Kapitel 16

En jord fri for sygdom og død

HVILKEN lettelse vil det ikke være for os mennesker når jorden for bestandig bliver befriet for sygdom og død! Det vil gøre ende på sorg og lidelse og standse de bitre tårer. De frygtelige smerter og deformiteter som sygdom kan medføre, vil ikke eksistere mere, og alderdomsprocesserne, som svækker mennesket og ofte fører til en håbløs og fortvivlet tilstand, vil være bragt til ophør. Overalt vil folk glæde sig over ungdom, kraft og liv. Aldrig mere skal deres læber give udtryk for sorg!

Dette er ikke fri fantasi. Det hører med til dét Jehova Gud har sat sig for. Han har tiltænkt menneskene meget mere end et liv der blot varer nogle få år og er fyldt med problemer og lidelser. — Åbenbaringen 21:3, 4.

VIL DET MEDFØRE KOLOSSALE PROBLEMER?

Men vil en jord fri for sygdom og død ikke give anledning til andre alvorlige problemer? Du spørger måske: Hvor skulle alle disse mennesker være? Ville der ikke, hvis sygdom og død ophørte, hurtigt blive trængsel og mangel på fødevarer, så tilværelsen blev uudholdelig?

Det har aldrig været Guds hensigt at jorden skulle overbefolkes. Til den fuldkomne Adam og Eva sagde Gud: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden.“ (1 Mosebog 1:28) Der er stor forskel på at ’opfylde’ jorden og at overbefolke den. Hvis man blev bedt om at fylde et glas med frugtsaft, ville man ikke blive ved med at hælde til glasset flød over. Når glasset var tilstrækkelig fyldt, ville man holde op med at hælde. På samme måde med jorden. Når den var tilpas fyldt med mennesker, ville Gud sørge for at al yderligere befolkningstilvækst på denne planet blev standset.

Endvidere skal vi ikke, på grundlag af hvad vi ser og hører i dag, tage fejl med hensyn til at bedømme hvor mange mennesker og dyr jorden kan give plads og føde til. Samtidig med at store befolkningsgrupper er presset sammen i storbyer, er vældige områder på jorden meget tyndt befolket. Hvis den nuværende befolkning blev ligeligt fordelt, ville der være godt og vel 2,4 hektarer frugtbar jord til hver mand, hver kvinde og hvert barn. Det ville være mere end rigeligt.

Det er ikke fordi man har nået grænsen for hvad jorden kan yde at der nu rundt om på jorden er sult og hungersnød. Nej, den udbredte fødevaremangel skyldes hovedsagelig en ulige fordeling af næringsmidlerne. I visse områder produceres der meget og der er overskud, mens der i andre områder er stor mangel. I virkeligheden kunne jorden yde meget mere end den gør nu. I 1970 anslog De forenede Nationers fødevare- og landbrugsorganisation at produktionsevnen med hensyn til landbrugsvarer var så stor at en befolkning som var omkring toogfyrre gange så stor som den nuværende, kunne ernæres.

Det mennesket allerede har gjort visse steder på jorden giver os et fingerpeg om hvilke store muligheder der er for at øge jordens produktionsevne.

Imperialdalen i Californien var engang en ugæstmild, uopdyrket ørken. Men kunstig vanding af den mineralrige ørkenjord har gjort denne dal til et af de frugtbareste landbrugsområder i De forenede Stater.

Europa har halvt så meget landbrugsjord som Nordamerika, men producerer lige så mange landbrugsvarer ved en mere intensiv dyrkning.

Der er ingen tvivl om at mere land kunne dyrkes mere intensivt, og det uden at ødelægge de smukke landskaber med skove og enge.

Der er endnu en faktor som vil sikre alle tilstrækkelig føde når jorden er passende opfyldt med dyr og mennesker. Hvad er det? Det er den hjælp og ledelse som Gud til den tid vil skænke menneskeheden når jorden administreres af hans rige ved hans søn Jesus Kristus. Ingen kender jorden bedre end Gud, for han har skabt den. Og under hans riges vise administration vil jorden yde rigeligt. Det erfarede det gamle Israel når det forblev trofast mod Gud, og sådan vil det blive til den tid. Som der siges: „Landet har givet sin grøde. Gud, vor Gud, velsigne os.“ — Salme 67:7.

Tørre ørkener og andre ufrugtbare egne som dækker tusinder af kvadratkilometer vil uden tvivl blive opdyrket i stor stil. Mennesket kan få guddommelig hjælp til fremskaffelse af det nødvendige vand; det er sket før i historien. I det sjette århundrede f.v.t. vendte tusinder af landflygtige jøder tilbage til Jerusalem fra Babylon, som en opfyldelse af Guds profetiske løfter. (Ezra 2:64-70) Det ser ud til at de rejste lige gennem den ugæstfri syriske ørken, men Gud gav dem hvad de behøvede for at kunne opretholde livet. Også med hensyn til deres hjemland havde han forudsagt: „Det glødende sand bliver vanddrag, til kildevæld tørstigt land.“ — Esajas 35:7.

Når Gud gjorde dette i fortiden, har vi god grund til at forvente at han vil gøre det samme under den administration der udøves af hans rige ved Kristus, men i langt større omfang.

Vi behøver ikke at frygte for at en jord befriet for sygdom og død vil give anledning til ubehagelige tilstande. Der vil ikke være overbefolkning. Enhver vil kunne spise sig mæt.

Guds udnævnte konge, Jesus Kristus, og hans 144.000 medregenter vil administrere forholdene på en sådan måde at der vil blive sørget godt for jordens beboere. Esajas’ profeti taler om den overflod af sund føde der da vil være til menneskene: „Hærskarers [Jehova] gør på dette bjerg et gæstebud for alle folkeslag med fede retter og stærk vin, med fede, marvfulde retter og stærk og klaret vin.“ — Esajas 25:6.

Vi kan have tillid til Jehova Gud, om hvem Bibelen siger: „Du åbner din hånd og mætter alt, hvad der lever, med hvad det ønsker.“ (Salme 145:16) Han har aldrig svigtet med hensyn til at opfylde sine løfter. Som Bibelen siger i forbindelse med det gamle Israel: „Ikke ét af alle de gode ord, [Jehova] havde talet til Israels hus, faldt til jorden; alle sammen gik de i opfyldelse.“ — Josua 21:45.

HVORDAN SYGDOM OG DØD VIL FORSVINDE

Foruden de materielle fornødenheder som Jehova Gud vil sørge for til menneskene, har han givet løfte om noget som er meget mere værd. Hvad er det? Udfrielse fra sygdom og død. Hans erklærede hensigt med hensyn til det store gæstebud vi læste om i Esajas’ bog, bliver fulgt op af dette løfte: „Han opsluger døden for stedse. Og den Herre [Jehova] aftørrer tåren af hver en kind.“ — Esajas 25:8.

I overensstemmelse med dette løfte vil administrationen under Jesu Kristi og hans medregenters rige arbejde hen imod at udfri menneskeheden fra døden. Vi er underlagt sygdom og død fordi vi er født som ufuldkomne syndere, idet vi har arvet ufuldkommenheden fra det første menneske, Adam; og syndens virkninger, som er dødbringende, må altså modvirkes. Hvordan?

Grundlaget må være en ordning som tilfredsstiller retfærdighedens krav. Den må være sådan at den skade som blev forvoldt ved Adams oprør, gøres god igen. Det Adam mistede, må genvindes. Prisen må nødvendigvis være en løsesum af nøjagtig samme værdi som det Adam mistede, nemlig et fuldkomment menneskeliv med alle dets rettigheder og muligheder.

Ingen af Adams syndige efterkommere kunne tilvejebringe en sådan løsesum. Det fremgår af Salme 49:8: „Visselig, ingen kan købe sig fri og give Gud en løsesum.“ Men Kristus Jesus kunne gøre det, for han var et fuldkomment menneske, og han ofrede villigt sit liv og gav derved „sin sjæl som en løsesum i bytte for mange“. — Mattæus 20:28.

På grundlag af det fuldkomne menneskeliv som Jesus Kristus ofrede, kan han anvende goderne af dette sonoffer til at udfri menneskene fra trældom under synden. Da syndige tilbøjeligheder er blevet en del af den menneskelige natur, vil det tage tid for menneskene at overvinde disse, og de vil også have brug for hjælp. Under Kristi rige vil alle Rigets undersåtter blive oplært til retfærdighed. — Åbenbaringen 20:12; Esajas 26:9.

Dette betyder imidlertid ikke nødvendigvis at de der lider under et alvorligt fysisk handicap eller en deformitet skal vente længe førend de bliver helt helbredt for deres svaghed. Da Jesus Kristus var her på jorden helbredte han syge og lidende øjeblikkeligt, mirakuløst. Flere blev helbredt på lang afstand, mens han var uden for den syges synsvidde og uden at han var i direkte forbindelse med vedkommende. (Mattæus 8:5-13; 15:21-28; Lukas 7:1-10) Derfor kan alle alvorligt handicappede, for eksempel mennesker som kun har ét ben eller én arm, og som lever når Riget begynder at administrere forholdene på jorden, håbe på mirakuløst og øjeblikkeligt at blive helbredt når Guds tid dertil er inde. Det vil i sandhed være vidunderligt til den tid at se de blinde få deres syn igen, de døve deres hørelse og de vanføre, lemlæstede og deforme et sundt og normalt legeme!

Men den proces hvorved menneskene føres frem til fuldkommenhed på legeme og sind vil være gradvis og vil kræve anvendelsen af Jesu offers sonende værdi samt at man viser lydighed mod de retningslinjer der kommer fra Rigets administration. Det kan sammenlignes med det der sker når en vanfør genoptrænes under ledelse af en dygtig terapeut. I løbet af optræningen gør den vanføre måske mange fejl, men til sidst når han så vidt at han kan leve et nyttigt liv uden at være afhængig af andre. De fremskridt han gør, afhænger af hvordan han tager imod den givne hjælp.

OPTRÆNERNES EGENSKABER

Jesus Kristus har alle de nødvendige egenskaber for at kunne optræne menneskene. Han har levet som menneske på jorden og er derfor personlig kendt med ufuldkomne menneskers problemer. Selv om han var fuldkommen, erfarede han ikke desto mindre sorg og lidelse, ja græd endog. Den bibelske beretning lyder: „I sit køds dage frembar Kristus, med stærke råb og tårer, bønner og også anmodninger til den som var i stand til at frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var søn, lærte han lydighed af det han led.“ — Hebræerne 5:7, 8.

Som følge af det Jesus Kristus erfarede på jorden, kan vi have tillid til at han vil være en forstående regent. Han vil ikke behandle sine undersåtter hårdt, for han gav villigt sit liv for menneskeheden. (1 Johannes 3:16) Dertil kommer at han også er ypperstepræst, og som sådan vil han barmhjertigt udfri dem som følger hans vejledning, fra synden. Han vil ikke være utålmodig med dem eller få dem til at føle sig sønderknust fordi de er kommet til at gøre en eller anden ting som ikke helt afspejler Guds personlighed. Om Jesu præstetjeneste siger Hebræerbrevet 4:15, 16: „Vi har ikke en ypperstepræst som ikke kan føle med vore svagheder, men en som er blevet prøvet i alle henseender ligesom vi, men uden synd. Lad os derfor med frimodighed i tale træde frem for den ufortjente godheds trone, for at vi kan opnå barmhjertighed og finde ufortjent godhed til hjælp i rette tid.“

Mens menneskene er på vej mod fuldkommenheden vil de stadig begå uforsætlige synder. Men når de angrer og beder om tilgivelse hos Gud gennem deres ypperstepræst, Jesus Kristus, vil de opnå tilgivelse og vil fortsat kunne modtage hjælp til at overvinde deres svagheder. Åbenbaringen 22:1, 2 skildrer Guds foranstaltninger til liv og helbredelse ved „en flod med livets vand, klar som krystal, som flød ud fra Guds og Lammets trone, ned ad dens brede gades midte. Og på denne side af floden og på den anden side stod livets træer som frembringer frugt tolv gange, idet de giver deres frugt hver måned. Og bladene på træerne var til lægedom for nationerne.“

De der er forenede med Jesus Kristus i at udøve herredømmet, er ligeledes velkvalificerede til at hjælpe menneskene. Disse medregenter omfatter både mænd og kvinder, og de har tilhørt alle mulige samfundslag. (Galaterne 3:28) Nogle af dem har ligefrem, før de blev kristne, ført et lastefuldt liv og gjort sig skyldige i ting som utugt, ægteskabsbrud, homoseksualitet, tyveri, drukkenskab, pengeafpresning og lignende, men de angrede og vendte om og begyndte at leve et rent liv til Guds ære og pris. (1 Korinter 6:9-11) Alle som skal være konger og præster med Jesus Kristus må ved deres død stå som nogle der har elsket og udøvet retfærdighed, har afskyet det onde og uselvisk ofret sig for deres medmenneskers velfærd. — Romerne 12:9; Jakob 1:27; 1 Johannes 3:15-17; Judas 23.

Det har ikke været let for dem at forblive rene og uplettede i Guds øjne. De har været udsat for et vældigt pres fra verdens side for at de skulle antage verdens selviske levevis. Af trængsler udefra har de måttet udholde hån, foragt, mishandling, og menneskers uvilje i almindelighed. Hvad de måtte forvente havde Jesus Kristus selv fortalt: „Da vil man overgive jer til trængsel og dræbe jer, og I vil blive genstand for alle nationernes had på grund af mit navn.“ (Mattæus 24:9) Hertil kommer at de livet igennem har måttet kæmpe med deres egne syndige tilbøjeligheder. Apostelen Paulus sagde om sig selv: „Jeg banker løs på mit legeme og behandler det som en træl, for at jeg, efter at have forkyndt for andre, ikke på en eller anden måde selv skal blive forkastet.“ — 1 Korinter 9:27.

De 144.000 kongepræster har derfor alle forudsætninger for at forstå de vanskeligheder som Rigets jordiske undersåtter måtte komme ud for. De har selv måttet kæmpe med lignende vanskeligheder og har alligevel vist sig loyale mod Gud.

IDEELLE FORHOLD PÅ JORDEN

De rette betingelser for menneskenes vækst til fuldkommenhed vil også være til stede på jorden. Kun de der har vist at de ønsker at gøre Guds vilje af et helt hjerte vil være tilbage når Riget har tilintetgjort sine fjender. Det betyder at menneskers begærlighed og selviskhed, som for en stor del har været skyld i forureningen af den mad vi spiser, det vand vi drikker og den luft vi indånder, nu vil høre fortiden til. De overlevende vil ikke være splittet på grund af racemæssige og nationale skranker. Da alle er forenede i tilbedelsen af Jehova Gud, vil de være som brødre og søstre og søge fred. Ikke engang de vilde dyr vil skade menneskene og deres husdyr. De profetiske ord i Esajas 11:6-9 vil da række videre end den åndelige opfyldelse og blive opfyldt helt bogstaveligt:

„Ulven skal gå hos lammet, panteren hvile hos kiddet, kalven og ungløven græsse sammen, dem driver en lille dreng. Kvien og bjørnen bliver venner, deres unger ligger side om side, og løven æder strå som oksen; den spæde skal lege ved øglens hul, den afvante række sin hånd til giftslangens rede. Der gøres ej ondt og voldes ej mén i hele mit hellige bjergland; thi landet er fuldt af [Jehovas] kundskab, som vandene dækker havets bund.“

Gennem Rigets administration vil Jehova Gud vende sin opmærksomhed mod menneskene på en ganske særlig måde. Dette skildres i et profetisk syn i Åbenbaringens bog. Efter først at have skildret hvordan det ny Jerusalem kommer ned fra himmelen — en skildring af hvordan Rigets magt udstrækkes til jorden — siger beretningen: „Han [Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:2-4.

Tænk på hvad dette betyder. Det nuværende liv med al den smerte og sorg der er forbundet dermed, er altså ikke alt hvad Gud har tiltænkt menneskene. De vil blive befriet for al mental, følelsesmæssig og fysisk smerte der er en følge af ufuldkommenhed. Den mentale smerte der er forbundet med ængstelse og bekymring for en usikker fremtid og alvorlige farer og ulykker, vil ikke forekomme mere. Den nedtrykthed, tomhed og ensomhed der er forbundet med den følelsesmæssige smerte, vil ikke være mere, og mennesker skal aldrig mere skrige eller stønne som følge af stærk fysisk smerte. Bitre tårer vil ikke mere fylde deres øjne og strømme ned ad deres kinder. Der vil intet være som kunne give anledning til udtryk for sorg og græmmelse. Efter at have opnået fuldkommenhed på sind og legeme vil menneskene finde sand glæde ved livet i al evighed. Kunne du ikke tænke dig at være blandt dem der fik del i disse velsignelser fra Gud?

Kapitel 17

Hvad det evige liv på jorden vil skænke os

ET LIV i sundhed og under dejlige forhold i mere end halvfjerds-firs år er absolut værd at ønske sig. Videnskabsmænd har ofret mange år på at undersøge hvordan man kan bekæmpe alderdomssvækkelse og sygdom. De har tit givet udtryk for det syn at målet man skal arbejde hen imod er en levealder på gennemsnitlig et hundrede år.

Imidlertid synes tanken om et liv uden ende ikke at være lige så tiltrækkende. Mange er tilbøjelige til at indvende: ’Uden sygdom, død og vanskeligheder vil vi miste værdsættelsen af goderne. Evigt liv på jorden vil blive kedeligt. Hvad skulle vi få tiden til at gå med?’ Måske har du hørt folk give udtryk for sådanne tanker, men er det også dit syn på livet? Er det fornuftigt at tænke sådan?

Behøver vi for eksempel sygdom for ikke at blive trætte af et godt helbred? Folk mister da ikke glæden ved livet fordi de føler sig raske. Tryghed, dejlige omgivelser, et interessant og nyttigt arbejde og sund mad gør ikke folk trætte af livet. Er det ikke snarere mangelen på mad, ubehagelige omgivelser, vanskeligheder og stridigheder som gør livet ubehageligt? Man behøver da ikke at få den ene hånd hugget af for at værdsætte den anden, vel? Man kan udmærket nyde og værdsætte de gode ting i livet uden at have erfaret de dårlige.

Et liv i menneskelig fuldkommenhed betyder ikke at alle vil kunne gøre alt lige godt og med den samme store interesse. Det Bibelen lover er et liv uden sygdom og død. (Åbenbaringen 21:3, 4) Sunde mennesker i dag er ikke alle ens, så hvorfor skulle man mene at legemlig og mental fuldkommenhed vil gøre folk fuldstændig ens? Folk vil stadig være forskellige idet hver enkelt har sin egen personlighed. De vil være forskellige med hensyn til hvad de foretrækker i henseende til arbejde, bolig, hjemmets indretning, havens anlæggelse, mad og drikke, underholdning, kunst og lignende. Deres personlige smag og interesser vil have megen indflydelse på hvilke færdigheder man opøver og hvilken beskæftigelse man vælger.

Men er der virkelig nok for menneskene at gøre på jorden, noget som de kan være beskæftiget med i en evighed? Ville vor viden ikke til sidst nå grænsen for sin vækst fordi vi ville have prøvet alt?

DER ER NOK AT GØRE

Tænk over din tilværelse nu. Føler du at dine evner og muligheder bliver fuldt udnyttet eller vil blive det? Hvor meget er der som du føler at du virkelig kan og som du kunne tænke dig at arbejde med og dygtiggøre dig i — hvis bare du havde tiden og de fornødne midler dertil?

Måske kunne du tænke dig at udvikle et talent du har, med hensyn til musik, maler- eller billedhuggerkunst, eller måske kunne du tænke dig at lære at arbejde i træ, at udføre maskinarbejde, at opfinde, konstruere og bygge, eller at studere historie, biologi, astronomi eller matematik, eller at arbejde med at dyrke bestemte planter eller avle dyr, fugle eller fisk. Måske havde du lyst til at rejse, at besøge andre lande. Mange kunne tænke sig at gøre ikke blot én af disse ting, men mange af dem. Men selv om du havde de fornødne midler, ville tiden simpelt hen ikke tillade dig at beskæftige dig med alt det du havde lyst til.

Og er det ikke også sådan at vi, på grund af manglende tid, altid føler et vist pres med hensyn til at nå de forskellige ting? Ville det ikke være herligt at kunne arbejde og leve uden fornemmelsen af at det hastede?

Faren for at vi skulle blive arbejdsløse er lille. Vort hjem, denne jord, er fyldt med så stor en variation af planter og dyr at der ikke er nogen grænser for hvad man kan lære af nyt og hvordan den opnåede viden kan anvendes. Mange hemmeligheder venter på at blive opdaget. Tænk engang: Der er over 30.000 forskellige slags fisk, omkring 3000 slags amfibiedyr, omkring 5000 slags pattedyr og mere end 9000 slags fugle. Insekterne, de mest talrige af jordens skabninger, tæller omkring 800.000 forskellige slags. Der er videnskabsmænd som mener at der stadig er mellem én og ti millioner forskellige slags dyr som endnu ikke er blevet opdaget. Føj til dette hundredtusinder af forskellige slags planter.

De fleste af os kender kun en meget lille brøkdel af navnene på jordens planter og dyr. Endnu mere begrænset er vor viden om dyrenes vaner og den vigtige rolle de spiller for livets beståen på jorden. Mulighederne for at øge vor kundskab er uendelig stor.

Har du nogen sinde hørt om den tropiske ferskvandsfisk der kaldes en flodlæbefisk? En videnskabsmand har om sit studium af den sagt: „Jeg har været opslugt af et interessant studium af flodlæbefiskene i fjorten år.“ Tænk hvor mange år det ville tage at studere tusinder af dyr og planter — og hvor værdifuldt og gavnligt det ville være.

Se for eksempel på rankefødderne, en krebsdyrart. Disse skabninger volder mennesket betydelige vanskeligheder når de sætter sig på skibe. Disse dyr må skrabes af skibene da deres tilstedeværelse dér øger skibets vandmodstand og dermed forårsager et øget brændstofforbrug på så meget som 40 procent. Man er måske tilbøjelig til at mene at det er begrænset hvad man kan lære af en skabning der tilsyneladende har gjort sig selv til en plage. Men nej.

Det klæbestof hvormed rankefødderne fæstner sig til skibet, er som en tynd film på mindre end en hundrededel millimeter. Dog øver det en modstand imod at blive skrabet af der svarer til næsten 500 kilo pr. kvadratcentimeter. Det er to gange styrken af de epoksyharpikser som man i de senere år har brugt som klæbestof i rumfartøjer. Forskerne har udsat rankeføddernes klæbestof for en temperatur på 350° C, og det smeltede ikke, og det har også kunnet tåle at blive afkølet til minus 230° C uden at revne eller skalle af. Det har yderligere vist sig at være modstandsdygtigt over for de fleste opløsningsmidler. Disse bemærkelsesværdige egenskaber har fascineret forskerne, og de prøver nu at fremstille et kunstigt rankefodsklæbestof, en „superlim“.

Den viden der opnås gennem forskningen kan altså blive til nytte for mennesket. I dag er det simpelt hen umuligt at vide hvor mange af de ting som jordens levende skabninger gør, der kunne udnyttes eller efterlignes af mennesket. Det man allerede har lært, er imidlertid nok til at vise at man næppe har fået taget hul på det store forråd af kundskab der er.

Selv på områder hvor mennesket har drevet en anselig forskning er der endnu meget at opdage. For eksempel er en af de forbløffende ting som de grønne planter gør, at forvandle vand og kuldioxyd til sukker. Denne proces, kaldet fotosyntese, undrer stadig mennesket trods to hundrede års forskning. Laurence C. Walker, en plantefysiolog, har sagt: „Hvis hemmeligheden blev opklaret, kunne mennesket sandsynligvis brødføde hele verden — blot ved hjælp af en fabrik på størrelse med en almindelig skolebygning.“

Hele menneskeheden kunne få umådelig gavn af at lære mere om plante- og dyrelivet. Hvis mennesket forstod sammenspillet mellem de forskellige livsformer og deres forskellige behov, kunne det undgå uafvidende at forstyrre balancen i det levendes verden. Nøjagtig kundskab ville hjælpe det til at undgå at skade sig selv og andet levende.

Hvis man for eksempel fuldt ud havde forstået de skadelige virkninger af DDT, og mennesket havde handlet i overensstemmelse med denne viden, kunne en udbredt forurening have været undgået. Men sørgeligt nok har menneskets brug af DDT været helt vilkårlig. Og hvad er resultatet blevet? Dr. Lorenzo Tomatis ved det internationale kræftforskningscenter i Frankrig udtaler: „Der er intet dyr, intet vand, ingen muld, på denne jord som ikke på nuværende tidspunkt er inficeret med DDT.“ I nogle tilfælde har DDT ophobet sig i dyr og fugle i en sådan koncentration at det har dræbt dem. Nøjagtig kundskab kunne i sandhed have forebygget denne tragiske forurening.

Mennesket har også fortsat meget at lære om lyd, lys, kemi, elektronik og utallige andre ting som har at gøre med jordens mineraler og den livløse verden. Og dertil kommer så det ydre rums uendelige vidder, som i det store og hele er uudforskede. I sandhed et vældigt forskningsområde! Universet rummer milliarder af galakser eller stjernesystemer, og disse galakser kan hver for sig omfatte milliarder af stjerner. — Salme 8:4, 5.

Og så må man ikke overse at selv uden mange års studium kan et menneske inspireres af det der er i den levende og den livløse verden så dets opfindsomhed og fantasi vækkes. Planternes, dyrenes og de livløse tings former og farver er ikke alene en fryd for øjet men også en uudtømmelig kilde til ideer til kunst og udsmykning. Der er ingen grund til at frygte at mennesket til sidst vil løbe tør for ideer og at livet vil blive kedeligt og uinteressant.

Men selv om der også var en ganske lille mulighed for at man nåede det punkt hvor man vidste alt om jorden og livet på den, ville det så i sig selv gøre livet kedeligt? Overvej følgende: I løbet af et år spiser et menneske over tusind måltider. Når det er fyrre år gammelt kan det have spist over fyrre tusind måltider. Men bliver dét at spise kedeligere og kedeligere for hvert år der går? Finder det menneske der har spist fyrre tusind måltider det mere kedeligt end den der kun har spist halvt så mange?

Der kan være sand nydelse forbundet med noget som gøres igen og igen. Hvem af os finder det kedsommeligt at mærke en stille brise, at føle berøringen af en man holder af, at høre lyden af en rislende kilde, bølgeslaget ved stranden, fuglenes kvidren og sang, at se en storslået solnedgang, viltre vandløb, klare søer, brusende vandfald, frodige enge, høje bjerge eller en strandbred med palmer, og at indånde vellugtende blomsters duft? — Se Højsangen 2:11-13.

LEJLIGHEDER TIL AT GIVE UDTRYK FOR KÆRLIGHED

Naturligvis er dét at lære noget og at anvende det man lærer, ikke nok til at gøre et evigt liv rigt og meningsfyldt. Vi mennesker har et medfødt behov for at vise kærlighed og at mærke andres kærlighed. Når vi føler at andre har brug for os, sætter pris på os og elsker os, så ønsker vi at livet må fortsætte. Det varmer os om hjertet at vide at andre savner os når vi er borte, og at de længes efter at se os igen. Samværet med kære slægtninge og venner er opbyggende og opmuntrende. Vi finder glæde og lykke ved at kunne gøre noget for dem vi holder af, og at tage vare på dem så det går dem godt.

Evigt liv ville give os uendelig mange muligheder for at give udtryk for kærlighed og at nyde godt af andres kærlighed. Det ville give os den nødvendige tid til at lære vore medmennesker at kende, at komme til at forstå og værdsætte deres gode egenskaber og at opdyrke en inderlig kærlighed til dem. Jordens beboere er i sandhed forskellige — det gælder deres personlighed, klædedragt, spisevaner, arkitektur, musik og andre kunstarter. Hvor lang tid det ville tage at lære milliarder af mennesker at kende og at lære af deres erfaringer og evner, kan vi slet ikke forestille os. Men ville det ikke være dejligt at lære hele menneskeslægten at kende og at være i stand til at betragte hvert eneste medlem af den som en meget kær ven?

Det som et evigt liv på jorden kan skænke os er righoldigt og værdifuldt. Hvordan skulle vi kunne kede os når der er så meget vi kan lære og anvende på en gavnlig måde? Hvordan skulle vi kunne blive trætte af at vise kærlighed over for andre i fuldt mål? Dr. Ignace Lepp siger i sin bog Death and Its Mysteries, (Døden og dens mysterier):

„De som har oplevet sand kærlighed og intellektuelt har udrettet noget, véd udmærket at de aldrig ville kunne nå det punkt hvor de er blevet mætte deraf. Videnskabsmanden som vier hele sin tid og al sin energi til forskningen, véd at jo mere han lærer, jo mere er der at lære, og jo større bliver hans appetit efter viden. På samme måde véd de der nærer sand kærlighed at der ikke kan tænkes nogen grænse for deres kærligheds vækst.“

Men hvornår vil disse muligheder som et evigt liv byder på, blive vore? Hvornår vil Guds rige ved Kristus skænke os alt dette? Og hvis vi skulle dø før den tid kommer, er der da nogen mulighed for at vi kan blive oprejst til liv igen?

Kapitel 18

Hvorfor mange som lever nu har mulighed for aldrig at dø

DEN tid er nær da Guds rige vil begynde at administrere alle jordens anliggender. Du har mulighed for at være blandt dem der kommer til at opleve de storslåede velsignelser dette vil medføre for menneskeheden. Det er ikke nogen grundløs påstand. Der kan anføres meget til støtte for den, deriblandt begivenheder som du selv har været vidne til.

For mange hundrede år siden åbenbarede Jehova Gud tidspunktet for hvornår han ville overdrage herredømmet til den han ville udpege til konge over menneskehedens verden. Hertil brugte han symboler, og han meddelte nogle af oplysningerne i en drøm.

At Gud brugte denne metode for at give menneskene disse vigtige oplysninger, skulle ikke give anledning til tvivl. Tænk på hvad mennesker gør i vor tid når de skal viderebringe visse oplysninger. Hemmelige budskaber sendes i kodeform gennem rummet. Derefter bliver disse budskaber dechifreret af enten mennesker eller maskiner. Denne form for kommunikation tjener et formål. Den skjuler budskabets indhold for dem der ikke har ret til at kende det.

På samme måde tjener Guds brug af symboler et formål. Det kræver et omhyggeligt studium at forstå disse symboler, men kun de færreste er villige til at ofre den tid det koster at lære at forstå dem, fordi de ikke nærer nogen ægte kærlighed til Gud og til sandheden. Som følge heraf forbliver „himlenes riges hellige hemmeligheder“ skjult for dem. — Mattæus 13:11-15.

EN GAMMEL PROFETISK DRØM

En af disse „hellige hemmeligheder“ findes i Daniels bog i Bibelen. Denne bog indeholder vigtige oplysninger til fastsættelse af det tidspunkt da Gud ville overdrage kongemagten til den han har udnævnt til konge. I Daniels bogs fjerde kapitel finder vi beretningen om en drøm som Gud sendte Babylons konge Nebukadnezar. Hvad var hensigten med denne drøm og dens opfyldelse? Beretningen siger:

„For at de levende må sande, at den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil, og ophøje den ringeste blandt menneskene til hersker over det!“ — Daniel 4:17.

Drømmens indhold var i store træk dette: Kongen så et vældigt træ blive fældet på ’en helligs’, en engels, bud. Træets stub blev derefter bundet med en kæde for at forhindre at den skulle sætte skud. Således skulle den forblive bundet i „markens græs“ i „syv tider“. — Daniel 4:13-16.

Hvad betød denne drøm? Den forklaring som profeten Daniel ved inspiration gav Nebukadnezar lød:

„Det træ, du så, . . . det er dig selv, o konge, som er blevet stor og mægtig, hvis storhed er vokset, så den når himmelen, og hvis herredømme rækker til jordens ende.

Og når kongen så, at en vægter, en hellig, steg ned fra Himmelen og bød: Fæld træet og ødelæg det! Dog skal I lade stubben med rødderne blive i jorden, men bunden med en kæde af jern og kobber i markens græs; af himmelens dug skal han [det, NW] vædes, og med markens dyr skal han [det, NW] dele lod, indtil syv tider er gået hen over ham [det, NW] — så betyder det, o konge, og det er den Højestes råd, som er udgået over min herre kongen: Du skal udstødes af menneskenes samfund og bo blandt markens dyr; urter skal du have til føde som kvæget, og af himmelens dug skal du vædes; og syv tider skal gå hen over dig, til du skønner, at den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil.

Men når der blev givet påbud om at levne træets stub med rødderne, så betyder det, at dit rige atter skal blive dit, så snart du skønner, at Himmelen har magten.“ — Daniel 4:20-26.

Denne drøm blev i første omgang opfyldt på kong Nebukadnezar. Han blev sindssyg i „syv tider“ eller syv bogstavelige år, men hans kongedømme blev bevaret til ham, sådan at da han fik sin forstand tilbage, blev han også genindsat i kongeembedet. — Daniel 4:29-37.

„DEN RINGESTE BLANDT MENNESKENE“ OPHØJES TIL KONGE

Men denne detaljerede beretning om træet der blev fældet, gjaldt ikke kun Nebukadnezar. Hvordan ved vi det? Fordi den — som det også blev sagt i profetien — har relation til Guds rige eller herredømme ved den som han udpeger eller udvælger. Og hvem udvælger Gud til hersker? Svaret til Nebukadnezar lød: „den ringeste blandt menneskene“. — Daniel 4:17.

Verdenshistorien viser umiskendeligt at det ikke er ydmyghed der har kendetegnet jordens politiske herskere. De jordiske regeringer og deres ledere har ophøjet sig selv og har ved at føre blodige krige med hinanden lagt en dyrisk adfærd for dagen. Det skulle derfor ikke overraske nogen at Bibelen sammenligner ufuldkomne menneskelige regeringer og riger med dyr og viser at de alle til sidst vil blive berøvet deres herredømme. (Daniel 7:2-8) Hvem der vil træde i stedet for dem siger Bibelen med disse ord af profeten Daniel:

„Jeg skuede videre i nattesynerne: og se, med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn. Han kom hen til den gamle af dage og førtes frem for ham; og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå.“ — Daniel 7:13, 14.

Den der beskrives her, er ingen anden end Jesus Kristus, der i Bibelen betegnes både som „Menneskesønnen“ og som „kongers Konge og herrers Herre.“ (Mattæus 25:31; Åbenbaringen 19:16) Han gav villigt afkald på sin overordnede stilling i himmelen og blev menneske, „lidt ringere end engle“. (Hebræerne 2:9; Filipperne 2:6-8) Som menneske viste Jesus Kristus sig — selv under den stærkeste provokation — at have „et mildt sind“ og at være „ydmyg af hjertet“. (Mattæus 11:29) „Når han blev skældt ud, skældte han ikke igen. Når han led, truede han ikke, men overgav sig bestandig til den som dømmer retfærdigt.“ — 1 Peter 2:23.

Menneskehedens verden anså ikke Jesus Kristus for at være noget af betydning og viste ham ikke den ære, der med rette tilkom ham. Det gik som profeten Esajas havde forudsagt: „[Han var] ringeagtet, skyet af folk, en smerternes mand og kendt med sygdom, en, man skjuler sit ansigt for, agtet ringe, vi regned ham ikke.“ — Esajas 53:3.

Der er ingen tvivl om at Jesus svarer til betegnelsen „den ringeste blandt menneskene“. Den profetiske drøm om træstubben måtte pege frem til den tid da han ville få overdraget herredømmet over menneskehedens verden, og dette måtte være når de „syv tider“ var udløbet. Hvor længe ville disse „tider“ vare? Hvornår begynder de? Hvornår ender de?

LÆNGDEN AF DE „SYV TIDER“

Godt seks hundrede år efter at Nebukadnezar havde haft sin drøm, trådte Jesus Kristus frem på skuepladsen og forkyndte at „himlenes rige er kommet nær“. (Mattæus 4:17) Det kunne han sige i sin egenskab af designeret konge, selv om han ikke på det tidspunkt modtog herredømmet over menneskehedens verden. Ved en lejlighed da nogle fejlagtigt havde draget den slutning at „Guds rige øjeblikkelig ville vise sig“, fortalte Jesus Kristus en lignelse som viste at der ville gå lang tid før han fik overdraget kongemagten. (Lukas 19:11-27) Det er derfor klart at de „syv tider“ i Daniels profeti i den større opfyldelse strækker sig over en periode på mange hundrede år og ikke blot på syv bogstavelige år.

De „syv tider“ i profetien udgør 2520 dage, nemlig syv profetiske år på hver 360 dage. Denne udregningsmåde bekræftes andre steder i Bibelen hvor der nævnes „tider“, „måneder“ og „dage“. For eksempel tales der i Åbenbaringen 11:2 om en periode på „toogfyrre måneder“, som svarer til tre og et halvt år. I det følgende vers omtales den samme periode som „et tusind to hundrede og tres dage“. Hvis man dividerer 1260 dage med 42, får man at der går 30 dage på hver måned. Et år på 12 måneder har altså, i alt 360 dage. Videre udgør „syv tider“ eller syv år 2520 dage (7 × 360).

Denne udregning bekræftes af Åbenbaringen 12:6, 14, hvor 1260 dage anføres som lig med „en tid og tider og en halv tid“ eller ’tre og en halv tid’ („tre og et halvt år“, The New English Bible). Da syv er det dobbelte af tre og en halv, må „syv tider“ være lig med 2520 dage (2 × 1260).

Da de „syv tider“ i Daniels profeti har relation til at Jesus modtager kongemagten over menneskehedens verden, må de naturligvis strække sig over en periode der er meget længere end 2520 fireogtyvetimers dage. Findes der nogen måde hvorpå man kan fastslå længden af hver af disse „dage“? Ja, den bibelske regel for profetiske dage lyder: „Ét år for hver dag.“ (4 Mosebog 14:34; Ezekiel 4:6) Anvender vi denne regel på de „syv tider“, ser vi at de udgør 2520 år.

BEGYNDELSEN TIL DE „SYV TIDER“

Da vi nu kender længden af de „syv tider“ kan vi gå i gang med at finde ud af hvornår de begyndte. Atter retter vi opmærksomheden mod det der skete med Nebukadnezar som en opfyldelse af den profetiske drøm om træet. Lad os betragte hans situation:

På det tidspunkt da Nebukadnezar mistede sin forstand var han indehaver af verdensherredømmet, for Babylon var dengang den største magt i verden. I Nebukadnezars tilfælde betød fældningen af det symbolske træ en midlertidig afbrydelse af hans styre som verdenshersker.

Det Gud gjorde i Nebukadnezars tilfælde tog sigte på noget langt større, nemlig Guds egen udvalgte konges herredømme. At Nebukadnezar var uden sin trone i „syv tider“, må derfor være et symbol på noget større. På hvad? På en midlertidig afbrydelse af det herredømme der udøvedes ifølge Guds ordning; det var jo Gud der havde tilladt Nebukadnezar at opnå stillingen som verdenshersker og derefter midlertidigt berøvede ham den, sådan som kongen selv indrømmede. (Daniel 4:34-37) Det der skete med Nebukadnezar må altså være et symbol på at et rige som Gud har oprettet, mister sin suverænitet. Selve træet er følgelig et symbol på verdensherredømmet hvad jorden angår.

Engang var den regering som havde sæde i Jerusalem et gudsrige. Det blev sagt om kongerne af Davids slægt at de sad på „[Jehovas] trone“, og de havde pligt til at regere i overensstemmelse med Guds lov. (1 Krønikebog 29:23) Jerusalem var derfor i symbolsk forstand sædet for Guds regering.

Da babylonierne under Nebukadnezar ødelagde Jerusalem og landet blev lagt fuldstændig øde, gik verdensherredømmet over til hedningerne, som nu herskede uhindret af et rige som repræsenterede Jehovas suveræne herredømme. Den øverste Suveræn holdt sig tilbage fra at udøve sit herredømme på denne måde. At han lagde bånd på sig selv og ikke udøvede herredømmet over jorden ved et rige som var hans, kan sammenlignes med at træstubben blev bundet med en kæde. Da Jerusalem blev ødelagt og tømt for sine indbyggere, begyndte en ’nedtrædning’ af denne hovedstad, der stod som symbolet på Jehovas regeringssæde, det sted hvorfra han udøvede sit suveræne herredømme. Det betyder derfor at de „syv tider“ begyndte dengang Nebukadnezar ødelagde Jerusalem og gjorde Judas land folketomt. Hvornår skete dette?

Ved hjælp af Bibelen og verdenshistorien kan det fastslås at dette skete i 607 f.v.t.a Man når frem til dette årstal på følgende måde:

Historikerne er enige om at Babylon blev erobret af perseren Kyros i 539 f.v.t. Dette årstal bekræftes af alle tilgængelige historiske kilder fra oldtiden. Bibelen viser at Kyros i sit første regeringsår udstedte et dekret som tillod de landflygtige israelitter at vende tilbage til Jerusalem og genopbygge templet. Mederen Darius, som herskede ganske kort tid over Babylon, efterfulgtes af Kyros, hvis første regeringsår over Babylon øjensynlig strakte sig fra 538 til 537 f.v.t. (Daniel 5:30; 6:1) Da rejsen hjem krævede en betydelig tid, må det have været i den „syvende måned“ i 537 f.v.t. (snarere end i 538 f.v.t.) at israelitterne var tilbage igen i deres byer, hvormed Jerusalems og Judas lands øde tilstand ophørte. (Ezra 3:1, 6) Dog forblev de under hedensk herredømme og omtalte derfor sig selv som ’trælle i deres eget land’. — Nehemias 9:36, 37.

Anden Krønikebog (36:19-21) viser at der gik en periode på halvfjerds år fra det tidspunkt da Jerusalem blev ødelagt af babylonierne og landet lagt øde, indtil det blev genrejst. Der siges her:

„De stak ild på Guds hus, nedrev Jerusalems mur, opbrændte alle dets borge og ødelagde alle kostelige ting deri. Dem, sværdet levnede, førte han som fanger til Babel, hvor de blev trælle for ham og hans sønner, indtil Perserriget fik magten, for at [Jehovas] ord gennem Jeremias’ mund kunne opfyldes, indtil landet fik sine sabbater godtgjort; så længe ødelæggelsen varede, hvilede det, til der var gået halvfjerdsindstyve år.“

Tæller vi halvfjerds år tilbage fra det tidspunkt da israelitterne var hjemme i deres byer igen, år 537 f.v.t., kommer vi til 607 f.v.t. Det var derfor i det år de hedenske nationer begyndte at nedtræde Jerusalem, det symbolske sæde for Guds regering.

AFSLUTNINGEN PÅ DE „SYV TIDER“

Det var denne nedtrædning af Jerusalem Jesus Kristus tænkte på da han sagde til disciplene: „Jerusalem skal nedtrædes af nationerne, indtil nationernes fastsatte tider er udløbet.“ (Lukas 21:24) Disse „fastsatte tider“ ville udløbe 2520 år efter 607 f.v.t. Det ville være i året 1914 e.v.t. Ophørte nedtrædningen af Jerusalem da?

Det er sandt at det jordiske Jerusalem ikke erfarede indsættelsen af en konge af Davids slægt i 1914 e.v.t. Men dette kunne man heller ikke forvente. Hvorfor ikke? Fordi det jordiske Jerusalem ikke længere var en hellig by i Guds øjne. Jesus Kristus havde sagt, endnu mens han var her på jorden: „Jerusalem, Jerusalem, der dræber profeterne og stener dem der er sendt til hende — hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn på samme måde som en høne samler sit kuld af kyllinger under vingerne, men I ville ikke! Se! Jeres hus overlades til jer selv.“ (Lukas 13:34, 35) Desuden er det rige som overdrages Jesus Kristus ikke et jordisk rige med en jordisk regering i Jerusalem eller nogen anden jordisk by. Det er et himmelsk rige.

Det var følgelig i de usynlige himle man i 1914 e.v.t. blev vidne til opfyldelsen af Åbenbaringen 11:15: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Messias’, og han skal herske som konge i evighedernes evigheder.“ Det som Jerusalem var et symbol på, nemlig den messianske regering som herskede med guddommelig anerkendelse, blev da ikke længere nedtrådt. Der var atter en konge af Davids dynasti som, udnævnt af Gud, herskede over menneskenes anliggender. De synlige begivenheder der har fundet sted her på jorden siden 1914 som en opfyldelse af Bibelens profetier, er bevis på at det er sådan det forholder sig.

En af disse profetier finder vi i det sjette kapitel i Åbenbaringens bog. Her beskrives det med symbolske udtryk hvordan Jesus Kristus får overdraget kongemagt og hvad der sker derefter.

Om overdragelsen af kongemagten til Jesus Kristus siges der: „Se! en hvid hest; og han som sad på den havde en bue; og en krone blev givet ham, og han red ud sejrende og for at fuldende sin sejr.“ (Åbenbaringen 6:2) Senere i Åbenbaringens bog vises det umiskendeligt hvem rytteren på denne hest er: „Se! en hvid hest. Og han som sad på den kaldes Trofast og Sand, og han dømmer og fører krig med retfærdighed. . . . Og på sin yderklædning, ja på sit lår, har han et navn skrevet, kongers Konge og herrers Herre.“ — Åbenbaringen 19:11-16.

Om det der skulle ske her på jorden efter at Jesus havde modtaget ’kronen’, symbolet på kongeværdigheden, og dermed magten til at herske som konge over menneskehedens verden, siges der videre i Åbenbaringens bog, kapitel 6:

„Og en anden kom ud, en ildrød hest; og ham som sad på den blev det givet at tage freden bort fra jorden så man ville slå hinanden ihjel; og et stort sværd blev givet ham. Og da det åbnede det tredje segl, hørte jeg den tredje levende skabning sige: ’Kom!’ Og jeg så, og se! en sort hest; og han som sad på den havde en vægt i sin hånd. . . . Og da det åbnede det fjerde segl, hørte jeg den fjerde levende skabnings stemme sige: ’Kom!’ Og jeg så, og se! en bleggrøn hest; og han som sad på den havde navnet Døden. Og Hades fulgte lige efter ham. Og der blev givet dem myndighed over en fjerdedel af jorden til at dræbe med et langt sværd og med hungersnød og med en dødbringende plage og ved jordens vilde dyr.“ — Versene 4 til 8.

Er disse ord ikke blevet opfyldt? Er den globale krigs sværd ikke blevet svunget siden 1914? Jo! I den første verdenskrig omkom så mange mennesker som aldrig før. Over 9.000.000 som deltog aktivt i krigen, døde af deres sår, sygdomme eller andre årsager. Antallet af dødsofre blandt civile, enten som en direkte eller indirekte følge af krigen, udgjorde også millioner. Og den anden verdenskrig krævede et endnu større antal dødsofre, alt i alt 55.000.000, både af civil- og militærpersoner.

Er den sorte hest — mangelen på fødevarer — ikke redet ud over jorden? Jo, mange steder i Europa indtraf der hungersnød under og efter den første verdenskrig. I Rusland døde millioner. Efter den anden verdenskrig oplevede man, ifølge The World Book Encyclopedia (1973), „den største og mest udbredte fødevaremangel i historien“. Og i dag viser de barske kendsgerninger at hvert tredje menneske på jorden langsomt dør af sult eller af underernæring.

Pestsygdomme har også krævet deres ofre. I 1918-1919, i løbet af få måneder, berøvede en influenzaepidemi, den spanske syge, omkring tyve millioner mennesker livet. Ingen enkeltulykke havde nogen sinde før kostet så mange mennesker livet.

Omfanget af alt dette er naturligvis ikke gået upåagtet hen. Joseph Carter siger i sin bog 1918 Year of Crisis, Year of Change [1918 — et kriseår, et overgangsår]: „I dette efterår [1918] fulgte rædsel på rædsel, for de tre af Apokalypsens fire ryttere — krig, hungersnød og pest — var sandelig redet ud.“ Disse symbolske ryttere har endnu ikke standset deres ridt.

Der eksisterer altså synlige vidnesbyrd om at den kæde hvormed den symbolske træstub i Nebukadnezars drøm var bundet, blev fjernet i 1914. Jehova Gud begyndte at udøve sin myndighed gennem sin søns, Herren Jesu Kristi, rige. Men hvorfor blev forholdene på jorden så ikke bedre? Hvorfor har den tid da Kristus fik overdraget myndigheden til at herske over menneskeheden, været præget af trængsler og vanskeligheder?

Det er fordi Satan Djævelen er imod Guds rige ved Kristus. Han gik til kamp imod det da det fik magten over menneskeheden. Men han tabte kampen og blev sammen med sine dæmoner fordrevet fra de hellige himle. Rasende forårsager han og hans dæmoner alle de vanskeligheder de kan blandt menneskene for at ødelægge alt og alle. Efter at have beskrevet krigen i himmelen og udfaldet af den siger den bibelske beretning derfor videre: „Glæd jer, I himle og I som bor i dem! Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ — Åbenbaringen 12:7-12.

Hvor kort er den tidsperiode som Rigets modstander har tilbage? Jesus Kristus åbenbarede for sine disciple at den tid hvor han kom i Rigets herlighed og den ugudelige tingenes ordning blev fjernet, ville falde inden for en generations levetid. Han sagde: „Jeg skal sige jer en sandhed: Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.“ — Mattæus 24:3-42.

Derfor må nogle af den generation der levede i 1914 være blandt dem der kommer til at opleve at Jesus fuldender sin sejr og får fuldt herredømme over jordens anliggender. Det vil også sige at mange som nu lever har mulighed for aldrig at dø. Hvordan det?

HVORFOR MANGE SOM NU LEVER IKKE VIL KOMME TIL AT DØ

Når Kongen Jesus Kristus fuldender sin sejr vil han kun skride ind over for dem der ikke vil underlægge sig hans herredømme. Som en trøst til medtroende der var udsat for forfølgelse skrev den inspirerede apostel Paulus herom, idet han sagde: „Det er retfærdigt fra Guds side at give dem trængsel til gengæld som volder jer trængsel, men jer som lider trængsel, lindring sammen med os ved Herren Jesu åbenbarelse fra himmelen med sine mægtige engle i en flammende ild, når han bringer hævn over dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus. Disse skal lide retslig straf i form af evig undergang bort fra Herrens ansigt og fra hans styrkes herlighed.“ — 2 Tessaloniker 1:6-9.

Det er ikke alle der nægter at „kende“ Gud eller ikke vil anerkende Guds myndighed i deres liv. Ikke alle er ulydige mod ’den gode nyhed om Jesus Kristus’. Skønt få i sammenligning med hele verdens befolkning findes der en gruppe kristne som bestræber sig for at vise at de er hengivne tjenere for Gud og loyale disciple af Jesus Kristus. De som på den dag da Guds dom eksekveres, stadig er Jehova Gud helt hengivne, kan være forvissede om at de ikke vil blive fejet bort af denne dom. Bibelen siger:

„Det er dem der kommer ud af den store trængsel, og de har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor er de foran Guds trone; og de yder ham hellig tjeneste dag og nat i hans tempel; og han som sidder på tronen vil slå sit telt op over dem. De skal ikke sulte mere eller tørste mere, heller ikke skal solen eller nogen stærk hede brænde dem, for Lammet, som er i tronens midte, vil være hyrde for dem og lede dem til kilder med livets vand. Og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.“ — Åbenbaringen 7:14-17.

De fremtidsudsigter der åbner sig for den store skare der overlever ’trængselen’, er ikke døden men livet. „Lammet“, det vil sige Herren Jesus Kristus, vil lede dem til „kilder med livets vand“. Dette er ikke et liv som kun strækker sig over halvfjerds-firs år, men et evigt liv. Han vil anvende det offer han har bragt til soning af synd, til gavn for dem og således udfri dem fra synden og dens dødbringende virkninger. Efterhånden som de i lydighed tager imod hans hjælp, vil de nå frem til menneskelig fuldkommenhed og aldrig behøve at dø.

Satan og hans hærskare af dæmoner vil ikke kunne hindre deres fremskridt. Efter at „den store trængsel“ har gjort ende på den onde jordiske tingenes ordning, vil Satan blive kastet i afgrunden og holdt fængslet dér i tusind år. Den symbolske beskrivelse af denne begivenhed lyder således: „Jeg så en engel stige ned fra himmelen med afgrundens nøgle og en stor lænke i sin hånd. Og han greb dragen, slangen fra fortiden, som er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusind år. Og han kastede ham i afgrunden og lukkede den og forseglede den over ham, så han ikke kunne vildlede nationerne.“ (Åbenbaringen 20:1-3) Således vil Satan og hans dæmoner være som var de døde og vil ikke kunne skabe vanskeligheder for menneskene.

Bibelen viser klart at det er den generation der oplevede 1914 der vil blive vidne til indførelsen af Rigets styre, som Satan ikke vil kunne lægge nogen hindringer i vejen for. Mange som lever i dag vil således få mulighed for aldrig at dø. De vil overleve ødelæggelsen af den nuværende gudløse tingenes ordning og derefter lidt efter lidt blive befriet for synden og blive ført frem til menneskelig fuldkommenhed. Som mennesker der er syndfri skal de ikke mere betale syndens løn — døden. — Romerne 6:23.

Det vil sige at det haster med at stille sig på Kongen Jesu Kristi side hvis man ikke allerede har gjort det, og nu leve som en af hans loyale undersåtter. Det er dét Jehovas kristne vidner bestræber sig for at gøre, og de vil gerne hjælpe andre med at gøre det samme.

[Fodnote]

Kapitel 19

Milliarder som nu er døde vil snart få liv igen

RIGETS administration, som er overgivet i Jesu Kristi og hans 144.000 medregenters hånd, vil udøse storslåede velsignelser over dem der har overlevet „den store trængsel“. Til den tid vil de skadelige virkninger af at Adam styrtede sig selv og sit ufødte afkom ud i synd, ikke blive husket på en sådan måde at det vil volde mental og følelsesmæssig smerte. Profeten Esajas har udtalt følgende inspirerede løfte: „Det gamle huskes ej mer, rinder ingen i hu.“ — Esajas 65:17.

Hvis dette skal ske, må den sorg og smerte som syndens dødbringende virkninger har forvoldt, ophæves, forsvinde. Milliarder af døde må også oprejses til liv. Hvorfor?

Jo, tænk på følgende: Ville du være helt lykkelig, selv om du havde overlevet „den store trængsel“, hvis du vidste at kære venner og slægtninge som var døde for år tilbage, stadig var berøvet livet og dets velsignelser? Ville det ikke smerte dig mentalt og følelsesmæssigt? For at fjerne enhver mulighed for en sådan smerte, må de døde oprejses. Kun hvis de oprejses til liv og hjælpes til at opnå fuldkommenhed på legeme og sind, vil syndens skadelige virkninger være helt udslettet.

Bibelen forsikrer os om at de som er døde, for langt de flestes vedkommende vil få liv igen. De vil få mulighed for at leve længere end det korte åremål der endte ved deres død. Jehova Gud har givet sin søn Jesus Kristus magt til at oprejse dem. (Johannes 5:26-28) Dette stemmer overens med at Jesus i Bibelen profetisk omtales som „Evigheds-Fader“. (Esajas 9:6) Når han oprejser dem der sover i døden, bliver han deres Fader. — Jævnfør Salme 45:16, NW; v. 17 i da. aut.

GRUNDLAGET FOR TROEN PÅ OPSTANDELSEN

For den der anerkender Guds eksistens skulle det ikke være vanskeligt at have en fast tro på opstandelsen. Er det ikke fornuftigt at mene at Han som oprindelig gav menneskene liv, også er viis nok til at give de døde livet tilbage, at genskabe dem som mennesker? Jehova Gud har selv givet løfte om at de døde vil få liv igen, og han har også gjort kraftige gerninger og undere som styrker vor tillid til dette løfte.

Jehova Gud gav ligefrem nogle af sine trofaste tjenere magt til at oprejse døde. I Zarepta, ikke langt fra Middelhavets kyst, oprejste profeten Elias en enkes eneste søn. (1 Kongebog 17:21-23) Hans efterfølger, Elisa, oprejste den eneste søn af en gæstfri, velhavende kvinde i Sjunem i den nordlige del af Israel. (2 Kongebog 4:8, 32-37) Jesus Kristus oprejste en datter af Jairus, der var forstander for en synagoge i nærheden af Galilæas sø. Desuden oprejste han en enkes eneste søn; det var i Nain, sydvest for Galilæas sø. Og endelig oprejste han sin gode ven Lazarus, som havde været død i fire dage og var blevet lagt i en grav ikke langt fra Jerusalem. (Markus 5:22, 35, 41-43; Lukas 7:11-17; Johannes 11:38-45) I Joppe, ved Middelhavets kyst, oprejste apostelen Peter en kvinde ved navn Dorkas (Tabita). (Apostelgerninger 9:36-42) Under et ophold i den romerske provins Asien oprejste apostelen Paulus Eutykus, en ung mand som var styrtet ud gennem et vindue fra anden sal og havde slået sig ihjel. — Apostelgerninger 20:7-12.

Den mest bemærkelsesværdige opstandelse er Jesu Kristi egen opstandelse. Denne velbevidnede begivenhed udgør det stærkeste bevis for at der findes en opstandelse. Det gjorde apostelen Paulus opmærksom på over for dem der var forsamlet på Areopagus i Athen da han sagde: „[Gud] har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde.“ — Apostelgerninger 17:31.

Jesu opstandelse er godtgjort ud over enhver tvivl. Der var langt mere end to-tre vidner som kunne bekræfte at den havde fundet sted. Ved én lejlighed alene viste den opstandne Jesus Kristus sig for henved fem hundrede disciple. Hans opstandelse var en så fastslået kendsgerning at apostelen Paulus kunne sige at benægtelse af opstandelsen var det samme som at benægte den kristne tro i det hele taget. Han skrev: „Hvis dødes opstandelse ikke finder sted, så er Kristus heller ikke blevet oprejst. Men hvis Kristus ikke er blevet oprejst, er det vi forkynder jo forgæves, og vor tro forgæves. Desuden bliver vi også fundet som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud at han har oprejst Messias, hvem han ikke har oprejst hvis døde i virkeligheden ikke oprejses.“ — 1 Korinter 15:13-15.

De første kristne vidste med bestemthed, ganske som apostelen Paulus, at Jesus var blevet oprejst fra de døde. Så stærk var deres overbevisning om at de selv ville få en opstandelse, at de var villige til at udsætte sig for hård forfølgelse og gå i døden for deres tro,

OPSTANDELSE TIL ÅNDELIGT LIV

Jesu Kristi opstandelse viser at opstandelsen ikke er ensbetydende med at det samme legeme oprejses. Jesus blev ikke oprejst til liv som et menneske, men til liv som en ånd. Herom skrev apostelen Peter: „Selv Kristus døde jo én gang for alle vedrørende synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunne føre jer til Gud, idet han blev overgivet til døden i kødet, men blev gjort levende i ånden.“ (1 Peter 3:18) Ved sin opstandelse fik Jesus ikke et legeme af kød og blod, men et der passede til liv i himmelen. — 1 Korinter 15:40, 50.

Dette åndelegeme var naturligvis usynligt for menneskers øjne. Derfor måtte Jesus iklæde sig kød for at hans disciple kunne se ham efter hans opstandelse. Man skal lægge mærke til at Jesus ikke blev begravet med sine klæder på, men at han blev indsvøbt i bind eller bandager af fint linned. Efter hans opstandelse lå disse bandager stadig i graven. Så ligesom Jesus måtte materialisere tøj at tage på, måtte han også materialisere et legeme af kød for at hans disciple kunne se ham. (Lukas 23:53; Johannes 19:40; 20:6, 7) Var dette mærkeligt? Nej, det var nøjagtig det samme som englene havde gjort før i tiden når de viste sig for mennesker. At Jesus materialiserede et legeme af kød forklarer hvorfor hans disciple ikke altid genkendte ham til at begynde med, og hvorfor han pludselig kunne vise sig og forsvinde lige så pludseligt. — Lukas 24:15-31; Johannes 20:13-16, 20.

Kun de 144.000 som er Jesu Kristi medarvinger og som skal regere sammen med ham, vil erfare en opstandelse som hans. Om denne opstandelse til åndeligt liv siger Bibelen:

„Hvad du sår, bliver ikke gjort levende medmindre det først dør; og med hensyn til det du sår, så sår du ikke det legeme som skal komme, men et nøgent korn, det kan være hvede eller en hvilken som helst af de andre kornsorter; men Gud giver det et legeme sådan som han ønsker, og hver slags sæd sit eget legeme. . . .

Således er det også med de dødes opstandelse. Det sås i forgængelighed, det oprejses i uforgængelighed. Det sås i vanære, det oprejses i herlighed. Det sås i svaghed, det oprejses i kraft. Der sås et sjæleligt legeme, der oprejses et åndeligt legeme. Når der er et sjæleligt legeme, er der også et åndeligt. Således står der også skrevet: ’Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl.’ Den sidste Adam blev til en levendegørende ånd. Dog er det første ikke det åndelige, men det sjælelige, derefter det åndelige. Det første menneske er fra jorden, dannet af støv; det andet menneske er fra himmelen. Som den der er dannet af støv er, sådan er de der er dannet af støv også; og som den himmelske er, sådan er de himmelske også. Og ligesom vi har båret billedet af den der blev dannet af støv, skal vi også bære billedet af den himmelske.“ — 1 Korinter 15:36-49.

OPSTANDELSE TIL LIV PÅ JORDEN

Men hvad med dem der, til forskel fra Jesus Kristus og hans 144.000 medregenter, bliver oprejst til liv på jorden? Eftersom de er ’vendt tilbage til støvet’, må Gud da samle alle de atomer som deres legeme engang bestod af, så legemet i enhver henseende er nøjagtig som det var i dødsøjeblikket?

Nej, det kan simpelt hen ikke være sådan. Hvorfor ikke? For det første fordi det ville betyde at de blev bragt tilbage til livet i en tilstand hvor de befandt sig på dødens rand. De mennesker der blev oprejst i fortiden blev ikke bragt tilbage til livet i nøjagtig den samme syge tilstand der gik forud for deres død. Selv om de ikke var fuldkomne da de blev oprejst, havde de et helt og forholdsvis sundt legeme.

For det andet er det ikke fornuftigt at antage at nøjagtig de samme atomer må samles og udgøre det genrejste legeme. Efter døden omdannes det menneskelige legeme under nedbrydningsprocesserne til andre organiske stoffer. Disse optages måske af planter, og disse igen eller deres frugter spises måske som føde af mennesker. Således kan det gå til at de grundstoffer som et menneske engang bestod af, til sidst bliver optaget i andre mennesker. Det er således indlysende at et menneske ved sin opstandelse ikke kan komme til at bestå af de samme atomer som før sin død.

Hvad vil det så sige at et menneske bliver oprejst? Det vil sige at vedkommende bliver bragt tilbage til livet som den samme person. Og hvad er det der gør et menneske til den person det er? Er det de kemiske stoffer hvoraf legemet består? Nej, det er det ikke, eftersom legemets molekyler hele tiden udskiftes med andre. Det der virkelig adskiller et menneske fra andre mennesker, er vedkommendes almindelige fysiske fremtoning, stemmen, personligheden, vedkommendes erfaring, mentale vækst og hukommelse. Når Jehova Gud, ved sin søn Jesus Kristus, oprejser en fra de døde, vil han åbenbart give dette menneske et legeme som har de samme træk som det tidligere legeme. Den opstandne vil have det samme fond af erindringer i sin hukommelse som han eller hun har samlet i sin levetid og vil være sig alle disse erindringer bevidst. Personen vil kunne genkende sig selv, og de som kendte vedkommende vil også gøre det.

’Men hvis man genskabes på denne måde,’ vil nogen måske sige, ’er man så virkelig den samme? Er man ikke blot en kopi, en efterligning?’ Nej, for dette ræsonnement tager ikke hensyn til at vort legeme, som før nævnt, allerede nu bestandig forandrer sig. For omkring syv år siden var de molekyler som udgjorde vort legeme dengang, nogle andre end de molekyler vi består af i dag. Ja, endog vort ydre ændrer sig med årene. Men har vi alligevel ikke de samme fingeraftryk? Er vi ikke det samme menneske som før? Jo sandelig.

De som har svært ved at tro på en opstandelse, skulle tænke på en lige så forunderlig proces som finder sted når et menneske undfanges. Den næsten mikroskopiske celle der dannes når sæd- og ægcelle forenes, har i sig muligheden for at blive en person der er forskellig fra alle andre der har levet. Denne celle indeholder de faktorer som styrer individets vækst og dannelsen af den grundlæggende personlighed som er arvet fra forældrene. De senere erfaringer i livet udbygger naturligvis denne personlighed. Svarende til det der sker i undfangelsesøjeblikket, får den afdøde ved opstandelsen eller genskabelsen sin personlighed og det fond af erfaringer som han eller hun har samlet sig i sit liv, tilbage, idet hver celle i vedkommendes legeme præges med de særlige træk der gør denne person forskellig fra alle andre. De egenskaber, træk og færdigheder som vedkommende havde udviklet i sin levetid, vil blive præget ind i vedkommendes hjerte, sind og legeme.

Om Skaberen skrev den inspirerede salmist: „Dine øjne så mig endnu mens jeg var foster, og i din bog var alle dets dele skrevet ned, med hensyn til dagene da de blev dannet og der endnu ikke var en af dem.“ (Salme 139:16, NW) Så snart de genetiske kombinationer er dannet i undfangelsesøjeblikket, kan Jehova Gud altså se dem og danne sig et billede af et barns grundlæggende karaktertræk. Det er derfor logisk at mene at han har et nøjagtigt mønster at gå efter når han skal genskabe en i opstandelsen.

Vi kan have tillid til Jehovas fuldkomne hukommelse. Selv mennesker kan ved hjælp af videobånd opbevare og gengive lyd- og billedoptagelser af personer. Jehova Guds evne til at opbevare sådanne optagelser er langt større, for han kalder selv stjernerne, som der er utallige af, ved navn! — Salme 147:4.

Det ses heraf at en opstandelse eller genskabelse er mulig fordi den afdøde lever i Guds hukommelse. På grund af sin fuldkomne evne til at huske livsmønstre og fordi det er hans hensigt at oprejse de døde, kunne Jehova Gud regne trofaste mænd som Abraham, Isak og Jakob for levende, skønt de var døde. Denne omstændighed henledte Jesus Kristus netop de vantro saddukæeres opmærksomhed på da han sagde: „At de døde oprejses har også Moses angivet, i beretningen om tornebusken, når han kalder Jehova ’Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’. Han er ikke dødes men levendes Gud; de er nemlig alle levende for ham.“ — Lukas 20:37, 38.

Der er således et fyldestgørende grundlag for at tro på en opstandelse eller en genskabelse. Det er rigtigt at nogle måske vil forkaste tanken. Men ville man være bedre stillet ved at lukke øjne og sind for de vidnesbyrd der findes om opstandelsen og nægte at tro på den? Ville det blive lettere at miste en nær slægtning eller ven i døden? Ville det hjælpe en til at se den barske kendsgerning i øjnene at man en dag selv skal dø?

Når man véd at dette liv ikke er alt hvad der er tilmålt mennesket, frigør det en for frygten for at det brat skal blive afbrudt af en for tidlig død. Denne frygt har Satan Djævelen udnyttet til at holde folk i trældom, idet han ved hjælp af sine jordiske redskaber har fået dem til at gøre som han ønsker. (Mattæus 10:28; Hebræerne 2:14, 15) Af frygt for at blive henrettet, for eksempel, har mange ikke fulgt deres samvittighed men har begået uhyggelige forbrydelser mod menneskeheden, sådan som det skete i de nazistiske koncentrationslejre.

Den der har en stærk tro på opstandelsen står imidlertid fast i sin beslutning om at gøre hvad der er ret, selv om det kunne betyde døden. For ham er det liv han vil få når han oprejses fra de døde, langt mere dyrebart end nogle få års længere levetid nu. Han ønsker ikke at sætte sin mulighed for evigt liv over styr for noget som i forhold hertil næppe kunne kaldes en forlængelse af livet. Han har samme indstilling som de mænd i fortiden om hvem Hebræerbrevet siger: „[De] blev torteret, idet de ikke tog imod udfrielse ved en løsesum [ved et eller andet kompromis], for at de kunne opnå en bedre opstandelse.“ — Hebræerne 11:35.

De der har tillid til Guds løfte om at oprejse de døde, er ganske givet langt bedre stillet end de der ikke har opstandelseshåbet. De kan se fremtiden i møde uden frygt.

Af Bibelen fremgår det at denne tingenes ordning snart vil nå sin afslutning, nemlig inden for denne generations levetid, og vil blive erstattet af en retfærdig administration i Jesu Kristi og hans medregenters hånd. Det er grunden til at milliarder som nu er døde, snart vil få liv igen og begynde at høste gavn af Rigets styre. Det bliver en storslået oplevelse for dem der overlever „den store trængsel“ at hilse de døde velkommen tilbage. Tænk på den glæde det bliver igen at kunne nyde samværet med kære venner og elskede slægtninge, at høre deres stemmer og se dem sunde og raske.

Hvilken virkning skulle dette have på os? Skulle det ikke tilskynde os til at takke Gud for det vidunderlige håb om en opstandelse? Skulle vores taknemmelighed ikke få os til at gøre alt hvad vi kan for at lære ham at kende og derefter tjene ham trofast?

[Illustration på side 172]

Er det ikke muligt at den der kan lade et foster vokse i et moderliv, også kan oprejse de døde?

Kapitel 20

Hvem får gavn af opstandelsen?

MANGE spørgsmål rejser sig angående opstandelsen. Hvem vil blive oprejst? Børn? Også spædbørn? Både gode og onde? Vil de som var gift, blive forenet med deres tidligere ægtefælle?

Bibelen kommer ikke ind på alle detaljer vedrørende opstandelsen. Den indeholder det storslåede løfte om at de døde vil blive oprejst til liv, og den giver tilstrækkelig detaljerede oplysninger til at underbygge troen på dette løfte. At den er tavs på visse punkter, skulle ikke få os til at betvivle løftets pålidelighed.

I vor omgang med andre mennesker forventer vi ikke at vide besked med hver eneste detalje. Hvis du for eksempel blev inviteret til middagsselskab, ville du ikke spørge den der inviterede dig: ’Hvor skal alle gæsterne sidde? Kan du lave mad til så mange? Hvordan kan jeg være sikker på at du har fade og tallerkener nok?’ Det ville være en fornærmelse at stille sådanne spørgsmål. Heller ingen ville finde på at sige til værten: ’Overbevis mig først om at jeg ikke kommer til at kede mig.’ At modtage indbydelsen og vide hvor den kommer fra, skulle være tilstrækkeligt til at overbevise en om at alt er i orden.

Ingen bryder sig om at blive krævet til regnskab for hver eneste af sine udtalelser, at skulle forklare eller bevise hver eneste detalje. Lad os antage at en bekendt fortæller os hvordan han har reddet et menneske fra at drukne. Hvis det er en ven vi sætter højt, vil vi ikke bede ham føre bevis for at det virkelig er sket sådan som han siger. Det ville være tegn på manglende tillid til og tro på vedkommende. Det ville ikke være noget godt grundlag at bygge et sandt venskab på. På tilsvarende måde kan en der ikke vil anerkende Guds løfte om en opstandelse uden først at have fået rede på hver eneste detalje, aldrig blive regnet for en sand Guds ven. Som sine venner anerkender Gud kun dem der tror på ham og har tillid til ham. (Hebræerne 11:6) Han har sørget for en righoldighed af vidnesbyrd som kan danne grundlag for troen, men han tvinger os ikke til at tro ved at tilvejebringe og belyse hver eneste detalje, så troen til sidst bliver overflødig.

Denne mangel på visse detaljer tjener til at prøve et menneske og vise hvordan det er inderst inde. Der er nogle som nærer meget høje tanker om sig selv og deres egne yndlingsideer, og som ikke ønsker at være afhængige af nogen. De vil ikke stå til ansvar over for nogen. Troen på opstandelsen ville kræve af dem at de måtte leve i overensstemmelse med Guds vilje. Men det ønsker de ikke. Og eftersom der mangler visse enkeltheder om opstandelsen, finder de heri en berettigelse for deres vantro. De minder meget om saddukæerne på Jesu tid. Disse forkastede tanken om en opstandelse og pegede på en omstændighed som de mente var en uoverstigelig hindring. De sagde til Jesus:

„Lærer, Moses skrev til os: ’Hvis en mand som har en broder, dør mens han har en hustru, og han er forblevet barnløs, så skal hans broder tage hustruen og med hende oprejse sin broder afkom.’ Nu var der syv brødre; og den første tog en hustru og døde barnløs. Og den anden og den tredje tog hende. På samme måde med dem alle syv: de døde uden at efterlade sig børn. Til sidst døde også hustruen. Hvem af dem skal nu have hende til hustru i opstandelsen? De er jo syv der har haft hende til hustru.“ — Lukas 20:28-33.

Som svar på deres spørgsmål afslørede Jesus Kristus det forkerte i saddukæernes ræsonnement og understregede opstandelsesløftets pålidelighed. Hans svar lød:

„Denne tingenes ordnings børn gifter sig og bortgiftes, men de som er anset for værdige til at få del i den anden tingenes ordning og opstandelsen fra de døde, hverken gifter sig eller bortgiftes. . . . Men at de døde oprejses har også Moses angivet, i beretningen om tornebusken, når han kalder Jehova ’Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’. Han er ikke dødes men levendes Gud; de er nemlig alle levende for ham.“ — Lukas 20:34-38.

HVORFOR OPSTANDELSEN IKKE INDEBÆRER NOGET LØFTE OM ÆGTESKAB

Nogle vil måske foruroliges over at Jesus i sit svar til saddukæerne sagde at der blandt dem der oprejses ikke vil være nogen der gifter sig eller bortgiftes. De synes måske oven i købet at uden ægteskab vil der ikke være noget ved opstandelsen, at den ikke vil være til nogen gavn for dem.

Når vi overvejer Jesu svar gør vi imidlertid klogt i at huske på at vi er ufuldkomne. Det vi synes om og ikke synes om er for en stor del betinget af det vi er vant til. Ingen har derfor noget egentligt grundlag for at tro at han eller hun ikke vil synes om de foranstaltninger Gud vil træffe for de opstandne. Vi har jo, som før sagt, heller ikke fået alle detaljerne at vide. Dette er i virkeligheden en stor venlighed mod os fra Guds side. Som ufuldkomne mennesker kunne vi jo i begyndelsen reagere ugunstigt på noget der i realiteten vil fylde vort liv med glæde når vi befinder os på et fuldkomment stade. Det ville måske på nuværende tidspunkt helt overstige vore evner at fatte alle enkeltheder. Kristus Jesus var klar over ufuldkomne menneskers begrænsninger og tog hensyn hertil, hvilket fremgår af hvad han ved en lejlighed sagde til sine disciple: „Jeg har meget endnu at sige jer, men I er ikke i stand til at bære det i øjeblikket.“ — Johannes 16:12

De der får en opstandelse til udødeligt, åndeligt liv i himmelen har ingen forestilling om hvordan det bliver. De kan ikke sammenligne det med noget de kender her på jorden. Deres legemer vil være helt anderledes. Alle kønsbestemte kendetegn og særpræg vil være forsvundet fra dem. Der kan derfor ikke forekomme ægteskab blandt dem der oprejses til åndeligt liv i himmelen. Alle i forening bliver de Kristi „brud.“

Men hvad med dem der bliver oprejst til liv på jorden? Vil de blive genforenet med deres tidligere ægtefælle? Der er ingenting i Bibelen der tyder på at dette vil være tilfældet. Bibelen slår fast at døden opløser ægteskabet. I Romerbrevet 7:2, 3 læser vi: „En gift kvinde [er] ved lov bundet til sin mand så længe han lever; men hvis manden dør, er hun løst fra mandens lov. . . . så at hun ikke er en ægteskabsbryderske hvis hun bliver en anden mands.“

Hvis altså en mand vælger at gifte sig igen på nuværende tidspunkt, behøver han ikke at bekymre sig om hvilken virkning dette vil have på hans tidligere ægtefælle i opstandelsen. Hvis den enlige stand ikke er noget for ham, behøver han ikke at kæmpe for at forblive ene, i håb om at blive genforenet med sin tidligere ægtefælle i opstandelsen. Det er i høj grad en venlighed fra Guds side ikke at kræve at tidligere ægteskabsbånd er bindende i opstandelsen, sådan som saddukæerne fejlagtigt troede,

Selv om vi ikke ved hvor på jorden de opstandne kommer til at leve eller sammen med hvem, kan vi være forvissede om at hvilken ordning der end bliver, vil den bidrage til de opstandnes lykke. Guds gaver, deriblandt opstandelsen, vil i alle måder tilfredsstille lydige menneskers ønsker og behov. Hans gaver er fuldkomne, fejlfri. (Jakob 1:17) Dét giver de gavmilde gaver som vi allerede har modtaget som udtryk for hans kærlighed, os forvisning om.

BØRN OG ANDRE SOM OPREJSES

Hvordan forholder det sig med børn som dør? Vil de også vende tilbage til livet når der er indført retfærdighed på denne jord? Der er ingen tvivl om at dette er et ønske som alle kærlige forældre nærer med hensyn til de børn som døden har berøvet dem. Der er god grund til at nære håb om at de vil komme tilbage.

Der var børn blandt dem Bibelen beretter om som blev oprejst fra de døde. Jairus’ datter i Galilæa var omkring tolv år gammel. Det var Jesus som oprejste hende. (Lukas 8:42, 54, 55) De drenge som blev oprejst af profeterne Elias og Elisa har måske været ældre, måske yngre. (1 Kongebog 17:20-23; 2 Kongebog 4:32-37) Kan man ikke i betragtning af at det her var børn der blev oprejst, forvente en opstandelse i stort omfang af børn når Jesus Kristus hersker som konge? Jo, i høj grad! Men uanset hvad Jehova Gud har til hensigt i denne henseende, kan vi være forvissede om at det vil være det mest retfærdige, kloge og kærlige for alle parter.

Bibelen viser at langt de fleste af dem der har levet — både mænd, kvinder og børn — vil blive oprejst fra de døde. Som apostelen Paulus gav forsikring om i sin forsvarstale over for landshøvdingen Feliks: „Jeg har håb til Gud . . . at der vil finde en opstandelse sted, af både retfærdige og uretfærdige.“ (Apostelgerninger 24:15) De „retfærdige“ er dem der har haft Guds velbehag mens de levede. De „uretfærdige“ er alle andre mennesker. Men vil det sige at alle som dør vil få en opstandelse? Nej.

DE SOM IKKE FÅR EN OPSTANDELSE

Der er nogle som af Gud bliver dømt uværdige til at få en opstandelse. Om dem der nu i tiden ikke vil underlægge sig Kristi styre og ikke gør godt mod hans „brødre“ på jorden siger Bibelen: „Disse skal gå bort til evig afskærelse.“ (Mattæus 25:46) De vil erfare denne evige afskærelse når Jesus Kristus, sammen med sine hærskarer af engle, tilintetgør alle som modstår hans retfærdige styre, og han vil gøre det i „den store trængsel“ som nu er nær.

Om dem der er arvinger til det himmelske rige men som viser sig utro mod Gud siges der: „Der [er] ikke længere noget slagtoffer for synder tilbage, men en frygtelig forventning om dom og en flammende skinsyge som vil fortære dem der står imod.“ — Hebræerne 10:26, 27.

Der findes også visse kategorier af mennesker om hvem det siges at de går en evig undergang i møde. Jesus Kristus gav udtryk for at de forhærdede farisæere og andre religiøse ledere på hans tid, som skare betragtet havde syndet mod den hellige ånd. Han sagde om denne synd: „Enhver form for synd og bespottelse vil blive tilgivet menneskene, men bespottelse imod ånden vil ikke blive tilgivet. For eksempel: Den der taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den der taler imod den hellige ånd, ham vil det ikke blive tilgivet, nej, hverken i denne tingenes ordning eller i den kommende.“ (Mattæus 12:31, 32) Da der ikke findes nogen tilgivelse for denne synd, må alle som gør sig skyldige i at benægte tydelige tilkendegivelser af Guds ånd, betale for det ved at forblive døde for bestandig.

Bortset fra hvad Bibelen specielt siger om dem der går til grunde for evigt, kan vi ikke sige at bestemte personer ikke vil blive oprejst fra de døde. Men den omstændighed at nogle ikke bliver oprejst fra de døde, bør tjene som en advarsel for os og en tilskyndelse til at undgå en handlemåde som vil medføre Guds mishag.

EN DOMMENS OPSTANDELSE

Den omstændighed at størsteparten af menneskeheden vil blive oprejst fra de døde er i sandhed en ufortjent godhed fra Guds side. Det er ikke noget Gud behøver at gøre, men hans kærlighed til og medfølelse for menneskeheden har tilskyndet ham til at lægge grundlaget for en opstandelse ved at give sin egen søn som en løsesum. (Johannes 3:16) Det er derfor svært at forestille sig at nogen ikke vil værdsætte at blive oprejst fra de døde med udsigt til at opnå evigt liv. Dog vil der være nogle som ikke vil opelske en hel og fuld, loyal og ubrydelig hengivenhed for Jehova Gud. De vil derfor gå glip af de varige velsignelser som deres opstandelse gav dem mulighed for at opnå.

Jesus Kristus henledte opmærksomheden herpå da han talte om „en dommens opstandelse“ og satte den i kontrast til „en livets opstandelse“. (Johannes 5:29) At dom her stilles i kontrast til liv, viser at der er tale om en fordømmende dom. Hvad indebærer denne fordømmelse?

For at få klarhed over dette, lad os så først se på hvad den jordiske og den himmelske opstandelse hver for sig indebærer. Bibelen siger om dem der får del i „den første opstandelse“: „Lykkelig og hellig er enhver som har del i den første opstandelse; dem har den anden død ingen myndighed over.“ (Åbenbaringen 20:6) Kristi 144.000 medarvinger oprejses til udødeligt liv i himmelen og kan altså ikke dø. Deres loyalitet mod Gud er så sikker at han kan skænke dem et uforgængeligt liv. Men dette er ikke tilfældet med dem der oprejses til liv på jorden. Nogle af disse vil vise sig illoyale mod Gud. Den fordømmende dom der afsiges over dem for deres troløshed, vil være „den anden død“, en død fra hvis „myndighed“ ingen udfrielse er mulig.

Men hvordan kan det være at nogle ender med at følge en handlemåde der fører til en fordømmende dom, når de ganske ufortjent har modtaget den gunst at blive oprejst fra de døde?

Det forstår man bedre i lyset af hvad Jesus Kristus sagde om nogle der ville blive oprejst. Henvendt til sine vantro landsmænd sagde Jesus:

„Mænd fra Nineve skal ved dommen opstå sammen med denne generation og fordømme den; for de ændrede sind på grund af det Jonas forkyndte, og se, her er mere end Jonas. Sydens dronning vil ved dommen blive oprejst sammen med denne generation og vil fordømme den; for hun kom fra jordens ender for at høre Salomons visdom, og se, her er mere end Salomon.“ — Mattæus 12:41, 42; Lukas 11:31, 32.

Om en by der hårdnakket afviste sandhedens budskab sagde Jesus:

„Det vil være mere udholdeligt for Sodomas og Gomorras land på dommens dag end for den by.“ — Mattæus 10:15; se også Mattæus 11:21-24.

Hvordan vil det være mere udholdeligt for Sodoma og Gomorra på dommens dag? Hvordan kan „Sydens dronning“ og ninevitterne der lyttede til Jonas’ forkyndelse, fordømme den generation af Jesu landsmænd som han forkyndte for?

Det vil ske ved den måde hvorpå de taler imod den hjælp der ydes dem under Jesu Kristi og hans 144.000 medkongers regering. Denne periode vil være en „dommens dag“ på den måde at den vil give alle mulighed for at vise om de vil underlægge sig Guds ordning. Dette vil ikke blive let for dem der er som de vantro indbyggere i de byer der var vidne til Jesu Kristi kraftige gerninger.

Det vil blive svært for dem ydmygt at anerkende at de handlede forkert da de forkastede Jesus som Messias, og derefter underlægge sig ham som deres konge. Stolthed og stædighed vil gøre det sværere for dem at underlægge sig end for Sodomas og Gomorras indbyggere, der, skønt de var syndige, aldrig afviste så storslåede muligheder som de der var vidne til Jesu Kristi gerninger fik tilbudt. Ninevitternes og dronningen af Sabas gunstigere reaktion efter deres opstandelse vil virke som en kritik og irettesættelse over for den oprejste generation af Jesu landsmænd og samtidige. Det vil være langt lettere for disse ninevitter og andre som dem at acceptere et styre udøvet af en som de aldrig har været forudindtaget imod.

De som på det bestemteste nægter at gøre nogen fremgang på retfærdighedens vej under Kristi rige, vil erfare ’den anden døds’ fordømmende dom. I nogle tilfælde vil dette ske allerede før de har nået menneskelig fuldkommenhed.

Endvidere vil der være andre som, efter at være nået frem til menneskelig fuldkommenhed, i utaknemmelighed vil undlade at vise Jehova Gud loyal hengivenhed når de stilles på prøve. Efter Kristi tusindårige styre vil Satan Djævelen blive løst en kort tid fra sit fængsel i afgrunden. Ligesom dengang han rejste tvivl om Guds suverænitet for at forføre Eva, som derefter overtalte Adam, vil han igen søge at få fuldkomne mennesker til at gøre oprør mod Guds herredømme. Om Satans forsøg og udfaldet af det siges der i Åbenbaringen 20:7-10, 14, 15:

„Og når de tusind år er til ende, vil Satan blive løst af sit fængsel, og han vil gå ud og vildlede de nationer der er ved jordens fire hjørner, Gog og Magog, for at samle dem til krigen. Tallet på disse er som sandet ved havet. Og de rykkede frem over jordens bredde og omringede de helliges lejr og den elskede by. Men ild kom ned fra himmelen og fortærede dem. Og Djævelen, som vildledte dem, blev kastet i ild- og svovlsøen, . . . Dette er ensbetydende med den anden død, ildsøen. Og enhver som ikke fandtes skrevet i livets bog blev kastet i ildsøen.“ Dette betyder deres evige tilintetgørelse eller udslettelse. Således vil disse utro have fået det Jesus kaldte „en dommens opstandelse“, en fordømmende dom.

På den anden side vil de der nægter at slutte sig til Satans oprør, blive kendt værdige til at modtage evigt liv. De vil for evigt kunne glæde sig over livet som fuldkomne mennesker, give udtryk for kærlighed og selv modtage kærlighed i al evighed. Deres opstandelse vil have vist sig at være „en livets opstandelse“.

Allerede nu kan vi begynde at opelske de egenskaber som Gud ser efter hos dem han godkender som sine tjenere. Hvis vi viser taknemmelighed for alt hvad han har gjort, og begynder at vandre på retfærdighedens vej, kan vi se en storslået fremtid i møde som rækker langt videre end det nuværende liv. Ja, vi kan opnå evigt liv i fuldkommenhed, et liv fri for al sorg og smerte!

Kapitel 21

Hvordan kan du opnå mere end dette liv?

AF DET FOREGÅENDE skulle det med al tydelighed fremgå at livet er meget, meget mere end det vi nu erfarer. Tænk engang — Jehova Gud har stillet alle mennesker den storslåede mulighed i udsigt at opnå liv her på jorden under retfærdige forhold, uden sygdom og død! Du kan opnå dette og komme til at leve, ikke blot i hundrede eller tusind år, men for evigt. Og den tid da dette vil blive til virkelighed, er nu nær.

Vil du være blandt dem der kommer til at nyde godt af at Guds storslåede hensigt med mennesket og dets hjem, jorden, bliver virkeliggjort? Det har du mulighed for. Men du må handle ufortøvet. Følgende advarsel i Bibelen er nu mere på sin plads end nogen sinde: „Saml jer, . . . før [Jehovas] glødende harme kommer over eder, før [Jehovas] vredes dag kommer over eder. Søg [Jehova], alle I ydmyge i landet, som holder hans bud, søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på [Jehovas] vredes dag.“ — Zefanias 2:1-3.

„Jehovas glødende harme“ vil komme over alle som har vildledt deres medmennesker ved at lyve om Gud og hans hensigt. Han vil heller ikke betragte dem som skyldfri der har støttet disse ved at overvære deres gudstjenester eller stå som medlemmer af deres kirker. Den tid der er tilbage inden Guds dom eksekveres, er kort. Hvis du elsker retfærdighed må du handle hurtigt og adlyde Bibelens bud om at bryde alle bånd med den falske religions verdensimperium. Du må følge den opfordring i Guds ord som siger: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ — Åbenbaringen 18:4.

Men det er ikke nok blot at afbryde enhver forbindelse med organisationer som har tolereret og tilskyndet til uretfærdighed. Bibelen gør os opmærksomme på at „Guds vrede åbenbares fra himmelen over al ugudelighed og uretfærdighed“, ja, over selve handlingerne, foruden over dem som fortsat hengiver sig til dem. (Romerne 1:18) Den lader os ikke i tvivl om hvad det er for handlinger der er tale om, og tilskynder alle som ønsker at opnå Jehovas godkendelse, til at aflægge dem, så deres liv er helt fri for den slags. Kærlighed til Jehova og taknemmelighed over hans godhed vil tilskynde en til at gøre en sådan forandring. — Efeserne 4:25 til 5:6; Kolossenserne 3:5, 6.

Tiden er ikke inde til at prøve at retfærdiggøre sig selv ved at forestille sig at de gode gerninger man gør fra dag til dag mere end opvejer ens ufuldkommenheder. Det førte til ulykke for Adam og Eva da de fastsatte deres egne normer for hvad der er godt og hvad der er ondt. Også i vore dage er det bibelske ordsprog sandt som siger: „Mangen vej synes manden ret, og så er dens ende dog dødens veje.“ (Ordsprogene 16:25) Tiden er derfor inde til nu at lære Jehovas veje at kende, at søge „retfærd“. Tiden er også inde til at søge „ydmyghed“, det vil sige at underordne sig Guds dom, ydmygt acceptere hans tugt og vejledning og rette sig efter hans vilje. Kun ved at gøre dette vil det være muligt for dig at finde skjul på „Jehovas vredes dag“.

Tro ikke, sådan som nogle gør, at den måde du har levet dit liv på, har været for slet til at Gud kan tilgive dig. Nej, find trøst i de ord som blev henvendt til fortidens utro israelitter: „Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til [Jehova], at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade.“ (Esajas 55:7) Find også opmuntring i det løfte Gud har givet: „Er eders synder som skarlagen, de skal blive hvide som sne; er de end røde som purpur, de skal dog blive som uld.“ — Esajas 1:18.

Jehova Gud har ikke behag i at eksekvere sin dom over nogen, men ønsker at alle skal opnå livet. (2 Peter 3:9) Dog kan og vil Jehova ikke tolerere uretfærdighed. Det er derfor nødvendigt for alle som ønsker at opnå hans godkendelse, at de ændrer sind med hensyn til deres tidligere vandel, og ændrer deres handlemåde, så den bliver i overensstemmelse med hans retfærdige vilje. — Esajas 55:6.

Det man skal gøre nu er at begynde at lære hvad Gud kræver af en, at tilegne sig den livsvigtige kundskab som hans ord indeholder, og så handle i overensstemmelse med den. Det er vejen der fører til evigt liv. (Johannes 17:3) Jehovas kristne vidner vil med glæde yde dig personlig hjælp til at opnå nøjagtig kundskab fra Bibelen, og det koster ikke noget. De byder dig også velkommen i deres rigssale, hvor de regelmæssigt drøfter Guds ord.

EN VIRKELIG GAVNLIG HANDLEMÅDE

Handler du i overensstemmelse med det du lærer fra Bibelen, vil du erfare gavnlige forandringer i dit liv. Du vil opdage at forholdene i hjemmet, på arbejdspladsen og i din daglige kontakt med andre mennesker, forbedres når Bibelens principper bliver fulgt. (Romerne 12:17-21; 13:8-10; Efeserne 5:22 til 6:4; 1 Peter 3:1-7) Dette vil bidrage meget til at gøre dit liv lykkeligere, mere tilfredsstillende, og give det større mening allerede nu.

Dette betyder naturligvis ikke at du vil blive befriet for de problemer verden giver og det pres den øver. Du lever fortsat blandt mennesker som ikke har nogen kærlighed til retfærdighed, og nogle af dem vil uden tvivl prøve at tale dig fra at lære Bibelen at kende og følge den i dit liv. (2 Timoteus 3:12; 1 Peter 4:4) Men efterhånden som du gør fremskridt med hensyn til at kende Guds ord, vil du opdage at du kan klare tilværelsens problemer langt bedre end de som blot stoler på menneskelig visdom. I stedet for at blive bitter på grund af de uretfærdigheder du måske bliver udsat for, vil du nu kende grunden til dem, og du vil have en fast overbevisning om at Guds rige ved Kristus snart vil gøre en ende på alle disse ting som hindrer os i fuldt ud at glæde os ved livet. — 2 Peter 3:11-13.

Efterhånden som du opnår tro på de kærlige foranstaltninger Gud har truffet til at skænke mennesker evigt liv, vil du blive befriet for den undertrykkende virkning som udsigten til at dø har haft på alle mennesker. De falske dogmer som er blevet prædiket vedrørende døden, vil ikke længere ødelægge din glæde ved livet. Den kortsynede opfattelse at dette liv er alt, vil miste enhver indflydelse den måtte have haft på dig med hensyn til at friste dig til at ofre rette principper og en god samvittighed blot for at komme frem i verden. Den overbevisning at Gud kan og vil føre de døde tilbage til livet, vil sætte dig i stand til at opnå frihed for frygt for selve døden. Tro grundlagt på nøjagtig kundskab fra Guds ord vil gøre det muligt for dig at glæde dig over livet nu, som aldrig før, og at glæde dig til en storslået fremtid — evigt liv i Guds retfærdige nye orden.

Måtte værdsættelse af de kærlige foranstaltninger Gud har truffet for menneskeheden, tænde et brændende ønske i dig efter at kende hans vilje og gøre den. Måtte denne værdsættelse tilskynde dig til, med et oprigtigt hjerte at sige som salmisten: „Lad mig kende dine veje, [Jehova], lær mig dine stier. Led mig på din sandheds vej og lær mig, thi du er min frelses Gud.“ — Salme 25:4, 5.