Spørgsmål fra læserne
● Hvordan skal man forstå det der siges i Første Korinterbrev 6:18: „Enhver anden synd, som et menneske kan gøre sig skyldig i, er uden for legemet; men den, som bedriver utugt, synder imod sit eget legeme“? — U.S.A.
Apostelen Paulus indledte de ovennævnte ord med befalingen: „Fly utugt!“ Det er tydeligt at det var ham meget magtpåliggende at give en kraftig advarsel herom, for han gik fra sine tidligere bemærkninger direkte over til befalingen „fly utugt“, uden nogen forbindende ord. Endvidere brugte han nutids bydemåde, hvilket viser at når som helst fristelsen til eller muligheden for at begå utugt melder sig, skal vi ikke tøve eller give os til at diskutere, men straks flygte. (Se The Kingdom Interlinear Translation.) Josef, patriarken Jakobs søn, satte et godt eksempel i denne henseende. Han flygtede straks da Potifars hustru gjorde tilnærmelser til ham. — 1 Mos. 39:12.
Hvorfor var det Paulus meget magtpåliggende at skrive dette til de kristne i Korint? Fordi Korint var kendt for at være en vellystens by, hvor fristelserne til umoralitet var store. Den var midtpunkt for dyrkelsen af Venus, gudinden for den seksuelle nydelse. Det er derfor ikke mærkeligt at Korint blev anset for at være den mest umoralske by i oldtidens Grækenland. Dyrkelsen af Venus har givet navn til de sygdomme som løse seksuelle forbindelser er årsag til, nemlig de veneriske sygdomme, kønssygdommene. Af disse er gonorré en af de ældste og mest udbredte af alle sygdomme, mens syfilis betegnes som en af de større lidelser menneskeheden er plaget af.
De veneriske sygdomme kan få frygtelige følger. De kan forårsage sterilitet hos kvinder, blindhed hos afkommet og senilitet i alderdommen, for blot at nævne nogle få af de mere tragiske følger. Til trods herfor breder kønssygdommene sig stadig og siges endog sine steder at antage karakter af en epidemi. Det er helt sikkert at mens nogle få andre synder, som for eksempel drukkenskab, kan skade legemet i nogen grad hvis man ikke aflægger dem, synder man i endnu alvorligere grad mod sit eget legeme ved at begå utugt.
At utugt er synd mod ens eget legeme i denne betydning forstod allerede den vise kong Salomon. Om følgerne af at have samkvem med en skøge siger han: „Til sidst er hun besk som malurt, hvas som tveægget sværd; hendes fødder styrer nedad mod døden.“ „En pil gennemborer dens [hans, NW] lever, som en fugl, der falder i snaren uden at vide, det gælder dens liv.“ Ja, kønssygdommene rammer ofte leveren, det største organ i legemet, og ødelægger den. — Ordsp. 5:3-11; 7:23.
I visse henseender kan utugt sammenlignes med at slå et smukt stykke porcelæn i stykker. Porcelænet kan repareres, men man vil altid kunne se hvor bruddet er sket. Man kunne også sammenligne utugt med en alvorlig tredjegrads forbrænding. Angeren og omvendelsen vil da svare til at såret blev helet, men ikke uden at efterlade arvæv, som altid vil minde en om den syndige handling. Ja, utugt er på en ganske særlig måde synd mod ens eget legeme, for den berører hele legemet og personligheden.
Dette gælder også ægteskabsbrud, og dette kan apostelen Paulus også have tænkt på såfremt han bruger ordet porneía, „utugt“, i den bredere betydning hvori ordet undertiden forekommer i De kristne græske Skrifter. Jesus Kristus taler for eksempel om en mand der lader sig skille fra sin hustru af andre grunde end utugt, porneía, det vil sige af andre grunde end ægteskabsbrud. Første del af ordet pornografi, der dækker over flere ting, kommer af dette græske ord. — Matt. 19:9.
Et parallelsted som kaster lys over stedet i Korinterbrevet, er Romerbrevet 1:26, 27, hvor Paulus viser at homoseksuelle synder imod deres eget legeme: „Derfor gav Gud dem hen til vanærende lidenskaber; deres kvinder ombyttede den naturlige omgang med den unaturlige, ligeledes vendte også mændene sig fra den naturlige omgang med kvinden og optændtes i deres begær efter hverandre, så at mænd øvede skamløshed med mænd og pådrog sig den velfortjente løn for deres forvildelse.“ Paulus’ ord i Første Korinterbrev 6:18 kan også omfatte homoseksuelle, for græske forfattere brugte også ordet porneía om homoseksualitet.
Imidlertid siger Paulus ikke blot at porneía er synd mod ens eget legeme, men også at ’enhver anden synd er uden for legemet’. Hvordan skal dette forstås? Dette har været et vanskeligt spørgsmål for bibelkommentatorer ned gennem tiden, og forskellige forklaringer er blevet givet. I det store og hele stemmer deres kommentarer med det der er sagt i det foregående, nemlig at apostelens ord skal tages i en relativ betydning. Men når vi undersøger sammenhængen nærmere kan vi se at hans ord også kan tages i en absolut betydning. Læg mærke til hvad han siger:
„Legemet . . . er ikke bestemt for utugt, men for Herren, og Herren for legemet; . . . Ved I ikke, at jeres legemer er Kristi lemmer, skal jeg da tage Kristi lemmer og gøre skøgelemmer deraf? Nej, langtfra! Eller ved I ikke, at den, der holder sig til skøgen, er ét legeme med hende? thi ’de to’, hedder det, ’skal blive ét kød’. Men den, der holder sig til Herren, er én ånd med ham.“ — 1 Kor. 6:13, 15-17.
Ja, de salvede kristne som Paulus skrev til var trolovede med Jesus Kristus, sådan som han senere skrev: „Jeg har jo trolovet jer med én mand for at føre jer som en ren jomfru frem for Kristus.“ (2 Kor. 11:2) Blandt jøderne i gammel tid blev utroskab hos en der var trolovet straffet på samme måde som ægteskabsbrud. Som Paulus her siger er „Herren [bestemt] for legemet“.
Den kristne der gør sig skyldig i utugt synder derfor mod sit eget legeme på en ganske særlig måde, idet han tager sit legeme bort fra Kristus og gør det til ét med en skøge. Ingen anden synd adskiller i sig selv en kristens legeme fra samhørighed med Jesus Kristus og gør det til ét med en anden, en skøge. I denne henseende kan det virkelig siges at ’enhver anden synd er uden for legemet’. Selv om Paulus’ ord først og fremmest gælder de salvede kristne som er trolovede med deres Herre, gælder de i princippet også ’de andre får’ i dag. — Joh. 10:16.
Apostelen Paulus giver med ordene „fly utugt!“ en både klog og kraftig formaning. Utugt kan få de frygteligste følger for legemet rent bogstaveligt. Som ingen anden synd gør den dem der gør sig skyldige i den urene. Utugt er også synd mod ens eget legeme i en ganske særlig grad, for som ingen anden synd tager den den kristnes legeme bort fra at være ét med Herren Jesus Kristus og gør det til ét med en skøge.
● I betragtning af at hedningerne ofrede blomster til de døde, er det da rigtigt af en kristen at sende blomster til en begravelse eller at lægge blomster på en grav? — G.T., U.S.A.
Det er rigtigt at hedningerne før i tiden ofrede blomster til de døde. I bogen How Did It Begin? af R. Brasch siges der: „At sende en krans til en begravelse og lægge den på kisten eller på graven er et levn af gammel overtro og afgudsdyrkelse.“
Hvad var formålet med at de gjorde dette? Forfatteren til den samme publikation siger: „Blomsterkransen er et levn fra dengang man troede at det var nødvendigt at sørge for den afdødes bekvemmeligheder. Blomsterne blev også rent bogstaveligt betragtet som et blomsteroffer, en gave til den døde. Man gav dem for at gøre de døde lykkelige, for at de ikke skulle blive utilfredse og opsøge de efterladte.“ I deres fejlagtige tro på at den afdøde havde en udødelig sjæl ærede hedningerne altså de døde med blomsterofre.
Men var det hedningerne der skabte blomsterne? Skal man drage den slutning at det er forkert at bruge blomster ved sådanne lejligheder blot fordi hedningerne brugte dem til at ofre til deres døde? Det er interessant at bemærke at forfatteren også skriver: „Ingen af disse forskellige førsteårsager huskes mere. Kransen tillægges intet overnaturligt, og i hele den vestlige verden er det blevet almindeligt at ’sige det med blomster’.“
Når man i den vestlige verden giver blomster, er det ikke for at formilde den døde. Som regel sendes de som et udtryk for venlighed mod den afdødes familie. Og blomster, skabt af Jehova til glæde for mennesket, lyser op i tilværelsen.
Hvis man føler at man ærer den døde når man sender blomster, så gør man det samme som hedningerne. Et sådant motiv ville være forkert set fra et kristent synspunkt. Hvis man derimod sender blomster for at trøste de efterladte, for at glæde dem i deres sorg, kan der ikke indvendes noget imod det.
Selv om det er almindeligt at sende blomster som et udtryk for venlighed mod familien, vil vi gerne understrege at det ikke er noget man skal føle sig forpligtet til. Man kan gøre mange andre ting for den afdødes familie som kan være af endnu større betydning. I stedet for at sende blomster kan man tilbyde at hjælpe familien med at tilberede et måltid mad, idet de efterladte måske på grund af dødsfaldet er overbebyrdede med mange andre ting. Eller man kunne på en kærlig måde tilbyde at tage sig af familiens mindre børn indtil begravelsen er overstået. Efter begravelsen vil de der har stået den afdøde nær, for eksempel en enke, være ensomme. Man kan vise sin venlighed ved at invitere sådanne til et måltid, eller måske med på en udflugt. Det vil få dem til at forstå at de ikke er overflødige og at de har venner som gerne vil foretage sig noget sammen med dem. Jakob 1:27 udtrykker det således: „En ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader, er dette: at besøge faderløse og enker i deres trængsel og bevare sig selv uplettet af verden.“
Mens man ikke kan rette indvendinger mod det at sende blomster, når blot de er givet med et ret motiv og ikke med den hedenske tro som baggrund, forstår vi altså at der også kan gøres andre, nyttigere ting. Måske vil dette blive værdsat langt højere end hvis man nøjedes med blot at sende en buket uden at tilbyde sin personlige hjælp.
Ofte efterlades blomster der er sendt til en begravelse, på graven. Imidlertid kan det være at nogle har lyst til at gøre noget andet med disse blomster. Måske vil de hellere forære dem væk, eventuelt tage dem med til nogle som sjældent får blomster, til syge eller til ældre, ud fra den betragtning at de levende vil værdsætte blomsterne, mens disse kun ville gøre lidt gavn på gravstedet, da den døde ikke kan have nogen glæde af dem. — Præd. 9:5.
Der kan naturligvis være andre som vil vælge at lade blomsterne blive liggende på graven, simpelt hen for at udsmykke stedet og ikke for at ære den døde. Også dette er et spørgsmål som de implicerede selv må tage stilling til.
Hvis man altså har det rette motiv og den rette forståelse af hvad der sker når et menneske dør, er det et spørgsmål om personligt valg hvad man vil foretage sig i forbindelse med blomster ved en begravelse. Man kan under sine overvejelser tage i betragtning at der er andre og mere nyttige ting man kan gøre for den afdødes familie end vise sin deltagelse ved at sende blomster.