Jehovas vidner i Tyskland 1933-1945 — 9. del
En anden attraktion var den såkaldte „dødstrappe“. En dynge af 186 løse stenblokke af forskellig størrelse blev stablet sammen og kaldt en „trappe“. Efter at fangerne havde slæbt tunge sten på skuldrene op til toppen, nød SS-folkene at sætte store stenskred i gang ved at sparke dem eller slå dem med deres geværkolber så de faldt bagover ned ad „trappen“. Mange mistede livet derved, både på grund af faldet og på grund af de sten der faldt ned over dem. Valentin Steinbach fra Frankfurt husker at der om morgenen blev sammensat grupper på 120 mænd, men at der ofte kun var 20 der vendte tilbage om aftenen.
Koncentrationslejre for kvinder
Der blev ikke alene indrettet koncentrationslejre for mænd, men også for kvinder. En af disse trådte i funktion allerede i 1935, i Moringen nær ved Hannover. I 1937, da presset mod Jehovas vidner blev øget, begyndte man at evakuere lejren i Moringen. I december blev omkring 600 fanger, deriblandt en del af vore søstre, ført til Lichtenburglejren. Da det ikke lykkedes at få dem til at vige fra deres trofaste kurs, blev der dannet et „straffehold“. Deres tilsynsførende gav dem ikke ret meget at spise, og prøvede hele tiden at finde anledninger til at straffe dem. Lejrkommandanten sagde til dem: ’Hvis I gerne vil blive i live, så kom hen til mig og skriv under.’
Søster Ilse Unterdörfer fortæller her om en af de metoder man prøvede for at få vore søstre til at bryde deres integritet: „En dag blev søster Elisabeth Lange fra Chemnitz tilkaldt af inspektøren. Hun nægtede resolut at underskrive erklæringen, hvorefter hun blev bragt til en celle der lå i kælderen i dette gamle slot. Som enhver der kender noget til fangehullerne i gamle borge kan forestille sig, var dette en hård prøvelse. Cellerne var ikke andet end mørke huller med et lille, tilgitret vindue. ’Sengen’ var af sten, og det meste af tiden måtte man ligge på denne kolde, hårde seng uden så meget som en halmsæk at ligge på. Søster Lange tilbragte et halvt år i enecelle i denne fangekælder. Selv om hun led fysiske pinsler, blev hun ikke rystet i sin beslutning om at forblive trofast.“
En anden metode man brugte i et forsøg på at bryde vore søstres standhaftighed, var hårdt fysisk arbejde. Med henblik på dette blev mange søstre ført til Ravensbrück. Det var den 15. maj 1939 at den første gruppe ankom, og snart efter fulgte flere. Lejren voksede så der var 950 kvinder, hvoraf cirka 400 var Jehovas vidner. Det blev forlangt af dem alle at de skulle udføre det mest vanskelige bygge- og nedrivningsarbejde, arbejde der ellers skulle mænd til at gøre. Den nye lejrkommandant, som var særlig berygtet for sin brutalitet, mente at han kunne nedbryde søstrene ved at få dem til at udføre hårdt fysisk arbejde.
Denne behandling resulterede naturligvis i mange dødsfald. Der var også hele grupper der blev ført til Auschwitz, en lejr der i lighed med Mauthausen var særlig indrettet til masseudslettelse. Kvinder der var gamle, svagelige eller ikke svarede til SS-folkenes normer for kvinder som kunne være med til at frembringe et „herrefolk“, blev stillet over for døden. Berta Mauerer fortæller hvad der foregik:
„Vi blev tvunget til at stå nøgne foran en udvælgelseskommission. Straks derefter blev den første gruppe bragt til Auschwitz. Blandt dem var en del søstre som var blevet ført bag lyset så de troede at de skulle til en lejr hvor de ville få det lettere, skønt enhver der kendte Auschwitz vidste at den var endnu mere uudholdelig. De der udgjorde den anden gruppe, fik det samme at vide. I denne gruppe var der mange svage og syge søstre.“ Snart efter fik deres slægtninge meddelelse om at de var døde. I de fleste tilfælde blev ’kredsløbssygdomme’ anført som dødsårsag.
Noget andet der kunne have været en prøve for søstrene, beretter Auguste Schneider fra Bad Kreuznach her om:
„En dag kom en af fangerne hen til mig og sagde: ’Jeg skal væk herfra, fru Schneider!’ Jeg spurgte hende hvor hun skulle hen, og hun svarede: ’Jo, her er så mange mænd at der er ved at blive oprettet et bordel til fangerne. Vi blev spurgt om vi ville melde os, og vi er mellem tyve og tredive kvinder der har meldt os som frivillige. Vi får pænt tøj og bliver stadset op!’ Jeg spurgte hende hvor det skulle foregå, og hun svarede: ’I mændenes lejr.’
Man kan næppe beskrive hvad der foregik dér. Men en dag kom en af SS-førerne hen og sagde til mig: ’Fru Schneider, De har sikkert hørt hvad der foregår i mændenes lejr. Jeg vil blot gerne fortælle Dem at ingen af Jehovas vidner har været med til det!’“
Ravensbrück blev den mest berygtede af alle koncentrationslejre for kvinder. Da den anden verdenskrig udbrød var antallet af søstre i lejren steget til omkring fem hundrede.
En dag blev flere af søstrene pludselig beordret ud af deres celler og sat til at pudse og polere i hele bygningen, fordi Himmler havde ladet forstå at han ville komme på inspektion. Men dagen gik og han kom ikke. Vore søstre havde allerede gjort sig klar til at gå i seng, det vil sige: de havde taget skoene af, idet skoene tjente som hovedpude, og på grund af kulden beholdt de tøjet på. De lå så tæt sammen de kunne for at holde varmen. Fra tid til anden skiftede de stilling, sådan at alle efter tur kom til at ligge yderst, hvor der selvfølgelig var koldest. Pludselig hørtes der støj i korridorerne, og celledørene blev åbnet. Vore søstre stod nu over for den mand der bestemte over liv og død i Tyskland. Himmler inspicerede søstrene kritisk, stillede dem nogle spørgsmål og indså at de ikke var villige til at gøre indrømmelser.
Samme aften, efter at Himmler og hans følge var taget af sted, blev mange af fangerne hentet ud, og de andre fanger kunne høre dem skrige. Himmler havde indført „intensiverede“ strafferegler også for kvinder; de fik hver femogtyve slag med stålpisk på deres nøgne hale.
En af søstrene fortæller om hvor modigt mange af dem så deres problemer i øjnene: „I min blok var der en jødisk kvinde som havde taget imod sandheden. En nat blev også hun vækket. Jeg hørte hende stå op, og jeg prøvede at give hende et trøstende ord. Men hun sagde: ’Jeg ved godt hvad der venter mig. Men jeg er lykkelig for at have lært om det vidunderlige opstandelseshåb. Jeg venter roligt på døden.’ Hun gik modigt bort.“
Splittelser øger trængslerne
Brødrene i koncentrationslejrene, der var afskåret fra brødrene udenfor, hungrede stærkt efter åndelig føde. De nyankomne blev altid udspurgt angående indholdet at nye artikler i Vagttårnet. Somme tider blev oplysningerne nøjagtigt gengivet, og somme tider ikke. Der var også brødre som prøvede ved hjælp af Bibelen at fastsætte tidspunktet for deres udfrielse, og selv om deres argumenter var svage, var der nogle der klyngede sig til dette „halmstrå“.
På denne tid var der en broder med en usædvanlig god hukommelse der blev indsat i Buchenwald. I begyndelsen var hans evne til at huske og videregive ting han havde lært, en stor opmuntring for brødrene. Men efterhånden blev han genstand for menneskedyrkelse, „underet fra Buchenwald“, og hans udtalelser, selv hans personlige meninger, blev betragtet som endelige i alle ting. Fra december 1937 indtil 1940 holdt han et foredrag hver aften, omkring tusind i alt, og mange at disse blev stenograferet ned for at de kunne blive duplikeret. Selv om der var mange ældre brødre i lejren som også var i stand til at holde foredrag, var denne broder den eneste der gjorde det. Enhver der ikke var fuldstændig enig med ham blev omtalt som „fjende af Riget“ og „Akans slægt“, en som „de trofaste“ måtte undgå. Der var næsten fire hundrede brødre som mere eller mindre godvilligt fulgte denne ordning.
De der således blev stemplet som „fjender“ var også brødre som havde sat livet på spil for at fremme Rigets sag så godt de kunne. Også de var indsat i lejren fordi de var besluttede på at bevare deres integritet endog til døden. Ganske vist var det ikke dem alle der anvendte Bibelens principper til fulde, men når de så søgte at få kontakt med de ansvarlige for at de kunne få gavn af den åndelige føde der undertiden var til rådighed i Buchenwald, betragtede de andre det som „under deres værdighed“ at drøfte disse anliggender med dem.
Wilhelm Bathen fra Dinslaken, der stadig tjener Jehova, fortæller hvordan han personligt blev berørt: „Da det gik op for mig at også jeg var lukket ude, blev jeg så åndeligt rystet og nedtrykt at jeg spurgte mig selv hvordan noget sådant kunne være muligt. . . . Jeg lagde mig ofte på knæ og bad Jehova om han ville give mig et tegn. Jeg spurgte om jeg selv var skyld i situationen og om også Han havde lukket mig ude. Jeg havde en bibel, og den læste jeg i det svage lys og fandt en hel del trøst i den tanke at dette skete som en prøve for mig, for ellers ville jeg allerede have været borte; det at blive afskåret fra brødrene var en frygtelig smerte.“
Menneskelig ufuldkommenhed og et overdrevent syn på egen betydning førte altså til splittelser blandt Guds folk, og til hårde prøvelser for nogle.
Overlistet af ønsket om at „overleve“
Nogle af dem der ved deres indsættelse i koncentrationslejrene var besluttede på ikke at gå på kompromis, lod senere deres ønske om at „overleve“ overskygge deres kærlighed til Jehova og deres brødre. Hvis én kunne opnå en eller anden ansvarsfuld post i lejrens organisation og få tilsyn med et område eller et arbejde, behøvede han ikke længere at nedbryde sin styrke ved hårdt arbejde. Men dette var farligt. I mange tilfælde indbefattede det at han skulle arbejde nært sammen med SS, drive på fangerne for at få dem til at arbejde hurtigere, og indberette forseelser — selv når det drejede sig om hans egne brødre — sådan at disse kunne blive straffet.
En broder ved navn Martens befandt sig i en sådan situation mens han var i Wewelsburglejren. I begyndelsen havde han tilsyn med 250 bibelstudenter. Han stræbte hele tiden efter at være en god „lejrældste“ i SS-folkenes øjne. Med tiden kom mange politiske fanger og andre også ind i lejren. Martens ønskede ikke at miste sin post, så han måtte lade SS-folkenes interesser komme i første række og anvende deres metoder.
Inden længe forbød han brødrene at drøfte dagsteksten og bede sammen. Snart begyndte han at slå og piske brødrene med gummiknippel hvis han fandt et eksemplar af den afskrevne dagstekst hos dem. En morgen, mens nogle brødre bad sammen, sprang han ind midt iblandt dem og afbrød, idet han sagde: „Kender I ikke lejrens regler? Tror I jeg vil have ballade på grund af jer?“ På denne måde måtte et stort antal trofaste lide fordi nogle få mistede målet af syne.
Problemet sult
Efter at den anden verdenskrig begyndte, blev de fødevarer der kunne fås, sendt til fronten. I koncentrationslejrene bestod maden for det meste at en slags roer der normalt kun brugtes til dyrefoder. Maden blev tilberedt så skødesløst at fangerne ofte sagde til hinanden at selv svin ville have nægtet at spise den. Men ingen kunne være kræsen, det drejede sig simpelt hen om at overleve. Mange sultede ihjel. Broder Kurt Hedel skriver: „Mit største problem var sulten. Jeg er 188 centimeter høj og vejer normalt over 100 kilo. Men i vinteren 1939/1940 kom min vægt ned på 41 kilo, og endnu mindre. Jeg var ikke andet end skind og ben, og til trods for min størrelse fik jeg ikke mere at spise end andre. Jeg borede ofte næverne ind i min mave af smerte, indtil en moden broder rådede mig til at bringe problemet frem for Jehova i bøn og bede ham hjælpe mig at udholde smerten. Jeg indså snart hvilken hjælp bønnen kan være i sådanne situationer.“ En anden broder beretter at han ofte tog sand i munden for at bekæmpe sultens smerter.
Samværet med brødrene var en stor trøst i sådanne situationer. Det var rørende at se hvordan nogle brødre, der selv var mærket af døden, gav noget af deres sparsomme brødration til dem der havde sværere ved at holde ud end de selv. Ofte var det blot nogle krummer som de gemte under puden hos dem der af en eller anden grund ikke havde fået noget at spise, men var blevet tvunget til at stå ude i gården i den strenge kulde i meget mangelfuld påklædning. For dem som fjenden havde brudt næsten helt ned var det som velgørende salve i et smertende sår at høre de modne brødres trøstende ord, netop på et tidspunkt hvor situationen føltes uudholdelig! Forenet bøn viste sig også at være en mægtig kraft. Om aftenen når barakkerne var låst og alt var stille blev problemerne ofte fremlagt for Jehova i fælles bøn. Det kunne være spørgsmål der havde at gøre med dem alle, men det var lige så ofte de enkelte brødres problemer. Når Jehova, som det så ofte skete, udvirkede en øjeblikkelig forandring til det bedre, forenede man sig i en tak til Gud næste dag. I sådanne situationer som man ikke kunne klare alene, erfarede brødrene igen at „vi er aldrig alene“.
Hvad der skete med dem der gik på kompromis
Det er interessant at SS-folkene, som ofte benyttede sig af de laveste tricks i deres forsøg på at få nogle til at underskrive erklæringen, ofte vendte sig imod dem der omsider underskrev, og bagefter generede dem mere end de havde gjort før. Karl Kirscht bekræfter dette: „Jehovas vidner var mere end nogen andre ofre for chikanerier i koncentrationslejrene. Man mente at de på denne måde kunne overtales til at underskrive erklæringen. Gang på gang blev vi anmodet om at gøre det. Nogle skrev under, men i de fleste tilfælde måtte de vente i over et år før de blev løsladt. I mellemtiden hånede SS-folkene dem tit offentligt som hyklere og kujoner, og de blev tvunget til at gå en såkaldt ’æresrunde’ rundt om deres brødre før de fik lov til at forlade lejren.“
Wilhelm Röger husker at en broder underskrev erklæringen ved en lejlighed hvor hans hustru og datter kom på besøg, men han fortalte ikke brødrene at han havde gjort det. „Nogle uger senere fik han besked på at gøre sig klar til løsladelsen. (De der skulle løslades måtte som regel stå og vente ved porten indtil deres navn blev råbt op.) Denne broder stod ved porten hele dagen og stod der stadig om aftenen, så han måtte vende tilbage til barakkerne sammen med brødrene. Efter aftenopråbet, som blev foretaget af en frygtet kaptajn ved navn Knittler, blev broderen sendt ind i barakken efter en skammel og derefter tvunget til at stille sig på den ude i gården, foran brødrene som nu marcherede ind. Knittler pegede på broderen, så skarpt på os og sagde: ’Se på jeres kujon; han har skrevet under uden at fortælle det til nogen af jer!’ Egentlig ville SS gerne have at vi alle skrev under. Men den respekt som de i al hemmelighed havde for os, forsvandt så snart nogen af os gjorde det.“
Søster Dietrichkeit husker to søstre som skrev under på erklæringen. Da de vendte tilbage fortalte de søster Dietrichkeit at de havde skrevet under fordi de var bange for at sulte ihjel. De skjulte heller ikke at SS havde sagt til dem: „Efter at I nu har fornægtet jeres Gud, Jehova, hvilken Gud vil I så tjene?“ De to søstre blev snart løsladt, men da russerne invaderede landet blev de begge af en eller anden grund arresteret igen og sat i fængsel af russerne, hvorefter de virkelig sultede ihjel. En anden søster som havde skrevet under, blev i krigens sidste dage voldtaget af russerne og derefter myrdet.
En stor del af de brødre som skrev under på erklæringen, blev indkaldt til militærtjeneste og bragt til fronten, hvor de fleste af dem døde.
Selv om der er tilstrækkeligt med beviser for at de brødre der underskrev erklæringen, derved stillede sig uden for Jehovas beskyttelse, kan de alligevel i de fleste tilfælde ikke betragtes som „forrædere“. Mange fik deres underskrift annulleret før de blev løsladt, efter at modne og forstående brødre havde hjulpet dem til at indse hvad det var de havde gjort. Efter at de i anger havde bedt Jehova om at give dem endnu en lejlighed til at bevise deres trofasthed, var der mange af dem der efter Hitlerregimets sammenbrud straks sluttede sig til forkyndernes rækker og begyndte at arbejde som menighedsforkyndere, senere måske som pionerer, tilsynsmænd, ja nogle endda som rejsende tilsynsmænd, idet de eksemplarisk fremmede Jehovas riges interesser. Mange hentede trøst i at tænke på Peter, der også fornægtede sin herre og mester, men genvandt hans gunst. — Matt. 26:69-75; Joh. 21:15-19.
Forræderi
Således var der nogle der for en tid mistede deres åndelige ligevægt på grund af fjendens underfundige metoder eller på grund af menneskelig ufuldkommenhed, men der var andre som blev forrædere og voldte deres brødre mange lidelser.
Broder Julius Riffel fortæller at der i 1937/1938 var „en broder ved navn Hans Müller fra Dresden der kom til Betel i Bern og prøvede at komme i kontakt med brødre fra Tyskland, idet han påstod at han skulle ’genopbygge den underjordiske organisation i Tyskland efter at så mange brødre var arresteret’.
Både jeg og flere andre brødre erklærede os naturligvis villige til at samarbejde. Desværre vidste vi ikke dengang at denne ’broder’ Müller arbejdede sammen med gestapo i Tyskland. Uden at ane uråd begyndte vi i Bern at lægge planer. Jeg skulle overtage arbejdet i Baden Württemberg. I februar 1938 rejste jeg over grænsen til Tyskland og prøvede at reorganisere arbejdet ved at komme i kontakt med de brødre der stadig var på fri fod. To uger efter blev jeg arresteret. . . . Gestapo kendte vort arbejde i alle detaljer gennem denne falske broder som havde hjulpet med at genopbygge den underjordiske organisation, kun for at forråde alle til gestapo bagefter. Denne ’broder’ gjorde det samme året efter i Holland, og senere også i Tjekkoslovakiet. . . .
I 1939 blev jeg i fængselsbilen ført til Koblenz, hvor jeg skulle vidne ved en retssag mod tre søstre som jeg havde arbejdet sammen med i undergrundsarbejdet i Stuttgart. Der hørte jeg selv en gestapoagent fortælle en embedsmand ved domstolen at han kendte alle detaljer om vort arbejde, såsom dæknavne og dækadresser, foruden organisationens opbygning. På et tidspunkt hvor vi ventede udenfor i en korridor, sagde den samme gestapoagent til mig at de ikke ville have kunnet få greb om vores arbejde så let, hvis ikke det var fordi vi havde nogle uduelige og upålidelige folk iblandt os. Dette kunne jeg desværre ikke nægte. Fra tid til anden lykkedes det mig fra fængselet at advare brødrene imod denne forræderiske ’broder’, men broder Harbeck overhørte advarselen, fordi han simpelt hen ikke kunne tro den. Så vidt jeg kan se har denne Müller ansvaret for at hundreder af brødre blev kastet i fængsel.“
Strømmen fortsætter med at flyde
Selv om fjenden gentagne gange havde skudt brecher i Guds folks rækker og stærkt nedskåret antallet af dem der var på fri fod, var der altid andre som indså behovet for at forsyne deres brødre med åndelig føde. Det gjorde de til trods for den livsfare det bragte dem i. En af de brødre som genopbyggede systemet til fordeling af Vagttårnet blandt brødrene, mens Müller stadig gjorde sin lurvede gerning i Dresden, var Ludwig Cyranek. Det gjorde han indtil han blev arresteret og idømt to års fængsel. Og så snart broder Cyranek havde ladt fængselsdørene bag sig, fortsatte han straks sit arbejde.
Mange søstre udfyldte med glæde de pladser der stod åbne når brødrene blev arresteret, selv om de vidste at dette kunne koste dem livet, efter at der var indført strengere krigslove. Blandt dem der var med til at uddele Vagttårnet var søster Neuffert i Holzgerlingen, søster Pfisterer i Stuttgart og søster Franke i Mainz. Til disse søstre skrev broder Cyranek almindelige breve med harmløst indhold, men når søstrene strøg dem med et strygejern kunne de læse det hemmelige budskab han havde skrevet med citronsaft under den tekst der ellers kunne læses; sådan fik de besked om hvor numrene af Vagttårnet skulle bringes hen, og hvor mange.
Fra tid til anden rejste broder Cyranek til Stuttgart, hvor Maria Hombach arbejdede for ham som sekretær. Han dikterede rapporter til hende om arbejdet i Tyskland, hvorefter han sendte dem til Arthur Winkler i Holland, som havde ansvar for Tyskland og Østrig. Søster Hombach skrev også disse breve med citronsaft, for at vigtige oplysninger ikke skulle falde i de forkerte hænder.
Det kan kun skyldes Jehovas ledelse at denne undergrundsaktivitet fungerede i mindst et år. Han sørgede ofte for at hans folk blev ledet på forunderlig måde, så de kunne få den åndelige føde i rette tid. Men Hans Müller fandt nu snart at tiden var inde til at hele denne organisation skulle forrådes til gestapo. I løbet af få dage blev alle der havde med ledelsen at gøre arresteret. Ved retssagen i Dresden blev broder Cyranek dømt til døden, og de andre fik lange fængselsstraffe.
(Fortsættes i næste nummer)