8, 9.

„Og tungen er en ild. Tungen er stillet som en verden af uretfærdighed blandt vore lemmer, for den pletter hele legemet og sætter det livets hjul der blev til ved vor fødsel, i flammer, og er selv sat i flammer af Gehenna. [Det vil sige: uret brug af tungen er lige så ødelæggende som Gehenna; den kan i den grad berøre hele det livsløb som et menneske begynder på ved fødselen, at det kan føre til at det fortjener at blive dømt til Gehenna].“ — Jakob 3:6.

Læg mærke til at disse vers forbinder Gehenna med ild, men at ingen af dem taler om nogen bevidst tilværelse dér, nogen lidelse, efter døden. Derimod, som vist i Mattæus 10:28, gjorde Jesus opmærksom på at Gud kan „ødelægge“, ikke blot legemet, men hele mennesket, sjælen, i Gehenna. Men af hvilken beskaffenhed er denne ødelæggelse? Det får man forståelse af ved at se nærmere på ordet „Gehenna“.

GEHENNA — HINNOMS DAL

Selv om det er i De kristne græske Skrifter vi finder ordet „Gehenna“, er det dog dannet af to hebraiske ord, Gaʹi og Hinnomʹ, som betyder Hinnoms dal. Denne dal lå syd og sydvest for Jerusalem. I de troløse judæiske konger Akaz’ og Manasses dage tjente Hinnoms dal som stedet hvor man dyrkede afguder og blandt andet havde den afskyelige skik at bringe børn som ofre. (2 Krønikebog 28:1, 3; 33:1, 6; Jeremias 7:31; 19:2, 6) Senere satte den gode kong Josias en stopper for afgudsdyrkelsen her og gjorde dalen ubrugelig som et tilbedelsessted. — 2 Kongebog 23:10.

Traditionen siger at Hinnoms dal derefter blev en losseplads, og Bibelen bekræfter dette. I Jeremias 31:40, for eksempel, omtales „dalen, ligene og asken“, og det er åbenbart Hinnoms dal der menes. Dér lå også „Møgporten [Askedyngeporten, NW]“, en port som førte ud til den østlige ende af Hinnoms dal, dér hvor dalen løber ud i Kedrondalen. — Nehemias 3:13, 14.

Det Jesus siger om Gehenna stemmer helt med den ødelæggelse og nedbrydning der foregår på en bys losseplads. Han siger således at Gehenna er stedet hvor „deres orm ikke dør og ilden ikke slukkes“. (Markus 9:48) Hans ord hentyder åbenbart til at der konstant brændte en ild på byens losseplads, en ild som blev intensiveret ved at man tilførte svovl. Hvor ilden ikke nåede hen, ville orme og maddiker trives og fortære det som ikke blev brændt af ilden.

Man skal også lægge mærke til at når Jesus talte om Gehenna på denne måde, indførte han ikke et nyt begreb; det fandtes allerede i De hebraiske Skrifter. I disse skrifter findes praktisk talt den samme ordlyd, hvor talen er om hvad der vil ske med de ugudelige.

Esajas 66:24 forudsiger at mennesker der har Guds gunst, „går ud for at se på ligene af de mænd, der faldt fra [Gud]; thi deres orm dør ikke, og deres ild slukkes ikke; de er alt kød en gru“. Det er klart at dette ikke er en skildring af at nogle pines mens de er ved bevidsthed, men af en frygtelig ødelæggelse. Hvad der er tilbage, er ikke sjæle ved bevidsthed eller „ulegemlige ånder“, men „ligene“ af de døde. Bibelen viser at det ikke er menneskene, men ormene der er levende. Der nævnes intet om en „udødelig sjæl“ her.

I Jeremias’ profeti er Hinnoms dal på lignende måde forbundet med troløse menneskers ødelæggelse. „Se, derfor skal dage komme, lyder det fra [Jehova], da dette sted ikke mere skal hedde Tofet og Hinnoms søns dal, men Morddalen. Jeg gør Juda og Jerusalem rådvilde på dette sted og lader dem falde for sværdet for deres fjenders øjne og for deres hånd, som står dem efter livet, og jeg giver himmelens fugle og jordens dyr deres lig til føde.“ — Jeremias 19:6, 7.

Bemærk at Jeremias’ omtale af Hinnoms dal ikke indeholder nogen hentydning til bevidst pine efter døden. Billedet der males er et billede af fuldstændig ødelæggelse, idet ligene fortæres af ådselædende fugle og dyr.

ET SYMBOL PÅ ØDELÆGGELSE

I overensstemmelse med de bibelske vidnesbyrd kan Gehenna eller Hinnoms dal derfor meget passende tjene som symbol på ødelæggelse, men ikke på bevidst pine i ild. I det katolske tidsskrift Commonweal anerkender Joseph E. Kokjohn dette med ordene:

„Den endelige straf finder åbenbart sted i Gehenna, Hinno[m]s dal, som engang var et sted hvor der blev bragt menneskeofre til hedenske guder, men som allerede i bibelsk tid var blevet byens losseplads, en affaldsbunke i Jerusalems udkant. Her var stanken og røgen og ilden en stadig påmindelse til indbyggerne om hvad der sker med ting som har tjent deres hensigt — de tilintetgøres.“

At den ødelæggelse der symboliseres ved Gehenna, er evig, ses af andre skriftsteder. Da apostelen Paulus skrev til de kristne i Tessalonika, sagde han at de der voldte de kristne trængsel, skulle „lide retslig straf i form af evig undergang bort fra Herrens ansigt og fra hans styrkes herlighed“. — 2 Tessaloniker 1:6-9.

Det fremgår således af Bibelens vidnesbyrd at de som Gud dømmer uværdige til liv, vil erfare „evig undergang“ og ikke evig pine i bogstavelig ild. De vil ikke blive bevaret i live noget sted. Gehennas ild symboliserer derfor udelukkende at ødelæggelsen er total, fuldstændig.

Det er værd at bemærke at Jesus Kristus, henvendt til sin tids religiøse ledere, sagde: „Slanger, giftslangeyngel, hvordan skal I kunne flygte fra Gehennas dom?“ (Mattæus 23:33) Hvorfor sagde han dette? Det var fordi disse religiøse ledere var hyklere. De ønskede at man så op til dem og hilste dem med højtklingende titler, men de havde intet tilovers for dem som de egentlig skulle hjælpe åndeligt. De lagde tunge byrder på andre i form af traditionens bestemmelser, men undlod at vise retfærdighed, barmhjertighed og trofasthed. De var falske lærere som satte menneskers traditioner over Guds ords autoritet. — Mattæus 15:3-6; 23:1-32.

Har du bemærket en lignende tendens blandt de religiøse ledere i vor tid, især i kristenheden? Mon det vil gå dem bedre end de religiøse ledere i jødedommen dengang Jesus tjente her på jorden? Sikkert ikke, for kristenhedens religiøse ledere har i ulydighed mod Gud givet et forkert billede af ham og af „den gode nyhed om vor Herre Jesus“. Så længe de bliver ved med at føre falsk lære er de i fare for at skulle lide „retslig straf i form af evig undergang“.

Sandheden om Gehenna burde derfor hjælpe os til at forstå hvor vigtigt det er ikke at være tilknyttet falsk religion. Ifølge Jesu ord var ikke blot lederne, men også de der støttede de falske lærere, i fare. Jesus Kristus omtalte ligefrem en proselyt af de skriftlærde og farisæerne som „et emne for Gehenna, dobbelt så slem som I selv“. (Mattæus 23:15) Mennesker som i dag blindt bliver ved med at følge en falsk religiøs lære, kan derfor ikke håbe på at undgå Guds ugunstige dom.

Samtidig med at det får os til at tænke alvorligt over vor egen stilling, kan dette også være en trøstende forsikring til os. Hvordan det? Jo, vi kan være sikre på at Jehova Gud ikke vil lade grov uret fortsætte ustraffet. Hvis nogle ikke vil følge hans retfærdige love men bevidst fremturer i ondskab, vil han ikke tillade dem ret meget længere at fortsætte med at ødelægge de retfærdiges fred.

[Kort på side 113]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Kort over Jerusalem i det første århundrede

Tempelområdet

Hinnoms dal (Gehenna)

Kapitel 14

Hvad der menes med ’pine i ildsøen’

HVORDAN ville du reagere hvis du, nu da du ved hvad Bibelen siger om at de døde er uden bevidsthed, fandt et vers i Bibelen som nævnte et pinested? Ville du ræsonnere som så, at så måtte du ignorere alle de andre skriftsteder og holde fast ved at der måske alligevel var mulighed for en bevidst tilværelse efter døden? Eller ville du gå i gang med omhyggeligt at undersøge sammenhængen for at finde ud af hvad det pågældende vers egentlig betød og hvordan det harmonerede med resten af Bibelen?

Grunden til at vi spørger om dette er at Åbenbaringens bog taler om at nogle „pines“ i „ild- og svovlsøen“. Åbenbaringen 20:10 siger: „Og Djævelen, som vildledte dem, blev kastet i ild- og svovlsøen, hvor både vilddyret og den falske profet allerede var; og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder.“ — Se også Åbenbaringen 19:20.

Hvordan bliver de som kastes i „ild- og svovlsøen“ pint? At vi ikke skal være for hurtige til at opfatte dette udtryk bogstaveligt er klart når man betragter den måde Åbenbaringsbogen er skrevet på. De første ord i bogen lyder: „En åbenbaring ved Jesus Kristus, som Gud gav ham for at vise sine trælle de ting der nødvendigvis snart skal ske. Og han udsendte sin engel og fremstillede det gennem ham i tegn for sin træl Johannes.“ — Åbenbaringen 1:1.

Som det siges dér blev denne åbenbaring fremstillet „i tegn“. Hvad så med „ild- og svovlsøen“ og det at nogen „pines“ der? Er det bogstaveligt eller er det også „tegn“ eller symboler?

En nærmere undersøgelse af hvad det er der kastes i ildsøen foruden Djævelen, „vilddyret“ og „den falske profet“, kaster lys over sagen. Læg mærke til ordene i Åbenbaringen 20:14, 15: „Og døden og Hades blev kastet i ildsøen. Dette er ensbetydende med den anden død, ildsøen. Og enhver som ikke fandtes skrevet i livets bog blev kastet i ildsøen.“

Er det muligt at døden og Hades kan kastes i en bogstavelig ildsø? Nej, naturligvis ikke, for her er ikke tale om genstande, dyr eller personer. Døden er en tilstand. Hvordan skulle den kunne blive kastet i en bogstavelig ildsø? Hades er menneskehedens fælles grav. Hvilken sø kunne rumme den?

Dertil kommer at Åbenbaringen 20:14, 15 ikke siger at søen er bogstavelig. Tværtimod læser vi at „ildsøen“ selv er et tegn eller et symbol, nemlig på „den anden død“. Det samme siges i Åbenbaringen 21:8: „Men de feje og de uden tro og de som er afskyelige i deres snavs, Og mordere og utugtige og sådanne som øver spiritisme, og afgudsdyrkere og alle løgnerne, deres lod er i søen som brænder med ild og svovl. Dette er ensbetydende med den anden død.“

Da ildsøen er et symbol på den anden død, er talen om at døden og Hades kastes i den, et symbolsk udtryk der simpelt hen siger at de skal tilintetgøres. Dette stemmer med Bibelens udtalelse om at „som den sidste fjende skal døden gøres til intet“. (1 Korinter 15:26) Og når Hades, menneskehedens fælles grav, tømmes og „døden [ikke skal] være mere“, så betyder det at Hades ophører med at virke, forsvinder ud af tilværelsen. — Åbenbaringen 20:13; 21:4.

BILLEDLIG PINE

Hvad er da ’pinen’ som de onde mennesker og andre som kastes i „ildsøen“ mærker? Uden en bevidst tilværelse kan de ikke mærke bogstavelig pine, vel? Og der er intet i Bibelen som viser at de vil have en bevidst tilværelse. Hvorfor taler Bibelen da om evig pine i „ildsøen“?

Eftersom „ildsøen“ er symbolsk, må pinen der er forbundet dermed også være symbolsk eller billedlig. Det kan bedre forstås i lyset af hvad Bibelen siger om de ting der kastes i „ildsøen“. Vi skal lægge mærke til at det er „den anden død“ der symboliseres ved „ildsøen“. Den adamitiske død, det vil sige den død som alle mennesker ved fødselen har arvet fra Adam og Eva, efter at disse havde syndet, bliver aldrig sammenlignet med en så frygtelig ting, selv om døden er „den løn synden betaler“. — Romerne 6:23.

Jesus Kristus sammenlignede dødstilstanden for dem som dør på grund af den nedarvede synd, med søvnen. Han sagde for eksempel om Lazarus, som lå død i dele af fire dage: „Lazarus, vor ven, er gået til hvile, men jeg tager hen for at vække ham af søvnen.“ (Johannes 11:11) Senere sov Jesus selv dødens søvn i dele af tre dage. „Nu er Kristus imidlertid blevet oprejst fra de døde, førstegrøden af dem der er sovet ind i døden.“ (1 Korinter 15:20) Døden er ligesom en søvn, idet den ender med en opvågnen.

Men de der lider „den anden død“ har ikke opstandelseshåbets trøst. Deres død er ikke som en søvn. De vil aldrig vågne op fra tilintetgørelsen i den anden død. Eftersom de fastholdes i denne tilstand uden håb, kan det siges at de „pines“ for evigt, i den forstand at de evigt er bundet og forhindret i at virke og have en bevidst tilværelse. Det at være bundet i „den anden død“ kan sammenlignes med den pine det er at være holdt indespærret i et fængsel. Dette ses af et udtryk i Jesu lignelse om den utaknemmelige og ubarmhjertige træl. Om det som denne træls herre gjorde ved ham, sagde Jesus: „Og hans herre blev vred og overgav ham til bøddelknægtene, indtil han fik betalt alt det, han skyldte ham.“ (Mattæus 18:34, aut. da. overs. af 1948) Jerusalem-Bibelen bruger her det engelske ord „torturers“, som antyder at bøddelknægtene brugte tortur over for fangerne; men Ny Verden-oversættelsen viser hvilken funktion de egentlig havde: „Og vred som hans herre nu var blevet, overgav han ham til fangevogterne [den engelske New World Translation har i margenen: dem der pinte], indtil han betalte alt hvad han skyldte.“

Selve den kendsgerning at „ildsøen“ er et symbol på „den anden død“, udelukker den tanke at der er tale om et sted hvor nogen er ved bevidsthed og pines. Intetsteds antyder Bibelen at de døde er ved bevidsthed og kan pines bogstaveligt. Om de døde som er i menneskehedens fælles grav, siger Bibelen: „Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud, alle de fangne har ro, de hører ej fogedens røst; små og store er lige der og trællen fri for sin herre.“ — Job 3:17-19.

Ligesom den død som menneskeheden i almindelighed stadig er underlagt, gør ende på al følelse, således også „den anden død“. Imidlertid er tilgivelse af synder eller en løskøbelse ikke mulig for dem der straffes med „den anden død“. Denne tilstand, der er forbundet med skam, er deres evige lod. Mindet om dem er som noget råddent. — Esajas 66:24; Ordsprogene 10:7.

Men allerede før de onde kastes i den fuldstændige tilintetgørelse, „den anden død“, pines de. Det beskrives symbolsk i Åbenbaringen 14:9-11: „Hvis nogen tilbeder vilddyret og dets billede og modtager et mærke på sin pande eller på sin hånd, så skal han også drikke af Guds harmes vin som er skænket ufortyndet i hans vredes bæger, og han skal pines med ild og svovl for de hellige engles øjne og for Lammets øjne. Og deres pines røg stiger op i evighedernes evigheder, og de har ingen hvile dag og nat, de som tilbeder vilddyret og dets billede, og enhver som modtager dets navns mærke.“ Hvad er det de pines af, de som tilbeder „vilddyret og dets billede“? De ord der følger umiddelbart efter, giver et fingerpeg: „Her gælder det de helliges udholdenhed, de som holder sig til Guds bud og Jesu tro.“ — Åbenbaringen 14:12.

Der ville ikke være brug for udholdenhed fra de helliges side hvis de der tilbeder „vilddyret og dets billede“ var spærret inde et bogstaveligt sted med pine. Disse falske tilbedere ville da være berøvet enhver mulighed for at skade Guds trofaste tjenere. Men så længe de er i live og fri, kan de handle ondt og hadefuldt mod „de hellige“.

Det at „de hellige“ omtales her, antyder at det er ved hjælp af dem de onde pines. Hvordan det? Jo, de forkynder det budskab som siger at evig undergang venter dem der tilbeder vilddyret og dets billede. Dette budskab piner de falske tilbedere, giver dem ingen hvile dag eller nat. Det er derfor de prøver alt hvad de kan for at bringe Guds tjenere til tavshed. Den forfølgelse de afstedkommer, stiller krav til „de helliges“ udholdenhed. Når de der tilbeder „vilddyret og dets billede“ til sidst tilintetgøres som ved „ild og svovl“, vil vidnesbyrdet om denne fuldstændige ødelæggelse stige op ligesom røg i al fremtid.

Ødelæggelsens fuldstændighed kan illustreres med det der skete med byerne Sodoma og Gomorra. Disciplen Judas skrev: „Således er også Sodoma og Gomorra og byerne omkring dem . . . sat frem for os som et advarende eksempel ved at lide retslig straf med evig ild.“ (Judas 7) Den ild som tilintetgjorde disse byer, var holdt op med at brænde længe før Judas skrev sit brev. Men det vedvarende, ’evige’ vidnesbyrd om ildens ødelæggende kraft var der stadig, idet disse byer fortsat var borte.

EVIG PINE HARMONERER IKKE MED GUDS PERSONLIGHED

At total ødelæggelse, og ikke bevidst pine i al evighed, er den straf som er udmålt til dem der fremturer i oprør, stemmer også med hvad Gud åbenbarer om sig selv i sit ord Bibelen. Jehova Gud har inderlig medfølelse med såvel sin menneskelige skabning som med dyreskabningen.

Tænk et øjeblik på Guds lov vedrørende den arbejdende okse: „Du må ikke binde munden til på en okse, når den tærsker.“ (5 Mosebog 25:4) Denne lov genspejler Guds kærlige omsorg for de fornuftløse dyr. Oksen skulle ikke pines ved at den med tvang blev forhindret i at tilfredsstille sit ønske om at æde noget af det korn den tærskede.

Den kærlige omsorg Gud har for menneskene er langt større end den han har for de fornuftløse dyr. Som Jesus Kristus sagde til sine disciple: „Sælges fem spurve ikke for to småmønter? Dog er ikke én af dem glemt hos Gud. Men endog alle jeres hovedhår er talt. Vær ikke bange; I er mere værd end mange spurve.“ — Lukas 12:6, 7.

Ville det derfor ikke være fuldstændig inkonsekvent hvis nogen hævdede at Gud, som har en sådan medfølelse, bogstaveligt ville pine nogle mennesker i al evighed? Hvem af os ville ønske at nogen blev udsat for frygtelig tortur bare én time? Er det ikke sandt at kun djævelske mennesker ville finde behag i at se andre lide? Oprøres vor indre følelse af kærlighed og retfærdighed ikke, når vi hører om en fader som har mishandlet sit barn næsten til døde på grund af en eller anden forseelse? Uanset hvor uartigt barnet måtte have været, finder vi det umuligt at have nogen sympati for en sådan fader.

Den barmhjertige måde som Gud har behandlet den ufuldkomne menneskehed på, tiltaler imidlertid vor moralske sans. Det varmer os om hjertet og vi drages mod vor Skaber. Tænk engang: Selv når mennesker fortjener straf, har Gud ikke behag i at tildele en sådan straf. Som profeten Jeremias udbrød da han omtalte Guds dom der ramte det utro Jerusalem: „Har han voldt kvide, så ynkes han, stor er hans nåde; ej af hjertet plager og piner han menneskens børn.“ — Klagesangene 3:32, 33.

Når Gud ikke af hjertet ønsker at plage og pine mennesker som fortjener straf, hvordan skulle han så i al evighed med behag kunne se på de ondes kval? Og hvilket formål ville det tjene? Ifølge præsternes ubibelske lære om „Helvedes ild“ kan de der pines ikke omvende sig, selv om også de ønsker at gøre det, og de kan således ikke forbedre deres situation. Guds ord viser imidlertid umiskendeligt at de der fremturer i ondskab ikke vil blive straffet med pine men med fuldstændig tilintetgørelse.

Når vi forstår at Jehova er en kærlig og retfærdig Gud, kan vi være fuldt forvissede om at han har en storslået hensigt med dem der ønsker at tjene ham. Lad os da med ivrig forventning undersøge Bibelen for at få at vide hvilke kærlige foranstaltninger han har truffet for at udfri menneskeheden fra trældom under synd og død.

Kapitel 15

En regering som vil besejre menneskets fjende døden

GUDS oprindelige hensigt med mennesket var at det skulle leve og glæde sig over livet på en paradisisk jord. Vi kan være fuldt forvissede om at denne hensigt vil blive gennemført. Som støtte herfor kan anføres Guds pålidelige løfte om at menneskets fjende, døden, vil blive overvundet, tilintetgjort. — 1 Korinter 15:26.

Et liv der varer halvfjerds-firs år er ikke alt. Hvis det var alt hvad mennesker der har kærlighed til Gud kunne håbe på, ville de ikke være meget anderledes stillet end dem der ikke vil vide af Gud eller hans ord. Men sådan er det ikke. Bibelen siger: „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn.“ — Hebræerne 6:10; 11:6.

Hvilken belønning får da de som tjener Jehova Gud på grund af deres store kærlighed til ham og hans retfærdighed? Der er både en nutidig og fremtidig belønning. Apostelen Paulus skrev: „Gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme.“ (1 Timoteus 4:8) Allerede nu fører lydighed mod Guds lov til et liv i tilfredshed og glæde. Med hensyn til livet „som skal komme“ siger Romerbrevet 6:23: „Den gave Gud giver er evigt liv.“

Under de nuværende forhold forekommer evigt liv måske ikke ønskværdigt. Men det er et evigt liv under et retfærdigt styre Gud har lovet. For at dette løfte kan blive til virkelighed må menneskene først befries for årsagen til døden. Hvad er denne årsag? Den inspirerede apostel Paulus svarer: „Dødens brod er synden.“ — 1 Korinter 15:56.

Allerede da Jehova Gud udtalte dommen over det oprørske menneskepar, Adam og Eva, og over selve oprørsstifteren, pegede han på det middel hvorved menneskene ville blive udfriet fra synd og død. Det var ikke til den fornuftløse slange der blev brugt i forbindelse med forførelsen, men til Satan selv, „slangen fra fortiden“, Guds ord var henvendt: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ Denne dom, som vi kan læse i Første Mosebog 3:15, dannede grundlaget for det håb som Adams og Evas fremtidige afkom kunne nære. Den viste at menneskets fjende ville blive overvundet. — Åbenbaringen 12:9.

At dræbe „slangen fra fortiden“, Satan Djævelen, ville naturligvis ikke være nok til at gøre den skade god igen som han havde forårsaget ved at forføre de to første mennesker til at gøre oprør mod Gud. Men lige hvordan skaden skulle gøres god igen, forblev en hemmelighed indtil det tidspunkt da Gud valgte at åbenbare det. — 1 Johannes 3:8.

Ved hjælp af Bibelen i sin helhed kan vi i dag opklare denne hellige hemmelighed. „Kvinden“ der omtales i Første Mosebog 3:15 kunne ikke være Eva. Eva tog med sin oprørske adfærd parti for „slangen fra fortiden“ og gjorde således sig selv til en del af dens „sæd“. Heller ingen af Adams og Evas kvindelige efterkommere kunne være den omtalte kvinde. Hvorfor ikke? Fordi ’kvindens sæd’ måtte besidde en magt der var langt større end et almindeligt menneskes for at kunne knuse „slangen fra fortiden“, den usynlige ånd, Satan Djævelen. For at kunne frembringe en sådan mægtig „sæd“ måtte „kvinden“ nødvendigvis være overmenneskelig, åndelig.

I Galaterbrevet 4:26 kaldes denne kvinde „Jerusalem som er oventil“. Denne benævnelse er meget betegnende. Hvorfor?

Den gamle by Jerusalem var hovedstaden i Juda rige. Da den første judæiske konge, David, oprettede sit regeringssæde dér, blev Jerusalem fra da af byen der frembragte folkets konger. Derfor ville det kun være naturligt at forvente at „Jerusalem som er oventil“ ville frembringe en konge. Dette forhold peger i retning af en himmelsk regering, med en himmelsk konge, som det middel der skal bringe synd og død til ophør.

„Jerusalem som er oventil“ er ikke en bogstavelig kvinde eller by. Det er en symbolsk, åndelig by. Den er himmelsk og består af mægtige åndeskabninger, engle. Hvis derfor en blandt disse åndeskabninger blev udpeget som konge, ville det betyde at „Jerusalem som er oventil“ havde frembragt en konge, en arving til et rige. Er noget sådant sket?

KONGEN FREMBRINGES

Det er nøjagtig hvad der skete i år 29 e.v.t. På det tidspunkt blev mennesket Jesus salvet med Guds hellige ånd og derved udpeget som konge. Det skete da han fremstillede sig for Johannes Døber for at blive døbt i vand. Bibelen fortæller hvad der skete: „Efter at Jesus var blevet døbt, steg han straks op af vandet; og se, himlene åbnedes, og han så Guds ånd dale ned som en due og komme over ham. Se! Der var også en stemme fra himlene som sagde: ’Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.’“ — Mattæus 3:16, 17.

Nogle måneder senere begyndte Jesus at forkynde: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ (Mattæus 4:17) Ja, riget var kommet nær på den måde at den udpegede konge var nær.

Jesus blev født som et menneske på jorden, men han havde haft en førmenneskelig tilværelse. Han sagde selv: „Ingen [er] steget op til himmelen undtagen han som steg ned fra himmelen, Menneskesønnen.“ (Johannes 3:13) Den inspirerede apostel Paulus henleder opmærksomheden på Jesu enestående eksempel på ydmyghed, dér hvor han skriver: „Han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og fremtrådte i menneskers lighed.“ (Filipperne 2:5-7) Med hensyn til hvordan denne overførsel fra himmelsk til jordisk liv fandt sted, har vi referatet af den samtale engelen Gabriel førte med jomfruen Maria:

„Så sagde engelen til hende: ’Vær ikke bange, Maria, for du har fundet yndest hos Gud; og se, du skal undfange i dit moderliv og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal være stor og skal kaldes den Højestes søn, og Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone, og han skal herske som konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.’

Men Maria sagde til engelen: ’Hvorledes skal dette gå til da jeg ikke har omgang med nogen mand?’ Som svar sagde engelen til hende: ’Hellig ånd vil komme over dig, og kraft fra den Højeste vil overskygge dig. Derfor skal det der fødes også kaldes helligt, Guds søn.’“ — Lukas 1:30-35.

Således fik en af de gudssønner som udgjorde „Jerusalem som er oventil“, sit liv overført fra himmelen til jomfru Marias moderliv og blev født som et fuldkomment menneskebarn. Et sådant mirakel forekommer måske nogle utroligt, men det er dog ikke nogen grund til at tvivle på at det skete. Naturligvis kan den som har gjort det muligt for et helt menneske at udvikle sig fra en ægcelle, der er mindre end punktummet efter denne sætning, ved hjælp af sin ånd eller aktive kraft overføre et liv fra himmelen til jorden. Og da Jesu liv var blevet overført på denne måde, for at han kunne blive den evige arving til kong David, kom han faktisk fra „Jerusalem som er oventil“.

Som forudsagt i Guds profeti i Første Mosebog 3:15 blev Jesus ’hugget i hælen’ af „slangen fra fortiden“, nemlig da han blev naglet til henrettelsespælen den 14. nisan i år 33 e.v.t. Han fik ikke ’hovedet knust’, hvilket ville have været et ulægeligt sår, men han blev ’hugget i hælen’, såret midlertidigt. På den tredje dag oprejste Gud Jesus fra de døde og gav ham „et uopløseligt livs kraft“. (Apostelgerninger 10:40; Hebræerne 7:16) Som en udødelig ånd er kongen, Jesus Kristus, i stand til at knuse hovedet på „slangen fra fortiden“ og gøre al den skade som den har forvoldt, god igen.

MEDREGENTER

’Sæden’ består af flere, men Jesus Kristus er den mest betydningsfulde. Det er ved hjælp af ham at den almægtige Gud vil knuse Satan Djævelen, men det vil ske under fødderne af dem som skal regere sammen med Jesus i det himmelske rige. (Åbenbaringen 20:1-3) Den kristne apostel Paulus skrev til dem der skulle regere sammen med Kristus: „Men den Gud som giver fred, vil snart knuse Satan under jeres fødder.“ (Romerne 16:20) Hvem er disse medregenter?

I den sidste bog i Bibelen, Åbenbaringen, oplyses det at tallet på dem er 144.000. Apostelen Johannes, som har skrevet Åbenbaringen, beskriver hvad han så i et syn og siger: „Se! Lammet [Jesus Kristus, der døde som et offerlam] stod på Zions bjerg, og sammen med det et hundrede og fireogfyrre tusind, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander. . . . Det er dem der bliver ved med at følge Lammet hvor det end går hen. Disse er blevet købt fra menneskeslægten [ikke blot en bestemt nation, som israelitterne] som en førstegrøde for Gud og for Lammet.“ — Åbenbaringen 14:1-4.

Det er meget betegnende at de 144.000 skildres som værende sammen med Lammet på Zions bjerg. Zions bjerg i den gamle by Jerusalem var stedet hvorfra Judas konger herskede, stedet hvor det kongelige palads lå. Det var også på Zions bjerg at David rejste et telt til pagtens ark, den hellige kiste hvori de to stentavler med de ti bud var anbragt. Senere blev arken flyttet til det inderste rum i det tempel som Davids søn Salomon byggede på Morija bjerg et kort stykke derfra. Udtrykket Zion kom med tiden til også at omfatte Morija bjerg. Navnet Zion blev ofte forbundet med både konge- og præstedømmet. — 2 Samuel 6:12, 17; 1 Kongebog 8:1; Esajas 8:18.

Dette stemmer med at Jesus både er konge og præst, idet han forener begge embeder i sig ligesom Melkizedek i det gamle Salem. Derfor siger Hebræerbrevet 6:20 om Jesus at han „er blevet ypperstepræst på Melkisedeks måde for evigt“. Som konge-præst regerer Jesus fra det himmelske Zions bjerg.

Hans medregenter er også præster. Under ét kaldes de „et kongeligt præsteskab“. (1 Peter 2:9) Om deres funktion fortæller Åbenbaringen 5:10: „Du [Kristus] har gjort dem til et kongerige og til præster for vor Gud, og de skal herske som konger over jorden.“

ADMINISTRATIONENS FORMÅL

Det som kongepræsten, Jesus Kristus, og hans præstelige medregenter først og fremmest har for øje er at forene hele menneskeheden med Jehova Gud. Det betyder at alle spor af synd og ufuldkommenhed må fjernes, for kun de der til fuldkommenhed genspejler Guds billede og således ligner ham, kan træde frem for ham uden mellemmand. Guds administration af tingene skal hidføre dette, og Kristi og hans medkongers administrative herredømme er en del af denne administration. Dette fremgår af Efeserbrevet 1:9-12:

„[Gud] har gjort os bekendt med sin viljes hellige hemmelighed. Den er i overensstemmelse med det han har besluttet, det han selv har sat sig for med henblik på en administration ved udløbet af de fastsatte tider, nemlig at sammenfatte alt igen, i Messias, det i himlene og det på jorden. Ja, i ham, i samhørighed med hvem vi også er blevet udpeget som arvinger, idet vi var forudbestemt efter hans forsæt, han som udvirker alt i overensstemmelse med hvad hans vilje tilråder, for at vi skulle tjene til pris for hans herlighed.“

Eftersom Jesus Kristus er uden synd og i fuldkommen harmoni med Jehova Gud, vil sammenfatningen af alt i harmoni med ham føre til at menneskeheden forenes med Jehova Gud. Dette ses klart af det bibelske udsagn om at Jesus Kristus, når denne del af Rigets arbejde er fuldført, „overgiver riget til sin Gud, og Fader“. — 1 Korinter 15:24.

Til gennemførelsen af det vældige arbejde med at føre menneskeheden frem til fuldkommenhed vil de himmelske regenter også gøre brug af jordiske repræsentanter, mænd som på særlig måde har været tro mod det der er ret, (Salme 45:17; Esajas 32:1, 2) Disse mænd må opfylde de krav som kongen Jesus Kristus stiller til dem han betror et særligt ansvar. To væsentlige egenskaber er ydmyghed og en selvopofrende kærlighed. Jesus sagde: „I ved at nationernes herskere spiller herrer over dem, og de store udøver myndighed over dem. Sådan er det ikke blandt jer; tværtimod, enhver der ønsker at blive stor blandt jer, skal være jeres tjener, og enhver der ønsker at være først blandt jer, skal være jeres træl.“ (Mattæus 20:25-27) Han sagde også: „Dette er mit bud, at I skal elske hinanden ligesom jeg har elsket jer. Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner.“ — Johannes 15:12, 13.

Ville du ikke føle dig tryg under et rige med repræsentanter som genspejler en sådan kærlighed og ydmyghed og som har ægte omsorg for dig?

Kommunikationen mellem den himmelske regering og kongen Jesu Kristi jordiske repræsentanter vil ikke være noget problem. Før i tiden har Jehova Gud sendt budskaber til sine tjenere på jorden ved hjælp af engle og ved hjælp af sin usynlige aktive kraft. (Daniel 10:12-14; 2 Peter 1:21) Ja, selv mennesker har kunnet sende og modtage budskaber til og fra rumstationer og rumkapsler i kredsløb om jorden. Hvis ufuldkomne mennesker kan gøre noget sådant, hvorfor skulle man da mene at det ville være for vanskeligt for fuldkomne himmelske regenter?

Men før administrationen under Jesus Kristus hans medregenter kan gå i gang med den opgave at føre menneskeheden tilbage til samhørighed med Gud, må alle kræfter som vil modarbejde den, fjernes. Der er ikke det mindste der tyder på at de som i dag regerer over menneskeheden, er villige til at afgive deres suverænitet til Jesus Kristus og hans medregenter. De spotter den tanke at en himmelsk regering skulle overtage det fulde herredømme over jorden. Derfor må de tvinges til at anerkende den myndighed som Guds rige ved Kristus har. Det vil koste dem deres herskerstilling såvel som deres liv. Som Bibelen siger: „Men i hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ — Daniel 2:44.

Efter at have ryddet al modstand af vejen vil Rigets administration gå i gang med at befri menneskene for sygdom og død. Hvordan vil dette ske?