Kapitel 6

Løftet om et åndeligt paradis

1. (a) Hvoraf fremgår det at Jesus havde Paradiset for menneskeheden i tanke endog lige før sin død? (b) Hvad sagde Jesus mange år senere til menigheden i Efesus om et paradis? (c) Talte han om det samme paradis begge gange?

JEHOVA GUDS messianske tjener har en vigtig andel at hjælpe os ind i et paradis. Endog på den triste dag for nitten hundrede år siden da Jesus Kristus blev regnet blandt overtrædere, som en opfyldelse af Esajas 53:12, tænkte han på Paradiset for menneskene. Da den ene af de to røvere som blev pælfæstet ved hans side, sagde til ham: „Jesus, husk mig når du kommer i dit rige,“ svarede han: „I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ (Lukas 23:39-43; Markus 15:25-27) Treogtres år senere sagde den opstandne Jesus, henvendt til den kristne menighed i Efesus i Lilleasien: „Den der sejrer, ham vil jeg give at spise af livets træ, som er i Guds paradis.“ (Åbenbaringen 2:7) Eftersom disse løfter blev givet til to forskellige kategorier af mennesker, det første til en ikke-kristen og det andet til en kristen der sejrer, må der være tale om to forskellige slags paradis — i det første løfte et jordisk paradis og i det andet et himmelsk. Jehovas „tjener“ har at gøre med dem begge.

2. Hvilken slags paradis, som forudsagt af Esajas, kan opleves i dag uden at man først har erfaret fysisk død og opstandelse?

² Begge disse paradiser hørte endnu fremtiden til da Jesus nævnte dem. Desuden ville den enkelte først få glæde af et sådant paradis efter sin død, når Guds tid var inde til at give vedkommende en opstandelse fra de døde. Imidlertid findes der et paradis som er til glæde for dem der lever på jorden nu. Eftersom menneskets naturlige omgivelser bliver mere og mere forurenede og jorden ikke kan siges at være et paradis i dag, må det være et paradis i billedlig betydning de sande kristne tilbedere af Jehova oplever på nuværende tidspunkt, et åndeligt paradis. Esajas’ profeti om Jehovas messianske tjener forudsagde oprettelsen af dette åndelige paradis for trofaste tilbede af Jehova.

3. (a) Hvem skulle ifølge Esajas’ profeti have en vigtig andel i at frembringe det åndelige paradis på jorden? (b) Som en ’gudssøn’, hvordan var hans forhold til den himmelske organisation som helhed?

³ Ifølge Esajas’ profeti har den messianske tjener en andel i oprettelsen af det åndelige paradis på jorden. Før han udførte den opgave på jorden som var forudsagt af Esajas i kapitel 53, var han et medlem af Jehovas himmelske organisation af trofaste „gudssønner“. (Job 1:6; 2:1; 38:7; Daniel 3:25) Denne organisation på det himmelske, åndelige plan indtager pladsen som Skaberens, Jehovas, „hustru“, på samme måde som Israels nation i fortiden ved at indgå Lovpagten med Jehova gennem mellemmanden Moses blev viet til Jehova og i billedsprog blev omtalt som hans jordiske hustru. Jehova fungerer altså som ægtemand i forhold til sin himmelske organisation. (Esajas 54:5; 50:1; Jeremias 31:31-34, NW) Som medlemmer af Guds himmelske organisation betegnes ’gudssønnerne’ som organisationens børn, og den kaldes deres moder, deres himmelske Faders hustru. ’Tjeneren’ i Esajas 53:11 er således også en søn af denne symbolske kvinde.

4. (a) Hvordan frembragte Jehovas organisation i himmelen som en moder den lovede Messias? (b) Hvordan må reaktionen have været i himmelen da Jesus blev salvet og senere da han blev oprejst fra de døde?

⁴ Jehova udvalgte sin ypperste himmelske søn til at være den messianske tjener på jorden. (Esajas 52:13; 53:11) Som en moder tilvejebragte Jehovas organisation i himmelen denne søn til at indtage den mest fremtrædende stilling i forbindelse med hævdelsen af hendes Ægtemands universelle suverænitet. Efter at denne søn, der her på jorden bar navnet Jesus, var blevet døbt i Jordanfloden af Johannes Døber, udgød hendes Ægtemand, Jehova, sin hellige ånd over ham og gjorde ham således til den Salvede, Kristus. På denne måde fremstod den lovede Messias eller Kristus. Det må have været en ubeskrivelig glæde for den himmelske Moder og for hendes Ægtemand. Hvis Guds himmelske sønner, englene, glædede sig da Jesus blev født i Betlehem i Juda, må de have frydet sig endnu mere da han blev den lovede Kristus, den messianske tjener for deres Gud Jehova. (Lukas 2:10, 13, 14; Mattæus 3:13-17; Johannes 16:21) Da hans liv blev taget bort fra jorden og han blev oprejst fra de døde, fik den himmelske organisation ham tilbage som „den førstefødte af de døde“ og glædede sig som en moder over igen at have ham blandt sine himmelske sønner. (Kolossenserne 1:18; Åbenbaringen 1:5, 17, 18) Denne hendes glæde var forudsagt!

5, 6. (a) Hvilken grund til glæde kunne denne himmelske „kvinde“ have, ifølge Esajas 54:1? (b) Hvor mange „børn“ skulle hun blive åndelig moder til?

⁵ „Jubl, du golde, der ej fødte,“ siger Esajas 54:1, „jubl og fryd dig, du uden veer! Thi den forladtes børn er flere end hustruens børn, siger [Jehova].“

⁶ Dette inspirerede skriftsted anvendes af den kristne apostel Paulus, ikke om den jødiske nation efter landflygtigheden i Babylon, men om Jehovas hustrulignende organisation i himmelen. Ifølge Esajas’ profeti skulle Guds himmelske organisation få mange børn foruden Messias Jesus, hvem den havde ventet længe på som en barnløs hustru. Den skulle blive åndelig moder til Messias’ 144.000 medarvinger. Han skulle være den førstefødte af disse åndelige sønner. Den himmelske moder ville begynde fryde sig når hun frembragte den førstefødte, Messias Jesus, men hun ville siden hen frembringe alle dem der skulle arve Riget sammen med Messias Jesus. Apostelen Paulus var en af disse vordende Kristi medarvinger, og det er ham der under inspiration har fortolket Esajas 54:1.

7-9. Hvordan anvender apostelen Paulus Esajas 54:1, idet han peger på kontrasten mellem den jødiske nation og Guds himmelske organisation?

⁷ Paulus beskriver modsætningen mellem den jødiske nation der var blevet viet til Jehova Gud som en hustru ved den mosaiske lovpagt (men havde forkastet Jesus Kristus), og Guds himmelske organisation der er som hans hustru: „For eksempel står der skrevet at Abraham fik to sønner, en med tjenestepigen [ægypterinden Hagar] en med den frie kvinde [sin hustru Sara]; men den med tjenestepigen [Ismael] var i virkeligheden født på kødets måde [mens Abraham endnu kunne avle børn], den med den frie kvinde [Isak], derimod, som følge af et løfte [fra Gud]. Dette står som et symbolsk drama; disse kvinder [Hagar og Sara] er nemlig ensbetydende med to pagter, den ene fra Sinaj bjerg [gennem Moses], som føder børn til trældom; det er Hagar [trælpigen]. Denne Hagar er altså ensbetydende med Sinaj, et bjerg i Arabien, og hun svarer til det nuværende Jerusalem, for det er i trældom med sine børn. Men det Jerusalem som er oventil er frit, og det er vor moder.

⁸ For der står skrevet [i Esajas 54:1]: ’Glæd dig, du ufrugtbare [det Jerusalem som er oventil] som ikke føder; bryd ud i jubel og råb højt, du som ikke har fødselsveer; for den forladte kvindes børn er flere end hendes som har manden.’ Men vi, brødre, er løftets børn på samme måde som Isak. Men ligesom dengang han der var født på kødets måde [Ismael] begyndte at forfølge ham der var født på åndens måde [Isak], således også nu. Men hvad siger Skriften? ’Jag tjenestepigen og hendes søn bort, for tjenestepigens søn skal på ingen måde arve sammen med den frie kvindes søn.’ Derfor, brødre, er vi ikke tjenestepigens men den frie kvindes børn.

⁹ Til en sådan frihed har Kristus frigjort os.“ — Galaterne 4:22 til 5:1.

10, 11 (a) Hvordan viser Esajas 54:13 at „det Jerusalem som er oventil“ ville få flere åndelige børn end blot Jesus? (b) Hvem lod Jesus Kristus dette skriftsted gælde?

¹⁰ At „det Jerusalem som er oventil“, hvis „ægtemand“ er hendes Skaber, Jehova, skulle have mange åndelige børn foruden Messias Jesus, hendes førstefødte, fremgår af Esajas 54:13, som siger henvendt til hende: „Alle dine børn bliver oplært af [Jehova], og stor bliver børnenes fred.“

¹¹ Jesus Kristus møntede dette skriftsted på sine egne disciple, da han sagde til jøderne: „Der står skrevet hos Profeterne. ’Og de skal alle være oplært af Jehova.’ Enhver der har hørt af Faderen og har lært, kommer til mig.“ (Johannes 6:45) Det var Faderens hensigt at Jesus skulle blive „den førstefødte blandt mange brødre“. (Romerne 8:29) „Det Jerusalem som er oventil“ er også himmelsk moder til alle disse Jesu Kristi åndelige brødre. Vi kan derfor med god grund sige at det er til hende, og ikke til det jordiske Jerusalem som forkastede Messias, at Jehova, hendes „ægtemand“, siger at hun skal ’juble’ og ’fryde sig’ fordi hun omsider er blevet moder til mange åndelige børn, deriblandt Messias Jesus. — Esajas 54:1.

12. Hvilken kraftig opmuntring til disse åndelige børn slutter Esajas 54 med?

¹² Disse åndelige børn gælder den forsikring om Guds beskyttelse der udtrykkes med følgende ord til „det Jerusalem som er oventil“: „Intet våben, der smedes mod dig, skal du’, hver tunge, der trætter med dig, får du dømt. Dette er [Jehovas] tjeneres lod, den retfærd, jeg giver dem, lyder det fra [Jehova].“ Med dette opmuntrende løfte slutter Esajas’ 54. kapitel, henvendt til „det Jerusalem som er oventil“. — Esajas 54:17.

EN INDBYDELSE TIL AT SPISE OG DRIKKE NOGET DER ER GODT

13. Hvilken appellerende indbydelse begynder det næste kapitel hos Esajas med?

¹³ I betragtning af alt det gode opfyldelsen af den smukke profeti vil medføre, lyder der en betimelig indbydelse til alle som vil høre: „Hid alle, som tørster, her er vand, kom, I, som ikke har penge! Køb korn og spis uden penge, uden vederlag vin og mælk! Hvi giver I sølv for, hvad ikke er brød, eders dagløn for, hvad ej mætter? Hør mig, så får I, hvad godt er, at spise, eders sjæl skal svælge i fedt; bøj eders øre, kom til mig, hør, og eders sjæl skal leve! Så slutter jeg med jer en evig pagt: de trofaste nådeløfter til David. Se, jeg gjorde ham til vidne for folkeslag, til folkefærds fyrste og hersker.“ — Esajas 55:1-4.

14. (a) Hvem kommer indbydelsen fra? (b) Hvem rettes den til, og hvorfor?

¹⁴ Hvem andre end Jehova Gud, kilden til alt liv, kunne udsende en så storslået indbydelse og forjættelse? Den indeholder et løfte om hans messianske tjener, som han vil gøre til „folkefærds fyrste og hersker“. Disse folkefærd ville blive interesseret i indbydelsen fra Gud. Først rettes indbydelsen imidlertid til medlemmerne af Jehovas folk, der er i et pagtsforhold til ham men befinder sig i utilfredsstillende omstændigheder, idet de tjener deres dagløn og køber og spiser og drikker men bliver ved med at dø uden håb. Nøglen til at forstå denne situation får vi når vi husker at profeten Esajas havde forudsagt at Jerusalem skulle ødelægges, Judas land berøves sine indbyggere og jøderne føres i landflygtighed til det hedenske Babylon. Landets øde tilstand mens indbyggerne var i landflygtighed skulle vare halvfjerds år, fra 607 til 537 før vor tidsregning.

15. Hvem havde Jehova forudsagt at han ville skænke det jødiske folk udfrielse ved hjælp af, og hvorfor har det særlig interesse for os?

¹⁵ Babylon havde med sine falske guder, sit kræmmersind og sin nationale storhedstrang intet at tilbyde de landflygtige jøder. Det tilbød dem i hvert fald intet håb om udfrielse med mulighed for at genoptage tilbedelse af den levende og sande Gud i deres hjemland: „Er det ham [Babylons konge], som . . . ikke gav fangerne fri til at drage mod hjemmet?“ (Esajas 14:16, 17) Hvem kunne tvinge dette verdensrige, Babylon, til at slippe sine jødiske fanger fri, så de kunne vende tilbage til hjemlandet og tilbedelsen af Jehova ved et genopbygget tempel i et genrejst Jerusalem? Jehova Gud selv kunne gøre det, og han havde en tjener han kunne bruge til formålet. Denne jordiske tjener var perseren Kyros, hvis navn Jehova havde forudsagt længe før hans fødsel. (Esajas 44:28 til 45:6) Denne perser som i oldtiden erobrede Babylon var ikke alene en fremtrædende historisk skikkelse, men også et profetisk billede på Jehovas messianske tjener som Jehova vil bruge til at omstyrte og ødelægge vor tids Babylon den Store, den falske religions verdensimperium.

16. Hvad var det der i åndelig forstand var som mad og drikke for de landflygtige jøder?

¹⁶ Vand, brød, vin og mælk er til rådighed så man kan tage næring til sig og blive styrket. Det gælder endda dem der ikke har penge at betale med for det de spiser og drikker. Sådan siger Jehova Gud. Det er naturligvis ikke bogstavelig mad og drikke han taler om. Han taler om noget der i åndelig forstand svarer til mad og drikke, noget der holder et menneske åndeligt i live så det kan opnå virkeligt liv, evigt liv med ægte livslyst og sand mening med tilværelsen. Det fornødne som Jehova Gud sørgede for dér tilbage i tiden var det der førte til udfrielsen af hans landflygtige folk fra Babylon og folkets bosættelse i det gudgivne hjemland. Rækkefølgen var den at budskabet om udfrielsen først blev forkyndt så den enkelte landflygtige kunne holde sit håb i live. Dernæst kom frihedsdekretet fra Jehova ved hans jordiske tjener, hvilket igen krævede handling. Når de landflygtige handlede efter dekretet ville hjemvendelsen finde sted og opfyldelsen af Guds strålende profetier om deres bosættelse i det elskede land. Den glæde de skulle erfare ville være som glæden ved at drikke de bedste vine. — Salme 104:15.

17. Hvem er vor tids babyloniere, og hvad søger de deres næring i?

¹⁷ I dag bliver milliarder af jordens beboere undertrykt af Babylon den Store med hensyn til religion, moral, tænkning og sociale forhold, ikke blot i den såkaldt hedenske del af verden men i lige så høj grad i kristenheden. De må betale for deres religion, som er blevet gjort til et pengeforetagende af deres mange sekter og kulter. Disse har ikke holdt sig adskilt fra denne verden, men har tilskyndet til eller i det mindste billiget at deres medlemmer tager aktivt del i verdens anliggender. De religiøse samfund har ikke fået deres medlemmer til at lade være med at fæste lid til mennesker og menneskers institutioner. Ikke engang i kristenheden kan folk se anden udvej end at blive ved med at stole på at mennesker nok skal løse verdens problemer. Man kan godt sige at de er vor tids babyloniere, og den religiøse føde de lever af giver dem ikke virkelig næring, mætter dem ikke med tilfredsstillende hjælp og udfrielse.

18. (a) Ved hjælp af hvilken pagt har Jehova et folk som står i et særligt forhold til ham i dag? (b) Hvem er det der holder fast ved denne nye pagt?

¹⁸ De der var med i den mosaiske lovpagt med Jehova Gud burde ikke have været det gamle Babylons ’fanger’ dengang i det sjette århundrede f.v.t. Hvis de i kærlighed havde opfyldt deres pagtsforpligtelser over for ham, ville de ikke have været landflygtige i det hedenske Babylonien, langt fra deres hjem som var lagt øde. I dag har Jehova stadig et folk som står i et særligt forhold til ham i kraft af en national pagt. Jehovas messianske tjener, som er større end profeten Moses, er mellemmand for denne pagt. Det er den pagt der trådte i stedet for den mosaiske lovpagt i år 33. Det er den nye pagt, som var forudsagt i Jeremias 31:31-34. Da Jesus Kristus indstiftede Herrens aftensmåltid, der skulle tjene til minde om hans offerdød, talte han netop om sit blod som det middel der skulle besegle og gyldiggøre den nye pagt. (Mattæus 26:26-30; Lukas 22:19, 20; 1 Korinter 11:20-26) Lydigt højtideligholder Jehovas kristne vidner dette aftensmåltid hvert år på årsdagen for dets indstiftelse. Loyalt holder de fast ved Jehovas nye pagt.

19. Ved hvilke midler fik Babylon den Store Jehovas kristne vidner i sin magt under den første verdenskrig, og hvordan var deres udsigter på det tidspunkt?

¹⁹ Hele det store Babylon som et verdensimperium af falsk religion har uden ophør modstået Jehovas kristne vidner. Under den første verdenskrig fra 1914 til 1918 fik denne skøge dem virkelig i sin magt ved hjælp af sine verdslige elskere. Ved at øve indflydelse på politiske, militære og retslige instanser påførte Babylon den Store disse tilbedere af Jehova forfølgelse af enhver art, blandt andet forbud mod deres religiøse skrifter som de benyttede ved deres studium af Bibelen. Deres organisation, som havde til formål at fremme en offentlig forkyndelse af Bibelens gode nyhed, blev svækket i alvorlig grad, navnlig da medlemmer af det styrende råd for Jehovas synlige organisation blev sat i fængsel. Efter krigen blev dommene omstødt. Under krigen var udsigterne til en bedring imidlertid ikke for lyse, og idet man noget resigneret underkastede sig Jehovas vilje forventede man at det ville blive endnu værre. Ved forsynets ledelse vedblev det officielle tidsskrift The Watch Tower and Herald of Christ’s Presence med at udkomme to gange om måneden til åndelig opbyggelse for dem der var i stand til at modtage det i krigens vanskelige tid.

20, 21. Hvordan blev tiden efter den første verdenskrig en belejlig tid til en nutidig opfyldelse af Esajas 55:1, 2 på Jehovas tilbedere på jorden?

²⁰ Imidlertid endte den første verdenskrig. Den var ikke, som bibelstudenterne havde forventet, gået over i verdensrevolution og anarki eller i Harmagedonslaget. Og de der oprigtigt tilbad Jehova, de der var med i den nye pagt med ham ved hjælp af mellemmanden Jesus Kristus, befandt sig stadig i kødet på jorden. Men dog stadig i fangenskab under Babylon den Store og hendes politiske, militære og juridiske elskere! Uventet var krigen slut og en ny tid lå foran dem med muligheder for at genoptage og videreføre forkyndelsen af Guds ords gode nyhed. Her var nu en yderst belejlig tid til at den Gud som de havde tilbedt på trods af al modstand og undertrykkelse fra Babylon den Stores side, gjorde noget som gavnede dem og tjente hans eget navns sag. Nu var tiden inde til at det nutidige modstykke til Esajas’ livsfornyende budskab blev sendt ud:

²¹ „Hid alle, som tørster, her er vand, kom, I, som ikke har penge! Køb korn og spis uden penge, uden vederlag vin og mælk! Hvi giver I sølv for, hvad ikke er brød, eders dagløn for, hvad ej mætter? Hør mig, så får I, hvad godt er, at spise, eders sjæl skal svælge i fedt.“ — Esajas 55:1, 2.

22. Hvad viste sig da at være som vand, brød, vin og mælk for Jehovas folk i dag?

²² Et sådant budskab kom virkelig fra Jehova Gud, gennem hans messianske tjener Jesus Kristus. Det skulle hjælpe hans tjenere ud af deres nedtrykte og negative sindstilstand og indgyde dem liv og håb. Hvad ville være som vand og stille deres heftige tørst efter sandhed og retfærdighed? Eller som brød til at nære og styrke deres hjerters hengivenhed for Gud? Eller som vin til at indgive deres hjerter en sundhedsfremmende glæde? Eller som mælkens fedme til at forhøje deres velvære i forholdet til den eneste levende og sande Gud? (Salme 104:15) Det ville det bibelske budskab om udfrielse fra Babylon den Store ved hjælp af Guds oprettede messianske rige, samt budskabet om udfrielse fra trældommen i denne verden, som er „ven“ med Babylon den Store, så Guds tjenere kunne kæmpe for tilbedelsesfrihed og forkynde den gode nyhed om Guds rige i hele verden til velsignelse for den nødstedte menneskehed.

23. Hvordan viste det sig at være sandt at dette blev bragt til veje „uden penge, uden vederlag“?

²³ De undertrykte tilbedere af Jehova Gud behøvede ikke at betale for dette frihedsbudskab! De var ikke nødt til at købe sig fri af fangenskabet og trældommen i Babylon den Store! Budskabet blev tilbudt gratis så de frit kunne tage imod det, og de måtte handle efter det med mod og overbevisning! Så ville det være som forfriskende vand, styrkende brød, glædebringende vin og fedende mælk. „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ — Johannes 8:32.

24. Hvilket vidnesbyrd om udfrielsen var der i foråret 1919?

²⁴ Som et konkret symbol på denne udfrielse blev de medlemmer af Jehovas kristne tilbederes styrende råd der havde været indsat i forbundsfængselet i Atlanta, Georgia, U.S.A., løsladt i foråret 1919, lige efter krigen. Kort efter blev dommene over disse kristne omstødt, og senere lod man sagen mod dem falde. Disse medlemmer af Jehovas kristne tilbederes styrende råd blev således renset for de falske anklager om at de skulle være lovløse borgere der var farlige for landets sikkerhed. I værdsættelse af den kristne frihed der kommer fra Jehova gennem hans tjener Jesus Kristus, påbegyndtes nu et grundigere studium af Bibelen så man kunne forvisse sig om hvad Guds vilje med hans folk måtte være i denne uventede fredstid.

25. (a) Hvad blev der gjort i 1919 for at indgyde Guds tjenere mod? (b) Hvad var meddelelsen om udgivelsen af bladet The Golden Age et tegn på?

²⁵ Studiet af Bibelen lod ingen tvivl tilbage med hensyn til hvad Guds vilje var. Det pegede klart og tydeligt på det arbejde for Riget som nu måtte udføres af de tilbedere af Jehova der havde overlevet forfølgelsen og trængslerne under den første verdenskrig. For at indgyde mod i deres hjerter fremkom to artikler med temaet „Salige er de, som ikke frygter“ i The Watch Tower for 1. og 15. august 1919. (Vagt-Taarnet for september og oktober 1919) Dette var også temaet for det generalstævne disse tilbedere af Jehova afholdt i otte dage, 1.-8. september, i Cedar Point, Ohio, U.S.A. Som et tegn på at der var mere åndelig føde i beredskab til dem og også et større arbejde at tage fat på, blev de 6000 stævnedeltagere gjort bekendt med et spændende projekt af præsidenten for Watch Tower Bible and Tract Society den 5. september 1919. Hvad gik det ud på? At dette bibelselskab ville udgive endnu et blad foruden The Watch Tower. Dette nye halvmånedlige tidsskrift skulle hedde „The Golden Age“ og udfylde en plads ved siden af Jehovas kristne tilbederes officielle blad. Begge skulle bruges til at forkynde Guds rige.

26. Med hvilket formål blev The Golden Age udgivet, som nævnt i det første nummer?

²⁶ Den aktuelle baggrund for udgivelsen af dette nye blad blev forklaret i introduktionen til det første nummer, 1. oktober 1919, som vi citerer i uddrag:

Dets formål er i lyset af den guddommelige visdom at forklare den sande betydning af tidens store omvæltninger og ved ubestridelige og tungtvejende vidnesbyrd at bevise for tænkende mennesker at tiden nu er nær da menneskeheden vil modtage den største velsignelse. Som en røst i forvirringens ørken er dets opgave at forkynde indvarslingen af Den gyldne Tidsalder.

Der er flere bedrøvede hjerter i verden i dag end på noget andet tidspunkt i historien. En ødelæggende krig har hjemsøgt nationerne til de er sårede til døden. I krigens kølvand kom den store pestagtige influenza der krævede dobbelt så mange ofre som krigen havde taget. I de sidste få år er millioner faldet i dødens afgrund og andre millioner begræder tabet af deres kære.

Overalt stiger leveomkostningerne mere og mere, og mange mennesker trues af tilstande med virkelig nød og sult. Inden for så godt som alle verdens erhverv strejker arbejderne eller truer med at strejke og dermed standse erhvervslivet. Der er almindelig uro alle vegne.

Økonomerne er ikke mindre i vildrede. . . .

DEN GYLDNE TIDSALDER vil bringe det budskab ind folks hjem som de længes efter, et budskab der vil være med til at genoprette freden i de foruroligede sind og trøste de bedrøvede hjerter. Vi forventer ikke at udrette dette ved menneskers visdom, for det har været forsøgt og er slået fejl, og en sådan visdom er dårskab i Jehovas øjne. Men vi vil henlede folks opmærksomhed på de klare og uomtvistelige vidnesbyrd i lyset til en genopbygning af menneskets verden, et middel der vil hidføre det alle nationer længes efter og sikre folket liv, frihed og lykke. Vi indbyder alle fredselskende, lovlydige og gudfrygtige mennesker til at være med til at viderebringe dette trøstende budskab til dem der ønsker at blive trøstet.

27, 28. Hvilket storslået håb pegede dette blad frem til, men hvad måtte komme først?

²⁷ Her var altså et nyt blad der uden frygt pegede frem til at jorden igen skulle gøres til et paradis til glæde for alle mennesker, uanset race, hudfarve eller national herkomst. Før dette bogstavelige jordiske paradis kunne skænkes menneskeheden af Guds messianske rige, måtte der imidlertid oprettes et åndeligt paradis blandt Jehovas kristne tilbedere som nu var blevet bragt tilbage til et godkendt forhold til ham. Det er grunden til at kapitel 55 hos Esajas efter at have fremsat indbydelsen til at modtage Guds livgivende gaver, fortsætter med at sige:

²⁸ „Bøj eders øre, kom til mig, hør eders sjæl skal leve! Så slutter jeg med jer en evig pagt: de trofaste nådeløfter til David. Se, jeg gjorde ham til vidne for folkeslag, til folkefærds fyrste og hersker.“ — Esajas 55:3,4.

DEN EVIGE PAGT OM RIGET

29. (a) Hvilken virkning ville det få for dem som fulgte indbydelsen i Esajas 55:3, 4, altså bøjede deres øre og kom til Jehova? (b) Hvilken forbindelse er der mellem disse velsignelser og „Davids trofaste Miskundheder“

²⁹ De der bøjede deres øre og kom til Jehova i efterkrigsåret 1919, ville få deres åndelige liv fornyet og blive styrket af de åndelige goder som Jehova nu tilbød sit folk. Deres sjæl ville blive holdt i live og nyde åndelig sundhed. Den kanal hvorigennem Jehovas trofaste kristne tilbedere ville modtage alle disse genoprettelsesvelsignelser, var det messianske rige der var blevet født i himmelen i 1914 ved udløbet af „hedningernes tider“. (Lukas 21:24, DA; Daniel 4:16, 23, 25, 32; Åbenbaringen 12:1-10) Det var det der mentes med Jehovas løfte om at slutte en evig pagt med Rigets forkyndere angående „de trofaste nådeløfter til David“, „Davids trofaste Miskundheder“ (Ka, Li), „de pålidelige beviser på kærlig godhed mod David“ (NW). Guds miskundheder mod David indebar at retten til riget ville forblive i kong David af Jerusalems slægt frem til hans mest prominente efterkommer, den lovede Messias, og derpå ville det messianske rige tilhøre denne konge for evigt.

30, 31. (a) Hvordan viste disse miskundheder der var lovet David sig at være „trofaste“? (b) Hvordan anvendte apostelen Paulus løftet i Esajas 55:3 da han talte i Antiokia i Pisidien?

³⁰ Da disse miskundheder mod David omtales som „trofaste“, må de være grundfæstede og varige. (2 Samuel 7:11-16) Dette bekræftes af ordene i Salme 89:29, 30: „Jeg bevarer for evigt min miskundhed mod ham, min pagt skal holdes ham troligt; jeg lader hans æt bestå for evigt, hans trone, så længe himlen er til.“ (Se også Jeremias 33:19-21.) Guds løfter til kong David om miskundhed eller kærlig godhed viste sig at være pålidelige, for de blev opfyldt på den der skulle være en evig konge, Messias. Der er ikke rum for nogen tvivl om hvem dette var, for apostelen Paulus lod løftet i Esajas 55:3 gælde Jesus Kristus.

³¹ Til sine tilhørere i den jødiske synagoge i Antiokia i Pisidien, Lilleasien, sagde apostelen Paulus: „Vi forkynder jer således den gode nyhed om det løfte der blev givet forfædrene, at Gud helt har opfyldt det for os, deres børn, idet han har oprejst Jesus; som der også står skrevet i den anden salme: ’Du er min søn, jeg er i dag blevet din Fader.’ Og det at han oprejste ham fra de døde, så han ikke mere skulle vende tilbage til forrådnelse, har han sagt på den måde: ’Jeg vil give jer de pålidelige beviser på kærlig godhed mod David.’ Derfor siger han også i en anden salme: ’Du vil ikke tillade at din loyale ser forrådnelse.’ For David tjente jo Guds udtrykkelige vilje i sin egen generation og sov ind i døden og blev lagt hos sine forfædre og så forrådnelse. Men den som Gud oprejste så ikke forrådnelse.“ — Apostelgerninger 13:32-37.

32. Hvem opfyldes Esajas 55:4 på?

³² Det messianske rige der blev oprettet i himmelen i 1914 med den opstandne og uforgængelige Jesus Kristus som konge, har fungeret indtil nu og vil fortsat fungere i kommende tusind år til velsignelse af menneskeheden i et jordisk paradis. Det var med andre ord ikke den afdøde David Jehova talte om da han videre sagde, som vi læser i Esajas 55:4: „Se, jeg gjorde ham til vidne for folkeslag, til folkefærds fyrste og hersker.“ Nej, Jehova taler her om Davids lovede efterkommer, Jesus Kristus, i forbindelse med hvem pagten med David om et evigt rige endeligt fuldbyrdes.

33. Om hvem er han et „vidne for folkeslag“?

³³ Den der gøres til „vidne for folkeslag“, hvem vidner han om? Han vidner om den der gør ham til vidne, Jehova selv. Jesus Kristus var Guds vidne på jorden, Jehovas vidne. I Esajas 43:9 udfordrer Jehova alle nationernes gud til at bevise at de er virkelige, levende guder der korrekt kan forudsige ting som skal ske. Lad disse falske guder føre deres vidner; lad folket høre af disse vidners mund hvad deres guder har profeteret så alle må sige: „Det er sandt!“ De falske guder kan ikke. Men som den levende og sandfærdige Gud kan Jehova føre vidner der taler hans sag, og det største vidne han har haft på jorden var hans enestefødte søn, Jesus Kristus. Denne var et kødeligt medlem af den nation som Esajas 43:10 er henvendt til: „Mine vidner er I, så lyder det fra [Jehova], min tjener, hvem jeg har udvalgt“.

34. (a) Hvem var Jesus i første række et vidne for mens han var et menneske på jorden? (b) Hvilke andre skulle ifølge profetien høre hans vidnesbyrd, og hvordan er dette blevet opfyldt?

³⁴ Mens Jesus Kristus var et fuldkomment menneske på jorden sagde han gentagne gange at han vidnede om sin himmelske Fader, Jehova. På det tidspunkt gjaldt hans vidnesbyrd først og fremmest den jødiske nation. I Åbenbaringen 1:5 omtaler apostelen Johannes ham som „Jesu Kristus, ’det trofaste vidne’, ’den førstefødte af de døde’, og ’herskeren over jordens konger’“. Og i Åbenbaringen 3:14 præsenterer den opstandne og herliggjorte Jesus Kristus sig selv for menigheden i Laodikea i Lilleasien med disse ord: „Dette siger Amen, det trofaste og sande vidne Guds skaberværks begyndelse.“ Det var imidlertid ikke blot den jødiske nation Jehova ville gøre Messias Jesus til vidne for, men også „folkeslag“. Hans vidnesbyrd om den Gud han er den messianske tjener for, gælder hele menneskeheden, uanset nationalitet, hudfarve eller race. Ved hjælp af sine trofaste medvidner på jorden i dag aflægger han dette livsvigtige vidnesbyrd. I dag er det en glæde for Jehovas kristne vidner at aflægge det samme vidnesbyrd som Jesus Kristus gjorde, og det i over to hundrede lande og øområder, „for folkeslag“.

35, 36. (a) Hvilken forvisning giver Jesu trofasthed som vidne? (b) Hvordan svarer det til Davids tilfælde at Jesus skulle være „fyrste og hersker“?

³⁵ Det er nødvendigt at der aflægges et sandt og pålideligt vidnesbyrd inden der gribes ind over for dem der har fået vidnesbyrdet. (Mattæus 24:14) Jesus Kristus var trofast på jorden som et vidne der forkyndte den guddommelige sandhed. (Johannes 18:37) Han døde for denne sandheds sag.

³⁶ Vi kan være sikre på at han vil være lige så trofast i udførelsen af de myndighedsopgaver som bliver pålagt ham i himmelen. Hans Gud gør ham ikke blot til „vidne for folkeslag“, men derefter også til „folkefærds fyrste og hersker“. Jehova havde gjort hyrdedrengen David fra Betlehem i Juda til „fyrste“ for Guds folk. (2 Samuel 7:8) Da David blev konge over hele Israel kom ’herskerstaven’ til at stå mellem fødderne på en efterkommer af Juda. (1 Mosebog 49:10) Den skulle være i Judas stammes besiddelse indtil Messias kom, Silo, „han, hvem den tilhører“.

37. Hvilken slags „fyrste og hersker“ vil Jesus Kristus vise sig at være?

³⁷ Skønt efterkommer af kong David skulle den lovede Messias eller Silo være større end kong David. Han skulle endog kaldes kong Davids herre. (Salme 110:1, 2) Messias måtte derfor også være „fyrste og hersker“, ligesom David havde været det; men ikke for Israel alene. Han skulle være „folkefærds fyrste og hersker“. Det er dét folk i alle nationer trænger til, en „fyrste og hersker“ som er fra Jehova Gud og virkelig kan repræsentere ham. Da kan de være sikre på at denne messianske „fyrste og hersker“ vil lede dem på en måde der er i harmoni med Guds vilje og tjener til deres evige gavn. Det er en sådan fyrste de vil få i den opstandne og herliggjorte Jesus Kristus, som har taget plads ved Guds højre hånd i himmelen. Derfor kaldes han nu i himmelen en hersker og sammenlignes med en løve, idet der siges: „Løven som er af Judas stamme, Davids rod, har sejret.“ — Åbenbaringen 5:5.

38. Hvordan er det muligt for os at modtage de varige goder der ifølge en pagt er sikret Messias’ undersåtter?

³⁸ De der tager imod det vidnesbyrd Messias Jesus aflægger og som underordner sig hans ledelse og adlyder hans befalinger, bliver velsignet. På den måde bliver den ’evige pagt’ som Jehova indgik med kong David om et evigt rige, til gavn for dem der villigt underkaster sig Messias Jesus og bliver hans undersåtter. De bliver underlagt det messianske styre og opnår de varige goder der skyldes at Jehova har været tro mod sine løfter, de lovede „beviser på kærlig godhed mod David“, lige til den lovede Messias kom, ja lige til udløbet af hedningernes tider i efteråret 1914. Messias’ undersåtter er således ved en pagt blevet sikret denne kærlige godhed, disse miskundheder, og får del i det messianske riges storslåede velsignelser, som er et resultat af Guds kærlige godhed; det gælder især de åndelige israelitter, der bliver Kristi medarvinger til det himmelske rige.

39. (a) Hvem modtog goderne først, og på hvilken måde? (b) Hvilke andre tager nu del i det åndelige festmåltid?

³⁹ De der først modtog goderne fra dette rige som blev født i himmelen i 1914 var dem der i 1919 fulgte den guddommelige indbydelse til at komme og tage af vandet, brødet, mælken og vinen som Jehova i åndelig forstand havde tilvejebragt. (Åbenbaringen 12:1-6, 14) At de underlagde sig Messias’ nyfødte rige betød at de blev frigjort fra Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. Resten af de åndelige israelitter på jorden, der var blevet Babylon den Stores fanger under den første verdenskrig, var de første til at give agt på Jehovas hjertelige indbydelse til at nyde Rigets velsignelser i form af et åndeligt festmåltid i frihed. Siden foråret 1935 har desuden en „stor skare“ af folk fra alle nationer der ønskede at frigøre sig fra Babylon den Store og tilbede den sande Gud, sluttet sig til resten af de åndelige israelitter for sammen med dem at nyde det storslåede åndelige festmåltid. (Åbenbaringen 7:9-17) Heraf ser vi hvordan indbydelsen til det styrkende og nærende festmåltid er forbundet med det oprettede messianske rige.

MANGE SØGER TIL JEHOVA SOM DERES GUD

40. Hvordan forudsiger Bibelen en forøgelse af tilbedere af Jehova blandt nogle som ikke hører til det åndelige Israel?

⁴⁰ En forøgelse af antallet af dem der tilbeder Jehova som Bibelens Gud var forudsagt, en forøgelse der ville omfatte en „stor skare“ af folk som ikke tilhørte det åndelige Israel. (Åbenbaringen 7:1-8) Esajas 55:5 fortsætter med at sige: „Se, på folk, du ej kender, skal du kalde, til dig skal folk, som ej kender dig, ile for [Jehova] din Guds skyld, Israels Hellige, han gør dig herlig.“

41. (a) Kendte de åndelige israelitter noget til indsamlingen af disse andre tilbedere mens de var i babylonisk fangenskab? (b) Hvem ville disse tilbedere uden for det åndelige Israel komme til?

⁴¹ Dette løfte rummede i sandhed nogle behagelige overraskelser. Mens resten af det åndelige Israel var i babylonisk fangenskab havde den ingen forestilling om at den skulle ’kalde på folk’, „en nation“ (NW), uden for sig selv. En sådan nation kendte de åndelige israelitter ikke, sådan som de forstod Bibelen på det tidspunkt. Under deres fangenskab syntes noget sådant ikke at kunne forekomme eller at være indbefattet i Guds hensigt. Alligevel ville de, når Guds tid var inde, kalde på eller indbyde „en nation“, enhver nation uden for det åndelige Israel. Før de kunne lade et sådant kald lyde måtte de dog først selv være udfriet fra trældom i Babylon den Store. Men ville et sådant kald til alle mulige nationer blive hørt og fulgt? Det kunne man navnlig have grund til at spørge om i betragtning af at det drejede sig om „folk, som ej kender dig“, folk som ikke hidtil havde anerkendt resten af det åndelige Israel på rette måde. Esajas 55:5 svarer det åndelige Israel: „Til dig skal folk, som ej kender dig, ile.“ De ville altså ligefrem skynde sig for at slutte sig til resten af det åndelige Israel, der havde overlevet den første verdenskrig.

42. Hvem ville det dog egentlig være der tiltrak folk, ifølge profetien?

⁴² Hvordan kunne dette gå til? Hvordan kunne det ske i betragtning af at resten af det åndelige Israel skulle blive „genstand for alle nationernes had“? (Mattæus 24:9) Det ville ske „for [Jehova] din Guds skyld“. Det ville ikke være den forhadte rest af det åndelige Israel i sig selv, men „[Jehova] din Gud“, der ville tiltrække folk. Han ville gøre noget for de åndelige israelitter fordi de ikke havde antaget Babylon den Stores falske guder men havde holdt fast ved ham som den sande Gud, den der med rette skulle tilbedes. Hvad var det han ville gøre for dem? Dette udtrykkes tydeligt i de næste ord: „Israels Hellige, han gør dig herlig.“

43. (a) Hvordan har Jehova gjort sine åndelige israelitter ’herlige’, så oprigtige mennesker føler sig tiltrukket af dem? (b) Hvilken tilstand førte Jehova således sine jordiske tilbedere ind i, og hvorfor?

⁴³ De skulle ikke længere se ud som usle, underernærede og dårligt klædte fanger i Babylon den Store, men ville nu få tiltrækkende herlighed og skønhed som åndelige israelitter. Det betød ikke at de ville ophøre med at være „genstand for alle nationernes had“. Det betød at de ville blive et åndeligt frit folk i Kristus. Israels Hellige ville iklæde dem åndelig skønhed ved at give dem rigelig åndelig føde ved det festmåltid han nu bød dem på. Han ville iklæde dem åndelig skønhed ved at lade dem repræsentere det nyfødte rige med hans Messias som konge. Oprigtige mennesker ville kunne se at de var det folk der tilbad den sande Gud og at denne Gud var iblandt dem. De ville få kendskab til sandheden fra ham og få lov at forkynde den gode nyhed om Riget til et vidnesbyrd for alle nationerne. Da Gud ikke længere betragtede dem med mishag på grund af de fejltrin de kort forinden havde begået, nu da de havde vist deres sindsændring over for ham, ville de blive ført ind i et åndeligt paradis der ville stå i stærk modsætning til den religiøse tilstand i Babylon den Store. Således ville disse internationalt forhadte blive prydet med en åndelig herlighed, til Jehovas pris.

44. (a) På hvilken måde har resten af de åndelige israelitter ’kaldt på’ folk som de til at begynde med ikke kendte? (b) Hvordan har de i den forbindelse givet deres Guds navn den rette placering? (c) Hvad har tilskyndet andre til at ile til resten af det åndelige Israel og blive Jehovas kristne vidner?

⁴⁴ Fra 1919 begyndte resten af de åndelige israelitter altså at kalde på folk de til at begynde med ikke kendte, og det gjorde de ved at forkynde „denne gode nyhed om riget“ for flere og flere nationer. (Mattæus 24:14) De frygtede ikke at folk ville undgå dem fordi de kaldte sig med Guds navn; efter i årevis at have vidnet om ham i hele verden antog de det passende navn Jehovas vidner, hans kristne vidner. Det skete første gang søndag den 26. juli 1931 ved et internationalt stævne som de afholdt i Columbus, Ohio, U.S.A. På trods af den fordom der er mod Guds navn, endog i kristenheden, begyndte mange mennesker som søgte Gud, at ile hen til resten af det åndelige Israel. De så hos resten af de åndelige israelitter en åndelig herlighed eller skønhed som kristenheden og den hedenske verden ikke lagde mærke til eller anerkendte. De kom ilende i hundredvis fra foråret 1935. De ønskede at nyde gavn af det åndelige paradis som medlemmerne af denne rest havde befundet sig i siden de blev ført tilbage til Jehovas gunst. Uden at frygte nogen skændsel accepterede også de at blive kaldt Jehovas kristne vidner.

45, 46. (a) Hvilken forøgelse i antallet af tilbedere af Jehova har der været på trods af krig i verden? (b) Hvilken velsignelse erfarer de nu, og hvilke fremtidsudsigter har de?

⁴⁵ I årene lige siden er folk fra alle nationer blevet ved med at ile hen til „resten“. End ikke den hidtil største verdenskonflikt, den anden verdenskrig, kunne hindre dem der søger den rette Gud at tilbede og tjene, i at ile derhen. Med den hjælp disse har ydet „resten“ er kaldet nået ud til flere og flere lande og områder, og folk har i tusindvis fået deres opmærksomhed henledt på festmåltidet i det åndelige paradis; de har hørt det bydende råb: „Hid alle, som tørster, her er vand, kom.“

⁴⁶ De der er kommet ilende er vokset til en „stor skare“, hvis endelige antal endnu ikke kendes. (Åbenbaringen 7:9, 10) De er blevet åndeligt levende, sådan som opfordringen i Esajas 55:3 har lovet: „Hør, og eders sjæl skal leve!“ Dette kan også omfatte at de bliver bevaret i live i kødet gennem den kommende „store trængsel“, hvori Babylon den Store og hele den verdslige tingenes ordning, vil ophøre med at eksistere. Det åndelige paradis og dets lykkelige indvånere vil overleve, til Jehovas pris og til ære for hans messianske rige. — Mattæus 24:21, 22; Åbenbaringen 7:14.

Kapitel 7

Betingelser for at få adgang til det åndelige paradis

1, 2. Hvilke betingelser som nævnes i Esajas 55:6, 7 må man opfylde for at få adgang til det åndelige paradis?

VEJEN til det åndelige paradis ligger stadig åben! Indbydelsen til at træde ind i det lyder stadig over hele jorden! Hvad må man gøre for at tage imod indbydelsen? De betingelser man må opfylde, udtrykkes smukt med de næste ord i den inspirerede profeti i Esajas, kapitel 55:

² „Søg [Jehova], medens han findes, kald på ham, den stund han er nær! Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til [Jehova], at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade.“ — Esajas 55:6, 7.

3. (a) Hvorfor er det nu man må ’søge Jehova’? (b) I hvilken forstand er han „nær“?

³ Eftersom vi har levet i „endens tid“ for den verdslige tingenes ordning lige siden 1914, er den tid hvori man endnu kan finde Jehova på en gunstig måde, meget kort. Det er derfor nu man må søge ham. Man behøver ikke at gå langt i sin søgen for at finde ham. Han er stadig nær, så de der oprigtigt søger ham kan nå frem til ham. Det er også nu man må kalde på ham. Han er ikke uden for hørevidde. Det er nu, før „[Jehovas] store og frygtelige dag“, at følgende forsikring gælder: „Enhver, som påkalder [Jehovas] navn, skal frelses.“ — Joel 3:4, 5; Romerne 10:13.

4. (a) Forklar hvad det vil sige at den gudløse eller onde skal „forlade sin vej“. (b) Hvad indebærer det at forlade urette eller skadelige tanker, og hvorfor er det vigtigt at gøre dette?

⁴ Vi får også at vide hvad vi må gøre for at søge Jehova og for at påkalde hans navn. Vi må være opmærksomme på vor livsførelse og vor tankegang, som har meget at gøre med vor hjertetilstand. Det fremgår af formaningen: „Den gudløse [onde, NW] forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til [Jehova].“ (Esajas 55:7) Hvis den onde og gudløse ønsker at søge Jehova og finde ham og at kalde på ham og blive hørt, må han naturligvis forlade sin onde vej. Jehova hader det onde. Den ondes tanker vil desuden være urette, idet han vil tænke på at volde andre skade. For at søge Jehova, som er en kærlig Gud, må han altså holde op med sine urette, skadelige tanker og begynde at tænke nyttige, gavnlige tanker. Han må lægge sig dét alvorligt på sinde som Gud siger i Ordsprogene 21:27: „Vederstyggeligt er de gudløses offer, især når det ofres for skændselsdåd.“ En adfærd og en tankegang som kan godkendes af retfærdighedens Gud, er en betingelse for at få adgang til det åndelige paradis for dem der tilbeder og tjener ham.

5. (a) Hvordan gjaldt det for fortidens landflygtige jøder at de måtte „vende om til Jehova“? (b) Hvad kunne de der opfyldte denne betingelse, se frem til?

⁵ Der siges at den onde, den der tænker urette tanker, skal „vende sig“ eller „vende om“ (Ka; NW) til Jehova. Det viser at den onde eller gudløse på et tidspunkt er kommet bort fra Jehova og er blevet slet, men at han engang har stået i et nært, godt og fredeligt forhold til Jehova. Sådan var det med fortidens israelitter frem til det tidspunkt da de, som forudsagt tidligere i Esajas’ profeti, blev ført i landflygtighed til Babylon. I første række er formaningen til at „vende om til Jehova“ derfor specielt henvendt til de landflygtige jøder i Babylon. De måtte angre deres uredelighed og deres ugerninger som havde medført at deres hjemland var blevet lagt øde og de var kommet i landflygtighed i det hedenske Babylonien. Deres hjemland skulle ligge øde en begrænset tid, i halvfjerds år, og derefter skulle det atter tages i besiddelse af en trofast og gudfrygtig jødisk rest som blev udfriet fra Babylon. Efterhånden som den fastsatte tid for udfrielsen fra Babylon nærmede sig, ville det være tilrådeligt, ja nødvendigt, at de landflygtige jøder begyndte at forberede sig på at være blandt dem der fik det privilegium at vende tilbage til deres hjemland og forvandle det til et paradis.

6, 7. (a) Hvad gjorde profeten Daniel i harmoni med Esajas 55:7, og hvorfor var dette på sin plads? (b) I hvilket år vendte medlemmerne af den jødiske rest og deres tjenere tilbage til deres hjemland?

⁶ Den aldrende profet Daniel, der var kommet til Babylon som landflygtig allerede elleve år før Jerusalem og Juda var blevet ødelagt, gav agt på formaningen i Esajas 55:7. Det var i år 539 f.v.t. Det gamle Babylon ved Eufratfloden var lige blevet indtaget af den persiske erobrer Kyros den Store. Kyros’ forbundsfælle, mederen Darius, herskede nu midlertidigt som konge over Babylon. „I hans første regeringsår,“ siger Daniel, „lagde jeg, Daniel, i skrifterne mærke til det åremål, i hvilket Jerusalem efter [Jehovas] ord til profeten Jeremias skulle ligge i grus, halvfjerdsindstyve år. Jeg vendte mit ansigt til Gud Herren for at fremføre bøn og begæring under faste i sæk og aske. Og jeg bad til Herren min Gud.“ (Daniel 9:1-4) I sin bøn bekendte Daniel at han tilhørte et genstridigt folk og han indrømmede sin andel i dets synder og ulydighed mod Gud.

⁷ Daniel havde ikke personligt fulgt en gudløs vej og næret urette, skadelige tanker, så hans bøn for de landflygtige jøder fandt nåde for Guds øjne. Den aldrende Daniel, som tjente kong Darius og derefter kong Kyros, vendte ikke tilbage til Judas land, men han glædede sig usigeligt over at se en angrende, omvendt rest af jøder, sammen med tusinder af ikke-jødiske tjenere, vende tilbage til deres hjemland for at genopbygge Jerusalem og dets tempel. Dette skete ved udløbet af de halvfjerds års øde tilstand i 537 f.v.t.

8. Hvordan kunne den situation som resten af de åndelige israelitter befandt sig i ved afslutningen af den første verdenskrig, sammenlignes med den situation de kødelige jøder befandt sig i ved afslutningen af deres landflygtighed i Babylon?

⁸ På lignende måde måtte den nutidige rest af åndelige israelitter i et vist omfang ændre handlemåde og tankegang da den første verdenskrig sluttede den 11. november 1918 og de trådte ind i efterkrigstiden, stadig i live på jorden. Deres landflygtighed i Babylon den Stores domæne, borte fra Guds fulde gunst, skulle snart høre op, og tiden var inde til at de burde tænke på hvordan de havde svigtet og var kommet til kort i forbindelse med at tjene og tilbede Gud. De var kommet under samfundsansvar på grund af den første verdenskrigs blodsudgydelser og voldshandlinger. De måtte søge Jehova og påkalde hans navn i bøn. Idet de således nærmede sig Gud, fulgte de den profetiske tilskyndelse: „Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til [Jehova].“ — Esajas 55:7

9. (a) Hvad gjorde resten af de åndelige israelitter da de søgte Jehova? (b) Hvor længe var de forpligtede til at tjene Gud, og hvilket arbejde skulle udføres?

⁹ Mens resten af de åndelige israelitter søgte Jehova og samtidig påkaldte det guddommelige navn i bøn, foretog de et fornyet studium af de hellige skrifter, nu da det var gået anderledes end de havde ventet på grundlag af deres forståelse af Bibelens profetier. De måtte ændre deres tankegang og handlemåde og indstille sig på den nye og uventede situation der nu åbnede sig for dem. De havde ikke indviet sig til deres Gud indtil et bestemt år, som for eksempel 1914 eller 1918, men for evigt. Dette forpligtede dem til fortsat at tjene den sande Gud så længe han bevarede dem i live på jorden. Gennem sit skrevne ord og sin organisation åbenbarede han for „restens“ medlemmer at der var et yderst vigtigt arbejde de skulle udføre på jorden i forbindelse med hans nyfødte messianske rige. De havde derfor al mulig grund til at „vende om til Jehova“. Men ville deres bestræbelser i denne retning lykkes, i betragtning af hvordan de tidligere havde svigtet?

10. Havde de nogen grund til at tro at Gud ville tage imod dem, i betragtning af hvordan de tidligere havde svigtet?

¹⁰ Ligesom de landflygtige jøder i fortidens Babylon, havde resten af de åndelige israelitter al mulig grund til at være ved godt mod nu da de atter nærmede sig Gud. Hvorfor? På grund af denne forsikring i Esajas 55:7: „Og lad ham vende om til Jehova, som vil have barmhjertighed med ham, og til vor Gud, for han vil tilgive gavmildt.“ — NW

HVORDAN GUD TILGIVER GAVMILDT

11. I hvilken forstand kan det siges at Gud tilgav de landflygtige jøder „gavmildt“?

¹¹ Gud er ikke karrig med at tilgive. Tilskyndet af sin store barmhjertighed tilgiver han „gavmildt“. Han viste at han havde tilgivet de landflygtige jøder i Babylon ved barmhjertigt at gøre et mirakel for dem. Han åbnede fangenskabets porte i Babylon og gav dem mulighed for at vende tilbage til deres hjemland der havde ligget øde, uden mennesker eller husdyr, i halvfjerds år! Dette forbløffede de omboende folk som så det, og de kunne kun tilskrive Israels Gud dette mirakel. „Da hed det blandt folkene: ’[Jehova] har gjort store ting imod dem!’ [Jehova] har gjort store ting imod os, og vi blev glade. Vend, o [Jehova], vort fangenskab som Sydlandets strømme [der fyldes efter tørke]!“ (Salme 126:2-4) I betragtning af deres tidligere synder og overtrædelser fortjente de landflygtige jøder ikke dette, men på grund af deres oprigtige sindsændring tilgav Gud dem „gavmildt“.

12. Hvad vidnede om at Jehova på tilsvarende måde førte resten af de åndelige israelitter tilbage til sin gunst?

¹² Det samme gjaldt den nutidige rest af de åndelige israelitter. På grund af deres oprigtige sindsændring udfriede Gud dem fra Babylon den Stores magt ved hjælp af sin større Kyros, kongen Jesus Kristus, og førte dem tilbage til deres retmæssige åndelige domæne på jorden, til et forhold hvor de nød Guds gunst og havde fred med ham. Han begyndte atter at bruge dem til at forkynde tidens aktuelle budskab, „denne gode nyhed om riget“, i hele verden. På denne måde førte han dem igen frem på den frygtløse offentlige virksomheds skueplads, og de fjendtligsindede nationer blev klar over at Jehova Gud havde gjort noget stort for dem, noget som viste at han på ny havde givet dem del i sin gunst og tjeneste.

13. Hvordan forklarer Jehova gennem sin profet Esajas grunden til at han viser så stor barmhjertighed?

¹³ Disse udfrielser, både fra fortidens Babylon og dets nutidige modstykke, var noget som oversteg menneskers fatteevne. Det der skete, var stik imod ufuldkomne menneskers tankegang. Det var stik imod ufuldkomne menneskers måde at behandle hinanden på i den nuværende onde tingenes ordning. Hvorfor viste Gud en sådan barmhjertighed og tilgav så gavmildt, i betragtning af de overtrædelser der var begået imod ham? Han forklarer selv grunden, idet han ved profeten Esajas videre siger: „Thi mine tanker er ej eders, og eders veje ej mine, lyder det fra [Jehova]; nej, som himlen er højere end jorden, er mine veje højere end eders og mine tanker højere end eders. Thi som regnen og sneen falder fra himlen og ikke vender tilbage, før den har kvæget jorden, gjort den frugtbar og fyldt den med spirer, givet sæd til at så og brød til at spise, så skal det gå med mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“ — Esajas 55:8-11.

14. Hvorfor kan vi ikke uskadt misbruge Guds barmhjertighed?

¹⁴ Vore tanker og veje kan aldrig blive så høje som Guds, Skaberens, navnlig ikke nu da vi er behæftet med synd og ufuldkommenhed. Der er således ingen sammenligning mellem vore tanker og veje og hans. Dog må vi ikke af den grund misbruge hans barmhjertighed. Vi kan ikke, uden fare for os selv, blive som de hyklere der beskrives i Judas 4 som „ugudelige, der forvandler vor Guds ufortjente godhed til en undskyldning for skamløshed og som fornægter vor eneste Ejer og Herre, Jesus Kristus“. Vi kan ikke uskadt trække veksler på Guds storsind. Vi fortjener ikke noget fra ham, og vi har ingen ret til at forlange noget af ham. Vi kan ikke gå ud over det han har tilladt i sit ord.

15. (a) Hvilken beretning er Gud i fuld harmoni med når han viser barmhjertighed? (b) Hvordan er Guds erklærede ord som regnen og sneen fra himmelen?

¹⁵ Uanset hvad Jehova Gud i sin barmhjertighed har gjort for os, har han i forvejen skriftligt givet sit ord derpå i sine profetier i Bibelen. Han mener hvad han siger, og han siger hvad han har i sinde at gøre. Derfor kan man stole på hans ord, ligesom man kan stole på at regnen og sneen ikke falder fra himmelen uden at fuldbyrde Guds hensigt dermed. Hans erklærede ord vil altså ikke falde tilbage på ham selv fordi det ikke har udrettet noget. Hvis han har givet sit ord, vil han også sørge for at det føres igennem ved hjælp af sin almægtige ånd og ved hjælp af sine udvalgte tjenere. Det han har behag i, vil med sikkerhed blive udført efter hans ord. Han har udsendt sit ord med et hverv, og det vil ikke vise sig at være uden indhold. Det vil fuldbyrde det hverv han har givet det.

16. Hvordan viste Jehova sig at være „Sandheds Gud“ i forbindelse med det kødelige Israel og det åndelige Israel?

¹⁶ Det gælder Guds egen ære. Han kan ikke lade sit ord svigte, for det ville betyde at han ikke var almægtig. Det ville betyde at han ikke var sanddru og ikke var „Sandheds Gud“. (Salme 31:6, Ka) Hans ord slog ikke fejl i forbindelse med at udfri de landflygtige israelitter fra det babyloniske rige og føre en rest af dem tilbage til deres øde hjemland lige til tiden. Hans ord vendte heller ikke tomt tilbage til ham her i nyere tid, i forbindelse med at udfri resten af de åndelige israelitter fra Babylon den Stores magt og føre dem tilbage til hans gunst og tjeneste på jorden fra og med 1919. Der kunne anføres mange andre historiske eksempler, både fra fortiden og nutiden, som bekræfter sandheden i Jehovas udtalelse i Esajas 55:10, 11.

PROFETI OM ET PARADIS

17. Hvad lover Jehova i Esajas 55:12, 13, efter at han har understreget at hans ord med sikkerhed vil gå i opfyldelse?

¹⁷ Hvad Jehova Gud således har sagt om at hans ord med usvigelig sikkerhed vil gå i opfyldelse, styrker vor tillid til den strålende profeti han nu fremsætter. Han henvender den til dem der søger ham og påkalder hans navn og angrende vender om til ham i retfærdighed. (Esajas 55:6, 7) Idet han åbenbarer hvor højt hans tanker og veje er hævet over ufuldkomne, dødelige menneskers tanker og veje, siger han videre: „For med glæde vil I gå ud, og med fred vil I blive ført ind. Bjergene og højene selv vil juble foran jer med fryderåb, og selv markens træer vil alle klappe i hænder. I stedet for tjørnekrattet vil enebærtræet skyde op. I stedet for brændenælden vil myrten skyde op. Og det skal blive Jehova til berømmelse, et tegn på ubestemt tid som ikke vil blive ryddet bort.“ — Esajas 55:12, 13, NW; se også Young; The New American Bible; Leeser.

18, 19. (a) Hvilken storslået udfrielse er det der beskrives her? (b) Hvem var det der skulle glæde sig, og hvordan beskriver Salme 126:1, 2 den stemning der prægede dem?

¹⁸ Er det ikke i smukke vendinger denne profeti beskriver de landflygtiges betagende udfrielse og den glæde hvormed de bliver budt velkommen hjem? „For“ — det vil sige som en bekræftelse af det Jehova umiddelbart forinden har udtalt angående sine ophøjede tanker og veje i forbindelse med sit folk — „med glæde vil I gå ud.“ Det var landet Babylon de skulle føres ud fra, som et frit folk. Udfrielsen skulle vække glæde, ikke hos de hedenske nationer som et udtryk for medfølelse med Jehovas landflygtige folk, men hos det folk der blev udfriet på denne bemærkelsesværdige måde, stik imod hvad de hedenske nationer havde ventet eller ønsket. Den glade stemning der prægede den israelitiske rest og dens hengivne ledsagere som følge af deres storslåede udfrielse fra det hedenske Babylon, er fastholdt og gengivet i indledningen til Salme 126:

¹⁹ „Da [Jehova] hjemførte Zions fanger, var vi som drømmende; da fyldtes vor mund med latter, vor tunge med frydesang; da hed det blandt folkene: ’[Jehova] har gjort store ting imod dem!’“ — Salme 126:1, 2; 2 Krønikebog 36:20-23.

20, 21. Hvordan kunne de trofaste jøder, i den udfrielse de erfarede i 537 f.v.t., se et magtfuldt vidnesbyrd om at Jehova havde hævdet sit ord?

²⁰ Da udfrielsen fandt sted kunne den trofaste rest af jøder vende sig til Esajas’ inspirerede profeti (44:28 til 45:3), som var skrevet to hundrede år i forvejen, og se hvordan deres Gud havde bekræftet og ophøjet sit ord ved at udfri dem ved hjælp, af sin salvede tjener, perseren Kyros. Den historiske beretning i Ezra 1:1-5 samstemmer med Esajas’ profeti. Vi læser:

²¹ „I perserkongen Kyros’ første regeringsår vakte [Jehova], for at hans ord gennem Jeremias’ mund kunne opfyldes, perserkongen Kyros’ ånd, så han lod følgende udråbe i hele sit rige og desuden kundgøre ved en skrivelse: ’Perserkongen Kyros gør vitterligt: Alle jordens riger har [Jehova], Himmelens Gud, givet mig; og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Hvem iblandt eder, der hører til hans folk, med ham være hans Gud, og han drage op til Jerusalem i Juda og bygge [Jehovas], Israels Guds, hus; han er den Gud, som bor i Jerusalem; og alle steder, hvor de tiloversblevne bor som fremmede, skal beboerne støtte dem med sølv, guld, heste og kvæg, bortset fra de frivillige gaver til Guds hus i Jerusalem.’ Da brød overhovederne for Judas og Benjamins fædrenehuse og præsterne og levitterne op, alle, hvis ånd Gud vakte, så de drog op for at bygge [Jehovas] hus i Jerusalem.“

22. Hvorfor flygtede jøderne ikke i vild uorden da de forlod Babylon?

²² Da den jødiske rest og de der fulgte den forlod Babylon i år 537 f.v.t., flygtede de altså ikke i vild panik, over hals og hoved. Det kunne de ikke gøre hvis de skulle ud „med glæde“, sådan som profetien sagde. De drog ud på ordnet vis, uden rædselsskrig ved synet af forfølgere. De drog ud i fuld tillid til at den Gud der havde udvirket deres udfrielse ville gå foran dem og lede dem, og samtidig, beskytte dem bagfra. Han havde givet dem dette løfte: „Bort, bort, drag ud derfra, rør ej noget urent, bort, tvæt jer, I, som bærer [Jehovas] kar! Thi i hast skal I ej drage ud, I skal ikke flygte; nej, foran eder går [Jehova], eders tog slutter Israels Gud.“ — Esajas 52:11, 12.

23. (a) Hvorfor kunne de nære tillid til at de ville nå deres bestemmelsessted i god behold? (b) Hvornår var de tilbage i deres hjemland, og hvordan er dette et vidnesbyrd om at Jehovas ord ikke vender tomt tilbage?

²³ Fredeligt og velorganiseret forlod de det gamle Babylon, og fredeligt, under guddommelig beskyttelse og ledelse, ville de nå deres bestemmelsessted. Det var det Guds ufejlbarlige ord havde lovet dem: „For med glæde vil I gå ud, og med fred vil I blive ført ind.“ (Esajas 55:12, NW) De ville blive „ført ind“ i deres hjemland som havde ligget øde i halvfjerds år. Som rabbi Leesers oversættelse af den hebraiske tekst siger: „For i glæde skal I gå ud, og i fred skal I føres hjem.“ Eller, som det hedder i The New American Bible: „Ja, i glæde skal I drage bort, i fred skal I føres tilbage.“ Sådan viste det sig også at gå, og i den syvende måned (tisjri) i år 537 f.v.t. havde den hjemvendte jødiske rest og dens loyale ledsagere bosat sig hvor deres byer lå, og de begyndte at genoprette tilbedelsen af deres Gud i deres hjemland. (Ezra 2:68 til 3:2) Ligesom regnen og sneen falder fra himmelen og udfører Guds hensigt, sådan vendte Jehovas profetiske ord ikke tilbage til ham uden resultater som bekræftede dets gyldighed. — Esajas 55:10, 11.

24, 25. (a) Fandt de tidligere landflygtige at deres hjemland var et paradis da de ankom til deres bestemmelsessted? (b) Hvad havde Gud lovet at der efterhånden ville ske når de tog fat på arbejdet?

²⁴ Den rute den jødiske rest og dens gudfrygtige ledsagere fulgte da de drog bort fra Babylon, førte ikke gennem et paradis, og det landskab de drog igennem forvandledes heller ikke mirakuløst til et paradis foran dem for at tiljuble dem under deres flere måneder lange rejse. Deres forladte, overgroede hjemland antog heller ikke pludselig paradisisk skønhed for deres øjne. Hvad kunne de da se frem til, ifølge Guds løfte, efter at de på ny var bosat i deres elskede fødeland og flittigt tog fat på arbejdet, uden at forvente direkte mirakler? Herom kunne deres ypperstepræst, Jesua, Jozadaks søn, eller deres udnævnte statholder, Zerubbabel, Sjealtiels søn, læse de animerende, opmuntrende ord fra Esajas 55:12, 13 for dem:

²⁵ „Bjergene og højene selv vil juble foran jer med fryderåb, og selv markens træer vil alle klappe i hænder. I stedet for tjørnekrattet vil enebærtræet skyde op. I stedet for brændenælden vil myrten skyde op. Og det skal blive Jehova til berømmelse, et tegn på ubestemt tid som ikke vil blive ryddet bort.“ — NW; se Haggaj 1:1.

26. Hvem ville, som nævnt i profetien, få æren for landets forvandling, og hvorfor var dette på sin plads?

²⁶ Landet som længe havde ligget uopdyrket hen, ville gennemgå en forvandling og blive forskønnet! Men det ville ikke ske uden at det hjemvendte folk gjorde en ivrig og nidkær indsats for det. Dog måtte æren for den storslåede forandring gå til Jehova, for det var ham der ville velsigne deres oprigtige bestræbelser. Det var nødvendigt at han velsignede deres indsats, og hans velsignelse ville være med dem under forudsætning af at de lod tilbedelsen af ham komme i første række og gennemførte den hensigt hvormed han havde udfriet dem fra det undertrykkende Babylon og ført dem tilbage til deres elskede hjemland.

27. Hvad vidnede om at Judas land, under dets øde tilstand, havde været som forbandet?

²⁷ Da de kom tilbage til det forsømte land var det uden tvivl fyldt med tjørnekrat og brændenælder. Det var ikke disse planter der dominerede det indbydende billede af menneskets oprindelige paradis. Først da Gud dømte den første mand og kvinde til som syndere at leve uden for Edens have, sagde han til manden: „Jorden [skal] være, forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føde af den alle dit livs dage; torn og tidsel skal den bære dig.“ (1 Mosebog 3:17, 18) Under de halvfjerds års øde tilstand var Judas land altså blevet som forbandet jord: „Hvis den bærer torne og tidsler, forkastes den og er nær ved at blive forbandet; og det ender med at den bliver brændt.“ — Hebræerne 6:8; jævnfør Femte Mosebog 28:15-18; Esajas 24:6.

„ET TEGN PÅ UBESTEMT TID“

28. Hvordan vidner de citerede ord fra Esajas 55:13 om at Gud atter velsignede sit folk?

²⁸ Lad os nu betragte vidnesbyrdene om at Gud atter velsignede sit folk, dem der i tilbedelse havde søgt ham og havde påkaldt hans navn, idet de havde ændret sind og bar en retfærdig frugt der stemte med sindsændringen. „I stedet for tjørnekrattet vil enebærtræet skyde op.I stedet for brændenælden vil myrten skyde op.“ (Esajas 55:13, NW) I stedet for de lave, stikkende planter man helst undgår, voksede der stedsegrønne træer frem, som for eksempel myrten og enebærtræet der når en højde af tyve meter. Dér kunne himmelens fugle, endog storken, bygge rede. (Salme 104:16, 17, NW) Fra myrten kunne de hjemvendte israelitter tage løvrige grene og bygge sig hytter når de fejrede løvhyttefesten i den tredje uge i månemåneden tisjri. (Nehemias 8:15,16; Zakarias 1:8-11, Gd) Hvilken smuk og velgørende forandring — fra stikkende, sviende planter til stedsegrønne træer som enebærtræet og myrten!

29. Forklar hvad der ligger i løftet om at „selv markens træer vil alle klappe i hænder“ og „bjergene og højene selv vil juble foran jer med fryderåb“.

²⁹ Der var også andre træer som ville pryde det genopdyrkede land. Ja, „selv markens træer vil alle klappe i hænder“. De vil hylde deres himmelske Skaber, som sørger for deres vækst. Sammen med græsset og de vilde blomster vil de beklæde bakkerne og bjergskråningerne. Når Judas højder iklædes denne skønhed, vil de bære præg af glæde. De vil lovprise Gud; ja, det vil være som om de selv har fået mund og mæle og udsender „fryderåb“. Naturen vil bære præg af lykke, idet den vil genspejle Guds glæde og lykke over at hans folk atter har fået frihed at til at tilbede i Jerusalem og atter er blevet bosat i hele Judas land. (Esajas 55:12, NW) Hvordan kunne beboerne i dette forvandlede land undgå selv at juble og bryde ud i tak, og pris til Ham?

30, 31. (a) Hvad ville man sammenligne landet med når det atter var blevet beboet? (b) Hvad havde Gud inspireret Ezekiel til at profetere om dette?

³⁰ Den skønhed der skulle krone det genvundne land ville uvilkårligt give anledning til at det blev sammenlignet med Edens have, menneskets oprindelige paradisiske hjem. De der blev vidne til forskønnelsen af det øde land ville foretage en sådan sammenligning. Det var forudsagt i den profeti som Gud inspirerede Ezekiel til at udtale efter at Jerusalem og dets tempel var blevet ødelagt i 607 f.v.t. og Judas land var begyndt at ligge øde.

³¹ „Så siger den Herre [Jehova]: Den dag jeg renser eder for alle eders misgerninger, lader jeg byerne bebos, og ruinerne skal genopbygges; det ødelagte land skal dyrkes, i stedet for at det har været en ødemark for alles øjne, som kom forbi. Da skal man sige: ’Dette land, som var ødelagt, er blevet som Edens have, og byerne, som var omstyrtet, ødelagt og nedrevet, er befæstet og beboet.’ Og folkene, der er tilbage rundt om eder, skal kende, at jeg, [Jehova], har opbygget de nedrevne byer og tilplantet det ødelagte land; jeg, [Jehova], har talet, og jeg fuldbyrder det.“ — Ezekiel 36:33-36.

32. Hvordan var Guds eget navn, hans omdømme, berørt af det der skete med Israels folk?

³² Ingen kunne i den grad have vendt situationen for de internationalt hadede, landflygtige israelitter, uden deres Gud, som holdt sin pagt med dem. Ved således at indfri sit løfte skabte han sig et ry over hele jorden. Hans navn, hans ry, hans berømmelse var forbundet med denne vigtige sag, for det folk der var impliceret i disse begivenheder var kaldet med hans navn. Hvad der overgik dette folk, faldt tilbage på hans navn. De forkerte konklusioner hedningenationerne havde draget på grundlag af den måde han tugtede og revsede sit pagtsfolk på, måtte rettes. Dette ville berøre de ikke-jødiske nationers syn på ham som en gud. Af respekt for sig selv og af hensyn til sin egen ære måtte han bevise over for alle nationer at han var den sande, pålidelige, ordholdende Gud!

33. (a) Hvad var i første række hans hensigt med at føre sit folk Israel tilbage til dets land? (b) Hvordan var det muligt at omdanne dette land til et paradis?

³³ Ikke så meget for sit pagtsfolks skyld, som havde bragt hans navn i vanry blandt nationerne, men for sit eget navns skyld udfriede han israelitterne fra fortidens Babylon og førte dem tilbage til det land han havde givet hvile i halvfjerds år. (3 Mosebog 26:41-45; 2 Krønikebog 36:20, 21) Da denne sabbatshvile var forbi, i 537 f.v.t., førte han dem der rettelig burde dyrke jorden tilbage dertil. Ved at velsigne dem iklædte han landet en skønhed så det mindede om Glædens paradis, Edens have. Dette havde stor betydning. Der var en hensigt med det.

34. Hvad var hensigten med dette, som vist i Esajas 55:13?

³⁴ Gud gør hensigten kendt idet han selv siger: „Og det skal blive Jehova, til berømmelse [ordret, til et Navn, Gd; Ka; Li], et tegn på ubestemt tid som ikke vil blive ryddet bort.“ (Esajas 55:13, NW) At det ødelagte land således blev iklædt paradisisk skønhed, aftvang de omboende hedningenationer beundring og respekt for Jehova.

35. Hvad må vi huske vedrørende landet og dets indbyggere for at forstå det „tegn“ der henvises til i Esajas 55:13?

³⁵ Som landet lå dér, atter taget i besiddelse og herliggjort, var det et „tegn“ på noget yderst vigtigt. Vi må huske at det fremfor alt var et gudgivent land, for i det femtende århundrede f.v.t. havde Jehova givet det til sit udvalgte folk, som en opfyldelse af sit løfte til folkets forfædre Abraham, Isak og Jakob (eller Israel). På grund af folkets vedvarende ulydighed og troløshed havde han så, om man så må sige, vendt op og ned på landet som man vender bunden i vejret på en gryde og tømt det for dets indbyggere, idet han havde ført dem i landflygtighed til landet Babylon og ladet det forurenede land ligge øde og holde sabbat i halvfjerds år. (Esajas 24:1-6; 2 Kongebog 21:13) Og nu havde han forårsaget et folkerigt lands genfødsel og ligeledes en nations genfødsel ved at føre sit landflygtige folk tilbage til dets gudgivne domæne. Hvem var ’tegnet’ således til ære for, det „tegn“ at landet var blevet forvandlet til et paradis?

36. (a) Hvordan var dét at landet blev omdannet til et paradis et „tegn“ som ærede Jehova? (b) Hvordan er det blevet et tegn „på ubestemt tid“?

³⁶ Ved sin profet Esajas giver Jehova selv det rette svar idet han siger: „Et æresminde for [Jehova], et evigt, uudsletteligt tegn.“ (Esajas 55:13) Eller: „Og det skal være Jehova til et Navn, et evigt Tegn, som ei forgaaer.“ (Ka) Dette modbeviste tanken om at „Gud er død“. Hans storslåede gerninger i forbindelse med landet beviste at han var en levende Gud og at de profetier der var givet i hans navn, Jehova, var sande. Stort og strålende var det navn han således skabte sig. Og det paradisiske, genbefolkede Judas land var et „tegn“ på hans guddomsværdighed, på hans universelle suverænitet, på hans almagt, på hans trofasthed, og på hans uendelig store barmhjertighed mod det angrende folk der stod i et pagtsforhold til ham. Det blev et tegn „på ubestemt tid“, helt frem til den dag i dag; det er ikke blevet „ryddet bort“, selv ikke dengang de romerske hære ødelagde Jerusalem og hærgede landsdelen Judæa i år 70 e.v.t. Hvorfor ikke? Fordi beretningen om hvordan Gud opfyldte sin profeti er blevet en del af Bibelens uforgængelige beretning.

37 (a) Blandt hvem finder vi et nutidigt modstykke til dette „tegn“? (b) Hvilken tilstand var deres symbolske land i, dengang de blev udfriet fra det store Babylon?

³⁷ Fordi det er et uudsletteligt tegn, et tegn som varer „på ubestemt tid“, søger vi efter et nutidigt modstykke til det. For at svare til det fortidige mønster må det have noget at gøre med den nutidige rest af det åndelige Israel, som er med i „den nye pagt“ ved den større mellemmand, Jesus Kristus. Historien bekræfter at medlemmerne af denne rest blev udfriet fra det store Babylon, den falske religions verdensimperium, i foråret 1919. Deres religiøse eller åndelige domæne på jorden var blevet lagt ganske øde ved at de selv og deres arbejdende organisation var blevet hærget af det store Babylon og dets politiske, militære og juridiske beskyttere. Deres symbolske land, deres åndelige domæne, var så at sige blevet afskrækkende, skæmmet af ting der var som tjørnekrat og brændenælder. Det så ikke indbydende og tiltalende ud, sådan at religiøst indstillede mennesker følte sig tilskyndet til at komme og gøre fælles sag med dem i deres tro og virksomhed.

38. Hvordan reagerede resten af de åndelige israelitter da Jehova gav dem mulighed for at vende tilbage?

³⁸ Da den levende Gud åbnede vejen for dem, var det ikke desto mindre „med glæde“ at resten af de åndelige israelitter ’gik ud’ fra trældommen under det store Babylon. De var fyldt med håb, idet de så deres religiøse fremtidsmuligheder, skønt de også erkendte at det ville kræve mod af dem at udnytte disse muligheder i en fjendtlig verden. Verdenskrigen var forbi og en fred var blevet flikket sammen, så det var „med fred“ de blev „ført ind“ i deres retmæssige åndelige domæne, blev ført tilbage til Guds gunst, blev forligt med ham, blev godkendt igen til at tjene ham som ambassadører for hans nu oprettede messianske rige. (2 Korinter 5:20) De reorganiserede sig til det arbejde der lå foran dem, det arbejde Jesus Kristus havde forudsagt skulle udføres ved „afslutningen på tingenes ordning“, nemlig: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ De begyndte at rydde de ting ud der ikke kunne accepteres og var til hinder for den sande tilbedelse af Gud. — Mattæus 24:3, 14.

39. Hvordan er der blevet frembragt et verdensomspændende åndeligt paradis til Guds folk i dag?

³⁹ Trofast mod sine nedskrevne løfter og i overensstemmelse med det fortidige forbillede velsignede Jehova de bestræbelser som den genrejste rest af de åndelige israelitter udfoldede. Resultatet er blevet et åndeligt paradis som vækker forundring i hele verden i dag. Det er som om bjergene og højene i deres åndelige domæne jubler foran dem med fryderåb, og som om den kristne frugtbarheds træer klapper i hænderne. I billedlig forstand har tjørnekrat og brændenælder måttet vige pladsen for smukke stedsegrønne træer som enebærtræet og myrten. Alt hvad der gav indtryk af Guds forbandelse er forsvundet! Det åndelige domæne er blevet et godt sted at bo for sande kristne, for dem der virkelig følger Jehovas salvede tjeners, Jesu Kristi, eksempel. Desuden findes der i dette domæne hundredtusinder af retfærdigt indstillede mennesker som har søgt Jehova, den Gud der tilbedes af den genrejste rest af det åndelige Israel. De er blevet den trofaste salvede rests loyale medarbejdere.

40. Hvordan er den åndelige rests forskønnede domæne blevet et „tegn“ som ærer Jehova og som ikke ’ryddes bort’?

⁴⁰ Denne bemærkelsesværdige forvandling af „restens“ åndelige domæne har tjent Jehova til berømmelse ud over jorden. Guds eget navn er blevet kendt hele kloden rundt. Den åndelige rests genoplivede, forskønnede domæne er blevet et „tegn“, og det vil vare på ubestemt tid. På trods af den anden verdenskrig og andre omvæltninger og katastrofer i verden, har det varet ved til i dag. Indtil nu er det ikke blevet „ryddet bort“, og det vil det heller aldrig blive. — Esajas 55:12, 13, NW.

41, 42. I forbindelse med genrejsningen af det åndelige Israel, hvordan har det da været som der siges i Esajas 55:8, 9?

⁴¹ Især for den genrejste rest af de åndelige israelitter har alt dette været forunderligt, forbløffende. Dengang de blev undertrykt under den første verdenskrig og var i trældom under Babylon den Store, forestillede de sig slet ikke at noget sådant ville ske. Som de forstod Bibelens profetier, var det simpelt hen utænkeligt! Det forekom dem formasteligt at forvente eller forudsige at noget sådant ville ske med dem, den fangne, landflygtige rest af de åndelige israelitter, mens de endnu befandt sig på jorden. Deres tanker var tydeligvis ikke på højde med Guds tanker, og deres veje eller handlemåde var heller ikke på samme plan som hans veje. Det viste sig at være nøjagtig som Jehova selv havde sagt:

⁴² „Mine tanker er ej eders, og eders veje ej mine, lyder det fra [Jehova]; nej, som himlen er højere end jorden, er mine veje højere end eders og mine tanker højere end eders.“ — Esajas 55:8, 9.

43. Hvem står, ifølge alle de foreliggende vidnesbyrd, bag dette åndelige paradis?

⁴³ Det tjener alt sammen til at bevise at dette ikke er af mennesker, men af den almægtige Gud. I denne forbindelse gælder den regel stadig som lovlæreren Gamaliel fastslog over for sanhedrinet i Jerusalem på apostlenes tid i det første århundrede: „Hvis denne idé eller denne virksomhed er af mennesker, vil den blive gjort til intet; men hvis den er af Gud, vil I ikke kunne gøre dem til intet.“ (Apostelgerninger 5:38, 39) Det åndelige paradis som ikke er blevet frataget Jehovas kristne vidner frem til den dag i dag, er følgelig et „tegn“ som den almægtige Gud er ansvarlig for. I kraft af dette har han vundet sig berømmelse ud over jorden. Han har vundet sig et stort navn. Det kan alle gudfrygtige være taknemmelige for, alle som opfylder betingelserne for at få adgang til det åndelige paradis han har oprettet, idet de søger ham mens han findes og påkalder hans personlige navn den stund han er nær, det vil sige nu, i den periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning.“ — Esajas 55:6; Mattæus 24:3.

[Illustration på side 120]

Storke i reden i toppen af et enebærtræ

Kapitel 8

Et åndeligt paradis på en forurenet jord

1, 2. Hvordan er det gået med bestræbelserne for at begrænse forureningen af jorden?

DER er stadig nogle områder tilbage på jorden der er som et paradis i miniatureformat, men deres fortsatte beståen er truet. Inden for de sidste tyve år har videnskaben gjort meget for at studere forureningen af vort naturlige miljø, og man har gjort sig bestræbelser for at bremse forureningen af vandet, luften og jorden, men trods det fortsætter forureningen.

² Visse planer til beskyttelse af miljøet har vist sig at være uigennemførlige eller økonomisk uoverkommelige. Projekter til bevarelse af naturens skønhed og uberørthed i nogle områder har måttet opgives på grund af de behov energikrisen har skabt. Hele jorden bliver mere og mere usund og uegnet som bosted for fisk, fugle, landdyr og mennesker. På grund af menneskets livsform og dårlige forvaltning af jorden er forureningen blevet en selvstændig trussel mod livets fortsatte beståen.

3. Hvilket paradis breder sig på trods af forureningen af vort naturlige miljø, og hvornår begyndte det at tage form?

³ Uberørt af den ødelæggende forurening findes der imidlertid et blomstrende åndeligt paradis som stadig breder sig. Efterhånden som det udbredes, får flere og flere åndeligsindede mennesker del i det og opnår større glæde ved livet. De nærer endog håb om at kunne leve evigt i et uforurenet jordisk paradis. Dette jordiske paradis hører naturligvis stadig fremtiden til; ellers måtte den nuværende forurening af menneskets naturlige miljø være afskaffet. Det overstiger menneskets egen evne og visdom at genoprette menneskets oprindelige paradisiske hjem på jorden. Men siden det første fredsår efter den første verdenskrig er der blevet plantet et åndeligt paradis her på jorden. Det er uden tvivl det paradis den kristne apostel Paulus skriver om i sit andet brev til menigheden i Korint i Grækenland.

4. Hvad skrev apostelen Paulus om dette paradis i sit andet brev til de kristne i Korint?

⁴ Midt i det første århundrede, omkring år 55, skrev han til denne menighed af sine medtroende: „Jeg må nødvendigvis prale. Det er ikke gavnligt; men jeg vil gå over til overnaturlige syner og åbenbaringer fra Herren. Jeg kender et menneske der er i samhørighed med Kristus og som for fjorten år siden — om det var i legemet ved jeg ikke, eller uden for legemet ved jeg ikke, Gud ved det — blev bortrykket som sådan til den tredje himmel. Ja, jeg kender et sådant menneske — om det var i legemet eller skilt fra legemet ved jeg ikke, Gud ved det — at det blev bortrykket til paradiset og hørte usigelige ord som det ikke er tilladt et menneske at udtale. Af et sådant menneske vil jeg prale, men jeg vil ikke prale af mig selv.“ — 2 Korinter 12:1-5.

5. (a) Hvem er det „menneske der er i samhørighed med Kristus“ som Paulus taler om? (b) Hvad mente han da med ordene: „Af et sådant menneske vil jeg prale, men jeg vil ikke prale af mig selv“? (c) Hvorfor sagde han, da han beskrev den tilstand hvori han havde oplevelsen: „Om det var i legemet ved jeg ikke, eller uden for legemet ved jeg ikke“?

⁵ Apostelen Paulus taler ikke her om et andet menneske, men om sig selv. Han taler imidlertid om sig selv som han var da han havde den enestående oplevelse han beskriver, som et menneske der var særlig begunstiget af Gud; og af det menneske han var i denne højt begunstigede situation kan han med rette prale. Men som et almindeligt menneske, uden sådanne sjældne privilegier fra Gud, har han ikke noget at prale af. Hans oplevelse var så realistisk at det virkede som om han var legemligt til stede, men fornuftigvis må hans fysiske legeme være forblevet på jorden, og det han oplevede må have været en trance, og det han hørte, må han have hørt mens han var i denne trance. Hvis oplevelsen fandt sted fjorten år før han skrev sit andet brev til Korintermenigheden, kan den tidsfæstes til omkring år 41, hvilket var før hans første missionsrejse sammen med Barnabas, der fandt sted omkring år 47/48. Om det Paulus hørte, blev sagt på hebraisk eller græsk, sprog han kendte, eller på et fremmed sprog som ikke kan oversættes til kendte menneskelige sprog, kommer han ikke nærmere ind på.

6. Hvad betegner udtrykket „den tredje himmel“?

⁶ Da Paulus blev bortrykket til den tredje himmel blev han ikke løftet op og ført fremad på tidens strøm til den tredje af en række himle som fulgte efter hinanden. Han blev bortrykket vertikalt, og eftersom tallet tre i Bibelen bruges som et udtryk for styrke eller eftertryk, må udtrykket „den tredje himmel“ betegne højden af hans opløftelse, bortrykkelsens ophøjede karakter. Hans oplevelse gjorde ham ikke bekendt med hvad der findes i åndeverdenen i samme forstand som Jesus Kristus, der kom ned fra himmelen og vendte tilbage til de åndelige himle, er bekendt med usynlige himmelske ting. Paulus havde allerede i billedlig forstand, sammen med sine medkristne på jorden, fået sæde „i det himmelske, i samhørighed med Kristus Jesus“. (Efeserne 2:6) At Paulus blev bortrykket til „den tredje himmel“ må således betyde at han i åndelig henseende blev hævet højt over sine medkristnes åndelige stade. Det gav ham uden tvivl en indsigt han ikke tidligere havde haft, og det ville give sig udslag i den måde han talte og skrev på.

7, 8. (a) Hvorfor er det ’paradis’ som Paulus omtaler, ikke det samme som det der nævnes i Åbenbaringen 2:7? (b) Hvorfor var det ’paradis’ som Paulus blev bortrykket til, ikke „Edens have“?

⁷ At han blev bortrykket til „paradiset“ forbindes her med „den tredje himmel“. Det tyder på at der er tale om noget åndeligt. Men det betyder ikke at det paradis som Paulus blev bortrykket til, er det samme som det paradis der henvises til i det budskab den herliggjorte Jesus Kristus sendte til menigheden i Efesus i Lilleasien: „Lad den der har øre, høre hvad ånden siger til menighederne: Den der sejrer, ham vil jeg give at spise af livets træ, som er i Guds paradis.“ (Åbenbaringen 2:7) Dette „Guds paradis“ er et billedligt paradis i de usynlige, åndelige himle, som kød og blod ikke kan få adgang til, og som det bogstavelige øje ikke kan se ind i. (1 Korinter 15:50) Der er heller ikke noget som antyder at apostelen Paulus så symboler af ting som findes i de usynlige, åndelige himle, sådan som apostelen Johannes, der beskriver sådanne symboler for os i Åbenbaringen, kapitel 4. Det er således meget usandsynligt at apostelen Paulus blev bortrykket til „Guds paradis“ for at se „livets træ“ dér.

⁸ Hvad angår det oprindelige jordiske paradis, „Edens have“, så er der intet hemmelighedsfuldt for mennesker ved dette paradis. Det ligger ikke ud over hvad mennesker har oplevet, og at det skal genoprettes på jorden under Guds messianske rige har længe været forstået på grundlag af Bibelens profetier. (1 Mosebog 3:8-24) Følgelig behøvede apostelen Paulus ikke at få „overnaturlige syner og åbenbaringer fra Herren“ for at kende til dette. — 2 Korinter 12:1.

9, 10. (a) Hvilket paradis angik det syn apostelen Paulus fik, og i hvilken periode hører dette paradis til? (b) Hvad drejede de „usigelige ord“ som Paulus hørte, sig om, og hvad ville det have betydet hvis han havde udtalt dem?

⁹ Der er imidlertid endnu et paradis, et paradis som Bibelen skildrer profetisk, og som vi endog har et historisk forbillede på i Judas land efter jødernes landflygtighed i Babylon. Det er det åndelige paradis i vor tid, nitten hundrede år efter at apostelen Paulus i et overnaturligt syn blev bortrykket til „den tredje himmel“ og „paradiset“. Hvad Paulus hørte under sin realistiske oplevelse, de „usigelige ord som det ikke er tilladt et menneske at udtale“, havde at gøre med dette åndelige paradis som dengang hørte fremtiden til. Dette velsignede domæne for Kristi sande disciple ville blive til virkelighed under Kristi „nærværelse“ eller parousia ved „afslutningen på tingenes ordning“. — Mattæus 24:3.

¹⁰ Paulus blev inspireret til at forudsige det religiøse frafald der ville finde sted i den kristne menighed før „vor Herres Jesu Kristi nærværelse“, men det var ikke tilladt ham som menneske at tale om dette åndelige paradis, som han havde hørt „usigelige ord“ om. Gjorde han det, ville det have betydet at han fortolkede de bibelprofetier der drejer sig om dette åndelige paradis. — 2 Tessaloniker 2:1-3; 2 Korinter 12:1-4.

„DEN HELLIGE VEJ“ TIL DET ÅNDELIGE PARADIS

11. (a) Hvornår begyndte Jesu Kristi „nærværelse“? (b) Hvilken regent i fortiden kom Jesus Kristus da til at svare til, og i hvilken forstand?

¹¹ I tidligere publikationer fra Watch Tower Bible and Tract Society er det ud fra Bibelen blevet bevist at „vor Herres Jesu Kristi nærværelse“ begyndte ved udløbet af hedningernes tider i 1914, da Guds messianske rige blev født i de usynlige himle. (Åbenbaringen 12:1-10) På det tidspunkt kom den nyindsatte konge, Jesus Kristus, til at svare til Guds salvede tjener i fortiden, Kyros den Store, der indtog Babylon og udfriede de fangne jøder og deres loyale ikke-jødiske tjenere. Under udførelsen af en lignende opgave i vor tid udfriede Jesus Kristus den salvede rest af sine trofaste disciple som var blevet taget til fange af det store Babylon og dets verdslige elskere under den første verdenskrig fra 1914 til 1918. Ved at bryde dette den falske religions verdensimperiums magt sørgede han for at resten af de åndelige israelitter blev genrejst i 1919. Dette forbløffede og ærgrede hele den religiøse verden. — Åbenbaringen 11:7-13.

12. Hvilke spørgsmål stilles her angående det åndelige paradis?

¹² Mange af vore læsere vil sikkert spørge: Hvorfor og hvordan kan man sige at Jehovas salvede rest af åndelige israelitter først trådte ind i det åndelige paradis fra og med 1919? Befandt de sig ikke i et åndeligt paradis på jorden forud for udbruddet af den første verdenskrig i 1914? Havde de for eksempel ikke en sådan velsignet åndelig stilling i Guds gunst allerede fra og med juli 1879, da de begyndte at udgive Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence? Vi gamle som har levet nogen tid før den første verdenskrig og som også dengang hørte med til resten af det åndelige Israel kan svare nej på disse spørgsmål. Med hvilken begrundelse?

13. Hvad var det eneste paradis Guds jordiske tjenere tænkte på forud for 1919?

¹³ Jo, vi havde ikke hørt spor om at der skulle være et sådant åndeligt paradis for resten af de åndelige israelitter på jorden. Det eneste fremtidige paradis vi tænkte på, var det bogstavelige, materielle paradis der skulle genoprettes på jorden under Jesu Kristi tusindårsrige og hvori den medfølende pælfæstede forbryder skulle opstå, ham til hvem Jesus sagde: „I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ (Lukas 23:39-43) Selv det paradis apostelen Paulus sigter til i Andet Korinterbrev 12:4 opfattede vi som dette paradis, den genrejste jord. — Se side 420, paragraf 2, i bogen Slaget ved Harmagedon, udgivet på engelsk i 1897.

14. (a) Hvordan forstod man dengang de paradisprofetier der angik Israels nation i fortiden? (b) Hvilken opfyldelse af disse profetier forstod man altså ikke?

¹⁴ Nogle bibelprofetier som fik en mindre opfyldelse på Israels nation i det sjette århundrede før vor tidsregning, regnede vi med ville få en nutidig, endelig opfyldelse på de kødelige, omskårne jøder ved at de atter blev samlet i landet Palæstina. (Se for eksempel The Watch Tower for 1892, side 63, om Ezekiel 36:22-36.) Andre profetier som blev opfyldt på fortidens Israel i mindre målestok, mente vi ville få deres større og fuldstændige opfyldelse under Kristi tusindårsrige efter at Satan Djævelen var blevet bundet og fængslet i den bundløse afgrund. (For eksempel Esajas, kapitel 35.) Af den grund indså, erkendte eller opfattede vi overhovedet ikke at disse profetier ville få en nutidig opfyldelse på resten af de åndelige israelitter — ligesom det til den dag i dag heller ikke erkendes inden for kristenhedens kirker. Helt frem til 1932 mente også Jehovas kristne vidner at de kødelige jøders tilbagevenden til Palæstina og oprettelsen af en jødisk stat ville være en opfyldelse af de guddommelige profetier.

15. Hvilke forventninger nærede „resten“ i forbindelse med 1914, og senere i forbindelse med 1918?

¹⁵ Desuden havde resten af de åndelige israelitter i årtier, ja siden 1876, set frem til at hedningernes tider skulle udløbe i efteråret 1914. De ventede at Guds messianske rige da ville blive fuldt oprettet i himmelen og at resten af de åndelige israelitter på det tidspunkt ville blive herliggjort sammen med Jesus Kristus i det himmelske rige. Hele deres forståelse af Bibelen blev drejet i den retning eller tilpasset den opfattelse. Og da 1914 så endte under den første verdenskrigs rasen og resten af de åndelige israelitter stadig befandt sig her på jorden, var de tilbøjelige til at mene at de ville blive herliggjort i 1918, tre og et halvt år efter udløbet af hedningernes tider. (Lukas 21:24; Daniel 4:16, 23, 25, 32) De vanskeligheder og genvordigheder de oplevede i form af forbud og forfølgelse under den første verdenskrig, opfattede de ikke som et babylonisk fangenskab som de måtte udfries fra efter den første verdenskrig. De ventede ikke at de skulle føres tilbage til Jehovas fulde gunst på jorden for at udføre et vidnearbejde i hele verden.

16. Hvilken udvikling som er sket siden 1919 forudså „resten“ ikke forud for dette år?

¹⁶ Forud for udfrielsen i 1919 var resten af de åndelige israelitter sig således ikke noget åndeligt paradis bevidst. Tanken om et arbejde som det der siden er blevet udført til jordens fjerneste egne, lå dem fjernt! De var endnu ikke ved deres studium af Bibelen nået til den erkendelse at tiden var inde til at Jehova ville skabe sig et navn. (Esajas 63:14; Jeremias 32:20; 2 Samuel 7:23) De indså ikke det var dem selv der skulle bruges til at gøre Guds personlige navn kendt til jordens fire hjørner og til at forkynde Guds oprettede messianske rige for alle nationerne både i og uden for kristenheden. (Mattæus 24:14) De forudså ikke den storslåede opfyldelse af Bibelens profetier som de skulle blive vidne til, og den stadig større forståelse de ville få af de hellige skrifter. De regnede ikke med at de til deres velsignede plads i Guds gunst skulle indsamle „en stor skare“ troende symbolske får fra alle nationer. — Åbenbaringen 7:9-17.

17. (a) Var „resten“ i 1919 straks klar over at den befandt sig i et åndeligt paradis? (b) Hvordan forstår den imidlertid nu at Esajas, kapitel 35, er blevet opfyldt?

¹⁷ Dengang i udfrielsens og genrejsningens år, 1919, gik det ikke straks i fuldt omfang op for resten af de åndelige israelitter at de befandt sig i et åndeligt paradis. Men i dag, på dette sene tidspunkt i „endens tid“ for den nuværende tingenes ordning, kan de se hvor storslået profetien i Esajas, kapitel 35, er blevet opfyldt på dem i åndelig forstand siden 1919. Som skildret i denne strålende profeti er de, til trods for menneskets forurening af jorden, ad en ’hellig vej’ kommet ind i et åndeligt paradis.

DEN PARADISISKE PROFETI BLIVER TIL VIRKELIGHED

18. Hvilken kontrast forstærker skønheden i profetien i Esajas, kapitel 35?

¹⁸ Profetien i Esajas, kapitel 35, er smuk i sig selv, og dens skønhed forstærkes ved at den følger umiddelbart efter en alvorlig profeti om en drastisk, omfattende ødelæggelse, en øde tilstand der aldrig vil få ende. Denne bedrøvelige tilstand skulle komme som en hævn fra Gud over et strafskyldigt folk, et broderfolk til israelitterne. Dette folk nedstammede fra Esau, som var tvillingebroder til patriarken Jakob eller Israel. Fordi Esau solgte sin førstefødselsret til Jakob for en portion røde linser, fik han tilnavnet Edom (der betyder „rød“), og dette navn blev hængende ved det folk der nedstammede fra ham. (1 Mosebog 25:30) Fortidens Edom lå mellem Det døde Hav og Akababugten, tværs over Araba. — Esajas 34:5-17.

19, 20. (a) Hvis land er det der skal forvandles som beskrevet i Esajas 35:1, 2, og hvoraf fremgår dette? (b) Hvem fik profetien sin første opfyldelse på?

¹⁹ Det er en helt anden „ødemark“ der sigtes til i Esajas kapitel 35, som indledes med disse poetiske ord: „Ørken og hede skal fryde sig, ødemark juble og blomstre, blomstre frodigt som rosen og juble, ja, juble med fryd. Libanons herlighed gives den, Karmels og Sarons pragt. [Jehovas] herlighed skuer de, vor Guds højhed.“ — Esajas 35:1, 2.

²⁰ Her forudsiges at et land skal forvandles og igen opnå paradisisk skønhed. Hvilket land? Det land som tilhører dem der omtales i det sidste vers i samme kapitel: „[Jehovas] forløste vender hjem, de drager til Zion med jubel, med evig glæde om issen; fryd og glæde får de, sorg og suk skal fly.“ (Esajas 35:10) I profetiens første eller fortidige opfyldelse var de forløste der vendte hjem til Zion eller Jerusalem, profeten Esajas’ eget folk, det folk som hørte til i Judas land. Mens Esajas levede sad der stadig en salvet konge på ’Jehovas trone’ i Jerusalem. Esajas profeterede endda under fire jødiske konger efter hinanden, Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias. — Esajas 1:1.

21, 22. (a) Var Judas land en ødemark på Esajas’ tid? (b) Hvornår blev landet lagt øde, og hvor længe lå det øde hen?

²¹ På Esajas’ tid var Judas land endnu ikke blevet forvandlet til den øde tilstand han nævner i sin profetis 35. kapitel. Ganske vist var assyrerkongen Sankerib trængt ind i landet og havde indtaget en række byer og anrettet betragtelige ødelæggelser. Men da denne hedenske erobrer pralende truede med at indtage Jerusalem, sørgede Jehova mirakuløst for at han måtte trække sig tilbage med vanære. Skønt Judas land led svære skader under assyrerne blev det ikke affolket, sådan at dets indbyggere en dag måtte vende tilbage fra et assyrisk fangenskab til et genopbygget Zion.

²² Desuden var jødernes glæde over at assyrerne på så storslået måde var blevet fordrevet fra Judas land, ikke en „evig glæde“, for i det følgende århundrede blev Jerusalem og dets tempel ødelagt, ’Jehovas trone’ med de jødiske konger blev omstyrtet, og hele Judas land blev lagt øde så der hverken var mennesker eller husdyr tilbage i det. De overlevende som blev deporteret, sørgede dybt i det fremmede, i Babylon, mens deres elskede hjemland lå øde hen i halvfjerds år. Det Esajas havde forudsagt, var altså deres hjemkomst fra landflygtigheden i Babylon.

23. (a) Hvornår blev profetien om landets forskønnelse opfyldt i mindre målestok? (b) Hvornår begyndte den større opfyldelse at finde sted, og hvilken parallel er tydelig når man sammenligner fortidens Israels land med det åndelige domæne som tilhører resten af de åndelige israelitter?

²³ Efter at de landflygtige jøder var vendt tilbage fra Babylon i 537 f.v.t. fik profetien om forskønnelsen af den judæiske „ørken“, „hede“ eller „ødemark“ en mindre opfyldelse. Den større og endelige opfyldelse, den åndelige opfyldelse, begyndte at finde sted for resten af de åndelige israelitter efter at de i 1919 var vendt tilbage fra deres landflygtighed i Babylon den Store, borte fra Guds gunst. Allerede før den første verdenskrig havde de åndelige israelitter erfaret den dårlige virkning af Babylon den Stores religiøse og politiske indflydelse, og selve krigen, som først og fremmest Babylon den Store var ansvarlig for og som dette Babylon brugte imod resten af de åndelig israelitter, førte til at deres åndelige domæne blev lagt øde, gjort til en ørken og ødemark. Men da den almægtige Gud, Jehova, i 1919 begyndte at føre resten af sine tilbedere ud af det babyloniske fangenskab, hvilken forvandling skete der da ikke med deres åndelige domæne på jorden!

24. Hvorfor var de åndelige israelitters „land“ blevet afsvedet og ufrugtbart under den første verdenskrig?

²⁴ Under den første verdenskrig havde mangelen på regn i form af Guds velsignelse og godkendelse resulteret i afsvedne, golde områder i deres privilegier og i deres opfyldelse af deres åndelige forpligtelser over for Jehova Gud. Han var ikke i stand til at velsigne den menneskefrygt de i et vist mål lagde for dagen og de begrænsninger de derved pålagde sig selv i religiøs henseende. Han kunne ikke velsigne den besmittelse med den krigsførende verden de i et vist mål pådrog sig, især ved at de ikke fastholdt en fuldstændig neutral holdning over for denne verdens internationale stridigheder. Han kunne ikke velsigne dét at de var mere optaget af deres lovede herliggørelse i det himmelske rige end af det verdensomspændende vidnearbejde de skulle udføre på jorden for hans nyfødte messianske rige. Under sådanne utilstrækkelige forhold kunne de ikke frembringe Rigets „frugter“ til rette tid. — Mattæus 21:43.

25. Hvilken forandring var imidlertid mulig for „resten“, som vist i Bibelen?

²⁵ Men når resten af de åndelige israelitter blev opmærksomme på deres forsømmelige adfærd, kunne de angre den. De kunne mærke sig hvordan de havde svigtet og var kommet til kort med hensyn til at gøre Guds vilje, og så snart de så den rette vej at gå, kunne de bringe forholdet i orden. Ved at gøre dette ville de fjerne grunden til at Gud misbilligede dem og holdt sin velsignelse tilbage. Om Jehovas udvalgte folks genrejsning havde profetien sagt: „Og jeg gør dem og landet rundt om min høj til velsignelse, og jeg sender regn i rette tid, mine byger skal blive til velsignelse.“ — Ezekiel 34:26.

26. (a) Hvad måtte altså ske før der kunne komme et åndeligt paradis? (b) Hvordan hjælper løftet om at „Libanons herlighed gives den“, os til at forstå hvordan der ser ud i Jehovas genrejste rests åndelige domæne?

²⁶ Velsignelserne måtte regne ned før der kunne ske nogen forvandling i den genrejste rests domæne, der var blevet som en „ørken“, en „hede“, en „ødemark“. Hvilken pragt der nu kendetegner Jehovas genrejste rests åndelige domæne, forstås ud fra de profetiske sammenligninger der foretages. For eksempel siges der: „Libanons herlighed gives den, Karmels og Sarons pragt.“ (Esajas 35:1, 2) Man kan altså tænke på Libanons bjerge, som i fortiden var klædt med prægtige stedsegrønne træer, om hvilke Jehova inspirerede sin profet til at sige: „Til dig [Zion] skal Libanons herlighed komme, både cypresser og elm og gran, for at smykke min helligdoms sted, så jeg ærer mine fødders skammel.“ (Esajas 60:13) Fortidens Libanon var så smukt at Jehova sammenlignede det med Edens have, idet han sagde til kongen af Tyrus i Libanon: „I Eden, Guds have, var du.“ — Ezekiel 28:11-13.

27. Hvad føjer udtrykket ’Karmels pragt’ til billedet?

²⁷ Andre smukke scenerier som Esajas kunne drage sammenligning med, var „Karmels og Sarons pragt“. Karmelbjergkæden strækker sig vestpå og ender ude ved Middelhavet i et imponerende forbjerg, ved det nuværende Haifa. Meget rammende kunne hyrden i Salomons højsang beundrende sige til sin elskede sjulamit: „Hovedet på dig [er] som Karmel.“ (Højsangen 7:5; jævnfør Jeremias 46:18.) Navnet Karmel betyder „frugthave“ eller „frugtbart land“. Bjergkæden svarede udmærket til sit navn dengang den var prydet med vingårde og frugthaver, for eksempel da Uzzija var konge i Jerusalem. — 2 Krønikebog 26:10, NW.

28. Hvilke tanker kan vi gøre os når vi hører at den genrejste rests åndelige domæne er som „Sarons pragt“?

²⁸ Ja, ’Karmels pragt’ var velkendt i fortiden. Hvordan da med „Sarons pragt“? Når navnet nævnes, ser man for sig den kystslette der strakte sig mod nord fra havnebyen Joppe („smuk“) og som var oversået med en farvepragt af blomster. (Apostelgerninger 9:35) Man mindes også sjulamittens ord: „Jeg er Sarons rose [eller: tidløs, krokus, fodnoten].“ Eller, som The New English Bible gengiver hendes ord: „Jeg er en affodil på Saron.“ (Højsangen 2:1) Fortidens Saron havde i sandhed sin egen „pragt“.

29. Hvilket billede er det således profeten Esajas tegner af „restens“ genvundne domæne?

²⁹ Når vi sammenholder disse tankeforbindelser med de indledende ord i Esajas’ profeti: „Ørken og hede skal fryde sig, ødemark juble og blomstre, blomstre frodigt som rosen,“ er det et smukt billede der tegnes for os med velvalgte inspirerede ord. (Esajas 35:1, 2) Det er sådan det øde åndelige domæne vil komme til at se ud efter at resten af de åndelige israelitter er blevet ført tilbage til Jehovas gunst.

30. (a) Hvem tilkommer æren for denne storslåede forvandling? (b) Hvem er det der ser profetien gå i opfyldelse og som giver Gud æren for det?

³⁰ Hvis storslåede gerninger vil dette forvandlede domæne så vidne om? Esajas svarer med de inspirerede ord: „[Jehovas] herlighed skue de, vor Guds højhed.“ (Esajas 35:2) Kun den Gud der ejer den ypperste skønhedssans, Skaberen, kunne gøre noget sådant — forandre det sørgelige syn efter halvfjerds års øde tilstand til et smukt sceneri ved hjælp af en genrejst nation. I fortiden så de hjemvendte israelitter en mindre opfyldelse af denne profeti. De der i dag har set profetien blive til virkelighed i større målestok ud over hele jorden, er de kristne tilbedere af Jehova som fra religiøs trældom under det store Babylon er blevet ført tilbage til deres retmæssige åndelige domæne på jorden. For fortidens overvundne babyloniere var forskønnelsen af Judas land, som de havde lagt øde, ikke noget tiltalende syn. For det nutidige store Babylon er forskønnelsen af det åndelige domæne som tilhører den salvede rest af de åndelige israelitter heller ikke noget glædeligt syn.

31. Hvad kunne stedordet „de“ også hentyde til?

³¹ Det er dog muligt at stedordet „de“ skal sigte til ørkenen, heden og ødemarken i Guds folks ødelagte land. Disse områder havde henligget i denne sørgelige forfatning så længe — i syv årtier — at de ikke mere ventede nogen forandring til det bedre. Da de så oplevede den storslåede forandring og blev iklædt samme pragt og herlighed som Libanon, Karmel og Saron, så de, i deres egen forvandlede tilstand, ’Jehovas herlighed, vor Guds højhed’.

32. Siden hvornår har „resten“ set „vor Guds højhed“ i forvandlingen af deres åndelige domæne?

³² Hvilket håb indebar Esajas’ profeti da ikke for Guds folk, hvis domæne midlertidigt var lagt øde! I deres hærgede tilstand under den første verdenskrig fra 1914 til 1918 forstod den fangne rest af de åndelige israelitter ikke profetiens rette anvendelse, og de fandt derfor ikke den trøst i profetien som den indeholdt til dem. Men nu, især efter de profetiske forklaringer de har fået i bogen Det store Opgør, bind II, som blev udgivet på engelsk i 1932, ser de ’Jehovas herlighed, vor Guds højhed’, i den forvandling der er sket med deres åndelige domæne.

STYRKEDE TIL AT UDFØRE RIGETS GERNING EFTER FANGENSKABET

33. Hvorfor er tilskyndelsen i Esajas 35:3, 4 meget velanbragt?

³³ Det ville naturligvis være svært for Guds plagede folk at tro de forjættende ord af profeten Esajas — navnlig når tiden for profetiens opfyldelse nærmede sig og man måtte gøre sig klar til handling. Derfor er den tilskyndelse som nu afbryder den profetiske skildring af den smukke genoprettelse, yderst velanbragt: „Styrk de slappe hænder, lad de vaklende knæ blive faste, sig til de ængstede hjerter: Vær stærke, vær uden frygt! Se eders Gud! Han kommer med hævn, gengæld kommer fra Gud; han kommer og frelser eder.“ — Esajas 35:3, 4.

34, 35. (a) Hvem havde behov for styrke da apostelen Paulus citerede fra denne profeti? (b) Hvad havde disse hebræere som var blevet kristne, været igennem?

³⁴ I det første århundrede efter vor tidsregning citerede apostelen Paulus denne profetiske tilskyndelse i sit brev til de kristnede hebræere i Jerusalem. Han skrev: „Ret derfor de slappe hænder og de svækkede knæ og træd fortsat lige spor med jeres fødder, for at det der er halt ikke skal gå af led, men snarere blive helbredt.“ (Hebræerne 12:12, 13) Disse hebræere som var blevet kristne, havde behov for at samle styrke. På grund af deres tro havde de været igennem meget, og det havde været som en tugt for dem. Herom skriver Paulus:

³⁵ „Bliv imidlertid ved med at huske de tidligere dage i hvilke I, efter at være blevet oplyst, udholdt megen kamp under lidelser, idet I snart, som i et teater, var udsat både for skældsord og trængsler, og snart var delagtige med dem som havde en sådan oplevelse. For I både følte med dem der var i fængsel og fandt jer med glæde i at man røvede hvad I ejede, idet I vidste at I selv havde noget bedre og blivende i eje.“ — Hebræerne 10:32-34.

36. I hvilken forstand er en sådan behandling fra forfølgeres side som tugt fra den himmelske Fader, og hvad er formålet med denne tugt?

³⁶ Apostelen Paulus sammenligner denne hårde behandling fra forfølgernes side med en tugt som den himmelske Fader, ved at tillade forfølgelsen, udsætter sine hengivne børn på jorden for. Selv vort forbillede, Jesus Kristus, blev tugtet på denne måde af sin himmelske Fader. (Hebræerne 12:1-6) Paulus forklarer videre: „Det er til jeres optugtelse at I holder ud. Gud handler med jer som med sønner. For hvad er det for en søn som en fader ikke tugter? Men hvis I er uden den tugt som alle får andel i, er I jo uægte børn, og ikke sønner. Endvidere har vi haft fædre som var af vort kød og som optugtede os, og vi plejede at vise dem respekt. Skal vi så ikke meget mere underordne os under vort åndelige livs Fader og leve? For de plejede i nogle få dage at tugte os efter hvad de syntes var godt, men han gør det til vort gavn, for at vi kan få del i hans hellighed. Sandt nok synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg; men bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som stifter fred, nemlig retfærdighed.“ — Hebræerne 12:7-11.

37. Hvorfor blev de altså tilskyndet til at styrke hinanden?

³⁷ På grund af den svære tugt disse kristne hebræere var blevet udsat for, er det at apostelen Paulus dernæst citerer fra Esajas 35:3 og anvender det på dem. Når de således styrkede hinanden ville de ikke give op, men udholde tugten og få deres løn når Guds tid var inde. — Hebræerne 12:12.

38. Hvorfor var det særlig påkrævet efter den første verdenskrig at den salvede rest styrkede de slappe hænder og lod de vaklende knæ blive faste?

³⁸ På tilsvarende måde har den salvede rest af de åndelige israelitter i nutiden gennemgået en hård tugt i form af forfølgelse og trængsler fra det store Babylons og dets verdslige forbundsfællers side. Da den første verdenskrig sluttede den 11. november 1918 og de trådte ind i efterkrigstiden, hvis længde de ikke kendte, havde de naturligvis behov for at styrke de slappe hænder og lade de vaklende knæ blive faste. Det største arbejde i den kristne menigheds historie siden pinsedagen i år 33 skulle nu påbegyndes. De måtte træde ind i efterkrigstiden med faste skridt, og tage fat på arbejdet uden vaklen, overbeviste om at Gud førte dem i den rigtige retning. Hedningernes tider var udløbet i 1914. Det messianske rige var blevet født i himmelen. Alle de forudsagte tegn hobede sig op og bekræftede dette. Tiden var inde til at gå enigt fremad som vidner for Jehovas messianske rige.

39, 40. (a) Hvordan blev der i 1919 sagt til medlemmerne af den salvede rest: „Vær stærke, vær uden frygt“? (b) Hvilken frygtløshed kendetegnede det offentlige foredrag ved stævnet i Cedar Point, Ohio?

³⁹ Som vi gamle udmærket husker, skete der noget forbløffende med denne rest af Kristi medarvinger til Riget, noget som kom helt bag på os, sådan som vi dengang forstod Bibelens profetier. Vi var tilbøjelige til at stå med „ængstede hjerter“. Men der blev virkelig sagt til os: „Vær stærke, vær uden frygt!“ (Esajas 35:4) Denne tilskyndelse blev på magtfuld måde givet i de to artikler „Salige de, som ikke frygter“, der blev offentliggjort i den engelske udgave af Vagt-Taarnet for 1. og 15. august 1919. (På dansk i udgaverne for september og oktober 1919.) Oven på dette var det meget opildnende at overvære det otte dages generalstævne i Cedar Point, Ohio, fra 1. til 8. september 1919, hvor den udfordrende påstand: „Salige er de, som ikke frygter“, blev betonet og understreget.

⁴⁰ Ved de firedages regionalstævner som den salvede rest havde holdt i 1918, mens den første verdenskrig endnu rasede, var der ikke blevet averteret og holdt nogen offentlige foredrag. Men nu ved stævnet i Cedar Point i 1919 blev der som højdepunkt holdt et offentligt foredrag under åben himmel af Vagttårnsselskabets præsident, J. F. Rutherford, over emnet „Håbet for den nødlidende menneskehed“. Frygtløst erklærede taleren i dette foredrag Folkeforbundet, som man da havde foreslået for at sikre freden og fremgangen i verden, ville have Guds mishag. Det var ikke „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“, sådan som kristenhedens gejstlige hævdede. De af de 7000 tilhørere i Cedar Point, Ohio, som stadig var i live da den anden verdenskrig udbrød i september 1939, så at taleren havde talt sandt. Folkeforbundet, som nød gejstlighedens støtte, havde svigtet med hensyn til at sikre verdensfreden. Den anden verdenskrig tildelte det dødsstødet og skubbede det ned i en afgrund. Men det sande messianske rige, som var blevet født i himmelen i 1914, hersker stadig og forkyndes stadig på jorden af Jehovas kristne vidner.

41. Hvad bekræftede de mange vidnesbyrd i 1919 således at der var sket med Jehovas rest af åndelige israelitter?

⁴¹ I 1919 var tiden altså kommet da Jehovas rest af åndelige israelitter måtte give verden bevis på at de var blevet udfriet fra Babylon den Store. Stadig flere vidnesbyrd bekræftede at de havde genvundet hans gunst og var blevet udpeget af ham til at være hans kristne vidner. På den anden side begyndte vidnesbyrdene om at Guds mishag var over det store Babylon, også at hobe sig op, ja efterhånden helt op til himmelen. Det ville aldrig igen, selv ikke i krigstid, være i stand til at tage Jehovas kristne vidner til fange og hindre dem i at vidne om Riget.

42. (a) Hvem ville Gud nu komme med „hævn“ imod, og hvorfor? (b) Hvilken andel ville resten af de åndelige israelitter have i dette?

⁴² Den styrkende tilskyndelse i Esajas’ profeti var forbundet med denne forsikring: „Se eders Gud! Han kommer med hævn, gengæld kommer fra Gud; han kommer og frelser eder.“ (Esajas 35:4) Det første generalstævne i efterkrigstiden i Cedar Point, Ohio, i 1919, og genoptagelsen af den offentlige vidnegerning samme år, var et tydeligt og synligt symbol på at Jehova Gud havde frelst sin rest af åndelige israelitter fra frygtens trældom under Babylon den Store. Han kunne nu komme med hævn mod dette verdensimperium af den falske religion der stammer fra Satan Djævelen og har sit udspring i fortidens Babylon ved Eufratfloden. Tiden var nu inde til at Jehova ville gengælde det store Babylon hvad det i århundredernes løb havde øvet mod hans åndelige Israel. Han ville nu benytte resten af de åndelige israelitter til at forkynde dagen for hans hævn og måden hvorpå han ville gengælde det store Babylon og dets politiske og militære forbundsfæller. — Esajas 61:1, 2; 2 Tessaloniker 1:6.

DE RELIGIØST VANFØRE HELBREDES

43. Hvad ville Guds indgriben til gavn for hans folk medføre, ifølge profeten Esajas?

⁴³ Hvilken reaktion forudså profeten Esajas på den opildnende tilskyndelse han gav Jehovas tilbedere, hvis religiøse domæne en tid lang havde ligget som en „ørken“, en „hede“ og en „ødemark“? Hvordan ville det virke på dem at Gud kom og frelste dem, mens han samtidig bragte hævn og gengældelse over deres undertrykkere som havde hærget dem? Profeten svarer: „Da åbnes de blindes øjne, de døves ører lukkes op; da springer den halte som hjort, den stummes tunge jubler; thi vand vælder frem i ørkener, bække i ødemark; det glødende sand bliver vanddrag, til kildevæld tørstigt land. I sjakalers bo holder hjorde rast, på strudsenes enemærker gror rør og siv.“ — Esajas 35:5-7

44. Hvad menes der med at „de blindes øjne“ åbnes, og hvordan skete dette i 537 f.v.t.?

⁴⁴ At blindes øjne åbnes betyder af fangne udfries fra fængselets mørke. En sådan oplysende og befriende gerning holdt Jehova sin messianske tjener i beredskab til at udføre når tiden var inde, idet han sagde til ham: „Jeg . . . vogter dig og gør dig til folkepagt for at rejse landet igen, udskifte øde lodder og sige til de bundne: ’Gå ud!’ til dem i mørket: ’Kom frem!’“ (Esajas 49:8, 9) I år 537 f.v.t., efter at fortidens Babylon var faldet for den persiske erobrer Kyros den Store, førte Gud derfor sit landflygtige folk ud af deres langvarige fangenskab i Babylon, så de kunne se frihedens lys på deres arvelodder i deres elskede hjemland.

45. Hvordan blev „de blindes øjne“ åbnet i 1919?

⁴⁵ På tilsvarende måde førte Jehova i 1919 medlemmerne af sin salvede rest, hvis øjne var blevet blindet under fangenskabet i det store Babylon, ud så de kunne se hans gunsts lys i deres genvundne åndelige domæne. Som tiden gik opfattede deres øjne i stigende grad skønheden i deres åndelige domæne.

46. I hvilken forstand var deres ører ’døve’, og hvad har det medført at deres ører er blevet lukket op?

⁴⁶ Deres åndelige forståelses ører havde været døve for bibelprofetierne om at de skulle genrejses og udføre et verdensomfattende vidnearbejde efter deres udfrielse fra Babylon den Store. De havde ikke hørt disse profetier blive forklaret på rette måde. Efter at de nu var vendt tilbage til deres genoplivede åndelige domæne, begyndte de gennem Guds organisation at høre forklaringen på disse profetier og at forstå hvordan de var ved at opfyldes. Det guddommelige løfte er trofast blevet indfriet: „På hin dag hører de døve skriftord, og friede fra mulm og mørke kan blindes øjne se. De ydmyge glædes end mere i [Jehova], de fattige jubler i Israels Hellige.“ (Esajas 29:18, 19) Frem til den dag i dag er Jehovas kristne tilbederes ører stadig åbne for budskaberne fra profetierne efterhånden som de åbenbares. De holder ørerne åbne for befalingerne fra Guds skrevne ord vedrørende det arbejde for Riget der nu skal udføres over hele jorden.

47. (a) I hvilken forstand har „restens“ medlemmer været „halte“? (b) Hvordan „springer den halte som hjort“, som forudsagt?

⁴⁷ Også for „den halte“ er der sket et åndeligt mirakel. Resten af de åndelige israelitter var blevet gjort halte af det store Babylon og ved at dette havde gjort brug af de politiske, juridiske og militære øvrigheder. Det havde lagt dem alvorlige hindringer i vejen så de ikke kunne arbejde ubesværet i fuld offentlighed og med fuld religionsfrihed. Men da de hørte Guds tilskyndelse gennem Esajas og styrkede de slappe hænder og lod de vaklende knæ blive faste, kunne de igen gå støt fremad, sikre på foden. Som der var blevet forudsagt: „Da springer den halte som hjort.“ Energisk tog de fat på krævende opgaver i Jehovas rigstjeneste. Ivrigt gik de til arbejdet. De formelig sprang ud i forkyndelsen af „denne gode nyhed om riget . . . på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“. (Mattæus 24:14) Billedlig talt var det et stort spring at organisere alle de genrejste åndelige israelitter til at forkynde Rigets budskab fra hus til hus.

48. Hvornår begyndte „stummes tunge“ at juble, og hvad var grunden?

⁴⁸ „Den stummes tunge jubler.“ (Esajas 35:6) Også dette gik i opfyldelse da resten af de åndelige israelitter i efterkrigstiden blev ført tilbage til deres retmæssige åndelig domæne. De havde meget at lovprise deres frelses Gud for da de så hvordan deres stilling på jorden var blevet ændret. I stedet for stadig at længes stærkt efter deres himmelske hjem fandt de livet mere indbydende i deres åndelige domæne på jorden. „Thi vand vælder frem i ørkenen, bække i ødemark.“ Livet i tjenesten for Guds rige her på jorden blev åndeligt styrkende og forfriskende for dem. Livets vand begyndte at vælde frem fra Bibelen efterhånden som Guds ånd åbnede mere og mere for forståelsen af den og profetiernes betydning blev tydeligere, til stor opmuntring for dem. Var dette ikke noget som kunne animere Jehovas genrejste tilbedere, som havde været „stumme“ på grund af den åndeligt øde tilstand de havde befundet sig i, til at bryde ud i jubel? Jo, så ganske afgjort!

49. Hvad ville der ellers ske når Jehova velsignede sit folk, som forudsagt i Esajas 35:7?

⁴⁹ Som følge af de velsignelser Gud lod regne ned over sin genrejste rest af åndelige israelitter, så de også følgende glædebringende enkeltheder i Esajas’ profeti blive til virkelighed i billedlig forstand: „Den afsvedne jord vil blive som en sivbevokset dam, og den tørstige jord som vandkilder. På sjakalers tilholdssted, et hvilested for dem, vil der være grønt græs med rør og papyrusplanter.“ — Esajas 35:7, NW.

50. (a) Hvad leder omtalen af „sjakaler“ tanken hen på? (b) Hvilken forandring ligger der i at der skal fremvokse grønt græs med rør og papyrusplanter?

⁵⁰ Omtalen af sjakaler henleder tanken på øde forhold. Sjakalen er et ådseldyr af hundefamilien som holder til i ensomme, vilde egne og endda ørkenlignende områder. Deres tilstedeværelse fører tanken hen på tørre, golde egne. Hvis sjakalens tilholdssted forbliver i denne tørre tilstand, vil det ikke være et sted mennesker kunne tænke sig at bo. De ville bestandig råbe på vand, kilder og regn. Når denne væde kom til, ville der opstå damme, og der kunne endog vokse rør og papyrusplanter. Et tæppe af grønt græs ville dække den tidligere ørkenslette. Mennesker ville flytte til, og sjakalernes gøen og tuden ville ikke længere sprede uhygge i nattens mørke. En forbløffende forandring af den art begyndte i 537 f.v.t.

51, 52. (a) Hvordan blev denne del af profetien opfyldt i forbindelse med de landflygtige jøders hjemland? (b) Hvad er der tilsvarende sket siden 1919?

⁵¹ Før Judas land blev lagt øde af babylonierne, der kom ned fra nord, forudsagde profeten Jeremias hvad deres komme ville føre til: „Der lyder en tidende, se, den kommer med vældigt drøn fra nordens land og gør Judas byer til ørk, til sjakalers bo.“ Som Jehovas talerør sagde Jeremias også: „Jerusalem gør jeg til stenhob, sjakalers bolig, og Judas byer til ørk, hvor ingen bor.“ — Jeremias 10:22; 9:11.

⁵² Da de landflygtige jøder forlod Babylon og kom tilbage til deres hjemland efter at det havde ligget ubeboet og øde hen i halvfjerds år, var der følgelig tilholdssteder for sjakaler som måtte omdannes til græsbevoksede områder med fredelige damme hvor der kunne vokse rør og papyrusplanter. De hjemvendte jøder tog således det øde land i besiddelse, og sjakalerne fortrak. På tilsvarende måde begyndte det åndelige domæne som tilhørte den udfriede rest af de åndelige israelitter, i billedlig forstand at ændre udseende fra og med 1919. Fra da af blev enhver som blev afsløret i at forurene deres åndelige domæne, renset ud. Nationerne fortsatte imidlertid med at forurene jorden som aldrig før. Men til trods for den verdensomfattende forurening ser vi dog at et åndeligt paradis er blevet opdyrket af Jehovas kristne vidner, med hans velsignelse og til ære for hans navn!

[Illustration på side 143]

J. F. Rutherford holder foredrag ved stævnet i Cedar Point, Ohio, i 1919

Kapitel 9

„Den hellige Vej“ til det åndelige paradis

1. Hvilke storslåede udsigter havde de landflygtige jøder da de forlod Babylon i 537 f.v.t.?

ET LAND der i bogstavelig forstand var som et paradis! Det var dét de landflygtige jøder håbede at kunne gøre deres øde hjemland til, dengang de drog ud af Babylon i 537 f.v.t. De kunne se frem til virkeliggørelsen af de opløftende ord profeten Esajas havde udtalt vedrørende deres hjemland: „Ørken og hede skal fryde sig, ødemark juble og blomstre, blomstre frodigt som rosen og juble, ja, juble med fryd. Libanons herlighed gives den, Karmels og Sarons pragt. [Jehovas] herlighed skuer de, vor Guds højhed.“ — Esajas 35:1, 2.

2. Hvordan havde Gud forsikret dem om at de ville nå tilbage til deres hjemland i god behold?

² Med så storslåede udsigter foran sig må de udfriede jøder og deres loyale ledsagere have følt en dyb indre tilfredshed da de først var ude af Babylon og virkelig var på vej hjemad! Gud havde forsikret dem om at han ville bane dem en særlig vej så de i god behold kunne nå tilbage til deres hjemland som de længtes efter. Ved sin profet Esajas havde han sagt: „Der bliver en banet vej, Den hellige Vej skal den kaldes; ingen uren færdes på den, den er valfartsvej for hans folk, selv enfoldige farer ej vild [og den vil være for den der går på vejen, og ingen tåbelige vil strejfe om på den, NW]. På den er der ingen løver, rovdyr træder den ej, der skal de ikke findes. De genløste vandrer ad den.“ — Esajas 35:8, 9.

3. (a) Hvordan var Babylon, som jøderne drog bort fra, uren i religiøs henseende? (b) Hvordan måtte vejen tilbage til Judas land være en hellig vej?

³ Det hedenske Babylon, som de overlevende jøder var blevet deporteret til efter Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t., var religiøst urent, uhelligt. Landet var fyldt med afguder og templer for falsk tilbedelse. Det land som de udfriede jøder vendte tilbage til skulle være rent i religiøs henseende, et helligt land, for Jehova Guds tempel skulle genopbygges på sit oprindelige sted og provinsen Juda skulle være et land hvor den rene tilbedelse af den eneste levende og sande Gud blomstrede. Vejen tilbage måtte således være en hellig vej, ikke blot af navn, men også af gavn. De der benyttede denne vej som Gud havde banet, måtte gøre det med en hellig bevæggrund, nemlig med ønsket om at genoprette den rene tilbedelse af hellighedens Gud i deres øde hjemland. Det var hovedformålet med at de var blevet udfriet fra Babylon. — Ezra 1:1-4.

4. (a) I hvilken forstand ville det gå i opfyldelse at „ingen uren færdes på den“? (b) Hvilken særlig forpligtelse havde statholderen Zerubbabel og ypperstepræsten Josua i denne henseende?

⁴ „Ingen uren færdes på den.“ En israelit som havde besmittet sig med babylonisk religion ville ikke have nogen ret til at følge Den hellige Vej tilbage til Juda og Jerusalem. Han måtte ikke føre noget som havde karakter af babylonisk religion med sig tilbage og overføre det til den hellige jord hvor der skulle råde udelt hengivenhed for Jehova Gud. Den guddommelige befaling til dem der førte de hellige kar med tilbage til Jehovas tempel som skulle genopbygges i Jerusalem, lød: „Bort, bort, drag ud derfra [fra Babylon], rør ej noget urent, bort, tvæt jer, I, som bærer [Jehovas] kar!“ (Esajas 52:11) Tilbedelsen af Jehova kan ikke forenes med den falske babyloniske religion. Den hellige Vej måtte derfor ikke besmittes af en frafalden israelit som ville søge at indføre babylonisk afgudsdyrkelse i det genvundne hjemland. Og den jødiske statholder, Zerubbabel, og den aronitiske ypperstepræst, Josua (eller Jesua), som skulle forestå marchen tilbage til provinsen Juda, havde pligt til at sørge for at ingen frafalden israelit med ondt i sinde fulgte den angrende, renhjertede rest tilbage til Jerusalem.

5. Hvem er „den der går på vejen“, som der siges i Esajas 35:8 (NW)?

⁵ „Og den vil være for den der går på vejen.“ (NW) Hvem kunne dét være? Det kunne ikke være nogen uren, for den urene ville ikke få lov at færdes på vejen. Eftersom den vej vedkommende går på er Den hellige Vej, må der være tale om den enkelte som lever op til Jehovas hellighed, som søger at være hellig ligesom han er hellig. (3 Mosebog 11:44, 45) Det var naturligvis Jehova selv der gik i spidsen for de udfriede israelitter, hvis ansigter var vendt mod det hellige tilbedelsesbjerg i Jerusalem, så han ville i særlig grad være den der gik på vejen; han ville aldrig gå på en uhellig vej eller føre sit folk ad en uhellig vej. (Esajas 52:12) De der fulgte ham på vejen måtte nødvendigvis være hellige ligesom han, og ikke røre noget urent som havde at gøre med den falske babyloniske religion

6, 7. Hvem er ’de tåbelige’ som ikke ville få lov at vandre på Den hellige Vej?

⁶ Dette understreges yderligere i den næste sætning, som viser hvem der formenes adgang til Den hellige Vej: „Og ingen tåbelige vil strejfe om på den.“ (Esajas 35:8, NW) Med udtrykket ’tåbelig’ menes der ikke her en som blot er enfoldig, uerfaren, en som i uvidenhed handler uklogt. Der er snarere tale om en afvegen tåbe, en som stædigt fremturer i en uforstandig handlemåde.

⁷ Jehova gav en korrekt beskrivelse af den form for tåber da han sagde følgende til profeten Jeremias: „Mit folk er tåbeligt, kender ej mig, de er dumme sønner og uden indsigt; de er vise til at gøre det onde, men tåber til det gode.“ (Jeremias 4:22) På grund af deres indgroede, hårdnakkede tåbelighed blev Jerusalem og Juda lagt øde og de selv blev deporteret til det hedenske Babylon. Nu da den trofaste rest var på vej tilbage til det ødelagte hjemland, ville sådanne „tåbelige“ derfor ikke få lov at vandre frit om på Den hellige Vej eller at komme ind på vejen i det hele taget.

8. Hvad ville jøderne også være fri for på vejen tilbage til deres hjemland, som vist i Esajas 35:9?

⁸ Ikke alene ville de trofaste ikke møde sådanne uønskede elementer på vejen tilbage til deres hjemland fjernt fra det religiøst forurenede Babylon, men de ville heller ikke komme ud for vilde, kødædende dyr som lå på lur for at overfalde dem på deres vej tilbage til Jehovas gunst. Det guddommelige løfte lød: „På den er der ingen løver, rovdyr træder den ej, der skal de ikke findes. De genløste vandrer ad den.“ — Esajas 35:9.

9. Gav dette kun løfte om at de ikke ville blive angrebet af rovdyr? Forklar nærmere.

⁹ Ingen menneskeædende vilddyr ville altså hjemsøge Den hellige Vej. Hvis der ikke ville være sådanne farlige dyr til at sprede rædsel på vejen tilbage til tilbedelsen af Jehova i det land han havde valgt, ville der heller ikke være dyriske mennesker som fik lov, enkeltvis eller i flok, at springe frem og overfalde de hjemvendende for at plyndre og dræbe iblandt dem. Den udfriede rest af Jehovas folk skulle derfor ikke frygte for at tiltræde hjemrejsen ad den vej han havde banet. En rest meldte sig modigt, i fuld tillid til den almægtige Gud, for at drage af sted. Som der står skrevet: „De genløste vandrer ad den.“

10. Hvorfor var de blevet ’solgt’ til babylonierne, og hvad siger Esajas 52:3 om deres løskøbelse?

¹⁰ De var blevet genløst, løskøbt, af Jehova Gud. På grund af ulydighed mod Jehova og oprør mod hans rene tilbedelse var indbyggerne i Juda rige blevet ’solgt’ til babylonierne, til at blive deporteret til deres sejrherrers land. Længe før de blev deporteret til Babylon havde Jehova sagt til dem: „Hvem var jeg noget skyldig, så jeg solgte eder til ham? Nej, for eders brøde solgtes I, for eders synd blev eders moder sendt bort.“ Og: „Thi så siger [Jehova]: For intet solgtes I, og uden sølv skal I løskøbes.“ (Esajas 50:1; 52:3) Det vil sige at Jehova ikke opnåede nogen personlig vinding ved at sælge dem til babylonierne, og han opnår heller ikke nogen materiel fordel ved at løskøbe dem fra deres fjenders, deres babyloniske sejrherrers, land.

EN UDFRIELSE DER IKKE BETALES FOR

11. Fik babylonierne noget til gengæld da Gud igen tog sit udvalgte folk i eje?

¹¹ De deporterede jøder betalte ikke Jehova noget for at løskøbe dem, og de betalte heller ikke babylonierne noget for at få deres frihed tilbage. Det var Jehova der uselvisk løskøbte dem fra konsekvenserne af deres egen brøde og synd. Han skyldte ikke babylonierne noget for at de havde taget hans folk til fange og ført det bort fra dets gudgivne land. Derfor behøvede han ikke at betale babylonierne noget fordi han atter tog sit udvalgte folk i besiddelse. Derimod kunne han kræve babylonierne til regnskab fordi de havde hærget hans hellige by Jerusalem og dens tempel og dens trone som tilhørte Davids rige. — Jeremias 51:11, 36, 37; 1 Krønikebog 29:23.

12. Hvordan var det „uden sølv“ (Esajas 52:3) at den nutidige rest af åndelige israelitter blev ’løskøbt’?

¹² I det nutidige modbillede kom Jehova Gud ikke til at skylde det store Babylon og dets verdslige forbundsfæller noget da han i 1919 udfriede resten af de åndelige israelitter fra deres herredømme. Den salvede rest betalte heller ikke Babylon den Store eller de konger og herskere hun bedriver åndelig utugt med, noget for at komme ud i frihed. Æren for deres udfrielse i 1919 tilfaldt ene og alene Jehova, for han ’løskøbte’ dem fra følgerne af deres forsømmelighed ved at opfylde sin egen retfærdigheds krav ved hjælp af sin salvede tjener, Jesus Kristus.

13. Hvad blev „resten“ i stigende grad klar over efter at den var blevet udfriet fra Babylon den Store, og hvad indebar det?

¹³ Sådan gik det til at resten af de åndelige israelitter som et genløst folk vendte Babylon den Store ryggen og trådte ind på Den hellige Vej. Efterhånden som de i stigende grad erkendte hvordan de havde svigtet og været forsømmelige, især under den første verdenskrig, indtog de en angrende holdning. De kom til stadig større klarhed over at de skyldte deres guddommelige Befrier at være hellige og at de måtte vise ham udelt hengivenhed. Det indebar at de måtte holde sig adskilt fra denne verden, Djævelens synlige organisation. De måtte vise Jehovas suverænitet, nu repræsenteret ved det messianske rige som var blevet født i himlene i 1914, fuld troskab. Følgelig måtte de forkynde Riget, gøre det kendt, i hele verden.

14. (a) Hvilken uren besmittelse måtte Guds folk rense sig for? (b) Hvad måtte de der ønskede at tjene Gud bringe deres adfærd og indstilling i harmoni med?

¹⁴ Eftersom Den hellige Vej kun måtte betrædes af de rene, måtte de rense sig for enhver besmittelse og tilsmudsning som de havde pådraget sig under fangenskabet i og trældommen under Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. Derfor — bort med dets religiøse højtider! Bort med de nationalistiske højtider der fejres i denne verden, som Babylon den Store plejer venskab med! (Jakob 4:4) Bort med enhver form for harmoni med det store Babylon og dets traditioner! Det de måtte bringe sig i harmoni med, var Guds hellige ord, Bibelen. Det var dens lære de måtte forny deres sind efter, for at kunne fatte Guds vilje og have den rette indstilling i sind og hjerte.

15. (a) Hvis blot de selv fulgte den rette adfærd, ville det så gøre noget om de tolererede nogen som var uforbederligt „tåbelige“ iblandt sig? (b) Hvorfor ville dyriske mennesker ikke kunne true Den hellige Vej?

¹⁵ Kun ved at gøre dette kunne resten af de åndelige israelitter opnå den fulde gunst hos Bibelens Gud og træde ind i det åndelige paradis han havde i beredskab til dem. Den såkaldt kristne verden, kristenheden, og hele den øvrige del af Babylon den Store kunne følge sin egen ’tåbelige’ vej i efterkrigstiden hvis den ville, men hvad medlemmerne af den salvede rest angik, så ville de ikke have noget at gøre med ’de tåbelige’. De ville ikke tolerere nogen „tåbelige“ i deres midte, eftersom Guds ord direkte havde sagt at „ingen tåbelige vil strejfe om“ på Den hellige Vej. (Esajas 35:8, NW) Desuden ville de ikke tillade nogen mennesker eller menneskeskabte organisationer at true Den hellige Vej, ligesom løver eller andre rovdyr. Frygt for sådanne rædselsvækkende mennesker og organisationer ville ikke afholde de angrende som søgte Guds gunst, fra at træde ind på og færdes på hans hellige vej. Frygten for Gud ville mindske eller gøre det af med deres frygt for rovbegærlige mennesker, især eftersom Jehova selv var den der gik i spidsen for dem på vejen.

16. (a) I hvilket år begyndte den salvede rest at vandre på Den hellige Vej? (b) Var de klar over at de lod Babylon den Store bag sig?

¹⁶ Med voksende forståelse og værdsættelse af de krav Gud stillede til dem i denne genrejsnings- og genopbyggelsestid der fulgte efter krigen, begyndte Jehovas „genløste“ i 1919 at vandre ad hans hellige vej. De var ganske klar over at de nu skiltes fra den religiøse skøge, at de forlod trældommen under Babylon den Store, for efter at de under den første verdenskrig var blevet dårligt behandlet af hende og hendes verdslige elskere, havde de nu så meget mere grund til at hade hende og stille sig i opposition til hende. De indså at hun var blodskyldig og uren, og de ønskede ikke at røre hende ved at fraternisere med hende i religiøs henseende. De kendte den guddommelige befaling i Esajas 52:11: „Bort, bort, drag ud derfra, rør ej noget urent, bort, tvæt jer, I, som bærer [Jehovas] kar!“ (Se The Watch Tower for 1. november 1918, side 333, under overskriften „Renhed et krav til det kongelige præsteskab“ — „Tvæt jer, I, som bærer HERRENS kar!“ Esajas 52:11.) Den salvede rest efterkom derfor denne befaling.

17. (a) Hvem henvendte apostelen Paulus den guddommelige befaling i Esajas 52:11 til? (b) Hvad må man altså gøre før man kan blive en sand kristen?

¹⁷ Tilbage i 537 f.v.t. henvendte denne befaling sig til de landflygtige jøder som var i fangenskab i fortidens Babylon. Men efter år 33, da de kødelige, omskårne jøder blev forkastet af Jehova Gud fordi de afviste hans Messias, henvendte den kristne apostel Paulus denne guddommelige befaling til de åndelige israelitter, det kristne Israel. Med et citat fra Esajas 52:11 skrev Paulus til den kristne menighed i Korint i Akaja (Grækenland): „Bliv ikke spændt i ulige åg med ikke-troende. For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? . . .’ „Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud,“ siger Jehova, „og hold op med at røre de urene“’; ’„og jeg vil tage imod jer.“’ ’„Og jeg vil være en fader for jer, og I skal være sønner og døtre for mig,“ siger Jehova, den Almægtige.’“ (2 Korinter 6:14-18) Følgelig måtte de troende dengang i det første århundrede forlade Babylon den Store før de kunne blive sande kristne. Det samme gælder her i det tyvende århundrede.

18, 19. Hvilket skridt blev gudfrygtige mennesker i Babylon den Store opfordret til at tage i en resolution som blev vedtaget ved et kristent stævne i 1923?

¹⁸ Dette krav fra Gud til alle som ønsker at være sande kristne, blev klart fremsat i 1923. Fra 18. til 26. august dette år blev et af de internationale bibelstudenters regionalstævner afholdt i Los Angeles, Californien, U.S.A. Lørdag eftermiddag under stævnet talte J. F. Rutherford, præsidenten for de internationale bibelstudenters forening, til en forsamling på omkring 2500 over emnet „Faarene og Bukkene“, baseret på Jesu lignelse i Mattæus 25:31-46. Ved foredragets slutning oplæste taleren en betimelig resolution og forelagde den til vedtagelse. På nær et par stykker som undlod at give deres mening til kende, rejste hele forsamlingen sig og vedtog denne betydningsfulde resolution. De to sidste afsnit af resolutionen er af særlig interesse her. Vi citerer:

I Kærlighedens Aand raaber vi derfor et Varsko til alle saadanne freds- og ordenselskende og gudfrygtige Mennesker, som er knyttet til de navnkristne Kirkesystemer, og vi henleder deres Opmærksomhed paa, at de ikke kan have Fællesskab eller Samfund med dem, som giver sig ud for at være Kristne, men forkaster Guds Ord og fornægter den Herre Jesus Kristus og hans Rige; vi opfordrer dem til at give Agt paa Guds Ord og skille sig ud fra det, som er urent (2 Korinthier 6, 17), til at trække sig tilbage fra de uretfærdige gejstlige Systemer, som Herren kalder for Babylon, og gaa ud derfra, for at de ikke skal blive delagtige i dets Synder og rammes af dets Plager (Aabenbaringen 18, 4), og

Vi opfordrer paa det indstændigste alle saadanne til at anerkende Jesus Kristus som Kongernes Konge og Herrernes Herre og hans Rige, der nu staar for Døren, som det eneste Haab for Folkene om Frelse; og vi opfordrer dem til enkeltvis og samlet at erklære, at de staar paa Herrens Side og sympatiserer med hans Sag, og til at gøre sig rede til at modtage Guds Riges Velsignelser, som han har beredt dem fra Verdens Grundlæggelse.

¹⁹ Derefter blev resolutionen trykt i en traktat, og på flere hovedsprog blev den uddelt over hele jorden i millioner af eksemplarer. — Se The Watch Tower for 1. november 1923, siderne 326, 327.

20. (a) Hvilket yderligere skridt blev taget i 1934 for at hjælpe de symbolske får til at vandre på Den hellige Vej sammen med den salvede rest? (b) Hvilken gruppe mennesker som forlod Babylon sammen med de landflygtige jøder, svarer disse symbolske får til?

²⁰ Denne resolution opfordrede ikke disse mennesker der kunne sammenlignes med får, til at indvi sig til Gud gennem Kristus og lade sig døbe som symbol på denne indvielse. Det kom først senere, nemlig i 1934. (Se Vagttaarnet for 15. oktober 1934, side 314, paragraf 34.) Ikke desto mindre var resolutionen i 1923 et skridt hen imod at forberede de symbolske får til at gå i den retning der efterhånden ville føre dem ind på Den hellige Vej sammen med resten af de åndelige israelitter. Disse symbolske får som gjorde godt mod den salvede rest kunne sammenlignes med de tempeltrælle (nethinim, de givne) der forlod landet Babylon i 537 f.v.t. og fulgte med den trofaste rest af de kødelige israelitter tilbage til det øde Judas land og det sted hvor Jerusalem (eller Zion) havde ligget. Disse fortidige nethinim udførte ikke alene grovere arbejde i forbindelse med templet i Jerusalem, men havde også en andel i at genopbygge den hellige by. (1 Krønikebog 9:2; Ezra 2:43-54, 58, 70; 7:24; 8:17-20; Nehemias 3:26, Gd, NW, 31; 7:46-56, 60, 72 [se v. 73 i NW]) Ligesom det var i fortiden, har de symbolske nethinim i vor tid været til stor hjælp for den salvede rest af Kristi åndelige brødre.

DEN GLÆDELIGE HJEMVENDEN

21. I hvilken stemning vendte den israelitiske rest tilbage til Zion i 537 f.v.t., og hvorfor var det som det skulle være?

²¹ At blive udfriet fra en hedensk religiøs organisation og kunne genoptage den rene tilbedelse under fornyet gunst og velsignelse fra den eneste levende og sande Gud, må vække glæde hos enhver som søger den sande tro. Det var netop hvad det gjorde hos den israelitiske rest i år 537 f.v.t. Profeten Esajas blev inspireret til at forudsige deres glæde: „[Jehovas] forløste vender hjem, de drager til Zion med jubel, med evig glæde om issen; fryd og glæde får de, sorg og suk skal fly.“ — Esajas 35:10.

22. Hvem benyttede Jehova til at udfri (a) den jødiske rest i 537 f.v.t.? (b) resten af de åndelige israelitter her i det tyvende århundrede?

²² For fortidens israelitter begyndte denne glædebringende profeti at opfyldes i mindre målestok i 537 f.v.t., i perserkongen Kyros den Stores første regeringsår. (2 Krønikebog 36:20-23, Ezra 1:1-4. Esajas 44:26 til 45:7) Ligesom Jehova Gud dengang benyttede sin forudsagte salvede tjener, kong Kyros, til at udfri den jødiske rest fra Babylon, sådan har den samme Gud her i det tyvende århundrede benyttet den større Kyros, den regerende konge Jesus Kristus, til at udfri resten af det åndelige Israel fra Babylon den Store. — Åbenbaringen 14:1-8.

23, 24. (a) Hvad var ifølge Esajas 43:1-4 prisen for de „genløste“? (b) Hvad fik Kyros den Store altså i stedet for de kødelige israelitter som han lod vende tilbage til deres hjemland? (c) Hvordan kan det siges at resten af de åndelige israelitter siden 1919 er „genløste“?

²³ De der ad Den hellige Vej vendte hjem til Zion (eller Jerusalem) blev kaldt „de genløste“ eller „[Jehovas] forløste“. (Esajas 35:9, 10) Hvad løsesummen var i dette tilfælde, beskrives profetisk i Esajas 43:1-4, hvor der står: „Men nu, så siger [Jehova], som skabte dig, Jakob, danned dig, Israel: Frygt ikke, jeg genløser dig, jeg kalder dig ved navn, du er min! Når du går gennem vande, er jeg med dig, gennem strømme, de river dig ikke bort; når du går gennem ild, skal du ikke svides, luen brænder dig ikke. Thi jeg er din Gud, jeg, [Jehova], Israels Hellige din frelser. Jeg giver Ægypten som løsesum, Ætiopien og Seba i dit sted, fordi du er dyrebar for mig, har værd, og jeg elsker dig; jeg giver mennesker for dig og folkefærd for din sjæl.“

²⁴ I stedet for resten af det kødelige Israel, som Kyros den Store lod vende tilbage til dets hjemland, gav retfærdighedens Gud ham og hans efterkommere nogle afrikanske områder og deres folkeslag at erobre. De udgjorde genløsningsprisen, løsesummen. (Ester 1:1-4) Til bedste for dem som i dag udgør resten af de åndelige israelitter og den store skare symbolske får der svarer til fortidens nethinim, siger Jehova her i det tyvende århundrede til sin større Kyros, Jesus Kristus: „Bed mig, og jeg giver dig hedningefolk til arv og den vide jord i eje; med jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en pottemagers kar!“ (Salme 2:8, 9) Følgelig kan den angrende rest af de åndelige israelitter, der er blevet udfriet fra Babylon den Store fra og med 1919, i bibelsk forstand betegnes som „de genløste“, „[Jehovas] forløste“. I en særlig betydning tilhører de altså Jehova Gud gennem Kristus.

25. (a) Vendte alle de landflygtige israelitter hjem til Jerusalem på samme tid? (b) Forlod alle de der kom til at udgøre resten af de åndelige israelitter Babylon den Store i 1919?

²⁵ Den første gruppe landflygtige der forlod Babylon og drog mod Zion i 537 f.v.t. bestod af højst 49.942 personer, hvoraf 42.360 var israelitter. De øvrige, var trælle og professionelle sangere. (Nehemias 7:66, 67; Ezra 2:64, 65) Niogtres år senere, i 468 f.v.t., sluttede omkring 1500 mænd og deres familier sig til den trofaste aronitiske præst Ezra og vendte sammen med ham tilbage til Jerusalem, med tilladelse af perserkongen Artaxerxes (den Langhåndede). Dette må have været til stor opmuntring for den første gruppe af de hjemvendte jøder, som bestræbte sig for at opdyrke og forskønne deres elskede land, som de var kommet tilbage til. (Ezra 7:1 til 8:15) I vort århundrede var det fra og med 1919 at den salvede rest af de åndelige israelitter begyndte at drage ud fra trældommen under det store Babylon, den falske religions verdensimperium. I de efterfølgende år, og navnlig frem til 1935, voksede den salvede rest i antal efterhånden som flere forlod det store Babylon og sluttede sig til dens rækker. Det var således ikke alle medlemmer af den nutidige rest der forlod Babylon den Store og blev ført tilbage til Jehovas gunst og tjeneste i 1919. I årene efter 1919 var der til stadighed enkeltpersoner som brød fri fra Babylon den Store og fik adgang til det paradisiske åndelige domæne hvor Jehovas genrejste rest befinder sig.

26. (a) Hvordan har den nutidige rest fulgt Den hellige Vej fra Babylon den Store til det åndelige paradis? (b) Hvor kom deres glæde over deres forandrede situation til udtryk på et tidligt tidspunkt, og hvor varig har denne glæde vist sig at være?

²⁶ I modsætning til de landflygtige jøder i 537 f.v.t. behøvede den nutidige rest af åndelige israelitter ikke at drage fra ét sted på jorden til et andet. De fulgte Den hellige Vej fra Babylon den Store til det åndelige paradis ved at adlyde Guds befaling om at kaste trældomsåget i det uhellige store Babylon af sig og stille sig i Jehovas genrejste rests frie åndelige domæne. En iagttager behøvede blot at overvære det internationale stævne i Cedar Point, Ohio, U.S.A., fra 1. til 8. september 1919 for at blive klar over at det var „med jubel“ at resten af de åndelige israelitter var trådt ud på Den hellige Vej og var vendt tilbage til Guds gunst og kommet „til Zion“. Den glæde og fornyede iver der prægede dette første generalstævne efter krigen, bredte sig til menighederne af Jehovas indviede folk i alle egne af jorden. Deres glæde over at have opnået religiøs frihed fra Babylon den Store og være kommet tilbage til deres gudgivne åndelige domæne, var ikke flygtig eller kortvarig. Som Esajas 35:10 forudsagde, var det med „evig glæde om issen“ de vendte hjem. Efterhånden som de i stigende grad bestræbte sig for at forkynde ’den gode nyhed om riget’ i hele verden og de i voksende udstrækning erkendte det åndelige paradis der blev opdyrket i deres åndelige domæne, løftede de hovedet med øget glæde.

27, 28. Hvad skete der i 537 f.v.t. som en opfyldelse af den sidste del af Esajas 35:10?

²⁷ Ordene i den guddommelige profeti måtte opfyldes: „Fryd og glæde får de, sorg og suk skal fly.“ (Esajas 35:10) I begyndelsen af den syvende månemåned (tisjri) i 537 f.v.t. samledes de hjemvendte jøder i Jerusalem og genopbyggede Jehovas alter hvor templet havde ligget, for igen at bringe ham ofre dér. På den femtende dag i tisjri måned begyndte de så at fejre den syv dage lange løvhyttefest, der almindeligvis var den glædeligste af alle de årlige højtider på den jødiske kalender. (Ezra 3:1-6) I det andet år efter deres hjemkomst fra landflygtigheden, i den anden månemåned efter den religiøse kalender, voksede deres glæde yderligere idet grunden til Jehovas tempel blev lagt, på det oprindelige sted på Morija bjerg. Nogle græd af bevægelse mens andre brød ud i jubel:

²⁸ „Man kunne ikke skelne glædesjubelen fra folkets gråd; thi så højt var folkets jubelråb, at det hørtes langt bort.“ — Ezra 3:8-13.

29. Hvordan oplevede resten af de åndelige israelitter at „sorg og suk“ flyede?

²⁹ Dette var alt sammen et mønster på den usigelige fryd og glæde som den genrejste rest af de åndelige israelitter kom til at føle efter deres udfrielse fra Babylon den Store. Sorgen over det de havde lidt for Babylon den Stores og hendes verdslige elskeres hånd under den første verdenskrig blev jaget på flugt af glæden over de velsignelser de oplevede i deres forvandlede åndelige domæne. Deres suk over at være bundet i religiøs trældom ’flyede’. Hverken genvordighederne i efterkrigstiden eller rædslerne og forfølgelsen under den anden verdenskrig kunne kvæle deres fryd og glæde i Jehova og hans regerende messianske rige. De sørgede ikke over disse timelige ting, og de gav sig ikke igen hen i religiøs trældom under Babylon den Store, så de atter måtte sukke under babylonisk undertrykkelse.

30, 31. (a) Hvem gjorde følgeskab med „resten“ på Den hellige Vej fra og med 1935? (b) Hvilke grunde til glæde har de erfaret, som forudsagt i Åbenbaringen 7:16, 17?

³⁰ Tværtimod blev deres glæde øget ved at en stadig voksende skare tilbedere af Jehova sluttede sig til dem. Denne store skare „andre får“ der svarede til nethinim i fortidens Israel, begyndte at følge den salvede rest på Den hellige Vej fra og med 1935. (Åbenbaringen 7:9-17; Johannes 10:16; Mattæus 25:31-46) I loyalitet mod Jehova Gud og hans himmelske rige ved hans søn Jesus Kristus har disse symbolske får der er sluppet fri fra Babylon den Store, aktivt hjulpet og støttet resten af de åndelige israelitter, kongen Jesu Kristi åndelige brødre. De strømmer over af glæde over deres egen religiøse frihed, og de deler fuldt ud den salvede rests glæde i det forvandlede åndelige domæne. Som der siges om ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:16, 17:

³¹ „De skal ikke sulte [åndeligt] mere eller tørste [åndeligt] mere, heller ikke skal solen [Guds mishag] eller nogen stærk hede brænde dem, for Lammet, som er i tronens midte, vil være hyrde for dem og lede dem til kilder med livets vand. Og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.“

32. Hvilke yderligere grunde til „evig glæde“ kan ’den store skare’ og resten af de åndelige israelitter se frem til?

³² Denne ’store skare’ symbolske får som følger Lammet Jesus Kristus, har fået håb om at overleve den kommende „store trængsel“ som for evigt vil gøre ende på den verdslige tingenes ordning. (Åbenbaringen 7:14) Sammen med den trofaste salvede rest af åndelige israelitter ser de frem til at overleve og komme ind i den lovede nye tingens ordning under Guds messianske rige. Vil det ikke være en glæde for dem at opleve dette? Det kan i sandhed siges om både den salvede rest og ’den store skare’ at de har en „evig glæde om issen“. (Esajas 35:10) Mens jorden forurenes mere og mere af den selviske menneskeheds ødelæggende påfund, oplever den velsignede rest og dens kærlige medarbejdere en blomstrende sundhed i det åndelige paradis.

Kapitel 10

Den gudfrygtige konge over det åndelige paradis

1. Hvad lærer vi af Adams og Evas uddrivelse fra Edens have i forbindelse med hvem der anses for værdige til at bo i det åndelige paradis i dag?

DA VORE første forældre, Eva og Adam, ulydigt spiste af den forbudte frugt, dømte Gud dem til døden og drev dem ud af Edens have. Glædens paradis var ikke et sted for folk som gjorde oprør mod ham der havde plantet haven og ejede den. (1 Mosebog 2:8 til 3:24) Dette danner mønster for hvem Jehova Gud anser for værdige til at bo i det åndelige paradis i dag.

2. (a) Hvordan vil andres indstilling og opførsel berøre ens glæde ved livet, selv i naturskønne områder? (b) Hvilke elementer vil Jehova således udelukke fra det åndelige paradis?

² De omgivelser man bor i kan ligne et paradis nok så meget, men hvis naboerne på alle sider er selviske, lovløse, slette og gudløse, vil det alligevel ikke være et behageligt sted at bo. Den slags mennesker kan gøre livet nedslående og usikkert og være en hæmsko for gudsfrygt og åndelighed. I dag er livet på jorden, med den voksende kriminalitet, blevet sådan, selv i forstadsområder som beboerne søger at holde pæne og tiltalende. Jehova Gud holdt menneskehedens oprindelige paradis fri for uønskede menneskelige elementer. I dag holder han også det åndelige paradis hvor de åndelige israelitters rest og deres kristne medarbejdere befinder sig, fri for sådanne skadelige, ødelæggende menneskelige elementer.

3. (a) Hvilken baggrund har beboerne i det åndelige paradis? (b) Hvilken forandring må der følgelig ske med dem?

³ De godkendte indbyggere i det åndelige paradis, både de der tilhører resten af de åndelige israelitter og de der tilhører ’den store skare’ symbolske får som har sluttet sig til dem, er kommet fra alle racer, nationaliteter, hudfarver og sprog. (Åbenbaringen 5:9, 10; 7:9, 10) Som kødelige efterkommere af Adam og Eva har de alle fået ufuldkommenhed og syndighed i arv. Alt efter hvilke forhold de er født og opvokset under og hvilken moralsk påvirkning de har været udsat for, har de tillagt sig forskellige synspunkter og karakteregenskaber. Sådan var deres situation da budskabet om Guds messianske rige nåede dem og blev forkyndt for dem. (Mattæus 24:14) For at så vidt forskellige naturer kan leve sammen i fred og kærlighed i et åndeligt paradis, må der naturligvis først en forbløffende personlighedsændring til, så paradisets indbyggere kan blive enssindede, få samme indstilling og sindelag. Dét vil en almindelig menneskelig påvirkning ikke kunne udrette. Det vil kræve Guds uimodståelige ånds virke.

4, 5. (a) Hvilken slags hersker må der til for at en sådan forandring kan gennemføres? (b) I hvilken bibelsk profeti er denne hersker forudsagt, og hvordan viser apostelen Paulus hvem han er?

⁴ En meget vigtig forudsætning for at der kan ske en sådan personlighedsændring med henblik på livet i det åndelige paradis på jorden, er en hersker som selv har Jehova Guds ånd og som gerne vil give sine undersåtter i Paradiset del i denne ånd. Denne hersker over Paradiset må nødvendigvis være en overmenneskelig, himmelsk hersker som alle Paradisets indbyggere villigt forener sig under, i overensstemmelse med Guds vilje. Som en opfyldelse af den inspirerede profeti i Esajas 11:1-10 har den almægtige Gud allerede tilvejebragt en sådan himmelsk hersker. Profetien, som blev skrevet tre hundrede år efter kong Davids, betlehemitten Isajs søns, gode regeringstid, henviser til hvor denne åndsfyldte hersker ville komme fra. Den kristne apostel Paulus efterlader ingen tvivl om hvem denne hersker er, da han i brevet til Romermenigheden, som bestod af både jøder og hedninger, afslutter sin argumentation med at citere profetien i Esajas 11:10:

⁵ „For at I enigt og med én mund kan herliggøre vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader. I skal derfor acceptere hinanden, ligesom Messias også har accepteret os, til herlighed for Gud. Jeg siger nemlig at Kristus jo er blevet en tjener . . . for at folk fra nationerne kunne herliggøre Gud for hans barmhjertighed. Som der står skrevet: . . . Og yderligere siger Esajas: ’Isajs rod skal være der, og den der rejser sig for at herske over nationer; på ham vil nationer grunde deres håb.’“ — Romerne 15:6-12; Esajas 11:10, LXX.

6, 7. (a) Hvem var Jesus en efterkommer af, som vist i profetien? (b) Hvordan var størstedelen af jøderne tilbøjelige til at betragte Jesus Kristus da han trådte frem på den jordiske skueplads? (c) Hvordan havde profeten Esajas givet til kende at Messias ikke ville virke særlig imponerende efter en verdslig målestok?

⁶ Eftersom Jesus Kristus stammede fra kong David, Isajs søn, af Judas stamme, var han også en efterkommer af Isaj fra Betlehem i Juda. (Mattæus 1:1-6; 2:4-6; Mika 5:1) Jesus Kristus trådte imidlertid frem på den jordiske skueplads over seks hundrede år efter at kong Davids rige i Jerusalem var blevet omstyrtet af babylonierne i 607 f.v.t., og på det tidspunkt var størstedelen af jøderne ikke tilbøjelige til at mene at han var Messias, den forudsagte Salvede hvorigennem alle nationerne ville blive velsignet for evigt. For disse ikke-troende jøder at se, var det ikke videre sandsynligt at han ville blive konge i Guds messianske rige. Efter deres verdslige målestok virkede han ikke særlig imponerende. Men profetien hos Esajas tilkendegav at det netop ville være sådan. I sammenligning med stolte og ubeskedne jordiske herskere ville han ikke virke af noget særligt. For at fremhæve dette ulige forhold siger de to sidste vers i Esajas, kapitel 10, lige før profetien i kapitel 11:

⁷„Se, Herren, Hærskarers [Jehova], afhugger hans grene med gru [med et frygteligt brag, NW]; de knejsende stammer fældes, de stolte træer må segne. Med jernet gør han lyst i skovens tykning, og Libanon falder for den Herlige.“ — Esajas 10:33, 34.

8. (a) Hvem er det der i Esajas 10:33, 34 sammenlignes med Libanons vældige træer? (b) Hvordan gik det til at ’Libanon faldt for den herlige’?

⁸ På Esajas’ tid udgjorde det assyriske verdensrige største trussel mod Jerusalem og rækken af regerende konger som nedstammede fra David, Isajs søn. Det er derfor øjensynlig assyrerkongen og hans mægtige hærstyrker profeten Esajas sammenligner med vældige træer på Libanons bjerge. Mens Esajas levede trængte assyrerkongen Sankerib og hans rædselsvækkende hære ind og hærgede Judas land, og selv den kongelige by Jerusalem syntes at være inden for hans rækkevidde. På dette kritiske tidspunkt greb den højeste og almægtige Gud ind. Ved hjælp af en ’herlig’, en engel fra himmelen, dræbte Jehova på én nat 185.000 af Sankeribs soldater. Assyriens „grene“ blev afhugget med et brag som om selve den stedsegrønne skov på Libanon faldt, og den ydmygede assyrerkonge måtte flygte hjem, hvor en voldelig død senere ventede ham. — Esajas 37:33-38.

9, Ved hjælp af hvem blev den davidiske kongerække fældet, og hvilke spørgsmål trængte sig mere og mere på som tiden gik?

⁹ Det var derfor ikke assyrerne men babylonierne — som erobrede Judas land i 607 f.v.t. — der fældede kongerækken i Davids slægt så der billedlig talt kun blev en træstub tilbage. Som århundrederne svandt over denne symbolske træstub, trængte følgende spørgsmål sig mere og mere på: Vil der nogen sinde igen blive noget ud af denne træstub? Vil det kongelige træ nogen sinde vokse op igen, sådan som de gudinspirerede profetier har givet løfte om? Er kongespiret nu veget fra Judas stamme for evigt? (1 Mosebog 49:10) Har det rige som Gud indgik en pagt med David om, kun vist sig at være langvarigt, men ikke evigt? (2 Samuel 7:8-16) Esajas’ profeti, kapitel 11, gav et sikkert svar.

KONGEN SOM JEHOVAS ÅND SKAL HVILE OVER

10, 11. Hvad sagde profeten Esajas om en „kvist“, og hvorfor skulle man ikke forsmå dens ringe begyndelse?

¹⁰ I Guds ordning skal man ikke foragte de ringe begyndelsers dag; man skulle heller ikke mene at der ikke lå store muligheder i den sande Messias’ beskedne begyndelse. Ligesom de assyriske verdensherskeres „knejsende stammer“ blev hugget om, kunne den almægtige Gud sørge for at en lille, lav plante blev høj og bar megen frugt. Hvad er en lille kvist, et lille skud, i sammenligning med en vældig ceder på Libanons bjerge? Meget uanselig; og dog fortsætter Esajas 11:1, 2 med at sige:

¹¹ „Men der skyder en kvist af Isajs stub, et skud gror frem af hans rod [af hans rødder vil et skud bære frugt, NW]; og [Jehovas] Ånd skal hvile over ham, visdoms og forstands Ånd, råds og styrkes Ånd, [Jehovas] kundskabs og frygts Ånd.“

12. (a) Hvem er det der skildres ved ’kvisten’ og ’skuddet’? (b) Hvordan forholdt det sig på Esajas’ tid med det kongelige træ som var rodfæstet i Isaj, men hvad skete der med det i 607 f.v.t.?

¹² At ’kvisten’ og ’skuddet’ symboliserer det samme og at de symboliserer en person, fremgår af det næste profetien siger, nemlig at „[Jehovas] Ånd skal hvile over ham“. ’Kvisten’ og ’skuddet’ der udgår fra den samme rod skildrer en konge som er salvet med Jehova Guds ånd, det vil altså sige Messias. På profeten Esajas’ tid var det kongelige træ som var rodfæstet i Isaj, kong Davids fader, endnu ikke blevet fældet så der kun var stubben og rødderne tilbage i jorden. Dette kongelige træ udgjordes af kongerækken i Davids slægt, og det stod indtil år 607 f.v.t. Da blev det hugget om af babylonierne, som deporterede kongen til Babylon og ødelagde hans kongelige by, Jerusalem. Derved blev den guddommelige befaling til denne sidste regerende konge af Davids slægt, Zedekias, bragt til udførelse: „Bort med hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave [rækken af hedenske verdensriger som afløste hinanden], ned med det høje [det messianske rige i Davids slægt]! Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“ — Ezekiel 21:25-27.

13. Opfyldte Zerubbabel i 537 f.v.t. profetien om ’kvisten’ og ’skuddet’?

¹³ Da den persiske erobrer af Babylon, Kyros den Store, i 537 f.v.t. lod de landflygtige jøder vende tilbage til Judas land, blev Zerubbabel i Davids kongelige slægtslinje ikke kronet og indsat på en trone i det genopbyggede Jerusalem. Kong Kyros gjorde ham blot til statholder over den persiske provins Juda. (Lukas 3:27-32; Mattæus 1:6-13) Zerubbabel var altså ikke den der havde „retten til det“ og som fik riget overdraget sammen med dets kongelige hovedbind og krone. Han opfyldte ikke profetien om ’kvisten’ der skød frem af Isajs stub og ’skuddet’ der groede frem af hans rod.

14. (a) Hvornår voksede ’kvisten’ og ’skuddet’ frem og bar frugt, og hvordan? (b) Hvad sagde Natanael kort efter om den stilling Jesus var blevet salvet til?

¹⁴ Hvornår, og i skikkelse af hvem, voksede ’kvisten’ og ’skuddet’ da frem og begyndte at bære frugt? Det skete over et halvt årtusind efter Zerubbabels tid, i år 29 efter vor tidsregning, mens den romerske kejser Tiberius herskede. I det tidlige efterår dette år blev en kongelig efterkommer af David, nemlig Jesus, en søn af Maria fra Betlehem, døbt i Jordanfloden af Johannes Døber. Da blev denne Jesus en åndelig søn af Gud, for Guds ånd dalede ned over ham og Guds stemme hørtes fra himmelen sige: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ (Mattæus 3:13-17) På denne måde blev Jesus ikke alene avlet af Guds ånd til at være en åndelig søn af Gud, men blev også salvet med Guds ånd til at være den fremtidige konge af Davids slægt. I anerkendelse af dette sagde Natanael, en af Jesu Messias’ kommende disciple, til ham blot to måneder senere: „Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge.“ — Johannes 1:29-49.

15. (a) Hvem sagde Peter, henimod slutningen af Jesu jordiske liv, at han erkendte Jesus var? (b) Hvornår blev den „kvist“ eller det „skud“ der havde vist sig i år 29 til et fuldt udvokset træ, og hvad skete der på det tidspunkt?

¹⁵ I det sidste af sine treogtredive og et halvt år som menneske på jorden spurgte Jesus sine tolv apostle hvem de havde erkendt han var. Simon Peter svarede prompte: „Du er Messias, den levende Guds søn.“ (Mattæus 16:13-16; Markus 8:27-30; Lukas 9:18-21) Peter kaldte altså Jesus „Guds Messias“, eller, på græsk, „Guds Kristus“. (Lukas 9:20, DA) Som den nyudnævnte Messias eller Kristus var denne Jesus den symbolske „kvist af Isajs stub“ og det symbolske „skud“ der groede frem af hans rod via denne „stub“. Sådan blev ’stubben’ liggende i endnu mange hundrede år, indtil det tidlige efterår 1914. Da blev ’kvisten’ eller ’skuddet’ virkelig til et fuldt udvokset, frugtbærende træ, en regerende konge, den regerende Messias. På det tidspunkt udløb nemlig hedningernes tider, og der skulle ske en vældig forandring i forholdene. Rækken af hedenske verdensriger som var kommet „op“ i 607 f.v.t. skulle igen styrtes ned, mens det messianske rige i Davids kongelige slægt som var blevet fornedret, igen skulle blive „det høje“. — Lukas 21:24, DA.

16. (a) Hvilke egenskaber fik Jesus del i ved Jehovas ånd fra det tidspunkt han blev salvet? (b) Havde noget menneske tidligere fået de samme egenskaber i kraft af Guds ånd?

¹⁶ Fra det tidspunkt Jesus blev salvet efter sin vanddåb hvilede Jehovas ånd i sandhed over ham. Denne ånd viste sig ganske rigtigt at være „visdoms og forstands Ånd, råds og styrkes Ånd, [Jehovas] kundskabs og frygts Ånd“. (Esajas 11:2) Disse egenskaber, som Jesus Kristus fik i kraft af Jehovas ånd, svarede til de egenskaber der blev indgivet bygmesteren af det hellige åbenbaringstelt på profeten Moses’ tid. Det fremgår af Anden Mosebog 31:1-3, ifølge oversættelsen af 1871: „Og Herren talede til Mose sagde: se, jeg har kaldet Bezaleel, en Søn af Uri, som var en Søn af Hur, af Juda Stamme, ved Navn. Og jeg har opfyldt ham med Guds Aand, med Visdom og med Forstand og med Kundskab, og det i alle Haande Gerning.“ (Se også Anden Mosebog 35:31, Gd; NW; Zion’s Watch Tower for 15. november 1907, siderne 349, 350.) Hvis Bezaleel som byggede det hellige tabernakel havde behov for visdom, forstand og kundskab i kraft af Guds ånd, ville Jesu Messias afgjort også have behov for disse egenskaber i sit endnu mere betroede hverv som konge.

17. Hvilken parallel er der mellem Guds ånds virke på henholdsvis David og Jesus efter deres salvelse?

¹⁷ Vi husker at da profeten Samuel havde salvet hyrdedrengen David fra Betlehem til Israels fremtidige konge, gik det som vi læser i Første Samuelsbog 16:13: „Og [Jehovas] Ånd kom over David fra den dag af.“ Efter at Jesus var blevet salvet med Guds virkekraft ved Jordanfloden, begyndte Guds ånd ligeledes at virke i ham på en særlig måde.

18. Giv eksempler på at Jesu handlinger vidnede om at han ved Guds ånd havde fået en særlig visdom, forstand og kundskab.

¹⁸ „Fyldt med hellig ånd forlod Jesus nu Jordan, og af ånden førtes han omkring i ørkenen i fyrre dage, men han blev fristet af Djævelen. Og han spiste intet i de dage.“ Med den visdom, forstand og kundskab Jesus havde fået ved Guds ånd, modstod han de forslag Djævelen stillede ham for at friste ham. „Jesus vendte nu i åndens kraft tilbage til Galilæa. Og rygtet om ham spredtes overalt i det omliggende land. Og han begyndte at undervise i deres synagoger og blev berømmet af alle.“ (Lukas 4:1-15) I synagogen i Nazaret undrede hans bysbørn sig over hans tale og spurgte: „Hvor har manden denne visdom og disse kraftige gerninger fra? Er det ikke tømrerens søn?“ (Mattæus 13:53-55; Markus 6:1-3) Jesus sad nu inde med disse særlige evner fordi han, som han tidligere havde fortalt dem, var blevet salvet af Gud med hellig ånd til at være Messias. — Lukas 4:16-22.

19. (a) Hvordan fremhævede apostlene Peter og Paulus yderligere hvordan Guds ånd havde virket på Jesus? (b) Hvordan er det således, som følge af Guds ånds virke, gået ham der var som en uanselig „kvist“?

¹⁹ Flere år efter Jesu Kristi død, opstandelse og himmelfart fremhævede apostelen Peter hvordan Guds ånd havde, virket på ham, idet han sagde: „Gud salvede ham med hellig ånd og kraft, og han gik igennem landet og gjorde vel og helbredte alle dem som var undertrykt af Djævelen for Gud var med ham.“ (Apostelgerninger 10:38) Og apostelen Paulus skrev angående den herliggjorte Jesus Kristus i himmelen: „Det skyldes [Gud] at I er i samhørighed med Kristus Jesus, som er blevet os visdom fra Gud.“ (1 Korinter 1:29, 30) Ingen af de filosofiske anskuelser der fremholdes af de såkaldt vise i vor højt besungne hjernealder kan måle sig med det der kommer fra den herliggjorte Jesus Kristus, for „omhyggeligt skjult i ham er alle visdommens og kundskabens værdier“. (Kolossenserne 2:3, 8) I kraft af den alvise Guds ånd er han der begyndte på jorden som en uanselig „kvist af Isajs stub“ altså blevet den messianske konge, højt hævet over alle tidligere jordiske herskere både i og uden for Israel.

20, 21. I hvilken forstand omtales Jesu Kristi salvede disciple også som „skud“?

²⁰ Om man i Guds øjne har nogen værdi og betydning eller ej, afhænger helt og holdent af hvor man kommer fra som en „kvist“ eller et „skud“. At Jehovas tjener var et „skud“ af Isajs rod havde afgørende betydning for Gud. Så hvem er man et „skud“ af? Det er det der betyder noget. Det gælder også for dem der følger i den salvede tjeners fodspor.

²¹ Eftersom tjeneren og hans disciple er medlemmer af Guds universelle organisation, hans billedlige „kvinde“ eller „hustru“, siger Gud følgende til hende angående hendes medlemmer, disse disciple: „Enhver i dit folk er retfærdig, evigt ejer de landet, et skud [neʹtser], som [Jehova] har plantet, hans hænders værk, til hans ære. Den mindste [at sammenligne med et skud] bliver en stamme, den ringeste et talrigt folk. Jeg er [Jehova]; når tid er inde, vil jeg fremme det i hast.“ (Esajas 60:21, 22) Derfor vil hverken tjeneren eller hans trofaste disciple vise sig at bliv „en vederstyggelig Kvist“, sådan som det sidste dynasti af konger i fortidens Babylon. — Esajas 14:19, Gd.

22. Hvordan kan vi være sikre på at den messianske konge ikke vil være en ansvarsløs hersker og regere som om han ikke skulle stå nogen højere til regnskab?

²² Den messianske konge vil ikke optræde ansvarsløst over for menneskeslægten, som han skal herske over i tusind år efter at Satan Djævelen og hans dæmoner er blevet bundet og kastet i afgrunden. (Åbenbaringen 20:1-6) Den ånd der hviler over ham, afholder ham fra at herske på en måde som om han ikke skulle stå nogen højere til regnskab. Ånden over ham er ikke blot visdoms, forstands, råds og styrkes ånd, men også „[Jehovas] kundskabs og frygts Ånd“. Han frygter Jehova, og denne frygt vil lede ham i udøvelsen af hans messianske herredømme.

23. Hvordan betragter han selv ’Jehovas frygt’?

²³ ’Jehovas frygt’ er ikke noget som volder kongen besvær, noget som hindrer ham i hans frie udøvelse af kongemagten. Han glæder sig over at eje denne frygt, og det er ham også en glæde at se den i hjertet hos sine undersåtter. Esajas’ profeti siger videre: „Hans hu står til [Jehovas] frygt.“ (Esajas 11:3) Lindbergs oversættelse siger: „Hans Duft er Herrens Frygt.“ Oversættelsen af 1871 siger: „Hans Lyst skal være i Herrens Frygt.“ Kalkars oversættelse siger: „Han skal have Velbehag i Jehovas Frygt.“

EN DOMMER SOM UDFRIER DE UNDERTRYKTE

24, 25. Hvordan vil den messianske konge være som dommer, ifølge Esajas’ fortsatte beskrivelse?

²⁴ En dommer som afsiger sine kendelser i frygt for Jehova Gud, vil med sikkerhed sørge for at retfærdigheden sker fyldest. Retskafne mennesker på hele jorden har længselsfuldt ventet på en sådan dommer. Det er sådan Jehovas messianske konge vil være som dommer. Efter at have nævnt at kongen vil frygte Jehova, fortsætter profeten Esajas med at sige:

²⁵ „Han dømmer ej efter, hvad øjnene ser, skønner ej efter, hvad ørerne hører. Han dømmer de ringe med retfærd, fælder redelig dom over landets arme [med retskaffenhed skal han give retledning til gavn for jordens sagtmodige, NW]. Voldsmanden slår han med mundens ris, gudløse [den onde, NW] dræber han med læbernes ånde. Og retfærd er bæltet, han har om sin lænd, trofasthed hofternes bælte.“ — Esajas 11:3-5.

26. Hvordan vil det sikre retfærdigheden at han ikke dømmer efter „hvad øjnene ser“ og ikke skønner efter „hvad ørerne hører“?

²⁶ Tænk hvordan jorden vil blive med en dommer som den der beskrives her, den ophøjede Jesus Kristus! Han lader sig ikke føre bag lyset. Han vil kunne se bag om tingene og gennemskue falskhed og hykleri. Han vil ikke lade sig vildlede af bedrageriske ord, af forsvareres besnærende argumenter. Ord alene vil ikke tælle hos ham, men derimod hjertetilstanden, som han vil være i stand til at læse. Han vil ikke behøve nævninge, ufuldkomne mænd og kvinder, til at afgøre om den anklagede er skyldig eller ej. Han vil være i besiddelse af den samme ånd som virkede på den kristne apostel Peter da denne gennemskuede Ananias’ og Safiras foregivne gavmildhed og sagde at de måtte dø fordi de prøvede at lyve for Guds hellige ånd. — Apostelgerninger 5:1-11; jævnfør Mattæus 22:15-22.

27. Hvordan vil hans domme gavne „de ringe“ og „landets arme“?

²⁷ Denne messianske dommer er som sendt fra Gud til gavn for „de ringe“ og „landets arme“. Han er ikke bange for at revse dem der undertrykker de forsvarsløse under den nuværende tingenes ordning. Han vil imødegå de argumenter hvormed undertrykkerne søger at retfærdiggøre sig, og vise dem hvordan de tager fejl og handler uretfærdigt, Han vil bringe forholdene i orden, så de bliver som de bør være. Dette vil kun være hvad der er ret og rimeligt; det vil ikke være uretfærdigt over for undertrykkerne. Intet forbrydersyndikat vil florere under hans herredømme. Han vil knuse organiseret kriminalitet.

28. Hvad er „mundens ris“ og „læbernes ånde“ som den messianske dommer vil rette mod de onde?

²⁸ Den messianske dommers kendelser vil blive håndhævet. De er endelige og kan ikke omstødes eller annulleres ved appel til en højere instans. (Johannes 5:22-24) De domme han udtaler over dem der handler uret, vil være som et straffens ris fra hans mund. De vil ufortøvet blive fuldbyrdet. De skyldige vil få det at føle. Hvad der udgår fra hans læber vil være som en dødbringende kraft mod de onde, som ikke har noget at beskytte sig bag. De vil dø som følge af den virksomme ånd der udgår fra hans læber når han udtaler dødsdommen. Ondskab vil ikke længere blive tilladt; den messianske konge og dommer står ikke i ledtog med det onde.

29. Hvordan vil retfærdighed og trofasthed være som et bælte om ham, og hvilken virkning vil dette få på hans handlinger?

²⁹ Den moralske egenskab der styrker denne dommer som Jehovas ånd hviler over, er som et bælte om hans lænd eller hans hofter. Det er retfærdighedens bælte trofasthedens bælte. Der er ingen svaghed hos ham i form uretfærdige tilbøjeligheder. En retfærdighed der står mål med Guds fuldkomne norm fylder ham og driver ham. Han er trofast mod sit hverv fra Jehova Gud. Han kender ingen anden vej end den der består i trofasthed mod Jehova, den øverste Dommer. Da han virkede på jorden som et fuldkomment menneske beviste han sin trofasthed mod Gud skønt han endog måtte lide døden på den mest uretfærdige måde. Derved tilbageviste han den løgn som Satan, den store falske anklager, længe havde rettet mod Jehovas tilbedere. Satan Djævelen, denne ærkefjende af Gud, engle og mennesker, havde fastholdt at Jehovas talerør, hans enestefødte søn, ikke ville være trofast mod Gud hvis han blev prøvet til det yderste. — Job 1:1 til 2:5.

30. Hvem skred den messianske dommer først ind over for da hedningetiderne udløb, og med hvilket resultat?

³⁰ I stedet for straks at sætte ind mod de onde på jorden skred den messianske Dommer derfor først ind over for den største og mægtigste inden for al organiseret ondskab, Satan Djævelen. Det var det der skete i himmelen så snart det messianske rige var blevet født umiddelbart efter at hedningetiderne var udløbet i 1914. Den indsatte messianske konge vidste nøjagtig hvor han skulle sætte ind, og han begyndte at føre krig mod Satan Djævelen og hans dæmonengle. Krigen endte med at disse onde engle blev kastet ud af de hellige himle. Den sejrende konge fastholder dem nu i jordens nærhed. Så snart den ’korte tidsperiode’ hvori deres virkeområde er begrænset hertil, er forbi, vil den messianske konge binde dem med lænker og indespærre dem i en afgrund borte fra jordens nærhed. — Åbenbaringen 12:7-13; 20:1-3.

31. Hvordan vil kongen derefter skride ind over for alle som befinder sig uden for det åndelige paradis?

³¹ Eftersom den gudfrygtige konge behandler de djævle der står i spidsen for al organiseret ondskab på denne måde, hvad følger der da logisk efter? Jo, for at fuldføre sin aktion må kongen gribe ind på jorden og tilintetgøre dem der har forhærdet sig i synden og knyttet sig uløseligt til Djævelens synlige organisation. Derved vil det ugudelige menneskesamfund uden for Jehovas tilbederes åndelige paradis blive slået med det „ris“ der udgår fra hans mund i form af domsafsigelser. Den straf han udtaler vil blive eksekveret over dem. Hans egen indre retfærdighed vil, som et bælte, styrke ham til at gøre dette. Hans trofasthed mod retfærdighedens Gud vil, som et bælte, støtte ham under udførelsen af dette.

32. (a) Hvad vil denne indgriben betyde for dem der nu befinder sig i det åndelige paradis? (b) Hvad gør de allerede nu for at forskønne deres åndelige paradis?

³² Denne modige indgriben over for al organiseret ondskab i himmelen og på jorden vil være til stor lindring og befrielse for Jehovas tilbedere, som nu nyder gavn af hans gunst og beskyttelse i deres åndelige paradis. De er taknemmelige for at Jehova har sat en sådan retfærdig konge over deres åndelige paradis. De egenskaber der vidner om at Guds ånd hviler over denne messianske konge, søger de selv at opdyrke mere og mere. Derved forskønner de deres åndelige paradis.

Kapitel 11

Der gøres ej ondt og voldes ej mén i det åndelige paradis

1. Hvis egenskaber genspejler den som er konge over det åndelige paradis?

STATSLEDERE i verden har udtalt at enhver regering blot afspejler folkets moral. Dette gælder imidlertid ikke herskeren over det åndelige paradis som den suveræne Herre Jehova har oprettet til sine tilbedere på jorden. Denne hersker eller konge er indsat af universets Suveræn, Jehova. De der bor i det åndelige paradis har ikke selv valgt og indsat en konge, en konge som ligner dem selv og som følgelig vil tillade deres materialistiske, selviske, syndige livsform. Det er heller ikke det de ønsker. Nej, de ønsker at have en konge over sig der svarer til Jehova Guds billede, og de ønsker at komme til at ligne deres gudgivne konge. Hvad de er i moralsk og religiøs henseende, ønsker de at være fordi deres gudfrygtige konge er sådan. Ja, de ønsker at deres egenskaber skal afspejle deres messianske konges egenskaber, til hans ære.

2, 3. På hvilken måde beskriver Esajas 11:6-8 den personlighedsændring der sker hos den messianske konges undersåtter?

² Den messianske konges personlighed har en gunstig, højnende indflydelse på hans undersåtters personlighed i det åndelige paradis. Esajas’ profeti peger i den retning. Efter at profeten Esajas har beskrevet hvordan den messianske konge som Jehova Gud oprejser vil være og vil handle, siger han videre:

³ „Og ulven skal gå hos lammet, panteren hvile hos kiddet, kalven og ungløven græsse sammen, dem driver en lille dreng. Kvien og bjørnen bliver venner, deres unger ligger side om side, og løven æder strå som oksen; den spæde skal lege ved øglens [brilleslangens, NW] hul, den afvante række sin hånd til giftslangens rede.“ — Esajas 11:6-8.

4. (a) Hvad usædvanligt er der ved denne beskrivelse, især med hensyn til de vilde dyr? (b) Har der nogen sinde det sådanne forhold på jorden?

⁴ I dette forbløffende profetiske billede er der sket en radikal forandring med dyrene, navnlig med markens vilde dyr. De vilde dyr jager ikke længere husdyrene og fortærer dem. De er blevet tamme og fredelige, idet de ikke længere æder kød men er blevet planteædende. Det var sådan det var på jorden, i Edens have, før Jehova Gud satte den fuldkomne mand og kvinde der. Ja, selv om Adam og Eva blev skabt på en jord der vrimlede med dyreliv, var de ikke bange for at blive overfaldet af dyrene. Selv var de også vegetarer begge to. Hvorfor skildrer profetien nu en sådan forandring i dyreverdenen? Hvorfor tegnes dette profetiske billede af fred og tryghed for os?

5. Hvad er åbenbart hensigten med denne tiltalende beskrivelse?

⁵ Øjensynlig for at skildre hvad der sker i det menneskelige samfund når det er underlagt den messianske konge og dommers herredømme, Jesus Kristus som er indsat på den himmelske trone. Men forholdene vil naturligvis ikke være på én måde blandt menneskene og på en anden måde blandt dyrene. Det ene må genspejle det andet. Den lavere sfære må genspejle den højere. Der må råde et paradisisk forhold imellem dem.

6. (a) Hvor er der foregået en sådan forandring, og siden hvornår? (b) Hvad har fremkaldt denne forandring?

⁶ Endnu har der ikke fundet en sådan forvandling af dybt rodfæstede egenskaber sted i dyreverdenen — skønt den messianske konge har hersket i himmelen siden hedningetidernes udløb i 1914. Men i harmoni med den forandring der til sin tid skal foregå i dyreverdenen, er der allerede foregået en forandring som den forudsagte blandt Jehovas genrejste tilbedere i det åndelige paradis, nemlig fra og med 1919, det år de begyndte at blive udfriet fra det store blodskyldige Babylon. Hele denne forandring har fundet sted som følge af Jehovas ånds virke og fordi beboerne i det åndelige paradis er underlagt den messianske konge, som Jehovas ånd hviler over. — Esajas 11:1, 2.

7, 8. (a) Hvilke karaktertræk har mange som nu befinder sig i det åndelige paradis tidligere haft, og hvad har været medvirkende til dette? (b) Hvordan kan Efeserbrevet 2:1-3 med rette anvendes på dem som bor i det åndelige paradis?

⁷ Ikke alle som nu befinder sig i det åndelige paradis og nyder Guds gunst, har før været så fredelige som lammet eller kiddet, som kalven eller kvien. Mange, ja sandsynligvis langt de fleste, har tidligere haft egenskaber som dem der kendetegner ulven og panteren, ungløven og bjørnen, brilleslangen og giftslangen. Det skyldes især at verden siden 1914, da der udbrød krig i globalt omfang, har befundet sig i en „voldshandlingernes tid“. Dette har på ingen måde gavnet befolkningens karakter og tilbøjeligheder. Selv almindelig anstændighed og moralfølelse begyndte dengang at forfalde til det man ser i dag. Til alle som bor i det åndelige paradis kan henvendes de ord som blev henvendt til den kristne menighed i Efesus i Lilleasien for nitten hundrede år siden:

⁸ „I var døde i jeres overtrædelser og synder, i hvilke I tidligere vandrede i overensstemmelse med tingenes ordning i denne verden, i overensstemmelse med herskeren over luftens myndighed, den ånd som nu er virksom i ulydighedens sønner. Ja, blandt dem har vi alle tidligere færdedes i harmoni med vort køds ønsker, idet vi gjorde hvad kødet og tankerne ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre.“ — Efeserne 2:1-3.

9, 10. Hvad skrev apostelen Paulus om hvordan medlemmerne af de kristne menigheder i Korint og Rom tidligere havde levet?

⁹ Apostelen Paulus erklærede rent ud hvilken slags verdslige mennesker nogle af de kristne i Korint i Grækenland havde været, da han skrev til dem: „Eller ved I ikke at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Bliv ikke vildledt. Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd, eller tyve eller havesyge eller drankere eller spottere eller udsugere skal arve Guds rige. Og dog er det sådan nogle af jer har været. Men I er blevet vasket rene, I et blevet helliget, og I er blevet erklæret retfærdige i vor Herres Jesu Kristi navn og med vor Guds ånd.“ — 1 Korinter 6:9-11; se også Kolossenserbrevet 3:5-8.

¹⁰ Og idet Paulus advarede de kristne mod at glide tilbage til deres tidligere verdslige levevis, skrev han til menigheden i Rom i Italien: „I kender tiden, at den time allerede er her da I skal vågne op af søvne, for nu er vor frelse nærmere end da vi blev troende. Natten er langt fremme; dagen er kommet nær. Lad os derfor aflægge de gerninger der hører mørket til, og lad os iføre os lyset våben. Lad os vandre anstændigt som ved dag, ikke med sviregilder og drikketure, ikke i ulovlig kønslig omgang og skamløshed, ikke i strid og skinsyge. Men ifør jer Herren Jesus Kristus, og læg ikke på forhånd planer for kødets lyster.“ — Romerne 13:11-14.

11. (a) Hvordan har mange som nu bor i det åndelige paradis, tidligere afspejlet træk som vi genfinder hos rovdyrene? (b) Hvad har medført at de har ændret personlighed?

¹¹ Efter al sandsynlighed er der således mange af de over to millioner som nu nyder godt af det åndelige paradis Gud har tilvejebragt, der har måttet og stadig må kæmpe med anlæg og tilbøjeligheder som dem der kendetegner de rovdyr der er omtalt i Esajas 11:6-8. I denne æra med verdenskrige har nogle af paradisets beboere rent bogstaveligt deltaget i disse verdenskonflikter eller i de mindre krige der har været ind imellem, og har direkte optrådt som sultne rovdyr ved at dræbe eller søge at dræbe deres medmennesker. Andre har været tilknyttet virksomheder eller foretagender hvor de har haft til opgave at udnytte andres svaghed i selvisk øjemed, uanset hvilken fysisk eller psykisk skade de derved voldte deres ofre. Men ved Jehovas hellige ånds hjælp har de nu ændret personlighed. Hans udnævnte konge over det åndelige paradis, den messianske konge som hans ånd hviler over, tillader ikke sådanne rovdyragtige tilbøjeligheder inden for Jehovas tilbederes åndelige domæne. (Efeserne 4:20-24; Kolossenserne 3:10, 11) I Paradiset råder der kristen broderkærlighed.

12. Hvordan har Jesu ord i Mattæus 18:1-4 berørt dem der befinder sig i det åndelige paradis?

¹² I billedlig forstand går den tamme ulv således hos lammet, og panteren hviler hos kiddet, mens kalven og løven frit græsser sammen. Bjørnen fortærer ikke kvien, men de og deres unger lever af planteføde sammen. Selv løven æder strå som oksen. I det åndelige paradis følges kongen Jesu Kristi ord „Medmindre I vender om og bliver som små børn, kommer I slet ikke ind i himlenes rige. Så enhver der vil ydmyge sig som dette lille barn, han er den største i himlenes rige.“ (Mattæus 18:1-4) Derfor er det nu som om en lille dreng driver markens vilde dyr.

13. Hvilken bibelsk regel har hjulpet dem til at opnå de forhold profeten Esajas har forudsagt, og hvordan?

¹³ En af grundene til at der råder en sådan fred og at ingen driver rov på hinanden i det åndelige paradis, er at dets beboere lever efter den regel at de ikke er en del af denne verden. (Johannes 15:19; 17:14-16) Under den første verdenskrig fra 1914 til 1918 gik nogle af „restens“ medlemmer ind på at gøre våbenfri tjeneste i de kæmpende hære, og de pådrog sig derved blodskyld fordi de fik del i samfundsansvaret for det blod der blev udgydt under krigen. Men i 1939, det år den anden verdenskrig udbrød, erklærede alle som tilhørte de åndelige israelitters rest samt deres medarbejdere i ’den store skare’ at de, uanset nationalitet, ville stå fuldstændig neutrale over for alle verdslige konflikter. Deres stilling blev klargjort i artiklen „Neutralitet“ i The Watchtower for 1. november 1939. (Vagttaarnet for 1. januar 1940) Siden er de ikke veget fra det urokkelige standpunkt. I samklang hermed har de heller ikke blandet sig i eller blot taget del i noget lands politik, der som regel er forbundet med bagtalelse og nedrakning og ofte giver anledning til fjendskab og splittende had.

14. Hvilken frugt opdyrkes i det åndelige paradis, og hvordan medvirker dette til at Esajas 11:6-8 opfyldes?

¹⁴ Derimod opdyrker de Jehovas ånds frugt, i overensstemmelse med apostelen Paulus’ vejledning: „Åndens frugt [er] kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse. Imod sådanne ting er der ingen lov. Og de som tilhører Kristus Jesus har pælfæstet kødet sammen med dets lidenskaber og ønsker. Når vi lever ved ånd, så lad os også fortsat vandre regelret ved ånd. Lad os ikke blive selvoptagne, så vi ægger hinanden til kappestrid og misunder hinanden.“ (Galaterne 5:22-26) Når der ikke foregår nogen kappestrid eller rivaliseren og når ingen ærgerrigt søger at ophøje sig over andre, vil der ikke være nogen giftig eller ondsindet bagtalelse. Det vil være som når giftslangen, selv brilleslangen, føler sig tryg og undlader at bruge sin gift, så endog den spæde kan lege ved brilleslangens hul og det barn som lige er blevet vænnet fra kan række sin hånd til giftslangens rede.

LIVGIVENDE KUNDSKAB RÅDER OVERALT

15, 16. Hvor i Esajas’ bog findes en tilsvarende profeti, og hvad siges der her om tiden for profetiens opfyldelse?

¹⁵ Der er en tilsvarende profeti i Esajas’ inspirerede bog som fastslår tidspunktet for dette åndelige paradis hvor der råder fred og tryghed. For at forstå hvornår profetien opfyldes, må vi betragte de vers der lægger op til denne profeti. Der står:

¹⁶ „Glemt er de fordums trængsler, skjult for mit blik. Thi se, jeg skaber nye himle og en ny jord, det gamle huskes ej mer, rinder ingen i hu; men man frydes og jubler evigt over det, jeg skaber, thi se, jeg skaber Jerusalem til jubel, dets folk til fryd; jeg skal juble over Jerusalem og frydes ved mit folk; der skal ej mer høres gråd, ej heller skrig. . . . de skal ikke have møje forgæves, ej avle børn til brat død; thi de er [Jehovas] velsignede æt og har deres afkom hos sig. Førend de kalder, svarer jeg; endnu mens de taler, hører jeg. Ulv og lam skal græsse sammen og løven æde strå som oksen, men slangen får støv til brød; der gøres ej ondt og voldes ej men i hele mit hellige bjergland, siger [Jehova].“ — Esajas 65:16-25.

17. Hvornår fik denne profeti sin første opfyldelse, og hvad var dengang årsag til jubel?

¹⁷ Den første eller mindre opfyldelse af denne storslåede profeti tjener som et profetisk mønster for profetiens endelige, fuldstændige opfyldelse. Den mindre opfyldelse af Esajas’ profeti fandt sted efter at de landflygtige jøder var kommet tilbage til deres hjemland, Judas land, på den persiske erobrer Kyros den Stores tid. Efterhånden blev Jerusalem genopbygget på sit tidligere sted, og den hellige by blev „til jubel“ da Jehovas tempel blev genopført på sin gamle plads og den genoplivede tilbedelse af Jehova blev varetaget af de genindsatte præster og levitter. Beretningen om dette findes i Ezras og Nehemias’ bøger.

18. Hvornår finder profetiens endelige opfyldelse sted, og hvad bidrager på det tidspunkt til at gennemføre den forudsagte forvandling?

¹⁸ Den større og endelige opfyldelse må finde sted i en lignende genoprettelsestid. Den må finde sted i en periode hvor resten af de åndelige israelitter udfries fra trældommen under det nutidige, store Babylon og føres tilbage til deres retmæssige åndelige domæne hvor de atter nyder Jehovas gunst. I henhold til det tyvende århundredes historie skete dette i året efter den første verdenskrigs afslutning. Den modige genoptagelse af den frie og åbenlyse forkyndelse af ’den gode nyhed om riget’ i hele verden i 1919 viste at resten af de åndelige israelitter var blevet udfriet og ført tilbage til deres gudgivne åndelige domæne på jorden. Under guddommelig velsignelse og under Jehovas hellige ånds virke blev deres åndelige domæne forvandlet til et åndeligt paradis. Tilbedernes åndelige skønhed i dette domæne er til pris for Jehova Gud, og der råder broderlig fred, enhed og tryghed.

19. Forklar hvilket Jerusalem der er årsag til jubel i profetiens endelige opfyldelse.

¹⁹ Det Jerusalem Jehova Gud har skabt „til jubel“ og som han selv jubler over, er ikke hovedstaden i den jødiske republik Israel, men det himmelske Jerusalem, hvortil resten af de åndelige israelitter er kommet. (Hebræerne 12:22-29) Det er sædet for det messianske rige som blev født i himmelen ved udløbet af hedningernes tider i 1914. (Åbenbaringen 12:1-5) Denne by ligger på det himmelske Zions bjerg, Jehovas „hellige bjerg“, hvor den messianske konge, Jesus Kristus, er stået frem eller har rejst sig i kongemagt. — Salme 2:6; Åbenbaringen 14:1-5.

20. Hvorfor fik resten af de åndelige israelitter fra og med 1919 korrigeret deres forståelse af Bibelens profetier?

²⁰ Opfyldelsen af Esajas’ profeti om forvandlingen af dyrenes egenskaber kan således tidsfæstes til fra og med efterkrigsåret 1919. Dette år markerede begyndelsen til en periode med undervisning i Guds skrevne ord ud fra det standpunkt at bibelprofetien bedst forstås efter at den er gået i opfyldelse. Tidligere synspunkter måtte altså korrigeres, og den overlevende rest af de åndelige israelitter måtte indstille sig på efterkrigstidens realiteter og muligheder. Forkyndelsen af „denne gode nyhed om riget“ skulle ikke længere være en forkyndelse af en kommende himmelsk regering, men en forkyndelse af Guds messianske rige som nu havde været oprettet i himmelen siden udløbet af hedningernes tider eller „nationernes fastsatte tider“ i efteråret 1914. Medlemmerne af den udfriede rest skulle for eftertiden være vidner for Gud Herren, som i 1914 havde taget sin store magt for at udøve herredømmet ved hjælp af Kristi rige. (Mattæus 24:14; Lukas 21:24; Åbenbaringen 11:15-17) Dette reviderede bibelundervisningsprogram havde en dybtgående virkning på. „restens“ medlemmer. Det orienterede deres arbejde i den rigtige retning.

21. Hvad har det undervisningsarbejde der er forudsagt i Esajas 11:9 medført?

²¹ Dette undervisningsarbejde og virkningen deraf omtales i det næste vers i Esajas’ profeti i det ellevte kapitel, som lyder: „Der gøres ej ondt og voldes ej mén i hele mit hellige bjergland; thi landet er fuldt af [Jehovas] kundskab, som vandene dækker havets bund.“ (Esajas 11:9) Den første sætning må sigte til de vilde dyr der er omtalt i de forudgående tre vers. Ifølge disse vers ville ulven, panteren, løven, bjørnen, brilleslangen og giftslangen hverken, volde husdyr eller uskyldige børn skade.

22. Hvem er det der, som følge af denne undervisning, ikke længere gør ondt eller volder mén?

²² I denne profeti må disse ellers så farlige dyr imidlertid være brugt som billeder på noget andet, for sådanne dyr vil ikke kunne påvirkes mentalt af at „landet“ er fuldt af Jehovas kundskab. Derfor er der i virkeligheden tale om indbyggerne i det åndelige paradis som Gud har tilvejebragt til sin genrejste rest af åndelige israelitter på jorden. Det er disse fornuftbegavede, gudfrygtige skabninger der fuldstændig vil ændre karaktertræk og livsform ved at få del i ’Jehovas kundskab’.

23-26. (a) Hvilket navn blev der, i harmoni med profetien, lagt større vægt på i Vagttårnsselskabets publikationer? (b) Giv eksempler på dette fra Vagt-Taarnet for september og oktober 1919.

²³ I overensstemmelse hermed begyndte den højeste Guds personlige navn, Jehova, at træde mere i forgrunden i Vagttårnsselskabets publikationer, så det klarere kunne ses hvem det var der tidligere var blevet omtalt med den generelle titel Herren eller Gud Herren. Som eksempel kan nævnes hovedartiklen „Salige er de, som ikke frygter“ i Vagt-Taarnet for september og oktober 1919. I den sjette paragraf i denne artikel blev den situation som den udfriede rest af de åndelige israelitter befandt sig i, sammenlignet med den situation fortidens israelitter befandt sig i da de stod over for at skulle krydse Jordanfloden og gå ind i det forjættede land under førerskab af Moses’ efterfølger, Josua. Israelitterne behøvede opmuntring for at gå fremad. Paragraffen sagde:

²⁴ „Josva var ligesom Moses en sagtmodig Mand, der kun havde ringe Tillid til sin egen Kraft; men han havde stor Tro paa Gud, og han lagde denne Tro for Dagen ved at opmuntre Folket til at gaa frem og indtage det Land, Gud havde lovet dem. Men Josva behøvede Opmuntring, og de Folk, han skulde føre, trængte ogsaa til Opmuntring for at kunne fuldføre de Gerninger, som Jehova havde foresat dem. Gud begyndte denne Opmuntring med at sige ’Gør dig nu rede, drag over denne Jordan, . . .’“

²⁵ Paragraf 8 (side 143) i samme artikel omhandlede den sejr der blev vundet af dommeren Gideon, og sagde: „Israelitterne havde været lunkne i deres Tro og Lydighed mod Jehova, og Midianitterne havde faaet Tilladelse til at komme og true med at tage den frugtbareste Del af Landet i Besiddelse. Trofasthed fra Israelitternes Side vilde have afværget dette truende Indfald. Midianitterne kom med en stor Hær paa over 200.000 Mand og lejrede sig beredte til Kamp med Israelitterne. Jehova havde besluttet, at der skulde opnaas en stor Sejr over disse hans Folks Fjender, og at de skulde drives ud af det forjættede Land. . . . Jehova tilbød Gideon den store Ære at være Redskabet i hans Haand til Israels Befrielse. . . . Paa Guds Befaling sendte Gideon da et Opraab ud til Israelitterne om at gaa med som frivillige i Kampen mod Midianitternes Hære. . . .“

²⁶ Om Gideons lille skare på 300 særligt udvalgte frivillige siger den efterfølgende paragraf: „Disse 300 ejede netop de Karaktertræk, som er velbehagelige for Jehova.“ Og sådan fortsættes der gennem artiklen lige til den sidste paragraf, hvor der blandt andet står: „Det er kun de rene af Hjertet, der er fuldkommede i Kærlighed. Derfor følger det af Jesu Ord, at de frygtløse — de, der er fuldkommede i Kærlighed — de rene af hjertet, er de eneste, som vil blive modtaget i Riget og faa Lov at se Jehova.“ — Side 151 i Vagt-Taarnet for oktober 1919.

27. (a) Hvad er det ’land’ der fyldes med Jehovas kundskab, som forudsagt i Esajas 11:9? (b) Hvilket træk ved den nye pagt stemmer med denne udbredelse af ’Jehovas kundskab’?

²⁷ Således begyndte ’Jehovas kundskab’ at brede sig og fylde „landet“, det vil sige det åndelige domæne som tilhører den genrejste rest af det åndelige Israel, „Guds Israel“. (Galaterne 6:16) Denne rest er med i den nye og bedre pagt som blev formidlet af Jesus Kristus mellem Gud og ’den hellige nation’, det åndelige Israel. En af de ting der skulle kendetegne denne pagt var ifølge profetien: „Ven skal ikke mere lære sin ven eller broder sin broder og sige: ’Kend [Jehova]!’ Thi de skal alle kende mig fra den mindste til den største, lyder det fra [Jehova]; thi jeg tilgiver deres brøde og kommer ikke mer deres synd i hu.“ (Jeremias 31:31-34; Hebræerne 8:7-12) Det var derfor kun at forvente at det åndelige domæne hvor resten af det kristne „Guds Israel“ bor, blev fyldt med „[Jehovas] kundskab, som vandene dækker havets bund.“

28. (a) Hvordan indvirker det på den enkelte at han har ’Jehovas kundskab’? (b) Hvad repræsenterer ’det hellige bjerg’ hvor der ikke gøres nogen skade eller forårsages nogen ødelæggelse?

²⁸ ’Jehovas kundskab’ øver en stærk indflydelse på dem der er i besiddelse af den. Ifølge Esajas 11:9 (NW) siger Jehova: „De vil ikke gøre nogen skade eller forårsage nogen ødelæggelse på hele mit hellige bjerg.“ Eftersom ’det hellige bjerg’ er regeringssædet, det der billedligt blev skildret ved Zions bjerg hvor kong David sad på ’Jehovas trone’, benyttes udtrykket „hele mit hellige bjerg“ i en repræsentativ betydning. Det sigter ikke kun til det himmelske Zions bjerg, men til hele det åndelige Israels „land“ her på jorden. Det sigter til det nuværende åndelige domæne hvor medlemmerne af den udfriede og genrejste rest har befundet sig siden 1919. Disse anerkender og adlyder den messianske konge som engang var „en kvist af Isajs stub“ og som Gud Herren har indsat på det himmelsk Zions bjerg, sit „hellige bjerg“. — Esajas 11:1; Hebræerne 12:22; Salme 2:6.

29. Hvad er grunden til at de der har ’Jehovas kundskab’ ændrer personlighed?

²⁹ Hvad er grunden til at ’Jehovas kundskab’ kan forvandle indbyggerne i det åndelige paradis så de ikke længere gør skade eller forårsager ødelæggelse? Det skyldes at denne kundskab indebærer langt mere end blot oplysninger. At have kundskab om Jehova, at kende ham, vil sige at anerkende ham i den grad at man lever efter hans vilje. „På dette kender vi at vi har lært ham at kende,“ siger den kristne apostel Johannes, „om vi fortsat holder hans bud. Den der siger: ’Jeg har lært ham at kende,’ og dog ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i denne. Den som ikke elsker, har ikke lært Gud at kende, for Gud er kærlighed. Og vi har selv fået kundskab om og tro på den kærlighed som Gud har i vort tilfælde. Gud er kærlighed, og den der forbliver i kærligheden, forbliver i samhørighed med Gud, og Gud forbliver i samhørighed med ham. For dette er hvad kærligheden til Gud vil sige, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde.“ — 1 Johannes 2:3, 4; 4:8, 16; 5:3.

KONSEKVENSERNE AF IKKE AT KENDE JEHOVA

30. Hvad sagde Jeremias om dem der ikke kender Jehova, i modsætning til dem der kender ham?

³⁰ De sørgelige konsekvenser af ikke at kende eller anerkende Jehova fremholdes gennem hans profeters mund. I de sidste fyrre år før Jerusalem og templet blev ødelagt og de overlevende jøder blev deporteret til Babylon, erklærede Jehova for eksempel ved sin profet Jeremias: „Mit folk er tåbeligt, kender ej mig, de er dumme sønner og uden indsigt; de er vise til at gøre det onde, men tåber til det gode.“ (Jeremias 4:22) „Den, som vil rose sig, skal rose sig af, at han har forstand til at kende mig, at jeg, [Jehova], øver miskundhed, ret og retfærdighed på jorden; thi i sådanne har jeg behag.“ — Jeremias 9:24; 1 Korinter 1:31.

31, 32. Hvad havde profeten Hoseas i Israel tidligere sagt om konsekvenserne af at mangle kundskab om Gud?

³¹ Og før Israels ti-stammerige blev omstyrtet af det assyriske verdensrige i 740 f.v.t., blev profeten Hoseas inspireret til at sige til israelitterne: „Hør, israelitter, [Jehovas] ord, thi [Jehova] går i rette med landets folk. Thi ej er der troskab, ej godhed, ej kender man Gud i landet. [Hvad var konsekvenserne af dette?] Man sværger og lyver, myrder og stjæler, horer, gør indbrud, og blodskyld følger på blodskyld. Derfor sørger landet, og alt, hvad der bor der, sygner, markens dyr og himlens fugle; selv havets fisk svinder bort. Mit folk skal gå til grunde, fordi det er uden kundskab. Da du har vraget kundskab, vrager jeg dig som præst; du glemte din Guds åbenbaring, så glemmer og jeg dine sønner.“

³² „Derfor må jeg hugge dem ned ved profeterne; jeg må dræbe dem med min munds udtalelser. Og dommene over dig vil være som lyset der udgår. For i kærlig godhed har jeg behag, og ikke i slagtoffer; og i kundskab om Gud fremfor i hele brændofre.“ — Hoseas 4:1-3, 6:5, 6, NW.

33. Hvorfor er forholdene i det åndelige paradis helt anderledes end de forhold profeten Hoseas beskrev i fortidens Israel?

³³ Det fik alvorlige, ja katastrofale følger for Israels ti-stammerige og Judas to-stammerige at vrage ’kundskaben om Gud’. Når vi ser disse dårlige resultater af at forkaste den vigtigste kundskab der findes, forstår vi hvorfor der ikke er nogen der gør skade eller volder mén i det åndelige paradis som tilhører resten af det åndelige Israel. Det skyldes at den sunde og gavnlige kundskab om Jehova fylder deres velsignede åndelige domæne ligesom vandene dækker havets bund. Denne kundskab er dyb som havet, som oceanet, som de „syv have“ der omslutter hele jorden.

34. Hvad understregede Jesus i en bøn til sin Fader som et hovedkrav for at man kan opnå evigt liv?

³⁴ Da Jesus Kristus bad for sine trofaste apostle sagde han, som sandt er, til sin himmelske Fader Jehova: „Dette er ensbetydende med evigt liv at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og om den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ (Johannes 17:3) De der i dag befinder sig i det åndelige paradis tilegner sig stadig kundskab om Jehova og om hans messianske konge, Jesus Kristus, og derfor er det åndelige liv i deres paradisiske domæne både trygt og fredeligt.

„ET SIGNAL FOR FOLKENE“

35. (a) Hvem foruden den salvede rest befinder sig nu i det åndelige paradis, og navnlig siden hvornår har det været tilfældet? (b) Hvordan viser ordene i Esajas 11:10 at det ville være sådan?

³⁵ Den salvede rest af de åndelige israelitter er ikke de eneste som for øjeblikket bor i det åndelige paradis hvor der ikke gøres ondt eller voldes mén, hverken mod mennesker eller dyr. Navnlig siden mærkeåret 1935 har der sammen med denne rest været en stadig voksende „stor skare“ symbolske får som ligeledes søger ’Jehovas kundskab’. Fortsættelsen af Esajas’ profeti forudsagde at de ville være sådan. Efter den smukke beskrivelse af det åndelige paradis tilføjer Esajas 11:10: „Og det skal ske på den dag at Isajs rod vil være der og skal rejse sig som et signal for folkene. Selv nationerne vil vende sig spørgende til ham, og hans hvilested skal blive herligt.“ — NW.

36. (a) Hvilken tid sigtes der til med udtrykket „på den dag“? (b) Hvem er „Isajs rod“ som er nævnt i denne profeti?

³⁶ Det er „på den dag“, det vil sige efter hedningetidernes udløb i 1914, at dette skal ske. Den symbolske „Isajs rod“ er den herliggjorte messianske konge, Jesus Kristus. Den kristne apostel Paulus efterlader ingen tvivl om dette, idet han citerer denne profeti i Esajas 11:10 efter den græske Septuaginta-oversættelse for at vise hvor ædelt og gavmildt Gud har fremholdt et storslået håb for de ikke-jødiske nationer. Han skriver i Romerbrevet 15:12: „Og yderligere siger Esajas: ’Isajs rod skal være der, og den der rejser sig for at herske over nationer; på ham vil nationer grunde deres håb.’“a

37. Hvorfor kunne apostelen Paulus med rette anvende Esajas 11:10 allerede i det første århundrede?

³⁷ Apostelen Paulus kunne med rette citere denne profeti i Esajas 11:10 og anvende den på de troende ikke-jøder eller hedninger. Der var da gået omkring tyve år siden den italienske centurion Kornelius i Kæsarea havde omvendt sig til kristendommen og siden Jehova Gud således var begyndt at give troende hedninger adgang til den kristne menighed. Altså måtte de troende og omskårne jøder undertrykke deres tidligere fordomme mod hedningerne, mod folk fra de ikke-jødiske nationer, og byde disse mennesker velkommen som brødre i menigheden af Jesu Kristi disciple.

38, 39. (a) Men hvornår gik det i opfyldelse at „Isajs rod“ rejste sig? (b) På hvilke måder kan det siges at Jesus Kristus virkelig er „Isajs rod“?

³⁸ Men profetien får navnlig sin opfyldelse „på den dag“. Vi har befundet os på den dag siden Guds messianske rige blev født i himmelen i 1914. På det tidspunkt rejste den herliggjorte Jesus Kristus, „Isajs rod“, sig i Rigets magt for at beskæftige sig med alle jordens nationer. (Mattæus 25:31, 32) Skønt han gennem kong David var en efterkommer af Isaj fra Betlehem, kunne han dog med rette kaldes „Isajs rod“, for ved ham blev der bragt nyt liv i den kongelige slægtslinje der udgik fra Isaj, Davids fader. Havde det ikke været for Jesus Kristus, der kom over seks hundrede år efter at de davidiske konger i Jerusalem var blevet styrtet af babylonierne, ville den kongelige slægtslinje fra Isaj efterhånden være døet ud. Da Jesus Kristus i 1914 blev indsat på den himmelske trone var der netop gået fulde 2520 år (hedningernes tider) efter omstyrtelsen af de davidiske kongers trone i 607 f.v.t.

³⁹ Jesus Kristus bragte altså nyt liv i denne linje af messianske konger der nedstammede fra Isaj. Når vi desuden husker at Jesus Kristus sagde: „Jeg er opstandelsen og livet,“ forstår vi at han vil blive en livgivende „rod“ til Isaj ved at oprejse ham fra de døde. — Johannes 11:25.

40. Hvordan er Jesus på tilsvarende måde „Davids rod“?

⁴⁰ Af samme grund kunne Jesus Kristus i den åbenbaring som blev givet til apostelen Johannes omkring år 96, omtale sit forhold til Isajs søn David på denne måde: „Jeg er Davids rod og afkom, den strålende morgenstjerne.“ (Åbenbaringen 22:16) Den døde Davids fremtidshåb afhang af denne hans efterkommer der var som en morgenstjerne, hans evige arving, Jesus Kristus.

41. Hvordan er Jesus Kristus blevet rejst som „et signal for folkene“?

⁴¹ Som den der siden 1914 har udøvet Rigets magt, har Jesus Kristus rejst sig „som et signal for folkene“. Jehova Gud, som har myndighed til at indsætte konger, har rejst ham så alle folkene kan se ham som den messianske konge i hvem alle Jordens slægter og nationer vil blive velsignet. Det er ham alle folkene må komme til hvis de ønsker en retfærdig regering hvorunder de kan leve i fred, lykke og tryghed.

42. Hvordan skal folk fra nationerne kunne samles om denne messianske konge når de ikke kan se ham med deres bogstavelige øjne?

⁴² Men hvordan skal folkene fra nationerne kunne samles om den ophøjede „Isajs rod“ som Jehova Gud har rejst ligesom et signal på toppen af det himmelske Zions bjerg? De kan ikke se ham med deres bogstavelige øjne, så de kan holde blikket rettet mod ham som et samlingspunkt. Det er derfor nødvendigt at dette ophøjede signal udpeges for dem, at de får oplysning om ham, så de kan se ham med troens og forståelsens øjne. Apostelen Paulus, som anvendte Esajas 11:10 i det første århundrede, indså dette. Derfor efterkom han den guddommelige befaling om at tage ud til de ikke-jødiske eller hedenske nationer og forkynde den gode nyhed om Guds messianske rige for dem. Dengang han omvendte sig fra den traditionelle jødedom til kristendommen sagde den herliggjorte Jesus Kristus om ham: „Denne mand er for mig et udvalgt redskab der skal bære mit navn ud til nationerne såvel som til konger og Israels sønner.“ — Apostelgerninger 9:1-15; 22:6-21; 26:12-18.

43. Hvordan har apostelen Paulus sat et glimrende eksempel som den salvede rest har kunnet følge siden den første verdenskrig?

⁴³ Til de hedenske medlemmer af den kristne menighed i Rom skrev apostelen Paulus: „Nu taler jeg til jer folk fra nationerne. For så vidt som jeg jo er apostel til nationerne, ærer jeg min tjeneste.“ (Romerne 11:13) Ved at bære den messianske ’Isajs rods’ navn ud til de ikke-jødiske nationer satte denne „apostel til nationerne“ et eksempel som den salvede rest af de åndelige israelitter har kunnet følge siden slutningen af den første verdenskrig den 11. november 1918. Det er nu tiden for den større og endelige opfyldelse af Esajas’ profeti om „et signal for folkene“. Apostelen Paulus blev sendt ud til „folkene“, til dem der var født som hedninger i modsætning til de kødelige, omskårne jøder, der af fødsel var efterkommere af Abraham, Isak og Jakob (Israel). Paulus hjalp de troende hedninger til at sætte deres håb og lid til den messianske „Isajs rod“ som skulle være et kongeligt signal for alle slags mennesker. Disse troende lod sig også døbe i lydighed mod Kristi befaling i Mattæus 28:18, 19, og derved blev de medlemmer af den kristne menighed, det åndelige „Guds Israel“, og medarvinger til Messias’ rige.

44. Til hvilke områder har „resten“ derfor udbredt forkyndelsen af den gode nyhed siden 1919?

⁴⁴ Fra og med 1919 gik resten af de åndelige israelitter energisk i gang med at forny deres offentlige virksomhed idet de fuldt ud forstod at tiden nu var inde til at Jesu Kristi profeti skulle virkeliggøres, nemlig: „Og det er nødvendigt at den gode nyhed først forkyndes blandt alle nationerne.“ (Markus 13:10; Mattæus 24:14) Disse ord betød at „den gode nyhed“ om Guds nyfødte messianske rige ikke alene måtte forkyndes for de kødelige jøder men også for de ikke-jødiske nationer. Det forholdt sig sådan fordi de ikke-troende kødelige jøder var blevet forkastet og ikke længere var Jehova Guds udvalgte folk. Især siden hedningen Kornelius omvendte sig i år 36, har jøderne over for Gud blot været ligestillet med de kødelige, uomskårne hedninger.

45. (a) Hvem blev indsamlet som følge af forkyndelsesarbejdet fra 1919 til 1935? (b) Hvordan blev Jehovas kristne vidners opmærksomhed i 1935 henledt på en anden skare mennesker?

⁴⁵ Ifølge Jesu profeti i Mattæus 24:31 måtte der her i „endens tid“, ved „afslutningen på tingenes ordning“, først foregå en indsamling af de resterende medlemmer af det åndelige Israel. (Mattæus 24:3; Daniel 12:4) I seksten år, eller fra foråret 1919 til foråret 1935, koncentrerede den udfriede rest sig om at vidne om det oprettede rige, og i denne periode blev den almindelige indsamling af resten af de åndelige israelitter praktisk taget fuldført. Derefter blev den indsamlede rests opmærksomhed henledt på en indsamling af en anden art, som tiden nu var inde til. Det var indsamlingen af ’den store skare’ der er forudsagt i Åbenbaringen 7:9-17. Ved Jehovas kristne vidners stævne i Washington, D.C., i foråret 1935 var hovedforedraget bygget over Åbenbaringen 7:9-17, og den daværende præsident for Watch Tower Bible and Tract Society forklarede hvem ’den store skare’ var. Denne skare var ikke, som man længe havde ment, en åndelig skare kristne der skulle i himmelen, og følgelig var den ikke en del af de åndelige israelitters rest, som hører til den skare der er omtalt i Åbenbaringen 7:1-8.

46. (a) Hvilket storslået håb fremholder Bibelen for denne ’store skare’? (b) Hvorfor kan visse profetier om ikke-israelitiske nationer anvendes på denne ’store skare’?

⁴⁶ Tværtimod skulle denne ’store skare’ bestå af den rigtige hyrdes, Jesu Kristi, „andre får“. Deres håb var jordisk, nemlig at overleve den forestående „store trængsel“ og opnå et fuldkomment liv på jorden under Guds herliggjorte søns messianske rige. I sammenligning med den salvede rest af åndelige israelitter ville alle medlemmer af denne ’store skare’ billedlig talt være hedninger. Åbenbaringen 7:9 betegner dem netop sådan, idet der her siges at de udgør „en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål“. Følgelig kunne visse bibelprofetier om ikke-israelitiske nationer (hedninger) med rette anvendes på denne ’store skare’.

47. Siden hvornår har „nationerne“, som forudsagt, vendt sig spørgende til det messianske signal?

⁴⁷ I betragtning af dette var den messianske „Isajs rod“ på det himmelske Zions bjerg nu rejst som „et signal for folkene“ som aldrig før. Fra det tidspunkt gik den næste del af Esajas 11:10 (NW) i opfyldelse: „Selv nationerne vil vende sig spørgende til ham, og hans hvilested skal blive herligt.“ Trods den anden verdenskrig har flere og flere folk fra nationerne vendt sig spørgende til det kongelige signal. De ser dette messianske signal med troens øjne på grund af det vidnesbyrd den salvede rest af åndelige israelitter aflægger om Riget.

48. Hvad har disse folk fra nationerne gjort efter at deres spørgsmål vedrørende Guds krav er blevet besvaret for dem?

⁴⁸ Ifølge rapporterne fra 207 lande hvor folks opmærksomhed rettes mod signalet ved forkyndelsen af „den gode nyhed om riget“, er der over to millioner som har reageret velvilligt. De har forhørt sig om hvad Gud kræver af dem for at de kan blive godkendt som undersåtter under den nu indsatte messianske konge. Efter at deres spørgsmål er blevet tilfredsstillende og overbevisende besvaret ud fra Bibelen, har de indviet sig til Jehova Gud gennem Messias Jesus. De har offentligt symboliseret denne indvielse ved at lade sig døbe i vand. Alene i tjenesteåret 1974 var der 297.872 som tog dette skridt. — Mattæus 28:19, 20.

49, 50. (a) Hvem og hvad findes nu i det åndelige paradis? (b) Hvordan er det messianske signals „hvilested“ således blevet herligt?

⁴⁹ Alle disse „andre får“ som er strømmet til den messianske hyrde og har samlet sig om dette signal, er kommet ind i det åndelige paradis hvor resten af de åndelige israelitter har været siden 1919. Der er nu over 35.000 menigheder af Jehovas kristne vidner i dette åndelige paradis, hvor indbyggernes livsform og personlighed er blevet forvandlet og hvor der hverken gøres ondt eller voldes mén. Eftersom det er dér den messianske „Isajs rod“, det kongelige „signal“, befinder sig i ånden, må man i sandhed sige at hans „hvilested“ eller opholdssted er blevet herligt. (Mattæus 28:20) Denne herlighed skyldes opfyldelsen af Jehovas profeti i Haggaj 2:7: „Jeg vil ryste alle folkene, og da skal alle folkenes skatte komme hid, og jeg fylder dette hus med herlighed, siger Hærskarers [Jehova].“ Jehovas „hus“ eller åndelige tempel er blevet fyldt med herlighed ved at „alle folkenes skatte“, nemlig medlemmerne af ’den store skare’, er blevet ført ind i det. På denne måde er Jehovas tempel nu, som aldrig før, ved at blive „et bedehus for alle folk“. — Esajas 56:7.

⁵⁰ Dér, i dette åndelige „bedehus“, yder ’den store skares’ medlemmer Jehova Gud hellig tjeneste dag og nat. (Åbenbaringen 7:15) Dér retter de antagelige bønner til Gud gennem „Isajs rod“, Jesus Kristus. Dér bøjer de i Jesu navn knæ for Gud, og hver tunge anerkender åbent at „Jesus Kristus er Herre til herlighed for Gud, Faderen“. — Filipperne 2:10, 11.

51. Hvilke forhold som du oplever i det åndelige paradis siger dig klart at dette paradis ikke er noget der kun eksisterer i fantasien?

⁵¹ Det åndelige paradis eksisterer ikke kun i fantasien. Det er virkeligt, og det eksisterer i dag som et åndeligt domæne for den genrejste rest af de åndelige israelitter og dem der allerede nu er indsamlet af ’den store skare’. Alle disse er kristne vidner for Jehova. (Esajas 43:10-12; 44:8) I skarp kontrast til den livsform og livskvalitet man finder i menneskesamfundet i den nuværende tingenes ordning, er livet i det åndelige paradis i sandhed velsignet. Her er der tryghed, idet ingen af de Kristus-lignende indbyggere, som er fyldt med ’Jehovas kundskab’, vil gøre ondt eller volde mén på nogen måde. Her er der også åndelig sikkerhed, som beskrevet i Salme 91. De åndelige og moralske plager og farer der hærger den fordærvede menneskeverden, får ikke lov at trænge ind i det åndelige paradis og smitte de guddommeligt beskyttede beboere med religiøs og moralsk sygdom så de kunne miste Guds gunst og godkendelse. Det er et sted hvor der råder åndelig sundhed, hvor Guds hellige ånds frugter frembringes i mængde. — Galaterne 5:22, 23.

52, 53. Hvor længe vil det åndelige paradis vare ved, og hvad er det en forløber for?

⁵² Jehovas tilbederes åndelige paradis er kommet for at blive! Fordi Jehova selv har behag i det, vil det ikke blive udslettet fra jorden i den forestående „store trængsel“ hvis lige menneskehedens verden aldrig før har oplevet. (Mattæus 24:21, 22; Daniel 12:1) Det er en forløber for det materielle, jordiske paradis der vil klæde den bogstavelige jord med herlighed og skønhed efter at de der forurener og ødelægger jorden er blevet fjernet i „den store trængsel“ og efter at den der indførte synden i menneskets oprindelige paradis i Eden er blevet bundet og sammen med hele sin dæmonhorde kastet i afgrundens fængsel. — Åbenbaringen 19:11 til 20:3; Salme 37:37-40; 67:6-8.

⁵³ Da vil det åndelige paradis blive forenet med det bogstavelige jordiske paradis, og hele jorden vil derved blive et overmåde dejligt sted at bo for den store skare „andre får“ under deres himmelske hyrdes, Jesu Kristi, velsignede rige.

[Fodnote]