Pas på — man kan tabe selv om man vinder!
SKØNT det lyder selvmodsigende, er det i høj grad muligt at tabe selv om man vinder. Det ses klart af den verdslige historie, såvel som af Bibelen, og det kan være meget gavnligt for os at tage ved lære af det princip der gør sig gældende.
Måske har De hørt udtrykket „en pyrrhussejr“. Udtrykket har fået navn efter en græsk konge, Pyrrhus af Epirus. Han levede i det tredje århundrede før vor tidsregnings begyndelse og var en halvfætter til Alexander den Store. Han udkæmpede mange slag, blandt andet et ved Asculum, som han vandt. Men sejren var så kostbar i menneskeliv at han skal have sagt: „Endnu en sådan sejr, og det vil være ude med mig.“ Siden da er udtrykket „en pyrrhussejr“ blevet brugt om en sejr der er vundet med for store omkostninger for sejrherren.
Blandt de mange forhold i livet hvor dette princip kan anvendes, er de der har med kærlighed at gøre, og hvor det måske er muligt at tage et point hjem, kun for at såre en man holder af. Dette kan illustreres ved en lille episode fra et digt af den amerikanske digter John Greenleaf Whittier. I sit digt „Skoledage“ fortæller han om en pige der har vundet en konkurrence i stavning men fortryder det fordi hun ved at vinde har såret en dreng i klassen som hun godt kan lide. I digtet siger pigen:
„Jeg staved’ ordet rigtigt, men
— det tynger mig så såre,
fordi jeg elsker dig, min ven,
og vil dig helst bedåre.“
Måske er det muligt for os at vinde en sejr ved at være pågående, ved at argumentere højt og længe, eller ved at gentage vore synspunkter igen og igen. Men hvad har vi i grunden vundet? En sejr der koster sårede følelser og tab af hengivenhed eller velvilje.
Måske har vi virkelig de bedste argumenter, måske mener vi at vi blot kæmper for vore rettigheder. Men hvad med vores modpart? Viser vi empati? Hvis modparten kun modstræbende giver sig, kan vores sejr let resultere i såret stolthed og et kølnet venskab. Måske venter den besejrede part endda på en lejlighed til at få revanche. Er en sådan sejr virkelig så meget værd? Det kan sammenlignes med at en mand ved en auktion er så opsat på at komme i besiddelse af en bestemt ting, at han byder meget mere for den end den er værd, kun for at fortryde det bagefter. Han vinder, og dog taber han.
Denne fare eksisterer også for en tilsynsførende, en chef, en formand eller en arbejdsleder i forholdet til hans underordnede. Han insisterer måske på at et bestemt stykke arbejde skal udføres på én bestemt måde; ikke fordi det er den bedste, men simpelt hen fordi det er hans måde. På grund af sin stilling kan han måske gennemtvinge sin måde at gøre tingene på, og således gå af med sejren; men hvad er prisen? Ikke nok med at firmaet lider tab fordi det specielle job udføres på en mindre effektiv måde, men den underordnedes loyalitet og interesse for sit arbejde kan meget let have taget skade, så hans indstilling til firmaet bliver præget af ligegyldighed.
Som i alle andre forhold der har med dagliglivet og menneskers væremåde at gøre, giver Bibelen også vise råd om dette emne; og dens råd er gavnlige for os både nu og i fremtiden. Guds søn, Jesus Kristus, gav således denne advarsel: „Hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med sit liv?“ — Matt. 16:26, fodnoten.
I sandhed en passende advarsel! Menneskets selviske og faldne natur har altid været tilbøjelig til at lade sig opsluge af magt, materielle rigdomme eller berømmelse på bekostning af de åndelige behov. Med hvilket resultat? Mange har ikke bare ofret værdifulde venskaber og deres families interesser i jaget efter rigdom, magt eller berømmelse, men har også sat deres helbred over styr. Og mere end det; ved at vise at det er verden og dens handlemåde de elsker, har de pådraget sig Guds mishag, og har derved mistet håbet om evigt liv. De har vundet hvad de stræbte efter, men hvilken pris at betale!
Disciplen Jakob, en halvbroder til Jesus, gjorde på magtfuld måde dette klart da han sagde: „I utro! ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ Og hvad betyder det så at være Guds fjende? Det betyder at miste ethvert håb, og dermed også håbet om evigt liv. — Jak. 4:4.
Dette princip, at man kan tabe selv om man vinder, indeholdes også i det råd den inspirerede apostel Paulus gav de kristne: „[Hav] den samme kærlighed, samme sjæl, samme sind. Gør intet af egennytte eller lyst til tom ære, men agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv, og se ikke hver på sit eget, men også på de andres.“ (Fil. 2:2-4) Med andre ord, vær ikke altid optaget af at få ret, læg ikke for megen vægt på at opnå fordele. Elsk din næste som dig selv.
Hvis vi er i besiddelse af denne slags kærlighed, vil vi glæde os når vor næste opnår noget vi selv kunne tænke os. At lade ham vinde kan måske endda resultere i at venskabsbåndet styrkes, hvilket med tiden vil give rigelig belønning.
Det samme princip kan også anvendes når det drejer sig om at lære fra sig. En kristen forkynder prøver måske at undervise en der kraftigt forsvarer en eller anden falsk læresætning. Det kan være at forkynderen prøver at overbevise sin elev, ikke bare ved at citere en masse skriftsteder, men også ved at komme med nedsættende bemærkninger der får eleven til at tage sig dum ud. Og til slut viser det sig måske at alle forkynderens bestræbelser har været forgæves. Hvorfor det? Fordi forkynderens metoder og opførsel har drevet den interesserede længere væk fra sandheden i stedet for at overbevise ham. Det havde måske været klogere kun at fremholde en del af argumenterne — på en venlig, mild og beskeden måde — og så vente til en anden gang med at afslutte drøftelsen.
Det er behageligt at vinde, men ikke så behageligt at tabe. Så vær varsom med at være for ivrig efter at vinde, særlig når andres interesser og følelser står på spil. En pyrrhussejr er simpelt hen ikke værd at vinde!