Om at præsidere på en god måde
1 Dér hvor Bibelen opregner en tilsynsmands kvalifikationer nævner den, som et område hvor han kan være et godt eksempel for andre, at han skal være „en mand der præsiderer i sin egen husstand på en god måde“. Det er forståeligt, for „hvis en mand ikke ved hvordan han skal præsidere i sin egen husstand, hvordan kan han da tage vare på Guds menighed?“ (1 Tim. 3:4, 5) Naturligvis bør alle kristne fædre, hvad enten de er tilsynsmænd eller ej, forstå behovet for at de præsiderer i deres egne familier på en god måde. Hvad omfatter dette?
2 Det betyder at manden over for hustruen er venlig og kærlig. (Ef. 5:25, 28, 33) Når hustruen behandles på denne måde vil hun sandsynligvis — selv om hun ikke er troende — samarbejde med ham og holde af ham. Men i nogle tilfælde vil en hustru måske modarbejde sin mand eller følge en umoralsk adfærd. (Matt. 10:36) Betyder det så at han er kommet til kort med hensyn til at præsidere på en god måde? Hvis manden oprigtigt gør sit bedste for at følge Guds vejledning for ægtemænd, og hans hustru vælger at følge en uret kurs, så behøver det ikke at betyde at han er kommet til kort. (Jer. 3:20; Ez. 16:8, 20) Men det må være tydeligt at ægtemanden gør sit bedste for at følge Guds vejledning, hvis det skal kunne siges om ham at han præsiderer på en god måde.
3 Vi forstår at en fader som præsiderer på en god måde, gør sit yderste for at vejlede og sørge for sine børn. Han må bruge megen tid og vise dem stor opmærksomhed hvis han på rette måde skal opdrage dem og hjælpe dem til både at elske og frygte Jehova og at opføre sig ret. (Sl. 78:5-7; 34:12; Ef. 6:4) Han må ikke forsømme dem fordi han er mere interesseret i at arbejde sammen med andre og hjælpe andre, eller fordi han føler at det automatisk „vil gå godt“ for hans børn.
4 Men hvad nu hvis en søn eller datter begår en uret handling eller bliver helt vanartet, til trods for at han har gjort en god indsats for at opdrage dem? Det betyder ikke nødvendigvis at faderen har svigtet. Nogle af Jehovas sønner på det åndelige plan gjorde oprør, og det gjorde hans to første børn på jorden også. Og vi ved med bestemthed at Jehova ikke var forsømmelig. Hvis derfor et medlem af en tilsynsmands familie begynder at følge en uret adfærd, må man spørge: I hvilket omfang har faderen ansvar herfor? Måske var børnene allerede halvvoksne da forældrene lærte sandheden at kende, og børnene blev ikke-troende. Har faderen gjort alt hvad man med rimelighed kunne forvente af et kristent familieoverhoved? Hvis han har gjort det, bliver han ikke nødvendigvis uegnet som tilsynsmand fordi et eller flere af familiens medlemmer bærer sig forkert ad.
5 Det er til ære og pris for Jehova når kristne familieoverhoveder præsiderer på en god måde og det fører til at de har „troende børn der ikke er under anklage for udsvævelser eller er uregerlige“. (Tit. 1:6) Sådanne sønner og døtre er en velsignelse fra Jehova og de er med til at ære ham. — Sl. 127:3-5.